Jeremiah Cross References - Danish

¹ Ord af Jeremias, Hilkias Søn, en af Præsterne, som vare i Anathoth, i Benjamins Land, ² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar; ³ og det kom fremdeles i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Dage indtil Enden af Zedekiass, Josias's Søns, Judas Konges ellevte Aar, indtil Jerusalem blev ført i Fangenskab i den femte Maaned. ⁴ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde: ⁵ Før jeg dannede dig i Moders Liv, kendte jeg dig, og før, du udkom af Moders Skød, helligede jeg dig; jeg beskik kede dig til en Profet for Folkene. ⁶ Men jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se, jeg forstaar ikke at tale, thi jeg er ung. ⁷ Men HERREN sagde til mig: Sig ikke: Jeg er ung; thi du skal gaa over alt, hvor jeg sender dig, og alt det, som jeg befaler dig, skal du tale. ⁸ Frygt ikke for deres Ansigt; thi jeg er med dig for at redde dig, siger HERREN. ⁹ Og HERREN udrakte sin Haand og lod den røre ved min Mund, og HERREN sagde til mig: Se, jeg har lagt mine Ord i din Mund: ¹⁰ Se, jeg har beskikket dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at omstyrte og til at fordærve og til at nedkaste, til at bygge og til at plante. ¹¹ Og HERRENS Ord kom til mig, og han sagde: Jeremias, hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en Mandelstav. ¹² Og HERREN sagde til mig: Du saa rigtigt; thi jeg vil være aarvaagen over mit Ord for at fuldkomme det. ¹³ Og HERRENS Ord kom til mig anden Gang, og han sagde: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en sydende Gryde, og den vender sig hid fra Egnen imod Nord. ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere. ¹⁵ Thi se, jeg kalder ad alle Rigernes Stammer imod Norden, siger HERREN; og de skulle komme og sætte hver sin Stol for Indgangen til Jerusalems Porte og imod alle dens Mure trindt omkring imod alle Judas Stæder. ¹⁶ Og jeg vil holde Ret over dem for al deres Ondskabs Skyld; thi de forlode mig og gjorde Røgelse for andre Guder og tilbade for deres Hænders Gerninger. ¹⁷ Og du, du skal binde op om dine Lænder og gøre dig rede og tale til dem alt det, jeg vil befale dig; vær ikke bange for dem; at jeg ikke skal gøre dig bange for dem. ¹⁸ Og jeg, se, jeg har gjort dig i Daø til en fast Stad og til en Jernpille og til Kobbermure for hele Landet, imod Judas Konger, imod dets Fyrster, imod dets Præster og imod Folket i Landet. ¹⁹ Og de skulle stride imod dig og ikke faa Overhaand over mig; thi jeg er med dig, siger HERREN, for at, redde dig.

³² Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette.

¹² Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig; og dette skal være dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle: I tjene Gud paa dette Bjerg.

¹ Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: HERREN har ikke aabenbaret sig for dig.

¹⁰ Og Mose sagde til HERREN: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge. ¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN ¹² Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale.

¹² Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale. ¹³ Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende. ¹⁴ Da blev HERRENS Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan tale vel: og se, han skal endog gaa ud imod dig, og naar han ser dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte; ¹⁵ og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gøre. ¹⁶ Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal være din Mund, og du skal være ham som en Gud.

¹² Og Mose talede for HERRENS Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Læberne.

³⁰ Og Mose sagde. for HERRENS Ansigt: Se, jeg er uomskaaren paa Læberne, og hvor ledes skulde Farao høre mig?

¹ Og HERREN sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal være din Profet. ² Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land.

² Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land.

¹² Og Mose sagde til HERREN: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne.

¹⁷ Da sagde HERREN til Mose: Jeg vil ogsaa gør dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne og jeg kender dig ved Navn.

⁸ Og det skete den anden Dag, da kom Mose til Vidnesbyrdets Paulun, og se, Arons Kæp for Levi Hus havde blomstret, ja, den havde baade skudt Knopper og fremført Blomster og baaret modne Mandler.

²⁰ Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre.

³⁸ Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale.

²⁸ Og HERREN hørte eders Ords Røst, det I talede til mig, og HERREN sagde til mig: Jeg har hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.

¹⁷ Da sagde HERREN til mig: De have talet vel i det, de have talet.

²⁰ HERREN skal sende Forbandelsen, Forstyrrelsen og Tugtelsen over dig i alt det, du udrækker din Haand til, som du vil gøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du hastigen gaar til Grunde for dine Gerningers Ondskabs Skyld, fordi du forlod mig.

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar, ⁵⁰ et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge naadig. ⁵¹ Og det skal fortære dit Kvægs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit smaa Kvægs Yngel, indtil det faar dig tilintetgjort. ⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig. ⁵³ Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som HERREN din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig.

⁶ Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi HERREN din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.

⁸ Og HERREN, han som gaar for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vær ikke ræd!

¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal staa op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det.

³⁵ Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.

⁵ Ingen Mand skal bestaa for dit Ansigt alle dine Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg være med dig, jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig.

⁹ Har jeg ikke befalet dig: Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og rædde ikke; thi HERREN din Gud er med dig paa al den Vej, som du skal vandre paa.

¹⁷ men af Benjamins Stamme: Gibeon og dens Marker, Geba og dens Marker, ¹⁸ Anathoth og dens, Marker og Almon og dens Marker fire Stæder.

²⁰ Naar I forlade HERREN og tjene fremmede Guder, da skal han vende om og gøre eder ondt og fortære eder, efter at han har gjort eder godt.

⁷ Og nu, HERRE, min Gud! du har; gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted; men jeg er et ungt Menneske, og jeg forstaar ikke at gaa ud eller ind; ⁸ og din Tjener er midt iblandt dit Folk, som du har udvalgt, et stort Folk, saa det ikke kan tælles eller beregnes for Mangfoldigheds Skyld: ⁹ Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og til med Forstand at skelne imellem godt og ondt; thi hvo kan dømme dette dit mægtige Folk?

²⁰ Og det skete, der de sade til Bords, da skete HERRENS Ord til Profeten, som havde ført ham tilbage,

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.

⁴⁶ Og HERRENS Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem foran Akab, lige til Jisreel.

¹⁷ Og det skal ske, at hvo som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslaa, og hvo som undkommer fra Jehus Sværd, den skal Elisa ihjelslaa.

¹⁴ Da sagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som HERREN siger mig, det vil jeg tale.

²⁹ Og han sagde til Gihesi: Bind om dine Lænder og tag min Stav i din Haand og gak: Om du møder nogen, da hils ham ikke, og om nogen hilser dig, da svar ham ikke, og læg min Stav paa Drengens Ansigt!

¹ Da kaldte Profeten Elisa ad en af Profeternes Børn, og han sagde til ham: Bind om dine Lænder og tag denne Oliekrukke i din Haand og gak til Ramoth i Gilead!

²⁴ Og Folket i Landet ihjelslog alle dem, som havde forbundet sig imod Kong Amon; og Folket i Landet gjorde Josias, hans Søn, til Konge i hans Sted.

¹⁷ Fordi de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder til at opirre mig med al deres Hænders Gerning, derfor, skal min Vrede optændes imod dette Sted og ikke udslukkes.

³⁴ Og Farao Neko gjorde Eliakim, Josias's Søn, til Konge i hans Faders; Josias's Sted, og omvendte hans Navn til Jojakim; men Joakas tog han med, og denne kom til Ægypten og døde der.

¹ I hans Dage drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, op, og Jojakim blev hans Tjener i tre Aar; derefter vendte han om og faldt fra ham. ² Og HERREN sendte Kaldæernes Tropper og Syrernes Tropper og Moabiternes Tropper og Ammons Børns Tropper imod ham og sendte dem ind i Juda til at ødelægge det efter HERRENS Ord, som han havde talt ved sine Tjenere, Profeterne. ³ Visselig skete det i Juda efter HERRENS Ord, at han bortkastede dem fra sit Ansigt for Manasses Synders Skyld, efter alt det, som han havde gjort; ⁴ saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde HERREN ikke tilgive. ⁵ Men det øvrige af Jojakims Handeler og alt, hvad han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? ⁶ Og Jojakim laa med sine Fædre, og hans Søn Jojakin blev Konge i hans Sted. ⁷ Men Kongen af Ægypten blev ikke ydermere ved at drage ud af sit Land; thi Kongen af Babel havde taget fra Ægyptens Bæk indtil Floden Frat alt det, som var Kongen af Ægyptens. ⁸ Jojakin var atten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem, og hans Moders Navn var Nehustha, Elnathans Datter fra Jerusalem. ⁹ Og han gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fader havde gjort.

¹⁷ Og Kongen af Babel gjorde Mathania, hans Farbroder, til Konge i hans Sted, og han omvendte hans Navn til Zedekias. ¹⁸ Zedekias var et og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Hamutal, Jeremias's Datter fra Libna. ¹⁹ Og han gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, efter alt det, som Jojakim havde gjort. ²⁰ Men det gik efter HERRENS Vrede i Jerusalem og Juda, indtil han forkastede dem fra sit Ansigt; og Zedekins faldt fra Kongen af Babel.

¹⁷ Højden af den ene Støtte var atten Alen, og Kronen derpaa var af Kobber, og Kronens Højde var tre Alen; og Nettet og Granatæblerne trindt omkring paa Kronen var alt sammen af Kobber, og paa samme Maade var den anden Støtte med Nettet. ¹⁸ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja og Zefania, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærskelen; ¹⁹ og af Staden tog han een Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene, og fem Mænd af dem, som saa Kongens Ansigt og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden og som udskrev Folket i Landet og tresindstyve Mænd af Folket i Landet, som fandtes i Staden. ²⁰ Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte dem til Kongen af Babel, til Ribla. ²¹ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land. ²² Men over Folket, som blev tilbage i Judas Land, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, lod blive tilbage, ovrer dem satte han Gedalia, en Søn af Ahikam, Safans Søn. ²³ Der alle Stridshøvedsmændene, de og deres Mænd, hørte, at Kongen af Babel havde sat Gedalia over dem, da kom de til Gedalia til Mizpa, baade Ismael, Nethanias Søn, og Johanan, Kareaks Søn, og Seraja, Netofatiten Thanhumeths Søn, og Maakatiten Jaasanias Søn, de og deres Mænd. ²⁴ Og Gedalia tilsvor dem og deres Mænd og sagde til dem: Frygter ikke for Kaldæernes Tjenere; bliver i Landet og tjener Kongen af Babel, saa skal det gaa eder vel. ²⁵ Men det skete i den syvende Maaned, at Ismael, en Søn af Nethania, Elisamas Søn, af kongelig Sæd, kom og ti Mænd med ham, og de sloge Gedalia, saa at han døde tillige med Jøderne og Kaldæerne, som vare hos ham i Mizpa. ²⁶ Da gjorde alt Folket sig rede, baade smaa og store, tillige med Hærenes Øverster og drog til Ægypten; thi de frygtede for Kaldæerne. ²⁷ Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Kongen af Juda, var bortført, i den tolvte Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evilmerodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jo jakins, Judas Konges Hoved fra Fængselets Hus. ²⁸ Og han talede gode Ord med ham, og han satte hans Stol over de Kongers Stole, som vare hos ham i Babel. ²⁹ Og han omskiftede sine Fængselsklæder, og han aad stedse Brød for hans Ansigt i alle sine Livsdage. ³⁰ Og angaaende hans Underholdning, da gaves ham stadig Underholdning af Kongen, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, alle hans Livsdage.

¹⁵ Og Josias's Sønner vare: den førstefødte Johanan, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sallum.

⁶⁰ og af Benjamins Stamme: Geba og dens Marker, Allemeth og dens Marker og Anathoth og dens Marker; alle deres Stæder vare tretten Stæder for deres Slægter.

¹⁹ Men dersom I vende eder bort og forlade mine Skikke og mine Bud, som jeg har givet for eders Ansigt, og I gaa hen og tjene andre Guder og tilbede dem:

² Og han gik ud imod Asa og sagde til ham: Hører mig, Asa og al Juda og Benjamin! HERREN er med eder, fordi I ere med ham, og dersom I søge ham, skal han lade sig finde af eder, men om I forlade ham, skal han forlade eder.

¹³ Da saagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som min Gud siger, det vil jeg tale.

¹ Josias var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et, og tredive Aar i derusalem. ² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, og vandrede i Davids, sin Faders, Veje og veg hverken til højre eller venstre Side. ³ Thi i sin Regerings ottende Aar, der han endnu var et ungt Menneske, begyndte han at søge sin Fader Davids Gud; og i det tolvte Aar begyndte han at rense Juda og Jerusalem fra Højene og Astartebillederne og de udskaarne og støbte Billeder. ⁴ Og de nedbrøde for hans Ansigt Baalernes Altre, og han omhuggede de Solbilleder, som vare oven paa dem; han sønderbrød baade Astartebilleder og de udskaarne óg støbte Billeder og stødte dem smaa og strøede dem over paa deres Grave, som havde ofret til dem. ⁵ Og han opbrændte Præsternes Ben paa deres Altre og rensede Juda og Jerusalem. ⁶ Og udi Manasses óg Efraims og Simeons Stæder, ja indtil Nafthali, i deres ødelagte Stæder trindt omkring, ⁷ der nedbrød han Altrene og Astartebillederne og sønderknuste de udskaarne Billeder og stødte derm smaa og omhuggede alle Solbillederne i alt Israels Land og vendte tilbage til Jerusalem. ⁸ Og i sin Regerings attende Aar, der han havde renset Landet og Huset, sendte han Safan, Azalias Søn, og Maeseja, Stadens Befalingsmand, og Joa, Joakas's Søn, Historieskriveren, for at istandsætte HERRENS, sin Guds Hus. ⁹ Og de kom til Hilkia, Ypperstepræsten, og overgave Pengene, som vare bragte til Guds Hus, hvilke Leviterne, som toge Vare paa Dørtærskelen, havde samlet af Manasses og Efraims Haand og af alle overblevne i Israel og af al Juda og Benjamin, og med hvilke de vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁰ Og de gave dem i deres Haand som havde med Gerningen at gøre, og som vare beskikkede over HERRENS Hus; og disse gave dem til dem, som gjorde Gerningen, og som arbejdede paa HERRENS Hus for at udbedre og istandsætte Huset. ¹¹ Og de gave dem ud til Tømmermændene og Bygningsmændene og til at købe hugne Stene og Træ til Bjælkeværk og til at sammentømre Husene rned, som Judas Konger havde ødelagt. ¹² Og Mændene arbejdede trolig paa Gerningen, og over dem vare Jahath og Obadia, Leviterne af Meraris Børn, og Sakaria og Mesullam af Kahathiternes Børn, beskikkede til at have Opsyn, og alle de Leviter, som forstode sig paa Sangens Instrumenter. ¹³ De vare og over Lastdragerne og havde Opsyn over hver den, som gjorde Gerningen ved ethvert enkelt Arbejde; men af Leviterne var der Skrivere og Fogeder og Portnere. ¹⁴ Og der de udtoge Pengene, som vare indbragte i HERRENS Hus, fandt Præsten Hilkia HERRENS Lovbog, af Mose. ¹⁵ Og Hilkia svarede og sagde til Safan, Kansleren: Jeg har fundet Lovbogen i HERRENS Hus; og Hilkia gav Safan Bogen. ¹⁶ Og Safan bragte Bogen til Kongen, fremdeles gav han og Kongen Underretning, sigende: Alt det, som er givet i dine Tjeneres Hænder, det gøre de; ¹⁷ og de havde samlet Pengene, som fandtes i HERRENS Hus, og givet dem i deres Haand, som ere beskikkede over Arbejdet, og i deres Haand, som gøre Gerningen. ¹⁸ Og Kansleren Safan gav Kongen til Kende og sagde: Hilkia, Præsten, gav mig en Bog; og Safan læste i den for Kongens Ansigt. ¹⁹ Og det skete, der Kongen hørte Lovens Ord, da sønderrev han sine Klæder. ²⁰ Og Kongen bød Hilkia og Ahikam, Safans Søn, og Abdon, Mikas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde: ²¹ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for de overblevne i Israel og i Juda om den Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er udøst over os, fordi vore Fædre ikke have holdt HERRENS Ord, saa at de gjorde efter alt det, som er skrevet i denne Bog. ²² Da gik Hilkia og Kongens Folk til den Profetinde Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Takhat, en Søn af Hasra, og som havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del; og de talte saadant med hende. ²³ Og hun sagde til dem: Saa sagde HERREN, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig: ²⁴ Saa sagde HERREN: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets Indbyggere, nemlig alle de Forbandelser, som ere skrevne i denne Bog, som de læste for Judas Konge: ²⁵ fordi de have forladt mig og gjort Røgoffer for andre Guder for at opirre mig med alle deres Hænders Gerninger, derfor skal min Vrede udøses over dette Sted og ikke udslukkes.

²⁵ fordi de have forladt mig og gjort Røgoffer for andre Guder for at opirre mig med alle deres Hænders Gerninger, derfor skal min Vrede udøses over dette Sted og ikke udslukkes. ²⁶ Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge HERREN, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde HERREN, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt: ²⁷ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja, ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN. ²⁸ Se, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles til din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted og over dets Indbyggere. Og de bragte Kongen Svar tilbage. ²⁹ Da sendte Kongen hen og lod alle de Ældste samles i Juda og Jerusalem. ³⁰ Og Kongen gik op i HERRENS Hus og alle Judas Mænd og Indbyggerne i Jerusalem, Præsterne og Leviterne og alt Folket, baade store og smaa, og han læste for deres Øren alle Ordene i Pagtens Bog, som var funden i HERRENS Hus. ³¹ Og Kongen stod paa sit Sted og gjorde en Pagt for HERRENS Ansigt, at han vilde vandre efter HERREN og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl for at opfylde Pagtens Ord, som vare skrevne i denne Bog. ³² Og han lod alle dem, som bleve fundne Jerusalem og i Benjamin, træde til og Jerusalems Indbyggere gjorde efter Guds, deres Fædres Guds, Pagt ³³ Og Josias borttog alle Vederstyggeligheder af alle Lande, som hørte Israels Børn til, og han holdt dem alle, som fandtes i Israel, til at tjene HERREN deres Gud; i alle hans Dag vege de ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.

⁵ Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og han gjorde det, som vnr ondt for HERRENS, hans Guds, Øjne. ⁶ Nebukadnezar, Kongen af Babel, drog op imod ham og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁷ Og Nebukadnezar førte nogle af HERRENS Hus's Kar til Babel og lagde dem i sit Tempel i Babel. ⁸ Men det øvrige af Jojakims Handeler og hans Vederstyggeligheder, som han gjorde, og det, som fandtes hos ham, se, de Ting ere skrevne i Israels og Judas Kongers Bog og Jojakin, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

¹¹ Zedekias var et og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem. ¹² Og han gjorde det, som var ondt for HERREN, hans Guds, Øjne; han ydmygede sig ikke for Profeten Jeremias, som talte af HERRENS Mund. ¹³ Tilmed faldt han og af fra Kong Nebukadnezar, som havde ladet ham sværge ved Gud; og han gjorde sin Nakke stiv og forhærdede sit Hjerte og vilde ikke omvende sig til HERREN, Israels Gud. ¹⁴ Og alle de øverste iblandt Præsterne og Folket forsyndede sig saare meget, idet de efterlignede alle Hedningernes Vederstyggeligheder og besmittede HERRENS Hus, som han havde helliget i Jerusalem. ¹⁵ Og HERREN, deres Fædres Gud, sendte til dem ved sine Sendebud tidligt og ideligt; thi han vilde skaane sit Folk og sin Bolig. ¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere. ¹⁷ Og han førte Kaldæernes Konge op imod dem, og denne ihjelslog deres unge Karle med Sværd udi deres Helligdoms Hus og sparede hverken unge Karle eller Jomfruer, gamle eller udlevede; han gav dem alle i hans Haand. ¹⁸ Og alle Kar fra Guds Hus, store og smaa, og HERRENS Hus's Skatte og Kongens og hans Fyrsters Skatte førte han alt sammen til Babel. ¹⁹ Og de opbrændte Guds Hus og nedbrøde Jerusalems Mure, og de opbrændte alle dens Paladser med Ild, og alle dens kostelige Kar bleve ødelagte. ²⁰ Og han bortførte til Babel dem, som vare overblevne fra Sværdet, og de bleve hans og hans Sønners Tjenere, indtil Persiens Rige fik Magten; ²¹ at HERRENS Ord skulde opfyldes, som var talt ved Jeremias's Mund, indtil Landet havde faaet nok af sine Sabbater; det hvilede den ganske Tid, som Ødelæggelsen varede, indtil halvfjerdsindstyve Aar bleve fyldte.

²¹ at HERRENS Ord skulde opfyldes, som var talt ved Jeremias's Mund, indtil Landet havde faaet nok af sine Sabbater; det hvilede den ganske Tid, som Ødelæggelsen varede, indtil halvfjerdsindstyve Aar bleve fyldte.

³ Bind op om dine Lænder som en Mand, saa vil; jeg spørge dig, og undervis du mig;

⁵ Thi du er min Fortrøstning; Herre, HERRE! du er min Tillid fra min Ungdom af. ⁶ Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

² de trængte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvælde mig.

¹⁶ Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen.

¹ Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.

¹ Dette er det Ord, som Esajas, Amoz's Søn, saa om Juda og Jerusalem.

⁸ Og deres Land fyldtes med Afguder; de tilbede deres Hænders Gerning, det, som deres Fingre have gjolt.

⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth. ⁶ Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra, Alteret med en Tang. ⁷ Og han lod den røre ved min Mund og sagde: Se, denne har rørt ved dine Læber, og din Misgerning er bortvegen, og din Synd skal sones.

⁷ Og det skete, at dine udvalgte Dale bleve fulde af Vogne, og Ryttere toge Stilling imod Porten.

¹⁹ Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskenes Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem.

²⁵ Jeg har opvakt ham fra Norden, og han skal komme, ham fra Solens Opgang, som skal paakalde mit Navn; og han skal komme over Fyrsterne, som vare de Dynd, og som en Pottemager, der træder Ler.

² Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig.

² Saa siger HERREN, som gjorde dig og dannede dig fra Modersliv, han, som hjælper dig: Frygt ikke, min Tjener Jakob! og du, Jeskurun, som jeg udvalgte!

¹⁵ Saa tjener det Mennesket til Brændsel, og han tager deraf og varmer sig og tænder Ild og bager Brød; men han gør ogsaa en Gud deraf og tilbeder den, han gør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det.

²⁶ den, som stadfæster sin Tjeners Ord og fuldkommer sine Sendebuds Raad, den, som siger til Jerusalem: Den skal beboes, og til Judas Stæder: De skulle bygges, og jeg vil oprejse dens Øde Stæder; ²⁷ den, som siger til Dybet: Bliv tør og dine Floder vil jeg udtørre; ²⁸ den, som siger til Kyrus: Han er min Hyrde, og han skal fuldkomme al min Villie, og han skal sige til Jerusalem: Du skal bygges; og til Templet: Du skal grundfæstes.

¹ Hører mig, Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! HERREN kaldte mig fra Moders Liv af, harl nævnede mit Navn fra Moders Skød. ² Og han gjorde min Mund som et skarpt. Sværd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger.

⁵ Og nu, siger HERREN, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for HERRENS Øjne, og min, Gud er min Styrke;

⁴ Den Herre, HERRE har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækkeI hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte.

⁷ Men den Herre HERRE skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme.

⁷ Hører mig, I, som kelæde Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!

¹² Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte. for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?

¹⁶ Og jeg lagde mine Ord i din Mund og skjulte dig under min Haands Skygge for at befæste Himlene og for at grundfæste Jorden og for at sige til Zion: Du er mit Folk.

³ til det Folk, som opirrer mig altid for mit Ansigt, og som I ofrer i Haverne, og som gør Høgelse paa Teglstenene;

² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar;

⁴ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde:

⁷ Men HERREN sagde til mig: Sig ikke: Jeg er ung; thi du skal gaa over alt, hvor jeg sender dig, og alt det, som jeg befaler dig, skal du tale. ⁸ Frygt ikke for deres Ansigt; thi jeg er med dig for at redde dig, siger HERREN.

⁸ Frygt ikke for deres Ansigt; thi jeg er med dig for at redde dig, siger HERREN.

¹⁰ Se, jeg har beskikket dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at omstyrte og til at fordærve og til at nedkaste, til at bygge og til at plante. ¹¹ Og HERRENS Ord kom til mig, og han sagde: Jeremias, hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en Mandelstav.

¹⁷ Og du, du skal binde op om dine Lænder og gøre dig rede og tale til dem alt det, jeg vil befale dig; vær ikke bange for dem; at jeg ikke skal gøre dig bange for dem.

¹⁷ Og du, du skal binde op om dine Lænder og gøre dig rede og tale til dem alt det, jeg vil befale dig; vær ikke bange for dem; at jeg ikke skal gøre dig bange for dem. ¹⁸ Og jeg, se, jeg har gjort dig i Daø til en fast Stad og til en Jernpille og til Kobbermure for hele Landet, imod Judas Konger, imod dets Fyrster, imod dets Præster og imod Folket i Landet.

¹³ Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.

¹⁷ Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt HERREN, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen?

⁶ Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og en stor Forstyrrelse.

¹⁰ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.

¹² et fuldt Vejr fra den kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem.

¹⁶ Forkynder det blandt Folkene, se lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Stæder.

²⁸ Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.

⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger HERREN; og skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk, som dette er?

¹⁴ Derfor, saa siger HERREN, den Gud Zebaoth: Efterdi I sige dette Ord, se, da gør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem. ¹⁵ Se, jeg vil lade komme et Folk langvejsfra over eder, Israels Hus, siger HERREN; det er et haardt Folk, det er et Folk, som har været til fra gammel Tid af; et Folk, hvis Tungemaal du ikke kender, og hvis Tale du ikke forstaar;

²⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger HERREN, skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk som dette?

¹ Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

²² Saa siger HERREN: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses tra det yderste af Jorden.

²⁷ Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej.

⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende,

¹¹ Og jeg vil gøre Jerusalem til en Stenhob, til Dragers Bolig; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ørk, saa at ingen bor der.

⁸ Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Lærdom, den er Træ; ⁹ hamret Sølv, der føres fra Tharsis, og Guld fra Ufas, et Værk af Mesteren og af Guldsmedens Hænder! deres Klæder ere af blaat uldent og Purpur, et Værk af Kunstnere ere de alle.

¹⁵ De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.

²² Et Budskab høres, se, det kommer, og et stort Bulder fra Nordenland for at gøre Judas Stæder til en ødelæggelse, til Dragers Bolig.

²⁵ Udøs din Harme over Hedninger, som ikke kende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have fortæret Jakob, ja, fortæret ham og tilintetgjort ham og ødelagt hans Bolig.

¹² Og Judas Stæder og Indbyggerne i Jerusalem skulle gaa og raabe til de Guder, for hvilke de gjorde Røgelse; men de skulle ikke frelse dem i deres Ulykkes Tid.

¹⁷ Og den HERRE Zebaoth, som plantede dig, har talt ondt over dig, for Israels Hus's og Judas Hus's Ondskab; Skyld, som de bedreve for at opirre mig, idet de gjorde Røgelse for Baal.

¹⁹ Og jeg, var som et tamt Lam, der føres hen at slagtes, og jeg vidste ikke; at de havde optænkt Anslag imod mig og sagt: Lader os ødelægge Træet med dets Frugt og udrydde ham af de levendes Land, at hans Navn ikke ydermere ihukommes.

²¹ Derfor siger HERREN saaledes om de Mænd i Anathoth, som søge efter dit, Liv og sige: Spaa ikke i HERRENS Navn, saa skal du ikke dø ved vor Haand;

¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette

⁶ Du har forladt mig, siger HERREN, du gik tilbage; og jeg udrakte min Haand imod dig og ødelagde dig; jeg er træt af at angre.

¹⁰ Ve mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, imod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg har ikke laant til nogen, og ingen har laant til mig, dog forbander enhver: mig. ¹¹ HERREN siger: Sandelig, jeg løser dig, dia til Fromme; sandelig, jeg bringer Fjenden til bønligt at komme dig i Møde paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid. ¹² Mon Jern kan bryde Jern af Norden og Kobber? ¹³ Jeg vil give dit Gods og dit Liggendefæ hen til Rov, ikke imod Betaling, og det for alle dine Synders Skyld og inden alle dine Landemærker. ¹⁴ Og jeg vil føre dine Fjender over i et Land, som du ikke kender; thi en IId er optændt i min Vrede, over eder skal de brænde. ¹⁵ Du ved det, HERRE! kom mig i Hu, og se til mig, og hævn mig paa mine Forfølgere; tag mig ikke bort i din Langmodighed; vid, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld. ¹⁶ Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig thi dit Navn er nævnet over mim HERRE, Gud Zebaoth! ¹⁷ Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Spottere og frydede mig; jeg sad alene, for din Haands Skyld; thi du har fyldt mig med Harm. ¹⁸ Hvorfor varer min Smerte evindelig? hvorfor er mit Saar ulægeligt og vil ikke lade sig hele? du er bleven mig som en svigefuld Bæk, som Vand, der ikke er bestandigt. ¹⁹ Derfor siger HERREN saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du være som rnin Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem. ²⁰ Og jeg vil gøre dig til en fast Kobbermur imod dette Folk, og de skulle stride imod dig, men ikke faa Overhaand over dig; thi jeg er med dig, for at frelse dig: og for at redde dig, siger HERREN.

²⁰ Og jeg vil gøre dig til en fast Kobbermur imod dette Folk, og de skulle stride imod dig, men ikke faa Overhaand over dig; thi jeg er med dig, for at frelse dig: og for at redde dig, siger HERREN. ²¹ Og jeg vil redde dig af de ondes Haand og udløse dig af Voldsmænds Haand.

¹¹ da skal du sige til dem: Det er, fordi eders Fædre forlode mig, siger HERREN, og gik efter andre Guder og tjente dem og tilbade dem, men mig forlode de, og min Lov holdt de ikke.

¹³ Israels Forhaabning, HERRE! Alle, som forholde dig, skulle beskæmmes; de, som affalde fra dig, skulle skrives i Jorderig, thi de forlode HERREN, de levende Vandes Kilde.

¹⁸ Lad, dem, som forfølge mig, beskæmmes, lnen lad ikke mig beskæmmes; lad dem forfærdes, men lad ikke mig forfærdes; lad Ulykkens Dag komme over dem, og slaa dem ned med et dobbelt Slag!

⁷ I eet Øjeblik taler jeg imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke og til at ødelægge det; ⁸ men naar dette Folk, imod hvilket jeg har talt, omvender sig fra sin Ondskab, da skal jeg angre det onde, som jeg havde tænkt at gøre ved det. ⁹ Og i eet Øjeblik taler jeg om et Folk og om et Rige til at bygge og til at plante det; ¹⁰ men naar det gør, hvad der er ondt for mine Øjne, saa at det ikke hører min Røst, da skal jeg angre det gode, med hvilket jeg havde sagt at ville gøre vel imod det.

⁴ fordi de forlode mig og gjorde dette Sted fremmed og gjorde Røgelse der for andre Guder, hvilke de og deres fædre og Judas Konger ikke havde kendt, og fordi de have fyldt dette Sted med de uskyldiges Blod

¹ Og Paskur, Immers Søn, Præsten, som var Overopsynsmand i, HERRENS Hus, hørte Jeremias spaa disse Ord. ² Og Paskur slog Profeten Jeremias og lagde ham i Blokken, som var ved Benjamins Øverste Port paa HERRENS Hus. ³ Og det skete den anden Dag, da lod Paskur Jeremias komme ud af Blokken; og Jeremias sagde til ham: HERREN har ikke kaldet dit Navn Paskur, men Magor-Missabib. ⁴ Thi saa siger HERREN: Se, jeg vil gøre dig til Rædsel for dig selv og for alle dine Venner, og de skulle falde for deres Fjenders Sværd, og dine Øjne skulle se det; og jeg vil give al Juda i Kongen af Babels Haand, og han skal bortføre dem til Babel og slaa dem med Sværdet. ⁵ Og jeg vil give alt Gods i denne Stad og alt Udbytte af dens Arbejde og alle dens Kostbarheder, ja, alle Judas Kongers Skatte vil jeg give i deres Fjenders Haand, at de skulle røve dem og tage dem og føre dem til Babel. ⁶ Og du, Paskur, og alle de, som bo i dit Hus, skulle bo i Fangenskab; og du skal komme til Babel, og der skal du dø og begraves der, du og alle dine Venner, for hvilke du har spaaet Løgn.

¹¹ Men HERREN er med mig som en vældig Helt, derfor skulle mine Forfølgere snuble og ikke faa Overhaand; de skulle vorde saare beskæmmede, thi de have ikke handlet forstandigt, til en evig Skam, som ikke skal glemmes.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, der Kong Zedekias sendte Paskur, DIalkias's Søn, og Zefanja, Maasejas Søn, Præsten, til ham og lod sige: ² Adspørg dog HERREN for os; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, fører Krig imod os; maaske HERREN dog vilde gøre imod os efter alle sine underlige Gerninger, saa at denne maatte drage bort fra os. ³ Og Jeremias sagde til dem: Saaledes skulle I sige til Zedekias: ⁴ Saa sagde HERREN, Israels Gud: Se, jeg vender de Krigsvaaben, som ere i eders Hænder, og med hvilke I uden for Muren stride imod Kongen af Babel og Kaldæerne, som belejre eder, og samler dem midt i denne Stad.

⁴ Saa sagde HERREN, Israels Gud: Se, jeg vender de Krigsvaaben, som ere i eders Hænder, og med hvilke I uden for Muren stride imod Kongen af Babel og Kaldæerne, som belejre eder, og samler dem midt i denne Stad. ⁵ Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en stærk Arm, og med Vrede og med Harme og med stor Fortørnelse.

⁵ Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en stærk Arm, og med Vrede og med Harme og med stor Fortørnelse. ⁶ Og jeg vil slaa denne Stads Indbyggere, baade Menneskene og Dyrene; de skulle dø ved en stor Pest.

⁶ Og jeg vil slaa denne Stads Indbyggere, baade Menneskene og Dyrene; de skulle dø ved en stor Pest. ⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.

⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed. ⁸ Og du skal sige til dette Folk: Saa siger HERREN: Se, jeg lægger for eders Ansigt Livets Vej og Dødens Vej.

⁸ Og du skal sige til dette Folk: Saa siger HERREN: Se, jeg lægger for eders Ansigt Livets Vej og Dødens Vej. ⁹ Den, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pesten: Men den, som drager Lid og gaar over til Kaldæelne, som belejre eder, skal blive i Live og have sit Liv som Bytte.

⁹ Den, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pesten: Men den, som drager Lid og gaar over til Kaldæelne, som belejre eder, skal blive i Live og have sit Liv som Bytte. ¹⁰ Thi jeg har vendt mit Ansigt imod denne Stad til det onde og ikke til det gode, siger HERREN; den skal gives i Kongen af Babels Haand, og han skal opbrænde den med Ild.

¹⁰ Thi jeg har vendt mit Ansigt imod denne Stad til det onde og ikke til det gode, siger HERREN; den skal gives i Kongen af Babels Haand, og han skal opbrænde den med Ild. ¹¹ Og om Judas Konges Hus hører HERRENS Ord.

¹¹ Og om Judas Konges Hus hører HERRENS Ord. ¹² Davids Hus! saa siger HERREN: Holder Ret om Morgenen, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, paa det min Vrede ikke skal fare ud som en Ild og brænde, saa at ingen skal kunne udslukke den, for eders Idrætters Ondskabs Skyld!

¹² Davids Hus! saa siger HERREN: Holder Ret om Morgenen, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, paa det min Vrede ikke skal fare ud som en Ild og brænde, saa at ingen skal kunne udslukke den, for eders Idrætters Ondskabs Skyld! ¹³ Se, jeg kommer til dig, du Beboer af Dalen, af Klippen paa Sletten I siger HERREN; I, som sige: Hvo vil stige ned til os, og hvo vil komme ind i vore Boliger?

¹³ Se, jeg kommer til dig, du Beboer af Dalen, af Klippen paa Sletten I siger HERREN; I, som sige: Hvo vil stige ned til os, og hvo vil komme ind i vore Boliger? ¹⁴ Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idrætters Frugt, siger HERREN, og antænde en Ild i dens Skov, og den skal fortære alting trindt omkring den.

¹⁴ Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idrætters Frugt, siger HERREN, og antænde en Ild i dens Skov, og den skal fortære alting trindt omkring den.

⁴ Thi dersom I rettelig gøre efter dette Ord, da skal der ind ad dette Hus's Porte gaa Konger, som sidde i Davids Sted paa hans Trone, og som fare paa Vogne og paa Heste, han og hans Tjenere og hans Folk. ⁵ Men dersom I ikke ville høre disse Ord, da. har jeg svoret ved mig selv, siger HERREN, at dette Hus skal blive til et Øde Sted. ⁶ Thi saa siger HERREN om Judas Konges Hus: Du var mig som Gilead, som Libanoris rop; men jeg skal sandelig gøre dig til en Ørk, til Stæder, som ikke bebos. ⁷ Og jeg vil indvie Fordærvere, der skulle komme over dig, hver med sine Vaaben; og de skulle omhugge dine udvalgte Gedre og kaste dem paa Ilden. ⁸ Og mange Hedninger skulle gaa forbi denne Stad, og de skulle sige hver til sin Næste: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved denne store Stad? ⁹ Og de skulle sige: Fordi de forlode HERRENS, deres Guds, Pagt, og tilbade andre Guder og tjente dem. ¹⁰ Græder ikke over den døde, og ynkes ikke over ham; græder bittert over den, som drager bort, thi han skal aldrig komme tilbage og se sit Fædreland. ¹¹ Thi saa har HERREN sagt om Sallum, Judas Konge, Josias's Søn, som var Konæ i Josias sin Faders Sted, og som drog ud fra dette Sted: Han skal ikke mere komme hid tilbage; ¹² men han skal dø paa det Sted, hvor lien de have bortført ham, og har skal ikke mere se dette Land. ¹³ Ve den, som bygger sit Hus med Uretfærdighed og sine Sale med Uret, ham, der lader sin Næste tjene for mig, og iam hans Arbejdes Løn, ¹⁴ ham ler siger: Jeg vil bygge mig et rummeligt Hus og luftige Sale; og som udhugger sig Vinduer og paneler det med Ceder og anstryger det med rødt. ¹⁵ Skulde du være Konge, fordi du brammer med Ceder? har din Fader ikke spist og drukket og øvet Ret og Retfærdigned? da gik det ham vel. ¹⁶ Han antog sig den elendiges og den fattiges Sag, da gik det vel til; er dette ikke "at kende mig?" siger HERREN. ¹⁷ Men dine Øjne og dit Hjerte ere ikke til andet end til din Vinding og til at udøse uskyldigt Blod og til at øve Vold og Undertrykkelse. ¹⁸ Derfor, saa siger HERREN om Jojakim, Josias's Søn, Kongen i Juda: De skulle ikke sørge over ham, og sige: Ak, min Broder! og ak, Søster! de skulle ikke sørge over ham og sige: Ak, Herre og ak, hans Herlighed! ¹⁹ Han skal begraves som et Asen begraves; man skal slæbe ham bort og kaste ham hen, langt uden for Jerusalems Porte. ²⁰ Stig op paa Libanon og raab, og opløft din Røst i Basan og raab fra Abarim! thi alle dine Elskere ere knuste. ²¹ Jeg talte til dig i din Tryghed, men du sagde: Jeg vil ikke høre; dette har været din Vej fra din Ungdom. af, at du ikke har villet høre paa min Røst. v ²² Alle dine Hyrder skal Vejret fortære, og dine Elskere skulle vandre i Fangenskab; thi da skal du beskæmmes og blive til Skamme for al din Ondskabs Skyld. ²³ Du, som bor paa Libanon og bygger Rede i Gedrene, hvor vil du finde Medynk, naar Smerter komme paa dig, Pine som hendes, der føder? ²⁴ Saa sandt jeg lever siger HERREN, var end Konias, Jojakims, Judas Konges Søn, en Signetring paa min højre Haand, saa vilde jeg dog rive dig bort derfra. ²⁵ Og jeg vil give dig i deres Haand, som tragte efter dit Liv, og i deres Haand, for hvis Ansigt du gruer, og i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i Kaldæernes Haand. ²⁶ Og jeg vil kaste dig og din Moder, som dig fødte, ud i et andet land, hvor I ikke ere fødte, og del skulle I dø. ²⁷ Men til det Land, hvorhen deres Sjæl længes efter at komme tilbage, derhen skulle de ikke komme tilbage. ²⁸ Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Sæd, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende? ²⁹ Land! Land! Land! hør HERRENS Ord! ³⁰ Saa siger HERREN: Indtegner denne Mand som barnløs som en Mand, der ikke skal have Lykke i sine Dage; thi ingen af hans Sæd skal have Lykke ved at sidde paa Davids Trone og herske fremdeles i Juda.

²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN.

³ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Jeremias? og jeg sagde: Figener! de gode Figener ere meget gode, og de slette ere meget slette, saa at de ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette.

⁶ Og jeg vil fæste mit Øje paa dem til det gode og føre dem tilbage til dette Land; og jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, og jeg vil plante og ikke oprykke dem.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias over alt Judas Folk, i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges fjerde Aar; det er Nebukadnezar, Kongen af Babels første Aar; ² hvilket Profeten Jeremias talte til alt Judas Folk og til alle Indbyggere i Jerusalem, sigende: ³ Fra Josias's, Amons Søns, Judas Konges trettende Aar og indtil denne Dag, hvilket nu er tre og tyve Aar, er HERRENS Ord kommet til mig; og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I have ikke hørt.

³ Fra Josias's, Amons Søns, Judas Konges trettende Aar og indtil denne Dag, hvilket nu er tre og tyve Aar, er HERRENS Ord kommet til mig; og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I have ikke hørt.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den.

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den. ¹⁶ Og de skulle drikke og tumle og rase over Sværdet, som jeg sender iblandt dem.

¹⁶ Og de skulle drikke og tumle og rase over Sværdet, som jeg sender iblandt dem. ¹⁷ Og jeg tog Bægeret af HERRENS Haand, og jeg gav alle Folkene, til hvilke HERREN sendte mig, at drikke:

¹⁷ Og jeg tog Bægeret af HERRENS Haand, og jeg gav alle Folkene, til hvilke HERREN sendte mig, at drikke: ¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag;

¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag; ¹⁹ Farao, Kongen i Ægypten, og hans Tjenere og hans Fyrster og alt hans Folk

¹⁹ Farao, Kongen i Ægypten, og hans Tjenere og hans Fyrster og alt hans Folk ²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod,

²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod, ²¹ Edom og Moab og Ammons Børn,

²¹ Edom og Moab og Ammons Børn, ²² og alle Konger i Tyrus og alle Konger i Sidon og Kongerne paa Kysten, som er paa hin Side Havet,

²² og alle Konger i Tyrus og alle Konger i Sidon og Kongerne paa Kysten, som er paa hin Side Havet, ²³ Dedan og Thema og Bus og alle dem med rundklippet Haar

²³ Dedan og Thema og Bus og alle dem med rundklippet Haar ²⁴ og alle Konger i Arabien og alle Konger over den hele Hob af alle Haande Folk; dem, som bo i Ørken,

²⁴ og alle Konger i Arabien og alle Konger over den hele Hob af alle Haande Folk; dem, som bo i Ørken, ²⁵ og alle Kkonger i Zimri og alle Konger i Elam og alle Konger i Medien,

²⁵ og alle Kkonger i Zimri og alle Konger i Elam og alle Konger i Medien, ²⁶ og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere nær, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem.

²⁶ og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere nær, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem. ²⁷ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Drikker og bliver drukne, og spyer og falder, saa at I ikke kunne staa op igen; for Sværdet; sorn jeg sender iblandt eder. ²⁸ Og det skal ske, naar de vægre sig ved at tage Bægeret af din Haand til at drikke, da skal du sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Drikke skulle I!

³¹ Der kommer et Bulder lige indtil Jordens Ende, thi HERREN har Trætte med Hedningerne, han holder Dom over alt Kød; de ugudelige giver han til Sværdet, siger HERREN. ³² Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, der udgaar Ulykke fra et Folk til et andet Folk, og en vældig Storm skal rejse sig fra det yderste af Jorden.

¹ I Begyndelsen af Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Regering kom dette Ord fra HERREN saalunde: ² Saa siger HERREN: Stil dig i HERRENS Hus's Forgaard, og tal til alle Judas Stæder, som komme for at tilbede i HERRENS Hus, alle de Ord som jeg har befalet dig at tale til dem, du skal ikke tage et Ord derfra. ³ Maaske de vilde høre og omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg maatte angre det onde, som jeg teenker at gøre imod dem, for deres Idrætters Ondskabs Skyld. ⁴ Og du skal sige til dem: Saa siger HERREN: Dersom I ikke høre mig om at vandre i min Lov, som jeg har sat for eders Ansigt, ⁵ og om at høre paa mine Tjeneres, Profeternes Ord, som jeg sender til eder, baade tidligt og ideligt, uden at I have villet høre dem: ⁶ Saa vil jeg gøre dette Hus ligt med. Silo og gøre denne Stad til en Forbandelse for alle Folkefærd paa Jorden. ⁷ Og Præsterne og Profeterne og alt Folket hørte, at Jeremias talte disse Ord i HERRENS Hus. ⁸ Og det skete, der Jeremias var færdig med at tale alt det, som HERREN havde befalet ham at tale til alt Folket, da grebe Præsterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: Du skal visselig dø! ⁹ Hvorfor spaaede du i HERRENS Navn og sagde: Dette Hus skal blive ligesom Silo, og denne Stad skal ødelægges, saa at ingen skal bo der? Og alt Folket samlede sig imod Jeremias i HERRENS Hus, ¹⁰ Og Judas Fyrster hørte disse Ord og de gik op fra Kongens Hus og til HERRENS Hus, og de satte sig ved Indgangen til HERRENS nye Port ¹¹ Og præsterne og Profeterne sagde til Fyrsterne og til alt Folket saaledes: Dødsdom over denne Mand thi han har spaaet imod denne Stad saaledes som I have hørt med eders Øren. ¹² Men Jeremias sagde til alle Fyrsterne og til alt Folket saaledes HERREN har sendt mig til at spaa imod dette Hus og imod denne Stad og til at forkynde alle de Ord, Søn I have hørt.

¹² Men Jeremias sagde til alle Fyrsterne og til alt Folket saaledes HERREN har sendt mig til at spaa imod dette Hus og imod denne Stad og til at forkynde alle de Ord, Søn I have hørt. ¹³ Saa bedrer nu eder Veje og eders Idrætter, og høre HERREN eders Guds Røst, saa skal HERREN angre det onde, som han ha talt imod eder.

¹³ Saa bedrer nu eder Veje og eders Idrætter, og høre HERREN eders Guds Røst, saa skal HERREN angre det onde, som han ha talt imod eder. ¹⁴ Og jeg, se! Jeg er i eders Haand; gører imod mig som det er godt, og som det er ret for eders Øjne.

¹⁴ Og jeg, se! Jeg er i eders Haand; gører imod mig som det er godt, og som det er ret for eders Øjne. ¹⁵ Kun det skulle vide, at dersom I dræbe mig, da ville I bringe uskyldigt Blod over eder og over denne Stad og over dens Indbyggere; thi i Sandhed HERREN har sendt mig til eder for at tale alle disse Ord for edes Øren.

¹⁵ Kun det skulle vide, at dersom I dræbe mig, da ville I bringe uskyldigt Blod over eder og over denne Stad og over dens Indbyggere; thi i Sandhed HERREN har sendt mig til eder for at tale alle disse Ord for edes Øren. ¹⁶ Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og til Profeterne: Der bør ingen Dødsdom fældes over enne Mand; thi har han talt til os HERREN vor Guds Navn. ¹⁷ Og nogle Mænd af de Ældste i Landet stode op, og de sagde til hele Folkets forsamling saaledes: ¹⁸ Morasktiten Zika spaaede i Ezekias's, Judas Konges Dage, og sagde til alt Judas Folk: Saa siger den HERRE Zebaoth: Den skal pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje. ¹⁹ Mon Ezekias, Judas Konge, og al Juda straks dræbte ham frygtede han ikke HERREN og bad ydmygt for HERRENS Ansigt, saa at HERREN angrede det Onde, som han havde talt imod dem? og vi, vi bringe en stor Ulykke over vore Sjæle. ²⁰ Der var ogsaa en Mand, som spaaede i HERRENS Navn, Urias, Semajas's Søn, fra Kirjath-Jearim; og han spaaede imod denne Stad og imod dette Land; aldeles som Jeremias's Ord vare. ²¹ Og Kong Jojakim og alle hans vældige og alle Fyrsterne hørte hans Ord, og Kongen søgte at dræbe ham; men Urias hørte det og frygtede og flyede og kom til Ægypten. ²² Men Kong Jojakim sendte Mænd til Ægypten, nemlig Elzzatan, Akbors, Søn, og nogle Mænd med ham til Ægypten. ²³ Og de førte Urias fra Ægypten og bragte ham til Kong Jojakizn, og denne slog ham ihjel med Sværdet og lod hans døde Krop kaste i de meniges Grave. ²⁴ Kun Ahikams, Safans Søns, Haand var med Jeremias, saa at man ikke gav ham i Folkets Haand til at dræbes.

² Saa sagde HERREN til mig: Gør dig Baand og Aag, og læg dem paa din Hals, ³ og send dem til Kongen i Edom og til Kongen i Moab og til Ammons Børns Konge og til Kongen i Tyrus og til Kongen i Sidon, ved de Sendebud, som ere komne til Jerusalem, til Zedekias, Judas Konge. ⁴ Og du skal befale dem at sige saaledes til deres Herrer: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Saaledes skulle I sige til eders Herrer: ⁵ Jeg har skabt Jorden, Menneskene og Dyrene; som ere paa Jordens Kreds, ved min store Magt og ved min udrakte Arm; og jeg har givet dem til den, hvem det synes mig ret. ⁶ Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endog saa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste. ⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl.

¹ Og det skete i dette Aar, i Begyndelsen af Judas Konge Zedekias's Regering, i det fjerde Aar, i den femte Maaned, at Profeten Hananias, Assurs Søn, som var fra Gibeon, sagde saaledes til mig i HERRENS Hus, for Præsterne og alt Folkets Øjne: ² Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Kongen af Babels Aag. ³ Inden et Par Aars Tid er omme vii jeg føre tilbage til dette Sted alle HERRENS Hus's Kar, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, tog fra dette Sted og førte til Babel. ⁴ Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger HERREN; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag. ⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias for Præsternes Øjne og for alt Folkets Øjne, medens de stode i HERRENS Hus, ⁶ ja, Profeten Jeremias sagde: Amen! HERREN gøre saa, HERREN stadfæste dine Ord, som du har spaaet om, at han vil lade HERRENS Hus's Kar og alle bortførte komme tilbage fra Babel til dette Sted! ⁷ Men hør kun dette Ord, som jeg taler for dine Øren og for alt Folkets Øren: ⁸ Profeterne, som have været før mig og før dig af fordums Tid, spaaede imod mange Lande og imod store Riger om Krig og om Ulykke og om Pest. ⁹ Men naar Profeten spaar om Fred, saa vil han, naar Profetens Ord gaar i Opfyldelse, erkendes som den Profet, HERREN i Sandhed har sendt. ¹⁰ Da tog Profeten Hananias Aaget af Profeten Jeremias's Hals og sønderbrød det. ¹¹ Og Hananias sagde saaledes for alt Folkets Øjne: Saa siger HERREN: Saaledes vil jeg inden et Par Aars Tid er omme, bryde Nebukadnezar, Kongen af Babels Aag af alle Folkenes Hals; og Profeten Jeremias gik sin Vej. ¹² Men HERRENS Ord kom til Jeremias, efter at Profeten Hananias havde brudt Aaget af Profeten Jeremias's Hals, og han sagde: ¹³ Gak og sig saaledes til Hananias: Saa siger HERREN: Du har sønderbrudt Træaag, men du har gjort Jernaag i Stedet for. ¹⁴ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har lagt et Jernaag paa alle disse Folks Hals, at de maa tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og de skulle tjene ham; ogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham. ¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn. ¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN. ¹⁷ Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.

²⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Præsterne saa lydende: ²⁶ Og HERREN har sat dig til Præst i Præsten Jojadas Sted, for at der maa være Opsynsmænd i HERRENS Hus over hver Mand, som raser, og som spaar, at du kan lægge dem i Blok og Baand: ²⁷ Hvorfor har du da nu ikke truet Jeremias fra Anathoth, som spaar for eder? ²⁸ thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt - ²⁹ Og Præsten Zefanja læste dette Brev for Profeten Jeremias's Øren. ³⁰ Og HERRENS Ord kom til Jeremias saalunde: ³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn: ³² Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil hjemsøge Nekelamiten Semaja og hans Afkom; han skal ikke have nogen, som skal bo midt iblandt dette Folk, og han skal ikke se det gode, som jeg vil gøre imod mit Folk, siger HERREN; thi han har prædiket Frafald fra HERREN.

⁴ Endnu vil jeg opbygge dig; og du skal bygges, du Israels Jomfru! endnu skal du pryde dig med Pauker og gaa ud i de legendes Dans. ⁵ Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug.

⁸ Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling.

²⁸ Og det skal ske, at ligesom jeg var aarvaagen over dern til at oprykke og til at nedrive og til at nedbryde og til at ødelægge og til at handle ilde med dem: Saaledes vil jeg være aarvaagen over dem til at bygge og til at plante, siger HERREN.

⁷ Se, Ianameel, din Farbroder, Sallums Søn, kommer til dig og siger: Køb dig min Ager, som er i Anathoth; thi du har Løsningsretten, at du kan købe den. ⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord. ⁹ Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

¹⁰ Saa siger HERREN: Endnu skal der paa dette Sted, om hvilket I sige: Det er øde, uden Folk og uden Fæ, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, som ere ødelagte, uden Folk og uden Indbyggere og uden Fæ, høres

¹ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, der Nebukadnezar, Kongen af Babel, og al hans Hær og alle Jordens Riger, som være under hans Haands Herredømme, og alle Folkene strede imod Jerusalem og imod alle dens Stæder; det lød: ² Saa siger HERREN, Israels Gud: Gak og sig til Zedekias, Judas Konge, ja, sig til ham: Saa siger HERREN: Se, jeg giver denne Stad i Kongen af Babels Haand, og han skal opbrænde den med Ild. ³ Og du skal ikke undkomme fra hans Haarld, men du skal visselig gribes og gives i hans Haand, og dine Øjne skulle se Kongen af Babels Øjne, og hans Mund skal tale til din Mund, og du skal komme til Babel.

³ Og du skal ikke undkomme fra hans Haarld, men du skal visselig gribes og gives i hans Haand, og dine Øjne skulle se Kongen af Babels Øjne, og hans Mund skal tale til din Mund, og du skal komme til Babel. ⁴ Men hør kun HERRENS Ord, Zedekias, Judas Konge! saa siger, HERREN om dig: Du skal ikke dø for Sværdet. ⁵ Du skal dø i Fred, og som man har brændt Baal over dine Fædre, de første Konger, som have været før dig, saa skulle de brænde Baal for dig og sørge over dig med et: "Ak Herre!" thi jeg har talt Ordet, siger HERREN. ⁶ Og Profeten Jeremias talte til Zedekias, Judas Konge, alle disse Ord i Jerusalem. ⁷ Og Kongen af Babels Hær stred ilnod Jerusalem og imod alle Judas Stæder, som vare blevne tilovers, imod Lakis og imod Aseka; thi disse vare blevne tilovers iblandt Judas Stæder som faste Stæder. ⁸ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at Kong Zedekias havde sluttet en Overenskomst med alt Folket, som var i Jerusalem, om at udraabe Frihed iblandt dem: ⁹ At enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige, det var en Hebræer eller en Hebræerinde, gaa ud som fri; at ingen skulde bruge sin Broder, naar det var en Jøde, til at trælle. ¹⁰ Og deri adløde alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgaaet denne Overenskomst, at enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige gaa ud som fri, saa at de ikke mere vilde bruge dem til at trælle, ja, de adløde og lode dem fare; ¹¹ men derefter gjorde de det om og toge de Tjenere og de Tjenestepiger, som de havde givet fri, tilbage, og de tvang dem til at være Tjenere og Tjenestepiger. ¹² Og HERRENS Ord kom til Jeremias, fra HERREN, saaledes: ¹³ Saa siger HERREN, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders Fædre den Dag, jeg udførte dem af Ægyptens Land, af Trælles Hus, og sagde: ¹⁴ Naar syv Aar ere til Ende, skulle I fri, give hver sin Broder, naar det er en Hebræer, som sælger sig til dig og skal tjene dig i seks Aar, for at du da skal lade ham drage fra dig som fri; men eders Fædre hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre dertil. ¹⁵ Men I omvendte eder i og gjorde det, som var ret for mine Øjne, ved at udraabe Frihed hver for sin Næste; og I gjorde en Pagt for mig i det Hus, som er kaldet efter mit Navn. ¹⁶ Dog gjorde I det om og vanhelligede mit Navn og tilbagetoge hver sin Tjener og hver sin Tjenestepige, hvilke I havde givet fri til at gøre, hvad de vilde, og I tvang dem til at være eders Tjenere og Tjenestepiger. ¹⁷ Derfor siger HERREN saaledes: I hørte mig ikke om at udraabe Frihed, hver for sin Broder og hver for sin Næste: Se, jeg udraaber Frihed for eder, siger HERREN, til Sværdet, til Pesten og til Hungeren, og jeg vil gøre eder til en Gru for alle Riger paa Jorden. ¹⁸ Og jeg vil give de Mænd, som overtraadte min Pagt og ikke holdt Pagtens Ord, som de sluttede for mit Ansigt, Pagten ved Kalven, hvilken de huggede i to Stykker og gik imellem dens Stykker, ¹⁹ nemlig Judas Fyrster, Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og det ganske Folk i Landet, som gik imellem Kalvens Stykker: ²⁰ Dem vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og deres døde Kroppe skulle være til Føde for Fuglene under Himmelen og for Dyrene paa Jorden. ²¹ Og Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Haanden paa Kongen af Babels Hær, som er draget op fra eder. ²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, i Judas Konge, Jojakims, Josias's Søns, Dage, saa lydende: ² Gak til Rekabiternes Hus og tal med dem, og før dem til HERRENS Hus til et af Kamrene, og giv dem Vin at drikke! ³ Da tog jeg Jaasanja, en Søn af Jeremias, der var en Søn af Habazinia, tillige med hans Brødre og alle hans Sønner og Rekabiternes hele Hus, ⁴ og jeg førte dem til HERRENS Hus, til den Guds Mand Hanans, Jigdaljas Søns, Børns Kammer, som var ved Siden af Fyrsternes Kammer, oven over Dørvogteren Maasejas, Sallums Søns, Kammer. ⁵ Og jeg satte for Rekabiternes Huses Børn Skaaler, fulde af Vin, tillige med Bægere, og jeg sagde til dem: Drikker Vin! ⁶ Men de sagde: Vi ville ikke drikke Vin; thi vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, har befalet os og sagt: I skulle ikke drikke Vin, hærken I eller eders Børn evindelig, ⁷ og I skulle ikke bygge Hus og ikke saa Sæd og ikke plante Vingaard og ikke have saadant; men I skulle bo i Telte alle eders Dage, paa det I maa leve mange, Dage i det Land, hvor I ere som fremmede. ⁸ Og vi adløde vor Fader Jonadabs, Rekabs Søns, Røst, i alt det, som han havde budt os, saa at vi aldrig i vore Dage drikke Vin, hverken vi, vore Hustruer, eller vore Sønner og vore Døtre, ⁹ og heller ikke bygge os Huse at bo udi, eller have Vingaard eller Mark eller Sæd. ¹⁰ Men vi boede i Telte og vare lydige og gjorde efter alt det, som vor Fader Jonadab havde budt os. ¹¹ Og det skete, der Nehukadnezar Kongen af Babel, drog op i Landet, da sagde vi: Kommer og lader os gaa ind i Jerusalem for Kaldæernes Hær og for Syrernes Hær; og vi bleve i Jerusalem. ¹² Da kom HERRENS Ord til Jeremias, saaledes: ¹³ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Gak, og sig til Judas Mænd og til Jerusalems Indbyggere: Ville I ikke annamme Tugt, saa at I adlyde mine Ord? siger HERREN. ¹⁴ De Ord ere holdte ved Magt, som Jonadab, Rekabs Søn; havde budt sine Børn, om ikke at drikke Vin, og de have ikke drukket Vin indtil denne Dag, fordi de adløde deres Faders Bud; men jeg, jeg har talt til eder tidligt og ideligt, og I have ikke adlydt mig. ¹⁵ Og jeg sendte til eder alle mine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, at sige: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og bedrer eders Idrætter, og vandrer ikke efter andre Guder til at tjene dem, og bor i Landet, hvilket jeg har givet eder og eders Fædre; men I bøjede ikke eders Øre og adløde mig ikke. ¹⁶ Efterdi Jonadabs Rekabs Sens, Børn have holdt deres Faaers Bud, som han havde budt dem, men dette Folk ikke har adlydt mig, ¹⁷ derfor, saa siger HERREN Zebaoths Gud, Israels Gud: Se jeg lader komme over Juda og over alle Indbyggere i Jerusalem al den Ulykke, som jeg har talt imod dem, fordi jeg talte til dem, og de hørte ikke, og fordi jeg kaldte ad dem, og de svarede ikke. ¹⁸ Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Fordi I adløde Jonadabs, eders Faders, Bud, og holdt alle hans Bud og gjorde efter alt det, som han havde budt eder, ¹⁹ derfor, saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Der skal ikke fattes for Jonadab, Rekabs Søn, en Mand, som skal staa for mit Ansigt alle Dage.

² Tag din Bogrulle og skriv i den alle de Ord, som jeg har talt til dig om Israel og om Juda og om alle Hedningerne, fra den Dag af, da jeg har talt til dig, fra Josias's Dage og indtil denne Dag.

²⁷ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, efter at Kongen havde opbrændt Rullen med Ordene, som Baruk havde skrevet efter Jeremias's Mund; det lød saaledes: ²⁸ Tag dig igen en anden Rulle, og skriv i den alle de forrige Ord, som stode i den forrige Rulle, hvilken Jojakim, Judas Konge, har opbrændt. ²⁹ Og om Jojakim, Judas Konge skal du sige: Saa siger HERREN: Du opbrændte denne Rulle og sagde: Hvorfor skrev du saaledes deri: Kongen af Babel skal komme og ødelægge dette Land og udrydde baade Folk og Fæ deraf? ³⁰ Derfor, saa siger HERREN om Jojakim, Judas Konge: For ham skal der ingen være, som sidder paa Davids Trone, og hans døde Krop skal være henkastet for Heden om Dagen og for Frosten om Natten. ³¹ Og jeg vil hjemsøge ham og hans Sæd og hans Tjenere for deres Misgerning, og jeg vil bringe over dem og over Jerusalems Indbyggere og over Judas Mænd al den Ulykke, som jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre. ³² Da tog Jeremias en anden Rulle og gav Skriveren Baruk, Nerias Søn, den, og han skrev i den efter Jeremias's Mund alle Ordene fra den Bog, som Jojakim, Kongen i Juda, havde opbrændt i Ilden; og der blev desuden endnu tillagte mange lignende Ord.

¹ Og Kong Zedekias, Josias's Søn, blev Konge i Stedet for Konias, Jojakims Søn; ham satte Nebukadnezar; Kongen af Babel, til Konge i Judas Land. ² Men han og hans Tjenere og Folket i Landet hørte ikke HERRENS Ord, som han talte ved Profeten Jeremias. ³ Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Præsten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kære, bed for os til HERREN vor Gud! ⁴ Og Jeremias gik ind og gik ud midt iblandt Folket, og man havde ikke sat ham i Fængsel. ⁵ Og Faraos Hær var draget ud af Ægypten; og da Kaldæerne, som belejrede Jerusalem, hørte Rygtet om dem, droge de op fra Jerusalem. ⁶ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, Profeten, saalunde: ⁷ Saa siger HERREN, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten;

⁷ Saa siger HERREN, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten; ⁸ sig Kaldæerne skulle komme tilbage og stride imod denne Stad, og de skulle indtage den og opbrænde den med Ild. ⁹ Saa siger HERREN: Bedrager ikke eder selv, idet I sige: Kaldæerne skulle visselig drage fra os; thi de skulle ikke drage bort. ¹⁰ Thi om I end sloge hele Kaldæernes Hær, som strider imod eder, og der kun blev nogle saarede Mænd tilovers af dem, skulle dog disse rejse sig, hver i sit Telt, og opbrænde denne Stad med Ild. ¹¹ Og det skete, der Kaldæernes Hær var draget op fra Jerusalem for Faraos Hærs Skyld, ¹² da gik Jeremias ud af Jerusalem, for at gaa til Benjamins Land at hente sin Del derfra, midt iblandt Folket. ¹³ Og som han var i Benjamins Port; da var der en Befalingsmand, hvis Navn var Jerija, Selemjas Søn, Hananjas Sønnesøn; og han greb Profeten Jeremias og sagde: Du vil gaa over til Kaldæerne. ¹⁴ Og Jeremias sagde: Det er Løgn, jeg vil ikke gaa over til Kaldæerne; men han vilde ikke høre ham, og Jerija greb Jeremias og fugte ham til Fyrsterne. ¹⁵ Og Fyrsterne bleve vrede paa Jeremias og sloge ham; og de kastede ham i Fængselet i Skriveren Jonathans Hus; thi det havde de gjort til et Fængsel. ¹⁶ Saa kom da Jeremias i Fangehullet og ned i Kælderne, og Jeremias blev der mange Dage. ¹⁷ Og Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente, og Kongen spurgte ham i sit Hus i Løndom og sagde: Er der Ord fra HERREN? Og Jeremias sagde: Ja, der er; og han sagde: Du skal gives i Kongen af Babels Haand. ¹⁸ Og Jeremias sagde til Kong Zedekias: Hvad har jeg syndet imod dig og imod dine Tjenere og imod dette Folk, at I have kastet mig i Fængselet? ¹⁹ Og hvor ere eders Profeter, som spaaede for eder og sagde: Kongen af Babel skal ikke komme over eder eller over dette Land? ²⁰ Og nu, hør dog, min Herre Konge, kære, lad min ydmyge Begæring komme ind for dit Ansigt, og lad mig ikke føre tilbage til Skriveren Jonathans Hus, at jeg ikke skal dø, der. ²¹ Og Kong Zedekias bød, og de forvarede Jeremias i Fængselets Forgaard, og han lod ham give et Stykke Brød hver Dag fra Bagornes Gade, indtil alt Brødet i Staden var fortæret; saa blev Jeremias i Fængselets Forgaard.

² Saa siger HERREN: Hvo, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten; men den, som gaar ud til Kaldæerne, han skal leve, og han skal have sit Liv som Bytte, saa at han skal blive i Live.

⁶ Da toge de Jeremias og kastede ham i Malkias, Meleks Søns, Hule, som var i Fængselets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Reb, og i Hulen var der ikke Vand, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet. ⁷ Der Kusiten Ebed-Melek, en Mand, som var Hofmand og var i Kongens Hus, hørte, at man havde kastet Jeremias i Hulen, og Kongen sad i Benjamins Port, ⁸ da gik Ebed-Melek ud af Kongens Hus, og han talte med Kongen og sagde: ⁹ Min Herre Konge: Disse Mænd have gjort ilde i alt det, de have gjort imod imod Profeten Jeremias, som de kastede i Hulen, saa at han der hvor han er, maa dø af Hunger; thi her er ikke Brød i Staden mere. ¹⁰ Da befalede Kongen Kusiten Ehed-Melek og sagde: Tag tredive Mand herfra med dig, og drag Profeten Jeremias op af Hulen, førend han dør. ¹¹ Og Ebed-Melek tog Mændene med sig og gik ind i Kongens Hus, hen under Forraadskammeret, og tog derfra nogle gamle Pjalter og gamle Klude og lod dem gaa ned til Jeremias i Hulen med Rebene. ¹² Og Kusiten Ebed-Melek sagde til Jeremias: Læg dog de gamle Pjalter og Klude om dine Aksler under Rebene; og Jerelnias gjorde saaleledes. ¹³ Og droge Jeremias op med Rebene og førte ham op af Hulen; og Jeremias blev i Fængselets Forgaard.

¹⁸ Men dersom du ikke gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal denne Stad gives i Kaldæernes Haand, og de skulle opbrænde den med Ild, og du skal ikke undkomme af deres Haand.

¹ Thi Judas Konges, Zedekias's, niende Aar, i den tiende Maaned, kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, og al hans Hær til Jerusalem, og de belejrede den. ² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden.

² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden. ³ Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster.

³ Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster. ⁴ Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmændene, der de saa dem flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten. ⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte dem, og de naaede Zedekias paa Sletten ved Jeriko og grebe ham og førte ham op til Nebakadnezar, Kongen af Babel, til Ribla i Hamats Land; og han holdt Ret over ham. ⁶ Og Kongen af Babel ihjelslog Zedekias's Børn i Ribla for hans Øjne; og Kongen af Babel ihjelslog alle de ypperste i Juda. ⁷ Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁸ Og Kaldæerne opbrændte Kongens Hus og Folkets Huse med Ild; og de nedbrøde Jerusalems Mure. ⁹ Og de Øvrige af Folket, som vare blevne tilbage i Staden, og de frafaldne, som vare gaaede over til ham, de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage, dem bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, til Babel. ¹⁰ Men af det fattige Folk, som ikke ejede noget, lod Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, nogle blive tilbage i Judas Land; og han gav dem Vingaarde og Alle paa den samme Dag. ¹¹ Men Nebukadnezar, Kongen af Babel gav Befaling om Jeremias, ved Nebuzar-Adan, den øverste for Livvagten og sagde: ¹² Tag ham og lad dine Øjne være over ham og gør ham ikke noget ondt; men eftersom han taler til dig, saa gør du med ham. ¹³ Da sendte Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten og Nebusasban-Rabsaris og Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Kongen af Babels Stormænd ¹⁴ de sendte Bud og toge Jeremias ud af Fængselets Forgaard og overgave ham til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, for at føre ham til Huset; og han boede midt iblandt Folket. ¹⁵ Og HERRENS Ord var kommet til Jeremias; der han var indelukket i Fængselets Forgaard, saalunde: ¹⁶ Gaa og sig til Kusiten Ebed-Melek: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg vil lade mine Ord komme over denne Stad til det onde og ikke til det gode; og de skulle opfyldes for dit Ansigt den Dag; ¹⁷ men dig vil jeg redde paa den Dag, siger HERREN; og du skal ikke gives i de Mænds Haand, for hvis Ansigt du gruer. ¹⁸ Thi jeg vil visselig lade dig undkomme, og du skal ikke falde for Sværdet, men du skal have din Sjæl som et Bytte; thi du fortod dig paa inig, siger HERREN.

²² Derfor skulle I nu visselig vide, at I skulle dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten, paa det Sted, hvorhen I have Lyst til at komme for der at være som fremmede.

¹⁰ og sig til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg sender Bud og henter Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil sætter hans trone oven over disse Stene, som jeg har skjult, og han skal udbrede sit kostelige Tæppe over dem.

⁶ Da udøstes min Harme og min Vrede, og den brændte i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, saa at de bleve til en Ørk, til et øde, som det ses paa denne Dag.

¹⁷ Men vi ville fuldt og fast holde det Ord, som er udgaaet af vor Mund om at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning udøse Drikofre for hende, saaledes som vi have gjort, vi og vore Fædre, vore Konger og vore Fyrster, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader; og vi bleve mætte af Brød og havde det godt og saa ingen Ulykke.

¹ HERRENS Ord, som kom: til Profeten Jeremias, imod Hedningerne. ² Imod Ægypten, imod Farao-Neko, Kongen af Ægyptens Hær, som stod ved Floden Eufrat fra Karkemis, og som Nebukadnezar, Kongen af Babel, slog i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns fjerde Aar: ³ Bereder smaa Skjolde og store Skjolde, og kommer frem til Striden. ⁴ Spænder Hestene for og stiger op paa Hestene, og stiller eder frem med Hjelme paa; polerer Spydene, ifører eder Panserne! ⁵ Hvorfor ser jeg dem forfærdede og vigende tilbage, og at deres vældige knuses og ilsomt fly uden at se tilbage? Rædsel trindt omkring, siger HERREN. ⁶ Den lette skal ikke undfly og den vældige ikke undkomme; imod Nord, ved Bredden af Floden Eufrat, snuble de og falde. ⁷ Hvo er denne, der stiger op som Nilen, hvis. Vande bølge som Floderne? ⁸ Ægypten stiger op som Nilen, og Vandene bølge som Floderne; og det sagde: Jeg vil stige op, bedække Landet, ødelægge Stæder og dem, som bo deri. ⁹ Drager op, I Heste! og raserr I Vogne! og lader de vældige drage ud: Morland og Put, udrustede med Skjold, og Ludierne, de Øvde Bueskytter. ¹⁰ Og denne Dag er Herrens, den HERRE Zebaoths Hævns Dag, da han vil hævne sig paa sine Modstandere, og Sværdet skal fortære dem, og blive mæt og vædet af deres Blod; thi Herren, den HERRE Zebaoth har Slagtoffer i Nordenland ved Floden Eufrat. ¹¹ Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! forgæves bruger du megen Lægedorm der er ingen Helbredelse for dig. ¹² Folkefærd hørte din Skam, og dit Klagemaal fyldte Landet; thi den vældige snublede over den vældige, de faldt begge tilsammen. ¹³ Det Ord, sum HERREN talte til Profeten Jeremias, om at Nebukadnezar, Kongen af Babel, skulde komme at slaa Ægyptens Land: ¹⁴ Kundgører det i Ægypten, og lader det høres i Migdol, og lader det høres i Nof og i Thakpankes; siger: Stil dig frem, lav dig til, thi Sværdet har fortæret, hvad der er trindt omkring dig. ¹⁵ Hvorfor ere dine mægtige slagne med? de holdt ikke Stand, thi HERREN stødte dem ned. ¹⁶ Han bragte mange til at snuble; den ene faldt endog over den anden, og de sagde: Staar op og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreland, for ødelæggelsens Sværd. ¹⁷ Der raabte de: Farao, Kongen af Ægypten; er et Bulder; han lod den bestemte Tid gaa forbi. ¹⁸ Saa sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er HERRE Zebaoth: Som Tabor iblandt Bjergene og som Karmel ved Havet, skal han komme. ¹⁹ Skaf dig Rejsetøj, du Indbyggerske, Ægyptens Datter! thi Nof skal blive øde og opbrændes, saa at ingen skal bo deri. ²⁰ Ægypten er er saare dejlig Kvie; Fordærvelse fra Norden kommer, den kommer.

²⁰ Ægypten er er saare dejlig Kvie; Fordærvelse fra Norden kommer, den kommer. ²¹ Og saa dets Lejesvende i dets Midte der ere som fedede Kalve, ogsaa disse vende om, de fly til Hobe, di holde ikke Stand; thi deres Fordærvelses Dag kommer over dem, dere, Hjemsøgelses Tid. ²² Dets Lyde som Slangens, der bevæger sig frem thi med en Hær rykke de frem, o med Økser anfalde de det som de der ville omhugge Træer. ²³ De skulle udrydde dets Skov, siger HERREN, thi den er uigennemtrængelig; thi de ere flere end Græshopper, og de er ikke Tal paa dem. ²⁴ Ægypten Datter er beskæmmet, hun er give i Nordens Folks Haand. ²⁵ Den HERREN Zebaboth, Israels Gud, siger: Se; jeg hjemsøger Amon fra No og Farao og Ægypten; og dets Guder og dets; unger, ja Farao og dem, som forlade sig paa ham. ²⁶ Og jeg vil give dem i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Nebukadnezar, Kongen af Babels, Haand, og i hans Tjeners Land; og derefter skal det holde sig roligt, ligesom i gamle dage, siger HERREN. ²⁷ Men du, frygt du ej, min tjener Jakob, og forfærdes ikke, Israel; thi se, jeg frelser dig fra et langt bortliggende Land og din Sæd fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo stille og roligt, og ingen skal forfærde ham. ²⁸ Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger HERREN, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

⁹ Thi se, jeg opvækker og fører op imod Babel en Samling af store Folkeslag fra Nordenland, og de skulle ruste sig imod den; ved dem skal den indtages; deres Pile ere som en forstandig Helt, der ikke vender tilbage med uforrettet Sag.

³⁴ Men deres Genløser er stærke HERRE Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro.

⁴¹ Se, et Folk kom der fra Norden, ja et stort Folk og mange Konger skulle rejse sig fra det yderste af Jorden.

¹⁷ Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udkaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.

¹ Zedekias var et og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Hamutal Jeremias's Datter fra Libna. ² Og han havde gjort det, som var ondt for HERRENS Øjne, efter alt det, som Jojakim gjorde. ³ Men det gik efter HERRENS Vrede i Jerusalem og Juda indtil han forkastede dem for sit Ansigt; og Zedekias faldt fra Kongen af Babel. ⁴ Og det skete i han; Regerings niende Aar, i den tiende Maaned, gaa den tiende Dag i Maaneden, da kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, han og al hans Hær, mod Jerusalem, og lejrede sig imod den, og de byggede et Bolværk imod den trindt omkring. ⁵ Saa blev Staden belejret indtil Kong Zedekias's ellevte Aar. ⁶ I den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staten, og der var ikke Brød for Folket i Landet. ⁷ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede og droge ud af Staden om Natten, ad Vejen igennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have, medens Kaldæerne laa trindt omkring Staden; og de droge hen ad Vejen til den slette Mark. ⁸ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede Zedekias paa den slette Mark ved Jeriko; og hele hans Hær blev adspredt fra ham. ⁹ Og de grebe Kongen; og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla i Hamaths Land; og han holdt Ret over ham. ¹⁰ Og Kongen af Babel lod Zedekias's Sønner nedhugge for ¹¹ og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker, og Kongen af Babel lod ham føre til Babel og satte ham i Straffehuset indtil hans Dødsdag. ¹² Og i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden (det Aar var Kong Nebukadnezars, Kongen af Babels, nittende Aar), kom Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, som stod for Kongen af Babels Ansigt, til Jerusalem. ¹³ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus og alle Husene i Jerusalem, ja, alle store Huse opbrændte han med Ild. ¹⁴ Og hele Kaldæernes Hær, som var med Øversten for Livvagten, nedbrød alle Jerusalems Mure trindt omkring. ¹⁵ Og nogle af de ringeste af Folket og det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og de Haandværksmænd, som vare blevne tilbage, førte Nebusar-Adan, Øvelsten for Livvagten, bort. ¹⁶ Og Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, lod nogle af de ringeste i Landet blive tilbage til Vingaardsmænd og til Agerdyrkere. ¹⁷ Og Kobberstøtterne, som vare i HERRENS Hus, og Stolene og Kobberhavet, som var i HERRENS Hus, sønderbrøde Kaldæerne; og de førte alt Kobberet af dem til Babel. ¹⁸ Og Gryderne og Skufferne og Knivene og Skaalerne og Røbelseskaalerne og alle Kobberkarrene, som brugtes til Tjenesten, toge de bort, ¹⁹ og Bækkenerne og Ildkarrene og Skaalerne og Gryderne og Lysestagerne og Røgelseskaalerne og Bægerne, hvad som var helt Guld, og hvad som var helt Sølv, tog den øverste for Livvagten. ²⁰ De to Støtter, det ene Hav og de tolv Kobberøksne, som vare derunder, samt Stolene, som Kong Salomo havde gjort til HERRENS Hus: Der var ikke Vægt paa Kobberet af alle disse Ting. ²¹ Og hvad Støtterne angaar, da var Højden af een Støtte atten Alen, og en Traad, tolv Alen lang, gik omkring den, og denne var fire Fingre tyk og hul. ²² Og Kronen derpaa var af Kobber, og een Krones Højde var fem Alen, og Nettet og Granatæblerne trindt omkring paa Kronen var alt sammen af Kobber, og paa samme Maade var den anden Støtte og Granatæblerne. ²³ Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler efter Vindene; alle Granatæblerne paa Nettet trindt omkring vare hundrede. ²⁴ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, og Zefanja, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærske Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene, ²⁵ og syv Mænd af dem, som saa Kongens Ansigt, og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden, og som udskrev Folket i Landet, og tresindstyve Mænd af Folket i Landet, som fandtes i Staden. ²⁶ Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte: dem til Kongen af Babel, til Ribla. ²⁷ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land. ²⁸ Dette er det Folk, som Nebukadnezar bortførte: I det syvende Aar tre Tusinde og tre og tyve af Juda; ²⁹ i Nebukadnezars attende Aar: Af Jerusalem otte Hundrede og to og tredive Sjæle; ³⁰ i Nebukadnezars tre og tyvende Aar bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, af Jøderne syv Hundrede og fem og fyrretyve Sjæle; alle Sjæle vare tilsammen fire Tusinde og seks Hundrede. ³¹ Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Judas Konge, var bortført, i den tolvte Maaned paa den fem og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evil Merodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jojakins, Judas Konges, Hoved og førte ham ud af Fængselets Hus. ³² Og han talte gode Ord med ham, og han satte hans Stol over de Kongers Stole, som vare hos ham i Babel. ³³ Og han omskiftede sine Fængsels Klæder, og han aad stedse Brød for hans Ansigt i alle sine Livsdage. ³⁴ Og, angaaende hans Underholdning, da gaves ham stadig Underholdning af Kongen i Babel, hver Dag, hvad han behøvede for en Dag indtil hans Dødsdag alle hans Landflygtigheds Dage Livsdage.

¹¹ De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der. ⁴ Og jeg saa, og se der kom et Stormvejr af Norden, en stor Sky og Ild, som slyngede sig sammen, og med en Glans trindt omkring; og midt ud af den var der som et Syn af glødende Malm, midt ud af Ilden.

³ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! jeg sender dig til Israels Børn, til de frafaldne Folk, som ere faldne fra mig; de og deres Fædre, de have gjort Overtrædelse imod mig indtil denne Dag. ⁴ Og disse Børri, haarde af Ansigt og stive af Hjerte til dem sender jeg dig; og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: ⁵ Og de, hvad enten de lyde eller lade være (thi de ere et genstridigt Hus); skulle dog vide, at der har været en Profet midt iblandt dem. ⁶ Og du Menneskesøn! frygt ej for dem, og frygt ej for deres Ord; thi de ere vel Nælder og Torne for dig, og du bor hos Skorpioner, men frygt ej for deres Ord, og lad dig ej forfærde for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus. ⁷ Og du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de lyde eller lade være; thi de ere genstridige.

⁸ Se jeg gør dit Ansigt haardt imod deres Ansigt og din Pande haard imod deres Pande. ⁹ Jeg gør din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ej forfærdes for deres Ansigt; thi de ere et enstridigt Hus. ¹⁰ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! alle mine Ord, som jeg taler til dig, annam dem i dit Hjerte, og hør dem med dine Øren!

¹⁰ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! alle mine Ord, som jeg taler til dig, annam dem i dit Hjerte, og hør dem med dine Øren! ¹¹ Og gak hen, kom til de bortførte, til dit Folks Børn, og tal til dem, og sig til dem: Sø siger den Herre, HERRE hvad enten de lyde eller lade være.

¹⁴ Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men HERRENS Haan i var stærk over mig. ¹⁵ Og jeg kom til de bortførte til Tel-Abib, til dem, som boede ved Floden Kebar, og der, hvor de boede, blev jeg siddende i syv Dage, stum midt iblandt dem. ¹⁶ Om det skete, der syv Dage vare til Ende, da kom HERRENS Ord til mig saaledes:

¹⁶ Om det skete, der syv Dage vare til Ende, da kom HERRENS Ord til mig saaledes: ¹⁷ Du Menneskesøn! jeg har sat dig til en Vægter for Israels Hus, og du skal høre Ord af. min Mund og advare dem paa mine Vegne.

¹⁷ Du Menneskesøn! jeg har sat dig til en Vægter for Israels Hus, og du skal høre Ord af. min Mund og advare dem paa mine Vegne. ¹⁸ Naar jeg sige til den ugudelige: Du skal visselig dø, og du ikke advarer ham og ikke taler for at advare den ugudelige for hans ugudelige Vej, for at frelse hans Liv: Da skal den ugudelige selv dø i sin Misgerning, og jeg vil kræve hans. Blod af din Haand.

¹⁸ Naar jeg sige til den ugudelige: Du skal visselig dø, og du ikke advarer ham og ikke taler for at advare den ugudelige for hans ugudelige Vej, for at frelse hans Liv: Da skal den ugudelige selv dø i sin Misgerning, og jeg vil kræve hans. Blod af din Haand. ¹⁹ Men naar du har advaret den ugudelige, og han dog ikke omvender sig fra sin Ugudelighed og fra sin ugudelige Vej, da skal han dø i sin Misgerning, men du har din Sjæl frelst. ²⁰ Og naar en retfærdig vender sig bort fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for hans Ansigt, skal han dø; fordi du ikke har advaret ham, skal han dø i sin Synd, og harls retfærdige Gerninger, som han har gjort, -skulle ikke ihukommes; og hans Blod vil jeg kræve af din Haand. ²¹ Men naar du har advaret den retfærdige, at den retfærdige ikke maa synde, og han ikke synder, da skal han visselig leve; thi han lod sig advare; og du har din Sjæl frelst.

²⁷ Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et genstridigt Hus.

¹⁰ Se Dagen! se, den kommer! Morgenen bryder frem, Riset blomstrer, Hovmodigheden skyder op.

⁹ Og han sagde til mig: Gak ind og se de slemme Vederstyggeligheder, som de gøre her. ¹⁰ Og jeg gik ind og saa, og se, der var alle Haande Ormes og Dyrs Billeder, Vederstyggelighed, og alle Israels Hus's Afguder udgravede paa Væggen, rundt omkring. ¹¹ Og halvjerdsindstyve Mænd af Israels Hus's Ældste, samt Jaasanja, Safans Søn, som stod midt iblandt dem, stode for deres Ansigt, og hver havde sit Røgelsekar i sin Haand, og der opsteg en Skydamp af Røgelsen.

³ og som sige: det er ikke saa nær, at vi skulle bygge Huse; denne er Gryden, og vi ere Kødet.

⁷ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Eders ihjelslagne, som I have lagt midt i den, de ere Kødet, og den selv er Gryden; men eder skal man udføre midt af den.

²² Du Menneskesøn! hvad er dette for et Ordsprog, I have i Israels Land, naar der siges: Dagene trække ud, og ethvert Syn bliver til intet? ²³ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade dette Ordsprog høre op, og de skulle ikke ydermere bruge det som et Ordsprog i Israel; men sia til dem: Dagene ere nær, og hvad hvert Syn udsiger.

²⁵ Thi jeg er HERREN, jeg taler det Ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales længere; thi i eders Dage, du genstridige Hus! taler jeg et Ord og fuldkommer det, siger den Herre, HERRE.

²⁸ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Der skal ikke eet af alle mine Ord forhales længere; det Ord, som jeg taler, det skal og ske, siger den Herre, HERRE.

³ Og fremsæt en Lignelse for det genstridige Hus, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Sæt Gryden paa, sæt den paa, og øs ogsaa Vand derudi! ⁴ Saml deri de Stykker, som høre dertil, alle de gode Stykker, Kølle og Bov; fyld den med de bedste Ben! ⁵ Tag det bedste af Hjorden, og læg ogsaa for Benenes Skyld en Stabel Brænde derunder; bring den til at koge godt, at ogsaa Benene deri blive kogte. ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad, en Gryde, hvori der er Rust, og hvis Rust ikke er gaaet af den! tag et Stykke efter det andet ud deraf, der skal ikke kastes Lod derover. ⁷ Thi dens Blod er blevet midt udi den, den har lagt det paa en solbrændt Klippe; den udøste det ikke paa Jorden, at man kunde have skjult det med Støv. ⁸ Paa det jeg skulde lade min Vrede opstige, paa det jeg skulde hævne strengelig, har jeg ladet dens Blod komme paa den solbrændte Klippe, at det ikke skulde skjules. ⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad! ogsaa jeg vil gøre Brændestaberen stor. ¹⁰ Bær meget Træ til, optænd Ilden, lad Kødet blive mørt, og lad Suppen koge, saa at Benene forbrændes. ¹¹ Og sæt den saa tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed og dens Kobber glødes og dens Urenhed smeltes midt i den, at dens Rust kan fortæres. ¹² Ved at volde Anstrengelse havde den trættet mig, og dens megen Rust gik dog ikke af den; i Ilden med dens Rust! ¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig. ¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

¹⁸ Du Menneskesøn! istem en Sørgesang over Ægyptens Hob, og lad den fare ned, den og Døtrene af herlige Folkefærd, til Underverdenens Land, til dem, som nedfare i Hulen.

⁶ Men naar Vægteren saa Sværdet komme og ej blæste i Trompeten, og Folket ej advaredes, og Sværdet kom og tog en Sjæl bort af dem: Saa blev han vel borttagen for sin Misgernings Skyld, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Haand. ⁷ Og du, Menneskesøn! Jeg har sat dig til Vægter for Israels Hus, at, naar du hører det Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne. ⁸ Naar, jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige skal visselig dø, og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans Vej, da skal han den ugudelige, vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

³⁶ Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg HERREN, jeg har talt og gjort det.

³ Og Synet som jeg saa, var at se til som det Syn, hvilket jeg havde set, da jeg kom til Stadens Ødelæggelse, og det var Syner som det Syn, hvilket jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel.

⁶ Thi af Israel er ogsaa den, en Mester har gjort den, og den er ikke en Gud; men til Splinter bliver Samarias Kalv.

² Som det kaldte paa dem, saa gik de bort fra deres Ansigt, og til Baalerne ofre de, og for de udskaarne Billeder gøre de Røgelse.

¹¹ Og HERREN opløfter sin Røst foran sin Hær, thi saare stor er hans Lejr, thi mægtig er den, som udretter hans Ord;

¹ De Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderlie fra Thekoa, saa over Israel i Judas Konge Ussias's Dage og i Israels Konge Jeroboams, Joas's Søns, Dage, to Aar før Jordskælvet.

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.

⁸ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: Et Blylod; da sagde Herren: Se, jeg vil bruge et Blylod midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.

¹⁰ Da sendte Amazia, Præsten i Bethel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet Sammensværgelse imod dig, midt i Israels Hus, Landet kan ikke udholde alle hans Ord.

² Og han sagde: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde HERREN til mig: Enden er kommen for mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

¹ Og HERRENS Ord kom til Jonas, Amithajs Søn, saa lydende:

² Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg paalægger dig.

¹ HERRENS Ord, som Moraskthiten Mika: Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, det, som han saa over Samaria og Jerusalem.

⁸ Men jeg er derimod fuld af Kraft, HERRENS Aand, og af Ret og Styrke til at kundgøre Jakob hans Overtrædelse og Israel hans Synd. ⁹ Hører dog dette, I Jakobs Hus's Øverster og Israels Hus's Dommere! I, som afsky Ret og gøre det lige kroget!

⁶ Dog, mine Ord og mine Bestemmelser, som jeg meddelte mine Tjenere, Profeterne, have de ikke rammet eders Fædre, saa de vendte om og sagde: Ligesom den HERRE Zebaoth havde tænkt at gøre imod os efter vore Veje og efter vore Idrætter, saaledes har han gjort imod os.

² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser, og se en Lysestage, hel af Guld, med dens Oliekar oven paa den, og den: syv Lamper paa den, syv Rør ti hver af Lamperne, som ere over porten;

² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Bogrulle, dens Længde tyve Alen og dens Bredde ti Alen.

⁵ Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Naar I have fastet og sørget i den femte og i den syvende Maaned, og dette nu i halvfjeldsindstyve Aar, mon I da virkelig have fastet for mig?

¹⁹ Saa siger den HERRE Zebaoth: Fasten i den fjerde Maaned og Fasten i den femte og Fasten i den syvende og Fasten i den tiende skal blive Judas Hus til Fryd og til Glæde og til gode Højtider; men elsker Sandheden og Freden!

¹⁹ Men naar de overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I Skulle tale; thi det skal gives Eder i den samme Time, hvad I skulle tale.

²⁶ Frygter derfor ikke for dem; thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet er lønligt, som man jo skal faae at vide.

³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt.

²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

¹⁵ Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen! ¹⁶ Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt.

¹⁵ Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv,

⁴¹ Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand,

⁷⁶ Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie,

²⁸ Men han sagde til ham: du svarede ret; gjør dette, saa skal du leve.

⁴ Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere. ⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham.

¹² thi den Hellig Aand skal lære Eder i den samme Stund, hvad I bør sige.

³⁵ Eders Lænder være ombundne, og Eders Lys brændende.

³⁹ Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel.

¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.

⁴² Denne fandt først sin Broder Simon og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus).

¹³ Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus.

²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed,

⁹ Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham. ¹⁰ Og han udfriede ham af alle hans Tængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten og sit ganske Huus.

⁴¹ Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger.

¹⁰ fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad.

²⁰ hvorledes jeg har Intet forholdet af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og lærte Eder offentligen og i Eders egne Huse,

²⁷ thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad.

¹⁷ idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,

¹ Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium,

²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre.

¹⁶ Thi om jeg prædiker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke prædiker!

⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde; ¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse, ⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

¹ Jeg kommer denne tredie gang til Eder; ved to eller tre Vidners Mund skal enhver Sag stadfæstes. ² Jeg har sagt forud og siger det forud, at anden gang nærværende, og skriver det nu fraværende til dem, som forhen syndede, og til alle de Øvrige, at om jeg kommer igjen, vil jeg ikke skaane,

¹⁵ Men der det behagede Gud, som fra Moders Liv havde udseet mig, og som kaldte mig ved sin Naade, ¹⁶ at aabenbare sin Søn i mig, paa det jeg skulde forkynde ham i blandt Hedningerne: da strax bespurgte jeg mig ikke med Kjød og Blod,

²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,

¹¹ Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, ¹² til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,

²⁰ for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.

² men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i philippi, vare vi alligevel frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos Eder under megen Kamp.

¹⁹ Men Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl: Herren kjender Sine; og: hver den, som nævner Christi Navn, afstaae fra Uretfærdighed. ²⁰ Men i et stort Huues ere ikke alene kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Leer, og nogle til Ære, andre til Vanære. ²¹ Dersom da Nogen holder sig reen fra disse, skal vorde et kar til Ære, helliget og Huusbonden nyttigt tilberedt til al god Gjerning.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube. ¹⁸ Herren vil og frie mig fra alt Ondt og frelse mig til sit himmelske Rige; han være Ære i al Evighed! Amen.

⁵ Eders Vandel være uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig, ⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

¹³ Derfor omgjorder Eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter Eders Haab aldeles til den Naade, som bliver Eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.

³ Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle prophetere tusinde to hundrede og tresindstyve Dage, iførte Sække. ⁴ Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som staae for Jordens Gud. ⁵ Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaaer der Ild af deres Mund og fortærer deres Fjender; og dersom Nogen vil gøre dem Skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes. ⁶ Disse have magt at tillukke Himmelen at der ingen Regn skal falde i deres Propheties Dage; og de have Magt over Vandene, at forvandle dem til Blod og at slaae Jorden med allehaande Plager, saa ofte de ville.

¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær. ²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.