Deuteronomy 2 Cross References - Danish

¹ Da vendte vi os og rejste til Ørken ad Vejen til det røde Hav, som HERREN havde talet til mig, og vi droge omkring Seirs Bjerg mange Aar. ² Og HERREN talede til mig og sagde: ³ I have længe nok draget omkring dette Bjerg, vender eder imod Norden, ⁴ og byd Folket og sig: I drage nu igennem eders Brødres, Esaus Børns, Landemærke, de som bo i Seir, og de skulle frygte for eder; men I skulle tage eder vel i Vare. ⁵ I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke saa meget, som en Fodsaal kan træde paa, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom. ⁶ I skulle købe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle ogsaa købe Vand af dem for Penge og drikke; ⁷ thi HERREN din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har HERREN din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting ⁸ Der vi droge fra vore Brødre Esaus Børn, sóm boede i Seir, paa Vejen til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os I og gik igennem ad Vejen til Moabiternes Ørk. ⁹ Da sagde HERREN til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn Ar til Ejendom. ¹⁰ Emiterne boede fordum derudi det var et stort og stærkt og højt Folk, som Anakiterne. ¹¹ De holdtes og for Kæmper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter, ¹² Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og ødelagde dem for sig, og de toge, Bolig i deres Sted; ligesom Israel, gør ved sit Ejendoms Land, hvilket HERREN har givet dem. ¹³ Gører eder nu rede og drager, over Sereds Bæk; og vi droge over Sereds Bæk. ¹⁴ Men de Dage, vi have vandret fra Kades-Barnea, indtil vi kom over Bækken Sezed, vare otte og tredive Aar, indtil den hele Slægt af Krigsmænd ganske var uddød af, Lejren, saaledes som HERREN havde svoret dem. ¹⁵ Tilmed var og HERRENS Haand imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem. ¹⁶ Og det skete, der det havde faaet Ende med alle Krigsmændene, saa de vare uddøde af Folkets Midte, ¹⁷ da talede HERREN til mig og sagde: ¹⁸ Du drager i Dag igennem Moabiternes Landemærke ved Ar, ¹⁹ og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom. ²⁰ Ogsaa det er blevet holdt for et Kæmpeland, derudi boede fordum Kæmper, og Ammoniterne kaldte dem Samsummiter. ²¹ Det var et stort og stærkt og højt Folk som Anakiterne, men HERREN ødelagde dem for deres Ansigt, saa de fordreve dem og boede i deres Sted; ²² ligesom han gjorde for Esaus Børn, som bo i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, saa de fordreve dem og boede i deres Sted indtil denne Dag. ²³ Og Aviterne, som boede i Landsbyerne; indtil Gaza, dem ødelagde Kafthoriterne, Og, boede i deres Sted. ²⁴ Gører eder rede, rejser frem og gaar over Bækken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Hænder; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham! ²⁵ Jeg vil begynde paa denne Dag at lægge Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, skulle bæve og blive bange for dit Ansigt. ²⁶ Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen af Hesbon, med fredelige Ord og lod sige: ²⁷ Jeg vil drage igennem dit Land, jeg vil blot gaa, paa Vejen, jeg vil ikke vige til den højre eller venstre Side. ²⁸ Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg maa æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaa igennem til Fods; ²⁹ ligesom Esaus Børn gjorde imod mig; de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som HERREN vor Gud giver os. ³⁰ Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igennem hos sig; thi HERREN din Gud forhærdede hans Aand og gjorde hans Hjerte stift, for at give ham i dine Hænder, som man ser paa denne Dag. ³¹ Og HERREN sagde til mig: Se, jeg har begyndt at overgive Silhon og hans Land til dig; begynd, indtag hans Land til Eje! ³² Og Sihon drog ud imod os han og alt hans Folk, til Strid ved Jaza ³³ Men HERREN vor Gud overgav ham til os, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk. ³⁴ Og vi indtoge alle hans Stæder paa samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Mænd og Kvinder og smaa Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers, ³⁵ kun Fæet røvede vi for os og Byttet af Stæderne, som vi havde indtaget. ³⁶ Fra Aroer, som ligger ved Bredden af, Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead. var der ikke en Stad, som var os for høj; HERREN vor Gud overgav dem alle til os. ³⁷ Kun kom du ikke nær til Ammons Børns Land, til hele den Side ved Bækken Jabok og til Stæderne paa Bjerget, og alt det, som HERREN vor Gud har budet os om

¹⁴ og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer.

² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse.

⁵ Og i det fjortende Aar kom Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, og sloge Refaiterne i Astharoth-Karnaim og Susiterne i Ham og Emiterne i Schaveh-Kirjathaim ⁶ og Horiterne paa deres Bjerg Sejr indtil Parans Slette, som er ved Ørken.

²⁰ og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt.

³⁶ Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader.

³⁶ Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader. ³⁷ Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. Og den Fader indtil denne Dag.

³⁷ Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. Og den Fader indtil denne Dag. ³⁸ Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammóns Børns Fader indtil denne Dag.

³⁵ Og HERREN har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener.

¹² Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og HERREN velsignede ham.

²⁷ Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at HERREN har velsignet mig for din Skyld.

²² Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjeneste kvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok.

⁸ Saa boede Esau paa det Bjerg Sejr; Esau, det er Edom.

²⁰ Disse ere Sejrs den Horiter Sønner, som boede i Landet: Lota og Sobal og Sibeon og Ana

²⁰ Disse ere Sejrs den Horiter Sønner, som boede i Landet: Lota og Sobal og Sibeon og Ana ²¹ og Dison og Ezer og Disan; disse er Horiternes Fyrster, Sejrs Sønner det Land Edom.

²¹ og Dison og Ezer og Disan; disse er Horiternes Fyrster, Sejrs Sønner det Land Edom. ²² Og, Lotans Sønner vare: Hori og Heman, og Lotans Søster var Thimna.

²² Og, Lotans Sønner vare: Hori og Heman, og Lotans Søster var Thimna. ²³ Og disse vare Sobals Sønner: Alvan og Manahath og Ebal, Sefo og Onan.

²³ Og disse vare Sobals Sønner: Alvan og Manahath og Ebal, Sefo og Onan. ²⁴ Og disse ere Sibeons Sønner, baade Aja og Ana; denne Ana var de som fandt varme Kilder i Ørken, der han vogtede sin Fader Sibeons Asener.

²⁴ Og disse ere Sibeons Sønner, baade Aja og Ana; denne Ana var de som fandt varme Kilder i Ørken, der han vogtede sin Fader Sibeons Asener. ²⁵ Og disse vare Anas Børn Dison, og Oholibama var Anas Datter.

²⁵ Og disse vare Anas Børn Dison, og Oholibama var Anas Datter. ²⁶ Og disse vare Disons Sønner: Hemdan og Esban og Jithran og Keran.

²⁶ Og disse vare Disons Sønner: Hemdan og Esban og Jithran og Keran. ²⁷ Disse vare Ezers Sønner: Bilhan og Savan og Akan.

²⁷ Disse vare Ezers Sønner: Bilhan og Savan og Akan. ²⁸ Disse are Disans Sønner: Uz og Aran.

²⁸ Disse are Disans Sønner: Uz og Aran. ²⁹ Disse vare Horiternes Fyrster: Fyrsten Lotan, Fyrsten Sobal, Fyrten Sibeon, Fyrsten Ana,

²⁹ Disse vare Horiternes Fyrster: Fyrsten Lotan, Fyrsten Sobal, Fyrten Sibeon, Fyrsten Ana, ³⁰ Fyrsten Dison, Fyrsten Ezer, Fyrsten Disan; disse vare Horiternes Fyrster, iblandt deres Fyrster, i Sejrs Land.

³⁰ Fyrsten Dison, Fyrsten Ezer, Fyrsten Disan; disse vare Horiternes Fyrster, iblandt deres Fyrster, i Sejrs Land. ³¹ Og disse ere de Konger, som regerede i Edoms Land, førend der regerede en Konge over Israels Børn: ³² nemlig Bela, Beors Søn, var Konge Edom, og hans Stads Navn var Dinhaba. ³³ Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn fra Bosra, blev Konge i hans Sted. ³⁴ Og Jobab døde, og Husam af Themanitens Land blev Konge i hans Sted. ³⁵ Og Husam døde, og Hadad, Bedads Søn, blev Konge i hans Sted, han, som slog Midianiterne paa Moabs Mark; og hans Stads Navn var Avith. ³⁶ Og Hadad døde, og Samla af Masreka blev Konge i hans Sted. ³⁷ Og Samla døde, og Saul af Rekoboth ved Floden blev Konge i hans Sted. ³⁸ Og Saul døde, og Baal Hanan, Akbors Søn, blev Konge i hans Sted. ³⁹ Og Baal Hanan, Akbors Søn, døde, og Hadar blev Konge i hans Sted, og hans Stads Navn var Pau, og hans Hustrus Navn var Niehetabeel, en Datter af Matred, som var Mesahabs Datter. ⁴⁰ Og disse vare Fyrsternes Navne, som kom af Esau, efter deres Slægter, i deres Stæder, ved deres Navne: Fyrsten Thimna, Fyrsten Alva, Fyrsten Jetheth, ⁴¹ Fyrsten Oholibama, Fyrsten Ela, Fyrsten Pinon, ⁴² Fyrsten Kenas, Fyrsten Theman, Fyrsten Mibsar, ⁴³ Fyrsten Magdiel, Fyrsten Iram; disse ere Fyrsterne i Edom, eftersom de boede i deres eget Land. Denne Esau er Fader til Edomiterne.

⁵ Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld og der var HERRENS Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken.

²¹ Og HERREN sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare.

¹⁰ Og Mose og Aron gjorde alle disse Vidundere for Farao; men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare ud af sit Land.

¹⁴ Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palæstina. ¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige.

¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. ¹⁶ Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, HERRE! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

¹² Ær din Fadel og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som HERREN din Gud giver dig.

²⁷ Jeg vil sende Forfærdelse for mig for dit Ansigt og forvirre hvert Folk, som du kommer til; og jeg vil lade alle dine Fjender fly for dig.

²⁸ Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget HERREN, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt saadant bandlyst Gods er højhelligt for HERREN. ²⁹ Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal I løses, det skal visselig dødes.

²² Derefter gik de op i Sydlandet og kom til Hebron, og der var Ahiman, Sesai og Talmai, Anaks Børn; men Hebron var bygget syv Aar førend Zoan i Ægypten. ²³ Og de kom indtil Eskols Bæk og afskare der en Vinkvist og en Vindrueklasse, og to bare den paa en Stang, og de toge af Granatæblerne og af Figenerne.

²⁶ Og de gik og kom til Mose og tilAron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igen, og de lode dem se Landets Frugt.

²⁸ Men dog, det er et stærkt Folk, som bor i Landet, og Stæderne ere faste og saare store, vi have ogsaa set Anaks Børn der.

³³ Og vi saa der Kæmperne, Anaks Børn, Kæmpeslægt; og vi vare for vore Øjne som Græshopper, og vi vare ligesaa for deres Øjne.

²⁵ Men Amalekiten og Kananiten bor i Dalen; vender eder i Morgen og rejser i Ørken ad Vejen til det røde Hav.

²⁸ Sig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger HERREN, ligesom I have talet for mine øren, saaledes vil jeg gøre ved eder. ²⁹ Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I som have knurret imod mig. ³⁰ I skulle ikke komme ind i det Land, om hvilket jeg har opløftet min Haand óg svoret at ville lade eder bo deri, uden Kaleb, Jefunne Søn, og Josva, Nuns Søn. ³¹ Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kende det Land, som I have foragtet. ³² Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. ³³ Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar og bøde for eders Bolen, indtil I alle ere blevne til døde Kroppe i denne Ørk. ³⁴ Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespejdet Landet, fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme, at jeg har vendt mig bort. ³⁵ Jeg HERREN har sagt: Jeg vil visselig gøre dette ved hele denne onde Menighed, som har forsamlet sig imod mig; de skulle faa Ende i denne Ørk og dø der.

¹⁴ Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge, saalunde: Saa siger din Broder Israel: Du ved: den Moje, som os er vederfaren, ¹⁵ at vore Fædre droge ned til Ægypten. og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os med vore Fædre. ¹⁶ Og vi raabte til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og udførte os af Ægypten, og se, vi ere i Kades, Staden ved det yderste af dit Landemærke. ¹⁷ Kære, lad os gaa igennem dit Land, vi ville hverken gaa igennem Ager eller Vingaard og ej drikke Vand af nogen Brønd, vi ville gaa ad Kongevejen, vi ville hverken bøje til den højre eller til den venstre Side, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. ¹⁸ Og Edom sagde til ham: Du maa ikke gaa igennem mit Land, at jeg ikke skal drage ud mod dig med Sværd.

¹⁸ Og Edom sagde til ham: Du maa ikke gaa igennem mit Land, at jeg ikke skal drage ud mod dig med Sværd. ¹⁹ Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gaa op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvæg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gaa igennem til Fods.

¹⁹ Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gaa op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvæg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gaa igennem til Fods. ²⁰ Men han sagde: Du maa ikke gaa igennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Haand. ²¹ Saa vægrede Edom sig ved at tillade Israel at gaa igennem sit Landemærke; og Israel bøjede af Vejen for ham.

² Da lovede Israel HERREN et Løfte og sagde: Dersom du giver dette Folk i min Haand, da vil jeg lyse deres Stæder i Band. ³ Og HERREN hørte Israels Røst og overgav Kananiterne, og man bandlyste dem og deres Stæder og kaldte det Steds Navn Horma. ⁴ Saa rejste de fra det Bjerg Hor paa Vejen til det røde Hav, for at drage omkring Edoms Land; og Folkets Sjæl blev utaalmodig paa Vejen.

¹² Derfra rejste de og lejrede sig ved den Bæk Sered. ¹³ Derfra rejste de og; lejrede sig paa denne Side Arnon, som er i Ørken, og som gaar ud fra Amoriternes Landemærke; thi Arnon var Moabs Landemærke imellem Moab og imellem Amoriterne. ¹⁴ Derfor siges i HERRENS Strids bog: "Vaheb i Sufa og Arnons Bække, ¹⁵ og Bækkenes Løb, som strækker sig til Ars Bolig og støder paa Moabs Landemærke.

¹⁵ og Bækkenes Løb, som strækker sig til Ars Bolig og støder paa Moabs Landemærke.

²¹ Israel sendte Bud hen til Sihon, Amoriternes Konge, og lod sige:

²¹ Israel sendte Bud hen til Sihon, Amoriternes Konge, og lod sige: ²² Lad mig gaa igennem dit Land, vi ville ikke bøje ind paa Ager eller paa Vingaard, vi ville ikke drikke Vand af nogen Brønd, vi ville drage ad Kongevejen, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke.

²² Lad mig gaa igennem dit Land, vi ville ikke bøje ind paa Ager eller paa Vingaard, vi ville ikke drikke Vand af nogen Brønd, vi ville drage ad Kongevejen, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. ²³ Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel.

²³ Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel.

²³ Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel.

²³ Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel. ²⁴ Men Israel slog ham med skarpe Sværd og indtog hans Land til Ejendom, fra Arnon indtil Jabok, indtil Ammons Børn; men Ammons Børns Landemærke var fast.

²⁴ Men Israel slog ham med skarpe Sværd og indtog hans Land til Ejendom, fra Arnon indtil Jabok, indtil Ammons Børn; men Ammons Børns Landemærke var fast.

²⁴ Men Israel slog ham med skarpe Sværd og indtog hans Land til Ejendom, fra Arnon indtil Jabok, indtil Ammons Børn; men Ammons Børns Landemærke var fast. ²⁵ Saa indtog Israel alle disse Stæder, og Israel tog Bolig i alle Amoriternes Stæder, i Hesbon, og alle dens tilliggende Byer.

²⁵ Saa indtog Israel alle disse Stæder, og Israel tog Bolig i alle Amoriternes Stæder, i Hesbon, og alle dens tilliggende Byer. ²⁶ Thi Hesbon var Sihons, Amoriternes Konges, Stad; og han havde stridt mod Moabiternes forrige Konge og taget alt hans Land fra ham indtil Arnon.

²⁶ Thi Hesbon var Sihons, Amoriternes Konges, Stad; og han havde stridt mod Moabiternes forrige Konge og taget alt hans Land fra ham indtil Arnon. ²⁷ Derfor sige de, som tale Ordsprog: Kommer til Hesbon! Sihons Stad skal bygges og grundfæstes.

²⁷ Derfor sige de, som tale Ordsprog: Kommer til Hesbon! Sihons Stad skal bygges og grundfæstes. ²⁸ Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortæret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje.

²⁸ Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortæret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje.

²⁸ Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortæret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje. ²⁹ Ve dig, Moab! du, Kamos Folk, er fortabt! han har givet sine Sønner som Flygtninge og sine Døtre som Fanger til Sihon, Amoriternes Konge.

²⁹ Ve dig, Moab! du, Kamos Folk, er fortabt! han har givet sine Sønner som Flygtninge og sine Døtre som Fanger til Sihon, Amoriternes Konge. ³⁰ Og vi have nedskudt dem; Hesbon er tabt indtil Dibon; og vi have lagt dem øde indtil Nofa, som naar indtil Medba.

³⁰ Og vi have nedskudt dem; Hesbon er tabt indtil Dibon; og vi have lagt dem øde indtil Nofa, som naar indtil Medba. ³¹ Saa tog Israel Bolig i Amoriternes Land. ³² Og Moses, sendte ud at bespejde Jaeser, og indtoge dens tilliggende Byer; han fordrev Amoriterne, som var der. ³³ Og de vendte sig og droge ad Vejen til Basan; da drog Og Kongen af Basan, ud imod dem han og alt hans Folk til Strid, til Edrei. ³⁴ Og HERREN sagde til Mose: Frygt ikke for ham; thi jeg har givet ham i din Haand, og alt hans Folk og hans Land; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon. ³⁵ Og de sloge ham og hans Sønner og alt hans Folk, saa at man ikke lod nogen blive tilovers for ham, og de indtog hans Land til Ejendom.

³ Og Moabiterne frygtede saa for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. ⁴ Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid.

⁴ Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid.

¹⁴ Og nu se, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil raade dig, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage. ¹⁵ Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, hvis Øje er tillukket; ¹⁶ det siger den, som hører Guds Taler, og som ved den Højestes Vidskab, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve aabnede paa: ¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn. ¹⁸ Og Edom skal være hans Ejendom, og Sejr, hans Fjende, skal være hans Ejendom; Israel skal gøre kraftige Gerninger.

⁶⁴ Og iblandt dem var ikke en Mand af dem, sorn vare talte af Mose og Aron, Præsten, der talte Israels Børn i Sinai Ørk. ⁶⁵ Thi HERREN havde sagt til dem: De skulle visseligen dø i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem uden Kaleb, Jofunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

⁹ Og Israels Børn toge Midianiternes Hustruer og deres smaa Børn fangne; og alle deres Lastdyr og alt deres Kvæg og al deres Formue røvede de. ¹⁰ Og alle deres Stæder, som de boede udi, og alle deres Byer opbændte de med Ild. ¹¹ Og de toge alt Byttet og alt Rovet af Mennesker og Dyr.

¹¹ Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig,

³⁵ Og de rejste fra Abrona og de lejrede sig i Eziongeber.

¹ Disse ere de Ord, som Mose har talet til al Israel paa hin Side Jordan, i Ørken paa den slette Mark over for Suf, imellem, Paran og imellem Tofel og Laban og Hazeroth og Di-Sahab, ² elleve Dages Rejse fra Horeb til Seirs Bjerge, indtil Kades-Barnea.

⁶ HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: I have længe nok været ved dette Bjerg.

⁸ Se, jeg har givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land, som HERREN har tilsvoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob at give dem og deres Sæd efter dem.

¹⁹ Saa rejste vi fra Horeb og gik igennem hele den store og forfærdelige Ørk, hvilken I saa, ad Vejen til Amoritens Bjerg, som HERREN vor Gud befalede os; og vi kom til Kades-Barnea.

²⁸ Hvorhen skulle vi drage op? Vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og højere end vi, Stæderne ere store og befæstede op imod Himmelen, dertil med have vi ogsaa set Anakiternes Børn der.

³⁴ Der HERREN hørte eders Ords Røst, da blev han vred og svor og sagde: ³⁵ Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, se det gode Land, som jeg svor at ville give eders Fædre,

⁴⁰ Men I, vender eder og rejser til Ørken ad Vejen til det røde Hav.

⁴⁶ Saa bleve I i Kades mange Dage, al den Tid, I bleve der.

⁵ I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke saa meget, som en Fodsaal kan træde paa, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom. ⁶ I skulle købe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle ogsaa købe Vand af dem for Penge og drikke; ⁷ thi HERREN din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har HERREN din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting

⁹ Da sagde HERREN til mig: Du skal ikke trænge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn Ar til Ejendom. ¹⁰ Emiterne boede fordum derudi det var et stort og stærkt og højt Folk, som Anakiterne. ¹¹ De holdtes og for Kæmper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter,

¹¹ De holdtes og for Kæmper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter, ¹² Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og ødelagde dem for sig, og de toge, Bolig i deres Sted; ligesom Israel, gør ved sit Ejendoms Land, hvilket HERREN har givet dem.

¹⁴ Men de Dage, vi have vandret fra Kades-Barnea, indtil vi kom over Bækken Sezed, vare otte og tredive Aar, indtil den hele Slægt af Krigsmænd ganske var uddød af, Lejren, saaledes som HERREN havde svoret dem.

¹⁸ Du drager i Dag igennem Moabiternes Landemærke ved Ar, ¹⁹ og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom.

¹⁹ og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom.

²² ligesom han gjorde for Esaus Børn, som bo i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, saa de fordreve dem og boede i deres Sted indtil denne Dag.

²⁴ Gører eder rede, rejser frem og gaar over Bækken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Hænder; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham!

²⁸ Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg maa æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaa igennem til Fods; ²⁹ ligesom Esaus Børn gjorde imod mig; de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som HERREN vor Gud giver os.

²⁹ ligesom Esaus Børn gjorde imod mig; de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som HERREN vor Gud giver os.

³² Og Sihon drog ud imod os han og alt hans Folk, til Strid ved Jaza

³⁶ Fra Aroer, som ligger ved Bredden af, Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead. var der ikke en Stad, som var os for høj; HERREN vor Gud overgav dem alle til os.

² Og HERREN sagde til mig: Frygt ikke for ham, thi jeg har givet ham og alt hans Folk og hans Land i din Haand; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon. ³ Saa gav HERREN vor Gud ogsaa Kong Og af Basan og alt hans Folk i vor Haand, og vi sloge ham, indtil at ingen undkommen blev tilovers for ham.

⁶ Og vi bandlyste dem, ligesom vi gjorde ved Sihon, Kongen af Hesbon; vi bandlyste alle Stæderne Mænd, Kvinder og smaa Børn.

¹¹ Thi Kong Og af Basan var ene tilbage af de overblevne Kæmper; se, hans Seng, en Jernseng, er den ikke i Ammons Børns Rabba? ni Alen er dens Længde, og fire Alen er dens Bredde, efter en Mands Arm. ¹² Og vi indtoge dette Land paa den samme Tid fra Aroer som ligger ved Arnons Bæk og Halvdelen af Gileads Bjerg med dets Stæder gav jeg Rubeniterne og Gaditerne.

¹⁶ Og jeg gav Rubeniterne og Gaditerne fra Gilead og indtil Arnons Bæk, midt i Dalen, som blev Landemærke, og indtil Jaboks Bæk, som er Ammons Børns Landemærke,

¹ Og nu, Israel! hør paa de Skikke og de Bud, som jeg lærer eder at holde, paa det I maa leve og komme ind og eje Landet, som HERREN eders Gud vil give eder.

²¹ Og HERREN blev vred paa mig for eders Handelers Skyld og svor, at jeg ikke skulde gaa over Jordanen, ej heller komme ind i det gode Land, som HERREN din Gud giver dig til Arv.

⁴⁰ Og du skal holde hans Bud, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa, dig vel og dine Børn efter dig, og at du maa forlænge Dagene i det Land, som HERREN din Gud giver dig alle Dage.

⁴⁸ fra Aroer, som ligger ved Bækken Arnons Bred, og indtil Sions Bjerg, det er Hermon,

¹⁶ Ær din Fader og din Moder, som HERREN din Gud har budet dig, paa det dine Dage maa forlænges, og at det maa gaa dig vel i Landet, som HERREN din Gud giver dig.

² og HERREN din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Naade.

²⁶ Og du skal ikke lade Vederstyggelighed komme i dit Hus, at du ikke skal blive en forbandet Ting, ligesom dette er; du skal helt væmmes med Væmmelse derfor og have stor Vederstyggelighed for det, thi det er en forbandet Ting.

² Og du skal ihukomme al den Vej, som HERREN din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej. ³ Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgaar af HERRENS Mund. ⁴ Dit Klædebon blev ikke gammelt paa dig, og din Fod blev ikke hoven disse fyrretyve Aar.

² et stort Folk og højt af Vækst, Anakiternes Børn, som du kender, og som du har hørt sige om: Hvo kan staa for Anaks Børns Ansigt?

⁶ Saa skal I du vide, at HERREN din Gud ikke for din Retfærdigheds Skyld giver dig dette gode Land til Eje; thi du er et haardnakket Folk?

²⁵ Der skal ingen Mand kunne staa for eders Ansigt; HERREN eders Gud skal lade Rædsel for eder og Frygt for eder komme over alt Landet, som I træde paa, ligesom han har sagt eder.

¹⁰ Naar du nærmer dig til en Stad; til at stride imod den, da skal du; tilbyde den Fred. ¹¹ Og det skal ske, om den svarer dig fredelig og lader op for dig, da skal alt det Folk, som findes i den, være dig skatskyldigt og tjene dig.

¹⁴ Kun Kvinderne og de smaa Børn og Kvæget og alt det, som er i Staden, alt Byttet deraf maa du røve for dig, og du skal nyde dine Fjenders Bytte, som HERREN din Gud har givet dig.

¹⁶ Kun i disse Folks Stæder, som HERREN din Gud giver dig til Arv, skal du ikke lade leve noget, som drager Aande.

¹⁶ Kun i disse Folks Stæder, som HERREN din Gud giver dig til Arv, skal du ikke lade leve noget, som drager Aande. ¹⁷ Thi du skal bandlyse dem, nemlig Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, som HERREN din Gud har budet dig, ¹⁸ paa det at de ikke skulle lære eder at gøre efter alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort for deres Guder, og I skulle synde mod HERREN eders Gud

³ En Ammonit og en Moabit maa ikke komme i HERRENS Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af dem komme i HERRENS Forsamling evindelig; ⁴ for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig.

⁷ Du skal ikke have Vederstyggelighed til en Edomit, thi han er din Broder; du skal ikke have Vederstyggelighed til en Ægypter, thi du har været fremmed i hans Land.

¹⁵ Du skal have en fuldkommen og ret Vægt, du skal have en fuldkommen og ret Efa, paa det dine Dage skulle forlænges i det Land, som HERREN din Gud giver dig.

¹⁰ Og alle Folk paa Jorden skulle se, at du er kaldet efter HERRENS Navn, og de skulle frygte for dig.

⁵ Og fyrretyve Aar har jeg ladet eder vandre i Ørken; eders Klæder bleve ikke opslidte paa eder, og dine Sko bleve ikke opslidte paa din Fod.

⁷ Og der I kom til dette Sted, da uddrog Sihon, Kongen af Hesbon, og Og, Kongen af Basan, imod os til Krig, og vi sloge dem. ⁸ Og vi indtoge deres Land, og vi gave Rubeniten og Gaditen og den halve Manasse Stamme det til Arv.

⁸ Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal.

⁵ Ingen Mand skal bestaa for dit Ansigt alle dine Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg være med dig, jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig.

¹¹ Gaar midt igennem Lejren og byder Folket. og siger: Bereder eder Tæring; thi inden Dage skulIe I gaa over denne Jordan for at komme til at eje Landet, som HERREN eders Gud giver eder at eje. ¹² Og til Rubeniterne og til Gaditerne og til Halvdelen af Manasse Stamme sagde Josva: ¹³ Kommer det Ord i Hu, som Mose, HERRENS Tjener, bød eder og sagde: HERREN eders Gud skaffer eder Rolighed og giver eder dette Land. ¹⁴ Lader eders Hustruer og eders smaa Børn og eders Kvæg blive i Landet, som Mose har givet eder paa denne Side Jordanen; men I skulle drage over bevæbnede for eders Brødres Ansigt, alle vældige til Strid, og hjælpe dem, ¹⁵ indtil HERREN skaffer eders Brødre Rolighed som eder, at ogsaa de kunne eje Landet, som HERREN eders Gud skal give dem; saa skulle I vende tilbage til eders Ejendoms Land og eje det, som Mose, HERRENS Tjener, gav eder paa denne Side Jordanen mod Solens Opgang.

⁹ og hun sagde til Mændene: Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, og at Forfærdelse for eder er falden paa os, og at Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt. ¹⁰ Thi, vi have hørt, at HERREN udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. ¹¹ Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaar ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi HERREN eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil. ¹² Og nu, kære, sværger mig ved HERREN, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn,

¹⁶ Og det skete den syvende Gang, da blæste Præsterne i Basunerne, og Josva sagde til Folket: Skriger! thi HERREN har givet eder Staden.

¹¹ Israel har syndet, ja, de have overtraadt min Pagt, hvilken jeg bød dem; ja, de toge af det bandlyste Gods, ja, de stjal og dulgte det ogsaa og lagde det iblandt deres eget Tøj.

²⁵ Og alle de, som faldt paa samme Dag, baade Mænd og Kvinder, vare tolv Tusinde, alle Folk af Ai. ²⁶ Og Josva tog ikke sin Haand, som han havde udrakt med Spydet, tilbage, førend han havde ødelagt alle Ais Indbyggere. ²⁷ Ikkun Kvæget og Byttet og Rovet af samme Stad røvede Israel for sig selv efter HERRENS Ord, som han bød Josva.

²⁴ Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad HERREN din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, saa frygtede vi saare for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning.

³⁰ Og HERREN gav ogsaa den og deres Konge i Israels Haand, og han slog den med skarpe Sværd og alle Personer, som vare derudi, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han gjorde mod dens Konge, ligesom han gjorde mod Kongen af Jeriko. ³¹ Og Josva og hele Israel med ham gik over fra Libna til Lakis; og han slog Lejr imod den og stred imod den. ³² Og HERREN gav Lakis i Israels Haand, og han indtog den paa den anden Dag, og han slog den med skarpe Sværd og alle Personer, som vare i den; i alle Maader, som han gjorde mod Libna. ³³ Da drog Horam, Kongen af Geser, op at hjælpe Lakis; men Josva slog ham og hans Folk, indtil han ikke lod nogen blive tilovers: til at undkomme. ³⁴ Og Josva og al Israel med ham gik over fra Lakis: til Eglon; og de sloge Lejr imod den og strede imod den. ³⁵ Og de indtoge den paa den samme Dag og sloge den med skarpe Sværd, og han ødelagde alle Personer, som vare derudi, paa den samme Dag; i alle Maader, som han gjorde mod Lakis. ³⁶ Siden drog Josva og al Israel med ham op fra Eglon til Hebron, og de strede imod den. ³⁷ Og de indtoge den og sloge den med skarpe Sværd og dens Konge og alle dens Stæder og alle Personer, som vare deri, han lod ingen blive tilovers til at undkomme, i alle Maader som han gjorde mod Eglon; og han ødelagde den og alle Personer, som vare i den. ³⁸ Saa vendte Josva tilbage og hele Israel med ham til Debir og stred imod den. ³⁹ Og han indtog den og dens Konge og alle dens Stæder, og de sloge dem med skarpe Sværd, og de ødelagde alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; ligesom han gjorde ved Hebron, saa gjorde han ved Debir og dens Konge, og ligesom han gjorde ved Libna og dens Konge. ⁴⁰ Saa slog Josva alt Landet paa Bjergene og mod Sønden og Lavlandet og; Dalene og alle deres Konger, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han ødelagde alt det, som havde Aande, som HERREN Israels Gud havde befalet. ⁴¹ Og Josva slog dem fra Kades-Barnea og indtil Gaza og alt Gosen Land og indtil Gibeon. ⁴² Og Josva tog alle disse Konger med deres Land paa een Gang; thi HERREN Israels Gud stred for Israel.

¹⁴ Og alt Byttet af disse Stæder og Kvæget røvede Israels Børn for sig; kun Menneskene sloge de med skarpe Sværd, indtil de havde ødelagt dem, de lode intet blive tilovers, som have Aande.

¹⁹ Der var ikke en Stad, som gjorde Fred med Israels Børn, uden Heviterne, som boede i Gibeon; de indtoge alt med Krig. ²⁰ Thi det skete af HERREN, at de forhærdede deres Hjerte, saa de mødte Israel med Krig, for at han skulde ødelægge dem, saa at der ikke skulde bevises dem Naade, men at han skulde udrydde dem, som HERREN bød Mose.

² Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, som herskede fra Aroer, som ligger ved Bredden Arnons Bæk, og fra Midten af Dalen og over Halvdelen af Gilead og indtil Bækken Jabok, som er Ammons Børns Landemærke,

³ Fra Sihon, som flyder foran Ægypten og indtil Ekrons Landemærke mod Norden, som regnes til Kananiterne; de fem Filisters Fyrster: Den Gaziter og den Asdoditer, den Asklonitel, den Gathiter og den Ekroniter, og Aviterne;

⁹ fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jævne Land ved Medba indtil Dibon,

¹⁶ og deres Landemærke var fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jævne Land ved Medba,

¹⁸ og Jahza og; Kedemoth og Mefaath

³⁷ Kedemoth og dens Marker og Mefaath og dens Marker fire Stæder;

⁴⁴ Og HERREN gav dem Rolighed trindt omkring, efter alt det, som han havde svoret deres Fædre; og ingen bestod for deres Ansigt af alle deres Fjender; HERREN gav alle deres Fjender i deres Haand.

⁴ Og Isak gav jeg Jakob og Esau; og jeg gav Esau Sejrs Bjerg til Eje, men Jakob og hans Børn droge ned til Ægypten.

⁴ Og Juda drog op, og HERREN gav Kananiterne og Feresiterne i deres Haand, og de sloge dem i Besek, ti Tusinde Mand.

¹⁵ I alt det, som de udgik til, var HERRENS Haand imod dem til det onde, som HERREN havde sagt, og som HERREN havde svoret dem; og de bleve saare ængstede.

² Og HERREN sagde til Gideon: Folket, som er med dig, er flere, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel. ikke skal rose sig mod mig og sige: Min Haand har frelst mig.

¹³ Ammons Børns Konge sagde til Jefthas Bud: Fordi Israel har taget mit Land, der han drog op af Ægypten, fra Arnon og indtil Jakob og indtil Jordanen; saa giv mig nu de Stæder tilbage med Fred! ¹⁴ Men Jeftha sendte atter Bud til Ammons Børns Konge. ¹⁵ Og han lod sige til ham: Saa siger Jeftha: Israel har ikke taget Moabs Land eller Ammons Børns Land;

¹⁵ Og han lod sige til ham: Saa siger Jeftha: Israel har ikke taget Moabs Land eller Ammons Børns Land; ¹⁶ thi der de droge op af Ægypten, da vandrede Israel i Ørken indtil det røde Hav, og kom til Kades. ¹⁷ Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kære, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte ogsaa Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; saa blev Israel i Kades.

¹⁷ Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kære, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte ogsaa Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; saa blev Israel i Kades.

¹⁷ Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kære, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte ogsaa Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; saa blev Israel i Kades. ¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke.

¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke.

¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke.

¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke. ¹⁹ Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kære, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted.

¹⁹ Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kære, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted.

¹⁹ Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kære, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted. ²⁰ Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel.

²⁰ Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel.

²⁰ Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel.

²⁰ Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel. ²¹ Da gav HERREN, Israels! Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Haand, og de sloge dem; saa indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds.

²¹ Da gav HERREN, Israels! Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Haand, og de sloge dem; saa indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds.

²¹ Da gav HERREN, Israels! Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Haand, og de sloge dem; saa indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds. ²² Og de indtoge alt Amoriternes Landemærke til Ejendom, fra Arnon og indtil Jabok og fra Ørken og indtil Jordanen.

²² Og de indtoge alt Amoriternes Landemærke til Ejendom, fra Arnon og indtil Jabok og fra Ørken og indtil Jordanen. ²³ Saa har nu HERREN, Israels Gud, fordrevet Amoriterne fra sit Folks Israels Ansigt; og du vil tage det i Eje?

²³ Saa har nu HERREN, Israels Gud, fordrevet Amoriterne fra sit Folks Israels Ansigt; og du vil tage det i Eje? ²⁴ Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad HERREN vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje.

²⁴ Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad HERREN vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje. ²⁵ Og nu, er du vel meget bedre end Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge? har han vel trættet med Israel, eller har han vel ført Krig imod dem? ²⁶ Da Israel har boet i Hesbon og i dens tilhørende Stæder og i Aroer og i dens tilhørende Stæder og i alle Stæderne, som ligge ved Arnons Bredder, tre Hundrede Aar, hvorfor friede I dem da ikke i den Tid? ²⁷ Og jeg har intet syndet imod dig, og du gør dette onde imod mig, at du strider imod mig; HERREN, som er Dommer, skal dømme i Dag imellem Israels Børn og imellem Ammons Børn.

⁶ Og HERRENS Haand blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemærker med Bylder.

⁹ Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var HERRENS Haand mod Staden med en saare stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, baade smaa og store, og der brød Bylder ud paa dem.

¹¹ Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar.

¹³ Saa bleve Filisterne ydmygede og kom ikke ydermere i Israels Landemærke, og HERRENS Haand var imod Filisterne, saa længe Samuel levede.

³ Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen.

⁸ Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. ⁹ Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af smaat Kvæg og stort Kvæg og det næstbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelægge det; men hver ringe og, ubrugbar Ting ødelagde de.

²⁴ Thi han herskede i alt det, som laa paa denne Side af Floden, fra Thipsa og indtil Gaza, over alle Konger paa denne Side af Floden; og han havde Fred trindt omkring paa alle sine Sider.

²⁶ Og Kong Salomo lod gøre Skibe i Eziongeber, som er ved Eloth, ved det røde Havs Bred, i Edoms Land

⁶ Thi Herren havde ladet Syrernes Lejr høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, ja, en Lyd af en stor Hær, og de sagde, den ene til den anden: Se, Israels Konge har lejet imod os Hethiternes Konger og Ægypternes Konger til at komme over os. ⁷ Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket og forlode deres Telte og deres Heste og deres Asener og Lejren, som den stod, og flyede for at redde deres Liv.

²² Han byggede Elath og bragte den igen til Juda, efter at Kongen laa hos sine Fædre.

⁶ Paa den samme Tid bragte Rezin, Kongen af Syrien, Elath igen til Syrien og fordrev Jøderne af Elath, og Syrerne kom til Elath og boede der indtil denne Dag.

³⁸ Og Seirs Sønner vare: Lotan og Sobal og Zibeon og Ana og Dison og Ezer og Disan.

³⁸ Og Seirs Sønner vare: Lotan og Sobal og Zibeon og Ana og Dison og Ezer og Disan. ³⁹ Og Lotans Sønner vare: Hori og Homam, og Thimna var Lotans Søster.

³⁹ Og Lotans Sønner vare: Hori og Homam, og Thimna var Lotans Søster. ⁴⁰ Sobals Sønner vare: Aljan og Manahat og Ebal, Sifi og Onam; og Zibeons Sønner vare: Aja og Arla.

⁴⁰ Sobals Sønner vare: Aljan og Manahat og Ebal, Sifi og Onam; og Zibeons Sønner vare: Aja og Arla. ⁴¹ Anas Sønner vare: Dison; og Disons Sønner vare: Hamran og Esban og Jithran og Keran.

⁴¹ Anas Sønner vare: Dison; og Disons Sønner vare: Hamran og Esban og Jithran og Keran. ⁴² Ezers Sønner vare: Bilhan og Saavan og Jaakan; Disans Sønner vare: Uz og Aran.

⁴² Ezers Sønner vare: Bilhan og Saavan og Jaakan; Disans Sønner vare: Uz og Aran. ⁴³ Og disse ere de Konger, som regerede i EdomsLand, førend nogen Konge regerede over Israels Børn: Bela, Beors Søn, og hans Stads Navn var Dinhaba. ⁴⁴ Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn af Bozra, blev Konge i hans Sted. ⁴⁵ Og Jobab døde, og Husam af Themaniternes Land blev Konge i hans Sted. ⁴⁶ Og Husam døde, og Hadad, Bedads Søn, blev Konge i hans Sted: denne slog Midianiterne paa Moab Mark, og hans Stads Navn var Avith. ⁴⁷ Og Hadad døde, og Samla af Masreka blev Konge i hans Sted. ⁴⁸ Og Samla døde, og Saul af Rekoboth ved Floden blev Konge i hans Sted. ⁴⁹ Og Saul døde, og Baal-Haman, Akbors Søn, blev Konge i hans Sted. ⁵⁰ Og Baal-Hanan, og Hadad blev Konge i hans Sted, og hans Stads Navn var Pai, og hans Hustrus Navn Mehetabeel, en Datter af Matred, Mesahabs Datter. ⁵¹ Der Hadad døde, da blev der Fyrster i Edom: Fyrsten Thimna, Fyrsten Alva, Fyrsten Jeteth, ⁵² Fyrsten Oholibama, Fyrsten Ela, Fyrsten Pinon, ⁵³ Fyrsten Kenas, Fyrsten Theman, Fyrsten Mibzar, ⁵⁴ Fyrsten Magdiel, Fyrsten Iram; disse vare Fyrsterne i Edom.

¹⁰ Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke

¹⁰ Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke ¹¹ se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje. ¹² Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig.

²³ Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvo der maatte være iblandt eder af alle hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage op!

² Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.

²¹ Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken, at dem fattedes intet; deres Klæder blev ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke. ²² Og du gav dem Riger og Folk og fordelte dem til alle Sider; og de ejede Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land, og Ogs, Kongen af Basans, Land.

³⁰ Og han sendte Breve til alle Jøderne, til hundrede og syv og tyve Landskaber i Ahasverus's Rige med Fred og Sandheds Ord

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

⁶ Thi HERREN kender de retfærdiges Vej; men de ugudeliges Vej skal forgaa.

⁷ Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa HERREN forlader jeg mig.

⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

³³ Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.

⁸ Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus.

³ Du vender det med et Menneske, at han bliver knust og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!

⁷ Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. ⁸ Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys. ⁹ Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

⁹ Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

¹⁷ Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

¹¹ saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

³⁸ Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det.

²⁶ Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

⁷ Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

¹¹ Amoriternes Konge Sihon og Basans Konge Og samt alle Riger i Kanaan;

¹⁹ Amoriternes Konge Sion; thi hans Miskundhed varer evindelig;

¹ Profeti imod Moab. I den Nat, da Ar-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde; i den Nat, da Kir-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde.

² Aroers Stæder skulle blive forladte; de skulle være for Hjorde, og disse skulle ligge der, og ingen skal forfærde dem.

¹⁵ Se, jeg gør dig til en skarp ny Teerskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner. ¹⁶ Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dern; men du skal fryde dig i HERREN, du skal prise dig i Israels Hellige.

⁴ Efterdi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er Jernsener, og din Pande er Kobber,

¹⁴ Og I skulle se det, og eders Hjerte skal glædes og eders Ben vorde kraftfulde som det grønne Græs; og HERRENS Haand skal kendes paa hans Tjenere; men han skal vredes paa sine Fjender.

²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod,

⁵ Jeg har skabt Jorden, Menneskene og Dyrene; som ere paa Jordens Kreds, ved min store Magt og ved min udrakte Arm; og jeg har givet dem til den, hvem det synes mig ret.

⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl. ⁸ Og det skal ske, at naar et Folk og et Rige ikke vil tjene Nehukadnezar, Kongen af Babel, og ikke vil bøje sin Hals under Kongen af Babels Aag, da vil jeg hjemsøge dette Folk med Sværdet og med Hungeren og med Pesten, siger HERREN, indtil jeg faar gjort Ende paa det ved hans Haand.

⁹ Og det skal være mig til et glædeligt Navn, til Lov og til Ære for alle Jordens Folkeslag, som høre alt det gode, jeg gør dem; og de skulle forfærdes og skælve over al det gode og over al den Fred, Søn jeg vil give dem.

⁴ over den Dag, som kommer for at ødelægge alle Filister, for at udrydde hver Hjælper, som, er tilbage for Tyrus og Sidon; thi HERREN ødelægger Filisterne, de overblevne fra Øen Kafthor.

¹⁹ Stil dig ved Vejen og se dig om, du Aroers Indbyggerske I spørg ham, som er flygtet, og hende, som er undkommet; sig, hvad er der sket?

¹⁵ Og jeg opløftede ogsaa min Haand for dem i Ørken, at jeg ikke vilde føre dem til det Land, som jeg havde givet dem, hvilket flyder med Mælk og Honning, det er det dejligste af alle Landene,

²⁰ Som hans Løn, for hvilken han har tjent imod den, har jeg givet ham Ægyptens Land; thi for mig have de tjent, siger den Herre, HERRE.

³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet.

¹⁷ Tingen er i Vægternes besluttede Raad, og Sagen er de helliges Befaling, paa det de, som leve, kunne kende, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til hvem, han vil, og ophøjer den ringe iblandt Menneskene over det.

²⁵ Nemlig, man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, og man skal lade dig æde Urter som Øksne og vædes af Himmelens Dug, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til, hvem han vil.

³² Og man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig æde Urter som Øksne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste hal, Magt over Menneskens Rige. og giver det til, hvem han vil.

⁷ Mon I ikke ere mig som Morianers Børn, o Israels Børn siger HERREN; mon jeg ikke har ført Israel op fra Ægyptens Land og Filisterne fra Kaftllor og Syrerne fra Kir?

¹⁰ For Vold imod dig Broder Jakob skal Skam bedække dig, og du skal udryddes evindelig. ¹¹ Paa den Dag da du stod lige overfor, pan den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlændige gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du været som en af dem. ¹² Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. ¹³ Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag!

¹⁰ det spotter Konger, og Fyrster ere til Latter for det; det le ad hver Befæstning, saa det dynge Støv op og indtager den. ¹¹ Da farer det frem som en Stormvind og drager videre, saa at det paadrager sig Skyld; denne dets Kraft bliver til dets Gud.

⁴ Thi Gaza skal blive forladt, og Askalon skal blive til øde; Asdod skal man uddrive om Middagen, og Ekron skal oprykkes med Rod.

⁵ Askalon skal se det og frygte, ligesaa Gaza, og den skal vorde saare bange, samt Ekron; thi dens Haab er blevet til Skamme; og Gaza skal miste sin Konge, og Askalon skal ikke bebos.

¹⁶ Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene.

¹² Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne.

¹² Men naar I gaae ind i et Huus, da hilser det; ¹³ og dersom samme Huus er det værd, da komme Eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende Eders Fred til Eder igjen, ¹⁴ og dersom Nogen ikke vil annamme Eder og ei høre Eders Taler, gaaer ud af det Huus eller den Stad, og afryster Støvet af Eders Fødder. ¹⁵ Sandelig siger jeg Eder, det skal gaae Sodomiters og Gomoriters Land lideligere paa Dommens Dag end denne Stad.

⁵ Men hvor som I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus. ⁶ Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham; men er der ingen, da skal den vende til Eder igjen.

¹⁰ Men hvor I komme ind i en Stad, og de ikke annamme Eder, da gaaer ud paa dens Gader og siger: ¹¹ vi afstryge for Eder endog det Støv, som hænger ved os af Eders Stad; dog skulle I vide dette, at Guds Rige har været nær hos Eder. ¹² Men jeg siger Eder, det skal gaae Sodoma lideligere paa hiin Dag end denne Stad.

¹⁵ Og han sagde til dem: seer til og vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i at have overflødigt Gods.

³⁵ Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet.

²⁷ Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig.

⁵ Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde.

²⁶ Og han har gjort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og har bestemt dem forordnede Tider, og vise Grændser for deres Bolig,

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

¹⁷ Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden. ¹⁸ Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil. ¹⁹ Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie? ²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes? ²¹ Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære? ²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse; ²³ og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,

¹⁷ Betaler ikke Nogen Ondt for Godt; beflitter Eder paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn.

⁵ Men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørken.

¹⁵ Seer derfor til, at I omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise,

¹⁵ at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden,

⁵ Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor saa I kjøbe den beleilige Tid.

⁷ I vide selv, hvorledes det bør Eder at efterfølge os. Thi vi levede ikke uskikkeligen iblandt Eder, ⁸ ikke heller aade vi Nogens Brød for Intet, men arbeidede med Møie og Besvær, Nat og Dag, for ikke at være Nogen af Eder til Byrde.

⁸ da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken, ⁹ hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar. ¹⁰ Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. ¹¹ Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile. ¹² Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden. ¹⁵ Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen: ¹⁶ hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken? ¹⁸ Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe? ¹⁹ Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.

⁵ Men jeg vil paaminde Eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægyptens Land, ødelagde dog derefter dem, som ikke troede.

⁹ See, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige jeg selv at være Jøder og ere det ikke, men lyve. See, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder, og kjende, at jeg har elsket dig.