Exodus 4 Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: HERREN har ikke aabenbaret sig for dig.

Danish⁽ⁱ⁾ ¹ Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: HERREN har ikke aabenbaret sig for dig. ² Og HERREN sagde til ham, hvad er dette, dn har i din Haand og han sagde: En Stav. ³ Og han sagde: Kast den paa Jorden; og han kastede den paa Jorden; saa blev den til en Slange, og Mose flyede for den. ⁴ Da sagde HERREN til Moses Udræk din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og tog fat paa den, og den blev til en Stav i hans Haand ⁵ at de skulle tro, at HERREN, dere Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenharet sig for dig. ⁶ Og HERREN sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og han drog den ud og se, hans Haand var spedalsk som Sne. ⁷ Og han sagde: Stik igen din Haand i din Barm; og han stak igen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm, og se, da var den igen bleven som hans Kød. ⁸ Og let skal ske, dersom de ikke ville tro dig eller adlyde din Røst ved det første Tegn, da skulle de tro din Røst ved det andet Tegn. ⁹ Og det skal ske, dersom de end ikke skulle tro disse tvende Tegn og ej lyde din Røst, da skal du tage af Flodens Vand og øse paa det Herre; da skal det Vand, som du tog af Floden vorde, ja da skal det vorde til Blod paa det Herre. ¹⁰ Og Mose sagde til HERREN: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge. ¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN ¹² Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale. ¹³ Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende. ¹⁴ Da blev HERRENS Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan tale vel: og se, han skal endog gaa ud imod dig, og naar han ser dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte; ¹⁵ og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gøre. ¹⁶ Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal være din Mund, og du skal være ham som en Gud. ¹⁷ Og tag denne Stav i din Haand, med hvilken du skal gøre Tegene. ¹⁸ Og Mose gik og kom igen til Jetro, sin Svigerfader, og sagde til ham: Kære, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Ægypten, og se, om de endnu leve; og Jetro sagde til Mose: Gak i Fred. ¹⁹ Og HERREN sagde til Mose i Midian: Gak, vend tilbage til Ægypten; thi alle de Mænd ere døde, som søgte efter dit Liv. ²⁰ Saa tog Mose sin Hustru og sine Sønner og førte dem paa et Asen, og han vendte tilbage til Ægyptens Land, og Mose tog Guds Stav i sin Haand. ²¹ Og HERREN sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare. ²² Og du skal sige til Farao: Saa siger HERREN: Israel er min Søn, min førstefødte. ²³ Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte. ²⁴ Og det skete paa Vejen i Herberget, at HERREN kom imod ham Og vilde have slaget ham ihjel. ²⁵ Da tog Zippora en skarp Sten og afkar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom. ²⁶ Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom - for Omskærelsens Skyld. ²⁷ Og HERREN sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik og mødte ham vel Guds Bjerg og kyssede ham. ²⁸ Og Mose forkyndte Aron alle Ord af HERREN, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han ilavde befalet ham. ²⁹ Saa gik Mose og Aron hen og samlede alle de ældste af Israels Børn. ³⁰ Og Aron talede alle de Ord, som HERREN havde talet med Mose; og han gjorde Tegnene for Folkets Øjne. ³¹ Og Folket troede, og der de hørte, at HERREN havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.