Danish(i)
2 Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleaser, Præsten, og til Menighedens Fyrster, sigende:
3 Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon,
4 det Land, som HERREN har slaaet for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvæg. og dine Tjenere have Kvæg.
5 Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gaa over Jordanen.
6 Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her?
7 Og hvi afvende I Israels Børns Hjerter fra, at drage over til det Land, som HERREN har givet dem?
8 Saa gjorde eders Fæelre, da jeg sendte dem fra Kades Barnea til at bese Landet;
9 thi de gik op til Eskols Bæk og besaa Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gaa ind i Landet, som HERREN havde givet dem.
10 Og HERRENS Vrede optændtes den samme Dag, og han svor og sagde:
11 Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig,
12 undtagen Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have efterfulgt HERREN.
13 Saa optændtes HERRENS Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil hele den Slægt fik Ende, som gjorde det onde for HERRENS Øjne.
14 Og se, I ere traadte op i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, for at gøre HERRENS Vrede endnu større imod Israel;