Psalms 48 Cross References - Danish

¹ En Sang, en Psalme af Koras Børn. ² HERREN er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg. ³ Zions Bjerg hæver sig smukt, er det ganske Lands Glæde, yderst imod Nord, den store Konges Stad. ⁴ Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg. ⁵ Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe. ⁶ De saa, straks forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede bort. ⁷ Bævelse betog dem der, Angest som en Kvindes, der føder. ⁸ Ved østenvejr sønderbryder du Tasis's Skibe. ⁹ Ligesom vi havde hørt, saaledes saa vi det i den I, HERRE Zebaoths Stad, i vor Guds Stad; Gud befæster den indtil evig Tid. Sela. ¹⁰ O Gud! vi tænke paa din Miskundhed midt i dit Tempel. ¹¹ O Gud! som dit Navn er, saa er din Pris indtil Jordens Ender; din højre Haand er fuld af Retfærdighed. ¹² Zions Bjerg glæder sig, Judas Døtre fryde sig for dine Dommes Skyld. ¹³ Gaar omkring Zion, rundt omkring den tæller dens Taarne! ¹⁴ Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.

¹³ Og Mose sagde til Gud: Se, naar; jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Fædres Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er hans Navn hvad skal jeg da sige til dem? ¹⁴ Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: "Jeg er" har sendt mig til eder. ¹⁵ Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: HERREN, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

²⁵ Og han stødte Hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi HERREN strider for dem imod Ægypterne.

¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. ¹⁶ Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, HERRE! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

⁵ Og HERREN kom med i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: HERREN! ⁶ Og HERREN gik forbi for hans Ansigt og raabte: HERREN, HERREN er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, ⁷ som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

¹⁹ Og I skulle lære eders Børn dem ved at tale derom, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen. Og naar du lægger dig, og naar du staa op,

⁵⁸ Dersom du ikke tager Vare paa at gøre efter alle denne Lovs Ord, som ere skrevne i denne Bog, saa at du frygter dette herlige og forfærdelige Navn, HERREN din Gud:

⁹ Naar Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn?

³¹ Saa skulle, HERRE! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.

⁶ Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Ammons Børn hen og lejede Syrerne af Rekobs Hus og Syrerne af Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, og tusinde Mand af Kongen af Maaka og Mændene af Tob, tolv Tusinde Mand. ⁷ Der David hørte det, da udsendte han Joab og de vældiges ganske Hær. ⁸ Og Ammons Børn droge ud og opstillede deres Slagorden ved Indgangen til Porten; men Syrerne af Zoba og Rekob og Mændene af Tob og Maaka stode for sig alene paa Marken. ⁹ Der Joab saa, at Krigen truede ham for og bagfra, da udvalgte han nogle af alle de udvalgte i Israel og opstillede sig imod Syrerne. ¹⁰ Og det øvrige Folk gav han under sin Broder Abisajs Haand, og denne opstillede sig imod Ammons Børn. ¹¹ Og han sagde: Dersom Syrerne blive mig for stærke, da skal du være mig til Hjælp; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg komme til at hjælpe dig. ¹² Vær frimodig, og lader os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men HERREN gøre, hvad som er godt for hans Øjne. ¹³ Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Kamp imod Syrerne, og de flyede for hans Ansigt. ¹⁴ Der Ammons Børn saa, at Syrerne flyede, flyede de og for Abisajs Ansigt og kom i Staden. Saa vendte Joab tilbage fra Ammons Børn og kom til Jerusalem. ¹⁵ Og der Syrerne saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da samledes de til Hobe. ¹⁶ Og Hadad-Eser, sendte hen og førte Syrerne, som vare paa hin Side Floden, frem, og de kom til Helam; og Sobak, som var Hadad-Esers Stridshøvedsmand, var i Spidsen for dem. ¹⁷ Der det blev David tilkendegivet, da samlede han al Israel og drog over Jordanen og kom til Helam, og Syrerne opstillede sig imod David og strede med ham. ¹⁸ Men Syrerne flyede for Israels Ansigt, og David ødelagde blandt Syrerne syv Hundrede Vogne og fyrretyve Tusinde Ryttere, tillige slog han og Sobak, hans Stridshøvedsmand, saa at denne døde der. ¹⁹ Der alle de Konger, som vare Hadad-Esers Tjenere, saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med Israel og tjente dem; og Syrerne frygtede for at hjælpe Ammons Børn ydermere.

²² fordi Kongen havde Tharsisskibe paa Havet med Hirams Skibe, een Gang i tre Aar kom Tharsisskibene, som bragte Guld og Sølv, Elfenben og Aber og Paafugle.

⁴⁸ Og der var ingen Konge i Edom; men en Befalingsmand var Konge.

⁶ Thi Herren havde ladet Syrernes Lejr høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, ja, en Lyd af en stor Hær, og de sagde, den ene til den anden: Se, Israels Konge har lejet imod os Hethiternes Konger og Ægypternes Konger til at komme over os. ⁷ Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket og forlode deres Telte og deres Heste og deres Asener og Lejren, som den stod, og flyede for at redde deres Liv.

³⁵ Og det skete i den samme Nat, at HERRENS Engel for ud og slog i Assyr ernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe. ³⁶ Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage og blev i Ninive. ³⁷ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds Hus, da ihjelsloge Adra-Melek og Sar-Ezer, hans Sønner, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

⁷ Og der HERREN saa, at de ydlnygede sig, da skete HERRENS Ord til Senaja og sagde: De have ydmyget sig, jeg vil ikke ødelægge dem; men om en kort Tid vil jeg lade dem undkomme, og rnin Fortørnelse skal ikke udøses over Jerusalem ved Sisak.

⁹ Og Morianen Sera drog ud imod dem med en Hær, tusinde Gange tusinde, og med tre Hundrede Vogne; og han kom lige til Maresa. ¹⁰ Og Asa drog ud imod ham, og de rustede sig til Slag i Zefatas Dal ved Maresa. ¹¹ Og Asa raabte til HERREN sin Gud og sagde: HERRE! hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen, eller ingen Kraft; hjælp os, HERRE vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; HERRE! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig. ¹² Og HERREN slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judas Ansigt, og Morianerne flyede. ¹³ Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar; og der faldt af Morianerne saa mange, at ingen af dem blev levende; thi de bleve knuste for HERRENS Ansigt og for hans Hær; og man gjorde et saare stort Bytte. ¹⁴ Og de sloge alle Stæder trindt omkring Gerar, thi HERRENS Frygt var over disse; og de udplyndrede alle Stæderne, thi der var meget Bytte i dem. ¹⁵ Og de sloge ogsaa Kvægteltene, og bortførte smaat Kvæg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.

¹ Og det skete derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem nogle af Meuniterne kom imod Josafat til Krig. ² Og man kom og gav Josafat det til Kende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hin Side Havet fra Syrien, og se, de ere i Hazezon-Thamar, det er Engedi. ³ Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge HERREN og lod udraabe en: Faste over al Juda. ⁴ Og Juda samlede sig for at søge Hjælp af HERREN; ogsaa af alle Judas Stæde kom de for at søge HERREN. ⁵ Og Josafat stod i Judas og Jerusalem Forsamling, i HERRENS Hus foran den nye Forgaard,

⁵ Og Josafat stod i Judas og Jerusalem Forsamling, i HERRENS Hus foran den nye Forgaard, ⁶ og han sagde HERRE, vore Fædres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er ingen som kan bestaa imod dig.

⁶ og han sagde HERRE, vore Fædres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er ingen som kan bestaa imod dig. ⁷ Har du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands: Indbyggere fra dit Folk Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindelig?

⁷ Har du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands: Indbyggere fra dit Folk Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindelig? ⁸ Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn og sagt:

⁸ Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn og sagt: ⁹ Om Ulykke kommer over os, Sværd, Straffedom eller Pest eller Hunger, skulle vi staa foran dette Hus og for dit Ansigt (thi dit Navn er i dette Hus), og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse!

⁹ Om Ulykke kommer over os, Sværd, Straffedom eller Pest eller Hunger, skulle vi staa foran dette Hus og for dit Ansigt (thi dit Navn er i dette Hus), og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse! ¹⁰ Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke

¹⁰ Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke ¹¹ se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje.

¹¹ se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje. ¹² Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig.

¹² Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig. ¹³ Og al Juda stod for HERRENS Ansigt ogsaa deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner.

¹³ Og al Juda stod for HERRENS Ansigt ogsaa deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner. ¹⁴ Men over Jehasiel, en Søn af Sakaria, der var en Søn af Benaja, der var en Søn af Jejel, en Søn af Matthania, Leviten af Asafs Børn, kom HERRENS Aand midt iblandt Forsamlingen, ¹⁵ og han sagde: Giver Agt, alle I af Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josafat! saa sagde HERREN til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds. ¹⁶ I Morgen skulle I drage ned imod dem; se, de drage op ad Opgangen til Ziz, og I skulle fnde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk. ¹⁷ Det skal ikke være eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes HERREN frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager i Morgen ud imod dem, thi HERREN skal være med eder. ¹⁸ Da bøjede Josafat sit Ansigt ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for HERRENS Ansigt, at nedbøje sig for HERREN. ¹⁹ Og Leviterne af Kahathiternes Børn og af Koriternes Børn stode op at love HERREN, Israels Gud, med over- maade høj Røst. ²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke. ²¹ Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for HERREN, at de skulde love den hel- lige Majestæt, og, naar de droge ud frem for de bevæbnede, da skulde de sige: Lover HERREN, thi hans Miskundhed er evindelig. ²² Og den Tid de begyndte med Frydeskrig og Lovsang, lod HERREN et Baghold komme over Ammons Børn, Moab og dem fra Sejrs Bjerg, som vare komne imod Juda, og de kæmpede med hinanden. ²³ Thi Ammons Børn og Moab stode imod Indbyggerne af Sejrs Bjerg for at bandlyse og ødelægge dem; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Sejr, hjalp de den ene den anden med at ødelægge hinanden. ²⁴ Der Juda var kommen til Bjerghøjden ved Ørken, da vendte de deres Ansigter over imod Hoben, og se, der laa de døde Kroppe, som vare faldne til Jorden, og der var ingen undkommen. ²⁵ Og Josafat og hans Folk kom for at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods hos de døde Kroppe og kosteligt Tøj, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede Bytte i tre Dage, thi der var meget. ²⁶ Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de HERREN; derfor kaldte de samme Steds Navn Iovsangsdal indtil denne Dag.

²⁶ Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de HERREN; derfor kaldte de samme Steds Navn Iovsangsdal indtil denne Dag. ²⁷ Siden vendte hver Mand af Juda og Jerusalem om, og Josafat fremmerst for dem, for at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi HERREN havde givet dem Glæde over deres Fjender.

²⁷ Siden vendte hver Mand af Juda og Jerusalem om, og Josafat fremmerst for dem, for at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi HERREN havde givet dem Glæde over deres Fjender. ²⁸ Og de kom til Jerusalem med Psaltre og med Harper og med Basuner op til HERRENS Hus. ²⁹ Og Frygt for Gud kom over alle Landenes Riger, der de hørte, at HERREN havde stridt imod Israels Fjender. ³⁰ Saa fik Josafats Rige Hvile, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring. ³¹ Og Josafat regerede over Juda; han var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter. ³² Og han vandrede i Asas, sin Faders, Vej og veg, ikke fra den, idet han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne. ³³ Dog bleve Højene ikke borttagne; thi Folket havde endnu ikke rettelig beredet deres Hjerte for deres Fædres Gud. ³⁴ Men det øvrige af Josafats Handeler, de første og de sidste, se, de Ting ere skrevne i Jehu, Hananis Søns, Krønike, som er indrykket i Israels Kongers Bog. ³⁵ Men derefter forbandt Josafat, Judas Konge, sig med Ahasia, Israels Konge; denne var ugudelig i sine Gerninger. ³⁶ Og han forbandt sig med ham om at udruste Skibe, som skulde fare til Tharsis, og de udrustede Skibe i Ezion-Geber. ³⁷ Men Elieser, Dodavas Søn, fra Maresa, spaaede imod Josafat og sagde: Fordi du forbandt dig med Ahasia, har HERREN sønderrevet, hvad du har for; da hleve Skibene sønderslagne, og. de formaaede ikke at fare til Tharsis.

⁵ Og Leviterne Jesua og Kadmiel, Bani, Hasabenja, Serebja, Hodija, Sehanja, Pethaja sagde: Staar op, lover HERREN eders Gud fra Evighed til Evighed! Og man love din Herligheds Navn, du, som er ophøjet over al Velsignelse og Lov!

³¹ Og jeg lod Judas Fyrster opstige paa Muren, og jeg beskikkede to store Taksigelseskor og Optog: Det ene gik til den højre Side oven paa Muren til Møgporten, ³² og Hosaja og Halvdelen af Judas Fyrster gik efter dem, ³³ og Asaria, Esra og Mesullam, ³⁴ Juda og Benjamin og Semaja og Jeremia ³⁵ og nogle af Præsternes Børn med Basuner: Sakaria, en Søn af Jonathan, som var en Søn af Semaja, som var en Søn af Matthanja, en Søn af Mikaja, en Søn af Sakur, en Søn af Asaf; ³⁶ og hans Brødre: Semaja og Asareel, Milalaj, Gilalaj, Maaj, Nethaneel og Juda, Hanani, med Davids, Guds Mands, Sanginstrumenter; og Esra, den skriftlærde, foran dem. ³⁷ Og over Kildeporten og ligefrem for sig stege de op paa Trapperne til Davids Stad, ad Opgangen til Muren, hen op til Davids Hus, og indtil Vandporten imod Østen. ³⁸ Og det andet Taksigelseskor gik i modsat Retning, og jeg efter det, og Halvdelen af Folket oven paa Muren, hen op til Ovntaarnet og indtil den brede Mur ³⁹ og over Efraims Port og over den gamle Port og over Fiskeporten og forbi Hananeels Taarn og Meas Taarn og indtil Faareporten; og de bleve staaende ved Vagtens Port. ⁴⁰ Saa stode da de to Taksigelseskor ved Guds Hus og jeg og Halvdelen af Forstanderne med mig,

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg."

⁷ Thi HERREN er Retfærdig, elsker Retfærdighed; hans Ansigt skuer en oprigtig.

² Du sagde til HERREN: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig;

³ Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

⁹ Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej.

³ thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed.

¹ En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David.

¹⁴ Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.

¹⁰ Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning. ² Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.

⁷ Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

⁴ om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. ⁵ Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen den Højestes Boliger.

⁷ Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.

⁷ Synger for Gud, synger; synger for vor Konge, synger Psalmer! ⁸ Thi Gud er al Jordens Konge; synger en lærerig Sang!

⁸ Thi Gud er al Jordens Konge; synger en lærerig Sang!

¹ En Sang, en Psalme af Koras Børn. ² HERREN er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg.

² Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt.

¹⁰ Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stomen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand.

² Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er. ³ Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang.

¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

²⁴ Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

²⁶ Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

¹ Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme af Asaf, en Sang. ² Gud er kendt i Juda, hans Navn er stort i Israel, ³ og hans Paulun var i Salem, og hans Bolig i Zion. ⁴ Der sønderbrød han Buens Lyn, Skjold og Sværd og Krig. Sela. ⁵ Du straaler i Glans og Hellighed fra de paa Bytte rige Bjerge.

¹⁰ Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. ¹¹ Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. ¹² Jeg vil komme HERRENS Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu. ¹³ Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter. ¹⁴ Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

³ dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. ⁴ Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde HERRENS megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. ⁵ Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, ⁶ paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

⁶⁸ men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

² Gud! ti du ikke; vær ikke tavs og hold rlig ikke stille, o Gud! ³ Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. ⁴ De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul. ⁵ De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal; og Israels Navn skal ikke yderlere ihukommes. ⁶ Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: ⁷ Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne, ⁸ Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus.

¹⁰ Thi du er stor, og du gør underfulde Ting, du alene er Gud.

¹ Af Koras Børn; en Psalme, en Sang: Han har grundlagt en Stad paa de hellige Bjerge.

³ Der er her lige Ting sagt i dig, du Guds Stad! Sela.

⁵ Men til Zion skal der siges: Denne og hin er født i den, den Højeste selv skal befæste den.

¹ En Undervisning; af Ethan, Esraiteren. ² Jeg vil synge om HERRENS Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. ³ Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; fæste din Sandhed: ⁴ Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener: ⁵ evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt. Sela. ⁶ Og Himlene, HERRE! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. ⁷ Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn?

⁴ Thi HERREN er stor og saare priselig, han er forfærdelig fremfor alle Guder.

⁸ Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, HERRE!

³ De skulle prise dit Navn som stort og forfærdeligt - hellig er han! - ⁴ Og Kongens Vælde elsker Ret; du har befæstet Retvished, du har gjort Ret og Retferdighed i Jakob.

⁴ Og Kongens Vælde elsker Ret; du har befæstet Retvished, du har gjort Ret og Retferdighed i Jakob.

⁹ Ophøjer HERREN vor Gud og; tilbeder for hans hellige Bjerg; thi hellig er HERREN vor Gud.

³⁴ Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i HERREN.

⁵ Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte!

³ Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang ere HERRENS Navn højlovet.

⁷ Der være Fred paa din Mur, Ro i dine Paladser!

¹ En Sang paa Trapperne. De som forlade sig paa HERREN, de ere som Zions Bjerg, der ikke rokkes, men bliver evindelig.

⁸ Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med. ⁹ Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

² Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed. ³ Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. ⁴ HERRE! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord.

³ HERREN er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig.

¹⁷ HERREN er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger.

⁵ Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.

²⁰ Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,

⁴ Drag mig! efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig ind i sine inderste Kamre; vi ville fryde os og gloede os i dig, vi ville prise din Kærlighed mere end Vin; de oprigtige elske dig. ⁵ Jeg er sort, dog yndig, I Jerusalems Døtre! som Kedars Pauluner, som Salomos Telte.

⁷ Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, før end hun har Lyst dertil.

⁵ Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.

¹⁶ hans Gane er Sødhed, og han er lutter Yndighed; dette er min elskede, og dette er min Ven, I Jerusalems Døtre!

² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det.

² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det. ³ Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til HERRENS Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal ud aa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem.

¹⁶ og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue.

⁵ Og HERREN skal skabe over hele Boligen paa Zions Bjerg og over dets Forsamlinger en Sky om Dagen og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal være Dække over alt det, som er herligt. ⁶ Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen imod Hede og til Ly og til Skjul imod Vandskyl og imod Regn.

¹ Og det skete i de Dage, da Akas, Tothams Søn, Usias Sønnesøn, var Konge i Juda, at Rezin, Kongen af Syrien, og Israels Konge Peka, en Søn af Remalia, droge op imod Jerusalem for at føre Krig imod den; men de for maaede ikke at stride imod den.

⁸ Og den skal bryde ind i Juda, skylle over og strømme over og naa til Halsen; og hans udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! saa vidt, som det er. ⁹ Slaar kun ned, I Folkefærd! I skulle dog sønderknuses; mærker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste. ¹⁰ Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

⁸ Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe?

⁶ Hyler, thi HERRENS Dag er nær, den skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige. ⁷ Derfor skulle alle Hænder slappes og hvert Menneskehjerte blive modfaldent. ⁸ Og de skulle forfæerdes, Veer og smerter skulle betage dem, de skulle vride sig som den, der føder, de skulle forfærdede se, den ene paa den anden, deres Ansigter skulle blusse som Lue.

¹³ Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden;

³ Derfor ere mine Lænder fulde af Smerter, Veer have betaget mig ligesom Veer den fødende; jeg var der mig, saa jeg ikke kan høre, Jeg er forfærdet, saa at jeg ikke kan se.

⁸ Ja, paa dine Dommes Sti HERRE! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel.

¹³ Og det skal ske, paa den Dag skal man blæse i en stor Basun, saa skulle de fortabte i Assyriens Land og de bortdrevne i Ægyptens Land komme og tilbede HERREN paa det hellige Bjerg i Jerusalem.

⁵ Og dine Fjenders Mangfoldighed skal vorde som fint Støv og Voldsmændenes Mangfoldighed som Avner, der henfare, og det skal ske hastelig i et Øjeblik. ⁶ Den skal hjemsøges fra den HERRE Zebaoth med Torden og med Jordskælv og vældig Drøn; med Hvirvelvind og Storm og fortærende Ildslue. ⁷ Og med alle Hedningernes Mangfoldighed, som stride imod Ariel, skal det gaa som med en Drøm, et Nattesyn, ja, med alle dem, som stride imod den og dens Befæstning, og med dem, som trænge den. ⁸ Og det skal gaa, som naar den hungrige drømmer og synes, at han æder, men naar han opvaagner, da er hans Sjæl tom; og ligesom naar den tørstige drømmer og synes, at han drikker, men naar han opvaagner, er han mat og hans Sjæl tørstig, saaledes skal det gaa med alle Hedninernes Mangfoldighed, som strider imod Zions Bjerg.

¹⁸ Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: "Hvor er Skriveren hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?" ¹⁹ Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan Fatte for dets stammende Tunges skyld. ²⁰ Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.

²² Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.

³³ Derfor saa siger HERREN om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den. ³⁴ Han skal drage tilbage ad den Vej, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger HERREN. ³⁵ Men jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld. ³⁶ Da for HERRENS Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

¹⁹ Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.

¹¹ Og HERREN skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl. ¹² Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.

¹⁵ I Stedet for at du var forladt og forhadt, saa at ingen gik der igennem, vil jeg gøre dig til en evig Herlighed, til en Fryd fra Slægt til Slægt. ¹⁶ Og du skal die Hedningers Mælk og die Kongers Bryst, og du skal alle fornemme; at jeg HERREN er din de Frelser og Jakobs Mægtige din Genløser. ¹⁷ Jeg vil sætte Guld i Stedet for Kobber og sætte Sølv i Stedet for Jern og Kobber i Stedet fo Træ og Jern i Stedet for Sten; og jeg vil give dig Øverster til. Fred og Herskere til Retfærdighed. ¹⁸ Der skal ikke ydermere høres om Vold i dit Land eller om ødelæggelse og Forstyrrelse inden dine Landemærker; men du skal kalde Frelsen dine Mure og Lovsangen dine Porte. ¹⁹ Solen skal ikke ydermere være dig til Lys om Dagen; og Maanen skal ikke lyse for dig til Glans; men HERREN skal være dig et evigt Lys og din Gud din Herlighed. ²⁰ Din Sol skal ikke mere gaa ned og din Maane ikke miste sit Skin; thi HERREN skal være dig et evigt Lys og din Sorrigs Dage være endte:

¹⁰ Glæder eder med Jerusalem, og fryder eder over hende, alle I, som elske hende; glæder eder storlig med hende, alle I, som sørge over hende:

¹⁹ Og jeg havde sagt: Vil jeg ej sætte dig iblandt Børnene og give dig et kosteligt Land, Folkenes alleryndigste Arv. Og jeg sagde: Min Fader vil du kalde mig og ikke vende dig fra mig.

¹⁷ Som Østenvejret vil jeg adsprede dem for Fjendens Ansigt; jeg vil vende Ryggen og ikke Ansigtet til dem paa deres Tzængsels Dag.

⁶ Spørger dog og ser, om en Mand føder? hvorfor saa jeg hver Mand med sine Hænder paa sine Lænder som hun, der føder, og at alle Ansigter ere omskiftede til Bleghed? ⁷ Ve! thi stor er denne Dag, saa den er uden Lige; og det er en Trængsels Tid for Jakob; dog skal han blive frelst derfra.

²³ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Endnu skulle de sige dette Ord i Judas Land og i hans Stæder, naar jeg omvender deres Fangenskab: HERREN velsigne dig, du Retfærdigheds Bolig I du hellige Bjerg I

¹⁵ Alle de, som gaa forbi paa Vejen, klappe i Hænderne over dig, de spotte og ryste med deres Hoved over Jerusalems Datter: Er det den Stad, hvilken man sagde at være hel dejlig, al Jordens Glæde?

²¹ Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe;

⁶ Paa den Dag opløftede jeg min Haand for dem for at udføre dem af Ægyptens Land til et Land, som jeg havde udset for dem, hvilket flyder med Mælk og Honning, det er det dejligste af alle Landene.

²⁵ Tharsis's Skibe droge omkring for dig, de dreve din Handel, og du blev fyldt og saare rig midt i Havet. ²⁶ Dine Rorkarle førte dig paa de store Vande, Østenvejret sønderslog dig midt i Havet.

⁶ Da skiftede Kongen Farve, og hans Tanker forvirrede ham, og hans Lænders Ledemod bleve slappe, og hans Knæ sloge imod hinanden.

⁹ og fra det ene af dem fremskød eet Horn, i Førstningen lidet, men det blev overmaade stort imod Sønden og imod Østen og imod det herlige Land.

¹⁶ Men den, som kommer imod ham, skal gøre efter sin Villie, og ingen skal bestaa for hans Ansigt; han skal og træde op i det herlige Land, og der skal komme Fordærvelse ved hans Haand.

¹³ Smerter skulle komme paa ham som paa Kvinden, der føder; han er ikke en viis Søn, thi han burde ikke en Tid blive staaende i Fødselens Gennembhud.

³ Fortæller eders Børn derom, og eders Børn fortælle deres Børn og deres Børn den næste Slægt!

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

¹⁷ Men paa Zions Bjerg skal der være engle; som undkomme, og det skal være en Helligdom; og Jakobs Hus skal eje deres Ejendom.

¹ Men det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene, og Folkene skulle strømme til det.

⁴ Og jeg sagde: Hvad komme disse for at gøre? og han sagde: Hine ere de Horn, som adspredte Juda paa den Maade, at ingen opløftede sit Hoved; men saa kom disse for at forfærde dem, for at nedslaa de Hedningers Horn, som rejste Horn imod Judas Land, for at adsprede det. ⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!

³ Saa siger HERREN: Jeg vender tilbage til Zion og vil bo midt i Jerusalem; og Jerusalem skal kaldes Sandhedens Stad, og den HERRE Zebaoths Bjerg Hellighedens Bjerg.

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.

¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁴ Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den HERRE Zebaoth, og mit Navn er forfærdeligt iblandt Hedningerne.

¹² Og alle Folkeslag skulle prise eder lykkelige; thi I skulle være et behageligt Land, siger den HERRE Zebaoth.

³⁵ ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

¹ Og Jesus gik ud, bort fra Templet og hans Disciple gik til ham, for at vise ham Templets Bygninger. ² Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? Sandelig siger jeg Eder: her skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

¹⁵ Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, og staae paa det hellige Sted, (hvo som det læser, give Agt derpaa!)

¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse. ²⁰ Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder.

²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn.

¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder.

¹⁴ Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn. ¹⁵ Og dermed stemme Propheternes taler overeens, som skrevet er: ¹⁶ derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen,

²² Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde,

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge! ⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfærdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom. ⁶ Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd. ⁷ Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige.

¹² Og de to Horn, som du saae, ere ti Konger, hvilke ikke endnu have annammet Riget, men annammet en Magt som Konger een Time med Dyret. ¹³ Disse have een Mening, og deres Magt og Myndig skulle de overgive Dyret. ¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.

²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den.

¹ Og derefter hørte jeg en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelse og Ære og Priis og Magt være Herren vor Gud! ² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.

² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand. ³ Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.

⁵ Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store!

¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

⁸ Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand. ⁹ Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de Helliges Leir og den elskede Stad, og Ild nedfaldt af Himmelen fra Gud, og fortærede dem.

² Og jeg, Johannes, saae den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himmelen fra Gud, beredet som Bruden, smykket for sin Brudgom.

¹⁰ Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud. ¹¹ Den havde Guds Herlighed, og dens Glands var som den dyrebareste Sten, som krystalklar Jaspis. ¹² Den havde ogsaa en stor og høi Muur med tolv Porte og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammer; ¹³ mod Østen tre Porte, mod Norden tre Porte, mod Sønden tre Porte, mod Vesten tre Porte. ¹⁴ Og Stadens Muur havde tolv Grundvolde, og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne. ¹⁵ Og den, som talede med mig, havde et Guldrør, at han skulde maale Staden og dens Porte og dens Muur. ¹⁶ Og Staden ligger i Fiirkant; dens Længde er saa stor som Breden. Og han maalte Staden med Røret: Tolv tusinde Stadier; og dens Høide svarer lige til dens Længde og Brede. ¹⁷ Og han maalte dens Muur, hundrede fire og fyrretyve Alen, efter et Menneskes Maal, som Englen brugte. ¹⁸ Og dens Muur var fra Grunden opbygt af Jaspis, og Staden var reent Guld, lig det rene Glar. ¹⁹ Og Stadens Muurs Grundvolde vare prydede med allehaande dyrebare Stene; den første Grundvold var Jaspis, den anden Saphir, den tredie Chalcedon, den fjerde Smaragd, ²⁰ den femte Sardonyx, den sjette Sarder, den syvende Chrysolith, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Chrysopras, den ellevte Hyasinth, den tolvte Amethyst. ²¹ Og de tolv porte vare Perler, enhver af Portene een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar. ²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet.