Matthew 13 Cross References - Danish

¹ Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. ² Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden. ³ Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae. ⁴ Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op. ⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det. ⁷ Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det. ⁸ Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold. ⁹ Hvo som haver Øren at høre med, han høre! ¹⁰ Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser? ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver. ¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. ¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte. ¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem. ¹⁶ Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre. ¹⁷ Thi sandelig siger jeg Eder: mange Propheter og Retfærdige begjerede at see det, I see, og faae det ikke; og at høre det, I høre, og hørte det ikke. ¹⁸ Saa hører I nu den Lignelse om Sædemanden. ¹⁹ Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien. ²⁰ Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax. ²² Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forfølgelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. ²³ Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa bærer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold. ²⁴ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager. ²⁵ Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort. ²⁶ Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne. ²⁷ Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din ager? Hvorfra har den da Klinten? ²⁸ Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af? ²⁹ Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af. ³⁰ Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade. ³¹ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager. ³² Dette er vel mindre end alt andet Frø, men naar det voxer op, er det større end Urterne, og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene. ³³ Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen. ³⁴ Alt dette talede Jesus til folket ved Lignelser, og uden Lignelse talede han Intet til dem; ³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt. ³⁶ Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren. ³⁷ Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Sæd, er Menneskens Søn. ³⁸ Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn; ³⁹ og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene. ⁴⁰ Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende. ⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. ⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ⁴³ Da skulle de Retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo som har Øren at høre med, han høre. ⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager. ⁴⁵ Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler; ⁴⁶ hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen og solgte alt det, han havde, og købte samme. ⁴⁷ Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk. ⁴⁸ Naar den er fuld, drage de den op paa Srandbredden, og sidde og sanke de gode tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud. ⁴⁹ Saaledes skal det gaae ved Verdens Ende. Englene skulle udgaae, og skille de Onde ud fra de Retfærdige, ⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være graad og Tænders Gnidsel. ⁵¹ Jesus siger til dem: forstode I dette altsammen? De sige til ham: ja, Herre! ⁵² Men han sagde til dem: saaledes er hver Skriftklog, som er oplært til Himmeriges Rige, ligesom en Huusbonde, der bringer frem af sit Forraad Nyt og Gammelt. ⁵³ Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. ⁵⁴ Og han kom til sit Fædrene land og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger? ⁵⁵ Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas? ⁵⁶ Og ere ikke alle hans Søstre hos os? hveden har denne da alt dette? ⁵⁷ Og de foragedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Fædrende land og i sit Huus. ⁵⁸ Og han gjorde der ikke mange kraftige Gjerninger formedelst deres Vantro.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

¹⁸ Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken.

¹⁰ Og Lot opløftede sine Øjne, og saa den ganske Slette ved Jordanen, thi den var vandrig overalt; førend HERREN fordærvede Sodoma og Gomorra, var den som HERRENS Have, som Ægyptens Land, henimod Zoar. ¹¹ Og Lot udvalgte sig hele Sletten ved Jordanen, og Lot drog Øster paa: den ene fra den anden. ¹² Abram boede i Kanaans Land, og Lot boede i Stæderne paa Sletten og opslog Telte indtil Sodoma. ¹³ Og de Mænd i Sodoma vare onde; og de syndede saare mod HERREN.

⁶ Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager!

¹² Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og HERREN velsignede ham.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

³ de store Forsøgelser, som dine Øjne have set, de Tegn og de store underlige Ting. ⁴ Men HERREN har ikke givet eder Hjerte til at forstaa eller Øjne til at se med eller Øren til at høre med indtil denne Dag.

²⁰ Og Akan svarede Josva og sagde: Sandelig, jeg syndede for HERREN Israels Gud, og saa og saa gjorde jeg. ²¹ Thi jeg saa en kostelig babylonisk Kappe iblandt Byttet og to Hundrede Sekel Sølv og en Guldtunge, hvis Vægt var halvtredsindstyve Sekel, og jeg fik Lyst til dem og tog dem, og se, de ere skjulte i Jorden, midt i mit Telt, og Sølvet derunder.

⁸ Træerne gik engang hen for at salve en Konge over sig, og de sagde til Olietræet: Reger over os! ⁹ Og Olietræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Fedme, som Gud og Menneskene ære hos mig, og gaa hen at svæve over Træerne ¹⁰ Da sagde Træerne til Figentræet: Kom du, reger over os! ¹¹ Men Figentræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødme og min gode Frugt og gaa hen at svæve over Træerne? ¹² Da sagde Træerne til Vinstokken: Kom du, reger over os! ¹³ Og Vinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker, og gaa hen at svæve over Træerne? ¹⁴ Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du, reger over os! ¹⁵ Og Tornebusken sagde til Træerne: Er det i Sandhed saa, at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortære Cedrene paa Libanon. ¹⁶ Og dersom I nu have handlet troligt og redeligt, ved at I have gjort Abimelek til Konge, og I have gjort godt imod Jerub-Baal og imod hans Hus, og I have gjort imod ham, som han har fortjent, ¹⁷ da rnin Fader har ført Krig for eders Skyld, og han har sat sig i Livsfare og friet eder af Midianiternes Haand; ¹⁸ og I dog ere staaede op imod rnin Faders Hus i Dag og have ihjelslaget Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd paa, een Sten, og have gjort Abimelek, hans Tjenestekvindes Søn, til Konge over Mændene i Sikem, fordi han er eders Broder; ¹⁹ ja, dersom I have handlet troligt og redeligt imod Jerub-Baal og imod hans Hus paa denne Dag: Da værer glade over Abimelek, og han være ogsaa glad over eder; ²⁰ men hvis ikke, da udkomme Ild fra Abimelek og fortæer Mændene i Sikem og Millo Hus; der udkomme og Ild fra Mændene i Sikem og af Millo Hus og fortære Abimelek!

¹² Da sagde Samson til dem: Kære, jeg vil fremsætte for eder en mørk Tale; dersom I forklare mig den i disse syv Gæstebuds Dage og finde derpaa, da vil jeg give eder tredive Skjorter og tredive Klædninger til at skifte med. ¹³ Men kunne I ikke forklare mig den, da skulle I give mig tredive Skjorter og tredive Klædninger til at skifte med og de sagde til ham: Fremsæt din mørke Tale og lad os høre den!

¹³ Men Saul sagde: Der skal ingen Mand dø paa denne Dag; thi HERREN har i Dag givet Frelse i Israel. ¹⁴ Og Samuel sagde til Folket: Kommer og lader os gaa til Gilgal, og der ville vi paa ny give ham Riget. ¹⁵ Da gik alt Folket til Gilgal og gjorde der Saul til Konge for HERRENS Ansigt i Gilgal og slagtede der Takofre for HERRENS Ansigt; og Saul glædede sig der og alle Israels Mænd saare meget.

²⁹ Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen.

¹ Og HERREN sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der var to Mænd i en Stad, en rig og en fattig. ² Den rige havde smaat Kvæg og stort Kvæg, saare meget. ³ Men den fattige havde aldeles intet uden et lidet Faar, som han havde købt og fødte op, og det var blevet stort hos ham tillige med hans Børn; det aad af hans Brød og drak af hans Bæger og laa i hans Skød, og det var ham som en Datter. ⁴ men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da nænnede han ikke at tage af sit smaa Kvæg og, af sit store Kvæg for at lave noget til den vejfarende Mand, som kom til ham; men han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham. ⁵ Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: Saa vist som HERREN lever, den Mand er et Dødsens Barn, som det gjorde. ⁶ Og han skal betale det Faar firdobbelt, fordi han gjorde denne Gerning, og fordi han ikke viste Skaansel. ⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,

²⁰ Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: Se min Herre sparede denne Syrer Naaman og tog ikke af hans Haand det, han bragte; saa vist som HERREN lever, jeg vil løbe efter ham og tage noget af ham. ²¹ Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til? ²² Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kære, giv dem et Centner Sølv og to Klædninger til at skifte med. ²³ Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Gentner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham. ²⁴ Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. ²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. ²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? ²⁷ Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.

² Og Joas gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, i alle Præsten Jojadas Dage.

⁶ Da kaldte Kongen ad Jojada, den Ypperstepræst, og sagde til ham: Hvorfor giver du ikke Agt paa Leviterne, at de fra Juda og Jerusalem bringe det Paalæg, som Mose, HERRENS Tjener, og Israels Menighed har bestemt, ind til Vidnesbyrdets Paulun?

¹⁴ Og der de havde fuldendt det, bragte de de øvrige Penge frem for Kongens og Jojadas Ansigt, og for disse gjorde man Redskaber til HERRENS Hus, Redskaber til Tjenesten og til at ofre, Røgelseskaaler og Guldkar og Sølvkar; og de ofrede stedse Brændofre i HERRENS Hus alle Jojadas Dage.

⁶ denne Esra drog op fra Babel, og han var en skriftlærd, forfaren i Mose Lov, som HERREN Israels Gud havde givet, og Kongen gav ham, efterdi HERREN, hans Guds Haand var over ham, al hans Begæring.

¹⁰ Thi Esra havde beredt sit Hjerte til at søge HERRENS Lov og at gøre og at lære Israel Skik og Ret.

²¹ Og af mig, mig Kong Artakserkses, er given Befaling til alle Skatmestre, som ere paa hin Side Floden, at hvad som Esra, Præsten, den skriftlærde i Himmelens Guds Lov, begærer af eder, det skal ydes straks,

⁹ Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.

²⁸ Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! - og Sagens Rod skal være funden i mig -.

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl! ⁹ Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almægtige? ¹⁰ kan han til hver en Tid paakalde Gud?

¹⁸ Koraller og Edelstene tales der ikke om; og Visdoms Besiddelse er bedre end Perler.

¹ Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde; ² men som har Lyst til HERRENS Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat. ³ Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.

⁶ Ofrer Retfærligheds Ofre, og forlader eder paa HERREN! ⁷ Mange sige: Hvo vil vise os godt? HERRE! opløft dit Ansigts Lys over os.

⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd.

⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.

²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.

³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.

⁸ HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. ⁹ Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej.

¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.

³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.

⁶ Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela. ⁷ Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

⁹ Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. ¹⁰ Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det.

⁴ Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand.

⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

¹⁰ Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

¹⁶ Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden! ¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! ¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

² Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid,

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. ³⁵ Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. ³⁶ Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. ³⁷ Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

¹³ Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon. ¹⁴ De, som ere plantede i HERRENS Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde. ¹⁵ De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at HERREN er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.

¹² Øver dem bo Himmelens Fugle ud fra Grenene lade de deres Røst høre.

¹² Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. ¹³ Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.

⁷⁰ Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov.

⁵ og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre; ⁶ for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deros mørke Taler. ⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

²⁰ Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; ²¹ paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: ²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

¹ Min Søn! Dersom du vil tage imod mine Ord, og gemme mine Bud hos dig, ² saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt;

² saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt; ³ ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt;

³ ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt; ⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte:

⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte:

⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte: ⁵ Da skal du forstaa HERRENS Frygt og finde Guds Kundskab.

⁵ Da skal du forstaa HERRENS Frygt og finde Guds Kundskab. ⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt.

¹³ Saligt er det Menneske, som har fundet Visdom, og det Menneske, som vinder Forstand. ¹⁴ Thi det er bedre at købe den end at købe Sølv, og at vinde den er bedre end Guld. ¹⁵ Den er dyrebal ere end Perler og alt det, du har Lyst til, kan ikke lignes ved den. ¹⁶ I dens højre Haand er langt Liv, i dens venstre er Rigdom og Ære. ¹⁷ Dens Veje ere yndige Veje, og alle dens Stier ere Fred. ¹⁸ Den er Livsens Træ for dem, som gribe den, og hver den, som holder fast paa æn, skal prises salig.

¹⁸ Og de retfærdiges Sti er som et skinnende Lys, der bliver klarere og klarere indtil Middag.

¹⁰ Tager imod min Undervisning og ikke imod SøIv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld. ¹¹ Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.

¹⁸ Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed. ¹⁹ Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv. ²⁰ Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,

²⁰ Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv; de ugudeliges Hjerte er intet værd. ²¹ Den retfærdige: Læber nære mange; men ved de uforstandige dø Daarer.

²⁸ Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfærdige skulle grønnes som et Blad.

³⁰ Den retfærdiges Frugt er et Livsens Træ, og den vise vinder Sjæle.

³ Et Menneske befæstes ikke ved Ugudelighed; men de retfærdiges Rod lokkes ikke.

¹² Den ugudelige attraar Snaren, der er lagt for de onde; men de retfærdige slaa Rod.

⁷ De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa.

¹⁶ At købe Visdom, hvor meget bedre er det end Guld? og at købe Forstand at foretrække for Sølv?

²⁰ Hvo som giver Agt paa Ordet, skal finde godt; og den, som forlader sig paa HERREN, han er lyksalig. ²¹ Den, som er viis i Hjertet, skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødme forøger Lærdom. ²² Klogskab er for den, som ejer den, Livets Kilde; men Daarers Tugt er Taabelighed. ²³ Den vises Hjerte gør hans Mund forstandig og lægger end mere Lærdom paa hans Læber. ²⁴ Liflige Taler ere Honningkage, sød for Sjælen og Lægedom for Benene.

¹⁶ Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?

¹ Særlingen søger sin egen Lyst; han vælter sig ind paa alt det, som staar fast.

¹ Særlingen søger sin egen Lyst; han vælter sig ind paa alt det, som staar fast. ² Daaren har ikke Behag i Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.

⁴ Ord i en Mands Mund ere dybe Vande, en sprudlende Bæk Visdoms Kilde.

¹⁷ Bøj dit Øre, og hør de vises Ord, og vend dit Hjerte til min Kundskab! ¹⁸ Thi det er yndigt, dersom du bevarer dem i dit Indre; de skulle alle være rede paa dine Læber.

⁵ Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gsre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen.

²³ Køb Sandhed, og sælg den ej, saa og Visdom, Lærdom og Forstand.

² Jeg sagde til Latteren: Du er gal! og til Glæden: Hvad gør du? ³ Jeg prøvede i mit Hjerte paa at pleje mit Kød med Vinen, medens mit Hjerte styrede med Visdom, og paa at holde fast ved Daarskab, indtil jeg kunde se, hvad der var godt for Menneskens Børn, hvad de skulde gøre under Himmelen, saa længe deres Livsdage vare. ⁴ Jeg bjorde mine Gerninger store; jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde. ⁵ Jeg anlagde mig Haver og Lystskove, og jeg plantede alle Haande Frugttræer i dem. ⁶ Jeg gjorde mig Damme for af dem at vande den Skov, som voksede op med Træer. ⁷ Jeg købte Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødt Tyende; jeg havde ogsaa megen Ejendom af stort Kvæg og smaat Kvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem. ⁸ Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Ejendom af Konger og af Landskaberne; jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer. ⁹ Og jeg blev mægtig og tog til fremfor alle dem, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig. ¹⁰ Og alt, hvad mine Øjne begærede, nægtede jeg dem ikke; jeg forholdt ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbejde, og dette var min Del af alt mit Arbejde. ¹¹ Og jeg vendte mit Ansigt til alle mine Gerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbejde, som jeg med Møje havde gjort: Og se, alt var Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordel under Solen. ¹² Og jeg vendte mit Ansigt til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gøre, som kommer efter Kongen: Det, som man allerede har gjort

⁸ Der er den, som er ene og ikke har nogen anden og har hverken Søn eller Broder; dog er der ingen Ende paa alt hans Arbejde, og hans Øjne mættes ikke af Rigdom; og: "For hvem arbejder jeg og lader min Sjæl fattes det gode? ogsaa dette er Forfængelighed og en slem Møje.

¹⁰ Hvor Godset bliver meget, bliver der mange, som fortære det; hvad Fordel er der da for dem som eje det, uden det, at deres Øjne se derpaa? ¹¹ Hvo der arbejder, ham er Søvnen sød, hvad heller han æder lidet eller meget; men den riges Mættelse tillader ham ej at sove.

¹³ og at denne Rigdom gaar til Grunde ved en uheldig Stræben, saa at, om han avlede en Søn, ¹⁴ der ikke bliver noget i af sin Moders Liv ligesom han udgik, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand.

⁸ Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed! ⁹ Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis bland, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog. ¹⁰ Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord. ¹¹ De vises Ord ere som Braadde og som Søm, de trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.

¹³ Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.

¹³ Dudaim give Lugt, og ved vore Døre er der alle Haande kostelige Frugter, nye og gamle; o, min elskede! jeg har gemt dem til dig.

² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det. ³ Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til HERRENS Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal ud aa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem. ⁴ Og han skal dømme imellem Hedningelande og holde Ret for mange Folkeslag, og de skulle omsmede deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Haveknive; et Folk skal ikke løfte Sværd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig.

¹ Jeg vil synge om min elskelige, min elskedes Sang om hans Vingaard. Min elskelige havde en Vingaard paa en frugtbar Høj. ² Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer. ³ Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard! ⁴ Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke; har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer? ⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes. ⁶ Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den. ⁷ Thi den HERRE Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!

⁹ Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej! ¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt.

¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt.

¹⁴ Og han skal være til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsesklippe for Israels tvende Huse, til en Snare og til en Strikke for Jerusalems Indbyggere.

¹⁰ Thi den faste Stad ligger øde, en Bolig forkastet og forladt som. Ørken; der skulle Kalve gaa i Græs, der skulle de ligge og fortære dens Kviste. ¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

¹⁰ Thi der er Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Rebel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der.

¹³ Saa skal HERRENS Ord da vorde dem Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Regel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der; paa det de skulle gaa bort og falde baglæns og sønderbrydes og besnæres og fanges.

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne,

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne, ¹¹ saa at Synet af det hele skal være eder som en forseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaar sig paa Skrift, og siger: Kære, læs dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er forseglet; ¹² eller Bogen gives en, som ikke forstaar sig paa Skrift, og der siges: Kære, læs dette; men han maa sige: Teg forstaar mig ikke paa Skrift.

⁶ Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; HERRENS Frygt skal være dit Liggendefæ.

⁸ Og en banet Sti og Vej skal være der, en Vej, som kaldes Helligdommens; ingen uren skal gaa ad den, men den skal være for dem selv; de, som vandre paa denne Vej, endog Enfoldige, skulle ikke fare vild.

⁹ Se, de første Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de oprinde, vil jeg lade eder høre om dem.

¹⁸ I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se. ¹⁹ Hvo er blind, naar det ikke er min Tjener, og døv som den, jeg udsendte som mit Bud? hvo er blind som den fuldkomne og blind som HERRENS Tjener? ²⁰ Du har set mange Ting, men du bevarer dem ikke; oplades Ørene, hører han dog ikke.

¹⁸ De fornemme ikke og for staa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa.

²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

⁷ Saa siger HERREN, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for HERRENS Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig.

¹⁰ De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.

² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. ³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand.

¹ Nu vel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, komme hid, køber og æder; kommer, køber uden Penge og uden Betaling Vin og Mælk!

⁹ Alle I Markens Dyr! kommer at æde, alle I Dyr i Skoven! ¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn.

¹⁸ Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.

² Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfærdige Love, de have Lyst at komme nær til Gud.

²² Saa vender om, I frafaldne Børn! jeg vil læge eders Afvigelser. "Se, her ere vi, vi komme til dig; thi du er HERREN vor Gud.

³ Thi saa siger HERREN til Judas Mænd og til Jerusalem: Pløjer eder Nyland og saar ikke imellem Torne!

³ Thi saa siger HERREN til Judas Mænd og til Jerusalem: Pløjer eder Nyland og saar ikke imellem Torne! ⁴ Omskærer eder for HERREN, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.

²¹ Hør dog dette, du taabelige og uforstandige Folk; de have Øjne og se ikke, de have øren og høre ikke.

¹⁴ HERRE! Jeg mig, saa læges jeg; frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Ros.

⁶ Se, jeg vil lade dens Helbredelse og Lægedom tage til og læge dem, og jeg vil oplade dem en Rigdom af Fred og Sandhed,

¹⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres; Indre og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte,

² Du Menneskes søn! du bor midt i det genstridige Hus, hos dem, som have Øjne at se med og se ikke, have Øren at høre med og høre ikke; thi de ere et genstridigt Hus.

⁴ Se det gives til Ilden til at fortæres naar da Ilden har fortæret begge Ender deraf, og det midterste deraf er forbreendt, mon det saa duer til noget Arbejde? ⁵ Se, den Tid del var helt, da kunde intet Arbejde gøres deraf; hvor meget mindre kan noget Arbejde herefter gøres deraf, naar Ilden har fortæret det, og det er forbrændt? ⁶ Derfor, saa siger den Herre HERRE: Ligesom Vinstokkens Træ er iblandt Skovens Træer, hvilket jeg har givet Ilden at fortære: Saaledes har jeg hengivet Jerusalems Indbyggere. ⁷ Og jeg vil rette mit Ansigt imod dem, de ere udgangne af Ilden, men Ilden skal dog fortære dem; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg retter mit Ansigt imod dem.

² Du Menneskesøn! fremsæt en mørk Tale, og fremfør en Lignelse for Israels Hus,

²³ Paa Israels høje Bjerg vil jeg plante det, og det skal faa Grene og bære Frugt og blive til et herligt Cedertræ; og alle Haande Fugle lblandt alt det bevingede skulle bo under det, de skulle bo under dets Grenes Skygge. ²⁴ og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, HERREN, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ glønt; jeg HERREN, jeg har talt det og gjort det.

³¹ Kaster bort fra eder alle eders Overtrædelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?

⁴⁹ Og jeg sagde: Alc, Herre, HERRE, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?

³ Og fremsæt en Lignelse for det genstridige Hus, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Sæt Gryden paa, sæt den paa, og øs ogsaa Vand derudi! ⁴ Saml deri de Stykker, som høre dertil, alle de gode Stykker, Kølle og Bov; fyld den med de bedste Ben! ⁵ Tag det bedste af Hjorden, og læg ogsaa for Benenes Skyld en Stabel Brænde derunder; bring den til at koge godt, at ogsaa Benene deri blive kogte. ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad, en Gryde, hvori der er Rust, og hvis Rust ikke er gaaet af den! tag et Stykke efter det andet ud deraf, der skal ikke kastes Lod derover. ⁷ Thi dens Blod er blevet midt udi den, den har lagt det paa en solbrændt Klippe; den udøste det ikke paa Jorden, at man kunde have skjult det med Støv. ⁸ Paa det jeg skulde lade min Vrede opstige, paa det jeg skulde hævne strengelig, har jeg ladet dens Blod komme paa den solbrændte Klippe, at det ikke skulde skjules. ⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad! ogsaa jeg vil gøre Brændestaberen stor. ¹⁰ Bær meget Træ til, optænd Ilden, lad Kødet blive mørt, og lad Suppen koge, saa at Benene forbrændes. ¹¹ Og sæt den saa tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed og dens Kobber glødes og dens Urenhed smeltes midt i den, at dens Rust kan fortæres. ¹² Ved at volde Anstrengelse havde den trættet mig, og dens megen Rust gik dog ikke af den; i Ilden med dens Rust! ¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig. ¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

⁶ Alle Himmelens Fugle gjorde Rede i dens Grene, og alle vilde Dyr paa Marken fødte under dens Krone, og alle store Folkeslag boede under dens Skygge.

³¹ Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel. ³² Og se, du er dem som en behagelig Sanger, der har en dejlig Røst, og som kan spille smukt; derfor skulle de høre dine Ord, men dog ikke gøre efter dem.

²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte.

¹ Og han førte mig tilbage til Husets Dør, og se, der gik Vand ud under Husets Dørtærskel, imod Østen hen; thi Husets Forside vendte imod Øst; og Vandet løb ned forneden, ud fra den højre Side af Indgangen til Huset, Syden Alteret. ² Og han førte mig ud ad Vejen gennem den nordre Port og førte mig omkring udenom hen til den ydre Port, den, som vender imod Øst; og se, der rislede Vand ud fra den højre Side af Indgangen. ³ Der Manden gik ud imod Østen, de, havde han en Maalesnor i sin Haand; og han maalte tusinde Alen, og han førte mig igennem Vandet, Vand til anklerne. ⁴ Og han maalte atter tusinde Alen og førte mig igennem Vandet, Vand til Knæerne; og han maalte atter tusinde og førte mig over, Vand til Hofterne. ⁵ Og han maalte atter tusinde, da var det blevet en Bæk, hvilken jeg ikke kunde gaa igennem; thi Vandet gik højt, Vand til at svømme i, en Bæk, som man ikke kunde gaa igennem.

³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem. ³⁵ Da blev Jernet, Leret, Kobberet, Sølvet og Guldet knuste paa een, Gang og bleve ligesom Avner fra Tærskepladserne om Sommeren, og Vinden borttog dem, og intet Sted blev fundet for dem; men den Sten, som sønderslog Billedet, blev til et stort Bjerg og opfyldte hele Jorden:

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig, ⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

⁶ Og hvo som ikke falder ned og tilbeder, skal i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn.

¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder? ¹⁶ Sadrak, Mesak og Abed-Nego svarede og sagde til Kongen: Nebukadnezar! vi have ikke fornødent at svare dig et Ord herpaa. ¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge!

²¹ Da bleve disse Mænd bundne i deres Undertøj, deres Kjoler og deres Kapper og deres øvrige Klæder og kastede midt i den brændende Ilds Ovn. ²² Derfor, eftersom Kongens Ord var strengt, og Ovnen var hedet overmaade, dræbte Ildens Lue de Mænd, som havde bragt Sadrak, Mesak og Abed-Nego op.

¹² Løvet derpaa var dejligt, og der var megen Frugt derpaa, og der var Føde for alt, som var derpaa; under det fandt Dyrene paa Marken Skygge, og i Grenene derpaa boede Himmelens Fugle, og alt Kød nærede sig deraf.

¹⁰ En Strøm af Ild, brød frem og gik ud fra ham; tusinde Gange tusinde tjente ham, og ti Tusinde Gange ti Tusinde stode for ham; Retten blev sat og Bøgerne opladte.

³ Men de forstandige skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin; og de, der fsrte de mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid.

²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

³ Og vi ville kende, jage efter at kende HERREN, som Morgenrøden er hans Opgang vis; og han skal komme til os som Regnen, som Sildigregnen, der væder Jorden. ⁴ Hvad skal jeg gøre ved dig, Efraim? hvad skal jeg gøre ved dig, Juda? da eders Kærlighed er som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort.

⁴ Assur kan ikke frelse os, vi ville ikke ride paa Heste og ikke ydermere sige "vor Gud" til vore Hænders Gerning; thi hos dig finder den faderløse Barmhjertighed.

¹³ Og jeg vil sælge eders Sønner og eders Døtre i Judas Børns Haand, og de skulle sælge dem til Sabæerne, til et fjernt Folk thi HERREN har talt det.

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.

¹² Mon Heste løbe paa Klippen? mon man pløjer der med Øksne? thi I have omvendt Retten til Galde og Retfærdighedens Frugt til Malurt.

⁴ Paa denne Dag skal man istemme en Sang over eder, og man klager et Klagemaal; det er forbi, siger man, rent ødelagte ere vi, mit Folks Lod bortskifter han; hvorledes unddrager han mig den! til den frataldne uddeler han vore Agre.

¹ Men det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene, og Folkene skulle strømme til det. ² Og mange Hedninger skulle komme og sige: kommer og lader os gaa op til HERRENS Bjerg og til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, og vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem. ³ Og han skal dømme imellem mange Folkeslag og holde Ret for vældige Hedningefolk ud i det fjerne; og de skulle omsmede deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Haveknive, et Folk skal ikke løfte Sværd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig.

⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld!

³ Jeg vil borttage Mennesker og Dyr, borttage Fuglene under Himmlelen og Fiskene i Havet og alle Anstød tillige med de, ugudelige; og jeg vil udrydde Menneskene af Jorden, siger HERREN.

¹⁰ Thi hvo har foragtet ringe Tings Dag? og paa Blyloddet i Serubabels Haand skue med Glæde hine syv, nemlig HERRENS Øjne, de fare om over hele Jorden.

¹¹ Men de vægrede sig ved at give Agt derpaa og vendte modvilligt Ryg, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre. ¹² Og de gjorde deres Hjerte som Demarit for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den HERRE Zebaoth sendte ved sin Aand igennem de første Profeter, og der kom en stor Vrede fra den HERRE Zebaoth:

²⁰ Saa siger den HERRE Zebaoth: Endnu skal det ske, at Folkeslag skulle komme og mange Stæders Indbyggere; ²¹ og den ene Stads Indbyggere skulle gaa til den anden og sige: Lader os gaa hen at bede ydmygelig for HERRENS Ansigt og at søge den HERRE Zebaoth; "ogsaa jeg vil gaa". ²² Og mange Folkeslag og mægtige Folkefærd skulle komme for at søge den HERRE Zebaoth i Jerusalem og bede ydmygelig for HERRENS Ansigt. ²³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Det skal ske i de Dage, at ti Mænd af alle Folkeslags Tungemaal skulle tage fat, ja, tage fat i en jødisk Mands Flig, og sige: Vi ville gaa med eder, thi vi have hørt, at Gud er med eder.

⁸ Jeg vil fløjte ad dem og samle dem; thi jeg har genløst dem, og de skulle blive mangfoldige, ligesom. de have været mangfoldige. ⁹ Og jeg vil saa dem iblandt Folkene, og de skulle ihukomme mig paa de langt fraliggende Steder, og de skulle leve tillige med deres Børn og komme tilbage.

⁷ Og der skal være een Dag, den skal være kendt af HERREN, der skal ikke være Dag og ikke Nat, og det skal ske imod Aftens Tid, at der skal blive Lys. ⁸ Og det skal ske paa den Dag, at levende Vande skulle udgaa af Jerusalem, Halvdelen af dem til Havet imod Østen og Halvdelen af dem til Havet imod Vesten; det skal være baade om Sommeren og om Vinteren. ⁹ Og HERREN skal være Konge over det hele Land; paa den Dag skal HERREN være een, og hans Navn eet. ¹⁰ Det hele Land skal forandre sig og vorde som Sletten, fra Geba indtil Rimmon, Syd for Jerusalem; men denne skal hæve sig højt og trone paa sit Sted, fra Benjamins Port indtil den første Ports Sted, indtil Hjørneporten, og fra Hananeels Taarn indtil Kongens Vinperser.

¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

¹⁸ Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand. ¹⁹ Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende. ²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand.

²³ Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.

⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter,

¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden.

¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹⁹ Og han sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gjøre Eder til Menneske-Fiskere.

²³ Og Jesus gik omkring i det ganske Galilæa, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.

²⁵ Og der fulgte ham meget Folk fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra hiin Side Jordan.

³ Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres. ⁴ Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. ⁵ Salige ere de Sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. ⁶ Salige ere de som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mætte. ⁷ Salige ere de Barmhjertige, thi dem skal vederfares Barmhjertighed. ⁸ Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud. ⁹ Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn. ¹⁰ Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfordigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres.

¹⁰ Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfordigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. ¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det.

¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. ¹² Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

³⁷ Men Eders Tale skal være Ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde.

²¹ Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil Eders Hjerte være.

²⁴ Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon. ²⁵ Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?

²² Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn? ²³ Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret!

²⁶ Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig mand, som byggede sit Huus paa Sand. ²⁷ Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blæste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort. ²⁸ Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom;

¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

²⁰ Og Jesus sagde til ham: Ræve have Huler og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.

²⁸ Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre!

²² Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; ³⁸ og hvo som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. ³⁹ Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. ⁴⁰ Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den som har udsendt mig.

⁶ og salig er den, som ikke forarges paa mig.

¹⁵ Hvo som har Øren at høre med, han høre!

²⁵ Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige. ²⁶ Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.

³³ Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten.

³⁵ Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad.

⁴⁶ Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham. ⁴⁷ Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig. ⁴⁸ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre?

¹ Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.

¹ Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. ² Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden. ³ Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae. ⁴ Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op. ⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.

⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det.

⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det.

⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det. ⁷ Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det.

⁷ Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det. ⁸ Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold.

⁸ Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold. ⁹ Hvo som haver Øren at høre med, han høre! ¹⁰ Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser?

¹⁰ Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser? ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver.

¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver.

¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver. ¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller.

¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller.

¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. ¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte.

¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte. ¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem. ¹⁶ Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre.

¹⁸ Saa hører I nu den Lignelse om Sædemanden. ¹⁹ Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien.

¹⁹ Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien. ²⁰ Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax. ²² Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forfølgelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. ²³ Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa bærer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold. ²⁴ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager. ²⁵ Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort. ²⁶ Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne. ²⁷ Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din ager? Hvorfra har den da Klinten?

²⁷ Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din ager? Hvorfra har den da Klinten? ²⁸ Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af?

²⁸ Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af? ²⁹ Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af. ³⁰ Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade.

³⁰ Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade. ³¹ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager.

³³ Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen. ³⁴ Alt dette talede Jesus til folket ved Lignelser, og uden Lignelse talede han Intet til dem; ³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt. ³⁶ Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren. ³⁷ Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Sæd, er Menneskens Søn. ³⁸ Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn; ³⁹ og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene.

³⁹ og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene. ⁴⁰ Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende. ⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret.

⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. ⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ⁴³ Da skulle de Retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo som har Øren at høre med, han høre. ⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager.

⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager. ⁴⁵ Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler;

⁴⁷ Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk.

⁴⁹ Saaledes skal det gaae ved Verdens Ende. Englene skulle udgaae, og skille de Onde ud fra de Retfærdige, ⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være graad og Tænders Gnidsel.

⁵³ Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra.

⁵⁷ Og de foragedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Fædrende land og i sit Huus.

²² Og strax nødte Jesus sine Disciple til at gaae i Skibet, og i Forveien sætte over til hiin Side, indtil han fik ladet Folket fare.

¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse. ¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige? ¹⁷ Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang?

³⁰ Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem.

³⁹ Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Grændser.

¹¹ Hvorledes forstaae I da ikke, det ei var om Brød jeg sagde til Eder, at I skulde tage Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig?

¹³ Men der Jesus var kommen i Egnen af Cæsarea Philippe, spurgte han sine Disciple ad og sagde: hvad sige Menneskene mig, Menneskens Søn, at være? ¹⁴ Men de sagde: Nogle sige, at du er Johannes den Døber: men Andre, Elias; men Andre, Jeremias eller een af Propheterne. ¹⁵ Han siger til dem: men I, hvem sige I mig at være? ¹⁶ Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn? ¹⁷ Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas' Søn! thi Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene.

²⁴ Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tagesit Kors, og følge mig. ²⁵ Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. ²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

²⁰ Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet være umuligt.

⁷ Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!

²³ Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.

¹¹ Men han sagde til dem: dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet.

¹⁶ Og see, Een traadte frem og sagde til ham: gode Mester! hvad Godt skal jeg gjøre, at jeg maa have det evige Liv? ¹⁷ Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene. ¹⁸ Han sagde til ham: hvilke? Men Jesus sagde: dette: du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ¹⁹ ær din Fader og din Moder, og du skal elske din Næste som dig selv. ²⁰ Da siger den unge Karl til ham: det har jeg holdet altsammen fra min Ungdom; hvad fattes mig endnu? ²¹ Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen; og kom følg mig.

²¹ Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen; og kom følg mig. ²² Men der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. ²³ Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige. ²⁴ Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

²⁷ Da svarede Peter og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle vi da have?

²⁹ Og hver, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igjen, og arve det evige Liv.

¹ Thi Himmeriges Rige lignes ved en Huusbonde, som udgik tidlig om Morgenen, at leie Arbeidere til sin Viingaard.

⁴ Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: ⁵ forkynder Zions Datter! see, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa Asenindens Føl.

³³ Hører en anden Lignelse: der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard og satte et gjerde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands.

⁴³ Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter.

¹ Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde: ² Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.

⁵ Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;

⁹ gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde. ¹⁰ Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.

¹⁰ Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester. ¹¹ Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. ¹² Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ¹⁴ Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte.

³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden,

³ Men da han sad paa Oliebjerget, gik hans Disciple til ham afsides og sagde: siig os, naar skal dette skee? og hvad Tegn skal der være paa din Tilkommelse og Verdens Ende?

⁹ Da skulle de overantvorde Eder til Trængsel og slaa Eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkene for mit Navns Skyld. ¹⁰ Og da skulle Mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.

¹³ Men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig. ¹⁴ Og dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme. ¹⁵ Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, og staae paa det hellige Sted, (hvo som det læser, give Agt derpaa!)

³¹ Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basuner, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden. ³² Lærer en Lignelse af Figentræet: naar Vædsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, da vide I, at Sommeren er nær.

⁵⁰ saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed, ⁵¹ og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹ Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde.

¹ Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde. ² Men de frem af dem vare kloge, og de fem daarlige. ³ De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. ⁴ Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. ⁵ Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind.

⁵ Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind. ⁶ Men ved Midnat skete Anskrig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham i møde!

⁶ Men ved Midnat skete Anskrig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham i møde! ⁷ Da blev Jomfruerne alle opvakte, og gjorde deres Lamper tilrette.

⁷ Da blev Jomfruerne alle opvakte, og gjorde deres Lamper tilrette. ⁸ Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes.

⁸ Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes. ⁹ Men de kloge svarede og sagde: det matte ikke blive nok til os og Eder; men gaar heller hen til Sælgerne, og kjøber for Eder selv.

⁹ Men de kloge svarede og sagde: det matte ikke blive nok til os og Eder; men gaar heller hen til Sælgerne, og kjøber for Eder selv. ¹⁰ Men der de vare bortgangne at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt.

¹⁰ Men der de vare bortgangne at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. ¹¹ Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os!

¹¹ Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os! ¹² Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kjender Eder ikke.

¹² Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kjender Eder ikke. ¹³ Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.

¹⁹ Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem. ²⁰ Da gik den frem som havde annammet fem Talenter, og frembragte andre fem Talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig fem Talenter: see jeg har vundet fem andre Talenter med dem. ²¹ Men hans Herre sagde til ham; vel, du gode og troe Tjener! du har væet tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind itl din Herres Glæde. ²² Da gik og den frem, som havde annammet to talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig to Talenter; see, jeg har vundet to andre Talenter med dem. ²³ Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener; du har været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde. ²⁴ Men den traadte frem, som havde annammet eet Talent, og sagde: Herre! jeg kjendte dig, at du er en haard mand, som høster, der du ikke saaede, og samler, der du ikke spredte; ²⁵ frygtede hverfor gik jeg hen, og skjulte dit Talent i Jorden; se, der har du, hvad dit er. ²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte, ²⁷ derfor burde det dig, at have overantvordet Vexleterne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente. ²⁸ Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som har ti Talenter. ²⁹ Thi hver, som har, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog fratages det, han har.

²⁹ Thi hver, som har, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog fratages det, han har. ³⁰ Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ³¹ Men naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds Trone.

³¹ Men naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds Trone. ³² Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, oghan skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene.

³² Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, oghan skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene. ³³ Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den venstre. ³⁴ Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.

³⁶ jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel,, og I kom til mig.

⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

²⁹ Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige.

³¹ Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes.

³³ Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.

⁵⁶ Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Josefs' Moder, og Zebedæus' Sønners Moder.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. ¹⁹ Gaaer derfor hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands; ²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

¹⁷ Og Jesus sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gøre Eder til Menneske-Fiskere.

¹³ Og han gik ud igjen til Søen, og alt Folket kom til ham, og han lærte dem.

²³ Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden?

¹ Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.

¹ Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen. ² Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning:

² Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning: ³ Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae.

³ Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae. ⁴ Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op.

⁴ Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op. ⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.

⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.

⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det. ⁷ Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.

⁷ Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. ⁸ Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold.

⁸ Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold. ⁹ Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre.

⁹ Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre.

⁹ Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre. ¹⁰ Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.

¹⁰ Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen. ¹¹ Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser;

¹¹ Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser; ¹² at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.

¹² at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem. ¹³ Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser?

¹³ Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser? ¹⁴ Den, som saaer, saaer Ordet. ¹⁵ Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter.

¹⁵ Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter. ¹⁶ Og ligelsedes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde;

¹⁶ Og ligelsedes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde; ¹⁷ dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.

¹⁷ dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.

¹⁷ dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax. ¹⁸ Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet;

¹⁸ Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet; ¹⁹ og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt.

¹⁹ og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt. ²⁰ Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold.

²⁰ Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold.

²³ Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre! ²⁴ Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder som høre, skal end gives Mere. ²⁵ Thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal endog det fratages, som har. ²⁶ Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden,

²⁶ Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden, ²⁷ og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.

²⁷ og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes. ²⁸ Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet.

²⁸ Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet. ²⁹ Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.

²⁹ Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden. ³⁰ Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det?

³⁰ Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det? ³¹ Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden; ³² og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge. ³³ Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte.

³³ Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte.

³³ Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte. ³⁴ Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.

³⁴ Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.

³⁴ Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen. ³⁵ Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side.

¹ Og han gik bort derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham. ² Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at lære i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig saare og sagde: hveden har denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Hænder? ³ Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham.

³ Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham. ⁴ Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i sit Fædreneland og iblandt sine Slægtninge i sit Huus. ⁵ Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han lægde Hænderne paa nogle faa Syge og helbredte dem. ⁶ Og han forundrede sig over deres vantro og gik omkring i Byerne og lærte.

¹⁴ Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham.

²⁰ Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.

⁴⁵ Og strax nødte han sine Disciple til at gaae i Skibet og iforveien sætte over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare.

¹⁴ Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer. ¹⁵ Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; meen hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent.

¹⁷ Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denneLignelse. ¹⁸ Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?

⁹ Men de vare ved fire Tusinde, som havde ædet, og han lod dem fare.

¹⁷ Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhærdet? ¹⁸ Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu?

³⁴ Og han kaldte Folket til sig tilligemed sine Disciple og sagde til dem: hvo som vil komme efter mig, han skal fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. ³⁵ Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min og Evangeliums Skyld, han skal frelse det. ³⁶ Thi hvad kan det gavne et Menneske, dersom han vandt den ganske Verden og tog Skadepaa sin Sjæl?

⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.

¹⁵ Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.

²³ Og Jesus saae sig omkring og sagde til sine Disciple: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige. ²⁴ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Taler. Men Jesus svarede igjen og sagde til dem: Børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige. ²⁵ Det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

²⁸ Men Peter tog til Orde og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig. ²⁹ Men Jesus svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, der er Ingen, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for min og Evangeliums Skyld, ³⁰ der skal jo saae hundrede Fold igjen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Agre, med Forfølgelser og i den tilkommende Verden et evigt Liv. ³¹ Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste blive de Første.

¹ Og han begyndte at tale med dem ved Lignelser: et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjerde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands.

⁹ Hvad skal de Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Viingaarden til Andre.

¹² Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.

¹² Men en Broder skal overantvorde den anden til Døden, og Faderen Barnet; og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og slaae dem ihjel. ¹³ Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld, men hvor som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

²⁰ Og dersom Herren ikke forkortede de Dage, blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han forkortet de Dage.

²⁷ Og da skal han sende sine Engle og forsamle sine Udvalgte fra de fire Veir, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.

⁴⁰ Men der var ogsaa Kvinder, som langtfra saae til; iblandt hvilke vare Maria Magdalene, og Maria, Jakob den Mindres og Josefs' Moder, og Salome;

⁴⁷ Men Maria Magdalene og Maria, Josef' Moder, saae, hvor han blev lagt.

¹⁵ Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen! ¹⁶ Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt. ¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes. ¹⁹ Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand. ²⁰ Men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen.

²⁷ til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria.

⁵ at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. ⁶ Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde. ⁷ Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget.

²⁹ Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du har sagt. ³⁰ Thi mine Øine have seet din Frelse,

³⁴ Og Simeon velsignede dem, og sagde til hans Moder Maria: see, denne er sat mange i Israel til Fald og Opreisning og til et Tegn, som imodsiges, ³⁵ (ogsaa din egen Sjæl skal et Sværd gjennemtrænge!) at mange Hjerters Tanker skulle aabenbares.

¹⁷ Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

²³ Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn,

¹⁶ Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i Synagogen efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen. og stod op at forelæse. ¹⁷ Da gave de ham Esaias' Prophetens Bog, og der han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der staaer skrevet: ¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed, ¹⁹ at forkynde et Naade-Aar fra Herren. ²⁰ Og han lukte Bogen sammen og gav Tjeneren den igjen og satte sig; og Alles Øine i Synagogen stirrede paa ham. ²¹ Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren. ²² Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn?

²² Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn? ²³ Og han sagde til dem: I ville sikkerligen sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; saa store Ting, som vi have hørt at være skete i Capernaum, gjør ogsaa her i dit Fædreneland! ²⁴ Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Fædreneland!

²⁴ Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Fædreneland! ²⁵ Men jeg siger Eder i Sandhed: der var mange Enker i Israel i Elias' Dage, der Himmelen var lukt i tre Aar og sex Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i det ganske Land;

²⁵ Men jeg siger Eder i Sandhed: der var mange Enker i Israel i Elias' Dage, der Himmelen var lukt i tre Aar og sex Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i det ganske Land; ²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke.

²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. ²⁷ Og der vare mange Spedalske i Israel udi Elifæus Prophetens Tid, og Ingen af dem blev renset uden Naaman den Syrer.

²⁷ Og der vare mange Spedalske i Israel udi Elifæus Prophetens Tid, og Ingen af dem blev renset uden Naaman den Syrer. ²⁸ Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette.

²⁸ Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Staden og førte ham til Skrænten af Bjerget. paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned.

²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Staden og førte ham til Skrænten af Bjerget. paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned. ³⁰ Men han gik midt igjennem dem, og drog bort.

³ traadte han ind i eet af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket af Skibet.

¹⁰ disligeste ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus' Sønner, som vare Simons Stalbrødre. Og Jesus sagde til Simon: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker.

⁴³ Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt. ⁴⁴ Thi hvert Træ kjendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figen af Torne, man plukker og ikke Viindruer af Tornebuske.

²³ og salig er den, som ikke forarges paa mig.

⁴ Men da meget Folk kom tilsammen og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse:

⁴ Men da meget Folk kom tilsammen og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse: ⁵ der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op.

⁵ der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. ⁶ Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske.

⁶ Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske. ⁷ Og Noget faldt midt iblandt Torne og Tornene voxte op med og kvalte det.

⁷ Og Noget faldt midt iblandt Torne og Tornene voxte op med og kvalte det. ⁸ Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre!

⁸ Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre! ⁹ Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde? ¹⁰ Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.

¹⁰ Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae. ¹¹ Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. ¹² Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige. ¹³ Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.

¹³ Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. ¹⁴ Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og bære ingen fuldkommen Frugt.

¹⁴ Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og bære ingen fuldkommen Frugt. ¹⁵ Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed.

¹⁵ Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed.

¹⁸ Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal og tages det, han synes at have.

² og sendte dem ud at prædike Guds Rige og at helbrede de Syge.

²³ Men Men han sagde til dem alle: hvo som vil komme efter mig, skal fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; ²⁴ thi hvo som vil frelse sit Liv skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. ²⁵ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv eller led Skade paa sig selv? ²⁶ Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Herlighed og Faderens og de helliges Engles.

⁴⁴ Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder. ⁴⁵ Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.

⁴⁹ Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os. ⁵⁰ Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os. ⁵¹ Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem. ⁵² Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer at berede ham Herberge. ⁵³ Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem. ⁵⁴ Men der hans Disciple, Johannes og Jakob, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle byde Ild falde ned af Himmelen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?

⁹ og helbreder de Syge, som deri ere, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til Eder.

¹⁴ Dog skal det gaae Thyrus og Sidon lideligere i Dommen end Eder.

¹⁶ Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo som mig foragter, foragter den, som mig udsendte.

²³ Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see. ²⁴ Thi jeg siger Eder, at mange Propheter og Konger vilde seet det, I see, og have det ikke seet; og hørt det, I høre, og have det ikke hørt.

²⁴ Thi jeg siger Eder, at mange Propheter og Konger vilde seet det, I see, og have det ikke seet; og hørt det, I høre, og have det ikke hørt.

³⁹ Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder og hørte hans Tale. ⁴⁰ Men Martha syslede med megen Opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! agter du ikke paa, at min Søster lader mig opvarte ene? Siig hende dog, at hun kommer mig til Hjælp. ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting; ⁴² men Eet er fornødent. Maria har udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende.

⁴² men Eet er fornødent. Maria har udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende.

⁴⁹ Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre.

¹⁵ Og han sagde til dem: seer til og vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i at have overflødigt Gods.

²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

²⁹ Derfor spørger og I ikke med Bekymring om, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke; og værer ikke vankelmodige. ³⁰ Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov.

³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

⁴¹ Men Peter sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til Alle?

⁹ om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

¹⁸ Men han sagde: hvad er Guds Rige ligt! og hvorved skal jeg ligne det?

¹⁸ Men han sagde: hvad er Guds Rige ligt! og hvorved skal jeg ligne det? ¹⁹ Det er ligt et Senepskorn, hvilket et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voxte og blev et stort Træ, og Himmelens Fugle gjorde Rede i dets Grene. ²⁰ Og han sagde atter: hvorved skal jeg ligne Guds Rige? ²¹ Det er ligt en Suurdeig, hvilken en Kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.

²⁶ Da skulle I begynde at sige: vi aade og drak for dine Øine, og du lærte paa vore Gader. ²⁷ Og han skal svare: jeg siger Eder, jeg kjender Eder ikke, hveden I ere; viger fra mig, alle I, som gjøre Uret!

²⁷ Og han skal svare: jeg siger Eder, jeg kjender Eder ikke, hveden I ere; viger fra mig, alle I, som gjøre Uret! ²⁸ Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at være udstødte udenfor.

²⁸ Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at være udstødte udenfor.

¹⁶ Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange. ¹⁷ Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte. ¹⁸ Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg har kjøbt en Ager og har fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt. ¹⁹ Og en Anden sagde: jeg har kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt. ²⁰ Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. ²¹ Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.

²¹ Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde. ²² Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.

²² Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum. ²³ Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

²³ Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt. ²⁴ Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. ²⁷ Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel. ²⁸ Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med, ²⁹ at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: ³⁰ dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. ³¹ Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred. ³³ Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel.

³³ Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel.

³ Men han talede denne Lignelse til dem og sagde: ⁴ hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? ⁵ Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt. ⁷ Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.

² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. ²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

⁶ Men Herren sagde: dersom I havde tro som et Senepskorn, da kunde I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op med Rod, og plant dig i Havet; og det skulde være Eder lydigt.

²³ Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig. ²⁴ Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige;

²⁴ Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige; ²⁵ thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

²⁸ Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting, og fulgt dig. ²⁹ Men hans agde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som har forladt Huus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, ³⁰ som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid og i den til kommende Verden et evigt Liv.

⁶ Og han skyndte sig og steg ned og annammede ham med Glæde. ⁷ Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: han tager Herberge hos en syndig Mand. ⁸ Men Zachæus blev staaende og sagde til Herren: see, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg har forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igjen.

¹¹ Men der de hørte paa dette, blev han ved og sagde en Lignelse, fordi han var nær Jerusalem, og de meente, at Guds Rige skulle strax aabenbares.

²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund. ²⁵ (Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.) ²⁶ Thi jeg siger Eder, at hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal tages ogsaa det, han har.

⁹ Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands en Tid lang.

¹² Men for alt dette skulle de lægge Haand paa Eder og forfølge og overantvorede Eder i Synagoger og Fængsler og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld. ¹³ Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd. ¹⁴ Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud betænkte, hvorledes I skulle forsvare Eder. ¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae. ¹⁶ Men I skulle og forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel. ¹⁷ Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld. ¹⁸ Dog ikke et Haar af Eders Hoved skal forkomme.

³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

²⁹ Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det,

¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting.

⁴⁷ Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.

¹¹ Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke.

¹¹ Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke. ¹² Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn; ¹³ hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.

⁴⁵ Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad. ⁴⁶ Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth.

¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. ²⁰ Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham.

⁴⁴ Thi Jesus vidnede selv, at en Prophet bliver ikke æret i sit Fædreneland.

³⁵ Han har et brændende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys.

²⁶ Jesus svarede dem og sagde: sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søge mig, ikke fordi I saae Tegn, men fordi I aade af Brødene og bleve mætte.

³⁵ Men Jesus sagde til dem: jeg er det Livsens Brød, Hvo som kommer til mig, skal ikke hungre: og hvo som troer paa mig, skal aldrig tørste.

⁴² Og de sagde: er ikke denne Jesus, Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi kjende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af Himmelen?

⁶¹ Men der Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder?

⁶¹ Men der Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder? ⁶² Hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før? ⁶³ Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv. ⁶⁴ Men der ere nogle af Eder, som ikke troe. Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvilke de vare, som ikke troede, og hvo den var, som ham vilde forraade. ⁶⁵ Og han sagde: derfor sagde jeg Eder, at Ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader.

⁶⁵ Og han sagde: derfor sagde jeg Eder, at Ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader.

⁷⁰ Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel. ⁷¹ Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forrædder og var een af de Tolv.

¹⁵ Og Jøderne forundrede sig og sagde: hvorledes veed denne Skrifterne, da han ikke er lært? ¹⁶ Jesus svarede dem og sagde: min Lærdom er ikke min, men hans, som mig udsendte. ¹⁷ Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv.

⁴¹ Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa? ⁴² Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var?

⁴³ Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I ikke kunne fordrage mit Ord.

⁴³ Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I ikke kunne fordrage mit Ord. ⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

⁴⁷ Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.

⁵⁶ Abraham Eders Fader frydede sig, at han skulde see min Dag, og han saae den og glædede sig.

²⁹ Vi vide, at Gud har talet til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er.

³⁹ Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde. ⁴⁰ Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde? ⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

²⁶ Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine Faar, som jeg sagde Eder. ²⁷ Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig.

²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt. ²⁵ Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. ²⁶ Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

³⁹ Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: ⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som annammer den, som jeg sender, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som har sendt mig.

³⁴ Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre.

¹ Jeg er det sande Viintræ, og min Fader er Viingaardsmanden. ² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt.

² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt.

² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt. ³ I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder.

³ I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder. ⁴ Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig.

⁴ Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre.

⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre.

⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre. ⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde.

⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde.

⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde. ⁷ Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder.

⁷ Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder. ⁸ Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.

⁸ Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.

¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.

¹² Jeg har endnu meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det. ¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder.

¹⁷ Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hentil Faderen? ¹⁸ Da sagde de: hvad er det, som han siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler. ¹⁹ Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig. ²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde.

²⁵ Dette har jeg talet til Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser, men frit ud forkynde Eder om min Fader.

⁷ Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er af dig. ⁸ Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig.

²⁴ Fader! jeg vil, at de, som du har givet mig, skulle være hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt.

³⁸ Pilatus sagde til ham: hvad er Sandhed? Og der han dette havde sagt, gik han igjen ud til Jøderne og sagde til dem: jeg finder slet ingen Skyld hos ham.

²⁵ Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene.

²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder.

²⁹ Jesus siger til ham: efterdi du har seet mig, Thomas! har du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet.

⁸ Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.

¹⁵ Og i de Dage stod Peter og midt iblandt Disciplene og sagde, (men der var en Hob afhenved hundrede og tyve personer tilsammen):

⁴⁴ Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. ⁴⁵ Og de solgte deres Eiendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, eftersom nogen havde behov. ⁴⁶ Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed, ⁴⁷ idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder. ²³ Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket.

¹³ Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus.

³² Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles. ³³ Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle. ³⁴ Der var ei heller nogen Trængende iblandt dem; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte, ³⁵ og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver eftersom han havde behov.

¹ Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom

¹ Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom ² og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder.

² og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder. ³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi?

³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? ⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud. ⁵ Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.

⁵ Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte. ⁶ Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham.

⁶ Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham. ⁷ Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.

⁷ Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var. ⁸ Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis.

⁸ Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis. ⁹ Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.

⁹ Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig. ¹⁰ Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

¹⁰ Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand. ¹¹ Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte.

³⁷ Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre. ³⁸ Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os; ³⁹ hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron:

⁵¹ I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. ⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

⁵⁷ Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham.

¹³ Men Simon troede og selv og lod sig døbe og holdt sig til Philippus; og da han saae de Tegn og store kraftige Gjerninger, som skete, forundrede han sig storligen.

¹⁸ Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalæggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende:

¹⁸ Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalæggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende: ¹⁹ giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maae faae den Hellig Aand. ²⁰ Men Peter sagde til ham: dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge. ²¹ Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.

²¹ Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. ²² Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig.

²² Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig. ²³ Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.

³⁰ Men Philippus løb til og hørte ham læse Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser? ³¹ Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne det, uden Nogen veileder mig? Og han bad Philippus stige op at sidde hos sig.

¹⁰ o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

⁴⁶ Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for Eder; men efterdi I forskyde det, og agte Eder ikke selv værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne.

¹⁸ Gud kjender fra Evighed alle sine Gjerninger.

¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.

¹¹ Men disse vare mere veltænkende end de i Tessalonica, de annammmede Ord med al Redebonhed, og ransagde dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes.

¹¹ Men disse vare mere veltænkende end de i Tessalonica, de annammmede Ord med al Redebonhed, og ransagde dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes. ¹² Saa troede da mange af dem, og af de fornemme grækiske Kvinder og Mænd ikke saa.

³² Men der de hørte om de Dødes Omstandelse, spottede Nogle; men Andre sagde: vi ville atter høre dig om dette.

¹⁵ Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium. ²⁵ Og nu see, jeg veed, at I alle, iblandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds Rige, ikke mere skulle se mit Ansigt.

³⁰ Og af Eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig.

³⁰ Og af Eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig. ³¹ Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer.

²⁰ Men der de hørte, prisede de Herren, og de sagde til ham: Broder! du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven.

²⁵ Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig. ²⁶ Tilmed haabede han og, at Paulus skulde give ham Penge, for at han skulde lade ham løs, derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.

¹⁹ men de havde nogle Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, hvilken Paulus sagde at leve. ²⁰ Men der jeg var tvivlraadig, hvad jeg skulde bestemme om denne, spurgte jeg, om han vilde reise til Jerusalem og der lagde denne Sag paadømme.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

³¹ Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker. ³² Men Agrippa sagde til Festus; denne Mand skunde være løsladt, dersom han ikke havde indskudt sig for Keiseren.

¹⁷ Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! uagtet jeg Intet har gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder, ¹⁸ hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var inten Dødssag imod mig. ¹⁹ Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Keiseren, dog ikke, som om jeg havde Noget at anklage mit Folk for. ²⁰ For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke. ²¹ Men de sagde til ham: vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som har forkyndt eller sagt noget Ondt om dig. ²² Men vi ønske vel at høre af dig, hvad din Mening er; thi om denne Sect er det os vitterligt, at den allevegne finder Modsigelse. ²³ Men der de havde bestemt ham en Dag, skom mange til ham i Herberget, for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Propheterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften.

²³ Men der de havde bestemt ham en Dag, skom mange til ham i Herberget, for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Propheterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften. ²⁴ Og Nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men Andre troede ikke. ²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende:

²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende: ²⁶ Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see medEders Øine og ikke fatte;

²⁶ Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see medEders Øine og ikke fatte; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem. ²⁸ Derfor være det Eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre.

²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,

⁷ dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; ⁸ men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede.

⁸ men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede. ⁹ Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjæl, som gjør det Onde, baade en Jødes først og en Grækers;

¹⁶ paa den Dag, naar Gud skal dømme Menneskens skjulte Idrætter efter mit Evangelium, ved Jesus Christus.

¹⁸ Thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke Godt; Villien har jeg vel, men et udrette det Gode formaaer jeg ikke;

¹⁷ Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.

¹⁸ Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser.

⁸ som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren til ikke at høre, indtil denne Dag. ⁹ Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag; ¹⁰ deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg!

²⁰ Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke overmodig, men frygt!

¹⁷ Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand.

⁴ Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, det er skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab ved taalmodighed og Skriftens Trøst.

¹⁸ Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling,

¹⁸ Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling, ¹⁹ ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi Evangelium;

¹⁷ End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem.

¹⁷ End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem. ¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, ²⁶ men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:

²⁶ men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:

¹¹ Thi mig er tilkjendegivet om Eder, mine Brødre! af Chloes Huusfolk, at der er Trætter iblandt Eder. ¹² Jeg mener nemlig, at enhver af Eder siger: jeg er Paulus', eller: jeg er Apollos', eller: jeg er Kephas, eller jeg er Christi. ¹³ Er de Christus deelt? mon Paulus være korsfæstet for Eder? eller ere I døbte til Paulus' Navn?

²³ men vi prædike den korsfæstede Christus, som er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed; ²⁴ men de, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christus, Guds Kraft og Guds Viisdom. ²⁵ Thi det Daarlige fra Gud er visere end Menneskenes Viisdom, og det Skrøbelige fra Gud er stærkere end Menneskenes Styrke. ²⁶ Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;

⁷ men vi tale Guds Viisdom, den hemmelighedsfulde, den, som var skjult, hvilken Gud har forud beskikket før Verdens Begyndelse, til vor Herlighed,

⁹ men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneses Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som han elske. ¹⁰ Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.

¹⁴ Men det sanselige Menneske fatter ikke de Ting, der høre Guds Aand til; thi de ere ham enDaarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandeligen.

⁵ Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? uden Tjenere, ved hvilke I bleve troende, og det, eftersom Herren har givet enhver.

⁵ Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? uden Tjenere, ved hvilke I bleve troende, og det, eftersom Herren har givet enhver. ⁶ Jeg plantede, Apollos vandede men Gud gav Væxt.

⁶ Jeg plantede, Apollos vandede men Gud gav Væxt. ⁷ Saa er nu hverken den Noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Væxt.

⁷ Saa er nu hverken den Noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Væxt. ⁸ Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faae sin egen Løn efter sit eget Arbeide. ⁹ Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning.

²¹ Derfor rose Ingen sig af Mennesker, thi alle Ting ere Eders; ²² være sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, elller det Tilkommende; alle Ting ere Eders; ²³ men I ere Christi, men Christus Guds.

¹ Saaledes agte hvert Menneske os som Christi Tjenere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder.

⁵ Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; de skal hver vederfares sin Lov af Gud.

⁷ Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har annammet? men dersom du og har annammet det, hvi roser du dig, som du havde ikke annammet det?

¹ Ydermere høres der Horeri iblandt Eder, og saadant Horeri, som ikke end nævnes iblandt Hedningerne, at En lever med sin Faders Hustru. ² Og I ere opblæste og ere ikke meget mere sørgmodige, saa at den, som har gjort denne Gjerning, matte udstødes fra Eder? ³ Jeg for min Deel, skjøndt fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden har allerede bedømt, som om jeg var nærværende, den som dette har saaledes bedrevet,

³ Jeg for min Deel, skjøndt fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden har allerede bedømt, som om jeg var nærværende, den som dette har saaledes bedrevet, ⁴ i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft,

⁴ i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft, ⁵ at overantvorde Satan en Saadan til Kjødets Fordærvelse, at Aanden maa frelses paa den Herrens Jesu Christi Dag.

⁵ at overantvorde Satan en Saadan til Kjødets Fordærvelse, at Aanden maa frelses paa den Herrens Jesu Christi Dag. ⁶ Kun slet er Eders Roes! Vide I ikke, at en liden Surdeig syrer den hele Deig?

⁶ Kun slet er Eders Roes! Vide I ikke, at en liden Surdeig syrer den hele Deig? ⁷ Derfor udrenser den gamle Suurdeig, at I kunne være en ny Deig, ligesom I ere usyrede; thi ogsaa for os er vort Paaskelam slagtet, Christus.

¹ Jeg vil, I skulle mindes, Brødre! at vore Fædre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem havet, ² og de ere alle døbte til Moses i Skyen og i Havet. ³ og de aade alle den samme aandelige Mad, ⁴ og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus. ⁵ Men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørken. ⁶ Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, som de have Lyst dertil. ⁷ Bliver ei heller Afgudsdyrkere, om nogle af dem, ligesom skrevet er: Folket satte sig ned at æde og drikke og stod op at lege. ⁸ Lader os ei heller bedrive hoer, som nogle af dem bereve hoer, og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde. ⁹ Lader os ei heller friste Christus, som og nogle af dem fristede ham, og bleve ødelagte af Slanger. ¹⁰ Knurrer ei heller, som og nogle af dem knurrede, og blevne ødelagte af Fordærveren. ¹¹ Alt dette skete dem til Exempel, men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne. ¹² Derfor, hvo som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.

¹⁹ Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.

²⁸ Gud har sat i Menigheden først Apostler, for det Andet Propheter, for at det Tredie Lærere, dernæst dem, som gjøre kraftige Gjerninger, derefter dem, som have Gaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, til at tale adskillige tungemaal. ²⁹ Monne Alle være Apostler? monne Alle være propheter? monne Alle være Lærere? monne Alle gjøre kraftige Gjerninger?

² Og havde jeg profphetisk Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg Intet.

¹² Men naar da Christus prædikes at være opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle i blandt Eder, at der ikke er Dødes Opstandelse? ¹³ Men dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden. ¹⁴ Men er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgjeves, og saa er og Eders Tro forgjeves. ¹⁵ Vi blive da og fundne som falske Vidner om Gud, idet vi have vidne om Gud, at han opriste Christus, hvilken han ikke har opreist, dersom nelmlig de Døde ikke opreises. ¹⁶ Thi dersom de Døde ikke opstaae, da er Christus ikke heller opstanden. ¹⁷ Men dersom Christus ikke er opstanden, da er Eders Tro forfængelig; saa ere I endnu iEders Synder; ¹⁸ saa ere og de fortabte, som ere hensovne i Christus. ¹⁹ Haabe vi alene paa Christus i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker. ²⁰ Men nu er Christus opstanden fra de Døde og er bleven den Førstegrøde af de hensovnede. ²¹ Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. ²² Thi ligesom Alle døde i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christus. ²³ Dog hver i sin Orden: den første Grøde er Christus, dernæst de, som ere Christi, udi hans Tilkommelse. ²⁴ Derpaa kommer Enden, naar han har overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vælde og Magt. ²⁵ Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder. ²⁶ Den sidste Fjende, som tilintetgjøres, er Døden. ²⁷ Han har jo lagt alle Ting under hans Fødder. men naar han siger, at alle Ting ere ham underlagte, da er det aabenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alle Ting. ²⁸ Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, at Gud skal være Alt i Alle. ²⁹ Hvad monne de ellers gjøre, som dødes for de Døde, dersom de Døde aldeles ikke opreises? hvi døbes de da for de Døde? ³⁰ Hvi staae ogsaa vi hver Time i Fare? ³¹ Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved vor Roes, den, som jeg har i Christus Jesus vor Herre. ³² Stred jeg, efter menneskelig Maade at tale, men vilde Dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi. ³³ Forføres ikke; slet Omgang fordærver gode Sæder. ³⁴ Vaagner op, som det sømmer sig, og synder ikke; thi Nogle vide Intet af Gud, det siger jeg Eder til Blusel.

⁴¹ Een er Solens Glands, en anden Maanens Glands en anden Stjernernes Glands; thi en Stjerne overgaaer den anden i Klarhed. ⁴² Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed; ⁴³ det saaes i Vanære, det opstaaer i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft; ⁴⁴ der saaes et sandseligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme. Der er et sandseligt Legeme, der er ogsaa et aandeligt Legeme. ⁴⁵ Saaledes er der ogsaa skrevet: det første Menneske, Adam, er bleven en levende Sjæl, den sidste Adam til en levendegjørende Aand. ⁴⁶ Det Aandelige er ikke det første, men det Sandselige; derefter det Aandelige. ⁴⁷ Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske, Herren, er af Himmelen. ⁴⁸ Saadan som den Jordiske var, saadanne ere og de Jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de Himmelske. ⁴⁹ Og ligesom vi have baaret den Jordiske Billede, saa skulle vi og bære den Himmelskes Billede. ⁵⁰ Men dette siger jeg, Brødre! at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed. ⁵¹ See, jeg siger Eder en Hemmelighed: vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,

⁵¹ See, jeg siger Eder en Hemmelighed: vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres, ⁵² i en Hast, i et Øieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkrænkelige, og vi skulle forandres. ⁵³ Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed. ⁵⁴ Men naar dette Forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette Dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Seier.

⁵⁸ Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.

¹⁰ Men dersom Timotheus kommer da seer til, at han kan blive hos Eder uden Frygt; thi han gjør Herrens Gjerning, ligesom og jeg.

⁶ Nok for ham er den Straf, som ham vederfaren af de Fleste, ⁷ saa at I tvertimod snarere skulde tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i altfor stor Bedrøvelse. ⁸ Derfor formaner jeg Eder, at I kraftigen vise ham Eders Kjærlighed. ⁹ Thi derfor har jeg og skrevet, at jeg vilde erfare, hvorvidt i holde Prøve, og I ere lydige i Alt. ¹⁰ Men hvem i tilgive Noget, den tilgiver og jeg; thi ogsaa jeg, dersom jeg har tilgivet Noget, da har jeg tilgivet det for Eders Skyld, for Christi Aasyn, paa det vi ikke skulde besnæres af Satan; ¹¹ thi hans Anslag ere os ikke ubekjendte.

¹⁷ Thi vi ere ikke som de Mange, der forfalske Guds Ord, men som af Retsindighed, men som af Gud tale vi for Guds Aasyn i Christus.

⁴ Saadan Tillid have vi til Gud formedelst Christus: ⁵ ikke at vi ere dygtige af os selv at udtænke Noget, som af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, ⁶ hvilken og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegjør.

¹⁴ Men deres Sind er forhærdet; thi indtil denne Dag forbliver det samme Dække under det gamle testamentes Læsning uafdraget; thi kun ved Christus hæves det.

² men vi have afsagt det skjulte skændige Væsen og omgaaes ikke i Trædskhed, forfalske og ikke Guds Ord; men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed, for Guds Aasyn. ³ Men er da end vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som fortabes,

³ Men er da end vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som fortabes, ⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus. ⁷ Men dette Liggendefæ have vi i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds, og ikke af os;

¹⁸ Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Christus og gav os Forligelsens Tjeneste; ¹⁹ efterdi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser og oprettede Forligelsens Ord iblandt os. ²⁰ Derfor ere vi Sendebud i Christi Sted, som og Gud formanede formedelst os; vi bede i Christi Sted: lader Eder forlige med Gud.

¹ Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjeves maae have modtaget Guds Naade;

⁴ men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere, med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester,

¹⁰ som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, dog besidde Alt.

¹ Fremdeles Kjundgjøre vi Eder, Brødre! den Guds Naade, som har viist sig i Macedoniens Menigheder, ² At, uagtet de bleve prøvede med megen Trængsel, har deres Glædes Fylde og deres dybe Fattigdom udgydet sig i en Rigdom af Goddægtighed.

¹⁰ Men den, som giver Sædemanden Sæd og brød til at æde, han skjenke og mangfoldiggjøre Eders Sæd, og formere Eders Goddædigheds Frugter,

³ Men jeg frygter, at ligesom Slangen bedrog Eva med sin Trædskhed, saaledes skal Eders Sind fordærves fra det oprigtige Sindelag mod Christus.

¹³ Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler. ¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. ¹⁵ Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

²⁶ Jeg har udholdt mange Reiser; jeg var i Farligheder i Vanstrømme, i Farligheder iblandt Røvere, i Farligheder af mit Folk, i Farligheder af Hedninger, i Farligheder i Byer, i Farligheder i Ørken, i Farligheder, i Farligheder paa Havet, i Farligheder iblandt flaske Brødre;

²⁰ Thi jeg fryger, at naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde Eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af Eder saadan, som i ikke ville; at der skulle være Trætter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed, splidagtighed; ²¹ at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.

¹⁹ Men nogen anden af Apostlerne saae jeg ikke uden Jakobus, Herrens Broder.

⁴ Men det skete for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke have indlistet sig for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christus Jesus, paa det de kunde gjøre os til Trælle;

¹ O, I uforstandige Galater! hvo har fortryllet Eder, at I ikke lyde Sandheden? Eder, hvem Jesus Christus var malet for øine som korsfæstet iblandt Eder. ² Kun dette vil jeg af Eder: var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse? ³ Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte iAanden, nu fuldende i Kjødet?

¹⁴ og for denne Prøvelse i mig Kjød ringeagtede I mig ikke og forhaanede mig ikke, men Iannammede mig som en Guds Engel, som Christus Jesus. ¹⁵ Hvor prisede i Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig.

⁶ Thi i Christus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud, men Troen, som er virksom ved Kjærlighed.

⁹ En liden Suurdeig gjør den ganske Dei suur.

²² Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glæde, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. ²³ Mod Saadanne er Loven ikke.

¹² De, som ville have Anseelse efter Kjødet, tvinge Eder til at omskæres, alene paa det de ikke skulle forfølges formedelst Christi Kors.

¹⁴ Men det være langt fra mig at rose mig, uden at vor Herrens Jesu Christi Kors, formedelst hvem Verden er mig korsfæstet, og jeg Verden. ¹⁵ Thi i Christus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud Noget, men en ny Skabning.

⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter den velbehagelige Beslutning, hvilken han forud satte hos sig selv,

¹⁷ at vor Herrens Jesu Christi Gud, Herlighedens Fader, vilde give Eder Viisdoms og Aabenbarelsens Aaand udi hans Kundskab, ¹⁸ Eders Forstands oplyste Øine, at i kunne kjende, hvilket det Haab er, som han kaldte Eder til, og hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige,

¹⁸ Eders Forstands oplyste Øine, at i kunne kjende, hvilket det Haab er, som han kaldte Eder til, og hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige,

² udi hvilke I forhen vandrede efter denne Verdens Skik, efter den Fyrstes Viis, som haver Magt i luften, den Aands, der nu er virksom i Vantroens Børn,

³ at han ved Aabenbarelse har kundgjort mig hiin Hemmlighed, hvorom jeg foran har korteligen skrevet, ⁴ af hvilket I kunne, naar i det læse, skjønne min Indsigt i Christi Hemmlighed;

⁴ af hvilket I kunne, naar i det læse, skjønne min Indsigt i Christi Hemmlighed; ⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden:

⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden:

⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden: ⁶ at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddeelagtige i hans Forjættelse i Christus, formedelst Evangelium.

⁶ at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddeelagtige i hans Forjættelse i Christus, formedelst Evangelium. ⁷ hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gud, som mig er given efter hans vældige Kraft. ⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom,

⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom, ⁹ og at oplyse Alle om Deelagtigheden i den Hemmelighed, som fra Verdens Begyndelse har været skjult i Gud, som skabte alle Ting ved Jesus Christus,

⁹ og at oplyse Alle om Deelagtigheden i den Hemmelighed, som fra Verdens Begyndelse har været skjult i Gud, som skabte alle Ting ved Jesus Christus,

¹⁷ at Christus maa boe formedelst Troen i Eders Hjerter,

¹¹ Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, ¹² til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,

³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen,

¹⁹ ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed,

⁶ fuldeligen forsikkret, at han, som begyndte det gode Værk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag;

⁹ Og derom beder jeg, at Eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed,

¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov.

¹³ thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Velbehag. ¹⁴ Gjører alle Ting uden Knur og Tvivl, ¹⁵ at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden,

⁷ Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Christi Skyld agtet for Tab; ⁸ ja sandeligen, jeg agter og Alt for Tab mod Christi Jesu min Herrens KundskabsYpperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at være, paa det jeg kan vinde Christus ⁹ og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen,

¹⁸ Thi mange vandre, hvilke jeg ofte har sagt Eder og endnu siger med Taarer, at være Christi Korses Fjender, ¹⁹ hvis Ende er Fordærvelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skjændsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting.

¹⁷ Ikke at jeg attraaer Gaven, men jeg attraaer den Frugt, som kan vorde overlødig til Eders Fordeel.

⁵ for det Haab, som Eder er henlagt i himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliums Sandheds Ord, ⁶ hvilket er kommet til Eder, som og i den ganske Verden, og er frugtbringende, ligesom og ibandt Eder fra den Dag, I hørte og erkjendte Guds Naade i Sandhed; ⁷ ligesom i have lært af Epaphras, vor elskelige Medarbeider, hvilken er en tro Christi Tjener for Eder,

¹⁰ at I kunne omgaaes værdeligen for Herren til at Velbehagelighed og være frugtbare paa al god Gjerning, og voxe til Guds Erkjendelse;

²³ saafremt I ellers forblive grundfæstede og stadige i Troen, og ikke lade Eder rokke fra det Evangeliums Haab hvilket I have hørt, hvilket er prædiket for al Skabningen under Himmelen, hvis Tjener jeg Paulus er bleven.

²⁵ hvis Tjener jeg er bleven efter det Guds Embede, som er mig givet hos Eder, rigeligen at prædige Guds Ord, ²⁶ den Hemmelighed, der var skjult fra alle Tider og Slægter, men nu er aabenbaret for hans Hellige,

²⁶ den Hemmelighed, der var skjult fra alle Tider og Slægter, men nu er aabenbaret for hans Hellige, ²⁷ hvem Gud vilde tilkjendegive, hvor stor denne Hemmeligheds herlige Rigdom er iblandt hedningerne, hvilken er Christus iblandt Eder, det Herlighedens Haab.

² at deres Hjerter maatte opmuntres idet de sammenføies i Kjærlighed og til den fuldvise Indsigts hele Rigdom, til Erkjendelse af Guds, Faderens og Christi Hemmelighed, ³ i hvem alle Viisdommens og Kundskabens Skatte ere skjulte.

⁷ rodfæstede og opbygte i ham, og stadfæstede i Troen, ligesom i ere lærte, voxende i den med Taksigelse.

³ Thi I ere døde, og Eders Liv er skjult med Christus i Gud. ⁴ naar Christus, vort Liv, aabenbares, da skulle ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed.

¹⁶ Lader Christi ord boe rigeligen iblandt Eder i al Viisdom, saa I lære og paamindre hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, idet I synge yndeligen i Eders Hjerte for Herren.

¹ Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi Eder i den Herre Jesus, at ligesom I have lært af os, hvorledes det bør Eder at omgaaes og tækkes Gud, I derudi maatte ydermere tiltage.

¹⁴ Men vi formane Eder, Brødre! paaminder de Uskikkelige, trøster de Kleinmodige, ophjælper de Skrøbelige, værer langmodige mod Alle.

²³ Men han selv, den Fredens Gud, hellige Eder ganske og aldeles, og gid Eders ganske Aand og Sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse. ²⁴ Han er trofast, som Eder kaldte han skal og gjøre det.

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed, ¹⁰ naar han kommer paa hiin Dag, at herliggjøres i sine Hellige beundres i dem, som troe; thi vort Vidnesbyrd er blevet troet hos Eder.

⁸ og da skal den uretfærdige aabenbares, hvilken Herren skal fortære med sin Munds Aande og tilintetgjøre ved sin Tilkommelses herlige Aabenbarelse. ⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse.

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed. ¹³ Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro, ¹⁴ hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.

⁶ ikke ny i Troen, at han ikke skal opblæses og falde under Bagvaskerens Dom.

⁹ bevarende Troens Hemmelighed i en god Samvittighed.

¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold, ¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

²⁴ Nogle Menneskers Synder er forud aabenbare, og gaae for dem til Dommen; men Nogle følge de og efter.

⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; ¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹⁷ Forkynd dem, som ere rige i den nævværende Verden, at de ikke hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde;

⁹ som frelse os og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som os er given i Christus Jesus fra evige Tider, ¹⁰ men nu er kundgjort ved vor Frelser Jesu Christi Aabenbarelse, som tilintetgjorde Døden og bragte Liv og Uforkrængelighed for Lyset ved Evangelium,

¹⁵ Du veed det, at alle de i Asia have vendt sig fra mig, iblandt hvilke ere Phygellus og Hermogenes.

²⁵ med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætte sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandhes Erkjendelse, ²⁶ og de kunde komme til sig selv igjen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gjøre hans Villie.

² Thi Menneskene skulle være egenkjærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, ³ ukjærlige, uforlignelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, uden Kjærlighed til det Gode, ⁴ Forrædere, fremfusende, opblæste, som mere elske Vellyst, end de elske Gud, ⁵ som have Gudsfrygtigheds Skin, men fornægte dens Kraft. Fly ogsaa disse.

¹⁶ Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, ¹⁷ at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.

³ Thi den Tid skal vorde, da de ikke skulle fordrage den sunde lærdom, men efter deres egne Begjeringer tage sig selv lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren.

³ Thi den Tid skal vorde, da de ikke skulle fordrage den sunde lærdom, men efter deres egne Begjeringer tage sig selv lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren. ⁴ Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler.

⁴ Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler.

⁴ Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler. ⁵ Men du, vær aarvaagen i alle Ting, lid ondt, gjør en Evangeliets Gjerning, fuldfør din Tjeneste.

¹⁰ thi Demas forlod mig, fordi han fik Kjærlighed til den nærværende Verden, og drog til Thessalonika; Crescens drog til Galatien, Titus til Dalmatien.

² i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider, ³ men haver nu til sin Tid aabenbaret sit Ord ved den Prædiken, som mig er betroet, efter Guds vor Frelsers Befaling:

⁹ som holder fast ved det sande Ord efter Underviisningen, at han kan være mægtig til baade at formane ved den sunde Lærdom og at overbevise dem, som sige imod.

⁹ som holder fast ved det sande Ord efter Underviisningen, at han kan være mægtig til baade at formane ved den sunde Lærdom og at overbevise dem, som sige imod. ¹⁰ Thi Mange ere gjenstridige, føre forfængelig Snak og bedaare Sindet, meest de af Omskærelsen, ¹¹ paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de lære, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.

⁶ Forman ligesaa de unge Mænd at være sindige, ⁷ visende dig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger, i din Lære Reenhed, Værdighed,

¹ Efterat Gud fordum havde talet mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Propheterne, saa har han i disse sidste Dag talet til os ved Sønnen;

⁶ Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham. ⁷ Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

¹ Derfor bør det os des mere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham,

¹² Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden. ¹⁵ Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen: ¹⁶ hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken? ¹⁸ Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe? ¹⁹ Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.

² Thi ogsaa os er Forjættelsen forkyndet, ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenede sig med Troen i dem, som hørte det.

⁶ Efterdi altsaa det er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndet, ikke kom ind formedelst Vantro: ⁷ saa bestemmer han atter en Dag: i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tid, (som forhen sagt): i Dag naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hjerter. ⁸ Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde han ikke derefter talet om en anden Dag. ⁹ Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. ¹⁰ Thi hvo som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine. ¹¹ Lader os derfor beflitte os at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal kalde efter samme Vantroes Exempel.

¹¹ Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, eftredi I ere blevne sløve til at fatte.

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand, ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse, ⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud;

¹⁰ Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et Folk.

²⁶ (ellers havde han ofte maattet lide fra Verdens Begyndelse;) men nu er han eengang i Tidens Fuldkommelse aabenbaret for at afskaffe Synden ved sit Offer.

³⁴ Thi baade have I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede Eder med Glæde deri, atman røvede Eders Gods, vidende, at I have i Eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene. ³⁵ kaster derfor ikke Eders Frimodighed bort, hvilken har en stor Belønning; ³⁶ thi I have Taalmodighed behov at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen. ³⁷ Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve. ³⁸ Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham. ³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

¹³ I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjester og Udlændinge paa Jorden.

²⁴ Formedelst Tro nægtede Moses der han var bleven stor, at kaldes Pharaos Datters Søn, ²⁵ og valgte hellere at lide Ondt med Guds Folk end at have Syndens timelige Nydelse, ²⁶ agtende Christi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae han til Belønningen.

³⁹ Og disse alle, enddog de havde Vidnesbyrd for deres Tro, naaede ikke Forjættelsen, ⁴⁰ efterdi Gud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.

¹⁵ og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes;

¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn. ¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.

⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.

¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie. ¹² Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.

¹⁶ Farer ikke vild, mine elskelige Brødre! ¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. ¹⁸ Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

¹⁸ Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

²¹ Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige. ²² Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv.

⁵ Hører, mine elskelige Brødre! har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, hvilket han har lovet dem, som han elske?

¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel.

⁴ I Hoerkarle og Hoerkvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fjendskab? Derfor, hvo som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

¹⁰ Om hvilken Frelse Propheterne have grandsket og ransaget, hvilken have spaaet om den Naade, Eder skulde vederfares; ¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed. ¹² Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue.

²⁰ som vel forud var bestemt, førend Verdens Grundvold blev lagt, men blev aabenbaret i disse sidste Tider for Eder, ²¹ som formedelst ham troe paa Gud, der opreiste ham fra de Døde og gav ham herlighed, saa Eders Tro og Haab maa være til Gud.

²³ I, som ere igjennemfødte, ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig Sæd ved Guds Ord, som lever og bliver evindeligen.

¹ Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse; ² og higer som nyfødte Børn efter den aandelige uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den,

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

⁵ saa anvender al Flid just herpaa og beviser i Eders Tro Dyd, men i Dyden Kundskab, ⁶ men i Kundskaben Afholdenhed, min i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed, ⁷ men i Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i Broderkjærligheden Kjærlighed til Alle. ⁸ Thi naar dette findes hos Eder og i Overlødighed, lader det Eder ikke blive Ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse.

⁸ Thi naar dette findes hos Eder og i Overlødighed, lader det Eder ikke blive Ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse. ⁹ Thi den, som ikke har dette, er blind, tillukker Øinene og har glemt Renselsen fra sine forrige Synder.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse. ² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes.

² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹³ og erholde Uretfærdigheds Løn. Vellyst søge de i daglig Overdaadighed en Skamplet og Skjændsel ere de; de gjøre sig lystige i deresBedragerier, naar de holde Maaltid med Eder; ¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn;

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed. ¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret. ¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse, ¹⁹ idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven. ²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første. ²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet. ²² Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.

¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

⁷ Brødre! jeg skriver Eder ikke et nyt Bud, men et gammel Bud, som I have havt fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det ord, som I have hørt fra Begyndelsen. ⁸ Atter skriver jeg Eder et nyt Bud, som er sandt i ham og i Eder; thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede.

¹³ Jeg skriver til Eder, I Fædre! thi I have kjendt ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til Eder, I Unge! thi I have overvundet den Onde. Jeg skriver til Eder, I Børn thi I have kjendt Faderen. ¹⁴ Jeg skrev til Eder, I fædre! thi I have kjendt ham, som er fra Begyndelsen. jeg skrev til Eder, I unge! thi I ere stærke, og Guds Ord bliver i Eder, og I have overvundet den Onde. ¹⁵ Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kjærlighed ikke i ham. ¹⁶ Thi alt det, som er i Verden, Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.

¹⁸ Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antichristen kommer, saa ere nu mange Antichrister fremkomne; hvoraf vi kjende, at det er den sidste Time. ¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os. ²⁰ Og I have Salvelse af den Hellige og vide Alt.

²⁰ Og I have Salvelse af den Hellige og vide Alt.

²⁷ Og den Salvelse, som I annammede af ham, bliver i Eder, og I have ikke behov, at Nogen skal lære Eder; men ligesom denne Salvelse lærer Eder Alt og er Sandhed og ingenlunde Løgn, da bliver i ham, som den har lært Eder.

² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger. ⁹ Hver den, som er født af Gud, gjør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. ¹⁰ Deraf kjendes Guds Børn og Djævelens Børn; hver den, som ikke gjør Retfærdighed, er ikke af Gud og hvor som ikke elsker sin Broder.

¹² ikke som Cain var af den Onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gjerningre vare onde, men hans Broders retfærdige.

¹ I Elskelige! troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Propheter ere udgangne i Verden. ² Derpaa kjende I Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er af Gud, ³ Og hver Aand, som ikke bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er ikke af Gud; og hvilken i hørte, at han kommer, og han er allerede nu i Verden. ⁴ Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem; thi den, som er i Eder, er større end den, der i Verden. ⁵ De ere af Verden, derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. ⁶ Vi ere af Gud. Hvo som kjender Gud, hører os; hvo som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpaa kjende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand.

¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn. ¹² Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.

¹⁸ Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men hvo som er født af Gud, vogter sig selv, og den Onde rører ham ikke.

²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.

⁴ Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke det alt længe siden forud er skrevet, at de vilde falde under saadan Dom; Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornægte den eneste hersker, Gud, og vor Herre Jesus Christus. ⁵ Men jeg vil paaminde Eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægyptens Land, ødelagde dog derefter dem, som ikke troede.

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed. ¹² Disse ere Skampletter ved Eders Kjærlighedsmaaltider, naar de uden Undseelse fraadse med Eder, idet de pleie sig selv; de vandløse Skyer, som omdrives af Veiret; visne Træer, ufrugtbare, to Gange døde, oprykte med Rod;

¹⁴ Men om disse har og Enoch, den Syvende fra Adam, spaaet, der han sagde: see, Herren kommer med sine mange tusinde Hellige,

²² Og gjører Forskjel, saa I ynkes over Nogle, ²³ men frelse Andre med Frygt, udrivende dem af Ilden, hadende endog den af Kjødet besmittede Kjortel.

⁵ Kom derfor ihu, hvorfra du er falden, og vend om og gjør de forrige Gjerninger; men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig.

⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den som seirer, han vil jeg give at æde af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradis.

¹¹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, skal indgenlunde skades af den anden Død.

¹³ jeg veed dine Gjerninger, og hvor du boer, der, hvor Satans Throne er; og du holder ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, endog i de Dage, i hvilke Antipas var, mit tro Vidne som blev ihjelslagen hos Eder, der hvor Satan boer.

¹⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, han vil jeg give at æde af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Steen, og et nyt Navn skrevet paa Stenen, hvilket Ingen kjender, uden den, som annammer det.

²⁰ Men jeg har noget Lidet imod dig, at du tilsteder den Kvinde Jesabel, som siger sig selv at være en Prophetinde, at lære og forføre mine Tjenere til at bedrive hoer og at æde Afgudsoffer.

²⁹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹ Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: dette siger den, som har de syv Guds Aander og de syv Stjerner: jeg veed dine Gjerninger, at du har Navn som levende, enddog du er død.

⁶ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹³ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹⁵ jeg veed dine Gjerninger, at du er hverken kold eller varm; gik du var kold eller varm!

¹⁵ jeg veed dine Gjerninger, at du er hverken kold eller varm; gik du var kold eller varm! ¹⁶ Derfor, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg udspye dig af min Mund;

¹⁶ Derfor, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg udspye dig af min Mund; ¹⁷ fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. ¹⁸ Jeg raader dig, at du kjøber af mig Guld, luttret i Ilden, at du kan vorde rig; og hvide Klæder, at du kan bedække dig, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og salv dine Øine med Øiensalve, at du kan see.

²² Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹¹ Og jeg saa og hørte mange Engles Røst omkring Thronen, og Dyrenes og de Ældste, og deres tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde. ¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse!

¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede.

² Og den oplod Afgrundens Brønd, og en Røg gik op af Brønden lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af Brøndens Røg.

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

⁸ Og de skulle tilbede det, Alle, som boe paa Jorden, hvis Navne ikke fra Verdens Begyndelse ere skrevne i Lammets, det slagtedes, Livsens Bog.

⁸ Og de skulle tilbede det, Alle, som boe paa Jorden, hvis Navne ikke fra Verdens Begyndelse ere skrevne i Lammets, det slagtedes, Livsens Bog. ⁹ Dersom Nogen har Øren, han høre!

¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede.

⁶ Og jeg saae en anden Engel flyve midt igjennem Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som boe paa Jorden, og alle Slægter og Stammer og Tungemaal og Folk;

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke.

¹⁵ Og en anden Engel udgik af Templet, som raabte med høi Røst til den, som sad paa Skyen: udstræk din Segl og høst; thi Timen at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden. ¹⁶ Og den, som sad paa Skyen, lod sin Segl gaae over Jorden, og Jorden blev høstet. ¹⁷ Og en anden Engel udgik af Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Segl. ¹⁸ Og en anden Engel udgik fra Alteret, som havde Magt over Ilden; og han raabte med stærk Skrig til den, som havde den skarpe Segel, sigende: udstræk din skarpe Segel og afskær Druerne af Jordens Viintræ; thi dets Druer ere modne. ¹⁹ Og Englen lod sin Segel gaae over Jorden og afskar Frugten af Jordens Viintræ og kastede den i Guds Vredes store Persekar.

¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. ¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.

⁸ Det Dyr, som du saae, har været og er ikke, og skal opstige af Afgrunden og fare bort til Fordærvelse; og de skulle forundre sig, som boe paa Jorden, de, hvis Navne ikke er skrevne i Livsens Bog, fra Verdens Grundvold blev lagt, naar de see Dyret, som var og ikke, enddog det er.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar ³ og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.

⁷ Og naar de tusinde Aar ere fuldendte, skal Satanas løses af sit Fængsel. ⁸ Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand. ⁹ Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de Helliges Leir og den elskede Stad, og Ild nedfaldt af Himmelen fra Gud, og fortærede dem. ¹⁰ Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed.

¹⁰ Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed.

¹² Og jeg saae de Døde, Smaa og Store staaende for Gud, og Bøgerne bleve opladte; og en anden Bog blev opladt, som er Livsens Bog; og de Døde bleve dømte efter det, som er skrevet i Bøgerne efter deres Gjerninger. ¹³ Og Havet afgav de Døde, som vare i det; og Døden og Helvede afgave de Døde, som var i dem, og de bleve dømte, hver efter sine Gjerninger. ¹⁴ Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen. Denne er den anden Død. ¹⁵ Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud. ⁴ Og Gud skal aftørre hver Taare af deres øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorrig, ei heller Skrig, ei heller Pine skal være mere; thi det Første er veget bort. ⁵ Og den, som sad paa Thronen, sagde: see, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: skriv; thi disse Ord ere sande og trofaste.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

²¹ Og de tolv porte vare Perler, enhver af Portene een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar. ²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet. ²³ Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys.

²⁷ Og intet Ureent skal komme ind i den, ei heller Nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.

² Midt i dens Gade og paa begge Sider af Floden voxte Livsens Træ som bar tolv Gange Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Folkenes Lægedom.