John 10:38-17:26 Men dersom jeg gjør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham.

Danish⁽ⁱ⁾ ³⁸ Men dersom jeg gjør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham. ³⁹ Derfor søgte de atter at gribe ham; men han undkom af deres Haand. ⁴⁰ Og han drog atter bort paa hiin Side Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og blev der. ⁴¹ Og Mange kom til ham og sagde: Johannes gjorde vel intet Tegn: men Alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt. ⁴² Og Mange der troede paa ham. ¹¹ ¹ Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare. ² (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg). ³ Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg. ⁴ Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den. ⁵ Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. ⁶ Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var. ⁷ Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judæa igjen. ⁸ Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen? ⁹ Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys. ¹⁰ Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham. ¹¹ Dette talede ham, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne. ¹² Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk. ¹³ Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn. ¹⁴ Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død! ¹⁵ Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaa til ham! ¹⁶ Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling) til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham. ¹⁷ Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage. ¹⁸ (Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra). ¹⁹ Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. ²⁰ Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham i møde; men Maria blev siddende i Huset. ²¹ Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. ²² Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig. ²³ Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae. ²⁴ Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag. ²⁵ Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve. ²⁶ Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette? ²⁷ Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden. ²⁸ Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig. ²⁹ Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham. ³⁰ (Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.) ³¹ Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der. ³² Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. ³³ Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget og sagde: ³⁴ hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see. ³⁵ Jesus græd. ³⁶ Da sagde Jøderne: se, hvor han elskede ham! ³⁷ Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død? ³⁸ Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor. ³⁹ Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage. ⁴⁰ Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed? ⁴¹ Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig. ⁴² Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig. ⁴³ Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud! ⁴⁴ Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae. ⁴⁵ Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort. ⁴⁶ Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort. ⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. ⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. ⁴⁹ Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: ⁵⁰ I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. ⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket. ⁵² Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob. ⁵³ Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham. ⁵⁴ Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple. ⁵⁵ Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig. ⁵⁶ Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden? ⁵⁷ Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham. ¹² ¹ Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde. ² Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham. ³ Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. ⁴ Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham: ⁵ hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige? ⁶ Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. ⁷ Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den. ⁸ Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid ⁹ Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde. ¹⁰ Men de Ypperstepræster raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus; ¹¹ thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. ¹² Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, ¹³ toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge! ¹⁴ Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet: ¹⁵ frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl. ¹⁶ Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. ¹⁷ Men den Mængde, som havde været med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde. ¹⁸ Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. ¹⁹ Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham. ²⁰ Men der var nogle Græker af dem, som vare gangen op for at tilbede paa Høitiden. ²¹ Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus. ²² Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det. ²³ Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres. ²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt. ²⁵ Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. ²⁶ Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. ²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. ²⁸ Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det. ²⁹ Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham. ³⁰ Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld. ³¹ Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes. ³² Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig. ³³ (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.) ³⁴ Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn? ³⁵ Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen. ³⁶ Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem. ³⁷ Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham, ³⁸ at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? ³⁹ Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: ⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. ⁴¹ Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham. ⁴² Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; ⁴³ thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære. ⁴⁴ Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig har udsendt. ⁴⁵ Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt. ⁴⁶ Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket. ⁴⁷ Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. ⁴⁸ Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, har den, som ham dømmer; det Ord, som jeg har talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag. ⁴⁹ Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. ⁵⁰ Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig. ¹³ ¹ Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. ² Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham; ³ da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænder, og at han udkom fra Gud og gik hen til Gud: ⁴ reiste han sig fra Nadveren og lagde sine Klæder fra sig, og han tog et Lindklæde og bandt op om sig. ⁵ Derefter slog han Vand i et Bækken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Lindklædet, som han var ombunden med. ⁶ Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter. ⁸ Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig. ⁹ Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet. ¹⁰ Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle. ¹¹ Thi han kjendte den, som han forradte; derfor sagde ham: I ere ikke alle rene. ¹² Der han da havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder, satte han sig atter ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg har gjort Eder? ¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. ¹⁴ Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder. ¹⁵ Thi jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre. ¹⁶ Sandelig, sandelig siger jeg eder: en Tjener er ikke større end hans Herre, ikke heller et Sendebud større end den, han har sendt. ¹⁷ Dersom I vide dette, ere I salige, om I gjøre det. ¹⁸ Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. ¹⁹ Fra nu af siger jeg Eder det, førend det skeer, at naar det er skeet, I skulle troe, at det er mig. ²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som annammer den, som jeg sender, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som har sendt mig. ²¹ Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at een af Eder skal forraade mig. ²² Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede. ²³ Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede. ²⁴ Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om? ²⁵ Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det? ²⁶ Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det. ²⁷ Og efterat han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du gjør, det gjør snart! ²⁸ Men ingen af dem, som saade tilbords, forstod, til hvad Ende han sagde ham det. ²⁹ Thi Nogle meente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad vi havdebehov til Høitiden; eller at han skulde give Noget til Fattige. ³⁰ Der han da havde taget Stykket, gik han strax ud; men det var Nat. ³¹ Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. ³² Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han skal snart herliggjøre ham. ³³ Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu. ³⁴ Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre. ³⁵ Derpaa skulle Alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed. ³⁶ Simon Peter sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig. ³⁷ Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig. ³⁸ Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornægte mig tre Gange. ¹⁴ ¹ Eders Hjerte forfærdes ikke; troer paa Gud, og troer paa mig! ² I min Faders Huus ere mange Boliger; men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt Eder det. Jeg gaaer bort at berede Eder Sted. ³ Og naar jeg er gaaet bort og faaer beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I være. ⁴ Og hvor jeg gaaer hen, vide I, og Veien vide I. ⁵ Thomas siger til ham: Herre! vi vide ikke, hvor du gaaer hen; og hvorledes kunne vi vide Veien? ⁶ Jesus siger til ham: jeg er Veien og Sandheden og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig. ⁷ Havde I kjendt mig, da havde I og kjendt min Fader; og fra nu af kjende I ham og have seet ham. ⁸ Philippus siger til ham: Herre! viis os Faderen, og det er os nok. ⁹ Jesus siger til ham: saa lang en Tid er jeg hos Eder og du har ikke kjendt mig, Philippus? Hvo mig har seet, har seet Faderen; hvorledes siger du da: Viis os Faderen? ¹⁰ Troer du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg taler til Eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gjør Gjerningerne. ¹¹ Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for disse Gjerningers Skyld! ¹² Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader. ¹³ Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen. ¹⁴ Dersom I bede om Noget i mit Navn, vil jeg gjøre det. ¹⁵ Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger. ¹⁶ Og jeg vil bede Faderen, og han skal give Eder en anden Talsmand, at han skal blive hos Eder evindeligen, ¹⁷ den Sandheds Aand, hvilken Verden ikke kan annamme, thi den seer han ikke, kjender ham ei heller; men I kjende ham, thi han bliver hos Eder og skal være i Eder. ¹⁸ Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder. ¹⁹ Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve. ²⁰ Paa den Dag skulle I kjende, at jeg er i min Fader, og I udi mig, og jeg i Eder. ²¹ Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham. ²² Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden? ²³ Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. ²⁴ Hvo mig ikke elsker, holder ikke mine Ord; og det Ord, som i høre, er ikke mit, men faderens, som mig har udsendt. ²⁵ Dette har jeg talet til Eder, medens jeg blev hos Eder. ²⁶ Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, skal lære Eder alle Ting og minde Eder paa alle Ting, som jeg har sagt Eder. ²⁷ Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og forsage ikke. ²⁸ I have hørt, at jeg sagde til Eder: jeg gaaer bort og kommer til Eder igjen; dersom I have mig kjær, da glædede I Eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; thi min Fader er større end jeg. ²⁹ Og nu har jeg sagt Eder det, før det skeer, at naar det er skeet, I da skulle troe. ³⁰ Jeg skal herefter ikke tale meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og har slet intet i mig. ³¹ Men paa det Verden skal kjende, at jeg elsker Faderen, og ligesom Faderen har befalet mig, saa gjør jeg; staaer op lader os gaae herfra. ¹⁵ ¹ Jeg er det sande Viintræ, og min Fader er Viingaardsmanden. ² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt. ³ I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder. ⁴ Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre. ⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde. ⁷ Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder. ⁸ Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple. ⁹ Ligesom Faderen har elsket mig, saa har jeg og elsket Eder; bliver i min Kjærlighed! ¹⁰ Dersom I holde mine Befalinger, Skulle I blive i min Kjærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kjærlighed. ¹¹ Dette har jeg talet til Eder, paa det min Glæde kan blive i Eder, og Eders Glæde kan blive fuldkommen. ¹² Denne er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket Eder. ¹³ Ingen har større Kjærlighed end denne, at En sætter sit Liv til for sine Venner. ¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder. ¹⁵ Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder. ¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder. ¹⁷ Dette befaler jeg Eder, at I skulle elske hverandre. ¹⁸ Dersom Verden hader Eder, da vider, at den har hadet mig førend Eder. ¹⁹ Vare I af Verden da vilde Verden elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af Verden, men jeg har udvalt Eder af Verden, derfor hader Verden Eder. ²⁰ Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders. ²¹ Men alt dette skulle de gjøre Eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig har udsendt. ²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd. ²³ Hvo mig hader, hader og min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader. ²⁵ Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt. ²⁶ Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig. ²⁷ Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen. ¹⁶ ¹ Dette har jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges. ² De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse. ³ Og dette skulle de gjøre Eder, fordi de hverken kjende Faderen, ei heller mig. ⁴ Men dette har jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder. ⁵ Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen? ⁶ Men fordi jeg har talet dette til Eder, har Bedrøvelse opfyldt Eders Hjerte. ⁷ Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder. ⁸ Og naar han kommer, skal han overbevise Verden og Synd og om Retfærdighed og om Dom, ⁹ om Synd, fordi de troe ikke paa mig; ¹⁰ men om Retfærdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke længere; ¹¹ men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. ¹² Jeg har endnu meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det. ¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder. ¹⁴ Han skal herliggjøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder. ¹⁵ Alt hvad Faderen har, er Mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af Mit og forkynde Eder. ¹⁶ Om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen. ¹⁷ Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hentil Faderen? ¹⁸ Da sagde de: hvad er det, som han siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler. ¹⁹ Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig. ²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde. ²¹ Kvinden, naar hun føder, har Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel, ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden. ²² Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder. ²³ Og paa den samme Dag skulle I ikke spørge mig om Noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hvadsomhelst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give Eder. ²⁴ Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders Glæde maa blive fuldkommen. ²⁵ Dette har jeg talet til Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser, men frit ud forkynde Eder om min Fader. ²⁶ Paa den samme Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger Eder ikke, at jeg vil bede Faderen for Eder; ²⁷ thi Faderen selv elsker Eder, efterdi I have elsket mig og troet at jeg er udgangen fra Gud. ²⁸ Jeg udgik fra Faderen og kom til Verden; jeg forlader Verden igjen og gaaer til Faderen. ²⁹ Hans Disciple sige til ham: see, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse. ³⁰ Nu vide vi, at du veed alle Ting og har ikke behov, at Nogen spørger dig; desaarsag troe vi, at du udgik fra Gud. ³¹ Jesus svarede dem: nu troe I! ³² Se, den Time kommer og er allerede kommen, at I skulle adspredes hver til Sit og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig. ³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden. ¹⁷ ¹ Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig. ² Ligesom du har givet ham Magt over alt Kjød, paa det han maa give alle dem, som du har givet ham, et evigt Liv. ³ Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus. ⁴ Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig at gjøre. ⁵ Herliggjør du mig og nu, Fader! hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. ⁶ Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, hvilke du har givet mig af Verden; de vare dine, og du har givet mig dem, og de have bevaret dit Ord. ⁷ Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er af dig. ⁸ Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig. ⁹ Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, en for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. ¹⁰ Og alt det, som mit er, det er dit, og det, som dit er, det er mit; og jeg er herliggjort i dem. ¹¹ Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa vare eet ligesom vi. ¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes. ¹³ Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden at de maa have min Glæde fuldeligen i sig. ¹⁴ Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ere ikke af Verden, ligesom jeg er ikke af Verden. ¹⁵ Jeg beder ikke, at du skal borttage dem af Verden, men at du skal bevare dem fra det Onde. ¹⁶ De ere ikke af Verden ligesom jeg ikke af Verden. ¹⁷ Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed. ¹⁸ Ligesom du har sendt mig til Verden, saa har og jeg sendt dem til Verden. ¹⁹ Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa være helligede i Sandheden. ²⁰ Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig, ²¹ paa det de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og skulle være eet i os, at Verden kan troe, at du har udsendt mig. ²² Og jeg har givet dem den Herlighed, som du har givet mig, paa det de skulle være eet, ligesom vi ere eet; ²³ jeg i dem, og du i mig, paa det de skulle være fuldkommede til eet, og at Verden kan kjende, at du har udsendt mig og har elsket det, ligesom du har elsket mig. ²⁴ Fader! jeg vil, at de, som du har givet mig, skulle være hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt. ²⁵ Retfærdige Fader! og Verden kjendte dig ikke, men jeg kjender dig, og disse have kjendt, at du har udsendt mig. ²⁶ Og jeg kundgjorde dem dit Navn og vil kundgjøre dem det, paa det den Kjærlighed, hvormed du elsker mig, skal være i dem, og jeg i dem.