Mark 9 Cross References - Danish

¹ Og han sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige at være kommet med Kraft. ² Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes til sig og førte dem afsides op paa et høit Bjerg, og han blev forvandlet for dem. ³ Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, som Snee, saa at ingen farver paa Jorden kan gjøre dem saa hvide. ⁴ Og Elias tilligemed Moses viste sig for dem, og de talede med Jesus. ⁵ Og Peter svarede og sagde til Jesus: Rabbi! her er os godt at være, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een og Moses een og Elias een. ⁶ Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede. ⁷ Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham! ⁸ Og strax, der de skuede omkring sig, saae de Ingen mere uden jesus alene med dem. ⁹ Men der de gik ned af Bjerget, bød ham dem, at de skulde Ingen fortælle, hvad de havde seet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde. ¹⁰ Og de holdt dette hos sig selv og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de Døde. ¹¹ Og de spurgte ham og sagde: sige dog de Skriftkloge, at Elias bør først komme? ¹² Men han svarede og sagde til dem: Elias bør først komme og skikke alle Ting tilrette; og det skal skee, som det er skrevet om Menneskens Søn, at han skal lide meget og foragtes. ¹³ Men jeg siger Eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham, hvad de vilde, eftersom det er skrevet om ham. ¹⁴ Og da han kom til Disciplene, saae han meget Folk omkring dem og de Skriftkloge, som bespurgte sig med dem. ¹⁵ Og strax forbausedes alt Folket, der de saae ham, og de løb til og hilsede ham. ¹⁶ Og han spurgte de Skriftkloge: hvorom bespørge I Eder indbyrdes? ¹⁷ Og Een af Folket svarede og sagde: Mester! jeg har ført min Søn til dig; han har en maalløs Aand. ¹⁸ Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke. ¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig! ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: hvor længe er det, at dette Vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen; ²² og den har ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjælp os! ²³ Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer. ²⁴ Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: jeg troer, Herre! hjælp min Vantro. ²⁵ Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke herefter farer ind i ham. ²⁶ Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død. ²⁷ Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op. ²⁸ Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den? ²⁹ Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget uden ved Bøn og Faste. ³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilæa; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag. ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede at spørge ham. ³³ Og han kom til Capernaum, og der han var i Huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien? ³⁴ Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle og Alles Tjener. ³⁶ Og han tog et lidet Barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem: ³⁷ hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte. ³⁸ Men Johannes svarede ham og sagde: Mester! vi saae Een, som ikke følger os, at uddrive Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os. ³⁹ Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig. ⁴⁰ Thi hvo som ikke er imod os, er med os. ⁴¹ Thi hvo som skjenker Eder med et Bæger Vand i mit Navn, fordi I høre Christus til, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. ⁴² Og hvo som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham vare det bedre, at der blev hængt en Møllesteen om hans Hals, og han blev kastet i Havet. ⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt. ⁵⁰ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det sin Smag igjen? Haver Salt i Eder selv, og holder Fred med hverandre!

⁶ Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad.

¹¹ Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.

²³ Thi fra den Tid, da jeg kom til Farao at tale i dit Navn, har han gjort imod dette Folk, og du har ingenlunde friet dit Folk.

²¹ Forvar dig for hans Ansiat og lyd hans Røst, fortørn ham ikke; thi han skal ikke forlade eder eders Overtrædelser, thi mit Navn er i ham. ²² Thi dersom du hører hans Røst og gør alt det, som jeg vil sige, da vil jeg og være dine Fjenders Fjende, og jeg vil trænge dem, som trænge dig.

¹³ Da stod Mose op og hans Tjener Josva; og Mose gik op paa Guds Bjerg.

¹⁶ Og HERRENS Herlighed boede paa Sinai Bjerg og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.

¹⁷ Da sagde HERREN til Mose: Jeg vil ogsaa gør dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne og jeg kender dig ved Navn. ¹⁸ Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! ¹⁹ Og han sagde: Jeg vi lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn ud raabe: HERREN! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over, ²⁰ Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. ²¹ Og HERREN sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. ²² Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. ²³ Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

²⁹ Og det skete, der Mose gik ned ad Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrdstavler i sin Haand, der han gik ned ad Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han havde talet med ham. ³⁰ Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.

³⁰ Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham. ³¹ Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem. ³² Og derefter nærmede alle Israels Børn sig; saa befalede han dem alt det, som HERREN havde talet med ham paa Sinai Bjerg. ³³ Og Mose lod af at tale med dem, og han lagde et Dække over sit Ansigt. ³⁴ Og naar Mose gik ind for HERREN til at tale med ham, tog han Dækket af, indtil han gik ud igen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet. ³⁵ Og Israels Børn saa Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa sagde Mose igen Dækket over sit Ansigt, indtil han gik ind igen at tale med ham.

³⁴ Da skjulte Skyen Forsamlingens Paulun, og HERRENS Herlighed fyldte Tabernaklet.

¹³ Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes paa dit Madoffer; du skal ofre Salt paa alle dine Ofre.

²⁶ Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren. ²⁷ Da løb en Dreng og gav Mose tilkende sagde: Eldad og Medad profetere Lejren. ²⁸ Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose forhindre dem. ²⁹ Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt HERRENS Folk var Profeter, og HERREN vilde give sin Aand over dem!

¹¹ Og HERREN sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke tro paa mig, uagtet alle de Tegn, som jeg har gjort midt iblandt dem?

²² thi alle de Mænd, som have set min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og nu have fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

²⁷ Hvor længe skal jeg se til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg har hørt Israels Børns megen Knur, hvormed de knurre imod mig.

¹³ Saa optændtes HERRENS Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil hele den Slægt fik Ende, som gjorde det onde for HERRENS Øjne. ¹⁴ Og se, I ere traadte op i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, for at gøre HERRENS Vrede endnu større imod Israel;

⁶ Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, ⁷ af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: ⁸ Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham.

¹⁵ En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal HERREN din Gud oprejse dig; ham skulle I høre; ¹⁶ aldeles som du begærede af HERREN din Gud ved Horeb paa Forsamlingens Dag og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre HERREN min Guds Røst og ikke ydermere se denne store Ild, at jeg ikke skal dø. ¹⁷ Da sagde HERREN til mig: De have talet vel i det, de have talet. ¹⁸ Jeg vil oprejse dem en Profet midt ud af deres Brødre, ligesom du er; og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham. ¹⁹ Og det skal ske, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, af ham skal jeg kræve det.

²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab.

⁵ Og Mose, HERRENS Tjener, døde der i Moabs Land, efter HERRENS Mund. ⁶ Og han begrov ham i Dalen i Moabiternes Land, tværs over for BethPeor; og ingen ved hans Grav indtil denne Dag.

¹² Maaske HERREN skal se til min Elendighed, og HERREN skal betale mig godt i Stedet for hans Forbandelse paa denne Dag.

¹⁰ Og det skete, der Præsterne gik ud af Helligdommen, da fyldte Skyen HERRENS Hus, ¹¹ saa at Præsterne ikke kunde staa at gøre Tjeneste for Skyen; thi HERRENS Herlighed fyldte HERRENS Hus. ¹² Da sagde Salomo: HERREN sagde, at han vilde bo i Mørket.

²⁰ og han raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, saa at du dræber hendes Søn? ²¹ Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange og raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen! ²² Og HERREN hørte Elias's Røst, og Barnets Sjæl kom inden i det igen, og det blev levende.

³³ Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet.

⁴² Og Akab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig imod Jorden og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ.

¹¹ Og det skete, der de gik videre og talte, se, da kom der en gloende Vogn og gloende Heste, og de gjorde Skilsmisse imellem dem begge, og Elias for op i en Storm til Himmelen. ¹² Og Elisa saa det, og han raabte: Min Fader, min Fader, Israels Vogne og hans Ryttere! og han saa ham ikke ydermere, og han tog fat i sine Klæder og rev dem i to Stykker.

²⁹ Og han sagde til Gihesi: Bind om dine Lænder og tag min Stav i din Haand og gak: Om du møder nogen, da hils ham ikke, og om nogen hilser dig, da svar ham ikke, og læg min Stav paa Drengens Ansigt! ³⁰ Og Drengens Moder sagde: Saa vist, som HERREN lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende. ³¹ Og Gihesi var gaaet foran dem og lagde Staven paa Drengens Ansigt; men der var ingen Lyd og ingen Følelse; saa gik han tilbage og mødte ham og gav ham det til Kende og sagde: Drengen vaagnede ikke op.

³³ Og han gik ind og lukkede Døren til for dem begge og bad til HERREN. ³⁴ Og han steg op og lagde sig over Barnet og lagde sin Mund paa dets Mund og sine Øjne paa dets Øjne og sine Hænder paa dets Hænder og bredte sig ud over det, saa at Barnets Legeme blev varmt.

⁵ Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Saa sagde HERREN, Davids, din Faders, Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg læger dig: paa den tredje Daag skal du gaa op til HERRENS Hus.

²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke.

¹⁰ Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet. ¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt ¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt.

⁶ Og HERREN sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv! ⁷ Da for Satan ud fra HERRENS Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse. ⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.

⁷ men et Menneske bliver født til Møje, ligesom Gnister maa flyve højt op.

⁶ Mon det vamle kan ædes uden Salt?eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?

¹ Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

⁹ Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

¹ Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. ³ Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. ⁴ Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! ⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. ⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. ⁸ Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet ⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. ¹¹ Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. ¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. ¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. ¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. ¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. ¹⁸ Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. ¹⁹ De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. ²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! ²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. ²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! ²⁵ Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. ²⁶ Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. ²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! ²⁸ Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. ²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. ³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. ³¹ Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

¹⁴ Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig.

¹² Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela.

⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig.

⁷ See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd.

² Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. ³ Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

¹⁴ Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dugs Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. ² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. ³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. ⁴ Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. ⁵ Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. ⁶ Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. ⁷ Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. ⁸ Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. ⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. ¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. ¹¹ Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. ¹² Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. ¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. ¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! ¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! ¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! ¹⁷ Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! ¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! ¹⁹ Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! ²⁰ Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. ²¹ Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. ²² Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. ²³ Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. ²⁴ Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! ²⁵ Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! ²⁶ Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. ²⁷ Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. ²⁸ Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! ²⁹ Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! ³⁰ Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. ³¹ Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. ³² Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove. ³³ De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! ³⁴ Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne. ³⁵ Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! ³⁶ Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

²² Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.

⁶ paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, ⁷ og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; ⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

²² fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.

¹⁰ Gud, vort Skjold! se til og sku din Salvedes Ansigt.

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning.

¹ Min Sjæl, lov HERREN; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. ² Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt.

²¹ De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, ²² underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav. ²³ Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem? ²⁴ De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. ²⁵ Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst.

¹⁰ Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet.

³⁷ Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed hold mig i Live paa din Vej.

⁵ De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang.

¹ En Sang paa Trapperne; af David. Se, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre ogsaa bo tilsammen,

¹ Til Sangmesteren; af David; en Psalme. HERRE! du har ransaget mig og kender mig. ² Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. ³ Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje ⁴ Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, HERRE! du kender det jo alt sammen.

¹⁰ Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem; som lade sig raade er Visdom.

¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

¹⁷ Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.

⁵ Da skulle de blindes Øjne aabnes og de døves øren oplades. ⁶ Da skal den halte springe som en Hjort og; den stummes Tunge synge med Fryd; thi Vande hryde frem i Ørken og Bække paa den øde Mark.

³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! ⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. ⁵ Og HERRENS Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi HERRENS Mund har talt.

¹³ Thi jeg er HERREN din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som siger til dig: Frygt ikke; jeg hjælper dig.

⁷ Saa siger HERREN, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for HERRENS Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig.

⁶ Jeg hengav min Ryg til dem som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt.

¹⁴ Ligesom mange forskrækkedes over ham saa var hans, Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og, hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret? ² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.

² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. ³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. ⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. ⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. ⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham. ⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. ⁹ Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. ¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger. ¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

²⁴ Og de skulle gaa ud og se paa de døde Kroppe af Mændene, som gjorde Overtrædelse imod mig; thi deres Orm skal ikke dø, og deres Ild skal ikke udslukkes, og de skulle være en Gru for alt Kød.

¹⁷ Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag.

⁵ Og du, du søger dig store Ting! søg dem ej; thi se, jeg lader Ulykke komme over alt Kød, siger HERREN, men dig vil jeg give din Sjæl som Bytte paa hvert Sted, hvorhen du drager.

²⁴ Og du skal føre dem frem for HERRENS Ansigt; og Præsterne skulle kaste Salt paa dem og ofre dem til et Brændoffer for HERREN.

⁹ Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klæder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild.

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham.

³ Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. ²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt.

¹⁵ Og der han talte saadanne Ord med mig, da vendte jeg mit Ansigt imod Jorden og blev stum. ¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. ¹⁷ Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig. ¹⁸ Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig; ¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.

² Og HERREN sagde til Satan: HERREN true dig, Satan! ja, HERREN true dig, han, som udvælger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden?

¹³ Og HERREN sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dern! og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem hen i HERRENS Hus til Pottemageren.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

¹ Se, jeg sender min Engel, at han skal berede Vejen for mit Ansigt, og i et Nu kommer til sit Tempel den Herre, som I søge, og Pagtens Engel, som I have Lyst til, se, han kommer, siger den HERRE Zebaoth. ² Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud. ³ Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være HERRENS og fremføre Offergaver i Retfærdighed.

⁵ Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend HERRENS Dag kommer, den store og den forfærdelige. ⁶ Og han skal vende Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes Hjerte til deres Fædre, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band.

¹ Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde: ² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær. ³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. ⁴ Men Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning. ⁵ Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen. ⁶ Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder. ⁷ Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste eder at flye fra den kommende Vrede? ⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, ⁹ og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. ¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden. ¹¹ Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild. ¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

¹³ I ere Jordens Salt; men om Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet andet end at kastes ud og nedtrædes af Mennesker.

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

²⁸ Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte. ²⁹ Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede.

²⁹ Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede. ³⁰ Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske legme skal kastes i Helvede.

²² Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn? ²³ Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret!

² Og see, en Spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, saa kan du rense mig.

⁴ Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for præsten, og ofre den Gave, som Moses har befalet, dem til et vidnesbyrd.

⁸ Og Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værd, at du skal gaae ind under mit Tag; men siig ikkun et Ord, saa bliver min Tjener helbredt. ⁹ Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaar han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

²⁸ Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre!

³² Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat. ³³ Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.

³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; ³⁸ og hvo som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. ³⁹ Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. ⁴⁰ Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den som har udsendt mig. ⁴¹ Hvo som annammer en Prophet, fordi han er en Prophet, skal faae en Prophets Løn; og hvo som annammer en Retfærdig, fordi han er en Retfærdig, skal faae en Retfærdigs Løn. ⁴² Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

⁴² Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

² Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Diciple og lod ham sige: ³ Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? ⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: ⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige; ⁶ og salig er den, som ikke forarges paa mig. ⁷ Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret? ⁸ Eller hvad ere I udgangne et see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse. ⁹ Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet! ¹⁰ Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. ¹¹ Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han. ¹² Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i HimmerigesRige, og de, som trænge ind, rive det til sig. ¹³ Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes.

¹³ Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes. ¹⁴ Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme.

¹⁴ Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme. ¹⁵ Hvo som har Øren at høre med, han høre! ¹⁶ Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaa Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: ¹⁷ vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde. ¹⁸ Thi Johannes kom, som hverkend aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen.

¹⁹ Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.

²² Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.

³⁰ Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder.

⁴⁰ Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.

⁴⁵ Saa gaar han, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre end dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt.

¹⁰ Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser?

²⁸ Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af? ²⁹ Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af.

³⁶ Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren.

³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld. ⁴ Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende. ⁵ Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet. ⁶ Men der Herodes holdt sin Fødselsdag, dansede Heodias' Datter for dem; og hun behagede Herodes. ⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede. ⁸ Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad. ⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende. ¹⁰ Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet. ¹¹ Og hans Hoved blev baaret paa et Fad og givet Pigen; og hun bar det til sin Moder.

¹³ Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra ud i et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Stæderne.

³¹ Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: du lidet Troende, hvi tvivlede du?

¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse.

²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.

²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen. ²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os. ²⁴ Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus. ²⁵ Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! ²⁶ Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. ²⁷ Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. ²⁸ Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time.

³⁰ Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem. ³¹ saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

²¹ Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag. ²² Og Peter tog ham tilside, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde!

²⁸ Sandelig siger jeg Eder: der ere Nogle, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Menneskens Sømme komme i sit Rige.

¹ Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes, hans Broder, til sig, og førte dem affsides op paa et høit Bjerg. ² Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset. ³ Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham.

³ Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham. ⁴ Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at være; vil du, da ville vil gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een.

⁴ Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at være; vil du, da ville vil gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een. ⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham!

⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham! ⁶ Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.

⁶ Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. ⁷ Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke.

⁷ Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke. ⁸ Men der de opløftede deres Øine, saae de Igen, uden Jesus alene. ⁹ Og der de gik ned ad Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sigde dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde. ¹⁰ Og hans Disciple spurgte ham og sagde: hvad er det da, de Skriftkloge sige; at Elias bør først komme?

¹⁰ Og hans Disciple spurgte ham og sagde: hvad er det da, de Skriftkloge sige; at Elias bør først komme? ¹¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette.

¹¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette. ¹² Men jeg siger Eder, at Elias er alt kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem. ¹³ Da forstode Disciplene, at han havde talet til dem om Johannes den Døber. ¹⁴ Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og fladt paa Knæ for ham og sagde: ¹⁵ Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;

¹⁵ Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; ¹⁶ og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.

¹⁶ og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham. ¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid.

¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid. ¹⁸ Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund.

¹⁸ Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund. ¹⁹ Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: hvi kunde vi ikke uddrive ham? ²⁰ Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet være umuligt.

²⁰ Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet være umuligt.

²² Der de vandrede i Galilæs, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder; ²³ og de skulle slaae ham ihjel, og han skal opreises paa den tredie Dag. Og de bleve saare bedrøvede. ²⁴ Men der de kom til Capernaum, gik de, som oppebare Skattens Penninge, til Peter og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge?

¹ I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige? ² Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem,

² Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem, ³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. ⁵ Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig. ⁶ Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed.

⁸ Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild.

⁸ Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild. ⁹ Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild.

⁹ Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild. ¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

¹⁴ Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til. ¹⁵ Og han lagde Hænderne paa dem, og drog derfra.

¹⁸ see, vi reise op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge; og de skulle fordømme ham til Døden, ¹⁹ og overantvorde Hedningerne ham og bespotte og hudstryge og korsfæste; og paa den tredie Dag skal han opstaae.

²¹ Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved den venstre Side. ²² Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne. ²³ Og han sagde til dem: min Kalk skulle vil vel drikke, og med den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes, men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader. ²⁴ Og der de Ti det hørte, bleve de vrede paa de to Brødre. ²⁵ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem. ²⁶ Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener; ²⁷ og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig. ²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

³⁴ Men Jesus ynkedes inderligen, og rørte ved deres Øine. og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham.

²¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee. ²² Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae.

³⁸ Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. ³⁹ Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel.

⁷ Og de ville gjerne være hilsede paa Torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi af Menneskene.

¹¹ Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener.

³⁰ Og da skal Menneskenes Søns Tegn aabenbares i Himmelen; og da skulle alle Jordens Slægter hyle, og de skulle se Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.

³¹ Men naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds Trone.

⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig. ⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

⁴⁵ Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig. ⁴⁶ Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv.

⁴⁶ Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv.

² I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes.

²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. ⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

²² Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes! ²³ Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes!

⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn.

⁵⁴ Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjælv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.

⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg.

³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.

² ligesom skrevet er i Propheterne: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. ³ Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. ⁴ Johannes døbte i Ørken og prædikede Omvendelsens Daab til Syndernes Forladelse. ⁵ Og det ganske Land Judæa gik ud til ham og de af Jerusalem, og de døbtes af ham i Jordans Flod, alle som bekendte deres Synder. ⁶ Men Johannes havde Klæder af Kameelhaar og et Læderbelte om sin Lænd, og aad Græshopper og vild Honning. ⁷ og prædikede og sagde: der kommer den efter mig, som er stærkere end jeg, for hvem jeg ikke er værdig til at bukke mig ned, at løse hans Skotvinge. ⁸ Vel har jeg døbt Eder med Vand, men han skal døbe Eder med den Hellig-Aand.

¹¹ og der skete en Røst fra Himlene: du er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

²⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham. ²⁶ Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst, og foer ud af ham.

²⁶ Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst, og foer ud af ham. ²⁷ Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham.

³¹ og han gik til hende, tog fat paaa hendes Haand og reiste hende op, og Feberen forlod hende strax, og hun gik dem tilhaande.

⁴⁰ Og der kom en Spedalsk til ham, bad ham, og faldt paa Knæ for ham, og sagde til ham: dersom du vil, kan du rense mig. ⁴¹ Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham, og sagde til ham: jeg vil; vorde reen!

⁴¹ Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham, og sagde til ham: jeg vil; vorde reen! ⁴² Og da han det sagde, gik Spedalskheden strax af ham, og han blev renset.

⁶ Men nogle af de skriftkloge sadde der, og de tænkte i deres Hjerter:

⁸ Og Jesus kjendte strax i sin Aand, at de tænkte saa ved sig selv, og sagde til dem: hvi tænke I saadant i Eders Hjerter?

¹⁰ Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.

³⁴ Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.

³ Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker. ⁴ Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham. ⁵ Og han var altid nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene.

⁷ og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig. ⁸ Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette menneske!

¹⁹ Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, har gjort dig, at han har forbarmet sig over dig.

²³ Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.

²⁵ Og der var en kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar.

³⁷ Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

⁴¹ Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op!

⁴³ Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.

¹⁴ Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham. ¹⁵ Andre sagde: han er Elias; men Andre sagde: han er en Prophet eller som een af Propheterne. ¹⁶ Men der Herodes hørte det, sagde ham: Johannes, som jeg har ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde. ¹⁷ Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet johannes gribe og kalste i Fængsel, forHerodias', sin Broder Phillippus' Hustrus, Skyld; thi han havde taget hende tilægte. ¹⁸ Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru. ¹⁹ Men Herodias efterstræbte ham og vilde omkomme ham og kunde ikke. ²⁰ Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne. ²¹ Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste høvedsmænd og de Ypperste i Galilæa et Gjestebud paa sin Fødselsdag, ²² og Herodias' Datter kom ind og dandsede og behagede Herodes og Gjesterne, sagde Kongen til Pigen: bed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det. ²³ Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. ²⁴ Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved. ²⁵ Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved. ²⁶ Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. ²⁷ Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved. ²⁸ Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.

³¹ Og han sagde til dem: kommer I afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at æde. ³² Og de fore bort i et Skib til et øde Sted afsides.

¹⁷ Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denneLignelse. ¹⁸ Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?

²⁶ (men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter.

¹¹ Og Pharisæerne gik ud og begyndte at bespørge sig med ham og begjerede af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.

¹⁷ Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhærdet? ¹⁸ Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu?

²³ Og han tog den Blinde ved Haanden og ledte ham hen udenfor Byen og spyttede i hans Øine og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, og han saae Noget.

²⁹ Og han sagde til dem: men I hvem sige I, at jeg er? Da svaede Peter og sagde til ham: du er Christus. ³⁰ Og han bød dem strengeligen, at de ikke skulde sige Nogen dette om ham. ³¹ Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage.

³¹ Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage.

³³ Men han vendte sig om og saae paa sine Disciple, og straffede Peter og sagde: vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.

² Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes til sig og førte dem afsides op paa et høit Bjerg, og han blev forvandlet for dem. ³ Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, som Snee, saa at ingen farver paa Jorden kan gjøre dem saa hvide. ⁴ Og Elias tilligemed Moses viste sig for dem, og de talede med Jesus.

¹⁰ Og de holdt dette hos sig selv og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de Døde.

¹² Men han svarede og sagde til dem: Elias bør først komme og skikke alle Ting tilrette; og det skal skee, som det er skrevet om Menneskens Søn, at han skal lide meget og foragtes.

¹⁵ Og strax forbausedes alt Folket, der de saae ham, og de løb til og hilsede ham.

¹⁸ Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.

²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede.

²⁵ Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke herefter farer ind i ham. ²⁶ Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død.

²⁸ Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den? ²⁹ Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget uden ved Bøn og Faste. ³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilæa; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag. ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede at spørge ham.

³⁴ Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største.

⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild,

⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild,

⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild,

⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.

⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.

⁵⁰ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det sin Smag igjen? Haver Salt i Eder selv, og holder Fred med hverandre!

¹³ Og de førte smaa Børn til ham, at kan skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem.

¹³ Og de førte smaa Børn til ham, at kan skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. ¹⁴ Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.

¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

³² Men de vare paa Veien og gik op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede og fulgte ham med Frygt. Og han tog atter de Tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad han skulde vederfares. ³³ See, vi gaae op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge, og de skulle fordømme ham til Døden og overantvorde Hedninger ham; ³⁴ og de skulle bespotte ham og hudstryge ham og bespytte ham og ihjelslaae ham, og paa den tredie Dag skal han opstaae.

⁴² Da kaldte Jesus dem og sagde til dem: I vide, at de, der ere i Anseelse som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener; ⁴⁴ og hvo som vil blive den Ypperste iblandt eder, skal være Alles Tjener; ⁴⁵ thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange.

²³ Thi sandelig siger jeg Eder: at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op, og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, han skal det skee, som han sagde.

²⁸ Og de sagde til ham: af hvad Magt gjør du disse Ting? og hvo har givet dig denne magt, at du gjør disse Ting.

¹⁴ Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give eller ikke give?

²⁶ Og da skulle de see Menneskens Søn kommme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.

³⁰ Sandelig siger jeg Eder: denne Slægt skal ingenlunde forgaae, førend disse Ting skee allesammen.

³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham. ⁷ Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder. ⁸ Og de gik hasteligen ud og flyede fra Graven; men Bævelse og Forfærdelse betog dem, og de sagde Ingen Noget; thi de frygtede.

¹² Men derefter aabenbaredes han for to af dem paa Veien i en anden Skikkelse, der de gik ud paa Landet.

¹⁴ Paa det Sidste Aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbors, og bebreidede dem deres Vantro og Hjertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden.

¹⁶ og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud. ¹⁷ Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.

¹⁷ Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.

⁷⁶ Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie,

²⁶ Og det var ham aabenbaret af den Hellig Aand, at han ikke skulde see Døden, førend han havde seet Herrens Salvede.

⁵⁰ Og de forstode ikke det Ord, som han talede til dem.

⁵⁰ Og de forstode ikke det Ord, som han talede til dem. ⁵¹ Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte.

² der Annas og Caiphas vare Ypperstepræster: skete Guds Ord til Johannes, Zacharias' Søn, i Ørknen. ³ Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse, ⁴ som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne; ⁵ hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes; ⁶ og alt Kjød skal see Guds Frelse.

¹⁹ Men der Fjerdingsfyrsten Herodes blev straffet af ham for Herodias, hans Broder Philippus' Hustrus, Skyld og for alt det Onde, som Herodes gjorde, ²⁰ saa lagde han til alt det Øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Fængsel.

³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djævelen kastede ham iblandt dem og gjorde ham ingen Skade.

⁴¹ Ogsaa fore Djævle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus.

³⁰ Og deres Skriftkloge og Pharisæerne knurrede imod hans Disciple og sagde: hvorfor æde og drikke I med Toldere og Syndere? ³¹ Og Jesus svarede og sagde til dem: de Karske have ikke Læge behov, men de, som lide ilde. ³² Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

¹² Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natttenover i Bøn til Gud.

¹³ Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke.

³⁸ og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve.

⁴⁴ Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vædede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar.

²⁹ Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene og var dreven af Djævelen i Ørkenerne.

⁴³ Og en Kvinde, som havde havt Blodfold i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredt af Nogen.

¹⁹ Men de svarede og sagde: de sige, du er Johannes den Døber; men Andre, Elias; men Andre, at en Prophet af de gamle er opstanden.

²⁷ Men sandelig siger jeg Eder: der er Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige. ²⁸ Men det begav sig ved otte Dage efter denne tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob til sig og gik op paa et Bjerg at bede. ²⁹ Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnede. ³⁰ Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,

³⁰ Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias, ³¹ som bleve sete i Herlighed og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.

³¹ som bleve sete i Herlighed og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem. ³² Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. ³³ Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester! her er godt for os at være; lader os gjøre tre Boliger, dig een, Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde. ³⁴ Men idet han talede saadant, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen. ³⁵ Og en røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham. ³⁶ Og idet Røsten skete, blev Jesus funden alene, og de taug og forkyndte i de Dage Ingen Noget af det, de havde seet.

³⁶ Og idet Røsten skete, blev Jesus funden alene, og de taug og forkyndte i de Dage Ingen Noget af det, de havde seet. ³⁷ Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da gik meget Folk ham imøde. ³⁸ Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.

³⁸ Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne. ³⁹ Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham;

³⁹ Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham; ⁴⁰ og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke.

⁴⁰ og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke. ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid!

⁴¹ Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid! ⁴² Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen.

⁴² Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen. ⁴³ Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt. ⁴⁴ Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.

⁴⁴ Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder. ⁴⁵ Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.

⁴⁵ Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord. ⁴⁶ Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største. ⁴⁷ Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog ham et Barn og stillede det hos sig. ⁴⁸ Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.

⁴⁸ Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor. ⁴⁹ Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os. ⁵⁰ Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.

¹⁶ Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo som mig foragter, foragter den, som mig udsendte.

¹⁴ Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.

¹⁹ Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Sønner dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere.

²³ Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder.

²⁶ Da gaaer han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første.

⁵³ Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting. ⁵⁴ Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

¹⁶ Men denne, som er en Abrahams Datter, hvilken Satanas havde bundet, see, i atten Aar, burde hun ikke løses af dette Baand paa Sabbatsdagen?

¹⁰ Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere, op; og da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords. ¹¹ Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹³ Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde:

²¹ Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

³⁴ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? ³⁵ Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre!

²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.

¹ Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme! ² Det var ham bedre, om en Møllesteen blev hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge een af disse Smaa.

⁵ Og Apostlerne sagde til Herren: forøg os Troen. ⁶ Men Herren sagde: dersom I havde tro som et Senepskorn, da kunde I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op med Rod, og plant dig i Havet; og det skulde være Eder lydigt.

¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

³¹ Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn. ³² Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes, ³³ og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.

³³ og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae. ³⁴ Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁴ Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

¹⁸ Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer.

²⁴ Der var og en Trætte iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at være den Største? ²⁵ Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer. ²⁶ I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener.

²⁶ I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener. ²⁷ Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er iblandt Eder som den, der tjener. ²⁸ Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser. ²⁹ Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det, ³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

¹¹ Men der Herodes med sine Krigsfolk havde forhaanet og bespottet ham, kastede han et hvidt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igjen.

³⁹ Men een af Misdæderne, som vare ophøngte, bespottede ham og sagde: er du den Christus, da frels dig selv og os.

⁷ det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. ⁸ Og de kom hans Ord i hu.

²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt.

²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. ²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed?

²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

³¹ Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.

⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

⁶ Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes. ⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden. ¹⁰ Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden Kjendte ham ikke. ¹¹ Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke. ¹² Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn; ¹³ hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud. ¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed. ¹⁵ Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har været for mig; thi han var førend jeg. ¹⁶ Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade. ¹⁷ Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus. ¹⁸ Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det. ¹⁹ Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du? ²⁰ Han bekjendte og nægtede ikke og bekjendte: jeg er ikke den Christus. ²¹ Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei; ²² da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? ²³ Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt. ²⁴ Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. ²⁵ Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? ²⁶ Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende. ²⁷ Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse. ²⁸ Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte. ²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd! ³⁰ Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg. ³¹ Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand. ³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. ³³ Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand. ³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn. ³⁵ Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple. ³⁶ Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam!

⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig.

¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det.

¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det. ²⁰ Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage? ²¹ Men han talede om sit Legems Tempel. ²² Derfor, der han var opstanden fra de Døde, kom hans Disciple ihu, at han havde sagt dette til dem; og de troede Skriften og de Ord, som Jesus havde sagt.

²⁵ og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

¹⁴ Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies,

¹⁶ Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. ¹⁷ Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham. ¹⁸ Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troet paa Guds eenbaarne Søns Navn.

²⁷ Johannes svarede og sagde: et Menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen. ²⁸ I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham. ²⁹ Den, som har Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen. ³⁰ Ham bør at voxe, men mig at forringes.

²⁷ Og i det samme kom hans Disciple, og forundrede sig, at han talede med Kvinden; dog sagde Ingen: hvad sprøger du? eller hvad taler du med hende?

⁴⁷ Der denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans Søn; thi han var nær Døden. ⁴⁸ Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke see Tegn og Undergjerninger, ville I ikke troe. ⁴⁹ Manden sagde til ham: Herre! kom, før mit Barn døer. ⁵⁰ Jesus siger til ham: gak bort, din Søn lever. Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.

⁵ Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom. ⁶ Der Jesus saae ham ligge og vidste, at han allerede havde ligget lang Tid, sagde han til ham: vil du vorde sund?

¹⁸ Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

²² Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, ²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte.

²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. ²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. ²⁵ Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.

³⁷ Og Faderen, som har udsendt mig, har selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse.

³⁹ I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig.

⁴⁵ Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. ⁴⁶ Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. ⁴⁷ Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?

⁶⁹ og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

⁵¹ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom Nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen. ⁵² Da sagde Jøderne til ham: nu kjende vi, at du har Djævelen; Abraham er død, og Propheterne, og du siger: dersom Nogen holder mit Ord han skal ikke smage Døden evindeligen.

¹ Og da han gik frem, saae han et Menneske, som var blind født.

²⁰ Hans Forældre svarede dem og sagde: vi vide, at dette er vor Søn, og at han var blind født. ²¹ Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvo der har aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham, han maa selv svare for sig.

³⁵ Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde ham til ham: troer du paa Guds Søn?

¹⁸ Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt at sætte det til og har Magt at tage det igjen. Denne Bud annammede jeg af min Fader.

³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet.

⁴⁰ Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?

¹⁶ Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time.

³³ (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.) ³⁴ Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?

⁴⁴ Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig har udsendt. ⁴⁵ Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt.

³⁴ Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre. ³⁵ Derpaa skulle Alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed.

⁸ Philippus siger til ham: Herre! viis os Faderen, og det er os nok. ⁹ Jesus siger til ham: saa lang en Tid er jeg hos Eder og du har ikke kjendt mig, Philippus? Hvo mig har seet, har seet Faderen; hvorledes siger du da: Viis os Faderen?

²¹ Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham. ²² Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden? ²³ Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham.

¹⁷ Dette befaler jeg Eder, at I skulle elske hverandre. ¹⁸ Dersom Verden hader Eder, da vider, at den har hadet mig førend Eder.

¹⁷ Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hentil Faderen? ¹⁸ Da sagde de: hvad er det, som han siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler. ¹⁹ Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig.

¹⁹ Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig.

²⁹ Hans Disciple sige til ham: see, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse. ³⁰ Nu vide vi, at du veed alle Ting og har ikke behov, at Nogen spørger dig; desaarsag troe vi, at du udgik fra Gud.

⁷ Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn.

²⁵ Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene. ²⁶ Der Jesus da saae sin Moder og den Discipel staae hos, som han elskede, siger han til sin Moder: Kvinde! see, det er din Søn. ²⁷ Derefter siger han til Disciplen: see, det er din Moder. Og fra den Time tog Disciplen hende hjem til Sit.

²⁷ Derefter siger han til Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haandhid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende.

³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

²³ Derover kom dette Sagn ud iblandt Brødrene: denne Discipel døer ikke; endog Jesus ikke sagde til ham: han døer ikke, men: om jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig?

⁶ Som du nu bare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre! vil du paa denne Tid oprette Israel Riget? ⁷ Men han sagde til dem: det tilkommer ikke Eder at vide Tid og Stund, hvilke Faderen har forbeholdt sin egen Magt.

⁹ Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øine.

²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham. ²⁴ Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.

² Og en Mand, som var halt fra Moders Liv, af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet.

⁷ Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.

²¹ hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage. ²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder.

²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder. ²³ Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket.

²³ Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket. ²⁴ Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage.

²² Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel.

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

³⁷ Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre.

⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

⁵⁴ Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

³⁶ Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

³⁹ Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde. ⁴⁰ Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem, og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Cæsarea.

⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul hvi forfølger du mig?

³³ Der fandt han en Mand ved Navns Æneas, som havde ligget otte Aar ved Sengen og var værkbruden.

⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gaae ud og faldt paa knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op. ⁴¹ Men han gav hende Haanden og reiste hende op, og han kaldte at de Hellige og Enkerne og fremstillede hende levende.

⁴¹ Men han gav hende Haanden og reiste hende op, og han kaldte at de Hellige og Enkerne og fremstillede hende levende.

¹⁶ Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.

¹⁹ Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: see, tre Mænd lede efter dig.

³⁰ Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klændebon, ³¹ og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud.

⁸ Og der var en mand i Lystra, som maatte sidde, for han havde ingen Magt i Fødderne, men var fra Moders Liv af lam og havde aldrig gaaet. ⁹ Han hørte Paulus tale; og denne, der han fæstede Øie paa ham og mærkede, at han havde tro til at frelses, sagde med høi Røst:

²³ Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed, og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.

¹⁸ Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund.

¹⁸ Men nogle af de epikuræiske og storiske Philisopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen.

¹³ Men nogle omløbende jødiske besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker. ¹⁴ Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst. ¹⁵ Men den onde Aand svarede og og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I? ¹⁶ Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og faarede ud af samme Huus.

¹¹ Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottligen, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Stæder. ¹² I hvilken Øiemed jeg og drog til Damascus, med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster, ¹³ de jeg midt om Dagen faae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig. ¹⁴ Men der vi faldt alle ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det hebraiske Sporg: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braaden.

⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,

⁹ I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans.

¹³ thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden skulle I leve.

² Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.

¹⁰ værer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;

¹⁸ Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.

¹³ Derfor lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, ikke at sætte Anstød eller Forargelse for en Broder.

¹⁵ Men dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da omgaaes du ikke mere efter Kjærlighed. Led ikke ved din mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Christus er død.

¹⁷ Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand. ¹⁸ Hvo som derudi tjener Christus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene. ¹⁹ Derfor lader os tragte efter det som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse.

²¹ men, som skrevet staaer: de, for hvilke Intet var kundgjort om ham, skulle see, og de, som ikke havde hørt, skulle forstaae.

¹⁷ End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem.

²³ men I ere Christi, men Christus Guds.

¹⁰ Thi dersom Nogen seer dig, som har Kundskab, sidde tilbords i Afgudens Huus, bestyrkesikke hans Samvittighed, som er skrøbelig, derved til at æde Afguds-Offer? ¹¹ Og saaledes vil formedelst din Knundskab den skrøbelige Broder fortabes, for hvem Christus er død. ¹² Men naar I saaledes synde mod Brødrene og saare deres skrøbelige Samvittighed, synde I mod Christus. ¹³ Derfor, om mad forarger min Broder, vil jeg aldrig æde Kjød, at jeg ikke skal forarge min Broder.

²⁷ Men jeg spæger mit Legeme og holder det I Trældom, at ikke jeg, som prædiker for Andre, skal selv blive forskudt.

³² Værer uden Forargelse baade for Jøder og Græker og for Guds Menighed; ³³ ligesom jeg og i Alt stræber at tækkes Alle, idet jeg ikke søger det, som er mig selv, men det, som er Mange nyttigt, at de kunne frelses.

³ Derfor kundgjør Jesus Eder, at Ingen som taler ved Guds Aand, udsiger Forbandelse over Jesus, og Ingen kan kalde Jesus Herre uden ved den Hellig Aand.

¹ Talede jeg med Menneskers og engles Tungemaal, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjelde. ² Og havde jeg profphetisk Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg Intet.

²³ Dog hver i sin Orden: den første Grøde er Christus, dernæst de, som ere Christi, udi hans Tilkommelse.

⁴ Thi i megen Kummer og med beklemt Hjerte skrev jeg Eder til under mange Taarer, ikke at I skulde blive bedrøvede, men paa det at i skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen har til Eder.

⁷ Men dersom den dødbringende Bogstavens Tjeenste, indgraven i Stene, skete i Herlighed, saa at Israels børn ikke kunde betragte Moses' Ansigt formedelst hans Ansigts herlighed, som dog skulde forsvinde: ⁸ hvi skulde da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed? ⁹ Thi dersom Fordømmelsens Tjeneste var i herlighed, er meget mere retfærdiggjørelsens Tjeneste overflødig i Herlighed. ¹⁰ Ja det, som havde Herlighed, var i denne henseende end ikke herligt imod den overvættes herlighed.

³ og vi give ikke nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten skal ikke blive lastet;

⁵ under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeider, i Nattevaagen, i Fasten;

⁷ See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv har den Tillid at han er Christi, han slutte igjen fra sig selv, at ligesom han er Christi, saaledes ere ogsaa vi Christi.

²⁷ i Arbeide og Møie, ofte i nattevaagen, i Hunger og Trøst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;

⁸ Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;

¹ Jeg kommer denne tredie gang til Eder; ved to eller tre Vidners Mund skal enhver Sag stadfæstes.

¹¹ Iøvrigt, Brødre formaner hverandre, haver eet Sind, værer fredsommelige, og Kjærlighedens og Fredens Gud skal være med Eder.

²⁹ Men ere i Christi, da ere i jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen.

¹⁵ Hvor prisede i Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig.

¹⁴ Thi af Loven fuldkommes i eet Bud, nemlig i det: du skal elske din Næste som dig selv. ¹⁵ Men dersom I bide og æde hverandre, da seer til, at I ikke fortæres af hverandre.

²² Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glæde, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed.

²⁴ Men de, som høre Christus til have korsfæstet Kjødet med Lysterne og Begjeringerne.

⁸ Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder, det er en Guds Gave;

² med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langdmodighed, saa I fordrage hverandre i Kjærlighed ³ og beflitte Eder paa at bevare Aandens Eenhed i Fredens Baand; ⁴ eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere Kaldte til eet Haab i Eders Kald; ⁵ een Herre, een Tro, een Daab, ⁶ een Gud og Alles Fader, som ere over Alle og ved Alle og i Eder alle!

²⁹ Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive fra Eder med al Ondskab. ³² Men værer velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom og Gud har tilgivet Eder i Christus.

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

¹⁰ saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Christi Dag,

¹⁸ Men hvad? Christus forkyndes dog paa enhver Maade, være sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig.

²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre;

²⁷ Kun at I vandre værdigen Christi Evangelium, saa at, hvad enten jeg kommer og seer Eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om Eder, at I staae faste i een Aand og stride med mig af eens Sjæl for Evangeliums Tro

²⁹ Thi Eder er det forundt for Christi Skyld ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld,

¹ Er der da nogen Formaning i Christus, er der nogen Opmuntring af Kjærlighed, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kjærlighed og Barmhjertighed: ² da fuldkommer min Glæde, saa at I mene det Samme, have den samme Kjærlighed, ere eens sindede, mene Eet. ³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.

³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv. ⁴ Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres. ⁵ Thi det samme Sindelag være i Eder, som og var i Christus Jesus, ⁶ hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig;

⁶ hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig; ⁷ men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig;

⁷ men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; ⁸ og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død.

⁷ Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Christi Skyld agtet for Tab; ⁸ ja sandeligen, jeg agter og Alt for Tab mod Christi Jesu min Herrens KundskabsYpperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at være, paa det jeg kan vinde Christus

²¹ som skal forvandle vort Fornedrelsens Legeme til at vorde ligedannet med hans Herlighedens Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han og kan underlægge sig alle Ting.

⁵ Døder derfor Eders jordiske Lemmer, Horeri, Ureenhed, Blødagtighed, ond Lyst og Gjerrighed, som er en Afgudsdyrkelse;

¹² Saa ifører Eder da, som Guds Udvalgte, Hellige og Elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,

⁶ Eders tale være altid yndelig, krydret med Salt, saa I vide hvorledes det bør Eder at svare Enhver.

⁸ Hvorfore da, hvo som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig Aand i os.

¹³ og agte dem høiligen i Kjærlighed for deres Gjernings Skyld. Værer fredsommelige indbyrdes.

³ Vi ere Skyldige altid at takke Gud vor Eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi Eders Tro voxer kraftigen, og Kjærligheden formeres hos enhver af Eder alle mod hverandre,

⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder, ⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

¹¹ Derfor bede vi ogsaa altid for Eder, at vor Gud vil agte Eder sit Kald værdige med Kraft fuldkomme al ham velbehagelig Godhed og Troens Gjerning,

¹⁴ Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale.

⁴ længselsfuld efter at see dig, naar jeg tænker paa dine Taarer, at jeg maa fyldes med Glæde,

¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os;

²² Fly Ungdoms-Begjeringer; men jag efter Retfærdighed, Tro, Kjærlighed, Fred med dem, som paakalde Herren af et reent hjerte.

¹² som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden;

¹ Derfor bør det os des mere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.

⁹ Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesus, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.

¹⁰ Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. ¹¹ Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile. ¹² Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.

¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

⁷ Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,

⁶ Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.

¹ Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al byrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane, ² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne. ³ Betagter den, som har taalmodeligen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte og forsage i Eders Sjæle.

¹⁴ Stræber efter Fred med hver Maand og efter hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren;

¹⁷ Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskydt; thi han fandt ikke Sted for sin Anger, alligevel han med Graad søgte derom.

²⁵ Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene, ²⁶ hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu een Gang ryster jeg, ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.

²⁰ thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.

¹⁴ Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden. ¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel. ¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.

⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

¹⁵ Og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal oprise ham, og han har gjort Synder, skulle de forlades ham.

¹⁰ Om hvilken Frelse Propheterne have grandsket og ransaget, hvilken have spaaet om den Naade, Eder skulde vederfares; ¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed. ¹² Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue.

¹ Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse;

⁸ Overhovedet, værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;

³ ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden;

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

¹⁶ Thi vi have ikke fulgt kløgtige Falbler, da vi kundgjorde Eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi vare selv Øienvidner til hans Majestæt. ¹⁷ Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestætiske Herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg haver Velbehagelighed.

¹⁷ Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestætiske Herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg haver Velbehagelighed. ¹⁸ Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.

² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes.

² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

⁹ Derud er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham. ¹⁰ Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.

¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn. ¹² Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.

²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.

⁹ Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke.

⁹ Men Michael, Over-Englen, der han tvistede med Djævelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig.

¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

⁷ See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham igjennemstunge, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen!

¹³ og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte. ¹⁴ Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee; og hans Øine som Ildslue; ¹⁵ og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen; og hans Røst som mange Vandes Lys; ¹⁶ og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sværd udgik af hans Mund; og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft. ¹⁷ Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:

¹⁷ Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:

²³ Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.

⁹ Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjæle som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de bare. ¹⁰ Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?

⁹ Derefter saae jeg, og see, en stor Skare, hvilken Ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Thronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og Palmegrene i deres Hænder,

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

¹² Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke.

⁶ Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd. ⁷ Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store.

¹⁰ Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed. ¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.

¹⁵ Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

³ Og der skal ingen Forbandelse være mere; og Guds og Lammets Throne skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham. ⁴ Og de skulle see hans Ansigt, og hans Navn skal være i deres Pander.