Exodus 9 Cross References - Danish

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ² Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem, ³ se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare, svar Pest. ⁴ Og HERREN skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have. ⁵ Og HERREN satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal HERREN gøre denne Gerning i Landet. ⁶ Og HERREN gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg. ⁷ Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvæg; men Faraos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare. ⁸ Da sagde HERREN til Mose og Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne. ⁹ Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land. ¹⁰ Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget. ¹¹ Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere. ¹² Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt til Mose. ¹³ Da sagde HERREN til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden. ¹⁵ Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden; ¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. ¹⁷ Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare. ¹⁸ Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet om hidindtil. ¹⁹ Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar til ned paa, skulle dø. ²⁰ Hvo som da frygtede HERRENS Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene; ²¹ men hvo som ikke laade HERRENS Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvæg blive paa Marken. ²² Da sagde HERREN til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land. ²³ Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og HERREN lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og HERREN lod regne Hagel over Ægyptens Land. ²⁴ Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. ²⁵ Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken. ²⁶ Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel. ²⁷ Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; HERREN er den retfærdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige. ²⁸ Beder til HERREN, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere. ²⁹ Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til HERREN, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører HERREN til. ³⁰ Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den HERRE Guds Ansigt. ³¹ Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler. ³² Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne. ³³ Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til HERREN; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden. ³⁴ Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere. ³⁵ Saa blev Faraos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som HERREN havde sagt ved Mose.

¹⁸ Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de ældste af Israel, til Kongen af Ægypten og I skulle sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til HERREN vor Gud.

²⁰ Og jeg skal udstrække min Haand og slaa Ægypten med alle mine underlige Ting, som jeg vil gøre midt i det, og derefter skal han lade eder fare.

²¹ Og HERREN sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare. ²² Og du skal sige til Farao: Saa siger HERREN: Israel er min Søn, min førstefødte. ²³ Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte.

²³ Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte.

¹ Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken.

³ Og de sagde: Hebræernes Gud mødte os; lad os dog gaa tre Dages Rejse i Ørken og bringe HERREN vor Gud Offer, at han ikke skal ramme os med Pest eller med Sværdet.

⁴ Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme.

¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser. ¹² Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave. ¹³ Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte døm ikke, ligesom HERREN havde sagt. ¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare.

¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare. ¹⁵ Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand.

¹⁹ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene.

²³ Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ² Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer.

⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land.

⁸ Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til HERREN, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til HERREN.

¹⁰ Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som HERREN vor Gud,

¹² Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til HERREN angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao.

¹⁵ Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt. ¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Ægyptens Land.

¹⁸ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt.

¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt. ²⁰ Og HERREN sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig.

²² Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er HERREN midt i Landet.

²² Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er HERREN midt i Landet. ²³ Og jeg vil sætte en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske.

²³ Og jeg vil sætte en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske. ²⁴ Og HERREN gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj. ²⁵ Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land. ²⁶ Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre HERREN vor Gud, Ægypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os ²⁷ Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre til HERREN vor Gud, saasom han skal sige os. ²⁸ Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til HERREN eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig.

²⁸ Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til HERREN eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig. ²⁹ Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til HERREN, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til HERREN. ³⁰ Og Mose gik ud fra Farao og had til HERREN. ³¹ Saa gjorde HERREN efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen. ³² Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

³² Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

³ se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare, svar Pest. ⁴ Og HERREN skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have.

⁶ Og HERREN gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg.

¹² Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt til Mose. ¹³ Da sagde HERREN til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.

¹⁸ Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet om hidindtil. ¹⁹ Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar til ned paa, skulle dø. ²⁰ Hvo som da frygtede HERRENS Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene;

²² Da sagde HERREN til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land. ²³ Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og HERREN lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og HERREN lod regne Hagel over Ægyptens Land.

²³ Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og HERREN lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og HERREN lod regne Hagel over Ægyptens Land. ²⁴ Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. ²⁵ Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken.

²⁵ Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken.

²⁹ Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til HERREN, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører HERREN til.

³³ Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til HERREN; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. ⁴ Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke.

⁶ Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao.

¹⁶ Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod HERREN eders Gud og imod eder. ¹⁷ Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til HERREN eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. ¹⁸ Og han gik ud fra Farao, og, han bad til HERREN. ¹⁹ Og HERREN vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke.

²² Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. ²³ lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Farao og over Ægypten, siden skal han lade eder fare herfra; naar han lader eder fare alle til Hobe, skal han endog drive eder herfra.

⁴ Og Mose sagde: Saa siger HERREN: Ved Midnat vil jeg gaa ud midt igennem Ægypten. ⁵ Og alle førstefødte i Ægyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kværnen, og alle førstefødte af Kvæg. ⁶ Og der skal blive et stort Skrig i det hele Ægyptens Land, hvis Lige ikke har været, og hvis Liae ikke skal blive mere. ⁷ Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvæg, for at I skulle vide, at HERREN gør Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel.

¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.

²⁹ Og det skete om Midnatten, da slog HERREN alle førstefødte i Ægyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Fængslets Hus, og alle førstefødte af Kvæget. ³⁰ Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri.

⁴ Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN; og de gjorde saa.

¹⁷ Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans vogne og paa hans Ryttere.

²⁸ Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Hær Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem.

¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! ¹² Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. ¹³ Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig. ¹⁴ Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palæstina. ¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. ¹⁶ Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, HERRE! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

¹¹ Nu ved jeg, at HERREN er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

⁵ Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til.

¹⁶ Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede.

¹⁸ Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte.

¹⁸ Og naar der paa nogens Kød, Huden derpaa er en Byld; og den er bleven lægt, ¹⁹ og der bliver en hvid Hævelse paa samme Bylds Sted eller en hvid, skinnende Plet, om er rødagtig, da skal han beses af Præsten. ²⁰ Og naar Præsten beser ham, og se, den er at se til dybere end den anden Hud, og Haaret derpaa er forandret til hvidt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage, der blomstrer i Bylden.

¹⁴ Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gøre alle disse Bud, ¹⁵ og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjæl væmmes ved mine Befalinger, saa at I ikke gøre efter alle mine Bud, men tilintetgøre min Pagt, ¹⁶ da vil jeg ogsaa gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfærdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal for tortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl; og I skulle saa eders Sæd, forgæves, og eders Fjender skulle opæde den.

¹⁸ Og ville I ikke endda formedelst disse Ting lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til for at tugte eder for eders Synder.

²¹ Og dersom I endda vandre modvillig med mig og ikke ville lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til over eder med Slag, efter eders Synder.

²³ Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade eder tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig, ²⁴ da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slaa eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.

²⁷ Og dersom I ved disse Ting ikke ville lyde mig men vandre med mig modvillig ²⁸ da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg tugte vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.

²⁸ da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg tugte vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.

⁵ Og han talte til Kora og alt hans Selskab, sigende: I Morgen skal HERREN give til Kende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvem han udvælger, den skal han lade komme nær til sig.

³⁴ Da sagde Bileam til HERRENS Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen.

¹⁴ Se, Himlene og Himlenes Himle høre HERREN din Gud til, Jorden og alt det, som er derpaa;

¹⁵ Og det skal ske, dersom du ikke hører HERREN din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig: ¹⁶ Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være paa Marken. ¹⁷ Forbandet skal din Kurv være og dit Dejgtrug.

²⁷ HERREN skal slaa dig med ægyptiske Bylder og med Hævelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne læges.

³⁵ HERREN skal slaa dig med onde Bylder paa Knæerne og paa Laarene, saa at du ikke skal kunne læges fra din Fodsaale og til din Hovedisse.

⁵⁹ Da skal HERREN vidunderligen sende Plager paa dig og Plager paa din Sæd, store og vedvarende Plager, og onde og vedvarende Sygdomme. ⁶⁰ Og han skal gentage alle de ægyptiske Sygdomme over dig, hvilke du gruer for, og de skulle hænge ved dig. ⁶¹ Ja, al Sygdom og al Plage, som ikke er skreven i denne Lovs Bog, den skal HERREN lade komme over dig, indtil du ødelægges.

²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen, ²¹ og HERREN skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog. ²² Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke HERREN har hjemsøgt det,

³⁹ Ser nu at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Haand. ⁴⁰ Thi jeg opløfter min Haand til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen. ⁴¹ Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade. ⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved.

¹⁰ Thi, vi have hørt, at HERREN udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. ¹¹ Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaar ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi HERREN eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil.

¹¹ Og det skete, der de flyede for Israels Ansigt, og de vare der, hvor man gaar ned fra Beth-Horon, da lod HERREN falde store Stene af Himmelen paa dem indtil Aseka, at de døde; de vare flere, som døde af samme Hagelstene, end de, som Israels Børn sloge ihjel med Sværdet.

²² Saa kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.

²³ Saa holdt hun sig fast til Boas' unge Piger for at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.

⁸ Ve os! hvo vil fri os af disse herlige Guders Haand? disse ere de Guder, som sloge Ægypten med alle Haande Plager i Ørken.

²⁰ Og den Tid hun døde, da sagde de Kvinder, som stode hos hende: Frygt ikke, thi du har født en Søn; men hun svarede ikke og lagde det ikke paa sit Hjerte.

⁶ Og HERRENS Haand blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemærker med Bylder. ⁷ Der Folket i Asdod saa, at det gik saaledes til, da sagde de: Israels Guds Ark skal ikke blive hos os: thi hans Haand er svar over os og over Dagon, vor Gud. ⁸ Og de sendte hen og samlede alle Filisternes Fyrster til sig og sagde: Hvad skulle vi gøre med Israels Guds Ark? Og de sagde: Lader Israels Guds Ark flyttes om til Gath; og de bragte Israels Guds Ark om. ⁹ Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var HERRENS Haand mod Staden med en saare stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, baade smaa og store, og der brød Bylder ud paa dem. ¹⁰ Da sendte de Guds Ark til Ekron; og det skete, der Guds Ark kom til Ekron, da raabte Ekroniterne og sagde: De have baaret Israels Guds Ark om til mig for at slaa mig og mit Folk ihjel. ¹¹ Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar.

⁹ Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har været os en Hændelse.

¹⁷ Er det ikke Hvedehøst i Dag? Jeg vil kalde paa HERREN, saa skal han give Torden og Regn: Saa vider og ser, at det onde, som I have gjort for HERRENS Øjne, er stort, idet at I have begæret eder en Konge ¹⁸ Da raabte Samuel til HERREN og HERREN gav Torden og Regn paa den samme Dag; derfor frygtede alt Folket saare for HERREN og Samuel.

²⁴ Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtraadt HERRENS Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst.

³⁰ Og han sagde: Jeg har syndet, men, kære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel; og vend tilbage med mig, at jeg maa tilbede for HERREN din Gud.

²¹ Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage min Søn David; thi jeg vil ikke ydermere gøre dig ondt, fordi mit Liv var dyrebart for dine Øjne paa denne Dag, se, jeg har handlet daarlig og er faret vild saare meget.

²² Derfor er du stor, HERRE Gud! thi der er ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore øren.

²² Og Salomo stod foran HERRENS Alter for al Israels Forsamling og udbredte sine Hænder imod Himmelen,

³⁸ Al Bøn, al ydmyg Begæring, som sker af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kender hver sit Hjertes Plage og udbreder sine Hænder til dette Hus,

³⁴ Og denne Gerning blev Jeroboams Hus til Synd, saa at det skulde udslettes og udryddes af Jorderige.

² Da sendte Jesabel et Bud til Elias og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg ikke i Morgen paa denne Tid gør imod din Sjæl, ligesom der er gjort imod en af disses Sjæle.

⁶ Saa vil jeg sende mine Tjenere til dig i Morgen paa denne Tid, og de skulle ransage i dit Hus og i dine Tjeneres Huse, og det skal ske, alt det, som er lysteligt for dine Øjne, skulle de lægge i deres Hænder og tage det bort.

¹ Da sagde Elisa: Hører HERRENS Ord! saa sagde HERREN: I Morgen ved denne Tid skal en Maade Mel koste en Sekel, og to Maader Byg en Sekel i Samarias Port.

¹⁸ Thi det skete, som den Guds Mand havde talt til Kongen og sagt: I Morgen paa denne Tid skulle to Maader Byg koste en Sekel og en Maade Mel en Sekel i Samarias Port.

²⁴ Fortæller hans Herlighed iblandt Hedningerne, hans underfulde Gerninger iblandt alle Folkene.

²⁰ HERRE! der er ingen som du, og der er, ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.

¹⁹ Giver nu eders Hjerte og eders Sjæl hen til at søge HERREN eders Gud, og gører eder rede og bygger Gud HERRENS Helligdom for at indføre HERRENS Pagts Ark og Guds Helligdoms Kar i Huset, som skal bygges for HERRENS Navn.

¹² Og han stod foran HERRENS Alter, for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder. ¹³ Men Salomo havde gjort en Forhøjning af Kobber og sat den midt i Gaarden, fem Alen var dens Længde, og fem Alen var densBredde og tre Alen var dens Højde; og han stod paa den og knælede paa sine Knæ for al Israels Forsamling og udbredte sine Hænder imod Himmelen.

⁶ Da ydmygede de Øverste udi Israel sig tillige med Kongen, og de sagde: HERREN er retfærdig.

²² Ja, paa den Tid denne ængstede ham, da blev han ved at forgribe sig imod HERREN; saadan var Kong Akas.

²³ Men han ydmygede sig ikke for HERRENS Ansigt, som hans Fader Manasse havde ydmyget sig; thi denne Amon gjorde Skylden mangfoldig.

¹³ Tilmed faldt han og af fra Kong Nebukadnezar, som havde ladet ham sværge ved Gud; og han gjorde sin Nakke stiv og forhærdede sit Hjerte og vilde ikke omvende sig til HERREN, Israels Gud.

⁵ Og ved Aftenmadoffers Tid stod jeg op fra min Faste, efterat jeg havde sønderrevet min Kjortel og min Kappe, og jeg faldt paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til HERREN min Gud,

⁷ Da for Satan ud fra HERRENS Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse.

¹⁷ Hvad er et Menneske; at du agte ham stort; og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

¹³ Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,

²⁵ thi han har udrakt; sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige; ²⁶ han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;

¹ Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?

¹⁴ Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:

¹ Ja, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted. ² Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund. ³ Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige. ⁴ Efter ham brøler Røsten han tordner med sin Højheds Røst, og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres. ⁵ Gud tord ner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.

²² Er du kommen til Forraadskamrene for Sneen, eller saa du Forraadskamrene for Hagelen, ²³ hvilke jeg har sparet til Trængsels Tid, til Srids og Krigs Dag.

⁹ Og da vil ogsaa jeg bekende om dig, at din højre Haand kan frelse dig.

¹¹ Mit Skjold er hos Gud, som frelser de oprigtige af Hjertet. ¹² Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag.

¹⁶ Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.

¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.

¹ En Psalme af David. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderige og de, der bo derpaa. ² Thi han grundfæstede den paa Havene og gjorde den fast over Strømmene.

³ HERRENS Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; HERREN er over de store Vande.

³ HERRENS Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; HERREN er over de store Vande. ⁴ HERRENS Røst er med Kraft; HERRENS Røst er med Herlighed.

¹² Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.

⁹ Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort.

²¹ Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den HERRE, Herre ere Udgange fra Døden.

¹⁸ De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem.

⁴⁷ han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;

⁴⁷ han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; ⁴⁸ og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

⁴⁸ og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

⁵⁰ bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

¹¹ Jeg er HERREN din Gud, sta førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. ¹² Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.

¹⁵ Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,

¹⁷ Gør deres Ansigt fuldt af Skam og lad dem søge dit Navn, o HERRE! ¹⁸ Lad dem blues og forfærdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du, alene, hvis Navn er HERREN, er den Højeste over al Jorden.

⁸ Der er inæn som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger.

⁴ I hans, Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Høj der høre ham til. ⁵ Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land.

³² Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. ³³ Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke.

⁴ HERREN er retfærdig han overhuggede de ugudeliges Reb.

⁶ HERREN gør alt, hvad ham behage, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde.

¹⁰ ham, som slog Ægypterne deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹¹ og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹² med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹³ ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁴ og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁵ og udstødte Farao og hans Hær i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig;

⁶ Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela.

¹⁷ HERREN er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger.

⁸ IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord!

²² men de ugudelige skulle udryddes af Landet og de troløse udslettes deraf.

¹³ Hvo som foragter Ordet, bereder sig fordærvelse; men hvo som frygter Budet han faar Løn dersom.

⁴ HERREN har gjort al Ting efter dets Øjemed; ogsaa den ugudelige er til Ulykkens Dag.

⁶ Ved Miskundhed og Sandhed udsones Misgerning; og ved HERRENS Frygt viger man fra det onde.

¹⁶ At købe Visdom, hvor meget bedre er det end Guld? og at købe Forstand at foretrække for Sølv?

³ Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

²³ Thi HERREN skal udføre deres Sag, og dem, som berøve dem, skal han berøve Livet.

³² Der jeg saa det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saa til, jeg annammede en Lærdom:

¹ Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

¹ Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid. ² Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede; ³ en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge; ⁴ en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde; ⁵ en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag; ⁶ en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; ⁷ en Tid til at tie og en Tid til at tale; ⁸ en Tid til at. elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred. ⁹ Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa? ¹⁰ Jeg har set den Plage, som Gud har givet Mennneskens Børn at plage sig. med. ¹¹ Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.

¹¹ Efterdi der ikke fældes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt.

¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

²⁰ Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I for tæres af Sværd thi HERRENS Mund har; talt det.

¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ?

¹⁰ gliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke HERRENS Højhed. ¹¹ HERRE! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.

³⁰ Og sin majestætiske Røst skal HERREN lade høre, og sin sænkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortærende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene.

¹⁸ og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder. ¹⁹ Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.

²³ Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øjne højt imod Israels Hellige. ²⁴ Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov.

²⁹ Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa.

⁹ Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder?

⁹ Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig. ¹⁴ Se, de skulle være som Halm, Ilden skal opbrænde dem, de kunne ikke, redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for.

⁴ Efterdi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er Jernsener, og din Pande er Kobber,

¹² han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn? ¹³ han, som førte dem igennem Afgrundene som en Hest igennem Ørken, saa at de ikke stødte sig? ¹⁴ Ligesom Kvæget gaar ned i Dalen, har HERRENS Aand ladet dem komme til Hvile; saadig et herligt Navn.

¹⁷ HERRE! hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!

¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, mine Tjenere skulle æde, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glædes, men I skulle beskæmmes; ¹⁴ se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glæde, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse.

⁶ Der er ingen som du, o HERRE! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke.

⁸ Og jeg vil gøre denne Stad til Gru og til Spot; hver som gaar forbi den, skal grue og spotte over alle dens Plager.

¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN. ¹⁷ Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.

¹⁸ HERREN, han er retfærdig; thi jeg var genstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og ser min Smerte, mine Jomfruer og mine unge Karle ere vandrede i Fangenskab.

²² Og jeg vil gaa i Rette med ham ved Pest og ved Blod; og en overskyllende Regn og Hagelstene, Ild og Svovl vil jeg lade regne ned over ham og over hans Hære og over de mange Folk; som ere med ham.

⁴ Og Manden talte til mig: Du Menneskesøn! se til med dine Øjne, og hør med dine Øren, og ret dit Hjerte til alt det som jeg vil lade dig se; thi du er hørt hid, for at jeg skal lade dig se det; forkynd Israels Hus aIt det, du ser.

²⁰ Og der hans Hjerte ophøjede sig, og hans Aand forhærdede sig til Hovmodighed, blev han nedstødt fra sin kongelige Trone, og man tog Æren fra ham.

¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst.

¹² Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.

⁹ Jeg har slaaet eder med Brand og Vissenhed i Kornet, eders mangfoldige Haver og eders Vingaarde og eders Figentræer og eders Oliegaarde af aad Græshoppen; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

⁵ Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem: ⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske.

¹³ Saa vil da ogsaa jeg slaa dig smerteligt, idet jeg ødelægger dig for dine Synders Skyld.

² HERRE! jeg har hørt Tidenden om dig, jeg frygter; HERRE! din Gerning, kald den til Live midt i Aarene, midt i Aarene kundgøre du den; i Vrede komme du i Hu at være barmhjertig!

¹⁷ Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene.

¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁴ Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den HERRE Zebaoth, og mit Navn er forfærdeligt iblandt Hedningerne.

¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

²¹ thi da skal være saa stor en Trængsel, som ikke har været fra Verdens Begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive.

⁴ jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil.

⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg. ⁶⁴ Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første.

¹⁴ Men naar I see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, at staae, hvor den ikke bør, (hvo det læser, han give agt derpaa!) da flye til Bjergene de, som ere i Judæa; ¹⁵ men hvo som er paa Taget, stige ikke ned i Huset eller gaae ind at hente Noget af sit Huus; ¹⁶ og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage at hente sit Klædebon.

²⁴ Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.

²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

¹¹ Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham.

⁴ Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? ⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁸ men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede.

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

¹⁷ Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden. ¹⁸ Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse;

²² Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?

²⁶ thi Jorden er Herrens og dens Fylde.

²⁸ Men dersom Nogen siger til Eder: det er Afguds-Offer, da ælder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende og for Samvittighedens Skyld.

⁸ Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen. ⁹ Men de skulle ikke faae Fremgang ydermere; thi deres Galenskab skal blive aabenbar for Alle, ligesom og hines blev.

⁷ Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen.

¹⁷ Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det skulle ikke regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder. ¹⁸ Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.

⁸ hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte.

¹⁹ Thi dette finder Naade, dersom Nogen af Samvittighed for Gud fordrager Gjenvordigheder, naar han lider uretfærdeligen.

⁴ Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke det alt længe siden forud er skrevet, at de vilde falde under saadan Dom; Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornægte den eneste hersker, Gud, og vor Herre Jesus Christus.

²¹ Og jeg har givet hende Tid, at hun skulle omvende sig fra hendes Hoeri, og hun har ikke omvendt sig. ²² See, jeg kaster hende paa Leiet og hendes Bolere i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gjerninger.

⁷ Og den første Engel basunede, og der kom Hagel og Ild, blandet med Blod, og blev kastet paa Jorden; og den tredie Deel af Træerne opbrændtes, og alt grønt Græs opbrændtes.

² Og den første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden, og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede.

⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære. ¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. ¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.

¹⁸ Og der skete Røster og Tordener og Lyn; og der skete et stort Jordskælv, saadant som ikke er skeet fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskælv, saa stort.

²¹ Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.

⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende.

¹⁸ Thi jeg vidner for hver, som hører denne Bogs Propheties Ord: dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog.