Proverbs 18 Cross References - Danish

¹ Særlingen søger sin egen Lyst; han vælter sig ind paa alt det, som staar fast. ² Daaren har ikke Behag i Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig. ³ Naar en ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragt og med Skammen Forhaanelse. ⁴ Ord i en Mands Mund ere dybe Vande, en sprudlende Bæk Visdoms Kilde. ⁵ Det er ikke godt at anse den ugudeliges Person, at gøre en retfærdig Uret i Dommen. ⁶ Daarens Læber blande sig i Trætte, og hans Mund raaber efter Slag. ⁷ Daarens Mund er en Fordærvelse for ham selv, og hans Læber ere en Snare for hans Sjæl. ⁸ En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug. ⁹ Ogsaa den, som er efterladen i sin Gerning, er Broder til den, som er en Ødeland. ¹⁰ HERRENS Navn er et fast Taarn, den retfærdige løber til det og bliver beskyttet. ¹¹ Den riges Gods er hans faste Stad og som en høj Mur i hans egen Tanke. ¹² Foran Undergang hovmoder en Mands Hjerte sig; og foran Ære gaar Ydmyghed. ¹³ Naar nogen giver Svar, før han hører, er det ham en Daarskab og Skam. ¹⁴ En Mands Mod opholder ham i hans Sygdom; men naar Modet er nedslaaet, hvo kan bære det? ¹⁵ Den forstandiges Hjerte køber Kundskab, og de vises Øre søger efter Kundskab. ¹⁶ Et Menneskes Gave gør Rum for ham og fører ham frem for store Herrer. ¹⁷ Den, som er den første i sin mætte, synes at have Ret; men hans Modpart kommer og prøver ham. ¹⁸ Lodden gør, at Trætter ophøre, og den gør Skel imellem de mægtige. ¹⁹ En Broder er mere genstridig end en fast Stad, og Trætter med ham ere som Stænger for et Palads. ²⁰ En Mands Bug skal mættes af hans Munds Frugt, han skal mættes af sine Læbers Frembringelser. ²¹ Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal æde dens Frugt. ²² Hvo der har fundet en Hustru, har fundet en god Ting og bekommer en Velbehagelighed af HERREN. ²³ Den fattige taler med ydmyg Bøn; men en rig svarer med haarde Ord. ²⁴ En Mand med mange Venner vil finde sig ilde stedt; men der er den Ven, som hænger fnstere ved end en Broder.

¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha.

⁵ Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede. ⁶ Og HERREN sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet. ⁷ Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig er dens Attraa men du skal herske over den. ⁸ Og Kain talede med Abel sin Broder; og det hændte sig, der de vare paa Marken, da stod Kain op imod Abel sin Broder og ihjelslog ham.

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

⁶⁷ Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

⁴¹ Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel. ⁴² Og Esaus, hendes ældste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel. ⁴³ Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan, ⁴⁴ og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed lægger sig, ⁴⁵ indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag?

²⁰ Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at væere faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende. ²¹ Og Jakob sagde til Laban: Giv mig din Hustru; til min tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende.

²⁸ Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru.

⁶ Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham. ⁷ Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære. ⁸ Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaar den, da kan den Hær, som bliver tilovers, undkomme. ⁹ Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; ¹⁰ jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære. ¹¹ Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene.

¹¹ Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene.

²⁰ Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skænk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person.

²⁸ Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand. ²⁹ Og Jakob spurgte og sagde: Kære, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der.

¹⁰ Og Jakob sagde: Nej, kære, dersom jeg nu har fundet Naade for dig, da annam min Skænk af min Haand; thi derfor saa jeg dit Ansigt, som naar man kunde se Guds Ansigt, og du var mig naadig.

³ Og Israel elskede Josef frem for alle sine Sønner, fordi han avlede ham i Alderdommen, og han gjorde ham en broget Kjortel. ⁴ Der hans Brødre saa, at deres Fader elskede ham mere end alle han Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham. ⁵ Og Josef drømmte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham.

¹¹ Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.

¹⁸ Der de saa ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel. ¹⁹ Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer. ²⁰ Og nu, kommer og lader os ihjelslaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har ædt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme. ²¹ Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel! ²² Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader. ²³ Og det skete, der Josef kom til sine Brødre, da førte de Josef af hans Kjortel, af hans brogede Kjortel, som han havde paa sig. ²⁴ Og de toge ham og kastede ham i Graven, og Graven var tom, intet Vand var i den. ²⁵ Saa satte de sig til at æde Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Israeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Ægypten. ²⁶ Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod ²⁷ Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre haln.

⁷ Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise.

³⁰ Den Mand som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere.

¹¹ Tager og andre Penge med der; og tager de Penge, som vare komne oven i eders Poser, igen med eder; maaske det er en Vildfarelse;

¹³ Og Mose sagde til Gud: Se, naar; jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Fædres Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er hans Navn hvad skal jeg da sige til dem? ¹⁴ Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: "Jeg er" har sendt mig til eder. ¹⁵ Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: HERREN, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

³ Og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: HERREN! var jeg ikke kendt af dem.

¹⁶ Og hvor paa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, Søn er paa Jorderiges Kreds.

⁵ Og HERREN kom med i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: HERREN! ⁶ Og HERREN gik forbi for hans Ansigt og raabte: HERREN, HERREN er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, ⁷ som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

¹⁵ I skulle ikke gøre Uret i Dommen du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed. ¹⁶ Du skal ikke gaa om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke staa efter din Næstes Blod; jeg er HERREN.

¹⁵ Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, hvis Øje er tillukket; ¹⁶ det siger den, som hører Guds Taler, og som ved den Højestes Vidskab, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve aabnede paa:

¹⁶ Og jeg bød eders Dommere paa samme Tid og sagde: Hører Sagerne imellem eders Brødre og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder og imellem den fremmede hos ham. ¹⁷ I skulle i Dommen ikke anse Personen, I skulle høre den mindste med den største, I skulle ikke frygte for nogen, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, lader den komme frem til mig, saa vil jeg høre den.

¹⁴ Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder:

¹⁹ Du skal ikke bøje Retten, du skal ej heller anse nogens Person, og du skal ikke tage Gave; thi Gaven forblinder de vises Øjne og forvender de retfærdiges Sager.

³¹ Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv naar vore Fjender ere Dommere.

² ved Lodkastning om deres Arv, som HERRE havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme

³⁵ Og det skete, der han saa hende, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Ak, min Datter! du har nedbøjet mig saare, og du har bedrøvet mig inderligen; thi jeg oplod min Mund til HERREN, og jeg kan ikke kalde det tilbage.

⁷ Og hun har sagt: Kære, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har staaet siden i Morges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme.

³⁶ Og det skal ske, hver den, som bliver tilovers i dit Hus, skal komme at nedbøje sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød; og han skal sige: Kære, lad mig komme til een af Præstetjenesterne at æde en Mundfuld Brød.

²¹ Der han lod Benjamins Stamme komme frem efter dens Slægter, da blev Matris Slægt ramt; og Saul, Kis, Søn blev ramt; og de ledte efter ham, men han fandtes ikke. ²² Da adspurgte de HERREN ydermere: Kommer der endnu Nogen herhid Og HERREN sagde: Se, han er skjult ved Tøjet. ²³ Da løb de og hentede ham derfra, og han stillede sig midt iblandt Folket; og han var højere end alt Folket fra sin Skulder og derover. ²⁴ Og Samuel sagde til alt Folket: Ser I den, som HERREN har udvalgt thi ingen er som han iblandt alt Folket. Da raabte alt Folket og sagde: Kongen leve! ²⁵ Og Samuel talede til Folket om Kongedømmets Ret og skrev den i en Bog og lod den blive for HERRENS Ansigt; sa lod Samuel alt Folket fare, hver til sit Hus. ²⁶ Og Saul gik ogsaa til sit Hus til Gibea; og de af Skaren, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham. ²⁷ Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skænk; men han var, som han havde væref døv.

²⁴ Og, Israels Mænd bleve haardt anstrengte paa den samme Dag; thi Saul havde besvoret Folket og sagt: Forbandet være den Mand, som æder noget Mad indtil Aftenen, at jeg kan faa mig hævnet paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad. ²⁵ Og Folket fra det ganske Land kom ind i Skoven; men der var Honning paa Marken. ²⁶ Og Folket kom ind i Skoven, se, da flød Honningen; og ingen førte sin Haand til sin Mund; thi Folket frygtede for Besværgelsen. ²⁷ Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvor Folket, men han udrakte det yderste af Kæppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han førte sin Haand til sin Mund, og hans Øjne bleve klare. ²⁸ Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvor Folket haardeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad i Dag. Og Folket var træt. ²⁹ Da sagde Jonathan: Min Fader har gjort Uret imod Landet; se, kære, mine Øjne ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning. ³⁰ Ja, gid Folket havde ædt i Dag af sine Fjenders Bytte, som de fandt; thi hidtil har Nederlaget ikke været meget stort paa Filisterne. ³¹ Og de sloge Filisterne paa den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt. ³² Og Folket tillavede, hvad de havde gjort til Bytte, og de toge Faar og Øksne og Kalve og slagtede paa Jorden, og Folket aad det med Blodet. ³³ Da forkyndte de Saul det, og sagde: Se, Folket synder for HERREN, at de æde det med Blodet, og han sagde: I have forsyndet eder, vælter nu en stor Sten hen til mig! ³⁴ Og Saul sagde: Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Okse og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og synder ikke imod HERREN ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Okse ved sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der. ³⁵ Da byggede Saul HERREN et Alter; det var det første Alter, han byggede HERREN. ³⁶ Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Filisterne i Nat og gøre Bytte iblandt dem, indtil det bliver lys Morgen, saa at vi ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gør alt det, som er godt for dine Øjne; men Præsten sagde: Lader os her holde os nær til Gud. ³⁷ Og Saul adspur gte Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels Haand? Men han svarede ham ikke paa den Dag. ³⁸ Da sagde Saul: Kommer her hid, alle Folkets Øverster, og kender og ser, hvorved denne Synd i Dag er sket. ³⁹ Thi saa vist som HERREN lever, han, der frelser Israel! dersom det endog var Jonathan, min Søn, da skal han visseligen dø; og ingen svarede ham af alt Folket. ⁴⁰ Og han sagde til al Israel: I skulle være paa den ene Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa den anden Side; og Folket sagde til Saul: Gør det, som godt er for dine Øjne. ⁴¹ Og Saul sagde til HERREN, Israels Gud: Lad Sandheden komme frem; og Jonathan og Saul blev ramt, men Folket gik fri. ⁴² Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt.

⁴² Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt. ⁴³ Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig til Kende, hvad du har gjort? Og Jonathan gav ham til Kende og sagde: Jeg smagte med det yderste af den Kæp, som er i min Haand, lidt Honning, se, her er jeg, skal jeg dø ⁴⁴ Da sagde Saul: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, du skal visseligen dø, Jonathan! ⁴⁵ Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan dø, som har bragt denne store Frelse i Israel? det være langt fra! Saa vist som HERREN lever, skal der ikke falde et af hans Hovedhaar til Jorden, thi han har gjort dette paa denne Dag ved Gud; saa udfriede Folket Jonathan, at han ikke skulde dø. ⁴⁶ Da drog Saul op fra at jage efter Filisterne, og Filisterne gik til deres Sted.

⁴ Saa talede Jonathan godt om David til Saul sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gerninger dig meget gode. ⁵ Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og HERREN beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt?

³⁰ Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte og genstridige Kvindes Søn! ved jeg ikke, at du har udvalgt Isais Søn til din Skam og til din Moders Skændsel?

¹⁰ Og Nabal svarede Davids Tjenere og sagde: Hvo er David? og hvo er Isais Søn? der ere nu om Stunder mange Tjenere, som løbe bort fra deres Herres Ansigt.

¹⁷ Saa vid nu og se, hvad du vil gøre, thi en Ulykke er fast besluttet over vor Herre og over alt hans Hus; og han er et Belials, Barn, saa at man ikke kan tale til.

²⁷ Og her er nu denne Foræring, sorn din Tjenerinde førte til min Herre, og lad den gives de unge Karle, som følge min Herre.

⁶ Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i HERREN sin Gud.

²⁶ Og der David kom til Ziklag, da sendte han til de Ældste i Juda, til sine Venner af Byttet og lod sige: Se, der have I en Velsignelse af HERRENS Fjenders Bytte; ²⁷ nemlig til dem i Bethel og til dem i Ramoth mod Sønden og til dem i Jatthir ²⁸ og til dem i Aroer og til dem i Sifmoth og til dem i Esthemoa ²⁹ og til dem i Rakal og til dem i Jerameeliternes Stæder og til dem i Keniternes Stæder ³⁰ og til dem i Horma og til dem i Kor-Asan og til dem i Athak ³¹ og til dem i Hebron og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd.

²⁶ Jeg er saare bedrøvet for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kærlighed var mig underfuldere end Kvinders Kærlighed.

¹ Og David sagde: Mon der endnu er nogen, som er overbleven af Sauls Hus? saa vil jeg gøre Miskundhed imod ham for Jonathans Skyld. ² Og der var en Tjener af Sauls Hus, og hans Navn var Ziba, og de kaldte ham til David, og Kongen sagde til ham: Er du Ziba? og han sagde: Ja, din Tjener. ³ Og Kongen sagde: Mon der ikke endnu er nogen af Sauls Hus, saa vil jeg gøre Guds Miskundhed imod ham; og Ziba sagde til Kongen: Der er endnu Jonathans Søn, som er lam paa Fødderne. ⁴ Og Kongen sagde til ham: Hvor er han? og Ziba sagde til Kongen: Se, han er i Makirs, Ammiels Søns, Hus, i Lodebar. ⁵ Da sendte Kong David hen og lod ham hente af Makirs, Ammiels Søns, Hus fra Lodebar. ⁶ Og Mefiboseth, en Søn af Jonathan, Sauls Søn, kom til David og faldt ned paa sit Ansigt og nedbøjede sig, og David sagde: Mefiboseth og han sagde: Se, her er jeg, din Tjener. ⁷ Og David sagde til ham: Du skal ikke frygte, thi jeg vil gøre Miskundhed imod dig for Jonathans, din Faders Skyld, og jeg vil give dig igen al din Fader Sauls Mark; men du skal stedse æde Brød ved mit Bord. ⁸ Og han nedbøjede sig og sagde: Hvad er din Tjener, at du ser til en død Hund, saaledes som jeg er? ⁹ Da kaldte Kongen ad Ziba Sauls Svend, og sagde til ham: Alt det, som hørte Saul og alt han Hus til, har jeg givet din Herres Søn. ¹⁰ Saa skal du og dine Sønner og dine Tjenere dyrke hans Land og indhøste Afgrøden, for at din Herres Søn maa have Brød, at har kan æde deraf; men Mefiboseth, din Herres Søn, skal stedse æde Brød ved mit Bord. - Og Ziba havde femten Sønner og tyve Tjenere ¹¹ og Ziba sagde til Kongen: Efter alt det, som min Herre Kongen befaler sin Tjener, saa skal din Tjener gøre. - Og Mefiboseth skal æde ved mit Bord som en af Kongens Børn. ¹² Og Mefiboseth havde en liden Søn, hvis Navn var Mika, og alle, som boede i Zibas Hus, de vare Mefiboseths Tjenere. ¹³ Og Mefiboseth boede i Jerusalem, thi han aad stedse ved Kongens Bord, og han var lam paa begge sine Fødder.

²² Men Absalom talede ikke med, Amnon, hverken ondt eller godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster.

²⁸ Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk!

¹ Da David var gaaet lidt frem fra Toppen, se, da kom Ziba, Mefiboseths Tjener, imod ham med et Par sadlede Asener, og paa dem vare to Hundrede Brød og hundrede Klaser Rosiner og hundrede Stykker Sommerfrugt og en Flaske Vin. ² Og Kongen sagde til Ziba: Hvad vil du dermed? og Ziba sagde: Asenerne skulle være for Kongens Hus til at ride paa, og Brødet og Sommerfrugten til at æde for de unge Karle, og Vinen til at drikke for den, som bliver træt i Ørken. ³ Og Kongen sagde: Men hvor er din Herres Søn? og Ziba sagde til Kongen: Se, han blev i Jerusalem; thi han sagde: I Dag skal Israels Hus give mig min Faders Rige igen. ⁴ Og Kongen sagde til Ziba: Se, alt det, som Mefiboseth har, skal være dit; og Ziba sagde: Jeg nedbøjer mig, lad mig finde Naade for dine Øjne, min Herre Konge!

¹⁷ Men Absalom sagde til Husaj: Er dette din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven?

²⁷ Og det skete, der David var kommen til Mahanaim, da førte Sobi, Nahas's Søn fra Ammons Børns Rabba, og Makir, Ammiels Søn af Lodebar, og Gileaditeren Barsillaj fra Roglim ²⁸ Senge og Bækkener og Pottemagerkar og Hvede og Byg og Mel og ristede Aks og Bønner og Linser og tørrede Bælgfrugter ²⁹ og Honning og Smør og Faar og Oste af Køer hen til David og til Folket, som var med ham, til at æde; thi de sagde: Folket er hungrigt og træt og tørstigt i Ørken.

²⁴ Og Mefiboseth, Sauls Søn, kom ned Kongen i Møde; og han havde ikke vadsket sine Fødder eller flyet sit Skæg og ej toet sine Klæder fra den Dag, Kongen var gaaet bort indtil den Dag, der han kom igen med Fred.

²⁴ Og Mefiboseth, Sauls Søn, kom ned Kongen i Møde; og han havde ikke vadsket sine Fødder eller flyet sit Skæg og ej toet sine Klæder fra den Dag, Kongen var gaaet bort indtil den Dag, der han kom igen med Fred. ²⁵ Og det skete, der han i Jerusalem kom imod Kongen, da sagde Kongen til ham: Hvorfor gik du ikke med mig, Mefiboseth?

²⁵ Og det skete, der han i Jerusalem kom imod Kongen, da sagde Kongen til ham: Hvorfor gik du ikke med mig, Mefiboseth? ²⁶ Og han sagde: Min Herre, Konge; min Tjener bedrog mig; thi din Tjener sagde: Jeg vil sadle mig Asenet ride paa det og drage til Kongen thi din Tjener er lam.

²⁶ Og han sagde: Min Herre, Konge; min Tjener bedrog mig; thi din Tjener sagde: Jeg vil sadle mig Asenet ride paa det og drage til Kongen thi din Tjener er lam. ²⁷ Og han bagtalede din Tjener for min Herre Kongen; men min Herre Kongen som en Guds Engel, gør derfor, hvad dig synes godt.

²⁷ Og han bagtalede din Tjener for min Herre Kongen; men min Herre Kongen som en Guds Engel, gør derfor, hvad dig synes godt. ²⁸ Thi hele min Faders Hus havde ikke været andet end Dødens Mænd for min Herre Kongen; dog har du sat din Tjener iblandt dem, som æde ved dit Bord; hvad Ret har jeg da ydermere, og hvad har jeg ydermere at raabe om til Kongen? ²⁹ Og Kongen sagde til ham: Hvorfor vil du ydermere tale om dine Sager? jeg har sagt det: Du og Ziba skulle dele Ageren. ³⁰ Og Mefiboseth sagde til Kongen: Han maa ogsaa tage det alt sammen, efter at min Herre Kongen er kommen med Fred til sit Hus.

³⁰ Og Mefiboseth sagde til Kongen: Han maa ogsaa tage det alt sammen, efter at min Herre Kongen er kommen med Fred til sit Hus. ³¹ Gileaditeren Barsillaj kom ned fra Roglim og for med Kongen over Jordanen for at ledsage ham over Jordanen. ³² Og Barsilla var saare gammel, firsindstyve Aar gammel, og han forsørgede Kongen, der han opholdt sig i Mahanaim, thi han var en saare mægtig Mand. ³³ Og Kongen sagde til Barsillaj: Drag du over med mig, saa, vil jeg forsørge dig hos mig i Jerusalem. ³⁴ Men Barsillaj sagde til Kongen: Hvor længe har jeg vel endnu at leve, at jeg skulde drage op med Kongen til Jerusalem ³⁵ Jeg er i Dag firsindstyve Aar gammel; mon jeg skulde kende, hvad godt eller ondt er? mon din Tjener kunde smage, hvad jeg æder, eller hvad jeg drikker? mon jeg kan høre ydermere paa Sangeres eller Sangerskers Røst? hvorfor skulde da din Tjener ydermere være min Herre Konge til Byrde? ³⁶ Din Tj ener skal gaa lidet over Jordanen med Kongen; men hvorfor vil Kongen give mig saadant et Vederlag? ³⁷ Kære, lad din: Tjener vende om, at jeg maa dø i min Stad ved min Faders og min Moders Grav; men se, der er din Tjener Kimham, han skal drage over med min Herre Kongen; gør saa imod ham, hvad dig synes godt. ³⁸ Og Kongen sagde: Kimham skal drage over med mig, og jeg vil gøre imod ham, hvad dig synes godt; ja alt det, som du da beder mig om, vil jeg gøre for dig. ³⁹ Og alt Folket drog over Jordanen, og Kongen drog over; og Kongen kyssede Barsillaj og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit Sted.

⁷ Men Kongen sparede Mefiboseth, en Søn af Sauls Søn Jonathan, for HERRENS Eds Skyld, som var imellem dem, imellem David og Jonathan, Sauls Søn.

³ Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.

⁴⁵ Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. ⁴⁶ Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. ⁴⁷ HERREN lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!

⁵¹ Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.

²³ Og Kong Salomo svor ved HERREN og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa! Adonia skal have talt det Ord imod sit Liv. ²⁴ Og nu, saa vist som HERREN lever, som har stadfæstet mig og ladet mig sidde paa min Fader Davids Trone, og som har givet mig et Hus, som han sagde: Da skal Adonia lide Døden i Dag. ²⁵ Og Kong Salomo sendte ved Benaja, Jojadas Søns, Haand, og denne faldt an paa ham, saa at han døde.

⁹ Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og til med Forstand at skelne imellem godt og ondt; thi hvo kan dømme dette dit mægtige Folk?

¹⁶ Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi da i David? vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik Israel til sine Telte.

⁹ Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og sætter Naboth øverst iblandt Folket! ¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør. ¹¹ Og de ældste Mænd og ypperste i hans Stad, som boede i hans Stad, gjorde, ligesom Jesabel havde ladet sige til dem, ligesom der var skrevet i Brevene, som hun havde sendt til dem. ¹² De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket. ¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde ¹⁴ Og de sendte til Jesabel og lode sige: Naboth er stenet og er død.

¹ Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede HERREN; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Trælle. ² Og EIisa sagde til hende: Hvad skal jeg gøre for dig? giv mig til Kende, hvad har du Huset? Og hun sagde: Din Tjenerinde har intet i Huset uden et Krus Olie.

⁶³ Meraris Børn i deres Slægter havde af Ruben Stamme og af Gads Stamme og af Sebulons Stamme ved Lod tolv Stæder.

³⁸ Alle disse Krigsmænd, om stillede sig i Slagorden, kom med et retskaffent Hjerte til Hebron, at gøre David til Konge over hele Israel; og alle de øvrige af Israel havde ogsaa eet Hjerte til at gøre David til Konge. ³⁹ Og de vare der hos David i tre Dage, aade og drak; thi deres Brødre havde beredt Mad for dem. ⁴⁰ Ogsaa de, som vare nær hos dem indtil Isaskar og Sebulon og Nafthali, førte Brød paa Asenerne og paa Kamelerne og paa Mulerne og paa Øksnene, Spise af Mel; Figenkager og Klaser Rosiner og Vin og Olie og Øksne og Faar i Mangfoldighed; thi der var Glæde i Israel.

³¹ Ogsaa de kastede Lod ligesom deres Brødre, Arons Børn, i Paasyn af Kong David og Zadok og Akimelek, og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Præsterne og Leviterne, Øversten for Fædrenehuset saavel som hans yngste Broder.

¹⁷ Og Abia og hans Folk slog dem med et stort Slag, og de ihjelslagne, som faldt af Israel, vare fem Hundrede Tusinde udvalgte Mænd.

⁴ Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og lad deres Forsmædelse vende tilbage paa deres Hoved, og giv dem; hen til Bytte i Fangenskabs Land;

¹ Og Folkets Øverster boede i Jerusalem, og det øvrige Folk kastede Lod for at faa een af ti til at bo i Jerusalem i den hellige Stad; og de ni Dele i Stæderne.

¹⁰ Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav den til Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, Jødernes: Fjende. ¹¹ Og Kongen sagde til Harnan: Det Sølv skal være dig skænket, og Folket tillige, at gøre med det, som det synes godt for dine Øjne. ¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring. ¹³ Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem. ¹⁴ En Genpart af Skrivelsen var, at der skulde gives en Lov i alle og ethvert Landskab, at det skal være vitterligt for alle Folk, at de skulde være rede til den Dag. ¹⁵ Løberne gik ud og skyndte sig efter Kongens Ord, og den Lov blev given i Borgen Susan; og Kongen og Haman sade for at drikke, medens Staden Susan var i Forvirring.

⁵ Og hun sagde: Dersom det saa synes Kongen godt, og dersom jeg har fundet Naade for hans Ansigt, og den Sag er ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øjne: Saa lad der skrives, for at tilbagekalde Brevene, det Anslag af Agagiten Haman, Ham-Medathas Søn, hvilke han har skrevet om at udrydde Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber; ⁶ thi hvorledes formaar jeg at se paa det onde, som vil ramme mit Folk? og hvorledes formaar jeg at se paa min Slægts Undergang? ⁷ Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Esther og. til Jøden Mardokaj: Se, jeg har givet Esther Hamans Hus, og ham have de hængt paa Træet, fordi han udrakte sin Haand imod Jøderne. ⁸ Saa skriver nu I om Jøderne, saasom eder godt synes, i Kongens Navn, og forsegler det med Kongens Ring, thi den Skrift, som er skreven i Kongens Navn og er bleven forseglet med Kongens Ring, er ikke til at tilbagekalde. ⁹ Saa bleve Kongens Skrivere kaldte paa den Tid, i den tredje Maaned, det er Sivan Maaned, paa den tre og tyvende Dag i samme, og der blev skrevet aldeles, som Mardokaj befalede, til Jøderne og til Statholderne og Fyrsterne og de Øverste i Landskaberne fra Indien og indtil Morland, hundrede og syv og tyve Landskaber, hvert Landskab efter dets Skrift og hvert Folk efter dets Tungemaal; og til Jøderne efter deres Skrift og efter deres Tungemaal. ¹⁰ Og han skrev i Kong Ahasverus's Navn og forseglede det med Kongens Ring, og sendte Brevene ved Ilbud til Hest, som rede paa Travere, Muler, faldne efter Hingste: ¹¹ At Kongen gav Jøderne, som vare i hver Stad, Lov til at samles og at værge for deres Liv, at ødelægge, at ihjelslaa og at udrydde alt Folkets og Landskabernes Magt, som trængte dem, smaa Børn og Kvinder, og at røve Bytte fra dem, ¹² paa een Dag i alle Kong Ahasverus's Landskaber, paa den trettende Dag i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned. ¹³ En Genpart af Brevet var, at en Lov skulde gives i hvert Landskab, at det skal være vitterligt for alle Folk, at Jøderne skulde være rede paa denne Dag at hævne sig paa deres Fjender. ¹⁴ Ilbudene, som rede paa Travere, paa Muler, droge ud og hastede og skyndte sig efter Kongens Ord; og den Lov blev given i Borgen Susan. ¹⁵ Og Mardokaj gik ud fra Kongens Ansigt i et kongeligt Klædebon, blaat og hvidt, og med en stor Guldkrone og en kostelig Kappe af Linned og Purpur, og Staden Susan jublede og glædede sig. ¹⁶ Der var kommet Lys og Glæde for Jøderne og Fryd og Ære. ¹⁷ Og i ethvert Landskab og i enhver Stad, til hvilket Sted Kongens Ord og hans Lov ankom, var Glæde og Fryd iblandt Jøderne, Gæstebud og gode Dage; og mange af Folkene i Landet bleve Jøder, thi Frygt for Jøderne var falden paa dem.

²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig ²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!

⁷ Da for Satan ud fra HERRENS Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse. ⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken. ⁹ Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø! ¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

¹⁴ da forskrækker du mig med Drømme og ved Syner forfærder du mig, ¹⁵ saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler.

¹⁵ Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed. ¹⁶ Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig; ¹⁷ du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

⁷ Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig? ⁸ Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?

¹⁶ Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

²⁹ Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

²⁴ Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid; ²⁵ dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske. ⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁹ Saa gik Elifas Themaniten og Bildad; Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom HERREN havde sagt til dem; og HERREN ansaa Jobs Person. ¹⁰ Og HERREN vendte Jobs Fangenskab, der han havde bedet for sine Venner; og HERREN forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte. ¹¹ Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som HERREN havde ladet komme over ham og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld. ¹² Og HERREN velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder. ¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre. ¹⁴ Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk. ¹⁵ Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder sóm Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre. ¹⁶ Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt. ¹⁷ Og Job døde, gammel og mæt af Dage.

¹ Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde; ² men som har Lyst til HERRENS Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat.

² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?

⁹ Til dig, HERRE! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. ¹⁰ Hvad Vinding er der i mit Blod, jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed?

³ Der jeg vilde tie, hentæredes mine Ben under Jamren den ganske Dag. ⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

² HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme. ³ Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig. ⁴ Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

¹⁰ Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? ¹¹ Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, ⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? ⁸ Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. ⁹ Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives,

² der Edomiteren Drog kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus.

⁵ Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. ⁶ Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! ⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

³ Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle

⁵ Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Rædsler ere faldne paa mig.

³ Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. ⁴ Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig;

³ Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op. ⁴ Thi du har været min tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden.

¹⁰ Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. ¹¹ Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

³ Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, ⁴ som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord,

⁸ Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar.

⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.

²⁰ Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.

² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! ³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

² Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid,

² Hvor længe ville I dømme Uret og anse de ugudeliges Personer? Sela.

¹⁴ Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. ¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. ¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.

² Jeg siger til HERREN: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.

¹⁴ Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn.

²² Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

⁹⁷ Hvor kær har jeg din Lov! Den er min Tanke den ganske Dag. ⁹⁸ Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. ⁹⁹ Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. ¹⁰⁰ Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. ¹⁰¹ Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. ¹⁰² Jeg afveg ikke mig det. ¹⁰³ Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. ¹⁰⁴ Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti.

³ Vær os naadig, HERRE! vær os naadig; thi vi ere saare mættede af Foragt. ⁴ Vor Sjæl er saare mættet af de sorgløses Spot og de hovmodiges Foragt.

⁹ Tilsted ikke, HERRE! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela.

² han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig.

³ Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

⁵ og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;

⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

¹ Min Søn! Dersom du vil tage imod mine Ord, og gemme mine Bud hos dig, ² saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt; ³ ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt; ⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte: ⁵ Da skal du forstaa HERRENS Frygt og finde Guds Kundskab. ⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt.

⁴ saa skal du finde Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øjne.

⁵ Køb Visdom, køb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Ord.

⁷ Visdommens Begyndelse er: Køb Visdom, og for al din Ejendom køb Forstand!

¹⁵ Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde ¹⁶ Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne? ¹⁷ Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig. ¹⁸ Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, ¹⁹ en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider. ²⁰ Hvorfor vil dum min Søn! Sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm? ²¹ Thi en Mands Veje ere for HERRENS Øjne, og han vejer alle hans Skridt. ²² Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer. ²³ Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.

² har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Munds Ord:

¹⁹ den, der som Vidne taler Løgn; og den, Som kommer Trætter af Sted imellem Brødre.

³⁵ Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos HERREN.

⁹ Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lældom.

⁴ Den, som arbejder med lad Haand, bliver fattig; men de flittiges Haand gør rig.

⁸ Den, som er viis af Hjerte, tager imod Budene; men den, som er en Daare i sin Mund, styrtes.

¹¹ Den retfærdiges Mund er Livets Kilde, men Vold skjuler de ugudeliges Mund.

¹⁴ De vise gemme paa Kundskab; men for Daarens Mund er Undergang nær. ¹⁵ Den riges Gods er hans faste Stad; men de fattiges Armod er deres egen Undergang.

¹⁹ Hvor mange Ord ere, der lader Overtrædelse ikke af; men den, som sparer sine Læber, er klog. ²⁰ Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv; de ugudeliges Hjerte er intet værd. ²¹ Den retfærdige: Læber nære mange; men ved de uforstandige dø Daarer.

³¹ Den retfærdiges Mund fremfører Visdom, men den Tunge, som taler forvendte ring, skal udryddes.

² Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse; men hos de ydmyge er Visdom.

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

³⁰ Den retfærdiges Frugt er et Livsens Træ, og den vise vinder Sjæle.

⁴ En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskæmmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.

¹³ Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest.

¹³ Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest. ¹⁴ En Mand skal mættes med godt af sin Munds Frugt, og hvad et Menneskes Hænder have fortjent, skal gengældes herre.

¹⁶ Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjule Forsmædelse er klog.

¹⁸ Der er den, som tale: ubetænksomme Ord, der ere Søn Kaardestik; men de vises Tunge Lægedom.

²³ Et klogt Menneske skjuler sin Kundskab; men Daarers Hjerte udraaber deres Daarskab.

² Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.

² Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse. ³ Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

³ Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

¹⁰ Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem; som lade sig raade er Visdom.

¹⁴ Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er Haard.

¹⁶ Enhver, der er kløgtig, handler i kundskab, taaben spreder dumhed.

³ I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.

¹⁰ Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.

¹⁶ Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig og tryg.

¹³ Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet. ¹⁴ Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed.

³³ HERRENS Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære.

¹⁸ Foran Undergang er Hovmod, og foran Fald gaar Stolthed.

²² Klogskab er for den, som ejer den, Livets Kilde; men Daarers Tugt er Taabelighed.

²⁷ En nedrig Mand bereder Ulykke, og paa hans Læber er der som en brændende Ild. ²⁸ En forvendt Mand kommer Trætte af Sted, og en Bagvadsker fjerner en fortrolig.

²⁸ En forvendt Mand kommer Trætte af Sted, og en Bagvadsker fjerner en fortrolig.

³² Den langmodige er bedre end den vældige, og den, som hersker over sin Aand, er bedre end den, der indtager en Stad. ³³ Lodden kastes i Skødet; men den falder, alt soin HERREN vil.

⁸ Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.

¹⁴ Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem. ¹⁵ Den som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfærdige skyldig, ere begge HERREN en Vederstyggelighed. ¹⁶ Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand? ¹⁷ En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.

²² Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene.

⁴ Ord i en Mands Mund ere dybe Vande, en sprudlende Bæk Visdoms Kilde. ⁵ Det er ikke godt at anse den ugudeliges Person, at gøre en retfærdig Uret i Dommen. ⁶ Daarens Læber blande sig i Trætte, og hans Mund raaber efter Slag. ⁷ Daarens Mund er en Fordærvelse for ham selv, og hans Læber ere en Snare for hans Sjæl.

¹³ Naar nogen giver Svar, før han hører, er det ham en Daarskab og Skam.

⁶ Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

¹⁴ Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra HERREN.

¹⁹ Den, hvis vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.

²⁹ Straftedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.

³ Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den.

⁵ Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op.

¹⁹ Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmellgheder; og lndlad dig ikke med den, som er aabenmundet.

²⁵ Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: "Helligt!" og først efter Løfterne betænke det.

¹⁴ En Gave i Løndom stlller Vrede, og en Skænk i Smug stiller heftig Fortørnelse.

¹⁰ Uddriv Spotteren, saa gaar Trætten med, saa skal Kiv og Forsmædelse høre op.

¹⁸ Thi det er yndigt, dersom du bevarer dem i dit Indre; de skulle alle være rede paa dine Læber.

²¹ for at kundgøre dig, hvad der er vist Sandheds Ord, at du kan svare dem, som sendte dig, Ord, som ere Sandhed?

²⁴ Hold ikke Selskab med en vredagtig Mand, og kom ikke til en hidsig Mand, ²⁵ at du ej skal lære Stier og faa en Snare for din Sjæl.

²⁰ Vær ikke iblandt Vindrankere, iblandt dem, som fraadse i Kød. ²¹ Thi en Dranker og Fraadser skal blive fattig; og Søvn klæder en i Pjalter.

²³ Køb Sandhed, og sælg den ej, saa og Visdom, Lærdom og Forstand.

²¹ Min Søn! Frygt HERREN og Kongen; bland dig ikke iblandt dem, der hige efter Forandringer!

²³ Ogsaa dette er af de vise: At anse Personer i Dommen er ikke godt.

³⁰ Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard, ³¹ og se, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult med Nælder, og Stengærdet derom var nedbrudt. ³² Der jeg saa det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saa til, jeg annammede en Lærdom: ³³ At sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt for at ligge -, ³⁴ saa skal din Armod komme som en Vandringsmand og din Mangel som skjoldvæbnet Mand.

¹¹ Som Guldæbler i Sølvskøler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid. ¹² Som et gyldent Smykke og en kostelig Prydelse vil den, som irettessætter viselig, være det for Øre, som hører efter.

²⁴ Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.

¹⁷ Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.

²⁰ Naar der intet Ved er mere udslukkes Ilden; og naar der inæn Bagvadsker er, stilles Trætte. ²¹ Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv. ²² En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de irld i inderste Bug.

³ Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.

⁹ Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.

²¹ Det er ikke godt at anse Personer; og dog kan en Mand forsynde sig for et Stykke Brøds Skyld.

²⁴ Hvo der stjæler fra sin Fader eller sin Moder og siger: Det er ingen Synd, han er Stalbroder til en Ødeland.

⁹ Naar en viis Mand gaar i Rette med en taabelig Mand, bliver denne vred og ler, og der bliver ingen Ro.

¹⁶ Naar der bliver mange ugudelige, bliver der megen Overtrædelse; men de retfærdige skulle se paa deres Fald.

²³ Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære.

¹⁰ Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler. ¹¹ Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke. ¹² Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage. ¹³ Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder. ¹⁴ Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra. ¹⁵ Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde. ¹⁶ Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard. ¹⁷ Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke. ¹⁸ Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten. ¹⁹ Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen. ²⁰ Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige. ²¹ Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj. ²² Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning. ²³ Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet. ²⁴ Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs. ²⁵ Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid. ²⁶ Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge. ²⁷ Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hns, og æder ikke Ladheds Brød. ²⁸ Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa: ²⁹ Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen. ³⁰ Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde; som frygter HERREN, hun skal roses. ³¹ Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.

¹² thi at være under Visdoms Skygge, er at være under Penges Skygge; og Kundskabs Fortrin er: At Visdommen giver dem Livet, som eje den.

⁹ Hvad Livet med en Hustru, som du elsker, alle dine Forfængeligheds Levedage, som Gud har givet dig under Solen, alle dine Forfængeligheds Dage; thi det er din Del af Livet og af dit Arbejde, som du arbejder med under Solen.

³ Ogsaa naar Daaren vandrer paa Vejen, fattes han Forstand, og han siger om enhver, at han er en Daare.

¹¹ Dorsom Slangen bider, gavner Besværgelse intet, og Tungens Ærermand har ingen Fordel: ¹² Ordene af den vises Mund ere yndige; men Daarens Læber opsluge ham selv. ¹³ Hans Munds Ord Begyndelse er Daarskab; og det sidste af hans Mund er fordærvet Galskab. ¹⁴ Og en Daare gør mange Ord; Mennesket kan ikke vide, hvad der skal ske; og hvo kan forkynde ham, hvad der skal ske efter ham.

²³ dem, som for Gaves Skyld dømme en ugudelig at have Ret og fravende de retfærdige deres Ret!

⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth. ⁶ Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra, Alteret med en Tang. ⁷ Og han lod den røre ved min Mund og sagde: Se, denne har rørt ved dine Læber, og din Misgerning er bortvegen, og din Synd skal sones. ⁸ Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig! ⁹ Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej! ¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt. ¹¹ Men jeg sagde: Hvor længe, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelægges. ¹² Og HERREN har ført Folket langt bort, og Tomheden er bleven stor i Landet. ¹³ Og bliver en Tiendepart endnu tilbage deri, saa skal denne atter være til at ødelægges; men ligesom der af Terebinten og Stenegen bliver en Stub tilbage, naar de ere fældede, saaledes skal denne Stub være en hellig Sæd.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

⁴ Forlader eder paa HERREN stedse og altid; thi den HERRE, HERRE er en evig Klippe.

⁸ Ja, paa dine Dommes Sti HERRE! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel. ⁹ Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

¹⁹ Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og jeg læger ham.

¹⁴ Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staar langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang.

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

¹⁷ Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Spottere og frydede mig; jeg sad alene, for din Haands Skyld; thi du har fyldt mig med Harm.

⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁴⁹ Se, denne var Sodomas, din Søsters, Synd: Hovmod, Brød i Overflod og sorgløs Ro haver de hun og hendes Døtre, men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges Haand. ⁵⁰ Og de ophøjede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, der jeg saa det.

² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte;

⁹ Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gudi hans Haand, som ihjelslaar dig:

²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret. ²⁴ Da blev denne Haand udsendt fra ham og denne Skrift optegnet.

⁹ Nu, o Konge! skal du stadfæste Forbudet og opsætte det skrifligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.

¹⁴ Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen.

²⁰ Og der jeg endnu talte og bad og bekendte min Synd og mit Folk Israels Synd og nedlagde min ydmyge Begæring for HERRENS, min Guds, Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld,

²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!

¹² Er Gilead Uretfærdighed, saa skulle de blive aldeles til intet; de have ofret Øksne i Gilgal, derfor skulle ogsaa deres Altre vorde som Stenhobe ved Furerne paa Marken.

³ Til det onde ere Hænder rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren en villig for Gentjeneste, og den mægtige udtaler sin Sjæls Attraa, og saa sno de det sammen.

¹⁹ Den HERRE, Herre er min Styrke, og han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig skride frem over mine Høje. Til Sangmesteren; med min Strengeleg.

³ idet de skulde sige til Præsterne som vare ved den HERRE Zebaoths Hus, og til Profeterne saaledes: Mon jeg skal græde i den femte Maaned under Afholdenhed, som jeg har gjort nu saa mange Aar?

²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

³ Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.

³⁴ Og se, den ganske Stad gik ud at møde Jesus; og der de saae ham, bade de ham, om han vilde vige fra deres Grændser.

³⁴ I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. ³⁵ Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad. ³⁶ Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet. ³⁷ Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager.

¹⁶ Og de sendte deres Discipel til ham med de Herodianer og sagde: mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person.

²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte,

⁴⁹ Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham. ⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham.

³⁹ Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde: ⁴⁰ du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset. ⁴¹ Ligesaa bespottede de Ypperstepræster ham, med de Skriftkloge og Ældste, og sagde: ⁴² han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham; ⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn. ⁴⁴ Men det Samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfæstede med ham.

³⁵ Og om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og bad der.

¹¹ Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser;

²³ Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. ²⁴ Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved. ²⁵ Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved. ²⁶ Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. ²⁷ Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved. ²⁸ Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.

³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. ³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager!

⁸ Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre! ⁹ Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde? ¹⁰ Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.

³⁹ Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder og hørte hans Tale.

¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

¹¹ Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹³ Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levned. ¹⁴ Men der han havde fortæret alt det, han eiede, blev en svar hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.

¹ Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods. ² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

¹⁴ Men hvo som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv.

³⁸ Hvo som troer paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme. ³⁹ (Men dette sagde han om den Aand, som de skulde annamme, der troe paa ham; thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi Jesus var ikke endnu herliggjort.)

⁵¹ mon vor Lov dømme et Menneske, uden at man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør?

¹³ Ingen har større Kjærlighed end denne, at En sætter sit Liv til for sine Venner. ¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder. ¹⁵ Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder.

²¹ Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon og satte sig paa Thronen og holdt en Tale for dem. ²² Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes. ²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

³⁹ Der opstod da en Fortørnelse, saa at de skiltes fra hverandre, og at Barnabas tog Marcus til sig og seilede til Cypern.

¹⁴ Disse gik til de ypperstepræster og de Ældste og sagde: vi have under Forbandelser svoret, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel. ¹⁵ Saa giver nu I tilligemed Raadet Øversten tilkjende, at han i Morgen fører ham ned til Eder, som om I vilde nøiere forfare om ham; men vi ere rede til at ombringe ham, førend han kommer for Eder. ¹⁶ Men Paulus' Søstersøn, som havde hørt dette Anslag, kom og gik ind i Fæstningen og forkyndte Paulus det. ¹⁷ Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han har Noget at forkynde ham. ¹⁸ Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han har Noget at sige dig. ¹⁹ Men Øversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurge: hvad er det, som du har at forkynde mig? ²⁰ Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet i Morgen, som om de vilde nøiere underløge hans Sag. ²¹ Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke under Forbandeler lovet, hverken at æde eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvendte Besked fra dig. ²² Da lod Øversten det unge Menneske gaae og bød ham: du skal Ingen sige, at du har givet mig dette tilkjende.

⁵ Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect, ⁶ hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov.

¹² Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden. ¹³ De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.

¹ Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium,

³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab, ⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.

³⁵ Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.) ³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede.

¹⁴ Hvorledes skulle de vel paakalde den, paa hvem de ikke havde troet? men hvorledes skulle de høre, uden der er Nogen, som prædiker? ¹⁵ men hvorledes skal Nogen prædike, dersom de ikke blive udsendte? Som skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab.

¹¹ værer ikke lunkne i Eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren;

² men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand.

¹ Hvad Afguds-Offer angaaer, da vide vi, thi vi have alle Kundskab; (Kundskaben opblæser, men Kjærligheden opbygger.

¹² Altsaa, efterdi I hige efter aandelige Gaver, da søger ogsaa i at have overflødigheden til Menighedens Opbyggelse.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

⁷ saa at I tvertimod snarere skulde tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i altfor stor Bedrøvelse.

¹⁶ for disse en Dødsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil dygtig?

¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

¹⁵ Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

⁹ men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig. ¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

²⁹ Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

¹⁵ Seer derfor til, at I omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise, ¹⁶ og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde. ¹⁷ Derfor værer ikke uforstandige, men som de, der skjønne, hvad Herrens Villie er.

¹⁵ Nogle prædike vel og Christus for Avinds og Kivs Skyld, men Nogle ogsaa af en god Mening.

¹⁶ Lader Christi ord boe rigeligen iblandt Eder i al Viisdom, saa I lære og paamindre hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, idet I synge yndeligen i Eders Hjerte for Herren.

⁶ Eders tale være altid yndelig, krydret med Salt, saa I vide hvorledes det bør Eder at svare Enhver.

¹⁵ og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christus Jesus. ¹⁶ Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, ¹⁷ at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.

¹⁰ Thi Mange ere gjenstridige, føre forfængelig Snak og bedaare Sindet, meest de af Omskærelsen, ¹¹ paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de lære, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.

¹² saa I ikke blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.

² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser.

⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.

⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, ¹⁰ men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs. ¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.

³ og I fæste Øiet paa den, som bærer det skinnende Klædebon, og sige til ham; du, sæt dig her hæderligen; og I sige til den Fattige: du, staa der eller sid hernede ved min Fodskammel:

⁶ Men I forhaane den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue Eder, og som drage Eder for Domstolene?

⁶ Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfærdighed! Saaledes er Tungen iblandt voreLemmer; den besmitter det ganske Legeme og sætter Slægt efter Slægt i Brand, selv fat i Brand af Helvede. ⁷ Thi al natur, baade Dyrs og Fugles, baade Ormes og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige natur; ⁸ men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødelig Forgift. ⁹ Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere gjorte efter Guds Lignelse.

⁶ Herover fryder Eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,

⁴ hvorover de forundre sig, da I ikke løbe med til den samme Ryggesløsheds Dynd, og de bespotte Eder;

¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den.

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed. ¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret. ¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,

¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse, ¹⁹ idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven.

¹⁹ Disse ere de, som afsondre sig, dyriske, som ikke have Aand.

⁸ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almægtige.