Danish(i)
1 Og Pharisæerne og nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham.
2 Og der de saae nogle af hans Disciple æde Brød med vanhellige, det er, med utoede Hænder, lastede de det.
3 (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik.
4 Og af det, der er kjøbt paa Torvet, æde de ikke uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke).
5 Dereftre spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke Dine Disciple efter de Ældstes Skik, men æde med utoede Hænder?
6 Men han svarede og sagde til dem: Esaias har spaaet retteligen om Eder, I Øienskalke! som skrevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig.
7 Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.
8 Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting.
9 Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.
10 Thi Moses har sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.
11 Men I sige, naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave):
12 da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjælp.
13 Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant.
14 Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer.
15 Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; meen hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent.
16 Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre!
17 Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denneLignelse.
18 Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?
19 Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen og gaaer ud ved den naturlie Gang og saaledes renses al Maden.
20 Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent.
21 Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord,
22 Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed;
23 Alle disse onde Ting udgaaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent.
24 Og han stod op og gik derfra til Tyrus' og Sidons Grændser og gik ind i et Huus og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult.
25 Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom to faldt ned for hans Fødder;
26 (men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter.
27 Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde.
28 Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.
29 Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter.
30 Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren laae paa Sengen.
31 Og der han gik ud igjen af Tyrus' og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igennem Dekapolis' Grændser.
32 Og de førte en Døv til ham som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.
33 Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,
34 og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op!
35 Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret.
36 Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37 Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.