Psalms 17 Cross References - Danish

¹ En Bøn af David. HERRE! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. ² Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. ³ Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. ⁴ Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Siter efter dine Læbers Ord. ⁵ Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke. ⁶ Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit øre til mig, hør min Tale! ⁷ Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. ⁸ Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge ⁹ for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. ¹⁰ De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. ¹¹ Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. ¹² Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. ¹³ HERRE! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, ¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn. ¹⁵ Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem.

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.

¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold.

² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand.

⁹ Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem.

⁸ Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer HERRENS Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?

¹⁰ Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten.

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.

¹⁵ Og om det mishager eder at tjene HERREN, saa udvælger eder i Dag, hvem I ville tjene, enten de Guder, som eders Fædre, der vare paa hin Side Floden, tjente, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men jeg og mit Hus, vi ville tjene HERREN.

¹² HERREN gengælde din Gerning, og din Løn være fuldkommen for HERREN Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger!

³ Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi HERREN er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette

⁹ Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft.

⁴⁵ Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i HERREN Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet. ⁴⁶ Paa denne Dag skal HERREN overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaa dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr paa denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr paa Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel. ⁴⁷ Og hele denne Forsamling skal vide, at HERREN ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er HERRENS, og han skal give eder i vor Haand. ⁴⁸ Og det skete, der Filisteren stod op og gik og kom nær imod David, da skyndte David sig og løb hen imod Slagordenen, Filisteren i Møde. ⁴⁹ Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden. ⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden. ⁵¹ Og David løb hen og stod hos Filisteren og tog hans Sværd og drog det af Balgen og slog ham ihjel og afhuggede hans Hoved dermed; der Filisterne saa, at den vældige iblandt dem var død, da flyede de. ⁵² Da gjorde Israels og Judas Mænd sig rede og raabte og forfulgte Filisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Filisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Vejen til Saarajim og indtil Gath og indtil Ekron. ⁵³ Derefter vendte Israels Børn om fra at jage efter Filisterne, og de plyndrede deres Lejr. ⁵⁴ Men David tog Filisterens Hoved og førte det til Jerusalem og lagde hans Vaaben i sit Telt. ⁵⁵ Men der Saul saa David, da han gik ud imod Filisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? Og Abner sagde: Saa vist som din Sjæl lever, o Konge! jeg ved det ikke. ⁵⁶ Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er! ⁵⁷ Og der David kom tilbage, der han havde slaget Filisteren, da tog Abner ham og ledte ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Filisterens Hoved i sin Haand.

²⁶ Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David skyndte i sig at komme bort fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd for at gribe dem.

² Og det skete, der Saul kom tilbage fra Filisterne, da forkyndte de ham Og sagde: Se, David er i Engedi Ørk. ³ Da tog Saul tre Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Stengedernes Klipper.

¹⁰ Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du paa de Menneskers Ord, som sige: Se, David søger efter din Ulykke? ¹¹ Se, dine Øjne have set paa denne Dag, at HERREN har givet dig i min Haand i Hulen, og man talede til mig om, at jeg skulde slaa dig ihjel, men jeg sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge Haand paa min Herre, - thi han er HERRENS Salvede. ¹² Og min Fader, se! se dog Fligen af din Kappe i min Haand; thi af det, at jeg afskar Fligen af din Kappe og ikke slog dig ihjel kan du kende og se, at der ikke er Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har heller ikke syndet imod dig, og du jager efter mit Liv for at borttage det.

²⁸ Kære, forlad din Tjenerindes Overtrædelse; thi HERREN skal berede min Herre et bestandigt Hus; thi min Herre fører HERRENS Krige, og intet ondt skal times dig i dine Dage. ²⁹ Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen.

² Da gjorde Saul sig rede og drog ned til Ørken Sif, og tre Tusinde Mand, udvalgte af Israel, med ham, for at søge efter David i Ørken. ³ Og Saul lejrede sig ved Hakilas Høj, som ligger lige for Ørken ved Vejen; men David blev i Ørken, og han saa, at Saul kom efter ham i Ørken.

¹¹ saa lade HERREN det ære langt fra mig, at udrække min Haand mod HERRENS Salvede; men nu, kære, tag Spydet, som er ved Hovedgærde, og Vandkrukken, lader os gaa.

²³ Men HERREN betale den Mand hans Retfærdighed og hans Troskab, i hvis Haand HERREN har givet dig i Dag; men jeg vilde ikke udrække min Haand mod HERRENS Salvede.

²² Hvem har du bespottet og forhaanet: og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige.

³⁴ Thi jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.

⁹ Og jeg har beredt mit Folk Israel et Sted og plantet det, at det skal bo paa sit Sted og ikke ydermere forstyrres; og uretfærdige Folk skulle ikke mere fortrykke det som i Begyndelsen,

¹⁵ Nu skulle mine Øjne være aabnede og mine Øren give Agt paa den Bøn, som sker paa dette Sted.

⁹ Thi HERRENS Øjne skue omkring paa al Jorden, og han viser sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham; du handlede daarligt i denne Sag; thi fra nu af skal der være Krig imod dig.

⁶ Kære, lad dit Øre mærke derpaa, og dine Øjne være aabnede til at høre paa din Tjeners Bøn, som jeg beder for dit Ansigt i Dag, Dag og Nat for Israels Børn, dine Tjenere; og jeg bekender Israels Børns Synder, som vi have syndet imod dig, baade jeg og min Faders Hus have syndet.

⁶ Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.

⁹ Hvo ved ikke om alle disse Ting, at HERRENS Haand har gjort dette?

¹² Saaledes lægger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

²⁷ thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud, ²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

⁷ Hvorfor blive de ugudelige i. Live, blive gamle, ja vældige i Kraft? ⁸ Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne. ⁹ Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem. ¹⁰ Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar. ¹¹ De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe. ¹² De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved; Fløjtens Lyd. ¹³ De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. ¹⁴ Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje. ¹⁵ Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?

²¹ Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?

¹⁸ Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet. ¹¹ Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.

¹⁴ Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyvern.

¹⁴ Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød. ¹⁵ De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham. ¹⁶ Naar han sanker Sølv og samler klæder som Dynd, ¹⁷ da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

³³ dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som; Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

⁷ Jeg vil ikke frygte for ti tusinde af Folk som have lagt sig trindt omkring imod mig.

⁶ Ofrer Retfærligheds Ofre, og forlader eder paa HERREN! ⁷ Mange sige: Hvo vil vise os godt? HERRE! opløft dit Ansigts Lys over os.

² HERRE! vend dine øren til mine Ord, agt paa min Tanke!

⁷ Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand.

¹¹ Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig. ¹² Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glæde sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig. Thi du, HERRE! velsigner en retfærdig, du dækker ham med Naade som med et Skjold.

² HERRE, min Gud! jeg tror paa dig, frels mig fra alle mine Forfølere og red mig,

⁴ HERRE, min Gud! dersom jeg har gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder; ⁵ dersom jeg har vederlagt den ondt, som holder Fred med mig, - og jeg har dog friet den, som var min Fjende uden Aarsag -; ⁶ saa forfølge Fjenden min Sjæl og gribe den og nedtræde mit Liv til Jorden og lade min Ære bo i Støvet! Sela.

⁸ Og lad Folkenes Forsamling omringe dig, og op over den vend tilbage til det høje!

¹¹ Mit Skjold er hos Gud, som frelser de oprigtige af Hjertet. ¹² Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag. ¹³ Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skærpe sit Sværd; han har spændt sin Bue og beredt den;

⁸ Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. ⁹ Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.

⁹ Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. ¹⁰ Knuste syne disse hen, og for hans vældige falde de svage.

¹² Staa op, HERRE! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! ¹³ Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. ¹⁴ Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. ¹⁵ Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. ¹⁶ HERREN er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.

⁵ HERREN prøver en Retfærdig; men den ugudelige og den, som elsker Vold, dem hnder hans Sjæl.

⁷ Thi HERREN er Retfærdig, elsker Retfærdighed; hans Ansigt skuer en oprigtig.

³ De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et andet Hjerte tale de. ⁴ HERREN udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

³ Hvor længe skal jeg; være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig? ⁴ Se til, bønhør mig, HERRE min Gud! opklar mine Øjne, at jeg ikke skal hensove i Døden,

¹ Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt. ² HERREN saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud. ³ De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een.

⁷ Jeg vil love HERREN, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde om Nætterne.

¹¹ Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.

²⁰ Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.

³⁶ Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.

⁴⁴ Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.

⁶ Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn oprejse Banner; HERREN opfylde alle dine Begæringer!

¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig.

²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!

² Prøv mig, HERRE! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte;

¹⁸ HERRE! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget.

²⁰ Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. ²¹ Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme ved: dem i en Hytte for Tungers Kiv.

⁴ Lad dem, som søge efter mit Liv blues og blive til Skamme lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.

⁷ Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.

¹² De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.

⁷ Din Retfærdighed er som Gudshjerge; dine Domme som det store Dyb; HERRE! du frelser Mennesker og Dyr. ⁸ Gud! hvor Dyrebar er din Miskundhed; og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge. ⁹ De skulle mættes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk.

⁶ Og han skal føre din Retfærdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen.

¹⁴ De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fselde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed.

³³ HERREN skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes.

¹⁶ Thi jeg bier paa dig, HERRE; du, Herre min Gud! vil bønhøre.

¹ Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

⁶ Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela.

¹ Øm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfri mig!

³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

¹⁷ for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld. ¹⁸ Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.

¹⁸ Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt. ¹⁹ Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej, ²⁰ saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge. ²¹ Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Hænder til en fremmed Gud.

²³ Men vi blive ihjelslagn for din Skyld den ganske Dag, ere regnede som Slagtefaar.

²⁶ Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.

¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; ¹⁸ thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. ¹⁹ Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:

² Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. ³ Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle

¹⁶ Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste.

¹ Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke" der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.

⁵ Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.

¹ Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David.

⁴ Thi du har været min tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden.

⁷ Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne.

⁴ Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone!

¹⁰ Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.

¹⁹ Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst.

¹⁹ Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. ²⁰ Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!

³ Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. ⁴ Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. ⁵ De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. ⁶ Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. ⁷ Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

⁷ Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. ⁸ De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. ⁹ De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

¹² Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

¹² For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.

¹ En Bøn af David. HERRE! bøje dit øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig.

⁷ Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig; thi du bønhører mig.

² HERRE, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.

¹⁷ Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig.

¹ Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge.

⁴ Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser.

¹⁸ Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o HERRE! din Miskundhed mig.

² Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham.

⁹ Hvormed skal en udholde sin i din Lov Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. ¹⁰ Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud! ¹¹ Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig.

⁷⁰ Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov.

¹⁰⁶ Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme.

¹¹¹ Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelg; thi de ere mit Hjertes Glæde.

¹¹⁶ Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! ¹¹⁷ Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke.

¹²⁶ Det er rid, at HERREN gør noget; de have brudt din Lov.

¹³³ Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!

³ Han tillade ikke din Fod at snuble, og han, som bevarer dig slumre ikke!

⁷ HERREN skal bevare dig fra alt ondt, han skal bevare din Sjæl.

⁴ Vor Sjæl er saare mættet af de sorgløses Spot og de hovmodiges Foragt.

¹ Til Sangmesteren; af David; en Psalme. HERRE! du har ransaget mig og kender mig.

¹² En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven.

¹ En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

⁶ Jeg rabte til dig, HERRE! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

¹⁸ HERREN er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed.

⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte:

¹⁰ Thi Visdom skal komme i dit Hjerte og Kundskab være liflig for din Sjæl. ¹¹ Kløgt skal bevare dig og Indsigt bevogte dig. ¹² for at fri dig fra Ondskabs Vej, fra en Mand, som taler forvendte Ting; ¹³ fra dem, som forlade Rettens Stier for at gaa paa Mørkets Veje, ¹⁴ dem, som, glæde sig ved at gøre ondt og fryde sig i Ondskabs Forvendthed; ¹⁵ dem, hvis Stier ere krogede, og hvis Veje ere bugtede;

¹³ den, som giver Vink med sine Øjne, gør Tegn med sine Fødder, peger med sine Fingre; ¹⁴ Den som har forvendte Ting i sit Hjerte og optænker ondt til hver Tid og kommer Trætter af Sted.

² Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.

³ Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt.

⁵ Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand.

¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ?

⁵ De komme fra et langt fraliggende Land, fra Himmelens Ende, HERREN og hans Vredes Vaaben til at ødelægge den hele Jord.

¹⁹ Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.

¹³ Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær til mig, og de ære mig med deres Mund, med deres Læber, men deres Hjerte er langt fra mig, og deres Frgt for mig er Menneskens Bud, som de have lært:

¹⁷ HERRE! bøj dit Øre og hør; HERRE! oplad dine Øjne og se; og hør alle Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud.

²⁰ Men nu, HERRE vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du er HERRE, du alene.

²⁶ Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.

⁹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du HERRENS Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen?

¹⁰ Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger HERREN.

²³ Jeg ved, HERRE! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.

²⁰ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skal Israels Misgerning søges, men ikke være mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage.

²⁵ Og sige I Herrens Vej er ikke ret, saa hører dog, Israels Hus! mon min Vej ikke er ret? mon det ikke er eders Veje, som ikke ere rette?

²⁹ Og siger Israels Hus: Herrens Vej er ikke ret, mon da mine Veje ikke ere rette, Israels Hus? mon det ikke er eders Veje, der ikke ere rette? er eders Veje, der ikke ere rette?

¹⁷ Dog sige dit Folks Børn Herrens Vej er ikke rigtig; men det er dem selv, hvis Vej ikke er rigtig.

²⁰ Og dog sige I: Herrens Vej er ikke rigtig; jeg skal dømme eder, Israels Hus! hver efter hans Veje.

¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld. ¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

⁶ Thi de bringe deres Hjerte nær til deres List som til Ovnen; den hele Nat sover deres Bager; om Morgenen brænder den som luende Ild.

¹ Ve dem, som optænke Uret og forberede ondt paa deres Leje; naar det bliver lyst om Morgenen, udføre de det; thi det staar i deres Hænders Magt.

¹² Er du ikke fra fordums Tid HERREN, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; HERRE! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfæstet det til at straffe os.

⁸ Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den.

⁹ Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: HERREN er min Gud.

² Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud.

⁴ Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund.

⁷ Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud.

¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

⁶ Salige ere de som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mætte.

¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager.

⁸ dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig.

³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

⁵² og Gravene oplodes; og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode, ⁵³ og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad, og aabenbaredes for Mange.

¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.

⁸ Og Herren lovede den uretfærdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt.

²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

²⁷ Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus; ²⁸ thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.

⁴⁷ Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see.

²³ Og han sagde til dem: I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.

¹⁹ Vare I af Verden da vilde Verden elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af Verden, men jeg har udvalt Eder af Verden, derfor hader Verden Eder.

¹⁴ Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ere ikke af Verden, ligesom jeg er ikke af Verden.

¹⁷ Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed.

³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.

²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

⁹ Og om Natten saae Paulus et Syn: en markedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Marcedonien og hjælp os.

⁹ Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke, ¹⁰ fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad.

²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

²⁰ Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere, ²¹ saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfæreighed til et evigt Liv, formedelst Jesus Christus, vor Herre.

³ thi I ere endnu kjødelige. Efterdi der er Nid og Kiv og Tvedragt iblandt Eder, ere I da ikke kjødelige, og omgaaes efter menneskelig Viis?

⁴ Vel veed jeg Intet med mig selv, dog er jeg dermed ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹⁸ Men vi alle, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Speil, blive forvandlede efter det samme Billede fra herlighed til Herlighed, og det af Herren, som er Aanden.

¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord;

²¹ som skal forvandle vort Fornedrelsens Legeme til at vorde ligedannet med hans Herlighedens Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han og kan underlægge sig alle Ting.

⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder, ⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.

¹⁸ Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

² Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til at holde det ganske Legeme i Tømme.

⁵ I levende kræseligen paa Jorden og vare vellystige; I gjorde Eders Hjerter tilgode som paa en Slagtedag.

⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse,

² saa at I skulle leve den øvrige Tid i Kjødet, ikke fremdeles efter menneskelige Lyster, men efter Guds Villie. ³ Thi det er nok, at vi i den forbigangne Livs Tid have bedrevet Hedningernes Villie, vandrende i Uteerlighed, Lyster, Fylderi, Fraadseri, Drukkenskab og skjændig Afgudsdyrkelse;

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,

² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er. ³ Og hver, som har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er reen.

²¹ I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud,

⁴ Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem; thi den, som er i Eder, er større end den, der i Verden. ⁵ De ere af Verden, derfor tale de af Verden, og Verden hører dem.

²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd,

¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

¹¹ Og de havde en Konge over sig, Afgrundens Engel; hans Navn er paa Hebraisk Abaddon, og paa Græsk har han Navnet Apollyon.

¹¹ Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden.

⁵ Og en Mund blev det given til at tale store Ting og Bespottelse, og Magt blev det given til at virke i to og fyrretyve Maaneder. ⁶ Og det oplod sin Mund til Bespottelse imod Gud, at bespotte hans Navn og hans Paulun og dem, som boe i Himmelen.

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge!

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud. ⁴ Og Gud skal aftørre hver Taare af deres øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorrig, ei heller Skrig, ei heller Pine skal være mere; thi det Første er veget bort.

²³ Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys.