Isaiah 16 Cross References - Danish

¹ Sender Landets Hersker Lam fra Sela gennem Ørken til Zions Datters Bjerg. ² Og det skal ske, at ligesom en Fugl, udjaget af Reden, flagrer hid og did, saa skulle Moebs Døtre komme til Arnons Færgesteder. ³ Giv Raad, hj ælp til Ret, gør din Skygge som Natten midt om Middagen, skjul de fordrevne, forraad ikke den, som flyr! ⁴ Lad mine fordrevne faa Herberge hos dig, Moab! vær dem et Skjul imod Ødelæggeren; thi Undertrykkeren er borte, Ødelæggelsen faar Ende, og de, som nedtraadte andre, skulle omkomme af Landet. ⁵ Og der skal beredes en Trone ved Miskundheden, og en skal sidde derpaa i Sandheden, i Davids Paulun, en, som skal dømme og spørge efter Ret og haste efter Retfærdighed. ⁶ Vi have hørt om Moabs Hovmod, han er saare hovmodig, ja, om hans Stolthed og hans Hovmod og hans Grumhed, hans tomme Pral. ⁷ Derfor skal Moab hyle over Moab, de skulle alle sammen hyle; over Kir-Hareseths Grundvolde skulle I sukke, aldeles modfaldne. ⁸ Thi Hesbons Marker ere henvisnede, paa Vintræet i Sibma have Folkenes Herrer knust de ædle Ranker, som naaede til Jæser og forvildede sig ind i Ørken; dens Kviste, som bredte sig ud, ere komne over Havet. ⁹ Derfor vil jeg græde med Jaesers Graad over det Vintræ i Sibma, jeg vil væde dig, Hesbon og Eleale, med min Graad; thi over din Sommerfrugt og over din Høst faldt Krigsskriget ind. ¹⁰ Og Glæde og Fryd er veget bort fra den frugtbare Mark, og man synger ikke i Vingaardene, raaber ej heller med Glæde; Persetræderen træder ikke Druer i Perserne, Frydeskrig har jeg ladet høre op. ¹¹ Derfor bruser mit Inderste over Moab som en Harpe, og mit Hjerte over Kir-Heres. ¹² Og det sker, naar Moab lader sig se og er træt af at ofre paa Højen, da vil det komme til sin Helligdom for at bede og skal ikke kunne. ¹³ Dette er det Ord, som HERREN har talt imod Moab den Gang; ¹⁴ men nu har HERREN talt og sagt: Om tre Aar, som en Daglønners Aar, da skal Moabs Herlighed med al den store Mængde være ringeagtet, og der skal blive en Levning tilbage, liden, ringe og afmægtig.

¹ Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom.

¹³ Derfra rejste de og; lejrede sig paa denne Side Arnon, som er i Ørken, og som gaar ud fra Amoriternes Landemærke; thi Arnon var Moabs Landemærke imellem Moab og imellem Amoriterne. ¹⁴ Derfor siges i HERRENS Strids bog: "Vaheb i Sufa og Arnons Bække, ¹⁵ og Bækkenes Løb, som strækker sig til Ars Bolig og støder paa Moabs Landemærke.

³⁹ Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath- Husoth.

⁴¹ Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje og han saa derfra det yderste af Folket.

¹⁴ Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

²⁸ Og Balak tog Bileam med sig paa Peors Top, som skuer ud over Ørken.

¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn.

³ Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon,

³⁸ og Nebo og Baal-Meon, som de forandrede Navnene paa, og Sibma; og de gave Stæderne, som de byggede, Navne, hver sit Navn.

³⁶ Fra Aroer, som ligger ved Bredden af, Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead. var der ikke en Stad, som var os for høj; HERREN vor Gud overgav dem alle til os.

⁸ Saa toge vi paa den samme Tid Landet af de to amoritiske Kongers Haand, det som var paa denne Side Jordanen, fra Bækken Arnon indtil Bjerget Hermon,

¹² Og vi indtoge dette Land paa den samme Tid fra Aroer som ligger ved Arnons Bæk og Halvdelen af Gileads Bjerg med dets Stæder gav jeg Rubeniterne og Gaditerne.

⁸ Men du skal oplade din Haand for ham, og du skal laane ham det, som er nok for hans Mangel, det som ham fattes.

¹⁵ Du skal ikke overantvorde en Træl til sin Herre, naar han er undluppen til dig fra sin Herre. ¹⁶ Hos dig skal han blive, i din Midte, paa det Sted, som han udvælger sig til Gode i en af dine Porte; du skal ikke forfordele ham.

¹⁴ Du skal ikke gøre en nødlidende og en fattig Daglønner Uret, være sig af dine Brødre eller af dine fremmede, som ere i dit Land inden dine Porte.

¹⁶ og deres Landemærke var fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jævne Land ved Medba,

¹⁹ og Kirjathaim og Sibma og Zereth-Sahar paa Dalens Bjerg

²⁵ Og Jaeser og alle Stæderne i Gilead vare deres Landemærke og Halvdelen af Ammons Børns Land, indtil Aroer, som ligger lige over for Rabbah,

¹⁵ Og Tornebusken sagde til Træerne: Er det i Sandhed saa, at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortære Cedrene paa Libanon.

²⁷ Og de gik ud paa Marken og høstede deres Vingaarde og traadte Vindruerne og gjorde sig Forlystelser, og de gik ind i deres Guders Huse og aade og drak og bandede Abimelek.

¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke.

²¹ Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn paa eder, der skal ej heller være Agre med Offergaver; thi der er de vældiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie.

⁹ Saa boede David i Befæstningen og kaldte den Davids Stad, og David byggede trindt omkring fra Millo af og indadtil.

¹⁶ Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig.

² Og han slog Moabiterne og maalte dem med en Snor, idet han lod dem lægge sig paa Jorden, og han maalte to Snore fulde til at slaa ihjel, og en Snor fuld til at lade leve; saa bleve Moabiterne Davids Tjenere, og de bragte ham Skænk.

³ Israels Gud sagde, til mig talede Israels Klippe: Der skal være en, som hersker iblandt Menneskene, en retfærdig, en, som hersker i Guds Frygt,

⁹ Lovet være HERREN din Gud, som havde Lyst til at sætte dig paa Israels Trone; fordi HERREN elsker Israel evindeligt, derfor satte han dig til Konge at gøre Ret og Retfærdighed.

⁷ Da byggede Salomo en Høj til Kamos, Moabs Vederstyggelighed, paa Bjerget, som ligger lige for Jerusalem, og til Molek, Ammons Børns Vederstyggelighed.

⁴ thi det skete, der Jesabel udryddede HERRENS Profeter, at Obadias tog hundrede Profeter og skjulte dem, halvtredsinds tyve Mænd i hver Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand);

²⁹ Og det skete, der Middagen var gaaet forbi, at de profeterede, indtil man skulde ofre Mado fferet; og der var ingen Røst og igen, som svarede, og ingen, som agtede derpaa.

⁴ Og Mesa, Moabiternes Konge, havde meget Kvæg, og han betalte Israels Konge hundrede Tusin de Lam og hundrede Tusinde Vædre med Ulden.

²⁵ Og de nedbrøde Stæderne og hver kastede sin Sten paa alle gode Stykker Land og fyldte dem og tilstoppede alle Vandkilder og fældede alle gode Træer, indtil ikkun Stenene i Kir-Hareseth bleve tilovers af den; og Slyngekasterne omringede den og sloge den.

²⁷ Da tog han sin Søn den førstefødte, som skulde blevet Konge i hans Sted, og ofrede ham til Brændoffer paa Muren; da brød der en stor Vrede løs over Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til deres Land.

⁷ Han slog ti Tusinde af Edom i Saltdalen og indtog Sela i samme Krig og kaldte dens Navn Jokthel indtil denne Dag.

¹² Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Fædre ødelagde, nemlig Gosan og Karan og Rezef og Edens Børn, som vare i Thelassar?

¹⁶ HERRE, bøj dine Øren og hør! HERRE, oplad dine Øjne og se! og hør Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud! ¹⁷ Det er sandt, HERRE! Kongerne af Assyrien have ødelagt Hedningerne og deres Land. ¹⁸ Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskens Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem. ¹⁹ Men nu, HERRE, vor Gud! kære, frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du, HERRE, du alene er Gud.

³ Og han uddelte til hver Mand i Israel, baade Mænd og Kvinder, til hver især et helt Brød og et Stykke Kød og en Rosinkage.

²⁰ Og paa denne Maade gjorde Ezekias i hele Juda; og han gjorde det, som var godt og ret og sandt for HERRENS hans Guds Ansigt.

¹⁷ Derfor skal du straks købe for samme Sølv: Øksne, Vædre, Lam og deres Madoffer og deres Drikoffer, og du skal ofre dem paa Alteret, som er ved eders Guds Hus, som er i Jerusalem.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.

¹¹ De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.

⁶ Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn. ⁷ Du vil Iægge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slægt til Slægt!

² at han kan dømme dit Folk med Retfærdighed og dine elendige med Retvished. ³ Lad Bjergene bære Fred for Folket og Højene ligesaa ved Retfærdigheden. ⁴ Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden.

³ Straffer den ringe og den faderløse Ret; hjælper den elendige og den arme til Retfærdighed! ⁴ Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand!

¹⁰ Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land.

¹ En Undervisning; af Ethan, Esraiteren. ² Jeg vil synge om HERRENS Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt.

¹⁴ Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet.

¹³ for HERRENS Ansigt; thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med sin Sandhed.

⁹ thi han kommer for at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med Retvished.

⁴ Og Kongens Vælde elsker Ret; du har befæstet Retvished, du har gjort Ret og Retferdighed i Jakob.

³ Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager. ⁴ Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning. ⁵ De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se. ⁶ De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte. ⁷ De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube.

²⁸ Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke, svale, de skulle søge mig, men ikke finde mig.

²⁸ Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed.

⁸ Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.

¹⁴ En Konge, som dømmer de ringe efter Sandhed, hans Trone skal stadfæstes evindelig.

¹⁷ Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag!

¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag.

¹⁶ Thi førend Barnet forstaar at forkaste det onde og udvælge det bode, skal det Land, for hvis tvende Konger du gruer, vorde forladt.

¹⁹ Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlæggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?

³ Du formerer Folket, hvis Glæde du ikke havde gjort stor; de glæde sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, ligesom man fryder sig, naar man uddeler Bytte. ⁴ Thi dets Byrdes Aag og Kæppen over dets Ryg, dets Drivers Stav, har du sønderbrudt som paa Midians Dag;

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

⁷ Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte tænker ikke saa; men hans Hu staar til at Ødelægge og at udrydde ikke faa Folk.

³² Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. ² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand. ³ Og hans Lyst skal være i HERRENS Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. ⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. ⁵ Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte.

¹⁴ Og det skal gaa som med en jaget Raa og som med Faar, hvilke ingen samler: De skulle vende sig hver til sit Folk og fly hver til sit Land.

⁴ Da skal du, istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op!

¹ Profeti imod Moab. I den Nat, da Ar-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde; i den Nat, da Kir-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde. ² Man gaar op til Afgudshuset og til Dibon, til Højene for at græde; paa Nebo og paa Medba hyler Moab, hvert Hoved der er skaldet, hvert Skæg er afskaaret.

² Man gaar op til Afgudshuset og til Dibon, til Højene for at græde; paa Nebo og paa Medba hyler Moab, hvert Hoved der er skaldet, hvert Skæg er afskaaret. ³ Paa Gaderne derudi ombinde de sig med Sæk, paa Tagene og paa Gaderne derudi hyle de alle sammen og flyde hen i Graad. ⁴ Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevæbnede i Moab, hvers Sjæl er modfalden.

⁴ Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevæbnede i Moab, hvers Sjæl er modfalden. ⁵ Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig.

⁵ Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig. ⁶ Thi Nimrims Vande blive til Ørk; thi Urterne ere hentørrede, Græsset er borte, der er intet grønt.

⁹ Derfor vil jeg græde med Jaesers Graad over det Vintræ i Sibma, jeg vil væde dig, Hesbon og Eleale, med min Graad; thi over din Sommerfrugt og over din Høst faldt Krigsskriget ind.

¹¹ Derfor bruser mit Inderste over Moab som en Harpe, og mit Hjerte over Kir-Heres.

⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager.

¹⁶ Thi saa sagde Herren til mig: Endnu inden et Aar, som en Daglønners Aar, da skal al Kedars Herlighed faa Ende.

⁹ Den HERRE Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.

⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.

⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke. ⁸ Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt. ⁹ De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den.

⁴ fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Væg.

¹⁰ Thi HERRENS Haand skal hvile over dette Bjerg; men Moab skal nedtrædes, som man nedtræder Halm i Møddingpølen.

¹⁶ HERRE! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.

¹⁵ Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul.

¹⁸ Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned.

¹ Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skille Fyrsterne styre. ² Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

² Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

¹⁰ Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.

¹ Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven Ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du Ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.

³⁸ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

¹¹ Ørken og dens Stæder skulle opløfte Røsten, de Byer, hvor Kedar bor; de, som bo paa Klippen, skulle synge med Fryd, de skulle raabe fra Bjergenes Top.

⁸ Frygter ikke, og forfærdes ikke! har jeg ikke forlængst ladet dig høre det og kundgjort det? og I ere mine Vidner; mon der er en Gud uden jeg? der er ingen Klippe, jeg kender den ikke.

²⁵ den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;

¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹³ og at du glemmer HERREN, din Skaber, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordærve? men hvor er nu Undertrykkerens Vrede?

⁴ Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag.

⁸ Saa siger den Herre, HERRE, som samler de fordrevne af Israel: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som ere forsamlede om ham.

¹⁵ Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?

¹⁹ Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.

²³ Saa siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom;

⁵ Som et Palmetræ, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa bæres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt.

¹² Davids Hus! saa siger HERREN: Holder Ret om Morgenen, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, paa det min Vrede ikke skal fare ud som en Ild og brænde, saa at ingen skal kunne udslukke den, for eders Idrætters Ondskabs Skyld!

³ Saa siger HERREN: øver Ret og Retfærdighed, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, og forfordeler ej den fremmede, den faderløse og Enken, og gører ikke Uret og udøser ikke uskyldigt Blod paa dette Sted!

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁶ Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endog saa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste. ⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl.

²⁰ Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger HERREN.

¹⁰ Og jeg, se, jeg bliver boende i Mizpa, til at og Sommerfrugt og Olie, og gemmer det i eders Kar, og bor i eders Steeder, som I tage i Besiddelse.

¹² da kom alle Jøderne tilbage fra alle de Stæder, hvorhen de vare fordrevne, og de kom til Judas Land, til Gedalia til Mizpa; og de samlede Vin og Sommerfrugt i stor Mængde.

⁷ Thi fordi du forlod dig paa dine Gerninger og paa dine Skatte, skal ogsaa du indtages; og Kamos skal vandre i Landflygtighed, hans Præster og hans Fyrster til Hobe. ⁸ Og der skal komme se Ødelægger til hver Stad, og ingen Stad skal undslippe; og Dalen skal gaa til Grunde og Sletten ødelægges; som HERREN har sagt.

¹³ Og Moab skal blive til Skamme over Kamos, ligesom Israels Hus blev til Skamme over Bethel, som de forlode sig paa.

¹⁸ Stig ned fra Herlighed, og sid i det tørstige Land, du Indbyggerske, Dibons Datterl thi Moabs Ødelægger er stegen op imod dig, han har ødelagt dine Befæstninger.

²⁰ Moab er beskæmmet; thi det er knust, hyler og skriger; kundgører det ved Arnon, at Moab er ødelagt;

²⁶ Gører det drukkent! thi det ophøjede sig storlig imod HERREN, saa at Moab maa plaske i sit Spy, og at ogsaa det maa blive til Latter.

²⁹ Vi have hørt om Moabs Hovmod, det er saare hovmodigt, om dets Hoffærdighed og dets Hovmod og dets Stolthed og dets Hjertes Højhed. ³⁰ Jeg kender, siger HERREN, dets Overmod, men det er tomt; dets Pral er i Gerning tom.

³² Jeg maa græde over dig, du Vintræ i Sibma! mere end jeg græder over Jaeser, dine Kviste gik hen over Havet, de naaede til Jæsers Hav; en Ødelægger er falden ind over din Frugthøst og over din Vinhøst.

³² Jeg maa græde over dig, du Vintræ i Sibma! mere end jeg græder over Jaeser, dine Kviste gik hen over Havet, de naaede til Jæsers Hav; en Ødelægger er falden ind over din Frugthøst og over din Vinhøst. ³³ Og Glæde og Fryd har forladt Frugthaven og Moabs Land; og jeg vil lade Vinen høre op i Persekarrene, ingen skal træde Persen med Frydesang, Frydesangen skal ikke mere være Frydesang.

³³ Og Glæde og Fryd har forladt Frugthaven og Moabs Land; og jeg vil lade Vinen høre op i Persekarrene, ingen skal træde Persen med Frydesang, Frydesangen skal ikke mere være Frydesang. ³⁴ Af Skriget i Hesbon lade de Lyden høres hidtil Eleale, indtil Jahaz, fra Zoar indtil Horonajm, Eglath Selisia; thi ogsaa Nimrims Vande skulle blive til Ørk. ³⁵ Og jeg vil gøre, siger HERREN, at Moab ikke mere skal have nogen, som drager op paa Højen og gør Røgoffer for sine Guder. ³⁶ Derfor bruser mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte bruser over Mændene i Kir-Heres som Fløjter, derfor gaar Levningen, som det havde forhvervet, til Grunde.

⁴² Og Moab skal Ødelægges, saa at det ikke mere er et Folk, thi det har ophøjet sig storlig imod HERREN.

⁴⁶ Ve dig, Moab! Kamos's Folk er fortsat; thi dine Sønner ere tagne og førte i Fangenskab og dine Døtre i Fangenskab.

⁴⁶ Ve dig, Moab! Kamos's Folk er fortsat; thi dine Sønner ere tagne og førte i Fangenskab og dine Døtre i Fangenskab. ⁴⁷ Men jeg vil omvende Moabs Fangenskab i de sidste Dage, siger HERREN. Hertil gaar Dommen over Moab.

³⁶ og Sværd! frem imod Løgnerne, og de maa blive til Daarer! Sværd! frem imod dens vældige, at de maa knuses!

⁹ Saa siger den Herre, HERRE: Lad det være eder nok, I Israels Fyrster! lader Vold og Undertrykkelse være borte! gører Ret og Retfærdighed, hører op med at fortrænge mit Folk! siger den Herre, HERRE. ¹⁰ I skulle have rette Vægtskaale og ret Efa og ret Bath. ¹¹ Efa og Bath skulle være ens Maal, saa at en Bath skal holde en Tiendedel af en Homer; og en Efa en Tiendedel af en Homer; man skal bestemme deres Maal efter en Homer. ¹² Og en Sekel skal være tyve Gera; en Mine skal være eder tyve Sekel; fem og tyve Sekel, femten Sekel.

²⁷ Derfor, o Konge! lad mit Raad behage dig, og afbryd dine Synder ved Retfærdighed og dine Misgerninger ved Barmhjertighed imod de elendige, dersom din Fred skal have Varighed.

¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

²⁷ Men Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himmelen skal gives til et Folk af den Højestes hellige; hans Rige er et evigt Rige, og alle Herredømmer skulle tjene og lyde ham.

⁸ Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medtidenhed er i heftig Bevægelse.

¹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Moab og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi han brændte Edoms Konges Ben til Kalk,

¹¹ Derfor, fordi I træde paa den fattige og tage en svar Afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af hugne Sten, men I skulle ikke bo i dem; I have plantet lystelige Vingaarde, men I skulle ikke drikke Vin af dem.

¹⁷ Og i alle Vingaarde skal der være Klage; thi jeg vil drage midt over dig, siger HERREN.

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

³ Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden? ⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

¹² Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. ¹³ Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag! ¹⁴ Og staa ej paa Vejskellet for at ødelægge dem, som ere undkomme derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Trængselsdagen!

⁵ Og Jonas gik ud af Staden og tog Ophold Østen for Staden, og han gjorde sig der en Hytte og satte sig und er den i Skyggen, indtil han kun de se, hvad der vilde ske med fra Stad en. ⁶ Da beskikkede Gud HERREN et Kikajon, og det voksede op over Jonas til at give Skygge over hans Hoved, at fri ham fra hans Onde; og Jonas glædede sig over dette Kikajon med stor Glæde. ⁷ Men Gud beskikkede, da Mogenrøden den næste Dag oprandt, en Orm, og den stak Kikajonet, og det visnede. ⁸ Og det skete, der Solen gik op, da beskikkede Gud en lummer Østenvind, og Solen stak Jonas paa Hovedet, saa han blev afmægtig; da bad han, at hans Sjæl maatte dø, og sagde: Det er bedre, at jeg dør end lever.

⁷ Og jeg vil gøre det haltende til en Levning og det bortkomne til et stærkt Folk; og HERREN skal regere over dem paa Zions Bjerg, fra nu og indtil Evighed. ⁸ Og du, Hyrdetaarn, Zions Datters Høj! til dig skal det komme; ja, komme skal det tidligere Herredømme, Kongedømmet over Jerusalems Datter.

⁹ Og Ninive var ligesom en vandrig Fiskedam, fra de Dage af da den blev til; men de fly: "Staar! staar!" men ingen ser sig tilbage. ¹⁰ Røver Sølv! røver Guld! der er dog ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af alle Haande kostelige Ting.

¹⁷ Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene. ¹⁸ Men jeg vil glæde mig i HERREN; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

¹³ Og deres Gods skal blive til Rov og deles Huse til Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke bo i dem, og plante Vingaarde, men ikke drikke Vin af dem.

⁸ Jeg har hørt Moabs Spot og Ammons Børns Forhaanelser, med hvilke de forhaanede mit Folk og ophøjede sig storlig imod dets Landemærke. ⁹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma og Aminons Børn som Gomorra, et Hjem for Nælder og en Saltgrav og en Ørk til evig Tid; de overblevne af mit Folk skulle plyndre dem, og Levningen af mit Folk skal arve dem. ¹⁰ Dette skal ske dem for deres hovmods Skyld, fordi de haanede, saa at de ophøjede sig storlig over den HERRE Zebaoths Folk.

⁹ Saa siger den HERRE Zebaoth: Dømmer Sandheds Dom, og gører Miskundhed og Barmhjertighed, hver imod sin Broder,

⁸ Og jeg vil slaa Lejr for mit Hus imod Krigshær, at ingen drager derover frem eller tilbage, og at ingen Undertrykker ydermere drager over dem; thi jeg har nu set til med mine Øjne. ⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.

⁵ Og de skulle være som Helte og træde Gadeskarn ned i Krigen, og de skulle stride, thi HERREN skal være med dem; og de, som ride paa Heste, skulle beskæmmes.

³ Og I skulle nedtræde de ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, som jeg skaber, siger den HERRE Zebaoth.

³⁵ Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder;

³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

⁶⁹ og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus, ⁷⁰ som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid; ⁷¹ en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade; ⁷² at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt, ⁷³ efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os, ⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, ⁷⁵ i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage.

²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.

¹⁶ derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen, ¹⁷ paa det de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren som gjør alt dette.

²⁰ Men Fredens Gud skal snart knuse Satanas under Eders Fødder. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder! Amen.

¹ Er der da nogen Formaning i Christus, er der nogen Opmuntring af Kjærlighed, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kjærlighed og Barmhjertighed:

⁸ Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir. ⁹ Du elskede Retfærdighed og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.

² Glemmer ikke Gjestfrihed; thi ved den have Nogle, uden at vide det, herberget Engle.

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse ¹² bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse, paa hvilken Himlene skulle antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes.

² Men Forgaarden udenfor Templet, gaa den forbi og Maal den ikke, thi den er givetHedningerne; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Maaneder.