Danish(i)
2 Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
3 Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.
4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.
5 Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;
6 Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
7 Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.
8 Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd;
9 gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.
10 Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.
11 Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen.
12 Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug.
13 Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
14 Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte.