Numbers 23 Cross References - Danish

¹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. ² Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. ³ Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske HERREN møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted. ⁴ og Gud mødte Bileam, og denne sagde til ham: Jeg har oprejst syv Altere og ofret en Okse og en Væder paa hvert Alter. ⁵ Da lagde HERREN Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale. ⁶ Og han vendte tilbage til ham, og se, har stod ved sit Brændoffer, han og alle Moabiternes Fyrster. ⁷ Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel! ⁸ Hvor ledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da HERREN ikke vredes ⁹ Thi fra Klippernes Top ser jeg; ham, og fra Højene skuer jeg ham, se det Folk skal bo alene og skal ikke regne sig til Hedningerne ¹⁰ Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans! ¹¹ Da sagde Balak til Bileam: Hvad gør du imod mig? jeg tog dig hid til at forbande mine Fjender, og se du har velsignet dem. ¹² Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare paa at tale det, som HERREN lægger i min Mund ¹³ Og Balak sagde til ham: Kære kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra. ¹⁴ Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. ¹⁵ Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Brændoffer, og jeg vil saa søge et Møde. ¹⁶ Og HERREN mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale. ¹⁷ Og han kom til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer og Moabiternes Fyrster hos ham, og Balak sagde til ham: Hvad sagde HERREN? ¹⁸ Og han tog til sit Sprog og sagde: Staa op, Balak, og hør, bøj dit Øre til mig, Zippors Søn! ¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? ²⁰ Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det. ²¹ Han skuede ikke Uret i Jakob, og saa ikke Jammer i Israel; HERREN, hans Gud, er med ham, og Kongejubel hos ham. ²² Gud er den, som førte dem ud af Ægypten, de have megen Styrke som Enhjørningen. ²³ Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort. ²⁴ Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod. ²⁵ Da sagde Balak til Bileam: Du skal hverken forbande det, ej heller skal du velsigne det. ²⁶ Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som HERREN vil tale, det vil jeg gøre? ²⁷ Og Balak sagde til Bileam: Kære, gaa med, jeg vil tage dig med hen hen til et andet Sted; maaske det maatte være Ret for Guds Øjne, at du derfra forbander mig det. ²⁸ Og Balak tog Bileam med sig paa Peors Top, som skuer ud over Ørken. ²⁹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered rnig her syv Okser og syv Vædre. ³⁰ Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

²⁰ Og Noa byggede HERREN et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret.

²² Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram.

² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse.

¹⁶ Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles.

² Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig.

⁷ Da talede Isak til Abraham, sin Fader, og sagde: Min Fader! og denne sagde: Se, her er jeg, min Søn; og han sagde: Se, Ilden og Veddet! men hvor er Lammet til Brændofferet? ⁸ Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Brændofferet, min Søn; saa gik de begge tilsammen.

¹³ Da opløftede Abraham sine Øjne og saa, og se, en Vædder bag ham var indviklet i Busken ved sine Horn; og Abraham gik og tog Vædderen og ofrede den til Brændoffer i sin Søns Sted.

¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;

² staa op, gak til Padaan-Aram til Bethuel din Morfaders Hus, og tag dig derfra en Hustru af Laban din Morbroders Døtre.

⁷ Og Jakob var sin Fader og sin Moder lydig og drog til Paddan Aram.

¹⁴ Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

⁹ Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op?

²⁷ Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.

²¹ Og HERREN gik foran dem om Dagen i en Skystøtte for at lede dem paa vejen, om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.

¹⁸ Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere.

¹² Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Brændoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels ældste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.

⁵ Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. ⁶ Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.

² Jeg er HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus.

²⁴ Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Brændofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig, og velsigne dig.

¹ Og du skal gøre Alteret af Sihimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være og tre Alen højt. ² Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være ud af eet med det. Og du skal beslaa det med Kobber. ³ Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber. ⁴ Du skal gøre et Gitter dertil, gjort som et Net, af Kobber; og du skal gøre paa Nettet fire Kobberringe i dets fire Hjørner. ⁵ Og du skal sætte det neden for Alterets Afsæt, og Nettet skal naa indtil midt paa Alteret. ⁶ Du skal og gøre Stænger til Alteret, Stænger af Sithimtræ, og du skal beslaa dem med Kobber. ⁷ Og dets Stænger skulle stikkes i Ringene, og Stængerne skulle være paa begge Alterets Sider til at bære det med, ⁸ Du skal gøre det af Fjæle, hult; ligesom han lod dig se paa Bjerge skulle de gøre det.

⁴⁵ Jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil være dem en Gud. ⁴⁶ de skulle fornemme, at jeg er HERREN deres Gud, som udførte dem af Ægyptens Land for at bo midt iblandt dem; jeg er HERREN deres Gud.

¹⁴ Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile. ¹⁵ Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikk drage op herfra. ¹⁶ Og hvor paa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, Søn er paa Jorderiges Kreds.

¹⁶ Og hvor paa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, Søn er paa Jorderiges Kreds.

⁹ Og han sagde: Kære, dersom jeg har fundet naade for dine Øjne, Herre, da gaa Herren nu midt iblandt os; thi dette er et haardnakket Folk, og du ville forlade os vor Misgerning og vor Synd, og tage os til Arv!

¹ Og han kaldte ad Mose; og HERREN talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde:

⁹ Alle de talte til Judas Lejr ere hundrede Tusinde og seks og firsindstyve Tusinde og fire Hundrede efter deres Hære; de skulle rejse i den første Afdeling.

¹⁶ Alle de talte til Rubens Lejr ere hundrede Tusinde og eet og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede og halvtredsindstyve efter deres Hære; og de skulle rejse i den anden Afdeling.

²⁴ Alle de talte til Efraims Lejr ere hundrede Tusinde og otte Tusinde og Hundrede efter deres Hære; og de skulle rejse i den tredje Afdeling.

³¹ Alle de talte til Dans Lejr ere hundrede Tusinde og syv og halvtredsindstyve Tusinde og seks Hundrede; de skulle rejse i den sidste Afdeling efter deres Bannere.

²⁰ og fra Bamoth til den Dal som er paa Moabs Mark, mod Toppen af Pisga, der skuer ud over Ørken.

⁵ Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig.

⁵ Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. ⁶ Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet

⁶ Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet ⁷ Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. ⁸ Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom HERREN vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam.

⁸ Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom HERREN vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. ⁹ Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Mænd, som ere hos dig?

⁹ Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Mænd, som ere hos dig?

¹¹ Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg; kunde stride imod det og uddrive det. ¹² Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet.

¹⁷ Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! ¹⁸ Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde HERREN min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort.

²⁰ Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre.

³¹ Da oplod HERREN Bileams Øjne, at han saa HERRENS Engel staaende i Vejen med det dragne Sværd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt. ³² Og HERRENS Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. ³³ Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen: for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve. ³⁴ Da sagde Bileam til HERRENS Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. ³⁵ Og HERRENS Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster.

³⁵ Og HERRENS Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster.

³⁸ Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale.

⁴¹ Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje og han saa derfra det yderste af Folket.

¹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre.

¹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. ² Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. ³ Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske HERREN møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted.

⁵ Da lagde HERREN Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale.

⁷ Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel! ⁸ Hvor ledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da HERREN ikke vredes

¹² Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare paa at tale det, som HERREN lægger i min Mund ¹³ Og Balak sagde til ham: Kære kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra.

¹³ Og Balak sagde til ham: Kære kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra. ¹⁴ Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. ¹⁵ Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Brændoffer, og jeg vil saa søge et Møde. ¹⁶ Og HERREN mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale.

¹⁸ Og han tog til sit Sprog og sagde: Staa op, Balak, og hør, bøj dit Øre til mig, Zippors Søn! ¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? ²⁰ Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det.

²⁰ Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det.

²³ Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort.

²⁶ Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som HERREN vil tale, det vil jeg gøre?

²⁹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered rnig her syv Okser og syv Vædre. ³⁰ Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

¹ Der Bileam saa, at det behagede HERREN, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme; men han rettede sit Ansigt mod Ørken.

³ Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand hvis, Øje tillukket,

⁸ Gud er den, som førte ham ud af Ægypten, de have megen Styrke, Enhjørningen; han skal fortære Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Ben og saare dem med sine Pile.

⁸ Gud er den, som førte ham ud af Ægypten, de have megen Styrke, Enhjørningen; han skal fortære Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Ben og saare dem med sine Pile. ⁹ Han har bøjet sig, lagt sig som en Løve og som en Løveinde, hvo tør jage ham op? velsignet være de, som dig velsigne, og forbandet være de, som dig forbande, ¹⁰ Da optændtes Balaks Vrede mod Bileam, og han slog sine Hænder sammen: og Balak sagde til Bileam Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet nu tre Gange.

¹² Og Bileam sagde til Balak: Talede jeg ikke ogsaa til dine Bud, som du sendte til mig, og sagde: ¹³ Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtræde HERRENS Ord, til at gøre godt eller ondt efter mit eget Hjerte; det som HERREN vil tale, det vil jeg tale.

¹³ Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtræde HERRENS Ord, til at gøre godt eller ondt efter mit eget Hjerte; det som HERREN vil tale, det vil jeg tale.

¹⁵ Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, hvis Øje er tillukket;

¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn.

²¹ Og der han saa Keniterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Fast er din Bolig, og bygget paa Klippen er din Rede.

²³ Og han tog til sit Sprog og sagde: Ve! hvo skal blive ved Live, naar Gud beskikker det?

³² Og paa den syvende Dag syv Tyre, to Vædre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,

²⁷ Gak op paa Pisgas Top, og opløft dine Øjne mod vesten og mod Norden og mod Sønden og mod Østen, og se det med dine Øjne; thi du skal ikke gaa over denne Jordan.

⁴⁹ og hele den slette Mark paa denne Side Jordanen mod Østen, og indtil Havet ved den slette Mark neden for Foden af Pisga.

¹⁸ Jeg vil oprejse dem en Profet midt ud af deres Brødre, ligesom du er; og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham.

⁴ for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig.

⁸ Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal.

⁵ Og han blev en Konge for Jeskurun, da Folkets Øverster forsamlede sig tillige med Israels Stammer.

¹⁷ Den førstefødte af hans Øksne har Højhed og Horn som Enhjørningens Horn; med dem skal han stange Folkene til Hobe indtil Jórdens Ende; og dette er de ti Tusinde af Efraim, og dette er de Tusinde at Manasse.

²⁰ Og han sagde om Gad: Velsignet være den, som udbreder Gad! som en Løve hviler han, og han røver Arm, ja Isse med.

²⁸ Og Israel bor tryggelig fór sig selv; Jakobs Øje er til et Land med Korn og Vin; ja hans Himle skulle dryppe med Dug.

¹ Og Mose gik op fra Moabs slette Marker paa Nebo Bjerg, paa Pisgas Top, som er lige over for Jeriko; og HERREN lod ham se hele Landet: Gilead indtil Dan

²² Og Bileam, Beors Søn, Spaamanden, slog Israels Børn ihjel med Sværd, tillige med de andre ihjelslagne.

⁹ Da gjorde Balak, Zippors Søn, Moabs Konge, sig rede og stred mod Israel, og han sendte hen og kaldte Bileam, Beors Søn, til at forbande eder.

²⁰ Og Ehud kom ind til ham og han sad ene i sin Sommersal, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord, til dig; da stod han op af Tronen.

¹³ Men Gideon sagde til ham: Hør mig, min Herre! om HERREN er med os, hvi har da alt dette ramt os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte HERREN os ikke op af Ægypten? men nu har HERREN forladt os og givet os i Midianiternes Haand.

¹⁷ Og han sagde: Hvad er det for et Ord, som han sagde til dig? Kære, dølg intet for mig; Gud gøre nu og fremdeles saa og saa imod dig, dersom du dølger for mig et Ord af alle de Ord, som han talede til dig.

²² Men Samuel sagde: Mon HERREN har Behag i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod HERRENS Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre.

²⁹ Og han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre.

¹⁰ Fremdeles sagde Filisteren: Jeg har forhaanet Israels Slagordener paa denne Dag; giver mig en Mand, saa ville vi stride sammen.

²⁵ Og hver Mand af Israel sagde: Have I et denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal ske, den Mand, som slaar ham, vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter og vil gøre hans Faders Hus frit i Israel. ²⁶ Da sagde David til Mændene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slaar denne Filister og borttager Forhaanelsen fra Israel thi hvo er denne uomskaarne Filister, at han forhaaner den levende Guds Slagordener

³⁶ Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskaarne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhaanet den levende Guds Slagordener.

⁴⁵ Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i HERREN Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet.

²¹ Og der han forhaanede Israel, da slog Jonathan, Davids Broder Simeas Søn, ham.

⁹ Og efter ham var Eleasar, en Søn af Dodo, som var en Søn af Ahohi; han var iblandt de tre vældige med David, da de forhaanede Filisterne, som der vare forsamlede til Strid, medens Israels Mænd droge op.

²³ Og Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de stærkere end vi; men lader os stride imod dem paa det jævne Land; hvad gælder det, om vi ikke skulle blive stærkere end de?

²⁸ Og der kom en Guds Mand frem og talte til Israels Konge og sagde: Saa sagde HERREN: Fordi Syrerne have sagt: HERREN er Bjergenes Gud og ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet hele denne store Hob i din Haand, for at I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹⁴ Da sagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som HERREN siger mig, det vil jeg tale.

²² Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa HERREN vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem?

²⁶ Og det skete, der Gud hjalp Leviterne, som bare HERRENS Pagts Ark, da ofrede de syv Okser og syv Vædre.

¹⁷ Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, o Gud! saa du endog talte om din Tjeners Hus i Fremtiden; og du har set til mig paa Menneskers Vis, du Gud HERREN i det høje!

¹² Derfor se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster, og de stærktlydende Basuner, der skulle lyde imod eder; I, Israels Børn, strider ikke imod HERREN, eders Fædres Gud; thi det skal ikke lykkes eder.

¹³ Da saagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som min Gud siger, det vil jeg tale.

²¹ Og de førte frem syv Okser og syv Vædre og syv Lam og syv Gedebukke til Syndoffer for Riget og for Helligdommen og for Juda, og han sagde til Arons Børn, Præsterne, at de skulde ofre paa HERRENS Alter.

² thi de have taget af deres Døtre for sig og for deres Sønner, og den hellige Sæd har blandet sig med Folkene i Landene; og de Øverstes og Forstandernes Haand har været den første i denne Forsyndelse.

² fordi de ikke kom Israels Børn i Møde med Brød og med Vand, men lejede Bileam imod dem til at forbande dem, enddog vor Gud vendte den Forbandelse til en Velsignelse.

⁸ Og Haman sagde til Kong Ahasverus: Her er et Folk adspredt og fordelt iblandt Folkene i alle dit Riges. Landskaber; og deres Love ere anderledes end alt Folkets, de gøre ikke heller efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem blive i Ro.

¹³ Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

¹ Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

¹ Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

⁹ hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo. ¹⁰ Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren. ¹¹ Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!

¹² Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul.

²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

¹⁹ Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.

² Saligt er det Menneske, hvem HERREN ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig.

⁵ Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for HERREN", du forlod mig min Syndeskyld. Sela.

³⁷ TagVare paa ja, den retsindige, og se hen til den oprigtige; thi Fredens Mand har en Fremtid.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning. ² Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage. ³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

⁷ Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.

¹¹ Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

⁵ Han udvælger til os vor Arv, Jakobs Herlighed, hvem han elsker. Sela. ⁶ Gud for op med Frydeklang, HERREN med Basunes Lyd. ⁷ Synger for Gud, synger; synger for vor Konge, synger Psalmer!

⁸ Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig. ⁹ Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.

⁹ Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort.

³⁵ bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!

² Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid,

¹⁵ Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt. ¹⁶ Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; HERRE! i dit Ansigts Lys vandre de. ¹⁷ I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de. ¹⁸ Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn.

³⁵ Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber.

¹⁰ Thi se, dine Fjender, HERRE! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes.

¹ HERREN regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glæde sig!

¹² Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os.

²⁸ Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder

¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.

¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. ¹⁸ Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. ¹⁹ Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. ²⁰ Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

¹⁵ Kostbar i HERRENS Øjne er hans helliges Død.

¹⁵ Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; HERRENS højre Haand skaber Kraft.

² da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: HERREN har gjort store Ting imod disse. ³ HERREN har gjort store Ting imod os; vi bleve glade.

¹³ ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁴ og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁵ og udstødte Farao og hans Hær i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁶ ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁷ ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig ¹⁸ slog fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁹ Amoriternes Konge Sion; thi hans Miskundhed varer evindelig; ²⁰ og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig;

³² Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.

⁸ De ugudeliges Offer er HERREN en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.

¹ Det staar til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet; men Tungens Svar er fra HERREN.

⁹ Menneskets Hjerte optænker sin Vej; men HERREN stadfæster hans Gang.

²¹ Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men HERRENS Raad det skal bestaa.

³⁰ Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for HERREN.

² Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.

²⁵ Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; Vederstyggeligheder i hans Hjerte.

³⁰ Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;

¹⁰ I Sodomas Fyrster! hører HERRENS Ord; I Gomorras Folk! mærker paa vor Guds Lov! ¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde? ¹³ Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid. ¹⁴ Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem. ¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

¹⁰ Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

⁶ Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.

²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

⁴ Thi saa sagde HERREN til mig: Ligesom en Løve og en ung Løve brøler over sit Rov, og som den, skønt mangfoldige Hyrder kaldes imod den, ikke forskrækkes for deres Skrig og ikke bliver bange for deres Støj: Saa skal den HERRE Zebaoth nedfare at stride paa Zions Bjerg og paa dens Høj.

²² Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Lovgiver, HERREN er vor Konge, han skal frelse os.

¹⁷ Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.

⁴ Hvo udrettede og gjorde det? Han, som kalder Slægterne fra Begyndelsen! jeg HERREN er den første, og med de sidste er jeg ogsaa.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.

¹³ Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?

²⁵ den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;

⁶ De ryste Guld tid af Pungen og veje Sølv paa Vægten, de lønne en Guldsmed, at han skal gøre en Gud deraf, for hvilken de falde paa Knæ og nedbøje sig.

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; ¹¹ jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹⁶ Og jeg lagde mine Ord i din Mund og skjulte dig under min Haands Skygge for at befæste Himlene og for at grundfæste Jorden og for at sige til Zion: Du er mit Folk.

¹ Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. ² De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig.

³ Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det? Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder ⁴ Se I faste til Kiv og Trætte og til at slaa med Ugudeligheds Næve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje.

²¹ Og jeg - dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund, eller fra dine Børns Mund, eller fra dine Børnebørns Mund, siger HERREN, fra nu og indtil evig Tid.

⁹ I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage. ¹⁰ Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem. ¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem? ¹² han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn?

⁹ Og HERREN udrakte sin Haand og lod den røre ved min Mund, og HERREN sagde til mig: Se, jeg har lagt mine Ord i din Mund:

¹⁷ Og Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente, og Kongen spurgte ham i sit Hus i Løndom og sagde: Er der Ord fra HERREN? Og Jeremias sagde: Ja, der er; og han sagde: Du skal gives i Kongen af Babels Haand.

²⁸ Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger HERREN, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

²⁰ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skal Israels Misgerning søges, men ikke være mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage.

² Du Menneskesøn! fremsæt en mørk Tale, og fremfør en Lignelse for Israels Hus,

⁴⁹ Og jeg sagde: Alc, Herre, HERRE, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?

³¹ Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.

²³ Men paa de syv Højtidsdage skal han ofre HERREN som Brændoffer syv Øksne og syv Vædre, som ere lydefri, til hver Dag af de syv Dage, og en Gedebuk til Syndofler hver Dag.

³⁵ Trindt omkring skal der være atten Tusinde Maal; og Stadens Navn skal være fra nu af: "HERREN der".

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt.

⁹ Jeg vil ikke fuldbyrde min brændende Vrede, jeg vil ikke komme igen og ødelægge Efraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme med glødende Harme.

¹¹ Og jeg har talt til Profeterne, og jeg har givet mange Syner, og ved Profeterne fremsatte jeg Lignelser.

² Omvend dig, Israel! til HERREN din Gud; thi du er falden ved din Misgerning. ³ Tager Ord med eder, og omvender eder til HERREN; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber. ⁴ Assur kan ikke frelse os, vi ville ikke ride paa Heste og ikke ydermere sige "vor Gud" til vore Hænders Gerning; thi hos dig finder den faderløse Barmhjertighed.

⁸ Løven har brølet, hvo skal ikke frygte den Herre, HERRE har talt, hvo skal ikke profetere?

⁹ Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden.

⁴ Paa denne Dag skal man istemme en Sang over eder, og man klager et Klagemaal; det er forbi, siger man, rent ødelagte ere vi, mit Folks Lod bortskifter han; hvorledes unddrager han mig den! til den frataldne uddeler han vore Agre.

⁸ Ophøjet være din Haand over dine Modstandere, og alle dine Fjender vorde udryddede. ⁹ Og det skal ske paa denne Dag, siger HERREN, da vil jeg udrydde dine Heste af din midte, og jeg vil ødelægge dine Vogne.

⁴ Thi jeg førte dig op fra Ægyptens Land, og fra Trælles Hus udløste jeg dig, og jeg sendte for dit Ansigt Mose, Aron og Maria. ⁵ Mit Folk! kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Konger af Moab, havde oplagt, og hvad Svar Bileam, Beors Søn, gav ham, og hvad der skete fra Sittim indtil Gilgal, for at du maa kende HERRENS retfærdige Gerninger.

⁵ Mit Folk! kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Konger af Moab, havde oplagt, og hvad Svar Bileam, Beors Søn, gav ham, og hvad der skete fra Sittim indtil Gilgal, for at du maa kende HERRENS retfærdige Gerninger.

¹⁵ Som i de Dage, da du drog ud af Ægyptens Land, vil jeg lade det se underfulde Ting.

¹⁸ hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed. ¹⁹ Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb. ²⁰ Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

²⁰ Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

¹¹ Øde og Ørk og ødelæggelse og et forsagt Hjerte, og Vaklen i Knæerne, og Smerte i alle Lænder! og alles Ansigter have skiftet Farve.

³ Thi endnu naar Synet paa den bestemte tid, og det taler om Enden og lyver ikke; dersom del tøver, da bi efter det; thi det ska visselig komme, det skal ikke ude blive.

⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld!

⁴ Derfra skal Hjørnestenen, derfra skal Naglen, derfra skal Krigsbuen være, derfra skal tillige hver streng Hersker udgaa. ⁵ Og de skulle være som Helte og træde Gadeskarn ned i Krigen, og de skulle stride, thi HERREN skal være med dem; og de, som ride paa Heste, skulle beskæmmes.

⁶ Paa den Dag vil jeg gøre Judas Fyrster som en Ildbryde iblandt Træ og som et brændende Blus iblandt Neg, og de skulle fortære til højre og til venstre alle Folkene trindt omkring, og Jerusalem skal blive fremdeles paa sit Sted i Jerusalem.

⁶ Thi jeg, HERREN, har ikke forandret mig; og I, Jakobs Børn! ere ikke tilintetgjorte.

²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

²⁵ Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae.

²⁷ Og om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere.

³³ Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.

³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

¹² disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede.

¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.

¹² Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.

²⁹ Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du har sagt. ³⁰ Thi mine Øine have seet din Frelse,

¹⁸ Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn. ¹⁹ See, jeg giver Eder Magt at træde paa Slanger og Skorpioner og over al Fjendens Kraft, og slet Intet skal skade Eder.

¹² thi den Hellig Aand skal lære Eder i den samme Stund, hvad I bør sige.

¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier.

³⁷ Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: ³⁸ velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste!

³³ Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

²⁷ Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig. ²⁸ Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand. ²⁹ Min Fader, som har givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand.

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.

² De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse.

¹⁶ hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte.

¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

¹² Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; ogde vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang.

¹⁴ Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder,

²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

¹² Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.

²⁷ Hvor er altsaa vor Roes? Den er udelukt. Formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men Formedelst Troens Lov.

⁷ salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.

¹⁴ Thi Syndens kal ikke herske over Eder; I ere jo ikke under Loven, men under Naaden.

¹ Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

³⁸ Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

²⁹ thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke.

⁸ Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er bleven Omskærelsens Tjener for Guds Sanddrugheds Skyld til at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; ⁹ men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig iblandt hedningerne og lovsynge dit Navn. ¹⁰ Og atter siges der: fryder Eder, I hedninger, med hans Folk!

¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

²⁰ Men Fredens Gud skal snart knuse Satanas under Eders Fødder. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder! Amen.

²¹ Derfor rose Ingen sig af Mennesker, thi alle Ting ere Eders; ²² være sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, elller det Tilkommende; alle Ting ere Eders;

⁵³ Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed. ⁵⁴ Men naar dette Forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette Dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Seier. ⁵⁵ Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier? ⁵⁶ Men Dødens Braad er Synden, og Syndens Kraft er Loven. ⁵⁷ Men Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesus Christus.

¹⁴ Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted.

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

¹⁹ efterdi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser og oprettede Forligelsens Ord iblandt os.

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

²³ kun havde de hørt: den, som os tilforn forfulgte, prædiker nu den Tro, som han tilforn vilde udrydde; ²⁴ og de prisede Gud for mig.

⁹ ikke af Gjerninger, at ikke Nogen skal rose sig.

¹² at I paa den Tid vare uden Christus, udelukte fra Israels Borgerret og fremmede fra Forjættelsens pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. ¹³ Men i Christus Jesus ere nu I, som forhen vare langt borte, komne nær til ved Christi Blod. ¹⁴ Thi han er vor Fred, som gjorde eet af begge og nedbrød Adskillelsens Mellemvæg,

²¹ Thi det at leve er mig Christus og at døe en Vinding. ²² Men dersom det at leve i Kjødet skaffer mig Frugt af min Gjerning, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal vælge. ²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre;

⁸ thi fra Eder er Herrens ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men Eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom; ⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

⁶ Thi jeg offres allerede, og min Opløsnings Tid er forhaanden. ⁷ Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. ⁸ Iøvrigt er Retfærdigheds Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hiin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse.

² i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,

¹⁶ De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.

¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

⁹ Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere gjorte efter Guds Lignelse. ¹⁰ Af dem samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at være.

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

¹³ Men jeg agter det ret at vække Eder ved Paamindelse, saa længe jeg er i dette Paulun, ¹⁴ da jeg veed, at mit Pauluns Aflæggelse er snart forhaanden, ligesom og vor Herre Jesus Christus har aabenbaret mig. ¹⁵ Jeg vil og gjøre min Flid, at I efter min Bortgang altid kunne have, hvad der kan kalde Eder dette i Erindring.

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

⁵ Og een af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! see, Løven, som er af Judas Stamme, af Davids Rod, har vundet Seir til at oplade Bogen og bryde dens Segl.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.

¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed. ¹² Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv; ¹³ og han var iført et Klæde, dybbet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. ¹⁴ Og hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og reent Lindklæde. ¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar. ¹⁶ Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre. ¹⁷ Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere, ¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store. ¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær. ²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.