Mark 7 Cross References - Danish

¹ Og Pharisæerne og nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham. ² Og der de saae nogle af hans Disciple æde Brød med vanhellige, det er, med utoede Hænder, lastede de det. ³ (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik. ⁴ Og af det, der er kjøbt paa Torvet, æde de ikke uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke). ⁵ Dereftre spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke Dine Disciple efter de Ældstes Skik, men æde med utoede Hænder? ⁶ Men han svarede og sagde til dem: Esaias har spaaet retteligen om Eder, I Øienskalke! som skrevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig. ⁷ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. ⁸ Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting. ⁹ Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik. ¹⁰ Thi Moses har sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. ¹¹ Men I sige, naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave): ¹² da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjælp. ¹³ Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant. ¹⁴ Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer. ¹⁵ Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; meen hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent. ¹⁶ Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre! ¹⁷ Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denneLignelse. ¹⁸ Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen? ¹⁹ Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen og gaaer ud ved den naturlie Gang og saaledes renses al Maden. ²⁰ Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent. ²¹ Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord, ²² Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed; ²³ Alle disse onde Ting udgaaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent. ²⁴ Og han stod op og gik derfra til Tyrus' og Sidons Grændser og gik ind i et Huus og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult. ²⁵ Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom to faldt ned for hans Fødder; ²⁶ (men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter. ²⁷ Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. ²⁸ Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler. ²⁹ Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter. ³⁰ Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren laae paa Sengen. ³¹ Og der han gik ud igjen af Tyrus' og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igennem Dekapolis' Grændser. ³² Og de førte en Døv til ham som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham. ³³ Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge, ³⁴ og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op! ³⁵ Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret. ³⁶ Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. ³⁷ Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.

³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.

²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort.

¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth

¹⁹ Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa.

¹³ Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon.

¹⁰ Og Mose sagde til HERREN: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge. ¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

¹² Ær din Fadel og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som HERREN din Gud giver dig.

¹⁷ Og hvo som bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes.

⁴² nemlig alt det, som gaar paa Bugen, og alt det, som gaar paa fire Fødder, af alt det, som har mange Fødder, iblandt al den Vrimmel, som vrimler paa Jorden, dem skulle I ikke æde; thi de ere en Vederstyggelighed. ⁴³ Gører ikke eders Sjæle vederstyggelige ved al den Vrimmel, som vrimler, og gører eder ikke urene ved dem, saa at I blive urene ved dem. ⁴⁴ Thi jeg HERREN er eders Gud, og I skulle hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig; og I skulle ikke gøre eders Sjæle urene ved nogen Vrimmel, som kryber paa Jorden. ⁴⁵ Thi jeg er HERREN, som førte eder op af Ægyptens Land for at være eders Gud; og I skulle være hellige; thi jeg er hellig. ⁴⁶ Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Væsen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Væsen, som vrimler paa Jorden, ⁴⁷ at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

⁹ Thi hvo som helst der bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod være over ham.

¹⁶ Ær din Fader og din Moder, som HERREN din Gud har budet dig, paa det dine Dage maa forlænges, og at det maa gaa dig vel i Landet, som HERREN din Gud giver dig.

³² I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke lægge dertil og ej tage derfra.

⁹ Tag dig i Vare, at der ikke er en nedrig Tanke i dit Hjerte, at du siger: Det syvende Aar, Henstandsaaret er nær, og at du er karrig imod din fattige Broder og ikke giver ham, og at han raaber over dig til HERREN, og det skal være dig til Synd.

¹⁶ Forbandet være den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen!

⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage,

⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter

²⁸ Og Ebron og Rehob og Hammon og Kana, indtil det store Zidon. ²⁹ Og Landemærket vender om mod Rama og indtil den faste Stad Tyrus, og Landemærket vender om til Hosa, og dets Udgang er ved Havet og strækker sig efter Strøget mod Aksib;

²¹ Og viger ikke af; thi saa følge I forfængelige Ting, sorn ej gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed.

⁸ Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øjne, og han sagde: De gave David ti Tusinde og mig gave de tusinde, og fremdeles vil Riget sandelig blive hans. ⁹ Og Saul saa skævt til David fra den Dag og der efter.

¹⁹ Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skød og bar ham op paa Salen, hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng. ²⁰ og han raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, saa at du dræber hendes Søn? ²¹ Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange og raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen! ²² Og HERREN hørte Elias's Røst, og Barnets Sjæl kom inden i det igen, og det blev levende.

²¹ Da gik Elias frem til alt Folket og sagde: Hvor længe ville I halte til begge Sider? dersom HERREN er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham! Men Folket svarede ham ikke et Ord.

²⁸ Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har HERREN ikke talt ved mig; og han sagde Hører, I Folk alle sammen!

⁴ Og du skal gaa ind og lukke Døren til efter dig og efter dine Sønner og øse i alle disse Kar, og du skal lade dem sætte hen, hvert, naar det er fuldt. ⁵ Og hun gik fra ham og lukkede Døren efter sig og efter sine Sønner; de bare frem til hende, og hun øste i. ⁶ Og det skete, der hun havde fyldt Karrene, da sagde hun til sin Søn: Bær endnu et Kar frem til mig; og han sagde til hende: Der er ikke et Kar mere; og Olien standsede.

³³ Og han gik ind og lukkede Døren til for dem begge og bad til HERREN. ³⁴ Og han steg op og lagde sig over Barnet og lagde sin Mund paa dets Mund og sine Øjne paa dets Øjne og sine Hænder paa dets Hænder og bredte sig ud over det, saa at Barnets Legeme blev varmt.

¹⁰ Da drog Kong Akas hen til Damaskus at møde Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og han saa det Alter, som var i Damaskus; da sendte Kong Akas en Afbildning af Alteret og en Lignelse af det, efter alt dets Arbejde, til Præsten Uria. ¹¹ Og præsten Uria byggede et Alter; efter alt som Kong Akas sendte fra Damaskus, saa gjorde Præsten Uria, indtil Kong Akas kom fra Damaskus. ¹² Og der Kongen kom fra Damaskus, da saa Kongen Altert teret, og Kongen nærmede sig Alteret og ofrede paa det. ¹³ Og han gjorde Røgofre af sit Brændoffer og sit Madoffer og udøste sit Drikoffer, og han stænkede Takofrenes Blod, som han havde, paa Alteret. ¹⁴ Men Kobberalteret, som stod for HERRENS Ansigt, flyttede han længere bort fra Huset, at det ikke skulde staa imellem Alteret og imellem HERRENS Hus; og han satte det op ved Siden af Alteret imod Norden. ¹⁵ Og Kong Akas bød Præsten Uria og sagde: Gør Røgoffer paa det store Alter af Brændofferet om Morgenen og Madofferet om Aftenen og af Kongens Brændoffer og hans Madoffer og af alt Folkets Brændoffer i Landet og deres Madoffer og deres Drikofre, og alt Brændofferets Blod og alt Slagtofferets Blod skal du stænke derpaa; men Kobberalteret skal, være mig til at adspørge ved. ¹⁶ Og Præsten Uria gjorde efter alt det, som Kong Akas befalede.

²⁵ Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, som var bevist ham, thi hans Hjerte ophøjede sig; derfor kom en Vrede over ham og over Juda og Jerusalem. ²⁶ Dog ydmygede Ezekias sig, efter at hans Hjerte havde ophøjet sig, han og Indbyggerne i Jerusalem; derfor kom HERRENS Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage.

³¹ Men det skete saa, da der var sendt Tolke til ham fra Fyrsterne i Babel for at spørge om det underfulde Tegn, som var sket i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham og for at kende alt det, som var i hans Hjerte.

³⁰ Om je end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe, ³¹ da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde? ¹⁵ Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne: ¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

⁴ Hvorledes kan da et Menneske være retfærdigt for Gud? og hvorledes kan den, som er født af en Kvinde, være ren?

⁴ Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

¹ Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.

³ De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een.

⁶ Jeg toer mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, HERRE!

⁹ Thi han talte, og det skete; han bød, saa stod det der.

⁶ Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa?

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. ² Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!

¹ Til Sangniesteren; til "Makalath" en Undervisning af David.

³ Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud.

² Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme detVished, I Menneskens Børn ³ Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet.

⁸ Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

¹²⁶ Det er rid, at HERREN gør noget; de have brudt din Lov.

¹⁴ Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.

¹⁶ Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed.

²³ Bevar dit Hjerte fremfor alt det, der forvares; thi fra det udgaar Livet.

⁵ I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.

²³ Et klogt Menneske skjuler sin Kundskab; men Daarers Hjerte udraaber deres Daarskab.

²⁵ HERREN nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke.

²⁰ Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.

¹⁵ Daarlighed er knyttet til den unges Hjerte; Tugtens Ris skal drive den langt fra ham.

⁶ Æd ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter!

⁹ Daarskabs Anslag er Synd, og Spotter er en Vederstyggeliahed iblandt Folk.

²² Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

²² En Mand med et ondt Øje haster efter Gods og ved ikke, at Mangel skal komme over ham.

¹⁷ Et Øje, som spotter Faderen, og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge; og Ørneunger skulle æde det.

²⁵ Jeg vendte mig om med mit Hjerte; for at forstaa og at udgranske og at søge Visdom og Fornuftighed og for at forstaa, at Ugudelighed er Daarskab, og at Daarskab eller Vanvid.

¹² Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde?

¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!

⁹ Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej!

²⁰ Til Loven og til Vidnesbyrdet! dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,

¹ Profeti imod Tyrus. Hyler, I Tharsis's Skibe! Thi den er ødelagt saa der ikke er et Hus, og saa at ingen kommer derind; fra Kithims Land kundgøres dette for dem. ² Tier, I Indbyggere paa Øen, som Zidons Købmænd, der fore over Havet, fyldte! ³ Over de store Vande blev Sæden ved Sikor, Høsten ved Strømmen, dens Indkomst; og den var Hedningernes Stapelstad. ⁴ Skam dig, Zidon thi Havet, Befæstningen ved Havet, siger: Jeg har ikke været i Fødselsnød og har ikke født og ikke opdraget unge Karle og ikke opfødt Jomfruer.

¹² Og han sagde: Du skal ikke blive ved at fryde dig ydermere, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! bør dig rede, drag hen over til Kithim; men end ikke der skal du have Hvite.

⁵ Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet.

⁹ Hvem skal han læse Kundskab? og hvem skal han bringe til at forstaa det, som høres? er det dem, som ere afvente fra Mælk, dem, som ere tabne fra Bryst? ¹⁰ Thi der er Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Rebel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der.

¹³ Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær til mig, og de ære mig med deres Mund, med deres Læber, men deres Hjerte er langt fra mig, og deres Frgt for mig er Menneskens Bud, som de have lært:

³ Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt. ⁴ Og de ubesindiges Hjerte skal fnrstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.

⁵ Da skulle de blindes Øjne aabnes og de døves øren oplades. ⁶ Da skal den halte springe som en Hjort og; den stummes Tunge synge med Fryd; thi Vande hryde frem i Ørken og Bække paa den øde Mark.

² Han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden.

²² Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

¹² Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land.

³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene. ¹⁶ Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt.

⁷ Deres Fødder løbe efter det onde og haste efter at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker; der er Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres Veje.

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

⁴ Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende HERRENS Vej, deres Guds Ret; ⁵ jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide HERRENS Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.

⁸ Hvorledes kunne I sige: Vi ere vise, og HERRENS Lov er hos os? men se, Skrivernes Løgnepen har arbejdet for Løgnen. ⁹ De vise skulle blive til Skamme, forfærdes og besnæres; se, de have forkastet HERRENS Ord, hvad for Visdom skulde de have?

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?

¹⁶ Det Ord, som du har talt til os i HERRENS Navn, deri ville vi ikke høre dig. ¹⁷ Men vi ville fuldt og fast holde det Ord, som er udgaaet af vor Mund om at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning udøse Drikofre for hende, saaledes som vi have gjort, vi og vore Fædre, vore Konger og vore Fyrster, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader; og vi bleve mætte af Brød og havde det godt og saa ingen Ulykke.

¹⁴ Og se, har han avlet en Søn, og denne saa alle sin Faders Synder, som han havde gjort, og skønt han saa dem, gjorde ikke derefter,

⁶ Og du Menneskesøn, suk! saa det bryder i dine Lænder, og saa det er dig bittert, skal du sukke for deres Øjne. ⁷ Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorfor sukker du? da skal du sige for et Rygte; thi det kommer, og hvert Hjerte skal smelte, og alle Hænder skulle synke, og hver Aand skal blive sløv, og alle Knæ skulle ryste som Vand; se, det kommer, og det sker, siger den Herre, HERRE.

² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte;

²¹ Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Zidon, og spaa imod den, ²² og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Zidon! og jeg vil herliggøre mig i din Midte; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg holder Ret over den og helliggør mig ved den.

³¹ Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.

¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke;

⁴ Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen tænkte paa at beskikke ham over det hele Rige. ⁵ Da søgte de overordnede og Statholderne at finde Sag imod Daniel, hvad Regeringen angik; men de kunde ingen ag eller slet Handling finde, fordi han var tro, og ingen Forseelse eller slet Handling fandtes hos ham.

²⁵ Og han skal tale Ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke paa at forandre Tider og Lov, og de skulle gives i hans Haand indtil een Tid og Tider og en halv Tid.

³⁶ Og Kongen skal gøre efter din Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord imod gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker.

² Til mig raabe de: Min Gud! vi, Israel, kende dig. ³ Israel har forkastet det gode; Fjenden forfølge ham!

¹² Jeg skriver ham mine mangfoldige Love; de ere blevne agtede som noget fremmed.

³ Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden? ⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

¹ Ve dem, som optænke Uret og forberede ondt paa deres Leje; naar det bliver lyst om Morgenen, udføre de det; thi det staar i deres Hænders Magt.

¹⁴ I sige: Det er forfængeligt at tjene Gud, og hvad Vinding have vi af, at vi toge Vare paa, hvad han vilde have varetaget, og at vi gik i Sørgeklæder for den HERRE Zebaoths Ansigt?

¹⁸ Men der Jesus vandrede ved den galilæiske Sø, saae han to Brødre, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder, som kastede Garn i Søen; (thi de vare Fiskere).

²⁵ Og der fulgte ham meget Folk fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra hiin Side Jordan.

³ Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.

¹⁷ Mener ikke, at jeg er kommen at opløfte Loven eller Propheterne; jeg er ikke kommen at opløfte men at fuldkomme. ¹⁸ Thi sandelig siger jeg Eder: indtil Himlen og Jorden forgaae, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, indtil det skeer altsammen. ¹⁹ Derfor, hvo som løser eet af disse mindste Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den Mindste i Himmeriges Rige; men hvo som dem gjør og lærer, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. ²⁰ Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaar de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige

⁴⁵ paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige.

⁷ Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord.

²³ men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket!

³ Men hvi ser du Skjærven, som er i din Broders Øie, men Bjelken i dit Øie bliver du ikke vaer. ⁴ Eller hvorledes siger du til din Broder: lad mig drage Skjærven ud af dit Øie, og see, der er en Bjelke i dit Øie. ⁵ Du Øienskalk! drag først Bjelken ud af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjærven af din Broders Øie. ⁶ Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive Eder.

⁴ Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for præsten, og ofre den Gave, som Moses har befalet, dem til et vidnesbyrd.

⁹ Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaar han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det. ¹⁰ Men der Jesus det hørte, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg Eder, end ikke i Israel har jeg fundet saadan Tro. ¹¹ Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. ¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ¹³ Og Jesus sagde til Høvedsmanden: gak bort, og dig skee, som du troede! Og hans Dreng blev helbredet i den samme Time.

⁴ Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter?

²⁸ Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre!

³² Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat. ³³ Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.

⁵ Disse Tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: gaar ikke ind i de Samaritaners Stad.

⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige;

¹⁵ Hvo som har Øren at høre med, han høre!

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

³⁴ I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

³⁴ I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. ³⁵ Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad. ³⁶ Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet. ³⁷ Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.

¹⁰ Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser?

³⁶ Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren.

¹ Da kom Skriftkloge og Pharisæer af Jesusalem til Jesus og sagde: ² hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet.

² hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet.

² hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet. ³ Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld?

³ Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld? ⁴ Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

⁴ Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

⁴ Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. ⁵ Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder.

⁵ Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder.

⁵ Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. ⁶ Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld.

⁶ Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld.

⁶ Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld. ⁷ I Øienskalke! Esias spaaede retteligen om Eder, da han sagde:

⁷ I Øienskalke! Esias spaaede retteligen om Eder, da han sagde: ⁸ dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig.

⁸ dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig. ⁹ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.

⁹ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.

⁹ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. ¹⁰ Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer!

¹⁰ Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer! ¹¹ Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent. ¹² Da gik hans Disciple frem og sagde til ham veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale? ¹³ Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal med Rod oprykkes. ¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven. ¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse.

¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse. ¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?

¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?

¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige? ¹⁷ Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang?

¹⁷ Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang?

¹⁷ Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang? ¹⁸ Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent. ¹⁹ Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.

¹⁹ Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser. ²⁰ Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent. ²¹ Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus' og Sidons Egne. ²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.

²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen. ²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os. ²⁴ Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus. ²⁵ Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! ²⁶ Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. ²⁷ Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. ²⁸ Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time. ²⁹ Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilæiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der. ³⁰ Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem. ³¹ saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

¹¹ Hvorledes forstaae I da ikke, det ei var om Brød jeg sagde til Eder, at I skulde tage Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig?

¹⁵ Eller har jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god?

¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke. ¹⁴ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom. ¹⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I drage om til Vands og Lands for at finde en Tilhænger; og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt mere end I ere.

¹⁸ Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig.

²³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre. ²⁴ I Blinde Veiledere, I, som sige Myggen af, men nedsluge Kamelen! ²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed.

²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed.

²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed. ²⁶ Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent. ²⁷ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed. ²⁸ Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret.

²⁴ Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil.

²⁷ Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham.

⁴⁰ Og der kom en Spedalsk til ham, bad ham, og faldt paa Knæ for ham, og sagde til ham: dersom du vil, kan du rense mig. ⁴¹ Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham, og sagde til ham: jeg vil; vorde reen!

⁴⁴ og sagde til ham: see til, at du siger Ingen Noget herom; men gak hen, besee dig for Præsten, og offre for din Renselse, det, som Moses har befalet, dem til et Vidnesbyrd. ⁴⁵ Men der han kom ud, begyndte han at fortælle Meget derom og udsprede Rygtet om denne Sag, saa at han ikke mere kunde gaae aabenbare ind i en Stad; men han var udenfor paa øde Steder, og allevegne fra kom de til ham.

¹ Og nogle Dage derefter gik han atter ind i Capernaum, og der spurgtes, at han var hjemme.

¹² Og han stod strax op, og tog Sengen, og gik ud for Alles Øine, saa de bleve alle forfærdede og prisede Gud og sagde: vi have aldrig seet Saadant.

¹⁶ Og der de Skriftkloge og Pharisæerne saae, at han aad med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple; hvad er det, at han æder og drikker med Toldere, og Syndere? ¹⁷ Og der Jesus det hørte, sagde han til dem: de karske have ikke Læge behov, men de, som have ondt. Jeg er ikke kommen at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse. ¹⁸ Og johannes' Disciple og Pharisæerne fastede, og de kom og sagde til ham: hvorfor faste johannes' Disciple og pharisæernes, men dine Disciple faste ikke?

⁷ Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa, ⁸ og fra Jerusalem og fra Jdumæa og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham.

¹² Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var.

²² Og de Skriftkloge, som vare komme ned fra Jesrusalem, sagde: han har Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle.

⁹ Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre. ¹⁰ Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.

¹³ Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser?

²³ Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre!

³⁴ Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.

⁴¹ Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige?

²⁰ Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle.

²² Og see, der kom een af SynagogeForstanderne ved Navn Jarius, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder. ²³ Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.

²³ Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.

³³ Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var sekkt, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden.

⁴⁰ Og de bleve ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae. ⁴¹ Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op! ⁴² Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade. ⁴³ Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.

³¹ Og han sagde til dem: kommer I afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at æde. ³² Og de fore bort i et Skib til et øde Sted afsides.

⁴¹ Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle.

⁵¹ Og han raadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv og forundrede sig.

² Og der de saae nogle af hans Disciple æde Brød med vanhellige, det er, med utoede Hænder, lastede de det. ³ (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik.

³ (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik.

³ (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik. ⁴ Og af det, der er kjøbt paa Torvet, æde de ikke uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke). ⁵ Dereftre spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke Dine Disciple efter de Ældstes Skik, men æde med utoede Hænder?

⁷ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. ⁸ Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting. ⁹ Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.

⁹ Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik. ¹⁰ Thi Moses har sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

¹³ Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant.

¹⁵ Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; meen hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent.

¹⁸ Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?

¹⁸ Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen? ¹⁹ Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen og gaaer ud ved den naturlie Gang og saaledes renses al Maden. ²⁰ Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent. ²¹ Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord, ²² Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed; ²³ Alle disse onde Ting udgaaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent. ²⁴ Og han stod op og gik derfra til Tyrus' og Sidons Grændser og gik ind i et Huus og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult.

¹² Og han sukkede dybt i sin Aand og sagde: hvi søger denne slægt tegn? Sandelig siger jeg Eder, at intet Tegn skal gives denne Slægt.

²³ Og han tog den Blinde ved Haanden og ledte ham hen udenfor Byen og spyttede i hans Øine og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, og han saae Noget.

²⁶ Og han sendte ham til hans Huus og sagde: du skal hverken gaae ind i Byen, ei heller sige det til Nogen i Byen.

¹⁷ Og Een af Folket svarede og sagde: Mester! jeg har ført min Søn til dig; han har en maalløs Aand. ¹⁸ Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke. ¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig! ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: hvor længe er det, at dette Vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen; ²² og den har ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjælp os! ²³ Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer.

²⁸ Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den?

¹⁹ Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke tale falsk Vidnesbyrd; du skal ikke besvige; ær din Fader og din Moder.

³⁴ Og ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eloi! Eloi! Lama Sabachtani? det er udlagt: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?

¹⁷ Og det begav sig paa een af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som var komne fra alle Byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens Kraft viste sig i at helbrede.

⁶ Da gik Jesus med dem; men der han nu ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af sine Venner til ham og lod ham sige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag. ⁷ Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet. ⁸ Thi jeg er og et Menneske, Øvrigheden undergiven, som har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden; kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

¹⁴ Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: du unge Karl, jeg siger dig, staae op!

¹⁴ Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.

³⁸ Men Pharisæeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid. ³⁹ Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.

³⁹ Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab. ⁴⁰ I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes? ⁴¹ Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene.

⁴¹ Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene. ⁴² Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre. ⁴³ Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene. ⁴⁴ Vee Eder, I skriftkloge og Pharisæer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.

⁵³ Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting. ⁵⁴ Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

¹ I det Folket var forsamlet ved mange Tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: fornemmeligen tager Eder vare paa Pharisæernes Suurdeig, som er Øienskalkhed.

⁵⁴ Men han sagde og til Folket: naar I see Skyen opgaae i Vester, sige I strax: der kommer Regn; og det skeer saaledes. ⁵⁵ Og naar I see Søndenveir blæse, sige I: der kommer Hede; og det skeer. ⁵⁶ I Øienskalke! Jordens og Himmelens Skikkelse vide I at skjønne, men hvi skjønne I ikke denne Tid? ⁵⁷ Men hvorfor dømme I ikke og af Eder selv, hvad ret er?

³⁰ Men da denne din Søn er kommen, som har fortæret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham. ³¹ Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit. ³² Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden.

¹⁵ Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en VederStyggelighed for Gud.

¹⁶ Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.

⁴² Og Jesus sagde til ham: bliv seende; din Tro har frelst dig.

⁴¹ Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde:

⁴⁵ Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple: ⁴⁶ vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder og lade sig gjerne hilse paa Torvene og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne og sidde øverst tilbords ved Nadverne, ⁴⁷ dem, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom.

⁴¹ Og vi vel med Rette, thi vi saae det, vore Gjerninger have forskyldt; men denne handlede intet Uskikkeligt.

²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt.

⁶ Men der var sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader.

¹⁰ Jesus svarede og sagde til ham: er du en Israels Lærer og veed ikke dette?

²⁵ Da opkom der en Tvist imellem Johannes' Disciple og Jøderne om Renselsen.

⁵⁰ Jesus siger til ham: gak bort, din Søn lever. Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. ⁵¹ Men idet han nu drog bort, mødte hans Tjenere ham og forkyndte og sagde: dit Barn lever. ⁵² Da udspurgte han dem den Time, paa hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.

⁴² men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder.

⁴¹ I gjøre Eders Faders Gjerninger. Derfor sagde de til ham: vi ere ikke avlede i Hoer; vi have en Fader, Gud. ⁴² Da sagde Jesus til dem: dersom Gud var Eders Fader, da elskede I mig; thi jeg eringenlunde kommen af mig selv, men han har udsendt mig.

⁵⁴ Jesus svarede: dersom jeg ærer mig selv, er min Ære Intet; det er min Fader, som mig ærer, og hvem I sige, at han er Eders Gud. ⁵⁵ Og I have ikke kjendt ham, men jeg kjender ham; og dersom jeg sagde: jeg kjender ham ikke, da blev jeg en Løgner ligsom I. Men jeg kjender ham og holder hans Ord.

⁶ Der han det havde sagt, spyttede han paa Jorden og gjorde dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa den Blindes Øine. ⁷ Og han sagde til ham: gak bort, to dig i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage.

³³ Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget og sagde:

³⁵ Jesus græd.

³⁸ Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor.

⁴¹ Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig.

⁴³ Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud!

²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.

¹ Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig.

⁷ Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer? ⁸ Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte? ⁹ Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia, ¹⁰ i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere, ¹¹ Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal. ¹² Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være?

¹⁰ Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som han var vederfaret. ¹¹ Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet. ¹² Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer? ¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades.

⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

²² Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig.

³⁰ Men Philippus løb til og hørte ham læse Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser?

³⁴ Og Peter sagde til ham: Æneas! Jesus Christus helbreder dig; staa op, og red selv under dig. Og han stod strax op.

⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gaae ud og faldt paa knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op.

¹⁴ Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent.

¹⁴ Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent. ¹⁵ Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent!

¹⁵ Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent!

¹⁵ Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent! ¹⁶ Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.

²⁵ Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad. ²⁶ Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.

²⁸ Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent.

⁸ Men jeg sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund.

⁸ Men jeg sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund. ⁹ Men Røsten svarede mig anden Gang af Himmelen: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent.

⁹ Men Røsten svarede mig anden Gang af Himmelen: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent. ¹⁰ Men dette skete tre Gange; og det blev altsammen igjen draget op til Himmelen.

¹⁷ Dersom Gud da har givet dem lige Gaver med os, der de troede paa den Herre Jesus Christus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud? ¹⁸ Men der de hørte dette, bleve de rolige og lovede Gud og sagde: saa har Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.

¹¹ Men der Mængden saae det, som paulus havde gjort, opløftede de deres røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne have taget menneskelig Skikke og ere komne ned til os.

²⁰ men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Kvalte, og fra Blod. ²¹ Thi Moses har fra gammel Tid i hver Stad dem, som han prædike, og læses hver Sabbat iSynagogerne.

²¹ Men de havde hørt om dig, at du lærer alle Jøder, som ere iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger at de ikke skulle omskære Børnene, ei heller vandre efter Skikkene.

²⁴ Tag dem til dig og lad dig rense med dem og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet, saa skulle alle vide at det er intet, somd Eder have hørt om dig, men at du og selvvandrer saaledes, at du holder Loven.

²¹ Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne.

²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende:

²⁹ Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa Hedningernes.

³¹ Afskaffe vi da Loven formedelst Troen? Det være langt fra! Nei, vi stadfæste Loven.

¹² og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren.

⁵ Thi da vi vare i Kjødet, virkede de syndige Lyster, som vaktes ved Loven, i vore Lemmer til at bære Dødens Frugt.

⁸ Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjerlighed i mig; thi uden Lov er Synden død.

⁷ efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det. ⁸ Men de, som ere kjødelige, skulle ikke tækkes Gud.

¹² Og der er ikke Forskjel paa Jøde og Græker; thi den Samme er Alles Herre, som er rig nok for alle dem, som paakalde ham.

¹ Antager Eder den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger. ² En troer, at man tør æde alt; men den Skrøbelige æder kun Urter. ³ Hvo som æder, foragte ikke den, som ikke æder; og hvo som ikke æder dømmer ikke den, som æder; thi Gud har antaget ham. ⁴ Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? For sin egen Herre staaer eller falder han; men han skal blive staaende, thi Gud er mægtig til at holde ham. ⁵ En agter den ene Dag fremfor den anden, en Anden agter alle Dage lige; hver have fuld Vished i sit eget Sind. ⁶ Hvo som gjør sig Mening om Dage, han gjør det for Herren; og hvo som ikke gjør sig Mening og Dage, han gjør det ogsaa for Herren. Hvo som æder gjør det for Herren, thi han takker Gud; og hvo som ikke æder, gjør det ogsaa for Herren og takker Gud. ⁷ Thi Ingen af os lever sig selv, og Ingen døer sig selv; ⁸ thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi Herrens. ⁹ Dertil er jo Christus baade død og opstanden og bleven levende igjen, at han skal herske baade over Døde og Levende. ¹⁰ Du altsaa, hvi dømmer du din Broder? eller du, hvi foragter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Christi Domstol. ¹¹ Thi der er skrevet: saa sandt jeg lever, siger Herren, skal hvert Knæ bøies for mig, og hver Tunge skal bekjende Gud. ¹² Altsaa skal hver af os gjøre Gud Regnskab for sig selv.

¹⁴ Jeg veed og er vis paa i den Herre Jesus, at Intet er ureent i sig selv; dog for den, som agter Noget for ureent, ham er det ureent.

¹⁷ Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand.

⁸ Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er bleven Omskærelsens Tjener for Guds Sanddrugheds Skyld til at stadfæste Forjættelserne til Fædrene;

⁸ Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er bleven Omskærelsens Tjener for Guds Sanddrugheds Skyld til at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; ⁹ men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig iblandt hedningerne og lovsynge dit Navn.

² Jeg gav Eder Melk at drikke, og ikke haard mad; thi da kunde I end ikke taale den, ja, I kunne endnu ikke;

¹⁷ Dersom Nogen fordærver Guds Tempel, han skal Gud fordærve; thi Guds Tempel er helligt, hvilket I ere.

¹³ Maden er for Bugen, og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgjøre baade denne og den; Legemet derimod er ikke for Skjørlevnet, men for Herren, og Herren for Legemet;

²⁵ Alt hvad som sælges i Slagterbod, det æder, uden at spørge for Samvittighedens Skyld;

¹⁴ Men er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgjeves, og saa er og Eders Tro forgjeves.

⁵⁸ Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.

⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

¹⁴ Og jeg gik langt videre i Jødedommen, end mange af mine Jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var overmaade nidkjær for mine fædrene Lærdomme.

²¹ Jeg agter ikke Guds Naade ringe; thi erholdes Retfærdighed ved Loven, da er jo Christus død forgjeves.

²⁸ Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus.

¹⁹ Kjødets Gjerninger ere aabenbare, saasom: Hoer, Skjørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed, ²⁰ Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Vrede, Trætte, Tvedragt, Partier, ²¹ Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri og deslige; om hvilke jeg forud siger Eder, ligesom jeg og før har sagt, at de, som gjøre Saadant, skulle ikke arve Guds Rige.

²¹ Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri og deslige; om hvilke jeg forud siger Eder, ligesom jeg og før har sagt, at de, som gjøre Saadant, skulle ikke arve Guds Rige.

¹² at I paa den Tid vare uden Christus, udelukte fra Israels Borgerret og fremmede fra Forjættelsens pagter, uden Haab og uden Gud i Verden.

¹² at I paa den Tid vare uden Christus, udelukte fra Israels Borgerret og fremmede fra Forjættelsens pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. ¹³ Men i Christus Jesus ere nu I, som forhen vare langt borte, komne nær til ved Christi Blod. ¹⁴ Thi han er vor Fred, som gjorde eet af begge og nedbrød Adskillelsens Mellemvæg,

⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom,

⁸ Seer til, at ikke Nogen gjør Eder til Rov ved verdslig Viisdom og tomt Bedrageri, efter Menneskers Sætninger, efter Verdens Børnelærdom og ikke efter Christus;

¹⁶ Derfor dømme Ingen Eder i Mad eller i Drikke, eller i Henseende til Høitider eller Nymaaner eller Sabbater,

²¹ rør ikke, smag ikke, tag ikke paa!

²¹ rør ikke, smag ikke, tag ikke paa! ²² hvilket alt er til Fordærvelse, naar det bruges efter Menneskenes Bud og Lærdomme;

²² hvilket alt er til Fordærvelse, naar det bruges efter Menneskenes Bud og Lærdomme;

²² hvilket alt er til Fordærvelse, naar det bruges efter Menneskenes Bud og Lærdomme; ²³ hvilket vel har Skin af Viisdom i selvgjort Dyrkelse og Ydmygelse, og idet Legemet ikke spares og ikke holdes i Ære til Kjødets Mættelse.

¹¹ hvor der ikke er Forskjel paa Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar, Scythe, Træl, Fri, men Christus er Alt i Alle.

⁴ han, som modsætter og ophøier sig over Alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds Tempel som en Gud og udgiver sig for at være en Gud.

⁶ Men vi byde Eder, Brødre! i vor Herrens Jesu Christi Navn, at I holde Eder fra hver Bror, som omgaaes uskikkeligen og ikke efter den Lærdom, som han annammede af os.

¹¹ Vi høre nemlig, at Nogle omgaaes uskikkeligen iblandt Eder og arbeide ikke, men tage sig unyttig handel for.

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme, ² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed, ³ som byde ikke at gifte sig, at afholde sig fra Mad, som Gud har skabt at annammes med taksigelse af dem, som troe og have erkjendt Sandheden.

³ som byde ikke at gifte sig, at afholde sig fra Mad, som Gud har skabt at annammes med taksigelse af dem, som troe og have erkjendt Sandheden. ⁴ Thi al Guds Skabning er god og Intet at forskyde, som annammes med taksigelse, ⁵ efterdi det helliges ved Guds Ord og Bøn.

⁴ Men om nogen Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at øve gudelig Kjærlighed mod deres eget Huus og vederlægge Forældre; thi dette er godt og behageligt for Gud. ⁵ Men den, som er en ret Enke og forladt, har sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag. ⁶ Men den Vellystige er levende død. ⁷ Forkynd og dette, paa det de maae være ustraffelige. ⁸ Men dersom Nogen ikke har Omsorg for sine Egne og meest for sine Huusfolk, den har nægtet Troen og er værre end en Vantro.

²⁵ Desligeste ere og nogle gode Gjerninger forud aabenbare, og de, som have sig anderledes, kunne ikke skjules.

⁵ som have Gudsfrygtigheds Skin, men fornægte dens Kraft. Fly ogsaa disse.

¹⁴ og ikke agte paa jødiske Fabler og Menneskers Bud, som vende sig fra Sandheden. ¹⁵ Alt er vel reent for de Rene; men for de Besmittede og Vantroe er Intet reent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet. ¹⁶ De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.

³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.

⁹ Men hold dig fra daarlige Spørgsmaal og Slægtsberegninger og Trætter og Stridigheder om Loven; thi de ere unyttige og forfængelige.

¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

¹¹ Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, eftredi I ere blevne sløve til at fatte.

⁶ men den, som ikke regnes i deres Slægt, tog Tiende af Abrahsm og velsignede den, som havde Forjættelserne.

¹⁰ som ikke formaae fuldkommeligen efter Samvittigheden at hellige den, som forretterTjenesten, men alene med Hensyn til Mad og Drikke og de adskillige Aftvættelser og kjødelige Anordninger, som vare paalagte indtil Rettelsens Tid.

⁹ Lader Eder ikke omdrive af de mangehaande og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Naaden, ikke ved Mad, hvoraf de ingen nytte have havt, som holdt sig dertil.

¹⁴ Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; ¹⁵ derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.

²⁶ Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.

⁴ gjøre I da ikke ubillig Forskjel hos Eder selv og blive Dommere efter onde Tanker?

¹⁴ Hvad gavner det, mine Brødre! om Nogen siger, han har Troen, men har ikke Gjerninger? mon den Tro kan frelse ham? ¹⁵ Dersom en Broder eller Søster ere nøgne og fattes den daglige Næring, ¹⁶ men Nogen af Eder siger til dem: gaaer bort i Fred, varmer Eder og mætter Eder; men I give dem ikke det, som hører til Legemets Nødtørst: hvad Gavn er det? ¹⁷ Ligesaa og Troen, dersom den ikke har Gjerninger, er den død i sig selv.

²⁰ Men vil du vide, o du forfængelige Menneske! at Troen uden Gjerninger er død?

⁶ Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfærdighed! Saaledes er Tungen iblandt voreLemmer; den besmitter det ganske Legeme og sætter Slægt efter Slægt i Brand, selv fat i Brand af Helvede.

¹ Hvoraf er saa megen Krig og Strid iblandt Eder? er det ikke heraf, af Eders Lyster, som stride i Eders Lemmer?

¹ Hvoraf er saa megen Krig og Strid iblandt Eder? er det ikke heraf, af Eders Lyster, som stride i Eders Lemmer? ² I begjere og have ikke; I slaae ihjel og bære Nid og kunne ikke faae; I føre Strid og Krig, men I have ikke, fordi I ikke bede. ³ I bede og faae ikke, fordi I bede ilde, at I det kunne fortære i Eders Vellyster.

⁸ Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!

¹⁸ vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfængelige Omgængelse, som Fædrene have overantvordet Eder,

¹⁵ Thi saaledes er det Guds Villie, at I, ved at gjøre det Gode, skulle bringe de daarlige Menneskers Vankundighed til at tie;

² saa at I skulle leve den øvrige Tid i Kjødet, ikke fremdeles efter menneskelige Lyster, men efter Guds Villie. ³ Thi det er nok, at vi i den forbigangne Livs Tid have bedrevet Hedningernes Villie, vandrende i Uteerlighed, Lyster, Fylderi, Fraadseri, Drukkenskab og skjændig Afgudsdyrkelse;

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger.

⁸ saaledes ere ogsaa disse berusede af Drømme og besmitte Kjødet, men foragte Herskab og bespotter Værdigheder.

⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den som seirer, han vil jeg give at æde af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradis.

¹¹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, skal indgenlunde skades af den anden Død.

¹⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, han vil jeg give at æde af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Steen, og et nyt Navn skrevet paa Stenen, hvilket Ingen kjender, uden den, som annammer det.

²⁹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

⁶ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹³ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

²² Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke. ¹² Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro.

⁸ Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting. ⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!

¹⁸ Thi jeg vidner for hver, som hører denne Bogs Propheties Ord: dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog.