Psalms 49 Cross References - Danish

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. ² Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere! ³ baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe! ⁴ Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand. ⁵ Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe. ⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, ⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? ⁸ Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. ⁹ Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives, ¹⁰ saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. ¹¹ Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. ¹² Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. ¹³ Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. ¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela. ¹⁵ De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. ¹⁶ Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. ¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; ¹⁸ thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. ¹⁹ Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: ²⁰ Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.

¹⁷ Og Kain kendte sin Hustru, og hun undfik og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Søns Navn, Hanok.

²⁴ Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham.

¹⁵ Men de skal fare til dine Fædre med Fred, og du skal blive begravet i en god Alderdom.

¹ Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom.

¹⁷ Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af.

⁸ Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer HERRENS Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?

⁷ Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel!

¹⁴ Jair, Manasse Søn, indtog hele Egnen Argob, indtil Gesuriternes og Maakathiternes Landemærke; og han kaldte det, nemlig; Basan, efter sit Navn Havoth-Jaiz indtil denne Dag.

¹⁹ og det skal ske, naar han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vædede maa rives bort med det tørstige.

² Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal flyde som Duggen, som Støvregen paa Græs og som Regndraaber paa Urter;

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer; ⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

¹² Og Samuel stod tidlig op for at gaa Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel og se, han har sat sig et Mindesmærke, og han er vendt om, draget forbi og gaaet ned til Gilgal.

⁶ Og siger saaledes: Til Lykke! Fred være med dig og Fred være med dit Hus og Fred være ned alt det, du har!

²⁰ Og nu, lad ej mit Blod falde til Jorden, fjernt fra HERRENS Ansigt; thi Israels Konge er dragen ud for at opsøge en Loppe, ligesom man jager efter en Agerhøne paa Bjergene.

¹⁸ Og Absalom havde i levende Live taget og oprejst sig en Støtte, som staar i Kongens Dal; thi han sagde: Jeg har ingen Søn, derfor skal denne være til mit Navns Ihukommelse; og han kaldte denne Støtte efter sit Navn, og den kaldes Absaloms Mindesmærke indtil denne Dag.

⁶ Og Baesa laa med sine Fædre og blev begraven i Thirza, og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.

¹ Efter disse Tildragelser gjorde Kong Ahasverus Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, stor og ophøjede ham og satte hans Stol over alle Fyrsters, som vare hos ham. ² Og alle Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, knælede og bøjede sig ned for Haman, thi Kongen havde saa budet om ham; men Mardokaj knælede ikke og nedbøjede sig ikke.

² Og alle Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, knælede og bøjede sig ned for Haman, thi Kongen havde saa budet om ham; men Mardokaj knælede ikke og nedbøjede sig ikke. ³ Da sagde Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, til Mardokaj: Hvorfor overtræder du Kongens Bud? ⁴ Og det skete, der de sagde det daglig til ham, og han hørte dem ikke, da gave de Haman det til Kende for at se, om Mardokajs Ord skulde bestaa; thi han havde tilkendegivet dem, at han var en Jøde. ⁵ Der Haman saa, at Mardokaj ikke knælede eller nedbøjede sig for ham, da blev Haman opfyldt med Harme. ⁶ Og han fandt det altfor lidet i sine Øjne, at lægge Haand paa Mardokaj alene (thi de havde givet ham til Kende, af hvad Folk Mardokaj var); og Haman søgte at ødelægge alle Jøderne, som vare udi Ahasverus's ganske Rige, Mardokajs Folk.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere. ¹² Og Haman sagde: Ogsaa Dronning Esther lod ingen komme med Kongen til det Gæstebud, som hun havde beredet, uden mig; og jeg er ogsaa indbuden af hende til. i Morgen med Kongen. ¹³ Men alt dette er mig ikke nok, al den Tid jeg ser Jøden Mardokaj sidde i Kongens Port. ¹⁴ Da sagde Seres, hans Hustru, og alle hans Venner til ham: Lad dem lave et Træ til, halvtredsindstyve Alen højt, og sig i Morgen til Kongen, at man skal. hænge Mardokaj derpaa, og gaa saa glad til Gæstebudet med Kongen; og dette Ord syntes Haman vel om, og han lod Træet lave til.

¹⁰ Saa hængte de Haman paa Træet, som han havde ladet lave til for Mardokaj; og Kongens Harme stilledes.

²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!

²¹ Farer ikke deres Herlighed, som var i dem bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

¹³ Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. ¹⁴ Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!

¹³ De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.

²⁶ De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.

¹⁹ Tørhed, ja Hede borttager Snevand. Dødsriget dem, som have syndet. ²⁰ Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;

¹⁹ Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

²⁴ Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid; ²⁵ dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

³ Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læber skulle udtale rent det, som jeg ved.

³⁰ for at føre hans Sjæl tilbage fra Graven, at den maa beskinnes af de levendes Lys.

³³ Men har du intet, da hør du paa mig; ti stille, saa vil jeg lære dig Visdom!

¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

¹⁸ Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig! ¹⁹ Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!

⁹ HERRE! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld; jævn din Vej for mit Ansigt!

¹⁷ HERREN er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela!

³ Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, HERREN foragter han.

⁶ Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.

¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse.

¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse. ¹¹ Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.

¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

¹⁴ Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, HERRE, min Klippe og min Genløser!

¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne.

⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt.

⁵ Synger for HERREN, I hans hele! og priser hans Helligheds Ihukommelse.

⁵ Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.

⁸ Al Jorden frygte HERREN! alle Verdens Indbyggere bæve for ham!

¹¹ De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søbe HERREN, skulle ikke have Mangel paa noget godt.

¹ Af David. Lad din Vrede ikke optændes imod de onde; vær ikke nidkær imod dem, som gøre Uret;

⁷ Ti for HERREN og forvent ham; lad din Vrede ikke optændes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som Øver Underfundighed.

³⁰ En retfærdigs Mund skal tale Visdom, og hans Tunge skal forkynde Ret.

⁴ Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

⁵ HERRE! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. ⁶ Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela.

¹¹ Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

¹¹ Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne"; af Koras Børn; en Undervisning; en Sang om Kærlighed.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. ² Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde.

³ Thi HERREN, den Høj este, er forfærdelig, en stor Konge over al Jorden.

¹ En Sang, en Psalme af Koras Børn.

⁵ Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.

¹² Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.

¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;

²⁰ Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.

¹ En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud HERREN har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang.

⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

⁶ Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det Spyd og Pile, og hvis onde. ⁷ De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv.

¹³ Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. ¹⁰ Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

⁶ De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem?

¹⁸ Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. ¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

²² var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi;

²⁴ Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

¹ En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Lære, bøjer eders øren til min Munds Tale! ² Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid,

⁷ Men I skulle dø som Mennesker, og som en af Fyrsterne skulle I falde.

¹³ Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl fra det dybe Dødsrige.

⁴⁸ Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn?

⁶ HERRE! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe. ⁷ En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette.

⁸ Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

³⁴ Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i HERREN.

¹³⁰ Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.

⁶ for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deros mørke Taler.

²⁰ Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; ²¹ paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: ²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab? ²³ Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre mine Ord.

¹ Hører, I Sønner! en Faders Undervisning over at for at faa Forstand; ² thi jeg har givet eder en god Lærdom; for lader ikke min Lov!

²² Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.

⁶ Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Læber med Retvished. ⁷ Thi min Gane taler Sandhed, og Sandelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber. ⁸ Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem. ⁹ De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab. ¹⁰ Tager imod min Undervisning og ikke imod SøIv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld. ¹¹ Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.

² Uretfærdigheds skatte gavner intet, men retfærdighed redder fra døden.

¹⁵ Den riges Gods er hans faste Stad; men de fattiges Armod er deres egen Undergang.

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

²⁸ Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfærdige skulle grønnes som et Blad.

¹ Hvo, som elsker Tugt, elsker Revselse, er ufornuftig.

² Rig og fattig mødtes; HERREN har skabt dem alle.

¹⁷ Bøj dit Øre, og hør de vises Ord, og vend dit Hjerte til min Kundskab!

²⁰ Har jeg ikke skrevet dig ypperlige Ting med Raad og Undervisning ²¹ for at kundgøre dig, hvad der er vist Sandheds Ord, at du kan svare dem, som sendte dig, Ord, som ere Sandhed?

⁵ Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gsre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen.

¹⁰ Du viste Svaghed paa Naadens dag; din Kraft var ringe.

¹² Naar de retfærdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.

² Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.

¹⁶ Thi hverken den vises eller Daarens Ihukommelse vil vare evindelig; efterdi det alt sammen i de kommende Dage forlængst vil være glemt; og mon ikke den vise dør lige saa vel som Daaren! ¹⁷ Og jeg hadede Livet; thi den Gerning, som sker under Solen, mishagede mig; thi alt er Forfængelighed og Aandsfortærelse. ¹⁸ Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig. ¹⁹ Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed. ²⁰ Da vendte jeg mig om for at lade mit Hjerte fortvivle over alt det Arbejde, som jeg havde arbejdet paa under Solen. ²¹ Thi der er et Menneske, hvis Arbejde er med Visdom og med Kundskab og med Duelighed, og til et Menneske, som ikke har arbejdet derpaa, maa han give det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde.

²⁶ Thi det Menneske, som er velbehageligt for hans Ansigt, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Møje, at sanke og samle for at give det til den, som er velbehagelig for Guds Ansigt; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.

¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr. ¹⁹ Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed.

¹⁹ Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed. ²⁰ De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv: ²¹ Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden?

²¹ Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden?

¹³ og at denne Rigdom gaar til Grunde ved en uheldig Stræben, saa at, om han avlede en Søn, ¹⁴ der ikke bliver noget i af sin Moders Liv ligesom han udgik, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand. ¹⁵ Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret?

¹⁵ Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret? ¹⁶ Ja, alle sine Dage æder han sit Brød i Mørket, og han har megen Græmmelse tillige med sin Sygdom og Harme.

⁸ Mennesket har ikke Magt over Aanden til at holde Aanden tilhage og ingen Magt over Dødens Dag og kan i Striden ikke undslippe, og Ugudelighed kan ikke redde sin Ejermand.

¹ Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt. ² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

¹² Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid; eftersom den falder hastelig over dem.

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

² Hører, I Himle! og du Jord! mærk, thi HERREN har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig.

¹⁴ Derfor skal Dødsriget udvide sit Svælb og oplade sin Mund umaadeligt, at baade dets ypperlige og dets menige Folk, baade den, som buldrer, og den, Søn i er glad udi den, skal fare der ned.

³ Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den ødelæggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjælp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive?

¹⁰ Jeg sagde: Nu, da jeg har faaet rolige Dage, maa jeg vandre ind ad Dødsrigets Porte; jeg maa savne det Øvrige af mine Aar. ¹¹ Jeg sagde: Jeg skal ikke se HERREN, HERREN i de levendes Land; jeg skal ikke skue Mennesker mere, naar jeg er iblandt dem, som bo i Skyggeriget.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand. ¹¹ Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskæmmes og blive til Skamme; de Mænd, som trætte med dig, skulle blive til intet og omkomme.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

⁴ Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende HERRENS Vej, deres Guds Ret; ⁵ jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide HERRENS Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.

²³ Saa siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom;

⁸ Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Lærdom, den er Træ;

³ Men du, HERRE! du kender mig, du ser mig og prøver mit Hjertelag imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes og indvi dem til Drabsdagen!

¹¹ Som en Agerhøne, der samler Æg, som den ikke selv har lagt, saaledes er den, som forhverver sig Rigdom, men ikke med Ret; han skal forlade den midt i sine Dage og være en Daare paa sit sidste.

¹⁷ Men vi ville fuldt og fast holde det Ord, som er udgaaet af vor Mund om at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning udøse Drikofre for hende, saaledes som vi have gjort, vi og vore Fædre, vore Konger og vore Fyrster, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader; og vi bleve mætte af Brød og havde det godt og saa ingen Ulykke.

⁴⁹ Og jeg sagde: Alc, Herre, HERRE, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?

⁴ du har forhvervet dig Formue ved din Visdom og veddin Forstand og bragt Guld og Sølv i dine Skatkamre; ⁵ du har formeret din Formue ved din megen Visdom i dit Købmandsskab, og dit Hjerte har ophøjet sig for din Formues Skyld: -

¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke;

¹⁸ Men den Højestes hellige skulle modtage Riget og besidde Riget evindelig, ja, indtil Evighedernes Evighed.

²² indtil den Gamle af Dage kom, og Retten blev tilkendt den Højestes hellige, og Tiden kom, da de hellige toge Riget i Besiddelse.

²³ Og i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtræderne have gjort Maalet fuldt, skal der opstaa en Konge, fræk af Ansigt og kyndig i Rænker.

³ Og vi ville kende, jage efter at kende HERREN, som Morgenrøden er hans Opgang vis; og han skal komme til os som Regnen, som Sildigregnen, der væder Jorden.

² Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg ihukommer al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere komne for mit Ansigt.

⁸ I Kanaans Haand er der Falskheds Vægtskaale; han har Lyst til at forfordele.

¹⁴ Af Dødsrigets Vold vil jeg forløse dem, fra Døden vil jeg genløse dem; Død! hvor er din Pest? Dødsrige! hvor er din ødelæggende Magt? Fortrydelse er skjult for mine Øjne.

¹³ Derfor maa den, som er klog, tie i denne Tid; thi det er en ond Tid.

² Hører, I Folk, alle sammen! giv Agt, du Land og dets Fylde! og den Herre, HERRE være Vidne imod eder, Herren fra sit hellige Tempel!

⁵ Eders Fædre, hvor ere de? og Profeterne, mon de leve til evig Tid?

¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth.

³ Og I skulle nedtræde de ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, som jeg skaber, siger den HERRE Zebaoth.

¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹⁵ Hvo som har Øren at høre med, han høre!

³⁵ Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad.

⁹ Hvo som haver Øren at høre med, han høre!

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver. ¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. ¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte. ¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt.

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁹ Men de kloge svarede og sagde: det matte ikke blive nok til os og Eder; men gaar heller hen til Sælgerne, og kjøber for Eder selv.

¹⁹ Gaaer derfor hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands; ²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

²⁴ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Taler. Men Jesus svarede igjen og sagde til dem: Børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige.

³⁹ Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.

⁴⁷ Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel. ⁴⁸ Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.

³ Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I tale i Øret i Kamrene, skal forkyndes paa Tagene.

¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. ²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. ²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.

²⁷ Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus; ²⁸ thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.

³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

⁴⁶ Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand, og der han det sagde, udgav han Aanden.

⁵¹ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom Nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen. ⁵² Da sagde Jøderne til ham: nu kjende vi, at du har Djævelen; Abraham er død, og Propheterne, og du siger: dersom Nogen holder mit Ord han skal ikke smage Døden evindeligen.

³ Og naar jeg er gaaet bort og faaer beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I være.

²⁷ thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse,

³¹ da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.

⁵⁹ Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand!

²² Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig.

²⁰ Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdrægteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens. ²¹ Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon og satte sig paa Thronen og holdt en Tale for dem. ²² Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes.

³³ som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig.

³⁵ Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse. ³⁶ Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre og saae Forraadnelse. ³⁷ Men den, som Gud opvakte, saae ikke Forraadnelse.

²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.

²⁹ Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa Hedningernes.

¹² Altsaa, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og saaledes Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede alle. ¹³ (Thi Synden var i Verden indtil Loven; men hvor der ikke er Lov, tilregnes ikke Synd; ¹⁴ dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, hvilken er et Billede paa ham, som skulde komme.

³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. ³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.)

¹⁸ Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser.

¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed;

² Vide I ikke, at de Hellige skulle dømme Verden? og dersom Verden dømmes ved Eder, ere I da uværdige til at dømme i de ringeste sager?

⁴³ det saaes i Vanære, det opstaaer i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft;

¹² Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed.

¹⁶ og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde.

²⁸ og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.

⁶ som gav sig selv til en Gjenløsnings Betaling for Alle, et Vindesbyrd i sine beleilige Tider,

⁶ Vistnok er Gudsfrygt med Nøisomhed en stor Vinding. ⁷ Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra.

⁷ Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra. ⁸ Men naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøie. ⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; ¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹⁷ Forkynd dem, som ere rige i den nævværende Verden, at de ikke hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde;

¹⁵ og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christus Jesus. ¹⁶ Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, ¹⁷ at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.

²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,

⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, ¹⁰ men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs. ¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.

¹ Mine Brødre! haver ikke den Herres Jesu Christi, den Herliggjortes, Tro med Persons Anseelse. ² Thi dersom der kommer en Mand ind i Eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i skinnende Klædebon, men er kommer ogsaa en Fattig ind i skident Klodebon; ³ og I fæste Øiet paa den, som bærer det skinnende Klædebon, og sige til ham; du, sæt dig her hæderligen; og I sige til den Fattige: du, staa der eller sid hernede ved min Fodskammel: ⁴ gjøre I da ikke ubillig Forskjel hos Eder selv og blive Dommere efter onde Tanker? ⁵ Hører, mine elskelige Brødre! har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, hvilket han har lovet dem, som han elske? ⁶ Men I forhaane den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue Eder, og som drage Eder for Domstolene? ⁷ Bespotte de ikke det gode Navn, med hvilket I ere nævnede?

¹⁸ vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfængelige Omgængelse, som Fædrene have overantvordet Eder,

²⁴ Thi alt Kjød er som Græs og al Menneskets herlighed som Græssets Blomster: Græsset visner, og Blomstret derpaa falder af;

¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den som seirer, han vil jeg give at æde af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradis.

¹¹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, skal indgenlunde skades af den anden Død.

¹⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, han vil jeg give at æde af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Steen, og et nyt Navn skrevet paa Stenen, hvilket Ingen kjender, uden den, som annammer det.

²⁶ Og den, som seirer, og som varer paa mine Gjerninger indtil enden, han vil jeg give Magt over Hedningerne; ²⁷ og han skal regjere dem med et Jernspiir, ligesom Leerkar skulle de sønderknuses, som jeg annammede det af min Fader;

²⁹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

³ Og jeg saae eet af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret. ⁴ Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret magt; og de tilbade Dyret og sagde: hvo er Dyret lig? hvo kan stride imod det?

¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.

⁴ Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar. ⁵ Men de andre Døde bleve ikke levende igjen, indtil de tusinde Aar fuldendtes. Denne er den første Opstandelse.

²⁴ Og Folkeslagene af de Frelste skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger føre deres Glands og Herlighed til den.

²⁶ Og de skulle føre Folkenes Glands og Herlighed til den.