Psalms 14:1 Cross References - Danish

¹ Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.

¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden.

²⁵ Min Herre vende ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, saa er han: Nabal er hans Navn, og Daarlighed er hos ham; men jeg, din Tjenerinde, saa ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt.

¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?

⁴ Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

¹ Til Sangmesteren; af David, HERRENS Tjener. ² Den ugudeliges Overtrædelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne. ³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet. ⁴ Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han har ladet af at handle viselig, at gøre godt.

¹ Til Sangmesteren; en Undervisning af David, ² der Edomiteren Drog kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus. ³ Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vældige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag. ⁴ Paa idel Skade arbejder din Tunge, som en skærpet Ragekniv, du, som øver Svig! ⁵ Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. ⁶ Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge!

¹ Til Sangniesteren; til "Makalath" en Undervisning af David.

³ Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.

⁶ HERRE! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe.

⁴ De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret. ⁵ HERRE! de knuse dit Folk og plage din Arv. ⁶ De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse. ⁷ Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke. ⁸ Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

¹⁷ De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.

⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

¹⁹ Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen, men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.

²² Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.

³⁴ I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

¹⁹ Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.

²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. ²⁰ Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham.

²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer, ²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. ²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. ²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. ²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. ²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds-Opfindere, Forældreulydige, ³¹ uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige; ³² hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.

¹⁰ som skrevet staaer: der er Ingen retfærdig, end ikke Een; ¹¹ der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud; ¹² alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som gjør Godt, der er end ikke Een.

¹ Ogsaa Eder gjorde han levende, der I vare døde i Overtrædelser og Synder, ² udi hvilke I forhen vandrede efter denne Verdens Skik, efter den Fyrstes Viis, som haver Magt i luften, den Aands, der nu er virksom i Vantroens Børn, ³ iblandt hvilke ogsaa vi alle forhen vandrede i vort Kjøds Begjerligheder, og gjorde Kjødets og Lystens Villie og vare af naturen Verdens Børn, som og de Andre.

¹² at I paa den Tid vare uden Christus, udelukte fra Israels Borgerret og fremmede fra Forjættelsens pagter, uden Haab og uden Gud i Verden.

¹⁶ De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.

³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.