Isaiah 46:9 Cross References - Danish

⁹ Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,

⁷ Kom i Hu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt; spørg din Fader, og han skal kundgøre dig det, og dine Ældste, og de skulle sige dig det.

²⁶ Der er ingen som Gud, o Jeskurun! han, som farer paa Himmelen til din Hjælp og med sin Højhed paa de Øverste Skyer.

⁷ Du er den HERRE Gud, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldæa, og du gav ham Navnet Abraham. ⁸ Og du fandt hans Hjerte trofast for dit Ansigt og gjorde den Pagt med ham, at du vilde give, ja give hans Sæd Kananitens, Hethitens, Amoritens og Feresitens og Jebusitens og Girgasitens Land; og du har holdt dine Ord, thi du er retfærdig. ⁹ Og du saa vore Fædres Elendighed i Ægypten og hørte deres Raab ved det røde Hav. ¹⁰ Og du gjorde Tegn og underlige Gerninger paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land; thi du vidste, at de havde handlet hovmodigt imod dem, og du gjorde dig et Navn, som det er paa denne Dag. ¹¹ Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igennem Havet paa det tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene ligesom Sten i mægtige Vande. ¹² Og du ledte dem om Dagen ved en Skystøtte og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Vejen, som de skulde gaa paa: ¹³ Og du kom ned over Sinaj Bjerg og talte med dem fra Himmelen, og du gav dem rette Befalinger og sande Love, gode Skikke og Bud. ¹⁴ Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat og bød dem Bud og Skikke og Lov ved Mose din Tjener. ¹⁵ Og du gav dem Brød af Himmelen for deres Hunger og udførte dem Vand af en Klippe for deres Tørst; og du sagde til dem, at de skulde gaa ind at indtage til Ejendom det Land, over hvilket du havde opløftet din Haand for at give dem det. ¹⁶ Men de og vore Fædre handlede hovmodigt, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud. ¹⁷ Og de vægrede sig ved at høre dem og kom ikke dine underlige Ting i Hu, som du havde gjort med dem, men forhærdede deres Nakke og satte sig en Høvedsmand for i deres Genstridighed at vende tilbage til deres Trældom; men du er Forladelsens Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og du forlod dem ikke. ¹⁸ De gjorde sig endog en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten; og de tillode sig store Bespottelser. ¹⁹ Og du forlod dem ikke i Ørken efter din megen Barmhjertighed; Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, at den jo ledte dem paa Vejen, eller Ildstøtten om Natten, at den jo lyste for dem paa Vejen, som de skulde gaa paa. ²⁰ Og du gav din gode Aand til at undervise dem og nægtede ikke dit Man for deres Mund og gav dem Vand for deres Tørst. ²¹ Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken, at dem fattedes intet; deres Klæder blev ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke. ²² Og du gav dem Riger og Folk og fordelte dem til alle Sider; og de ejede Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land, og Ogs, Kongen af Basans, Land. ²³ Og du gjorde deres Børn mangfoldige som Stjernerne paa Himmelen og førte dem til det Land, som du havde tilsagt deres Fædre, at de skulde komme og indtage det til Ejendom. ²⁴ Og Sønnerne kom og indtoge Landet til Ejendom, og du ydmygede Landets Indbyggere, Kananiterne, for deres Ansigt, og gav dem i deres Haand tillige med deres Konger og Folket. i Landet, at de kunde gøre med dem efter deres Villie. ²⁵ Og de indtoge faste Stæder og et fedt Land og ejede Huse, fulde af alle Haande Gods, udhugne Brønde, Vingaarde og Oliegaarde og Frugttræer i Mangfoldighed; og de aade og bleve mætte og bleve fede og levede i Vellyst ved din store Godhed. ²⁶ Men de bleve genstridige og satte sig op imod dig og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Profeter, som vidnede for dem, for at omvende dem til dig, og de tillode sig store Bespottelser. ²⁷ Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og disse trængte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du fra Himmelen, og efter din megen Barmhjertighed gav du dem Frelsere, og disse frelste dem af deres Fjenders; Haand. ²⁸ Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gøre ondt for dit Ansigt; saa overlod du dem i deres Fjenders Haand, at disse regerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig,, da hørte du fra Himmelen og reddede dem efter din Barmhjertighed mange Gange. ²⁹ Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov; men de handlede hovmodigt og hørte ikke dine Bud, men syndede imod dine Befalinger, hvilke et Menneske skal gøre, at han maa leve ved dem; og de vendte modvilligt Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke. ³⁰ Og du lod det gaa hen med dem i mange Aar og lod vidne for dem ved din Aand ved dine Profeter, men de vendte ikke Øren dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene. ³¹ Men efter din megen Barmhjertighed gjorde du ikke aldeles Ende paa dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud. ³² Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møje være agtet ringe for dit Ansigt, den, som har ramt os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Profeter og vore Fædre og dit ganske Folk fra Kongerne af Assyriens Dage og indtil denne Dag! ³³ Og du er retfærdig i alt, det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligt. ³⁴ Og vore Konger, vore Fyrster, vore Præster og vore Fædre have ikke gjort efter din Lov, ikke heller givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du lod vidne for dem. ³⁵ Thi de tjente dig ikke, medens de vare et Rige, og under din store Velsignelse, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de om vendte sig ikke fra deres onde Gerninger. ³⁶ Vi ere Tjenere i Dag, ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten af og det gode af, se, derudi ere vi Tjenere. ³⁷ Og sin Afgrøde bringer det rigeligt for de Konger, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Dyr efter deres Villie, og vi ere i stor Nød.

¹ En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Lære, bøjer eders øren til min Munds Tale! ² Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid, ³ dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. ⁴ Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde HERRENS megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. ⁵ Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, ⁶ paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, ⁷ og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; ⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud. ⁹ Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag. ¹⁰ De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. ¹¹ Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se. ¹² For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark. ¹³ Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge. ¹⁴ Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys. ¹⁵ Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb. ¹⁶ Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder. ¹⁷ Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken. ¹⁸ Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. ¹⁹ Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? ²⁰ Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk? ²¹ Derfor, da HERREN hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel, ²² fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse. ²³ Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre. ²⁴ Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn. ²⁵ Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse. ²⁶ Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke. ²⁷ Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand. ²⁸ Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger. ²⁹ Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til. ³⁰ De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: ³¹ Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel. ³² Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. ³³ Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. ³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. ³⁵ Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. ³⁶ Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. ³⁷ Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. ³⁸ Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem. ³⁹ Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage. ⁴⁰ Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. ⁴¹ Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel. ⁴² De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød; ⁴³ da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark; ⁴⁴ da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; ⁴⁵ og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse; ⁴⁶ og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde; ⁴⁷ han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; ⁴⁸ og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene; ⁴⁹ han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; ⁵⁰ bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten; ⁵¹ og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte ⁵² men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden; ⁵³ og han ledede dem tryggelig, at de ikke frygtede; men Havet skjulte deres Fjender. ⁵⁴ Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet; ⁵⁵ og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte. ⁵⁶ Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd. ⁵⁷ Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. ⁵⁸ Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder. ⁵⁹ Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. ⁶⁰ Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. ⁶¹ Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. ⁶² Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. ⁶³ Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. ⁶⁴ Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke. ⁶⁵ Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin. ⁶⁶ Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam. ⁶⁷ Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme; ⁶⁸ men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. ⁶⁹ Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig. ⁷⁰ Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; ⁷¹ fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. ⁷² Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

¹ Priser HERREN, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene. ² Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger! ³ Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge HERREN! ⁴ Spørger efter HERREN og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider! ⁵ Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte! ⁷ Han er HERREN vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. ⁸ Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, ⁹ som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, ¹⁰ hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt ¹¹ sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod; ¹² der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; ¹³ og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd. ¹⁴ Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og, revsede Konger for deres Skyld ¹⁵ Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt. ¹⁶ Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad. ¹⁷ Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. ¹⁸ De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern ¹⁹ indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da HERRENS Tale havde lutret ham. ²⁰ Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri. ²¹ Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods, ²² at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom. ²³ Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land. ²⁴ Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. ²⁵ os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere. ²⁶ Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. ²⁷ Du kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. ²⁸ Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og du vare ikke genstridige imod hans Ord. ²⁹ Han vendte deres Vande om til Blod og dr æbte deres Fisk. ³⁰ Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. ³¹ Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. ³² Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. ³³ Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. ³⁴ Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. ³⁵ Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. ³⁶ Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. ³⁷ Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. ³⁸ Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det. ³⁹ Han udbredte en Sky til Skjul og, en Ild til at lyse om Natten. ⁴⁰ De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. ⁴¹ Han oplod en Klippe, de tørre Steder som en Flod. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. ⁴³ Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. ⁴⁴ Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, ⁴⁵ paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!

⁴ Han beskikkede en hukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er HERREN.

⁹ Se, de første Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de oprinde, vil jeg lade eder høre om dem.

⁵ Jeg er HERREN og ingen yder, mere, der er ingen Gud uden jeg; jeg vil omgjorde dig, enddog du kender mig ikke, ⁶ spaa det de fra Solens Opgang og fra dens Nedgang skulle vide, at der er ingen uden jeg; jeg er HERREN og ingen ydermere,

¹⁴ Saa siger HERREN: Ægyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabæerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.

¹⁸ Thi saa siger HERREN, som skabte Himmelen, han, den Gud, som dannede Jorden, og som gjorde den, han, som beredte den og ikke skabte den til at være øde, men dannede den til at beboes: Jeg er HERREN, og der er ingen ydermere.

²¹ Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, HERREN thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfærdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg. ²² Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.

⁵ Ved hvem ville I ligne mig, eller med hvem ville I stille mig sammen? og hvem ville I maale mig med, at vi skulle være hverandre lige?

¹⁷ Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde.

⁷ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, da de ikke mere skulle sige: Saa sandt HERREN lever, som førte Israels Børn op fra Ægyptens Land! ⁸ men derimod: Saa sandt HERREN lever, som førte og bragte Israels Hus's Sæd op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.

⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. ⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. ⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. ⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, ¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. ¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham. ¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem. ¹³ Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet HERREN vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed. ¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst. ¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt.