Numbers 22 Cross References - Danish

¹ Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker; paa hin Side Jordanen mod Jeriko. ² Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. ³ Og Moabiterne frygtede saa for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. ⁴ Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid. ⁵ Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. ⁶ Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet ⁷ Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. ⁸ Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom HERREN vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. ⁹ Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Mænd, som ere hos dig? ¹⁰ Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippor Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende: ¹¹ Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg; kunde stride imod det og uddrive det. ¹² Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet. ¹³ Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi HERREN vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. ¹⁴ Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam væg rede sig; ved at gaa med os. ¹⁵ Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. ¹⁶ Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig. ¹⁷ Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! ¹⁸ Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde HERREN min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. ¹⁹ Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad HERREN vil ydermere tale med mig. ²⁰ Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. ²¹ Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster. ²² Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og HERREN Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. ²³ Og Aseninden saa HERRENS Engel staa i Veien med et draget Sværd i sin Haand, og Aseninden veg af Vejen og gik ud paa Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind paa Vejen. ²⁴ Da stod HERRENS Engel i en Hulvej imellem Vingaardene, hvor der var Stengærde paa begge Sider. ²⁵ Og, der Aseninden saa HERRENS Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere. ²⁶ Men HERRENS Engel blev ved at gaa frem og stod paa et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side. ²⁷ Og Aseninden saa HERRENS Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen. ²⁸ Da aabnede HERREN Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange. ²⁹ Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Haand, da vilde jeg nu slaa dig ihjel. ³⁰ Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet paa al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre saaledes imod dig? og han sagde: Nej. ³¹ Da oplod HERREN Bileams Øjne, at han saa HERRENS Engel staaende i Vejen med det dragne Sværd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt. ³² Og HERRENS Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. ³³ Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen: for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve. ³⁴ Da sagde Bileam til HERRENS Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. ³⁵ Og HERRENS Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster. ³⁶ Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke. ³⁷ Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? ³⁸ Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. ³⁹ Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath- Husoth. ⁴⁰ Og Balak ofrede stort Kvæg og smaat Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster om vare hos ham. ⁴¹ Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje og han saa derfra det yderste af Folket.

⁹ Og Gud HERREN kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? ¹⁰ han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. ¹¹ Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf?

⁹ Og HERREN sagde til Kain: Hvor er Abel, din Broder? Og han sagde: Jeg ved ikke, mon jeg være min Broders Vogter?

² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse. ³ Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

¹⁶ Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles.

¹⁷ Og Kongen af Sodoma gik ud imod ham, efter at han var kommen tilbage fra det Slag imod Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, til Schave-Dal, som kaldes Kongens Dal.

⁸ Og han sagde: Hagar, Sarai Pige, hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du og hun sagde: Jeg flyr fra min Frue Sarai Aasyn.

² Og han opløftede sine Øjne og saa, og se, tre Mænd stode for ham; og der han saa dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøjede sig til Jorden.

³ Og Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget; thi hun er en Mands Ægtehustru.

¹⁹ Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke.

¹⁶ Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger HERREN, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: ¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port; ¹⁸ og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.

²⁹ Folkene skulle tjene dig, og Folkefærd skulle falde dig til Fode. Bliv en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo som forbander dig, være forbandet, og hvo som velsigner dig, være velsignet!

²⁴ Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt.

⁵⁴ Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten.

²⁵ Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre.

²⁹ Da lod Josef spænde for sin vogn og drog op til Gosen at møde Israel sin Fader, og han saas af ham og faldt om hans Hals og græd længe om hans Hals.

¹⁵ Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag, ¹⁶ og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet.

⁷ Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem. ⁸ Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef. ⁹ Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi. ¹⁰ Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet.

² Og HERRENS Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, og han saa, og se, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret. ³ Og Mose sagde: Jeg vil nu gaa hen og se dette store Syn, hvi Tornebusken ikke opbrændes. ⁴ Der HERREN saa, at han gik hen for at se, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og han sagde: Se, her er jeg. ⁵ Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Sko af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, det er hellig Jord. ⁶ Og han sagde: Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud.

² Og HERREN sagde til ham, hvad er dette, dn har i din Haand og han sagde: En Stav.

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

²⁴ Og det skete paa Vejen i Herberget, at HERREN kom imod ham Og vilde have slaget ham ihjel.

²⁷ Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; HERREN er den retfærdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige.

¹⁶ Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod HERREN eders Gud og imod eder. ¹⁷ Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til HERREN eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig.

¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige.

⁷ Da gik Mose ud imod sin Svigerfader og bøjede sig og kyssede ham, og den ene hilsede den anden, og de gik ind i Teltet.

²⁰ Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt.

⁸ Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad.

¹ Og Folket blev som de, der knurre syndig for HERRENS Øren; og HERREN hørte det, og hans Vrede optændtes, og HERRENS ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren.

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

³⁷ ja de Mænd døde, som havde ført ondt Rygte ud om Landet, ved Plagen for HERRENS Ansigt.

⁴⁰ Og om Morgenen stode de tidlig op og gik oven paa Bjerget og sagde: Se, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som HERREN har talet om; thi vi have syndet.

³³ Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden. ³⁴ Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os! ³⁵ Og en Ild for ud fra HERREN og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse.

³ Og HERREN hørte Israels Røst og overgav Kananiterne, og man bandlyste dem og deres Stæder og kaldte det Steds Navn Horma.

¹³ Derfra rejste de og; lejrede sig paa denne Side Arnon, som er i Ørken, og som gaar ud fra Amoriternes Landemærke; thi Arnon var Moabs Landemærke imellem Moab og imellem Amoriterne. ¹⁴ Derfor siges i HERRENS Strids bog: "Vaheb i Sufa og Arnons Bække,

²⁰ og fra Bamoth til den Dal som er paa Moabs Mark, mod Toppen af Pisga, der skuer ud over Ørken.

²⁰ og fra Bamoth til den Dal som er paa Moabs Mark, mod Toppen af Pisga, der skuer ud over Ørken. ²¹ Israel sendte Bud hen til Sihon, Amoriternes Konge, og lod sige: ²² Lad mig gaa igennem dit Land, vi ville ikke bøje ind paa Ager eller paa Vingaard, vi ville ikke drikke Vand af nogen Brønd, vi ville drage ad Kongevejen, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. ²³ Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel. ²⁴ Men Israel slog ham med skarpe Sværd og indtog hans Land til Ejendom, fra Arnon indtil Jabok, indtil Ammons Børn; men Ammons Børns Landemærke var fast. ²⁵ Saa indtog Israel alle disse Stæder, og Israel tog Bolig i alle Amoriternes Stæder, i Hesbon, og alle dens tilliggende Byer. ²⁶ Thi Hesbon var Sihons, Amoriternes Konges, Stad; og han havde stridt mod Moabiternes forrige Konge og taget alt hans Land fra ham indtil Arnon. ²⁷ Derfor sige de, som tale Ordsprog: Kommer til Hesbon! Sihons Stad skal bygges og grundfæstes. ²⁸ Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortæret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje.

²⁸ Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortæret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje. ²⁹ Ve dig, Moab! du, Kamos Folk, er fortabt! han har givet sine Sønner som Flygtninge og sine Døtre som Fanger til Sihon, Amoriternes Konge. ³⁰ Og vi have nedskudt dem; Hesbon er tabt indtil Dibon; og vi have lagt dem øde indtil Nofa, som naar indtil Medba. ³¹ Saa tog Israel Bolig i Amoriternes Land. ³² Og Moses, sendte ud at bespejde Jaeser, og indtoge dens tilliggende Byer; han fordrev Amoriterne, som var der. ³³ Og de vendte sig og droge ad Vejen til Basan; da drog Og Kongen af Basan, ud imod dem han og alt hans Folk til Strid, til Edrei. ³⁴ Og HERREN sagde til Mose: Frygt ikke for ham; thi jeg har givet ham i din Haand, og alt hans Folk og hans Land; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon. ³⁵ Og de sloge ham og hans Sønner og alt hans Folk, saa at man ikke lod nogen blive tilovers for ham, og de indtog hans Land til Ejendom.

² Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne.

⁶ Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet ⁷ Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham.

⁷ Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. ⁸ Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom HERREN vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam.

¹² Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet. ¹³ Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi HERREN vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. ¹⁴ Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam væg rede sig; ved at gaa med os.

¹⁶ Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig. ¹⁷ Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk!

¹⁷ Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! ¹⁸ Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde HERREN min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. ¹⁹ Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad HERREN vil ydermere tale med mig. ²⁰ Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre.

²⁰ Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre.

²⁰ Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. ²¹ Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster. ²² Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og HERREN Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham.

²⁸ Da aabnede HERREN Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange.

³² Og HERRENS Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse.

³⁵ Og HERRENS Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster.

³⁷ Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? ³⁸ Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale.

² Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

² Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. ³ Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske HERREN møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted.

³ Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske HERREN møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted.

⁵ Da lagde HERREN Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale.

⁷ Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel!

⁷ Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel! ⁸ Hvor ledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da HERREN ikke vredes

¹² Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare paa at tale det, som HERREN lægger i min Mund ¹³ Og Balak sagde til ham: Kære kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra.

¹³ Og Balak sagde til ham: Kære kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra. ¹⁴ Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

¹⁴ Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. ¹⁵ Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Brændoffer, og jeg vil saa søge et Møde. ¹⁶ Og HERREN mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale.

¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? ²⁰ Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det.

²³ Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort.

²⁶ Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som HERREN vil tale, det vil jeg gøre?

²⁹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered rnig her syv Okser og syv Vædre. ³⁰ Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

³⁰ Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

¹ Der Bileam saa, at det behagede HERREN, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme; men han rettede sit Ansigt mod Ørken.

⁴ det siger den, som hører Guds Taler, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank! ned, og hvem Øjnene blev aabnede paa:

⁹ Han har bøjet sig, lagt sig som en Løve og som en Løveinde, hvo tør jage ham op? velsignet være de, som dig velsigne, og forbandet være de, som dig forbande,

¹¹ Og nu, fly du til dit Sted jeg havde sagt Jeg vil ære dig, men se, HERREN har forhindret dig fra den Ære.

¹³ Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtræde HERRENS Ord, til at gøre godt eller ondt efter mit eget Hjerte; det som HERREN vil tale, det vil jeg tale.

¹⁶ det siger den, som hører Guds Taler, og som ved den Højestes Vidskab, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve aabnede paa: ¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn.

² Og de indbøde Folket til deres Guders Ofre; og Folket aad, og de tilbade deres: Guder. ³ Og Israel lod sig koble til Baal-Peor; da optændtes HERRENS Vrede imod Israel.

¹⁵ Og Navnet paa den slagne midianitiske kvinde var Kosbi, Zurs Datter, han var en Øverste for et Fædrenehuses Folk iblandt Midianiterne. ¹⁶ Og HERREN talede til Mose og sagde: ¹⁷ Træng Midianiterne, og I skulle slaa dem; ¹⁸ thi de trængte eder med deres Træskhed, idet de handlede træskeligen imod eder i den Sag med Peor og med Kosbi, den midianitiske Fyrstes Datter, deres Søster, som blev slagen paa Plagens Dag, for Peors Skyld.

⁸ Tillige med de øvrige ihjelslagne sloge og Midianiternes Konger ihjel, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reha, fem midianitiske Konger; ogsaa sloge de Bileam, Beors Søn, ihjel med Sværdet.

¹⁹ Thi vi ville ikke arve med dem paa hin Side Jordanen og videre frem; men vor Arv skal tilfalde os paa denne Sids Jordanen mod Østen.

⁴⁸ Og de rejste fra Abarims Bjerge, og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko. ⁴⁹ Men de lejrede sig ved Jordanen, fra Beth-Jesimoth til Abel Sittim, paa Moabiternes slette Marker. ⁵⁰ Og HERREN talede til Mose paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde:

¹⁵ De to Stammer og den halve Stamme, de have faaet deres Arv paa denne Side Jordanen lige for Jeriko, foran mod Østen.

¹³ Disse ere de Bud og de Love, som HERREN bød ved Mose for Israels Børn paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko.

⁵ Paa hin Side Jordanen i Moabiternes Land begyndte Mose at udlægge denne Lov og sagde:

²⁴ Gører eder rede, rejser frem og gaar over Bækken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Hænder; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham! ²⁵ Jeg vil begynde paa denne Dag at lægge Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, skulle bæve og blive bange for dit Ansigt.

⁸ Saa toge vi paa den samme Tid Landet af de to amoritiske Kongers Haand, det som var paa denne Side Jordanen, fra Bækken Arnon indtil Bjerget Hermon,

² I skulle ødelægge alle de Steder, hvor Hedningene, hvilke I skulle eje, have tjent deres Guder, paa de høje Bjerge og paa Højene og under alle grønne Træer,

⁹ Du skal tælle dig syv Uger; fra man begynder med Seglen paa det staaende Korn, skal du begynde at tælle syv Uger.

⁴ for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig. ⁵ Men HERREN din Gud vilde ikke høre Bileam, og HERREN din Gud vendte dig Forbandelsen til Velsignelse; thi HERREN din Gud havde dig kær.

⁴ Du skal ikke binde Munden til paa en Okse, naar den tærsker.

²⁹ Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i HERREN, han er din Hjælps Skjold og din Højheds Sværd! Og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal træde paa deres Høje.

¹ Og Mose gik op fra Moabs slette Marker paa Nebo Bjerg, paa Pisgas Top, som er lige over for Jeriko; og HERREN lod ham se hele Landet: Gilead indtil Dan

⁸ Og Israels Børn begræd Mose paa Moabiternes slette Marker tredive Dage; og Graadens Dage endtes, Sorgen over Mose.

¹⁰ Thi, vi have hørt, at HERREN udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. ¹¹ Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaar ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi HERREN eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil.

²⁴ Og de sagde til Josva: HERREN har givet alt Landet i vor Haand, ja ogsaa alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt.

¹⁶ Da stod det Vand stille, som kom ned ovenfra, det rejste sig til een Dynge saare langt borte ved den Stad Adam, som ligger op til Zarthans Side, men det, som løb ned til Havet ved den slette Mark, nemlig Salthavet, det blev aldeles afskaaret; saa gik Folket over imod Jeriko.

²⁴ Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad HERREN din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, saa frygtede vi saare for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning.

²¹ og alle Stæderne paa det jævn Land og hele Sihons, den amoritiske Konges Rige, han, som regerede i Hesbon, hvilken Mose slog, tillige med Fyrsterne af Midian, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reba, Sihons ypperste Mænd, som boede i Landet. ²² Og Bileam, Beors Søn, Spaamanden, slog Israels Børn ihjel med Sværd, tillige med de andre ihjelslagne.

²² Og Bileam, Beors Søn, Spaamanden, slog Israels Børn ihjel med Sværd, tillige med de andre ihjelslagne.

⁹ Da gjorde Balak, Zippors Søn, Moabs Konge, sig rede og stred mod Israel, og han sendte hen og kaldte Bileam, Beors Søn, til at forbande eder.

¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke.

²⁵ Og nu, er du vel meget bedre end Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge? har han vel trættet med Israel, eller har han vel ført Krig imod dem?

⁵ Og de sagde til ham: Se, du er blev en gammel, og dine Sønner, de vandre ikke i dine Veje; saa sæt nu en Konge over os til at dømme os, ligesom alle Hedningerne have. ⁶ Men det Ord var ondt for Samuels Øjne, at de sagde: Giv os en Konge at dømme os; og Samuel bad ydmygeligen til HERREN. ⁷ Og HERREN sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de talede til dig; thi ikke dig have de forkastet, men mig have de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem. ⁸ Efter alle de Gerninger, som de have gjort, fra den Dag jeg opførte dem af Ægypten og indtil denne Dag, da de have forladt mig og tjent andre Guder: Saaledes gøre de ogsaa ved dig. ⁹ Saa hør nu deres Røst; dog at du skal vidne klarligen for dem og forkynde dem Kongens Vis, som skal regere over dem.

⁷ Da sagde Saul til sin Dreng: Men se, om vi gaa, hvad skulle vi give Manden? thi Brødet er borte af vore Poser, og vi have ingen Skænk at bringe den Guds Mand; hvad have vi med os? ⁸ Og Drengen blev ved at svare Saul og sagde: Se, der findes hos mig en Fjerdepart af en Sekel Sølv; den ville vi give den Guds Mand, at han kundgør os vor Vej.

¹² Og der I saa, at Nahas, Ammons Børns Konge, kom imod eder, da sagde I til mig: Ikke saa, men en Konge skal regere over os, skønt HERREN eders Gud var eders Konge. ¹³ Og nu, se, der er Kongen, som I have udvalgt, som I have begæret; og se, HERREN har sat en Konge over eder. ¹⁴ Dersom I frygte HERREN og tjene ham og høre hans Røst og ikke ere genstridige mod HERRENS Mund: Da skulle baade I og Kongen, som regerer over eder, være HERREN eders Gud til Behag. ¹⁵ Men dersom I ikke høre HERRENS Røst, men ere genstridige mod HERRENS Mund, da skal HERRENS Haand være imod eder, som imod eders Fædre. ¹⁶ Stiller eder nu ogsaa frem og ser denne store Ting, som HERREN skal gøre for eders Øjne. ¹⁷ Er det ikke Hvedehøst i Dag? Jeg vil kalde paa HERREN, saa skal han give Torden og Regn: Saa vider og ser, at det onde, som I have gjort for HERRENS Øjne, er stort, idet at I have begæret eder en Konge ¹⁸ Da raabte Samuel til HERREN og HERREN gav Torden og Regn paa den samme Dag; derfor frygtede alt Folket saare for HERREN og Samuel. ¹⁹ Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til HERREN din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begærede os en Konge.

¹⁰ Og det skete, der han var færdig med at ofre Brændofret, se, da kom Samuel! og Saul gik ud imod ham at hilse paa ham.

²⁴ Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtraadt HERRENS Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst.

³⁰ Og han sagde: Jeg har syndet, men, kære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel; og vend tilbage med mig, at jeg maa tilbede for HERREN din Gud.

⁴³ Og Filisteren sagde til David: Er jeg en Hund, at du kommer til mig med Kæppe? og Filisteren bandede David ved sine Guder.

¹⁷ Og det skete, der David havde fuldendt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? Og Saul opløftede sin Røst og græd.

²¹ Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage min Søn David; thi jeg vil ikke ydermere gøre dig ondt, fordi mit Liv var dyrebart for dine Øjne paa denne Dag, se, jeg har handlet daarlig og er faret vild saare meget.

¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø.

²⁴ Saa drog han bort, og en Løve mødte ham paa Vejen og dræbte ham; og hans Legeme var kastet paa Vejen, og Asenet stod hos det, og Løven stod hos Legemet. ²⁵ Og se, Folket som gik der forbi og saa Legemet kastet paa Vejen og Løven staa hos Legemet, de kom og sagde det i Staden, som den gamle Profet boede udi. ²⁶ Der Profeten, som havde ført ham tilbage af Vejen, hørte det, da sagde han: Det er den Guds Mand, som var genstridig imod HERRENS Mund, derfor gav HERREN ham til Løven, og den sønderrev ham og dræbte ham efter HERRENS Ord, som han talte til ham. ²⁷ Og han talte til sine Sønner og sagde: Sadler mig Asenet; og de sadlede det. ²⁸ Og han drog hen og fandt hans Legeme kastet paa Vejen og Asenet og Løven staaende hos Legemet; Løven havde ikke ædt Legemet og ikke sønderrevet Asenet.

⁶ Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand.

⁸ Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge HERREN, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!

¹³ Og Budet, som var gaaet bort for at kalde paa Mika, talte til ham sigende: Kære, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord være ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt! ¹⁴ Da sagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som HERREN siger mig, det vil jeg tale.

¹⁷ Og Elisa bad og sagde: HERRE! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod HERREN Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa.

¹⁷ Og Elisa bad og sagde: HERRE! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod HERREN Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa. ¹⁸ Der de kom ned til ham, da bad Elisa til HERREN og sagde: Kære, slaa dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. ¹⁹ Da sagde Elisa til dem: Dette er ikke Vejen, og dette er ikke Staden, gaar efter mig, saa vil jeg føre eder til den Mand, som I lede efter; og han førte dem til Samaria. ²⁰ Og det skete, der de kom ind i Samaria, da sagde Elisa: HERRE! oplad Øjnene paa disse, at de maa se; og HERREN oplod deres Øjne, at de saa, og se, da vare de midt i Samaria.

²⁰ Og Jehu sagde: Helliger Baal en Højtidsdag; og de udraabte den.

¹⁴ Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt, og hvorfra ere de komne til dig. Og Ezekias sagde De ere komne fra et Land langt borte, fra Babel. ¹⁵ Og han sagde; Hvad have de set i dit Hus? Og Ezekias sagde: De have set alt det, som er i mit Hus; der var ingen Ting, som jeg ej viste dem i mine Skatkamre.

⁷ Men denne Gerning var ond for Guds Øjne, derfor slog han Israel.

¹⁶ Der David opløftede sine Øjne og saa HERRENS Engel staa imellem Jorden og imellem Himmelen og det dragne Sværd i hans Haand udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sæk, paa deres Ansigt.

¹⁵ (Men han beskikkede sig Præster til Højene og til Skovtroldene og til de Kalve, som han opstillede.)

¹³ Da saagde Mika: Saa vist som HERREN lever, det som min Gud siger, det vil jeg tale.

¹ Paa den samme Dag blev læst i Mose Bog for Folkets Øren; og der blev fundet skrevet i den, at en Ammonit og Moabit maatte ikke komme i Guds Forsamling indtil evig Tid, ² fordi de ikke kom Israels Børn i Møde med Brød og med Vand, men lejede Bileam imod dem til at forbande dem, enddog vor Gud vendte den Forbandelse til en Velsignelse.

² fordi de ikke kom Israels Børn i Møde med Brød og med Vand, men lejede Bileam imod dem til at forbande dem, enddog vor Gud vendte den Forbandelse til en Velsignelse.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.

⁹ Og Harbona, en af Kammertjenerne, som stode for Kongens Ansigt, sagde: Se, der staar ogsaa Træet, som Haman har lavet til for Mardokaj, der talte, hvad der var godt for Kongen, ved Hamans Hus, halvtredsindstyve Alen højt; da sagde Kongen: Hænger ham derpaa!

¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes; ¹⁴ om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det nat ¹⁵ Og han frelser en fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den stærkes Haand,

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen, ¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem ¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden,

³¹ Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder? ³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

²⁰ HERRE! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o HERRE! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.

¹⁰ HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker.

¹⁰ HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker. ¹¹ HERRENS Raad bestaar evindelig, hans Hjertes ranker fra Slægt til Slægt.

⁶ HERRE! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne.

⁵ Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.

⁶ Opløfter ikke eders Horn imod det høje, taler ej med knejsende Nakke!

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

³⁰ De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: ³¹ Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

¹² Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.

²⁴ Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere.

¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. ¹⁸ Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.

²⁸ Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes.

¹⁵ Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud HERREN er!

⁹ HERREN er god mod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger.

⁵ Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud;

⁹ ham, som giver til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.

¹⁵ Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deles Sti; ¹⁶ thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;

¹⁶ thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;

¹⁰ Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.

¹⁶ Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjule Forsmædelse er klog.

² Den som vandrer i sin Oprigtighed, frygter HERREN; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.

¹⁶ Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig og tryg.

²¹ Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men HERRENS Raad det skal bestaa.

¹⁸ at ikke HERREN skal se det, og det maatte være ondt i hans Øjne, og han skel vende sin Vrede fra ham til dig.

² Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.

³ Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge. ⁴ Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

⁶ Bedre er en fattig, som vanrlrer i sin Oprigtighed, end den forvendte, som vandrer paa tvende Veje, om han end er rig.

¹⁸ Hvo som vandrer oprigtigt, skal frelses; men hvo som er forvendt og vandrel paa tvende Veje, skal falde paa een af dem.

³ Ondt iblandt alt det, som sker; under Solen, er dette: At det samme hændes alle; og tillige er Menneskens Børns Hjerte fuldt af Ondskab, og der er Daarskaber i deres hjerte, saa længe de leve, og derefter fare de til de døde.

² Og det skal ske, at ligesom en Fugl, udjaget af Reden, flagrer hid og did, saa skulle Moebs Døtre komme til Arnons Færgesteder.

⁵ Saa snart Rygtet naar Ægypten, skulle de blive bange ved Rygtet om Tyrus.

¹¹ HERRE! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.

²⁶ Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe. ²⁷ Og, de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før det sætter Aks. ²⁸ Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mib. ²⁹ Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa.

²⁹ Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa.

²⁵ den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager;

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand.

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden.

⁷ Selv Storken under Himmelen kender sine bestemte Tider, og en Turteldue og en Trane og en Svale tage Vare paa den Tid, de skulle komme; men mit Folk, de kende ikke HERRENS Ret.

² Du plantede dem, de sloge ogsaa Rødder, de gaa frem, de have ogsaa baaret Frugt; du er nær i deres Mund, men langt borte fra deres Indre.

²⁰ Moab er beskæmmet; thi det er knust, hyler og skriger; kundgører det ved Arnon, at Moab er ødelagt;

³⁵ Og jeg vil gøre, siger HERREN, at Moab ikke mere skal have nogen, som drager op paa Højen og gør Røgoffer for sine Guder.

³⁸ Paa alle rage i Moab og paa dets Gader er der kun Klage; thi jeg har sønderbrudt Moab som et Kar, man ikke har Lyst til, siger HERREN.

⁴ Han har spændt sin Bue som en Fjende, han har stillet sig med sin højre Haand som en Modstander og har ihjelslaget alle dem, som vare en Lyst for Øjnene; han udøste sin Harme i Zions Datters Paulun som en Ild.

⁶ Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: "HERREN siger det", skønt HERREN ikke har sendt dem, og de haabe dog at Ordet skal stadfæstes.

¹⁹ Og I vanhellige mig for mit Folk for nogle Haandfuld Byg og for nogle Stykker Brød for at dræbe Sjæle, som ikke skulde dø, og for at holde Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyve for mit Folk, for dem, som høre paa Løgn?

² Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ³ Du Menneskesøn! disse Mænd have givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de stillet for deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig adspørge for dem? ⁴ Derfor tal med dem, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Enhver Mand af Israels Hus, som giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten: For ham vil jeg, HERREN, lade mig bringe til at svare desangaaende, nemlig angaaende hans Afguders Mangfoldighed, ⁵ for at jeg kan gribe Israels Hus ved deres Hjerte, fordi de vege fra mig alle sammen ved deres Af guder.

³¹ Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.

⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

³¹ Da Ordet endnu var i Kongens Mund, faldt der en Røst af Himmelen: Det være dig sagt, Kong Nebukadnezar! Riget er gaaet bort fra dig. ³² Og man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig æde Urter som Øksne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste hal, Magt over Menneskens Rige. og giver det til, hvem han vil.

¹⁷ Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du dine Foræringer, og giv en anden dine Gaver, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgøre ham Udtydningen.

⁷ Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig.

⁴ Og HERREN sagde til ham: Kald hans Navn Jisreel; thi endnu en lille Stund, saa vil jeg hjemsøge Jisreels Blodskyld over Jehus Hus og gøre Ende paa Israels Hus's Rige.

⁶ Derfor se, jeg vil afgærde din Vej med Torne og opføre en Mur, at hun ikke skal finde sine Stier.

⁴ I Moders Liv holdt han sin Broder om Hælen, og i sin Manddoms Kraft kæmpede han med Gud. ⁵ Ja, han kæmpede med en Engel og sejrede, han græd og bad ham om Naade; han fandt ham i Bethel, og der talte han med os.

¹¹ Jeg giver dig en Konge i min Vrede og tager ham bort i min Harme.

¹¹ og jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken der er mange flere end tolv Gange ti Tusinde Mennesker, som ikke vide Forskel paa højre og venstre, og mange Dyr?

¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.

⁵ Mit Folk! kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Konger af Moab, havde oplagt, og hvad Svar Bileam, Beors Søn, gav ham, og hvad der skete fra Sittim indtil Gilgal, for at du maa kende HERRENS retfærdige Gerninger.

⁸ Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham: ⁹ Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig.

²² Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn?

⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede.

¹⁹ Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

²⁴ Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

⁴ jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil. ⁵ Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig.

¹⁹ Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intetmed denne Retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.

³⁷ Thi Intet kan være umuligt for Gud.

⁶ Og Djævelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne Magt og disse Rigers Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil.

¹⁶ Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham.

³¹ Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.

⁴⁴ Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke?

⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.

⁶ Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden.

⁹ Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samartanske Folk og sagt sig selv at være stor. ¹⁰ Efter ham hang Alle, Smaa og Store, og sagde: denne er den Guds Kraft, den store.

²⁰ Men Peter sagde til ham: dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.

⁷ Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham. ⁸ Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.

¹⁰ o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

¹⁶ Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.

⁹ Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

¹⁵ Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Appii Forum og Tres-Tabernæ. Der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.

⁶ ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger: ⁷ salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;

²² Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.

²⁹ thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke.

¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

¹⁹ Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand.

²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke;

²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;

²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget; ²⁹ paa det intet Kjød skal rose sig for ham.

³ Lovet være Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, som velsignede os med al aandelig Velsignelse i det Himmelske, i Christus!

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.

⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; ¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹¹ paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de lære, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.

¹⁶ De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.

¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed.

¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed.

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

¹⁴ Men jeg har noget Lidet imod dig, at du har hos dig Nogle, som holde ved Bileams Lære, der lærte Balak at kaste Forargelse for Israels Børn, saa de, aade Afgudsoffer og bedreve Hoer.