Psalms 118 Cross References - Danish

¹ Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. ² Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. ³ De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. ⁴ De, som frygte HERREN, sige: Hans Miskundhed er evindelig. ⁵ I Trængselen kaldte jeg paa HERREN; HERREN bønhørte mig i det fri. ⁶ HERREN er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? ⁷ HERREN er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. ⁸ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Mennesker. ⁹ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster. ¹⁰ Alle Hedninger have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. ¹¹ De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. ¹² De have omringet mig som Bier de ere udslukte som Ild i Torne; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. ¹³ Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men HERREN hjalp mig. ¹⁴ HERREN er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. ¹⁵ Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; HERRENS højre Haand skaber Kraft. ¹⁶ HERRENS højre Haand er ophøjet, HERRENS højre Haand skaber Kraft. ¹⁷ Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle HERRENS Gerninger. ¹⁸ HERREN tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. ¹⁹ Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke HERREN. ²⁰ Denne er HERRENS Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. ²¹ Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. ²² Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. ²³ Af HERREN er dette sket, det er underligt for vore Øjne. ²⁴ Denne er Dagen, som HERREN har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! ²⁵ Kære HERRE! frels dog; kære HERRE! lad det dog lykkes. ²⁶ Velsignet være den, som kommer i HERRENS Navn; vi velsigne eder fra HERRENS Hus. ²⁷ HERREN. er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. ²⁸ Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. ²⁹ Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.

⁷ Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære.

⁹ Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; ¹⁰ jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære. ¹¹ Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene.

² HERREN er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

² HERREN er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. ³ HERREN er en Krigsmand, "HERRE" er hans Navn. ⁴ Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. ⁵ Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. ⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand.

⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand.

² Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være ud af eet med det. Og du skal beslaa det med Kobber.

² Og han gjorde dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn vare ud af eet med det; og han beslog det med Kobber.

²³ Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Saaledes skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem: ²⁴ HERREN velsigne dig og bevare dig! ²⁵ HERREN lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! ²⁶ HERREN opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred!

⁴⁴ Da droge Amoriterne, som boede paa det samme Bjerg, ud imod eder, og de forfulgte eder, saaledes som Bier gøre, og de knusede eder i Seir, lige til Horma.

¹² og I skulle være glade for HERREN eders Guds Ansigt, I og eders Sønner og eders Døtre og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og Leviten, som er i eders Porte; thi han har ingen Del eller Arv med eder.

⁴⁵ Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i HERREN Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet.

³ Da svor David fremdeles og sagde: Din Fader ved vist, I at jeg har fundet Naade for dine Øjne, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, saa vist som HERREN lever, og saa vist som din Sjæl lever, der er ikkun et Trin imellem mig og imellem Døden.

²⁶ Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David skyndte i sig at komme bort fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd for at gribe dem.

²⁹ Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen.

⁶ Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i HERREN sin Gud. ⁷ Og David sagde til Abjathar, Præsten, Akimeleks Søn: Kære, før mig Livkjortlen frem; og Abjathar førte Livkjortlen frem til David. ⁸ Og David adspurgte HERREN og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naa den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal naa og bringe Redning.

¹ Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde saaledes: Se, her ere vi, vi ere dine Ben og dit Kød. ² Ogsaa tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa har HERREN sagt til dig: Du skal vogte mit Folk Israel, og du skal være Fyrste over Israel. ³ Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for HERRENS Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel. ⁴ David var tredive Aar gammel, der han blev Konge, han regerede fyrretyve Aar. ⁵ Han regerede i Hebron over Juda syv Aar og seks Maaneder og regerede i Jerusalem i tre og tredive Aar over hele Israel og Juda. ⁶ Og Kongen drog hen og hans Mænd til Jerusalem imod Jebusiterne, som boede i Landet; og de sagde til David: Du skal ikke komme herind, men de blinde og lamme skulle drive dig bort; hvormed de vilde sige: David skal ikke komme herind. ⁷ Men David indtog Zions Befæstning, det er Davids Stad. ⁸ Thi David havde sagt paa den samme Dag: Hvo som helst der slaar Jebusiterne og naar til Vandrenden og slaar de halte og de blinde, som ere Davids Sjæl forhadte -; derfor siger man: En blind eller en lam skal ikke komme ind i Huset. ⁹ Saa boede David i Befæstningen og kaldte den Davids Stad, og David byggede trindt omkring fra Millo af og indadtil. ¹⁰ Og David gik stedse frem og blev stor; thi HERREN Zebaoths Gud var med ham, ¹¹ Og Hiram; Kongen af Tyrus, sendte Bud til David med Cedertræ og Mestre til at udhugge i Træ og Mestre til at udhugge i Sten til Vægge, og de byggede David et Hus. ¹² Og David fornam, at HERREN havde stadfæstet ham til Konge over lsrael, og at han havde ophøjet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld. ¹³ Og David tog endnu Medh ustruer og Hustruer af Jerusalem, efter at han var kommen fra Hebron; og der fødtes endnu Sønner og Døtre for David. ¹⁴ Og disse ere deres Navne, som ham fødtes i Jerusalem: Sammua og Sobab og Nathan og Salomo ¹⁵ og Jibkar og Elisua og Nefeg og Jafia ¹⁶ og Elisanla og Eljada og Elifelet. ¹⁷ Der Filisterne hørte, at de havde salvet David til Konge over Israel, da droge alle Filisterne op for at søge efter David; der David hørte det, da drog han ned til Befæstningen. ¹⁸ Og Filisterne kom, og de spredte sig i Refaims Dal. ¹⁹ Og David spurgte HERREN ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? vil du give dem i min Haand? Og HERREN sagde til David: Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Haand. ²⁰ Og David kom til Baal-Perazim, og David slog dem der og sagde: HERREN har brudt igennem mine Fjender for mit Ansigt, som Vand bryder igennem; derfor kalder man det samme Steds Navn Baal-Perazim. ²¹ Og de efterlode deres Afguder der, og David og hans Mænd toge dem op. ²² Men Filisterne bleve endnu ved at drage op og spredte sig Refaims Dal. ²³ Og David spurgte HERREN ad, men han sagde: Du skal ikke drage op; men kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tværs over for Morbærtræerne. ²⁴ Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbærtræernes Toppe, da maa du røre dig; thi da er HERREN udgangen for dit Ansigt til at slaa Filisternes Lejr. ²⁵ Og David gjorde saaledes, ligesom HERREN havde befalet ham, og slog Filisterne fra Geba indtil hen imod Geser.

¹ Og det skete derefter, at David slog Filisterne og ydmygede dem, og David tog Metheg-Ha-Amma ud af Filisternes Haand. ² Og han slog Moabiterne og maalte dem med en Snor, idet han lod dem lægge sig paa Jorden, og han maalte to Snore fulde til at slaa ihjel, og en Snor fuld til at lade leve; saa bleve Moabiterne Davids Tjenere, og de bragte ham Skænk. ³ David slog og Hadad-Eser, Rekobs Søn, Kongen i Zoba, der denne drog hen at vende sin Haand mod Floden Frat. ⁴ Og David tog fra ham tusinde og syv Hundrede Ryttere og tyve Tusinde Mand Fodfolk, og David lammede alle Vognheste og lod hundrede Heste blive tilovers af dem. ⁵ Men Syrerne af Damaskus kom for at hjælpe Hadad-Eser, Kongen af Zoba, og David slog af Syrerne to og tyve Tusinde Mænd. ⁶ Og David lagde Besætning i det damascenske Syrien; saa bleve Syrerne Davids Tjenere, som bragte ham Skænk; og HERREN frelste David, ihvor han drog hen. ⁷ Og David tog de Guldskjolde, som vare hos Hadad-Esers Tjenere, og førte dem til Jerusalem. ⁸ Men af Betha og af Berothaj, Hadad-Esers Stæder, tog Kong David saare meget Kobber. ⁹ Der Thoi, Kongen af Hamath, hørte, at David havde slaget hele Hadad-Esers Hær, ¹⁰ da sendte Thoi sin Søn Joram til Kong David for at hilse ham og for at velsigne ham, fordi han havde stridt imod Hadad-Eser og slaget ham; thi Hadad-Eser førte stedse Krig imod Thoi; og han havde Sølvkar og Guldkar og Kobberkar med sig. ¹¹ Ogsaa dem helligede Kong David for HERREN, tillige med det Sølv og det Guld, som han helligede fra alle de Hedninger, som han havde undertvunget. ¹² fra Syrien og fra Moab og fra Ammons Børn og fra Filisterne og fra Amalek og af Byttet fra Hadad-Eser, Rekobs Søn, Kongen af Zoba. ¹³ Og David gjorde sig navnkundig, der han kom tilbage, efter at han havde slaget Syrerne, og (slog af Edomiterne) udi Saltdalen atten Tusinde. ¹⁴ Og han lagde Besætning udi Edom, udi hele Edom lagde han Besætning, og alle Edomiterne bleve Davids Tjenere; og HERREN frelste David, ihvor han drog hen. ¹⁵ Saa var David Konge over al Israel, og David gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk. ¹⁶ Og Joab, Zerujas Søn, var over Hæren, og Josafat, Ahiluds Søn, var Historieskriver; ¹⁷ og Zadok, Ahitubs Søn, og Akimelek, Abjathars Søn, vare Præster, og Seraja var Skri ver; ¹⁸ og Benaja, Jojadas Søn, var over de Krethi og de Plethi, og Davids Sønner vare hans ypperste Raad.

¹ Og det skete derefter, at Ammons Børns Konge døde, og Hanon, hans Søn, blev Konge i hans Sted. ² Da sagde David: Jeg vil gøre Miskundhed imod Hanon, Nahas's Søn, ligesom hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte hen for at trøste ham ved sine Tjenere over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land. ³ Da sagde Ammons Børns Fyrster til Hanon, deres Herre: Synes det for dine Øjne, at David ærer din Fader, ved at han sender dig Trøstere? mon David ikke har sendt sine Tjenere til dig for at udforske Staden og for at bespejde den og omstyrte den? ⁴ Da tog Hanon Davids Tjenere og lod rage Halvdelen af deres Skæg og afskar Halvdelen af deres Klæder indtil Sædet og lod dem fare. ⁵ Der de gave David det til Kende, da sendte han dem et Bud i Møde; thi Mændene vare saare forhaanede; og Kongen lod sige: Bliver i Jeriko, indtil eders Skæg vokser, og kommer da tilbage. ⁶ Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Ammons Børn hen og lejede Syrerne af Rekobs Hus og Syrerne af Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, og tusinde Mand af Kongen af Maaka og Mændene af Tob, tolv Tusinde Mand. ⁷ Der David hørte det, da udsendte han Joab og de vældiges ganske Hær. ⁸ Og Ammons Børn droge ud og opstillede deres Slagorden ved Indgangen til Porten; men Syrerne af Zoba og Rekob og Mændene af Tob og Maaka stode for sig alene paa Marken. ⁹ Der Joab saa, at Krigen truede ham for og bagfra, da udvalgte han nogle af alle de udvalgte i Israel og opstillede sig imod Syrerne. ¹⁰ Og det øvrige Folk gav han under sin Broder Abisajs Haand, og denne opstillede sig imod Ammons Børn. ¹¹ Og han sagde: Dersom Syrerne blive mig for stærke, da skal du være mig til Hjælp; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg komme til at hjælpe dig. ¹² Vær frimodig, og lader os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men HERREN gøre, hvad som er godt for hans Øjne. ¹³ Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Kamp imod Syrerne, og de flyede for hans Ansigt. ¹⁴ Der Ammons Børn saa, at Syrerne flyede, flyede de og for Abisajs Ansigt og kom i Staden. Saa vendte Joab tilbage fra Ammons Børn og kom til Jerusalem. ¹⁵ Og der Syrerne saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da samledes de til Hobe. ¹⁶ Og Hadad-Eser, sendte hen og førte Syrerne, som vare paa hin Side Floden, frem, og de kom til Helam; og Sobak, som var Hadad-Esers Stridshøvedsmand, var i Spidsen for dem. ¹⁷ Der det blev David tilkendegivet, da samlede han al Israel og drog over Jordanen og kom til Helam, og Syrerne opstillede sig imod David og strede med ham. ¹⁸ Men Syrerne flyede for Israels Ansigt, og David ødelagde blandt Syrerne syv Hundrede Vogne og fyrretyve Tusinde Ryttere, tillige slog han og Sobak, hans Stridshøvedsmand, saa at denne døde der. ¹⁹ Der alle de Konger, som vare Hadad-Esers Tjenere, saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med Israel og tjente dem; og Syrerne frygtede for at hjælpe Ammons Børn ydermere.

¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru.

¹ Og det skete derefter, da Absalom, Davids Søn, havde en dejlig Søster, hvis Navn var Thamar, at Amnon, Davids Søn, elskede hende. ² Og Amnon pintes, saa at han blev syg for Thamar, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes umuligt for Amnons Øjne at gøre hende noget. ³ Men Amnon havde en Ven, hvis Navn var Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og Jonadab var en saare klog Mand. ⁴ Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag for Dag? kan du ikke give mig det til Kende? Da sagde Ammon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster. ⁵ Og Jonadab sagde til ham: Læg dig paa din Seng og gør dig syg; naar din Fader kommer at besøge dig, da sig til ham: Kære, lad Thamar, min Søster, komme, at give mig Brød at æde og lave Mad for mine Øjne, at jeg kan se derpaa og æde af hendes Haand. ⁶ Saa lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kære, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øjne, at jeg kan æde af hendes Haand. ⁷ Da sendte David til Thamar til Huset og lod sige: Kære, gak hen i Amnons, din Br oders, Hus og lav ham Mad. ⁸ Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Hus, og han laa, og hun tog en Dejg og æltede og tillavede Kager for hans Øjne og bagte søde Kager. ⁹ Og hun tog Panden og slog dem ud for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lad hver Mand gaa ud fra mig, og de gik ud fra ham alle sammen. ¹⁰ Da sagde Amnon til Thamar: Bær Maden ind i Kammeret, at jeg kan æde af din Haand; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar dem ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret. ¹¹ Og der hun bar dem frem til ham at han skulde æde, da tog han fat paa hende og sagde til hende: Kom, min Søster, og lig hos mig. ¹² Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder! krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gøre i Israel; gør ikke denne Daarlighed. ¹³ Men jeg, hvor skulde jeg gaa hen med min Skam? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, kære, tal til Kongen, thi han nægter dig mig ikke. ¹⁴ Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og var stærkere end hun, og han krænkede hende og laa hos hende. ¹⁵ Siden hadede Amnon hende med et saare stort Had; thi det Had, som han hadede hende med, var større end Kærligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Staa op, gak bort. ¹⁶ Og hun sagde til ham: Vold mig ikke den Ulykke, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, saa at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende. ¹⁷ Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Driv dog denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Laas efter hende. ¹⁸ Og hun havde en broget Kjortel paa; thi i saadanne Kjortler plejede Kongens Døtre at klæde sig, saalænge de vare Jom fruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor og lukkede Døren i Laas efter hende. ¹⁹ Da tog Thamar Aske paa sit Hoved og sønderrev den brogede Kjortel, som hun havde paa, og lagde sin Haand paa sit Hoved og gik og raabte uafladelig. ²⁰ Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har, din Broder Amnon været hos dig? og nu, min Søster, ti! han er din Broder, læg ikke denne Sag paa dit Hjerte. Saa sad Thamar enlig i sin Broder Absaloms Hus. ²¹ Der Kong David hørte alle disse, Gerninger, da blev han saare vred. ²² Men Absalom talede ikke med, Amnon, hverken ondt eller godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster. ²³ Og det skete to Aar derefter, da havde Absalom Faareklipning i Baal-Hazor, som er ved Efraim, og Absalom indbød alle Kongens Børn. ²⁴ Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kære, se, din Tjener har Faareklipning, Kongen og hans Tjenere komme dog med din Tjener! ²⁵ Og Kongen sagde til Absalom: Nej, min Søn, lad os dog ikke alle gaa, at vi ikke skulle besvære dig; der han nødte ham, vilde han dog ikke gaa, men velsignede ham. ²⁶ Og Absalom sagde: Hvis du ikke vil, lad dog Amnon, min Broder, gaa med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaa med dig? ²⁷ Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaa med ham. ²⁸ Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk! ²⁹ Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saaledes som Absalom havde befalet. Da stode alle Kongens Sønner op og rede hver paa sin Mule og flyede. ³⁰ Og det skete, de de vare paa Vejen, da kom Rygte til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers. ³¹ Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder. ³² Da svarede Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Mænd, Kongens Sønner; thi Amnon alene er død; thi det Forsæt har været i Absaloms Mund fra den Dag, at han krænkede Thamar, hans Søster. ³³ Saa lægge nu min Herre Konge ikke det Ord paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon alene er død. ³⁴ Men Absalom flyede. Og den unge Karl, som stod paa Vagt, opløftede sine Øjne og saa, og se, der drog meget Folk frem paa Vejen efter hverandre ved Siden af Bjerget. ³⁵ Da sagde Jonadab til Kongen: Se, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, saaledes er det sket. ³⁶ Og det skete, der han havde endt at tale, se, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa, og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad. ³⁷ Men Absalom flyede og drog til Thalmaj, Ammihuds, Søn Kongen i Gesur. Og han sørgede over sin Søn alle de Dage. ³⁸ Der Absalom var flygtet og var daget til Gesur, da blev han der tre Aar. ³⁹ Og Kong David længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død.

¹ Da David var gaaet lidt frem fra Toppen, se, da kom Ziba, Mefiboseths Tjener, imod ham med et Par sadlede Asener, og paa dem vare to Hundrede Brød og hundrede Klaser Rosiner og hundrede Stykker Sommerfrugt og en Flaske Vin. ² Og Kongen sagde til Ziba: Hvad vil du dermed? og Ziba sagde: Asenerne skulle være for Kongens Hus til at ride paa, og Brødet og Sommerfrugten til at æde for de unge Karle, og Vinen til at drikke for den, som bliver træt i Ørken. ³ Og Kongen sagde: Men hvor er din Herres Søn? og Ziba sagde til Kongen: Se, han blev i Jerusalem; thi han sagde: I Dag skal Israels Hus give mig min Faders Rige igen. ⁴ Og Kongen sagde til Ziba: Se, alt det, som Mefiboseth har, skal være dit; og Ziba sagde: Jeg nedbøjer mig, lad mig finde Naade for dine Øjne, min Herre Konge! ⁵ Og Kong David kom tilBahurim, og se, der gik en Mand derudefra af Sauls Huses Slægt, hvis Navn ar Simei, Geras Søn, som gik ud og vedblev at bande ham. ⁶ Og han dog efter David og efter alle Kong Davids Tjenere med Stene, og alt Folket og alle de vældige vare ved højre og venstre Side af ham. ⁷ Og Simei sagde saa, der han bandede: Gak ud; gak ud, du blodgerrige Mand og du Belials Mand! ⁸ HERREN har betalt dig alt Sauls Huses Blod, hans i hvis Sted du er bleven Konge, HERREN har givet Riget i din Absaloms Haand, og se, du er i din Ulykke, thi du er en blodgerrig Mand. ⁹ Da sagde Abisaj, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kære, lad mig gaa over, og jeg vil tage hans Hoved. ¹⁰ Men Kongen sagde: Hvad har jeg med eder at gøre, I Zerujas Sønner? naar han bander, og HERREN har sagt til ham: Band David! hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa? ¹¹ Og David sagde til Abisaj og til alle sine Tjenere: Se, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit gøre det? lader ham være og lader ham bande, thi HERREN har sagt det til ham. ¹² Maaske HERREN skal se til min Elendighed, og HERREN skal betale mig godt i Stedet for hans Forbandelse paa denne Dag. ¹³ Saa gik David og hans Mænd paa Vejen; men Simei gik frem ved Siden af Bjerget tværs over for ham og blev ved at bande og slog med Stene tværs over for ham og støvede med Støvet. ¹⁴ Og Kongen kom ind og alt Folket, som var med ham, som vare trætte, og de vederkvægedes der. ¹⁵ Men Absalom og alt Folket, Israels Mænd, kom til Jerusalem, og Akitofel med ham. ¹⁶ Og det skete, der Arkiteren Husaj, Davids Ven, kom til Absalom, da sagde Husaj til Absalom: Kongen leve Kongen leve! ¹⁷ Men Absalom sagde til Husaj: Er dette din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven? ¹⁸ Og Husaj sagde til Absalom: Ikke saa; thi hvem HERREN og dette Folk og alle Israels Mænd udvælger, hans vil jeg være, og hos ham vil jeg blive. ¹⁹ Og for det andet, hvem skulde jeg tjene? skulde jeg ikke tjene for hans Søns Ansigt? ligesom jeg tjente for din Faders Ansigt, saa vil jeg være for dit Ansigt. ²⁰ Da sagde Absalom til Akitofel: Giver I nu Raad, hvad vi skulle gøre. ²¹ Og Akitofel sagde til Absalom: Gak ind til din Faders Medhustruer, som han lod blive tilbage til at bevare Huset, saa skal al Israel høre, at du er bleven forhadt hos din Fader, og alle deres Hænder, som ere hos dig, skulle blive stærke. ²² Da opsloge de et Telt paa Taget for Absalom, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øjne. ²³ Men Akitofels Raad, som han raadede i de Dage, var, ligesom man havde adspurgt Gud om en Ting; saa var alt Akitofels Raad baade for David og for Absalom.

¹ Og Akitofel sagde til Absalom: Kære, jeg vil udvælge tolv Tusinde Mand og gøre mig rede og forfølge David i Nat. ² Og jeg vil overfalde ham den Stund, han er træt og afmægtig, og forfærde ham, og alt Folket, som er hos ham, skal fly, og jeg vil slaa Kongen, medens han er ene. ³ Og jeg vil føre alt Folket tilbage til dig; ligesom alle vendte sig efter den Mand, som du søger efter, saa skal alt Folket blive i Fred.

⁶ Men Belials Børn, de skulle alle sammen være som Torne, der udkastes; thi de kunne ikke tages med Haand.

⁶³ Og Salomo ofrede Takofre, som han ofrede til HERREN, to og tyve Tusinde Øksne og Hundrede og tyve Tusinde Faar; saa indviede Kongen og alle Israels Børn HERRENS Hus. ⁶⁴ Paa den samme Dag helligede Kongen den mellemste Part af Forgaarden, som var lige for HERRENS Hus; thi han lavede der Brændofret og Madofret og Takofrenes Fedtstykker, fordi det Kobberalter, som stod for HERRENS Ansigt, var for lidet til at tage imod Brændofret og Madofret og Takofrenes Fedtstykker.

⁶⁶ Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Telte og vel til Mode i Hjertet over alt det gode, som HERREN havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.

²¹ Da gik Elias frem til alt Folket og sagde: Hvor længe ville I halte til begge Sider? dersom HERREN er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham! Men Folket svarede ham ikke et Ord.

³⁹ Og alt Folket saa det og faldt ned paa deres Ansigt og sagde: HERREN, han er Gud! HERREN, han er Gud!

¹⁸ Og Aanden iførte sig Amasaj, den Øverste af Høvedsmændene, og han sagde: Dig, David, tilhøre vi, og med dig, du Isajs Søn, ere vi; Fred, ja Fred være med dig og Fred med dem, som hjælpe dig! thi din Gud hjælper dig. Da tog David imod dem og satte dem til Øverster for Troppen.

¹⁰ Og David spurgte Gud ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? Og HERREN sagde til ham: Drag op, thi jeg vil give dem i din Haand. ¹¹ Og der de droge op til Baal-Perazim, da slog David dem der, og David sagde: Gud har brudt igennem mine Fjender ved min Haand, ligesom Vandet bryder igennem; derfor kaldte man det samme Steds Navn Baal-Perazim.

¹⁴ Og David adspurgte Gud ydermere, og Gud sagde til ham: Du skal ikke drage op efter dem, men vend dig fra dem, at du kan komme til dem tværs over for Morbærtræerne. ¹⁵ Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbærtræernes Toppe, da skal du drage ad til Striden; thi Gud er udgangen for dit Ansigt at slaa Filisternes Lejr. ¹⁶ Og David gjorde, som Gud havde befalet ham, og de sloge Filisternes Lejr fra Gibeon og indtil Geser.

⁸ Lover HERREN, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene.

³⁴ Lover HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig,

¹⁰ Der Joab saa, at Krigen truede ham for og bagfra, da udvalgte han nogle af alle de udvalgte i Israel og opstillede sig imod Syrerne.

²¹ Og de bragte HERREN Slagtofre og ofrede Brændofre for HERREN, den følgende Dags Morgen, nemlig tusinde Okser, tusinde Vædere, tusinde Lam, og deres Drikofre og Slagtofre i Mængde for al Israel.

¹¹ Og Asa raabte til HERREN sin Gud og sagde: HERRE! hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen, eller ingen Kraft; hjælp os, HERRE vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; HERRE! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig. ¹² Og HERREN slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judas Ansigt, og Morianerne flyede.

⁷ Og paa den samme Tid kom Hanani, Seeren, til Asa, Judas Konge, og sagde til ham: Fordi du forlod dig fast paa Kongen af Syrien og forlod dig ikke fast paa HERREN din Gud, derfor er Kongen af Syriens Hær undsluppen fra din Haand. ⁸ Vare ikke Morianerne og Libyerne en stor Hær med saare mange Vogne og Ryttere? dog, der du forlod dig fast paa HERREN, gav han dem i din Haand. ⁹ Thi HERRENS Øjne skue omkring paa al Jorden, og han viser sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham; du handlede daarligt i denne Sag; thi fra nu af skal der være Krig imod dig.

¹⁷ Det skal ikke være eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes HERREN frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager i Morgen ud imod dem, thi HERREN skal være med eder. ¹⁸ Da bøjede Josafat sit Ansigt ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for HERRENS Ansigt, at nedbøje sig for HERREN. ¹⁹ Og Leviterne af Kahathiternes Børn og af Koriternes Børn stode op at love HERREN, Israels Gud, med over- maade høj Røst. ²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke. ²¹ Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for HERREN, at de skulde love den hel- lige Majestæt, og, naar de droge ud frem for de bevæbnede, da skulde de sige: Lover HERREN, thi hans Miskundhed er evindelig. ²² Og den Tid de begyndte med Frydeskrig og Lovsang, lod HERREN et Baghold komme over Ammons Børn, Moab og dem fra Sejrs Bjerg, som vare komne imod Juda, og de kæmpede med hinanden.

²⁶ Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de HERREN; derfor kaldte de samme Steds Navn Iovsangsdal indtil denne Dag. ²⁷ Siden vendte hver Mand af Juda og Jerusalem om, og Josafat fremmerst for dem, for at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi HERREN havde givet dem Glæde over deres Fjender. ²⁸ Og de kom til Jerusalem med Psaltre og med Harper og med Basuner op til HERRENS Hus.

⁷ Og af Gud var Ahasias Undergang, saa at han kom til Joram; thi der han kom, da drog han ud med Joram imod Jehu, Nimsis Søn, som HERREN havde salvet til at udrydde Akabs Hus. ⁸ Og det skete, da Dommen udførtes af Jehu imod Akabs Hus, da traf han de Øverste af Juda og Ahasias Brodersønner, som tjente Ahasia, og slog dem ihjel.

¹¹ Og de sang, idet de lovede og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig over Israel; og alt Folket raabte med et stort Frydeskrig, idet de lovede HERREN, fordi Grundvolden til HERRENS Hus var lagt.

¹⁰ Fremdeles sagde han til dem: Gaar, æder det fede og drikker det søde og sender den, som intet har beredt, en Del; thi denne Dag er vor Herre hellig; derfor værer ikke bekymrede, thi HERRENS Glæde den er eders Styrke.

¹⁶ Der var kommet Lys og Glæde for Jøderne og Fryd og Ære.

⁹ til ham, som gør store Ting, hvilke man, ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem;

¹⁷ Se, Saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse! ¹⁸ Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge.

¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem ¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden, ¹⁸ for at spare hans Sjæl fra Graven og hans Liv fra at omkomme ved Sværd. ¹⁹ Han straffes ogsaa med Pine paa sit Leje og med vedholdende Uro i hans Ben, ²⁰ saa at hans Liv væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad; ²¹ hans Kød fortæres, saa man ikke kan se det, og hans Ben hensmuldre og ses ikke; ²² og hans Sjæl kommer nær til Graven og hans Liv nær til de dræbende Magter. ²³ Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, en af de tusinde, til at kundgøre Mennesket hans rette Vej: ²⁴ Saa skal Gud forbarme sig over ham og sige: Befri ham, at han ikke farer ned i Graven; jeg har. faaet Løsepenge; ²⁵ da skal hans Kød blive kraftigt mere end i den ungeAlder; sin Ungdoms Dage skal han faa igen. ²⁶ Han skal bede til Gud, og denne skal være ham naadig, og han skal se hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal gengive Mennesket hans Retfærdighed. ²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt. ²⁸ Han har befriet min Sjæl, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset. ²⁹ Se, alle disse Ting gør Gud to, tre Gange ved en Mand. ³⁰ for at føre hans Sjæl tilbage fra Graven, at den maa beskinnes af de levendes Lys.

⁵ Vend om, HERRE! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld!

⁹ Fuglene under Himmelen og Fiskene i Havet, hvad som farer hen ad Havets Veje. HERRE, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden!

¹³ Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. ¹⁴ HERRE, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,

² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!

⁶ Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig.

¹⁷ Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande. ¹⁸ Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke. ¹⁹ De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men HERREN var min Understøttelse.

²⁸ Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.

⁴⁰ Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David.

⁵ Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alle dine Anslag!

⁹ De have maattet bøje sig og ere faldne; men vi staa og holde os oprejste. Frels, HERRE! Kongen bønhøre os den Dag, vi raabe!

¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. ¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. ¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. ¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig.

²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

³ Hvo skal gaa op paa HERRENS Bjerg? hvo skal staa paa hans hellige Sted? ⁴ Den, som har uskyldige Hænder og er ren af Hjertet; den, som ikke har sat sin Hu til Løgn og ej svoret svigeligt.

⁷ I Porte, opløfter eders Hoveder, ja, opløfter, eder, I evige Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

⁹ I Porte, opløfter eders Hoveder, ja opløfter eder, I evige Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt. ³ Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig.

¹¹ HERRE! hør, og vær mig naadig; HERRE! vær min Hjælper. ¹² Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; HERRE, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.

⁸ Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle.

¹¹ Glæder eder i HERREN og fryder eder, I retfærdige! og synger med Fryd alle I, som ere oprigtige i Hjertet!

⁶ Og han skal føre din Retfærdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Jeg har biet taalmodigt efter HERREN, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. ³ Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. ⁴ Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa HERREN. ⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

¹⁰ Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det.

³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

⁴ Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! Min Majestæt og din Herlighed;

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

¹¹ Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

¹⁸ Thi du har ikke Lyst til Slagoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Brændoffer har du ikke Behagelighed. ¹⁹ Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke fortabte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter.

⁴ Gud! hør min Bøn, vend øren til min, Munds Tale.

⁷ Han skal betale mine Fjender det onde; udryd dem ifølge din der det onde; udryd dem ifølge din Sandhed! Jeg vil ofre dig frivilligt Offer; jeg vil takke dit Navn, HERRE! thi det er godt. Thi han friede mig af al Nød, og mit Øje saa sin Lyst paa mine Fjender.

¹⁸ Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst.

¹ Til Sangmesteren; til "den stumme Due i det fjerne" af David; "et gyldent Smykke", der Filisterne havde grebet ham i Gath. ² Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag. ³ Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. ⁴ Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig;

⁹ Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog?

¹¹ I Gud vil jeg prise Ordet; i HERREN vil jeg prise Ordet.

⁹ Lad dem være som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen.

¹⁰ Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning.

¹² Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

⁸ Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. ⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.

¹⁰ Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. ¹¹ Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. ¹² Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. ¹³ Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, ¹⁴ dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. ¹⁵ Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela.

³ Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David.

¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.

³³ De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! ³⁴ Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne.

¹⁷ Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. ¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

²⁸ Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, HERRE, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.

² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig!

¹⁴ Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. ¹⁵ Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,

¹⁰ Gud, vort Skjold! se til og sku din Salvedes Ansigt.

¹⁷ Gør et Tegn for mig til det gode, at de, som hade mig, maa se det og beskæmmes; thi du, HERRE! har hjulpet mig og trøstet mig.

¹⁷ Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig.

¹³ Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.

¹⁷ Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

¹¹ Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med Frisk Olie.

¹² Salig er den Mand, som du, HERRE! advarer, og den, du underviser ud af din Lov ¹³ for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.

² Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer!

¹ En Psalme. Synger HERREN en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.

⁴ Gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang; takker ham, velsigner hans Navn. ⁵ Thi HERREN er god, hans Miskundhed varer evindelig og hans Sandhed fra Slægt til Slægt.

¹⁷ Men HERRENS Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn,

¹ Halleluja! Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

¹ Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

¹³ Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

¹⁹ Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

²² og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

⁸ Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender.

⁹ Israel! forlad dig paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. ¹⁰ Arons Hus! forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. ¹¹ I, som frygte HERREN, forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold.

¹ Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer.

³ Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. ⁴ Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl!

¹⁸ Jeg vil betale HERREN mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, ¹⁹ i HERRENS Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!

¹ Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig.

¹⁴ HERREN er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse.

²⁹ Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.

¹³ Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme.

⁵⁴ Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus.

¹¹¹ Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelg; thi de ere mit Hjertes Glæde.

¹ En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til HERREN i min Nød, og han bønhørte mig.

⁸ Og de, som ere gaa forbi, sige ikke: HERRENS Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i HERRENS Navn.

¹ En Sang paa Trapperne. Af det dybe raaber jeg til dig, HERRE! ² Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst.

¹ En Sang paa Trapperne. Se, lover HERREN, alle HERRENS Tjenere. I, som staa om Nætterne i HERRENS Hus. ² Opløfter eders Hænder til Helligdommen, og lover HERREN! ³ HERREN velsigne dig fra Zion, han, som gjorde Himmel og Jord.

³ HERREN velsigne dig fra Zion, han, som gjorde Himmel og Jord.

¹⁹ Israels Hus lover HERREN; Arons Hus! lover HERREN. ²⁰ Levis Hus lover HERREN; I, som frygte HERREN!

¹ Priser HERREN; thi han er god, thi hans Miskundhed vare evindelig.

⁴ De have skærpet deres Tunge som en Slange, der er øglegift under deres Læber. Sela.

¹ En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid.

⁴ En Slægt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vælde.

¹⁰ Dig, HERRE! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig.

² Jeg vil love HERREN, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til. ³ Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. ⁴ Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. ⁵ Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud;

⁵ Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud;

¹⁹ Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love. ²⁰ Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!

¹¹ Min Søn! foragt ikke HERRENS Tugt, og vær ikke utaalmodig ved hans Revselse. ¹² Thi HERREN revser den, som han elsker, og som en Fader den Søn, i hvem han har Behag.

⁶ Thi som Tjørne sprags under Gryden, saa er Daarers Latter; ogsaa dette er Forfængelighed.

² Det Folk, som vandrede i Mørket, ser et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinner et Lvs.

² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

¹ HERRE! du er min Gud, jeg vil ophøje dig, jeg vil bekende dit Navn; thi du gjorde Under; de Raad, som ere fattede længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.

⁹ Og man skal sige paa den Dag: Se, dette er vor Gud, vi have haabet paa ham, og han skal frelse os; dette er HERREN, vi have haabet paa ham, vi ville fryde os glæde os ved hans Frelse.

² Oplader Portene at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab.

⁴ Jeg har ikke Vrede; rnen lad Torne og Tidsler komme imod mig med Krig, da vil jeg falde imod paa dem og opbrænde dem til Hobe,

² de, som gaa hen for at drage ned til Ægypten uden at adspørge min Mund for at styrke sig ved Faraos Magt og at søge Ly under Ægyptens Skygge. ³ Thi Faraos Magt skal blive eder til Beskæmmelse og det Ly under Ægyptens Skygge til Skam.

¹⁵ Thi saa sagde den Herre, HERRE, den Hellige i Israel: Ved Omivendelse og Stilhed skulle I frelses, i Rolighed og i Tillid skal eders Styrke være; men I vilde ikke. ¹⁶ Men I sagde: Nej, thi vi ville fly til Hest, derfor skulle I fly; og vi ville ride paa lette Heste, derfor skulle eders Forfølgere ogsaa vorde lette. ¹⁷ Et Tusinde skal fly for eens Skælden; for fem, som skælde, skulle I fly, indtil I blive tilovers som en Stang oven paa et Bjerg og som et Banner paa en Høj.

¹ Ve dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp og forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare stærke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke HERREN!

⁸ Og Assur skal ikke falde ved Mands Sværd, men et Sværd, som ikke er et Menneskes, skal fortære ham; og han skal fly for Sværdet, og hans unge Karle skulle gøres til Trælle.

⁸ Og en banet Sti og Vej skal være der, en Vej, som kaldes Helligdommens; ingen uren skal gaa ad den, men den skal være for dem selv; de, som vandre paa denne Vej, endog Enfoldige, skulle ikke fare vild. ⁹ Ingen Løve skal være der, og intet Rovdyr kommer derop eller findes der; men de igenløste skulle vandre der. ¹⁰ Og HERRENS forløste skulle komme tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; Fryd og glæde skulle de naa, og Sorrig og Suk skal fly.

⁶ Se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten for alle dem, som forlade sig paa ham. ⁷ Og om du vil sige til mig: Vi forlade os paa HERREN vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og til Jelusalem: For dette Alter skulle I tilbede?

¹⁶ Herre! ved disse Ting lever man, og ved dem alle faar min Aand Liv; du gøre mig stærk og holde mig i Live! ¹⁷ Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg. ¹⁸ Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, venlte ikke paa din Trofasthed. ¹⁹ Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed. ²⁰ HERREN er rede til at frelse mig, og med mine Harpetoner ville vi lege alle vort Livs Dage i HERRENS Hus.

²⁰ HERREN er rede til at frelse mig, og med mine Harpetoner ville vi lege alle vort Livs Dage i HERRENS Hus.

²² Og Ezekias sagde: Hvad Tegn er der paa, at jeg skal gaa op til HERRENS Hus?

¹⁷ Israel er frelst ved, HERREN med en evig Frelse; I skulle ikke beskæmmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.

²² Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere. ²³ Jeg har svoret ved mig selv, af Retfærdigheds Mund udgik et Ord, og det skal ikke tages tilbage: At for mig skal hvert Knæ bøje sig, til mig skal hver Tunge sværge. ²⁴ Kun i HERREN, siger man om mig, er Retfærdighed og Styrke; til ham skal man komme, men alle de, som vredes paa ham, skulle beskæmmes. ²⁵ I HERREN skal al Israels Sæd retfærdiggøres og prise sig.

⁸ Saa siger HERREN: Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de Øde Arvedele

⁹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du HERRENS Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen? ¹⁰ Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem? ¹¹ Og HERRENS forløste skulle vende tilbage. og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glæde; Sorg og Suk skulle fly. ¹² Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte. for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?

¹³ Dersom du holder din Fod i Hvile paa Sabbaten og ikke bør, hvad du selv har Behag i, paa min hellige Dag, og dersom du kalder Sabbaten en Lyst og HERRENS Helligdag en Herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne Veje og ikke gør, hvad dig behager, og ikke fører tom Tale:

¹ Gør dig rede, bliv Lys; thi dit Lys er kommet, og HERRENS Herlighed er opgangen over dig.

⁷ Jeg vil forkynde HERRENS Miskundhed, HERRENS Pris, efter alt det, som HERREN har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.

¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, mine Tjenere skulle æde, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glædes, men I skulle beskæmmes;

⁵ Saa siger HERREN: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra HERREN. ⁶ Og han skal være som den enlige paa den Øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbrændte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos. ⁷ Velsignet den Mand, som forlader sig paa HERREN, og hvis lillid HERREN er!

¹¹ Men HERREN er med mig som en vældig Helt, derfor skulle mine Forfølgere snuble og ikke faa Overhaand; de skulle vorde saare beskæmmede, thi de have ikke handlet forstandigt, til en evig Skam, som ikke skal glemmes.

¹¹ Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, deres Røst, som sige: Takker den HERRE Zebaoth, thi HERREN er god, thi hans Miskundhed er evindelig, og deres, som bringe Takoffer til HERRENS Hus; thi jeg vil omvende Landets Fangenskab som i Begyndelsen, sagde HERREN.

¹⁰ HERREN har udført vor Retfærdige Sag kommer og lader os Zion fortælle HERRENS, vor Guds, Gerning.

⁷ naar de gribe din Haand, knækker du og splitter dem hver Skulder; og naar de støtte sig paa dig, sønderbrydes du og bringer dem alle Lænder til at vakle derfor,

⁶ Vandene omsluttede mig indtil Sjælen, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved.

⁵ Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm. ⁶ Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk. ⁷ Men jeg vil skue ud efter HERREN, jeg vil bie efter min Frelses Gud min Gud vil høre mig. ⁸ Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! thi ere jeg falden, skal jeg staa op igen, og sidder jeg i Mørket, skal HERREN være mit Lys.

⁸ Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! thi ere jeg falden, skal jeg staa op igen, og sidder jeg i Mørket, skal HERREN være mit Lys. ⁹ HERRENS Vrede vil jeg bære, thi jeg har syndet imod ham, - indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal skue hans Retfærdighed.

⁹ HERRENS Vrede vil jeg bære, thi jeg har syndet imod ham, - indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal skue hans Retfærdighed. ¹⁰ Og min Modstanderinde maa se det, og Skam skal bedække hende, idet hun siger til mig: Hvor er HERREN din Gud? mine Øjne skulle se deres Lyst paa hende; nu skal hun blive til at nedtrædes som Dynd paa Gader.

¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.

¹² Er du ikke fra fordums Tid HERREN, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; HERRE! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfæstet det til at straffe os.

⁹ Thi se Stenen, som jeg har lagt for Josvas Ansigt, over een Sten ere syv Øjne; se, jeg udgraver Udgravningen paa den, siger den HERRE Zebaoth, og jeg vil borttage dette Lands Skyld paa een Dag.

⁷ Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels Ansigt? bliv til Slette! og han skal føre Slutstenen frem under Fryderaabene: Naade, Naade være over den!

³ Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil gøre Jerusalem til en Sten at løfte paa for alle Folkefærd, alle, som ville løfte paa den, skulle visselig rive sig; og alle Hedningefolk paa Jorden skulle samle sig imod den.

¹ Se, en Dag kommer for HERREN og dit Bytte skal deles i din Midte. ² Og jeg vil sanke alle Hedningefolkene imod Jerusalem til Krigen, og Staden skal indtages og Husene plyndres og Kvinderne skændes; og Halvdelen af Staden skal gaa ud i Landflytighed, men det overblevne af Folket skal ikke udryddes af Staden. ³ Og HERREN skal drage ud og stride imod disse Hedningefolk som den Dag, da han stred paa Krigens Dag.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. ²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: ²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

¹ Da blev Jesus ført af Aanden i Ørken, at fristes af Djævelen. ² Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider. ³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød. ⁴ Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund. ⁵ Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa tindingen af Templet og sagde til ham: ⁶ er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. ⁷ Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud. ⁸ Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham: ⁹ Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig. ¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. ¹¹ Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.

⁹ men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

⁴² Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine.

³⁹ Thi jeg siger Eder: I skulle fra nu af ikke see mig, indtil I sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!

¹ Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at see Graven. ² Og see, der skete et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Indgangen og satte sig der. ³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee. ⁴ Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde. ⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede. ⁶ Han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae; ⁷ og gaaer hastelig hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de Døde; og see, han gaaer forud for Eder til Galilæa, der skulle I see ham. See, jeg har sagt Eder det. ⁸ Og de gik hastelig ud af Graven med Frygt og stor Glæde, og løb at bebude hans Discipledet.

⁹ Og de, som gik for, og de, som fulgte, raabte og sagde: Hosanna, velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! ¹⁰ Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

¹⁰ Da sagde Jesus: have I ikke læst, hvad skrevet er: den Steen som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen? ¹¹ Det er skeet af Herren og er underligt for vore Øine

³¹ Men han sagde endydermere: dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig. Men ligesaa sagde de og alle. ³² Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: sætter Eder her, imedens jeg beder. ³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. ³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager! ³⁵ Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.

⁵¹ Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke.

³⁵ See, Eders Huus skal lades Eder øde. Men sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke see mig, indtil Tiden kommer, naar I skulle sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!

³⁸ velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste!

¹⁷ Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

¹² Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

⁴ Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den.

¹³ toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge!

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder! ²⁰ Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren.

³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner. ³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre. ³⁴ Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand, ³⁵ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. ³⁶ Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.

⁴⁶ Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed, ⁴⁷ idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.

¹⁴ Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder. ¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

¹³ Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus.

³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.

⁴¹ seer, I Foragtere! og forundrer Eder og bliver til Intet; thi en Gjerning gjør jeg i Eders Dage, en Gjerning, hvilken I ikke vilde troe, dersom Nogen fortalte Eder den.

³⁴ Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud.

⁷ Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlængede Talen indtil Midnat.

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

⁷ Thi Ingen af os lever sig selv, og Ingen døer sig selv; ⁸ thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi Herrens. ⁹ Dertil er jo Christus baade død og opstanden og bleven levende igjen, at han skal herske baade over Døde og Levende.

³² Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke med Verden skulle fordømmes.

⁹ Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde; ¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os, ¹¹ idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, paa det den Naade som er os beviist for Manges Skyld, maa erkjendes af Mange med Taksigelse for os.

⁹ som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne;

¹⁶ Og saa Mange, som gaae frem efter denne Regel, over dem, være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel.

¹⁹ og hvilken hans Magts overvættes Storhed er over os, som troe efter hans vældige Krafts virkning, ²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,

²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

¹⁴ Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,

¹⁰ Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han revser os til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. ¹¹ Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn.

⁴ Kommer til ham, den levende Steen, der vel blev forskudt af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, ⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus. ⁶ Derfor hedder det og i Skriften: see, jeg sætter i Zion en Hovedhjørnesteen som er udvalgt og dyrebar; og hvo, som troer paa ham, skal ingenlunde beskæmmes. ⁷ Eder, altsaa, som troe, tilkommer denne ære; men for de Vantroe er denne Steen, hvilken Bygningsmændene forstødte, bleven til en Hovedhjørnesteen og en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; ⁸ hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte. ⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys, ¹⁰ I, som fordum ikke var et Folk, men nu ere Guds Folk; som ikke havde erholdt barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

⁶ og har gjort os til Konger og Præster for sin Gud og Fader: ham være Ære og Kraft i al Evighed! Amen.

¹⁰ Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde:

⁷ Og det første Dyr var ligt en Løve; og det andet Dyr var ligt en Oxe; og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske; og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer! ⁹ Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende: ¹¹ Værdig er du, Herre! at annamme Ære og Priis og Kraft; thi du har skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.

⁸ Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner. ⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.

²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den.

¹ Og derefter hørte jeg en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelse og Ære og Priis og Magt være Herren vor Gud! ² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand. ³ Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed. ⁴ Og de fire og tyve Ældste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Thronen, og sagde Amen! Halleluja! ⁵ Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store!

⁵ Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store!

¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær. ²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.

⁸ Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand. ⁹ Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de Helliges Leir og den elskede Stad, og Ild nedfaldt af Himmelen fra Gud, og fortærede dem.

²⁴ Og Folkeslagene af de Frelste skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger føre deres Glands og Herlighed til den. ²⁵ Dens porte skulle ikke lukkes om Dagen, og Nat skal der ikke være. ²⁶ Og de skulle føre Folkenes Glands og Herlighed til den. ²⁷ Og intet Ureent skal komme ind i den, ei heller Nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.

¹⁴ Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa det de maa faae Adgang til Livsens Træ og indgaae igjennem Portene i Staden.

¹⁴ Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa det de maa faae Adgang til Livsens Træ og indgaae igjennem Portene i Staden. ¹⁵ Men udenfor ere Hundene og Troldkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og hver som elsker og øver Løgn.