Jeremiah 8 Cross References - Danish

¹ Paa den Tid, siger HERREN, skulle de kaste Judas Kongers Ben og hans Fyrsters Ben og Præsternes Ben og Profeternes Ben og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave, ² og udsprede dem for Solen og for Maanen og for al Himmelens Hær, hvilke de elskede, og hvilke de tjepte, og hvilke de vandrede efter, og hvilke de søgte, og hvilke de tilbade; de skulle ikke sankes op og ej begraves, men vorde til Møg oven paa Jorden. ³ Og Død skal foretrækkes for Liv af hver den, snm er tilovers af de overblevne af denne onde Slægt; de, som ere overblevne i alle de Stæder, hvor jeg har drevet dem hen, siger den HERRE Zebaoth. ⁴ Og du skalsige til dem: Saa siger HERREN: Mon man falder og staar ikke op? mon man vender sig bort og vender ikke tilbage? ⁵ Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vægre sig ved at vende om. ⁶ Jeg gav Agt og hørte til, de tale ikke Ret, der er ingen, som angrer sin Ondskab og siger: Hvad har jeg gjort? de have alle sammen vendt sig bort, hver til sit Løb, som en Hest, der render i Krigen. ⁷ Selv Storken under Himmelen kender sine bestemte Tider, og en Turteldue og en Trane og en Svale tage Vare paa den Tid, de skulle komme; men mit Folk, de kende ikke HERRENS Ret. ⁸ Hvorledes kunne I sige: Vi ere vise, og HERRENS Lov er hos os? men se, Skrivernes Løgnepen har arbejdet for Løgnen. ⁹ De vise skulle blive til Skamme, forfærdes og besnæres; se, de have forkastet HERRENS Ord, hvad for Visdom skulde de have? ¹⁰ Derfor vil jeg give deres Hustruer til andre og deres Agre til dem; som skulle eje dem; thi fra den mindste til den største tragter enhver efter Vinding, fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹¹ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred: ¹² De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde; i den Tid, naar de hjemsøges skulle de snuble, siger HERREN. ¹³ Jeg vil helt rive dem bort, siger HERREN; der er ikke Druer paa Vintræet og ej Figen paa Figentræet, og Bladene ere visne, og jeg gav dem til Pris for dem, der drage hen over dem. ¹⁴ Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder og omkomme der; thi HERREN vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod HERREN. ¹⁵ Man venter paa Fred, og det bliver ikke godt; paa Lægedoms Tid, og se, Forfærdelse kommer. ¹⁶ Fra Dan høres hans Hestes Fnysen, for Lyden af hans vældige Hestes Vrinsken ryster det ganske Land; og de komme og fortære Landet og dets Fylde, Staden og Indbyggerne derudi. ¹⁷ Thi se, jeg sender iblandt eder Slanger, Basilisker, som ikke lade sig besværge, og de skulle lyde eder, siger HERREN. ¹⁸ Hvor finder jeg Vederkvægelse for Sorgen! mit Hjerte er sygt i mig. ¹⁹ Se, mit Folks Datters Raab lyder fra et langt bortliggende Land: Er da HERREN ikke i Zion? eller er dets Konge ikke; der? Hvorfor have de fortørnet mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed Folks Afguder? ²⁰ Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi ere ikke frelste. ²¹ Jeg er sønderknust over mit Folks Datters Sønderknuselse, jeg gaar i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig. ²² Er der da ingen Balsam i Gilead? eller er der ingen Læge der? thi hvorfor er der ikke lagt Forbinding paa mit Folks Datter?

²⁵ Saa satte de sig til at æde Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Israeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Ægypten.

¹¹ Tager og andre Penge med der; og tager de Penge, som vare komne oven i eders Poser, igen med eder; maaske det er en Vildfarelse;

³ Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som HERREN har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav.

²⁰ Og eders Kraft skal fortæres forgæves, og eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Træer i Landet skulle ikke give deres Frugt.

¹⁸ Og Præsten skal stille Kvinden for HERRENS Ansigt og blotte Kvindens Hoved og lægge Ihukommelses Madofret paa hendes Hænder, det er et Nidkærheds Madoffer; og Præsten skal have det beske Vand, som gør Forbandelse, i sin Haand. ¹⁹ Og Præsten skal besværge hende og sige til Kvinden: Dersom ingen Mand har ligget hos dig, og dersom du ikke har unddraget dig fra at være under din Mand, saa du er bleven uren, da vær uskadt af dette beske Vand, som gør Forbandelse. ²⁰ Men du, om du har unddraget dig fra at være under din Mand, og om du er bleven uren, og nogen Mand har ligget hos dig foruden din Mand, ²¹ saaledes skal Præsten besværge Kvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Kvinden -. Saa sætte HERREN dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, idet HERREN lader dine Lænder svinde og din Bug svulme op! ²² Saa komme nu dette Vand, som gør Forbandelse, i dine Indvolde, at gøre, at din Bug svulmer op og dine Lænder svinde; og Kvinden skal sige: Amen! Amen! ²³ Og Præsten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og vaske dem ud i det beske Vand. ²⁴ Og han skal give Kvinden at drikke af det beske Vand, som gør Forbandelse; og det Vand, som gør Forbandelse, skal komme i hende til Beskhed.

⁶ Da sendte HERREN giftige Slanger iblandt Folket, og de bed Folket, og der døde meget Folk af Israel.

⁶ Saa holder dem og gører efter dem; thi det skal være eders Visdom og eders Forstand for Folkenes Øjne, som skulle høre om alle disse Skikke, og de skulle sige: Alene dette store Folk er et viist og forstandigt Folk.

¹⁹ og at du ikke skal opløfte dine Øjne til Himmelen og se Solen og Maanen og Stjernerne, den ganske Himmelens Hær, og tilskyndes til at tilbede dem og tjene dem, hvilke HERREN din Gud har uddelt til alle Folkene under den ganske Himmel.

³ og denne gaar hen og tjener andre Guder og tilbeder dem, enten Sol eller Maane eller noget af hele Himmelens Hær, som jeg ikke har budet,

³⁰ Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den. ³¹ Din Okse skal slagtes for dine Øjne, og du skal ikke æde deraf; dit Asen skal røves for dit Ansigt og ikke komme tilbage til dig; dit smaa Kvæg skal gives dine Fjender, og du skal ingen have, som frelser dig. ³² Dine Sønner og dine Døtre skulle gives til et andet Folk, og dine Øjne skulle se derpaa og hentæres over dem hver Dag; men der skal intet være i din Haands Magt.

³⁹ Du skal plante og dyrke Vingaarde, men ikke drikke Vinen og ikke indsamle; thi Ormen skal fortære den. ⁴⁰ Du skal have, Olietræer inden alle dine Landemærker, men ikke salve dig med Olien; thi dit Olietræ skal oprykkes. ⁴¹ Du skal avle Sønner og Døtre, men de skulle ikke blive hos dig; thi de skulle gaa i Fangenskab. ⁴² Alle dine Træer og, dit Lands Frugt skal Græshoppen eje.

¹⁸ for at der ikke skal være iblandt eder Mand eller Kvinde eller Slægt eller Stamme om vender sit Hjerte i Dag fra HERREN vor Gud til at gaa bort og tjene disse Hedningers Guder; at der ikke skal være en Rod iblandt eder, som bærer Gift og Malurt;

¹ Og det skal ske, naar alle disse Ting komme over dig, Velsignelsen og Forbandelsen, sóm jeg har lagt for dit Ansigt, og du tager det igen til Hjerte iblandt alle Hedningerne, der, hvorhen HERREN din Gud har fordrevet dig;

⁴ Om nogen af dig var fordreven til Himmelens Ende, skal HERREN din Gud samle dig derfra og tage dig derfra.

¹⁶ De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. ¹⁷ De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. ¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke. ¹⁹ Og HERREN saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. ²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab. ²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.

²⁴ De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb.

³² Thi deres Vintræ er af Sodomas Vintræ og af Gomorras Agre; deres Druer ere Giftdruer, de have beske Klaser.

³⁵ Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.

²² Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart.

²⁹ Og de kaldte Stadens Navn Dan, efter deres Fader Dans Navn, denne var en Søn af Israel; dog fra Begyndelsen var Stadens Navn Lais.

¹ Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til HERREN i Mizpa.

⁶ Da sagde David til Abisaj: Nu vil Seba, Bikris Søn, gøre os mere ondt end Absalom; tag du din Herres Tjener og forfølg ham, at han ikke finder faste Steder for sig og undkommer fra vore Øjne.

³⁸ Al Bøn, al ydmyg Begæring, som sker af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kender hver sit Hjertes Plage og udbreder sine Hænder til dette Hus,

² Og han raabte imod Alteret efter HERRENS Ord og sagde: Alter! Alter! saa sagde HERREN: Se, for Davids Hus skal fødes en Søn, hvis Navn skal være Josias, og han skal ofre paa dig Højenes Præster, som gøre Røgelse paa dig, og de skulle opbrænde Menneskers Ben paa dig.

⁴ Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, HERRE! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.

⁶ Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand.

¹³ Og Budet, som var gaaet bort for at kalde paa Mika, talte til ham sigende: Kære, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord være ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt!

³ Men der var fire spedalske Mænd, ved Indgangen til Porten, og de sagde den ene til den anden: Hvorfor blive vi her, indtil vi dø? ⁴ Om vi sige: Vi ville gaa ind i Staden, saa er der Hunger i Staden, og vi dø der, og om vi blive her, da maa vi og dø; saa kommer nu og lader os gaa over til Syrernes Lejr, lade de os leve, saa leve vi, og dræbe de os, saa dø vi.

³⁶ Da kom de igen og gave ham det til Kende, og han sagde: Det er det HERRENS Ord, som han talte ved sin Tjener Thisbiteren Elias og sagde: Hundene skulle æde Jesabels Kød paa Jisreels Ager. ³⁷ Og Jesabels døde Krop skal være som Møg paa Marken paa Jisreels Ager, saa at de ikke skulle kunne sige: dette er Jesabel.

¹⁶ ja de forlode alle HERREN deres Guds Bud og gjorde sig støbte Billeder, to Kalve, og de gjorde Astartebilleder og tilbade al Himmelens Hær og tjente Baal;

³ Og han byggede igen de Høje, som Ezekias, hans Fader, havde ødelagt, og oprejste Altre for Baal og gjorde et Astartebillede, ligesom Akab, Israels Konge, havde gjort, og tilbad al Himmelens Hær og tjente dem.

⁵ Og han byggede Altre til Himmelens hele Hær i begge Forgaardene til HERRENS Hus.

⁵ Og han afsatte de afgudiske Præster, som Judas Konger havde indsat, og som havde gjort Røgelse paa Højene i Judas Stæder og i dem, som laa omkring Jerusalem, samt dem, som gjorde Røgelse for Baal, for Solen og for Maanen og for Himmeltegnene og for al Himmelens Hær.

¹⁶ Og Josias vendte sig og saa de Grave, som vare der paa Bjerget, og han sendte hen og lod tage Benene af Gravene og opbrændte dem paa Alteret og vanhelligede det efter HERRENS Ord, som den Guds Mand havde udraabt, han som udraabte disse Ord.

²⁰ Og han slagtede alle Højenes Præster, som der vare, paa Altrene, og opbrændte Menneskeben paa dem; og han kom tilbage til Jerusalem.

³ Thi han opbyggede igen de Høje, som Ezekias, hans Fader, havde nedbrudt, og oprejste Altre til Baalerne og gjorde Astartebilleder og tilbad al Himmelens Hær og tjente dem. ⁴ Og han byggede Altre i HERRENS Hus, om hvilke HERREN havde sagt: I Jerusalem skal mit Navn være evindelig. ⁵ Tilmed byggede han Altre til hele Himmelens Hær i begge Forgaardene til HERRENS Hus.

⁴ Og de nedbrøde for hans Ansigt Baalernes Altre, og han omhuggede de Solbilleder, som vare oven paa dem; han sønderbrød baade Astartebilleder og de udskaarne óg støbte Billeder og stødte dem smaa og strøede dem over paa deres Grave, som havde ofret til dem. ⁵ Og han opbrændte Præsternes Ben paa deres Altre og rensede Juda og Jerusalem.

³ Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke være sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Fædres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortærede af Ild?

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen? ²¹ dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte: ²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven

¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen;

¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;

¹³ Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig; mit Leje skal lette min Klage; ¹⁴ da forskrækker du mig med Drømme og ved Syner forfærder du mig, ¹⁵ saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler. ¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed;

² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

¹² Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.

²⁰ Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle.

²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt. ²⁸ Han har befriet min Sjæl, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset.

¹⁹ Den handler haardt med sine Unger, om vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt. ²⁰ Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand. ²¹ Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den. ²² Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke? ²³ Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig. ²⁴ Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning ²⁵ Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

³ Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til. ⁴ Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver.

² HERREN saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.

⁷ Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.

¹ En Psalme af David. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderige og de, der bo derpaa.

² Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

¹ Til Sangmesteren; en Undervisning af David,

⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

⁴ De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders skød. ⁵ De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle; der stopper sit Øre,

²¹ Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen.

¹⁰ Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Bæk,

⁹⁸ Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. ⁹⁹ Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. ¹⁰⁰ Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger.

²¹ Lovet være HERREN fra Zion, han, som bor i Jerusalem. Halleluja!

³ Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade. ⁴ Synger for os af Zions Sange! Hvorledes skulde vi synge HERRENS Sang i et fremmed Land? ⁵ Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand! ⁶ Min Tunge længe ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

¹⁰ HERREN skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!

¹⁹ Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.

² Israel glæde sig over sin Skaber, Zions Børn fryde sig over deres Konge!

¹³ Hold fast ved Undervisning, lad den ikke fare, bevar den; thi den er dit Liv.

⁶ Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis. ⁷ Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker, ⁸ bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise.

⁵ Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn; den, som sover om Høsten, er en Søn, der gør Skam.

⁶ Børnebørn ere de, gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.

¹⁶ Thi en retfærdig kan falde syv Gange og staa op igen; men de ugudelige skulle styrte i Ulykken.

³ Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham.

¹¹ Dorsom Slangen bider, gavner Besværgelse intet, og Tungens Ærermand har ingen Fordel:

⁵ Jeg er sort, dog yndig, I Jerusalems Døtre! som Kedars Pauluner, som Salomos Telte. ⁶ Ser ikke paa mig, at jeg er sort; thi Solen har brændt mig; min Moders Sønner ere blevne vrede paa mig, de have sat mig til Vingaardenes Vogterinde; min Vingaard, som jeg havde, har jeg ikke bevogtet.

¹² Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.

³ En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet. ⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage. ⁵ Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat. ⁶ Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie.

²⁰ Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I for tæres af Sværd thi HERRENS Mund har; talt det.

⁹ Deres Ansigters Forhærdelse vidner imod dem, og de bære deres Synd til Skue som Sodoma, de dølge den ikke. Ve deres Sjæl! thi de have ført sig selv Ulykke paa.

⁴ Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke; har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer? ⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes. ⁶ Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den.

¹⁰ Thi en Vingnard paa ti Dages Pløjeland skal kun give en Bath, og en Homer Udsæd skal kun give en Efa.

¹² Og Harper og Psalter, Tromme og Pibe og Vin høre til deres Gæstebud; men de ville ikke se til HERRENS Gerning, og de have ikke Syn for hans Hænders Værk.

²⁰ Til Loven og til Vidnesbyrdet! dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,

¹³ Og Folket har ikke omvendt sig til den, som slog det; og har ikke søgt den HERRE Zebaoth. ¹⁴ Derfor vil HERREN afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag. ¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen. ¹⁶ Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges. ¹⁷ Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle og ej forbarme sit; over dets faderløse og over dets Enker; thi hver af dem er vanhellig og handler ondt, og hver Mund taler Daarskab. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

¹ Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser ² for at fortrænge de ringe fra deres Ret og for at fravende de elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne maa være deres Bytte, og at de kunne berøve de faderløse!

⁶ Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.

⁵ De komme fra et langt fraliggende Land, fra Himmelens Ende, HERREN og hans Vredes Vaaben til at ødelægge den hele Jord.

²⁹ Glæd dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage.

¹¹ Fyrsterne i Zoan ere kun Daarer, Faraos vise Raadgiveres Raad er blevet ufornuftigt; hvorledes kunne I sige til Farao: Jeg er de vises Søn, Fortids Kongers Søn?

⁴ Derfor siger jeg: Ser hort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.

² Og det skal gaa Præten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der sælger, som den, den køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der sætter ud paa Aager.

²¹ Og det skal ske paa den Dag, at HERREN skal hjemsøge de højes Hær i det høje og Jordens Konger Jorden. ²² Og de skulle samles til Hobe, som Fanger samles til en Hule og blive indelukkede i Fængsel; og efter mange Dage blive de hjemsøgte.

⁷ Men ogsaa disse rave af Vin og ere forvildede af stærk Drik; Præst og Profet rave af stærk Drik, de ere overvældede af Vin, forvildede af stærk Drik, de fare vild under Synet, de vakle under Dommen.

¹⁰ som sige til Seerne: I maa ikke have Syner; og til Skuerne: I maa ikke skue os de Ting, som ere rette; siger os smigrende Ord, skuer bedragelige Ting;

¹⁸ Og derfor bier HERREN, indtil han kan benaade eder, og derfor holder han sig i det høje, indtil han kan forbarme sig over eder; thi HERREN er Dommens. Gud, salige ere alle, som bie efter ham.

²² Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Lovgiver, HERREN er vor Konge, han skal frelse os.

³ Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt og hvorfra ere de komne til dig? Og Ezekias sagde: De ere komne til mig fra et Land langt borte, fra Babel.

²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

²² Jeg har udslettet dine Overtrædelser som en Taage og dine Synder som en Sky; vend om til, mig; thi jeg har igenløst dig.

¹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion! ifør dig din Herligheds KIæder, Jerusalem, du hellige Stad! thi ingen uomskaaren eller uren skal ydermere. komme ind i dig.

⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn. ¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden. ¹² Kommer, jeg vil tage Vin, og lader os drikke stærk Drik; og i Morgen skal det gaa som den Dag i Dag, stort og saare ypperligt!

¹⁶ Og han saa, at der ingen var, og han undrede sig saare, at der var ingen Midler; men hans egen Arm hjalp ham, og hans Retfærdighed stod ham bi.

²⁴ som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned. ²⁵ Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig; men du siger: Det er forgæves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa.

³² Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.

¹ Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger HERREN.

³ Derfor ere Regndraaberne tilbageholdte, og sildig Regn kom ikke; men du har en Horkvindes Pande, du vil ikke skamme dig.

¹¹ Og HERREN sagde til mig: Det frafaldne Israel har vist sig retfærdigt fremfor det troløse Juda. ¹² Gak, og raab disse Ord imod Norden, og sig: Omvend dig, du frafaldne Israel! siger HERREN, jeg vil ikke lade mit vrede Ansigt falde paa eder; thi jeg er miskundelig, siger HERREN, jeg vil ikke beholde Vrede evindelig. ¹³ Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtrædelse imod HERREN din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Træ, men paa min Røst have I ikke hørt, siger HERREN. ¹⁴ Omvender eder, I frafaldne Børn! siger HERREN; thi jeg er eders Husbonde, og jeg vil tage eder, een af en Stad og to af en Slægt og føre eder til Zion.

²² Saa vender om, I frafaldne Børn! jeg vil læge eders Afvigelser. "Se, her ere vi, vi komme til dig; thi du er HERREN vor Gud.

¹ Israel! dersom du vil omvende dig, siger HERREN, da skal du omvende dig til mig; og dersom du vil borttage dine Vederstyggeligheder fra mit Ansigt, da skal du ikke omdrives;

⁵ Kundgører det i Juda, og lader det høres i Jerusalem og siger: Blæser i Trompeten udi Landet, raaber med fuld Røst og siger: Samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder! ⁶ Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og en stor Forstyrrelse.

¹⁰ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.

¹⁵ Thi der høres Efterretning fra Dan, Budskab om Ulykke fra Efraims Bjerg. ¹⁶ Forkynder det blandt Folkene, se lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Stæder.

¹⁶ Forkynder det blandt Folkene, se lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Stæder. ¹⁷ De skulle lejre sig imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi hun har været genstridig imod mig, siger HERREN.

¹⁹ Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.

²⁴ Jeg saa Bjergene, og se, de bævede, og alle Højene skælvede.

³⁰ Og du, naar du er Ødelagt, hvad vil du gøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde indgnide dine Øjne med Sminke, skal du dog smykke dig forgæves; thi Elskere have foragtet dig, de søge efter dit Liv. ³¹ Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Hænder og siger: Ve mig! thi min Sjæl er forsmægtet over for Mordere.

¹ Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den:

³ HERRE! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om. ⁴ Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende HERRENS Vej, deres Guds Ret; ⁵ jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide HERRENS Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.

¹⁷ Og det skal fortære din Høst og dit Brød, det skal fortære dine Sønner og dine Døtre, det skal fortære dine Faar og dine Øksne, det skal fortære dit Vintræ og dit Figentræ; det skal forstyrre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, ved Sværdet.

²⁷ Som et Fuglebur er fuldt af Fugle, saaledes ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

¹² Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger HERREN. ¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹⁴ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred. ¹⁵ De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger HERREN.

¹⁹ Hør du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.

²³ De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter! ²⁴ Vi bave hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.

²⁴ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men de vandrede i deres Raad, i deres onde Hjertes Stivhed; og de gik tilbage og ikke fremad. ²⁵ Fra den Dag, der eders Fædre udgik af Ægyptens Land, indtil denne Dag sendte jeg til Øer alle mine Tjenere, Profeterne, dagligt, tidligt og ideligt. ²⁶ Men de hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre; men de forhærdede deres Nakke; de gjorde det værre end deres Fædre.

³² Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, at man ikke skal kalde det mere Tofeth og Ben-Hinnoms Dal, men Morderdal; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads. ³³ Og dette Folks døde Kroppe skulle være til Føde for Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden, og der skal ingen skræmme dem bort. ³⁴ Og jeg vil lade Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst ophøre fra Judas Stæder og fra Gaderne i Jerusalem; thi Landet skal være Øde.

⁵ Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vægre sig ved at vende om. ⁶ Jeg gav Agt og hørte til, de tale ikke Ret, der er ingen, som angrer sin Ondskab og siger: Hvad har jeg gjort? de have alle sammen vendt sig bort, hver til sit Løb, som en Hest, der render i Krigen.

¹¹ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred:

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.

⁶ Du bor midt i Bedrageri; i Bedrageri vi kende mig; siger HERREN.

¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, saaledes: Se, jeg vil bespise dem, dette Folk med Malurt og give dem besk Vand at drikke. ¹⁶ Og jeg vil adsprede dem iblandt de Hedninger, som hverken de eller deres Fædre kendte, og jeg vil sende Sværdet efter dem; indtil jeg faar gjort Ende paa dem.

²² Tal: Saa siger HERREN: Menneskers døde Kroppe skulle ligge som Møg paa Marken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op.

¹⁹ Ve mig for min Brøst! mit Saar er svart; men jeg siger: Dette er kun min Lidelse, og jeg vil bære den. ²⁰ Mit Paulun er ødelagt, og alle mine Teltsnore ere revne over; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; ingen opslaar mere mit Paulun eller oprejser mit Telt. ²¹ Thi Hyrderne ere ufornuftige og søge ikke HERREN; derfor handle de ikke klogelig, og hele deres Hjord er adspredt. ²² Et Budskab høres, se, det kommer, og et stort Bulder fra Nordenland for at gøre Judas Stæder til en ødelæggelse, til Dragers Bolig.

²⁵ Udøs din Harme over Hedninger, som ikke kende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have fortæret Jakob, ja, fortæret ham og tilintetgjort ham og ødelagt hans Bolig.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren.

¹⁷ Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag.

¹⁹ Mon du har forkastet Juda aldeles? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor har du slaaet os, saa at der ikke er Lægedom for os? man vælter paa Fred, og der kammer intet godt, og paa Lægedommens Tid, og se, der er Forfærdelse. ²⁰ HERRE! vi kende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgerning thi vi have syndet imod dig?

⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.

⁸ Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at hære Frugt.

¹⁶ Men jeg søgte ikke at unddrage mig fra som Hyrde at følge dig, jeg har heller ikke begæret den smertelige Dag, du ved det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.

¹³ Og Jerusalems Huse og Judas Kongers Huse skulle vorde som det Sted Tofeth, da de ere urene; ja alle de Huse, hvor de gjorde Røgelse paa Tagene til al Himmelens Hær og udøste Drikofre for andre Guder.

¹⁴ Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født; den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, vorde ikke velsignet! ¹⁵ Forbandet være den Mand, som bragte min Fader et godt Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn, og som glædede ham saare! ¹⁶ Og den Mand skal vorde som de Stæder, hvilke HERREN omstyrtede og ikke angrede det, og han skal høre Raab om Morgenen og Krigsskrig ved Middagstid, ¹⁷ fordi jeg ej blev dræbt i Moders Liv, saa at min Moder blev min Grav, og hendes Liv vedblev at være frugtsommeligt evindelig. ¹⁸ Hvorfor gik jeg ud af Moders Liv for at se Møje og Sorg, og for at mine Dage skulle endes med Skam?

¹⁹ Han skal begraves som et Asen begraves; man skal slæbe ham bort og kaste ham hen, langt uden for Jerusalems Porte.

³ Og jeg vil samle de overblevne af mine Faar fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem; og jeg vil føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skulle vorde frugtbare og mangfoldige.

⁸ men derimod: Saa sandt HERREN lever, som førte og bragte Israels Hus's Sæd op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.

¹¹ Thi baade Profet og Præst ere vanhellige; endog i mit Hus har jeg fundet deres Ondskab, siger HERREN. ¹² Derfor skal deres Vej blive for dem som slibrige Stier i Mørke, de skulle stødes frem og falrle paa den; thi jeg vil lade Ulykke komme over dem, deres Hjemsøgelses Aar, siger HERREN. ¹³ Og hos Profeterne i Samaria har jeg set Daarlighed, de spaaede ved Baal og forvildede mit Folk Israel; ¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra.

¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra. ¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land.

¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land. ¹⁶ Saa siger den HERRE Zebaoth: Hører ikke paa Profeternes Ord, som spaa for eder, de bedrage eder, de tale efter deres Hjertes Syn, ikke af HERRENS Mund. ¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder.

²⁵ Jeg har hørt, hvad Profeterne have sagt, de, som spaa Løgn i mit Navn og sige: Jeg drømte, jeg drømte. ²⁶ Hvor længe dog! mon Profeterne, som spaa Løgn, og som ere Profeter ved deres Hjertes Bedrageri, have i Sinde,

⁹ Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamænd og eders Drømme og eders Dagvælgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at Kongen af Babel ¹⁰ Thi de spaa Løgn for eder for at bringe eder langt bort fra eders land, og for at jeg skal støde eder ud, og at I skulle omkomme.

³ Inden et Par Aars Tid er omme vii jeg føre tilbage til dette Sted alle HERRENS Hus's Kar, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, tog fra dette Sted og førte til Babel. ⁴ Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger HERREN; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag. ⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias for Præsternes Øjne og for alt Folkets Øjne, medens de stode i HERRENS Hus, ⁶ ja, Profeten Jeremias sagde: Amen! HERREN gøre saa, HERREN stadfæste dine Ord, som du har spaaet om, at han vil lade HERRENS Hus's Kar og alle bortførte komme tilbage fra Babel til dette Sted! ⁷ Men hør kun dette Ord, som jeg taler for dine Øren og for alt Folkets Øren: ⁸ Profeterne, som have været før mig og før dig af fordums Tid, spaaede imod mange Lande og imod store Riger om Krig og om Ulykke og om Pest. ⁹ Men naar Profeten spaar om Fred, saa vil han, naar Profetens Ord gaar i Opfyldelse, erkendes som den Profet, HERREN i Sandhed har sendt.

¹⁴ Og Jeg skal lade mig finde af eder, siger HERREN, og omvende eders Fangenskab og sarnle eder fra alle de Hedninger og fra alle de Steder, hvorhen jeg fordrev eder, siger HERREN; og jeg skal lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder.

²⁸ thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt -

¹² Thi saa siger HERREN: Svart er dit Brud, ondartet mit Saar. ¹³ Ingen tager sig af din Sag til Helbredelse; der er ingen Lægedom, ingen Forbinding for dig. ¹⁴ Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg har slaget dig, ligesom man slaar en Fjende, med en svar Tugtelse, fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige. ¹⁵ Hvorfor raaber du over dit Brud, at din Pine er saa svare fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige; har jeg gjort disse Ting ved dig. ¹⁶ Derfor skulle alle, som fortære dig, blive fortærede, og alle dine Modstandere skulle alle sammen gaa i Fangenskab; og de, som udplyndrede dig, skulle udplyndres, og alle dem, som berøvede dig, vil jeg bive hen til Rov. ¹⁷ Thi jeg vil lade din Helbredelse tage til og læge mig for dine Saar, siger HERREN; thi de kaldte dig den fordrevne, de saade: Det er Zion, ingen spørgel efter hende.

⁶ Thi der kommer en Dag, da Vægtere paa Efraims Bjerg skulle raabe: Staar op, og lader os gaa op til Zion, til HERREN vor Gud.

³² formedelst al Israels Børns og Judas Børns Ondskab, som de Øvede for at opirre mig, de, deres Konger, deres Fyrster, deres Præster og deres Profeter, baade Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere.

³⁶ Og nu siger HERREN, Israels Gud, derfor saaledes om denne Stad, om hvilken I sige, at den gives i Kongen af Babels Haand, ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pesten: ³⁷ Se, jeg samler dem fra alle Landene, hvorhen jeg fordrev dem i min Vrede og i min Harme og i stor Fortørnelse; og jeg vil føre dem tilbage til dette Sted og lade dem bo tryggelig.

¹¹ Og det skete, der Nehukadnezar Kongen af Babel, drog op i Landet, da sagde vi: Kommer og lader os gaa ind i Jerusalem for Kaldæernes Hær og for Syrernes Hær; og vi bleve i Jerusalem.

³ Maaske Judas Hus vilde høre al den Ulykke som jeg tænker at gøre imod dem, for at de kunde omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg kunde forlade dem deres, Misgerninger og deres Synd.

³⁰ Derfor, saa siger HERREN om Jojakim, Judas Konge: For ham skal der ingen være, som sidder paa Davids Trone, og hans døde Krop skal være henkastet for Heden om Dagen og for Frosten om Natten.

¹² da kom alle Jøderne tilbage fra alle de Stæder, hvorhen de vare fordrevne, og de kom til Judas Land, til Gedalia til Mizpa; og de samlede Vin og Sommerfrugt i stor Mængde.

¹⁷ Men vi ville fuldt og fast holde det Ord, som er udgaaet af vor Mund om at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning udøse Drikofre for hende, saaledes som vi have gjort, vi og vore Fædre, vore Konger og vore Fyrster, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader; og vi bleve mætte af Brød og havde det godt og saa ingen Ulykke. ¹⁸ Men fra den Tid af, da vi ophørte med at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning ogsaa udøse Drikofre for hende, have vi Mangel paa alt, og vi ere fortærede ved Sværdet og ved Hungeren. ¹⁹ Og der vi gjorde Røgoffer for Himmelens Dronning og udøste Drikofre for hende, mon vi da uden vore Mænds Samtykke lavede Kager for hende til at dyrke hende og udøse Drikofre for hende?

¹¹ Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! forgæves bruger du megen Lægedorm der er ingen Helbredelse for dig.

³ for Lyden af hans vældige Hestes Hovslag, for hans Vognes Rumlen, for hans Hjuls Bulder; Fædrene se ikke tilbage efter Børnene, fordi de have ladet Hænderne synke,

⁷ Imod Edom. Saa siger den HERRE Zebaoth: Er der ingen Visdom mere i Theman? Klogskaben er forsvunden for de forstandige; deres Visdom er skyllet bort.

⁸ Babel er hastelig falden og knust; hyler over den, henter Balsam til dens Saar; maaske kunde den læges.

¹⁶ Over disse Ting græder jeg, mit Øje, mit Øje strømmer med Vand; thi Trøsteren, som skulde vederkvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand. ¹⁷ Zion udstrække sine Hænder, der er ingen, som trøster hende; HERREN har givet Befaling imod Jakob til hans Fjender trindt omkring ham; Jerusalem er bleven til Væmmelse imellem dem.

¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse.

¹⁹ Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

²⁷ Det er en Mand godt. at han bærer Aag i sin Ungdom. ²⁸ Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den,

¹⁷ Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:

⁵ Og jeg vil lægge Israels Børns døde Kroppe foran deres Afguder og adsprede eders Ben trindt omkring eders Altre.

²⁶ Ulykke over Ulykke skal komme, og Rygte over Rygte skal opstaa; og de skulle søge efter et Syn hos en Profet; men Loven skal være borte for Præsten, og Raad for de gamle.

¹⁶ Og han førte mig i HERRENS Hus's inderste Forgaard, og se, ved Indgangen til HERRENS Tempel, imellem Forhallen og imellem Alteret, var der ligesom fem og tyve Mænd, med Ryggen vendte imod HERRENS Tempel og med Ansigtet imod Østen, og de bøjede sig imod Østen for Solen.

¹⁰ Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, ¹¹ saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! ¹² Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. ¹⁴ Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁵ Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte, ere de, som anstrøge den, ¹⁶ nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, HERRE.

²² Fordi I ved Løgn gjorde den retfærdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live:

²³ Mon jeg vel skulde have Behag i den ugudeliges Død? siger den Herre, HERRE; mon ikke deri, at han omvender sig fra sine Veje, at han maa leve?

²⁸ Fordi han ser det og vender sig bort fra alle sine Overtrædelser, som han har gjort, skal han visselig leve, han skal ikke dø.

¹⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE, fordi I alle ere blevne til Slagger, derfor se, jeg vil samle eder midt i Jerusalem. ²⁰ Ligesom man samler Sølv og Kobber og Jern og Bly og Tin midt i en Ovn for at oppuste Ild derover, til at smelte det: Saaledes vil jeg samle eder i min Vrede og i min Harme og lægge eder ind og smelte eder. ²¹ Ja, jeg vil samle eder og op Liste min Vredes Ild over eder, og I skulle smeltes derinde.

²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi. ²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem. ²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding.

²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding. ²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt.

²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt. ²⁹ Folket i Landet udertrykke de ved Vold, de røve Rov og forfordele den elendige og fattige og undertlykke den fremmede tværtimod Ret. ³⁰ Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gærde et Gærde og staa i Gabet for mit Ansigt til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen.

³⁰ Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gærde et Gærde og staa i Gabet for mit Ansigt til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

³ Og fremsæt en Lignelse for det genstridige Hus, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Sæt Gryden paa, sæt den paa, og øs ogsaa Vand derudi! ⁴ Saml deri de Stykker, som høre dertil, alle de gode Stykker, Kølle og Bov; fyld den med de bedste Ben! ⁵ Tag det bedste af Hjorden, og læg ogsaa for Benenes Skyld en Stabel Brænde derunder; bring den til at koge godt, at ogsaa Benene deri blive kogte. ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad, en Gryde, hvori der er Rust, og hvis Rust ikke er gaaet af den! tag et Stykke efter det andet ud deraf, der skal ikke kastes Lod derover. ⁷ Thi dens Blod er blevet midt udi den, den har lagt det paa en solbrændt Klippe; den udøste det ikke paa Jorden, at man kunde have skjult det med Støv. ⁸ Paa det jeg skulde lade min Vrede opstige, paa det jeg skulde hævne strengelig, har jeg ladet dens Blod komme paa den solbrændte Klippe, at det ikke skulde skjules. ⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad! ogsaa jeg vil gøre Brændestaberen stor. ¹⁰ Bær meget Træ til, optænd Ilden, lad Kødet blive mørt, og lad Suppen koge, saa at Benene forbrændes. ¹¹ Og sæt den saa tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed og dens Kobber glødes og dens Urenhed smeltes midt i den, at dens Rust kan fortæres.

³¹ Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.

¹ HERRENS Haand kom over mig og HERREN førte mig i Aander ud og nedlod mig midt i en Dal og den var fuld af Ben.

⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.

¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. ¹⁷ Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig.

⁸ Og hun vidste ikke, at det var mig, som havde givet hende Kornet og Mosten og Olien, og som havde givet hende meget Sølv og Guld, som de brugte til Baal. ⁹ Derfor vil jeg tage mit Korn tilbage igen, naar dets Tid er, og; min Most, naar dens Tid er, og jeg vil borttage min Uld og min Hør, som hun havde til at skjule Sin Blusel med.

⁵ Derfor skal du falde om Dagen, og Profeten hos dig skal falde om Natten, og jeg vil lade din Moder gaa til Grunde. ⁶ Til Grunde gaar mit Folk fordi det ikke har Kundskab; thi som du har forkastet Kundskab, saa vil ogsaa jeg forkaste dig, at du ikke skal gøre Præstetjeneste for mig; og som du glemte din Guds Lov, vil ogsaa jeg glemme dine Børn.

¹⁶ Thi Israel er bleven uregerlig som en uregerlig Ko; nu skal HERREN lade dem græsse som Lam paa den vide Mark.

⁹ Efraim skal blive øde paa Straflens Dag; iblandt Israels Stammer har jeg kundgjort, hvad der staar fast.

¹ Kommer og lader os vende om til HERREN; thi han har sønderrevet og vil læge os; har han slaget, vil han forbinde os.

¹⁰ Og Israels Stolthed vidner imod ham, men de vende ikke om til HERREN deres Gud og søge ham ikke, uagtet alt dette.

¹² Jeg skriver ham mine mangfoldige Love; de ere blevne agtede som noget fremmed.

⁷ Mit Folk hælder til Frafald fra mig; og kalder man dem opad, saa stræber ingen af dem opad.

¹ Samaria skal bøde, thi den har været genstridig imod Gud; de skulle falde ved Sværdet, deres spæde Børn skulle knuses og deres frugtsommelige Kvinder sønderrives.

⁷ Det har ødelagt mit Vintræ og knækket mit Figentræ; det har gjort det aldeles bart og kastet det ned, Rankerne derpaa ere blevne hvide.

¹⁰ Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen. ¹¹ Agerdyrkerne ere beskæmmede, Vingaardsmændene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt. ¹² Vintræet er fortørret, og Figentræet er sygnet hen; Granatæbletræet, selv Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørnede; ja, Fryd er skamtuld vegen bort fra Menneskenes Børn.

⁶ Folkene bæve for dets Ansigt, alle Ansigter skifte Farve.

³²

²¹ Og HERREN skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem, og Himmel og Jord skulle ryste; men HERREN skal være en Tilflugt for sit Folk og et Værn for Israels Børn. Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN eders Gud, som bor paa Zion, mit hellige Bjerg; og Jerusalem skal vorde en Hellig; dom, og fremmede skulle ikke ydermere drage over den. Og det skal ske paa denne Dag, at Bjergene skulle dryppe med Most. og Højene skulle flyde med Mælk, og alle Strømme i Juda skulle rinde med Vand, og der skal udgaa en Kilde fra HERRENS Hus, og den skal vande Sittims Dal. Ægypten skal blive Øde, og Edom skal blive til en øde Ørk, formedelst Voldsgerning imod Judas Børn, eftersom de have udøst uskyldigt Blod i deres Land. Men Juda skal blive evindelig og Jerusalem fra Slægt til Slægt. Og jeg vil sone deres Blod, som jeg ikke havde sonet; og HERREN bor paa Zion.

¹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Moab og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi han brændte Edoms Konges Ben til Kalk,

² Hun er falden, ej mere skal hun rej se sig, hun, Israels Jomfru! hun er nedkastet paa sin Jord, der er ingen, som rejser hende.

¹¹ Derfor, fordi I træde paa den fattige og tage en svar Afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af hugne Sten, men I skulle ikke bo i dem; I have plantet lystelige Vingaarde, men I skulle ikke drikke Vin af dem.

¹⁹ ligesom naar een flyr for Løven, og der da møder ham en Bjørn, og naar han er kommen i Huset og støtter sig med sin Haand til Væggen, der da en Slange bider ham.

¹⁰ og en Mands næste Slægtning eller den, der besørger hans Begravelse, skal tage ham for at udbære Benene af Huset; og han skal sige til den, som er i det inderste af Huset: Mon der endnu er flere hos dig? og denne skal svare: Der er ingen! saa skal han sige: Tys! thi det er ikke Tid nu at paakalde HERRENS Navn.

³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem.

¹⁷ Men paa Zions Bjerg skal der være engle; som undkomme, og det skal være en Helligdom; og Jakobs Hus skal eje deres Ejendom.

³ Og nu, HERRE! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at dø end at. leve.

¹² Thi Indbyggersken i Maroth vaande sig i Smerte efter godt; thi ondt er steget ned fra HERREN til Jerusalems Port.

¹¹ Hvis en Mand, der vandrede med Vind og Løgn, falskelig sagde: Jeg vil profetere for dig om at faa Vin og stærk Drik, saa vilde han være en Profet for dette Folk.

⁵ Saa siger HERREN imod Profeterne, som forvilde mit Folk, og som, naar de faa noget at bide med deres Tænder, forkynde Fred, men naar nogen intet giver dem for deres Mund, da prædike de Krig imod ham:

¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.

² den fromme er forsvunden fra Jorden, og der er ikke en oprigtig iblandt Menneskene: De lure alle efter Blod, jage den ene den anden i Garnet.

⁸ Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! thi ere jeg falden, skal jeg staa op igen, og sidder jeg i Mørket, skal HERREN være mit Lys.

⁴ Han truer Havet og udtørrer det og gør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Karmel, og Libanons Blomster vansmægte. ⁵ Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa.

¹⁰ Røver Sølv! røver Guld! der er dog ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af alle Haande kostelige Ting.

² Knald af Piske og Lyd af Vognhjuls Raslen og Heste i jagende Fart og hoppende Vogne!

²⁰ Men HERREN er i sit hellige Tempel; stille for hans Ansigt, al Jorden!

¹⁰ Bjerge se dig, de skælve; Vandstrømme styrte ned, Afgrunden hæver sin Røst, den opløfter sine Hænder imod det høje.

¹⁶ Jeg har hørt det, og mit Indre bævede, ved Røsten dirrede mine Læber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal være rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det. ¹⁷ Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene.

⁵ og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Hær, og dem, som tilbedende sværge til HERREN og dog sværge ved deres Konge;

¹³ Og deres Gods skal blive til Rov og deles Huse til Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke bo i dem, og plante Vingaarde, men ikke drikke Vin af dem.

¹⁷ Og jeg vil ængste Menneskene, og de skulle gaa som blinde; thi de have syndet imod HERREN; og deres Blod skal udøses som Støv og deres Kød som Skarn.

⁵ HERREN er retfærdig i dens Midte, han gør ikke Uret; hver Morgen lader han sin Ret komme for Lyset, det fattes ikke derpaa; men den uretfærdige kender ikke til Skam.

⁵ Og nu, saa siger den HERRE Zebaoth: Giver Agt paa eders Veje!

⁷ Saa siger den HERRE Zebaoth: Giver Agt paa eders Veje!

¹¹ Thi jeg kaldte Tørke over Jorden og over Bjergene og over Kornet og over Mosten og over Olien og over det, som Jorden frembringer, og over Folket og over Kvæget og over alt, hvad der udføres med Hænder.

¹⁷ Med Brand og Rust i Kornet og med Hagel slog jeg eder, ja, al eders Hænders Gerning; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

¹³ Thi skulle fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig. Syng og vær glad, du Zions Datter! thi se, jeg kommer og vil bo i din Midte, siger HERREN. Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til HERREN paa den Dag, og de skulle blive mig et Folk, og jeg vil bo i din Midte, og du skal fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til dig. Og HERREN skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvælge Jerusalem. Stille, alt Kød, for HERRENS Ansigt; thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.

¹¹ Men de vægrede sig ved at give Agt derpaa og vendte modvilligt Ryg, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre.

¹⁶ Da samtalede og de, som frygtede HERREN, hver med sin Ven, og HERREN gav Agt derpaa og hørte det, og der blev skrevet for hans Ansigt en Ihukommelsesbog om dem, som frygte HERREN og tænke paa hans Navn.

¹¹ Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans disciple: hvi æder Eders Mester med Toldere og Syndere? ¹² Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde.

⁶ Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld.

¹⁹ Og han saae et Figentræ ved Veien og gik til det, og fandt Intet derpaa, uden Blade alene. og Han sagde til det: aldrig mere voxe Frugt paa dig! Og Figentræet visnede strax.

¹ Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde. ² Men de frem af dem vare kloge, og de fem daarlige. ³ De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. ⁴ Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. ⁵ Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind. ⁶ Men ved Midnat skete Anskrig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham i møde! ⁷ Da blev Jomfruerne alle opvakte, og gjorde deres Lamper tilrette. ⁸ Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes. ⁹ Men de kloge svarede og sagde: det matte ikke blive nok til os og Eder; men gaar heller hen til Sælgerne, og kjøber for Eder selv. ¹⁰ Men der de vare bortgangne at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. ¹¹ Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os! ¹² Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kjender Eder ikke.

³⁴ da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke.

³¹ Og Jesus svarede og sagde til dem: de Karske have ikke Læge behov, men de, som lide ilde. ³² Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

⁴³ Og en Kvinde, som havde havt Blodfold i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredt af Nogen.

⁶ Men han sagde denne Lignelse: En havde et Figentræ, som var plantet i hans Viingaard; og han kom, og ledte efter Frugt derpaa, og fandt ingen. ⁷ Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig? ⁸ Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det, ⁹ om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

²⁵ Efterat Huusbonden er staaet op og har tillukt Døren, og I da komme til at staae udenfor og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! da skal han svare og sige til Eder: jeg kjender Eder ikke, hveden I ere.

¹⁷ Men han gik i sig selv og sagde; hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger. ¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, ¹⁹ og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.

⁴¹ Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde:

⁴⁴ og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.

⁴⁰ Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet.

⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

⁴² Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?

²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer,

¹⁷ See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven og roser dig i Gud, ¹⁸ og veed hans Villie og prøver Tingenes forskjel, underviist af Loven, ¹⁹ og fordrister dig til at være de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke, ²⁰ Uforstandiges Tugtemester, eenfoldiges Lærer, som har Reglen for Kundskab og Sandhed i Loven. ²¹ Du derfor, som lærer Andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke skal stjæle, du stjæler! ²² Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige! ²³ Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Lovens Overtrædelse! ²⁴ Thi for Eder Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er. ²⁵ Vel er Omskærelsen nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven en Forhud. ²⁶ Dersom nu Forhuden holder Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes som Omskærelse? ²⁷ Og den legemlige Forhud, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. ²⁸ Thi ikke den, som udvortes er Jøde, er derfor Jøde; ei heller er den Omskærelse, som skeer udvortes i Kjødet derfor Omskærelse; ²⁹ men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aanden, ikke efter Bogstaven: en Saadan har Roes, ikke af Mennesker, men af Gud.

¹ Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand, ² at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste. ³ Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Frænder efter kjødet,

¹⁸ Thi det Korsets Ord er vel dem en Daarlighed, som blive fortabte, men os, som blive salige, er det en Guds Kraft. ¹⁹ Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand. ²⁰ Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed? ²¹ Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkjendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at gjøre den salige, som troe. ²² Saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom; ²³ men vi prædike den korsfæstede Christus, som er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed; ²⁴ men de, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christus, Guds Kraft og Guds Viisdom. ²⁵ Thi det Daarlige fra Gud er visere end Menneskenes Viisdom, og det Skrøbelige fra Gud er stærkere end Menneskenes Styrke. ²⁶ Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget; ²⁹ paa det intet Kjød skal rose sig for ham.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! dersom Nogen lader sig tykkes at være viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed; ²⁰ og atter: Herren kjende de Vises Tanker, at de ere forfængelige.

²⁶ thi Jorden er Herrens og dens Fylde.

²⁸ Men dersom Nogen siger til Eder: det er Afguds-Offer, da ælder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende og for Samvittighedens Skyld.

¹⁹ hvis Ende er Fordærvelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skjændsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting.

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

²¹ Prøver alle Ting; beholder det Gode.

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.

¹⁵ og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christus Jesus.

⁷ Thi det bør en Biskop at være ustraffelig, for en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding;

¹¹ paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de lære, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.

⁷ Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken, ⁹ hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar. ¹⁰ Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. ¹¹ Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile. ¹² Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden. ¹⁵ Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen:

²⁵ Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,

¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse. ² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen, (som Nogle agte det for en Forhaling), men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.

¹ Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den som vandrer imellem de syv Guldlysestager:

²⁵ Kun det, I have, holder det fast, indtil jeg kommer.

¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede!

⁶ Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden, og ikke finde den, og begjere at døe, og Døden skal flye fra dem.

¹⁹ Thi deres magt er deres Mund; thi deres haler ere ligesom Hugorme, og de have Hoveder, og med dem gjøre de Skade. ²⁰ Og de øvrige Mennesker, som ikke vare ihjelslagne i disse Plager, hverken omvendte sig fra deres Hænders Gjerninger, faa at de ikke tilbade Djævle og Afguder af Guld og af Sølv og af Kobber og af Steen og af Træ, som hverken kunne see eller høre eller gaae;