Matthew Cross References - Danish

¹ Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog. ² Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre ³ og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram; ⁴ og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon; ⁵ Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai; ⁶ og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias' Hustru; ⁷ og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa; ⁸ og Asa avlede Josaphat; og Josaphat avlede Joram; og Joram avlede Ozias; ⁹ og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Achas; og Achas avlede Ezechias; ¹⁰ og Ezechias; avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias; ¹¹ og Josias avlede Jechonias og hans Brødre ved den babylonske Udlændigheds Tid. ¹² Men efter den babyloniske Udlændighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel; ¹³ og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim; og Eliakim avlede Azor; ¹⁴ og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Achim; og Achim avlede Eliud; ¹⁵ og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob; ¹⁶ og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus. ¹⁷ Altsaa ere alle led fra Abraham indtil David fjorten Led, og fra David indtil den babyloniske Udlændighed fjorten Led, og fra den babyloniske Udlændighed indtil Christus fjorten Led. ¹⁸ Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand. ¹⁹ Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende. ²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. ²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. ²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: ²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os. ²⁴ Men der Joseph vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru. ²⁵ Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

¹ Denne er Menneskens Slægters Bog. Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse:

⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud.

²² Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

⁵ Og Noa gjorde efter alt, hvad HERREN bød ham.

³ Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

¹⁹ Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.

²¹ Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar.

¹⁰ Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham.

² Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. ³ Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. ⁴ Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham. ⁵ Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham.

² Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig. ³ Saa stod Abraham aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak sin Søn; og han kløvede Veddet til Brændofferet og gjorde sig rede og gik til Stedet, som Gud havde sagt ham.

¹⁸ og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.

²⁶ Og derefter kom hans Broder frem, og hans Haand havde fat paa Esaus Hæl, og man kaldte hans Navn Jakob; og Isak var tresindstyve Aar gammel, der han avlede dem.

³ Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader. ⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, ⁵ fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.

¹³ Og se, HERREN stod oven over den og sagde: Jeg er HERREN, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd. ¹⁴ Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

³² Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: HERREN har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig. ³³ Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi HERREN har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon. ³⁴ Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi ³⁵ Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise HERREN; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.

⁵ Og Bilha undfik og fodte Jakob en Søn. ⁶ Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan. ⁷ Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn. ⁸ Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster. Jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali. ⁹ Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru. ¹⁰ Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn. ¹¹ Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad. ¹² Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn. ¹³ Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser. ¹⁴ Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kæere, giv mig af din Søns Dudaim! ¹⁵ Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudailn? Og Rakel sagde: Derfor maa han liggge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim. ¹⁶ Der Jakob kom af marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat. ¹⁷ Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn. ¹⁸ Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar. ¹⁹ Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn. ²⁰ Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon.

¹¹ og den Guds Engel sagde til mig i Drørnme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg.

¹⁶ Og de rejste fra Bethel, og der de vare endnu ikkun et Stykke Vej fra Efiat, da fødte Rakel, og hun havde en haard Fødsel. ¹⁷ Og de skete, da hun havde en haard Fødsel, at Jordemoderen sagde til hende Frygt ikke; thi ogsaa her har du er Søn. ¹⁸ Og det skete, der hendes Sjæl for ud - thi hun døde - da kaldte hun hans Navn Ben-Oni; men hans Fader kaldte ham Ben-Jamin. ¹⁹ Saa døde Rakel og blev begraven paa Vejen til Efrat, det er Bethlehem.

⁶ Og Juda tog en Hustru for sin førstefødte, Er, og Hendes Navn var Thamar.

¹¹ Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus.

²⁴ Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal brændes.

²⁴ Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal brændes. ²⁵ Hun blev ført ud, og hun sendte til sin Svigerfader, siger de: Ved den Mand har jeg undfanget, hvem dette hører til; og hun sagde: Kære, kend, hvem dette Signet og denne Snor og denne Kæp tilhører. ²⁶ Og Juda kendte det og sagde: Hun er retfærdigere end jeg; thi dette er, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sela; og han kendte hende ikke ydermere. ²⁷ Og det skete den Tid, hun skulde føde, se, da vare Tvillinger i hendes Liv.

²⁹ Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres. ³⁰ Og siden om hans Broder frem, som havde den røde Traad om sin Haand, og han kaldte hans Navn Sera.

³ Og han sagde: Jeg er Gud, din Faders Gud, frygt ikke for at drage ned til Ægypten, thi der vil jeg gøre dig til et stort Folk.

⁸ Og disse ere Israels Børns Navne, som kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte; ⁹ og Rubens Sønner: Hanok og Pallu og Hezron og Karmi; ¹⁰ og Simeons Sønner: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; ¹¹ og Levi Sønner: Gerson, Kahath og Merari; ¹² Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez Sønner vare Hezron og Hamul;

¹² Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez Sønner vare Hezron og Hamul; ¹³ og Isaskars Sønner: Thola og Pua og Job og Simron; ¹⁴ og Sebulons Sønner: Sered og Floll og thleel. ¹⁵ Disse ere Leas Børn, som pan fødte Jakob i Paddan-Aram, og hans Datter var Dina; alle hans Sønner og hans Døtre vare tre og tredive Sjæle. ¹⁶ Og Gads Sønner: Zifjon og Haggi, Sini og Ezbon, Eri og Arodi og Areli; ¹⁷ og Asers Sønner: Jimna og Jisva og Jisui og Bria, og Sera, deres Søster; og Brias Søn er: Heber og Malkiel. ¹⁸ Disse ere Silpas Børn, hvilken Laban gav Lea sin Datter; og hun fødte Jakob disse seksten Sjæle. ¹⁹ Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner: Josef og Benjamin. ²⁰ Og der blev født Josef Sønner i Ægyptens Land, hvilke Asnath, en Datter af Potifera, Præsten i On, fødte ham: Manasse og Efraim. ²¹ Og Benjamins Sønner: Bela og Beker og Asbel, Gera og Naaman, Ehi og Ros, Muppim og Huppim og Ard. ²² Disse ere Rakels Børn, som fødtes Jakob, ialt fjorten Sjæle. ²³ Og Dans Sønner: Husim; ²⁴ og Nafthali sønner: Jahzeel og Guni og Jezer og Sillem. ²⁵ Disse ere Bilhas Søn sønner, hvilken Laban gav Rakel sin Datter, og hun fødte Jakob disse ialt syv Sjæle. ²⁶ Alle de Sjæle, som kom med Jakob til Ægypten, som vare udkomne af hans Lænd, foruden Jakobs Sønners Hustruer, er alt seks og tresindstyve Sjæle. ²⁷ Og Josefs Sønner, som fødtes ham i Ægypten, vare to Sjæle; alle Sjæle af Jakobs Hus, som kom til Ægypten, vare halvfjerdsindstyve.

⁸ Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. ⁹ Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op? ¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham. ¹¹ Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod. ¹² Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk.

² Ruben, Simeon, Levi og Juda, ³ Isaskar, Sebulon og Benjamin, ⁴ Dan og Nafthali, Gad og Aser. ⁵ Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Lænd, de vare halvjerdsindstyve Personer; men Josef var i Ægypten.

² Du skal hellige mig alle førstefødte; det som aabner hver Moders Liv iblandt Israels Børn, iblandt Folk og iblandt Kvæg, det hører mig til.

²⁹ Du skal ikke tøve med at give mig af din Lades Fylde og din Vinperses Væde; du skal give mig den førstefødte af dine Sønner.

¹⁶ Og Mose gjorde det; efter alt det, som HERREN havde befalet ham, saaledes gjorde han.

¹⁹ Og han udbredte Paulunet over Tabernaklet og lagde Paulunets Dække derpaa, ovenpaa, som HERREN havde befalet Mose:

²⁵ Og han tændte Lamperne for HERRENS Ansigt, saasom HERREN havde befalet Mose.

²⁷ Og han antændte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom HERREN havde befalet Mose.

³² naar de gik ind i Forsamlingens Paulun, og naar de kom nær til Alteret, toede de sig, saasom HERREN havde befalet Mose.

²⁰ Og naar en Mand ligger hos en Kvinde og har Omgang med hende, og hun er en Tjenestepige, som er trolovet med en Mand, og hun ikke er løskøbt, eller ikke har faaet sin Frihed, da skal der ske en Hudstrygelse, men de skulle ikke dødes; thi hun var ikke frigiven.

¹⁰ Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, den Horkarl og den Horekone skal visselig dødes.

⁷ for Juda: Nahesson, Amminadabs Søn;

³ Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Hære, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn,

¹² Og den, som ofrede sit Offer paa den første Dag, var Nahesson, Amminadabs Søn, Judas Stammes Fyrste.

¹⁷ og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam aargamle, til et Takoffer. Dette var Nahessons, Amminadsbs Søns, Offer.

¹⁴ Og det Banner for Judas Børns Lejr brød først op, efter deres Hære; og over hans Hær var Nahesson, Amminadabs Søn.

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

²⁰ Og Judas øvrige Børn efter deres slægter vare: Af Sela Selaniternes Slægt; af Perez Pereziternes Slægt af Sera Seraiternes Slægt ²¹ Perez Pereziternes Slægt: af Hezron Hezoniternes Slægt; af Hamul Hamuliternes Slægt.

²¹ Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Mændene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Daarlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte. ²² Dersom en Mand findes at ligge hos en Kvinde, som er en Mands Ægtehustru; da skulle de begge tilsammen dø, Manden, som laa hos Kvinden, og Kvinden; og du skal borttage den onde af Israel. ²³ Naar en Pige, en Jomfru, er trolovet med en Mand, og en Mand finder hende i Staden og ligger hos hende: ²⁴ Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke raabte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han krænkede sin Næstes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte.

¹ Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og hun ikke finder Naade for hans Øjne, fordi han fandt ublu Handel hos hende, og han da skriver hende et Skilsmissebrev og giver det i hendes Haand, og lader hende fare bort fra sit Hus, ² og hun da gaar ud af hans Hus og gaar bort og bliver en anden Mands, ³ og den samme anden Mand faar Had til hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver i hendes Haand og lader hende fare bort fra sit Hus; eller om den anden Mand dør, som tog hende til Hustru: ⁴ Da maa ikke hendes første Mand, som lod hende fare, atter tage hende til sin Hustru, siden hun er bleven uren, thi det er en Vederstyggelighed for HERRENS Ansigt; og du skal ikke gøre det Land syndigt, som HERREN din Gud giver dig til Arv

¹ Og Josva, Nuns Søn, sendte hemmelig to Mænd som Spejdere fra Sittim og sagde: Gaar hen, beser Landet og Jeriko; og de gik hen og kom ind i en Kvindes, en Skøges Hus, og hendes Navn var Rahab, og de laa der. ² Da blev der sagt til Kongen af Jeriko saaledes: Se i Nat er er komne Mænd hid af Israels Børn for at udforske Landet. ³ Da sendte Kongen af Jeriko Bud til Rahab og lod sige: Før de Mænd ud, som kom til dig, som kom til dit Hus; thi de ere komne til at udforske alt Landet. ⁴ Men Kvinden havde taget de to Mænd og skjult dem; og hun sagde saaledes: Mændene kom til mig, men jeg vidste ikke, hvorfra de vare. ⁵ Og det skete, der de vilde lukke Porten, da det var mørkt, gik Mændene ud, jeg ved ikke, hvor de Mænd gik hen; forfølger dem snart, thi saa skulle I naa dem. ⁶ Men hun havde ladet dem stige op paa Taget og skjult dem under Hørstilkene, som vare udbredte af hende paa Taget. ⁷ Og Mændene forfulgte dem paa Vejen til Jordanen indtil Færgestederne, og; man lukkede Porten til, efter at de, som forfulgte dem, vare udgangne. ⁸ Og førend de havde lagt sig, gik hun op til dem paa Taget, ⁹ og hun sagde til Mændene: Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, og at Forfærdelse for eder er falden paa os, og at Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt. ¹⁰ Thi, vi have hørt, at HERREN udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. ¹¹ Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaar ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi HERREN eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil. ¹² Og nu, kære, sværger mig ved HERREN, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn, ¹³ at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og fri vore Sjæle fra Døden. ¹⁴ Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være i Stedet for eders til at dø, naar I kun ikke kundgør denne vor Handel; og det skal ske, naar HERREN giver os Landet, da ville vi vise Miskundhed og Troskab imod dig. ¹⁵ Saa lod hun dem ned ved et Reb igennem Vinduet; thi hendes Hus var ved Stadens Mur, og hun boede ved Muren. ¹⁶ Og hun sagde til dem: Gaar op paa Bjerget, at de, som forfølge eder, ikke skulle møde eder, og skjuler eder der i tre Dage, indtil de komme igen, som forfølge eder, og siden kunne I gaa eders Vej. ¹⁷ Og Mændene sagde til hende: Vi ville være løste fra denne din Ed, som du kom os til at sværge: ¹⁸ Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus; ¹⁹ og det skal ske, hver den, som gaar ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være paa hans Hoved, og vi skulle være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være paa vort Hoved, dersom der bliver lagt Haand paa ham. ²⁰ Men dersom du kundgør denne vor Handel, da ville vi være løste fra den Ed, som du kom os til at sværge. ²¹ Og hun sagde: Det skal saa være efter eders Ord, og hun lod dem gaa, og de gik; og hun bandt den Skarlagens Snor i Vinduet. ²² Saa gik de hen og kom paa Bjerget og bleve der tre Dage, indtil de, som forfulgte dem, vendte tilbage; men Forfølgerne ledte paa hele Vejen og fandt dem ikke.

²² Men Josva sagde til de to Mænd, som havde spejdet Landet: Gaar i den Kvindes, den Skøges Hus, og udfører Kvinden derfra og alt det, som hører hende til, som I have svoret hende. ²³ Da gik de unge Karle, Spejderne, ind og udførte Rahab og hendes Fader og hendes Moder og hendes Brødre, og alt det, som hørte hende til, og al hendes Slægt udførte de; og de lode dem blive uden for Israels Lejr. ²⁴ Men Staden opbrændte de med Ild og alt det, som var i den; alene Sølvet og Guldet og Kobberkarrene og Jernet, det gave de til HERRENS Huses Liggendefæ. ²⁵ Men Josva lod Rahab, den Skøge, og hendes Faders Hus og alt det, som hørte hende til, leve, og hun boede midt iblandt Israel indtil denne Dag; thi hun skjulte Budene, som Josva havde udsendt til at spejde Jeriko.

² Da sagde Josva til alt Folket: Saa siger HERREN, Israels Gud: Eders Fædre boede fordum paa hin Side Floden, Thara, Abrahams Fader og Nakors Fader, og de tjente andre Guder. ³ Og jeg tog eders Fader Abraham fra hin Side Floden og lod ham vandre om i hele Kanaans Land, og jeg formerede hans Sæd og gav ham Isak. ⁴ Og Isak gav jeg Jakob og Esau; og jeg gav Esau Sejrs Bjerg til Eje, men Jakob og hans Børn droge ned til Ægypten.

³ Og HERRENS Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.

⁸ Da bad Manoa til HERREN og sagde: Hør mig, Herre! Kære, lad den Guds Mand, som du udsendte, atter komme til os, at han kan lære os, hvad vi skulle gøre ved Drengen, som skal fødes. ⁹ Og Gud hørte Manoas Røst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad paa Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende.

⁴ Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti Aar.

¹⁶ Og Ruth sagde: Vær mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du gaar hen, der vil jeg gaa hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud. ¹⁷ Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; HERREN gøre nu og fremdeles saa og saa imod mig, saa vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig.

²² Saa kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.

¹⁸ Og disse ere Perez' Slægter: Perez avlede Hezron, ¹⁹ og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab,

¹⁹ og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab, ²⁰ og Amminadab avlede Nahesson, og Nahesson avlede Salmon,

²⁰ og Amminadab avlede Nahesson, og Nahesson avlede Salmon, ²¹ og Salmon avlede Boas, og Boas avlede Obed,

²¹ og Salmon avlede Boas, og Boas avlede Obed, ²² og Obed avlede Isai, og Isai avlede David.

²² og Obed avlede Isai, og Isai avlede David.

¹ Og HERREN sagde til Samuel: Hvor længe vil du sørge for Saul? og jeg har forkastet ham, at han ikke skal være Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Bethlehemiteren Isai, thi jeg har udset mig en Konge iblandt hans Sønner.

¹¹ Fremdeles sagde Samuel til Isai: Er det alle Drengene og han sagde: Den yngste er endnu tilbage, og se, han vogter Smaakvæg; da sagde Samuel til Isai: Send hen og lad ham hente, thi vi sætte os ikke til Bords, før han kommer hid. ¹² Da sendte han hen og lod ham føre frem, og han var rødmusset med dejlige Øjne og skøn af Anseelse; da sagde HERREN: Staa op, salv ham, thi ham er det. ¹³ Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og HERRENS Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.

¹² Men David var hin efratitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda. hvis Navn var Isai og, som havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage og kommen til Aars iblandt Mændene.

⁵⁸ Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn.

³⁰ Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte og genstridige Kvindes Søn! ved jeg ikke, at du har udvalgt Isais Søn til din Skam og til din Moders Skændsel? ³¹ Thi alle de Dage, som Isais Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn.

⁸ at I have alle forbundet eder imod mig, og der er ingen, som aabenbarede det for mine Øren, da min Søn har gjort en Pagt med Isais Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som aabenbarer det for mine Øren; thi min Søn har sat min Tjener op imod mig til at efterstræbe mig, som det sker paa denne Dag.

¹² Naar dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. ¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindelig. ¹⁴ Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn, hvem jeg, naar han handler ilde, vil straffe med Menneskens Ris og Menneskens Børns Plager; ¹⁵ men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt. ¹⁶ Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig.

³ Og David sendte hen og lod spørge efter Kvinden, og en sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Hethiteren Urias Hustru?

²⁶ Der Urias Hustru hørte, at Uria hendes Mand var død, da sørgede hun over sin Husbonde. ²⁷ Men der Sorgen var gaaet over, sendte David hen og lod hende hente til sit Hus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men den Gerning, som David gjorde, var ond for HERRENS Øjne.

²⁴ Derefter trøstede David Bathseba sin Hustru og gik ind til hende og laa hos hende, og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Salomo, men ham elskede HERREN; ²⁵ Og han sendte Bud ved Nathan, Profeten, og denne kaldte hans Navn Jedid-Ja, for HERRENS Skyld.

¹ Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isajs Søn, og saa sagde den Mand, som er højt ophøjet, Jakobs Guds Salvede, og lystelig ved Israels Salmer:

³⁹ Hethiteren Uria i alt syv og tredive.

¹¹ Da talede Nathan til Bathseba, Salomos Moder, sigende: Har du ikke hørt, at Adonia, Hagiths Søn er bleven Konge, og vor Herre David ved det ikke? ¹² Saa gak nu kære, jeg vil raade dig et Raad, at du skal redde dit Liv og din Søn Salomos Liv. ¹³ Gak hen og træd ind til Kong David, og du skal sige til ham: Du, min Herre Konge, har du ikke tilsvoret din Tjenestekvinde og sagt: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig, og han skal sidde; paa min Trone; hvorfor er da Adonia bleven Konge? ¹⁴ Se, naar du endnu taler der med Kongen, vil og jeg komme efter dig og fuldende din Tale. ¹⁵ Og Bathseba kom ind til Kongen i Kammeret; og Kongen var saare gammel, og Abisag, den sunamitiske, tjente Kongen. ¹⁶ Og Bathseba nejede og bøjede sig dybt for Kongen; da sagde Kongen: Hvad fattes dig? ¹⁷ Og hun sagde til ham: Min Herre! du har tilsvoret din Tjenestekvinde ved HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal blive Konge efter mig, og han skal sidde paa min Trone.

²⁸ Og Kong David svarede og sagde: Kalder Bathseba til mig; og hun kom for Kongen og stod for Kongens Ansigt. ²⁹ Da svor Kongen og sagde: Saa vist som HERREN lever, han som har forløst min Sjæl af al Angest: ³⁰ Ligesom jeg har tilsvoret dig ved HERREN Israels Gud og sagt, at Salomo, din Søn, skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Trone i mit Sted, saaledes vil jeg gøre paa denne Dag. ³¹ Da bøjede Bathseba sig med Ansigtet til Jorden og kastede sig ned for Kongen, og hun sagde: Min Herre, Kong David, leve i Evighed!

¹⁵ Og han sagde: Lovet være HERREN, Israels Gud, som talede med sin Mund til David min Fader og opfyldte det med sin Haand og sagde:

²⁴ du, som har holdt dinTjener David, min Fader, det, som du har tilsagt ham; du har talt det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som det ses paa denne Dag;

⁴³ Og Salomo laa med sine Fædre og blev begraven i Davids, sin Faders, Stad; og Roboam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

² Og han raabte imod Alteret efter HERRENS Ord og sagde: Alter! Alter! saa sagde HERREN: Se, for Davids Hus skal fødes en Søn, hvis Navn skal være Josias, og han skal ofre paa dig Højenes Præster, som gøre Røgelse paa dig, og de skulle opbrænde Menneskers Ben paa dig.

³¹ Og Roboam laa med sine Fædre og blev begraven hos sine Fædre i Davids Stad, og hans Moders Navn var Naema, den ammonitiske; og Abiam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

⁵ fordi David gjorde det, som ret var for HERRENS Øjne, og veg ikke fra alt det, som han bød ham, alle sine Livs Dage, uden i den Handel med Hethiteren Uria.

⁸ Og Abiam laa med sine Fædre, og de begrove ham i Davids Stad, og Asa, hans Søn, blev Konge i hans Sted. ⁹ Og i det tyvende Jeroboams, Israels Konges, Aar blev Asa Konge over Juda. ¹⁰ Og han regerede et og fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Maeka, Abisaloms Datter. ¹¹ Og Asa gjorde det, som ret var for HERRENS Øjne, som David hans Fader. ¹² Og han fordrev Skørlevnerne af Landet og bortskaffede alle stygge Afguder, som hans Fædre havde gjort. ¹³ Tilmed afsatte han Maeka, sin Moder, at hun ikke skulde være Dronning, fordi hun havde gjort sig et gruligt Billede af Astarte, og Asa uryddede hendes gruelige Billede opbrændte det ved Kedrons Bæk. ¹⁴ Men Højene toges ikke bort; dog var Asas Hjerte helt med HERREN alle hans Dage. ¹⁵ Og han førte Ting, som hans Fader havde helliget, ind i HERRENS Hus, Sølv Guld og Kar. ¹⁶ Og der var Krig mellem Asa og Baesa, Israels Konge, alle deres Dage. ¹⁷ Thi Baesa Israels Konge, drog op imod Juda og byggede Rama, for ikke at tilstede Asa, Judas Konge, at nogen drog ud eller kom ind. ¹⁸ Da tog Asa alt det Sølv og Guld, de Ting, som vare blevne tilovers af HERRENS Hus's Liggendefæ og af Kongens Hus's Liggendefæ, og gav sine Tjenere dem i Hænderne; og Kong Asa sendte dem til Benhadad, en Søn af Tabrimmon, Hesions Søn, Kongen i Syrien, som boede i Damaskus og lod sige: ¹⁹ Der er en Pagt imellem mig og imellem dig, imellem min Fader og imellem din Fader, se, jeg sender dig Skænk, Sølv og Guld, drag hen, gør til intet din Pagt med Baesa, Israels Konge, at han maa drage op fra mig. ²⁰ Og Benhadad adlød Kong Asa og sendte de Hærførere, som han havde, imod Israels Stæder og slog Ijon og Dan og Abel-Beth-Maaka og hele Kinneroth, tillige med alt Nafthalis Land. ²¹ Og det skete, der Baesa hørte det, da lod han af fra at bygge Rama og blev i Thirza. ²² Saa lod Kong Asa hele Juda opbyde, der blev ingen fri, og de toge Stenene bort af Rama tillige med Tømmeret der, som Baesa havde bygget med og Kong Asa byggede dermed Geba i Benjamin og Mizpa. ²³ Men det øvrige af alle Asas Handeler og al hans Vælde og alt, hvad han har gjort, og de Stæder, som han har bygget, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? Dog i sin Alderdoms Tid blev han syg i sine Fødder. ²⁴ Og Asa laa med sine Fædre og blev begraven med sine Fædre i Davids, sin Fader Stad, og Josafat, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

¹³ Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og bring mig den ud, siden skal du lave dig og din Søn noget.

² Men det skete i det tredje Aar, da drog Josafat, Judas Konge, ned til Israels Konge. ³ Og Israels Konge sagde til sine Tjenere: Vide I, at Ramoth i Gilead hører os til? og vi tie stille om at tage den tilbage af Syriens Konges Haand! ⁴ Derefter sagde han til Josafat: Vil du drage med mig til Krig imod Ramoth i Gilead? og Josafat sagde til Israels Konge: Jeg vil være som du, mit Folk skal være som dit Folk, mine Heste som dine Heste. ⁵ Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kære, adspørg i Dag HERRENS Ord! ⁶ Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand. ⁷ Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en HERRENS Profet, at vi kunde spørge ham ad? ⁸ Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge HERREN, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa! ⁹ Da kaldte Israels Konge ad en af Kammertjenerne og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn! ¹⁰ Og Israels Konge og Josafat, Judas Konge, sade hver paa sin Trone, iførte Kongedragt, paa en fri Plads ved Indgangen til Samarias Port, og alle Profeterne spaaede for deres Ansigt. ¹¹ Og Zedekia, Knaanas Søn havde gjort sig Jernhorn, og han sagde: Saaledes sagde HERREN: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes. ¹² Og alle Profeterne spaaede saaledes og sagde: Drag op imod Ramoth i Gilead og vær lykkelige, og HERREN skal give den i Kongens Haand. ¹³ Og Budet, som var gaaet bort for at kalde paa Mika, talte til ham sigende: Kære, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord være ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt! ¹⁴ Da sagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som HERREN siger mig, det vil jeg tale. ¹⁵ Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika! skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig eller lade være? Og han sagde til ham: Drag op og vær lykkelig, og HERREN skal give den i Kongens Haand. ¹⁶ Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i HERRENS Navn? ¹⁷ Da sagde han: Jeg saa al Israel adspredt paa Bjergene ligesom Faarene, der ingen Hyrde have; og HERREN sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage hver til sit Hus med Fred! ¹⁸ Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spaar mig ikke godt, men ondt? ¹⁹ Og han sagde: Hør derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side. ²⁰ Og HERREN sagde: Hvo vil overtale Akab, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og den ene sagde saa, og den anden sagde saa. ²¹ Da gik en Aand ud og stod for HERRENS Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og HERREN sagde til ham: Hvormed? ²² Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja ogsaa formaa det; gak ud og gør saa! ²³ Og nu, se, HERREN har givet en løgnagtig Aand i alle disse dine Profeters Mund; men HERREN har talt ondt over dig. ²⁴ Da gik Zedekia, Knaanas Søn, frem og slog Mika paa Kinden og sagde: Hvorledes? er HERRENS Aand gaaet over fra mig for at tale med dig? ²⁵ Og Mika sagde: Se, du skal se det paa den Dag, naar du gaar ind fra et Kammer til et andet for at skjule dig. ²⁶ Da sagde Israels Konge: Tag Mika og før ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn. ²⁷ Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred. ²⁸ Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har HERREN ikke talt ved mig; og han sagde Hører, I Folk alle sammen! ²⁹ Saa drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead. ³⁰ Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklæde mig og saa gaa i Kampen, men tag du dine egne Klæder paa; og Israels Konge forklædte sig og gik i Slaget. ³¹ Men Kongen af Syrien bød sine to og tredive øverste for Vognene og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene. ³² Og det skete, der de øverste for Vognene saa Josafat, da sagde de: Han er visselig Israels Konge, og de bøjede af for at stride imod ham. Da raabte Josafat. ³³ Og det skete, der de øverste for Vognene saa, at han ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham. ³⁴ Og en Mand spændte Buen paa Lykke og Fromme og skød Israels Konge mellem Remmene og Panseret; da sagde denne til sin Køresvend: Vend din Haand om og før mig ud af Hæren; thi jeg er saaret. ³⁵ Og Kampen tog til paa den samme Dag, og Kongen blev holdt staaende i Vognen over for Syrerne, og han døde om Aftenen, og Blodet flød af Saaret midt i Vognen. ³⁶ Og man udraabte igennem Lejren, der Solen gik ned, og sagde: Hver gaa til sin Stad og hver til sit Land! ³⁷ Saa døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria. ³⁸ Og man skyllede Vognen ved Samarias Dam; og Hundene slikkede hans Blod, hvor Skøgerne badede sig, efter HERRENS Ord, som han havde talt. ³⁹ Men det øvrige af Akabs Handeler, og alt det han gjorde, og om det Elfenbens Hus, som han byggede, og om alle Stæderne, som han byggede, er det ikke skrevet i Israels Kongers Krønikers Bog? ⁴⁰ Og Akab laa med sine Fædre, og Ahasia, hans Søn, blev Konge i hans Sted. ⁴¹ Og Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Akabs, Israels Konges, fjerde Aar. ⁴² Josafat var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter. ⁴³ Og han vandrede i alle sin Fader Asas Veje og veg ikke derfra, men gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne. ⁴⁴ Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene. ⁴⁵ Og Josafat holdt Fred med Israels Konge. ⁴⁶ Men det øvrige af Josafats Handeler og hans Magt, hvilken han skaffede sig, og hvorledes han har stridt, er det ikke skrevet i Judas Kongers Krønikers Bog? ⁴⁷ Og de øvrige af Skørlevnerne, som vare blevne tilbage fra Asas, hans Faders, Dage, borttog han af Landet. ⁴⁸ Og der var ingen Konge i Edom; men en Befalingsmand var Konge. ⁴⁹ Og Josafat havde ti Tharsisskibe, som skulde drage til Ofir efter Guld; men de droge ikke derhen, thi Skibene bleve sønderslagne i Ezion Geber. ⁵⁰ Da sagde Ahasia, Akabs Søn, til Josafat: Lad mine Tjenere fare med dine Tjenere paa Skibene; men Josafat vilde ikke.

¹ Og Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i det attende Josafats, Judas Konges, Aar og regerede tolv Aar.

¹⁶ Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved denne Aarets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde! ¹⁷ Og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den bestemte Tid, ved denne Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.

¹¹ Da blev Naaman vred for bort, og han sagde: Se, jeg tænkte, han skulde komme ud til mig og staa og paakalde HERREN sin Guds Navn og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden. ¹² Ere ikke Floderne Abana og Farfar i Damaskus bedre, end alle Vandene i Israel? kunde jeg ikke to mig i dem og blive ren? Og han vendte sig og drog bort med Vrede. ¹³ Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren! ¹⁴ Da drog han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord, og hans Kød blev igen ligesom en liden Drengs Kød, og han blev ren.

¹⁶ Og i Jorams, Akabs Søns, Israels Konges, femte Aar, da Josafat var Konge i Juda, blev Joram, Josafats Søn, Konge i Juda.

²¹ Og alt Judas Folk tog Asaria, men han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Fader Amazias Sted.

¹ I det syv og tyvende Jeroboams, Israels Konges, Aar blev Asaria, Amazias, Judas Konges, Søn, Konge. ² Han var seksten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jekolia fra Jerusalem. ³ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde. ⁴ Dog kom Højene ikke bort; Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene. ⁵ Og HERREN slog Kongen, at han blev spedalsk indtil sin Dødsdag og boede udi et særskilt Hus; men Jotham, Kongens Søn, var over Huset og dømte Folket i Landet. ⁶ Men det øvrige af Asarias Handeler og alt, hvad han. gjorde, er det skrevet i Judas Kongers Krønikers Bog? ⁷ Og Asaria laa med sine Fædre, og de begravede ham hos hans Fædre i Davids Stad, og Jotham, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

³² I det andet Pekas, Remalias Søns, Israels Konges, Aar blev Jotham, en Søn af Judas Konge Ussia, Konge.

¹ Og det skete i Israels Konge Hoseas's, Elas Søns, tredje Aar, da blev Ezekias, Akas's, Judas Konges, Søn, Konge. ² Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abi, Sakarias Datter. ³ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne efter alt det, som hans Fader David gjorde. ⁴ Han borttog Højene og sønderbrød Støtterne og udryddede Astartebillederne og sønderknuste den Kobberslange, som Mose havde gj ort, fordi Israels Børn gjorde Røgoffer til den indtil denne Dag, og man kaldte den Nekuskthan. ⁵ Han forlod sig paa HERREN, Israels Gud, saa at efter ham var ingen som han iblandt alle Judas Konger, ej heller af dem, som havde været for ham. ⁶ Thi han hang ved HERREN, veg ikke fra ham og holdt hans Bud, som HERREN bød Mose. ⁷ Og HERREN var med ham, og han handlede klogelig paa hvert Sted, hvor han drog ud; tilmed faldt han fra Kongen af Assyrien og tjente ham ikke. ⁸ Han slog Filisterne indtil Gaza og dens Landemærke, fra Vogternes; Taarn indtil den faste Stad. ⁹ Og det skete i Kong Ezekias: fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, Elas Søns, Israels Konges Aar, at Salmanasser, Kongen af As syrien, drog op imod Samaria og belejrede den. ¹⁰ Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias; sjette Aar, det er Hoseas's, Israel Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen. ¹¹ Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Stæder; ¹² fordi de ikke havde hørt HERREN, deres Guds, Røst, men overtraadte hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, HERRENS Tjener, havde budet, og de havde ikke hørt det, ej heller gjort det. ¹³ Og i Kong Ezekias's fjortende Aar drog Senakerib, Kongen af Assyrien, op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. ¹⁴ Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil bære, hvad du lægger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld. ¹⁵ Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkamre. ¹⁶ Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa HERRENS Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det. ¹⁷ Da sendte Kongen af Assyrien Thartan og Rabsaris og Rabsake fra Lakis til Kong Ezekias med en svar Hær til Jerusalem; og de droge op og kom til Jerusalem og droge op og kom og stode ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej, til Blegerens Ager. ¹⁸ Og de kaldte ad Kongen; da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren ud til dem. ¹⁹ Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa? ²⁰ Du siger - dog det er ikkun Læbers Ord - at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig?

²¹ Og Ezekias laa med sine Fædre, og Manasse, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

²¹ Og han vandrede i al den Vej, som hans Fader havde vandret, og tjente de stygge Afguder, som hans Fader havde tjent, og tilbad dem. ²² Og han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede ikke i HERRENS Vej. ²³ Og Amons Tjenere forbandt sig imod ham, og de dræbte Kongen i hans Hus. ²⁴ Og Folket i Landet ihjelslog alle dem, som havde forbundet sig imod Kong Amon; og Folket i Landet gjorde Josias, hans Søn, til Konge i hans Sted. ²⁵ Men det øvrige af Amons Handeler, hvad han har gjort, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? ²⁶ Og man begrov ham i hans Grav, udi Ussas Have, og Josias, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

²¹ Og Kongen bød alt Folket og sagde: Holder Paaske for HERREN eders Gud, saaledes som der er skrevet i denne Pagts Bog. ²² Thi der var ikke holdt en Paaske som denne fra Dommernes Dage af, som dømte Israel, og gennem alle Israels Kongers og Judas Kongers Dage. ²³ Men i Kong Josias's attende Aar, blev denne Paaske holdt for HERREN i Jerusalem. ²⁴ Men ogsaa Spaakvinderne og Tegnsudlæggerne og Husguderne og de stygge Afguder og alle de Vederstyggeligheder, som bleve sete i Judas Land og i Jerusalem, borttog Josias, for at holde Lovens Ord, som vare skrevne i Bo gen, som Hilkia, Præsten, havde fundet i HERRENS Hus. ²⁵ Og der var ingen Konge som han før ham, der omvendte sig til HERREN af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl og af al sin Formue efter al Moses Lov, og der opstod ej nogen efter ham som han. ²⁶ Dog vendte HERREN ikke om fra sin store Vredes Ild, hvormed hans Vrede var optændt imod Juda, for alle de Opirrelser, som Manasse havde opirret ham med. ²⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil ogsaa bortkaste Juda fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede Israel, og jeg vil forkaste denne Stad, som jeg udvalgte, Jerusalem, og det Hus, om hvilket jeg sagde: Mit Navn skal være der. ²⁸ Men det Øvrige af Josias's Handeler og alt, hvad han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? ²⁹ I hans Dage drog Farao Neko, Kongen af Ægypten, op imod Kongen af Assyrien til Floden Frat, og Kong Josias drog imod ham; men denne dræbte ham i Megiddo, der han havde set ham. ³⁰ Og hans Tjenere førte ham død fra Megiddo og førte ham til Jerusalem og begravede ham i hans Grav; og Folket i Landet tog Joakas, Josias's Søn, og salvede ham og gjorde ham til Konge i hans Faders Sted. ³¹ Joakas var tre og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem, og hans Moders Navn var Hamutal Jeremias's Datter fra Libna.

³ Visselig skete det i Juda efter HERRENS Ord, at han bortkastede dem fra sit Ansigt for Manasses Synders Skyld, efter alt det, som han havde gjort; ⁴ saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde HERREN ikke tilgive.

¹⁴ Og han bortførte hele Jerusalem, baade alle Øversterne og alle de vældige til Strid, ti Tusinde fangne, og alle Tømmermændene og Smedene, der blev ikke uden det ringeste Folk i Landet tilbage.

¹¹ Men det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og den øvrige Hob førte Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, bort.

²⁷ Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Kongen af Juda, var bortført, i den tolvte Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evilmerodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jo jakins, Judas Konges Hoved fra Fængselets Hus.

²⁸ Abrahams Sønner vare: Isak og Ismael.

³⁴ Og Abraham avlede Isak; Isak Sønner vare: Esau og Israel.

¹ Disse vare Israels Sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaskar og Sebulon,

¹ Disse vare Israels Sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaskar og Sebulon, ² Dan, Josef og Benjamin, Nafthali, Gad og Aser.

² Dan, Josef og Benjamin, Nafthali, Gad og Aser. ³ Judas Sønner vare: Er og Onan og Sela, disse tre bleve ham fødte af Suas Datter den kananitiske; og Er, Judas førstefødte, var ond for HERRENS Øjne, derfor dræbte han ham.

³ Judas Sønner vare: Er og Onan og Sela, disse tre bleve ham fødte af Suas Datter den kananitiske; og Er, Judas førstefødte, var ond for HERRENS Øjne, derfor dræbte han ham. ⁴ Men Thamar, hans Sønnekone, fødte ham Perez og, Sera; alle Judas Sønner vare fem.

⁴ Men Thamar, hans Sønnekone, fødte ham Perez og, Sera; alle Judas Sønner vare fem. ⁵ Perez's Sønner vare: Hezron og Hamul.

⁵ Perez's Sønner vare: Hezron og Hamul. ⁶ Og Seras Sønner vare: Simri og Ethan og Heman og Kalkol og Dara, fem i alt.

⁶ Og Seras Sønner vare: Simri og Ethan og Heman og Kalkol og Dara, fem i alt. ⁷ Og Karmis Sønner vare: Akar, som forstyrrede Israel, og som forgreb sig paa det bandlyste Gods.

⁷ Og Karmis Sønner vare: Akar, som forstyrrede Israel, og som forgreb sig paa det bandlyste Gods. ⁸ Og Ethans Sønner vare: Asaria.

⁸ Og Ethans Sønner vare: Asaria. ⁹ Og Hezrons Sønner, som fødtes ham, vare: Jerameel og Ram og Kalubaj. ¹⁰ Og Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahesson, en Fyrste for Judas Børn.

¹⁰ Og Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahesson, en Fyrste for Judas Børn. ¹¹ Og Nahesson avlede Salma, og Salma avlede Boas.

¹¹ Og Nahesson avlede Salma, og Salma avlede Boas. ¹² Og Boas avlede Obed, og Obed avlede Isaj.

¹² Og Boas avlede Obed, og Obed avlede Isaj. ¹³ Og Isaj avlede Eliab, sin førstefødte, og Abinadab den anden, og Simea den tredje, ¹⁴ Nethaneel den fjerde, Raddaj den femte, ¹⁵ Ozem den sjette, David den syvende.

¹⁵ Ozem den sjette, David den syvende.

⁵ Og disse bleve ham fødte i Jerusalem: Simea og Sobab og Nathan og Salomo, alle fire af Bathsua, Ammiels Datter;

¹⁰ Og Salomos Søn var Rhoboam, hans Søn var Abia, hans Søn var Assa, hans Søn var Josafat, ¹¹ hans Søn var Joram, hans Søn var Ahasia, hans Søn var Joas,

¹¹ hans Søn var Joram, hans Søn var Ahasia, hans Søn var Joas,

¹¹ hans Søn var Joram, hans Søn var Ahasia, hans Søn var Joas, ¹² hans Søn var Amazia, hans Søn var Asaria, hans Søn var Jotham,

¹² hans Søn var Amazia, hans Søn var Asaria, hans Søn var Jotham, ¹³ hans Søn var Akas, hans Søn var Ezekias, hans Søn var Manasse,

¹³ hans Søn var Akas, hans Søn var Ezekias, hans Søn var Manasse,

¹³ hans Søn var Akas, hans Søn var Ezekias, hans Søn var Manasse, ¹⁴ hans Søn var Amon, hans Søn var Josias.

¹⁴ hans Søn var Amon, hans Søn var Josias. ¹⁵ Og Josias's Sønner vare: den førstefødte Johanan, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sallum.

¹⁵ Og Josias's Sønner vare: den førstefødte Johanan, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sallum. ¹⁶ Og Jojakims Sønner vare: Jekonia, hans Søn, Zedekia, hans Søn. ¹⁷ Og den fangne Jekonias Sønner vare: Sealthiel, hans Søn,

¹⁷ Og den fangne Jekonias Sønner vare: Sealthiel, hans Søn,

¹⁹ Og Pedajas Sønner vare: Serubabel og Simei; og Serubabels Sønner vare: Mesullam og Hanania, og Selumith var deres Søster, ²⁰ dertil Hasuba og Ohel og Berekia og Hasadja, Jusab-Hesed, fem i alt. ²¹ Og Hananias Sønner vare: Pelatja og Jesaja; fra disse nedstammede Refajas Sønner, Arnans Sønner, Obadias Sønner, Sekanias Sønner. ²² Og Sekanias Sønner vare: Semaja; og Semajas Sønner vare: Hatus og Jigeal og Barja og Nearia, og Safat, tilsammen seks. ²³ Og Nearias Sønner vare: Elioenaj og Hiskia og Asrikam, tre i alt. ²⁴ Og Elioenajs Sønner vare: Hodajeva og Eliasib og Plaja og Akkub og Johanan og Delaja og Anani, i alt syv.

¹ Judas Sønner vare: Perez, Hezron og Karmi og Hur og Sobal.

¹ Og Rubens, Israels førstefødtes Sønner - thi han var den førstefødte, men fordi han besmittede sin Faders Seng, blev hans: Førstefødselsret givet Josefs, Israel; Søns, Børn; dog denne blev ikke regnet i Slægtregisteret som den førstefødte; ² thi vel var Juda vældig iblandt sine Brødre, og Fyrsten skulde være af ham; men Førstefødselsretten blev Josefs -

⁶ og af Seras Sønner: Jeuel og deres Brødre, seks Hundrede og halvfemsindstyve;

⁴¹ Uria, Hethiten; Sabad, Ahelajs Søn;

⁴ Og disse vare deres Navne, som bleve ham fødte i Jerusalem: Sammua og Sobab, Nathan og Salomo

⁵ Og af alle mine Sønner (thi HERREN har givet mig mange Sønner) har han udvalgt Salomo, min Søn til at sidde paa HERRENS Riges Trone over Israel.

³¹ Og Salomo laa med sine Fædre, og de begrove ham i Davids, hans Faders, Stad; og Roboam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

¹ Og det skete, der Roboams Rige var befæstet, og der han var bleven mægtig, da forlod han og hele Israel med ham HERRENS Lov.

⁷ Og løse Mænd, Belials Børn, samlede sig til ham og satte sig vældig op imod Roboam, Salomos Søn; thi Roboam var ung og blødhjertet, saa at han ikke kunde vise Styrke imod dem.

¹ Og Abia laa med sine Fædre, og de begrove ham i Davids Stad, og Asa, hans Søn, blev Konge i hans Sted; i hans Dage havde Landet Ro i ti Aar. ² Og Asa gjorde det, som var godt og ret for HERRENS hans Guds Øjne. ³ Og han borttog de fremmede Altre og Højene og sønderbrød Støtterne og sønderhuggede Astartebillederne. ⁴ Og han sagde til Juda, at de skulde søge HERREN, deres Fædres Gud, og gøre Loven og Budet. ⁵ Og han borttog Højene og Solbillederne fra alle Stæder i Juda, og Riget havde Ro under ham. ⁶ Og han byggede faste Stæder i Juda, fordi Landet havde Ro, og der var ingen Krig imod ham i disse Aar; thi HERREN skaffede ham Rolighed. ⁷ Og han sagde til Juda: Lader os bygge disse Stæder og føre Mur op omkring dem med Taarne, dobbelte Porte og Stænger, da Landet endnu ligger for os; thi vi have søgt HERREN vor Gud, vi have søgt ham, og han har skaffet os Rolighed trindt omkring. Saa byggedeg de, og det lykkedes for dem. ⁸ Og Asa havde en Hær, som bar Skjold og Spyd, af Juda tre Hundrede Tusinde og af Benjamin, som bare Skjold og spændte, Bue, to Hundrede og firsindstyve Tusinde; alle disse vare vældige til Strid. ⁹ Og Morianen Sera drog ud imod dem med en Hær, tusinde Gange tusinde, og med tre Hundrede Vogne; og han kom lige til Maresa. ¹⁰ Og Asa drog ud imod ham, og de rustede sig til Slag i Zefatas Dal ved Maresa. ¹¹ Og Asa raabte til HERREN sin Gud og sagde: HERRE! hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen, eller ingen Kraft; hjælp os, HERRE vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; HERRE! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig. ¹² Og HERREN slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judas Ansigt, og Morianerne flyede. ¹³ Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar; og der faldt af Morianerne saa mange, at ingen af dem blev levende; thi de bleve knuste for HERRENS Ansigt og for hans Hær; og man gjorde et saare stort Bytte. ¹⁴ Og de sloge alle Stæder trindt omkring Gerar, thi HERRENS Frygt var over disse; og de udplyndrede alle Stæderne, thi der var meget Bytte i dem. ¹⁵ Og de sloge ogsaa Kvægteltene, og bortførte smaat Kvæg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.

¹ Og Josafat, hans Søn, blev Konge i hans Sted og befæstede sig mod Israel. ² Og han lagde en Krigshær i alle Judas faste Stæder og: satte Befalingsmænd i Judas Land; og i Efraims Stæder, som hans Fader Asa havde indtaget. ³ Og HERREN var med Josafat; thi han vandrede i sin Fader Davids første Veje og søgte ikke Baalerne; ⁴ men han søgte sin Faders Gud og vandrede i hans Bud og ikke efter Israels Gerning. ⁵ Og HERREN stadfæstede Riget i hans Haand, og al Juda gav Josafat Skænk; og han havde Rigdom og Ære i Mangfoldighed. ⁶ Og der hans Hjerte blev modigt paa HERRENS Veje, da borttog han fremdeles Højene og Astartebillederne af Juda. ⁷ Og i sin Regerings tredje Aar udsendte han sine Fyrster: Ben-Hail og Obadja og Sakarja og Nethaneel og Mikaja for at lære i Judas Stæder; ⁸ og med dem Leviterne: Semaja og Nethania og Sebadja og Asael og Semiramoth og Jonathan og Adonia og Tobia ogTob-Adonia, Leviterne; og med dem Elisama og Joram, Præsterne. ⁹ Og de lærte i Juda, og de havde HERRENS Lovbog med sig, og de droge omkring i alle Judas Stæder og lærte iblandt Folket. ¹⁰ Og Frygt for HERREN kom over alle Landenes Riger, som laa trindt omkring Juda, saa at de ikke strede imod Josafat. ¹¹ Og af Filisterne bragte nogle Josafat Skænk og Sølvafgiften; ogsaa Araberne bragte ham smaat Kvæg, syv Tusinde og syv Hundrede Vædre og syv Tusinde og syv Hundrede Bukke. ¹² Saa tiltog Josafat overmaade i Magt, og han byggede Slotte og Forraadsstæder i Juda. ¹³ Og han havde meget at gøre i Judas Stæder og Krigsmænd, vældige til Strid, i Jerusalem. ¹⁴ Og dette var deres Tal efter deres; Fædres Hus: I Juda vare Øverster over tusinde; Adna den Øverste, og med ham vare tre Hundrede Tusinde, vældige til Strid. ¹⁵ Og næst ham var Johanan den Øverste, og med ham vare to Hundrede og firsindstyve Tusinde. ¹⁶ Og næst ham var Amasia, Sikris Søn, HERRENS frivillige, og med ham vare to Hundrede Tusinde, vældige til Strid. ¹⁷ Og af Benjamin var Eljada, en vældig Mand til Strid, og med ham vare to Hundrede Tusinde, udrustede med Bue og Skjold. ¹⁸ Og næst ham var Josabad, og med ham vare hundrede og firsindstyve Tusinde, bevæbnede til Strid. ¹⁹ Disse tjente Kongen foruden dem, som Kongen havde lagt i de faste Stæder i al Juda.

¹ Og Josafat laa med sine Fædre og blev begraven hos sine Fædre i Davids Stad, og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.

¹ Da tog alt Judas Folk Ussia, da han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Faders Amazias Sted. ² Han byggede Eloth og bragte den til Juda igen, efter at Kongen laa hos sine Fædre. ³ Ussia var seksten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Jekolia fra Jerusalem. ⁴ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde. ⁵ Og han søgte Gud i Sakarias Dage, og denne forstod sig paa Guds Syner; og i de Dage, han søgte HERREN, gav Gud ham Lykke. ⁶ Thi han drog ud og stred imod Filisterne og nedrev Murene i Gath og Murene i Jabne og Murene i Asdod og byggede Stæder ved Asdod og iblandt Filisterne. ⁷ Og Gud hjalp ham imod Filisterne og imod de Araber, som boede i Gur-Baal, og imod Meuniterne. ⁸ Og Ammoniterne gave Ussia Skænk, og han blev navnkundig indtil Ægypten, thi han blev saare mægtig. ⁹ Tilmed byggede Ussia Taarne i Jerusalem ved Hjørneporten og ved Dalporten og paa Hjørnet og befæstede dem. ¹⁰ Han byggede og Taarne i Ørken og udhuggede mange Brønde; thi han havde meget Kvæg, baade i Lavlandet og paa Sletten, Agerdyrkere og Vingaardsmænd paa Bjergene og paa de frugtbare Marker; thi han var en Elsker af Jordbrug. ¹¹ Og Ussia havde en Hær, som kunde føre Krig, og som tropvis drog ud i Strid, efter det Mandtal, som var optaget af Skriveren Jejel og af Fogeden Maeseja under Tilsyn af Hanania, en af Kongens Øverster. ¹² Det hele Tal af de Øverste for Fædrenehusene, af de vældige til Strid, var to Tusinde og seks Hundrede. ¹³ Og Stridshæren under deres Haand var tre Hundrede Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede, som kunde føre Krig med vældig Kraft til at hjælpe Kongen imod Fjenden. ¹⁴ Og Ussia beredte for dem, for den ganske Hær, Skjolde og Spyd og Hjelme og Pansere og Buer og Slyngestene. ¹⁵ Han indrettede ogsaa i Jerusalem kunstige Krigsredskaber, udtænkte af Kunstnere, for at sætte dem paa Taarnene og paa Hjørnerne, for at udskyde Pile og store Stene; og hans Navn kom ud indtil langt fra liggende Steder, fordi han vidunderligt blev hjulpen, indtil han blev stærk. ¹⁶ Men der han var bleven stærk, ophøjede hans Hjerte sig, indtil han handlede fordærveligt, og han forgreb sig imod HERREN sin Gud og gik ind i HERRENS Tempel for at gøre Røgelse paa Røgofferalteret. ¹⁷ Men Asaria, Præsten, og firsindstyve HERRENS Præster med ham, duelige Folk, gik ind efter ham. ¹⁸ Og de stode Kong Ussia imod og sagde til ham: Ussia! at gøre Røgoffer for HERREN hører ikke dig til, men Præsterne, Arons Børn, som ere helligede til at gøre Røgoffer; gak ud af Helligdommen, thi du forgriber dig, og det bliver dig ikke til Ære for Gud HERREN. ¹⁹ Da blev Ussia vred, og han havde et Røgelsekar i Haanden til at gøre Røgoffer; og som han blev vred paa Præsterne, da brød Spedalskheden frem i hans Pande i Præsternes Paasyn i HERRENS Hus ved Røgofferalteret. ²⁰ Og Asaria, den Ypperstepræst, og alle Præsterne vendte Ansigtet imod ham, og se, da var han spedalsk i sin Pande, og de hastede med ham derfra; ja, han skyndte sig selv ogsaa at gaa ud, thi HERREN havde slaget ham. ²¹ Saa var Kong Ussia spedalsk indtil sin Dødsdag og boede spedalsk udi et særskilt Hus, thi han var udelukket fra HERRENS Hus; og Jotham, hans Søn, var over Kongens Hus og dømte Folket i Landet.

²¹ Saa var Kong Ussia spedalsk indtil sin Dødsdag og boede spedalsk udi et særskilt Hus, thi han var udelukket fra HERRENS Hus; og Jotham, hans Søn, var over Kongens Hus og dømte Folket i Landet. ²² Men det øvrige af Ussias Handeler, de første og de sidste, har Profeten Esajas, Amoz's Søn, beskrevet. ²³ Og Ussia laa med sine Fædre, og de begrove ham hos hans Fædre i den Begravelsesager, som hørte Kongerne til; thi de sagde: Han er spedalsk; og Jotham, hans Søn, blev Konge i hans Sted!

¹ Jotham var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede seksten Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jerusa, Zadoks Datter. ² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som Ussia, hans Fader, havde gjort, kun kom han ikke i HERRENS Tempel; og Folket handlede endnu fordærveligt. ³ Han byggede den øverste Port paa HERRENS Hus, han byggede og meget paa Ofels Mur. ⁴ Tilmed byggede han Stæder paa Judas Bjerg, og i Skovene byggede han Slotte og Taarne. ⁵ Han stred og imod Ammons Børns Konge og fik Overhaand over dem, og Ammons Børn gave ham det samme Aar hundrede Gentner Sølv og ti Tusinde Kor Hvede og ti Tusinde Kor Byg; dette gav Ammons Børn ham atter baade i det andet og i det tredje Aar. ⁶ Saa blev Jotham befæstet thi han beredte sine Veje for HERREN sin Guds Ansigt. ⁷ Men det øvrige af Jothams Handeler og alle hans Krige og hans Veje, se, de Ting ere skrevne i Israels og Judas Kongers Bog. ⁸ Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede seksten Aar i Jerusalem. ⁹ Og Jotham laa med sine Fædre, og de begrove ham i Davids Stad; og hans Søn Akas blev Konge i hans Sted.

¹ Akas var tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede seksten Aar i Jerusalem og gjorde ikke det, som var ret for HERRENS Øjne som David hans Fader: ² Men han vandrede i Israels Kongers Veje, tilmed gjorde han støbte Billeder for Baalerne. ³ Og han gjorde Røgelse i Hinnoms Søns Dal og brændte sine Sønner i Ilden efter de Hedningers Vederstyggeligheder, hvilke HERREN havde fordrevet fra Israels Børns Ansigt. ⁴ Tilmed ofrede han og gjorde Røgoffer paa de høje Steder og paa Højene og under alle grønne Træer. ⁵ Derfor gav HERREN hans Gud ham i Kongen af Syriens Haand, saa at de sloge ham og bortførte en stor Hob af hans Folk som Fanger og bragte dem til Damaskus; og han blev ogsaa give i Kongen af Israels Haand, og denne slog ham med et stort Slag. ⁶ Thi Peka, Remaljas Søn, ihjelslog i Juda hundrede og tyve Tusinde paa een Dag, alle vaabendygtige Folk, fordi de; forlode HERREN, deres Fædres Gud. ⁷ Og Sikri, en vældig Mand af Efraim, ihjelslog Maeseja, Kongens Søn, og Asrikam, Forstanderen for Huset, og Elkana, den anden efter Kongen. ⁸ Og Israels Børn førte af deres Brødre to Hundrede Tusinde, Kvinder, Sønner og Døtre bort som Fanger og røvede tilmed meget Bytte fra dem, og de førte Byttet til Samaria. ⁹ Og her var der en HERRENS Profet, hvis Navn var Oded, og han gik ud imod den Hær, som kom til Samaria, og sagde til dem: Se, efterdi HERRENS, eders Fædres Guds, Fortørnelse var over Juda, men I have hugget ned iblandt dem i Vrede; den er naaet indtil Himmelen. ¹⁰ Og nu sige I, at I ville undertvinge Judas Børn og Jerusalem til at være eders Trælle og Trælkvinder; have ikke I, netop I, Skyld for HERREN eders Gud? ¹¹ Saa hører mig nu og sender de fangne tilbage, som I have bortført fra eders Brødre; thi HERRENS strenge Vrede er over eder. ¹² Da stode nogle Mænd af de Øverste iblandt Efraims Børn, nemlig Asaria, Johanans Søn, Berekia, Mesillemoths Søn, og Jehiskias, Sallums Søn, og Amasa, Hadlads, Søn, op imod dem, som kom fra Hæren. ¹³ Og de sagde til dem: I skulle ikke føre de fangne herind; thi til Skyld over os for HERREN tænke I at forøge vore Synder og vor Skyld; thi vi have megen Skyld paa os, og der er streng Vrede over Israel. ¹⁴ Da gave de bevæbnede Slip paa Fangerne og paa Byttet for deres Øversters og den ganske Forsamlings Ansigt. ¹⁵ Da stode de Mænd, som ere nævnede ved Navn, op og toge de fangne, og alle nøgne iblandt dem klædte de af Byttet, ja, de klædte dem og gave dem Sko paa og gave dem at æde og gave dem at drikke og salvede dem, og alle skrøbelige førte de paa Asenerne, og de bragte dem til Jeriko, til Palmestaden til deres Brødre, og de vendte tilbage til Samaria. ¹⁶ Paa den samme Tid sendte Kong Akas til Kongerne af Assyrien, at de skulde hjælpe ham. ¹⁷ Fremdeles vare og Edomiterne komne og havde slaget Juda og ført nogle fangne bort. ¹⁸ Tilmed vare Filisterne faldne ind i Stæderne i Lavlandel og imod Sønden i Juda og havde indtaget Beth-Semes og Ajalon og Gederoth og Soko og dens tillig- gende Byer og Thimna og dens tilliggende Byer og Gimso og dens tilliggende Byer, og de boede der ¹⁹ Thi HERREN havde ydmyget Juda for Akas's, Israels Konges, Skyld fordi han havde bragt Tøjlesløshed i Juda og forgrebet sig saare imod HERREN. ²⁰ Og Tilgath-Pilneser, Kongen af Assyrien, kom til ham, og han ængstede ham, men styrkede ham ikke. ²¹ Thi Akas tog en Del fra HERRENS Hus og fra Kongens Hus og fra Fyrsternes, og han gav Kongen af Assyrien det, men det hjalp ham intet. ²² Ja, paa den Tid denne ængstede ham, da blev han ved at forgribe sig imod HERREN; saadan var Kong Akas. ²³ Thi han ofrede til Damaskus's Guder, som havde slaget ham, og sagde: Efterdi Syriens Kongers Guder have hjulpet dem, da vil jeg ofre til dem, at de og maa hjælpe mig; men de vare ham og al Israel til Fald. ²⁴ Og Akas samlede Guds Hus's Kar og sønderbrød Guds Hus's Kar og lukkede Dørene paa HERRENS Hus og gjorde sig Altre i hvert Hjørne af Jerusalem. ²⁵ Og i alle Stæder i Juda gjorde han Høje til at gøre Røgelse for andre Guder, og han opirrede HERREN, sine Fædres Gud. ²⁶ Men det øvrige af hans Handeler og alle hans Veje, de første og de sidste, se, de Ting ere skrevne i Judas og Israels Kongers Bog. ²⁷ Og Akas laa med sine Faedre, og de begrove ham i Staden Jerusalem, men de bragte ham ikke ind i Israels Kongers Grave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.

¹ Ezekias var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abia, Sakarias Datter. ² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som David hans Fader gjorde. ³ Han oplukkede i sin Regerings første Aar, i den første Maaned, Dørene til HERRENS Hus og. istandsatte dem. ⁴ Og han førte Præsterne og Leviterne ind og samlede dem paa den aabne Plads imod Østen. ⁵ Og han sagde til dem: Hører mig, I Leviter! helliger eder selv nu, og helliger HERRENS, eders Fædres Guds, Hus; og bringer Urenheden bort fra Helligdommen! ⁶ Thi vore Fædre have forsyndet sig og gjort det onde for HERREN vor Guds øjne og forladt ham, og de have vendt deres Ansigt bort fra HERRENS Tabernakel og vendt det Ryggen. ⁷ De have og tillukket Dørene til Forhallen og udslukket Lamperne og ikke røget Røgelse og ej ofret Brændoffer i Helligdommen for Israels Gud. ⁸ Derfor er HERRENS Vrede over Juda og Jerusalem, og han har givet dem hen til Forfærdelse, til Ødelæggelse og til Spot, ligesom I se med eders Øjne. ⁹ Thi se, vore Fædre ere faldne for Sværdet; til med ere vore Sønner og vore Døtre og vore Hustruer bortførte i Fangenskab for denne Sags Skyld. ¹⁰ Nu ligger det mig paa Hjerte at gøre en Pagt med HERREN Israels Gud, at hans strenge Vrede maa vendes fra os. ¹¹ Nu, mine Sønner! værer ikke efterladne; thi HERREN har udvalgt eder til at staa for hans Ansigt, for at tjene ham og til at være dem, som tjene ham og gøre Røgoffer. ¹² Da gjorde Leviterne sig rede, Mahath, Amasajs Søn, og Joel, Asarias Søn, af Kahathiternes Børn; og af Meraris Børn, Kis, Abdis Søn, og Asaria, Jehaleleels Søn; og af Gersoniterne, Joa, Simmas Søn, og Eden, Joas Søn; ¹³ og af Elizafans Børn, Simri og Jejel; og af Asafs Børn, Sakaria og Matthania; ¹⁴ óg af Hemans Børn, Jehiel og Simei; og af Jeduthuns Børn, Semaja og Ussiel. ¹⁵ Og de samlede deres Brødre og helligede sig selv og kom paa Kongens Befaling efter HERRENS Ord for at rense HERRENS Hus. ¹⁶ Men Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus til at rense, og de bragte al Urenhed, som de fandt i HERRENS Tempel, ud i HERRENS Hus's Forgaard; og Leviterne toge imod det for at bringe det ud uden for til Kedrons Bæk. ¹⁷ De begyndte paa den første Dag i den første Maaned at hellige, og paa den ottende Dag i samme Maaned gik de ind i HERRENS Forhal og helligede HERRENS Hus i otte Dage, og de fuldendte det paa den sekstende Dag i den første Maaned. ¹⁸ Siden gik de ind til Kong Ezekias og sagde: Vi have renset hele HERRENS Hus og Brændofferets Alter og alt dets Redskab og Skuebrødenes Bord og alt dets Redskab. ¹⁹ Og alle Redskaber, som Kong Akas havde kastet bort, der han var Konge, der han forsyndede sig, dem have vi sat i Stand og helliget, og se, de ere foran HERRENS Alter. ²⁰ Da stod Kong Ezekias tidligt op og samlede de Øverste i Staden og gik op til HERRENS Hus. ²¹ Og de førte frem syv Okser og syv Vædre og syv Lam og syv Gedebukke til Syndoffer for Riget og for Helligdommen og for Juda, og han sagde til Arons Børn, Præsterne, at de skulde ofre paa HERRENS Alter. ²² Da slagtede de Øksnene, og Præsterne toge imod Blodet og stænkede det paa Alteret; de slagtede og Vædrene og stænkede Blodet paa Alteret, i lige Maade slagtede de Lammene og stænkede Blodet paa Alteret. ²³ Derfter førte de Bukkene frem til Syndoffer for Kongens og Forsamingens Ansigt, og de lagde deres Hænder paa dem. ²⁴ Og Præsterne slagtede dem og rensede med deres Blod Alteret fra Synd, til at gøre Forligelse for hele Israel; thi Kongen havde sagt, at Brændofferet og Syndofferet var for hele Israel. ²⁵ Og han beskikkede Leviterne i HERRENS Hus med Cymbler, med Psaltre og med Harper, efter Davids og Gads, Kongens Seers, og Nathans, Profetens Befaling; thi den Befaling var fra HERREN, ved hans Profeter. ²⁶ Og Leviterne stode med Davids Instrumenter og Præsterne med Basunerne. ²⁷ Og Ezekias sagde til dem, at de skulde ofre Brændofferet paa Alteret, og paa den Tid Brændofferet begyndte, begyndte HERRENS Sang med Basunerne, og det efter Davids, Israels Konges, Instrumenter. ²⁸ Og den ganske Forsamling nedbøjede sig, naar man sang Sangene og blæste i Basunerne, alt sammen, indtil Brændofferet var fuldendt. ²⁹ Og der de vare færdige med at ofre, knælede de, Kongen og alle de, som fandtes hos ham, og nedbøjede sig. ³⁰ Siden sagde Kong Ezekias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love HERREN med Davids og Asafs, Seerens Ord; og de lovede ham med Glæde og bøjede sig og tilbade. ³¹ Og Ezekias svar ede og sagde: I have nu fyldt eders Haand for HERREN, kommer frem og fører Slagtofre og Takofre til HERRENS Hus; og Forsamlingen førte frem Slagtofre og Takofre, og hver den, hvis Hjerte var villigt, bragte Brændofre. ³² Og Tallet paa Brændofferet, som Forsamlingen førte frem, var halvfjerdsindstyve Øksne, hundrede Vædre, to Hundrede Lam, alt sammen HERREN til Brændoffer.

³³ Og Ezekias laa med sine Fædre, og de begrove ham oven for Davids Børns Grave; og det ganske Juda og Jerusalems Indbyggere beviste ham Ære i hans Død, og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.

¹ Og Folket i Landet tog Joakas, Josias's Søn, og de gjorde ham til Konge i hans Faders Sted, i Jerusalem. ² Joakas var tre og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem; ³ men Kongen af Ægypten afsatte ham i Jerusalem og straffede Landet paa hundrede Centner Sølv og et Centner Guld. ⁴ Og Kongen af Ægypten gjorde Eliakim, hans Broder, til Konge over Juda og Jerusalem og omvendte hans Navn til Jojakim; men Neko tog hans Broder Joakas og førte ham til Ægypten. ⁵ Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og han gjorde det, som vnr ondt for HERRENS, hans Guds, Øjne. ⁶ Nebukadnezar, Kongen af Babel, drog op imod ham og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁷ Og Nebukadnezar førte nogle af HERRENS Hus's Kar til Babel og lagde dem i sit Tempel i Babel. ⁸ Men det øvrige af Jojakims Handeler og hans Vederstyggeligheder, som han gjorde, og det, som fandtes hos ham, se, de Ting ere skrevne i Israels og Judas Kongers Bog og Jojakin, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

¹⁰ Men der Aaret var omme, sendte Kong Nebukadnezar hen og lod ham føre til Babel tillige med HERRENS Hus's kostelige Kar og gjorde Zedekias, hans Broder, til Konge over Juda og Jerusalem.

²⁰ Og han bortførte til Babel dem, som vare overblevne fra Sværdet, og de bleve hans og hans Sønners Tjenere, indtil Persiens Rige fik Magten;

¹ Men i Kyrus's, Kongen af Persiens, første Aar, da HERRENS Ord, som var talt ved Jeremias's Mund, var fuldkommet, opvakte HERREN Kyrus's, Kongen af Persiens, Aand, at han lod udraabe over sit ganske Rige og kundgøre ved Skrift og sige:

² Og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre, Præsterne, gjorde sig rede tillige med Serubabel, Sealthiels Søn, og hans Brødre og byggede Israels Guds Alter til at ofre Brændoffer derpaa, som skrevet er i Moses, den Guds Mands Lov:

² Da gjorde Serubabel, Sealthiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, sig rede og begyndte at bygge Guds Hus, som var i Jerusalem, og med dem de Guds Profeter, som styrkede dem.

¹ Og disse ere Præsterne og Leviterne, som droge op med Serubabel, Sealthiels Søn, og Jesua: Seraja, Jeremia, Esra,

¹³ i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk; ¹⁴ da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve; ¹⁵ og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme; ¹⁶ den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde?

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen, ¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem ¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden,

⁸ HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. ⁹ Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej.

⁷ Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.

¹¹ Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

²⁰ Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.

³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:

¹⁹ Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

⁴ Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfærdig. ⁵ Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfærdighed.

¹²⁵ Jeg er din Tjener; undervis mig, at Jeg maa kende dine Vidnesbyrd.

⁷ Israel haab paa HERREN thi hos HERREN er Miskundhed, og megen Forløsning er hos ham. ⁸ Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.

¹¹ HERREN tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: "Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone."

⁸ Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi liar forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej som jeg skal gaa paa; til jeg har opløftet min Sjæl til dig.

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! ⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

⁵ De retfærdiges Tanker ere Ret; de ugudeliges Raadslag er Svig.

¹ Og det skete i de Dage, da Akas, Tothams Søn, Usias Sønnesøn, var Konge i Juda, at Rezin, Kongen af Syrien, og Israels Konge Peka, en Søn af Remalia, droge op imod Jerusalem for at føre Krig imod den; men de for maaede ikke at stride imod den. ² Da blev det kundgjort for Davids Hus og sagt: Syrerne have lejret sig i Efraim; da bævede hans Hjerte og hans Folks Hjerte, som Træerne i Skoven bæve for Vejret.

² Da blev det kundgjort for Davids Hus og sagt: Syrerne have lejret sig i Efraim; da bævede hans Hjerte og hans Folks Hjerte, som Træerne i Skoven bæve for Vejret. ³ Men HERREN sagde til Esajas: Gak nu ud imod Akas, du og Sear-Jasub, din Søn, til Enden af Vandledningen fra den Øverste Dam, ved den alfare Vej ved Blegerens Ager, ⁴ og sig til ham: Var dig og vær stille, frygt ikke og lad ikke dit Hjerte blive forsagt for disse to Stykker rygende Brande, for Rezins og Syrernes og Remalias Søns fnysende Vrede. ⁵ Fordi Syrerne have lagt onde Raad op imod dig, ligeledes Efraim og Remalias Søn, sigende: ⁶ Vi ville drage op imod Juda og ængste det og rive det til os, og vi ville gøre Tabeals Søn til Konge derudi: ⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Det skal ikke staa fast og ikke ske! ⁸ Thi Damaskus er Hoved for Syrien og Rezin Hoved for Damaskus; og efter fem og tresindstyve Aar skal Efraim knuses, at det ikke mere skal være et Folk. ⁹ Og Samaria er Hoved for Efraim og Remalias Søn Hoved for Samaria: Ere I ej troende, blive I ej boende. ¹⁰ Jeg HERREN blev ved at tale til Akas og sagde: ¹¹ Begær dig et Tegn af HERREN, din Gud; begær det i det dybe eller oventil i det høje! ¹² Men Akas sagde: Jeg vil ikke begære og ikke friste HERREN. ¹³ Da sagde han: Hører dog, I af Davids Hus! Er det eder lidet, at I falde Mennesker til Besvær, at I ogsaa ville falde min Gud til Besvær?

¹³ Da sagde han: Hører dog, I af Davids Hus! Er det eder lidet, at I falde Mennesker til Besvær, at I ogsaa ville falde min Gud til Besvær? ¹⁴ Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

⁸ Og den skal bryde ind i Juda, skylle over og strømme over og naa til Halsen; og hans udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! saa vidt, som det er. ⁹ Slaar kun ned, I Folkefærd! I skulle dog sønderknuses; mærker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste. ¹⁰ Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt.

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

³ Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.

²¹ Og dine Øren skulle høre bag dig et Ord, der siger: "Dette er Vejen, gaar paa den!" naar I afvige til højre eller venstre Side.

¹ Og det skete i Kong Ezekias's fjortende Aar, at Senakerib, Kongen af Assyrien, drog op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. ² Og Kongen af Assyrien sendte Rabsake fra Lakis til Jerusalem til Kong Ezekias med en svar Hær; og han stod ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej til Blegerens Ager. ³ Da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sebna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, ud til ham. ⁴ Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad el det for en Tillid, som du forlader dig paa? ⁵ Jeg; siger - dog det er ikkun Læbers Ord at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig? ⁶ Se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten for alle dem, som forlade sig paa ham. ⁷ Og om du vil sige til mig: Vi forlade os paa HERREN vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og til Jelusalem: For dette Alter skulle I tilbede? ⁸ Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig du da drive en ⁹ Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten, for Vognes og for Rytternes Skyld. ¹⁰ Og nu, mon jeg vel uden HERREN er dragen op imod dette Land for at ødelægge det? HERREN saade til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det! ¹¹ Da sagde Eliakim og Sebna og Joa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det; og tal ikke til os paa jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren. ¹² Men Rabsake sagde: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke til de Mænd, som sidde paa Muren, og som skulle komme til at æde deres eget Skarn og drikke deres eget Vand med eder? ¹³ Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien! ¹⁴ Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder! thi han formaar ikke at redde eder. ¹⁵ Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa HERREN, idet han siger: HERREN skal visselig fri os; denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. ¹⁶ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig, og gaar ud til mig og æder, hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ, og drikker hver Vand af sin Brønd, ¹⁷ indtil jeg kommer op henter eder til et Land som eder: Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde. ¹⁸ Lader ikke Ezekias tilskynde eder, idet han siger: HERREN skal fri os; have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand: ¹⁹ Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Cuder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand? ²⁰ Hvo ibland alle disse Landes Guder er der, som lave friet deres Land af min Haand, og HERREN skulde redde Jerusalern af min Haand? ²¹ Og de tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svar ham intet! ²² Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sabna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med Sønderrevne Klæder; og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

⁸ Jakob, som jeg udvalgte, Abrahams, min Vens, Sæd!

²¹ Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, HERREN thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfærdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg. ²² Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.

² Ser hen til Abraham, eders Fader, og til Sara, som fødte eder; thi jeg kaldte ham, da han var een, og, I, velsignede ham og formerede ham.

⁷ Hører mig, I, som kelæde Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!

⁸ Fra Trængsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld.

² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar; ³ og det kom fremdeles i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Dage indtil Enden af Zedekiass, Josias's Søns, Judas Konges ellevte Aar, indtil Jerusalem blev ført i Fangenskab i den femte Maaned.

¹⁰ Thi drager over til Kithims Øer, og ser til og sender Bud til Kedar, og lægger nøje Mærke og ser, om noget saadant er sket. ¹¹ Mon et Hedningefolk har skiftet Guder, som dog ikke vare Guder? men mit Folk har omskiftet sin Herlighed med det, som ikke kan gavne. ¹² Gyser over det, I Himle! og vorder forfærdede, ja vorder saare forskrækkede, siger HERREN. ¹³ Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand. ¹⁴ Er Israel en købt Træl, eller er han en hjemfødt Træl? hvorfor er han bleven til Bytte? ¹⁵ Unge Løver brølede imod ham, de lode deres Røst høre, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at ingen bor deri. ¹⁶ Ogsaa Nofs og Takfanes Børn gjorde din Hovedisse skaldet. ¹⁷ Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt HERREN, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen? ¹⁸ Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Ægypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har da at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand? ¹⁹ Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt HERREN din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den HERRE Zebaoth. ²⁰ Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge. ²¹ Og jeg har plantet dig som ædle Vinkviste, ægte Planter til Hobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker af et fremmed Vintræ? ²² Thi om du end vilde to dig med Lud og tage dig megen Sæbe, saa pletter din Misgerning dig dog for mit Ansigt, siger den Herre, HERRE. ²³ Hvorledes kan du sige: Jeg er ikke uren, jeg vandrer ikke efter Baalerne? se hen til din Gang i lette Kamelhoppe! der løber hid og did paa egne Veje, ²⁴ som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned. ²⁵ Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig; men du siger: Det er forgæves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa. ²⁶ Ligesom en Tyv bliver til Skamme, naar han gribes, saa ere de af Israels Hus blevne til Skamme, de, deres Konger; deres Fyrster og deres Præster og deres Profeter, ²⁷ som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os! ²⁸ Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!

²⁴ Saa sandt jeg lever siger HERREN, var end Konias, Jojakims, Judas Konges Søn, en Signetring paa min højre Haand, saa vilde jeg dog rive dig bort derfra.

²⁸ Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Sæd, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende?

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

²⁰ og som Nebukadnezar, Kongen af Babel; ikke har taget, der han bortførte fra Jerusalem til Babel Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og alle de ypperste af Juda og Jerusalem:

²² Hvor længe vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi HERREN skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden.

¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed.

¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed. ¹⁷ Thi saa siger HERREN: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone.

²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

⁹ Og de Øvrige af Folket, som vare blevne tilbage i Staden, og de frafaldne, som vare gaaede over til ham, de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage, dem bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, til Babel.

⁹ Og Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, tilsvor dem og deres Mænd og sagde: I skulle ikke frygte for at tjene Kaldæerne; bliver i Landet, og tjener Kongen af Babel, gjorde, saa skal det gaa eder vel.

¹¹ og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker, og Kongen af Babel lod ham føre til Babel og satte ham i Straffehuset indtil hans Dødsdag. ¹² Og i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden (det Aar var Kong Nebukadnezars, Kongen af Babels, nittende Aar), kom Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, som stod for Kongen af Babels Ansigt, til Jerusalem. ¹³ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus og alle Husene i Jerusalem, ja, alle store Huse opbrændte han med Ild. ¹⁴ Og hele Kaldæernes Hær, som var med Øversten for Livvagten, nedbrød alle Jerusalems Mure trindt omkring. ¹⁵ Og nogle af de ringeste af Folket og det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og de Haandværksmænd, som vare blevne tilbage, førte Nebusar-Adan, Øvelsten for Livvagten, bort.

²⁸ Dette er det Folk, som Nebukadnezar bortførte: I det syvende Aar tre Tusinde og tre og tyve af Juda; ²⁹ i Nebukadnezars attende Aar: Af Jerusalem otte Hundrede og to og tredive Sjæle; ³⁰ i Nebukadnezars tre og tyvende Aar bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, af Jøderne syv Hundrede og fem og fyrretyve Sjæle; alle Sjæle vare tilsammen fire Tusinde og seks Hundrede.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder. ²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte. ²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem: ²⁸ Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. ²⁹ Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunber over eder.

² Og Herren gav Jojakim, Judus Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.

²⁸

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

¹ Kong Darius's andet Aar, i den sjette Maaned, paa den første Dag i Maaneden, kom HERRENS Ord ved Profeten Haggaj til Serubabel, Sealthiels Søn, Landshøvdingen i Juda, og til Josva, Jozadaks Søn, Ypperstepræsten, saalunde:

¹² Da adløde Serubabel, Sealthiels Søn, og Josva, Jozadaks Søn, Ypperstepræsten, og hele det overblevne Folk HERRENS deres Guds Røst og Profeten Haggajs Ord, eftersom HERREN deres Gud havde sendt ham; og Folket trygtede for HERRENS Ansigt.

¹⁴ Og HERREN vakte Aanden hos Serubabel, Sealthiels Søn, Judas Landshøvding, og Aanden hos Ypperstepræsten Josva, Jozadaks Søn, og Aanden hos alt det overblevne Folk, og de kom og gjorde Arbejdet paa den HERRE Zebaoths, deres Guds Hus

² Sig dog til Serubabel, Sealthiels Søn, Judas Landshøvding, og til Ypperstepræsten Josva, Jozadaks Søn, og til det overblevne Folk saalunde:

²³ Paa den Dag, siger den HERRE Zebaoth, vil jeg tage dig, Serubabel, Sealthiels Søn, min Tjener, siger HERREN, og agte dig som Signetringen; thi dig har jeg udvalgt, siger den HERRE Zebaoth.

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.

⁸ Paa den Dag skal HERREN beskærme Indbyggerne i Jerusalem, og det skal ske, at den, som er skrøbelig iblandt dem, skal være paa den Dag som David og Davids Hus som Guder som HERRENS Engel foran deres Ansigt.

² Jeg har elsket eder, siger HERREN; men I sige: "Hvorudi har du elsket os? Er ikke Esau Jakobs Broder?" siger HERREN, dog elskede jeg Jakob. ³ Men Esau hadede jeg og gjorde hans Bjerge øde og hans Arv til Hjem for Ørkens Drager.

¹ Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog.

¹¹ og Josias avlede Jechonias og hans Brødre ved den babylonske Udlændigheds Tid. ¹² Men efter den babyloniske Udlændighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;

¹⁸ Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand.

¹⁸ Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand. ¹⁹ Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende. ²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. ²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.

²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. ²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: ²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os. ²⁴ Men der Joseph vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru. ²⁵ Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

¹ Men der Jesus var født i Bethlehem i Judæa, udi Kong Herodes' Dage, see, da kom Vise af Østerland til Jerusalem og sagde: ² hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham.

¹³ Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det.

¹⁵ Og han blev der, indtil Herodes var død, at det skulle fuldkommes, som var talet af Herren ved Propheten, som siger: fra Ægypten kaldte jeg min Søn.

¹⁹ Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Ægypten, sigende:

²² Men der han hørte, at Archelaus regjerede i Judæa i sin Faders Herodes' Sted, frygtede han at komme derhen; men han blev advaret af Gud i en Drøm og veg hen til Galilæas Egne. ²³ Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

¹⁶ Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.

¹⁷ Mener ikke, at jeg er kommen at opløfte Loven eller Propheterne; jeg er ikke kommen at opløfte men at fuldkomme.

¹⁷ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.

²⁷ Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os.

² Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Diciple og lod ham sige:

¹⁷ at det skulde fuldkommes, som er talt ved Prophten Esaias, som siger:

²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax.

³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt.

²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.

⁴² Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids. ⁴³ Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger: ⁴⁴ Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel? ⁴⁵ Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?

¹⁷ Derfor, det de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs: Barrabas eller Jesus, som kaldes Christus?

²² Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes!

⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede.

²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

³ Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham.

²⁰ Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.

⁴ Men de sagde: Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende.

¹⁰ Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen. ¹¹ Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret. ¹² Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

¹⁹ Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

²⁵ saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene. ²⁶ Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth, ²⁷ til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria.

²⁷ til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria. ²⁸ Og Englen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med deig, du Velsignede iblandt Kvinderne! ²⁹ Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen. ³⁰ Og Englen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. ³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige. ³⁴ Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand?

³⁴ Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand? ³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn. ³⁶ Og see, Elisabeth din Frænke, hun har og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

³⁶ Og see, Elisabeth din Frænke, hun har og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. ³⁷ Thi Intet kan være umuligt for Gud. ³⁸ Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og englen skiltes fra hende.

⁶⁹ og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus, ⁷⁰ som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid;

⁴ Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt),

⁴ Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt), ⁵ at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.

⁷ Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget. ⁸ Og der var Hyrder i den samme Egn, som laae ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. ⁹ Og see, Herrens Engel stod over for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare. ¹⁰ Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket.

¹⁰ Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. ¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad. ¹² Og det skal være Eder et Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe. ¹³ Og strax var med Englen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud, og sagde: ¹⁴ Ære vore Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og I Mennesker en Velbehagelighed!

²¹ Og der otte Dage vare fuldkommede, at Barnet skulde omskæres, da blev hans Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Englen, før han blev undfangen i Moders Liv.

²⁵ Og see, der var en Mand i Jerusalem, som hedte Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig, han ventede Israels Trøst, og den Hellig Aand var over ham.

⁴⁸ Og der de saae ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham: Søn! hvi gjorde du os dette? See, din Fader og jeg ledte efter dig med Smerte.

²³ Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn,

²³ Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn, ²⁴ Matthas Søn, Levis Søn, Melchis Søn, Jannas Søn, Josephs Søn, ²⁵ Matthias' Søn, Amos' Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggais Søn, ²⁶ Maaths Søn, Josephs Søn, Mattathias' Søn, Semeis Søn, Josephs Søn, Judas Søn, ²⁷ Johannes' Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn,

²⁷ Johannes' Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn, ²⁸ Melchis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmodams Søn, Ers Søn, ²⁹ Josefs' Søn, Eliesers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, ³⁰ Simeons Søn, Judas Søn, Josephs Søn, Jonans Søn, Eliakims Søn, ³¹ Meleas' Søn, Mainans Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, ³² Jesfais Søn, Obeds Søn, Boaz' Søn, Salomons Søn, Nassons Søn,

³² Jesfais Søn, Obeds Søn, Boaz' Søn, Salomons Søn, Nassons Søn, ³³ Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares' Søn, Judas Søn,

³³ Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares' Søn, Judas Søn,

³³ Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares' Søn, Judas Søn, ³⁴ Jakobs Søn, Iaaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nachors Søn,

³⁴ Jakobs Søn, Iaaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nachors Søn, ³⁵ Saruchs Søn, Ragahus Søn, Phaleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, ³⁶ Cainans Søn, Arphachfads Søn, Sems Søn, Noes Søn, Lamechs Søn, ³⁷ Methusalas Søn, Enochs Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Cainans Søn, ³⁸ Enos Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

²² Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn?

²² Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd!

⁴¹ Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører. ⁶ Men der var sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader. ⁷ Jesus sagde til dem: fylder Vandkarrene med vand; og de fyldte dem indtil det Øverste. ⁸ Og han sagde til dem: øser nu og bærer til Køgemesteren; og de bare det til ham.

²⁵ Kvinden siger til ham; jeg veed, at Messias kommer, (hvilket betyder Christus); naar han kommer, skal hen kundgjøre os alle Ting.

⁴² Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var?

⁴ Og de sagde til ham: Mester! denne Kvinde er greben i Hoer paa frisk Gjerning. ⁵ Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?

³⁵ Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes);

³⁸ at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? ³⁹ Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: ⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.

²⁵ Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt.

¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.

⁹ Paa det de ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du har givet mig.

³⁶ Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes. ³⁷ Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget.

³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne:

¹⁸ Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.

²⁶ Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

¹² Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.

³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

⁸ Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

²² Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.

²² Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie. ²³ Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

²³ Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. ²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

³⁸ Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse; ³⁹ og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer.

⁹ Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke,

³ om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet,

³ om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet, ⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,

¹³ Thi ikke formedelst Loven fik Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.

³ Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet,

²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre.

⁵ hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen.

⁷ ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak skal Sæden fremkaldes dig. ⁸ Det er: ikke de Samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds børn; men Forjættelsens Børn regnes til Sæden. ⁹ Thi dette er Forjættelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn. ¹⁰ Saa skete det ikke alene den Gang, men ogsaa med Rebekka, der hun var frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor Fader. ¹¹ Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte), ¹² da blev der sagt til hende: den Ældre skal tjene den Yngre; ¹³ som skrevet er: Jakob elskede jeg men Esau hadede jeg.

¹⁹ efterdi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser og oprettede Forligelsens Ord iblandt os.

¹⁶ Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus.

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven, ⁵ paa det han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse,

²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

²⁰ og ved ham at forlige alle Ting, hvære sig de paa Jorden eller de i Himlene, med sig, idet han gjorde Fred formedelst hans Korses Blod ved ham. ²¹ Ogsaa Eder, som fordum vare fremmede og fjendske af Sindelag i onde Gjerninger, ²² har han dog nu forligt i sit kjødelige Legeme ved Døden, for at fremstille Eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn; ²³ saafremt I ellers forblive grundfæstede og stadige i Troen, og ikke lade Eder rokke fra det Evangeliums Haab hvilket I have hørt, hvilket er prædiket for al Skabningen under Himmelen, hvis Tjener jeg Paulus er bleven.

¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.

²² Den Herre Jesus Christus være med din Aand! Naaden være med Eder! Amen.

¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

¹⁴ Thi det er vitterligt, at vore Herre er oprunden af Juda, for hvilken Stamme Moses Intet har forordnet om Præstedømmet.

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem. ²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene;

⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig;

⁷ Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen. ⁸ Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.

¹¹ Formedelst Tro fik selv Sara Kraft til at undfange, og fødte over Hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.

¹⁷ Formedelst Tro offrede Abraham Isaak, der han fristedes, ja den Eenbaarne offrede ham, som havde annammet Forjættelserne, ¹⁸ til hvem der var sagt: i Isaak skal Sæd fremkaldes dig:

²⁴ Formedelst Tro nægtede Moses der han var bleven stor, at kaldes Pharaos Datters Søn, ²⁵ og valgte hellere at lide Ondt med Guds Folk end at have Syndens timelige Nydelse, ²⁶ agtende Christi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae han til Belønningen. ²⁷ Formedelst Tro forlod han Ægypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hardt ved den Usynlige, som om han saae ham. ²⁸ Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodstænkelsen, at den, som ødelagde de Forstefødte, skulde ikke røre dem. ²⁹ Formedelst Tro gik de igjennem det røde Hav som igjennem tørt Land; men da Ægypterne forsøgte det, druknede de. ³⁰ Formedelst Tro faldt Jerichos Mure, efterat de vare omgangne i syv Dage. ³¹ Formedelst Tro omkom Rahab, Skjøgen, ikke med de Vantroe; thi hun annammede Speiderne med Fred.

³¹ Formedelst Tro omkom Rahab, Skjøgen, ikke med de Vantroe; thi hun annammede Speiderne med Fred.

²¹ Er ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort ved Gjerninger, der han offrede sin Søn Isaak paa Alteret? ²² Seer du, at Troen virkede ved hans Gjerninger, og at ved Gjerninger blev Troen fuldkommet, ²³ og Skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldet Guds Ven. ²⁴ See I nu, at et Menneske retfærdiggjøres ved Gjerninger og ikke ved Troen alene? ²⁵ Desligeste og Rahab, Skjøgen, blev hun ikke retfærdiggjort ved Gjerninger, der hun annammede Sendebudende og udlod dem ad en anden Vei?

²⁵ Desligeste og Rahab, Skjøgen, blev hun ikke retfærdiggjort ved Gjerninger, der hun annammede Sendebudende og udlod dem ad en anden Vei? ²⁶ Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er og Troen død uden Gjerninger.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

¹ Mine Børn! dette skriver jeg Eder, paa det I ikke skulle synde; men dersom Nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Christus den Retfærdige, ² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.

⁵ Og I vide, at han er aabenbaret, paa det han skulde borttage vore Synder, og der er ikke Synd i ham.

⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod, ⁶ og har gjort os til Konger og Præster for sin Gud og Fader: ham være Ære og Kraft i al Evighed! Amen.

⁵ Af Judas Stamme tolv tusinde Beseglede; af Rubens Stamme tolv tusinde Beseglede; af Gads Stamme tolv tusinde Beseglede;

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

¹⁷ Thi Gud har givet dem i Hjertet at gjøre efter hans Sind og at have eet Sind og at give Dyret deres Rige, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede.

¹⁶ Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne.