Zechariah 5 Cross References - Danish

¹ Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se, en flyvende Bogrulle! ² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Bogrulle, dens Længde tyve Alen og dens Bredde ti Alen. ³ Da sagde han til mig: Dette er den Forbandelse, som udgaar over det ganske Land, thi hver den, som stjæler, skal efter den udryddes herfra, og hver den, som sværger, skal efter den udryddes derfra. ⁴ Jeg lod den udgaa, siger den HERRE Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene. ⁵ Og Engelen, som talte med mig, gik ud og sagde til mig: Opløft dog dine Øjne, og se, hvad er dette, som der gaar ud? ⁶ Og jeg sagde: Hvad er det? og han sagde: Dette er den Efa, som gaar ud; og han sagde: Dette er deres øjemærke i hele Landet. ⁷ Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen; ⁸ og han sagde: Dette er Ugudeligheden; og han kastede hende midt ned i Efaen og kastede Blyvægten for dens Munding. ⁹ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, to Kvinder gik frem, og der var Vind i deres Vinger, og de havde Vinger som Storkens Vinger, og de opløftede Efaen imellem Jorden og Himmelen. ¹⁰ Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvor føre disse Efaen hen? ¹¹ Og han sagde til mig: Hen at bygge hende et Hus i Landet Sinear, at hun, naar det er indrettet, han sættes der paa sit Sted.

¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. ¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden.

¹⁰ Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear.

² Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.

¹ Og det skete i de Dage, der Am rafel var Konge i Sinear, Ariok Konge i Elassar, Kedorlaomer Konge i Elam, og Thideal Konge over Gojim,

¹⁶ Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld.

¹⁵ Du skal ikke stjæle.

¹⁹ og Storken, Hejren med dens: Arter, og Urhanen og Aftenbakken.

³⁴ Naar I komme i Kanaans Land, hvilket jeg giver eder til Ejendom, og jeg lader komme Spedalskheds Plage i et Hus udi eders Ejendoms Land, ³⁵ da skal den komme, hvem Huset hører til, og give Præsten det til Kende og sige: Det ser mig ud, som der er Spedalskhed i Huset. ³⁶ Saa skal Præsten befale at de skulle rydde Huset, førend Præsten kommer til at bese Spedalskheden, at ikke alt det, som er i Huset, skal blive urent, og siden skal Præsten komme at bese Huset. ³⁷ Og naar han beser Spedalskheden, og se; Spedalskheden er paa Væggene i Huset, nemlig; Fordybninger, som ere grønagtige eller rødagtige, og de ere dybere at se til, end Væggen, ³⁸ da skal Præsten gaa ud af Huset, til Døren paa Huset, og han skal lukke Huset til syv Dage. ³⁹ Og Præsten skal komme igen paa den syvende Dag; og naar han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre paa Væggene i Huset, ⁴⁰ da skal Præsten befale, at de bryde Stenene ud, som Spedalskheden er paa; og de skulle kaste dem hen udenfor Staden paa et urent Sted. ⁴¹ Saa skal han lade Huset skrabe indentil rundt omkring; og de skulle kaste Støvet, som de uafskrabede, udenfor Staden paa et urent Sted. ⁴² Og de skulle tage andre Stene og lade dem komme i Stedet for de forrige Stene, og man skal tage andet Ler og kline Huset med. ⁴³ Men dersom Spedalskheden kommer igen og blomstrer i Huset, efter at man har brudt Stenene ud, og efter at man har skrabet Huset, og efter at man har klinet det, ⁴⁴ da skal Præsten komme, og naar han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre i Huset, da er der en Spedalskhed, som æder om sig, i Huset; det er urent. ⁴⁵ Derfor skal man afbryde Huset, dets Stene og dets Træværk og alt Husets Ler, og man skal føre det udenfor Staden til et urent Sted.

¹² Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn; jeg er HERREN.

²⁶ Og du skal ikke lade Vederstyggelighed komme i dit Hus, at du ikke skal blive en forbandet Ting, ligesom dette er; du skal helt væmmes med Væmmelse derfor og have stor Vederstyggelighed for det, thi det er en forbandet Ting.

²⁸ og Forbandelsen, dersom I ikke lyde HERREN eders Guds Bud, men vige fra den Vej, som jeg byder eder i Dag, saa at I vandre efter andre Guder, som I ikke kende. ²⁹ Og det skal ske, naar HERREN din Gud fører dig; ind i det Land, som du kommer hen til for at eje det, da skal du lyse Velsignelsen paa det Bjerg Garizim og Forbandelsen paa det Bjerg Ebal.

¹⁵ Forbandet være den Mand, som gør et udskaaret eller et støbt Billede, en Vederstyggelighed for HERREN, en Mesters Hænders Gerning, og sætter det op i Skjul; og alt Folket skal svare og sige: Amen! ¹⁶ Forbandet være den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen! ¹⁷ Forbandet være den, som flytter sin Næstes Markskel; og alt Folket skal sige: Amen! ¹⁸ Forbandet være den, som kommer en blind til at fare vild paa Vejen; og alt Folket skal sige: Amen! ¹⁹ Forbandet være den, som bøjer Retten for den fremmede og faderløse og Enken; og alt Folket skal sige: Amen! ²⁰ Forbandet være den, som ligger hos sin Faders Hustru, thi han har opslaaet sin Faders Flig; og alt Folket skal sige: Amen! ²¹ Forbandet være den som ligger hos noget Dyr; og alt Folket skal sige: Amen! ²² Forbandet være den, som ligger hos sin Søster, som er hans Faders Datter eller hans Moders Datter; og alt Folket skal sige: Amen! ²³ Forbandet være den, som ligger hos sin Hustrus Moder; og alt Folket skal sige: Amen! ²⁴ Forbandet være den som slaar sin Næste i Skjul; og alt Folket skal sige: Amen! ²⁵ Forbandet være den, sorn tager Gave for at slaa en Person ihjel og udøse uskyldigt Blod; og alt Folket skal. sige: Amen! ²⁶ Forbandet være den som ikke holder Ordene i denne Lov og gør derefter; og alt Folket skal sige: Amen!

¹⁵ Og det skal ske, dersom du ikke hører HERREN din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig: ¹⁶ Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være paa Marken. ¹⁷ Forbandet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. ¹⁸ Forbandet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel. ¹⁹ Forbandet skal du være, naar du gaar ind, og forbandet skal du være, naar du gaar ud. ²⁰ HERREN skal sende Forbandelsen, Forstyrrelsen og Tugtelsen over dig i alt det, du udrækker din Haand til, som du vil gøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du hastigen gaar til Grunde for dine Gerningers Ondskabs Skyld, fordi du forlod mig. ²¹ HERREN skal lade Pest hænge ved dig, indtil han fuldkommen udsletter dig af Landet, som du drager hen til for at eje det. ²² HERREN skal slaa dig med Svindsot og med Feber og med hidsig Sygdom og med Betændelse og med Sværd og med Brand og Rust i Kornet, og de skulle forfølge dig, indtil du omkommer. ²³ Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal være som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern. ²⁴ HERREN skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt. ²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden. ²⁶ Og din døde Krop skal blive alle Fugle under Himmelen og Dyr paa Jorden til Føde, og der skal ingen være, som skræmmer dem. ²⁷ HERREN skal slaa dig med ægyptiske Bylder og med Hævelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne læges. ²⁸ HERREN skal slaa dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring. ²⁹ Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig. ³⁰ Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den. ³¹ Din Okse skal slagtes for dine Øjne, og du skal ikke æde deraf; dit Asen skal røves for dit Ansigt og ikke komme tilbage til dig; dit smaa Kvæg skal gives dine Fjender, og du skal ingen have, som frelser dig. ³² Dine Sønner og dine Døtre skulle gives til et andet Folk, og dine Øjne skulle se derpaa og hentæres over dem hver Dag; men der skal intet være i din Haands Magt. ³³ Dit Lands Frugt og alt, hvad du har arbejdet for, skal et Folk fortære, som du ikke kender, og du skal lide idel Vold og blive knust alle Dage. ³⁴ Og du skal blive rasende over det Syn, som dine Øjne skulle se. ³⁵ HERREN skal slaa dig med onde Bylder paa Knæerne og paa Laarene, saa at du ikke skal kunne læges fra din Fodsaale og til din Hovedisse. ³⁶ HERREN skal føre dig og din Konge, som du skal sætte over dig, til et Folk, som hverken du, ej heller dine Fædre have kendt, og der skal du tjene andre Guder, Træ og Sten. ³⁷ Og du skal blive til en Skræk, til et Ordsprog og til Spot iblandt alle de Folk, til hvilke HERREN skal føre dig hen. ³⁸ Du skal udføre megen Sæd paa Marken, men du skal samle lidet ind; thi Græshoppen skal opæde den. ³⁹ Du skal plante og dyrke Vingaarde, men ikke drikke Vinen og ikke indsamle; thi Ormen skal fortære den. ⁴⁰ Du skal have, Olietræer inden alle dine Landemærker, men ikke salve dig med Olien; thi dit Olietræ skal oprykkes. ⁴¹ Du skal avle Sønner og Døtre, men de skulle ikke blive hos dig; thi de skulle gaa i Fangenskab. ⁴² Alle dine Træer og, dit Lands Frugt skal Græshoppen eje. ⁴³ Den fremmede, som er midt iblandt dig, skal stige højere og højere op over dig; men du skal stige dybere og dybere ned. ⁴⁴ Han skal laane dig, og du skal ikke laane ham; han skal være Hoved og du skal være Hale. ⁴⁵ Saa skulle alle disse Forbandelser komme over dig og forfølge dig og ramme dig, indtil du bliver ødelagt, fordi du ikke hørte HERREN din Guds Røst, saa at du holdt hans Bud og hans Skikke, som han havde budet dig. ⁴⁶ Og de skulle være til et Tegn og til et Vidunder paa dig og paa din Sæd evindeligen, ⁴⁷ efterdi du ikke tjente HERREN din Gud i Glæde og med Hjertens Lyst, fordi du havde alting i Overflod. ⁴⁸ Og du skal tjene dine Fjender, som HERREN skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Haande Mangel; og han skal lægge et Jernaag paa din Hals, indtil han ødelægger dig. ⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar,

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar, ⁵⁰ et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge naadig. ⁵¹ Og det skal fortære dit Kvægs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit smaa Kvægs Yngel, indtil det faar dig tilintetgjort. ⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig. ⁵³ Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som HERREN din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig. ⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage, ⁵⁵ at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. ⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter ⁵⁷ end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. ⁵⁸ Dersom du ikke tager Vare paa at gøre efter alle denne Lovs Ord, som ere skrevne i denne Bog, saa at du frygter dette herlige og forfærdelige Navn, HERREN din Gud: ⁵⁹ Da skal HERREN vidunderligen sende Plager paa dig og Plager paa din Sæd, store og vedvarende Plager, og onde og vedvarende Sygdomme.

⁵⁹ Da skal HERREN vidunderligen sende Plager paa dig og Plager paa din Sæd, store og vedvarende Plager, og onde og vedvarende Sygdomme. ⁶⁰ Og han skal gentage alle de ægyptiske Sygdomme over dig, hvilke du gruer for, og de skulle hænge ved dig. ⁶¹ Ja, al Sygdom og al Plage, som ikke er skreven i denne Lovs Bog, den skal HERREN lade komme over dig, indtil du ødelægges. ⁶² Og I skulle blive tilovers som en liden Hob, i det Sted, at I vare som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed, fordi du ikke hørte paa HERREN din Guds Røst. ⁶³ Og det skal ske, at ligesom HERREN glædede sig over eder, ved at gøre vel imod eder og at formere eder, saaledes skal HERREN glæde sig over eder, ved at fordærve eder og ødelægge eder; og I skulle udryddes af Landet, som du kommer hen til for at eje det. ⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten. ⁶⁵ Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl. ⁶⁶ Og dit Liv skal hænge i et Haar for dig, og du skal ræddes Dag og Nat og ikke være sikker paa dit Liv. ⁶⁷ Om Morgenen skal du sige: Gid det var Aften! og om Aftenen skal du sige: Gid det var Morgen! for dit Hjertes Rædsel, som du skal ræddes med, og for det Syn, dine Øjne skulle se. ⁶⁸ Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten igen paa Skibe ad den Vej, om hvilken jeg sagde dig: Du skal ikke ydermere se den; og der skulle I sælge eder selv til dine Fjender som Trælle og som Trælkvinder, og der skal ingen være, som vil købe.

¹⁹ og det skal ske, naar han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vædede maa rives bort med det tørstige. ²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen, ²¹ og HERREN skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog. ²² Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke HERREN har hjemsøgt det, ²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed; ²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede? ²⁵ Da skal man sige: Fordi de have forladt HERRENS, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; ²⁶ og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: ²⁷ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, ²⁸ og HERREN har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;

¹⁵ Der skal bo i hans Telt hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig.

²⁶ Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.

⁴ Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. ¹⁸ Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. ¹⁹ Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. ²⁰ Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

³³ HERRENS forbandelse er i den Ugudeliges Hus, men han velsigner de retfærdiges Bolig.

²² Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.

²⁴ Hvo som deler med en Tyv, hader sin Sjæl; han hører Besværgelsen og giver det ikke til Kende.

⁹ at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er HERREN? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

¹ Og HERREN sagde til mig: Tag dig en stor Tavle og skriv derpaa med Menneskers Griffel: "Hurtigt Rov, hastigt Bytte".

¹¹ Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, an den Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elan og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet.

¹ En Profeti imod Babel, som Esajas, Amozs Søn, saa.

¹ Profeti imod Moab. I den Nat, da Ar-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde; i den Nat, da Kir-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde.

¹¹ Og I gjorde en Grav imellem de tvende Mure for Vandet af den gamle Dam; men I saa ikke hen til ham, som havde beskikket det, til ham, som havde besluttet det for lang Tid siden, saa I ikke.

⁶ Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers.

²⁸ Derfor vil jeg vanhellige de hellige Fyrster og hengive Jakob til Band og Israel til Forhaanelse.

¹ Hører dette Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som sværge ved HERRENS Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfærdighed!

¹¹ Og HERRENS Ord kom til mig, og han sagde: Jeremias, hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en Mandelstav. ¹² Og HERREN sagde til mig: Du saa rigtigt; thi jeg vil være aarvaagen over mit Ord for at fuldkomme det. ¹³ Og HERRENS Ord kom til mig anden Gang, og han sagde: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en sydende Gryde, og den vender sig hid fra Egnen imod Nord. ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere.

¹ Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger HERREN. ² Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skændet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab.

² Og om de end sige: Saa vist som HERREN lever, saa sværge de dog falskelig.

⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende,

¹⁰ Thi Landet er fuldt af Horkarle, og Landet sørger for Forbandelsens Skyld, Græsgangene i Ørken ere hentørrede; og deres Løb var ondt, og deres Magt brugtes ikke ret.

⁶ Saa vil jeg gøre dette Hus ligt med. Silo og gøre denne Stad til en Forbandelse for alle Folkefærd paa Jorden.

²⁸ thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt -

¹ Og det skete i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns, fjerde Aar, at dette Ord kom til Jeremias fra HERREN: ² Tag din Bogrulle og skriv i den alle de Ord, som jeg har talt til dig om Israel og om Juda og om alle Hedningerne, fra den Dag af, da jeg har talt til dig, fra Josias's Dage og indtil denne Dag. ³ Maaske Judas Hus vilde høre al den Ulykke som jeg tænker at gøre imod dem, for at de kunde omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg kunde forlade dem deres, Misgerninger og deres Synd. ⁴ Da kaldte Jeremias ad Baruk, Nerias Søn; og Baruk skrev efter Jeremias's Mund alle HERRENS Ord, som han havde talt til ham, i Bogrullen. ⁵ Og Jeremias befalede Baruk og sagde: Jeg er forhindret, jeg kan ikke komme til HERRENS Hus. ⁶ Men gak du og læs op af Rullen, som du har skrevet efter min Mund, HERRENS Ord for Folkets Øren i HERRENS Hus paa Fastedagen; ogsaa for Ørene af alle Judas Folk, som ere komne op fra deres Stæder, skal du læse dem.

²⁰ Og de kom til Kongen i Forgaarden, da de havde henlagt Rullen i Skriveren Elisamas Kammer, og de forkyndte alle Ordene for Kongens Øren. ²¹ Da sendte Kongen Judi for at hente Rullen, og han tog den fra Skriveren Elisamas Kammer; og Judi læste den op for Kongens Øren og for alle de Fyrsters Øren, som stode hos Kongen. ²² og Kongen sad i Vinterhuset, i den niende Maaned, medens Ildbækkenet stod med Gløder for hans Ansigt. ²³ Og det skete, der Judi havde læst tre eller fire Stykker, skar han dem af med Skriverens Kniv og kastede dem i Ilden, som var paa Bækkenet, indtil den hele Rulle blev opbrændt i Ilden, som var paa Bækkenet. ²⁴ Og de forfærdedes ikke og sønderreve ikke deres Klæder, hverken Kongen eller nogen af hans Tjenere, da de hørte alle disse Ord;

²⁷ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, efter at Kongen havde opbrændt Rullen med Ordene, som Baruk havde skrevet efter Jeremias's Mund; det lød saaledes: ²⁸ Tag dig igen en anden Rulle, og skriv i den alle de forrige Ord, som stode i den forrige Rulle, hvilken Jojakim, Judas Konge, har opbrændt. ²⁹ Og om Jojakim, Judas Konge skal du sige: Saa siger HERREN: Du opbrændte denne Rulle og sagde: Hvorfor skrev du saaledes deri: Kongen af Babel skal komme og ødelægge dette Land og udrydde baade Folk og Fæ deraf? ³⁰ Derfor, saa siger HERREN om Jojakim, Judas Konge: For ham skal der ingen være, som sidder paa Davids Trone, og hans døde Krop skal være henkastet for Heden om Dagen og for Frosten om Natten. ³¹ Og jeg vil hjemsøge ham og hans Sæd og hans Tjenere for deres Misgerning, og jeg vil bringe over dem og over Jerusalems Indbyggere og over Judas Mænd al den Ulykke, som jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre. ³² Da tog Jeremias en anden Rulle og gav Skriveren Baruk, Nerias Søn, den, og han skrev i den efter Jeremias's Mund alle Ordene fra den Bog, som Jojakim, Kongen i Juda, havde opbrændt i Ilden; og der blev desuden endnu tillagte mange lignende Ord.

¹⁴ Mine Overtrædelsers Aag er knyttet ved hans Haand, de sammenslynge sig, de ere gaaede op over min Hals, han lod min Kraft sukke under; Herren har givet mig i deres Hænder, for hvilke jeg ikke kan rejse mig.

⁹ Og jeg saa, og se, der var en Haand udrakt til mig, og se, der var en Bogrulle i den. ¹⁰ Og han udbredte den for mit Ansigt, og den var beskreven paa begge Sider, og derudi var skrevet Klagemaal og Suk og Ve.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! forkynd Jerusalem dens Vederstyggeligheder. ³ Og du skal sige: Saa siger den Herre, HERRE til Jerusalem: Din Oprindelse og din Herkomst er af Kananitens Land; din Fader var en Amoriter og din Moder en Hethiterinde. ⁴ Og ved din Fødsel gik det saaledes til: Din Navle blev ikke afskaaren paa den Dag, du blev født, og du blev ikke toet ren i Vand, og du blev ikke indgneden med Salt og ej svøbt i Svøb. ⁵ Intet Øje ynkedes over dig til at gøre en af disse Dele imod dig for at vise Barmhjertighed imod dig; men du blev henkastet paa Marken, saa man væmmedes ved din Sjæl, paa den Dag du blev født. ⁶ Og jeg gik forbi dig og saa dig sprællende i dit Blod; og jeg sagde til dig: Lev i dit Blod! ja, jeg sagde til dig: Lev i dit Blod! ⁷ Jeg gjorde dig til ti Tusinde, som Markens Grøde, og du voksede til, og du blev stor og traadte ind i din Skønheds Fylde; Brysterne hævede sig, og dit Haar, voksede, men du var nøgen og bar. ⁸ Og jeg gik forbi dig og saa dig, og se, din Tid, Elskovstiden var kommen, og jeg bredte min Flig over dig og skjulte din Blusel; og jeg gav dig min Tro og traadte i Pagt med dig, siger den Herre, HERRE, og du blev min. ⁹ Og jeg badede dig i Vand og skyllede dit Blod af dig og salvede dig med Olie. ¹⁰ Og jeg klædte dig med stukne Klæder, og jeg iførte dig Sko at Grævlingeskind, og jeg ombandt dig med hvidt Linned og klædte dig i Silke. ¹¹ Og jeg prydede dig saare og lagde Armbaand om dine Hænder og en Kæde om din Hals. ¹² Og jeg satte et Smykke i din Næse, og ringe i dine øren og en dejlig Krone paa dit Hoved. ¹³ Og du var prydet med Guld og Sølv, og din Klædning var hvidt Linned og Silke og stukket Arbejde; du aad fint Mel og Honning og Olie; og du blev overmaade dejlig og skred frem til kongelig Værdighed. ¹⁴ Og dit Navn kom ud iblandt Hedningerne for din Dejligheds Skyld; thi den far fuldendt ved min Prydelse, som jeg havde lagt paa dig, siger den Herre, HERRE. ¹⁵ Men du forlod dig paa din Skønhed og bolede, fordi du var navnkundig, og du udøste dine bolerske Lyster over hv er den, som gik og du bolede med dem. ¹⁶ Og du tog dine stukne Klæder og gjorde dig brogede Høje og bolede paa dem, hvilke ikke skulde være komne, og hvilket ej skulde være sket. ¹⁷ Du tog og din Prydelses Tøj og tog af mit Guld og af mit Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder; og du bolede med dem. ¹⁸ Og du tog dine stukne Klæder og bedækkede dem dermed; og du satte min Olie og min Røgelse for deres Ansigt. ¹⁹ Og mit Brød, som jeg havde givet dig, og det fine Mel og Olien og Honningen, som jeg havde giv et dig at æde, det satte du frem for deres Ansigt, til en behagelig Lugt, og saaledes skete det, siger den Herre, HERRE. ²⁰ Og du tog dine Sønner og dine Døtre, som du fødte mig, og ofrede dem disse til at fortæres; var det dig for lidet med din Bolen? ²¹ saa at du ogsaa skulde slagte mine Børn? og hengive dem, idet du lod disse gaa igennern Ilden for dem? ²² Og ved alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen har du ikke ihukomrnet din Ungdoms Dage, der du var il gen og bar, sprællende i dit Blod. ²³ Og det skete efter al din Ondskab - ve, ve dig! siger den Herre, HERRE. - ²⁴ at du byggede dig en Hvælving og gjorde dig en Høj i hver Gade. ²⁵ Paa hvert Hjørne af Vejen byggede du din Høj og skændede din Skønhed og spredte dine Fødder ud imod hver den, som gik fordi, og drev din Bolen vidt. ²⁶ Og du bolede med Ægyptens Børn, dine sværlemmede Naboer, og du drev riin Bolen vidt for at opirre mig. ²⁷ Og se, jeg udrakte min Haand imod dig og formindskede den dig beskikkede Del, og jeg gav dig hen i dine Fjenders, Filisternes Døtres Vilkaarlibhed, de, Som skammede sig ved din skændige Vej. ²⁸ Og du bolede med Assyriens Sønner, fordi du ikke kunde mættes, ja, du bolede med dem og blev dog ikke mæt. ²⁹ Og du drev din Bolen vidt i Kanaans Land, indtil Kaldæa; men ogsaa dermed blev du ikke mæt. ³⁰ Hvor vansmægtet er dit Hjerte! siger den Herre, HERRE, idet du gør alle disse Ting, som ere en fræk Horkvindes Gerning. ³¹ Idet du bygger din Hvælving paa hvert Vejhjørne og gør din Høj i hver en Gade, er du ikke som en anden Hore, da du lader haant om Horeløn. ³² Horkvinden tager fremmede i hendes Mands Sted. ³³ Alle andre Skøger gives der Løn; men du gav alle dine Bolere Løn af dit eget, og du gav dem Foræringer for at komme til dig alle Vegne fra og bole med dig. ³⁴ Og det skete med dig i din bolerske Vandel tværtimod det, som sker med andre Kvinder, at Bolerne ikke løb efter dig; og idet du gav Horelon, og der ikke blev givet dig Horeløn, saa blev du et Modstykke til andre. ³⁵ Derfor, du Bolerske! hør HERRENS Ord: ³⁶ Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Kobber blev bortødslet, og din Blusel blottet i din Bolen med dine Elskere, og formedelst alle dine vederstyggelige Afguder og formedelst dine Børns Blod, som du har givet dem: ³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel. ³⁸ Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkærhed. ³⁹ Og jeg vil give dig i deres Haand, og. de skulle nedbryde din Hvælving og nedrive dine Høje og føre dig af dine Klæder og tage din Prydelses Tøj og lade dig sidde nøgen og bar. ⁴⁰ Og de skulle føre en Forsamling frem imod dig og stene dig med Stene og sønderhugge dig med deres Sværd. ⁴¹ Og de skulle opbrænde dine Huse med Ild og holde Dom over dig for mange Kvinders Øjne; og jeg vil bringe dig til at høre op med at være en Bolerske, og du skal heller ikke give Bolerløn ydermere. ⁴² Saa vil jeg stille min Harme paa dig, og min Nidkærhed skal vige fra dig; og jeg vil faa Ro og ikke komme til at fortørnes ydermere. ⁴³ Fordi du ikke har ihukommet din Ungdoms Dage, men fortørnet mig ved alle disse Ting, saa vil ogsaa jeg, se jeg, lade din Vej falde tilbage paa dit Hoved, siger den Herre, HERRE; og du skal ikke vedblive at lægge Skændsel til alle dine Vederstygbeligheder. ⁴⁴ Se hver, som bruger Ordsprog, skal bruge dette Ordsprog om dig og sige: Som Moderen er, saa er hendes Datter. ⁴⁵ Du er Datter af din Moder, som væmmedes ved sin Mand og sine Børn; og du er Søster til dine Søstre, som væmmedes ved deres Mænd og deres Børn; eders Moder var en Hethiterinde og eders Fader en Amoriter. ⁴⁶ Og din store Søster er Samaria, hun med sine Døtre, som bor ved din venstre Side; og din mindre Søster, som bor ved din højre Side, er Sodoma med hendes Døtre. ⁴⁷ Og ikke har du vandret paa deres Veje og gjort efter deres Vederstyggeligheder blot en lille Smule, men du har gjort det værre end de paa alle dine Veje. ⁴⁸ Saa I sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Sodoma, din Søster, hun og hendes Døtre, de have ikke gjort saaledes, som du har gjort, du og dine Døtre. ⁴⁹ Se, denne var Sodomas, din Søsters, Synd: Hovmod, Brød i Overflod og sorgløs Ro haver de hun og hendes Døtre, men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges Haand. ⁵⁰ Og de ophøjede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, der jeg saa det. ⁵¹ Og Samaria har ikke syndet efter Halvdelen af dine Synder; men du gjorde dine Vederstyggeligheder flere end deres, og du har gjort dine Søstre retfærdige ved alle dine Vederstyggeligheder, som du har gjort. ⁵² Saa bær da ogsaa du din Skam, hvilken du har idømt dine Søstre; ved dine Synder, med hvilke du gjorde Vederstyggelighed mere end de, skulle de holdes retfærdigere end du: Saa skam da ogsaa du dig, og bær din Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre. ⁵³ Men jeg vil vende deres Fangenskab, Sodomas og hendes Døtres Fangenskab og Samarias og hendes Døtres Fangenskab og dit Fangenskabs Fangenskab, midt iblandt dem, ⁵⁴ for at du skal bære din Skændsel og skamme dig for alt det, som du har gjort, idet du trøster dem. ⁵⁵ Og din Søster Sodoma og hendes Døtre skulle vende tilbage til deres første Tilstand, og Samaria og hendes. Døtre skulle vende tilbage til deres første Tilstand, og du og dine Døtre, I skulle vende tilbage til eders første Tilstand. ⁵⁶ Og Sodoma, din Søster, var dig ikke til Lærdom i din Mund paa din Hovmodigheds Dag. ⁵⁷ førend din Ondskab blev aabenbaret, ligesom til den Tid, da du blev til Haan for Syriens Døtre og for alle dem, som vare trindt omkring dem, for Filisternes Døtre, hvilke trindt omkring fra foragtede dig. ⁵⁸ Din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, dem maa du bære, siger HERREN; ⁵⁹ thi saa sigel cIen Herre, HERRE: Jeg har gjort imod dig saaledes, som du har gjort, du, som foragtede Ed, for at bryde Pagten. ⁶⁰ Dog, jeg vil ihukomme min Pabt med dig i din Ungdoms Dage og oprette med dig en evig Pagt. ⁶¹ Og du skal ihukomme dine Veje og skamme dig, naar du modtager dine Søstre, som ere større end du, tillige med dem, som ere mindre eller du, og jeg giver dig dem til Døtre, skønt de ikke henhøre til din Pagt. ⁶² Og jeg vil oprette min Pagt med dig, og du skal fornemme, at jeg er HERREN; ⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

¹³ Og han tog een af den kongelige Sæd og gjorde en Pagt med ham, og han tog ham i Ed; men de vældige i Landet tog han bort, ¹⁴ at Riget skulde holde sig nede og ikke hæve sig op, for at det skulde holde hans Pagt, at det maatte bestaa. ¹⁵ Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Ægypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra? ¹⁶ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, for vist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har bludt, hos ham ska han dø midt i Babel.

¹ Da HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! der var to Kvinder, Døtre af een Moder, ³ og de bolede i Ægypten, i deres Ungdom bolede de; der trykkedes deres Bryster, og der befølte man deres jomfruelige Barm. ⁴ Og deres Navne vare: Ohola, den store, og Oholiba, hendes Søster; og de bleve mine og fødte Sønner og Døtre; og hvad deres Navne angaar, er Ohola Samaria, og Oholiba er Jerusalem. ⁵ Og Ohola bolede og antog fremmede i mit Sted og brændte af Kærlighed til sine Bolere, til Assyrerne, som stode hende nær, ⁶ til dem, som vare klædte i blaat Pilrpur, Fyrster og Befalingsmænd, alle sammen yndige unge Karle, Ryttere, som rede paa Heste. ⁷ Og han vendte sine bolerske Lyster til dem, til alle de Udvalgte af Assurs Børn; og ved alle dem, til hvilke han brændte af Kærlighed, ved alle deres Afguder besmittede hun sig. ⁸ Og hun opgav ikke sit bolelske Væsen, som hun førte med sig fra Ægypten; thi de havde ligget hos hende i hendes Ungdom og havde befølt hendes jomfruelige Barm, og de havde udøst deres bolerske Lyster over hende. ⁹ Derfor gav jeg hende i hendes Boleres Haand, i Assurs Børns Haand, imod hvilke hun brændte af Kærlighed. ¹⁰ De blottede hendes Blusel, borttoge hendes Sønner og hendes Døtre og ihjelsloge hende selv med Sværdet; og hun fik Navn iblandt Kvinderne, da han havde holdt Dom over hende. ¹¹ Der hendes Søster Oholiba saa det, da drev hun det værre med sin Elskov end den anden og med sin Bolen værre end hendes Søsters bolen. ¹² Hun brændte af Kærlighed til Assyriens Børn, til Fyrster og Befalingsmænd, som stode hende nær og vare klædte paa det pragtfuldeste, Ryttere, som rede paa Heste, alle sammen yndige unge Karle. ¹³ Og jeg saa, at hun var besmittet, de gik begge een Vej. ¹⁴ Og hun drev sin Bolen end videre; del hun saa Mænd malede paa Væggen, Billeder af Kaldæer, malede med rødt, ¹⁵ ombundne med Bælte om deres Lænder, med farvede Huer paa deres Hoveder, alle sammen af Anseelse som Høvedsmænd, efter Babels Børns Lignelse, hvis Fødeland er Kaldæa: ¹⁶ Da brændte hun af Kærlighed til dem, saa snart hun saa dem med sine Øjne, og hun sendte Bud til dem til Kaldæa. ¹⁷ Og Babels Børn kom til hende, til Elskovsleje, og de besmittede hende med deres Bolen, og hun besmittede sig ved dem; derefter vendte hendes Sjæl sig fra dem. ¹⁸ Og hun drev sin Bolen aabenbart og blottede sin Blusel; og, min Sjæl vendte sig fra hende, ligesom min Sjæl havde vendt sig fra hendes Søster. ¹⁹ Dog udaandede hun sin bolerske Handel, idet hun kom sin Ungdoms Dage i Hu, da hun bolede i Ægyptens Land. ²⁰ Og hun brændte al Kærlighed til deres Bolere, hvis Kød var som Aseners Kød, og hvis Brynde var som Hestes Brynde. ²¹ Saa søgte du igen til din Ungdoms Skændsel, da de fra Ægypten befølte din Barm for din Ungeloms Brysters Skyld. ²² Derfor, Oholiba! saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil opvække dine Bolere imod dig, dem, fra hvilke din Sjæl har vendt sig bort, og lade dem komme over dig trindt omkring fra: ²³ Babels Børn og alle Kaldæer, Pekod og Skoa og Koa, alle Assurs Børn med dem, yndige unge Karle, Fyrster og Befalingsmænd alle sammen, Høvedsmænd og ansete Mænd, som alle sammen ride paa Heste. ²⁴ Og de skulle komme imod dig med Rustvogne, Vogne og Hjul og med en Skare af Folk med store Skjolde og smaa Skjolde og Hjelme; de skulle lejre sig imod dig trindt omkring; og jeg vil overgive dem Dommen, og de skulle dømme dig efter deres Ret. ²⁵ Og jeg vil rette min Nidkærhed imod dig, at de skulle handle med dig i Grumhed, de skulle barttage din Næse og dine Øren, og hvaa der bliver tilovers af dig, skal falde for Sværdet; de skulle tage dine, Sønner og Døtre og hvad der bliver tilovers af dig, skal fortæres med Ild. ²⁶ Og de skulle trække dine Klæder af dig og tage din Prydelses Tøj. ²⁷ Saa vil jeg bringe din Skændsel til at høre op hos dig og din Bolen fra Ægyptens Land, og du skal ikke opløfte dine Øjne til dem og ikke ydermere komme Ægypten i Ihu. ²⁸ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg giver dig i deres Haand, som du hader, i deres Haand, som din Sjæl har vendt sig fra. ²⁹ Og de skulle handle med dig i Had og tage alt dit Erhverv og forlade dig nøgen og bar; og din bolerske Blusel og din Skændsel og din Bolen skal blive aabenbar. ³⁰ Dette skal gøres imod dig, fordi du ved din Bolen er gaaet efter Hedningerne, fordi du besmittede dig ved deres Afguder. ³¹ Du har gaaet paa din Søsters Vej, og jeg vil give hendes Bæger i din Haand. ³² Saa siger den Herre, HERRE: Du skal drikke af din Søsters Bæger, som er dybt og vidt; det skal blive til Latter og til Spot, da det holder meget i sig. ³³ Du skal fyldes af Beruselse og Bedrøvelse; Forskrækkelses og ødelæggelses Bæger er din Søsters, Samarias, Bæger. ³⁴ Og du skal drikke og udsuge det, og sønderbryde Skaar ene deraf og afrive dine Bryster; thi jeg har talt det, siger den Herre, HERRE. ³⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, saa bær du nu ogsaa din Skændsel og din Bolen. ³⁶ Og HERREN sagde til mig: Du Menneskesøn! vil du dømme Ohola og Oholiba? forkynd dem dog deres Vederstyggeligheder; ³⁷ thi de have bedrevet Hor, og der er Blod paa deres Hænder, og de have bedrevet Hor med deres Afguder; tilmed lode de deres Børn, som de havde født mig, gaa igennem Ilden for dem til at fortæres. ³⁸ Endnu dette have de gjort mig: De have besmittet min Helligdom paa den samme Dag og vanhelliget mine Sabbater. ³⁹ Og der de havde slagtet deres Børn for deres Afguder, da gik de samme Dag i min Helligdom til at vanhellige den; og se, saaledes have de gjort midt udi mit Hus. ⁴⁰ Og de sendte ogsaa Bud efter Mænd, som kom langvejs fra; til hvilke der var sendt Bud, og se, de kom, for hvilke du badede dig, sminkede dine Øjne og prydede dig dejligt; ⁴¹ og du satte dig paa en herlig Seng, og der var et Bord dækket foran den, og du havde sat min Røgelse og min Olie derpaa. ⁴² Og Lyden af Bulderet blev stille der, og til Mændene af Folkehoben bragtes Drankere fra Ørken, og de satte Armbaand paa deres Hænder og en dejlig Krone paa deres Hoveder. ⁴³ Og jeg sagde om hende, som var for gammel til Hor: Nu skal man til Gavns bole med hende, ja, med hende. ⁴⁴ Og man kom til hende, som man kommer til en bolersk Kvinde; saaledes kom de til Ohola og til Oholiba, de skændige Kvinder. ⁴⁵ Og retfærdige Mænd, de skulle dømme dem, som Horkvinder dømmes, og som de Kvinder dømmes, der udøse Blod; thi de ere Hor kvinder, og der er Blod paa deres Hænder. ⁴⁶ Thi saa siger den Herre, HERRE: Jeg fører en Forsamling op, imod dem og giver dem hen til Ustadighed og til Rov, ⁴⁷ og de forsamlede skulte stene dem med Stene og sønderhugge dem med deres Sværd; de skulle ihjelslaa deres Sønner og deres Døtre og opbrænde deres Huse med Ild. ⁴⁸ Og jeg vil udrydde Skændsel af Landet, og alle Kvinder skulle lade sig advare, at de ikke gøre efter eders Skændsel. ⁴⁹ Og de skulle lægge eders Skændsel paa eder, og I skulle bære Synderne, I begik med eders Afguder, og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE.

¹⁰ Men selv Leviterne, som fjernede sig fra mig, medens Israel for vild, da det forvildede sig fra mig efter sine Afguder, de skulle bære deres Misgerning. ¹¹ Dog skulle de tjene udi min Helligdom som Opsynsmænd ved Husets Porte og være Tjenere i Huset; de skulle slagte Brændofferet og Slagtofferet for Folket, og de skulle staa for dets Ansigt til at tjene det.

² Og Herren gav Jojakim, Judus Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer.

¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham.

²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt. ²⁷ Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel. ² Der HERREN begyndte at tale ved Hoseas, da sagde HERREN til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra HERREN. ³ Og han gik og tog Gomer, Diblajims Datter, og hun undfangede og fødte ham en Søn.

⁴ Thi i mange Dage skulle Israels Børn sidde hen uden Konge og uden Fyrste og uden Offer og uden Billedstøtte og uden præstelig Livkjortel og Husguder.

² Sværgen og Lyven og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.

¹ Basunen for din Gane! Som en Ørn over HERRENS Hus! fordi de have overtraadt min Pagt og forbrudt sig imod min Lov.

⁸ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: Et Blylod; da sagde Herren: Se, jeg vil bruge et Blylod midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.

⁵ idet I sige: Naar vil Nymaanen gaa forbi, for at vi kunne sælge Korn, og Sabbaten, for at vi kunne lade op for Kornforraadet; at vi kunne gøre Efaen liden, og Sekelen stor og forvende Vægtskaalene med Svig?

¹ Jeg saa Herren staa over Alteret, og han sagde: Slaa Søjlehovederne; saa at Dørtærsklerne ryste, og slaa dem itu ned over alles Hoved, og de overblevne af dem skal jeg ihjelslaa, med Sværdet: af dem skal ingen, som flyr, undfly, og af dem skal ingen, som undkommer, reddes. ² Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra. ³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem. ⁴ Og om de end gaa som Fanger for deres Fjenders Ansigt, skal jeg dag derfra befale Sværdet, at det skal ihjelslaa dem; og jeg vil rette mit Øje imod dem til det onde, og ikke til det; gode,

¹¹ Mon man kan være ren med Ugudeligheds Vægtskaale, og meet en Pose, hvori der er falskheds vægtlodder?

⁹ Ve den, som gør sig skændig Vinding For sit Hus for at sætte sin Rede i det høje, for at redde sig fra Ulykkens Haand! ¹⁰ Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus om at ødelægge mange Folk, idet du dog syndede imod din egen Sjæl. ¹¹ Thi Stenen fra Væggen skal raabe, og Bjælken fra Træværket skal syare den.

¹⁴ Nær er HERRENS Dag, den store, den er nær og haster saare; Lyden af HERRENS Dag høres; der raaber den vældige bitterlig.

⁹ Og jeg sagde: Hvad betyde disse min Herre? Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Jeg vil lade dig se, hvad disse betyde.

¹⁴ Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Raab og sig: Saa siger den HERRE Zebaoth: Jeg har været nidkær for Jerusalem og for Zion med en stor Nidkærhed.

¹⁹

³ Da lod HERREN mig se fire Smede.

² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser, og se en Lysestage, hel af Guld, med dens Oliekar oven paa den, og den: syv Lamper paa den, syv Rør ti hver af Lamperne, som ere over porten;

⁵ Og Engelen, som talte med mig, svarede og sagde til mig: Ved du ikke, hvad disse Ting betyde? og jeg sagde: Nej, min Herre!

² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Bogrulle, dens Længde tyve Alen og dens Bredde ti Alen.

⁴ Jeg lod den udgaa, siger den HERRE Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene.

⁷ Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen;

¹⁷ Og optænker ikke ondt, den ene imod den anden, i eders Hjerte og elsker ikke falsk Ed; thi alle disse Ting, dem hader jeg, siger HERREN.

⁵ Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den HERRE Zebaoth.

⁸ Mon et Menneske tør bedrage Gud? thi I bedrage mig, og dog sige I: Hvormed have vi bedraget dig? Med Tienen og Afgiften! ⁹ Med Forbandelse ere I forbandede, og I, ja, det hele Folk, bedrage mig? ¹⁰ Fører al Tienden til Forraadshuset at der kan være Spise i mit Hus, og prøver mig dog derved, siger den HERRE Zebaoth, om jeg ikke vil aabne eder Himmelens Sluser og udgyde Velsignelse over eder i Overmaal.

⁶ Og han skal vende Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes Hjerte til deres Fædre, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band.

³³ I have fremdeles hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke gjøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. ³⁴ Men jeg siger Eder, at I skulle aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol, ³⁵ ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. ³⁶ Du skal og ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gjøre eet Haar hvidt eller sort. ³⁷ Men Eders Tale skal være Ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde.

¹⁶ Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig. ¹⁷ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet? ¹⁸ Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig. ¹⁹ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven? ²⁰ Derfor, hvo som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved Alt, som er derpaa. ²¹ Og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, som boer deri. ²² Og hvo som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa.

³² Saa fylder og I Eders Fædres Maal!

²⁸ Thi hvor Aadslet er, der skulle Ørnene forsamles.

⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.

³⁵ Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord.

⁷ Overalt er det jo allerede en Feil iblandt Eder, at I have Sager med hverandre. Hvi lide I ikke hellere Uret? hvi lade I Eder ikke hellere besvige? ⁸ Men I gjøre Uret og besvige, og det Brødrene! ⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen,

¹⁰ Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: forbandet hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting som ere skrevne i Lovens Bog, at han gjør dem. ¹¹ Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfærdige ved Troen skal leve. ¹² Men Loven beroer ikke paa Tro; thi den siger: det Menneske, som gjør disse Ting, skal derved leve. ¹³ Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;)

²⁸ Den, som stjal, stjæle ikke fremdeles med arbeide hellere og gjøre noget Godt med Hænderne, paa det han kan have at meddele dem, som have behov.

¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

⁹ vidende dette, at Loven ikke er sat for den Retfærdige, men for Uretfærdige og Ulydige, Ugudelige og Syndere, Ryggesløse og Vanhellige, Fadermordere og Modermordere, Manddrabere,

⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud; ⁸ men den, som bærer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er nær; Enden med den er at brændes.

² Eders Rigdom er raadnet, og Eders Klæder ere mølædte; ³ Eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod Eder og æde Eders Kjød som en Ild; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage. ⁴ See, Arbeidernes Løn, som høstede Eders Marker, hvilken I have forholdet, skriger, og Høstfolkenes Raab ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren.

¹² Men for Alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men Eders Ja være Ja, og Nei være Nei, at I skulle ikke falde under Dommen.

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹ Og jeg saae i hans høire Haand, som sad paa Thronen, en Bog, beskreven inden og uden og beseglet med syv Segl. ² Og jeg saae en vældig Engel, som udraabte med høi Røst: hvo er værdig at oplade Bogen og bryde dens Segl? ³ Og Ingen i Himmelen, ei heller paa Jorden, ei heller under Jorden, formaaede at oplade Bogen efter at see deri. ⁴ Og jeg græd saare, fordi Ingen fandtes værdig at oplade og læse Bogen, ei heller at see deri. ⁵ Og een af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! see, Løven, som er af Judas Stamme, af Davids Rod, har vundet Seir til at oplade Bogen og bryde dens Segl. ⁶ Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stodet Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord. ⁷ Og det kom og tog Bogen og hans høire Haand, som sad paa Thronen. ⁸ Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner. ⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden. ¹¹ Og jeg saa og hørte mange Engles Røst omkring Thronen, og Dyrenes og de Ældste, og deres tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde. ¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed! ¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

² Og han havde i sin Haand en liden Bog, som var opladt, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.

⁸ Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talede atter med mig og sagde: gak hen, tag den liden Bog, som er opladt i Engelens Haand, der staaer paa Havet og paa Jorden. ⁹ Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham: giv mig den liden Bog. Og han sagde til mig: tag og nedsvælg den! og den skal smerte i dit Liv, men i din Mund skal den være sød som Honning. ¹⁰ Og jeg tog den liden Bog af Engelens Haand og nedsvælgede den: og den var i min Mund sød som Honning, men der jeg havde svælget den, følede jeg Smerte i mit Liv. ¹¹ Og han sagde til mig: det bør dig atter prophetere imod Folk og Hedninger og Tungemaal og mange Konger.

¹ Een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, som og talede med mig og sagde til mig: kom, jeg vil vise dig Dommen over den store Skjøge, som sidder paa de mange Vande ² med hvilken Kongerne paa Jorden have bolet, og de, som boe paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Horeries Viin. ³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn. ⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed. ⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden. ⁶ Og jeg saae Kvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende med en stor Forundring. ⁷ Og Englen sagde til mig: hvi forundrede du dig? Jeg vil sige dig den Kvindes Hemmelighed og Dyrets, som bærer hende, som bærer de syv Hoveder og de ti Horn. ⁸ Det Dyr, som du saae, har været og er ikke, og skal opstige af Afgrunden og fare bort til Fordærvelse; og de skulle forundre sig, som boe paa Jorden, de, hvis Navne ikke er skrevne i Livsens Bog, fra Verdens Grundvold blev lagt, naar de see Dyret, som var og ikke, enddog det er. ⁹ Her behøves et Sind, som har Viisdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder. ¹⁰ Ogsaa Kongerne ere syv; de fem ere faldne, og den ene er der, den anden er ikke endnu kommet, og naar han kommer, bør det ham at blive en liden Tid. ¹¹ Og Dyret, som var og er ikke, er end selv den ottende og er af de syv og farer bort til Fordærvelse. ¹² Og de to Horn, som du saae, ere ti Konger, hvilke ikke endnu have annammet Riget, men annammet en Magt som Konger een Time med Dyret. ¹³ Disse have een Mening, og deres Magt og Myndig skulle de overgive Dyret. ¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste. ¹⁵ Og han sagde til mig: de Vande som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal. ¹⁶ Og de ti Horn, som du saae paa Dyret, disse skulle hade Skjøgen og gjøre hende øde og nøgen og æde hendes Kjød og opbrænde hende med Ild. ¹⁷ Thi Gud har givet dem i Hjertet at gjøre efter hans Sind og at have eet Sind og at give Dyret deres Rige, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. ¹⁸ Og Kvinden, som du saae, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.

⁵ Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder ihu.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

¹⁵ Men udenfor ere Hundene og Troldkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og hver som elsker og øver Løgn.