Isaiah 47 Cross References - Danish

¹ Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig "den kælne" og "den yppige". ² Tag fat paa Kværnen og mal Mel; slaa Sløret til Side, løft Slæbet, blot Benene, vad over Floderne! ³ Lad din Blusel blottes og din Skam ses; jeg vil hævne mig, og jeg, skal ikke møde noget Menneske. ⁴ Vor Genløser, hans Navn er HERRE Zebaoth, Israels Hellige. ⁵ Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger. ⁶ Jeg var vred paa mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over den alderstegne. ⁷ Og du sagde: Jeg skal være Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke tænkt paa, hvad Enden skulde blive delpaa. ⁸ Saa hør nu dette, du vellystige! du som bor tryggelig og siger i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg, jeg skal ikke sidde Enke og ej vide, hvad det er at vorde barnløs. ⁹ Men disse to Ting skulle i et Øjeblik komme over dig paa een Dag: At blive barnløs og Enke; i fuldt Maal skulle de komme over dig, uagtet dine mange Trolddomskunster, og uagtet dine mange stærke Besværgelser. ¹⁰ Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg. ¹¹ Men det onde skal komme over dig, du skal ikke vide, naar dets Frembrud er, og en Ulykke skal falde paa dig, du skal ikke kunne forsone den; og der skal hastelig komme Ødelæggelse over dig, inden du ved det. ¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig. ¹⁴ Se, de skulle være som Halm, Ilden skal opbrænde dem, de kunne ikke, redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for. ¹⁵ Saaledes gaar det dig med dem, som du har trættet dig ved; de, som færdedes med dig fra din Ungdom af, de skulle fare vild hver til sin Side, der er ingen, som frelser dig.

⁶⁵ Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig.

¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser.

⁷ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land.

¹⁸ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt.

¹¹ Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere.

⁵ Og alle førstefødte i Ægyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kværnen, og alle førstefødte af Kvæg.

²⁹ Og det skete om Midnatten, da slog HERREN alle førstefødte i Ægyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Fængslets Hus, og alle førstefødte af Kvæget. ³⁰ Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri.

⁵⁰ et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge naadig.

⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter ⁵⁷ end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.

²⁹ Gid de vare vise, saa vilde de have Forstand paa dette, de vilde betænke, hvad Ende det vilde tage med dem.

³⁵ Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.

⁴¹ Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade. ⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved. ⁴³ Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.

²¹ Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus.

⁷ Da gik de fem Mænd og kom til Lais; og de saa, at det Folk, som der var, boede tryggeligen, efter Zdoniernes Vis, roligt og trygt; og der var ingen, som lastede nogen Ting i Landet, eller som havde arvelig Magt: og de vare langt fra Zidonierne og havde intet at gøre med noget Menneske.

²⁷ Men de toge det, som Mika havde gjort, og Præsten, som han havde haft, og kom over Lais, over et roligt og trygt Folk, og sloge dem med skarpe Sværd; og de opbrændte Staden med Ild.

⁵ Da døde ogsaa de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand.

²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig.

⁹ Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft.

¹⁴ Og David sagde til Gad: Jeg er saare angest; kære, lad os falde i HERRENS Haand, thi hans Barmhjertighed er stor, men jeg vil nødig falde i Menneskens Haand.

⁹ Og her var der en HERRENS Profet, hvis Navn var Oded, og han gik ud imod den Hær, som kom til Samaria, og sagde til dem: Se, efterdi HERRENS, eders Fædres Guds, Fortørnelse var over Juda, men I have hugget ned iblandt dem i Vrede; den er naaet indtil Himmelen.

¹¹ Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke se det, førend vi komme midt iblandt dem og slaa dem ihjel; og vi ville gøre, at Gerningen skal holde op.

⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.

¹³ Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket? ¹⁴ Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.

¹⁰ Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

⁵ Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. ⁶ Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.

¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

²⁷ imod den rene viser du dig ren, og irnod den forvendte viser du dig forvendt.

¹⁷ Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.

¹⁰ Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild.

²² Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier.

⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. ¹⁰ Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

⁵ for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke.

²⁶ Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.

¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

¹³ dem, som have sagt: vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom. ¹⁴ Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. ¹⁵ Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,

⁴⁴ Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen.

¹ HERRE! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt! ² Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.

⁷ Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke. ⁸ Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge? ⁹ Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se?

⁸ Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

⁸ Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med. ⁹ Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

⁸ Mennesket har ikke Magt over Aanden til at holde Aanden tilhage og ingen Magt over Dødens Dag og kan i Striden ikke undslippe, og Ugudelighed kan ikke redde sin Ejermand.

¹⁷ Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og HERREN skal blotte deres Blusel.

²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

²¹ Ve dem, som ere vise i deres egne Øjne og forstandige i deres egne Tanker!

²⁴ Derfor, ligesom Ildens Tunge fortærer Halm, og Straa synker sammen i Luen, saa skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster fare op som Støv! thi de have forkastet den HERRE Zebaoths Lov og foragtet Israels Helliges Tale.

¹⁹ Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlæggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?

⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader.

¹⁷ Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag.

¹⁰ Thi Stjernerne paa Himmelen og deres Stjernebilleder skulle ikke lade deres Lys skinne, Solen skal formørkes, naar den gaar op, og Maanen skal ikke lade sit Lys skinne.

¹⁶ Og deres spæde Børn skulle knuses for deres Øjne, deres Huse plyndres og deres Hustruer skændes.

¹⁸ men deres Buer skulle sønderknuse Drenge, og de skulle ikke forbarme sig over Livs Frugt, deres Øje skal ikke skaane Børnene. ¹⁹ Og Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes herlige Prydelse, skal blive, som da Gud omkastede Sodoma og Gomorra.

¹⁹ Og Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes herlige Prydelse, skal blive, som da Gud omkastede Sodoma og Gomorra. ²⁰ Den skal i Evighed ikke rejse sig, og den skal ikke bebos tra Slægt til Slægt, og ingen Araber skal opslaa Telt der, ej heller Hyrder lade Kvæg liggs der.

²⁰ Den skal i Evighed ikke rejse sig, og den skal ikke bebos tra Slægt til Slægt, og ingen Araber skal opslaa Telt der, ej heller Hyrder lade Kvæg liggs der. ²¹ Men Ørkens Vildt skal ligge der, og deres Huse skulle være fulde af hylende Dyr, og Strudser skulle bo der og Skovtrolde springe der. ²² Og Ulve skulle tude imod hverandre i de forladte Huse og Drager i de lystige Paladser; og det er nær for Haanden, at dens Tid kommer, og dens Dage skulle ikke forhales.

⁴ Da skal du, istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op!

¹³ Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; ¹⁴ jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig!

¹⁷ som gjorde Jorderige til en Ørk og nedbrød dets Stæder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem?

²² Thi jeg vil staa op imod dem, siger den HERRE Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger HERREN. ²³ Og, jeg vil gøre den til Bo for Pindsvin; og til Vandsumpe og feje den bort med Ødelæggelsens Kost, siger den i HERRE Zebaoth.

²³ Og, jeg vil gøre den til Bo for Pindsvin; og til Vandsumpe og feje den bort med Ødelæggelsens Kost, siger den i HERRE Zebaoth.

³ Og Ægypternes Aand i deres Indre skal udtømmes, og jeg vil tilintetgøre deres Raad, saa de skulle adspørge hos Afguderne og hos Troldkarlene og hos Spaakvinderne og hosTegnsudlæggerne.

⁴ saaledes skal Kongen af Assyrien bortføre Ægyptens fangne og Morianernes landflygtige, unge og gamle, som nøgne og blottede paa Bagdelen, Ægypterne til Blusel.

⁴ Mit Hjerte er forvildet, har forfærdet mig, Tusmørket, soø var min Lyst, er blevet mig Rædsel. ⁵ Man dækker Bord, Vagten vaager, man æder, man drikker; "gører eder rede, I Fyrster! salver skjoldet!"

¹² Og Herren, den HERRE Zebaoth, opfordrede paa den Dag til Graad og Sorg og til at Herre Hovedet skaldet og til at ombinde sig med Sæk. ¹³ Men se, der er Fryd og Glæde, man ihjelslaar Øksne og slagter Faar, æder Kød og drikker Vin: "Lader os æde og drikke; thi vi skulle de i Morgen!

¹² Og han sagde: Du skal ikke blive ved at fryde dig ydermere, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! bør dig rede, drag hen over til Kithim; men end ikke der skal du have Hvite.

⁵ Thi han nedbøjer dem, som bo i dets høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indlil Støvet.

¹⁵ Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul.

¹⁵ Ve dem, som sænke sig dybt ned fra HERREN for at skjule deres Anslag, og hvis Gerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og os?

¹⁴ Ja, han skal sønderbryde den, som naar man sønderbryder en Pottemagers Krukke, han skal sønderslaa uden Skaansel, og der skal ikke findes iblandt det sønderslagne deraf et Skaar til at tage Ild med af Arnestedet eller til at øse Vand med af en Brønd.

⁹ I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Rønst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!

⁹ I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Rønst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale! ¹⁰ Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling. ¹¹ Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

¹¹ Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

¹ Kommer nær, I Hedninger! for at høre, og I Folk! giver Agt Jorden høre det, og dens Fylde, jorderige og al dens Grøde! ² Thi HERRENS Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Hær; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes. ³ Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe, skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod. ⁴ Og Himmelens Hær skal svinde hen, og Himlene skulle rulles sammen som en Bog; og al deres Hær skal visne som et vissent Blad af et Vintræ og ligesom vissent Løv af et Figentræ: ⁵ Thi, mit Sværd er vædet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band. ⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land. ⁷ Og Bøfler fældes tillige med dem, og Ungkvæg tillige med Tyre; og deres Land skal blive vædet af Blod og deres Jordbund mættes med Fedme. ⁸ Thi det er HERRENS Hævns Dag, Gengældelsens Aar for Zions Retssag.

²² Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.

³⁶ Da for HERRENS Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

²⁴ Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm.

² Hvo har opvakt ham fra Østen hvem Retfærdigheden møder, hvor han gaar? hvo hengav Folkefærd. for hans Ansigt og Kongerne, at han herskede over dem, hvilke hans Sværd gør som Støv og hans Bue, som Halm, der bortblæses?

¹⁴ Frygt ikke, du Orm, Jakob! du lille Hob, Israel! jeg hjælper dig, siger HERREN, og din Frelser er Israels Hellige.

²⁴ Hvo gav Jakob hen til at plyndres og Israel hen til Røvere? mon ikke HERREN, imod hvem vi syndede, og paa hvis Veje de ikke vilde vandre, og paa hvis Lov de ikke vilde høre? ²⁵ Derfor udøste han sin Vredes Harme og Krigens Magt over dem, og den optændtes trindt omkring imod dem; men de forstaa det ikke; og den fortærede dem, men de lægge det ikke paa Hjerte.

²⁵ Derfor udøste han sin Vredes Harme og Krigens Magt over dem, og den optændtes trindt omkring imod dem; men de forstaa det ikke; og den fortærede dem, men de lægge det ikke paa Hjerte.

³ Thi jeg sr HERREN din Gud, Iszaels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted.

¹⁴ Saa siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eders Skyld sender jeg Bud til Babel og lader alle dem tillige med Kaldæerne som Flygtninge jages ned paa Skibene, som de frydede sig paa.

²⁸ Derfor vil jeg vanhellige de hellige Fyrster og hengive Jakob til Band og Israel til Forhaanelse.

⁶ Saa siger HERREN, Israels Konge, og hans Genløser, den HERRE Zebaoth: Jeg er den følste, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg.

²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

²⁵ den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;

⁶ spaa det de fra Solens Opgang og fra dens Nedgang skulle vide, at der er ingen uden jeg; jeg er HERREN og ingen ydermere,

¹⁸ Thi saa siger HERREN, som skabte Himmelen, han, den Gud, som dannede Jorden, og som gjorde den, han, som beredte den og ikke skabte den til at være øde, men dannede den til at beboes: Jeg er HERREN, og der er ingen ydermere.

⁸ Kommer dette i Hu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte! ⁹ Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,

¹ Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig "den kælne" og "den yppige".

⁵ Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger.

⁷ Og du sagde: Jeg skal være Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke tænkt paa, hvad Enden skulde blive delpaa.

⁷ Og du sagde: Jeg skal være Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke tænkt paa, hvad Enden skulde blive delpaa. ⁸ Saa hør nu dette, du vellystige! du som bor tryggelig og siger i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg, jeg skal ikke sidde Enke og ej vide, hvad det er at vorde barnløs. ⁹ Men disse to Ting skulle i et Øjeblik komme over dig paa een Dag: At blive barnløs og Enke; i fuldt Maal skulle de komme over dig, uagtet dine mange Trolddomskunster, og uagtet dine mange stærke Besværgelser.

⁹ Men disse to Ting skulle i et Øjeblik komme over dig paa een Dag: At blive barnløs og Enke; i fuldt Maal skulle de komme over dig, uagtet dine mange Trolddomskunster, og uagtet dine mange stærke Besværgelser. ¹⁰ Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg.

¹⁰ Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg.

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹⁵ Saaledes gaar det dig med dem, som du har trættet dig ved; de, som færdedes med dig fra din Ungdom af, de skulle fare vild hver til sin Side, der er ingen, som frelser dig.

²⁶ Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, og den Mæbtige i Jakob er din Genløser.

¹⁸ Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden. ¹⁹ Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; hvorved skal jeg trøste dig?

² Ryst Støvet af dig, staa op, tag Sæde, Jerusalem! gør dig løs fra Lænkerne om din Hals, du Zions fangne Datter!

⁵ Thi din Skaber er din Ægtemand, HERREN Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.

¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden.

¹⁰ Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: "Jeg giver tabt!" du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg.

⁴ Der er ingen, som paakalder i Retfærdighed, og ingen, som gaar i Rette med Redelighed; man fordu lader sig paa Tomhed og taler Løgn, undfanger Uret og føder Udaad.

¹⁷ Og han iførte sig Retfærdighed som sit Panser, og Frelsens Hjelm var paa hans Hoved; og som Klædning tog han Hævnens Klæder paa og iførte sig Nidkærhed som en Kappe. ¹⁸ Efter Fortjeneste, ja derefter skal han betale sine Modstandere med Vrede, sine Fjender med Vederlag; ja, dem paa Øerne skal han betale efter Fortjeneste.

⁴ Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet. ⁵ Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjælper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig, bi. ⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

²⁸ Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

¹⁴ Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder og omkomme der; thi HERREN vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod HERREN.

¹⁸ Sig til Kongen og til Herskerinden: Sætter eder lavere! thi nedfaldne ere eders Hovedsmykker, ja, eders dejlige Krone.

²² Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting, saa er det for din Misgernings Mangfoldigheds Skyld, at dit Slæb er slaaet op, at dine Hæle have lidt Overlast.

²⁶ Saa har da ogsaa jeg opslaaet dit Slæb for dit Ansigt, og din Skam er set.

²⁴ Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger HERREN; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger HERREN.

¹⁰ Og jeg vil bringe Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, Møllens Lyd og Lampens Skin til at høre op hos dem.

⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl.

¹¹ Thi HERREN har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var stærkere end han.

¹¹ Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! forgæves bruger du megen Lægedorm der er ingen Helbredelse for dig.

¹⁸ Stig ned fra Herlighed, og sid i det tørstige Land, du Indbyggerske, Dibons Datterl thi Moabs Ødelægger er stegen op imod dig, han har ødelagt dine Befæstninger.

¹¹ Thi I glædede eder; thi I frydede eder, da I plyndrede min Arv; thi I sprang omkring som en Kalv, der tærsker, og vrinskede som de vælige Heste.

²⁷ Myrder alle dens Okser; de stige ned til Slagtning! ve dem! thi deres Dag er kommen, deres Hjemsøgelses Tid! ²⁸ Han hører Røsten af dem, som fly og ere undkomne fra Babel Land for at kundgøre udi Zion HERRENS, vor Guds, Hævn, Hævnen for hans Tempel.

³¹ Se, jeg vil imod dig, "du Hovmod!" siger Herren, en HERRE Zebaoth; thi din Dag er kommen, den Tid, paa hvilken jeg vil hjemsøge dig. ³² Og "Hovmod" kan snuble og falde, og ingen skal oprejse det; og jeg vil antænde en Ild i dets Stæder; og den skal fortære alt, hvad der er trindt omkring det. ³³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vægre sig ved at lade dem fare. ³⁴ Men deres Genløser er stærke HERRE Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro.

⁴² De skulle føre Bue og Glavind, de ere grumme og skulle ikke forbarme sig deres Røst skal bruse som Havet og de skulle komme ridende paa Heste, rustede som en Mand til Krig imod dig, Babels Datter!

⁴ Og der skal falde saarede i Kaldæernes Land og gennemstungne paa dens Gader.

⁶ Flyr midt ud af Babel og redder hver sit Liv, at ikke omkomme for dens Misgernings Skyld! thi dette er HERRENS Hævns Tid, han betaler den efter fortjeneste. ⁷ Babel var et Guldbæger i HERRENS Haand, den har gjort hele Verden drukken; Folkene have drukket af dens Vin, derfor tabte Folkene Besindelsen. ⁸ Babel er hastelig falden og knust; hyler over den, henter Balsam til dens Saar; maaske kunde den læges. ⁹ Vi vilde lave lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage iver til sit Land; thi dens Dom naar til Himmelen og hæver sig til Skyerne.

¹¹ Skærper Pilene, samler Tallet af Skjolde fuldt; HERREN har opvakt Mediens Kongers Aand; thi hans Tanke imod Babel staar til at ødelægge den; thi det er HERRENS Hævn, Hævnen for hans Tempel.

²⁰ Du har været mig en Hammer og Krigsvaaben; og jeg har knust Folkefærd ved dig og Ødelagt. Riger ved dig. ²¹ Og jeg har knust Hesten og dens Rytter ved dig; og jeg har knust Vognene og deres Styrere ved dig. ²² og jeg har knust Mand og Kvinde ved dig og knust gammel og ung ved dig og knust Ungkarl og Jomfru ved dig. ²³ Og jeg har knust Hyrde og hans Hjord ved dig og knust Agerdyrker og hans Spand Øksne ved dig og knust Statholdere og Fogeder ved dig. ²⁴ Men jeg vil betale Babel og alle Kaldæas Indbyggere al deres Ondskab, som de have gjort i Zion, for eders Øjne, siger HERREN. ²⁵ Se, jeg vil imod dig, du ødelæggende Bjerg, siger HERREN, du, som Ødelægger al Jorden! og jeg vil udrække min Haand over dig og vælte dig ned ad Klipperne og vil gøre et udbrændt Bjerg af dig; ²⁶ og man skal ikke tage en, Sten til et Hjørne eller en Sten til en Grundvold fra dig; men du skal blive til evigt øde Stæder, siger HERREN.

²⁹ Og Landet bævede og vaandede sig i Smerte; thi fast imod Babel staa HERRENS Tanker; om at gøre Babels Land til en Ørk, at ingen skal bo der. ³⁰ De vældige i Babel lode af at stride, de bleve i Befæstningerne, deres Styrke svandt bort, de bleve til Kvinder; man opbrændte dens Boliger, dens Portstænger bleve sønderbrudte.

³² og at Færgestederne ere besatte, og at man har afbrændt Sivene med Ild, og at Krigsmændene ere forfærdede. ³³ Thi saa siger den HERRE Zebaoth Israels Gud: Babels Datter er ligesom et Logulv til den Tid, man træder det fast; endnu en liden Stund, og dens Høsts Tid skal komme. ³⁴ Nebukadnezar, Kongen af Babel, aad os, sønderknuste os, stillede os hen som et tomt Kar, opslugte os som en Drage, fyldte sin Bug med vore kostelige Retter; han for drev os. ³⁵ Den Vold, mig er sket og mit Kød, komme over Babel, sige Zions Indbyggere, og "mit Blod komme over Kaldæas Indbyggere", siger Jerusalem. ³⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil udføre din Sag og fuldkomme din Hævn, og jeg vil gøre dens Hav tørt og dens Kilde vandløs.

³⁹ Jeg vil gøre dem et Gæstebud, naar de ere blevne hede, og jeg vil gere dem drukne, paa det de skulle fryde sig; men de skulle sove den evige Søvn og ikke opvaagne, siger HERREN. ⁴⁰ Jeg vil føre dem ned som Lam til at slagtes som Vædre med Bukke. ⁴¹ Hvorledes er Sesak indtaget, og den, som var hele Jordens Pris, erobret! hvorledes er Babel bleven til en Forfærdelse iblandt Folkene! ⁴² Havet er gaaet op over Babel; den er skjult af dets brusende Bølger.

⁵³ Vilde Babel end stige op i Himmelen og gøre sin Magts høje Bolig utilgængelig, skal der fra mig dog komme Ødelæggere over den, siger HERREN.

⁵⁶ Thi der er kommen en Ødelægger over den, over Babel, og dens vældige ere fangne, deres Buer ere brudte; thi HERREN er Gengældelsens Gud, som visselig betaler.

⁵⁸ Saa siger den HERRE Zebaoth: Babels brede Mur skal sløjfes aldeles, og dens hsje Porte opbrændes med Ild; og Folkestammer skuffe have arbejdet for intet, og Folkefærd for intet, og de skulle være blevne matte.

⁶² og sig: HERRE! du har talt imod dette Sted om at udslette det, at der ikke skal være nogen, som bor der, hverken Menneske eller Dyr; thi det skal blive til evige Ørkener. ⁶³ Og det skal ske, naar du er færdig med at oplæse denne Bog, da skal du binde en Sten ved den og kaste den midt i Eufrat. ⁶⁴ Og du skal sige: Saa skal Babel synke og ikke komme op formedelst den Ulykke, som jeg lader komme over dgn; og de skulle blive matte. - Hertil gaa Jeremias's Ord.

¹ Hvorledes sidder hun saa enlig, den Stad, som havde meget Folk, den er bleven som en Enke! den, som var saa stor iblandt Hedningerne, en Fyrstinde iblandt Landskaberne, er bleven skatskyldig.

² Herren har opslugt og ikke sparet nogen af Jakobs Boliger, han har nedbrudt Judas Datters Befæstninger i sin Fortørnelse, han har nedkastet dem til Jorden; han har vanhelliget Riget og dets Fyrster.

¹⁰ Zions Datters Ældste sidde paa Jorden, de ere tavse; de kastede Støv over deres Hoved, iførte sig Sæk; Jerusalems Jomfruer sænkede deres Hoved ned imod Jorden.

²¹ Der ligger paa Jorden i Gaderne ung og gammel, mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne for Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.

⁵ De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.

¹³ Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.

³ Nu forestaar Enden dig, og jeg vil sende min Vrede over dig og dømme dig efter dine Veje og lade dine Vederstyggeligheder falde tilbede paa dig. ⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Ulykke, en eneste Ulykke, se, den kommer! ⁶ Ende kommer! kommen er Enden, den er vaagnet op imod dig; se, den kommer. ⁷ Morgenen kommer til dig, du Landets Indbygger! Tiden kommer; Forstyrrelsens Dag er nær, og der er intet Frydeskrig paa Bjergene. ⁸ Nu snart vil jeg udøse min Harme over dig og fuldkomme min Vrede paa dig og dømme dig efter dine Veje og lade alle dine Vederstyggeligheder falde tilbage paa dig. ⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

¹² Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du hvad de Ældste af Israels Hus gøre i Mørket, hver i sine Billedkamre? thi de sige: HERREN ser os ikke, HERREN har forladt Landet.

⁹ Og han sagde til mig: Israels og Judas Hus's Misgerning er over al Maade stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af Retskrænkelse; thi de sige: HERREN har forladt Landet, og HERREN ser det ikke.

⁷ Og jeg vil rette mit Ansigt imod dem, de ere udgangne af Ilden, men Ilden skal dog fortære dem; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg retter mit Ansigt imod dem.

³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel.

³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel. ³⁸ Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkærhed. ³⁹ Og jeg vil give dig i deres Haand, og. de skulle nedbryde din Hvælving og nedrive dine Høje og føre dig af dine Klæder og tage din Prydelses Tøj og lade dig sidde nøgen og bar.

¹² Ved at volde Anstrengelse havde den trættet mig, og dens megen Rust gik dog ikke af den; i Ilden med dens Rust!

²¹ Sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vanhelliger min Helligdom, eders Magts Stolthed, eders øjnes Lyst og eders Sjæles Længsel; og eders Sønner og eders Døtre, som I efterlade, skulle falde for Sværdet.

¹⁶ Og alle Fyrster ved Havet skulle nedstige af deres Troner og aflægge deres Kapper og af føre sig deres stukne Klæder; de skulle iføre sig Forfærdelse, sidde paa Jorden og forfærdes hvert Øjeblik og forskrækkes over dig.

¹² Tharsis handlede med dig, fordi du havde Mangfoldighed af alle Haande Gods; med Sølv, Jern, Tin og Bly betalte de dine Varer. ¹³ Javan, Tubal og Mesek, de vare dine Kræmmere; Menneskesjæle og Kobberkar gave de dig i Tusk. ¹⁴ De af Thogarmas Hus betalte dine Varer med Køreheste og Rideheste og Mulæsler. ¹⁵ Dedans Børn vare dine Kræmmere; mange Kyster stode i Handelsforhold med dig; de gave dig Elfenben og Ebentræ til Betaling. ¹⁶ Syrien handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder; med Karbunkel, Purpur og stukket Arbejde og hvidt Linned og Koraller og Rubiner betalte de dine Varer. ¹⁷ Judas og Israels Lande, de vare dine Kræmmere; Hvede fra Minnit og søde Sager og Honning og Olie og Balsam gave de dig i Tusk. ¹⁸ Damaskus handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder, for Mangfoldigheden af alle Haande Gods, med Vin af Helbon og hvid Uld. ¹⁹ Vedan og Javan gave Sager fra Uzzal for dine Varer; skinnende Jern, Kasia og Kalmus gaves dig i Tusk. ²⁰ Dedan handlede med dig med Dækkener til, at ride; paa. ²¹ Arabien og alle Kedars Fyrster, de stode i Handelsforhold med dig; med Lam og Vædre og Bukke, med dem handlede de med dig. ²² Kræmmere fra Seba og Ræma, de vare dine Kræmmere; med det ypperste af alle Haande Urter og med alle Haande kostbare Stene og Guld betalte de dine Varer. ²³ Haran og Kanna og Eden, Kræmmere fra Seba, Assur og Kilmad handlede med dig. ²⁴ De vare dine Kræmmere med Kostbarheder, bestaaende i Kapper af blaat Purpur og stukket Arbejde, og med værdifuldt Garn, i tvundne og faste Snore, paa dit Marked. ²⁵ Tharsis's Skibe droge omkring for dig, de dreve din Handel, og du blev fyldt og saare rig midt i Havet.

² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte;

² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte; ³ - se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig; ⁴ du har forhvervet dig Formue ved din Visdom og veddin Forstand og bragt Guld og Sølv i dine Skatkamre; ⁵ du har formeret din Formue ved din megen Visdom i dit Købmandsskab, og dit Hjerte har ophøjet sig for din Formues Skyld: - ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du agtede dit Hjerte som Guds Hjerte,

¹² Du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Kongen af Tyrus, og sig til ham: Saa siger den Herre, HERRE: Du, som paatrykker den af passede Ordning Seglet, du, som er fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed, ¹³ du var i Eden, i Guds Have, alle Haande kostbare Stene bedækkede dig: Karneol, Topas og Demant, Krysolith, Onyks og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber vare til Tjeneste hos dig, de vare beredte paa den Dag, du blev skabt. ¹⁴ Du var en salvet Kerub, som skærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene.

¹⁶ Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, og du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skærmende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene. ¹⁷ Dit Hjerte ophøjede sig for din Skønheds Skyld, du ødelagde din Visdom tillige med din Herlighed! jeg henkastede dig paa Jorden, gav dig hen for Kongers Ansigt, at de skulle se paa dig.

³ Tal og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Farao, Knnge i Ægypten, du, som er den store Drage, der ligger midt i sine Strømme, og som siger: min Strøm er min, og jeg har skabt mig den.

² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt.

² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt. ³ Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen. ⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen. ⁵ Kongen svarede og sagde til Kaldæerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge. ⁶ Men dersom I kundgøre Drømmen og Udtydninger derpaa, da skulle I bekomme Skænk og Gave og stor Ære af mig; derfor kundgører mig Drømmen og Udtydningen derpaa! ⁷ De svarede anden Gang og sagde: Kongen sige sineTjenere Drømmen, saa ville vi kundgøre Udtydningen. ⁸ Kongen svarede og sagde: Sandelig, jeg mærker, at I ville vinde Tid, efterdi I se, at Ur det fra mig staar fast; ⁹ dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa. ¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer.

³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren, ³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet.

⁷ Da kom Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne ind; og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke kundgøre mig Udtydningen derpaa.

²² Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og stærk; og din Magt er bleven stor og rækker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende.

²⁹ Der tolv Maaneder vare til Ende, gik han omkring paa det kongelige Palads i Babel. ³⁰ Kongen svarede og sagde: Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget til et kongeligt Hus ved min Styrkes Magt og til min Herligheds Ære?

¹ Kong Belsazar gjorde et stort Gæstebud for sine tusinde Fyrster og drak Vin i Nærværelse af de tusinde. ² Der Belsazar havde smagt Vinen, befalede han, at de skulde bringe de Kar af Guld og Sølv, som hans Fader, Nebukadnezar, havde taget ud af Templet, som var i Jerusalem, for at Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer kunde drikke af dem. ³ Da bragte man Guldkarrene, som de havde taget ud af Helligdommen i Guds Hus, som var i Jerusalem; og de drak af dem, Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer. ⁴ De drak Vin og priste de Guder, som vare af Guld og Sølv, Kobber, Jern, Træ og Sten.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget. ⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen.

⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen. ⁹ Da blev Kong Belsazar meget forfærdet, og han skiftede Falve, og hans Fyrster bleve forvirrede.

¹⁵ Og nu ere de vise, Besværgerne, førte ind for mig, at de skulle læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, men de kunne ikke kundgøre mig denne Sags Udtydning. ¹⁶ Men jeg har hørt om dig, at du kan give Udtydninger og løse Knuder; nu, dersom du kan læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, da skal du blive klædt i Purpur og hære en Guldkæde om din Hals og være den tredjemægtige i Riget.

¹⁸ Du Konge! den højeste Gud gav din Fader, Nebukadnezar, Rige og Magt og Ære og Herlighed. ¹⁹ Og for dens Magts Skyld, som han havde givet ham, skælvede og frygtede alle Folk, Stammer og Tungemaal for ham; han ihjelslog, hvem han vilde, og lod leve, hvem han vilde, og ophøjede, hvem han vilde, og fornedrede, hvem han vilde. ²⁰ Og der hans Hjerte ophøjede sig, og hans Aand forhærdede sig til Hovmodighed, blev han nedstødt fra sin kongelige Trone, og man tog Æren fra ham. ²¹ Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos Vildæslerne, man lod ham æde Urter som Øksne, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, indtil han kendte, at den højeste Gud har Magt over Menneskens Rige og sætter over det, hvem han vil. ²² Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette. ²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret.

²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret.

²⁵ Og dette er Skriften, som er optegnet: Mene, Mene, Tekel, Ufarsin. ²⁶ Dette er Udtydningen af Talen: "Mene", Gud har talt dit Riges Dage og gjort Ende paa det. ²⁷ Tekel, du er vejet paa Vægtskaale og funden for let. ²⁸ Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine. ²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget. ³⁰ I samme Nat blev Belsazar; Kaldæerrles Konge, ihjelslagen.

³⁰ I samme Nat blev Belsazar; Kaldæerrles Konge, ihjelslagen.

³⁶ Og Kongen skal gøre efter din Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord imod gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker.

³ paa det jeg ikke skal klæde hende nøgen af og fremstille hende, som den Dag hun blev født, og gøre hende som Ørken og bringe hende til at ligne et tørt Land og lade hende dø af Tørst.

⁵ De springe paa Bjergenes Toppe, med en Lyd som af Vogne, med en Lyd som af Ildslue, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.

³ Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden? ⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

¹⁰ For Vold imod dig Broder Jakob skal Skam bedække dig, og du skal udryddes evindelig.

¹⁶ Thi ligesom de have drukket paa mit hellige Bjerg, saa skulle alle Hedningerne drikke stedse, ja de skulle drikke og drikke ud og vorde som de, der ikke have været.

¹⁸ Og Jakobs Hus skal være en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal være til Halm. Og hine skulle antænde disse og fortære dem; og der skal ingen overbleven være for Esaus Hus; thi HERREN har talt det.

⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske.

¹¹ Drag forbi, du Indbyggerske i Safir, blottet og skamfuld! Indbyggersken i Zaanan gaar ikke ud! Beth-Ezels Klage betager eder Stade der.

¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.

⁴ Det sker for de store Horerier af Horen, den yndige skønne, en Mesterinde i Trolddom, hun, som solgte Folkefærd ved sine Horerier og Folkeslægter ved sine Trolddomskunster. ⁵ Se, jeg kommer imod dig, siger den HERRE Zebaoth; og slaar dit Slæb op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkefærd se din Nøgenhed og Kongeriger din Skam.

⁵ Se, jeg kommer imod dig, siger den HERRE Zebaoth; og slaar dit Slæb op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkefærd se din Nøgenhed og Kongeriger din Skam. ⁶ Og jeg vil, kaste vederstyggelige Ting paa dig I og gøre dig ringeagtet og sætte dig frem til Skue.

⁵ Saa er og Vinen en Bedrager; en hovmodig Mand skal ikke bestaa, han, der som Dødsriget opspiler sit Svælg og er som Døden, saa han ikke mættes; og han sankede til sig alle Folkeslag og samlede til sig alle Folkestammer. ⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld! ⁷ Skulle ikke de, som ville bide dig, pludselig staa frem, og de, som ville Forstyrre dig, vaagne op, og du blive dem et Bytte? ⁸ Thi du har udplyndret mange Folkefærd; dig skulle de overblevne af Folkene plyndre, for Menneskers Blods Skyld og for Voldsfæld imod Jorden, imod Staden og alle, som bo deri.

¹³ Se, er det ikke fra den HERRE Zebaoth, at Folkene skulle gøre sig Møje for Ilden og Folkefærd arbejde sig trætte for intet?

²⁰ Men HERREN er i sit hellige Tempel; stille for hans Ansigt, al Jorden!

¹⁵ Dette er den jublende Stad, som boede tryggelig, som sagde i sit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg; hvorledes er den bleven til et Øde, et Leje for vilde Dyr? hver, som gaar forbi den, vil spotte og ryste sin Haand.

²² og jeg vil omkaste Rigernes Troner og Ødelægge Hedningernes Rigers Styrke; og jeg vil omkaste Vogne og dem, som fare paa dem, og Heste, og de, som ride paa dem, skulle styrte, den ene ved den andens Sværd.

¹⁵ Men med en stor Fortørnelse er jeg fortørnet paa Hedningerne, som ere saa trygge; thi da jeg en liden Stund havde været fortørnet, saa hjalp de til Ulykken.

⁷ Og se, Engelen, som talte med mig, gik ud, og en anden Engel gik ud imod ham.

¹³ Thi skulle fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig. Syng og vær glad, du Zions Datter! thi se, jeg kommer og vil bo i din Midte, siger HERREN. Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til HERREN paa den Dag, og de skulle blive mig et Folk, og jeg vil bo i din Midte, og du skal fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til dig. Og HERREN skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvælge Jerusalem. Stille, alt Kød, for HERRENS Ansigt; thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

² og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

³⁴ Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betlate det, han var ham skyldig.

¹² Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁴¹ To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene skal annammes, og den anden landes tilbage.

¹² Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende. ¹³ Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke.

¹⁸ Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

⁵⁹ Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.

²⁷ De aade, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle. ²⁸ Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede. byggede; ²⁹ men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl af Himmelen og ødelagde dem alle.

³⁵ To Kvinder skulle male tilsammen; den ene skal annammes, og den anden skal lades tilbage.

⁸ Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen. ⁹ Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde: ¹⁰ o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie? ¹¹ Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham. ¹² Men Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede ham, fuld af Forundring over Herrens Lære.

²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer,

¹⁹ Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.

¹⁹ Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand. ²⁰ Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed? ²¹ Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkjendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at gjøre den salige, som troe.

¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed;

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

⁴ han, som modsætter og ophøier sig over Alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds Tempel som en Gud og udgiver sig for at være en Gud.

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger,

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse.

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.

³⁰ Thi vi kjende den, som har sagt: mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk. ³¹ Det for forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.

¹³ Thi der skal gaae en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed; men Barmhjertighed træder frimodighed for Dommen.

¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

³ Kom derfor ihu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund jeg kommer over dig.

⁹ Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjæle som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de bare. ¹⁰ Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?

²⁰ Og de øvrige Mennesker, som ikke vare ihjelslagne i disse Plager, hverken omvendte sig fra deres Hænders Gjerninger, faa at de ikke tilbade Djævle og Afguder af Guld og af Sølv og af Kobber og af Steen og af Træ, som hverken kunne see eller høre eller gaae; ²¹ ei heller omvendte de sig fra deres Mord eller fra deres Trolddom eller fra deres Horeri eller fra deres Tyveri.

¹⁹ Og den store Stad blev til tre Dele, og Hedningernes Stæder nedfaldt; og den store Babylon blev ihukommet for Gud, at han vilde skjenke hende med Vinen af sin strenge Vrede.

³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn. ⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed.

⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed. ⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden.

⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden. ⁶ Og jeg saae Kvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende med en stor Forundring.

¹⁸ Og Kvinden, som du saae, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.

³ Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde. ⁴ Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager. ⁵ Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder ihu. ⁶ Betaler hende, som hun har betalt Eder, og gjengælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger: skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun har skjenket med. ⁷ Saa meget som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see,

⁷ Saa meget som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see, ⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende.

⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende. ⁹ Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see, Røgen af hendes Brand, ¹⁰ staaende langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og sigende: vee! vee! du store Stad, Babylon, du stærke Stad; thi paa een Time er din Dom kommen. ¹¹ Og Jordens Kjøbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Ladning: ¹² Ladning af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeide af Elfenbeen og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor ¹³ og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fint Meel og Hvede og Øxne og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja Menneskesjæle. ¹⁴ Og Frugten, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, og alt det Lækkre og Glindsende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere. ¹⁵ De, som handlede dermed, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel og græde og sørge, sigende: ¹⁶ vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Lindklæde og Purpur og Skarlagen, og udziret med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde. ²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den. ²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere.

²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere.

²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere. ²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere;

²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere; ²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede.

²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede. ²⁴ Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet alle deres, som ere myrdede paa Jorden.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

¹⁵ Men udenfor ere Hundene og Troldkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og hver som elsker og øver Løgn.