Proverbs 17:14 Cross References - Danish

¹⁴ Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem.

⁸ Og Abram sagde til Lot: Kære, lad der ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere jo Brødre. ⁹ Er ikke det ganske Land for dig Kære, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre Side, da vil jeg fare til den højre, og dersom du vil til den højre, da vil jeg fare til den venstre.

¹ Og Mændene af Efraim sagde til ham: Hvad er det for en Ting, du har gjort os, at du ikke kaldte os, der du gik at stride imod Midianiterne? og de kivede stærkt med ham. ² Og han sagde til dem: Hvad har jeg nu gjort som I? er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiesers Vinhøst? ³ Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaar jeg at gøre som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres Vrede af fra ham.

¹ Og hver Mand af Efraim blev opbudt og drog over mod Norden, og de sagde til Jeftha: Hvorfor gik du over til at stride imod Ammons Børn og kaldte os ikke at gaa med dig? Vi ville brænde dit Hus over dig med Ild. ² Og Jeftha sagde til dem: Jeg og mit Folk havde en svar Trætte med Ammons Børn; og, jeg kaldte ad eder, men I frelste mig ikke af deres Haand. ³ Der jeg saa, at du ikke vilde frelse, da satte, jeg mit Liv i min Haand og drog over til Ammons Børn; og HERREN gav dem i min Haand; og hvorfor komme I op til mig paa denne Dag at stride imod mig? ⁴ Og Jeftha samlede alle Mænd i Gilead og stred imod Efraim; og Mændene i Gilead sloge Efraim; thi de havde sagt: I Mænd af det Gilead, som ligger mellem Efraim og Manasse, ere overløbere fra Efraim. ⁵ Thi Gileaditerne indtoge Jordanens Færgestæder overfor Efraim, og det skete, naar nogen af de undkomne af Efraim sagde: Jeg vil gaa over, da sagde Mændene af Gilead til ham: er du en Efratiter og han sagde: Nej ⁶ Da sagde de til ham: Kære sig: Sjibboleth, og han sagde: I Sjibboleth, og kunde saaledes ikke udtale det ret; saa grebe de ham og sloge ham ihjel ved Jordanens Færgestæder og der faldt paa den samme Tid af Efraim to og fyrretyve Tusinde

¹⁴ Og Abner sagde til Joab: Lad dog de unge Karle gøre sig rede og holde Kampleg for vort Ansigt; Joab sagde: Lad dem gøre sig rede. ¹⁵ Saa gjorde de sig rede og gik over efter Tallet; tolv for Benjamin, det er for Isboseth, Sauls Søn, og tolv af Davids Tjenere. ¹⁶ Og den ene tog den anden fat ved Hovedet og stødte sit Sværd i den andens Side, og de faldt til Hobe, og man kaldte det Sted Helkat-Zurim, som ved Gibeon. ¹⁷ Og Striden blev samme Dag saare haard; men Abner og Israels Mænd bleve slagne for Davids Tjeneres Ansigt.

⁴¹ se, da kom alle Israels Mænd til Kongen, og de sagde til Kongen: Hvorfor have vore Brødre, Judas Mænd, stjaalet dig og ført Kongen og hans Hus over Jordanen og alle Davids Mænd med ham?

¹⁴ Og han talte til dem efter de unges Raad og sagde: Min Fader gjorde eders Aag svart, men jeg vil gøre det svarere; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg vil tugte eder med Skorpioner. ¹⁵ Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var fra Gud, for at HERREN kunde stadfæste sit Ord, som han havde talt ved Siloniten Ahia til Jeroboam, Nebats Søn. ¹⁶ Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi i David? og: Vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik al Israel til sine Telte, hver især.

¹⁷ Og Abia og hans Folk slog dem med et stort Slag, og de ihjelslagne, som faldt af Israel, vare fem Hundrede Tusinde udvalgte Mænd.

¹⁷ Og Amazia, Judas Konge, holdt Raad og sendte Bud til Joas, en Søn af Joakas, der var en Søn af Jehu, Israels Konge, og lod sige: Kom og lader os se hinandens Ansigt! ¹⁸ Men Joas, Israels Konge, sendte til Amazia, Judas Konge, og lod sige: Tornebusken, som er paa Libanon, sendte til Cedertræet, som er paa Libanon, og lod sige: Giv min Søn din Datter til Hustru; men vilde Dyr paa Marken, som vare paa Libanon, gik over og nedtraadte Tornebusken. ¹⁹ Du siger: Se, du har slaget Edomiterne, og dit Hjerte gør dig hovmodig saa du vil æres; nu, bliv i dit Hus; hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig? ²⁰ Men Amazia adlød ikke; thi det var af Gud, for at give dem i Fjendehaand, fordi de havde søgt Edomiternes Guder. ²¹ Saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saa hinandens, Ansigt, han og Amazia, Judas Konge, ved Beth-Semes, som hører til Juda. ²² Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sine Telte. ²³ Og Joas, Israels Konge, fangede Amazia, Judas Konge, en Søn af Joas, der var en Søn af Joakas, ved Beth-Semes; og han førte ham til Jerusalem og nedrev Jerusalem Mur fra Efraims Port indtil Hjørneporten, et Stykke paa fire Hundrede Alen. ²⁴ Og han tog alt Guldet og Sølvet og alle Redskaber, som fandtes i Guds Hus, hos Obed-Edom, og Skattene i Kongens Hus og Gidslerne, og han vendte tilbage til Samaria.

⁶ Thi Peka, Remaljas Søn, ihjelslog i Juda hundrede og tyve Tusinde paa een Dag, alle vaabendygtige Folk, fordi de; forlode HERREN, deres Fædres Gud.

¹⁰ Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem; som lade sig raade er Visdom.

²⁹ Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.

¹ Salomo taler om viis og daarlig Tale. Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse.

³² Den langmodige er bedre end den vældige, og den, som hersker over sin Aand, er bedre end den, der indtager en Stad.

¹⁹ Hvo der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj.

¹¹ Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse.

³ Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den.

⁸ Gak ikke hastelig ud for at trætte, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Næste har beskæmmet dig.

²¹ Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.

²² En vredagtig Mand opvækker rrætte, og en hidsig Mand begaar megen Overtrædelse.

⁸ Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; bedre langmodig end hovmodig. ⁹ Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.

³⁹ Men jeg siger Eder, at I skulle ikke sætte Eder imod det onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa det høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til. ⁴⁰ Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig og tage din kjortel, lad ham og beholde Kappen. ⁴¹ Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae en Mil, gak to med ham.

¹ Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. ² Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. ³ Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning. ⁴ Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste. ⁵ Og denne Tale behagede den ganske Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og Philippus og Prochorus og Nicanor og Timon og Parmenas og Nicolaus, en Proselyt fra Antiochia,

² Da der herover opstod en heftig Strid og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Tvist med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Ældste angaaende dette Spørgsmaal. ³ Disse droge da, ledsagede paa Veien af Menigheden, igjennem Phoenicien og Samarien, og fortalte Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. ⁴ Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort for dem. ⁵ Men der opstode nogle Troende af Pharisæernes Sect, som sagde: man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov. ⁶ Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overlægge denne Sag. ⁷ Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe. ⁸ Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig Aand, ligesom og os. ⁹ Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres hjerter ved Troen. ¹⁰ Hvi friste I da nu Gud, at I ville lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære? ¹¹ Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade, paa samme Maade som og de. ¹² Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne. ¹³ Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig! ¹⁴ Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn. ¹⁵ Og dermed stemme Propheternes taler overeens, som skrevet er: ¹⁶ derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen, ¹⁷ paa det de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren som gjør alt dette. ¹⁸ Gud kjender fra Evighed alle sine Gjerninger. ¹⁹ Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud; ²⁰ men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Kvalte, og fra Blod. ²¹ Thi Moses har fra gammel Tid i hver Stad dem, som han prædike, og læses hver Sabbat iSynagogerne.

¹⁸ Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.

¹¹ og at søge Ære i at leve stille og varetage hver sin gjerning og arbeide med Eders egne Hænder, saasom vi have budet Eder,

²³ Undfly dig for daarlige og uforstandige Spørgsmaal, efterdi du veed, at de føde Strid af sig. ²⁴ Men en Herrens Tjener bør det ikke at stride, men at være mild imod Alle, bekvem til at lære, istand til at taale Ondt,

¹⁴ Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden. ¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel. ¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.