Jeremiah 29 Cross References - Danish

¹ Og disse ere Ordene i det Brev, som Profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de Øvrige af de Ældste, som vare bortførte, og til Præsterne og til Profeterne og til alt Folket, som Nebukadnezar havde bortført fra Jerusalem til Babel, ² efter at Kong Jekonias og Herskerinden og Hofmændene, Judas og Jerusalems Fyrster, og Tømmermændene og Smedene vare gangne ud af Jerusalem, ³ ved Eleasas Safans Søns, og Gemarias, Hilkias Søns, Haand, hvilke Zedekias, Judas Konge, sendte til Babel til Nebukadnezar, Kongen i Babel; det lød saaledes: ⁴ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, til alle de bortførte, som jeg har ladet bortføre fra Jerusalem til Babel: ⁵ Bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt! ⁶ Tager Hustruer og avel Sønner og Døtre, og tager Hustruer til eders Sønner og giver eders Døtre Mænd, at de maa føde Sønner og Døtre; og formerer eder der, og mindsker eder ikke! ⁷ Og søger den Stads Bedste, til hvilken jeg bortførte eder, og beder for den til HERREN, thi naar den hal Fred, saa have og I Fred. ⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme. ⁹ Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger HERREN. ¹⁰ Thi saa siger HERREN: Naar halvfjerdsindstyve Aar ere forløbne for Babel, da vil jeg besøge eder og stadfæste over eder mit gode Ord om at føre eder tilbage til dette Sted. ¹¹ Thi jeg kender de Tanker, som jeg tænker angaaende eder, siger HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab. ¹² Og I skulle paakalde mig og gaa hen og bede til mig, og jeg vil høre eder. ¹³ Og I skulle søge og finde mig; thi I ville søge mig af eders ganske Hjerte. ¹⁴ Og Jeg skal lade mig finde af eder, siger HERREN, og omvende eders Fangenskab og sarnle eder fra alle de Hedninger og fra alle de Steder, hvorhen jeg fordrev eder, siger HERREN; og jeg skal lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder. ¹⁵ Thi I have sagt: HERREN har opvakt os Profeter i Babel; ¹⁶ men HERREN har sagt saaledes om Kongen, som sidder paa Davids Trone, og om alt Folket, som bor i denne Stad, om eders Brødre, som ikke ere gangne ud med eder iblandt de bortførte, ¹⁷ ja, saaledes har den HERRE Zebaoth sagt: Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, der ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. ¹⁸ Og jeg vil forfølge dem med Sværdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedninberne, hvorhen jeg har fordrevet dem; ¹⁹ fordi de ikke hørte paa mine Ord, siger HERREN, jeg, som sendte mine Tjenere, Profeterne, til dem tidligt og ideligt, uden at de hørte mig, siger HERREN. ²⁰ Men I, hører HERRENS Ord, alle I bortførte, hvilke jeg sendte fra Jerusalem til Babel! ²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne. ²² Og der skal fra dem optages en Forbandelse iblandt alle de bortførte af Juda, som ere i Babel, idet man skal sige: HERREN gøre dig som Zedekias og som Akab! hvilke Kongen af Babel stegte ved Ild, ²³ fordi de gjorde en Daarskab i Israel og bedreve Hor med deres Næstes Hustruer og i mit Navn talte løgnagtige Ord, hvilke jeg ikke havde befalet dem; jeg ved det og vidner det, siger HERREN. ²⁴ Og om Semaja, Nekelamiten, skal du sige saaledes: ²⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Præsterne saa lydende: ²⁶ Og HERREN har sat dig til Præst i Præsten Jojadas Sted, for at der maa være Opsynsmænd i HERRENS Hus over hver Mand, som raser, og som spaar, at du kan lægge dem i Blok og Baand: ²⁷ Hvorfor har du da nu ikke truet Jeremias fra Anathoth, som spaar for eder? ²⁸ thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt - ²⁹ Og Præsten Zefanja læste dette Brev for Profeten Jeremias's Øren. ³⁰ Og HERRENS Ord kom til Jeremias saalunde: ³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn: ³² Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil hjemsøge Nekelamiten Semaja og hans Afkom; han skal ikke have nogen, som skal bo midt iblandt dette Folk, og han skal ikke se det gode, som jeg vil gøre imod mit Folk, siger HERREN; thi han har prædiket Frafald fra HERREN.

²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.

⁷ Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa.

²¹ Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Æggptens Land.

³ og jeg vil lade dig sværge ved HERREN, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; ⁴ rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru.

⁵¹ Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som HERREN har sagt.

⁶⁰ Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port.

¹ Og Isak kaldte ad Jakob og velsignede ham og bød ham og sagde til ham: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre; ² staa op, gak til Padaan-Aram til Bethuel din Morfaders Hus, og tag dig derfra en Hustru af Laban din Morbroders Døtre. ³ Og den almægtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk. ⁴ Og han give dig Abrahams velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, hvor i du er fiemmed, hvilket Gud gav Abraham.

¹⁹ Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig!

⁴ Og Sikem talede til sin Fader, Hemor, og sagde: Tag mig denne Pige til Hustru!

²⁰ Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Efraim og som Manasse! og han satte Efraim foran Manasse.

⁵ Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, HERREN din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;

³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk.

⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, ⁴¹ saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf: ⁴² Saa vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme. ⁴³ Men Landet skal forlades af dem og faa nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjæl væmmedes ved mine Skikke. ⁴⁴ Og selv naar de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes saa ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og, tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud. ⁴⁵ Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfædrene, der jeg udførte dem af Ægyptens Land for Hedningernes Øjne, for at være deres Gud, jeg er HERREN.

³ Og de samlede sig imod Mose og Aron, og de sagde til dem: Lader det være eder nok! thi den ganske Menighed er allesammen hellige, og HERREN midt ihlandt dem, og hvi ophøje eder over HERRENS Menighed?

²⁷ Og; de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaa Børn. ²⁸ Og Mose sagde: Derpaa skulle I kende, at HERREN har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte: ²⁹ Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har HERREN ikke sendt mig; ³⁰ men dersom HERREN skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Mænd have opirret HERREN. ³¹ Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem, ³² og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. ³³ Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden.

⁷ Thi hvor er saa stort et Folk, til hvilket Guder: holde sig nær, saaledes som HERREN vor Gud til os, saa tidt vi kalde paa ham?

²⁹ Og I skulle derfra søge HERREN din Gud, og du skal finde ham, naar du leder efter ham af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl. ³⁰ Naar du faar Angst, og alle disse Ting ramme dig i de sidste Dage, da skal du til HERREN din Gud og høre paa hans Røst, ³¹ Thi HERREN din Gud er en barmhjertig Gud, han skal ikke opgive dig eller ødelægge dig; han skal ikke heller glemme den Pagt med dine Fædre, som han svor dem.

¹ Naar en Profet eller en, som drømmer en Drøm, staar op midt iblandt eder. og giver dig et Tegn eller et Under, ² og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem: ³ Da skal du ikke lyde denne Profets Ord eller den, som drømte den Drøm; thi HERREN eders Gud forsøger eder, at han vil fornemme, om I elske HERREN eders Gud i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjæl. ⁴ I skulle vandre efter HERREN eders Gud og frygte ham og holde hans Bud og høre hans Røst og tjene ham og hænge ved ham. ⁵ Men denne Profet eller den, som drømte den Drøm, skal dødes, fordi han har talet for Afvigelse fra HERREN eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land óg forløste eder af Trælles Hus, og fordi han vilde føre dig bort fra den Vej, som HERREN din Gud har befalet dig at vandre paa og du skal borttage den onde af din Midte.

²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden.

⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten.

²¹ og HERREN skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog. ²² Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke HERREN har hjemsøgt det, ²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed; ²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede? ²⁵ Da skal man sige: Fordi de have forladt HERRENS, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; ²⁶ og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: ²⁷ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, ²⁸ og HERREN har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;

¹ Og det skal ske, naar alle disse Ting komme over dig, Velsignelsen og Forbandelsen, sóm jeg har lagt for dit Ansigt, og du tager det igen til Hjerte iblandt alle Hedningerne, der, hvorhen HERREN din Gud har fordrevet dig; ² og du omvender dig til HERREN din Gud, og du hører hans Røst, aldeles som jeg byder dig i Dag, du og dine Børn, af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl; ³ da skal HERREN din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke HERREN din Gud havde bortspredt dig.

³ da skal HERREN din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke HERREN din Gud havde bortspredt dig. ⁴ Om nogen af dig var fordreven til Himmelens Ende, skal HERREN din Gud samle dig derfra og tage dig derfra. ⁵ Og HERREN din Gud skal føre dig til det Land, som dine Fædre ejede, og du skal eje det, og han skal gøre vel imod dig og formere dig mere end dine Fædre. ⁶ Og HERREN din Gud skal omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, at du skal elske HERREN din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl, at du maa leve. ⁷ Og HERREN din Gud skal lægge alle disse Forbandelser paa dine Fjender og paa dem, som hade dig, og som have forfulgt dig. ⁸ Men du skal omvende dig og høre paa HERRENS Røst, og du skal gøre efter alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag. ⁹ Og HERREN din Gud skal give dig Overflod under alle dine Hænders Gerninger af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt, dig til Gode; thi HERREN vil atter glæde sig over dig til det gode, ligesom han glædede sig over dine Fædre, ¹⁰ naar du hører paa HERREN din Guds Røst, saa at du holder hans Bud og hans Skikke, det som er skrevet i denne Lovbog; naar du omvender dig til HERREN din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl ¹¹ Thi dette Bud, som jeg byder dig i Dag, det er ikke underligt for dig, det er ej heller langt borte. ¹² Det er ikke i Himmelen, at du maatte sige: Hvo vil fare os op til Himmelen og hente os det og lade os høre det, at vi maa gøre derefter ¹³ Det er ej heller paa hin Side Havet, at du maatte sige: Hvo vil fare os over paa hin Side Havet og hente os det og lade os høre det, at vi maa gøre derefter? ¹⁴ Thi det Ord er saare nær hos dig, i din Mund og i dit Hjerte, at du skal gøre derefter. ¹⁵ Se, jeg har lagt dig for i Dag Livet og det gode og Døden og det onde. ¹⁶ Thi jeg byder dig i Dag at elske HERREN din Gud, at vandre i hans Veje og at holde hans Bud og hans Skikke og hans Befalinger, at du maa leve og formeres, og HERREN din Gud maa velsigne dig i det Land, som du kommer hen til for at eje det. ¹⁷ Men dersom dit Hjerte vender sig bort, og du ikke hører, men lader dig forføre, saa at du tilbeder andre Guder og tjener dem: ¹⁸ Da forkynder jeg eder i Dag, at I skulle omkomme; I skulle ikke forlænge eders Dage i Landet, til hvilket du drager over Jordanen for at komme derhen til at eje det. ¹⁹ Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder, at jeg har forelagt dig Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen, at du maa udvælge Livet, paa det du maa leve, du og din Sæd, ²⁰ at du maa elske HERREN din Gud og høre paa hans Røst og hænge ved ham; thi han er dit Liv og dine Dages Længde; at du maa blive i Landet, som HERREN tilsvor dine Fædre, Araham, Isak og Jakob, at give dem.

²⁴ Saa tog Josva og al Israel med ham Akan, Seras Søn, og Sølvet og den kostelige Kappe og Guldtungen og hans Sønner og hans Døtre og hans Øksne og hans Asener og hans Faar og hans Telt, og alt det han havde, og de førte ham op i Akor Dal. ²⁵ Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? HERREN skal forstyrre dig paa denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbrændte dem med Ild og kasted Stene over dem.

¹² Og Kaleb sagde: Hvo der slaar Kirjth-Sefer og indtager den, ham vil jeg give Aksa, min Datter, til Hustru. ¹³ Da indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder, den; og han gav ham Aksa, sin Datter, til Hustru. ¹⁴ Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begære af hendes Fader en Ager, og hun sprang ned af Asenet; da sagde Kaleb til hende: Hvad fattes dig?

⁹ Og han have tredive Sønner, og tredive Døtre udstyrede han og indførte tredive Døtre til sine Sønner udenfra; og han dømte Israel syv Aar.

² Og han kom op og gav sin Fader og sin Moder det til Kende og sagde: Jeg har set en Kvinde af Filisternes Døtre i Thimna; saa tager mig nu hende til Hustru.

¹¹ Og alt Folket, som var i Porten, og de Ældste sagde: Vi ere Vidner; HERREN give, at den Kvinde, der kommer i dit Hus, maa blive som Rakel og som Lea, hvilke begge byggede Israels Hus; og bliv du mægtig i Efrata og bliv navnkundig i Bethlehem!

³⁰ Derfor siger HERREN, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger HERREN: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes. ³¹ Se, de Dage komme, at jeg vil afhugge din og din Faders Huses Arm, at der ikke skal være en gammel i dit Hus ³² Og du skal se Trængsel for Boligen i alt, hvori det skulde gaaet Israel vel; og der skal ingen gammel være i dit Hus nogen Sinde. ³³ Og jeg vil ikke udrydde hver Mand af dig fra mit Alter til at fortære dine Øjne og at bedrøve din Sjæl; dog skal hele dit Huses Mangfoldighed dø som Mænd. ³⁴ Og dette skal være dig et Tegn, som skal komme over dine to Sønner, over Hofni og Pinehas: Paa een Dag skulle de begge dø.

⁴ paa det HERREN skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Vej, at vandre for mit Ansigt i Sandhed, af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.

⁴⁷ og de tage det igen til Hjerte i Landet, hvori de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, have været ugudelige; ⁴⁸ og de vende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl i deres Fjenders Land, som have taget dem fangne, og de bede til dig, vendte imod deres Land, som du har givet til deres Fædre, imod Staden, som du udvalgte, og Huset, som jeg har bygget for dit Navn: ⁴⁹ Da vil du høre i Himmelen, i din faste Bolig, i hvilken du bor, deres Bøn og deres ydmyge Begæringer og skaffe dem Ret ⁵⁰ og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, som de have begaaet imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, at disse maa forbarme sig over dem;

⁷ Da vil jeg udrydde Israel fra at være i Landet, som jeg har givet dem, og det Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og Israel skal blive til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk. ⁸ Og saa højt end dette Hus monne være, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus

⁸ Og hun skrev Breve i Akabs Navn og forseglede dem med hans Signet, og hun sendte Brev til de ældste og til de ypperste, som vare i hans Stad, og som boede ved Naboth. ⁹ Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og sætter Naboth øverst iblandt Folket! ¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør. ¹¹ Og de ældste Mænd og ypperste i hans Stad, som boede i hans Stad, gjorde, ligesom Jesabel havde ladet sige til dem, ligesom der var skrevet i Brevene, som hun havde sendt til dem. ¹² De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket. ¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

²⁷ Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.

² Men Høvedsmanden, til hvis Haand Kongen hældede sig, svarede den Guds Mand og sagde: Se, om HERREN gjorde Vinduer paa Himmelen, mon dette Ord kunde ske? og han sagde: Se, du skal se det med dine Øjne, men ikke æde deraf.

¹⁹ Og Høvedsmanden havde svaret den Guds Mand og sagt: Ja se, om HERREN gjorde Vinduer paa Himmelen, mon det kunde ske efter dette Ord? og han havde sagt: Se, du skal se det med dine Øjne og ikke æde deraf. ²⁰ Og det gik ham saaledes; thi Folket traadte ham ned i Porten, saa at han døde.

¹¹ Og der Jehu gik ud til sin Herres Tjenere, sagde man til ham: Staar det sig vel? hvorfor kommer denne gale Mand til dig? Og han sagde til dem: I kende Manden og hans Tanke.

³² Og han løftede sit Ansigt op til Vinduet og sagde: Hvo er med mig, hvo? Da saa to eller tre Hofbetjente ud til ham.

¹ Og Akab havde halvfjerdsindstyve Sønner i Samaria; og Jehu skrev Breve og sendte til Samaria, til de øverste i Jisreel, de Ældste, og til de af Akab indsatte Fosterfædre og lod sige: ² Og nu, naar dette Brev kommer til eder - efterdi eders Herres Sønner ere hos eder, og Vognene ere hos eder og Hestene, samt en fast Stad og Vaabnene - ³ saa ser, hvem der er den bedste og den rette af eders Herre Sønner, og sætter ham paa hans Faders Trone og strider for eders Herres Hus! ⁴ Men de frygtede saa meget og sagde: se, de to Konger kunde ikke staa sig for hans Ansigt, hvorledes ville vi da kunne staa os? ⁵ Og den, som var over Huset og den, som var over Staden, og de Ældste og Fosterfædrene sendte til Jehu og lode sige: Vi ere dine Tjenere, vi ville gøre alt det, som du siger til os, vi ville ingen gøre til Konge; gør det, som dig synes godt. ⁶ Da skrev han et andet Brev til dem og lod sige: Dersom I ere mine og høre min Røst, saa tager Hovederne af Mændene, eders Herres Sønner, og kommer til mig i Morgen ved denne Tid til Jisreel. Men Kongens Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, vare hos de store i Staden, som fødte dem op. ⁷ Og det skete, der Brevet kom til dem, da toge de Kongens Sønner og slagtede dem, halvfjerdsindstyve Mænd, og lagde deres Hoveder i Kurve og sendte dem til ham i Jisreel.

¹⁵ Men Jojada, Præsten, bød de øverste over hundrede, som vare beskikkede over Hæren, og sagde til dem: Fører hende ud hen uden for Rækkerne, og hvo som følger hende, dræber ham med Sværd; thi Præsten havde sagt, at hun ikke skulde dræbes i HERRENS Hus.

¹⁸ Da kom alt Folket i Landet ind i Baals Hus, og de nedbrøde hans Altre, og hans Billeder sønderbrøde de aldeles og sloge Matthan, Baals Præst, ihjel lige for Altrene; men Præsten beskikkede Tilsyn i HERRENS Hus.

⁹ Og der han hørte om Thirhaka, Morlands Konge, og der sagdes: Se, han er dragen ud at stride imod dig, da sendte han igen Bud til Ezekias og lod sige:

¹⁴ Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og læste dem; og han gik op til HERRENS Hus, og Ezekias udbredte dem for HERRENS Ansigt.

¹⁸ Og af dine Sønner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle være Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.

⁸ Og Hilkia, Ypperstepræsten, sagde til Safan, Kansleren: Jeg har fundet Lovbogen i HERRENS Hus; og Hilkia gav Safan Bogen, og han læste den.

¹² Og Kongen bød Hilkia, Præsten, og Ahikam, Safans Søn, og Akbor, Mikajas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde:

³ Og Kongen stod paa Forhøjningen og gjorde Pagten for HERRENS Ansigt at de skulde vandre efter HERREN og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af ganske Hjerte og af ganske Sjæl for at hævde denne Pagts Ord, som vare skrevne i denne Bog; og alt Folket indgik Pagten.

¹² Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar. ¹³ Og han udførte derfra alle Skattene i HERRENS Hus og Skattene i Kongens Hus og afbrød alt det Guldtøj, som Salomo, Israels Konge, havde ladet gøre i HERRENS Tempel, som HERREN havde talt. ¹⁴ Og han bortførte hele Jerusalem, baade alle Øversterne og alle de vældige til Strid, ti Tusinde fangne, og alle Tømmermændene og Smedene, der blev ikke uden det ringeste Folk i Landet tilbage. ¹⁵ Og han bortførte Jojakin til Babel, og Kongens Moder og Kongens Hustruer, og hans Hofbetjente og de mægtige i Landet lod han gaa fangne fra Jerusalem til Babel; ¹⁶ og alle stridbare Mænd, syv Tusinde, Tømmermænd og Smede, tusinde, alle vældige, som kunde føre Krig, dem førte Kongen af Babel ogsaa fangne til Babel.

¹⁸ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja og Zefania, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærskelen; ¹⁹ og af Staden tog han een Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene, og fem Mænd af dem, som saa Kongens Ansigt og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden og som udskrev Folket i Landet og tresindstyve Mænd af Folket i Landet, som fandtes i Staden. ²⁰ Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte dem til Kongen af Babel, til Ribla. ²¹ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.

¹³ og Sallum avlede Hilkia, og Hilkia avlede Asaria,

⁹ Og du, Salomo, min Søn! kend din Faders Gud, og tjen ham med et retskaffent Hjerte og med en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed.

³⁷ og de tage det igen til Hjerte udi Landet, hvori de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Fangenskabs Land, og de sige: Vi have syndet, handlet ilde og været ugudelige; ³⁸ og de omvende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl i deres Fangenskabs Land, hvor de holde dem fangne; og de bede, vendte imod Vejen til deres Land, som du har givet deres Fædre, og imod Staden, som du udvalgte, og imod Huset, som jeg har bygget for dit Navn: ³⁹ Da ville du høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, som du bor udi, deres Bøn og deres ydmyge Begæringer og skaffe dem Ret og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig.

¹⁹ Men dersom I vende eder bort og forlade mine Skikke og mine Bud, som jeg har givet for eders Ansigt, og I gaa hen og tjene andre Guder og tilbede dem: ²⁰ Da vil jeg oprykke eder af mit Land, som jeg har givet eder, og dette Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og jeg vil gsre det til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk. ²¹ Og dette Hus, som har været højt, skulle alle, som gaa forbi det, grue for og sige: Hvorfor har HERREN gjort saa imod dette Land og imod dette Hus? ²² Og de skulle sige: Fordi de forlode HERREN, deres Fædres Gud, som udførte dem af Ægyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og, tjente dem: Derfor har han ladet alt dette onde komme over dem.

¹² Og de indgik Pagten om at søge HERREN, deres Fædres Gud, af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl. ¹³ Og hver, som ikke vilde søge HERREN, Israels Gud, skulde dødes, baade liden og stor, baade Mand og Kvinde. ¹⁴ Og de tilsvore HERREN med høj Røst og med Frydeskrig og med Basuner og med Trompeter. ¹⁵ Og al Juda var glad over Eden; thi de havde svoret af deres ganske Hjerte og søgte ham med deres ganske Villie, og han lod sig finde af dem; og HERREN skaffede dem Rolighed trindt omkring.

¹⁰ Men Asa blev fortørnet paa Seeren og satte ham i Fængsels Hus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte nogle af Folket paa den samme Tid.

²⁶ og siger: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels Vand; indtil jeg kommer tilbage med Fred.

⁹ Siden ledte han efter Ahasia, og de grebe ham, da han havde skjult sig i Samaria, og de førte ham til Jehu og dræbte ham og begrove ham; thi de sagde: Han er en Søn af Josafat, som søgte HERREN af sit ganske Hjerte; og der var ingen af Ahasias Hus, som formaaede at overtage Riget.

¹⁶ Men det skete, der han talte til ham, da sagde han til ham: Mon vi have sat dig til Kongens Raadgiver? lad du af! hvorfor skulle de slaa dig ihjel? Da lod Profeten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud har besluttet at ødelægge dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.

⁸ Derfor er HERRENS Vrede over Juda og Jerusalem, og han har givet dem hen til Forfærdelse, til Ødelæggelse og til Spot, ligesom I se med eders Øjne.

¹ Siden sendte Ezekias til al Israel og Juda og skrev ogsaa Breve til Efraim og Manasse, at de skulde komme til HERRENS Hus i Jerusalem, at holde HERREN, Israels Gud, Paaske. ² Thi Kongen havde holdt et Raad med sine Fyrster og hele Forsamlingen i Jerusalem, at de vilde holde Paaske i den anden Maaned. ³ Thi de kunde ikke holde den til den rette Tid; thi Præsterne havde ikke helliget sig i tilstrækkeligt Antal, og Folket var ikke samlet til Jerusalem. ⁴ Og den Sag syntes ret for Kongens Øjne og for den ganske Forsamlings Øjne. ⁵ Og de toge den Bestemmelse, at de vilde lade udraabe igennem al Israel fra Beersaba og indtil Dan, at de skulde komme og holde HERREN, Israels Gud, Paaske i Jerusalem; thi de havde ikke holdt den i noget stort Antal, som det var foreskrevet. ⁶ Og Løberne gik med Breve fra Kongens og hans Øversters Haand igennem al Israel og Juda og efter Kongens Befaling og sagde: I Israels Børn! vender om til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels Gud, saa skal han vende sig om til de undkomne, som ere blevne tilovers for eder fra Assyriens Kongers Haand.

²¹ Og i al den Gerning, som han begyndte i Guds Hus's Tjeneste og i Loven og i Budet, idet han søgte sin Gud, handlede han af sit ganske Hjerte og havde Lykke.

¹⁷ Han skrev og Breve for at forhaane HERREN, Israels Gud, og at tale imod ham, sigende: Ligesom Guderne hos Hedningerne i Landene ikke friede deres Folk fra min Haand, Saaledes skal ikke heller Ezekias's Gud fri sit Folk fra min Haand.

²⁰ Og Kongen bød Hilkia og Ahikam, Safans Søn, og Abdon, Mikas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde:

⁹ Jojakim var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder og ti Dage i Jerusalem og gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne. ¹⁰ Men der Aaret var omme, sendte Kong Nebukadnezar hen og lod ham føre til Babel tillige med HERRENS Hus's kostelige Kar og gjorde Zedekias, hans Broder, til Konge over Juda og Jerusalem.

²¹ at HERRENS Ord skulde opfyldes, som var talt ved Jeremias's Mund, indtil Landet havde faaet nok af sine Sabbater; det hvilede den ganske Tid, som Ødelæggelsen varede, indtil halvfjerdsindstyve Aar bleve fyldte.

⁷ Og i Artakserkses's Dage skreve Bislam, Mithridates, Tabeel og de øvrige af hans Selskab til Artakserkses, Kongen i Persien, og Brevet var skrevet med syrisk Skrift og oversat paa Syrisk. ⁸ Rehum, Kansleren og Simsaj, Skriveren, skreve et Brev imod Jerusalem til Kong Artakserkses, saa lydende: ⁹ Dengang var det, Rehum, Kansleren, og Simsaj, Skriveren, og de øvrige af deres Selskab, de af Dina og Afarsathka, Tarpela, Afarsa, Erek, Babel, Susan, Dehava, Elam ¹⁰ og de øvrige Folk, som den store og navnkundige Osnappar forflyttede og satte i Samarias Stad, og de øvrige paa denne Side Floden, og saa videre. ¹¹ Dette er Afskriften af Brevet, som de sendte til ham, til Kong Artakserkses: Dine Tjenere, de Mænd paa denne Side Floden, og saa videre: ¹² Det skal være Kongen vitterligt, at Jøderne, som ere dragne op fra dig, ere komne til os til Jerusalem og bygge den oprørske og onde Stad og fuldføre Muren og udbedre Grunden. ¹³ Saa være det nu Kongen vitterligt, at dersom den Stad bliver bygget, og Murene blive fuldførte, da skulle de ikke ville give dig Skat, Told og aarlig Rente, og du skal lide Tab i Kongernes Indtægt. ¹⁴ Nu, efterdi vi have vor Løn fra Kongens Palads, og det ikke sømmer sig, at vi se paa Kongens Skade, derfor have vi sendt hen og lade Kongen det vide, ¹⁵ at man maa lede i dine Fædres Historiebog, at du kan finde i samme Historiebog og forfare, at den Stad er en genstridig Stad og skadelig for Konger og Lande, og at de have gjort Opstand derudi fra gammel Tid af; derfor er Staden ødelagt. ¹⁶ Vi give Kongen til Kende, at hvis denne Stad bliver bygget og dens Mure fuldførte, da beholder du ingen Del paa denne Side Floden.

¹⁰ paa det de kunne ofre til en sød Lugt for Gud i Himmelen og bede for Kongens og hans Børns Liv.

²³ Alt det, som er efter Himmelens Guds Befaling, skal omhyggeligt udføres for Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme en Vrede over Kongens og hans Børns Rige.

⁴ Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen. ⁵ Da sagde jeg til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, og dersom din Tjener synes god for dit Ansigt, da sende du mig til Juda, til mine Fædres Begravelsers Stad, at jeg maa bygge den op. ⁶ Da sagde Kongen og Dronningen, som sad hos ham, til mig: Hvor længe skal din Rejse vare, og naar vil du komme igen Og det syntes Kongen godt, og han sendte mig hen, og jeg satte ham en bestemt Tid. ⁷ Og jeg sagde til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, da lad dem give mig Breve til Landshøvdingerne paa hin Side Floden, at de lade mig komme frem, indtil jeg kommer til Juda, ⁸ og Brev til Asaf, som har Opsyn over Kongens Lysthave, at han maa give mig Træ til at sammentømre Porten paa Borgen, som hører til Huset, og ligeledes til Stadsmurene og til det Hus, som jeg skal drage ind udi; og Kongen gav mig det, efterdi min Guds gode Haand var over mig. ⁹ Da kom jeg til Landshøvdingerne paa hin Side Floden og gav dem Kongens Breve, og Kongen sendte Stridshøvedsmænd og Ryttere med mig. ¹⁰ Men der Sanballat Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, hørte det, da gjorde det dem saare ondt, at der var kommet et Menneske til at søge Israels Børns Bedste. ¹¹ Og der jeg kom til Jerusalem og havde været der i tre Dage, ¹² da gjorde jeg mig rede om Natten, jeg og faa Mænd med mig, og jeg gav ikke til Kende for noget Menneske, hvad min Gud indgav mit Hjerte at gøre for Jerusalem, og der var intet Dyr med mig uden det Dyr, som jeg red paa. ¹³ Og jeg drog ud ad Dalporten om Natten og hen imod Dragekilden og hen til Møgporten, og jeg undersøgte Jerusalems Mure, som vare nedrevne, og dens Porte; som vare fortærede af Ild. ¹⁴ Og jeg drog over til Kildeporten og til Kongens Dam, og der var ikke Rum for Dyret til at komme frem under mig. ¹⁵ Og jeg drog om Natten op i Dalen, og jeg undersøgte Muren, og jeg vendte om og kom ind ad Dalporten og vendte tilbage. ¹⁶ Og Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gaaet hen, eller hvad jeg gjorde, og for Jøderne og Præsterne og de ypperste og Forstanderne og de øvrige, som skulde have med Gerningen at gøre, havde jeg ikke hidindtil tilkendegivet det. ¹⁷ Da sagde jeg til dem: I se den Ulykke, i hvilken vi ere, at Jerusalem er øde, og dens Porte ere opbrændte af Ild: Kommer og lader os opbygge Jerusalems Mure, at vi ikke ydermere skulle være til Spot. ¹⁸ Og jeg fortalte dem om min Guds Haand, som var god over mig, tilmed om Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gøre os rede og bygge, og de styrkede deres Hænder til det gode Værk. ¹⁹ Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, Araberen, hørte det, bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gøre? ville I være genstridige imod Kongen? ²⁰ Da svarede jeg dem og sagde til dem: Gud i Himmelen, han skal lade det lykkes for os, og vi hans Tjenere, vi ville gøre os rede og bygge; men I have ikke Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem.

⁵ Da sendte Sanballat paa samme Maade femte Gang sin Tjener til mig med et aabent Brev i hans Haand.

¹⁷ Ogsaa i de samme Dage skreve de ypperste af Juda deres mange Breve, som gik til Tobia, og Breve fra Tobia kom til dem.

¹⁹ De talte ogsaa om hans mange gode Egenskaber for mig og bragte mine Ord til ham; saa sendte Tobia Breve for at gøre mig frygtsom.

²⁰ Og Mardokaj skrev disse Ting og sendte Breve til alle Jøderne, som vare i alle Kong Ahasverus's Landskaber, dem, som vare nær, og dem, som vare langt borte,

¹³ Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

¹⁷ Du, HERRE! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa

⁶ Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham.

¹¹ HERRENS Raad bestaar evindelig, hans Hjertes ranker fra Slægt til Slægt.

⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

¹¹ Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig. ¹⁶ Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund, ¹⁷ da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig? ¹⁸ Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.

¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham.

¹⁶ Og Hedningerne skulle frygte HERRENS Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; ¹⁷ thi HERREN har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed.

⁸ Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! ⁹ Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! ¹⁰ Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! ¹¹ Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. ¹² Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! ¹³ Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! ¹⁴ Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! ¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

² Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;

¹⁰ Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud!

⁵⁸ Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord!

⁶⁹ De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.

¹⁴⁵ Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, HERRE! jeg vil bevare dine Skikke.

¹ En Sang paa Trappernerne Der HERREN hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende,

⁴ Hjemfør, HERRE! vore fangne, lig Sydlandets Strømme.

¹⁹ Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.

²¹ Thi en Mands Veje ere for HERRENS Øjne, og han vejer alle hans Skridt.

⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes.

⁵ Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand. ⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader.

²⁰ Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse thi du har de ihjelslaget dit Folk; de, ondes Sæd skal ikke nævnes evmdelig.

²² Thi jeg vil staa op imod dem, siger den HERRE Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger HERREN.

¹⁹ Thi du Folk i Zion, du som bor i Jerusalem! du skal ikke græde; han skal benaade dig paa dit Raabs Røst, han skal svare dig, naar han hører den.

¹ Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud; ² taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af HERRENS Haand uagtet alle dens Synder. ³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! ⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. ⁵ Og HERRENS Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi HERRENS Mund har talt. ⁶ Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken. ⁷ Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi HERRENS Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø. ⁸ Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig. ⁹ Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Rest med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud! ¹⁰ Se den Herre, HERRE skal komme med Vælde, og; hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Anaigt. ¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die. ¹² Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spande og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene paa Vægt skaale? ¹³ Hvo har udmaalt HERRENS Aand, og hvo har som hans Raad giver undervist ham? ¹⁴ Med hvem har han raadført sig, som har give ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej? ¹⁵ Se, Folkefærd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vægtskaalen; se, Øer hæver han i Vejret som fint Støv. ¹⁶ Og Libanon er ikke nok til Brændsel og Dyr der ikke nok til Brændoffer. ¹⁷ Alle Folkefærd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed. ¹⁸ Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham? ¹⁹ En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølv kæder. ²⁰ Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvælger Træ, som ikke raadner; han søger sig ep dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler. ²¹ Ville I ikke, forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt? ²² Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi; ²³ han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne. ²⁴ Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm. ²⁵ Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige. ²⁶ Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een. ²⁷ Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for HERREN, og min Ret gaar min Gud forbi? ²⁸ Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er HERREN, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig. ²⁹ Han giver den trætte, som ingen Kræfter har. ³⁰ De unge skulle blive trætte og vansmægte, og Ungersvende skulle falde brat. ³¹ Men de, som forvente HERREN, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vingel som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.

⁷ jeg, som danner Lyset og skaber Mørket, jeg, som gør Fred og skaber Ulykke; jeg er HERREN, som gør alle disse Ting.

¹⁹ Ikke i Løndom har jeg talt, ikke paa Jordens mørke Steder; jeg har ikke sagt til Jakobs Sæd: Søger mig forgæves, jeg er HERREN, som taler Retfærdighed, som forkynder Retvished.

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; ¹¹ jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær. ⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade. ⁸ Thi mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veje ere ikke mine Veje, siger HERREN. ⁹ Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa ere mine Veje højere end eders Veje og mine Tanker højere end eders Tanker. ¹⁰ Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til at saa og Brød til at æde: ¹¹ Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til. ¹² Thi I skulle drage ud med Glæde og føres frem i Fred; Bjergene og Højene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Træer paa Marken skulle klappe i Haand.

¹ Se, HERRENS Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre. ² Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører.

¹⁵ Og I skulle efterlade mine udvalgte eders Navn til at sværge ved, og den Herre, HERRE skal dræbe eder; men sine Tjenere skal han give et nyt Navn.

²⁴ Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale; da vil jeg høre.

¹ Ord af Jeremias, Hilkias Søn, en af Præsterne, som vare i Anathoth, i Benjamins Land,

¹⁰ Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger HERREN.

¹² Gak, og raab disse Ord imod Norden, og sig: Omvend dig, du frafaldne Israel! siger HERREN, jeg vil ikke lade mit vrede Ansigt falde paa eder; thi jeg er miskundelig, siger HERREN, jeg vil ikke beholde Vrede evindelig. ¹³ Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtrædelse imod HERREN din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Træ, men paa min Røst have I ikke hørt, siger HERREN. ¹⁴ Omvender eder, I frafaldne Børn! siger HERREN; thi jeg er eders Husbonde, og jeg vil tage eder, een af en Stad og to af en Slægt og føre eder til Zion. ¹⁵ Og jeg vil give eder Hyrder, efter mit Hjerte; og de skulle føde eder med Kundskab og Forstand. ¹⁶ Og det skal ske, naar I ere blevne mange og ere blevne frugtbare i Landet i de Dage, siger HERREN, da skulle de ikke mere tale om HERRENS Pagts Ark, og den skal ikke, mere komme nogen i Tanke, og de skulle ikke komme den i Hu og ikke savne den, og den skal ikke forfærdiges mere. ¹⁷ Paa den Tid skulle de kalde Jerusalem HERRENS Trone, og alle Hedningerne skulle forsamles til den for HERRENS Navns Skyld, i Jerusalem; og de skulle ikke ydermere vandre efter deres onde Hjertes Stivhed. ¹⁸ I de Dage skal Judas Hus gaa til Israels Hus, og de skulle komme med hinanden fra et Land af Norden, til Landet, som jeg har givet eders Fædre til Arv. ¹⁹ Og jeg havde sagt: Vil jeg ej sætte dig iblandt Børnene og give dig et kosteligt Land, Folkenes alleryndigste Arv. Og jeg sagde: Min Fader vil du kalde mig og ikke vende dig fra mig.

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

¹⁹ Hør du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.

⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende, ¹⁰ og saa komme og staa for mit Ansigt i dette Hus, som er kaldet efter mit Navn, og sige: Vi ere frelste for at kunne gøre alle disse Vederstyggeligheder?

¹³ Og nu, fordi I gøre alle disse Gerninger, siger HERREN, og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I hørte ikke; og jeg kaldte ad eder, og I svarede ikke:

²⁴ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men de vandrede i deres Raad, i deres onde Hjertes Stivhed; og de gik tilbage og ikke fremad. ²⁵ Fra den Dag, der eders Fædre udgik af Ægyptens Land, indtil denne Dag sendte jeg til Øer alle mine Tjenere, Profeterne, dagligt, tidligt og ideligt. ²⁶ Men de hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre; men de forhærdede deres Nakke; de gjorde det værre end deres Fædre.

²⁷ Dine Horerier og din Vrinsken, din Bolens Skændsel paa Højene, paa Marken, ja, dine Vederstyggeligheder har jeg set; ve dig Jerusalem! du vil ikke blive ren, hvor længe det endnu herefter varer.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren.

² Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud da skal du sige til dem: Saa siger HERREN: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Sværdet, til Sværd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab. ³ Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger HERREN: Sværdet til at ihjelslaa og Hundene til at slæbe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at æde og til at Ødelægge. ⁴ Og jeg vil gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, for Manasse, Ezekias's Søns, Judas Konges Skyld, for det, han gjorde i Jerusalem.

² Du skal ikke tage dig en Hustru, og du skal ikke have Sønner eller Døtre paa dette Sted. ³ Thi saa siger HERREN om de Sønner og om de Døtre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre; som føde dem, og om deres Fædre, som avle dem i dette Land: ⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.

¹⁴ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, at der ikke ydermere skal siges: Saa sandt HERREN lever han som opførte Israels Børn af Ægyptens Land! ¹⁵ men derimod Saa sandt HERREN lever, han, som førte Israels Børn op af Nordenland og fra alle Landene, hvorhen han havde fordrevet dem! Og jeg vil føre dem tilbage til deres Land, som jeg gav deres Fædre.

¹⁷ Thi mine Øjne ere over alle deres Veje, de ere ikke skjulte for mit Ansigt, og deres Misgerning er ikke tildækket for mine Øjne.

⁶ Og han skal være som den enlige paa den Øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbrændte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos.

⁸ Og jeg vil gøre denne Stad til Gru og til Spot; hver som gaar forbi den, skal grue og spotte over alle dens Plager.

¹ Og Paskur, Immers Søn, Præsten, som var Overopsynsmand i, HERRENS Hus, hørte Jeremias spaa disse Ord. ² Og Paskur slog Profeten Jeremias og lagde ham i Blokken, som var ved Benjamins Øverste Port paa HERRENS Hus.

⁶ Og du, Paskur, og alle de, som bo i dit Hus, skulle bo i Fangenskab; og du skal komme til Babel, og der skal du dø og begraves der, du og alle dine Venner, for hvilke du har spaaet Løgn.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, der Kong Zedekias sendte Paskur, DIalkias's Søn, og Zefanja, Maasejas Søn, Præsten, til ham og lod sige: ² Adspørg dog HERREN for os; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, fører Krig imod os; maaske HERREN dog vilde gøre imod os efter alle sine underlige Gerninger, saa at denne maatte drage bort fra os.

²⁴ Saa sandt jeg lever siger HERREN, var end Konias, Jojakims, Judas Konges Søn, en Signetring paa min højre Haand, saa vilde jeg dog rive dig bort derfra. ²⁵ Og jeg vil give dig i deres Haand, som tragte efter dit Liv, og i deres Haand, for hvis Ansigt du gruer, og i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i Kaldæernes Haand. ²⁶ Og jeg vil kaste dig og din Moder, som dig fødte, ud i et andet land, hvor I ikke ere fødte, og del skulle I dø. ²⁷ Men til det Land, hvorhen deres Sjæl længes efter at komme tilbage, derhen skulle de ikke komme tilbage. ²⁸ Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Sæd, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende?

³⁰ Saa siger HERREN: Indtegner denne Mand som barnløs som en Mand, der ikke skal have Lykke i sine Dage; thi ingen af hans Sæd skal have Lykke ved at sidde paa Davids Trone og herske fremdeles i Juda.

³ Og jeg vil samle de overblevne af mine Faar fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem; og jeg vil føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skulle vorde frugtbare og mangfoldige. ⁴ Og over dem vil jeg sætte Hyrder, som skulle vogte dem; og de skulle ikke mere frygte og ikke forskrækkes og ikke savnes, sig HERREN. ⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed". ⁷ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, da de ikke mere skulle sige: Saa sandt HERREN lever, som førte Israels Børn op fra Ægyptens Land! ⁸ men derimod: Saa sandt HERREN lever, som førte og bragte Israels Hus's Sæd op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.

¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra.

²¹ Jeg sendte ikke Profeterne dog løb de; jeg talte ikke til dem dog spaaede de.

²³ Er jeg kun en Gud nær hos? siger HERREN, og ikke en Gud langt borte fra? ²⁴ Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger HERREN; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger HERREN.

²⁷ og mon de tænke paa at bringe mit Folk til at glemme mit Navn ved deres Drømme, som de fortælle hver sin Næste ligesom deres Fædre glemte rnit Navn for Baals Skyld.

¹ HERREN lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran HERRENS Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermændene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel.

¹ HERREN lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran HERRENS Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermændene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel.

¹ HERREN lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran HERRENS Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermændene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel. ² I den ene Kurv vare meget gode Figener som tidligt modne Figener; og i den anden Kurv vare meget slette Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette.

² I den ene Kurv vare meget gode Figener som tidligt modne Figener; og i den anden Kurv vare meget slette Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette.

² I den ene Kurv vare meget gode Figener som tidligt modne Figener; og i den anden Kurv vare meget slette Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. ³ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Jeremias? og jeg sagde: Figener! de gode Figener ere meget gode, og de slette ere meget slette, saa at de ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette.

³ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Jeremias? og jeg sagde: Figener! de gode Figener ere meget gode, og de slette ere meget slette, saa at de ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette. ⁴ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ⁵ Saa siger HERREN, Israels Gud: Ligesom det er med disse gode Figner, saaledes vil jeg kendes ved de bortførte fra Juda, hvilke jeg sendte fra dette Sted til Kaldæermes Land dem til Baade.

⁵ Saa siger HERREN, Israels Gud: Ligesom det er med disse gode Figner, saaledes vil jeg kendes ved de bortførte fra Juda, hvilke jeg sendte fra dette Sted til Kaldæermes Land dem til Baade. ⁶ Og jeg vil fæste mit Øje paa dem til det gode og føre dem tilbage til dette Land; og jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, og jeg vil plante og ikke oprykke dem. ⁷ Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skulle omvende sig til mig af deres ganske Hjerte.

⁷ Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skulle omvende sig til mig af deres ganske Hjerte. ⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land, ⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem.

⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem. ¹⁰ Og jeg vil sende Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, indtil de forsvinde af Landet, som jeg gav dem og deres Fædre.

³ Fra Josias's, Amons Søns, Judas Konges trettende Aar og indtil denne Dag, hvilket nu er tre og tyve Aar, er HERRENS Ord kommet til mig; og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I have ikke hørt. ⁴ Og HERREN har sendt til eder alle sine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, og I have ikke hørt og ikke bøjet eders Øre til at høre; ⁵ idet de sagde: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og fra sine Idrætters Ondskab, saa skulle I bo i Landet, som HERREN gav eders Fædre, fra Evighed indtil Evighed; ⁶ og vandrer ikke efter andre Guder for at tjene dem og for at tilbede dem; og I skulle ikke opirre mig med eders Hænders Gerning, at jeg ikke skal gøre eder ondt. ⁷ Men I hørte mig ikke, siger HERREN, for at opirre mig med eders Hænders Gerning, til eders Ulykke.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

¹² Og det skal ske, naar halvfjerdsindstyve Aar ere omme, da vil jeg hjemsøge Kongen af Babel og slette Folk, siger HERREN, for deres Misgerning, samt Kaldæernes Land; og jeg vil gøre det til evige Ødelæggelser.

⁵ og om at høre paa mine Tjeneres, Profeternes Ord, som jeg sender til eder, baade tidligt og ideligt, uden at I have villet høre dem: ⁶ Saa vil jeg gøre dette Hus ligt med. Silo og gøre denne Stad til en Forbandelse for alle Folkefærd paa Jorden.

²⁴ Kun Ahikams, Safans Søns, Haand var med Jeremias, saa at man ikke gav ham i Folkets Haand til at dræbes.

⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl. ⁸ Og det skal ske, at naar et Folk og et Rige ikke vil tjene Nehukadnezar, Kongen af Babel, og ikke vil bøje sin Hals under Kongen af Babels Aag, da vil jeg hjemsøge dette Folk med Sværdet og med Hungeren og med Pesten, siger HERREN, indtil jeg faar gjort Ende paa det ved hans Haand. ⁹ Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamænd og eders Drømme og eders Dagvælgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at Kongen af Babel

¹⁴ Og hører ikke paa de Profeters Ord, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel; thi de spaa Løgn for eder. ¹⁵ Thi jeg har ikke sendt dem, siger HERREN; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder.

¹⁵ Thi jeg har ikke sendt dem, siger HERREN; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder.

²⁰ og som Nebukadnezar, Kongen af Babel; ikke har taget, der han bortførte fra Jerusalem til Babel Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og alle de ypperste af Juda og Jerusalem:

²² De skulle føres til Babel og blive der indtil den Dag, jeg vil se efter dem, siger HERREN, og føre dem op og lade dem komme tilbage til dette Sted.

¹ Og det skete i dette Aar, i Begyndelsen af Judas Konge Zedekias's Regering, i det fjerde Aar, i den femte Maaned, at Profeten Hananias, Assurs Søn, som var fra Gibeon, sagde saaledes til mig i HERRENS Hus, for Præsterne og alt Folkets Øjne: ² Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Kongen af Babels Aag. ³ Inden et Par Aars Tid er omme vii jeg føre tilbage til dette Sted alle HERRENS Hus's Kar, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, tog fra dette Sted og førte til Babel. ⁴ Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger HERREN; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag.

⁴ Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger HERREN; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag. ⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias for Præsternes Øjne og for alt Folkets Øjne, medens de stode i HERRENS Hus, ⁶ ja, Profeten Jeremias sagde: Amen! HERREN gøre saa, HERREN stadfæste dine Ord, som du har spaaet om, at han vil lade HERRENS Hus's Kar og alle bortførte komme tilbage fra Babel til dette Sted! ⁷ Men hør kun dette Ord, som jeg taler for dine Øren og for alt Folkets Øren: ⁸ Profeterne, som have været før mig og før dig af fordums Tid, spaaede imod mange Lande og imod store Riger om Krig og om Ulykke og om Pest. ⁹ Men naar Profeten spaar om Fred, saa vil han, naar Profetens Ord gaar i Opfyldelse, erkendes som den Profet, HERREN i Sandhed har sendt. ¹⁰ Da tog Profeten Hananias Aaget af Profeten Jeremias's Hals og sønderbrød det. ¹¹ Og Hananias sagde saaledes for alt Folkets Øjne: Saa siger HERREN: Saaledes vil jeg inden et Par Aars Tid er omme, bryde Nebukadnezar, Kongen af Babels Aag af alle Folkenes Hals; og Profeten Jeremias gik sin Vej. ¹² Men HERRENS Ord kom til Jeremias, efter at Profeten Hananias havde brudt Aaget af Profeten Jeremias's Hals, og han sagde: ¹³ Gak og sig saaledes til Hananias: Saa siger HERREN: Du har sønderbrudt Træaag, men du har gjort Jernaag i Stedet for. ¹⁴ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har lagt et Jernaag paa alle disse Folks Hals, at de maa tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og de skulle tjene ham; ogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham. ¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn.

¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn. ¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN.

¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN. ¹⁷ Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.

¹ Og disse ere Ordene i det Brev, som Profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de Øvrige af de Ældste, som vare bortførte, og til Præsterne og til Profeterne og til alt Folket, som Nebukadnezar havde bortført fra Jerusalem til Babel,

³ ved Eleasas Safans Søns, og Gemarias, Hilkias Søns, Haand, hvilke Zedekias, Judas Konge, sendte til Babel til Nebukadnezar, Kongen i Babel; det lød saaledes:

⁵ Bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt!

⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme. ⁹ Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger HERREN.

⁹ Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger HERREN. ¹⁰ Thi saa siger HERREN: Naar halvfjerdsindstyve Aar ere forløbne for Babel, da vil jeg besøge eder og stadfæste over eder mit gode Ord om at føre eder tilbage til dette Sted.

¹⁰ Thi saa siger HERREN: Naar halvfjerdsindstyve Aar ere forløbne for Babel, da vil jeg besøge eder og stadfæste over eder mit gode Ord om at føre eder tilbage til dette Sted. ¹¹ Thi jeg kender de Tanker, som jeg tænker angaaende eder, siger HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab. ¹² Og I skulle paakalde mig og gaa hen og bede til mig, og jeg vil høre eder. ¹³ Og I skulle søge og finde mig; thi I ville søge mig af eders ganske Hjerte. ¹⁴ Og Jeg skal lade mig finde af eder, siger HERREN, og omvende eders Fangenskab og sarnle eder fra alle de Hedninger og fra alle de Steder, hvorhen jeg fordrev eder, siger HERREN; og jeg skal lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder.

¹⁸ Og jeg vil forfølge dem med Sværdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedninberne, hvorhen jeg har fordrevet dem;

²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne. ²² Og der skal fra dem optages en Forbandelse iblandt alle de bortførte af Juda, som ere i Babel, idet man skal sige: HERREN gøre dig som Zedekias og som Akab! hvilke Kongen af Babel stegte ved Ild, ²³ fordi de gjorde en Daarskab i Israel og bedreve Hor med deres Næstes Hustruer og i mit Navn talte løgnagtige Ord, hvilke jeg ikke havde befalet dem; jeg ved det og vidner det, siger HERREN.

²³ fordi de gjorde en Daarskab i Israel og bedreve Hor med deres Næstes Hustruer og i mit Navn talte løgnagtige Ord, hvilke jeg ikke havde befalet dem; jeg ved det og vidner det, siger HERREN. ²⁴ Og om Semaja, Nekelamiten, skal du sige saaledes: ²⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Præsterne saa lydende:

²⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Præsterne saa lydende: ²⁶ Og HERREN har sat dig til Præst i Præsten Jojadas Sted, for at der maa være Opsynsmænd i HERRENS Hus over hver Mand, som raser, og som spaar, at du kan lægge dem i Blok og Baand:

²⁶ Og HERREN har sat dig til Præst i Præsten Jojadas Sted, for at der maa være Opsynsmænd i HERRENS Hus over hver Mand, som raser, og som spaar, at du kan lægge dem i Blok og Baand: ²⁷ Hvorfor har du da nu ikke truet Jeremias fra Anathoth, som spaar for eder?

²⁷ Hvorfor har du da nu ikke truet Jeremias fra Anathoth, som spaar for eder? ²⁸ thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt -

²⁸ thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt - ²⁹ Og Præsten Zefanja læste dette Brev for Profeten Jeremias's Øren.

²⁹ Og Præsten Zefanja læste dette Brev for Profeten Jeremias's Øren.

³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn:

³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn: ³² Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil hjemsøge Nekelamiten Semaja og hans Afkom; han skal ikke have nogen, som skal bo midt iblandt dette Folk, og han skal ikke se det gode, som jeg vil gøre imod mit Folk, siger HERREN; thi han har prædiket Frafald fra HERREN.

³ Thi se, de Dage komme, siger HERREN, da vil jeg vende mit Folk Israels og Judas Fangenskab, siger HERREN, og føre dem tilbage til det Land, som jeg har givet deres Fædre, at de skulle eje det.

¹⁰ Frygt da ikke, du min Tjener Jakob! siger HERREN, og vær ikke forfærdet, Træl! thi se, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg, og ingen skal forfærde ham.

¹⁸ Saa siger HERREN: Se, jeg vil omvende Fangenskabet for Jakobs Telte og forbarme mig over hans Boliger; og Staden skal bygges paa sin Høj, og der skal blive Palads efter sin Vis. ¹⁹ Og Taksigelse og de legendes Røst skal udgaa fra dem; thi jeg vil formere dem, og de skulle ikke formindskes, og jeg vil ære dem, og de skulle ikke blive ringe. ²⁰ Og hans Sønner skulle volde som fordum, og hans Menighed skal befæstes for mit Ansigt; og jeg vil hjemsøge alle dem, som fortrykke ham. ²¹ Og hans Fyrste skal nedstamme fra ham selv, og hans Hersker skal udgaa fra hans Midte, og ham vil jeg lade nærme sig, og han skal komme nær til mig; thi hvo er ellers den, som har sat sit Hjerte i Borgen for at komme nær til mig? siger HERREN. ²² Og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.

¹ Paa den Tid, siger HERREN, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de skulle være mit Folk. ² Saa siger HERREN: Et Folk, som er overblevet fra Sværd, har fundet Naade i Ørken; jeg gaar hen for at skaffe Israel Hvile. ³ HERREN har ladet sig se for mig fra det fjerne: Jeg har elsket dig med en evig Kærlighed; derfor har jeg bevaret dig Miskundhed. ⁴ Endnu vil jeg opbygge dig; og du skal bygges, du Israels Jomfru! endnu skal du pryde dig med Pauker og gaa ud i de legendes Dans. ⁵ Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug. ⁶ Thi der kommer en Dag, da Vægtere paa Efraims Bjerg skulle raabe: Staar op, og lader os gaa op til Zion, til HERREN vor Gud. ⁷ Thi saa siger HERREN: Fryder eder over Jakob med Glæde, og jubler over det første af Folkene, lader det høres, priser og siger: HERRE, frels dit Folk, det overblevne af Israel. ⁸ Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling.

⁸ Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling. ⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.

⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.

⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn. ¹⁰ Hører, I Hedninger I HERRENS Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord.

¹⁰ Hører, I Hedninger I HERRENS Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord. ¹¹ Thi HERREN har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var stærkere end han.

¹¹ Thi HERREN har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var stærkere end han. ¹² Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til HERRENS gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere.

¹² Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til HERRENS gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere. ¹³ Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse.

¹³ Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse. ¹⁴ Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger HERREN.

¹⁴ Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger HERREN. ¹⁵ Saa siger HERREN: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rakel græder over sine Børn; hun vægrer sig ved at lade sig trøste over sine Børn, thi de ere ikke mere til. ¹⁶ Saa siger HERREN: Hold din Røst fra Graad og dine Øjne fra Taarer; thi der er Løn for dit Arbejde, siger HERREN; og de skulle komme tilbage fra Fjendens Land. ¹⁷ Og der er Haab far din sidste Tid, siger HERREN; og Børnene skulle komme igen til deres Landemserker. ¹⁸ Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er HERREN min Gud. ¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel. ²⁰ Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger HERREN. ²¹ Oprejs dig Vejvisere, sæt dig Mærkestene, agt vel paa Stien, den Vej, ad hvilken du gik bort; vend tilbage, du Israels Jomfru, vend tilbage til disse dine Steder. ²² Hvor længe vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi HERREN skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden. ²³ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Endnu skulle de sige dette Ord i Judas Land og i hans Stæder, naar jeg omvender deres Fangenskab: HERREN velsigne dig, du Retfærdigheds Bolig I du hellige Bjerg I ²⁴ Og Juda og alle hans Stæder skulle bo derudi til Hobe, de, som dyrke derudi til Hobe, de, som dyrke Ageren, og de, som drage om med ren, Hjorden. ²⁵ Thi jeg vederkvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtet Sjæl. ²⁶ Derfor vaagnede jeg op og saa, og min Søvn var mig sød. ²⁷ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil besaa Israels Hus og Judas Hus med en Sæd af Folk og med en Sæd af Kvæg. ²⁸ Og det skal ske, at ligesom jeg var aarvaagen over dern til at oprykke og til at nedrive og til at nedbryde og til at ødelægge og til at handle ilde med dem: Saaledes vil jeg være aarvaagen over dem til at bygge og til at plante, siger HERREN. ²⁹ I de Dage skulle de ikke mere sige: Fædrene aade sure Druer, og Børnenes Tænder bleve Ømme; ³⁰ men enhver skal dø for sin egen Misgernings Skyld, hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle blive ømme. ³¹ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus; ³² ikke efter den Pagt, som jeg sluttede Ined deres Fædre, der jeg tog dem ved Haanden for at udføre dem af Ægyptens Land, hvilken Pagt med mig de brøde, endskønt jeg var deres Ægtemand, siger HERREN; ³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

³³ Og de vendte Ryggen til mig, og ikke Ansigtet; skønt jeg lærte dem tidligt og ideligt, hørte de dog ikke, saa at de annammede Undervisning.

³⁷ Se, jeg samler dem fra alle Landene, hvorhen jeg fordrev dem i min Vrede og i min Harme og i stor Fortørnelse; og jeg vil føre dem tilbage til dette Sted og lade dem bo tryggelig. ³⁸ Og de skulle veere mig et Folk, og jeg vil være dem en Gud. ³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem. ⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig. ⁴¹ Og jeg vil glæde mig over dem ved at gøre dem godt; og jeg vil plante dem i dette Land i Sandhed, af mit ganske Hjerte og af min ganske Sjæl. ⁴² Thi saa siger HERREN: Ligesom jeg lod al den store Ulykke komme over dette Folk, saaledes vil jeg lade alt det gode komme over dem, som jeg taler over dem. ⁴³ Og der skal købes Agre i dette Land, om hvilket I sige: Det er Øde, uden Folk og Kvæg, det er givet i Kaldæernes Haand. ⁴⁴ De skulle købe Agre for Penge og skrive Breve og forsegle dem og tage Vidner derpaa, i Benjamins Land og trindt omkring Jerusalem, og i Judas Stæder og i Stæderne paa Bjerget og i Stæderne i Lavlandet og i Stæderne imod Sønden; thi jeg vil omvende deres Fangenskab, siger HERREN.

³ Raab til mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil tilkendegive dig store og velforvarede Ting, som du ikke ved.

⁷ Og jeg vil omvende Judas Fangenskab og Israels Fangenskab, og jeg vil bygge dem som i Begyndelsen. ⁸ Og jeg vil rense dem fra al deres Misgerning, med hvilken de synded imod mig, og forlade dem alle deres Misgerninger, med Hvilke de have syndet imod mig, og med hvilke de have forbrudt sig imod mig. ⁹ Og det skal være mig til et glædeligt Navn, til Lov og til Ære for alle Jordens Folkeslag, som høre alt det gode, jeg gør dem; og de skulle forfærdes og skælve over al det gode og over al den Fred, Søn jeg vil give dem. ¹⁰ Saa siger HERREN: Endnu skal der paa dette Sted, om hvilket I sige: Det er øde, uden Folk og uden Fæ, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, som ere ødelagte, uden Folk og uden Indbyggere og uden Fæ, høres ¹¹ Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, deres Røst, som sige: Takker den HERRE Zebaoth, thi HERREN er god, thi hans Miskundhed er evindelig, og deres, som bringe Takoffer til HERRENS Hus; thi jeg vil omvende Landets Fangenskab som i Begyndelsen, sagde HERREN. ¹² Saa siger den HERRE Zebaoth: Endnu skal der være paa dette Sted, som er øde uden Folk og uden Fæ, og i alle dets Stæder Bolig for Hyrder, som lade Hjorden hvile. ¹³ I Stæderne paa Bjerget, i Stæderne i Lavlandet og i Stæderne imod Sønden og i Benjamins Land og trindt omkring Jerusalem og i Judas Stæder skulle Hjordene endnu gaa forbi Tællerens Hænder, siger HERREN. ¹⁴ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil stadfæste det gode Ord, hvilket jeg har talt til Israels Hus og om Judas Hus. ¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed. ¹⁷ Thi saa siger HERREN: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone. ¹⁸ Og der skal ikke fattes for Præsterne, Leviterne, en Mand til at staa for mit Ansigt, som skal ofre Brændoffer og antænde Madoffer og lave Slagtoffer alle Dagene. ¹⁹ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, saaledes: ²⁰ Saa siger HERREN: Dersom I kunne bryde min Pagt med Dagen og min Pagt med Natten, saa at der ikke bliver Dag og Nat, naar riden er: ²¹ Da skal ogsaa min Pabt med David, min Tjener, brydes, at han ikke skal have en Søn til at være Konge paa hans Trone, og med Leviterne, Præsterne, mine Tjenere. ²² Thi ligesom Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke maales, saaledes vil jeg formere Davids, min Tjeners, Sæd og Leviterne, som tjene mig. ²³ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, saalunde: ²⁴ Har du ikke set, hvad dette Folk har talt, idet det siger: De to Slægter, som HERREN havde udvalgt, dem har han folkastet? og de foragte mit Folk, saa at det ikke mere er et Folk for deres Ansigt. ²⁵ Saa siger HERREN: Dersom jeg. ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, Himmelens og Joldens Skikke, ²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

¹⁷ Derfor siger HERREN saaledes: I hørte mig ikke om at udraabe Frihed, hver for sin Broder og hver for sin Næste: Se, jeg udraaber Frihed for eder, siger HERREN, til Sværdet, til Pesten og til Hungeren, og jeg vil gøre eder til en Gru for alle Riger paa Jorden.

¹⁷ Derfor siger HERREN saaledes: I hørte mig ikke om at udraabe Frihed, hver for sin Broder og hver for sin Næste: Se, jeg udraaber Frihed for eder, siger HERREN, til Sværdet, til Pesten og til Hungeren, og jeg vil gøre eder til en Gru for alle Riger paa Jorden. ¹⁸ Og jeg vil give de Mænd, som overtraadte min Pagt og ikke holdt Pagtens Ord, som de sluttede for mit Ansigt, Pagten ved Kalven, hvilken de huggede i to Stykker og gik imellem dens Stykker, ¹⁹ nemlig Judas Fyrster, Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og det ganske Folk i Landet, som gik imellem Kalvens Stykker: ²⁰ Dem vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og deres døde Kroppe skulle være til Føde for Fuglene under Himmelen og for Dyrene paa Jorden. ²¹ Og Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Haanden paa Kongen af Babels Hær, som er draget op fra eder. ²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

¹⁴ De Ord ere holdte ved Magt, som Jonadab, Rekabs Søn; havde budt sine Børn, om ikke at drikke Vin, og de have ikke drukket Vin indtil denne Dag, fordi de adløde deres Faders Bud; men jeg, jeg har talt til eder tidligt og ideligt, og I have ikke adlydt mig. ¹⁵ Og jeg sendte til eder alle mine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, at sige: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og bedrer eders Idrætter, og vandrer ikke efter andre Guder til at tjene dem, og bor i Landet, hvilket jeg har givet eder og eders Fædre; men I bøjede ikke eders Øre og adløde mig ikke. ¹⁶ Efterdi Jonadabs Rekabs Sens, Børn have holdt deres Faaers Bud, som han havde budt dem, men dette Folk ikke har adlydt mig,

¹⁹ derfor, saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Der skal ikke fattes for Jonadab, Rekabs Søn, en Mand, som skal staa for mit Ansigt alle Dage.

²⁵ og uagtet Elnatan og Delaja og Gemarja bade Kongen, at han ikke maatte opbrænds Rullen, hørte han dem aog ikke.

³ Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Præsten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kære, bed for os til HERREN vor Gud!

² Saa siger HERREN: Hvo, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten; men den, som gaar ud til Kaldæerne, han skal leve, og han skal have sit Liv som Bytte, saa at han skal blive i Live. ³ Saa siger HERREN: Denne Stad skal visselig gives i Kongen af Babels Hærs Haand, og han skal indtage den.

⁶ Da toge de Jeremias og kastede ham i Malkias, Meleks Søns, Hule, som var i Fængselets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Reb, og i Hulen var der ikke Vand, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet.

¹⁷ Og Jeremias sagde til Zedekias: Saa siger den HERRE Zebaoths Gud, Israels Gud: Dersom du godvilligt gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal du beholde Livet, og denne Stad skal ikke opbrændes med Ild; og du skal leve, du og dit Hus. ¹⁸ Men dersom du ikke gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal denne Stad gives i Kaldæernes Haand, og de skulle opbrænde den med Ild, og du skal ikke undkomme af deres Haand. ¹⁹ Og Kong Zedekias sagde til Jeremias: Jeg frygtede for de Jøder, som ere gaaede over til Kaldæerne, at man maaske vil give mig i deres Haand, og at disse ville handle ilde med mig. ²⁰ Og Jeremias sagde: Man vil ikke give dig til Pris; hør dog paa HERRENS Røst i det, som jeg taler til dig, og det skal gaa dig vel, og du skal beholde Livet. ²¹ Men dersom du vægrer dig ved at gaa ud, saa er her det Ord, som HERREN har Iadet mig se: ²² Se, alle Kvinderne, som ere blevne tilbage i Judas Konges Hus, føres ud til Kongen af Babels Fyrster og sige: Dine gode Venner have forført dig og have faaet Overhaand over dig, dine Fødder ere nedsunkne i Skarnet, medens hine ere vegne tilbage. ²³ Og man skal føre alle dine Hustruer og dine Børn Lid til Kaldæerne, og du selv skal ikke undkomme fra deres Haand, men gribes ved Kongen af Babels Haand, og denne Stad skal du bringe til at blive opbrændt med Ild.

²⁸ Og Jeremias blev i Fængselets Forgaard indtil den Dag, da Jerusalem blev indtaget. Og det skete, da Jerusalem blev indtaget.

¹⁴ de sendte Bud og toge Jeremias ud af Fængselets Forgaard og overgave ham til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, for at føre ham til Huset; og han boede midt iblandt Folket.

¹⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth Israels Gud: Ligesom min Vrede og min Harme har været udøst over Jerusalems Indbyggere, saa skal min Vrede udøses over eder, naar I komme til Ægypten; og I; skulle blive til en Ed og til en Forfserdelse og til en Forbandelse og til en Forhaanelse og ikke ydermere se dette Sted.

² da sagde Asaria; Hosajas Søn, og Johanan, Kareaks Søn, og alle de hovmodige Mænd til Jeremias: Du taler Løgn, HERREN vor Gud har ikke sendt dig og sagt: I skulle ikke drage til Ægypten for at være der som fremmede. ³ Men Baruk, Nerias Søn, ophidser dig imod os, for at give os i Kaldæernes Haand, at de kunne dræbe os eller bortføre os til Babel.

¹¹ Og han skal komme og slaa Ægyptens Land: De, som ere bestemte til Døden, blive Dødens, de, som ere bestemte til Fangenskabet, blive Fangenskabets, de, som ere bestemte til Sværdet, blive Sværdets.

⁴ Og jeg sendte alle mine Tjenere, Profeterne; tidligt og ideligt, til eder og sagde: Gører dog ikke denne Vederstyggelighed, som jeg hader. ⁵ Men de hørte ikke og bøjeds ikke deres Øjne dertil, saa, at de vendte om fra deres Ondskab og lode være at gøre Røgoffer for andre Guder.

²⁷ Men du, frygt du ej, min tjener Jakob, og forfærdes ikke, Israel; thi se, jeg frelser dig fra et langt bortliggende Land og din Sæd fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo stille og roligt, og ingen skal forfærde ham. ²⁸ Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger HERREN, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

⁴ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skulle Israels Børn komme, de, og Judas Børn med hverandre; de skulle gaa frem med Graad og søge HERREN deres Gud. ⁵ De skulle spørge efter Zion, ad Vejen did ere deres Ansigter vendte: Kommer og slutter eder til HERREN med en evig Pagt, som ikke skal glemmes.

¹⁹ Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Græsgang, og han skal græsse paa Karmel og Basan; og hans Sjæl skal mættes paa Efraims Bjerg og i Gilead. ²⁰ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skal Israels Misgerning søges, men ikke være mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage.

³³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vægre sig ved at lade dem fare. ³⁴ Men deres Genløser er stærke HERRE Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro.

¹⁰ HERREN har udført vor Retfærdige Sag kommer og lader os Zion fortælle HERRENS, vor Guds, Gerning.

⁶ I den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staten, og der var ikke Brød for Folket i Landet.

²⁴ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, og Zefanja, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærske Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene,

¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse. ¹⁵ Alle de, som gaa forbi paa Vejen, klappe i Hænderne over dig, de spotte og ryste med deres Hoved over Jerusalems Datter: Er det den Stad, hvilken man sagde at være hel dejlig, al Jordens Glæde? ¹⁶ Alle dine Fjender opspile deres Mund imod dig, de spotte og skære Tænder; de sige: Vi have opslugt den; dette er kun den Dag, som biede efter, vi have fundet, vi have set det.

²⁶ Det er godt; at man haaber og er stille til HERRENS Frelse.

¹ Og det skete i det tredivte Aar, i den fjerde Maaned, paa den femte Dag i Maaneden, da jeg var midt iblandt de bortførte ved Floden Kebar, at Himlene aabnedes, og jeg saa Syner fra Gud.

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der.

¹¹ Og gak hen, kom til de bortførte, til dit Folks Børn, og tal til dem, og sig til dem: Sø siger den Herre, HERRE hvad enten de lyde eller lade være.

¹⁵ Og jeg kom til de bortførte til Tel-Abib, til dem, som boede ved Floden Kebar, og der, hvor de boede, blev jeg siddende i syv Dage, stum midt iblandt dem.

¹² En Tredjedel af dig skal dø i Pesten og fortæres ved Hungeren i din Midte, og den anden Tredjedel skal falde for Sværdet trindt omkring dig, og den sidste Tredjedel vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Sværdet efter dem. ¹³ Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn; og de skulle kende, at jeg HERREN har talt i min Nidkærhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem. ¹⁴ Og jeg vil gøre dig til et Øde Sted og til Forhaanelse iblandt Hedningerne, som ere trindt omkring dig, for enhvers Øjne, som gaar forbi. ¹⁵ Og dette skal vorde til Spot og Forhaanelse, til Advarsel og Forskrækkelse for Hedningerne, som ere trindt omkring dig, naar jeg holder Ret over dig i Vrede og i Harme og med Harmens Tugtelse; jeg HERREN, jeg har talt det; ¹⁶ naar jee udsender iblandt dem Hungerens onde Pile, som skulle være til Ødelæggelse, hvilke jeg vil sende til at ødelægge eder, og naar jeg fremdeles bringer Hunger over eder og formindsker Brands Forraad for eder. ¹⁷ Og jeg skal sende Hunger og vilde Dyr over eder, som skulle berøve dig dine Børn, og der skal gaa Pest og Blod over dig, og Sværd vil jeg føre over dig; jeg HERREN, jeg har talt det.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig, og han sagde: ² Du Menneskesøn! ret dit Ansigt imod Israels Bjerge, og spaa imod dem, ³ og sig: Israels. Bjerge! hører den Herre, HERRES Ord: Saa siger den Herre, HERRE til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene: Se, jeg vil føre Sværd over eder og ødelægge eders Høje. ⁴ Og eders Altre skulle ødelægges, og eders Solbilleder sønderknuses, og jeg vil lade eders saarede falde foran eders Afguder. ⁵ Og jeg vil lægge Israels Børns døde Kroppe foran deres Afguder og adsprede eders Ben trindt omkring eders Altre. ⁶ Overalt, hvor I bo, skulle Stæderne ødelægges og Højene blive øde, paa det at eders Altre kunne Ødelægges og blive øde og eders Afguder sønderknuses og forsvinde og eders Solbilleder omhugges og eders Gerninger udslettes. ⁷ Og saarede skulle falde midt iblandt eder, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁸ Men jeg vil lade en Levning blive tilovers, idet der iblandt Hedningerne skulle være nogle af eder, som ere undkomne fra Sværdet, naar I blive adspredte i Landene.

⁸ Men jeg vil lade en Levning blive tilovers, idet der iblandt Hedningerne skulle være nogle af eder, som ere undkomne fra Sværdet, naar I blive adspredte i Landene. ⁹ Og de undkomne af eder skulle komme mig i Hu iblandt Hedningerne, hvorhen de ere bortførte som Fanger, naar jeg faar knækket deres bolerske Hjerte, som var afveget fra mig, og deres bolerske Øjne, som saa efter deres Afguder; og de skulle væmmes ved sig selv over de onde Ting; som de have gjort efter alle deres Vederstyggeligheder.

¹¹ Og halvjerdsindstyve Mænd af Israels Hus's Ældste, samt Jaasanja, Safans Søn, som stod midt iblandt dem, stode for deres Ansigt, og hver havde sit Røgelsekar i sin Haand, og der opsteg en Skydamp af Røgelsen.

¹⁶ Derfor sig: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg har ladet, dem fare langt bort iblandt Hedningerne, og jeg har adspledt dem i Landene, men jeg er dog bleven dem til en Helligdom for en kort Tid i Landene, hvorhen de ere komne. ¹⁷ Derfor sig: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil samle eder fra Folkene og sanke eder fra Landene, i hvilke I ere adspredte, og jeg vil give eder Israels Land. ¹⁸ Og derhen skulle de komme, og de skulle fjerne alle dets Afskyeligheder og alle dets Vederstyggeligheder fra det. ¹⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres; Indre og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte, ²⁰ paa det de skulle vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre efter dem; og de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud.

¹⁵ Saa skulle de fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg adspreder dem iblandt Landene.

⁸ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Efterdi eders rale er Forfængelighed og eders Syn Løgn, derfor se, jeg kommer til eder, siger den Herre, HERRE; ⁹ og min Haand skal være imod de Profeter, som have forfængelige Syner, og som spaa Løgn; de skulle ikke være i mit Folks Raad og ikke indskrives i Israels Hus's Bog, ej heller komme til Israels Land; og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE. ¹⁰ Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, ¹¹ saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! ¹² Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. ¹⁴ Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁵ Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte, ere de, som anstrøge den, ¹⁶ nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, HERRE.

²² Fordi I ved Løgn gjorde den retfærdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live: ²³ Derfor skulle I ikke have forfængelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haana, og I skulle fornemme, at jeg; er HERREN.

¹² Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ¹³ Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, saa at det bliver troløst imod mig, og jeg udrækker min Haand over det og formindsker Brøds Forraad for det og jeg sender Hunger i det og ud rydder Menneske og Fæ. deraf, ¹⁴ men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre HERRE. ¹⁵ Naar jeg lader vilde Dyr gaa igennem Landet, og de berøve Folk deres Børn, og det blev Øde, saa at ingen gaar der igennem for Dyrenes Skyld, ¹⁶ men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde hverken redde Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet vorde øde. ¹⁷ Eller naar jeg Lader Sværdet komme over det samme Land, og jeg siger: Sværd! du kal fare igennem Landet, og jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, ¹⁸ men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde ikke redde Sønner eller Døtre; men de alene skulde reddes. ¹⁹ Eller naar jeg sender Pest i det samme Land og udøser min Harme over det med Blod, saa at jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, ²⁰ men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjæl ved deres Retfærdighed. ²¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf,

¹² Sig dog til det genstridige Hus: Vide I ikke, hvad disse Ting betyde? sig: Se, Kongen af Babel kom til Jerusalem og tog dens Konge og dens Fyrster og førte dem til sig til Babel. ¹³ Og han tog een af den kongelige Sæd og gjorde en Pagt med ham, og han tog ham i Ed; men de vældige i Landet tog han bort, ¹⁴ at Riget skulde holde sig nede og ikke hæve sig op, for at det skulde holde hans Pagt, at det maatte bestaa. ¹⁵ Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Ægypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra? ¹⁶ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, for vist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har bludt, hos ham ska han dø midt i Babel. ¹⁷ Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Hær og med er talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjæle. ¹⁸ Han foragtede Ed, saa al han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra. ¹⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Saa sandt jeg lever, forvist! min Ed, som han foragtede, og min Pagt, som han brød, vil jeg lade falde tilbage paa hans Hoved. ²⁰ Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig. ²¹ Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har talt.

⁹ Du Menneskesøn spaa og sige: Saa siger Herren, sig: Et Sværd, et Sværd, det er gjort hvast og blankt tillige! ¹⁰ For at udføre en Slagtning er det gjort hvast, og for at lyne er det gjort blankt; - eller skulle vi vel glæde os til, at min Søns Scepter vil lade haant om alt Træ? ¹¹ Man gav det hen at gøres blankt for at tage det i Haand; Sværdet er gjort hvast, og det er gjort blankt for at give det i Morderens Haand: ¹² Raab og hyl, du Menneskesøn! thi det skal komme over mit Folk, ja, over alle Fyrster i Israel; de ere overgivne til Sværdet tillige med mit Folk; derfor slaa paa Hoften! ¹³ Thi Prøven er sket! og hvad, dersom endog det haanende Scepter ikke holder Stand? siger den Herre, HERRE. ¹⁴ Og du Mennesksøn! spaa og slaa Haand i Haand; og Sværdet skal blive dobbelt, ja tredobbelt; det er et Sværd, for hvilket der skal ligge ihjelslagne; det er et Sværd, for hvilket den store skal ligge ihjelslagen; det er imod dem fra alle Sider. ¹⁵ Paa det at Hjertet. maa smelte, og der maa blive mange Anstød, har jeg sat det blinkende Sværd imod alle deres Porte; ak! det er gjort til at lyne, det er draget til at slagte. ¹⁶ Tag dig sammen til højre! vend dig til venstre! hvorhen din Æg er beskikket. ¹⁷ Og saa jeg vil slaa min Haand i min Haand og stille min Harme; jeg HERREN, jeg har talt det. ¹⁸ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde: ¹⁹ Og du Menneskesøn! afsæt dig to Veje, ad hvilke Kongen af Babels Sværd skal komme, de skulle begge udgaa fra eet Land, og tegn en Haand, tebn den, hvor Vejen til hver Stad begynder. ²⁰ Du skal afsætte en Vej, ad hvilken Sværdet kan komme til Ammons Børns Rabba og til Juda ind i den faste Stad Jerusalem. ²¹ Thi Kongen af Babel staar paa Vejskellet, hvor de to Veje begynde, for at lade sig spaa; han kaster med Pilene, han spørger Husguderne, han ser paa Leveren. ²² I hans højre Haand er Spaadommen "Jerusalem" falden, at han skal opstille Murbrækkere, at han skal oplade Munden med Mord og opløfte Røsten med Krigsskrig, opstille Murbrækkere imod Portene, opkaste en Belejringsvold, bygge Vagttaarne. ²³ Men det skal vorde dem som en Forfængelighedsspaadom i deres Øjne, de have Ed paa Ed; men han skal bringe Misgerningen i Erindring, og de skulle gribes. ²⁴ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Fordi I bringe eders Misgerning i Erindring, idet eders Overtrædelser blottes, saa at eder Synder ses i alle eders Gerninger, ja, fordi I bringes i Erindring, skulle I gribes med Haanden. ²⁵ Og du gennemborede, du ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgerningen medfører Enden! ²⁶ Saa siger den Herre, HERRE: Ypperstepræstehuen skal borttages, og Kongekronen bortføres; hvad der er, skal ikke være mere, det nedtrykte skal ophøjes og det høje nedtrykkes. ²⁷ Omvæltning, Omvæltning, Omvæltning vil jeg gøre det til; heller ikke denne skal vare ved - indtil han kommer, hvem Retten hører til, og jeg giver ham den.

¹⁵ Og jeg vil adsprede dig iblandt Hedningerne og strø dig over Landene og bortskaffe din Urenhed fra dig.

³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig i det niende Aar, i den tiende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, og han sagde: ² Du Menneskesøn! skriv dig denne Dags Navn, denne selv samme Dags; Kongen af Babel har lagt sig imod Jerusalem paa denne selv samme Dag. ³ Og fremsæt en Lignelse for det genstridige Hus, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Sæt Gryden paa, sæt den paa, og øs ogsaa Vand derudi! ⁴ Saml deri de Stykker, som høre dertil, alle de gode Stykker, Kølle og Bov; fyld den med de bedste Ben! ⁵ Tag det bedste af Hjorden, og læg ogsaa for Benenes Skyld en Stabel Brænde derunder; bring den til at koge godt, at ogsaa Benene deri blive kogte. ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad, en Gryde, hvori der er Rust, og hvis Rust ikke er gaaet af den! tag et Stykke efter det andet ud deraf, der skal ikke kastes Lod derover. ⁷ Thi dens Blod er blevet midt udi den, den har lagt det paa en solbrændt Klippe; den udøste det ikke paa Jorden, at man kunde have skjult det med Støv. ⁸ Paa det jeg skulde lade min Vrede opstige, paa det jeg skulde hævne strengelig, har jeg ladet dens Blod komme paa den solbrændte Klippe, at det ikke skulde skjules. ⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad! ogsaa jeg vil gøre Brændestaberen stor. ¹⁰ Bær meget Træ til, optænd Ilden, lad Kødet blive mørt, og lad Suppen koge, saa at Benene forbrændes. ¹¹ Og sæt den saa tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed og dens Kobber glødes og dens Urenhed smeltes midt i den, at dens Rust kan fortæres. ¹² Ved at volde Anstrengelse havde den trættet mig, og dens megen Rust gik dog ikke af den; i Ilden med dens Rust! ¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig. ¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

²⁶ Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg HERREN er deres Gud.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! spaa imod Israels Hyrder, spaa, og sig til dem, til Hyrderne: Saa siger den Herre, HERRE: Ve Israels Hyrder, som ere deres egne Vogtere! skulle ikke Hyrderne være Faarenes Vogtere? ³ I æde Fedmen og klæde eder med Ulden, I slagte det fede, men Faarene vogte I ikke. ⁴ Det svage styrkede I ikke, og det syge lægede I ikke, og det, som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det, som var tabt, ledte I ikke efter; men med Haardhed og med Grumhed herskede I over dem. ⁵ Og de bleve adspredte, fordi de havde ingen Hyrde, og de ere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken; saa bleve de adspredte. ⁶ Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle fremragende Høje, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er ingen; som spørger, og ingen; som Ieder efter dem. ⁷ Derfor, Hyrder hører HERRENS Ord! ⁸ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Fordi mine Faar ere blevne til Rov, og mine Faarere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken, eftersom de ingen Hyrde havde, og mine Hyrder ikke søgte mine Faar; men Hyrderne bleve deres egne Vogtere og vogtede ikke mine Faar. ⁹ Derfor, I Hyrder, hører HERRENS Ord! ¹⁰ Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod Hyrderne og kræver mine Faar af deres Haand og lader dem blive fri for at vogte Faarene, saa Hyrderne ikke mere skulle være deres egne Vogtere; og jeg vil redde mine Faar af deres Mund, og de skulle ikke være dem til Føde. ¹¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, da vil jeg, jeg spørge efter mine Faar og se efter dem. ¹² Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare adspredte paa Sky og Mørkhedsdag. ¹³ Og jeg vil føre dem ud fra Folkene og samle dem fra Landene og føre dem ind i deres Land; og jeg vil vogte dem paa Israels Bjerge, i Dalene, og hvor de bo i Landet. ¹⁴ Paa en god Græsgang vil jeg lade dem græsse, og deres Overdrev skal være paa Israels høje Bjerge; der skulle de ligge paa et godt Overdrev, og paa en fed Græsgang skulle de græsse over Israels Bjerge. ¹⁵ Jeg vil selv vogte mine Faar og selv lade dem hvile, siger den Herre, HERRE. ¹⁶ Efter det, som er tabt, vil jeg lede, og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det, som har lidt Brud, vil jeg forbinde, og det syge vil jeg styrke, men det fede og det stærke vil jeg Ødelægge, jeg vil vogte det med Retfærdighed. ¹⁷ Og I, mine Faar! saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg dømmer imellem Lam og Lam, imellem Vædrene og Bukkene. ¹⁸ Mon det er eder for lidet, at I afgræsse den gode Græsgang, saa at I skulle træde det, som bliver tilovers af eders Græsbang, ned med. eders Fødder? eller at I drikke det klarede Vand, saa at I skulle plumre det, som bliver tilovers, med eders Fødder? ¹⁹ Og mine Faar - skulle de græsse paa det, som er nedtraadt med eders Fødder? eller drikke det, som er plumret med eders Fødder? ²⁰ Derfor, saa siger den Herre, HERRE til dem: Se, jeg, jeg vil dømme imellem det fede Lam og imellem det magre Lam. ²¹ Fordi I med Side og Bov støde og med eders Horn stange alle de svage, indtil I have faaet dem adspredte og jagede udenfor, ²² derfor vil jeg frelse mine Faar, og de skulle ikke ydermere være til Rov, og jeg vil dømme imellem Lam og Lam. ²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde. ²⁴ Og jeg HERREN, jeg vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem; jeg HERREN, jeg har talt det. ²⁵ Og jeg vil slutte med dem en Fredens Pagt og lade onde Dyr forsvinde af Landet, saa at de kunne bo tryggelig i Ørken og sove i Skovene. ²⁶ Og jeg vil gøre dem og de Steder, som ere trindt omkring min Høj, til en Velsignelse; og jeg vil lade Regnen falde i rette Tid, det skal være Velsignelses Regnstrømme. ²⁷ Og Træet paa Marken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og de skulle være trygge i deres Land, og de skulle fornemme; at der er HERREN, naar jeg bryder deres trykkende I, Aag og redder dem af deres Haand, som brugte dem til Trælle. ²⁸ Og de skulle ikke ydermere være et Rov for Hedningerne, og intet vildt Dyr paa Jorden skal opæde dem; men de skulle bo tryggelig, og der skal ingen forfærde dem. ²⁹ Og jeg vil fremkalde en Plantning for dem til Navnkundighed, og de skulle ikke ydermere bortrives af Hunger i Landet og ej mere bære Hedningernes Forhaanelse. ³⁰ Og de skulle fornemme, at jeg HERREN, deres Gud, er med dem, og at de ere mit Folk, Israels Hus, siger den Herre, HERRE. ³¹ Og I, mine Faar, min Græsgangs Faar, I ere Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre, HERRE.

¹ Og du Menneskesøn! spaa imod Israels Bjerge og sig: I Israels Bjerge! hører HERRENS Ord!

¹ Og du Menneskesøn! spaa imod Israels Bjerge og sig: I Israels Bjerge! hører HERRENS Ord! ² Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Fjenden sagde: Ha, ha! over eder, og: De evige Høje ere blevne os til Ejendom!

² Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Fjenden sagde: Ha, ha! over eder, og: De evige Høje ere blevne os til Ejendom! ³ derfor spaa, og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi, ja, fordi man ødelægger og søger at opsluge eder trindt omkring fra, for at I kunne vorde en Ejendom for Levningen af Hedningerne, og fordi I ere komne paa Læber og Tunger og i ondt Rygte iblandt Folk,

³ derfor spaa, og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi, ja, fordi man ødelægger og søger at opsluge eder trindt omkring fra, for at I kunne vorde en Ejendom for Levningen af Hedningerne, og fordi I ere komne paa Læber og Tunger og i ondt Rygte iblandt Folk, ⁴ derfor, Israels Bjerge, hører den Herres, HERRENS Ord: Saa siger den Herre, HERRE til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene, til de ødelagte Ørkener og til de forladte Stæder, som ere blevne Levningerne af de omkringboende Hedninger til Rov og til Spot.

⁴ derfor, Israels Bjerge, hører den Herres, HERRENS Ord: Saa siger den Herre, HERRE til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene, til de ødelagte Ørkener og til de forladte Stæder, som ere blevne Levningerne af de omkringboende Hedninger til Rov og til Spot. ⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Sandelig, jeg har talt i min brændende Nidkærhed imod Levningen af Hedningerne og imod det ganske Edom, hvilke selv have givet sig mit Land til Ejendom med Glæde af fuldt Hjerte, med Haan ud af Sjælen, for at rane det som et Bytte.

⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Sandelig, jeg har talt i min brændende Nidkærhed imod Levningen af Hedningerne og imod det ganske Edom, hvilke selv have givet sig mit Land til Ejendom med Glæde af fuldt Hjerte, med Haan ud af Sjælen, for at rane det som et Bytte. ⁶ Derfor spaa om Israels Land og sig til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene: Saa siger den Herre, HERRE: Se, i min Nidkærhed og min Harme har jeg talt, efterdi I have baaret Hedningernes Forhaanelse,

⁶ Derfor spaa om Israels Land og sig til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene: Saa siger den Herre, HERRE: Se, i min Nidkærhed og min Harme har jeg talt, efterdi I have baaret Hedningernes Forhaanelse, ⁷ derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg har opløftet min Haand paa, at Hedningerne, som ere trindt omkring eder, selv skulle bære deres Forhaanelse.

⁷ derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg har opløftet min Haand paa, at Hedningerne, som ere trindt omkring eder, selv skulle bære deres Forhaanelse. ⁸ Men I, Israels Bjerge! skulle udskyde eders Grene og bære eders Frugt for mit Folk Israel; thi de ere nær ved at komme frem.

⁸ Men I, Israels Bjerge! skulle udskyde eders Grene og bære eders Frugt for mit Folk Israel; thi de ere nær ved at komme frem. ⁹ Thi se, jeg kommer til eder og vender mit Ansigt til eder, og I skulle dyrkes og besaas.

⁹ Thi se, jeg kommer til eder og vender mit Ansigt til eder, og I skulle dyrkes og besaas. ¹⁰ Og jeg vil gøre Menneskene paa eder mangfoldige, hele Israels Hus alt sammen, og Stæderne skulle blive beboede, og de Ødelagte Stæder skulle opbygges.

¹⁰ Og jeg vil gøre Menneskene paa eder mangfoldige, hele Israels Hus alt sammen, og Stæderne skulle blive beboede, og de Ødelagte Stæder skulle opbygges. ¹¹ Ja, jeg vil gøre Mennesker og Kvæg paa eder mangfoldige! og de skulle formere sig og være frugtbare; og jeg vil lade eder blive beboede som i eders, gamle Tider og gøre eder mere godt, end i eders første Tider; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹¹ Ja, jeg vil gøre Mennesker og Kvæg paa eder mangfoldige! og de skulle formere sig og være frugtbare; og jeg vil lade eder blive beboede som i eders, gamle Tider og gøre eder mere godt, end i eders første Tider; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ¹² Og jeg vil lade Mennesker, mit Folk Israel, vandre paa eder, og de skulle i eje dig, og du skal være dem til Arv, og du skal ikke blive ved at gøre dem barnløse.

¹² Og jeg vil lade Mennesker, mit Folk Israel, vandre paa eder, og de skulle i eje dig, og du skal være dem til Arv, og du skal ikke blive ved at gøre dem barnløse. ¹³ Saa siger den Herre, HERRE: Efterdi sige til eder: Du har fortæret Mennesker og du har gjort dine Folk barnløse,

¹³ Saa siger den Herre, HERRE: Efterdi sige til eder: Du har fortæret Mennesker og du har gjort dine Folk barnløse, ¹⁴ derfor skal du ikke ydermere fortære Mennesker og ej ydermere bringe dit Folk til at falde, siger den Herre, HERRE.

¹⁴ derfor skal du ikke ydermere fortære Mennesker og ej ydermere bringe dit Folk til at falde, siger den Herre, HERRE. ¹⁵ Og jeg vil ikke ydermere lade dig høre Hedningernes Bespottelse, og du skal ikke ydermere bære Folkenes Forhaanelse og ikke ydermere bringe dine Folk til at falde, siger den Herre, HERRE.

¹⁵ Og jeg vil ikke ydermere lade dig høre Hedningernes Bespottelse, og du skal ikke ydermere bære Folkenes Forhaanelse og ikke ydermere bringe dine Folk til at falde, siger den Herre, HERRE. ¹⁶ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

¹⁶ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ¹⁷ Du Menneskesøn! Israels. Hus boede i deres Land, og de be, smittede det ved deres Vej og ved deres Gerninger; som Urenheds Besmittelse var deres Vej for mit Ansigt.

¹⁷ Du Menneskesøn! Israels. Hus boede i deres Land, og de be, smittede det ved deres Vej og ved deres Gerninger; som Urenheds Besmittelse var deres Vej for mit Ansigt. ¹⁸ Og jeg udøste min Vrede nver dem for det Blods Skyld, som de havde udøst i Landet, og fordi de havde besmittet det ved deres Afguder.

¹⁸ Og jeg udøste min Vrede nver dem for det Blods Skyld, som de havde udøst i Landet, og fordi de havde besmittet det ved deres Afguder. ¹⁹ Og jeg adspredte dem iblandt Hedningerne, og de bleve udstrøede i Landene; jeg dømte dem efter deres Vej og efter deres Gerninger.

¹⁹ Og jeg adspredte dem iblandt Hedningerne, og de bleve udstrøede i Landene; jeg dømte dem efter deres Vej og efter deres Gerninger.

¹⁹ Og jeg adspredte dem iblandt Hedningerne, og de bleve udstrøede i Landene; jeg dømte dem efter deres Vej og efter deres Gerninger. ²⁰ Og der de vare komne til Hedningerne, hvorhen de kom, da vanhellige de mit hellige Navn, at man sagde om dem: Disse ere HERRENS Folk, og de ere uddragne af hans Land.

²⁰ Og der de vare komne til Hedningerne, hvorhen de kom, da vanhellige de mit hellige Navn, at man sagde om dem: Disse ere HERRENS Folk, og de ere uddragne af hans Land. ²¹ Men det gjorde mig ondt for mit hellige Navns Skyld, hvilket Israels Hus vanhelligøre iblandt Hedningerne, hvor de kom hen.

²¹ Men det gjorde mig ondt for mit hellige Navns Skyld, hvilket Israels Hus vanhelligøre iblandt Hedningerne, hvor de kom hen. ²² Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg gør det ikke for eders Skyld, Israels Hus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, hvor I kom hen.

²² Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg gør det ikke for eders Skyld, Israels Hus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, hvor I kom hen. ²³ Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne, skulle fornemme, at jeg er HERREN, siger den Herre, HERRE, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne.

²³ Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne, skulle fornemme, at jeg er HERREN, siger den Herre, HERRE, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne. ²⁴ Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land.

²⁴ Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land. ²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder. ²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte.

²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte. ²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem:

²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem: ²⁸ Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.

²⁸ Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. ²⁹ Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunber over eder.

²⁹ Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunber over eder. ³⁰ Og jeg vil gøre Frugten paa Træerne og Grøden paa Marken mangfoldig, paa det I ikke ydermere skulle tage imod Forhaanelse for Hungers Skyld iblandt Hedningerne.

³⁰ Og jeg vil gøre Frugten paa Træerne og Grøden paa Marken mangfoldig, paa det I ikke ydermere skulle tage imod Forhaanelse for Hungers Skyld iblandt Hedningerne. ³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder. ³² At jeg ikke gør dette for eders Skyld, siger den Herre, HERRE, det være eder kundgjort; blues og skammer eder over edels Veje, I af Israels Hus!

³² At jeg ikke gør dette for eders Skyld, siger den Herre, HERRE, det være eder kundgjort; blues og skammer eder over edels Veje, I af Israels Hus! ³³ Saa siger den Herre, HERRE: Paa den Dag jeg renser eder fra alle eders Misgerninger, da vil jeg lade Stæderne blive beboede og de øde Steder blive bebyggede.

³³ Saa siger den Herre, HERRE: Paa den Dag jeg renser eder fra alle eders Misgerninger, da vil jeg lade Stæderne blive beboede og de øde Steder blive bebyggede. ³⁴ Og Landet som var lagt øde, skal dyrkes, Stedet for at det laa øde for hvers Øjne, som gik igennem det.

³⁴ Og Landet som var lagt øde, skal dyrkes, Stedet for at det laa øde for hvers Øjne, som gik igennem det. ³⁵ Og man skal sige: Dette Land; som var Ødelagt, er blevet som Edens Have, og de øde og de ødelagte og de nedbrudte Stæder ere blevne befæstede og beboede.

³⁵ Og man skal sige: Dette Land; som var Ødelagt, er blevet som Edens Have, og de øde og de ødelagte og de nedbrudte Stæder ere blevne befæstede og beboede. ³⁶ Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg HERREN, jeg har talt og gjort det.

³⁶ Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg HERREN, jeg har talt og gjort det. ³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.

³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.

³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord. ³⁸ Som en hellig Hjord, som en Hjord i Jerusalem paa dens Højtider, saaledes skulle de øde Stæder blive fulde af Menneskehjorde, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹ Og du Menneskesøn! spaa imod Gog, og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig Gog, du Fyrste og er Rosk Mesek og Jubal. ² Og jeg vil vende dig om og drive dig frem og føre dig op fra det yderste Nord og lade dig komme over Israels Bjerge. ³ Og jeg vil slaa din Bue ud af din venstre Haand og lade dine Pile falde ud af din højre Haand ⁴ Paa Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Hære og de Folk, som ere med dig; jeg vil give dig til Føde for Rovfuglene, Smaafuglene, alt det bevingede og de vilde Dyr paa Marken. ⁵ Paa den vide Mark skal du falde; thi jeg har talt det, siger den Herre, HERRE. ⁶ Og jeg vil sende en Ild paa Magog og paa dem, som bo tryggelig paa Øerne, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN ⁷ jeg vil kundgøre mit hellige Navn midt iblandt mit Folk Israel og ikke ydermere lade mit hellige Navn vanhelliges, og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er HERREN, den Hellige i Israel. ⁸ Se, det kommer og det skal ske, siger den Herre, HERRE, det er den Dag, som jeg har talt om. ⁹ Og Indbyggerne i Israels Stæder skulle gaa ud og gøre Ild paa og hede med Rustninger og smaa Skjolde og store Skjolde, med Bue og med Pile og med Haandstav og med Spyd, og de skulle gøre: Ild dermed I syv har. ¹⁰ Og de skulle ikke hente Træ fra Marken eller hugge af Skovene; thi de skulle gøre Ild med Rustninger; og de skulle røve fra dem, for hvilke de vare et Rov, og plyndre dem, af hvilke de bleve plyndrede, siger den Herre, HERRE. ¹¹ Og det skal ske paa denne Dag, at jeg vil give Gog et Sted der til Begravelse i Israel, de vejfarendes Dal Østen for Havet, og den skal bringe de vejfalende til at holde sig for Næsen; og der skulle de begrave Gog og al hans Mangfoldighed og kalde den Gogs Mangfoldigheds Dal. ¹² Og Israels Hus skal begrave dem, for at rense Landet, i syv Maaneder; ¹³ ja, alt Folket i Landet skal begrave dem, og det skal vorde dem til et Navn, paa den Dag, jeg forherliger mig, siger den Herre, HERRE. ¹⁴ Og de skulle udnævne faste Mænd, noble, som skulle gaa igennem Landene, og nogle, som tillige med dem, der gaa igennem Landet, skulle begrave dem, der maatte være blevne tilbage oven paa Jorden, for at rense det; naar syv Maaneder ere til Ende, skulle de gennemsøge det. ¹⁵ Og de, som gaa igennem Landene, skulle gaa omkring, og naar nogen ser et Menneskes Ben, da skal han sætte særke derved indtil de som begrave, begrave det i Gogs Mangfoldigheds Dal. ¹⁶ Og der skal ogsaa en Stad kaldes Hamona; saa skul de rense Landet. ¹⁷ Og du Menneskesøn! saa siger den Herre, HERRE Sig til Fuglene, alt det bevinged og til alle vilde Dyr paa Marken Samler eder og kommer, san eder trindt omkring fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder, stort Slagtoffer paa Israels Bjere og I skulle æde Kød og drikke Bod. ¹⁸ I skulle sede de vældiges Kød drikke Jordens Fyrsters Blod: Vædres, Lams og Bukkes, Øksnes, alle ere fedede i Basan. ¹⁹ Og I skulle æde det fede, til I blive mætte; drikke Blod, til I blive drukne mit Slagtoffer, som jeg slagter eder. ²⁰ Og I skulle mætte eder mit Bord af Heste og Rytter de vældige og alle Haande Krigsmænd, siger den Herre, HERRE. ²¹ Og jeg vil vise min Herlighed iblandt Hedningerne, og alle Hedningerne skulle se min Dom, som jeg har holdt, og min Haand, som jeg har lagt paa dem. ²² Og Israels Hus skal fornemme, at jeg er HERREN deres Gud, fra den samme Dag af og fremdeles. ²³ Og Hedningerne skulle kende, at Israels Hus blev bortført for deres Misgerning, fordi de havde været troløse imod mig, saa at jeg skjulte mit Ansigt for dem og gav dem i deres Fjenders Haand; og de alle faldt for Sværdet. ²⁴ Efter deres Urenhed og efter deres Overtrædelser handlede jeg imod dem, og jeg skjulte mit Ansigt for dem. ²⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Nu vil jeg vende Jakobs Fangenskab og forbarme mig over Israels hele Hus og være nidkæer for mit hellige Navn. ²⁶ Og de skulle bære deres Skam og al deres Troløshed, som de begik imod mig naar de bo tryggelig i deres Land og der ingen er, som forfærder dem ²⁷ naar jeg fører dem tilbage fra Folkene og sanker dem fra dere; Fjenders Lande, og naar jeg helliggør mig paa dem for mange Hedningers Øjne. ²⁸ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN deres Gud idet jeg har bortført dem til Hedningerne og nu samler dem til dere Land og ikke ydermere lader nogen af dem blive tilbage hist. ²⁹ Jeg vil og ikke mere skjule mit Ansigt fo dem; thi jeg har udgydt min Aand over Israels Hus, siger den Herre HERRE.

³ Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slægt og af de fornemme, ⁴ unge Mennesker, aldeles uden Lyde og smukke af Udseende, med Gave til at forstaa al Slags Visdom og til at lære Kandskab og blive kyndige i Vidskab, og i hvilke der var Dygtighed til at tjene i Kongens Palads; og at han skulde lade dem lære kaldæisk Skrift og Tungemaal. ⁵ Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt. ⁶ Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria. ⁷ Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego. ⁸ Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han ikke skulde besmitte sig med Kongens Mad og med den Vin, som han drak; derfor begærede han af Overhofmesteren, at han maatte blive fri for at besmitte sig. ⁹ Og Gud lod Daniel finde Naade og Barmhjertighed for Overhofmesterens Ansigt. ¹⁰ Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg Frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jævnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen! ¹¹ Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria: ¹² Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at æde og Vand at drikke; ¹³ og lad da vort Udseende blive synet af dig som og de Drenges Udseende, hvilke æde af Kongens Mad; og. som du da ser, saa gør med dine Tjenere! ¹⁴ Og han adlød dem i denne Sag og forsøgte det med dem i ti Dage. ¹⁵ Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at da vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad. ¹⁶ Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager. ¹⁷ Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme. ¹⁸ Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt. ¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt. ²⁰ Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige. ²¹ Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.

⁶ Og hvo som ikke falder ned og tilbeder, skal i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn.

²¹ Da bleve disse Mænd bundne i deres Undertøj, deres Kjoler og deres Kapper og deres øvrige Klæder og kastede midt i den brændende Ilds Ovn.

¹⁹ Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskrækket, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfærde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gælde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender!

²⁷ Derfor, o Konge! lad mit Raad behage dig, og afbryd dine Synder ved Retfærdighed og dine Misgerninger ved Barmhjertighed imod de elendige, dersom din Fred skal have Varighed.

⁴ Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen tænkte paa at beskikke ham over det hele Rige. ⁵ Da søgte de overordnede og Statholderne at finde Sag imod Daniel, hvad Regeringen angik; men de kunde ingen ag eller slet Handling finde, fordi han var tro, og ingen Forseelse eller slet Handling fandtes hos ham.

² i det første Aar, der han regerede, gav jeg, Daniel, i Bøgerne Agt paa Aarenes Tal, hvorom HERRENS Ord aar kommet til Profeten Jeremias, at nemlig halvfjerdsindstyve Aar skulde gaa hen over det Ødelagte Jerusalem. ³ Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske. ⁴ Og jeg bad til HERREN min Gud, og bekendte og sagde: Ak, Herre, du store og forfærdelige Gud, som bevarer Pagt og Miskundhed imod dem, som elske ham, og imod dem, sorn holde hans Bud! ⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love. ⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. ⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. ⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. ⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, ¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. ¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham. ¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem. ¹³ Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet HERREN vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed. ¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst. ¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt. ¹⁶ Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os. ¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld. ¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

¹⁴ Derfor se, jeg vil lokke hende og føre hende i Ørken, og jeg vil tale kærligt med hende. ¹⁵ Og derfra vil jeg give hende hendes Vingaarde, og Akors Dal som en Haabets Port, og derhen skal hun svare mig som i sin Ungdoms Dage og som den Dag, hun drog op af Ægyptens Land. ¹⁶ Og det skal ske paa den Dag, siger HERREN, at du skal kalde mig: Min Mand! og ikke, ydermere kalde mig: Min Baal! ¹⁷ Og jeg vil borttage Baalernes Navne af hendes Mund; saa at de ikke ydermere skulle kommes i Hu ved deres Navn. ¹⁸ Og jeg vil gøre en Pagt for dem paa samme Dag ved de vilde Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen og med Krybet paa Jorden; og jeg vil sønderbryde Bue og Sværd og Krig og fjerne dem fra Landet og lade dem selv hvile tryggelig. ¹⁹ Og jeg vil trolove dig med mig til evig Tid; og jeg vil trolove dig med mig i Retfærdighed og i Ret og i Miskundhed og Barmhjertighed. ²⁰ Ja, jeg vil trolove dig med mig i Trofasthed, og du skal kende HERREN. ²¹ Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil bønhøre, siger HERREN, at jeg vil bønhøre Himlene, og de skulle bønhøre Jorden; ²² og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten vg Olien, og disse skulle bønhøre Jisreel. ²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

¹⁵ Jeg vil gaa bort, jeg vil vende tilbage til mit Sted, indtil de kende deres Skyld og søge mit Ansigt; naar de ere i Trængsel, ville de søge mig.

⁷ Hjemsøgelsens Dage ere komne, Betalingens Dage ere komne, Israel skal fornemme det; en Daare er Profeten, en gal er Aandens Mand - for din store Misgernings og den heftige Efterstræbelses Skyld.

² Omvend dig, Israel! til HERREN din Gud; thi du er falden ved din Misgerning. ³ Tager Ord med eder, og omvender eder til HERREN; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber. ⁴ Assur kan ikke frelse os, vi ville ikke ride paa Heste og ikke ydermere sige "vor Gud" til vore Hænders Gerning; thi hos dig finder den faderløse Barmhjertighed. ⁵ Jeg vil læge deres Frafald, jeg vil elske dem frivilligt; thi min Vrede har vendt sig fra dem. ⁶ Jeg vil være Israel som Duggen, han skal blomstre som Lillien og slaa sine Rødder som Libanon. ⁷ Hans Skud skulle brede sig ud, og hans Herlighed skal være som Olietræet, og han skal dufte som Libanon. ⁸ De, som sidde under hans Skygge, skulle vende tilbage, de skulle bringe Korn til Live og blomstre som Vintræet; hans Ihukommelse skal være som Vin fra Libanon. ⁹ Efraim! hvad har jeg fremdeles at gøre med Afguder? jeg har bønhørt ham, og jeg beskuer ham; jeg vil være som en grønnende Cypres, din Frugt er funden at være af mig. Hvo er viis, at han forstaar disse Ting og forstandig, at han kender dem? thi HERRENS Veje ere rette, og de retfærdige vandre paa dem, men Overtrædere falde paa dem.

¹² thi stor er HERRENS Dag og saare forfærdelig, og nu, siger HERREN, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage,

^{28 29 30 31 32}

⁶ Eller mon del stødes i Trompeten i en Stad, uden at Folket forfærdes? eller mon der sker en Ulykke i en Stad, og HERREN ikke har gjort den?

⁴ Thi saa siger HERREN til Israels Hus: Søger mig, saa skulle I leve. ⁵ Og søger ikke Bethel, og kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke over til Beersaba; thi Gilgal skal bortføres, og Bethel skal hlive til intet. ⁶ Søger HERREN, saa skulle I leve, at han ikke som en, Ild skal drage over Josefs Hus, og den skal fortære, og der skal ingen vøre, som slukker i Bethel.

¹² Og Amazia sagde til Amos: Du Seer! gak bort, fly du til Judas Land, og æd der Brød, og spaa der! ¹³ Men i Bethel maa du ikke ydermere blive ved at spaa; thi det er Kongens Helligdom, og det er Rigets Hus.

¹⁷ Derfor saa siger HERREN: Din Hustru skal blive en Skøge i Staden, og dine Sønner og dine Døtre skulle falde ved Sværdet, og din Jord skal deles med Maalesnoren, og du selv skal dø i et urent Land, og Israel skal visselig bortføres fra sit Land.

⁸ Se, den HERRES, derres Øjne ere imod det syndige Rige, og jeg vil udslette det af Jordens Overflade; dog vil jeg ikke aldeles udslette Jakobs Hus, siger HERREN. ⁹ Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden.

⁹ Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden. ¹⁰ Alle Syndere iblandt mit Folk skulle dø ved Sværdet, de, som sige: Ulykken skal ikke nærme sig eller komme til os. ¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage, ¹² for at de skulle arve det overblevne af Edom og alle de Folkeslag, over hvilke mit Navn nævnes, siger HERREN, som gør dette. ¹³ Se, de Dage komme, siger HERREN, da Plovmanden skal naa Høstmanden, og den, som træder Vindruer, skal naa den, som udsaar Sæden, og Bjergene skulle dryppe med Most og alle Højene flyde. ¹⁴ Og jeg vil omvende mit Folk Israels Fangenskab, og de skulle bygge de ødelagte Stæder og tage Bolig der og plante Vingaarde og drikke Vinen af dem, og de skulle anlægge Haver og æde Frugten af dem.

¹⁴ Og jeg vil omvende mit Folk Israels Fangenskab, og de skulle bygge de ødelagte Stæder og tage Bolig der og plante Vingaarde og drikke Vinen af dem, og de skulle anlægge Haver og æde Frugten af dem. ¹⁵ Dg jeg vil plante dem i deres Land; og de skulle ikke ydermere oprykkes af deres Land som jeg har givet dem, siger HERREN din Gud.

¹¹ Hvis en Mand, der vandrede med Vind og Løgn, falskelig sagde: Jeg vil profetere for dig om at faa Vin og stærk Drik, saa vilde han være en Profet for dette Folk.

¹⁰ Vrid dig, og vaand dig i Smerte, du Zions Datter som den fødende Kvinde! thi du skal du drage ud af Staden og bo paa Marken og komme lige til Babel; der skal du udfædes, der skal HERREN genløse dig af dine Fjenders Haand.

¹² Men de kende ikke HERRENS Tanker og forstaa ikke hans Raad, thi han har samlet dem som Neg til Tærskepladsen.

⁴ Og han skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betræder vore Paladser? saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster. ⁵ Og de skulle vogte Assurs Land med Sværdet og Nimrods Land i dets Porte; og han skal frelse fra Assur, naar denne kommer i vort Land og betræder vor Grænse. ⁶ Og det overblevne af Jakob skal være midt iblandt mange Folk som en Dug fra HERREN, som Regndraaber paa urter, hvilken ikke bier efter nogen og ikke venter paa Menneskens Børn. ⁷ Og det overblevne af Jakob skal være iblandt Hedningerne midt iblandt mange Folk som en Løve iblandt Dyrene i Skoven, som en ung Løve iblandt Faarehjorde, hvilken, naar den gaar forbi, træder ned og river bort, og der er ingen, som redder.

¹⁴ Vogt med din Stav dit Folk, din Arvs Hjord, som bor ene for sig, i Skoven midt paa Karmel; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage! ¹⁵ Som i de Dage, da du drog ud af Ægyptens Land, vil jeg lade det se underfulde Ting. ¹⁶ Hedningerne skulle se det og beskæmmes for al deres Vælde; de skulle lægge Haand paa Mund; deres øren skulle blive døve. ¹⁷ De skulle slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb skulle de komme bævende frem fra deres Borge; til HERREN vor Gud skulle de skælvende komme og frygte for dig. ¹⁸ hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed. ¹⁹ Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb. ²⁰ Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

¹ Tager eder sammen, og samler eder, du Folk, som ikke følte Skam! ² førend Beslutningen vorder udført som Avner farer Dagen frem førend HERRENS brændende Vrede kommer over eder, førend HERRENS Vredes Dag kommer over eder! ³ Søger HERREN, alle I sagtmodige i Landet, som holde hans Lov! søger Retfærdighed, søger Sagtmodighed, maaske kunne I blive skjulte paa HERRENS Vredes Dag!

⁷ Og det skal blive en Egn for de overblevne af Judas Hus, paa den skulle de græsse; i Askalons Huse skulle de hvile om Aftenen; thi HERREN, deres Gud, skal besøge dem og omvende deres Fangenskab.

⁴ Dens Profeter ere letfærdige, troløse Mænd; dens Præster vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.

¹⁴ Syng, du Zions Datter! raab højt, o Israel! vær glad du Jerusalems Datter! ¹⁵ HERREN har borttaget Dommene over dig, har udryddet din Fjende; HERREN, Israels Konge, er i din Midte, du skal ikke se Ulykke ydermere. ¹⁶ Paa den Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke! til Zion: Lad ikke dine Hænder synke! ¹⁷ HERREN din Gud i din Midte, din vældige, skal frelse; han skal glæde sig over dig med Fryd, han skal tie i sin Kærlighed, han skal juble over dig med Frydesang. ¹⁸ Dem, som vare bedrøvede, fordi de ikke kunde komme til Højtiden, dem vil jeg samle; fra dig vare de; Forhaanelse har hvilet som en Byrde over dem. ¹⁹ Se, paa den Tid vil jeg skride ind imod alle, som plage dig; og jeg vil frelse den haltende og samle de fordrevne og sætte dem til Pris og til Navnkundighed i hele det Land, hvori de lede Skændsel. ²⁰ Paa den Tid vil jeg lade eder komme, og det paa den Tid naar jeg sanker eder; thi jeg vil sætte eder til Navnkundighed og til Pris iblandt alle Folk paa Jorden, naar jeg omvender eders Fangenskab for eders Øjne, siger HERREN.

²⁰ Paa den Tid vil jeg lade eder komme, og det paa den Tid naar jeg sanker eder; thi jeg vil sætte eder til Navnkundighed og til Pris iblandt alle Folk paa Jorden, naar jeg omvender eders Fangenskab for eders Øjne, siger HERREN.

⁴ Værer ikke som eders Fædre, til hvilke de forrige Profeter raabte og sagde: Saa siger den HERRE Zebaoth: Vender dob om fra eders onde Veje og eders onde Idrætter; men de hørte ikke og gave ikke Agt paa mig, siger HERREN. ⁵ Eders Fædre, hvor ere de? og Profeterne, mon de leve til evig Tid? ⁶ Dog, mine Ord og mine Bestemmelser, som jeg meddelte mine Tjenere, Profeterne, have de ikke rammet eders Fædre, saa de vendte om og sagde: Ligesom den HERRE Zebaoth havde tænkt at gøre imod os efter vore Veje og efter vore Idrætter, saaledes har han gjort imod os.

⁶ Dog, mine Ord og mine Bestemmelser, som jeg meddelte mine Tjenere, Profeterne, have de ikke rammet eders Fædre, saa de vendte om og sagde: Ligesom den HERRE Zebaoth havde tænkt at gøre imod os efter vore Veje og efter vore Idrætter, saaledes har han gjort imod os.

⁵ Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Naar I have fastet og sørget i den femte og i den syvende Maaned, og dette nu i halvfjeldsindstyve Aar, mon I da virkelig have fastet for mig?

¹¹ Men de vægrede sig ved at give Agt derpaa og vendte modvilligt Ryg, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre. ¹² Og de gjorde deres Hjerte som Demarit for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den HERRE Zebaoth sendte ved sin Aand igennem de første Profeter, og der kom en stor Vrede fra den HERRE Zebaoth: ¹³ Og det skete, ligesom han raabte, og de hørte ikke: Saaledes skulle de raabe, og jeg vil ikke høre, sagde den HERRE Zebaoth; ¹⁴ men jeg vil bortdrive dem som ved en Storm iblandt alle de Hedningefolk, som de ikke, have kendt, og Landet skal være Ødelagt efter dem, saa at ingen gaar igennem det frem eller tilbage. Og de gjorde det herlige Land til en Ørk.

¹⁴ Thi saa siger den HERRE Zebaoth: Ligesom jeg tænkte at gøre eder ondt, der eders Fædre fortørnede mig, siger den HERRE Zebaoth, og jeg angrede det ikke: ¹⁵ Saaledes har jeg derimod tænkt i disse Dage at gøre vel imod Jerusalem og Judas Hus; frygter ikke!

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl. ¹⁰ Og jeg vil udrydde Vogne af Efraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbuen skal udryddes, og han skal tale til Hedningerne, saa der bliver Fred; og hans Herredømme skal være fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender. ¹¹ Og du! for din Pagts Blods Skyld - dine bundne udlader jeg af en vandløs Hule. ¹² Vender tilbage til Befæstningen, I bundne, som have Haab! endog i Dag forkynder jeg: Jeg vil gengælde dig dobbelt. ¹³ Thi jeg spænder rnig Juda, lægger Efraim paa Buen, og jeg vækker dine Sønner, Zion! imod dine Sønner, Grækenland! og jeg gør dig som den vældiges Sværd. ¹⁴ Og HERREN vil lade sig se over dem, og hans Pil skal fare ud som Lynet; og den Herre, HERRE skal støde i Basunen og gaa frem i Stormene af Syden. ¹⁵ Den HERRE Zebaoth skal beskærme dem, og de skulle æde, og de skulle nedtræde Slyngestene, og de skulle drikke, de skulle rase som af Vin, og de skulle fyldes som Offerskaalen som Alterets Hjørner. ¹⁶ Og HERREN deres Gud skal frelse dem paa den Dag som sit Folks Hjord; thi de ere Kronestene, der funkle over hans Land. ¹⁷ Thi hvor stor skal dets Herlighed og hvor stor dets Skønhed være sorn skal bringe unge Karle og Most unge Piger til at blomstre frem.

⁵ Da skulle Fyrsterne i Juda sige i deres Hjerte: Jerusalems Indbyggere ere mig til Styrke i den HERRE Zebaoth, deres Gud. ⁶ Paa den Dag vil jeg gøre Judas Fyrster som en Ildbryde iblandt Træ og som et brændende Blus iblandt Neg, og de skulle fortære til højre og til venstre alle Folkene trindt omkring, og Jerusalem skal blive fremdeles paa sit Sted i Jerusalem. ⁷ Og HERREN skal frelse Judas Telte først, for at Davids Hus's Herlighed og Jerusalems Indbyggeres Herlighed ikke skal ophøje sig over Juda. ⁸ Paa den Dag skal HERREN beskærme Indbyggerne i Jerusalem, og det skal ske, at den, som er skrøbelig iblandt dem, skal være paa den Dag som David og Davids Hus som Guder som HERRENS Engel foran deres Ansigt. ⁹ Og det skal ske paa. den Dag, at jeg vil søge at ødelægge alle de Hedningefolk, som komme imod Jerusalem. ¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

³ Og det skal ske, naar nogen spaar ydermere, da skal hans Fader og hans Moder, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi du har talt Løgn i HERRENS Navn; og hans Fader og hans Moder, som avlede ham, skulle gennembore ham, naar han spaar. ⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skulle Profeterne skamme sig, hver over sit Syn, naar han spaar; og de skulle ikke iføre sig en laadden Kappe for at bedrage.

⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skulle Profeterne skamme sig, hver over sit Syn, naar han spaar; og de skulle ikke iføre sig en laadden Kappe for at bedrage. ⁵ Men han skal sige: jeg er ingen Profet, jeg er en Agerdyrker; thi en Mand har købt mig fra min Ungdom af. ⁶ Og dersom nogen siger til ham: Hvad betyde disse Saar i dine Hænder? da skal han sige: Det er Slag, som jeg har faaet i deres Hus, som elskede mig.

⁹ Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: HERREN er min Gud.

²⁰ Paa den Dag skal der staa paa Hestenes Bjælder: "Helliget HERREN"; og Gryderne i HERRENS Hus skulle være som Offerskaalerne foran Alteret. ²¹ Og hver Gryde i Jerusalem og i Juda skal være hellig for den HERRE Zebaoth, og alle de, som ofre, skulle komme og tage af dem og koge i dem; og der skal ingen Kananit ydermere være i den HERRE Zebaoths Hus paa den Dag.

¹⁴ Og I sige: Hvorfor? Fordi HERREN har været Vidne imellem dig og din Ungdoms Hustru, som du har handlet troløst imod, dn hun dog har din Ægtefælle og din, Pagts Hustru.

⁵ Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den HERRE Zebaoth.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. ⁸ Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades.

²³ Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt.

⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: seer til, at Ingen forfører Eder. ⁵ Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige; jeg er Christus; og de skulle forføre Mange.

²⁴ Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg.

²¹ Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmægtig.

⁵ Men Jesus svarede dem og begyndte at sige: seer til, at ikke Nogen forfører Eder. ⁶ Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige: jeg er Christus; og de skulle forføre Mange.

²² Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre Tegn og underlige Gjerninger for at forføre, om det var muligt, endog de Udvalgte. ²³ Men vogter I eder; see, jeg har sagt Eder Alt forud.

²⁶ Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter.

⁹ Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. ¹⁰ Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades.

⁸ Men han sagde: seer til, I ikke blive forførte; thi Mange skulle komme under mit Navn og sige, at det er mig, og at Tiden er kommen nær. Gaaer derfor ikke efter dem.

¹¹ Og der skal skee store Jordskjælv her og der og Hunger og Pestilentse og skee skrækkelige Ting og store Tegn af Himmelen.

²³ Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk. ²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.

⁵³ Mon du er større end vor Fader Abraham, hvilken er død? og Propheterne ere døde; hvem gjør du dig selv til?

²⁰ Mange af dem sagde: han har Djævelen og raser, hvi høre I ham?

³³ Jøderne svarede ham og sagde: for en god Gjerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gjør dig selv til Gud.

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. ⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. ⁴⁹ Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: ⁵⁰ I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. ⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket. ⁵² Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob. ⁵³ Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham.

¹ Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,

¹⁷ Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn. ¹⁸ Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. ¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. ²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.

¹⁸ Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.

²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os.

⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.

³⁶ Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

² og begjerede af ham Breve til Damacus til Synagogerne, paa det, om han fandt nogle Mænd eller Kvinder, som vare af denne Lærevei, han da kunne føre dem bundne til Jerusalem.

²³ Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien.

²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

¹¹ Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottligen, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Stæder.

²⁴ Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.

²⁰ Men Esaias drister sig til at sige: jeg er funden af dem, som mig ikke søgte, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.

¹ Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de Øvrigheder, som ere, har Gud beskikket,

⁵ Derfor er det fornødent at være underdanig, ikke alene for Straffens Skyld, men ogsaa for Samvittighedens.

¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

³⁶ Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig. ³⁷ Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel. ³⁸ Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.

²² Dersom Nogen ikke elsker den Herre Jesus Christus, han være en Forbandelse! Maran Atha.

¹³ Thi dersom vi ikke holde Maade, da er det for Guds Skyld; og holde vi Maade, det er for Eders. ¹⁴ Thi Christi Kjærlighed tvinger os, ¹⁵ idet vi dømme saaledes, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, at de, som leve skulle ikke fremdeles leve for sig selv, men han som er død og opstanden for dem.

⁸ Thi om jeg og bedrøvede Eder med Brevet, fortryder det mig ikke; hvis det og har fortrudt mig; thi jeg seer, at hiint Brev, hvorvel kun til en Tid, har bedrøvet Eder.

¹³ Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler. ¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. ¹⁵ Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

³³ men jeg blev nedladt af et Vindue i en Kurv over Muren og undflyede af hans Hænder.

¹¹ Seer, hvilket langt Brev jeg har skrevet Eder til med min egen Haand.

¹⁴ at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af enhver Lærdoms Veir, og Forførelsens Kundstgreb;

⁶ Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.

³ Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske Aabenbares, fordærvelsens Søn,

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

¹ Thi formaner jeg først for alle Ting, der gjøres ydmygelige Begjeringer, Bønner, Forbønner, Taksigelser for alle mennesker, ² for Konger og alle dem, som ere i Høihed, at vi maa leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Ærbarhed;

¹⁴ Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale.

⁸ Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen.

¹³ Men onde Mennesker og Bedragere fare frem til det Værre; de forføre og førføres.

¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

²⁵ Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,

²² Jeg beder Eder, Brødre! at I fordrage dette Formaningsord; thi korteligen har jeg skrevet Eder til.

¹³ Værer derfor al menneskelig Orden underdanige for Herrens Skyld; være sig en Konge som den Ypperste ¹⁴ eller Befalingsmænd, som de, der sendes af ham til Straf over Misdædere, men dem til Lov, som gjøre Godt. ¹⁵ Thi saaledes er det Guds Villie, at I, ved at gjøre det Gode, skulle bringe de daarlige Menneskers Vankundighed til at tie; ¹⁶ som de, der ere frie, dog ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. ¹⁷ Ærer Alle; elsker Broderskabet; frygter Gud; ærer Kongen!

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse. ² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁰ og meest dem, som vandre efter Kjødet, i Besmittelsens Lyster, og foragte Herskab. Dristige, frække, bæve de ikke ved at bespotte Værdigheder, ¹¹ da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren. ¹² Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til Rov og Ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, og skulle ødelægges i deres egen Ødelæggelse, ¹³ og erholde Uretfærdigheds Løn. Vellyst søge de i daglig Overdaadighed en Skamplet og Skjændsel ere de; de gjøre sig lystige i deresBedragerier, naar de holde Maaltid med Eder; ¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed. ¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret. ¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse, ¹⁹ idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven.

⁷ Thi mange Forførere ere komne ind i Verden, som ikke bekjende Jesus Christus at være kommen i Kjødet. En saadan er Forføreren og Antichristen. ⁸ Giver Agt paa Eder selv, at vi ikke skulle tabe, hvad vi have arbeidet, men maae bekomme af fuld Løn. ⁹ Hver den, som afviger og ikke bliver i Christi Lærdom, har ikke Gud. Hvo som bliver i Christi Lærdom, han har baade Faderen og Sønnen.

⁸ saaledes ere ogsaa disse berusede af Drømme og besmitte Kjødet, men foragte Herskab og bespotter Værdigheder. ⁹ Men Michael, Over-Englen, der han tvistede med Djævelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig. ¹⁰ Men disse bespotte, hvad de forstaae; men de ufornuftige Dyr, deri fordærves de. ¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,

¹ Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den som vandrer imellem de syv Guldlysestager: ² jeg veed dine Gjerninger og dit Arbeide og din Taalmodighed, og at du ikke kan fordrage det Onde; og du prøvede dem, som sige sig at være Apostler og ere det ikke, og har befundet dem at være Løgnere; ³ og du har udstaaet og har Taalmodighed; og du har arbeidet for mit Navns Skyld og er ikke bleven træt.

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹⁴ Og skriv til Menighedens Engel i Laodicea: dette siger den, som er Amen, det trofaste og sanddrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse:

¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede.

⁸ Og en anden Engel fulgte, som sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store Stad; thi den har givet alle Hedninger at drikke af sit Horeries giftige Viin. ⁹ Og den tredie Engel fulgte dem og sagde med høi røst: dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærket i sin pande eller i sin Haand, ¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke. ¹² Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro. ¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem. ¹⁴ Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.