Danish(i)
34 Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager!
35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
36 Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.
37 Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
38 Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
39 Og han gik atter hen, og bad og sagde de samme Ord.
40 Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41 Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
42 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forrader mig.