Psalms 144 Cross References - Danish

¹ Af David. Lovet være HERREN, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, ² han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig. ³ HERRE! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham? ⁴ Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi. ⁵ HERRE! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge. ⁶ Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem! ⁷ Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand, ⁸ hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand. ⁹ Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge, ¹⁰ ham, Fjender, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd! ¹¹ Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand, ¹² at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil; ¹³ at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; ¹⁴ at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader. ¹⁵ Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud HERREN er!

²² Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg har opløftet min Haand til HERREN, den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord,

²⁹ Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig. ³⁰ Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og HERREN har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus? ³¹ Og han sagde Hvad skal jeg bive dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar.

¹⁸ Og hele Sinai Bjerg røg for HERRENS Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare.

⁵ Og Tærsketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsæden, og I skulle æde eders Brød, at I vorde mætte, og I skulle bo tryggelig i eders Land.

¹⁰ Og I skulle æde det gamle, som er blevet gammelt; og I skulle skaffe det gamle bort for det nyes Skyld.

¹³ Og han skal elske dig og velsigne dig og mangfoldiggøre dig, og han skal velsigne dit Livs Frugt og dit Lands Frugt, dit Korn og din nye Vin og din Olie, dine Øksnes Affødning og dit Smaakvægs megen Yngel i det Land, som han har tilsvoret dine Fædre at ville give dig. ¹⁴ Du skal være velsignet fremfor alle Folk; der skal ingen ufrugtbar Han eller Hun være iblandt dig eller iblandt dit Kvæg.

³ Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgaar af HERRENS Mund.

⁴ Velsignet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt og dit Kvægs Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel.

⁷ HERREN skal give dine Fjender, som rejse sig imod dig, slagne for, dit Ansigt; ad een Vej skulle de drage ud imod dig, og ad syv Veje skulle de fly for dit Ansigt. ⁸ HERREN skal byde Velsignelsen at være hos dig i dine Lader og i alt det, som du udrækker din Haand til; og han skal velsigne dig i det Land, som HERREN din Gud giver dig.

²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden.

²³ Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem.

³⁰ Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og HERREN havde overantvordet dem ³¹ Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv naar vore Fjender ere Dommere.

⁴⁰ Thi jeg opløfter min Haand til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen.

⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved.

²⁹ Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i HERREN, han er din Hjælps Skjold og din Højheds Sværd! Og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal træde paa deres Høje.

⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel.

³ Og det skete, naar Israel havde saaet, da kom Midianiterne og Amalekiterne op og de Folk af Østen, de kom op over dem.

⁶ Og Israel blev forarmet for Midianiternes Ansigt, og Israels Børn raabte til HERREN?

¹⁷ Og der uddrog en ødelæggende Skare af Filisternes Lejr i tre Hobe; den ene Hob vendte sig ad Vejen imod Ofra, til Landet Sual; ¹⁸ og den anden Hob vendte sig ad Vejen til Beth-Horon; og den tredje Hob vendte sig mod Vejen ved Skellet, der rager frem over Zeboims Dal, ad Ørken til. ¹⁹ Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd. ²⁰ Derfor maatte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde faa sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet; ²¹ og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og saa ofte Æggen var sløvet paa Spader, og naar de skulde have en Braad sat ind. ²² Og det skete paa Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn. ²³ Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.

⁴⁵ Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i HERREN Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet. ⁴⁶ Paa denne Dag skal HERREN overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaa dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr paa denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr paa Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel.

⁷ Og der Israels Mænd, som vare paa hin Side Dalen, og som vare paa hin Side Jordanen, saa, at Israels Mænd vare flygtede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de Stæderne og flyede; og Filisterne kom og boede i dem.

¹⁹ Og David spurgte HERREN ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? vil du give dem i min Haand? Og HERREN sagde til David: Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Haand. ²⁰ Og David kom til Baal-Perazim, og David slog dem der og sagde: HERREN har brudt igennem mine Fjender for mit Ansigt, som Vand bryder igennem; derfor kalder man det samme Steds Navn Baal-Perazim. ²¹ Og de efterlode deres Afguder der, og David og hans Mænd toge dem op. ²² Men Filisterne bleve endnu ved at drage op og spredte sig Refaims Dal. ²³ Og David spurgte HERREN ad, men han sagde: Du skal ikke drage op; men kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tværs over for Morbærtræerne. ²⁴ Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbærtræernes Toppe, da maa du røre dig; thi da er HERREN udgangen for dit Ansigt til at slaa Filisternes Lejr. ²⁵ Og David gjorde saaledes, ligesom HERREN havde befalet ham, og slog Filisterne fra Geba indtil hen imod Geser.

⁶ Og David lagde Besætning i det damascenske Syrien; saa bleve Syrerne Davids Tjenere, som bragte ham Skænk; og HERREN frelste David, ihvor han drog hen. ⁷ Og David tog de Guldskjolde, som vare hos Hadad-Esers Tjenere, og førte dem til Jerusalem. ⁸ Men af Betha og af Berothaj, Hadad-Esers Stæder, tog Kong David saare meget Kobber. ⁹ Der Thoi, Kongen af Hamath, hørte, at David havde slaget hele Hadad-Esers Hær, ¹⁰ da sendte Thoi sin Søn Joram til Kong David for at hilse ham og for at velsigne ham, fordi han havde stridt imod Hadad-Eser og slaget ham; thi Hadad-Eser førte stedse Krig imod Thoi; og han havde Sølvkar og Guldkar og Kobberkar med sig. ¹¹ Ogsaa dem helligede Kong David for HERREN, tillige med det Sølv og det Guld, som han helligede fra alle de Hedninger, som han havde undertvunget. ¹² fra Syrien og fra Moab og fra Ammons Børn og fra Filisterne og fra Amalek og af Byttet fra Hadad-Eser, Rekobs Søn, Kongen af Zoba. ¹³ Og David gjorde sig navnkundig, der han kom tilbage, efter at han havde slaget Syrerne, og (slog af Edomiterne) udi Saltdalen atten Tusinde. ¹⁴ Og han lagde Besætning udi Edom, udi hele Edom lagde han Besætning, og alle Edomiterne bleve Davids Tjenere; og HERREN frelste David, ihvor han drog hen.

⁶ Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Ammons Børn hen og lejede Syrerne af Rekobs Hus og Syrerne af Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, og tusinde Mand af Kongen af Maaka og Mændene af Tob, tolv Tusinde Mand. ⁷ Der David hørte det, da udsendte han Joab og de vældiges ganske Hær. ⁸ Og Ammons Børn droge ud og opstillede deres Slagorden ved Indgangen til Porten; men Syrerne af Zoba og Rekob og Mændene af Tob og Maaka stode for sig alene paa Marken. ⁹ Der Joab saa, at Krigen truede ham for og bagfra, da udvalgte han nogle af alle de udvalgte i Israel og opstillede sig imod Syrerne. ¹⁰ Og det øvrige Folk gav han under sin Broder Abisajs Haand, og denne opstillede sig imod Ammons Børn. ¹¹ Og han sagde: Dersom Syrerne blive mig for stærke, da skal du være mig til Hjælp; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg komme til at hjælpe dig. ¹² Vær frimodig, og lader os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men HERREN gøre, hvad som er godt for hans Øjne. ¹³ Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Kamp imod Syrerne, og de flyede for hans Ansigt. ¹⁴ Der Ammons Børn saa, at Syrerne flyede, flyede de og for Abisajs Ansigt og kom i Staden. Saa vendte Joab tilbage fra Ammons Børn og kom til Jerusalem. ¹⁵ Og der Syrerne saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da samledes de til Hobe. ¹⁶ Og Hadad-Eser, sendte hen og førte Syrerne, som vare paa hin Side Floden, frem, og de kom til Helam; og Sobak, som var Hadad-Esers Stridshøvedsmand, var i Spidsen for dem. ¹⁷ Der det blev David tilkendegivet, da samlede han al Israel og drog over Jordanen og kom til Helam, og Syrerne opstillede sig imod David og strede med ham. ¹⁸ Men Syrerne flyede for Israels Ansigt, og David ødelagde blandt Syrerne syv Hundrede Vogne og fyrretyve Tusinde Ryttere, tillige slog han og Sobak, hans Stridshøvedsmand, saa at denne døde der. ¹⁹ Der alle de Konger, som vare Hadad-Esers Tjenere, saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med Israel og tjente dem; og Syrerne frygtede for at hjælpe Ammons Børn ydermere.

¹⁴ Thi vi dø visselig og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, hvilket ikke samles; men Gud tager ikke Livet bort, men tænker over, at den udstødte ikke altid skal være udstødt fra ham.

⁵ Og Kong David kom tilBahurim, og se, der gik en Mand derudefra af Sauls Huses Slægt, hvis Navn ar Simei, Geras Søn, som gik ud og vedblev at bande ham. ⁶ Og han dog efter David og efter alle Kong Davids Tjenere med Stene, og alt Folket og alle de vældige vare ved højre og venstre Side af ham. ⁷ Og Simei sagde saa, der han bandede: Gak ud; gak ud, du blodgerrige Mand og du Belials Mand! ⁸ HERREN har betalt dig alt Sauls Huses Blod, hans i hvis Sted du er bleven Konge, HERREN har givet Riget i din Absaloms Haand, og se, du er i din Ulykke, thi du er en blodgerrig Mand. ⁹ Da sagde Abisaj, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kære, lad mig gaa over, og jeg vil tage hans Hoved. ¹⁰ Men Kongen sagde: Hvad har jeg med eder at gøre, I Zerujas Sønner? naar han bander, og HERREN har sagt til ham: Band David! hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa? ¹¹ Og David sagde til Abisaj og til alle sine Tjenere: Se, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit gøre det? lader ham være og lader ham bande, thi HERREN har sagt det til ham. ¹² Maaske HERREN skal se til min Elendighed, og HERREN skal betale mig godt i Stedet for hans Forbandelse paa denne Dag. ¹³ Saa gik David og hans Mænd paa Vejen; men Simei gik frem ved Siden af Bjerget tværs over for ham og blev ved at bande og slog med Stene tværs over for ham og støvede med Støvet. ¹⁴ Og Kongen kom ind og alt Folket, som var med ham, som vare trætte, og de vederkvægedes der.

¹ Og Akitofel sagde til Absalom: Kære, jeg vil udvælge tolv Tusinde Mand og gøre mig rede og forfølge David i Nat. ² Og jeg vil overfalde ham den Stund, han er træt og afmægtig, og forfærde ham, og alt Folket, som er hos ham, skal fly, og jeg vil slaa Kongen, medens han er ene. ³ Og jeg vil føre alt Folket tilbage til dig; ligesom alle vendte sig efter den Mand, som du søger efter, saa skal alt Folket blive i Fred. ⁴ Og det Ord var ret for Absaloms Øjne og for alle de Ældstes Øjne i Israel. ⁵ Da sagde Absalom: Kære, kald ogsaa ad Arkiteren Husaj, og lader os høre, hvad ogsaa han har at sige. ⁶ Og der Husaj kom til Absalom, da sagde Absalom til ham: Paa denne Maade har Akitofel talt; skulle vi gøre efter hans Ord? hvis ikke, da tal du! ⁷ Og Husaj sagde til Absalom: Det Raad er ikke godt, som Akitofel har raadet denne Gang. ⁸ Og Husaj sagde: Du kender din Fader og hans Mænd, at de ere vældige, og at de ere bitre i Sindet som en Bjørn, hvem Ungerne røves fra paa Marken, dertil er og din Fader en Krigsmand og skal ikke blive Natten over hos Folket. ⁹ Se nu, han kan have skjult, sig i en af Hulerne eller paa et af Stederne, og det kunde ske, om der faldt nogle af disse i Begyndelsen, at nogen let kunde høre det og sige: Der er sket et Nederlag iblandt det Folk, som følger efter Absalom, ¹⁰ og selv den, som var kæk, og I havde et Hjerte som en Løves Hjerte, vilde blive mistrøstig; thi al Israel ved, at din Fader er vældig, og at de ere stridbare Mænd, som ere hos ham. ¹¹ Men jeg raader, at al Israel fra Dan og indtil Beersaba samles til dig som Sand, der er hos Havet i Mangfoldighed, og at du selv drager med i Striden; ¹² saa ville vi komme til ham paa et af Stederne, hvor han findes, og vi ville komme over ham, ligesom Duggen falder paa Jorden, at der ikke skal blive tilovers end een af hans og af alle de Mænd, som ere hos ham. ¹³ Men om han indeslutter sig i en Stad, da skal al Israel bære Reb til den samme Stad, og vi vil drage den ned til Dalen, indtil der ikke findes end en liden Sten af den ¹⁴ Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Arkiteren Husajs Raad bedre end Akitofels Raad; men HERREN bød det saa for at tilintetgøre Akitofels gode Raad, efterdi HERREN vilde føre Ulykke over Absalom.

¹⁶ Og Jisbi-Benob, som var er af Rafas Børn, havde et Spyd, hvis Vægt var en Vægt af tre Hundrede Sekel Kobber, og han var ombunden med et nyt Sværd, han tænkte paa at slaa David ihjel. ¹⁷ Men Abisaj, Zerujas Søn, hjalp denne og slog Filisteren og dræbte ham; da besvore Davids Mænd ham og sagde: Du skal ikke ydermere drage ud med os i Krigen, at du ikke skal udslukke Israels Lampe.

² og han sagde: HERREN er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. ³ Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.

¹² Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer. ¹³ Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul. ¹⁴ HERREN tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. ¹⁵ Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem:

¹⁷ Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.

³⁵ Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.

⁴⁰ Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig. ⁴¹ Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt. ja mine Hadere, og jeg udrydder dem. ⁴² De saa sig om, men der var ingen Frelser; til HERREN, men han svarede dem ikke. ⁴³ Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned. ⁴⁴ Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. ⁴⁵ Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. ⁴⁶ Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. ⁴⁷ HERREN lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes! ⁴⁸ Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,

¹ Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en mægtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi HERREN gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var og vældig til Strid, men spedalsk.

¹ Og David og Stridshøvedsmændene udtoge til Tjeneste af Asafs og Hemans og Jeduthuns Børn dem, som skulde profetere med Harper og med Psaltre og med Cymbler, og Tallet paa Mændene efter deres Embedsgerning var: ² Af Asafs Børn: Sakur og Josef og Nathania og Asareela, Asafs Sønner, under Asaf, som profeterede efter Kongens Anvisning; ³ af Jeduthun: Jeduthuns Sønner vare: Gedalja og Zeri og Jesaja og Hasabja og Mathithja, i alt seks, med Harper, under deres Fader Jeduthun, som profeterede ved at takke og love HERREN; ⁴ af Heman: Hemans Sønner vare: Bukkija, Mathanja, Ussiel, Sebuel og Jerimoth, Hananja, Hanani, Eliatha, Giddalthi og Romamthi-Eser, Josbekasa, Mallothi, Hothir, Mahasioth. ⁵ Alle disse vare Sønner af Heman, Kongens Seer i Guds Ord, de skulde lade Hornet lyde; og Gud havde givet Heman fjorten Sønner og tre Døtre. ⁶ Alle disse vare under deres Fædre ved Sangen i HERRENS Hus, med Cymbler, Psaltre og Harper til Guds Hus's Tjeneste, efter Kongens, Asafs og Jeduthuns og Hemans Anvisning.

¹⁵ Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gæster som alle vore Fædre: Vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og her er ingen Forhaabning.

² Og Israels Sæd adskilte sig fra alle de fremmede, og de stode og bekendte deres Synder og deres Fædres Misgerninger.

¹⁹ endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

¹⁷ Hvad er et Menneske; at du agte ham stort; og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

⁹ thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden;

¹ Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro. ² Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke. ³ Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde?

¹⁵ Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder sóm Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre.

¹² Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag. ¹³ Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skærpe sit Sværd; han har spændt sin Bue og beredt den;

⁴ Naar jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,

⁷ Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.

² Frels, HERRE! thi de fromme ere borte: thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!

⁹ Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den.

¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. ¹⁴ Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.

¹⁶ Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE! ved din Næses Aandes Vejr.

³¹ Guds Vej er fuldkommen; HERRENS Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.

³⁴ han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.

⁴⁴ Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.

⁴⁷ HERREN lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,

⁵⁰ Derfor vil jeg bekende dig, HERRE! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin salvede, imod David og imod hans Sæd evindelig.

¹² Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det.

² Takker HERREN med Harpe; og leger for ham paa Psalte med ti Strenge. ³ Synger ham en ny sang, leger lifligt paa Strengeleg med Frydeklang.

¹² Saligt er det Folk, hvis Gud HERREN er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.

¹⁶ En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft. ¹⁷ Hesten slaar fejl til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke. ¹⁸ Se, HERRENS Øje er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed,

⁵ HERRE! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. ⁶ Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela.

¹¹ Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

³ Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt.

⁶ Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa?

³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. ⁴ Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.

⁵ og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandhed og Mildhed med Retfærdighed, og din høre Haand skal lære dig forfærdelige Ting.

³ Frels mig, Gud! ved dit Navn og beskik mig Ret ved din Magt.

³ Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet.

⁹ Men du, HERRE! du ler ad dem, du spotter alle Hedrlingerne.

¹² Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

⁴ Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.

⁴ Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone!

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. ² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.

¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! ¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!

³ Vær mig en Klippe til Bolig hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

¹⁷ Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. ¹⁸ De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem.

¹ Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf. ² Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud! ³ Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalten hid.

⁹ HERRE, Gud Zebaoth! hør min Bøn, Jakobs Gud! vend dit øre til den. Sela.

¹⁵ Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt.

⁴⁷ Hvor længe, HERRE! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild?

² Jeg siger til HERREN: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.

³ HERRE! Strømme opløftede, Strømme opløftede deres Røst, Strømme opløftede deres Drøn. ⁴ Fremfor Rønsten af de mange, de mægtige Vande, fremfor Havets Brændinger er HERREN mægtig i det Høje.

¹ Kommer, lader os synge med Fryd for HERREN, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe!

¹ En Psalme. Synger HERREN en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.

¹¹ for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

¹⁵ Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. ¹⁶ Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere.

³² Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.

²⁶ Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

³⁷ Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. ³⁸ Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.

² Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble. ³ Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.

² Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, ³ og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.

²³ Jeg svinder bort som en Skygge, og hans Retfærdighed naar den hælder, jeg blive naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe.

³ Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød.

¹⁴ HERREN formere eder, eder og eders Børn! ¹⁵ Velsignede være I for HERREN, som har gjort Himmel og Jord.

⁴ Som Pile i den vældiges Haand, saa Ungdoms Sønner. ⁵ Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.

³ Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord.

⁷ Jeg har sagt til HERREN: Du er min Gud; HERRE! vend dine Øren til mine ydmyge Begæringers Røst.

⁷ Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand, ⁸ hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand.

¹¹ Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand,

³ Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. ⁴ Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. ⁵ Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud;

¹ Halleluja! Synger HERREN en ny Sang, hans Lovsang i de helliges Menighed!

³ Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! ⁴ Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! ⁵ Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler!

¹⁰ Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler. ¹¹ Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke. ¹² Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage. ¹³ Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder. ¹⁴ Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra. ¹⁵ Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde. ¹⁶ Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard. ¹⁷ Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke. ¹⁸ Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten. ¹⁹ Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen. ²⁰ Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige. ²¹ Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj. ²² Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning. ²³ Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet. ²⁴ Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs. ²⁵ Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid. ²⁶ Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge. ²⁷ Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hns, og æder ikke Ladheds Brød.

² Forfængeligheders Forfængelighed! Sagde Prædikeren Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed.

¹⁴ Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aands fortærelse.

¹³ Men det skal ikke gaa den ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, han skal gaa bort ligesom en Skygge, fordi han ikke frygter for Guds Ansigt.

⁸ Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed!

⁸ Vi have en liden Søster, og hun har ikke Bryster; hvad skulle vi gøre ved vor Søster paa den Dag, da der bejles til hende? ⁹ Dersom hun er en Mur, da ville vi bygge et Hus af Sølv over hende; og dersom hun er en Dør, du ville vi lukke for hende med Cederfjæle.

¹⁶ Og HERREN sagde: Fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene: ¹⁷ Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og HERREN skal blotte deres Blusel. ¹⁸ Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankel" ringene og de virkede Huer og Spænderne, ¹⁹ Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne, ²⁰ de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene, ²¹ Fingerringene og Næseringene, ²² Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne, ²³ Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene. ²⁴ Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

¹¹ Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort.

⁴ Forlader eder paa HERREN stedse og altid; thi den HERRE, HERRE er en evig Klippe.

³ Thi jeg vil udgyde Vand paa det tørstige og Strømme paa det tørre; jeg vil udgyde min Aand over din Sæd og min Velsignelse over dine Børn, ⁴ at de skulle opvokse midt i Græs, ligesom Pile ved Vandbække. ⁵ Den ene skal sige: Jeg er HERRENS, og den anden skal kalde Jakob ved Navn; og en tredje skal skrive med sin Haand: Jeg hører HERREN til, og han skal nævne Israel som Hædersnavn.

²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

¹ Saa siger HERREN til sin Salvede til Kyrus, hvem jeg tog ved hans højre Haand for at nedkaste Hedningerne for hans Ansigt og løse Bæltet af Kongers Lænd for at aabne Døre og for at holde Porte oplukkede for ham: ² Jeg, vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jævne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstænger. ³ Jeg vil give dig Liggendefæ, som er skjult i Mørke, og Klenodier, som ere gemte i Løn, at du skal fornemme, at jeg er HERREN, Israels Gud, som kalder dig ved dit Navn. ⁴ For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnede dig ved Hædersnavn, enddog du kendte mig ikke. ⁵ Jeg er HERREN og ingen yder, mere, der er ingen Gud uden jeg; jeg vil omgjorde dig, enddog du kender mig ikke, ⁶ spaa det de fra Solens Opgang og fra dens Nedgang skulle vide, at der er ingen uden jeg; jeg er HERREN og ingen ydermere,

²⁴ Kun i HERREN, siger man om mig, er Retfærdighed og Styrke; til ham skal man komme, men alle de, som vredes paa ham, skulle beskæmmes.

⁵ De udruge Basiliskæg og væve Spindelvæv; hvo, som æder af deres Æg, maa dø, og trykkes et i Stykker, udfarer der en Øgle. ⁶ Deres Væv skal ikke blive til Klæder, og man kan ikke skjule sig med deres Arbejde, deres Arbejder ere uretfærdige Arbejder, og der er Voldsgerning i deres Hænder. ⁷ Deres Fødder løbe efter det onde og haste efter at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker; der er Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres Veje.

¹ Ligesom Ild antænder Kviste, ligesom Ild kommer Vand til at syde, saa lade du dine Fjender kende dit Navn, saa at Hedningerne bæve for dit Ansigt. ² Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt.

¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort. ¹⁸ Sig til Kongen og til Herskerinden: Sætter eder lavere! thi nedfaldne ere eders Hovedsmykker, ja, eders dejlige Krone. ¹⁹ Stæderne i Sydlandet ere tillukkede, og der er ingen, som oplader dem; al Juda er bortført, fuldstændigt bortført.

² Juda sørger, og dens Porte vansmægte; sørgeklædte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger:

¹⁸ Gaar jeg ud paa Marken, da se, der ligge de, som ere ihjelslagne. rned Sværd, og kommer jeg ind i Staden; da se, der er Hungerens Lidelser; thi baade Profet saa og Præst drage til et Land; som de ikke kende:

¹⁹ HERRE, min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! til dig skulle Hedningerne komme fra Jordens Ender og sige Vore Fædre arvede kun Løgn, Forfængelighed, hvori der intet var sam kunde gavne dem.

⁶ Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endog saa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste. ⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl. ⁸ Og det skal ske, at naar et Folk og et Rige ikke vil tjene Nehukadnezar, Kongen af Babel, og ikke vil bøje sin Hals under Kongen af Babels Aag, da vil jeg hjemsøge dette Folk med Sværdet og med Hungeren og med Pesten, siger HERREN, indtil jeg faar gjort Ende paa det ved hans Haand.

⁴ Zions Veje sørge, fordi ingen kommer til Festforsamling, alle dens Porte ere øde, dens Præster sukke, dens Jomfruer ere bedrøvede, og for den selv er det bittert. ⁵ Hendes Modstandere ere voksede hende over Hovedet, hendes Fjender ere trygge; thi HERREN har bedrøvet hende for hendes mange Overtrædelsers Skyld; hendes spæde Børn ere dragne i Fangenskab for Modstandernes Ansigt. ⁶ Og fra Zions Datter er al hendes Prydelse gaaet bort; hendes Fyrster ere blevne ligesom Hjerte, der ikke finde Føde, og de gik kraftesløse for Forfølgerens Ansigt.

² Zions dyrebare Børn, der vejede op med fint Guld hvorledes agtes de lige med Lerflasker, en Pottemagers Hænders Gerning?

³ HERREN er langmodig og af stor Kraft og lader ikke Skyld blive ustraffet; HERRENS Vej er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv. ⁴ Han truer Havet og udtørrer det og gør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Karmel, og Libanons Blomster vansmægte. ⁵ Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa. ⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

³ Gud kommer fra Theman og den Hellige fra Parans Bjerg. Sela. Hans Majestæt bedækker Himmelen, og af hans Herlighed fyldes Jorden. ⁴ Og en Glans, som Lyset bryder frem, Straaler har han til Siden, og der skjuler han sin Magt. ⁵ Foran ham gaar Pesten, og efter ham udgaar dræbende Sot. ⁶ Han træder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skæne, og de evige Bjerge briste, de ældgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid.

³ Saa siger HERREN: Jeg vender tilbage til Zion og vil bo midt i Jerusalem; og Jerusalem skal kaldes Sandhedens Stad, og den HERRE Zebaoths Bjerg Hellighedens Bjerg. ⁴ Saa siger den HERRE Zebaoth: Der skal endnu sidde gamle Mænd og gamle Kvinder paa Jerusalems Gader, og hver med sin Stav i sin Haand for den høje Alders Skyld. ⁵ Og Stadens Gader skulle være fulde af unge Drenge og Piger, som lege paa dens Gader.

¹¹ Juda har handlet troløst, og der er sket Vedelstyggelighed i Israel og i Jerusalem; thi Juda har vanhelliget HERRENS Helligdom, som han elsker, og taget til Agte en fremmed Guds Datter.

¹⁰ Fører al Tienden til Forraadshuset at der kan være Spise i mit Hus, og prøver mig dog derved, siger den HERRE Zebaoth, om jeg ikke vil aabne eder Himmelens Sluser og udgyde Velsignelse over eder i Overmaal.

³⁰ Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske legme skal kastes i Helvede.

⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn.

¹⁶ Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel. ¹⁷ Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter. ¹⁸ Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse,

³ Lovet være Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, som velsignede os med al aandelig Velsignelse i det Himmelske, i Christus!

¹⁰ Iøvrigt, mine Brødre, vorder stærke i Herren og i hans Vældes Kraft! ¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb.

⁶ Men En har vidnet etsteds, sigende: hvad er Mennesket, efterdi du kommer ham ihu? eller Menneskets Søn, efterdi du agter paa ham?

¹⁸ I ere jo ikke komne til hiint bævende Bjerg, antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,

³ Eders Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, ⁴ men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud. ⁵ Thi saaledes prydede sig og fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud og vare deres Ægtemænd underdanige, ⁶ som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Rædsel.

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.

¹⁵ Og Slangen skød af sin Mund efter Kvinden Vand som en Strøm for at bortskylle hende med Strømmen. ¹⁶ Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden oplod sin Mund og opslugte Strømmen, som Dragen havde skudt af sin Mund.

¹⁶ Og det gjør, at der gives Alle, baade Smaa og Store, baade Rige og Fattige, baade Frie og Trælle, et Mærke i deres høire Haand eller i deres Pande; ¹⁷ og at Ingen kan kjøbe eller sælge, uden den, som har Mærket eller Dyrets Navn eller dets Navns Tal.

³ Og de sang en ny Sang for Thronen og for de fire Dyr og de Ældste; og Ingen kunde lære den Sang uden de hundrede og fire fyrretyve Tusinde, de Kjøbte fra Jorden.

¹⁵ Og han sagde til mig: de Vande som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal.