Acts 5 Cross References - Danish

¹ Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom ² og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder. ³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? ⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud. ⁵ Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte. ⁶ Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham. ⁷ Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var. ⁸ Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis. ⁹ Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig. ¹⁰ Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand. ¹¹ Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte. ¹² Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; ogde vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang. ¹³ Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem. ¹⁴ Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder, ¹⁵ saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem. ¹⁶ Men selv fra de omliggende Stænder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte. ¹⁷ Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed. ¹⁸ Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel. ¹⁹ Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde: ²⁰ Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket. ²¹ Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem. ²² Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde: ²³ Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde. ²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være. ²⁵ Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket. ²⁶ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. ²⁷ Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde: ²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. ²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene. ³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. ³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde. ³³ Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel. ³⁴ Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud, ³⁵ og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem. ³⁶ Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet. ³⁷ Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte. ³⁸ Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret; ³⁹ men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud. ⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. ⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. ⁴² Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

⁹ Og Gud HERREN kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? ¹⁰ han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. ¹¹ Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf? ¹² Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad. ¹³ Da sagde Gud HERREN til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad.

¹³ Da sagde Gud HERREN til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad. ¹⁴ Da sagde Gud HERREN til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt Kvæget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og æde Støv alle dit Livs Dage. ¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl. ¹⁶ Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig. ¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage.

¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage.

⁵ Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede. ⁶ Og HERREN sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet. ⁷ Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig er dens Attraa men du skal herske over den. ⁸ Og Kain talede med Abel sin Broder; og det hændte sig, der de vare paa Marken, da stod Kain op imod Abel sin Broder og ihjelslog ham.

⁵⁰ Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra HERREN, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. ⁴ Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke. ⁵ Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken. ⁶ Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao. ⁷ Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare lad de Mænd fare, at de maa tjene HERREN deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt?

⁸ Og Mose sagde: Det skal ske, naar HERREN giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi HERREN har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod HERREN.

² Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kives med mig for hvorfor ville I friste HERREN?

⁷ Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet HERREN og sagt: Monne HERREN være iblandt os eller ej?

³ Og Mose kom og fortalte Folket alle HERRENS Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som HERREN har sagt.

²¹ Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til HERREN, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder. ²² Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for HERREN.

²² Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for HERREN.

²⁹ Hver land og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som HERREN ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til HERREN.

¹ Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpaa, og de bragte fremmed Ild for HERRENS Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem. ² Da for en Ild ud fra HERRENS Ansigt og fortærede dem, og de døde for HERRENS Ansigt. ³ Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som HERREN har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav.

³ Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som HERREN har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav. ⁴ Men Mose kaldte ad Misael og ad Elzafan, Sønner af Usiel, Arons Farbroder, og sagde til dem: Træder frem, bærer eders Brødre fra Helligdommen hen uden for Lejren. ⁵ Og de traadte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt. ⁶ Da sagde Mose til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar I skulle ikke blotte eders Hoveder ej sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle dø, og Herren skulde blive vred paa al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Hus græde over denne Brand, som HERREN har optændt.

²² thi alle de Mænd, som have set min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og nu have fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

¹¹ Derfor er du og alt dit Selskab, de som ere forsamlede, imod HERREN; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham?

²⁶ Og han talede til Menigheden og sagde: Kære, viger bort fra disse ugudelige Mænds Telte, og rører ikke ved noget af det, som hører, dem til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. ²⁷ Og; de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaa Børn. ²⁸ Og Mose sagde: Derpaa skulle I kende, at HERREN har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte: ²⁹ Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har HERREN ikke sendt mig; ³⁰ men dersom HERREN skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Mænd have opirret HERREN. ³¹ Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem, ³² og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. ³³ Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden. ³⁴ Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os!

¹² Og Israels Børn sagde til Mose, sigende: Se, vi maa opgive Aanden, vi omkomme, vi omkomme alle sammen! ¹³ Enhver som kommer nær den som kommer nær til HERRENS Tabernakel, han maa dø; mon det da skulde være forbi med os, og vi skulde opgive Aanden?

⁸ Gud er den, som førte ham ud af Ægypten, de have megen Styrke, Enhjørningen; han skal fortære Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Ben og saare dem med sine Pile. ⁹ Han har bøjet sig, lagt sig som en Løve og som en Løveinde, hvo tør jage ham op? velsignet være de, som dig velsigne, og forbandet være de, som dig forbande, ¹⁰ Da optændtes Balaks Vrede mod Bileam, og han slog sine Hænder sammen: og Balak sagde til Bileam Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet nu tre Gange.

² Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer og sagde: Dette er det Ord, som HERREN har befalet:

⁶ Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, ⁷ af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: ⁸ Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham.

¹¹ paa det at hele Israel maa høre det og frygte og ikke blive ved at gøre efter denne onde Handel midt iblandt eder.

²¹ saa skulle alle Mændene i hans Stad stene ham med Stene, og han skal dø; og du skal borttage den onde af din Midte, at al Israel maa høre det og frygte.

²³ da skal hans Krop ikke blive Natten over paa Træet, men du skal begrave ham paa den samme Dag; thi den, som bliver hængt, er en Guds Forbandelse; og du skal ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud giver dig til Arv.

²¹ Naar du lover HERREN din Gud et Løfte, da skal du ikke tøve med at betale det; thi HERREN din Gud vil kræve det af dig, og det vil være dig en Synd.

¹¹ eders smaa Børn, eders Hustruer og din fremmede, som er midt i dine Lejre, baade din Vedhugger og din Vanddrager, ¹² for at du skal træde over i HERREN din Guds Pagt og i hans edelige Forbund, som HERREN din Gud gør med dig i Dag;

¹¹ naar al Israel kommer at lade sig se for HERREN din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvælge, da skal du udraabe denne Lov for al Israel, for deres Øren. ¹² Lad samle Folket, Mændene og Kvinderne og smaa Børn og din fremmede, som er inden dine Porte, at de maa høre, og at de maa lære og frygte HERREN eders Gud og tage Vare paa at gøre efter alle Ordene i denne Lov;

¹ Og Jeriko havde lukket for sig og var tillukket for Israels Børns Ansigt; der kunde ingen gaa ud, ej heller komme ind.

¹¹ Israel har syndet, ja, de have overtraadt min Pagt, hvilken jeg bød dem; ja, de toge af det bandlyste Gods, ja, de stjal og dulgte det ogsaa og lagde det iblandt deres eget Tøj. ¹² Og Israels Børn skulle ikke kunne staa for deres Fjenders Ansigt, de maa vende Ryggen for deres Fjenders Ansigt, thi de ere i Band; jeg skal ikke mere blive ved at være med eder, dersom I ikke fjerne denne Band fra eders Midte.

²⁵ Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? HERREN skal forstyrre dig paa denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbrændte dem med Ild og kasted Stene over dem. ²⁶ Og de opkasted en stor Stenhob over ham indtil denne Dag, og HERREN vendte om fra sin strenge Vrede; derfor kaldt man det samme Steds Navn Akors Dal; den er der indtil denne Dag

²⁰ Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning.

¹⁹ Og han slog blandt Mændene i Beth-Semes, fordi de i HERRENS Ark, og han slog af Folket halvfjerdsindstyve Mænd, halvtredsindstyve Tusinde Mænd; sørgede Folket, fordi HERREN havde slaget blandt Folket med et stort Slag. ²⁰ Og Mændene af Beth-Seme sagde: Hvo kan bestaa for HERRENS, denne hellige Guds, Ansigt? og til hvem skal han drage op fra os? ²¹ Og de sendte Bud til Indbyggerne Kirjath-Jearim og lode sige: Filisterne have ført HERRENS Ark tilbage, kommer ned og henter den op til eder!

⁷ Og HERREN sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de talede til dig; thi ikke dig have de forkastet, men mig have de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem.

²⁴ Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtraadt HERRENS Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst.

⁴ Og Samuel gjorde det, som HERREN sagde, og kom til Bethlehem; da forfærdedes de Ældste i Staden og gik ham i Møde og sagde: Er det med Fred, at du kommer? ⁵ Og han sagde: Det er med Fred, jeg er kommen for at slagte Slagtoffer for HERREN, helliger eder og kommer med mig til Slagtofret; og han helligede Isai og hans Sønner og indbød dem til Ofringen.

¹² Og Saul frygtede for David; thi HERREN var med ham, men han var veget fra Saul. ¹³ Da fjernede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt. ¹⁴ Og David handlede klogeligen paa alle sine Veje, og HERREN var med ham. ¹⁵ Og der Saul saa, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt. ¹⁶ Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.

² Ogsaa tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa har HERREN sagt til dig: Du skal vogte mit Folk Israel, og du skal være Fyrste over Israel.

¹⁹ Og han uddelte til alt Folket og til al Israels Mangfoldighed, baade Mand og Kvinde, til hver en Brødkage og et godt Stykke Kød og en Rosinkage; da gik alt Folket bort, hver til sit Hus.

²² Og jeg vil endnu blive ringere end saa og ydmyge mig i mine egne Øjne; og deTjenestepiger, som du talede om, med dem vil jeg æres.

¹⁷ Og de toge Absalom og kastede ham i i Skoven i en stor Hule og oprejste en saare stor Dynge Sten over ham, og al Israel flyede hver til sine Telte.

²⁴ Saaledes sagde HERREN: I skulle ikke drage op og ej stride imod eders Brødre? Israels Børn, vender tilbage hver til sit Hus, thi denne Handel er sket af mig; og de adløde HERRENS Ord og vendte tilbage for at gaa bort efter HERRENS Ord.

¹⁸ Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at dræbe min Søn.

¹⁷ Og det skete, der Akab saa Elias, da sagde Akab til ham: Er det dig, som forstyrrer Israel? ¹⁸ Da sagde han: Ikke jeg har forstyrret Israel, men du og din Faders Hus, idet I forlode HERRENS Bud, og du vandrede efter Baalerne.

²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

⁸ Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge HERREN, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!

²¹ Da gik en Aand ud og stod for HERRENS Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og HERREN sagde til ham: Hvormed? ²² Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja ogsaa formaa det; gak ud og gør saa!

¹⁰ Men Elias svarede og sagde til Høvedsmanden over halvtredsindstyve: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fortære dig og din halvtredsindstyve; og Ild faldt ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve. ¹¹ Og han sendte atter en anden Høvedsmand over halvtredsindstyve med hans halvtredsindstyve til ham, og denne tog Ordet og sagde til ham: Du Guds Mand! saa sagde Kongen; Kom straks ned! ¹² Og Elias svarede og sagde til dem: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fort ere dig og dine halvtredsindstyve; og Guds Ild faldt ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve. ¹³ Da sendte han igen en Høvedsmand over det tredje halvtredsindstyve med hans halvtredsindstyve; og den tredje Høvedsmand for halvtredsindstyve steg op og kom og bøjede sig paa sine Knæ for Elias og bad ham om Naade og talte til ham: Du Guds Mand! kære, lad min Sjæl og disse dine halvtreds indstyve Tjeneres Sjæle være dyrebare for dine Øjne. ¹⁴ Se, der faldt Ild ned fra Himmelen, og fortærede de to første Høvedsmænd over halvtredsindstyve og deres halvtredsindsindstyve; men nu, lad min Sjæl være dyrebar for dine Øjne!

²⁴ Og han vendte sig om, og der han saa dem, da bandede han dem i HERRENS Navn; da kom der to Bjørne ud af Skoven og sønderreve af dem to og fyrretyve Børn.

²¹ Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til? ²² Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kære, giv dem et Centner Sølv og to Klædninger til at skifte med. ²³ Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Gentner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham. ²⁴ Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. ²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did.

²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. ²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? ²⁷ Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.

³² Og Elisa sad i sit Hus, og de Ældste sade hos ham, og han sendte en Mand frem foran sig; men førend dette Bud kom til ham, da sagde han til de Ældste: Have I set, at denne Søn af en Morder har sendt hid at lade mit Hoved tage? ser til, naar Budet kommer, lukker Døren og trykker ham tilbage med Døren; høres ikke Lyden af hans Herres Fødder bag efter ham?

²² Hvem har du bespottet og forhaanet: og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige.

¹⁷ Og David gik ud til dem og svarede og sagde til dem: Dersom I komme med Fred til mig for at hjælpe mig, da skal mit Hjerte være forenet med eder; men dersom I komrne for at bedrage mig og overgive mig til min Fjender, enddog der ingen Uret er i mine Hænder, da se vore Fædres Gud til og straffe det!

¹² Og David frygtede for Gud paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal jeg lade Guds Ark komme til mig?

¹³ Thi fordi I ikke første Gang vare med, har HERREN, vor Gud, gjort et Skaar iblandt os, fordi vi ikke søgte ham, saaledes som ret var.

¹ Og Satan stod Israel imod, og han tilskyndede David til at tælle Israel. ² Og David sagde til Joab og til Folkets Høvedsmænd: Gaar, tæller Israel fra Beersaba og indtil Dan, og bringer mig Besked, at jeg kan vide deres Tal. ³ Da sagde Joab: HERREN lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange saa mange! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere hvorfor forlanger min Herre da dette? hvorfor skal dette være til en Skyld paa Israel

³ Og desuden, fordi; jeg har Behagelighed til min Guds Hus, har jeg givet, hvad jeg ejer af Guld og Sølv; dette har jeg givet til min Guds Hus foruden alt det, som jeg har samlet til Helligdommens Hus:

⁵ at der kan være Guld til GuIdtøjet og Sølv til Sølvtøjet og til alt det Arbejde, der udføres ved Mestres Haand; og hvo er villig til at fylde sin Haand i Dag for HERREN?

⁹ Og Folket var glad over, at de gave frivilligt; thi de gave HERREN af et retskaffent Hjerte, frivilligt; og Kong David glædede sig ogsaa med stor Glæde.

¹⁷ Og, min Gud: jeg ved, at du prøver Hjerter og har Behag til Oprigtighed, jeg har i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligt og har nu med Glæde set dit Folk, som her fandtes, at det har givet dig frivilligt. ¹⁸ HERRE, Abrahams Isaks og Israels, vore Fædres Gud! bevar dette evindeligt som dit Folks Hjertes Tanker og Sind, og bered deres Hjerter til dig!

²⁷ Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som har indgivet Kongens Hjerte saadant, at han vilde pryde HERRENS Hus, som er i Jerusalem,

¹ Og der Esra bad, og der han bekendte, græd og havde nedkastet sig foran Guds Hus, da samledes til ham en saare stor Forsamling af Israel, Mænd og Kvinder og Børn; thi Folket græd med megen Graad.

¹⁵ Og det skete, der vore Fjender hørte, at det var os tilkendegivet, og at Gud havde gjort deres Raad til intet, da vendte vi os alle til; Muren igen, hver til sin Gerning.

² Og Esra, Præsten, bragte Loven frem for Forsamlingens Ansigt, baade for Mænd og Kvinder og for alle, som kunde forstaa at høre til, paa den første Dag i den syvende Maaned.

² Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige.

¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes; ¹⁴ om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det nat

²⁵ thi han har udrakt; sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige; ²⁶ han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag; ²⁷ thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

³⁵ De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik? ⁶ Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen, ⁷ saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han ⁸ Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten. ⁹ Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?

²⁹ Naar han skaffer Ro til Veje- hvo vil kalde ham uretfærdig? og naar han skjuler sit Ansigt - hvo kan da beskue ham? - baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

⁹ Og da vil ogsaa jeg bekende om dig, at din højre Haand kan frelse dig. ¹⁰ Se dog Behemoth, som jeg skabte saavel som dig, den æder Græs som en Okse. ¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler. ¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ: dens Boves Sener ere sammenslyngede. ¹³ Benene i den ere som Kobberrør, dens Knogler lige som en Jernstang. ¹⁴ Den er den første iblandt Guds Skabninger; han som skabte den, rakte den dens Sværd,

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os! ⁴ Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem.

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg." ⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag. ⁸ Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom. ⁹ Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem. ¹⁰ Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden! ¹¹ Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven! ¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

¹⁴ og han har beredt dødelige Vaaben imod dem; sine Pile gør han brændende.

¹⁴ og han har beredt dødelige Vaaben imod dem; sine Pile gør han brændende. ¹⁵ Se, han undfanger Uret; og han er frugtsommelig med Misgerning og føder Løgn.

¹⁵ paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. ¹⁶ Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.

¹⁰ HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker.

¹⁰ HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker. ¹¹ HERRENS Raad bestaar evindelig, hans Hjertes ranker fra Slægt til Slægt.

⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester.

¹² Den ubudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham. ¹³ Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen. ¹⁴ De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fselde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed. ¹⁵ Deres Sværd skal I, komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.

³² En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. ³³ HERREN skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes.

¹⁸ Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.

² Gud! hør min Røst. i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt. ³ Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, ⁴ som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord, ⁵ for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke. ⁶ De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem? ⁷ De udtænke Misgerninger, de fuldkomme, hvad de nøje udtænke: Ja, enhvers Inderste og Hjerte er et Dyb. ⁸ Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar. ⁹ Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort.

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

¹⁸ Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. ¹⁹ Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? ²⁰ Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?

⁴⁰ Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. ⁴¹ Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

⁵⁶ Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.

⁷ Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn?

¹⁹ Thi HERREN er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge.

²⁴ Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham.

⁷ Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke. ⁸ Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge? ⁹ Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se?

⁸ Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken, ⁹ hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning. ¹⁰ Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje, ¹¹ saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

¹⁷ Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. ¹⁸ De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern ¹⁹ indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da HERRENS Tale havde lutret ham. ²⁰ Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri.

²² at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom.

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel. ² HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender

¹²⁰ Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.

⁴ Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, HERRE! du kender det jo alt sammen.

⁷ som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; HERREN løser de bundne.

²¹ Man kan give sin Haand paa, at den onde ikke bliver agtet uskyldig; men de retfærdiges Sæd skal undkomme.

¹⁰ Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.

³⁰ Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene.

⁵ Hver som er hovmodig i Hjertet, er HERREN en Vederstyggelighed; man kan give sin Haand, paa, at han ikke bliver agtet uskyldig.

²⁵ Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: "Helligt!" og først efter Løfterne betænke det.

³⁰ Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for HERREN.

⁴ Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

⁴ Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

⁴ Det er bedre; at du intet lover, end at du lover og ikke betaler.

⁵ Fordi Syrerne have lagt onde Raad op imod dig, ligeledes Efraim og Remalias Søn, sigende: ⁶ Vi ville drage op imod Juda og ængste det og rive det til os, og vi ville gøre Tabeals Søn til Konge derudi: ⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Det skal ikke staa fast og ikke ske!

⁹ Slaar kun ned, I Folkefærd! I skulle dog sønderknuses; mærker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste. ¹⁰ Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

²⁵ At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrder vige fra deres Skuldre!

¹⁵ Ve dem, som sænke sig dybt ned fra HERREN for at skjule deres Anslag, og hvis Gerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og os?

¹⁰ som sige til Seerne: I maa ikke have Syner; og til Skuerne: I maa ikke skue os de Ting, som ere rette; siger os smigrende Ord, skuer bedragelige Ting;

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

³ Thi jeg sr HERREN din Gud, Iszaels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted.

¹¹ Jeg er HERREN, og der er ingen Frelser uden jeg.

¹³ Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?

³ Thi jeg vil udgyde Vand paa det tørstige og Strømme paa det tørre; jeg vil udgyde min Aand over din Sæd og min Velsignelse over dine Børn, ⁴ at de skulle opvokse midt i Græs, ligesom Pile ved Vandbække. ⁵ Den ene skal sige: Jeg er HERRENS, og den anden skal kalde Jakob ved Navn; og en tredje skal skrive med sin Haand: Jeg hører HERREN til, og han skal nævne Israel som Hædersnavn.

⁹ Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder?

²¹ Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, HERREN thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfærdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg.

²⁴ Kun i HERREN, siger man om mig, er Retfærdighed og Styrke; til ham skal man komme, men alle de, som vredes paa ham, skulle beskæmmes.

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager;

²⁶ Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, og den Mæbtige i Jakob er din Genløser.

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret? ² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.

¹¹ Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til. ¹² Thi I skulle drage ud med Glæde og føres frem i Fred; Bjergene og Højene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Træer paa Marken skulle klappe i Haand. ¹³ I Stedet for Tornebuske skal der opvokse Fyrretræer, i Stedet for Tidsler skal der oprokse Myrtetræer; og det skal være HERREN til et Navn, til et evigt Tegn, som ikke skal forgaa.

¹ Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder!

⁴ Der er ingen, som paakalder i Retfærdighed, og ingen, som gaar i Rette med Redelighed; man fordu lader sig paa Tomhed og taler Løgn, undfanger Uret og føder Udaad.

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse;

¹⁰ Jeg vil glæde mig storlig i HERREN, min Sjæl skal fryde sig i mig Gud; thi han iførte mig Frelsen glædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynte paa, og som en Brud, der pryde sig med sit Smykke.

¹⁴ se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glæde, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse.

⁵ Hører HERRENS Ord, I som ere forfærdede for hans Ord! Eders Brødre; som hade eder og udstøde eder for mit Navns Skyld, sige: Lad HERREN vise sig herlig, at vi maa se eders Glæde! Men de skulle beskæmmes.

¹⁴ Derfor, saa siger HERREN, den Gud Zebaoth: Efterdi I sige dette Ord, se, da gør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem.

² Stil dig i HERRENS Hus's Port, og du skal udraabe der dette Ord og sige: Hører HERRENS Ord, alle I af Juda! I, som gaa ind ad disse Porte, for at tilbede HERREN!

¹⁴ Og Jeremias kom fra Tofeth, hvor HERREN havde sendt ham hen for at spaa; og han stillede sig i HERRENS Hus's Forgaard og sagde til alt Folket: ¹⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader komme over denne Stad og over alle Stæder, som høre til den, alt det onde, som jeg har talt imod den; thi de have forhærdet deres Nakke for ikke at høre mine Ord.

² Og Paskur slog Profeten Jeremias og lagde ham i Blokken, som var ved Benjamins Øverste Port paa HERRENS Hus. ³ Og det skete den anden Dag, da lod Paskur Jeremias komme ud af Blokken; og Jeremias sagde til ham: HERREN har ikke kaldet dit Navn Paskur, men Magor-Missabib.

¹ Saa sagde HERREN: Gak ned til Judas Konges Hus, og tal der dette Ord, ² og sig: Judas Konge, du, som sidder paa Davids Trone, hør HERRENS Ord, du og dine Tjenere og dit Folk, som gaa ind ad disse Porte.

²⁴ Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger HERREN; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger HERREN.

² Saa siger HERREN: Stil dig i HERRENS Hus's Forgaard, og tal til alle Judas Stæder, som komme for at tilbede i HERRENS Hus, alle de Ord som jeg har befalet dig at tale til dem, du skal ikke tage et Ord derfra.

¹⁵ Kun det skulle vide, at dersom I dræbe mig, da ville I bringe uskyldigt Blod over eder og over denne Stad og over dens Indbyggere; thi i Sandhed HERREN har sendt mig til eder for at tale alle disse Ord for edes Øren.

¹⁹ Mon Ezekias, Judas Konge, og al Juda straks dræbte ham frygtede han ikke HERREN og bad ydmygt for HERRENS Ansigt, saa at HERREN angrede det Onde, som han havde talt imod dem? og vi, vi bringe en stor Ulykke over vore Sjæle.

³¹ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus; ³² ikke efter den Pagt, som jeg sluttede Ined deres Fædre, der jeg tog dem ved Haanden for at udføre dem af Ægyptens Land, hvilken Pagt med mig de brøde, endskønt jeg var deres Ægtemand, siger HERREN; ³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig.

¹⁰ Og Baruk læste Jeremias's Ord op af Bogen, i HERRENS Hus, i Skriveren Gemarjas, Safans Søns, Kammer, i den øverste Forgaard, ved Indgangen igennem den nye Port paa HERRENS Hus, for hele Folkets Øren.

⁴ Da sagde Fyrsterne til Kongen: Lad dog denne Mand dræbe, thi paa den Maade bringer han Hænderne paa Krigsmændene, som ere overblevne i denne Stad, og Hænderne paa hele Folket til at synke, idet han taler saadanne Ord til dem; thi denne Mand søger ikke dette Folks Bedste, men dets Ulykke.

³⁷ Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?

⁵⁵ Jeg kaldte paa dit Navn, HERRE! fra Graven, i det dybe. ⁵⁶ Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab! ⁵⁷ Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke! ⁵⁸ Herre du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

¹³ Og det skete, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og faldt ned paa mit Ansigt og raabte med høj Røst og sagde: Ak, Herre, HERRE! du gør det jo aldeles af med det overblevne af Israel!

²⁴ og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, HERREN, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ glønt; jeg HERREN, jeg har talt det og gjort det.

²⁴ Og jeg HERREN, jeg vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem; jeg HERREN, jeg har talt det.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder. ²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte. ²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem: ²⁸ Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. ²⁹ Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunber over eder. ³⁰ Og jeg vil gøre Frugten paa Træerne og Grøden paa Marken mangfoldig, paa det I ikke ydermere skulle tage imod Forhaanelse for Hungers Skyld iblandt Hedningerne. ³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder. ³² At jeg ikke gør dette for eders Skyld, siger den Herre, HERRE, det være eder kundgjort; blues og skammer eder over edels Veje, I af Israels Hus! ³³ Saa siger den Herre, HERRE: Paa den Dag jeg renser eder fra alle eders Misgerninger, da vil jeg lade Stæderne blive beboede og de øde Steder blive bebyggede. ³⁴ Og Landet som var lagt øde, skal dyrkes, Stedet for at det laa øde for hvers Øjne, som gik igennem det. ³⁵ Og man skal sige: Dette Land; som var Ødelagt, er blevet som Edens Have, og de øde og de ødelagte og de nedbrudte Stæder ere blevne befæstede og beboede. ³⁶ Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg HERREN, jeg har talt og gjort det. ³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord. ³⁸ Som en hellig Hjord, som en Hjord i Jerusalem paa dens Højtider, saaledes skulle de øde Stæder blive fulde af Menneskehjorde, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig.

¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke;

³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem. ³⁵ Da blev Jernet, Leret, Kobberet, Sølvet og Guldet knuste paa een, Gang og bleve ligesom Avner fra Tærskepladserne om Sommeren, og Vinden borttog dem, og intet Sted blev fundet for dem; men den Sten, som sønderslog Billedet, blev til et stort Bjerg og opfyldte hele Jorden:

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig, ⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

¹¹ og at hvo som ikke faldt ned og tilbad, skulde kastes midt i den brændende Ilds Ovn. ¹² Der er nu nogle jødiske Mænd, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Mænd agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst. ¹³ Da befalede Nebukadnezar i Vrede og Harme, at man skulde føre Sadrak, Mesak og Abed-Nego frem; da bleve disse Mænd førte frem for Kongen. ¹⁴ Nebukadnezar svarede og sagde til dem: Mon det er et oplagt Raad, Sadrak, Mesak og Abed-Nego! at I ikke ville dyrke min Gud og ej tilbede det Guldbillede, som jeg har oprejst? ¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder? ¹⁶ Sadrak, Mesak og Abed-Nego svarede og sagde til Kongen: Nebukadnezar! vi have ikke fornødent at svare dig et Ord herpaa. ¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge! ¹⁸ Men hvis ikke skal det være dig vitterligt, o Konge! at vi ikke ville dyrke dine Guder og ej tilbede det Guldbillede, som du har oprejst. ¹⁹ Da, blev Nebukadnezar fuld af Harme, og hans Ansigts Udseende blev forandret imod Sadrak, Mesak og Abed-Nego; han svarede og sagde, at man skulde gøre Ovnen syv Gange hedere, end man plejede at hede den. ²⁰ Og Mænd, vældige Mænd i hans Hær befalede han, at de skulde binde Sadrak, Mesak og Abed-Nego for at kaste dem i den brændende Ilds Ovn. ²¹ Da bleve disse Mænd bundne i deres Undertøj, deres Kjoler og deres Kapper og deres øvrige Klæder og kastede midt i den brændende Ilds Ovn. ²² Derfor, eftersom Kongens Ord var strengt, og Ovnen var hedet overmaade, dræbte Ildens Lue de Mænd, som havde bragt Sadrak, Mesak og Abed-Nego op. ²³ Men disse tre Mænd, Sadrak, Mesak og Abed-Nego, faldt bundne midt i den brændende Ilds Ovn. ²⁴ Da forfærdedes Nebukadnezar og stod hastelig op; han svarede og sagde til sine Raadsherrer: Lode vi ikke kaste tre Mænd bundne midt i Ilden? De svarede og sagde til Kongen: Visselig, o Konge! ²⁵ Han svarede og sagde: Se, jeg ser fire Mænd, som gaa løse midt i Ilden, og der er intet beskadiget paa dem; og den fjerdes Udseende er ligesom en Gudesøns.

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

²² Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig! ²³ Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig: har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge! ²⁴ Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud.

²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel.

²¹ Dog vil jeg kundgøre dig, hvad der er optegnet i Sandheds Bog. Der er ikke een, som staar mig kraftigt bi imod disse, uden Mikael, eders Fyrste;

¹²

¹² men I gave Nasiræerne Vin at drikke og gave Profeterne det Bud: I skulle ikke spaa:

¹⁰ Da sendte Amazia, Præsten i Bethel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet Sammensværgelse imod dig, midt i Israels Hus, Landet kan ikke udholde alle hans Ord.

⁶ I maa ikke profetere, saa profetere de; profetere de ikke for disse, vilde Skændsel ikke vige.

³ Til det onde ere Hænder rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren en villig for Gentjeneste, og den mægtige udtaler sin Sjæls Attraa, og saa sno de det sammen.

¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel. ¹³ Ja, han skal bygge HERRENS Tempel, og han skal bære Kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone, og der skal være Freds Raad imellem dem begge.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

¹⁴ Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den HERRE Zebaoth, og mit Navn er forfærdeligt iblandt Hedningerne.

⁸ Mon et Menneske tør bedrage Gud? thi I bedrage mig, og dog sige I: Hvormed have vi bedraget dig? Med Tienen og Afgiften! ⁹ Med Forbandelse ere I forbandede, og I, ja, det hele Folk, bedrage mig?

²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. ²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.

³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød. ⁴ Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund. ⁵ Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa tindingen af Templet og sagde til ham: ⁶ er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. ⁷ Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud.

⁷ Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud. ⁸ Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham: ⁹ Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig. ¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. ¹¹ Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.

²⁴ Og hans Rygte kom ud over al Syria; og de førte ham alle dem, som lede ilde, som med adskillige Sygdomme og Piner vare behæftede, Besatte og Maanesyge og Værkbrudne; og han helbredede dem.

¹⁰ Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfordigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. ¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. ¹² Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

² Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte. ³ Men naar du gjør Almisse, lad din Venstre Haand ikke vide, hvad din høire gjør,

¹⁶ Men der det var blevet Aften, førte de mange Besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og Helbredte Dem alle, som vare syge;

²¹ thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rør ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredt.

¹⁷ Vogter Eder for Menneskene; thi de skulle overantvorde Eder til Raadet og hudstryge Eder i deres Synagoger.

²¹ Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og aflive dem.

²⁵ Det er Disciplen nok, at han bliver som hans Mester, og Tjeneren som Hans Herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebul, hvor meget mere hans Huusfolk.

¹⁹ Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien.

⁴⁷ Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk. ⁴⁸ Naar den er fuld, drage de den op paa Srandbredden, og sidde og sanke de gode tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud.

⁵ Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet.

³⁶ Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.

¹³ Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal med Rod oprykkes.

³⁰ Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem. ³¹ saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

²³ Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt.

²⁶ Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet.

⁴⁴ Og hvo som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den knuse.

⁵ Men de gjøre alle deres Gjerninger for at ansees af Menneskene; thi de gjøre deres Tankeremme brede, og Sømmene paa deres Klæder store.

³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden,

³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden, ³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret.

³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt.

⁹ Da skulle de overantvorde Eder til Trængsel og slaa Eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkene for mit Navns Skyld.

²⁴ Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

²⁶ Derfor, om de sige Eder: see, han er i Kammerne, da troer det ikke.

⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

⁵² Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.

¹⁸ Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham. ¹⁹ Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intetmed denne Retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.

²⁵ Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn.

⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg. ⁶⁴ Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første. ⁶⁵ Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide. ⁶⁶ Men de gik han, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen.

¹² Og de forsamledes med de Ældste, og holdt et Raad, og gave Stridsmændene rigeligen Penge, ¹³ og sagde: siger, hans Disciple kom om Natten og stjal ham da vi sov. ¹⁴ Og dersom landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde Eder angerløse. ¹⁵ Men de toge Pengene, og gjorde, som de vare underviste. Og Rygtet om denne Sag blev udspredt ibland Jøderne indtil denne Dag.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

³ Og Nogle kom til ham som bragte en Værkbruden, der blev baaren af Fire. ⁴ Og der de ikke kunde komme nær til ham for Folket, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, lode de Sengen ned, paa hvilken den Værkbrudne laae.

¹⁰ Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt at forlade Synder paa Jorden, (sagde han til den Værkbrudne):

¹² at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.

³⁰ Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det? ³¹ Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden; ³² og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge.

⁵⁴ Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax. ⁵⁵ Og de løb om i den ganske omliggende Egn og begyndte at føre dem, som lide ilde, omkring paa Sengene, hvor de hørte, han var. ⁵⁶ Og hvor han gik ind i Flækker eller Stræder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene og bade ham at de matte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.

⁷ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. ⁸ Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting. ⁹ Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.

⁹ Men I, tager vare paa Eder selv; thi de skulle overantvorde Eder for Raadet og for Synagoger; I skulle hudstryges og stilles for Fyrster og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd.

¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.

²⁰ Men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen.

¹¹ Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret.

⁵⁵ (som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid.

⁷² at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt,

¹ Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kaiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal. ² (Denne første Indskrivning skete, der Qvirinius var Landsherre i Syrien).

¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

⁴⁶ Og det begav sig efter tre Dage da fandt de ham i Templet, siddende midt iblandt Lærere, hvor han baade hørte dem og adspurgte dem.

²⁸ Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Staden og førte ham til Skrænten af Bjerget. paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned.

¹⁷ Og det begav sig paa een af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som var komne fra alle Byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens Kraft viste sig i at helbrede.

¹¹ Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.

²² Salige ere I, naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt for Menneskens Søns Skyld.

¹¹ Men der Folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talede til dem om Guds Rige og helbredte dem, som havde Lægdom behov.

¹⁶ Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo som mig foragter, foragter den, som mig udsendte.

⁵⁰ paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt, ⁵¹ fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt, ⁵² Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det. ⁵³ Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting. ⁵⁴ Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

¹ I det Folket var forsamlet ved mange Tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: fornemmeligen tager Eder vare paa Pharisæernes Suurdeig, som er Øienskalkhed. ² Men Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide.

¹ Men paa den samme Tid vare Nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilæer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer. ² Og Jesus svarde og sagde til dem: mene I, at disse Galilæer vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette?

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. ²⁷ Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel. ²⁸ Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med, ²⁹ at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: ³⁰ dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. ³¹ Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred. ³³ Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel. ³⁴ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? ³⁵ Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre!

² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

³⁷ Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: ³⁸ velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste!

⁴⁵ Og han gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte, ⁴⁶ og sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Røverkule. ⁴⁷ Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham. ⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.

⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.

⁶ Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.

¹⁰ Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og lode ham tomhændet fra sig.

¹⁹ Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem.

¹² Men for alt dette skulle de lægge Haand paa Eder og forfølge og overantvorede Eder i Synagoger og Fængsler og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld.

¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.

³⁷ Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.

³⁷ Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. ³⁸ Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.

² Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket. ³ Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv. ⁴ Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem.

⁵² Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Sværd og Stænger. ⁵³ Der jeg var dagligen hos Eder i Templet, udrakte I ikke Hænder imod mig; men denne er Eders Time og Mørkets Magt.

⁶⁶ Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Ældste sig og de Ypperstepræster og Skriftkloge og førte ham op for deres Raad,

⁴⁷ Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.

⁴⁷ Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem. ⁴⁸ Men I ere Vidner til disse Ting.

³⁷ Alt, hvad min Fader giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud.

⁶³ Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv.

⁶⁸ Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord;

³⁹ (Men dette sagde han om den Aand, som de skulde annamme, der troe paa ham; thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi Jesus var ikke endnu herliggjort.)

⁵⁰ Nicodemus (den, som var kommen til ham om Natten og var een af dem) sagde til dem: ⁵¹ mon vor Lov dømme et Menneske, uden at man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør? ⁵² De svarede og sagde til ham: mon du og være af Galilæa? Ransag og see, at der er ingen Prophet opstanden af Galilæa. ⁵³ Og hver gik til sit Huus.

² Og aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.

⁵⁹ Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes.

²² Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at være Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen.

²³ Og Jesus gik omkring i Templet, udi Salomos Buegang.

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. ⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.

⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.

⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. ⁴⁹ Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem:

⁶ Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.

¹⁰ Men de Ypperstepræster raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus;

¹⁹ Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham.

⁴² Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen;

⁵⁰ Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.

² Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham;

²⁷ Og efterat han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du gjør, det gjør snart!

¹² Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader.

²⁰ Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders. ²¹ Men alt dette skulle de gjøre Eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig har udsendt.

²⁶ Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig. ²⁷ Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.

² De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse.

⁷ Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder. ⁸ Og naar han kommer, skal han overbevise Verden og Synd og om Retfærdighed og om Dom, ⁹ om Synd, fordi de troe ikke paa mig; ¹⁰ men om Retfærdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke længere; ¹¹ men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. ¹² Jeg har endnu meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det. ¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder. ¹⁴ Han skal herliggjøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder.

³ Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus.

⁸ Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig.

²⁰ Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid lært i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom.

³⁵ Pilatus svarede: mon jeg være en Jøde? dit Folk og de Ypperstepræster overantvordede mig dig; hvad har du gjort?

¹ Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. ² Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurklæde om ham og sagde: ³ hil være dig, du Jødernes Konge! og de sloge ham paa Munden. ⁴ Da gik Pilatus atter ud og sagde til dem: see, jeg fører ham hid ud til Eder, at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.

³⁸ Men Joseph af Arimathæa (som var en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for Jøderne), bad derefter Pilatus, at han maatte nedtage Jesu legeme, og Pilatus tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu Legeme.

⁴⁰ Da toge de Jesu Legeme og bandt det i Lindklæder med dyrebare Salver, som Jødernes Skik er at flye Lig til Jorde.

²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder. ²² Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand! ²³ Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne.

⁸ Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.

¹⁴ Alle disse holdt eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

⁴ Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.

¹² Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være?

²² I israelitiske Mænd, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide; ²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.

²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham. ²⁴ Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.

²⁴ Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den. ²⁵ Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes. ²⁶ Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab; ²⁷ thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse, ²⁸ du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. ²⁹ I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. ³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne: ³¹ da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse. ³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.

³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner. ³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.

³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre. ³⁴ Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand, ³⁵ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. ³⁶ Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.

³⁶ Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus. ³⁷ Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre? ³⁸ Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.

³⁸ Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave. ³⁹ Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil.

⁴¹ De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle. ⁴² Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne. ⁴³ Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne.

⁴³ Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne.

⁴⁶ Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed, ⁴⁷ idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.

¹ Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time. ² Og en Mand, som var halt fra Moders Liv, af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet. ³ Der han saae Peter og Johannes idet de vilde gaae ind i Templet, bad han om Almisse. ⁴ Da saae Peter tilligemed Johannes stivt paa ham og sagde: see paa os! ⁵ Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faae Noget af dem. ⁶ Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke, men det, som jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn, staae op og gak!

⁶ Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke, men det, som jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn, staae op og gak! ⁷ Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.

⁷ Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op. ⁸ Men strax bleve hans Been og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud. ⁹ Og alt Folket saae ham gaae og love Gud. ¹⁰ Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som han var vederfaret. ¹¹ Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.

¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades. ¹⁴ Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder. ¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

²⁶ Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

¹ Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,

¹ Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem, ² hvilke forstøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde. ³ Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften. ⁴ Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem tusinde. ⁵ Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, ⁶ saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt.

⁶ saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt. ⁷ Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette?

⁷ Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette?

¹⁰ da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine. ¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

¹⁵ Men de bøde dem træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde: ¹⁶ hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte. ¹⁷ Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.

¹⁷ Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn. ¹⁸ Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. ¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud.

¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. ²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.

²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.

²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus.

²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, ³⁰ idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.

³² Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles. ³³ Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle. ³⁴ Der var ei heller nogen Trængende iblandt dem; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte, ³⁵ og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver eftersom han havde behov.

³⁷

² og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder. ³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi?

³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? ⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud. ⁵ Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte. ⁶ Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham.

⁹ Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig. ¹⁰ Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand. ¹¹ Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte.

¹³ Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.

¹⁷ Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed.

¹⁹ Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde: ²⁰ Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket. ²¹ Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.

²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.

²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være. ²⁵ Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket. ²⁶ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. ²⁷ Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde: ²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. ²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

³⁴ Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud, ³⁵ og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem.

⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. ⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

⁷ Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.

¹⁰ Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af.

¹² Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet;

⁹ Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham.

⁵¹ I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. ⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

⁵⁴ Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

³ Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og overantvordede dem i Fængsel.

⁵ Da kom og Philippus til Samarias Stad og prædikede Christus for dem.

⁹ Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samartanske Folk og sagt sig selv at være stor.

¹² Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige, og Jesu Christi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder.

²¹ Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. ²² Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig.

²⁶ Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.

³⁵ Da oplod Phlippus sin Mund og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus.

² og begjerede af ham Breve til Damacus til Synagogerne, paa det, om han fandt nogle Mænd eller Kvinder, som vare af denne Lærevei, han da kunne føre dem bundne til Jerusalem.

⁵ Men han sagde: hvo er du, Herre? Men Herren sagde; jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe mod Braadden.

²⁰ Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn.

²³ Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.

³¹ Saa havde da Menighederne Fred over ganske Judæa og Galilæa og Samaria og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Hellig Aands Ledelse formeredes de.

³³ Der fandt han en Mand ved Navns Æneas, som havde ligget otte Aar ved Sengen og var værkbruden.

³⁵ Og Alle, som boede i Lydda og Saron, saae ham, og omvendte sig til Herren.

⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gaae ud og faldt paa knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op.

⁴² Men det blev vitterligt over al Joppe, og Mange troede paa Herren.

³⁹ Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ.

³⁹ Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ. ⁴⁰ Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares, ⁴¹ ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.

⁴⁴ Der Peter endnu talede dise ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte Ordet.

¹⁴ Han skal sige Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses.

¹⁷ Dersom Gud da har givet dem lige Gaver med os, der de troede paa den Herre Jesus Christus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud? ¹⁸ Men der de hørte dette, bleve de rolige og lovede Gud og sagde: saa har Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.

²⁰ Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til Hellenisterne og prædikede den Herre Jesus.

⁵ Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham. ⁶ Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagten for Døren tog vare paa Fængslet. ⁷ Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.

⁷ Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne. ⁸ Og Englen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig. ⁹ Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Englen var virkeligt, men meente, at han saae et Syn. ¹⁰ Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Englen fra ham. ¹¹ Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodes' Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

¹⁸ Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, hvor Peter var bleven. ¹⁹ Men der Herodes lod ham søge og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befoel, at de skulde afstraffes. Og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og opholdt sig der.

¹¹ Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham.

²³ Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

³¹ og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.

³³ som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig.

³⁸ Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse; ³⁹ og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer.

⁴⁵ Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja, baade imodsagde og bespottede.

³ De opholdt sig nu en Tid lang der, og talede med Frimodighed i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, og lod Tegn og Under skee formedelst deres Hænder.

⁸ Og der var en mand i Lystra, som maatte sidde, for han havde ingen Magt i Fødderne, men var fra Moders Liv af lam og havde aldrig gaaet. ⁹ Han hørte Paulus tale; og denne, der han fæstede Øie paa ham og mærkede, at han havde tro til at frelses, sagde med høi Røst: ¹⁰ staa ret op paa dine Fødder! Og sprang op og gik.

⁵ Men der opstode nogle Troende af Pharisæernes Sect, som sagde: man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov.

¹⁰ Hvi friste I da nu Gud, at I ville lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære?

²⁸ Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalægge Eder, uden disse nødvendige Ting:

¹⁸ Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund.

²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie.

²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken. ²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem. ²⁶ Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.

²⁶ Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes. ²⁷ Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede.

³ Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus.

⁵ Men de vantroe Jøder bleve nidkjære og toge nogle slette Mennesker af Lediggængere til sig, gjorde et Opløb og oprrøte Staden; og de stormede mod Jasons Huus og søgte at føre dem for Folket.

¹⁸ Men nogle af de epikuræiske og storiske Philisopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen.

¹¹ Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus' Hænder,

¹¹ Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus' Hænder, ¹² saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.

¹⁷ Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset.

³⁶ Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende.

²⁰ hvorledes jeg har Intet forholdet af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og lærte Eder offentligen og i Eders egne Huse,

³⁸ Mon du ikke være den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde Snigmordere ud i Ørken?

² (Men der de hørte, at han talede til dem i det Hebræiske Sprog, holdt de sig end mere stille). Og han sagde: ³ Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag.

³ Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag. ⁴ Og jeg forfulgte denne Lærevei indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Kvinder,

¹⁴ Men han sagde: vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund. ¹⁵ Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt.

²² Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.

²⁶ Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: see, til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer.

³⁰ Men anden Dagen, der han vilde erfare med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen, og han førte Paulus frem og stillede ham for dem.

⁶ Men der Paulus vidste, at den ene Deel var Saducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! Jeg er en Pharisæer, Pharisæers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse. ⁷ Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.

⁷ Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig. ⁸ Thi Sadducæerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne antage begge Dele.

⁸ Thi Sadducæerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne antage begge Dele. ⁹ Men der blev en stærk Raaben; og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede hardt og sagde: vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel har talet til ham, da lader os ikke stride mod Gud.

⁹ Men der blev en stærk Raaben; og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede hardt og sagde: vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel har talet til ham, da lader os ikke stride mod Gud.

²⁰ Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet i Morgen, som om de vilde nøiere underløge hans Sag. ²¹ Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke under Forbandeler lovet, hverken at æde eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvendte Besked fra dig. ²² Da lod Øversten det unge Menneske gaae og bød ham: du skal Ingen sige, at du har givet mig dette tilkjende.

²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:

¹⁵ Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom. ¹⁶ Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker.

²¹ Du derfor, som lærer Andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke skal stjæle, du stjæler! ²² Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige!

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed,

¹⁵ men hvorledes skal Nogen prædike, dersom de ikke blive udsendte? Som skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab.

²⁶ og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob; ²⁷ og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder.

¹⁹ ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi Evangelium;

²⁵ Thi det Daarlige fra Gud er visere end Menneskenes Viisdom, og det Skrøbelige fra Gud er stærkere end Menneskenes Styrke. ²⁶ Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;

² thi jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt Eder, uden Jesus Christus, og han korsfæstet;

¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed;

²¹ Hvad ville I? skal jeg komme til Eder med Riis, eller med Kjærlighed og Sagtmodigheds Aand?

⁸ Men Mad gjør os ikke behageligere for Gud; thi hverken blive vi bedre, om vi æde, eller ringere, om vi ikke æde.

⁵ Have vi ikke ret at føre en Søster som Hustru omkring som og de andre Apostler og Herrens Brødre og Kephas? ⁶ Eller have alene jeg og Barnabas ikke Ret til ikke at arbeide? ⁷ Hvo tjener vel i Krig paa sin egen Sold? hvo planter en Viingaard og æder ikke af dens Frugt? eller hvo føder en Hjord og æder ikke af Hjordens Melk? ⁸ Mon jeg tale dette blot efter menneskelig Viis? eller siger ikke ogsaa Loven dette? ⁹ Thi der er skrevet i Mose Lov: du skal ikke tilbinde Munden paa den Oxe, som tærkser. Er det Øxnene, Gud sørger for? ¹⁰ Sikkert siger han det for vor Skyld. Thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie i Haab, og den, som tærsker, bør tærske for at blive deelagtig i sit Haab. ¹¹ Dersom vi have saaet Eder de aandelige Ting, er det da nogen stort, om vi høste Eders timelige? ¹² Dersom Andre nyde saadan Ret over Eder, kunde vi da ikke meget mere? Dog brugte vi ikke denne Ret; men vi taale alt for ikke at gjøre Christi Evangelium nogen Forhindring. ¹³ Vide I ikke, at de, som tjene ved Helligdommen, æde af det Hellige? de, som vare paa Altreet, dele med Alteret? de som vare paa Altret, dele med Alteret? ¹⁴ Saaledes har og Herren forordnet for dem, som forkynde Evangelium, at de skulle leve af Evangelium. ¹⁵ Men jeg har Intet brugt af dette; ei heller har jeg skrevet dette, for at de saaledes skulde skee ved mig; thi det var mig bedre at døe, end at Nogen skulde gjøre min Roes til Intet. ¹⁶ Thi om jeg prædiker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke prædiker! ¹⁷ Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet.

⁹ Lader os ei heller friste Christus, som og nogle af dem fristede ham, og bleve ødelagte af Slanger.

¹¹ Alt dette skete dem til Exempel, men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne. ¹² Derfor, hvo som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.

²² Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?

¹¹ Dog er hverken Manden uden Kvinden, ei heller Kvinden uden Manden i Herren. ¹² Thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er og Manden ved Kvinden; men alle Ting af Gud.

⁹ en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand;

¹⁰ Men hvem i tilgive Noget, den tilgiver og jeg; thi ogsaa jeg, dersom jeg har tilgivet Noget, da har jeg tilgivet det for Eders Skyld, for Christi Aasyn, paa det vi ikke skulde besnæres af Satan;

¹¹ Thi see, just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i Eder, ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Forlængsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! I Alt have I beviist, at I vare rene i denne Sag.

² Men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, hvormed man mener at jeg fordrister mig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet. ³ Vistnok omgaaes vi i Kjødet, men vi stride ikke efter Kjødet; ⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse, ⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed, ⁶ og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar Eders Lydighed er fuldkommet.

²³ Ere de Christi Tjenere? (jeg taler vanvittigen!) jeg er det mere. Jeg har arbeidet overflødigere, lidt flere Slag, været flere Gange i Fængsler, ofte i Dødsfare. ²⁴ Af Jøderne har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre eet.

¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

¹² En Apostels Tegn bleve jo gjort iblandt Eder med al Taalmodighed, ved Tegn og under og kraftige Gjerninger.

¹ Jeg kommer denne tredie gang til Eder; ved to eller tre Vidners Mund skal enhver Sag stadfæstes. ² Jeg har sagt forud og siger det forud, at anden gang nærværende, og skriver det nu fraværende til dem, som forhen syndede, og til alle de Øvrige, at om jeg kommer igjen, vil jeg ikke skaane,

¹⁰ Derfor skriver jeg dette fraværende, paa det jeg nærværende ikke skal bruge Strenghed, efter den magt, som Herren har givet mig til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.

⁶ Men de, som ansaaes for at være Noget, hvormeget de vare, vedkommer mig ikke, Gud ser ikke paa Menneskens Person;) de Ansete, siger jeg lagde Intet til min Lærdom.

¹³ Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;)

²⁸ Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus.

²¹ Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri og deslige; om hvilke jeg forud siger Eder, ligesom jeg og før har sagt, at de, som gjøre Saadant, skulle ikke arve Guds Rige.

³ Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget, og er dog Intet, han bedrager sig selv.

¹⁴ Men det være langt fra mig at rose mig, uden at vor Herrens Jesu Christi Kors, formedelst hvem Verden er mig korsfæstet, og jeg Verden.

⁷ i hvem vi have Forløsning formedelst hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom.

²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden, ²³ der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.

²⁰ Men i have ikke saaledes lært Christus, ²¹ dersom I ellers have hørt om ham og ere oplærte i ham saaledes, som Sandheden er i Jesus:

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt. ¹⁴ Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdigheds Pantser, ¹⁵ Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium; ¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile,

²⁹ Thi Eder er det forundt for Christi Skyld ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld,

³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.

⁹ Derfor har og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn, ¹⁰ at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, ¹¹ og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Ære. ¹² Derfor, mine Elskelige! ligesom i altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggjørelse med Frygt og Bæven;

²⁰ Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi og forvente Frelseren den Herre Jesus Christus,

¹⁴ i hvilken vi have Forløsning ved hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse;

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

⁸ Hvorfore da, hvo som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig Aand i os.

³ Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske Aabenbares, fordærvelsens Søn, ⁴ han, som modsætter og ophøier sig over Alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds Tempel som en Gud og udgiver sig for at være en Gud. ⁵ Komme I ikke ihu, at jeg sagde Eder dette, der jeg endnu var hos Eder? ⁶ Og I vide, hvad der nu holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid. ⁷ Thi Uretfærdighedens Hemmelighed yttrer sig allerede krafteligen, alene indtil den, som nu holder ham tilbage, tages bort;

¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

²⁰ Men i et stort Huues ere ikke alene kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Leer, og nogle til Ære, andre til Vanære.

²⁵ med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætte sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandhes Erkjendelse, ²⁶ og de kunde komme til sig selv igjen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gjøre hans Villie.

² prædike Ordet, hold ved i Tide og Utide, overbeviis, straf, forman med al Langmodighed og Lærdom.

⁴ til Titus, min ægte Søn i den fælles Tro: Naade, Barmhjertighed Fred fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus, vor Frelser!

¹⁰ ikke besvige, men besvise al god Troskab, at de kunne pryde Guds vor Frelsers Lærdom i alle Ting

¹³ forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse,

⁴ Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbares: ⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand, ⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser,

¹⁴ Men uden dit Samtykke vilde jeg Intet gjøre, at din Godhed ikke skulde være af Tvang, men af fri Villie.

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham, ⁴ idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.

⁴ idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.

¹⁰ Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting ere og ved hvem alle ting ere, ham, som vildeføre de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Stifter.

¹ Lader os derfor, da Forjættelsen at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af Eder skulle synes at blive tilbage.

³⁴ Thi baade have I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede Eder med Glæde deri, atman røvede Eders Gods, vidende, at I have i Eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene.

⁷ Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen.

³⁶ Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel;

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

¹⁵ og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes;

²⁸ Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Ærefrygt.

² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser.

¹⁵ derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.

¹⁴ Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden. ¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel.

⁵ Eller mene I, at Skriften taler forgjeves? mon den Aand, som boer i os, opvækker Avind? Den giver jo større Naade.

⁷ Værer derfor Gud underdanige; staaer Djævelen imod, saa skal han flye fra Eder.

¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.

¹² Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue.

¹⁷ Og dersom I paakalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter Enhvers Gjerning, da omgaaes med Frygt i Eders Udlændigheds Tid,

¹ Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse;

²⁴ hvilken selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed; ved hans Saar ere I lægte.

²² som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kræfterne ere ham underlagte.

¹³ men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde Eder. ¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den. ¹⁵ Thi Ingen af Eder lide som Morder eller Tyv eller Misdæder, eller som den, der trænger sig ind i en fremmed Bestilling; ¹⁶ men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Deel.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

¹ Simon Peter, Jesu Christi Tjener og Apostel, til dem, der have faaet samme dyrebare Tro som vi, ved vor Guds og Frelser Jesu Christi Retfærdighed:

¹¹ Thi saaledes skal Eder rigeligen gives indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Christi evige Rige.

² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes.

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,

²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første.

²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første. ²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet. ²² Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.

¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

¹ Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Hænder føler paa, nemlig om det Livsens ord; ² (thi Livet er aabenbaret, og vi have seet og vidne og forkynde Eder Livet det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os; ³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

¹⁴ Og vi have seet og vidne, at Faderen udsendte Sønnen at være Verdens Frelser.

¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn. ¹² Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.

¹⁶ Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skjæbne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.

²⁵ den alene vise Gud, vor Frelser, være Ære og Majestæt, Kraft og Magt, baade nu og i al Evighed! Amen.

⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

⁵ Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaaer der Ild af deres Mund og fortærer deres Fjender; og dersom Nogen vil gøre dem Skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes.

¹³ Og i samme Stund skete et stort Jordskjælv, og Tiendedelen af Staden faldt, og der bleve ihjelslagne i Jordskjælvet syv tusinde personer; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud Ære.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. ¹⁰ Og jeg hørte en stærk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. ¹¹ Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden.

⁸ Og en anden Engel fulgte, som sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store Stad; thi den har givet alle Hedninger at drikke af sit Horeries giftige Viin. ⁹ Og den tredie Engel fulgte dem og sagde med høi røst: dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærket i sin pande eller i sin Haand, ¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke. ¹² Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro.

⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.

⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden.

¹² Og de to Horn, som du saae, ere ti Konger, hvilke ikke endnu have annammet Riget, men annammet en Magt som Konger een Time med Dyret. ¹³ Disse have een Mening, og deres Magt og Myndig skulle de overgive Dyret. ¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.