Mark 14 Cross References - Danish

¹ Men det var Paaske og de usyrede Brøds Høitid to Dage derefter. Og de Ypperstepræster og de Skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslaae ham. ² Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket. ³ Og der han var i Bethanien, i Simon den Spedalskes Huus, og sad til Bords, kom en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med uforfalsket, meget kostelig Narudssalve; og hun sønderbrød Alabasterkrukken og udgød den paa hans Hoved. ⁴ Men der vare Nogle, som bleve fortrydelige ved sig selv og sagde: hvortil blev denne Salve spildt? ⁵ Thi den kunde bleven solgt for mere end tre hundrede Penninge og givet de Fattige; og de overfusede hende. ⁶ Men Jesus sagde: lader hende med Fred, hvi gøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig. ⁷ Thi I have altid Fattige hos Eder, og naar I ville, kunne I gjøre dem, tilgode; men mig have I ikke altid. ⁸ Hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit Legeme til Begravelsen. ⁹ Sandelig siger jeg Eder: hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, som hun har gjort, siges til hendes Ihukommelse. ¹⁰ Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepræster for at forraade ham til dem. ¹¹ Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham. ¹² Og paa de usyrede Brøds første Dag, der man slagtede Paaskelam, sagde hans Disciple til ham: hvor vil du, at vi skulle gaae hen og berede, at du kan æde Paaskelammet? ¹³ Og han sendte to af sine Disciple og sagde til dem: gaaer hen i Staden, og et Menneske skal møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham; ¹⁴ og hvor han gaaer ind, der siger til Huusbonden: Mesteren siger: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet, med mine Disciple? ¹⁵ Og han skal vise Eder en stor Sal, tillavet og rede, der bereder det for os. ¹⁶ Og hans Disciple gik bort og kom i Staden og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet. ¹⁷ Og der det var blevet Aften, kom han med de Tolv. ¹⁸ Og da de sadde til Bords og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg Eder, at een af Eder, som æder med mig, skal forraade mig. ¹⁹ Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, een efter een: er jeg den? og en anden: er jeg den? ²⁰ Men han svarede og sagde til dem: een af de Tolv, den, som dypper med mig i Fadet. ²¹ Menneskens Søn gaaer vel bort, som det er skrevet om ham; dog vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske godt, om han aldrig var født. ²² Og der de aade, tog Jesus Brødet, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. ²³ Og han tog Kalken, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf. ²⁴ Og han sagde til dem: dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for Mange. ²⁵ Sandelig siger jeg Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af Viintræets Frugt indtil paa hiin Dag, naar jeg skal drikke den ny i Guds Rige. ²⁶ Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. ²⁷ Og Jesus sagde til dem: i denne Nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Faarene skulle adspredes. ²⁸ Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galiæa. ²⁹ Men Peter sagde til ham; dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges. ³⁰ Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange. ³¹ Men han sagde endydermere: dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig. Men ligesaa sagde de og alle. ³² Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: sætter Eder her, imedens jeg beder. ³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. ³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager! ³⁵ Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil. ³⁷ Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time? ³⁸ Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. ³⁹ Og han gik atter hen, og bad og sagde de samme Ord. ⁴⁰ Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. ⁴¹ Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder. ⁴² Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forrader mig. ⁴³ Og strax, som han endnu talede, kom Judas, een af de Tolv, og en stor Skare med ham med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste. ⁴⁴ Men den, som forradte ham havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: hvilken jeg kysser, den er det; griber ham og fører ham sikkert bort. ⁴⁵ Og der han kom traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham. ⁴⁶ Men de lagde deres Hænder paa ham og grebe ham. ⁴⁷ Men een af dem, som stode hos, drog Sværdet ud, slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans Øre. ⁴⁸ Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og med Stænger, at tage fat paa mig. ⁴⁹ Jeg har været daglig hos Eder i Templet og lært, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det Skrifterne skulle fuldkommes. ⁵⁰ Og de forlode ham alle og flyede. ⁵¹ Og et ungt Menneske fulgte ham, som havde et Linklæde over det blotte Legeme; og Karlene toge fat paa ham. ⁵² Men han slap Lindklædet og flyede nøgen fra dem. ⁵³ Og de førte Jesus hen til den Ypperstepræst; og alle de Ypperstepræster og Ældste og Skriftkloge kom tilsammen hos ham. ⁵⁴ Og Peter fulgte ham langt bag efter til ind i den Ypperstepræsts Palads, og han sad hos Tjenerne og varmede sig ved Ilden. ⁵⁵ Men de Ypperstepræster og det ganske Raad søgte Vidnesbyrd mod Jesus, paa det dekunde aflive ham; men de fandt intet. ⁵⁶ Thi Mange bare falske Vidnesbyrd mod ham, men Vidnesbyrdene kom ikke overens. ⁵⁷ Og nogle stode op og bare falsk Vidnesbyrd mod ham og sagde: ⁵⁸ vi have hørt, at han sagde: jeg vil nedbyrde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder. ⁵⁹ Og end ikke saaledes kom deres Vidnesbyrd overeens. ⁶⁰ Og den Ypperstepræst stod op midt i blandt dem og adspurgte Jesus; svarer du slet intet? hvad vidne disse imod dig? ⁶¹ Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn? ⁶² Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer. ⁶³ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: hvad have vi længere Vidner behov? ⁶⁴ I have hørt Gudsbespottelser; hvad tykkes Eder? Men de fordømte ham at være skyldig til Døden. ⁶⁵ Og Nogle begyndte at bespytte ham og skjule hans Ansigt og slaae ham med Næver og sige til ham: spaa! og Tjenerne sloge ham paa Munden. ⁶⁶ Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepræsts Piger, ⁶⁷ Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa været med Jesus af Nazareth. ⁶⁸ Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel. ⁶⁹ Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er En af dem. ⁷⁰ Men han nægtede atter. Og lidet derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: sandelig du er af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt derefter. ⁷¹ Men han begyndte at forbande sig og sværge: jeg kjender det Menneske ikke, om hvem I tale. ⁷² Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange; og han brast i Graad.

⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag.

⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag.

¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag.

¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag.

²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

³ Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:

¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

¹² da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.

²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm.

¹⁶ Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre hvad skullc vi tale, og hvormed ville vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Trælle, baade vi, saa og den, som Skaalen er funden hos.

⁶ Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener.

⁶ Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener. ⁷ Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de æde det. ⁸ Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det.

⁸ Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det. ⁹ I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde. ¹⁰ Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. ¹¹ Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og I skulle æde det med Hast; det er Paaske for HERREN. ¹² Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er HERREN. ¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.

¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land. ¹⁴ Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for HERREN; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den. ¹⁵ I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den søende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. ¹⁶ Og Paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder. ¹⁷ Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik. ¹⁸ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen.

¹⁸ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen. ¹⁹ Syv Dage skal der ikke findes Surdej og i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet. ²⁰ Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger.

³ Og Mose sagde til Folket: Kom denne Dab ihu, paa hvilken I ere udgangne af Ægypten, af Trælles Hus; thi med en vældig Haand udførte HERREN eder herfra. Og syret Brød skal ikke ædes.

⁷ og i Morgen skulle I se HERRENS Herlighed, efterdi han har hørt eders Knurren imod HERREN; og hvad ere vi, at I knurrer mod os? ⁸ Og Mose sagde: Det skal ske, naar HERREN giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi HERREN har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod HERREN.

⁸ Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som HERREN har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for HERREN.

⁸ Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som HERREN har gjort med eder over alle disse Ord.

¹⁰ Og den, som er ypperstepræst iblandt sine Brødre, paa hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Haand man har fyldt, for at han skal iføre sig Klæderne, han skal ikke blotte sit Hoved og ej sønderrive sine Klæder.

⁵ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Paaske for HERREN.

⁵ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Paaske for HERREN. ⁶ Og paa den femtende Dag i denne Maaned er de usyrede Brøds Højtid for HERREN; I skulle æde usyrede Brød i syv Dage.

⁶ Og paa den femtende Dag i denne Maaned er de usyrede Brøds Højtid for HERREN; I skulle æde usyrede Brød i syv Dage. ⁷ Paa den første Dag skal være eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.

¹⁶ Og hvo som taler ilde om HERRENS Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; saavel den fremmed som den indfødte, naar han taler ilde om Navnet, da skal han dødes

¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet hende i hendes Ansigt, skulde hun da ikke skamme sig syv Dage? Lad hende blive udelukket fra Lejren syv Dage; og derefter maa hun optages.

⁶ Og Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, der vare blandt dem, der havde bespejdet Landet, de sønderreve deres Klæder.

¹⁶ Men i den første Maaned, paa den fjortende Dag i Maaneden, er det Paaske for HERREN.

¹⁶ Men i den første Maaned, paa den fjortende Dag i Maaneden, er det Paaske for HERREN. ¹⁷ Og pa den femtende Dag i den samme Maanede er Højtid; man skal æde usyrede Brød i syv Dage.

¹⁷ Og pa den femtende Dag i den samme Maanede er Højtid; man skal æde usyrede Brød i syv Dage. ¹⁸ Pa den første Dag skal der være en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.

¹⁸ Pa den første Dag skal der være en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre. ¹⁹ Og, I skulle ofre et Ildoffer, et Brændoffer for HERREN; to unge Tyre og en Væder og syv Lam, aargamle, de skulle være eder uden Lyde; ²⁰ og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie; tre Tiendeparter skulle I lave til hver Tyr, og to Tiendeparter til Væderen; ²¹ og en Tiendepart skal og du lave til hvert Lam af de syv Lam, ²² dertil een Buk til Syndoffer til at gøre Forligelse for eder. ²³ Foruden Brændofret om Morgenen, som er det idelige Brændoffer, skulle I tillave disse Ting. ²⁴ Paa denne Maade skulle I lave hver Dag af de syv Dage Brød til et Ildoffer, en behagelig Lugt for HERREN; det skal laves foruden det idelige Brændoffer, og Drikoffer dertil. ²⁵ Og paa syvende Dag skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.

⁵⁴ Og Mose og Eleasar, Præsten, toge Guldet fra Fyrsterne over Tusinderne og Hundrederne, og de førte det ind i Forsamlingens Paulun for HERRENS Ansigt til en Ihukommelse for Israels Børn.

²⁷ Og I knurrede i eders Telte og sagde: Fordi HERREN hader os, har han udført os af Ægyptens Land, for at give os i Amoriternes Haand til at ødelægge os.

²⁷ Gak du nær til, og hør alt det, som HERREN vor Gud vil sige; og du skal tale til os alt det, som HERREN vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre og gøre det. ²⁸ Og HERREN hørte eders Ords Røst, det I talede til mig, og HERREN sagde til mig: Jeg har hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet. ²⁹ Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaa dem og deres Børn vel evindeligen!

¹⁸ Og jeg faldt ned for HERRENS Ansigt som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede med, da I gjorde det onde for HERRENS Øjne til at opirre ham

¹¹ Thi fattige ville ikke ophøre at være i Landet; derfor byder jeg dig og siger, at du skal oplade din Haand for din Broder, for den, som trænger hos dig, og for din fattige i dit Land.

¹ Tag Vare paa Abib Maaned, at du holder Paaske for HERREN din Gud; thi i Abib Maaned udførte HERREN din Gud dig af Ægypten om Natten.

¹ Tag Vare paa Abib Maaned, at du holder Paaske for HERREN din Gud; thi i Abib Maaned udførte HERREN din Gud dig af Ægypten om Natten. ² Og du skal slagte Paaskeoffer for HERREN din Gud, smaat Kvæg og stort Kvæg, paa det Sted, som HERREN skal udvælge, til der at lade sit Navn bo.

² Og du skal slagte Paaskeoffer for HERREN din Gud, smaat Kvæg og stort Kvæg, paa det Sted, som HERREN skal udvælge, til der at lade sit Navn bo. ³ Du skal ikke æde syret Brød dertil, syv Dage skal du æde usyret Brød der til, Trængselsbrød; thi med Hast drog du ud af Ægyptens Land; for at du skal ihukomme den Dag, da du uddrog af Ægyptens Land, alle dine Livsdage.

³ Du skal ikke æde syret Brød dertil, syv Dage skal du æde usyret Brød der til, Trængselsbrød; thi med Hast drog du ud af Ægyptens Land; for at du skal ihukomme den Dag, da du uddrog af Ægyptens Land, alle dine Livsdage. ⁴ Og der skal ingen Surdejg ses hos dig inden alt dit Landernærke, syv Dage; og der skal intet af Kødet, som du slagter om Aftenen paa den første Dag, ligge Natten over til om Morgenen.

⁴ Og der skal ingen Surdejg ses hos dig inden alt dit Landernærke, syv Dage; og der skal intet af Kødet, som du slagter om Aftenen paa den første Dag, ligge Natten over til om Morgenen. ⁵ Du maa ikke slagte Paaskeoffer i nogen af dine Byer, som HERREN din Gud giver dig. ⁶ Men paa det Sted, som HERREN din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo, der skal du slagte Paaskeofret om Aftenen, mod Solens Nedgang, paa den bestemte Tid, som du drog ud af Ægypten. ⁷ Og du skal koge og æde det paa det Sted, som HERREN din Gud skal udvælge; og om Morgenen skal du vende om og gaa til dine Telte. ⁸ Seks Dage skal du æde usyrede Brød; men paa den syvende Dag er en Slutningsfest for HERREN din Gud, da skal du intet Arbejde gøre.

¹² Og nu, kære, sværger mig ved HERREN, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn,

¹⁴ Gaar og raaber til de Guder, som I have udvalgt; lad dem frelse eder i eders Trængsels Tid.

⁶ Da sagde de til ham: Kære sig: Sjibboleth, og han sagde: I Sjibboleth, og kunde saaledes ikke udtale det ret; saa grebe de ham og sloge ham ihjel ved Jordanens Færgestæder og der faldt paa den samme Tid af Efraim to og fyrretyve Tusinde

²¹ Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus.

¹ I de samme Dage var ingen Konge i Israel, og i de samme Dage søgte Daniternes Stamme sig en Lod, hvor de kunde bo; thi der var indtil den Dag ikke tilfaldet dem nogen Arv iblandt Israels Stammer. ² Og Dans Børn udsendte af deres Slægt fem Mænd af deres hele Tal, stridbare Mænd fra Zora og fra Esthaol for at bespejde Landet og at udforske det, og de sagde til dem: Gaar hen, udforsker Landet; og de kom paa Efraims Bjerg, til Mikas Hus, og bleve der om Natten. ³ Disse vare ved Mikas Hus, og disse kendte den unge Karls, Levitens Røst, og de toge derind og sagde til ham: Hvo har ført dig herhid? og hvad gør du paa dette Sted? og hvad har du her? ⁴ Og han sagde til dem; Paa den og den Maade har Mika gjort imod mig, og han har lejet mig, og jeg er bleven hans Præst

⁷ Og Hebræere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskrækket og fulgte efter ham.

²² Kæ re, gaar, bereder Sagen fremdeles, og faar at vide og ser hans Sted, hvor hans Gang er, hvo der har set ham der; thi man har sagt mig, at han skal være meget træsk. ²³ Derfor ser og skaffer eder at vide iblandt alle Skjulesteder, hvor han skjuler sig, og kommer tilbage til mig, naar I ere visse derpaa, saa vil jeg gaa med eder; og det skal ske, dersom han er i Landet, da vil jeg ransage efter ham blandt alle Tusinder i Juda.

¹⁴ ligesom man siger i et gammelt Ordsprog: Fra Ugudelige skal udgaa Ugudelighed; men min Haand skal ikke være paa dig. ¹⁵ Efter hvem er Israels Konge udgangen? hvem jager du efter? efter en død Hund, efter en Loppe?

¹⁸ Og han sagde: Hvorfor forfølger min Herre saa sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min Haand?

¹⁷ Men Absalom sagde til Husaj: Er dette din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven?

⁹ Og Joab sagde til Amasa: Gaar det dig vel, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skægget med den højre Haand for at kysse ham. ¹⁰ Og Amasa tog sig ikke i Vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, saa denne stak ham dermed i Underlivet og udøste hans Indvolde paa Jorden; og han stak ham ikke anden Gang, thi han var død; men Joab og hans Broder Abisaj forfulgte Seba, Bikris Søn.

¹⁰ Da slog Davids Hjerte ham, efter at han havde talt Folket, og David sagde til HERREN: Jeg har saare syndet, at jeg har gjort det, og nu, HERRE, kære, borttag din Tjeners Misgerning; thi jeg har handlet meget daarligt.

²⁷ Og det skete om Middagen, da spottede Elias dem og sagde: Raaber med høj Røst, thi han er jo en Gud; thi han er vel falden i Tanker, eller er gaaet til Side. eller er paa Rejse - maaske sover han - at han kan opvaagne.

⁹ Og der gik han ind i en Hule og blev der om Natten; og se, HERRENS Ord kom til ham og sagde til ham: Hvad har du her at gøre, Elias?

¹³ Og det skete, der Elias hørte det da tilhyllede han sit Ansig med sin Kappe og gik ud og stod i Døren paa Hulen, og se, da kom der en Røst til ham og sagde: Hvad har du her at gøre, Elias

⁹ Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og sætter Naboth øverst iblandt Folket! ¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør.

¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør. ¹¹ Og de ældste Mænd og ypperste i hans Stad, som boede i hans Stad, gjorde, ligesom Jesabel havde ladet sige til dem, ligesom der var skrevet i Brevene, som hun havde sendt til dem. ¹² De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket. ¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

¹⁵ Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika! skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig eller lade være? Og han sagde til ham: Drag op og vær lykkelig, og HERREN skal give den i Kongens Haand.

¹³ Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi HERREN har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand.

²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger?

¹² Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Sværd og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder. ¹³ Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: HERREN har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien.

¹³ Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: HERREN har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien. ¹⁴ Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre, og denne sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? Og han sagde: Han sagde mig: Du skal visselig leve. ¹⁵ Og det skete den næste Dag, da tog han Ryet og dyppede det i Vandet og udbredte det over hans Ansigt, og han døde; og Hasael blev Konge i hans Sted.

³² I de samme Dage begyndte HERREN at tage Stykker bort af Israel; thi Hasael slog dem i hele Israels Landemærke,

¹⁵ Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge den, og der han ødelagde den, saa HERREN til og angrede det onde og sagde til Engelen, som ødelagde: Det er nok, drag nu din Haand tilbage; og HERRENS Engel stod ved Ornans, Jebusitens Tærskeplads. ¹⁶ Der David opløftede sine Øjne og saa HERRENS Engel staa imellem Jorden og imellem Himmelen og det dragne Sværd i hans Haand udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sæk, paa deres Ansigt.

² Og Kong David rejste sig paa sine Fødder og sagde: Hører mig, mine Brødre og mit Folk! mit Hjerte stod til at bygge et Hvilehus til HERRENS Pagts Ark og til vor Guds Fødders Skammel, og jeg havde forberedt Bygningen; ³ men Gud sagde til mig: Du skal ikke bygge mit Navn et Hus; thi du er en Krigsmand og har udøst Blod.

¹ Og Kong David sagde til hele Forsamlingen: Salomo, den eneste af mine Sønner, som Gud har udvalgt, er en ung Person og blødhjertet, men Ger ningen er stor; thi det Slot er ikke for et Menneske, men for den HERRE Gud. ² Og af al min Kraft har jeg til min Guds Hus samlet Guld til Guldtøj og Sølv til Sølvtøj og Kobber til Kobbertøj og Jern til Jerntøj og Træ til Trætøj, Onyksstene og Stene til at indfatte, og Karbunkelstene og stukne Klæder og alle Haande kostbare Stene og mange Marmorstene. ³ Og desuden, fordi; jeg har Behagelighed til min Guds Hus, har jeg givet, hvad jeg ejer af Guld og Sølv; dette har jeg givet til min Guds Hus foruden alt det, som jeg har samlet til Helligdommens Hus: ⁴ Tre Tusinde Gentner Guld af Ofirs Guld og syv Tusind Centner lutret Sølv til at beslaa Husenes Vægge med, ⁵ at der kan være Guld til GuIdtøjet og Sølv til Sølvtøjet og til alt det Arbejde, der udføres ved Mestres Haand; og hvo er villig til at fylde sin Haand i Dag for HERREN? ⁶ Da gave Øversterne for Fædrenehusene og Israels Stammers Øverster og Øversterne over tusinde og over hundrede og Øversterne over Kongens Arbejde frivilligt. ⁷ Og de gave til Arbejdet paa Guds Hus fem Tusinde Gentner Guld og ti Tusinde Drakmer og ti Tusinde Centner Sølv og atten Tusinde Gentner Kobber og hundrede Tusinde Gentner Jern. ⁸ Og de, hos hvem der blev fundet Stene, gave dem til HERRENS Hus's Skat ved Jehiels Gersonitens Haand. ⁹ Og Folket var glad over, at de gave frivilligt; thi de gave HERREN af et retskaffent Hjerte, frivilligt; og Kong David glædede sig ogsaa med stor Glæde. ¹⁰ Og David lovede HERREN for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet være du, HERRE, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed! ¹¹ Dig, HERRE! hører Majestæt og Vælde og Herlighed og Sejr og Ære til; thi alt i Himmelen og paa Jorden er dit, ja, dit, HERRE! er Riget, og du er ophøjet over alt til et Hoved. ¹² Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regerer over alting, og Kraft og Vælde er i din Haand; og i din Haand staar det at gøre alt stort og stærkt. ¹³ Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn. ¹⁴ Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi skulle have Kraft til at give frivilligt, som det her er sket? thi det er alt af dig, og af din Haand have vi givet dig det. ¹⁵ Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gæster som alle vore Fædre: Vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og her er ingen Forhaabning. ¹⁶ HERRE, vor Gud! al denne Mængde, som vi have samlet til at bygge dig et Hus for til dit hellige Navn, den er af din Haand og det er alt sammen dit. ¹⁷ Og, min Gud: jeg ved, at du prøver Hjerter og har Behag til Oprigtighed, jeg har i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligt og har nu med Glæde set dit Folk, som her fandtes, at det har givet dig frivilligt.

³⁰ Den ville du da høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, i hvilken du bor, og forlade og give enhver efter alle hans Veje, ligesom du kender hans Hjerte; thi du alene kender for dig Menneskens Børns Hjerter,

³ Der alle Israels Børn saa Ilden og HERRENS Herlighed nedfalde over Huset, da bøjede de sig ned med Ansigtet til Jorden imod Gulvet og tilbade og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.

²⁰ Og paa denne Maade gjorde Ezekias i hele Juda; og han gjorde det, som var godt og ret og sandt for HERRENS hans Guds Ansigt. ²¹ Og i al den Gerning, som han begyndte i Guds Hus's Tjeneste og i Loven og i Budet, idet han søgte sin Gud, handlede han af sit ganske Hjerte og havde Lykke.

¹⁹ Og det skete, der Kongen hørte Lovens Ord, da sønderrev han sine Klæder. ²⁰ Og Kongen bød Hilkia og Ahikam, Safans Søn, og Abdon, Mikas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde: ²¹ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for de overblevne i Israel og i Juda om den Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er udøst over os, fordi vore Fædre ikke have holdt HERRENS Ord, saa at de gjorde efter alt det, som er skrevet i denne Bog. ²² Da gik Hilkia og Kongens Folk til den Profetinde Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Takhat, en Søn af Hasra, og som havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del; og de talte saadant med hende. ²³ Og hun sagde til dem: Saa sagde HERREN, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig: ²⁴ Saa sagde HERREN: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets Indbyggere, nemlig alle de Forbandelser, som ere skrevne i denne Bog, som de læste for Judas Konge: ²⁵ fordi de have forladt mig og gjort Røgoffer for andre Guder for at opirre mig med alle deres Hænders Gerninger, derfor skal min Vrede udøses over dette Sted og ikke udslukkes. ²⁶ Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge HERREN, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde HERREN, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt: ²⁷ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja, ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN. ²⁸ Se, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles til din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted og over dets Indbyggere. Og de bragte Kongen Svar tilbage. ²⁹ Da sendte Kongen hen og lod alle de Ældste samles i Juda og Jerusalem. ³⁰ Og Kongen gik op i HERRENS Hus og alle Judas Mænd og Indbyggerne i Jerusalem, Præsterne og Leviterne og alt Folket, baade store og smaa, og han læste for deres Øren alle Ordene i Pagtens Bog, som var funden i HERRENS Hus. ³¹ Og Kongen stod paa sit Sted og gjorde en Pagt for HERRENS Ansigt, at han vilde vandre efter HERREN og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl for at opfylde Pagtens Ord, som vare skrevne i denne Bog. ³² Og han lod alle dem, som bleve fundne Jerusalem og i Benjamin, træde til og Jerusalems Indbyggere gjorde efter Guds, deres Fædres Guds, Pagt ³³ Og Josias borttog alle Vederstyggeligheder af alle Lande, som hørte Israels Børn til, og han holdt dem alle, som fandtes i Israel, til at tjene HERREN deres Gud; i alle hans Dag vege de ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.

⁸ Og Kongen kom tilbage fra Haven ved Paladset til Huset, hvor der havde været Gæstebud med Vin; men Haman var segnet ned over Bænken, som Esther, sad paa; da sagde Kongen: Vil han og øve Vold imod Dronningen hos mig i Huset? Ordet var udgaaet af Kongens Mund, og de tilhyllede Hamans Ansigt.

⁴ Da svarede Satan HERREN og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv.

¹³ Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig. ¹⁴ Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig.

¹⁰ De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede:

² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os! ⁴ Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem. ⁵ Da skal han tale til dem i sin Vrede o; forfærde dem i sin Harme:

⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

¹ En Psalme af David; der han flyede for Absoloms, sin Søns Ansigt. ² HERRE! hvor ere mine Fjender mange! Mange staa op imod mig.

⁵ Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. ⁶ Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.

² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. ³ Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. ⁴ Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! ⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. ⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. ⁸ Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet ⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. ¹¹ Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.

¹¹ Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. ¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.

¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. ¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig.

¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. ¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. ¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. ¹⁸ Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. ¹⁹ De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. ²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! ²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. ²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! ²⁵ Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. ²⁶ Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. ²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! ²⁸ Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. ²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. ³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. ³¹ Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

¹² Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig.

⁶ Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster Graad, men om Morgenen Frydeangest.

¹¹ Den staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.

¹¹ Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.

¹ Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David. ² Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.

⁹ De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere.

⁶ Gud for op med Frydeklang, HERREN med Basunes Lyd. ⁷ Synger for Gud, synger; synger for vor Konge, synger Psalmer!

³ Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vældige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag.

¹² Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. ¹³ Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; ¹⁴ men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding. ¹⁵ Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.

²⁰ Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. ²¹ Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt.

⁴ Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.

² Gud! hør min Røst. i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt. ³ Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, ⁴ som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord, ⁵ for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke. ⁶ De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem?

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. ² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.

² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. ³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. ⁴ Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. ⁵ Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. ⁶ Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. ⁷ Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. ⁸ Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. ⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. ¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. ¹¹ Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. ¹² Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. ¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. ¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! ¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! ¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! ¹⁷ Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! ¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! ¹⁹ Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! ²⁰ Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. ²¹ Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. ²² Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. ²³ Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. ²⁴ Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! ²⁵ Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! ²⁶ Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. ²⁷ Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. ²⁸ Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! ²⁹ Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! ³⁰ Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. ³¹ Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. ³² Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove. ³³ De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! ³⁴ Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne. ³⁵ Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! ³⁶ Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

¹ En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren. ² HERRE, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig. ³ Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab!

⁷ Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. ⁸ Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela.

¹⁴ Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. ¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. ¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.

¹⁸ Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.

¹⁵ Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.

²⁵ Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst.

⁴ Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.

⁶ Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! ⁷ Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! ⁸ Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! ⁹ Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! ¹⁰ Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! ¹¹ Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. ¹² Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! ¹³ Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! ¹⁴ Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! ¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; ¹⁶ fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. ¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. ¹⁸ Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. ¹⁹ Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. ²⁰ Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.

³ Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød.

⁶ Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfærdig skal være til en evig Ihukommelse. ⁷ Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa HERREN. ⁸ Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender. ⁹ Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfærdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Ære.

¹² Lovet være du HERRE! lær mig dine Skikke.

⁵⁹ Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. ⁶⁰ Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud.

¹⁰ Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke! ¹¹ Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstæbe den uskyldige, som er uden Sag; ¹² vi ville, som Dødsriget, sige den levende, ja hele og holdne, som de, der nedfale i Hulen; ¹³ vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov ¹⁴ du skal ville tage din Lod iblandt os, vi alle sammen have een Pose: ¹⁵ Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deles Sti; ¹⁶ thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;

¹ Det staar til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet; men Tungens Svar er fra HERREN.

¹⁸ Foran Undergang er Hovmod, og foran Fald gaar Stolthed.

²⁴ En Mand med mange Venner vil finde sig ilde stedt; men der er den Ven, som hænger fnstere ved end en Broder.

²¹ Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men HERRENS Raad det skal bestaa.

¹ Kongens Hjerte i HERRENS Haand er Vandbække; til alt det, han vil, bøjer han det. ² Alle en Mands Veje ere rette for hans egne Øjne; men HERREN vejer Hjerter.

³⁰ Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for HERREN.

⁶ Saar af en Elsker ere velmente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.

²¹ Det er ikke godt at anse Personer; og dog kan en Mand forsynde sig for et Stykke Brøds Skyld. ²² En Mand med et ondt Øje haster efter Gods og ved ikke, at Mangel skal komme over ham.

²³ Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære.

⁴ Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

⁴ Det er bedre; at du intet lover, end at du lover og ikke betaler. ⁵ Tilsted ikke din Mund at bringe Synd over dit Kød, og sig ikke for Engelens Ansigt, at det var en Overilelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordærve dine Hænders Gerning. ⁶ Thi hvor der er mange Dømme, der er Forfænglighed, og ligesaa hvor der er mange Ord; men frygt Gud! ⁷ Dersom du ser, at en fattig fortrykkes, og at Ret og Retfærdighed krænkes i Landskabet, da forundre dig ikke over den Idræt; thi en Høj er Vogter over en Høj, og den Højeste over dem begge; ⁸ og en Fordel for Jorden i det Hele er det, at der er en Konge over det dyrkede Land.

⁹ Glæd dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.

¹³ Dine Vækster ere en Lysthave med Granatæbler, med kostelig Frugt, Koferblomster med Narder; ¹⁴ Nardus og Safran, Kalmus og Kanel, med alle Haande Viraks Træer, Myrra og Aloe, samt alle de bedste Urter;

⁵ Da stod jeg op for at lukke op for min elskede; og mine Hænder dryppede med Myrra og mine Fingre med flydende Myrra over Haand fangene paa Laasen.

³ En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

²² Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sabna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med Sønderrevne Klæder; og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

⁶ Jeg hengav min Ryg til dem som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt.

¹⁴ Ligesom mange forskrækkedes over ham saa var hans, Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og, hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret? ² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. ³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. ⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig.

⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. ⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. ⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham. ⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund.

⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. ⁹ Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. ¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand.

¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger. ¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

¹⁷ Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver Tunge, som stør op imod dig for Retten, skal du faa domfældt; dette er HERRENS Tjeneres Arv, og deres Retfærdighed, som er fra mig, siger HERREN.

³ Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede.

²³ Jeg ved, HERRE! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.

⁵ Naar du løb med Fodgængere, og de gjorde dig træt: Hvorledes vil du da kunne kappes med Heste og i Fredens Land føler du dig vel tryg, men hvorledes vil du gøre det ved Jordans Stolthed?

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?

⁸ Og det skete, der Jeremias var færdig med at tale alt det, som HERREN havde befalet ham at tale til alt Folket, da grebe Præsterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: Du skal visselig dø! ⁹ Hvorfor spaaede du i HERRENS Navn og sagde: Dette Hus skal blive ligesom Silo, og denne Stad skal ødelægges, saa at ingen skal bo der? Og alt Folket samlede sig imod Jeremias i HERRENS Hus,

¹⁸ Morasktiten Zika spaaede i Ezekias's, Judas Konges Dage, og sagde til alt Judas Folk: Saa siger den HERRE Zebaoth: Den skal pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

¹⁸ Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er HERREN min Gud. ¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel. ²⁰ Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger HERREN.

²⁷ Se, jeg er HERREN, alt Køds Gud; mon nogen Ting skulde være underlig for mig?

²³ Og det skete, der Judi havde læst tre eller fire Stykker, skar han dem af med Skriverens Kniv og kastede dem i Ilden, som var paa Bækkenet, indtil den hele Rulle blev opbrændt i Ilden, som var paa Bækkenet. ²⁴ Og de forfærdedes ikke og sønderreve ikke deres Klæder, hverken Kongen eller nogen af hans Tjenere, da de hørte alle disse Ord;

¹² Det rører ikke eder, alle I, som gaa forbi ad Vejen. Skuer og ser, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi HERREN har bedrøvet mig paa sin brændende Vredes Dag.

²⁷ Det er en Mand godt. at han bærer Aag i sin Ungdom.

²⁰ Vor Livsaande, HERRENS Salvede, er fanget i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Folkene.

¹⁶ Og undkomme nogle undkomne af dem, skulle de være paa Bjergene som Duer i Dalene, sukkende alle, hver for sin Misgernings Skyld.

⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

³⁹ Og I af Israels Hus! saa siger den Herre, HERRE: Gaar da hver hen at tjene sine Afguder! men til sidst, saa ville I sandelig høre mig, og I ville ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn med eders Gaver? og med eders Afguder.

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.

³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem.

⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

⁴ Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen tænkte paa at beskikke ham over det hele Rige.

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham. ¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. ²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt.

²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt.

³ Ved deres Ondskab glæde de en Konge og Fyrster ved deres Løgn.

¹⁸ Lægger Seglen til, thi Høsten er moden; kommer, stiger ned, thi Vinpersen er fuld, Persekarrene løbe over; thi stor er deres Ondskab.

¹³ Se, de Dage komme, siger HERREN, da Plovmanden skal naa Høstmanden, og den, som træder Vindruer, skal naa den, som udsaar Sæden, og Bjergene skulle dryppe med Most og alle Højene flyde. ¹⁴ Og jeg vil omvende mit Folk Israels Fangenskab, og de skulle bygge de ødelagte Stæder og tage Bolig der og plante Vingaarde og drikke Vinen af dem, og de skulle anlægge Haver og æde Frugten af dem.

⁶ Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvorleeles kan du sove saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaske den Gud vil tilskænke mildhed paa os, at vi ikke forgaa.

¹ Og nu, Bethlehem Efrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgaa mig een til at være Hersker over Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.

⁷ Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen;

¹⁴ Og Kronerne skulle være for Kelem og for Tobias og for Jedaja og for Hen, Zefanias's Søn, til en Ihukommelse i HERRENS Tempel.

¹¹ Og du! for din Pagts Blods Skyld - dine bundne udlader jeg af en vandløs Hule.

¹⁷ Thi hvor stor skal dets Herlighed og hvor stor dets Skønhed være sorn skal bringe unge Karle og Most unge Piger til at blomstre frem.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

⁶ En Søn skal ære Faderen og en Tjener sin Herre; dersom jeg da er Fader, hvor er min Ære? og er jeg Herre, hvor er Frygten for mig? siger den HERRE Zebaoth til eder, I Præster, som foragte mit Navn, og dog sige: Hvormed have vi foragtet dit Navn?

¹² Men I vanhellige det, idet I sige: Herrens Bord, det er besmittet, og hvad angaar det, som ydes dertil, at Maden derpaa er foragtelig. ¹³ Og I sige: Se, hvilken Møje! og I blæse ad det, siger den HERRE Zebaoth, og I fremføre, hvad der er røvet, og det halte og det syge, ja, frembære det som Offergave; skulde jeg have Behag i saadant af eders Haand? siger HERREN.

²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger:

²³ Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

¹⁵ Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

¹⁸ Thi sandelig siger jeg Eder: indtil Himlen og Jorden forgaae, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, indtil det skeer altsammen.

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

² Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

⁵ Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader. paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

⁷ Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord.

⁹ Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;

¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

¹⁶ Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte.

⁹ Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaar han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

²⁹ Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid, for Tiden at pine os.

⁴ Simon Cananites og Judas Ischariot, som og forraadte ham.

³ Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? ⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: ⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige;

¹⁴ Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

¹⁹ Og han bød Folket sætte sig ned paa Græsset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem.

¹⁶ Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn?

²¹ Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag.

⁶ Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed. ⁷ Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!

²⁸ Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvæle ham, og sagde betal mig det, du er skyldig.

¹¹ Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde:

¹ Og der de kom nær til Jerusalem, og var komne til Bethpage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem:

¹¹ Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilæa.

¹⁷ Og han forlod dem og gik udenfor Staden til Bethanien, og blev der.

²³ Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt. ²⁴ Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette. ²⁵ Johannes' Daab, hveden var den? af Himmelen, eller af Menneskene? Men de betænkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da vil han spørge os: hvi troede I ham da ikke? ²⁶ Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet. ²⁷ Og de svarede Jesus og sagde: vi vide det ikke. Da sagde han og til dem: saa siger jeg ikke heller, af hvad Magt jeg gjør dette.

⁷ Og de ville gjerne være hilsede paa Torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi af Menneskene. ⁸ Men I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi Een er Eders Veileder, Christus, men I ere alle Brødre. ⁹ Og I skulle ingen kalde Eders Fader paa Jorden; thi Een er Eders Fader, som er i Himlene. ¹⁰ Og I skulle ikke lade Eder kalde Veiledere; thi Een er Eders Veileder, Christus.

¹⁴ Og dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme.

³⁰ Og da skal Menneskenes Søns Tegn aabenbares i Himmelen; og da skulle alle Jordens Slægter hyle, og de skulle se Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.

⁴² Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer.

⁵ Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind.

¹³ Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.

³⁵ Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; ³⁶ jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel,, og I kom til mig. ³⁷ Da skulle de Retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gave dig Mad? eller tørstig, og gave dig at drikke? ³⁸ Naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klædt dig? ³⁹ Naar have vi seet dig syg eller i Fængsel, og ere komne til dig? ⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig. ⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. ⁴² Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; ⁴³ jeg var fremmed, og I toge mig ikke til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg, og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. ⁴⁴ Da skulle de ogsaa svare ham og sige: Herre! naar have vi seet dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel, og have ikke tjent dig? ⁴⁵ Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig.

² I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes.

² I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. ³ Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas.

³ Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas. ⁴ Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham. ⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket. ⁶ Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus, ⁷ da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, ogudøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords. ⁸ Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde?

⁸ Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde? ⁹ Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Pris og givet til de Fattige.

⁹ Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Pris og givet til de Fattige. ¹⁰ Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig.

¹⁰ Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig. ¹¹ Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid.

¹¹ Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid. ¹² Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det har hun gjort for at flye mig til jorde. ¹³ Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse. ¹⁴ Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster, ¹⁵ og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge.

¹⁵ og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge. ¹⁶ Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham. ¹⁷ Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet? ¹⁸ Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple. ¹⁹ Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet. ²⁰ Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv. ²¹ Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig.

²¹ Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig. ²² Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig?

²² Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig? ²³ Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig.

²³ Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig. ²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født. ²⁵ Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du har sagt det. ²⁶ Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. ²⁷ Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf;

²⁷ Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf; ²⁸ thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. ²⁹ Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige.

²⁹ Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige. ³⁰ Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. ³¹ Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes. ³² Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilæa. ³³ Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges. ³⁴ Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.

³⁴ Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange. ³⁵ Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene. ³⁶ Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder. ³⁷ Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes.

³⁷ Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes. ³⁸ Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.

³⁸ Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig. ³⁹ Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.

³⁹ Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil. ⁴⁰ Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!

⁴⁰ Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig! ⁴¹ Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

⁴¹ Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. ⁴² Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie.

⁴² Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie. ⁴³ Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede.

⁴³ Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede. ⁴⁴ Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord.

⁴⁴ Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord. ⁴⁵ Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder. ⁴⁶ Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.

⁴⁶ Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig. ⁴⁷ Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste.

⁴⁷ Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste. ⁴⁸ Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham!

⁴⁸ Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham! ⁴⁹ Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham.

⁴⁹ Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham. ⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham.

⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham. ⁵¹ Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af.

⁵¹ Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af. ⁵² Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.

⁵² Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd. ⁵³ Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?

⁵³ Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle? ⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?

⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?

⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til? ⁵⁵ Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke.

⁵⁵ Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke. ⁵⁶ Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

⁵⁶ Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede. ⁵⁷ Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepræst Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Ældste vare forsamlede. ⁵⁸ Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden.

⁵⁸ Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden. ⁵⁹ Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet.

⁵⁹ Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet. ⁶⁰ Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde:

⁶⁰ Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde:

⁶⁰ Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde: ⁶¹ denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage.

⁶¹ denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage. ⁶² Og de Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig?

⁶² Og de Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig? ⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.

⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.

⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. ⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer. ⁶⁵ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.

⁶⁵ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.

⁶⁵ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse. ⁶⁶ Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden.

⁶⁶ Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden. ⁶⁷ spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe. ⁶⁸ Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog? ⁶⁹ Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og været med Jesus den Galilæer. ⁷⁰ Men han nægtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger. ⁷¹ Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth.

⁷¹ Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth. ⁷² Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske.

⁷² Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske. ⁷³ Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig.

⁷³ Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig. ⁷⁴ Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen.

⁷⁴ Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen. ⁷⁵ Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange, og han gik udenfor og græd bitterlig.

³ Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde: ⁴ jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil. ⁵ Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig.

¹¹ Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: du siger det. ¹² Og der han blev anklaget af de Ypperstepræster og Ældste, svarede han Intet. ¹³ Da sagde Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig? ¹⁴ Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare.

⁴⁰ du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset.

⁷ og gaaer hastelig hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de Døde; og see, han gaaer forud for Eder til Galilæa, der skulle I see ham. See, jeg har sagt Eder det.

¹⁰ Da sagde Jesus til dem: frygter ikke! gaaer hen, forkynder mine Brødre, at de drage til Galilæa, og der skulle de see mig.

¹⁶ Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde bestilt dem.

¹⁶ Men der han vandrede ved den galilæiske Sø, saae han Simon og hans Broder Andreas, at de kastede Garn i Søen, (thi de vare Fiskere). ¹⁷ Og Jesus sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gøre Eder til Menneske-Fiskere. ¹⁸ Og de forlode strax deres Garn og fulgte ham. ¹⁹ Og da han gik lidet frem derfra, saae han Jakobus, Zebedæus' Søn, og hans Broder Johannes, at ogsaa de bødte deres Garn i Skibet;

²⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.

¹⁹ og Judas Ischariotes, som og forraadte ham.

²⁸ Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;

³⁷ Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

¹¹ Og hvorsomhelst de ikke annamme Eder og ei høre Eder, gaaer bort derfra og afryster Støvet under Eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem. Sandelig siger jeg Eder: det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa Dommens Dag end den Stad.

⁴¹ Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle.

⁹ Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.

¹² Og han sukkede dybt i sin Aand og sagde: hvi søger denne slægt tegn? Sandelig siger jeg Eder, at intet Tegn skal gives denne Slægt.

¹ Og han sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige at være kommet med Kraft. ² Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes til sig og førte dem afsides op paa et høit Bjerg, og han blev forvandlet for dem.

³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag.

³³ Og han kom til Capernaum, og der han var i Huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien? ³⁴ Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største.

⁴¹ Thi hvo som skjenker Eder med et Bæger Vand i mit Navn, fordi I høre Christus til, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

¹⁵ Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.

¹⁷ Og der han var udgangen paa Veien, løb En til og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: gode Mester hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve det evige Liv?

²⁷ Men Jesus saae paa dem og sagde: for Menneskene er det umulligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.

²⁹ Men Jesus svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, der er Ingen, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for min og Evangeliums Skyld,

³³ See, vi gaae op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge, og de skulle fordømme ham til Døden og overantvorde Hedninger ham; ³⁴ og de skulle bespotte ham og hudstryge ham og bespytte ham og ihjelslaae ham, og paa den tredie Dag skal han opstaae.

³⁴ og de skulle bespotte ham og hudstryge ham og bespytte ham og ihjelslaae ham, og paa den tredie Dag skal han opstaae.

⁴⁵ thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange.

⁴⁷ Og der han hørte, at det var Jesus fra Nazareth, begyndte han at raabe og sige: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig.

² gaar bort til den By, som ligger for Eder, og strax, naar I kommme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket intet Menneske har siddet; løser det og fører det hid. ³ Og dersom Nogen siger til Eder: hvorfor gøre I dette? da siger, at Herren har det behov; saa skal han strax sende det hid.

³ Og dersom Nogen siger til Eder: hvorfor gøre I dette? da siger, at Herren har det behov; saa skal han strax sende det hid.

¹⁵ Og de kom til Jerusalem; og Jesus gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som solgte og kjøbte i Templet, og Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole stødte han om. ¹⁶ Og han tilstedte ikke, at Nogen bar et Kar igjennem Templet. ¹⁷ Og han lærte og sagde til dem: er der ikke skrevet, at mit Huus skal kaldes et Bedehuus for alle Folkeslag? men I have gjort det til en Røverkule. ¹⁸ Og de Skriftkloge og Ypperstepræster hørte det, og søgte, hvorledes de kunde omkomme ham; thi de frygtede for ham, eftersom alt Folket forundrede sig saare over hans Lærdom.

¹⁸ Og de Skriftkloge og Ypperstepræster hørte det, og søgte, hvorledes de kunde omkomme ham; thi de frygtede for ham, eftersom alt Folket forundrede sig saare over hans Lærdom.

²⁷ Og de kom attter til Jerusalem; og der han gik i Templet, kom de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældtste til ham.

³² Men sige vi, den var af Mennesker, da frygtede de for for Folket; thi Alle holdt for, atJohannes virkelig var en Prophet.

¹⁴ Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give eller ikke give?

³⁵ Og der Jesus lærte i Templet, tog han til Orde og sagde: hvorledes sige de Skriftkloge, at Christus er Davids Søn!

¹⁴ Men naar I see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, at staae, hvor den ikke bør, (hvo det læser, han give agt derpaa!) da flye til Bjergene de, som ere i Judæa; ¹⁵ men hvo som er paa Taget, stige ikke ned i Huset eller gaae ind at hente Noget af sit Huus; ¹⁶ og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage at hente sit Klædebon.

²⁶ Og da skulle de see Menneskens Søn kommme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.

³⁵ Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen), ³⁶ at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende. ³⁷ Men hvad jeg siger Eder, det siger jeg Alle: vaager!

⁹ Sandelig siger jeg Eder: hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, som hun har gjort, siges til hendes Ihukommelse. ¹⁰ Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepræster for at forraade ham til dem.

¹⁸ Og da de sadde til Bords og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg Eder, at een af Eder, som æder med mig, skal forraade mig.

²² Og der de aade, tog Jesus Brødet, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme.

²⁴ Og han sagde til dem: dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for Mange. ²⁵ Sandelig siger jeg Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af Viintræets Frugt indtil paa hiin Dag, naar jeg skal drikke den ny i Guds Rige.

²⁷ Og Jesus sagde til dem: i denne Nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Faarene skulle adspredes.

²⁹ Men Peter sagde til ham; dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges. ³⁰ Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange.

³⁰ Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange. ³¹ Men han sagde endydermere: dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig. Men ligesaa sagde de og alle.

³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager! ³⁵ Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil. ³⁷ Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time? ³⁸ Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

³⁸ Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. ³⁹ Og han gik atter hen, og bad og sagde de samme Ord. ⁴⁰ Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. ⁴¹ Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.

⁴¹ Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.

⁴³ Og strax, som han endnu talede, kom Judas, een af de Tolv, og en stor Skare med ham med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste.

⁴⁹ Jeg har været daglig hos Eder i Templet og lært, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det Skrifterne skulle fuldkommes.

⁵⁴ Og Peter fulgte ham langt bag efter til ind i den Ypperstepræsts Palads, og han sad hos Tjenerne og varmede sig ved Ilden.

⁶¹ Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn? ⁶² Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer. ⁶³ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: hvad have vi længere Vidner behov?

⁶⁶ Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepræsts Piger, ⁶⁷ Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa været med Jesus af Nazareth.

⁶⁷ Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa været med Jesus af Nazareth. ⁶⁸ Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel.

⁶⁸ Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel.

⁶⁸ Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel. ⁶⁹ Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er En af dem. ⁷⁰ Men han nægtede atter. Og lidet derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: sandelig du er af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt derefter. ⁷¹ Men han begyndte at forbande sig og sværge: jeg kjender det Menneske ikke, om hvem I tale. ⁷² Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange; og han brast i Graad.

⁷² Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange; og han brast i Graad.

¹ Og strax om Morgenen, der de Ypperstepræster med de Ældste og Skriftkloge og det ganske Raad havde holdt Raadslag, bandt de Jesus og førte ham bort og overantvordede Pilatus ham. ² Og Pilatus spurgte ham: er du den Jødernes Konge? Med han svarede og sagde til ham: du siger det. ³ Og de Ypperstepræster anklagede ham meget. ⁴ Pilatus spurgte ham atter og sagde: svarer du slet intet? See, hvor meget de vidne imod dig. ⁵ Men Jesus svarede endda Intet, saa at Pilatus forundrede sig.

¹⁹ Og de sloge hans Hoved med et Rør og bespyttede ham og faldt paa Knæ og tilbade ham.

²⁹ Og de, der gik forbi, bespottede ham og rystede med deres Hoveder og sagde: tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage;

⁴² Og der det nu var blevet Aften, (efterdi det var Beredelsens Dag, hvilken er en For-Sabbat),

⁷ Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder.

¹⁵ Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen!

¹⁹ Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand.

²⁴ Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Fædreneland!

⁴⁶ Men hvi kalde I mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger?

³⁷ Og see, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabaster-Krukke med Salve; ³⁸ og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve. ³⁹ Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.

³¹ som bleve sete i Herlighed og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem. ³² Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.

⁵¹ fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt,

² Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og æder med dem.

¹⁷ Men han gik i sig selv og sagde; hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger. ¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, ¹⁹ og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.

¹⁵ Men een af dem, der han saae, at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med høi Røst. ¹⁶ Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.

¹ Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt.

³⁰ gaaer hen til den By, som ligger for Eder; naaer I komme derind, skulle I finde et Føl bundet. paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid. ³¹ Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren har det behov. ³² Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. ³³ Men der de løste Føllet, sagde dets Herre til dem: hvi løse I Føllet?

⁴⁷ Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham.

⁶ Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.

³⁶ Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn. ³⁷ Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. ³⁸ Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.

¹ Men de usyrede Brøds Høitid, som kaldes Paaske, nærmede sig. ² Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket. ³ Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv. ⁴ Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem. ⁵ Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. ⁶ Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb. ⁷ Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man burde slagte Paaskelammet. ⁸ Og han sendte Peter og Johannes og sagde: gaaer hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne æde det. ⁹ Men de sagde til ham: hvor vil du, at vi skulle berede det? ¹⁰ Men han sagde til dem: see, naar I komme ind i Staden, skal et Menneske møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham i Huset, hvor han gaaer ind, ¹¹ og siger til huusbonden i Huset: Mesteren lader dig sige: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet med mine Disciple? ¹² Og han skal vise Eder en stor Sal tillavet; der bereder det. ¹³ Men de gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem, og de beredte Paaskelammet.

¹³ Men de gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem, og de beredte Paaskelammet. ¹⁴ Og der Timen kom, satte han sig tilbords, og de tolv Apostler med ham.

¹⁶ Thi jeg siger Eder, at jeg skal indenlunde mere æde af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige. ¹⁷ Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder.

¹⁷ Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder. ¹⁸ Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer.

¹⁸ Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer. ¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse. ²⁰ Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder. ²¹ Dog see, hans Haand, som mig forraader, er over Bordet med mig. ²² Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!

²² Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt! ²³ Og de begyndte at bespørge sig indbyrdes om, hvo af dem det dog maatte være, som dette skulde gjøre?

²⁹ Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det, ³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer. ³¹ Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede. ³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre. ³³ Men han sagde til ham: Herre! jeg er rede at gaae med dig, baade i Fængsel og i Døden. ³⁴ Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kjender mig.

³⁴ Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kjender mig. ³⁵ Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet.

³⁷ Thi jeg siger Eder: det bør endnu fuldkommes paa mig, hvad skrevet er: han er og regnet iblandt Overtrædere; thi hvad der er skrevet om mig, har Ende.

³⁹ Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.

³⁹ Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa. ⁴⁰ Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.

⁴⁰ Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse. ⁴¹ Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast og faldt paa Knæ, og bad og sagde:

⁴¹ Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast og faldt paa Knæ, og bad og sagde: ⁴² Fader, vilde du tage denne kalk, fra mig! dog skee ikke mine Villie, men din!

⁴² Fader, vilde du tage denne kalk, fra mig! dog skee ikke mine Villie, men din! ⁴³ Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham og styrkede ham. ⁴⁴ Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden.

⁴⁴ Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden. ⁴⁵ Og der han stod op fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. ⁴⁶ Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.

⁴⁶ Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse. ⁴⁷ Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.

⁴⁷ Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. ⁴⁸ Men Jesus sagde til ham: Judas! forraader du Menneskens Søn med et Kys? ⁴⁹ Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd?

⁴⁹ Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd? ⁵⁰ Og een af dem slog den Ypperstepræstes Tjener og afhuggede hans høire Øre.

⁵⁰ Og een af dem slog den Ypperstepræstes Tjener og afhuggede hans høire Øre. ⁵¹ Men Jesus svarede og sagde: tillader dem saavidt! Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.

⁵¹ Men Jesus svarede og sagde: tillader dem saavidt! Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. ⁵² Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Sværd og Stænger. ⁵³ Der jeg var dagligen hos Eder i Templet, udrakte I ikke Hænder imod mig; men denne er Eders Time og Mørkets Magt. ⁵⁴ Men de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i den Ypperstepræstes Huus; men Peter fulgte langt fra efter. ⁵⁵ Men de tændte en Ild midt i Paladset og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem.

⁵⁵ Men de tændte en Ild midt i Paladset og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem. ⁵⁶ Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham.

⁵⁶ Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham. ⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke. ⁵⁸ Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke.

⁵⁸ Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke. ⁵⁹ Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer.

⁵⁹ Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer. ⁶⁰ Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen.

⁶⁰ Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen.

⁶⁰ Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen. ⁶¹ Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange. ⁶² Og Peter gik udenfor og græd bitterligen.

⁶² Og Peter gik udenfor og græd bitterligen. ⁶³ Og de Mænd, som holdt Jesus, bespottede ham og sloge ham. ⁶⁴ Og de kastede et Klæde over ham og sloge ham i Ansigtet og spurgte ham og sagde: spaa, hvo er den, som dig slog?

⁶⁷ og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg Eder det, troe I det ikke. ⁶⁸ Men om jeg og spørger, svare I mig ikke eller lade mig løs. ⁶⁹ Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Krafts høire Haand.

⁶⁹ Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Krafts høire Haand. ⁷⁰ Men de sagde alle: er du da den Guds Søn? Men han sagde til dem: I sige det; thi jeg er det. ⁷¹ Men de sagde: hvad have vi ydermere Vidnesbyrd behov? thi vi have selv hørt det af hans Mund.

⁷¹ Men de sagde: hvad have vi ydermere Vidnesbyrd behov? thi vi have selv hørt det af hans Mund.

³ Men Pilatus spurge ham og sagde: er du den Jødernes Konge? Men han svarede ham og sagde: du siger det.

⁵³ Og han tog det ned og svøbte det i et fiint Linklæde og lagde det i en Grav, som var huggen i en Klippe, hvor endnu ikke Nogen var lagt.

²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. ²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

³⁰ Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

⁴⁵ Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad. ⁴⁶ Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth. ⁴⁷ Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see. ⁴⁸ Jesus saae Nathanael komme til sig og sagde om ham: see, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig. ⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig.

⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig. ⁵⁰ Og Nathanael svarede og sagde til ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge. ⁵¹ Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

⁵¹ Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører.

¹⁸ Da svarede Jøderne og sagde til ham: hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gjør dette? ¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det.

¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det. ²⁰ Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage? ²¹ Men han talede om sit Legems Tempel.

²⁴ Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle, ²⁵ og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

³ Jesus svarede og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds Rige.

⁵ Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige.

¹¹ Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

¹⁸ Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

¹⁸ Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig. ¹⁹ Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa.

¹⁹ Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa. ²⁰ Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv gjør, og han skal vise ham større Gjerninger, end disse, at I skulle forundre Eder. ²¹ Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil. ²² Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, ²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. ²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. ²⁵ Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.

³⁰ Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig.

⁷ Philippus svarede ham: Brød for to hundrede Penninge er ikke nok for dem, og hver af dem kan faae noget Lidet.

²³ (men der kom andre Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de aade Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse);

²⁶ Jesus svarede dem og sagde: sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søge mig, ikke fordi I saae Tegn, men fordi I aade af Brødene og bleve mætte.

³² Da sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: ikke Moses gav Eder det Brød af Himmelen; men min Fader giver Eder det Brød af Himmelen, som er det sande.

³⁸ Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte. ³⁹ Men dette er Faderens Villie, som mig udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, som han har givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste Dag.

⁴³ Derfor svarede Jesus og sagde til dem: knurrer ikke indbyrdes.

⁴⁷ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo, som troer paa mig, har et evigt Liv. ⁴⁸ Jeg er det Livsens Brød. ⁴⁹ Eders Fædre aade Manna i Ørknen og døde. ⁵⁰ Dette er det Brød, som kommer ned af Himmelen, at man skal æde af det og ikke døe. ⁵¹ Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv. ⁵² Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at æde? ⁵³ Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder.

⁵³ Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder. ⁵⁴ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. ⁵⁵ Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke. ⁵⁶ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. ⁵⁷ Ligesom den levende Fader udsendte mig, jeg lever ved Faderen ligesaa skal og den, som mig æder, leve ved mig. ⁵⁸ Dette er det Brød, som er kommet ned af Himmelen; ikke som Eders Fædre aade Manna og døde. Hvo som æder dette Brød, skal leve evindeligen.

⁷⁰ Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel.

⁷⁰ Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel. ⁷¹ Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forrædder og var een af de Tolv.

⁷¹ Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forrædder og var een af de Tolv.

²⁸ Derfor raabte Jesus, idet han lærte i Templet, og sagde: baade kjende I mig og vide, hvorfra jeg er; og af mig selv er jeg ikke kommen, men han er sanddru, som mig udsendte, hvilken I ikke kjende. ²⁹ Men jeg kjender ham, thi jeg er af ham, og han udsendte mig. ³⁰ Derfor søgte de at gribe ham; dog lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen.

³⁰ Derfor søgte de at gribe ham; dog lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen.

³⁷ Men paa den sidste og store Høitidsdag stod Jesus frem og raabte og sagde: om Nogen tørster, han komme til mig og drikke.

⁴⁰ Derfor sagde Mange af Folket, som hørte den Tale: denne er sandelig den Prophet.

² Og aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.

¹² Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

²⁰ Disse Ord talede Jesus ved Templets Kiste, der han lærte i Templet; dog greb Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu kommen.

⁵⁸ Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: førend Abraham blev, er jeg. ⁵⁹ Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes.

²³ Og Jesus gik omkring i Templet, udi Salomos Buegang. ²⁴ Da omringe Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe holder du vor Sjæl i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit!

³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet. ³¹ Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham.

³¹ Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. ³² Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig? ³³ Jøderne svarede ham og sagde: for en god Gjerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gjør dig selv til Gud.

³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?

² (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg).

²⁸ Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig.

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

⁵³ Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham. ⁵⁴ Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple. ⁵⁵ Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig. ⁵⁶ Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden? ⁵⁷ Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.

¹ Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde. ² Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham. ³ Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. ⁴ Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham:

⁴ Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham: ⁵ hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige?

⁵ hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige?

⁵ hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige? ⁶ Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.

⁶ Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. ⁷ Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den.

⁷ Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den. ⁸ Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid

¹⁹ Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham.

²³ Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres.

²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time.

¹ Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.

¹ Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. ² Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham;

² Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham;

¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.

¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. ¹⁴ Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder.

²¹ Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at een af Eder skal forraade mig.

²¹ Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at een af Eder skal forraade mig. ²² Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede.

²² Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede. ²³ Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede. ²⁴ Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om? ²⁵ Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det? ²⁶ Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det.

²⁶ Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det.

²⁹ Thi Nogle meente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad vi havdebehov til Høitiden; eller at han skulde give Noget til Fattige. ³⁰ Der han da havde taget Stykket, gik han strax ud; men det var Nat.

³³ Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu.

³⁶ Simon Peter sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig. ³⁷ Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.

³⁷ Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig. ³⁸ Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornægte mig tre Gange.

³⁸ Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornægte mig tre Gange.

¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.

¹ Dette har jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges.

⁴ Men dette har jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder. ⁵ Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen?

²⁸ Jeg udgik fra Faderen og kom til Verden; jeg forlader Verden igjen og gaaer til Faderen.

³² Se, den Time kommer og er allerede kommen, at I skulle adspredes hver til Sit og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig.

¹ Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig.

¹¹ Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa vare eet ligesom vi.

¹ Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik ind med sine Disciple.

¹ Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik ind med sine Disciple. ² Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple.

² Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple. ³ Da tog Judas Roden (Vagten) og de Ypperstepræster og Pharisæernes Svende med sig og kom derhen med Blus og Lamper og Vaaben. ⁴ Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: hvem lede I efter? ⁵ De svarede ham: Jesus af Nazareth. Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, som han forradte, stod og hos dem. ⁶ Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden. ⁷ Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde Jesus af Nazareth. ⁸ Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae.

⁸ Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae. ⁹ Paa det de ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du har givet mig. ¹⁰ Men Simon Peter, som havde et Sværd, drog det ud og slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans høire Øre. Men den Tjener hedte Malchus. ¹¹ Da sagde Jesus til Peter: stik dit Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?

¹¹ Da sagde Jesus til Peter: stik dit Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig? ¹² Da toge Roden og Krigsøversten og Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt ham.

¹² Da toge Roden og Krigsøversten og Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt ham. ¹³ Og de førte han først til Annas; thi Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. ¹⁴ Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. ¹⁵ Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var kjendt af den Yppestepræst og gik ind med Jesus i den Ypperstepræsts Palads.

¹⁵ Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var kjendt af den Yppestepræst og gik ind med Jesus i den Ypperstepræsts Palads. ¹⁶ Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind.

¹⁶ Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind. ¹⁷ Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke.

¹⁷ Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke. ¹⁸ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort Kuldild, (thi det var koldt), og varmede sig; men Peter stod hos dem og varmede sig.

¹⁸ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort Kuldild, (thi det var koldt), og varmede sig; men Peter stod hos dem og varmede sig. ¹⁹ Da spurgte den Ypperstepræst Jesus om hans Disciple og om hans Lærdom. ²⁰ Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid lært i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom.

²⁰ Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid lært i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom. ²¹ Hvi spørger du mig? spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de vide, hvad jeg har sagt. ²² Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepræst?

²² Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepræst? ²³ Jesus svarede ham: har jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men har jeg talet vel, hvi slaaer du mig? ²⁴ Men Annas havde sendt ham bunden til den Ypperstepræst Caiphas. ²⁵ Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke du være af hans Disciple?

²⁵ Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke du være af hans Disciple? ²⁶ En af den Ypperstepræst Tjenere, som var hans Frænde, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: saae jeg dig ikke i Urtegaarden med ham? ²⁷ Da nægtede Peter atter, og strax goel Hanen.

³⁷ Da sagde Pilatus til ham: er du ikke dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.

³ hil være dig, du Jødernes Konge! og de sloge ham paa Munden.

⁷ Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn.

⁹ Og han gik ind igjen i Domhuset og sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus gav ham ikke Svar.

⁹ Og han gik ind igjen i Domhuset og sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus gav ham ikke Svar. ¹⁰ Da siger Pilatus til ham: taler du ikke med mig? veed du ikke, at jeg har Magt til at korsfæste dig, og at jeg har Magt til at lade dig løs?

¹⁹ Men Pilatus havde og skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: Jesus Nazaræus, den Jødernes Konge.

²⁸ Derefter da Jesus vidste, at alting var fuldbragt. paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster.

³² Da kom Stridsmændene og brøde Benene paa den Første og den Anden, som vare korsfæstede med ham. ³³ Men da de kom til Jesus, og de saae, at han var allerede død, brøde de ikke hans Been. ³⁴ Men een af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand. ³⁵ Og den, der har seet, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og den Samme veed, at han siger Sanden, paa det I skulle troe. ³⁶ Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes.

³⁶ Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes. ³⁷ Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget.

³⁷ Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget. ³⁸ Men Joseph af Arimathæa (som var en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for Jøderne), bad derefter Pilatus, at han maatte nedtage Jesu legeme, og Pilatus tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu Legeme. ³⁹ Men og Nicodemus, han, som tilforn var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte Myrrha og Aloe sammenblandede, henved hundrede Pund. ⁴⁰ Da toge de Jesu Legeme og bandt det i Lindklæder med dyrebare Salver, som Jødernes Skik er at flye Lig til Jorde. ⁴¹ Men der var ved det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Urtegaard, og i Urtegaarden en ny Grav, i hvilken endnu aldrig Nogen var lagt. ⁴² Der lagde de da Jesus for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.

¹⁶ Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester.

¹ Derefter aabenbarede Jesus sig atter for Disciple ved Tiberias' Sø; men han aabenbarede sig saaledes.

¹⁵ Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam.

¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar. ¹⁸ Sandelig, sandelig siger jeg dig: der du var yngre, bandt du op om dig selv og gik, hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en Anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.

⁹ Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øine. ¹⁰ Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide klæder, ¹¹ hvilke og sagde: I galilæiske Mænd, hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igjen saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen.

¹³ Og der de kom derind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve Peter og Jakob og Johannes og Andreas, Pilip og Tomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alphæus' Søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs Broder.

¹⁶ I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus.

¹⁶ I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus. ¹⁷ Thi han var regnet i vores Tal og havde annammet dette Embedes Lod. ¹⁸ Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede. ¹⁹ Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget maal Hakeldama, det er Blodager. ²⁰ Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden.

²⁵ til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted.

⁷ Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?

²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.

²¹ hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage.

⁵ Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, ⁶ saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt.

²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

¹¹ Da beskikkede de hemmeligen Mænd som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud. ¹² Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet; ¹³ og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven.

¹³ og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven. ¹⁴ Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os.

⁴⁸ Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger:

⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

³² Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: som et Faar blev han ført til Slagterbænken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ei sin Mund.

³⁶ Men der var en Discipelinde i Joppe, ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Dorkas: hun var rig paa gode Gjerninger og gav mange Almisser.

²⁵ Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad. ²⁶ Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. ²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

¹³ Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen og vilde offre tilligemed Folket. ¹⁴ Men da Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, Sønderreve de deres Klæder og sprang ind blandt Folket,

²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie.

²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

⁸ Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.

² Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.

¹ Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler, Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus. ² Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: ³ at vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse. ⁴ Men paa det jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen. ⁵ Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect, ⁶ hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov. ⁷ Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder, ⁸ og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham. ⁹ Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes. ¹⁰ Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: efterdi jeg veed, at du har i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag. ¹¹ Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. ¹² Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden. ¹³ De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

¹⁸ Thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke Godt; Villien har jeg vel, men et udrette det Gode formaaer jeg ikke; ¹⁹ thi det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men det Onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg. ²⁰ Dersom jeg da gjør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, der uretter det, men Synden, som boer i mig. ²¹ Saa finder jeg da den Lov hos mig, idet jeg vil gjøre det Gode, at det Onde hænger ved mig. ²² Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske; ²³ men jeg seer en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager migfangen under syndens lov, som er i mine Lemmer. ²⁴ Jeg elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dødsens Legeme? ²⁵ Jeg takker Gud ved Jesus Christus, vor Herre. Saa tjener da jeg, den selvsamme, Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet.

¹⁵ Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! ¹⁶ Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.

⁶ Hvo som gjør sig Mening om Dage, han gjør det for Herren; og hvo som ikke gjør sig Mening og Dage, han gjør det ogsaa for Herren. Hvo som æder gjør det for Herren, thi han takker Gud; og hvo som ikke æder, gjør det ogsaa for Herren og takker Gud.

⁷ Derfor udrenser den gamle Suurdeig, at I kunne være en ny Deig, ligesom I ere usyrede; thi ogsaa for os er vort Paaskelam slagtet, Christus. ⁸ Derfor lader os holde højtid, ikke med den gamle Suurdeig, ei heller med Ondskabs og Skalkheds Suurdeig, men med Reenheds og Sandheds usyrede Brød.

⁴ og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus.

¹⁰ Knurrer ei heller, som og nogle af dem knurrede, og blevne ødelagte af Fordærveren.

¹² Derfor, hvo som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.

¹⁶ Velsignelsens kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det i Christi Legemes Samfund?

¹⁶ Velsignelsens kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det i Christi Legemes Samfund? ¹⁷ Eet Brød, eet Legeme ere vi mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød.

²³ Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet, ²⁴ takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse! ²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse!

²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse! ²⁶ Thi saa ofte som i æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. ²⁷ Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. ²⁹ Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme.

¹⁵ Hvad bør da skee? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jg vil og synge med Forstand.

⁴ og at han blev begraven; ⁵ og at han opstod den tredie Dag, efter Skrifterne; ⁶ og at han blev seet af Kephas, derefter af de Tolv.

¹³ Vaager, staaer faste i Troen, værer mandige, værer stærke!

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

¹⁰ Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.

¹ Fremdeles Kjundgjøre vi Eder, Brødre! den Guds Naade, som har viist sig i Macedoniens Menigheder, ² At, uagtet de bleve prøvede med megen Trængsel, har deres Glædes Fylde og deres dybe Fattigdom udgydet sig i en Rigdom af Goddægtighed. ³ Thi efter Evne (det vidner jeg), ja over Evne vare de af sig selv villige,

¹² Thi dersom Redebonhed er forhaanden, da er Enhver velbehagelig, i Forhold til det, han har, ei i Forhold til det, han ikke har

⁸ Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigeligen tilflyde Eder, at I i Alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligen til al god Gjerning.

¹³ Thi formedelst denne Prøve paa Eders Hjælpsomhed prise de Gud for den Lydighed, hvormed I bekjende Christi Evangelium, og for Eders oprigtige Gavmildhed mod dem og om Alle, ¹⁴ og idet de bede for Eder, saasom de hjertelig elske Eder formedelst Guds overvættes Naade mod Eder.

¹⁸ Thi ikke den, der priser sig selv, holder Prøve, men den, som Herren priser.

⁸ Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,

⁶ Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!

²⁵ Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia og svarer til det Jerusalem, som nu er og er i Trældom med sine Børn.

¹⁷ Thi Kjødets begjerer imod Aanden, men Aanden imod Kjødet; og disse ere hinanden modsatte, saa at I ikke kunne gjøre, hvad I ville.

¹ Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper ham tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.

¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

²⁸ Den, som stjal, stjæle ikke fremdeles med arbeide hellere og gjøre noget Godt med Hænderne, paa det han kan have at meddele dem, som have behov.

¹⁸ Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fyldte af Aanden, ¹⁹ og taler hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerte, ²⁰ og siger altid Gud og Faderen Tak for alle ting i vor Herrens Jesu Christi Navn,

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige, ¹⁹ ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed,

²⁸ og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.

⁸ og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død.

¹² Derfor, mine Elskelige! ligesom i altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggjørelse med Frygt og Bæven;

¹⁴ Gjører alle Ting uden Knur og Tvivl,

¹⁰ at I kunne omgaaes værdeligen for Herren til at Velbehagelighed og være frugtbare paa al god Gjerning, og voxe til Guds Erkjendelse;

¹⁶ Lader Christi ord boe rigeligen iblandt Eder i al Viisdom, saa I lære og paamindre hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, idet I synge yndeligen i Eders Hjerte for Herren.

⁶ Derfor lader os ikke sove ligesom de Andre, men lader os vaage og være ædrue. ⁷ Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om natten. ⁸ Men lader os, som ere Dagens Børn, være ædrue, iførte Troens og Kjærlighedens Haab.

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed, ¹⁰ naar han kommer paa hiin Dag, at herliggjøres i sine Hellige beundres i dem, som troe; thi vort Vidnesbyrd er blevet troet hos Eder.

¹⁷ han trøste Eders hjerter, og styrke Eder i al god tale og Gjerning!

¹⁷ Hilsen med min Haand, Paulus', som er et Tegn i hvert Brev; saaledes skiver jeg.

¹¹ efter den salige Guds herlige Evangelium, som mig er betroet.

¹⁰ som har Vindesbyrd for gode Gjerninger, at hun har opfødt Børn, at hun har gjerne laant Huus, at hun har toet de helliges Fødder, at hun har forsørget de Betrængte, at hun har lagt sig efter al god Gjerning.

¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹⁵ hvilken den Salige og alene Mængtige, den Kongers Konge og Herrers Herre skal vise i sin Tid;

¹⁸ at de gjøre Godt, blive rige i gode Gjerninger, gjerne give, meddele,

¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os; ¹³ dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke nægte sig selv.

¹³ dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke nægte sig selv.

¹⁹ Men Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl: Herren kjender Sine; og: hver den, som nævner Christi Navn, afstaae fra Uretfærdighed.

²¹ Dersom da Nogen holder sig reen fra disse, skal vorde et kar til Ære, helliget og Huusbonden nyttigt tilberedt til al god Gjerning.

¹⁷ at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.

¹⁶ Ved mit første Forsvar mødte Ingen med mig, men Alle forlode mig; (gid det ikke tilregnes dem!)

² i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,

⁷ visende dig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger, i din Lære Reenhed, Værdighed,

¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

⁸ Dette er troværdig Tale, og dette vil jeg, at du skal bekræfte, paa det de, som have troet paa Gud, skulle beflitte sig paa at overgaae Andre i gode Gjerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.

¹⁴ Thi lad ogsaa Vore lære at beflitte sig paa gode Gjerninger til Andres Nødtørst, saa de ikkeblive uden Frugt.

⁷ Thi vi have stor Glæde og Trøst af din Kjærlighed, efterdi de Helliges hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!

³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;

¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

⁷ Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,

⁷ Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse, ⁸ alligevel han var Søn, lærte dog Lydighed af det, han led; ⁹ og, fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, Aarsag til evig Frelse,

¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,

¹ Saa er da Summen af det, som her siges: vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,

¹⁰ Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et Folk.

¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser. ¹³ Idet han siger: en ny, har han erklæret den første for gammel; men det, som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.

¹¹ Men da Christus kom, en Ypperstepræst for det tilkommende Gode, saa gik han igjennem et større og fulkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,

¹⁵ Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse. ¹⁶ Thi hvor et Testament er, der er det fornødent, at hans Død, som har gjort Testamentet, skal finde Sted. ¹⁷ Thi et Testament bliver først gyldigt ved Døden, efterdi det endnu ikke har Kraft, medens han lever, som gjorde det. ¹⁸ Derfor blev det første ikke heller indviet uden Blod. ¹⁹ Thi der er alle Budene efter Loven af Moses vare forkyndte for alt Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og Skarlagenuld og Isop og bestænkede Bogen selv og alt Folket, sigende: ²⁰ dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har villet slutte med Eder. ²¹ Iligemaade bestænkede han ogsaa Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber med Blod, ²² Og næsten Alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse skeer ikke Forladelse. ²³ Altsaa var det fornødent, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men de himmelske Ting selv ved bedre offere end disse. ²⁴ Thi Christus gik ikke ind i en Helligdom, gjort med Hænder, som kun er et Billede af det Sande, men i Himlene selv, for nu at aabenbares for Guds Ansigt for os;

²⁴ og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger,

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne. ³ Betagter den, som har taalmodeligen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte og forsage i Eders Sjæle.

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, ²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen.

²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen.

¹⁴ Hvad gavner det, mine Brødre! om Nogen siger, han har Troen, men har ikke Gjerninger? mon den Tro kan frelse ham? ¹⁵ Dersom en Broder eller Søster ere nøgne og fattes den daglige Næring, ¹⁶ men Nogen af Eder siger til dem: gaaer bort i Fred, varmer Eder og mætter Eder; men I give dem ikke det, som hører til Legemets Nødtørst: hvad Gavn er det?

¹³ lider Nogen iblandt Eder Ondt, han bede; er Nogen vel tilmode, han synge!

¹² Eders Omgængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdædere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

²³ hvilken ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdeligen;

¹⁶ og haver en god Samvittighed, at de, der haane Eders gode Omgængelse i Christus, maae beskæmmes, idet de bagtale Eder som Misdædere. ¹⁷ Thi det er bedre, (om det saa er Guds Villie), at lide, naar man gjør Godt, end naar man gjør Ondt. ¹⁸ Thi og Christus led eengang for vore Synder, den Retfærdige for de uretfærdige, at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aaanden;

⁷ Men alle Tings Ende nærmer sig; værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

¹⁶ Derpaa have vi kjendt Kjærligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. ¹⁷ Men den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham? ¹⁸ Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed. ¹⁹ Og paa dette kjende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi stille vore hjerter tilfreds forhans Aasyn;

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

¹⁶ Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skjæbne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.

⁷ See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham igjennemstunge, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen!

² Bliv vaagen og styrk de Øvrige, som vil døe, thi jeg har ikke fundet dine Gjerninger fuldkomne for Gud. ³ Kom derfor ihu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund jeg kommer over dig.

¹⁰ Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, og friste dem, som boe paa Jorden.

²⁰ See, jeg staaer for Døren og banker; dersom Nogen hører min Røst og oplader Døren, til ham, vil jeg gaae ind og holde Nadvere med ham, og han med mig.

¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende:

⁸ Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner. ⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.

¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

⁹ Derefter saae jeg, og see, en stor Skare, hvilken Ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Thronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og Palmegrene i deres Hænder, ¹⁰ og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen og Lammet! ¹¹ Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: ¹² Amen! Velsignelse og Ære og Viisdom og Tak og Priis og Magt og Styrke være vor Gud i al Evighed! Amen. ¹³ Og en af de Ældste talede og sagde til mig: disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvor ere de? og hvorfra ere de komne? ¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.