Danish(i)
1 Og han gik atter ind i Synagogen, og der var et Menneske, som havde en vissen Haand.
2 Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa sabbaten, paa det de kunde anklage ham.
3 Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: træd frem her i Midten.
4 Og han sagde til ham: er det tilladt at gjøre godt paa Sabbaten, eller gjøre ondt? frelse et Liv, eller slaae ihjel? Men de taug.
5 Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igen som den anden.
6 Og Pharisæerne gik ud og holdt strax Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.
7 Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa,
8 og fra Jerusalem og fra Jdumæa og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham.
9 Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulle være tilrede fra ham, for Folkets Skyld, at de ikke skulde trænge ham.
10 Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham.
11 Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn.
12 Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var.
13 Og han gik op paa et Bjerg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham.
14 Og han beskikkede Tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike,
15 og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djævle;
16 Simon, hvem han tillagde det Navn Petrus;
17 og Jakob, Zebedæus' Søn, og Johannes, Jakobs Broder, hvilke han tillagde Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
18 og Andreas, og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jacob, Alphæus' Søn, og Thaddæus, og Simon Cananites,
19 og Judas Ischariotes, som og forraadte ham.
20 Og de kom til Huset, og Folket samledes atter, saa at de end ikke kunde faae Mad.
21 Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmægtig.
22 Og de Skriftkloge, som vare komme ned fra Jesrusalem, sagde: han har Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle.
23 Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden?
24 Og dersom et Rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae.
25 Og dersom et huus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae.
26 Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham.
27 Der kan jo Ingen gaae ind i den stærkes huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Stærke, og da kan han plyndre hans Huus.
28 Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;
29 men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, har ingen forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom.
30 Thi de have sagt: han har en ureen Aand.
31 Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde.
32 Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig.
33 Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre?
34 Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: see, min Moder og mine Brødre.
35 Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder.