Danish(i)
42 Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre.
43 Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene.
44 Vee Eder, I skriftkloge og Pharisæer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.
45 Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os.
46 Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre.
47 Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel.
48 Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.
49 Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre.
50 paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt,
51 fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt,
52 Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det.