Exodus 7:1-12:51

Danish^{(i) 1} Og HERREN sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal være din Profet. ² Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land. ³ Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og mangfoldiggøre mine Tegn og mine underlige Gerninger i Ægyptens Land. ⁴ Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme. ⁵ Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar eg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dein. ⁶ Og Mose og Aron gjorde det; saasom HERREN havde befalet dem, saa gjorde de. ⁷ Og Mose var firsindstyve Aar gammel, og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talede til Farao. ⁸ Og HERREN sagde til Mose og til Aron, sigende: ⁹ Naar Farao taler til eder sigende: Gør er en underlig Gerning, da skal du sige til Aron: Tag din Stav og kast den for Faraos Ansigt: Den skal blive til en Slange. ¹⁰ Da kom Mose og Aron til Farao og gjorde saaledes, som HERREN havde befalet, og Aron kastede sin Stav for Farao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange. ¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser. ¹² Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave. ¹³ Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte døm ikke, ligesom HERREN havde sagt. ¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare. ¹⁵ Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand. ¹⁶ Og du skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil. ¹⁷ Saa siger HERREN: Af dette skal du fornemme, at jeg er HERREN; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod. ¹⁸ Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden. ¹⁹ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene. ²⁰ Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom HERREN havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod. ²¹ Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land. ²² Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt. ²³ Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte. ²⁴ Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden. ²⁵ Og der forløb syv Dage, efter at HERREN havde slaget Floden. ^{8 1} Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ² Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer. ³ Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge. ⁴ Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere. ⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land. ⁶ Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten, og der kom Frøer op og skjulte Ægyptens Land. ⁷ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land. ⁸ Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til HERREN, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til HERREN. ⁹ Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Ære at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage. ¹⁰ Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som HERREN vor Gud, ¹¹ saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse og fra dine Tjenere, og fra dit Folk; kun i Floden skulle de blive tilbage. ¹² Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til HERREN angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao. ¹³ Og HERREN gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne bort af Husene, af Gaardene og af Agrene. ¹⁴ Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede. ¹⁵ Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt. ¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Ægyptens Land. ¹⁷ Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land. ¹⁸ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt. ²⁰ Og HERREN sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig. ²¹ Thi dersom du ihke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Ægypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere. ²² Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er HERREN midt i Landet. ²³ Og jeg vil sætte en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske. ²⁴ Og HERREN gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj. ²⁵ Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land. ²⁶ Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre HERREN vor Gud, Ægypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os ²⁷ Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre til HERREN vor Gud, saasom han skal sige os. ²⁸ Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til HERREN eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig. ²⁹ Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til HERREN, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til HERREN. ³⁰ Og Mose gik ud fra Farao og had til HERREN. ³¹ Saa gjorde HERREN efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen. ³² Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare. ^{9 1} Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ² Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem, ³ se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare, svar Pest. ⁴ Og HERREN skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have. ⁵ Og HERREN satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal HERREN gøre denne Gerning i Landet. ⁶ Og HERREN gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg. ⁷ Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvæg; men Faraos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare. ⁸ Da sagde HERREN til Mose og Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne. ⁹ Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land. ¹⁰ Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget. ¹¹ Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere. ¹² Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt til Mose. ¹³ Da sagde HERREN til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden. ¹⁵ Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden; ¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. ¹⁷ Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare. ¹⁸ Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet om hidindtil. ¹⁹ Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar til ned paa, skulle dø. ²⁰ Hvo som da frygtede HERRENS Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene; ²¹ men hvo som ikke laade HERRENS Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvæg blive paa Marken. ²² Da sagde HERREN til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land. ²³ Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og HERREN lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og HERREN lod regne Hagel over Ægyptens Land. ²⁴ Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. ²⁵ Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken. ²⁶ Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel. ²⁷ Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; HERREN er den retfærdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige. ²⁸ Beder til HERREN, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere. ²⁹ Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til HERREN, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører HERREN til. ³⁰ Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den HERRE Guds Ansigt. ³¹ Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler. ³² Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne. ³³ Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til HERREN; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden. ³⁴ Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere. ³⁵ Saa blev Faraos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som HERREN havde sagt ved Mose. ^{10 1} Og HERREN sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem, ² og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. ⁴ Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke. ⁵ Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken. ⁶ Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao. ⁷ Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare lad de Mænd fare, at de maa tjene HERREN deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt? ⁸ Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener HERREN, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort? ⁹ Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os HERRENS Højtid. ¹⁰ Da sagde han til dem: Saa vist være HERREN med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde. ¹¹ Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener HERREN, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt. ¹² Da sagde HERREN til Mose: Ræk din Haand ud over Ægyptens Land efter Græshopper, og de skulle komme op over Ægyptens Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers. ¹³ Saa rakte Mose sin Stav over Ægyptens Land, og HERREN lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om morgenen, at Østenvejret bragte Græshopperne op. ¹⁴ Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes; ¹⁵ thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land. ¹⁶ Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod HERREN eders Gud og imod eder. ¹⁷ Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til HERREN eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. ¹⁸ Og han gik ud fra Farao, og, han bad til HERREN. ¹⁹ Og HERREN vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke. ²⁰ Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare. ²¹ Og HERREN sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at markan føle paa Mørket. ²² Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. ²³ lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger. ²⁴ Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener HERREN, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder. ²⁵ Og Mose sagde: Du skal og medgive os slagtoffere og Brændofere, at vi kunne ofre til HERREN, vor Gud. ²⁶ Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene HERREN, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene HERREN, førend vi komme derhen. ²⁷ Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare. ²⁸ Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø. ²⁹ Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt. ^{11 1} Og HERREN sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Farao og over Ægypten, siden skal han lade eder fare herfra; naar han lader eder fare alle til Hobe, skal han endog drive eder herfra. ² Sig nu for Folkets Øren, at de skulle begære, hver Mand af sin Næste og hver Kvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar. ³ Og HERREN gav Folket Naade for Ægypternes Øjne, og Manden Mose var saare mægtig i Ægyptens Land for Faraos Tjeneres Øjne og for Folkets Øjne. ⁴ Og Mose sagde: Saa siger HERREN: Ved Midnat vil jeg gaa ud midt igennem Ægypten. ⁵ Og alle førstefødte i Ægyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kværnen, og alle førstefødte af Kvæg. ⁶ Og der skal blive et stort Skrig i det hele Ægyptens Land, hvis Lige ikke har været, og hvis Liae ikke skal blive mere. ⁷ Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvæg, for at I skulle vide, at HERREN gør Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel. ⁸ Da skulle alle disse dine Tjenere komme ned til mig og nedbøje sig for mig og sige: Gak ud, du og alt Folket, som er i Følge med dig, og derefter vil jeg gaa ud; og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede. ⁹ Og HERREN havde sagt til Mose: Farao skal ikke høre eder, paa det mine Vidundere skulle blive mange i Ægyptens Land. ¹⁰ Og Mose og Aron gjorde alle disse Vidundere for Farao; men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare ud af sit Land. ^{12 1} Og HERREN talede til Mose og Aron i Ægyptens Land og sagde: Denne Maaned skal være eder Maanedernes Begyndelse, den skal være eder den første iblandt Maanederne i Aaret. ² Taler til al Israels Menighed og siger: ³ Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for hvert Fædrene hus, eet Lam for hvert Hus. ⁴ Og dersom Huset ikke er talrigt nok til et Lam, da skal han og hans Nøo, som er næst ved hans Hus, tage et, efter Antallet paa Personerne; I skulle regne til et Lam, efter hvad enhver kan æde til. ⁵ Det shal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne. ⁶ Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener. ⁷ Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de æde det. ⁸ Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det. ⁹ I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde. ¹⁰ Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. ¹¹ Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og I skulle æde det med Hast; det er Paaske for HERREN. ¹² Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er HERREN. ¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land. ¹⁴ Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for HERREN; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den. ¹⁵ I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den søende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. ¹⁶ Og Paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder. ¹⁷ Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik. ¹⁸ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen. ¹⁹ Syv Dage skal der ikke findes Surdej og i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet. ²⁰ Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger. ²¹ Da kaldte Mose ad alle de ældste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvæg for eders Slægter og slagter Paaskelammet. ²² Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, sorn er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen. ²³ Og HERREN skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa beage Dørstolperne, og HERREN skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa. ²⁴ Derfor skulle I varetage dette til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen. ²⁵ Og det skal ske, naar I komme til Landet, som HERREN skal give eder, som han har sagt, da skulle I varetage denne Tjeneste. ²⁶ Og det skal ske, naar eders Børn sige til eder: Hvad er dette for en Tjeneste, som I have for? ²⁷ da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for HERREN, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad. ²⁸ Og Israels Børn gik hen og gjorde det; efter som HERREN havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de. ²⁹ Og det skete om Midnatten, da slog HERREN alle førstefødte i Ægyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Fængslets Hus, og alle førstefødte af Kvæget. ³⁰ Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri. ³¹ Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener HERREN, som I have sagt. ³² Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig. ³³ Og Ægypterne trængte lla ar dt paa Folket for astigen at faa dem hel af Landet; thi de sagde: Vi dø ille. ³⁴ Saa tog I! Folket sin Dejg op, for den blev syret, deres Dejgtruge, ind svøbte i deres Kapper, paa deres Skuldre. ³⁵ Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder. ³⁶ Og HERREN havde givet Folket Naade for Ægypternes Øjne, saa at de lode dem faa dem; og de skilte Ægypterne derved. ³⁷ Saa rejste Israels Børn fra Raamses til Sukot, henved seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods, foruden smaa Børn. ³⁸ Ja og en stor Hob af alle Haande Folk drog op med dem, og Faar og Øksne, ja saare meget Kvæg. ³⁹ Og de bagte af den Dejg, som de førte fra Ægypten, usyrede Kager, thi den var ikke syret; fordi de vare uddrevne af Ægypten og kunde ikke tøve og havde end ikke beredt sig Tæring. ⁴⁰ Og Israels Børn havde boet udi Ægypten i fire Hundrede Aar og tredive Aar. ⁴¹ Og det skete, der fire Hundrede og tredive Aar vare til Ende, ja det skete lige paa den samme Dag, da udgik alle HERRENS Hære af Ægyptens Land. ⁴² De er en Nat, som toges i Agt af HERREN for at udføre dem af Ægyptens Land; den samme Nat skal tages i Agt for HERREN af alle Israels Børn hos deres Efterkommere. ⁴³ Og HERREN sagde til Mose og Aron: Denne er Paaskens Skik: Ingen fremmed skal æde deraf. ⁴⁴ Men enhver Svend, som hører nogen til, og som er købt for Penge, maa, naar du faar omskaaret ham, æde deraf. ⁴⁵ Ingen Gæst eller Lejesvend skal æde deraf. ⁴⁶ Det skal ædes i eet Hus, du skal ikke udbære af Kødet udenfor Huset; og I skulle ikke bryde Ben derpaa. ⁴⁷ Al Israels Menighed skal gøre det. ⁴⁸ Og naar nogen fremmed opholder sig hos dig og vil holde Paaske for HERREN, da skal alt hans Mandkøn omskæres, og da maa han have Adgang til at holde den og være som en indfødt i Landet; men ingen, som har Forhud, skal æde deraf. ⁴⁹ Der skal være een Lov for den indfødte og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder. ⁵⁰ Og alle Israels Børn gjorde det; som HERREN havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de. ⁵¹ Og det skete lige paa denne Dag, at HERREN udførte Israels Børn af Ægyptens Land med deres Hære.