Zechariah 6 Cross References - Danish

¹ Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se; fire Vogne, som gik frem imellem de to Bjerge, og Bjergene vare Kobberbjerge. ² For den første Vogn var der røde Heste, og for den anden Vogn sorte Heste, ³ og for den tredje Vogn hvide Heste, og for den fjerde Vogn spraglede, stærke Heste svarede og sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad betyde disse, min Herre? ⁴ Og Engelen svarede og sagde til mig: Disse ere de fire Vejr under Himmelen, som gaa ud, ⁵ efter at de have stillet sig frem for al Jordens Herre. ⁶ Hvad angaar Vognen med de sorte Heste for, da gaa de ud imod Nordens Land og de hvide ere gangne ud bag efter dem, og de spraglede ere gangne ud imod Sydens Land. ⁷ Og de stærke ere gangne ud, men de begærede at gaa hen for at vandre Jorden rundt, og han sagde: Gaar, vandrer Jorden rundt; saa vandrede de Jorden rundt. ⁸ Da raabte han til mig og talte til mig og sagde: Se, de, som udgaa imod Nordens Land, bringe min Aand til at hvile i Nordens Land. ⁹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ¹⁰ Tag af de bortførte, nemlig af Keldaj, af Tobias og Jedaja, og gaa du paa denne Dag, ja, gaa ind i Josiass, Zefanias's Søns Hus, hvorhen de ere komne fra Babel: ¹¹ Ja, tag Sølv og Guld, og gør Kroner, og sæt dem paa Ypperstepræsten Josias, Jozedaks Søns, Hoved; ¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel. ¹³ Ja, han skal bygge HERRENS Tempel, og han skal bære Kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone, og der skal være Freds Raad imellem dem begge. ¹⁴ Og Kronerne skulle være for Kelem og for Tobias og for Jedaja og for Hen, Zefanias's Søn, til en Ihukommelse i HERRENS Tempel. ¹⁵ Og fjerne Folk skulle komme og bygge paa HERRENS Tempel, og I skulle fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til eder; og dette skal ske, dersom I flittigt ville høre HERREN eders Guds Røst.

¹⁷ Staa op, vandre igennem Landet, i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.

¹⁸ Og Melkisedek, Kongen af Salem, bragte Brød og Vin, og han var den højeste Guds Præst.

¹⁴ Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for HERREN; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den.

¹² Og du skal sætte begge Stene paa Ligkjortlens Skulderstykker, de skulle være Stene til en Ihukommelse for Israels Børn; og Aron skal bære deres Navne for HERRENS Aasyn paa begge sine Skuldre til en Ihukommelse.

²⁹ Og Aron skal bære Israels Børns Navne i Rettens Brystspan paa sit Hjerte, naar han kommer i Helligdommen, til en Ihukommelse for HERRENS Ansigt altid.

³⁶ Du skal og gøre en Plade af purt Guld og udbrave derpaa, som man udgraver et Signet: HELLIGET HERREN. ³⁷ Og du skal fæste den ved en blaa ulden Snor, og den skal være paa Huen; for paa Huen skal den være. ³⁸ Og den skal være over Arons Pande, og Aron skal bære Synden, som er ved de hellige Ting, som Israels Børn hellige, i alle deres helliede Gaver; og den skal være over hans Pande altid, at de maa finde Velbehag for HERRENS Ansigt

⁶ Og du skal sætte Huen paa hans Hoved og sætte det hellige Hovedsmykke paa Huen.

³⁰ Og de gjorde en Plade paa det hellige Hovedsmykke af purt Guld, og de skreve derpaa en Skrift, som man udgraver et Signet: HELLIGET HERREN.

⁹ Og han satte Huen paa hans Hoved, og paa Huen foran over hans Pande satte han Guldpladen, det hellige Hovedsmykke, saa som HERREN havde befalet Mose.

⁴⁰ Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som ikke er af Arons Sæd, skal nærme sig for at gøre Offer af Røgelse for HERRENS Ansigt; og at det ikke skal gaa ham som Kora og som hans Selskab, som HERREN havde sagt ham ved Mose.

⁵⁴ Og Mose og Eleasar, Præsten, toge Guldet fra Fyrsterne over Tusinderne og Hundrederne, og de førte det ind i Forsamlingens Paulun for HERRENS Ansigt til en Ihukommelse for Israels Børn.

⁷ Og I skulle sige til dem, at Jordanens Vand blev af skaaret for HERRENS Pagts Ark; der den gik igennem Jordanen, da blev Jordanens Vand afskaaret; og disse Stene skulle være til en Ihukommelse for Israels Børn evindeligen.

³ Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaar jeg at gøre som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres Vrede af fra ham.

⁷ Men Samson sagde til dem: Naar I gøre saaledes, da vil jeg ikke holde op, førend jeg faar hævnet mig paa eder.

⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

³⁰ Derfor siger HERREN, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger HERREN: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes.

¹¹ Og han sagde: Gak ud, og du skal staa ved Bjerget for HERRENS Ansigt; og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne for HERRENS Ansigt: HERREN var ikke i Vejret; og der kom et Jordskælv efter Vejret: HERREN var ikke i Jordskælvet.

¹⁹ Og han sagde: Hør derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side.

⁹ Thi HERRENS Øjne skue omkring paa al Jorden, og han viser sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham; du handlede daarligt i denne Sag; thi fra nu af skal der være Krig imod dig.

¹⁸ Og han sagde: Hører derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende ved hans højre og ved hans venstre Side; ¹⁹ og HERREN sagde: Hvo vil overtale Akab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead Og han sagde: Den ene sagde saa, og den anden sagde saa.

² Og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre, Præsterne, gjorde sig rede tillige med Serubabel, Sealthiels Søn, og hans Brødre og byggede Israels Guds Alter til at ofre Brændoffer derpaa, som skrevet er i Moses, den Guds Mands Lov:

⁸ Men i det andet Aar, efter at de vare komne til Guds Hus i Jerusalem, i den anden Maaned, da begyndte Serubabel, Sealthiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, og de andre af deres Brødre, Præsterne og Leviterne og alle, som vare komne af Fangenskabet til Jerusalem, og de beskikkede Leviterne, fra tyve, Aar gamle og derover, til at have Tilsyn med Arbejdet ved HERRENS Hus.

¹⁰ Der Bygningsmændene lagde Grundvolden til HERRENS Tempel, da lode de Præsterne staa iførte deres Præstedragt med Basuner og Leviterne, Asafs Børn, med Cymbler for at love HERREN efter Davids, Israels Konges, Indretning.

¹⁴ fordi du er sendt af Kongen og syv Raadsherre til at anstille Undersøgelse og i Juda og Jerusalem ved din Guds Lov som er i din Haand. ¹⁵ og for at føre med dig det Sølv og Guld, som Kongen og hans Raadsherrer frivilligt have givet til Israels Gud, hvis Bolig er iJerusalem. ¹⁶ samt alt det Sølv og Guld som du kan finde i hele Babels Land, tillige med den frivillige Gave, som Folket og Præsterne give frivilligt til deres Guds Hus, som er i Jerusalem.

²⁶ Og jeg tilvejede dem i deres Haand seks Hundrede og halvtredsindstyve Gentner Sølv og Sølvkar til hundrede Gentner, Guld til hundrede Centner. ²⁷ og tyve Guldbægere til tusinde Drakmer og to Kar af godt skinnende Kobber, kostelige som Guld. ²⁸ Og jeg sagde til dem: I ere HERREN hellige, og Karrene ere hellige, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN, eders Fædres Gud. ²⁹ Værer aarvaagne og bevare det, indtil I veje det ud for Præsternes og Leviternes Øverster og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israel i Jerusalem, i HERRENS Hus's Kamre. ³⁰ Da toge Præsterne og Leviterne imod samme Sølv og Guld og Kar efter Vægt for at føre det til Jerusalem, til vor Guds Hus.

⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.

⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem. ⁷ Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi.

¹ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for HERREN. ² Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi.

²⁹ Naar han skaffer Ro til Veje- hvo vil kalde ham uretfærdig? og naar han skjuler sit Ansigt - hvo kan da beskue ham? - baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

³ Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. Sela.

⁵ Han begærede Liv af dig, du gaa ham det, et langt Levned, evindelig og altid.

¹¹ HERRENS Raad bestaar evindelig, hans Hjertes ranker fra Slægt til Slægt.

⁶ HERRE! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne.

³ Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig evindelig. ⁴ Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! Min Majestæt og din Herlighed;

¹⁷ Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, HERREN vil bo derpaa evindelig.

¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! ¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

¹⁵ Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok ¹⁶ og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde stærk for dig. ¹⁷ Den er brændt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel.

⁹ Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed. ¹⁰ Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land. ¹¹ Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfærdighed og Fred kysse hinanden.

³ Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. ⁴ Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.

⁴ HERREN svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis."

⁸ IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord!

³⁰ Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for HERREN.

⁴ Dersom Herskerens Vrede rejser sig imod dig, da forlad ikke din Plads; thi Sagtmodighed standser store Synder.

¹¹ I Zions Døtre! gaar ud og ser paa Kong Salomo med den Krone, som hans Moder kronede ham med paa hans Bryllupsdag og paa hans Hjertes Glædes Dag.

²⁴ Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender.

¹⁰ Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.

² Paa den Dag skal HERRENS Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt.

¹⁰ Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested ska være Herlighed.

²⁶ Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd. ²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

³ Alle I Indbyggere paa Jorderige, og I, som bo paa Jorden, naar man opløfter Bannere paa Bjergene, da ser til, og naar man blæser i Trompeten; da horer efter! ⁴ Thi saa har HERREN sagt til mig: Jeg vil være stille og se til fra min Bolig, naar Heden lumrer unrler Solskin, naar Skyen ligger i Høstens Hede.

²⁴ Og de skulle hænge paa ham al hans Haders Hus's Herlighed, de ædle og de vilde Skyld, alle Smaakar, havde Bægere og alle Flasker.

¹ Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skille Fyrsterne styre. ² Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

¹³ HERREN skal drage ud som den vældige, vække sin Nidkærhed som en Krigsmand; han skal raabe med Glæde, ja, raabe højt, han skal faa Overhaand over sine Fjender. ¹⁴ Jeg har tiet fra fordums Tid, jeg var tavs, jeg holdt mig tilbage; men nu vil jeg stønne dybt som hun, der føder, jeg vil give min Harme Luft og fnyse. ¹⁵ Jeg vil lægge Bjerge og Høje Øde og borttørre alle deres Urter og gøre Floder til Fastland og udtørre Søer.

¹³ Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; ¹¹ jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

¹⁴ Samler eder, alle til Hobe og hører! Hvo iblandt dem har forkyndt disse Ting: Den, HERREN elsker, skal gøre efter hans Behag imod Babel og lade hans Arm kendes imod Kaldæerne.

⁵ Og nu, siger HERREN, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for HERRENS Øjne, og min, Gud er min Styrke; ⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

²² Saa siger din Herre, HERREN, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Bæger ud af din Haand, min Vredes Bæger skal du ikke fremdeles uddrikke. ²³ Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.

² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.

⁵ Thi din Skaber er din Ægtemand, HERREN Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.

¹⁰ Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger HERREN, din Forbarmer.

⁶ Og de fremmede, som, have sluttet sig til HERREN for at tjene ham og at elske HERRENS Navn for at være hans Tjenere; hver af dem, som holder Sabbat, saa at han ikke vanhelliger den, men holder fast ved min Pagt: ⁷ Dem vil jeg føre til mit hellige Bjerg, og glæde dem i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre skulle være mig en Velbehagelighed paa mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag. ⁸ Saa siger den Herre, HERRE, som samler de fordrevne af Israel: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som ere forsamlede om ham.

¹⁹ Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og jeg læger ham.

¹⁰ Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen. ¹¹ Og HERREN skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl. ¹² Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig. ¹³ Dersom du holder din Fod i Hvile paa Sabbaten og ikke bør, hvad du selv har Behag i, paa min hellige Dag, og dersom du kalder Sabbaten en Lyst og HERRENS Helligdag en Herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne Veje og ikke gør, hvad dig behager, og ikke fører tom Tale: ¹⁴ Da skal du forlyste dig i HERREN, og jeg vil lade dig fare frem over Landets Høje og lade dig nyde Jakobs, din Faders, Arv; thi HERRENS Mund har talt.

¹⁰ Og de fremmede skulle bygge dine Mure og deres Konger tjene dig; thi i min Vrede slog jeg dig, men i min Naade forbarmede jeg mig over dig.

²⁰ Og de skulle bringe alle eders Brødre hjem fra alle Hedningerne, paa Heste og paa Vogne og paa Karme og paa Muler og paa Dromedarer, HERREN til en Gave, op til mit hellige Bjerg, til Jerusalem, siger HERREN; ligesom Israels Børn bringe Gaven i rene Kar til HERRENS Hus.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere. ¹⁵ Thi se, jeg kalder ad alle Rigernes Stammer imod Norden, siger HERREN; og de skulle komme og sætte hver sin Stol for Indgangen til Jerusalems Porte og imod alle dens Mure trindt omkring imod alle Judas Stæder.

⁶ Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og en stor Forstyrrelse.

¹ Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

²³ Men denne Ting har jeg befalet dem og sagt: Hører paa min Røst, saa vil jeg være eders Gud, og I skulle være mit Folk; og I skulle vandre paa hver en Vej, som jeg befaler eder, at det maa gaa eder vel.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

⁶ ja, Profeten Jeremias sagde: Amen! HERREN gøre saa, HERREN stadfæste dine Ord, som du har spaaet om, at han vil lade HERRENS Hus's Kar og alle bortførte komme tilbage fra Babel til dette Sted!

¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

¹⁰ Og denne Dag er Herrens, den HERRE Zebaoths Hævns Dag, da han vil hævne sig paa sine Modstandere, og Sværdet skal fortære dem, og blive mæt og vædet af deres Blod; thi Herren, den HERRE Zebaoth har Slagtoffer i Nordenland ved Floden Eufrat.

⁴⁸ Og Himmelen og Jorden og alt, hver, der er i dem, skal synge med Fryd over Babel; thi fra Norden skulle dens Ødelæggere komme, siger HERREN.

⁴⁸ Og Himmelen og Jorden og alt, hver, der er i dem, skal synge med Fryd over Babel; thi fra Norden skulle dens Ødelæggere komme, siger HERREN. ⁴⁹ Ligesom Babel var Aarsag til, at der faldt ihjelslagne i Israel, saa skal der af Babel falde saarede i det ganske Land.

⁴ Og jeg saa, og se der kom et Stormvejr af Norden, en stor Sky og Ild, som slyngede sig sammen, og med en Glans trindt omkring; og midt ud af den var der som et Syn af glødende Malm, midt ud af Ilden. ⁵ Og midt ud af den saas en Skikkelse af fire levende Væsener, og dette var deres Udseende: De havde et Menneskes Skikkelse. ⁶ Og ethvert af dem havde fire Ansigter og ethvert fire Vinger. ⁷ Og deres Ben vare lige Ben, og deres Bens Fod var som en Kalvefod, og de vare skinnende som blankt Kobber at se til. ⁸ Og der var Menneskehænder under deres Vinger, paa deres fire Sider, og de havde alle fire deres Ansigter og deres Vinger. ⁹ Deres Vinger vare sammensluttede, den ene til den anden; de vendte sig ikke, naar de gik, de gik hver lige fremfor sig. ¹⁰ Og deres Ansigt lignede et Menneskes Ansigt, og en Øves Ansigt havde alle file til højre, og en Okses Ansigt havde alle fire til venstre, og en Ørns Ansigt havde alle fire. ¹¹ Og deres Ansigter og deres Vinger vare oventil adskilte; paa hver vare tvende sammensluttende, den ene til den anden, og tvende skjulte deres Kroppe. ¹² Og de gik hver lige frem for sig; hvorhen Aanden; vilde gaa, gik de, de tændte sig ikke, naar de gik. ¹³ Og hvad de levende Væseners Skikkelse angaar, da var deres Udseende som glødende Kul, der brænde som Blus, at se til; Ilden for hid og did imellem de levende Væsener; og den skinnede, og der udgik Lyn af Ilden. ¹⁴ Og de levende Væsener løb frem og tilbage som Lynglimt at se til. ¹⁵ Og jeg saa de levende Væsener, og se, der var et Hjul paa Jorden hos ethvert af de levende, imod de fire Sider. ¹⁶ Hjulenes Udseende og Arbejdet paa dem var som Synet af en Krysolit, og alle fire vare efter een Skikkelse; og deres Udseende og Arbejdet paa dem var, som om et Hjul var i det andet. ¹⁷ Naar de skulde gaa, gik de: imod deres fire Sider; de vendte sig ikke, naar de gik. ¹⁸ Og de havde Fælger, høje og frygtelige, og deres Fælger vare fulde af Øjne trindt omkring paa dem alle fire. ¹⁹ Og naar de levende Væsener gik, gik Hjulene hos dem; og naar de levende hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig. ²⁰ Hvorhen Aanden vilde gaa, gik de - derhen vilde Aanden gaa; og Hjulene hævede sig op ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²¹ Naar de gik, gik disse, og naar de stode, stode disse; og naar de hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²² Og over Hovederne af de levende Væsener var der som en udstrakt Befæstning, af Udseende som blændende Krystal, den var udbredt oven over deres Hoveder. ²³ Og under den udstrakte Befæstning vare deres Vinger strakte lige ud, den ene imod den anden; ethvert af dem her havde to til at dække, og ethvert af dem der havde to til at dække deres Kroppe. ²⁴ Og jeg hørte deres Vingers Lyd som en Lyd af store Vande som Lyden af den Almægtige, naar de gik, et Bulders Lyd som Lyden af en Hær; near de stode stille, lode de deres Vinger synke. ²⁵ Og der hørtes en Lyd over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved; naar de stode stille, lode de deres Vinger synke. ²⁶ Og over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover. ²⁷ Og jeg saa som et Syn af gloende Malm, som Udseendet af Ild indadtil, trindt omkring; fra hans Lænder at se til og opad, og fra hans Lænder at se til og nedad, saa jeg som Udseendet af Ild, med en Glans trindt der omkring. ²⁸ Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af HERRENS Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.

¹³ Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn; og de skulle kende, at jeg HERREN har talt i min Nidkærhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem.

⁹ Og jeg saa, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet Hjul ved den ene Kerub og eet Hjul ved den anden Kerub; og Hjulenes Udseende var som Synet af Krysolit. ¹⁰ Og af Udseende havde de alle fire een Skikkelse, det var, som om eet Hjul var midt i det andet. ¹¹ Naar de gik, gik de imod deres fire Sider, de vendte sig ikke, naar de gik; men til det Sted, hvor det forreste vendte, derhen fulgte de efter, de vendte sig ikke, naar de gik. ¹² Og hele deres Legeme og deres Rygge og deres Hænder og deres Vinger og Hjulene vare fulde af Øjne trindt omkring, paa alle de fire Hjul. ¹³ Til Hjulene, til dem blev der raabt for mine Øren: Galgal! ¹⁴ Og enhver havde fire Ansigter; Ansigtet paa den første var Kerubens Ansigt, og Ansigtet paa den anden var et Menneskes Ansigt, og det tredje var en Løves Ansigt og det fjerde en Ørns Ansigt. ¹⁵ Og Keruberne hævede sig i Vejret; dette var det levende Væsen, som jeg havde set ved Floden Kebar. ¹⁶ Og naar Keruberne gik, gik Hjulene hos dem; og naar keruberne opløftede deres Vinger for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig heller ikke bort fra deres Side. ¹⁷ Naar hine stode, stode disse, og naar hine hævede sig, hævede disse sig med dem; thi Livets Aand var i dem. ¹⁸ Og HERRENS Herlighed gik ud fra Dørtælskelen paa Huset og stillede sig over Keruberne. ¹⁹ Da opløftede Keruberne deres Vinger og hævede sig op fra Jorden for mine Øjne, der de gik ud, og Hjulene ved Siden af dem; og de bleve staaende ved Indgangen til den østre Port paa HERRENS Hus, og Israels Guds Herlighed var oven over dem.

²² Da opløftede Keruberne deres Vinger og Hjulene ved Siden af dem, og Israels Guds. Herlighed var oven over dem.

⁴² Saa vil jeg stille min Harme paa dig, og min Nidkærhed skal vige fra dig; og jeg vil faa Ro og ikke komme til at fortørnes ydermere.

⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig.

⁹ Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, HERRE: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende.

³³ dets Ben vare af Jern, dets Fødder til Dels af Jern og til Dels af Ler.

³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet. ³⁹ Og efter dig skal opkomme et andet Rige, ringere end dit, og et tredje Rige endnu, ef Kobber, som skal herske over hele Jorden. ⁴⁰ Og et fjerde Rige skal være stærkt som Jernet; eftersom Jernet knuser og sønderslaar alt, skal det som Jernet, der sønderslaar, knuse og sønderslaa alle hine.

⁴⁰ Og et fjerde Rige skal være stærkt som Jernet; eftersom Jernet knuser og sønderslaar alt, skal det som Jernet, der sønderslaar, knuse og sønderslaa alle hine. ⁴¹ Men at du saa Fødderne og Tæerne til Dels at være af Pottemagerler og til Dels af Jern, betyder, at det skal blive et delt Rige, og at der skal blive noget af Jernets Styrke derudi, efter di du saa, at Jernet var blandet med Leret.

¹⁵ Dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes med Himmelens Dug, og hans Del være med Dyrene af Urterne paa Jorden!

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

² Daniel fortalte og sagde: Jeg saa i mit Syn om Natten, og se, de fire Vejr under Himmelen brøde frem paa det store Hav. ³ Og der opsteg fire store Dyr af Havet, det ene anderledes end det andet. ⁴ Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte. ⁵ Og se, et andet Dyr, næstefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Tænder; og man sage saaledes til det: Staa op; æd meget Kød!

⁵ Og se, et andet Dyr, næstefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Tænder; og man sage saaledes til det: Staa op; æd meget Kød! ⁶ Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt.

⁶ Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt. ⁷ Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfærdeligt og meget stærkt, og det havde store Jerntænder, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde været før det, og det havde ti Horn.

¹⁰ En Strøm af Ild, brød frem og gik ud fra ham; tusinde Gange tusinde tjente ham, og ti Tusinde Gange ti Tusinde stode for ham; Retten blev sat og Bøgerne opladte.

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham. ¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

¹⁹ Da vilde jeg gerne have Vished angaaende det fjerde Dyr, som var anderledes end alle de andre, meget forfærdeligt, havde Jerntænder og Kobberkløer, aad, knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder,

²⁴ Men de ti Horn betyde, at der af samme Rige skal opstaa ti Konger; og en anden skal opstaa efter dem, og han skal være anderledes end de foregaaende og nedtrykke tre Konger.

²² Og at det blev sønderbrudt, og at fire stode frem i Stedet for det, hetyder, at fire Koligeriger skulle opstaa af Folket, men ikke med hans Kraft.

²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt. ²⁷ Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.

³ Derefter skal der opstaa en vældig Konge og herske med stort Herredømme og gøre efter sin Villie. ⁴ Og som han opstaar, skal hans Rige sønderbrydes og deles imod Himmelens fire Veje, og det skal ikke være for hans efterladte, ej heller et Herredømme som hans Herredømme, men hans Rige skal oprykkes og blive andre end disse til Del. ⁵ Og Kongen af Sønden skal vorde mægtig, men der er en af hans Fyrster, som skal blive mægtigere end han og herske, hans Herredom skal blive et stort Herredom. ⁶ Og naar nogle Aar ere til Ende, skulle de indgaa Forbindelse, og Kongen af Søndens Datter skal drage ind til Kongen af Norden for at bringe et redeligt Forhold til Veje; men hun skal ikke beholde Armens Kraft, og han og hans Arm skal ikke bestaa, men hun skal gives hen tillige med dem, som bragte hende did, og ham, som avlede hende og understøttede hende, naar Tiderne komme.

⁹ Og denne skal drage ind i Konger af Søndens Rige; men han skal vende tilbage til sit Land igen.

⁴⁰ Men ved Endens Tid skal Kongen af Sønden stanges med ham, og Kongen af Norden skal storme frem imod ham med Vogne og med Ryttere og med mange Skibe og trænge ind i Landene og overskylle og overfare dem.

⁴ Og han skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betræder vore Paladser? saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster. ⁵ Og de skulle vogte Assurs Land med Sværdet og Nimrods Land i dets Porte; og han skal frelse fra Assur, naar denne kommer i vort Land og betræder vor Grænse.

¹ Kong Darius's andet Aar, i den sjette Maaned, paa den første Dag i Maaneden, kom HERRENS Ord ved Profeten Haggaj til Serubabel, Sealthiels Søn, Landshøvdingen i Juda, og til Josva, Jozadaks Søn, Ypperstepræsten, saalunde:

¹⁴ Og HERREN vakte Aanden hos Serubabel, Sealthiels Søn, Judas Landshøvding, og Aanden hos Ypperstepræsten Josva, Jozadaks Søn, og Aanden hos alt det overblevne Folk, og de kom og gjorde Arbejdet paa den HERRE Zebaoths, deres Guds Hus

⁴ Dog nu, vær frimodig, Serubabel! siger HERREN, og vær frimodig, Josva, Josadaks Søn, du Ypperstepræst! og vær frimodig, alt Folk i Landet! siger HERREN, og arbejder; thi jeg er med eder, siger den HERRE Zebaoth.

¹ I den ottende Maaned, i Darius's andet Aar, kom HERRENS Ord til Profeten Sakarias, en Søn af Berekias, en Sønnesøn af Iddo, saaledes:

⁸ Jeg saa om Natten, og se, en Mand, der red paa en rød Hest, og han holdt stille imellem Myrtetræerne, som vare i Dalen, og bag ham var der røde, graa og hvide Heste. ⁹ Og jeg sagde: Hvad betyde disse min Herre? Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Jeg vil lade dig se, hvad disse betyde. ¹⁰ Og den Mand, som holdt stille imellem Myrtetræerne, svarede og sagde: Det er dem, som HERREN har sendt til at vandre Jorden rundt.

¹⁰ Og den Mand, som holdt stille imellem Myrtetræerne, svarede og sagde: Det er dem, som HERREN har sendt til at vandre Jorden rundt. ¹¹ Og de svarede HERRENS Engel, som stod imellem Myrtetræerne, og sagde: Vi have vandret Jorden rundt, og se, hele Jorden nyder Ro og Hvile.

¹⁵ Men med en stor Fortørnelse er jeg fortørnet paa Hedningerne, som ere saa trygge; thi da jeg en liden Stund havde været fortørnet, saa hjalp de til Ulykken.

^{18 19}

^{19 20 21}

⁸ Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den. ⁹ Og jeg, jeg vil være den en Ildmur trindt omkring, siger HERREN, og jeg vil være til Herlighed midt i den. ¹⁰ Ve! ve! flyr da ud af Nordens Land, siger HERREN; thi som Himmelens fire Vejr har jeg udbredet eder, siger HERREN. ¹¹ Ve! Zion, dig, du, som bor hos Babels Datter!

¹ Og han lod mig se Ypperstepræsten Josva, der stod for HERRENS Engels Ansigt, og Satan, del stod ved hans højre Haand for at staa ham imod.

⁵ Og jeg sagde: Lad dem sætte en ren Præstehue paa hans Hoved; og de satte en ren Præstehue paa hans Hoved og iførte ham Klæder, og HERRENS Engel stod hos.

⁷ Saa siger den HERRE Zebaoth: Dersom du vandrer i mine Veje, og dersom du tager Vare paa, hvad jeg har givet dig at varetage, da skal du baade dømme mit Hus og tage Vare paa mine Forgaarde; og jeg vil give dig Gang iblandt disse, som staa her. ⁸ Hør dog, Josva, du Ypperstepræst: Du og dine Venner, som sidde for dit Ansigt, ere Mænd til Forbillede; thi se, jeg vil lade min Tjener Zemak komme.

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENS Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den HERRE Zebaoth. ⁷ Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels Ansigt? bliv til Slette! og han skal føre Slutstenen frem under Fryderaabene: Naade, Naade være over den! ⁸ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde: ⁹ Serubabels Hænder have lagt Grundvolden til dette Hus, og hans Hænder skulle fuldende det, paa det du skal fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til eder. ¹⁰ Thi hvo har foragtet ringe Tings Dag? og paa Blyloddet i Serubabels Haand skue med Glæde hine syv, nemlig HERRENS Øjne, de fare om over hele Jorden.

¹⁴ Da sagde han: Disse ere de to Oliebørn, som staa for al Jordens Herre.

¹ Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se, en flyvende Bogrulle!

⁵ Og Engelen, som talte med mig, gik ud og sagde til mig: Opløft dog dine Øjne, og se, hvad er dette, som der gaar ud? ⁶ Og jeg sagde: Hvad er det? og han sagde: Dette er den Efa, som gaar ud; og han sagde: Dette er deres øjemærke i hele Landet.

¹⁰ Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvor føre disse Efaen hen?

⁵ efter at de have stillet sig frem for al Jordens Herre. ⁶ Hvad angaar Vognen med de sorte Heste for, da gaa de ud imod Nordens Land og de hvide ere gangne ud bag efter dem, og de spraglede ere gangne ud imod Sydens Land.

⁶ Hvad angaar Vognen med de sorte Heste for, da gaa de ud imod Nordens Land og de hvide ere gangne ud bag efter dem, og de spraglede ere gangne ud imod Sydens Land. ⁷ Og de stærke ere gangne ud, men de begærede at gaa hen for at vandre Jorden rundt, og han sagde: Gaar, vandrer Jorden rundt; saa vandrede de Jorden rundt.

¹⁰ Tag af de bortførte, nemlig af Keldaj, af Tobias og Jedaja, og gaa du paa denne Dag, ja, gaa ind i Josiass, Zefanias's Søns Hus, hvorhen de ere komne fra Babel: ¹¹ Ja, tag Sølv og Guld, og gør Kroner, og sæt dem paa Ypperstepræsten Josias, Jozedaks Søns, Hoved; ¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel.

¹ Og det skete i Kong Darius's fjerde Aar, at HERRENS Ord kom til Sakarias paa den fjerde Dag i den niende Maaned, det er i Kislev.

¹ Og den HERRE Zebaoths Ord kom til mig saalunde:

⁹ Saa siger den HERRE Zebaoth: Eders Hænder vorde stærke! I som høre i disse Dage disse Ord af de Profeters Mund, som vare der paa den Dag, da Grundvolden til den HERRE Zebaoths Hus til Templet blev lagt, saa at det byggedes!

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

³¹ Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basuner, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.

¹³ Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.

⁶¹ denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage.

⁹ Sandelig siger jeg Eder: hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, som hun har gjort, siges til hendes Ihukommelse.

⁵⁸ vi have hørt, at han sagde: jeg vil nedbyrde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder.

²⁹ Og de, der gik forbi, bespottede ham og rystede med deres Hoveder og sagde: tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage;

³⁹ Men Høvedsmanden, som stod hos, tvært over for ham, og sae, at han udgav Anden med saadant Raab, sagde: sandelig var dette Menneske Guds Søn.

¹⁹ Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

⁷⁸ formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os,

⁴⁵ Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad.

¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det. ²⁰ Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage? ²¹ Men han talede om sit Legems Tempel.

³¹ Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. ³² Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han skal snart herliggjøre ham.

¹ Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig. ² Ligesom du har givet ham Magt over alt Kjød, paa det han maa give alle dem, som du har givet ham, et evigt Liv. ³ Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus. ⁴ Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig at gjøre. ⁵ Herliggjør du mig og nu, Fader! hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var.

²⁰ Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig, ²¹ paa det de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og skulle være eet i os, at Verden kan troe, at du har udsendt mig.

⁵ Da gik Jesus ud og bar Tornekronen og Purpurklædet. Og han sagde til dem: see, hvilket Menneske!

³⁹ Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil.

²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

⁴ Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

³⁶ Hvad den Lære angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!) ³⁷ da vide I, hvad der er skeet over al Judæa og begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede, ³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham. ³⁹ Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ. ⁴⁰ Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares, ⁴¹ ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde. ⁴² Og han har budet os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Levendes og Dødes Dommer. ⁴³ Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.

³⁸ Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse;

³¹ Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde.

¹⁷ Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer.

¹ Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Christus,

²⁵ Men nu reiser jeg til Jerusalem for at tjene de Hellige. ²⁶ Thi Macedonien og Achaia have anseet for godt at gjøre et Sammenskud til de Fattige iblandt de Hellige i Jerusalem.

²⁶ men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:

⁹ Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning. ¹⁰ Jeg lagde Grundvolden som en viis Bygmester, efter den Guds Naade, som mig er given, men en Anden bygger derpaa; hver see til, hvorledes han bygger. ¹¹ Thi ingen kan lægge anden Grundvold end den, som lagt er, hvilken er Jesus Christus; ¹² men dersom Nogen bygger paa denne Grundvold Guld, Sølv, dyrebare Stene, træ, hø, straa, ¹³ da skal hvers Gjerning blive aabenbar; thi Dagen skal gjøre det klart, ved Ild skal det aabenbares, og Ilden skal prøve, hvordan hvers Gjerning er. ¹⁴ Dersom Nogens gjerning, som han byggede derpaa, bliver fast, da skal han faae Løn; ¹⁵ dersom Nogens Gjerning bliver opbrændt, da skal han lide Skade; men han selv skal blive frelst, dog som igjennem Ild.

²³ Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet, ²⁴ takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse! ²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse! ²⁶ Thi saa ofte som i æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer.

¹¹ i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, som virker Alt efter sin Villies Raad,

²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden, ²³ der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.

¹³ Men i Christus Jesus ere nu I, som forhen vare langt borte, komne nær til ved Christi Blod.

¹³ Men i Christus Jesus ere nu I, som forhen vare langt borte, komne nær til ved Christi Blod. ¹⁴ Thi han er vor Fred, som gjorde eet af begge og nedbrød Adskillelsens Mellemvæg,

¹⁴ Thi han er vor Fred, som gjorde eet af begge og nedbrød Adskillelsens Mellemvæg, ¹⁵ da han i sit Kjød afskaffede Fjendskabet, Budenes Lov med dens Befalinger, paa det han ved sig selv kunde skabe de To til eet Nyt Menneske og gjørde Fred,

¹⁵ da han i sit Kjød afskaffede Fjendskabet, Budenes Lov med dens Befalinger, paa det han ved sig selv kunde skabe de To til eet Nyt Menneske og gjørde Fred, ¹⁶ og forlige dem beggge i eet Legeme med Gud formedelst Korset, da han ved dette ihjelslog Fjendskabet.

¹⁶ og forlige dem beggge i eet Legeme med Gud formedelst Korset, da han ved dette ihjelslog Fjendskabet. ¹⁷ Og han kom og forkyndte Fred for Eder, som vare langt borte, og for dem, som vare nær.

¹⁷ Og han kom og forkyndte Fred for Eder, som vare langt borte, og for dem, som vare nær. ¹⁸ Thi formedelst ham have vi begge Adgang i een Aand til Faderen.

¹⁸ Thi formedelst ham have vi begge Adgang i een Aand til Faderen. ¹⁹ Saa ere I da ikke mere Gjester og Fremmede, men de Helliges Medborgere og Guds Huusfolk, ²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

¹¹ efter en evig Beslutning, hvilken han fuldbyrdede ved Christus Jesus, vor Herre,

⁷ men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; ⁸ og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død. ⁹ Derfor har og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn, ¹⁰ at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, ¹¹ og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Ære.

² til de Hellige i Colossen, de troende Brødre i Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

¹⁸ og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens; han er Begyndelsen, den Forstefødte af de Døde, at han skal være den Ypperste iblandt Alle; ¹⁹ thi i ham behagede det Faderen at al Fylde skulde boe, ²⁰ og ved ham at forlige alle Ting, hvære sig de paa Jorden eller de i Himlene, med sig, idet han gjorde Fred formedelst hans Korses Blod ved ham.

⁷ Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

⁷ Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger; ⁸ alle Ting lagde du under hans Fødder. - Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte. ⁹ Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesus, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.

⁹ Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesus, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.

¹ Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,

³ Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det. ⁴ Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.

¹⁴ Efterdi ved iderfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen ind i Himlene, Jesus den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen. ¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd. ¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

²⁰ hvor Jesus, vor Forløser, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er bleven en Ypperstepræst til evig Tid.

⁴ Betragter dog, hvor stor denne er, hvem Patriarchen Abrahham endog gav Tiende af Byttet.

²⁴ men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid,

²⁴ men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, ²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem. ²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene; ²⁷ som ikke dagligen har fornøden, som de andre Ypperstepræster, at frembære Offer først for egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, der han offrede sig selv. ²⁸ Thi Loven beskikker til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, senere end Loven, beskikker Sønnen, for den til evig Tid Fuldkommede.

³ Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagt-Offere; derfor er det fornødent, at ogsaa denne maa have Noget, som han kan offre.

¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand,

¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand, ¹³ biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til hans Fødders Fodskammel.

⁴ Kommer til ham, den levende Steen, der vel blev forskudt af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, ⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.

²² som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kræfterne ere ham underlagte.

⁵ saa anvender al Flid just herpaa og beviser i Eders Tro Dyd, men i Dyden Kundskab, ⁶ men i Kundskaben Afholdenhed, min i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed, ⁷ men i Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i Broderkjærligheden Kjærlighed til Alle. ⁸ Thi naar dette findes hos Eder og i Overlødighed, lader det Eder ikke blive Ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse. ⁹ Thi den, som ikke har dette, er blind, tillukker Øinene og har glemt Renselsen fra sine forrige Synder. ¹⁰ Derfor, Brødre! anvender des mere Flid at befæste Eders Kald og Udvælgelse; thi naae I gjøre dette, skulle I ikke nogensinde støde an.

²¹ Den, som seirer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Throne, ligesom og jeg har seiret og sidder hos min Fader paa hans Throne.

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden. ¹¹ Og jeg saa og hørte mange Engles Røst omkring Thronen, og Dyrenes og de Ældste, og deres tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde. ¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed!

² Og jeg saae, og see, en hvid Hest, og den, som sad paa den, havde en Bue; og han blev given en Krone, og han drog ud seirende og til Seir.

² Og jeg saae, og see, en hvid Hest, og den, som sad paa den, havde en Bue; og han blev given en Krone, og han drog ud seirende og til Seir. ³ Og der det oplod det andet Segl, hørte jeg det andet Dyr sige: kom og see! ⁴ Og der fremgik en anden Hest, som var rød; og han, som sad derpaa, blev givet at tage Fred fra Jorden, og at de skulde flygte hverandre; og han blev givet et stort Sværd. ⁵ Og der det oplod det tredie Segl, hørte jeg det tredie Dyr sige: kom og see! Og jeg saae, og see, en sort Hest, og den, der sad paa den, havde en Vægt i sin Haand. ⁶ Og jeg hørte en Røst midt iblandt de fire Dyr, som sagde: en Maade Hvede for en Penge og Tre Maader Byg for en Penge, og du skal ikke gjøre Olien og Vinen Skade.

⁸ Og jeg saae, og see, en blegguul Hest, og den, som sad derpaa, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham; og ham blev givet Magt over den fjerde Deel af Jorden, at ihjelslaae med Sværd og med Hunger og med pest og ved Jordens vilde Dyr.

¹ Og derefter saae jeg fire Engle staae paa Jordens Fire hjørner, som holdt Jordens fire Vinde, paa det ingen Vind skulle blæse over Jorden, ei heller over Havet, ei heller over noget Træ.

³ Og et andet Tegn blev seet i Himmelen, og see, der var en stor ildrød Drage, som havde syv hoveder og ti Horn, og paa sine Hoveder syv Kroner.

⁶ Og jeg saae en anden Engel flyve midt igjennem Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som boe paa Jorden, og alle Slægter og Stammer og Tungemaal og Folk; ⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. ⁸ Og en anden Engel fulgte, som sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store Stad; thi den har givet alle Hedninger at drikke af sit Horeries giftige Viin. ⁹ Og den tredie Engel fulgte dem og sagde med høi røst: dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærket i sin pande eller i sin Haand, ¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke. ¹² Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro. ¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.

³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.

²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere. ²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere;

¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed.

¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed. ¹² Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv;

¹² Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv; ¹³ og han var iført et Klæde, dybbet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. ¹⁴ Og hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og reent Lindklæde. ¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar. ¹⁶ Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre.

¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.