Psalms 3:1-30:12 En Psalme af David; der han flyede for Absoloms, sin Søns Ansigt.

Danish⁽ⁱ⁾ ¹ En Psalme af David; der han flyede for Absoloms, sin Søns Ansigt. ² HERRE! hvor ere mine Fjender mange! Mange staa op imod mig. ³ Mange sige til min Sjæl: Han har ingen Frelse hos Gud. Sela. ⁴ Men du, HERRE! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der opløfter mit Hoved. ⁵ Jeg raaber til HERREN med min Røst, og han bønhører mig fra sit hellige Bjerg. Sela. ⁶ Jeg lagte mig og sov; jeg opvaagnede, thi HERREN opholder mig. ⁷ Jeg vil ikke frygte for ti tusinde af Folk som have lagt sig trindt omkring imod mig. ⁸ Staa op, HERRE! frels mig, min Gud! thi du har slaget alle mine Fjender paa Kinden; du har sønderbrudt de ugudeliges Tænder. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse være over dit Folk! Sela. ⁴ ¹ Til Sangmesteren; med Strengeleg: en Psalme af David. ² Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Trængsel skaffede du mig Rum; vær mig naadig og hør min Bøn! ³ I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære væere til Skrændsel? I elske Forfængelighed og søge Løgn. Sela. ⁴ Vider dog, at HERREN har udkaaret sin hellige; HERREN hører, naar jeg raaber til ham. ⁵ Bliver vrede, men synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leje; og væer stille! Sela. ⁶ Ofrer Retfærligheds Ofre, og forlader eder paa HERREN! ⁷ Mange sige: Hvo vil vise os godt? HERRE! opløft dit Ansigts Lys over os. ⁸ Du gav Glæde i mit Hjerte større end den, de havde, da deres Korn og deres Most var i Overflod. I Fred vil jeg baade lægge mig og sove; thi du, HERRE! skal lade mig bo ene i Tryghed. ⁵ ¹ Til Sangmesteren; paa Nekiloth; en Psalme af David. ² HERRE! vend dine øren til mine Ord, agt paa min Tanke! ³ Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg. ⁴ HERRE! om Morgenen høre du min Røst! jeg vil fremstille mig om Morgenen for dig og vente. ⁵ Thi du er ikke en Gud, som har Lyst til Ugudelighed; den onde skal ikke bo hos dig. ⁶ Daarer skulle ikke bestaa for dine Øjne! du hader alle dem, som gøre Uret. ⁷ Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand. ⁸ Men jeg vil komme til dit Hus ved din store Miskundhed; jeg vil tilbede imod dit hellige Tempel i din Frygt. ⁹ HERRE! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld; jævn din Vej for mit Ansigt! ¹⁰ Thi i deres Mund er intet bestandigt; deres Indre er Ondskab; deres Strube er en aaben Grav, de smigre med deres Tunge. ¹¹ Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig. ¹² Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glæde sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig. Thi du, HERRE! velsigner en retfærdig, du dækker ham med Naade som med et Skjold. ⁶ ¹ Til Sangmesteren; med Strengeleg; til Skeminith; en Psalme - af David. ² O HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme! ³ HERRE! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, HERRE! thi mine Ben skælve. ⁴ Og min Sjæl skælver saare: Men du, HERRE! - hvor længe? ⁵ Vend om, HERRE! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld! ⁶ Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget? ⁷ Jeg er træt af mit Suk, jeg væder min Seng den ganske Nat; jeg gennembløder mit Leje med min Graad. ⁸ Mit Øje er hentæret af Sorg; det er blevet gammelt for alle mine Fjenders Skyld. ⁹ Viger fra mig, alle I, som gøre Uret! thi HERREN har hørt min Graads Røst. ¹⁰ HERREN har hørt min ydmyge Begæring, HERREN vil antage min Bøn. Alle mine Fjender skulle blive til Skamme og skælve saare; de skulle vige tilbage, de skulle blive til Skamme i et Øjeblik. ⁷ ¹ En Skiggajon, af David, som han sang for HERREN, over Benjaminiten Kus's Ord. ² HERRE, min Gud! jeg tror paa dig, frels mig fra alle mine Forfølere og red mig, ³ at han ikke som en Løve skal slide min Sjæl, ja, rive den bort, uden at der er nogen, som redder. ⁴ HERRE, min Gud! dersom jeg har gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder; ⁵ dersom jeg har vederlagt den ondt, som holder Fred med mig, - og jeg har dog friet den, som var min Fjende uden Aarsag -; ⁶ saa forfølge Fjenden min Sjæl og gribe den og nedtræde mit Liv til Jorden og lade min Ære bo i Støvet! Sela. ⁷ Staa op, HERRE! i din Vrede, hæv dig imod mine Fjenders Forbitrelse, og vaagn op mig til Hjælp; du har beskikket Ret. ⁸ Og lad Folkenes Forsamling omringe dig, og op over den vend tilbage til det høje! ⁹ HERREN dømmer Folkene; døm mig, HERRE! efter min Retfærdighed og efter min Oprigtighed, som er hos mig. ¹⁰ Lad dog de ugudeliges Ondskab faa Ende, men stadfæst den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud! ¹¹ Mit Skjold er hos Gud, som frelser de oprigtige af Hjertet. ¹² Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag. ¹³ Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skærpe sit Sværd; han har spændt sin Bue og beredt den; ¹⁴ og han har beredt dødelige Vaaben imod dem; sine Pile gør han brændende. ¹⁵ Se, han undfanger Uret; og han er frugtsommelig med Misgerning og føder Løgn. ¹⁶ Han har gravet en Grav og opkastet den; men han skal falde i Grav en, som han gør. ¹⁷ Hans Misgerning skal komme tilbage paa hans Hoved, og hans Voldsfærd skal nedfare paa hans Isse. Jeg vil takke HERREN efter hans Retfærdighed og lovsynge HERREN den Højestes Navn. ⁸ ¹ Til Sangmesteren; til Githith; en Psalme - af David. ² HERRE, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden, du, som udbreder din Majestæt over Himlene! ³ Af de spædes og diendes Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld for at standse Fjenden og den, som vil hævne sig. ⁴ Naar jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte, ⁵ hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham? ⁶ Og du har ladet ham blive lidet ringere end Englene; du kronede ham med Ære og Herlighed? ⁷ Du gør, at han hersker over dine Hænders Gerninger, du har lagt alting under hans Fødder: ⁸ Faar og Øksne, dem alle sammen, ja, ogsaa Markens Dyr, ⁹ Fuglene under Himmelen og Fiskene i Havet, hvad som farer hen ad Havets Veje. HERRE, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! ⁹ ¹ Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme - af David Sal. ² Jeg vil takke HERREN af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. ³ Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste! ⁴ Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig. ⁵ Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed: ⁶ Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid. ⁷ Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem. ⁸ Men HERREN skal blive evinde lig; han har beredt sin Trone til Dom. ⁹ Og han skal dømme Verden Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. ¹⁰ Og HERREN være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider! ¹¹ Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, HERRE! ¹² Lovsynger HERREN, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger! ¹³ Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. ¹⁴ HERRE, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte, ¹⁵ paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. ¹⁶ Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte. ¹⁷ HERREN er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela! ¹⁸ Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. ¹⁹ Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes. ²⁰ HERRE! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o HERRE! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela. ¹⁰ ¹ HERRE! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider? ² Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte. ³ Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, HERREN foragter han. ⁴ Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker. ⁵ Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. ⁶ Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke. ⁷ Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab. ⁸ Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. ⁹ Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. ¹⁰ Knuste syne disse hen, og for hans vældige falde de svage. ¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed. ¹² Staa op, HERRE! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! ¹³ Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. ¹⁴ Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. ¹⁵ Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. ¹⁶ HERREN er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. ¹⁷ Du, HERRE! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa ¹⁸ for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk. ¹¹ ¹ Til Sangmesteren; af David. Jeg haaber paa HERREN; hvorledes kunne I da sige til min Sjæl: Fly til eders Bjerg som en Fugl? ² Thi de ugudelige spænde Buen, de berede deres Pil paa Strengen, at skyde i Mørke paa de oprigtige af Hjertet. ³ Thi Grundvoldene nedbrydes; hvad kunde en retfærdig udrette? ⁴ HERREN er i sit hellige Tempel, HERRENS Trone er i Himmelen; hans Øjne se, hans øjenlaage prøve Menneskens Børn. ⁵ HERREN prøver en Retfærdig; men den ugudelige og den, som elsker Vold, dem hnder hans Sjæl. ⁶ Han skal lade regne Snarer over de ugudelige; Ild og Svovl og, et vældigt Storrnvejr? skal blivde deres Bægers Del. ⁷ Thi HERREN er Retfærdig, elsker Retfærdighed; hans Ansigt skuer en oprigtig. ¹² ¹ Til Sangmesteren til Skeminith; en Psalme - af David. ² Frels, HERRE! thi de fromme ere borte: thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn. ³ De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et andet Hjerte tale de. ⁴ HERREN udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord, ⁵ dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand vore Læber ere med os; hvo er vor Herre? ⁶ For de elendiges ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger HERREN; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad. ⁷ HERRENS Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange. ⁸ Du, HERRE! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn. ¹³ ¹ Til Sangmsteren; en Palme, af David. ² HERRE, hvor længe? vil du evindelig glemme mig? hvor længe vil du skjule dit Ansigt for mig? ³ Hvor længe skal jeg; være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig? ⁴ Se til, bønhør mig, HERRE min Gud! opklar mine Øjne, at jeg ikke skal hensove i Døden, ⁵ at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig over, at jeg snubler. ⁶ Men jeg forlader mig paa din miskundhed lad mit Herte fryde sig i din Frelse; jeg vil synge for HERREN, thi han har gjort vel imod mig. ¹⁴ ¹ Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt. ² HERREN saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud. ³ De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een. ⁴ Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa HERREN. ⁵ Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt. ⁶ Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi HERREN er hans Tilflugt. ⁷ Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar HERREN tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig. ¹⁵ ¹ En Psalme af David. HERRE, hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal bo paa dit hellige Bjerg? ² Den, som vandrer i Oprigtighed og gør Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte; ³ som ikke bagtaler med sin Tunge, ikke gør sin Næst ondt og ikke driver Spot med sin nærmeste; ⁴ hvis Øjne den ugudelige er foragtet, men som ærer dem som frygte HERREN; den, som har svoret sig til Skade og ikke vil forandre det; ⁵ den, som ikke sætter sine Penge ud imod Aager og ikke tager Gave imod en uskyldig; hvo disse Ting gør, skal ikke rokkes evindelig. ¹⁶ ¹ Af David; et gyldent Smykke Gud! bevar mig; thi jeg tror paa dig. ² Du sagde til HERREN: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig; ³ i Samfund med de hellige, som ere i Landet, og de herlige, til hvilke al min Lyst er. ⁴ Mange skulle deres Smerter blive, som haste efter anden; jeg vil ikke udgyde de Drikofre af Blod og ikke tage deres Navne paa mine Læber. ⁵ HERREN min Arvs Del og mit Bæger; er den, som opholder min Lod. ⁶ Snorene faldt mig paa de liflige er, ja, en dejlig Arv tilfaldt mig. ⁷ Jeg vil love HERREN, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde om Nætterne. ⁸ Jeg har stedse sat HERREN for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes. ⁹ Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig. ¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse. ¹¹ Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig. ¹⁷ ¹ En Bøn af David. HERRE! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. ² Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. ³ Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. ⁴ Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Siter efter dine Læbers Ord. ⁵ Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke. ⁶ Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit øre til mig, hør min Tale! ⁷ Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. ⁸ Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge ⁹ for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. ¹⁰ De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. ¹¹ Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. ¹² Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. ¹³ HERRE! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, ¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn. ¹⁵ Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner. ¹⁸ ¹ Til Sangmesteren; af David, HERRENS fjener, som talte Ordene af denne Sang for HERREN paa den Dag, HERREN havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand. ² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke! ³ HERREN er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg. ⁴ Jeg vil paakalde HERREN, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. ⁵ Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. ⁶ Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. ⁷ Da jeg var i Angest, raabte jeg til HERREN, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren. ⁸ Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred. ⁹ Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den. ¹⁰ Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. ¹¹ Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. ¹² Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. ¹⁴ Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder. ¹⁵ Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og for færdede dem. ¹⁶ Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE! ved din Næses Aandes Vejr. ¹⁷ Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande. ¹⁸ Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke. ¹⁹ De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men HERREN var min Understøttelse. ²⁰ Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. ²¹ HERREN vederlagde mig efer min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. ²² Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud. ²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. ²⁴ Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd. ²⁵ Og HERREN betalte mtg efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne. ²⁶ Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig; ²⁷ imod den rene viser du dig ren, og irnod den forvendte viser du dig forvendt. ²⁸ Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne. ²⁹ Thi du bringer min Lampe til at lyse; HERREN min Gud opklar, er mit Mørke. ³⁰ Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur. ³¹ Guds Vej er fuldkommen; HERRENS Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham. ³² Thi hvo er en Gud uden HERREN og hvo er en Klippe uden vor Gud? ³³ Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen, ³⁴ han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje. ³⁵ Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen. ³⁶ Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor. ³⁷ Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke. ³⁸ Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem. ³⁹ Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder. ⁴⁰ Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig. ⁴¹ Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg. ⁴² De raabte, men der var ingen Frelser; til HERREN, men han svarede dem ikke. ⁴³ Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort. ⁴⁴ Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. ⁴⁵ Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig. ⁴⁶ Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge. ⁴⁷ HERREN lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud, ⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig. ⁴⁹ Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden. ⁵⁰ Derfor vil jeg bekende dig, HERRE! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin salvede, imod David og imod hans Sæd evindelig. ¹⁹ ¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. ³ En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. ⁴ Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. ⁵ Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. ⁶ Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. ⁷ Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. ⁸ HERRENS Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; HERRENS Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. ⁹ HERRENS Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; HERRENS Bud er rent, det oplyser øjnene. ¹⁰ HERRENS Frygt er ren, den bestaar evindelig; HERRENS Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. ¹¹ De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. ¹² Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn. ¹³ Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! ¹⁴ Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, HERRE, min Klippe og min Genløser! ²⁰ ¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² HERREN bønhøre dig paa Nødens Dag! Jakobs Guds Navn ophøje dig! ³ Han sende dig Hjælp fra Helligdommen og understøtte dig fra Zion! ⁴ Han ihukomme alle dine Madofre, og dit Brændofler finde han fedt! Sela! ⁵ Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alle dine Anslag! ⁶ Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn oprejse Banner; HERREN opfylde alle dine Begæringer! ⁷ Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel; ved hans frelsende højre Haands vældige Gerninger. ⁸ Disse forlade sig paa Vogne og disse paa Heste; men vi ville prise HERREN vor Guds Navn. ⁹ De have maattet bøje sig og ere faldne; men vi staa og holde os oprejste. Frels, HERRE! Kongen bønhøre os den Dag, vi raabe! ²¹ ¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² HERRE! Kongen glæder sig i din Kraft, og hvor saare fryder han sig ved din Frelse! ³ Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. Sela. ⁴ Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du sætter en Krone af Guld paa hans Hoved. ⁵ Han begærede Liv af dig, du gaa ham det, et langt Levned, evindelig og altid. ⁶ Hun har stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham. ⁷ Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du sigt. ⁸ Thi Kongen forlader sig pan HERREN, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes. ⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd. ¹⁰ Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; HERREN skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem. ¹¹ Du skal udslette deres Frugt af Jorden og, deres Sæd iblandt Menneskens Børn. ¹² Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det. ¹³ Thi du skal gøre, at de fly; du sigter med dine Buetrenge imod deres Ansigt. HERRE! ophøj dig i din Kraft; vi ville synge og love din Magt. ²² ¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. ³ Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. ⁴ Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! ⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. ⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. ⁸ Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet ⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. ¹¹ Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. ¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. ¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. ¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. ¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. ¹⁸ Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. ¹⁹ De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. ²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! ²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. ²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! ²⁵ Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. ²⁶ Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. ²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! ²⁸ Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. ²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. ³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. ³¹ Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det. ²³ ¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes. ² Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande. ³ Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig. ⁵ Du bereder et Bord for mig, over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. ⁶ Ikkun godt og Miskundhed skal følge mig alle mine Livsdage, og jeg skal blive i HERRENS Hus igennem lange Tider. ²⁴ ¹ En Psalme af David. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderige og de, der bo derpaa. ² Thi han grundfæstede den paa Havene og gjorde den fast over Strømmene. ³ Hvo skal gaa op paa HERRENS Bjerg? hvo skal staa paa hans hellige Sted? ⁴ Den, som har uskyldige Hænder og er ren af Hjertet; den, som ikke har sat sin Hu til Løgn og ej svoret svigeligt. ⁵ Han skal annamme Velsignelse fra HERREN og Retfærdighed fra sin Frelses Gud. ⁶ Dette er den Slægt, som spørger, efter ham, de, som søge dit Ansigt, Jakobs Børn. Sela. ⁷ I Porte, opløfter eders Hoveder, ja, opløfter, eder, I evige Døre, at Ærens Konge kan drage ind! ⁸ Hvo er denne Ærens Konge? HERREN, stærk og mægtig, HERREN, mægtig i Strid. ⁹ I Porte, opløfter eders Hoveder, ja opløfter eder, I evige Døre, at Ærens Konge kan drage ind! ¹⁰ Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN Zebaoth, han er Ærens Konge. Sela. ²⁵ ¹ En Psalme af David. Til dig, HERRE! opløfter jeg min Sjæl. ² Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig. ³ Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag. ⁴ HERRE! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. ⁵ Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag. ⁶ HERRE! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed. ⁷ Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, HERRE! ⁸ HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. ⁹ Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. ¹⁰ Alle HERRENS Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. ¹¹ For dit Navns Skyld, HERRE, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor. ¹² Hvo er den Mand, som frygter HERREN? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge. ¹³ Hans Sjæl skal bo i Lyksalighed, og hans Sæd skal arve Landet. ¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den. ¹⁵ Mine Øjne ere stedse til HERREN; thi han skal drage mine Føder ud af Garnet. ¹⁶ Vend dit Angt til mig og vær mig naadig; thi jeg er enlig og elendig. ¹⁷ Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt; før mig ud af mine Trængsler! ¹⁸ Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Syn, ¹⁹ Se hen til mine Fjender, thi ere mange; og de hade mig at Gud altid vilde lade ham blive i sit Hus og duretfærdigt Had. ²⁰ Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskæmmes, thi jeg tror paa dig. ²¹ Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig. ²² Forløs, o Gud, Israel af al dets nød. ²⁶ ¹ Af David. HERRE! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa HERREN, jeg skal ikke snuble. ² Prøv mig, HERRE! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte; ³ thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed. ⁴ Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. ⁶ Jeg toer mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, HERRE! ⁷ for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortælle alle dine underfulde Gerninger. ⁸ HERRE! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Æres Tabernakels Sted. ⁹ Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller rnit Liv med blodgerrige Folk, ¹⁰ i hvis Hænder der ele Skændsel, og hvis højre Haand er fuld af Skænk. ¹¹ Men jeg vil vandre i min Uskyldiglled; forløs mig og vær mig naadig! ¹² Min Fod staar paa det jævne; i Forsamlinger vil jeg love HERREN. ²⁷ ¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt. ³ Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig. ⁴ Een Ting har jeg begæret af HERREN, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i HERRENS Hus alle mine Livsdage for at beskue HERRENS Livsalighed og at grunde i hans Tempel. ⁵ Thi han skal gemme mig i sin Hytte paa den onde Dag; han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøje mig paa en Klippe. ⁶ Og nu hæver mit Hoved sig over mine Fjender, som ere trindt omkring mig, og jeg vil ofre ham Ofre med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge og lege for HERREN. ⁷ HERRE! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig! ⁸ Til dig sagde mit Hjerte, der du sagde: "Søger mit Ansigt", jeg søger dit Ansigt, HERRE! ⁹ Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har været min Hjælp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud! ¹⁰ Thi min Fader og min Moder forlode mig; men HERREN tager mig op. ¹¹ HERRE! lær mig din Vej og led mig paa den jævne Sti, for mine Fjenders Skyld. ¹² Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig. ¹³ Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se HERRENS Godhed i de levendes Land! ¹⁴ Bi efter HERREN, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter HERREN! ²⁸ ¹ Af David. HERRE! til dig vil jeg raabe; min Klippe! vær ikke tavs imod mig, at du ikke holder dig stille imod mig, og jeg bliver; lig dem, som fare ned i Graven. ² Hør mine ydmyge Begæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Kor. ³ Bortriv mig ikke med de ugudelige og med dem, som gøre Uret, dem, som tale Fred med deres Næste, enddog der er ondt i deres Hjerte. ⁴ Giv dem efter deres Gerning og efter deres Idrætters Ondskab; giv dem efter deres Hænders Gerning, betal dem, hvad de have fortjent. ⁵ Thi de agte ikke paa HERRENS Værk, ej heller paa hans Hænders Gerning; han skal nedbryde dem og ikke bygge dem op. ⁶ Lovet være HERREN; thi han har hørt mine ydmyge Begæringers Røst. ⁷ HERREN er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte har forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang. ⁸ HERREN er deres Styrke, og han er sin Salvedes Værn til Frelse. ⁹ Frels dit Folk og velsign din Arv og fød dem og ophøj dem indtil evig Tid. ²⁹ ¹ En Psalme af David. Giver HERREN, I Guds Børn! giver HERREN Ære og Styrke. ² Giver HERREN hans Navns Ære, tilbeder for HERREN i hellig Prydelse. ³ HERRENS Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; HERREN er over de store Vande. ⁴ HERRENS Røst er med Kraft; HERRENS Røst er med Herlighed. ⁵ HERRENS Røst sønderbryder Cedre, og HERREN har sønderbrudt Libanons Cedre. ⁶ Og han gør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Enhjørning. ⁷ HERRENS Røst slaar ned med Ildsluer. ⁸ HERRENS Røst gør, al Ørken bæver; HERREN gør, at Kades's Ørk bæver. ⁹ HERRENS Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: Ære! ¹⁰ HERREN har siddet ved Syndfloden, og HERREN sidder, en Konge evindelig. ¹¹ HERREN skal give sit Folk Kraft; HERREN skal velsigne sit Folk i Freden. ³⁰ ¹ En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David. ² HERRE! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glædes over mig. ³ HERRE, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig. ⁴ HERRE! du førte min Sjæl op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen. ⁵ Synger for HERREN, I hans hele! og priser hans Helligheds Ihukommelse. ⁶ Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster Graad, men om Morgenen Frydeangest. ⁷ Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig. ⁸ HERRE! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet. ⁹ Til dig, HERRE! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. ¹⁰ Hvad Vinding er der i mit Blod, jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed? ¹¹ HERRE! hør, og vær mig naadig; HERRE! vær min Hjælper. ¹² Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; HERRE, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.