Genesis 24 Cross References - Danish

¹ Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og HERREN havde velsignet Abraham i alting. ² Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd, ³ og jeg vil lade dig sværge ved HERREN, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; ⁴ rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru. ⁵ Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra? ⁶ Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen. ⁷ HERREN, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra. ⁸ Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du være fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen. ⁹ Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag. ¹⁰ Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad. ¹¹ Der lod han Kamelerne lægge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand. ¹² Og han sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham. ¹³ Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand. ¹⁴ Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre. ¹⁵ Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder. ¹⁶ Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op. ¹⁷ Da løb Svenden imod hende og sagde: Kære, lad mig drikke Vand af din Krukke. ¹⁸ Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke. ¹⁹ Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket. ²⁰ Og hun skyndte sig og tømte sin krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler. ²¹ Og anden undrede sig over hende, tav og stille for at faa at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej. ²² Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler. ²³ Og han sagde: Hvis Datter er du? Kære, sig mig, monne der være Rum i din Faders Hus at give os Nattely? ²⁴ Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor. ²⁵ Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge i Nat. ²⁶ Og Manden bøjede sig og tilbad HERREN. ²⁷ Og han sagde: Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har HERREN ført paa Vejen til min Herres Broders Hus. ²⁸ Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting. ²⁹ Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban, og Laban løb ud til Manden, til Brønden. ³⁰ Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden. ³¹ Og han lidt sagde: Kom ind, du HERRENS Velsignede, hvi staar du herude thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne. ³² Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Straa og Foder til Kamelerne og Vand til at to hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham. ³³ Og der blev sat Mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg har udsagt mit Ærinde; og han sagde: Tal! ³⁴ Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend. ³⁵ Og HERREN har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener. ³⁶ Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer. ³⁷ Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor. ³⁸ Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slægt og tabe min Søn en Hustru. ³⁹ Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig. ⁴⁰ Og han sagde til mig: HERREN, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus. ⁴¹ Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed. ⁴² Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret, ⁴³ se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; ⁴⁴ og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som HERREN har udset til min Herres Søn. ⁴⁵ Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. ⁴⁶ Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. ⁴⁷ Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. ⁴⁸ Og jeg bøjede mig og tilbad HERREN og lovede HERREN, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. ⁴⁹ Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side. ⁵⁰ Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra HERREN, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt. ⁵¹ Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som HERREN har sagt. ⁵² Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for HERREN. ⁵³ Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk. ⁵⁴ Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre! ⁵⁵ abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. ⁵⁶ Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi HERREN har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre. ⁵⁷ Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. ⁵⁸ Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare. ⁵⁹ Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. ⁶⁰ Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port. ⁶¹ Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort. ⁶² Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden. ⁶³ Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom. ⁶⁴ Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen. ⁶⁵ Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. ⁶⁶ Og Svenden fortalte Isak hele Sagen som han havde udrettet. ⁶⁷ Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.

²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam.

²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

¹ Og Adam kendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Kain og sagde: Jeg har faaet en Mand, som er HERREN.

³ Og det hændte sig, der en Tid var forløben, og Kain frembar et Offer til HERREN af Jordens Frugt.

²² Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.

²⁴ Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham.

² da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte.

⁴ Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd.

⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud.

¹ Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden!

²⁶ Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl!

¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth ¹⁶ og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter ¹⁷ og Heviter og Arkiter og Siniter ¹⁸ og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. ¹⁹ Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa.

²⁵ Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.

²⁷ Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.

²⁹ Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.

²⁹ Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska. ³⁰ Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn. ³¹ Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.

¹ Og HERREN sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig.

¹ Og HERREN sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig. ² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse.

² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse. ³ Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. ⁴ Og Abram gik, ligesom HERREN havde sagt til ham, og Lot gik rrled ham; og Abram var halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar gammel, der han uddrog af Haran. ⁵ Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de drage ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land. ⁶ Og Abram drog igennem Landet til det Sted Sikem indtil More Lund; og Kananiten var da i Landet. ⁷ Og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for HERREN, som aabenbaredes for ham.

⁷ Og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for HERREN, som aabenbaredes for ham.

⁹ Og Abram rejste videre og vandrede mod Sønden.

¹⁶ Og han gjorde Abram godt for hendes Skyld; og han fik Faar og Kvæg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler.

² Og Abram var meget rig paa Fæ, paa Sølv og paa Guld.

⁸ Og Abram sagde til Lot: Kære, lad der ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere jo Brødre.

¹⁵ Thi alt det Land, som du ser, det vil jeg give dig og dit Af kom evindeligen.

¹⁹ Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, ²⁰ og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt.

²² Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg har opløftet min Haand til HERREN, den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord,

¹ Efter at dette var sket, kom HERRENS Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn. ² Og Abram sagde: Herre, HERRE, hvad vil du give mig? og jeg gaar hen uden Børn, og den, der forestaar mit Hus, er Elieser af Damaskus.

⁸ Da sagde han: Herre, HERRE, hvorpaa skal jeg kende, at jeg skal eje det?

¹⁸ Paa den samme Dag gjorde HERREN en Pagt med Abram og sagde: Dit Afkom har jeg givet dette Land, fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Frat,

¹⁴ Derfor kaldte man den Kilde: Beer Lakai Roi; se, den er imellem Kades og Bered.

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

⁷ Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig. ⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

¹⁵ Og Gud sagde til Abraham: Hvad anbaar Saraj, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn. ¹⁶ Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende.

¹⁶ Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende. ¹⁷ Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde? ¹⁸ Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt! ¹⁹ Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.

⁴ Kære, lad hente lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under Træet!

⁴ Kære, lad hente lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under Træet! ⁵ Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederkvæger eders Hjerte, siden kunne I gaa længere; thi derfor gik I forbi eders Tjener; og de sagde: Gør saaledes, som du har sagt. ⁶ Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager!

⁶ Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager! ⁷ Og Abraham løb til Kvæget og hentede en blød og god Kalv, og han gav Drengen den, og han skyndte sig at tilberede den. ⁸ Og han tog Fløde og Mælk og Kalven, som han havde ladet tilberede, og satte for dem, og han stod hos dem under Træet, og de aade. ⁹ Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet. ¹⁰ Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham.

¹⁰ Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham. ¹¹ Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis.

¹¹ Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis. ¹² Og Sara log ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel! ¹³ Da sagde HERREN til Abraham: Hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel! ¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

² Og han sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat.

¹ Og Abraham rejste derfra Landet Sønder paa og boede imellem Kades og imellem Sur og var fremmed i Gerar.

¹⁵ Og Abimelek sagde: Se, mit Land er aabent for dig, du maa bo, hvor det synes dig godt. ¹⁶ Og han sagde til Sara: Se, jeg har givet din Broder tusinde Sekel Sølv; se, det skal være dig Skjul for Øjne for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle andre; og det var hendes Straf.

¹ Og HERREN besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og HERREN gjorde ved Sara, eftersom han havde talet. ² Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. ³ Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. ⁴ Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham. ⁵ Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham.

⁵ Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham. ⁶ Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig. ⁷ Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom.

¹⁰ Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak.

¹⁴ Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken.

²³ Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed.

⁵ Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet, og jeg og Drengen vi ville gaa derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igen.

¹⁶ Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger HERREN, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: ¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;

¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port; ¹⁸ og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.

²⁰ Og det skete efter disse Handeler, at det blev Abraham forkyndt, idet man sagde: Se, Milka, hun har ogsaa født din Broder Nakor Sønner,

²⁰ Og det skete efter disse Handeler, at det blev Abraham forkyndt, idet man sagde: Se, Milka, hun har ogsaa født din Broder Nakor Sønner, ²¹ nemlig Uz, hans førstefødte, og Bus, hans Broder, og Kemuel, Arams Fader, ²² Kesed og Kaso og Pildask og Jidlaf og Bethuel; ²³ men Bethuel avlede Rebekka; disse otte fødte Milka Nakor, Abrahams Broder.

²³ men Bethuel avlede Rebekka; disse otte fødte Milka Nakor, Abrahams Broder.

¹ Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar. ² Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begræde hende.

¹⁵ Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv værd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde. ¹⁶ Og Abraham lød Efron, og Abraham tilvejede Efron det Sølv, hvilket han havde nævnet, i Heths Børns Paahør, fire Hundrede Sekel Sølv, gængse i Køb.

¹ Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og HERREN havde velsignet Abraham i alting. ² Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd,

² Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd, ³ og jeg vil lade dig sværge ved HERREN, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; ⁴ rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru.

⁴ rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru.

⁴ rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru. ⁵ Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra?

⁵ Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra?

⁵ Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra? ⁶ Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen.

⁶ Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen. ⁷ HERREN, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra.

⁷ HERREN, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra. ⁸ Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du være fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen.

⁸ Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du være fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen. ⁹ Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag.

⁹ Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag. ¹⁰ Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad.

¹⁰ Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad. ¹¹ Der lod han Kamelerne lægge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand. ¹² Og han sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham.

¹² Og han sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham. ¹³ Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand.

¹³ Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand. ¹⁴ Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre.

¹⁴ Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre.

¹⁴ Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre. ¹⁵ Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder.

¹⁵ Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder. ¹⁶ Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op. ¹⁷ Da løb Svenden imod hende og sagde: Kære, lad mig drikke Vand af din Krukke. ¹⁸ Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke.

¹⁸ Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke. ¹⁹ Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket.

¹⁹ Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket. ²⁰ Og hun skyndte sig og tømte sin krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler. ²¹ Og anden undrede sig over hende, tav og stille for at faa at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej. ²² Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler.

²² Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler. ²³ Og han sagde: Hvis Datter er du? Kære, sig mig, monne der være Rum i din Faders Hus at give os Nattely? ²⁴ Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor.

²⁴ Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor.

²⁶ Og Manden bøjede sig og tilbad HERREN.

²⁶ Og Manden bøjede sig og tilbad HERREN. ²⁷ Og han sagde: Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har HERREN ført paa Vejen til min Herres Broders Hus.

²⁷ Og han sagde: Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har HERREN ført paa Vejen til min Herres Broders Hus. ²⁸ Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting.

³⁰ Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden. ³¹ Og han lidt sagde: Kom ind, du HERRENS Velsignede, hvi staar du herude thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne.

³⁵ Og HERREN har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener.

⁴² Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret, ⁴³ se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; ⁴⁴ og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som HERREN har udset til min Herres Søn. ⁴⁵ Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke.

⁴⁵ Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. ⁴⁶ Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. ⁴⁷ Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. ⁴⁸ Og jeg bøjede mig og tilbad HERREN og lovede HERREN, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn.

⁵⁰ Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra HERREN, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt.

⁵² Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for HERREN. ⁵³ Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk.

⁵⁵ abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. ⁵⁶ Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi HERREN har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre.

⁵⁸ Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare. ⁵⁹ Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. ⁶⁰ Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port.

⁶⁷ Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

⁵ Og Abraham gav Isak alt det, han ejede.

¹¹ Og det skete efter Abrahams Død, at Gud velsignede Isak hans Søn, og Isak boede ved den Kilde, som kaldes Beer Lakai Roi.

²⁰ Og Isak var fyrretyve Aar gammel, der han tog Rebekka, Bethuel den Syrers Datter, af Paddan Aran Laban den Syrers Søster, sig til Hustru.

¹ Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar. ² Da aabenbaredes HERREN for ham og sagde: Drag ikke ned til Ægypten, bo i det Land, hvilket jeg iger dig. ³ Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader.

³ Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader. ⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,

⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, ⁵ fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love. ⁶ Saa boede Isak i Gerar. ⁷ Og de Mænd paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde Han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, idet han tænkte, at ikke Mændene paa dette Sted maaske skulle slaa mig ihjel for Rebekkas Skyld, thi hun var dejlig af Anseelse.

⁷ Og de Mænd paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde Han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, idet han tænkte, at ikke Mændene paa dette Sted maaske skulle slaa mig ihjel for Rebekkas Skyld, thi hun var dejlig af Anseelse. ⁸ Og det skete, der han havde boet der en Tid lang, saa Abimelek, Filisternes Konge, ud igennem Vinduet og saa, og se, Isak legede med Rebekka, sin Hustru. ⁹ Da kaldte Abimelek ad Isak og sagde: Visselig, se, hun er din Hustru, og hvorledes har du sagt: hun er min Søster? Og Isak sagde til Ham: Thi jeg tænkte: Maaske jeg maatte slaas ihjel for hendes Skyld. ¹⁰ Da sagde Abimelek: Hvi har du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os. ¹¹ Saa bød Abimelek alt Folket og sagde: Hvo, som røer ved denne Mand og ved hans Hustru, skal visselig dødes. ¹² Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og HERREN velsignede ham.

¹² Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og HERREN velsignede ham. ¹³ Og Manden blev mægtig og gik frem og blev mægtig, indtil han blev saare mægtig.

¹³ Og Manden blev mægtig og gik frem og blev mægtig, indtil han blev saare mægtig. ¹⁴ Og han ejede Faar og ejede Kvæg og mange Tyende; derfor bare Filisterene Avind mod ham.

¹⁴ Og han ejede Faar og ejede Kvæg og mange Tyende; derfor bare Filisterene Avind mod ham. ¹⁵ Og alle Brøndene, som hans Faders Tjenere havde gravet i Abrahams, hans Faders Tid, dem tilstoppede Filisterne og fyldte dem med Jord. ¹⁶ Og Abimelek sagde til Isak: Drag fra os; thi du er bleven os alt for mægtig. ¹⁷ Saa drog Isak derfra og slog Telt i Dalen Gerar og boede der. ¹⁸ Og Isak lod igen de Vandbrøne opgrave, som de havde gravet i Abrahams, hans Fades tid, og som Filisterne havde tilstoppet efter Abrahams Død, og han gav dem Navne efter de Navne, som hans Fader havde kaldet dem. ¹⁹ Saa grove Isaks Tjenere i Dalen og fandt der en Brønd med levende Vande. ²⁰ Men Hyrderne af Gerar kivedes med Isaks Hyrder og sagde: Vandet hører os til; saa kaldte han den Brønds Navn Esek, thi de kivedes med ham. ²¹ Saa grove de en anden Brønd, og de kivedes og om den; derfor kaldte de dens Navn Sitna. ²² Da flyttede han der fra og grov en anden Brønd, og de kivedes ikke om den, og han kaldte dens Navn Rekoboth og sagde: thi nu har HERREN gjort Rum for os, og vi ere voksede i Landet. ²³ Og han drog op derfra til Beersaba. ²⁴ Og HERREN aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og forenere din Sæd for min tjener Abrahams Skyld.

²⁴ Og HERREN aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og forenere din Sæd for min tjener Abrahams Skyld. ²⁵ Saa byggede han der et Alter og paakaldte HERRENS Navn og opslog der sit Telt, og Isaks Tjenere grove der en Brønd. ²⁶ Og Abimelek drog til ham fra Gerar med Akusat sin Ven og Pikol sin Stridshøvedsmand. ²⁷ Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet rnig og drevet mig fra Eder. ²⁸ Og de svarede: Vi se klarligen, at HERREN er med dig; derfor sagde vi: Kære, lad være en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig,

²⁸ Og de svarede: Vi se klarligen, at HERREN er med dig; derfor sagde vi: Kære, lad være en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig, ²⁹ at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu HERRENS velsignede.

²⁹ at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu HERRENS velsignede.

²⁹ at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu HERRENS velsignede. ³⁰ Saa gjorde han dem et Gæstebud, og de aade og drak.

³⁰ Saa gjorde han dem et Gæstebud, og de aade og drak. ³¹ Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred.

³¹ Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred. ³² Og det skete, paa den samme Dag kom Isaks Tjenere og forkyndte ham angaaende den Brønd, sorn de havde gravet, og de sagde til ham: Vi have fundet Vand. ³³ Og han kaldte den Skibea, deraf er Stadens Navn Beersaba indtil denne Dag. ³⁴ Og Esau var fyrretyve Aar gammel og tog en Hustru, Jizdith, Beeri den Hethiters Datter, og Basmat, Elon den Hethiters Datter. ³⁵ Og de vare Aands Bitterhed for Isak og Rebekka.

¹⁰ Og den skal du bære til din Fader, at han skal æde deraf, paa det han skal velsigne dig, førend han dør.

²⁰ Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes har du saa snart fundet det, min Søn? Og han sagde: Fordi HERREN din Gud kikkede mig det til Hænde.

⁴³ Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan,

⁴⁶ Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Hendes Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?

⁴⁶ Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Hendes Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?

² staa op, gak til Padaan-Aram til Bethuel din Morfaders Hus, og tag dig derfra en Hustru af Laban din Morbroders Døtre. ³ Og den almægtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk.

⁵ Saa sendte Isak Jakob hen, og han drog til Paddan-Aram til Laban, Bethuel den Syrers Søn, en Broder til Rehekka, Jakobs og Esaus Moder. ⁶ Og Esau saa, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram at tage sig derfra en Hustru og havde, der har velsignet ham, budet ham og sagt: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre.

⁸ Og Esau saa, at Kanaans Døtre ikke behagede Isak hans Fader.

¹³ Og se, HERREN stod oven over den og sagde: Jeg er HERREN, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd.

¹ Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.

⁴ Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi. ⁵ Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn og de sagde: Vi kende ham.

⁵ Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn og de sagde: Vi kende ham.

⁹ Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.

⁹ Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede. ¹⁰ Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbror Labans datter, og Labans, sin Morbrors, Faar.

¹³ Og det skete, der Laban høre den Tidende om Jakob, sin Søster søn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse ting.

¹⁸ Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.

¹⁹ Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder.

²⁴ Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt.

²⁹ Jeg haar vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt.

³³ Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt. ³⁴ Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet.

⁴² Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat.

⁴⁴ Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et vidne imellem mig og imellem dig. ⁴⁵ Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke. ⁴⁶ Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben. ⁴⁷ Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead. ⁴⁸ Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead, ⁴⁹ og Mizpa; thi han sagde: HERREN skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne. ⁵⁰ Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig. ⁵¹ Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig, ⁵² denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde. ⁵³ Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel.

⁹ Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; ¹⁰ jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære.

¹³ Og han sagde til ham: Min Herre ved, at Børnene ere svage, og her er Kvæg og nybære Køer med mig, og overdrev man dem en Dag, da døde alt Kvæget. ¹⁴ Min Herre rejse nu frem for sin Tjenels Aasyn, og jeg vil drive saa sagteligen, efter som Hjorden, der er for mig, kan gaa, og Børnene kunne gaa, indtil jeg kommer til min Herre, til Sejr.

⁸ Og Debora, Rebekkas Amme, døde og blev begraven neden for Bethel, I under Egen, og han kaldte dens Navn Graadseg.

³⁵ Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham.

¹² Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter.

³ Og hans Herre saa, at HERREN var med ham; thi alt det, han gjorde, lod HERREN lykkes ved hans Haand. ⁴ Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand. ⁵ Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld og der var HERRENS Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken. ⁶ Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.

⁶ Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.

⁸ Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand. ⁹ Han selv er ikke Herre i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud.

²² at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne. ²³ Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi HERREN var med ham, og det, som han gjorde, gav HERREN Lykke til.

¹⁴ Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt.

²⁴ Men de gjorde Gaven rede, indtil Josef kom om Middagen; thi de havde hørt, at de skulde faa Mad der.

¹ Og han befalede den, som forestod hans Hus, og sagde: Fyld Mændenes Poser med Spise, efter som de kunne føre, og læg hvers Penge Øverst i hans Pose!

⁹ Skynder eder og drager op til min Fader, og I skulle sige til ham: Saa siger din Søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Ægypten; kom ned til mig, tøv ikke! ¹⁰ Og du skal bo i Gosen Land og være nær hos mig, du og dine Børn og dine Børnebørn og dit Kvæg og dine Øksen og alt det, du har. ¹¹ Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er der fem Aar Hunger; paa det du ikke skal forarmes, du og dit Hus og alt det, som tilhører dig. ¹² Og se, eders Øjne og min Broder Benjamins Øjne se, at jeg taler mundtligen til eder. ¹³ Og I skulle forkynde min Fader al min Herlighed i Ægypten, og alt det, som I have set; og skynder eder og lader min Fader komme hid ned.

²⁴ Og han lod sine Brødre fare, og de gik; og han sagde til dem: Kives ikke paa Vejen!

²⁹ Og Israels Dage kom nær, at han skulde dø, og han kaldte ad sin Søn Josef og sagde til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dig, da læg, kære, din Haand under min Lænd, og bevis den Miskundhed og Troskab mod mig, at du, kære, ikke begraver mig i Ægypten.

¹⁵ Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag,

¹⁵ Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag, ¹⁶ og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet.

²⁰ Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Efraim og som Manasse! og han satte Efraim foran Manasse.

²⁵ Fra din Faders Gud - og han hjælpe dig! - og fra den Almægtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra,

²⁵ Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra.

¹¹ Og det skete i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saa paa deres Byrder, og han saa en ægyptisk Mand, som slog en hebraisk. Mand af hans Brødre.

¹³ Og anden Dagen gik han ud, og se, to hebraiske Mænd trættedes; da sagde han til den, som havde Uret: Hvi slaar du din Næste?

¹⁶ Og Præsten i Midian havde syv Døtre, og de kom derhen og droge Vand og fyldte Renderne at vande deres Faders Kvæg.

⁶ Og han sagde: Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud.

¹⁵ Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: HERREN, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

²² Men hver Kvinde skal begære af sin Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klæder, og dem skulle I lægge paa eders Sønner og paa eders Døtre, og skille Ægypterne derved.

¹ Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: HERREN har ikke aabenbaret sig for dig. ² Og HERREN sagde til ham, hvad er dette, dn har i din Haand og han sagde: En Stav. ³ Og han sagde: Kast den paa Jorden; og han kastede den paa Jorden; saa blev den til en Slange, og Mose flyede for den. ⁴ Da sagde HERREN til Moses Udræk din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og tog fat paa den, og den blev til en Stav i hans Haand ⁵ at de skulle tro, at HERREN, dere Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenharet sig for dig. ⁶ Og HERREN sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og han drog den ud og se, hans Haand var spedalsk som Sne. ⁷ Og han sagde: Stik igen din Haand i din Barm; og han stak igen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm, og se, da var den igen bleven som hans Kød. ⁸ Og let skal ske, dersom de ikke ville tro dig eller adlyde din Røst ved det første Tegn, da skulle de tro din Røst ved det andet Tegn. ⁹ Og det skal ske, dersom de end ikke skulle tro disse tvende Tegn og ej lyde din Røst, da skal du tage af Flodens Vand og øse paa det Herre; da skal det Vand, som du tog af Floden vorde, ja da skal det vorde til Blod paa det Herre.

³¹ Og Folket troede, og der de hørte, at HERREN havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.

² Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem,

² Sig nu for Folkets Øren, at de skulle begære, hver Mand af sin Næste og hver Kvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar.

²⁷ da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for HERREN, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad.

³⁵ Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder.

⁵ Og det skal ske, naar HERREN har indført dig i Kananitens og Hethitens og Amoritens og Hevitens og Jebusitens Land, hvilket han svor dine Fædre at ville give dig, et Land som flyder med Mælk og Honning, da skal du varetage denne Tj eneste i denne Maaned:

¹⁰ Og Jetro sagde: Lovet være HERREN, som friede eder af Ægypternes Haand og af Faraos Haand, og som friede Folket fra at være under Ægypternes Haand.

²⁰ Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene og lære dem Vejen, som de skulle vandre paa, og den Gerning, som de skulle gøre.

⁷ Du skal ikke tage HERREN din Guds Navn forfængelig; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig.

¹¹ da skal Ed ved HERREN være imellem dem begge, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Gods, og den skal dets Ejermand tage for god, og den anden skal ikke betale.

¹³ Og al det, som jeg har søgt til eder, skulle I holde; og I skulle ikke ihukomme andre Guders Navn, det skal ikke høres af din Mund.

²⁰ Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt.

²⁰ Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt. ²¹ Forvar dig for hans Ansiat og lyd hans Røst, fortørn ham ikke; thi han skal ikke forlade eder eders Overtrædelser, thi mit Navn er i ham. ²² Thi dersom du hører hans Røst og gør alt det, som jeg vil sige, da vil jeg og være dine Fjenders Fjende, og jeg vil trænge dem, som trænge dig. ²³ Thi min Engel skal gaa for dit Ansigt, og føre dig til de Amoriter og Hethiter og Feresiter og Kananiter og Heviter og Jebusiter; og jeg vil udslette dem.

² Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døtres Øren, I og bærer dem til mig. ³ Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron.

¹³ Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de, skulle eje det evindelig.

² og jeg vil sende en Engel foran dig, og addrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter,

⁸ Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad.

¹⁶ og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder.

¹² Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn; jeg er HERREN.

²⁹ Og naar nogen sælger et beboet Hus i en Stad, der har Mur, han har Ret til dets Løsning, indtil et helt Aar er forløbet, efter at han har solgt det; et Aar skal Løsningen deraf kunne ske.

⁴⁶ Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden.

²¹ saaledes skal Præsten besværge Kvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Kvinden -. Saa sætte HERREN dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, idet HERREN lader dine Lænder svinde og din Bug svulme op!

¹² Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre.

¹⁶ Fordi HERREN ikke formaaede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slaaet dem ned i Ørken.

³⁰ I skulle ikke komme ind i det Land, om hvilket jeg har opløftet min Haand óg svoret at ville lade eder bo deri, uden Kaleb, Jefunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

¹⁷ Kære, lad os gaa igennem dit Land, vi ville hverken gaa igennem Ager eller Vingaard og ej drikke Vand af nogen Brønd, vi ville gaa ad Kongevejen, vi ville hverken bøje til den højre eller til den venstre Side, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke.

⁵ og hendes, Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt.

⁸ og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag han hører det, da skal hendes Løfte staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har paalagt sin Sjæl, de skulle staa ved Magt

¹⁷ Og nu, slaar alt Mandkøn ihjel iblandt smaa Børn, og slaar hver Kvinde ihjel, som har kendt Mand, ved at ligge hos Mandkøn; ¹⁸ men lader alle smaa Børn af Kvindekønnet, som ikke have kendt Mandkøns Samkvem, leve for eder

¹¹ Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig,

⁸ Se, jeg har givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land, som HERREN har tilsvoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob at give dem og deres Sæd efter dem.

²⁷ Jeg vil drage igennem dit Land, jeg vil blot gaa, paa Vejen, jeg vil ikke vige til den højre eller venstre Side.

¹³ Du skal frygte HERREN din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du sværge.

³ Og du skal ikke gøre Svogerskab med dem; du skal ikke give hans Søn din Datter, og hans Datter skal du ikke tage til din Søn ⁴ Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og saa optændes HERRENS Vrede imod eder, og han skal snart ødelægge eder.

²⁰ HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge.

¹⁹ da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham og føre ham frem til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port,

⁴ for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig.

¹² for at du skal træde over i HERREN din Guds Pagt og i hans edelige Forbund, som HERREN din Gud gør med dig i Dag;

¹³ Og han sagde om Josef Hans Land være velsignet af HERREN, med Himmelens kostelige Gave med Duggen, og af Dybet, som ligger her nedenunder, ¹⁴ med den kostelige Gave, der bringes frem ved Solen, og med den kostelig Gave, der drives frem ved Maanens Skifter, ¹⁵ fra de ældgamle Bjerges Top, og med de evige Højes kostelige Gave, ¹⁶ med Jordens og dens Fyldes kostelige Gave, og med Naade fra ham, som boede i Tornebusken; den skal komme over Josef Hoved og over hans Isse, han er en Fyrste iblandt sine Brødre.

⁴ Og HERREN sagde til ham: Dette er det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob og sagt: Din Sæd vil jeg give det; jeg har ladet dig se det med dine Øjne, men du skal ikke drage derover.

⁶ Vær frimodig og vær stærk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.

⁸ Denne Lovs Bog skal ikke vige fra din Mund, men du skal grunde paa den Dag og Nat, paa det du kan tage Vare paa at gøre efter alt det, som er skrevet i den; thi da skal det gaa dig vel i dine Veje, og da skal du handle klogelig.

¹² Og nu, kære, sværger mig ved HERREN, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn,

¹⁴ Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være i Stedet for eders til at dø, naar I kun ikke kundgør denne vor Handel; og det skal ske, naar HERREN giver os Landet, da ville vi vise Miskundhed og Troskab imod dig.

¹⁷ Og Mændene sagde til hende: Vi ville være løste fra denne din Ed, som du kom os til at sværge: ¹⁸ Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus; ¹⁹ og det skal ske, hver den, som gaar ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være paa hans Hoved, og vi skulle være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være paa vort Hoved, dersom der bliver lagt Haand paa ham. ²⁰ Men dersom du kundgør denne vor Handel, da ville vi være løste fra den Ed, som du kom os til at sværge.

²⁰ Dette ville vi gøre dem Vi ville lade dem leve, at der ikke skal komme en Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have tilsvoret dem.

¹⁸ Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begære en Ager af sin Fader, og hun sprang ned af Asenet, og Kaleb sagde til hende: Hvad fattes dig?

¹⁴ Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begære af hendes Fader en Ager, og hun sprang ned af Asenet; da sagde Kaleb til hende: Hvad fattes dig?

¹ Og HERRENS Engel kom op fra Gilgal til Bokim og sagde: Jeg har ført eder op af Ægypten og bragt eder i det Land, som jeg tilsvor eders Fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed.

⁸ Da optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Haand, som var Konge i Aram Naharaim, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte Aar. ⁹ Da raabte Israels Børn til HERREN, og HERREN oprejste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder. ¹⁰ Og HERRENS Aand var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og HERREN gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Haand var stærk over Kusan-Risathaim.

¹¹ Skytternes Røst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de HERRENS Retfærdighed, Retfærdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg HERRENS Folk ned til Portene.

¹⁷ Da sagde han til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da gør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig.

³⁶ Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Haand, ligesom du har sagt, ³⁷ se, da lægger jeg et Uldskind i Gaarden; dersom der vorder Dug paa Uldskindet alene og tørt paa al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Haand, som du har sagt.

³⁷ se, da lægger jeg et Uldskind i Gaarden; dersom der vorder Dug paa Uldskindet alene og tørt paa al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Haand, som du har sagt. ³⁸ Og det skete saa; og der han stod anden Dag aarle op, da trykkede han Uldskindet ud og udkrystede Dug af Uldskindet, en Skaal fuld af Vand ³⁹ Og Gideon sagde til Gud: Lad din Vrede ikke optændes mod mig, at jeg taler alene denne Gang; kære jeg vil ikkun forsøge det endnu denne Gang med Uldskindet; kære, lad være tørt paa Uldskindet alene, og lad Dug være paa al Jorden. ⁴⁰ Og Gud gjorde det saaledes i den samme Nat, og der var tørt paa Uldskindet alene, og der var Dug paa al Jorden.

¹³ Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Næste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hih og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet da slog det derpaa, saa at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt. ¹⁴ Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand. ¹⁵ Og det skete, der Gideon hørte Fortællingen og Udlæggelsen af Drømmen da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Staar op, thi HERREN har givet Midianiternes Lejr i eders Haand.

⁸ Og nogen Tid derefter kom han tilbage for at tage hende, og han bøjede af fra Vejen for at bese Løvens Aadsel; og se, der var en Bisværm og Honning i Løvens Krop.

² Og han sagde til sin Moder: De tusinde og hundrede Sekel Sølv, som ere tagne fra dig, og om hvilke du har udtalt en Forbandelse og sagt det endog i mit Paahør, se, det Sølv er hos mig, jeg har taget det; da sagde hans Moder: Velsignet være du, min Søn, for HERREN!

⁵ Og de sagde til ham: Kære, spørg Gud ad, at vi maa vide, om vor Vej. som vi vandre paa, skal blive lykkelig.

¹⁹ Og jeg har baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Vin til mig og din Tjenestekvinde og til Drengen, som er med din Tjener; vi have ingen Mangel paa nogen Ting. ²⁰ Og den gamle Mand sagde: Fred være med dig, lad ikkun, hvad du trænger til, være min Sag; bliv kun ikke Natten over paa Gaden. ²¹ Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.

²¹ Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.

² Og Ruth den moabitiske sagde til Noomi: Kære, jeg vil gaa ud paa Marken, og jeg vil sanke op af Aksene efter den, for hvis Øjne jeg finder Naade; og hun sagde til hende: Gak, min Datter!

¹⁷ Saa sankede hun op paa Ageren indtil Aftenen; og hun slog det af, som hun havde sanket op, og det var ved en Efa Byg.

¹⁰ Og han sagde: Velsignet være du for HERREN, min Datter; du har bevist din Kærlighed sidste Gang bedre end første Gang, idet du ikke er gaaet efter de unge Karle, enten fattig eller rig.

¹¹ Og alt Folket, som var i Porten, og de Ældste sagde: Vi ere Vidner; HERREN give, at den Kvinde, der kommer i dit Hus, maa blive som Rakel og som Lea, hvilke begge byggede Israels Hus; og bliv du mægtig i Efrata og bliv navnkundig i Bethlehem! ¹² Og dit Hus vorde ligesom Perez' Hus, hvem Thamar fødte Juda, ved den Sæd, som HERREN skal give dig af denne unge Kvinde.

¹⁴ Da sagde Kvinderne til Noomi: Velsignet være HERREN, som ikke vilde lade dig fattes en Løser i Dag, og hans Navn vorde priset i Israel!

¹³ Thi Hanna talede i sit Hjerte, hendes Læber, rørte sig blot, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for at være drukken. ¹⁴ Og Eli sagde til hende: Hvor længe vil du være drukken? bortskaf din vin fra dig; ¹⁵ Og Hanna svarede og sagde: Det er ikke saa, min Herre; jeg er en Kvinde, som er hart bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin eller stærk Drik; men jeg har udøst mit Hjerte for HERRENS Ansigt

⁷ Saa tager nu og gører en ny Vogn og tager to nybære Køer, paa hvilke der ikke er kommen Aag; og I skulle spænde Køerne for Vognen og føre deres Kalve tilbage hjem fra dem. ⁸ Og I skull tage HERRENS Ark og sætte den paa Vognen, og Guldtøjet, som I give den med tilbage til Skyldoffer, skulle I lægge i et Skrin ved dens Side; og I skulle sende den hen og lade den fare. ⁹ Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har været os en Hændelse.

¹¹ Da de gik op ad Opgangen til Staden, da fandt de nogle unge Piger, som gik ud at drage Vand op, og de sagde til dem: Er Seeren her?

² Naar du gaar fra mig i Dag, da skal du finde to Mænd ved Rakels Grav i Benjamins Landemærke i Zelza; og de skulle sige til dig: De Aseninder ere fundne, som du gik at lede efter og se, din Fader har ladet Sagen om Aseninderne fare og er bekymret for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn? ³ Og naar du gaar frem derfra og bedre frem og kommer til Thabors Lund, da skulle tre Mænd finde dig der, som gaa op til Gud i Guds Hus: En, som bærer tre Kid, og en, som bærer tre hele Brød, og en, som bær er en Flaske Vin. ⁴ Og de skulle hilse dig og give dig to Brød, og du skal annamme dem af deres Haand. ⁵ Derefter skal du komme til Guds Høj, hvor Filisternes Besætninger ere; og det skal ske, naar du kommer der til Staden, da skal du møde en Hob Profeter, som komme ned fra Højen, og foran dem skal være Salter og Tromme og Pibe og Harpe, og de skulle profetere. ⁶ Og HERRENS Aand skal komme heftig over dig, at du skal profetere med dem; og du skal omskiftes til en anden Mand. ⁷ Og det skal ske, naar disse Tegn indtræffe for dig, saa skal du udføre, hvad du lægger Haand paa; thi Gud er med dig. ⁸ Og du skal gaa ned for mit Ansigt til Gilgal, og se, jeg vil komme ned til dig til at ofre Brændoffer og at slagte Takofre; syv Dag skal du bie, indtil jeg kommer til dig, saa vil jeg lade dig vide, hva du skal gøre. ⁹ Og det skete, der han vendte Ryggen for at gaa fra Samuel, da gav Gud ham et helt andet Hjerte; og alle disse Ting indtraf samme Dag. ¹⁰ Og de kom derhen til Højen, se, da kom en Hob Profeter imod ham, og Guds Aand kom heflig over ham, og han profeterede midt iblandt dem.

⁸ Og Jonathan sagde: Se, vi gaa over til Mændene og lade os se af dem. ⁹ Dersorn de sige saaledes til os: Staar stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staa paa vort Sted og ikke gaa op til dem. ¹⁰ Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op; thi HERREN har givet dem i vor Haand; og dette skal være os et Tegn.

⁷ Dersom han siger saaledes: Det er godt, saa staar det vel med din Tjener; men dersom hans Vrede optændes, da vid, at det onde er fast besluttet hos ham.

¹⁷ Og Jonathan blev ved at besværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin egen Sjæl.

³² Da sagde David til Abigail: Lovet være HERREN, Israels Gud, som sendte dig mig i Møde i Dag,

³⁹ Og der David hørte, at Nabal var død, da sagde han: Lovet være HERREN, som udførte min Forsmædelses Sag imod Nabal og forhindrede sin Tjener fra ondt, og HERREN lod Nabals Ondskab falde tilbage paa hans Hoved; og David sendte hen og lod tale med Abigail om at tage sig hende til Hustru.

⁴¹ Og hun stod op og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden, og sagde: Se, her er din Tjenerinde til en Tjenestekvinde til at to min Herres Tjeneres Fødder.

¹⁷ Og David slog dem fra Tusmørket og indtil Aftenen paa den følgende Dag, og ingen undkom af dem uden fire Hundrede Mænd, unge Karle, som rede paa Kamelerne og undflyede.

²⁴ Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbærtræernes Toppe, da maa du røre dig; thi da er HERREN udgangen for dit Ansigt til at slaa Filisternes Lejr.

¹⁸ Da gik Kong David ind og blev for HERRENS Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre, HERRE! og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil? ¹⁹ Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, Herre, HERRE! saa du talede og om din Tjeners Hus i Fremtiden; og dette er Loven for Mennesker, o Herre, HERRE! ²⁰ Og hvad skal David ydermere blive ved at tale til dig? thi du kender din Tjener, Herre, HERRE!

²⁷ Thi du, HERRE Zebaoth, Israels Gud! du har aabenbaret for din Tj eners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Hus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig.

²² Men Absalom talede ikke med, Amnon, hverken ondt eller godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster.

¹⁰ Men Kongen sagde: Hvad har jeg med eder at gøre, I Zerujas Sønner? naar han bander, og HERREN har sagt til ham: Band David! hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa?

¹⁹ Og Ahimaaz, Zadoks Søn, sagde: Kære, lad mig løbe og bringe Kongen Budskab, at HERREN har skaffet ham Ret og friet ham af hans Fjenders Haand.

²⁷ Og Skildvagten sagde: Jeg ser, den førstes Løb er som Ahimaaz, Zadoks Søns Løb, og Kongen sagde: Det er en god Mand, og han kommer med et godt Budskab. ²⁸ Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøjede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være HERREN din Gud, som har overantvordet dig de Mænd, der opløftede deres Haand imod min Herre, Kongen!

²⁸ Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøjede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være HERREN din Gud, som har overantvordet dig de Mænd, der opløftede deres Haand imod min Herre, Kongen!

⁹ Og Joab sagde til Amasa: Gaar det dig vel, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skægget med den højre Haand for at kysse ham.

¹ Og Kong David var gammel, kommen til Aars, og de dækkede ham til med Klæder, men han blev ikke varm.

³ og tag Vare paa, hvad HERREN din Gud vil have varetaget, at du vandrer i hans Veje og holder hans Skikke, hans Bud og hans Befalinger og hans Vidnesbyrd efter det, som er skrevet i Mose Lov, at du kan handle viselig i alt det, du gør, og i alt det, du vender dig til,

²³ og han sagde: HERRE, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt af deres ganske Hjerte;

¹⁰ Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke.

³⁶ Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord.

¹⁴ Og han tog Elias's Kappe, som var falden af ham, og slog Vandet og sagde: Hvor er HERREN, Elias's Gud? ja hvor er han og han slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og Elisa gik over.

¹⁵ Og Ezekias bad for HERRENS Ansigt og sagde: HERRE! Israels Gud du som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himmelen og Jorden.

³ Ak, HERRE! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt.

⁸ Og Ezekias sagde til Esajas: Hvilket er Tegnet paa, at HERREN vil læge mig, og at jeg skal gaa op paa den tredje Dag i HERRENS Hus ⁹ Og Esajas sagde: Du skal have dette Tegn af HERREN paa, at HERREN skal gøre denne Gerning, som han har sagt: Skal Skyggen gaa ti Streger frem eller gaa ti Streger tilbage? ¹⁰ Og Ezekias sagde: Det er let, at Skyggen bøjer ti Streger fremad, men ikke at Skyggen gaar ti Streger tilbage? ¹¹ Og Esajas, Profeten, raabte til HERREN, og han lod Skyggen paa gaa de ti Streger tilbage, som den var gaaet fremad paa Akas's Solviser.

⁶ Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Hanon og Ammons Børn tusinde Gentner Sølv for at leje sig fra Mesopotamien og fra Syria-Maaka og fra Zoba Vogne og Ryttere.

¹⁰ Og David lovede HERREN for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet være du, HERRE, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed! ¹¹ Dig, HERRE! hører Majestæt og Vælde og Herlighed og Sejr og Ære til; thi alt i Himmelen og paa Jorden er dit, ja, dit, HERRE! er Riget, og du er ophøjet over alt til et Hoved. ¹² Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regerer over alting, og Kraft og Vælde er i din Haand; og i din Haand staar det at gøre alt stort og stærkt. ¹³ Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn.

²⁰ Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kære, lover HERREN, eders Gud; og al Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for HERREN og for Kongen.

²⁴ Og alle Fyrsterne og de vældige, ja ogsaa alle Kong Davids Sønner, de underkastede sig Kong Salomo.

¹² Fremdeles sagde Huram: Lovet være HERREN, Israels Gud, som har gjort Himmelen og Jorden, at han gav Kong David en viis Søn, som har Forstand og Klogskab, som skal bygge HERREN et Hus og sit Rige et Hus!

¹⁸ Da bøjede Josafat sit Ansigt ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for HERRENS Ansigt, at nedbøje sig for HERREN.

³ Og deres Fader gav dem mange Gaver af Sølv og af Guld og kostbare Sager, tillige med faste Stæder i Juda; men Riget gav han Joram, thi han var den førstefødte.

³⁰ Siden sagde Kong Ezekias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love HERREN med Davids og Asafs, Seerens Ord; og de lovede ham med Glæde og bøjede sig og tilbade.

² Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.

⁶ Og alle trindt omkring dem understøttede dem med Sølvkar, med Guld, med Gods og med Kvæg og. med kostbare Skænk foruden alt det, som de gave frivilligt.

²¹ Og jeg lod der udraabe en Faste ved den Flod Ahava for at ydmyge os for vor Guds Ansigt for at bede ham om en lykkelig Rejse for os og vore smaa Børn og alt vort Gods.

¹ Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Præsterne og Leviterne have ikke holdt sig adskilte fra Folkene i Landene, som de burde efter de Vederstyggeligheder, som begaas af Kananiterne, Hethiterne, Feresiterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne; ² thi de have taget af deres Døtre for sig og for deres Sønner, og den hellige Sæd har blandet sig med Folkene i Landene; og de Øverstes og Forstandernes Haand har været den første i denne Forsyndelse. ³ Og der jeg hørte dette Ord, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe, og jeg rev Haar af mit Hoved og mit Skæg og sad forfærdet.

¹¹ Ak, Herre! Kære, lad dit øre mærke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskænk.

⁴ Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen.

⁶ Og Esra lovede HERREN den store Gud, og alt Folket svarede: Amen! Amen! med deres Hænder oprakte, og de kastede sig ned og bøjede sig ned for HERREN med Ansigtet til Jorden.

⁶ Du er HERREN, du alene, du har gjort Himmelen, ja Himlenes Himle og al deres Hær, Jorden, og alt det, som er derpaa, Havet og alt det, som er deri, og du holder alle disse Ting i Live, og Himmelens Hær tilbeder dig.

²⁵ Og jeg trættede med dem og forbandede dem og slog nogle af dem og rev Haar af dem; og jeg tog en Ed af dem ved Gud: I skulle ikke give eders Døtre til deres Sønner og ej tage af deres Døtre til eders Sønner, eller til eder selv.

¹ Og det skete paa den tredje Dag, da iførte Esther sig kongelige Klæder og stod i Kongens Hus's inderste Forgaard, lige for Kongens Hus, og Kongen sad paa sin kongelige Trone i det kongelige Hus, lige for Døren paa Huset.

¹⁰ Og han skrev i Kong Ahasverus's Navn og forseglede det med Kongens Ring, og sendte Brevene ved Ilbud til Hest, som rede paa Travere, Muler, faldne efter Hingste:

¹⁴ Ilbudene, som rede paa Travere, paa Muler, droge ud og hastede og skyndte sig efter Kongens Ord; og den Lov blev given i Borgen Susan.

³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen.

¹² Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

¹⁰ Og HERREN vendte Jobs Fangenskab, der han havde bedet for sine Venner; og HERREN forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte. ¹¹ Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som HERREN havde ladet komme over ham og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld. ¹² Og HERREN velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder.

² men som har Lyst til HERRENS Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat. ³ Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.

⁸ Jeg har stedse sat HERREN for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes.

³⁵ Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen.

²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne.

⁸ Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig mit Øje.

¹ Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.

¹ Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort. ² Jeg vil love HERREN til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund.

² Jeg vil love HERREN til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. ³ Min Sjæl skal rose sig i HERREN; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig. ⁴ Lover HERREN storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn. ⁵ Jeg søgte HERREN, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt. ⁶ De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. ⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester.

¹⁵ Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den!

⁵ Vælt din Vej paa HERREN og forlad dig paa ham, han skal gøre det.

⁹ Alle dine Klæder dufte af Myrra og Aloe og Kasia; du gaar ud af de Elfenbens Paladser fra dem, som have glædet dig. ¹⁰ Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir.

¹⁰ Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir. ¹¹ Hør, Datter! og se til og bøj dig øre og glem dit Folk og din Faders Hus!

¹³ Og Tyrus's Datter skal komme med Skænk og bede ydmygeligt for dit Ansigt: De rige iblandt Folket. ¹⁴ Kongedatteren derinde er aldeles herlig, hendes Klæder ere af Gyldenstykke.

¹⁴ Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.

² Gud! man lover dig i det stille i Zion; og dig skal betales Løfte.

⁴ Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela.

¹⁹ Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o HERRE, o Gud!

⁹ De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv.

¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

²⁴ Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

¹¹ Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. ¹² Jeg vil komme HERRENS Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

¹⁶ Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn. ¹⁷ Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

¹⁷ Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje.

⁶ Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for HERREN, vor Skabers Ansigt!

³ Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse.

⁵ Thi HERREN er god, hans Miskundhed varer evindelig og hans Sandhed fra Slægt til Slægt.

²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!

³⁴ Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i HERREN.

¹ Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

⁷ Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. ⁸ Lad dem takke HERREN for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

¹⁵ Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

²¹ Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn ²² og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

³⁸ Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.

⁴³ Hvo er viis, at han bevarer disse ring og forstaar HERRENS Miskundhed!

¹ Halleluja! Salig den Mand, som frygter HERREN, som har stor Glæde ved hans Bud. ² Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de oprigtiges Slægt skal velsignes. ³ Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfærdighed bestaar altid.

³ Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfærdighed bestaar altid.

¹⁵ Velsignede være I for HERREN, som har gjort Himmel og Jord.

¹ Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer.

¹ Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. ² Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham.

² Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. ³ Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. ⁴ Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl! ⁵ HERREN er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. ⁶ HERREN bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. ⁷ Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi HERREN har gjort vel imod dig.

²³ Af HERREN er dette sket, det er underligt for vore Øjne.

²⁵ Kære HERRE! frels dog; kære HERRE! lad det dog lykkes.

¹⁵ Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.

²⁷ Lad mig forstaa dine Befalingers underfulde Gerninger.

⁴⁸ Og jeg Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke.

⁶ Beder om Jerusalems Fred; Ro finde de, som elske dig.

¹ En Sang paa Trapperne; af Salemo. Dersom HERREN ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa; dersom HERREN ikke bevarer Staden, da vaager Vægteren forgæves.

³ Jeg vil ikke gaa ind i mit Hus's Telt, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leje; ⁴ jeg vil ikke lade mine Øjne sove, eller mine øjenlaage blunde, ⁵ førend jeg finder et Sted for HERREN, en Bolig for Jakobs mægtige."

¹⁷ Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig.

⁵ Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Værk, jeg betænker dine Hænders Gerning. ⁶ Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela.

⁵ Jeg vil betænke din Majestæts herlige Ære og dine underfulde Gerninger.

¹⁸ HERREN er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed. ¹⁹ Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.

³ Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle;

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! ⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

¹¹ Jeg underviser dig om Visdoms Vej, jeg leder dig paa jævne Stier.

¹¹ Jeg underviser dig om Visdoms Vej, jeg leder dig paa jævne Stier. ¹² Naar du gaar, skal din Gang ikke blive trang, og naar du løber, skal du ikke støde dig. ¹³ Hold fast ved Undervisning, lad den ikke fare, bevar den; thi den er dit Liv.

²⁰ Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,

²² HERRENS Velsignelse bør rig, og han føjer kke Smerte til den.

¹⁰ Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.

¹⁶ Enhver, der er kløgtig, handler i kundskab, taaben spreder dumhed.

³³ Lodden kastes i Skødet; men den falder, alt soin HERREN vil.

⁸ Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.

¹⁶ Et Menneskes Gave gør Rum for ham og fører ham frem for store Herrer.

²² Hvo der har fundet en Hustru, har fundet en god Ting og bekommer en Velbehagelighed af HERREN.

¹⁴ Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra HERREN.

⁴ Løn for Sagtmodighed og HERRENS Frygt er Rigdom og Ære og Liv.

²⁹ Ser du en Mand, som er snar i sin Gerning, han skal stille sig frem for Konger, han skal ikke stille sig frem for uansete Mænd.

²⁵ Som koldt Vand for en træt Sjæl, saa er et godt Budskab fra et langt fraliggende Land.

²⁶ Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge. ²⁷ Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hns, og æder ikke Ladheds Brød.

¹⁰ Sig ikke: Hvoraf kom det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om saadant af Visdom.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

¹³ Dine Vækster ere en Lysthave med Granatæbler, med kostelig Frugt, Koferblomster med Narder;

² Jeg sov, men mit hjerte vaagede. Min elskedes Røst! Han banker: Luk op for mig, min Søster! min Veninde! min Due! min rene! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.

² Jeg vilde lade dig, jeg vilde føre dig til min Moders Hus: du skulde lære mig; jeg skulde give dig af krydret Vin at drikke, af mit Granattræs Most.

¹⁹ Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne, ²⁰ de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene, ²¹ Fingerringene og Næseringene, ²² Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne, ²³ Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene.

¹¹ Begær dig et Tegn af HERREN, din Gud; begær det i det dybe eller oventil i det høje!

¹⁴ De komme den tørstige i Møde med Vand; Indbyggerne i Temas Land møde den ftygtende med Brød.

²⁵ Og paa hvert højt Bjerg og paa hver ophøjet Høj skal der være Bække, Strømme af Vand paa det store Slags Dag, naar Taarne falde.

⁸ Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

⁶ Da skal den halte springe som en Hjort og; den stummes Tunge synge med Fryd; thi Vande hryde frem i Ørken og Bække paa den øde Mark. ⁷ Og den glødende Sandørk skal blive til Sø og det tørstige Sted til Vandkilder; i den Bolig, hvor Draber laa, skal være Sted for Rør og Siv.

² Og Ezekias blev glad ved dem og lod dem se Huset med sine dyrebare Sager, Sølvet og Guldet og de vellugtende Urter og den bedste Olie og hele sit Vaabenhus og alt det, som fandtes i hans Skatkammer; der var ingen ring i hans Hus og i hans hele Rige, som Ezekias jo lod dem se.

¹⁷ De elendige og de fattige lede efter Vand, og der er intet, deres Tunge forsmægter af Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre dem, jeg, Israels Gud, vil ikke forlade dem. ¹⁸ Jeg vil lade Floder bryde frem paa de nøgne Høje og Kilder midt i Dalene; jeg vil gøre Ørken til vandrig Sø og det tørre, Land til Vandløb.

²³ Jeg har svoret ved mig selv, af Retfærdigheds Mund udgik et Ord, og det skal ikke tages tilbage: At for mig skal hvert Knæ bøje sig, til mig skal hver Tunge sværge.

¹ Hører dette Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som sværge ved HERRENS Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfærdighed!

¹⁵ Jeg, jeg har sagt det, jeg har ogsaa kaldet ham; jeg vil lade ham komme, og hans Vej skal lykkes.

¹⁷ Saa siger HERREN, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er HERREN din Gud, som lærer dig, hvad nyttigt er, og som fører dig paa Vejen, som du skal gaa.

¹⁰ De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.

² Ser hen til Abraham, eders Fader, og til Sara, som fødte eder; thi jeg kaldte ham, da han var een, og, I, velsignede ham og formerede ham.

¹ Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger HERREN. ² Udvid Pladsen til dit Paulun; og lad dem udspænde din Boligs Tæpper, forhindre det ikke; stræk dine Teltsnore langt ud, og befæst dine Teltpæle! ³ Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Sæd skal arve Hedningerne, og den skal befolke de Ødelagte Stæder. ⁴ Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse. ⁵ Thi din Skaber er din Ægtemand, HERREN Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.

⁹ Da skal du paakalde, og HERREN skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret.

³ Og du skal være en dejlig Krone i HERRENS Haand og et kongeligt Hovedsmykke i din Guds Haand. ⁴ Man skal ikke ydermere kalde dig "den forladte", ej heller skal dit Land ydermere kalde dig det ødelagte"; men du skal kaldes "min Lyst er i det", og dit Land skal kaldes "Ægtehustruen"; thi HERREN har Lyst til dig, og dit Land skal faa sin Ægteherre. ⁵ Thi som en Ungkarl ægter en Jomfru, saa skulle dine Børn holde Ægteskab med dig; og som en Brudgom glæder sig ved Bruden, saa skal din Gud glæde sig ved dig.

⁹ I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage.

¹⁶ Hver den, som velsigner sig i Landet, skal velsigne sig i den trofaste Gud, og hver den, som sværgel i Landet, skal sværge ved den trofaste Gud; thi de forrige Trængsler ere glemte, og de ere borte for mine Øjne.

²⁴ Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale; da vil jeg høre.

³² Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.

² og du skal sværge: Saa vist som HERREN lever i Sandhed, i Ret og i Retfærdighed! og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig af ham.

¹¹ Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene.

¹⁶ Og det skal ske, dersom de lære mit Folks Veje, saa de sværge ved mit Navn, "saa sandt som HERREN lever", ligesom de lærte mit Folk at sværge ved Baal: Da skulle de bygges midt iblandt mit Folk.

¹⁰ Og jeg klædte dig med stukne Klæder, og jeg iførte dig Sko at Grævlingeskind, og jeg ombandt dig med hvidt Linned og klædte dig i Silke. ¹¹ Og jeg prydede dig saare og lagde Armbaand om dine Hænder og en Kæde om din Hals.

¹¹ Og jeg prydede dig saare og lagde Armbaand om dine Hænder og en Kæde om din Hals. ¹² Og jeg satte et Smykke i din Næse, og ringe i dine øren og en dejlig Krone paa dit Hoved.

¹² Og jeg satte et Smykke i din Næse, og ringe i dine øren og en dejlig Krone paa dit Hoved. ¹³ Og du var prydet med Guld og Sølv, og din Klædning var hvidt Linned og Silke og stukket Arbejde; du aad fint Mel og Honning og Olie; og du blev overmaade dejlig og skred frem til kongelig Værdighed.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

²⁸ Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet være Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud:

¹⁰ En Strøm af Ild, brød frem og gik ud fra ham; tusinde Gange tusinde tjente ham, og ti Tusinde Gange ti Tusinde stode for ham; Retten blev sat og Bøgerne opladte.

¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk. ²⁰ Og der jeg endnu talte og bad og bekendte min Synd og mit Folk Israels Synd og nedlagde min ydmyge Begæring for HERRENS, min Guds, Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld, ²¹ ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid. ²² Og han underviste mig og talte med mig og sagde: Daniel! nu er jeg udgangen for at meddele dig Indsigt. ²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!

²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!

⁹ Og han sagde til dem: Jeg er en Hebræer, og jeg frygter HERREN, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land.

⁶ Hvormed skal jeg komme HERREN i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre med aarsgamle Kalve?

²⁰ Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

⁵ og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Hær, og dem, som tilbedende sværge til HERREN og dog sværge ved deres Konge;

¹¹ Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefæ og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha.

³³ Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

⁴² Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine.

³² jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes.

³⁰ Og Aopstlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.

¹¹ Det er skeet af Herren og er underligt for vore Øine

⁷ Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede.

³⁸ Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og englen skiltes fra hende.

⁶⁸ lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk,

¹⁹ Men Maria bevarede alle disse Ord og overveiede dem i sit Hjerte.

⁵¹ Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte.

⁴⁴ Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vædede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar.

³⁸ Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde: ³⁹ Vend tilbage til dit Huus og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham.

¹⁷ Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus.

⁷ Da kom en samaritansk Kvinde, at drage Vand op. Jesus sagde til hende: giv mig at drikke.

⁹ Da sagde den samaritanske Kvinde til ham: hvorledes beder du, som er en Jøde, mig, som er en samaritansk Kvinde, om Drikke? Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritaner.

¹⁴ Men hvo som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv.

³¹ Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: Mester æd! ³² Men han sagde til dem: jeg har Mad at æde, den I ikke kjende. ³³ Da sagde Disciplene til hverandre: mon Nogen har bragt ham Noget at æde? ³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

³² og I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal frigjøre Eder.

⁴ reiste han sig fra Nadveren og lagde sine Klæder fra sig, og han tog et Lindklæde og bandt op om sig. ⁵ Derefter slog han Vand i et Bækken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Lindklædet, som han var ombunden med. ⁶ Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter. ⁸ Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig. ⁹ Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet. ¹⁰ Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle. ¹¹ Thi han kjendte den, som han forradte; derfor sagde ham: I ere ikke alle rene. ¹² Der han da havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder, satte han sig atter ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg har gjort Eder? ¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. ¹⁴ Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder.

⁹ Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,

²⁴ Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, ²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee. ²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, ³⁰ idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn. ³¹ Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed. ³² Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles. ³³ Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.

² Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fældre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan.

⁵ Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde.

⁷ Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham. ⁸ Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.

²² Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.

²⁵ Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad. ²⁶ Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.

³⁰ Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klændebon,

¹⁷ Dersom Gud da har givet dem lige Gaver med os, der de troede paa den Herre Jesus Christus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?

¹² Og som han besindede sig, kom han for Marias Huus, som var Moder til Johannes ved Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade. ¹³ Men da Peter bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem for at høre, hvo der var. ¹⁴ Og da hun kjendte Peters Røst, abbnede hun af Glæde ikke Døren, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod for Døren. ¹⁵ Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel. ¹⁶ Men Peter blev ved at banke paa, og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede. ¹⁷ Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet, og han sagde: forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.

¹⁰ altid begjerende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til efter Guds Villie, at komme til Eder.

¹⁹ og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv;

²⁶ Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.

³⁹ En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren.

⁵ Men hver Kvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er det Samme, som var hun raget. ⁶ Thi dersom en Kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade haaret afklippe; men er det Kvinden usømmeligt at klippes eller rages, da bedække hun sig.

¹⁰ Derfor bør Kvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.

¹⁴ Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund har Lys med Mørke? ¹⁵ Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe? ¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

¹ Og, at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! Dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode. ² Thi jeg er nidkjær over Eder med Guds Nidkjærhed; jeg har trolovet Eder med en Mand, at jeg kunde fremstille Christus en reen Jomfru.

⁹ Saa at de, som holde sig til Troen blive velsignede med den troende Abraham.

¹ Derfor bliver stadige i den Frihed, hvormed Christus frigjorde os, og lader Eder ikke atter tvinge under Trældoms Aag.

³ Lovet være Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, som velsignede os med al aandelig Velsignelse i det Himmelske, i Christus!

²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren; ²³ thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører. ²⁴ Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting. ²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet,

²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig. ²⁸ Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det, ligesom og Herren Menigheden. ³⁰ Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been. ³¹ Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød. ³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden. ³³ Dog I ogsaa, hver især elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

⁵ I Tjenere! lyder Eders Herrer efter Kjødet med Frygt og Bæven i Eders Hjertes Enfoldighed, som Christus; ⁶ ikke med Øientjeneste som de, der ville tækkes Menneskene, men som Christi Tjenere, saa I gjøre Guds Villie af Hjertet, ⁷ tjenende med Velvillighed Herren, og ikke Mennesker; ⁸ Vidende, at hvad Godt enhver gjør, det skal han gjengældes af Herren, hvad heller han er Tjener eller Fri.

¹⁰ at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden,

⁶ Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;

⁵ Thi hverken omgikkes vi med smigrende Ord, som I vide, ei heller med paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.

¹⁰ idet vi Nat og Dag indstændigen bede, at vi maatte see Eders Ansigt og raade Bod paa Eders Troes mangler? ¹¹ Men vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Christus styre vor Vei til Eder!

¹³ Men jeg vil ikke, at i skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge som de Andre, der ikke have Haab.

¹⁵ Thi dette sige vi Eder som Herrens Ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens tilkommelse, vi skulle ikke komme forud for de Hensovede.

¹⁷ Men den evige Konge, den uforkrænkelige, usynlige, den alene vise Gud være Pris og Ære i al Evighed! Amen.

⁹ Desligeste og, at Kvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kosteligt Klædebon,

⁹ Desligeste og, at Kvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kosteligt Klædebon, ¹⁰ men, som det sømmer sig Kvinder der bekjende sig til Gudsfrygt, med gode Gjerninger.

¹⁰ men, som det sømmer sig Kvinder der bekjende sig til Gudsfrygt, med gode Gjerninger.

⁸ Thi den legemlige Øvelse er nyttig til Lidet, men Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting og har Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det tilkommende.

¹⁰ som har Vindesbyrd for gode Gjerninger, at hun har opfødt Børn, at hun har gjerne laant Huus, at hun har toet de helliges Fødder, at hun har forsørget de Betrængte, at hun har lagt sig efter al god Gjerning.

¹⁷ Da Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, meest dem, som arbeide i Tale og Lærdom.

² Men de, der have troende Herrer, foragte dem ikke, fordi de ere Brødre, men tjene des hellere, efterdi de, som annamme deres gode Gjerning, ere troende og elskelige. Lær dette, og forman dertil!

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

¹⁶ Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse.

³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

⁹ Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isaak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;

¹³ I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjester og Udlændinge paa Jorden. ¹⁴ Men de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland. ¹⁵ Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage; ¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.

² Glemmer ikke Gjestfrihed; thi ved den have Nogle, uden at vide det, herberget Engle.

³ Eders Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt,

⁸ Overhovedet, værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;

⁸ Men haver for alle Ting en inderlig Kjærlighed til hverandre; thi Kjærligheden skal skjule Synders Mangfoldighed. ⁹ Laaner hverandre gjerne Huus uden Knur.

⁹ Laaner hverandre gjerne Huus uden Knur.

²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første. ²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet. ²² Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.

¹³ Og i samme Stund skete et stort Jordskjælv, og Tiendedelen af Staden faldt, og der bleve ihjelslagne i Jordskjælvet syv tusinde personer; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud Ære.

⁸ Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting.

¹⁶ Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne.