Danish(i)
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14 sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig.
15 Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen.
16 Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse.
17 Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18 paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,
19 hvilken vi have som Sjælens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget,