Luke 4 Cross References - Danish

¹ Men Jesus, fuld af den Hellig Aand, kom tilbage fra Jordan, og blev ført af Aanden i Ørken; ² og han blev fristet fyrretyve Dage af Djævelen. Og han aad Intet i de Dage; og der de havde Ende, hungrede han omsider. ³ Og Djævelen sagde til ham: dersom du er Guds Søn, sa siig til denne Steen, at den bliver Brød. ⁴ Og Jesus svarede og sagde til ham: der er skrevet: Mennesket lever ikke aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord. ⁵ Og Djævelen førte ham op paa et høit Bjerg og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik. ⁶ Og Djævelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne Magt og disse Rigers Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil. ⁷ Dersom du vil tilbede mig, skal det altsammen høre dig til. ⁸ Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. ⁹ Og han førte ham til Jerusalem og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; ¹⁰ thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig at bevare dig; ¹¹ og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. ¹² Og Jesus svarede og sagde til ham: der er sagt, du skal ikke friste Herren din Gud. ¹³ Og der Djævelen havde gjort Ende paa Fristelsen, veg han fra ham til en Tid. ¹⁴ Og Jesus kom tilbage i Aandens Kraft til galilæa, og Rygtet om ham kom ud i alt det omkringliggende Land. ¹⁵ Og han lærte i deres Synagoger og blev priset af Alle. ¹⁶ Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i Synagogen efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen. og stod op at forelæse. ¹⁷ Da gave de ham Esaias' Prophetens Bog, og der han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der staaer skrevet: ¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed, ¹⁹ at forkynde et Naade-Aar fra Herren. ²⁰ Og han lukte Bogen sammen og gav Tjeneren den igjen og satte sig; og Alles Øine i Synagogen stirrede paa ham. ²¹ Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren. ²² Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn? ²³ Og han sagde til dem: I ville sikkerligen sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; saa store Ting, som vi have hørt at være skete i Capernaum, gjør ogsaa her i dit Fædreneland! ²⁴ Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Fædreneland! ²⁵ Men jeg siger Eder i Sandhed: der var mange Enker i Israel i Elias' Dage, der Himmelen var lukt i tre Aar og sex Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i det ganske Land; ²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. ²⁷ Og der vare mange Spedalske i Israel udi Elifæus Prophetens Tid, og Ingen af dem blev renset uden Naaman den Syrer. ²⁸ Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Staden og førte ham til Skrænten af Bjerget. paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned. ³⁰ Men han gik midt igjennem dem, og drog bort. ³¹ Og han kom ned til Capernaum, en Stad i Galilæa, og lærte dem paa Sabbaterne. ³² Og de forundrede sig saare over hans Lærdom, thi hans Tale var med Myndighed. ³³ Og der var et Menneske i Synagogen, som havde en ureen Djævels Aand og raabte med stor Røst, ³⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? Jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige. ³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djævelen kastede ham iblandt dem og gjorde ham ingen Skade. ³⁶ Og der kom en Rædsel over Alle; og de talede med hverandre og sagde: hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud? ³⁷ Og Rygtet om ham udbredtes allevegne i det omkringliggende Land. ³⁸ Men han stod op og gik fra Synagogen til Simons Huus; og Simons Hustrus Moder var betagen af en svar Feber; og de bade ham for hende. ³⁹ Og han traadte hen for hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op og tjente dem. ⁴⁰ Men der Solen gik ned, førte alle de, som havde Syge af allehande Svagheder, dem til ham; men han lagde Hænderne paa enhver af dem og helbredte dem. ⁴¹ Ogsaa fore Djævle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus. ⁴² Men der det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Folket ledte efter ham, og de kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke skulde gaae fra dem. ⁴³ Men han sagde til dem: mig bør og for andre Stæder at forkynde Guds Rige, thi dertil er jeg udsendt. ⁴⁴ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

²⁵ Men I skulle tjene HERREN, eders Gud, og han skal velsigne Brødet og Vandet for dig; og jeg vil borttage Sygdom fra dig.

¹⁸ Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

²⁸ Og han var der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev paa Tavlerne Pagtens Ord, de ti Ord.

⁸ Og du skal tælle dig syv Hvileaar, syv Aar syv Gange; og de syv Hvileaars Dage skulle være dig ni og fyrretyve Aar. ⁹ Og du skal lade en Basunklang lyde igennem Landet i den syvende Maaned paa den tiende Dag i Maaneden, paa Forligelsens Dag skulle I lade Basunen lyde igennem hele eders Land. ¹⁰ Og I skulle holde det halvtredsindstyvende Aar helligt; og I skulle udraabe Frihed i Landet for alle dem, som bo deri; det skal være eder et Jubelaar, og I skulle komme tilbage, hver til sin Ejendom, og komme tilbage, hver til sin Slægt. ¹¹ Det halvtredsindstyvende Aar skal være eder et Jubelaar; I skulle ikke saa og ej høste det, som vokser af sig selv deri, og ikke afplukke det, som vokser uden Arbejde deri. ¹² Thi det er et Jubelaar, det skal være eder en Hellighed; I skulle æde, hvad Marken bærer af sig selv. ¹³ I dette Jubelaar skulle I komme tilbage, hver til sin Ejendom.

⁵⁰ Og han; skal regne med den, som købte, ham fra det det Aar, i hvilket han solgtes til ham, indtil Jubelaaret; og Pengene, som han solgtes for, skulle bestemmes efter Aarenes Tal, som en Daglønners Dage skal Tiden, han var hos ham, agtes. ⁵¹ Om der endnu er mange Aar tilbage, da skal han i Forhold til disse betale tilbage for sin Løsning af Pengene, han blev købt for. ⁵² Men om der er faa Aar tilbage, indtil Jubelaaret, da skal han regne med ham, i Forhold til sine Aar skal han betale tilbage for sin Løsning. ⁵³ Ligesom en Daglønner Aar for Aar skal han være hos ham; han skal ikke strengelig regere over ham for dine Øjne. ⁵⁴ Men dersom han ikke kan løses paa disse Maader, da skal han gives fri i Jubelaaret, han og hans Børn med ham.

³⁵ Og HERREN sagde til Mose: Den Mand skal visselig dødes; den ganske Menighed skal stene ham med Stene uden for Lejren.

⁴ og naar det bliver Jubelaar for Israels Børn, da lægges deres Arv til den Stammes Arv, som de gik over til; og dermed vil deres Arv gaa bort fra vore Fædres Stammes Arv.

¹³ Du skal frygte HERREN din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du sværge.

¹⁶ I skulle ikke friste HERREN eders Gud, saaledes som I fristede ham i Massa.

³ Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgaar af HERRENS Mund.

⁹ Da jeg. var opgangen paa Bjerget at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, hvilken HERREN havde sluttet med eder, da blev jeg paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand;

¹⁸ Og jeg faldt ned for HERRENS Ansigt som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede med, da I gjorde det onde for HERRENS Øjne til at opirre ham

²⁵ Da faldt jeg ned for HERRENS Ansigt de fyrretyve Dage og de fyrretyve Nætter, i hvilke jeg faldt ned; thi HERREN havde sagt, at han vilde ødelægge eder.

²⁰ HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge.

³ Da talede Samuel til al Israels Hus, sigende: Dersom I omvende eder til HERREN af eders ganske Hjerte, saa borttager de fremmede Guder og Astartebillederne af eders Midte, og bereder eders Hjerte til HERREN og tjener ham alene, og han skal fri eder af Filisternes Haand.

¹⁶ Og Filisteren kom frem om Morgenen og om Aftenen og stilled sig frem i fyrretyve Dage.

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.

⁹ Staa op og gak til Sarepta, som er ved Sidon, og bliv der; se, jeg har budet der en Enke, at hun skal forsørge dig. ¹⁰ Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke. ¹¹ Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kære, tag mig et Stykke Brød med, i din Haand. ¹² Men hun sagde: Saa vist som HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø. ¹³ Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og bring mig den ud, siden skal du lave dig og din Søn noget. ¹⁴ Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke blive tomt indtil den Dag, at HERREN skal give Regn over Jorderige. ¹⁵ Og hun gik og gjorde efter Elias's Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Hus i en god Tid. ¹⁶ Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset blev ikke tomt, efter HERRENS Ord, som han talte ved Elias. ¹⁷ Og det skete efter disse Handeler, at samme Kvindes, Husets Ejerindes, Søn blev syg, og hans Sygdom var saare svar, indtil der ikke mere var Aande i ham. ¹⁸ Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at dræbe min Søn. ¹⁹ Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skød og bar ham op paa Salen, hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng. ²⁰ og han raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, saa at du dræber hendes Søn? ²¹ Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange og raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen! ²² Og HERREN hørte Elias's Røst, og Barnets Sjæl kom inden i det igen, og det blev levende. ²³ Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det, og Elias sagde: Se, din Søn lever. ²⁴ Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg dette, at du er en Guds Mand, og at HERRENS Ord i din Mund er Sandhed.

¹ Og det skete mange Dage derefter, at HERRENS Ord skete til Elias i det tredje Aar og sagde: Gak, lad dig se for Akab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige. ² Elias gik for at lade sig se for Akab. Og Hungeren var svar i Samaria.

¹² Og det maatte ske, naar jeg gik fra dig, at HERRENS Aand tog dig bort, jeg ved ikke hvorhen, og jeg kom at give Akab det til Kende, og han fandt dig ikke, da slog han mig ihjel; men din Tjener frygter dog HERREN fra sin Ungdom af

⁴ Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, HERRE! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.

⁸ Og han stod op og aad og drak, og han gik ved den samme Mads Kraft i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter indtil Guds Bjerg Horeb.

¹⁹ Saa gik han derfra og fandt Elisa, Safats Søn, der pløjede med tolv Spand Øksne foran sig, og han selv var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe paa ham. ²⁰ Og han forlod Øksnene og løb efter Elias og sagde: Kære, lad mig kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg følge dig! og han sagde til ham: Gak, kom igen, thi hvad har jeg gjort dig? ²¹ Saa gik han fra ham igen, og han tog et Spand Øksne og ofrede dem og kogte deres Kød ved Tøjet paa Øksnene, og gav Folket, og de aade; og han stod op og fulgte Elias og tjente ham.

¹ Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en mægtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi HERREN gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var og vældig til Strid, men spedalsk. ² Men nogle Tropper af Syrien havde gjort et Udfald og havde ført en liden Pige fangen af Israels Land, og hun tjente Naamans Hustru. ³ Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Profets Ansigt, som er i Samaria, da skulde denne skille ham af med hans Spedalskhed. ⁴ Da gik han ind og gav sin Herre det til Kende og sagde: Saa og saa har den Pige talt, som er fra Israels Land. ⁵ Da sagde Kongen af Syrien: Drag af Sted, kom derhen, saa vil jeg sende et Brev til Israels Konge; og han drog bort og tog ti Centner Sølv med sig og seks Tusinde Sekel Guld og ti Klædninger til at skifte med. ⁶ Og han bragte Brevet til Israels Konge, hvori han lod sige: Og nu, naar dette Brev kommer til dig, se, da har jeg sendt Naaman min Tjener til dig, at du skal skille ham af med hans Spedalskhed. ⁷ Og det skete, der Israels Konge læste Brevet, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Er jeg Gud, at jeg kan ihjelslaa og give Liv, efterdi denne sender til mig, at jeg skal skille en Mand af med hans Spedalskhed? Men, kære, mærker dog og ser, hvorledes han søger Aarsag imod rnig. ⁸ Men det skete, der Elisa, den Guds Mand, hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine Klæder, da sendte han til Kongen og lod sige: Hvorfor har du sønderrevet dine Klæder? Kære, lad ham komme til mig, saa skal han fornemme, at her er en Profet i Israel. ⁹ Saa kom Naaman med sine Heste og sin Vogn Og holdt for Elisas Hus's Dør. ¹⁰ Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak hen og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kød komme sig paa dig igen, og du skal blive ren. ¹¹ Da blev Naaman vred for bort, og han sagde: Se, jeg tænkte, han skulde komme ud til mig og staa og paakalde HERREN sin Guds Navn og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden. ¹² Ere ikke Floderne Abana og Farfar i Damaskus bedre, end alle Vandene i Israel? kunde jeg ikke to mig i dem og blive ren? Og han vendte sig og drog bort med Vrede. ¹³ Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren! ¹⁴ Da drog han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord, og hans Kød blev igen ligesom en liden Drengs Kød, og han blev ren. ¹⁵ Og han vendte om til den Guds Mand igen, han og hele hans Hær, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Kære, se, jeg ved, at der er ikke en Gud paa al Jorden uden i Israel; og nu, kære, tag en Gave af din Tjener! ¹⁶ Men han sagde: Saa vist som HERREN lever, for hvis Ansigt jeg staar, jeg tager den ikke; og han nødte ham til at tage den, men han vægrede sig. ¹⁷ Da sagde Naaman: Hvis ikke, saa lad der, kære, gives din Tjener saa meget Jord, som et Par Muler kunne bære, thi din Tjener vil ikke ydermere gøre Brændoffer eller Slagtoffer til andre Guder, men til HERREN. ¹⁸ Ikkun den Ting vilde HERREN forlade din Tjener: Naar min Herre gaar ind i Rimmons Hus at tilbede der; og han hælder sig til min Haand, og jeg nedbøjer mig i Rimmons Hus, naar jeg altsaa nedbøjer mig i Rimmons Hus, da vilde HERREN forlade din Tjener denne Ting. ¹⁹ Og han sagde til ham: Drag bort med Fred! Og han for fra ham et Stykke Vej. ²⁰ Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: Se min Herre sparede denne Syrer Naaman og tog ikke af hans Haand det, han bragte; saa vist som HERREN lever, jeg vil løbe efter ham og tage noget af ham. ²¹ Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til? ²² Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kære, giv dem et Centner Sølv og to Klædninger til at skifte med. ²³ Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Gentner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham. ²⁴ Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. ²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. ²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? ²⁷ Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.

¹⁵ Og Ezekias bad for HERRENS Ansigt og sagde: HERRE! Israels Gud du som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himmelen og Jorden.

⁴ Og Forhallen, som var foran, var efter Bredden paa Huset tyve Alen lang, men Højden var hundrede og tyve Alen; og han beslog den indentil med purt Guld.

¹⁰ Men Asa blev fortørnet paa Seeren og satte ham i Fængsels Hus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte nogle af Folket paa den samme Tid.

²⁰ Og Guds Aand iførte sig Sakaria, Præsten Jojadas Søn, og han stod oven over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtræde I HERRENS Bud derfor skulle I ikke være lykkelige, thi I have forladt HERREN, og han har forladt eder. ²¹ Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, I Forgaarden til HERRENS Hus.

¹² Tilmed fangede Judas Børn ti Tusinde levende og førte dem op paa Klippens Top, og de kastede dem ned fra Klippens Top, saa de alle sammen bleve knuste.

²⁷ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja, ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN.

¹⁶ Gak, samler alle Jøderne, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ej heller drikke i tre Dage, Nat og Dag, ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligeledes faste; og saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa faar jeg at omkomme.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.

⁶ Og HERREN sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv!

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

²² Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?

¹³ Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger?

²³ Hvo har foreskevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?

² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede:

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg."

¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse.

¹⁸ Hine raabte, og HERREN hørte, og han friede dem af alle deres Angster.

¹⁴ De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fselde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed.

³² En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. ³³ HERREN skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes.

² Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg siger: Mine Idrætter gælde Kongen; min Tunge er en Hurtigskrivers Pen.

⁴ Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! Min Majestæt og din Herlighed;

⁷ Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir.

¹⁶ Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund,

¹⁷ Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris.

¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham.

¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

¹⁸ Lad dem blues og forfærdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du, alene, hvis Navn er HERREN, er den Højeste over al Jorden.

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.

¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.

⁹ hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.

²⁰ Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsæde; HERREN saa fra Himmelen til Jorden

¹⁴ Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.

¹⁰ De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern ¹¹ thi de havde været genstridige, imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; ¹² og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. ¹³ Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. ¹⁴ Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. ¹⁵ Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; ¹⁶ thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.

¹² Hvorledes skal jeg betale HERREN alle hans Velgerninger imod mig?

⁷ som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; HERREN løser de bundne. ⁸ HERREN høner de blindes Øjne; HERREN oprejser de nedbøjede; HERREN elsker de retfærdige.

³ Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

³² Den retfærdiges Læber kende, hvad der er velbehageligt, men de ugudeliges Mund fremfører forvendte Ting.

²¹ Den, som er viis i Hjertet, skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødme forøger Lærdom.

¹¹ Som Guldæbler i Sølvskøler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid.

¹⁰ Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord. ¹¹ De vises Ord ere som Braadde og som Søm, de trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.

¹⁶ hans Gane er Sødhed, og han er lutter Yndighed; dette er min elskede, og dette er min Ven, I Jerusalems Døtre!

¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag.

¹⁴ Derfor skal Dødsriget udvide sit Svælb og oplade sin Mund umaadeligt, at baade dets ypperlige og dets menige Folk, baade den, som buldrer, og den, Søn i er glad udi den, skal fare der ned.

²⁰ Til Loven og til Vidnesbyrdet! dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,

² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand.

² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand. ³ Og hans Lyst skal være i HERRENS Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre.

³ Og hans Lyst skal være i HERRENS Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. ⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande.

⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. ⁵ Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte.

⁹ Den HERRE Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.

¹⁸ Og paa; den Dag skulle de døve høre Bogens Ord og de blindes Øjne se ud fra Dunkelhed og Mørke. ¹⁹ Og de sagtmodige skulle ydermere faa Glæde i HERREN, og de fattige iblandt Menneskene fryde sig i Israels Hellige:

³ Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

⁵ Da skulle de blindes Øjne aabnes og de døves øren oplades.

¹ Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne. ² Han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden. ³ Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande; han skal udføre Ret efter Sandhed. ⁴ Han skal ikke vansmægte, ej heller blive af mattet, indtil han faar beskikket Ret paa Jorden; og paa, hans Lov vente Øer.

⁷ til at aabne de blindes Øjne, til at udføre de bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fangenskabet.

¹⁶ Og jeg vil lede de blinde paa den Vej, som de ikke have vidst, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke have kendt; jeg vil gøre Mørket for deres Ansigt til Lys ng de bakkede Steder til Slette; disse ere Ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem. ¹⁷ Vige tilbage og blive svarlig til Skamme skulle de, som forlade sig paa et udskaaret Billede, de, som sige til: et støbt Billede: I ere vore Guder. ¹⁸ I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se.

¹³ Jeg opvækker ham i Retf erdiglled og vil jævne alle hans Veje; han skal bygge min Stad og løslade mine bortførte, ikke for Løsepenge, ej heller for Skænk, siger den HERRE Zebaoth. ¹⁴ Saa siger HERREN: Ægyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabæerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.

⁶ De ryste Guld tid af Pungen og veje Sølv paa Vægten, de lønne en Guldsmed, at han skal gøre en Gud deraf, for hvilken de falde paa Knæ og nedbøje sig.

¹⁶ Kommer nær til mig, hører dette! fra Begyndelsen har jeg ikke talt i Løndom; fra den Tid, at det blev til, er jeg der; og nu har den Herre, HERRE sendt mig og sin Aand.

⁹ for at sige til de bundne: Gaar ud! til dern, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje.

²⁴ Mon man kan tage fra den vældige, hvad han har taget? og mon den retfærdiges Fanger skulle undkomme? ²⁵ Ja, saaledes siger HERREN: Baade skulle Fangerne tages fra den vældige, og det, en Voldsmand har taget, skal rives fra ham; og jeg vil trætte med dem, som trætte med dig, og vil frelse dide Børn.

⁴ Den Herre, HERRE har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækkeI hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte.

² Ryst Støvet af dig, staa op, tag Sæde, Jerusalem! gør dig løs fra Lænkerne om din Hals, du Zions fangne Datter! ³ Thi saa siger HERREN: I ere solgte for intet, i skulle heller ikke løskøbes ved Penge.

¹³ Se, min Tjener. skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj.

⁵ Se, du skal kalde ad et Folk, som du ikke tænder, og et Folk, som ikke kender dig, skal ile til dig, for HERREN din Guds Skyld og for Israels Helliges Skyld; thi han har herliggjort dig.

⁸ Thi mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veje ere ikke mine Veje, siger HERREN.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

²¹ Og jeg - dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund, eller fra dine Børns Mund, eller fra dine Børnebørns Mund, siger HERREN, fra nu og indtil evig Tid.

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse;

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse; ² til at udraabe HERRENS Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende;

² til at udraabe HERRENS Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende; ³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

⁴ Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet.

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN. ²⁹ Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger HERREN, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe?

¹⁵ Og Fyrsterne bleve vrede paa Jeremias og sloge ham; og de kastede ham i Fængselet i Skriveren Jonathans Hus; thi det havde de gjort til et Fængsel. ¹⁶ Saa kom da Jeremias i Fangehullet og ned i Kælderne, og Jeremias blev der mange Dage.

⁶ Da toge de Jeremias og kastede ham i Malkias, Meleks Søns, Hule, som var i Fængselets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Reb, og i Hulen var der ikke Vand, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet.

¹¹ Forlad dine faderløse, jeg vil lade dem leve; og dine Enker forlade sig paa mig!

¹⁴ Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men HERRENS Haan i var stærk over mig.

⁴ Og HERREN sagde til ham: Gak midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og sæt et Tegn paa Panden af de Mænd, som sukke og jamre over alle de Vederstyggeligheder, som ske i dens Midte.

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.

²⁰ Og de hortførte af denne Hær af Israels Børn skulle eje det, som tilhører Kananiterne indtil Zarepta, og de bortførte af Jerusalem, som ere i Sefarad, de skulle eje Stæderne i Sydlandet.

⁷ Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand.

¹² Men jeg vil lade et nedtrykt og ringe Folk blive tilovers i din Midte, og de skulle forlade sig paa HERRENS Navn.

² Og HERREN sagde til Satan: HERREN true dig, Satan! ja, HERREN true dig, han, som udvælger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden?

¹¹ Og du! for din Pagts Blods Skyld - dine bundne udlader jeg af en vandløs Hule. ¹² Vender tilbage til Befæstningen, I bundne, som have Haab! endog i Dag forkynder jeg: Jeg vil gengælde dig dobbelt.

¹¹ Og den blev gjort til intet paa samme Dag, og saaledes forstode de elendige af Faarene, som agtede paa mig, at det var HERRENS Ord.

¹⁵ Og nu prise vi de hovmodige lykkelige; baade de, som øvede Ugudelighed, ere byggede, og de, som fristede Gud, slap fri.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

¹¹ Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefæ og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha.

²³ Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

¹⁶ Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.

¹ Da blev Jesus ført af Aanden i Ørken, at fristes af Djævelen. ² Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider.

² Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider. ³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.

³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød. ⁴ Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund.

⁴ Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund. ⁵ Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa tindingen af Templet og sagde til ham:

⁵ Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa tindingen af Templet og sagde til ham: ⁶ er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.

⁶ er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. ⁷ Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud.

⁷ Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud. ⁸ Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham:

⁸ Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham: ⁹ Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig. ¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. ¹¹ Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.

¹¹ Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham. ¹² Men der Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, veg han hen til Galilæa. ¹³ Og han forlod Nazareth og kom og boede i Capernaum, som ligger ved Søen, i Sebulons og Naphtalis Grændser,

¹⁶ det folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.

²³ Og Jesus gik omkring i det ganske Galilæa, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.

²³ Og Jesus gik omkring i det ganske Galilæa, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.

²³ Og Jesus gik omkring i det ganske Galilæa, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket. ²⁴ Og hans Rygte kom ud over al Syria; og de førte ham alle dem, som lede ilde, som med adskillige Sygdomme og Piner vare behæftede, Besatte og Maanesyge og Værkbrudne; og han helbredede dem.

²⁴ Og hans Rygte kom ud over al Syria; og de førte ham alle dem, som lede ilde, som med adskillige Sygdomme og Piner vare behæftede, Besatte og Maanesyge og Værkbrudne; og han helbredede dem. ²⁵ Og der fulgte ham meget Folk fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra hiin Side Jordan.

¹ Men der han saae Folket, steg han op paa et Bjerg; og der han havde sat sig, gik hans Disciple til ham. ² Og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde: ³ Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.

²⁵ Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? ²⁶ Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de?

³¹ Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os?

²⁸ Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom; ²⁹ thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.

¹⁴ Og Jesus kom i Peters Huus og saae, at hans Hustrus Moder laa og havde Feber. ¹⁵ Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og tjente dem. ¹⁶ Men der det var blevet Aften, førte de mange Besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og Helbredte Dem alle, som vare syge; ¹⁷ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.

²⁶ Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille.

²⁹ Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid, for Tiden at pine os.

⁸ Men der Folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.

²⁶ Og dette Rygte kom ud i det ganske Land. ²⁷ Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os. ²⁸ Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre! ²⁹ Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter Eders Tro! ³⁰ Og deres Øine bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengeligen og sagde: seer til, at Ingen faar det at vide.

³³ Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.

³⁵ Og Jesus gik omkring i alle Stæder og Byer, og lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og Helbredte al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.

²³ Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Stæder, førend Menneskens Søn kommer.

⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige;

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

²³ Og du, Capernaum! du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde været gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag. ²⁴ Men jeg siger Eder: det skal gaae Sodomas Land lideligere paa Dommens Dag end dig.

⁴ Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?

²⁰ Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.

²² Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae. ²³ Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn?

¹ Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. ² Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden.

¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte.

⁵⁴ Og han kom til sit Fædrene land og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger?

⁵⁴ Og han kom til sit Fædrene land og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger?

⁵⁴ Og han kom til sit Fædrene land og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger? ⁵⁵ Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas?

⁵⁵ Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas? ⁵⁶ Og ere ikke alle hans Søstre hos os? hveden har denne da alt dette? ⁵⁷ Og de foragedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Fædrende land og i sit Huus.

¹³ Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra ud i et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Stæderne.

¹³ Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra ud i et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Stæderne. ¹⁴ Og der Jesus gik frem, saae han meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem og helbredte deres Syge.

²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.

²³ Men han vendte sig og sagde til Peter: vig bag mig, Satan! du er mig en Foargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.

¹⁸ Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund.

¹⁵ Eller har jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god?

²⁶ Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener; ²⁷ og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig. ²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

¹⁸ Men der han om Morgenen igjen gik til Staden, hungrede ham.

¹⁴ Og dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme.

⁵⁵ Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke.

⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.

¹² Og strax drev Aanden ham ud i Ørken. ¹³ Og han var der i Ørken fyrretyve Dage, og blev fristet af Satan, og var blandt Dyrene; ogEnglene tjente ham. ¹⁴ Men efterat Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa, og prædikede Guds Riges Evangelium,

¹⁴ Men efterat Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa, og prædikede Guds Riges Evangelium, ¹⁵ og sagde: Tiden er fuldkommet og Guds Rige er nær; omvender Eder og troer paa Evangelium.

²¹ Og de gik ind i Capernaum, og strax paa Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte, ²² og de forundrede sig saare paa hans Lærdom; thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.

²² og de forundrede sig saare paa hans Lærdom; thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge. ²³ Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit,

²³ Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit, ²⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.

²⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige. ²⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham.

²⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham. ²⁶ Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst, og foer ud af ham.

²⁶ Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst, og foer ud af ham. ²⁷ Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham.

²⁷ Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham. ²⁸ Men hans Rygte kom strax ud i alt det omkringliggende Land i Galilæa.

²⁸ Men hans Rygte kom strax ud i alt det omkringliggende Land i Galilæa. ²⁹ Og de gik strax ud af Synagogen og kom i Simons og Andreas Huus, med Jakobus og Johannes. ³⁰ Men Simons Hustrus Moder laae og havde Feber, og strax sagde de ham om hende: ³¹ og han gik til hende, tog fat paaa hendes Haand og reiste hende op, og Feberen forlod hende strax, og hun gik dem tilhaande. ³² Men der det var blevet Aften, der Solen var nedgangen, førte de alle, som vare syge, og de Besatte til ham, ³³ og den ganske Stad var forsamlet for Døren. ³⁴ Og han helbredte mange, som lede af mangehaande Sygdomme, og uddrev mange Djævle, og lod Djævelene ikke tale; thi de kjente ham.

³⁴ Og han helbredte mange, som lede af mangehaande Sygdomme, og uddrev mange Djævle, og lod Djævelene ikke tale; thi de kjente ham. ³⁵ Og om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og bad der. ³⁶ Og Simon og de som vare med ham, skyndte sig efter ham. ³⁷ Og der de fandt ham, sagde de til ham: Alle lede efter dig. ³⁸ Og han sagde til dem: lader os gaae til de nærmeste Smaastæder, at jeg og der kan prædike, thi dertil er jeg kommen.

³⁸ Og han sagde til dem: lader os gaae til de nærmeste Smaastæder, at jeg og der kan prædike, thi dertil er jeg kommen. ³⁹ Og han prædikede i deres Synagoger udi al Galilæa, og uddrev Djævle.

³⁹ Og han prædikede i deres Synagoger udi al Galilæa, og uddrev Djævle.

⁴⁵ Men der han kom ud, begyndte han at fortælle Meget derom og udsprede Rygtet om denne Sag, saa at han ikke mere kunde gaae aabenbare ind i en Stad; men han var udenfor paa øde Steder, og allevegne fra kom de til ham.

¹ Og nogle Dage derefter gik han atter ind i Capernaum, og der spurgtes, at han var hjemme. ² Og strax forsamledes Mange, saa at de ikke havde Rum, end ikke for Døren; og han talede Ordet til dem. ³ Og Nogle kom til ham som bragte en Værkbruden, der blev baaren af Fire. ⁴ Og der de ikke kunde komme nær til ham for Folket, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, lode de Sengen ned, paa hvilken den Værkbrudne laae. ⁵ Men der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! dine Synder ere dig forladne. ⁶ Men nogle af de skriftkloge sadde der, og de tænkte i deres Hjerter: ⁷ hvi taler denne saadanne Bespottelser? Hvo kan forlade Synder uden Een, det er Gud? ⁸ Og Jesus kjendte strax i sin Aand, at de tænkte saa ved sig selv, og sagde til dem: hvi tænke I saadant i Eders Hjerter? ⁹ Hvilket er lettere, at sige til den Værkbrudne: Synderne ere dig forladne? eller at sige Staa op, og tag din Seng, og vandre? ¹⁰ Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt at forlade Synder paa Jorden, (sagde han til den Værkbrudne): ¹¹ jeg siger dig: staa op, og tag din Seng, og gak til dit Huus. ¹² Og han stod strax op, og tog Sengen, og gik ud for Alles Øine, saa de bleve alle forfærdede og prisede Gud og sagde: vi have aldrig seet Saadant.

¹⁰ Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham. ¹¹ Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn.

¹¹ Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn. ¹² Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var.

⁸ Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold. ⁹ Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre.

⁷ og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.

²³ Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.

¹ Og han gik bort derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham.

¹ Og han gik bort derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham. ² Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at lære i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig saare og sagde: hveden har denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Hænder? ³ Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham. ⁴ Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i sit Fædreneland og iblandt sine Slægtninge i sit Huus. ⁵ Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han lægde Hænderne paa nogle faa Syge og helbredte dem.

⁵ Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han lægde Hænderne paa nogle faa Syge og helbredte dem.

¹⁴ Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham.

³³ Og Folket saae dem fare bort, og Mange kjendte ham, og over Land løb de fra alle Stæder tilsammen derhen og kom førend de, og kom til ham. ³⁴ Og Jesus gik ud og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.

⁵⁵ Og de løb om i den ganske omliggende Egn og begyndte at føre dem, som lide ilde, omkring paa Sengene, hvor de hørte, han var. ⁵⁶ Og hvor han gik ind i Flækker eller Stræder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene og bade ham at de matte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.

²⁶ (men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter. ²⁷ Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. ²⁸ Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler. ²⁹ Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter.

³⁷ Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.

²⁶ Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død.

¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes. ¹⁹ Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand. ²⁰ Men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen.

²⁶ Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth, ²⁷ til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria.

³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

²⁷ Og han kom i Templet af Aandens Drift; og der Forældrene bragte Barnet Jesus ind, at gjøre for ham, hvad der var Skik efter Loven,

³⁹ Og der de havde fuldkommet alle Ting efter Herrens Lov, droge de til Galilæa igjen, til deres stad Nazareth.

⁴² Og der han var tolv Aar gammel, gik de op til Jerusalem efter Høitidens Sædvane.

⁴⁷ Men Alle, som hørte ham, forundrede sig saare over hans Forstand og Svar.

⁵¹ Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte.

³ Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse,

²¹ Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes, ²² og at den Hellig Aand foer ned i legemlig Skikkelse som en Due over ham, og at en Røst skete fra Himmelen, som sagde: du er min Søn, den Elskelige, i dig har jeg Velbehagelighed.

²² og at den Hellig Aand foer ned i legemlig Skikkelse som en Due over ham, og at en Røst skete fra Himmelen, som sagde: du er min Søn, den Elskelige, i dig har jeg Velbehagelighed.

³ Og Djævelen sagde til ham: dersom du er Guds Søn, sa siig til denne Steen, at den bliver Brød. ⁴ Og Jesus svarede og sagde til ham: der er skrevet: Mennesket lever ikke aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord.

⁸ Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

¹⁰ thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig at bevare dig;

¹⁴ Og Jesus kom tilbage i Aandens Kraft til galilæa, og Rygtet om ham kom ud i alt det omkringliggende Land. ¹⁵ Og han lærte i deres Synagoger og blev priset af Alle. ¹⁶ Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i Synagogen efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen. og stod op at forelæse. ¹⁷ Da gave de ham Esaias' Prophetens Bog, og der han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der staaer skrevet: ¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,

²¹ Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren.

²³ Og han sagde til dem: I ville sikkerligen sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; saa store Ting, som vi have hørt at være skete i Capernaum, gjør ogsaa her i dit Fædreneland!

³² Og de forundrede sig saare over hans Lærdom, thi hans Tale var med Myndighed.

³⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? Jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige. ³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djævelen kastede ham iblandt dem og gjorde ham ingen Skade.

³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djævelen kastede ham iblandt dem og gjorde ham ingen Skade. ³⁶ Og der kom en Rædsel over Alle; og de talede med hverandre og sagde: hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud? ³⁷ Og Rygtet om ham udbredtes allevegne i det omkringliggende Land.

³⁹ Og han traadte hen for hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op og tjente dem.

⁴¹ Ogsaa fore Djævle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus.

³ traadte han ind i eet af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket af Skibet.

¹¹ Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus. ¹² Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natttenover i Bøn til Gud.

²⁰ Og han opløftede sine Øine paa sine Disciple og sagde: salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige.

⁴² Eller hvorledes kan du sige til din Broder: holdt, Broder! jeg vil drage Skjærven ud, som er i dit Øie, du, som ikke seer Bjelken i dit eget Øie? Du Øienskalk! uddrag først Bjelken af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjærven, som er i din Broders Øie.

³ Men der han hørte om Jesus sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham, og han vilde komme og helbrede hans Tjener. ⁴ Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, at du gjør ham dette;

²¹ Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander og skjenkte mange Blinde Synet. ²² Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige;

²² Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige; ²³ og salig er den, som ikke forarges paa mig.

² saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne; ³ og Johanna, Chuzas, Herodes' Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods.

²⁴ Da traadte de til ham og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

²⁸ Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.

³⁷ Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen.

³⁷ Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen. ³⁸ Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde:

³⁹ Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham;

⁴² Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen.

¹⁷ Men de Halvfjerdsindstyve kom igjen med Glæde og sagde: Herre! ogsaa Djævelene ere os underdanige i dit Navn. ¹⁸ Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn. ¹⁹ See, jeg giver Eder Magt at træde paa Slanger og Skorpioner og over al Fjendens Kraft, og slet Intet skal skade Eder. ²⁰ Dog glæder Eder ikke derover, at Aanderne ere Eder underdanige: men glæder Eder mere, at Eders Navne ere Skrevne i Himlene. ²¹ I den samme Stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult disse Ting for de Vise og Forstandige og aabenbaret de Umyndige dem. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.

²³ Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see. ²⁴ Thi jeg siger Eder, at mange Propheter og Konger vilde seet det, I see, og have det ikke seet; og hørt det, I høre, og have det ikke hørt.

²² Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte.

⁵³ Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting. ⁵⁴ Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

¹⁰ Men han lærte i een af Synagogerne paa Sabbaten.

¹⁶ Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.

⁴² vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine.

⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.

⁴² da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand,

¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.

³⁵ Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet.

²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.

³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.

⁴¹ Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder.

³ Og der de sattedes Viin, sagde Jesu Moder til ham: de have ikke Viin. ⁴ Jesus sagde til hende: Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.

³⁴ Thi den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over al Maade.

⁶ Men der var Jacobs Brønd. Der Jesus da var træt af Reisen, satte han sig ved Brønden; det var ved den sjette Time.

²⁵ Kvinden siger til ham; jeg veed, at Messias kommer, (hvilket betyder Christus); naar han kommer, skal hen kundgjøre os alle Ting. ²⁶ Jesus siger til hende: ham er jeg, som taler med dig.

²⁸ Da lod Kvinden sit Vandkar staae og gik ind i Staden og sagde til Menneskene der:

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

⁴⁰ Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham, at han vilde blive hos dem; og han blev der to Dage. ⁴¹ Og mange Flere troede for hans tales Skyld.

⁴³ Men efter to Dage gik han derfra og drog til Galilæa. ⁴⁴ Thi Jesus vidnede selv, at en Prophet bliver ikke æret i sit Fædreneland.

⁴⁶ Da kom Jesus atter til Cana i Galilæa, vor han havde gjort Vand til Viin. Og der var en kongelig Tjener, hvis Søn laae syg i Capernaum. ⁴⁷ Der denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans Søn; thi han var nær Døden. ⁴⁸ Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke see Tegn og Undergjerninger, ville I ikke troe. ⁴⁹ Manden sagde til ham: Herre! kom, før mit Barn døer. ⁵⁰ Jesus siger til ham: gak bort, din Søn lever. Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. ⁵¹ Men idet han nu drog bort, mødte hans Tjenere ham og forkyndte og sagde: dit Barn lever. ⁵² Da udspurgte han dem den Time, paa hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham. ⁵³ Da mærkede Faderen, at det var skeet paa den samme Time, paa hvilken Jesus havde sagt til ham: din Søn lever! og han troede selv og hans ganske Huus.

³⁹ I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig.

²⁴ og da Folket nu saae, at Jesus var der ikke, ei heller hans Disciple, traadte ogsaa de i Skibene og kom til Capernaum for at søge Jesus.

³⁸ Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte. ³⁹ Men dette er Faderens Villie, som mig udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, som han har givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste Dag. ⁴⁰ Men det er hans Villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen og troer paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.

⁴² Og de sagde: er ikke denne Jesus, Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi kjende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af Himmelen?

⁶³ Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv.

³ Da sagde hans Brødre til ham: drag bort herfra og gak til Judæa, at og dine Disciple der kunne see dine Gjerninger, som du gjør. ⁴ Thi Ingen gjør Noget i Løndom, naar han selv søger at blive Navnkundig; dersom du gjør Saadant, da viis dig for Verden.

⁴⁶ Tjenerne svarede: aldrig har et Menneske talet saaledes, som dette Menneske.

² Og aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.

³⁷ Jeg veed, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slaae mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos Eder.

⁴⁰ Men nu søge I at slaae mig ihjel, et menneske, der har sagt Eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette havde Abraham ikke gjort.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

⁵⁹ Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes.

⁴ Mig bør at gjøre hans Gjerninger, som mig har udsendt, saalænge det er Dag; Natten kommer, da Ingen kan arbeide.

³⁹ Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde. ⁴⁰ Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde? ⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

³⁴ Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg har sagt: I ere Guder? ³⁵ Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes);

³⁹ Derfor søgte de atter at gribe ham; men han undkom af deres Haand.

³ Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg.

²² Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig.

³¹ Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes.

⁴⁶ Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.

³⁰ Jeg skal herefter ikke tale meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og har slet intet i mig.

²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader. ²⁵ Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt.

¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.

⁶ Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden. ⁷ Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde Jesus af Nazareth.

²⁰ Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid lært i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom.

²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder.

³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

² indtil den Dag, han blev optagen, efter at han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den hellig Aand;

¹⁶ men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel: ¹⁷ Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme. ¹⁸ Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.

²⁷ thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse,

²⁹ I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. ³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne: ³¹ da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse. ³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner. ³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.

¹² Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer?

¹⁴ Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder.

¹⁸ Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,

¹⁵ saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.

³³ Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.

¹⁰ Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af.

⁴² Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?

⁵⁴ Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

⁵⁷ Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham. ⁵⁸ Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.

³⁹ Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde.

³⁷ da vide I, hvad der er skeet over al Judæa og begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede, ³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

¹⁸ Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, hvor Peter var bleven.

¹⁴ Men de droge videre fra Perge og kom til Antiochia i Pisidien og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig. ¹⁵ Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.

¹⁵ Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem. ¹⁶ Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat.

⁵⁰ Men Jøderne opirrede de andægtige og fornemme Kvinder og de første Mænd i Staden; og de opvakte en Forfølgelse over Paulus Og Barnabas, og udstødte dem af deres Grændser.

⁶ og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land. ⁷ Og de Prædikede der Evangelium.

¹⁹ Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og forførte Mængden, saa at de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, og de meente, at han var død. ²⁰ Men der Disciplene kom omkring ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han ud med Barnabas til Derbe. ²¹ Og der de havde prædiket i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia.

¹³ Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen.

¹⁷ Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei. ¹⁸ Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund.

²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

³⁹ Og de kom og gave dem gode ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden.

¹ Men de reiste igjennem Amphipolis og Apollonia og kom til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge. ² Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater med dem af Skrifterne.

² Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater med dem af Skrifterne. ³ Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus.

¹⁰ Men Brødrene udsendte strax om Natten baade Paulus og Silas til Beroea; og der de vare komne derhen, gik de i Jødernes Synagoge. ¹¹ Men disse vare mere veltænkende end de i Tessalonica, de annammmede Ord med al Redebonhed, og ransagde dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes.

¹⁶ Men der Paulus forventede dem i Athenen, harmedes hans Aand heftig i ham, der han saae Staden at være saa afgudisk. ¹⁷ Derfor talede ham i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa.

⁴ Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker.

¹² saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.

¹² saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem. ¹³ Men nogle omløbende jødiske besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker. ¹⁴ Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst. ¹⁵ Men den onde Aand svarede og og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I? ¹⁶ Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og faarede ud af samme Huus.

¹ Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, og tog afsked og begav sig derfra, for at reise til Macedonien. ² Og der han var dragen igjennem disse Egne, og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

²³ uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig. ²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

²⁸ og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! Dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han og ført Græker ind i Templet og gjort dette hellige Sted ureent. ²⁹ (Thi de vare tilforn seet Trohpimus den Epheser i Staden med ham, og han meente de, at Paulus havde ført ind i Templet.) ³⁰ Og de ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukte. ³¹ Men der de søgte at ihjelslaae ham kom et Budskab til Øversten for Roden at hele Jerusalem var i Forvirring. ³² Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd til sig og gik ind paa dem. Men der de saae Øversten og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.

³ Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag.

¹⁸ og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig. ¹⁹ Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg fænglede og hudslettede i Synagogerne dem, som troede paa dig. ²⁰ og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham. ²¹ Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne.

²¹ Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne. ²² Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.

²² Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve. ²³ Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften,

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,

²¹ Du derfor, som lærer Andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke skal stjæle, du stjæler! ²² Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige!

¹⁵ Thi han siger til Moses: jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.

²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes?

³⁴ Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver! ³⁵ eller hvo gav ham først, at det igen skulde betales ham?

⁴ og mit Ord og min Prædiken var ikke i menneskelig Viisdoms overtalende ord, men i Aands og Kraftes Beviisning, ⁵ at Eders Tro ikke skulde være i Menneskens Viisdom, men i Guds Kraft.

³¹ og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.

⁵ Have vi ikke ret at føre en Søster som Hustru omkring som og de andre Apostler og Herrens Brødre og Kephas?

⁹ Lader os ei heller friste Christus, som og nogle af dem fristede ham, og bleve ødelagte af Slanger.

²⁴ Men dersom Alle Propheterne, og der kommer nogen Vantroe eller Lægmand ind, da overbevises han af Alle, han vises tilrette af Alle, ²⁵ hans Hjertes skjulte Tanker aabenbares, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde at Gud er sandeligen i Eder.

⁵² i en Hast, i et Øieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkrænkelige, og vi skulle forandres.

² men vi have afsagt det skjulte skændige Væsen og omgaaes ikke i Trædskhed, forfalske og ikke Guds Ord; men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed, for Guds Aasyn.

¹⁷ Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed,

¹⁴ Thi Christi Kjærlighed tvinger os, ¹⁵ idet vi dømme saaledes, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, at de, som leve skulle ikke fremdeles leve for sig selv, men han som er død og opstanden for dem. ¹⁶ Saa at vi Ingen herefter ansee efter Kjødet; men dersom vi og have kjendt Christus efter Kjødet, kjende vi ham dog nu ikke mere saaledes.

¹ Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjeves maae have modtaget Guds Naade;

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse, ⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel.

⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter den velbehagelige Beslutning, hvilken han forud satte hos sig selv,

¹¹ i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, som virker Alt efter sin Villies Raad,

² udi hvilke I forhen vandrede efter denne Verdens Skik, efter den Fyrstes Viis, som haver Magt i luften, den Aands, der nu er virksom i Vantroens Børn,

⁸ Thi I vare forhen Mørkhed, men nu ere I et Lys i Herren; omgaaes som Lysets Børn, ⁹ (men Lysets Frugt viser sig i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed), ¹⁰ saa I prøve, hvad som er velbehageligt for Herren. ¹¹ Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straffer dem hellere. ¹² Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige. ¹³ men alt dette, naar det straffes, aabenbares ved lyset; thi alt det, som aabenbarer, er Lys. ¹⁴ Derfor hedder det: vaagen op, du som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lysefor dig!

¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen,

¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord;

¹³ som friede os af Mørkets Magt og oversatte os i sin elskelige Søns Rige,

⁵ Thi vort Evangelium hos Eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig Aand og i fuld Overbeviisning, ligesom i og vide hvorledes vi have været iblandt Eder til Eders bedste.

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

⁵ I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens Børn og ei Mørkets. ⁶ Derfor lader os ikke sove ligesom de Andre, men lader os vaage og være ædrue.

² prædike Ordet, hold ved i Tide og Utide, overbeviis, straf, forman med al Langmodighed og Lærdom.

⁸ sund, ulastelig tale, saa at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet Ondt har at sige om Eder.

¹⁵ Tal dette og forman dertil, og irettesæt med al Myndighed; lad Ingen foragte dig!

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

¹⁴ Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,

¹⁸ Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp som fristes.

⁸ da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken, ⁹ hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar.

¹² Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. ¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

¹² Hvorfor Jesus og led udenfor Porten, at han skulde hellige Folket ved sit Blod.

⁵ Hører, mine elskelige Brødre! har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, hvilket han har lovet dem, som han elske?

¹⁹ Du troer, at Gud er een; du gjør vel: Djævelene troe det ogsaa og skjælve.

⁷ Værer derfor Gud underdanige; staaer Djævelen imod, saa skal han flye fra Eder.

¹⁴ Er Nogen iblandt Eder syg, han kalde til sig de Ældste af Menigheden, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn. ¹⁵ Og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal oprise ham, og han har gjort Synder, skulle de forlades ham.

¹⁷ Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det skulle ikke regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder.

²⁴ Thi alt Kjød er som Græs og al Menneskets herlighed som Græssets Blomster: Græsset visner, og Blomstret derpaa falder af;

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

²² som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kræfterne ere ham underlagte.

⁹ Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden.

⁸ Atter skriver jeg Eder et nyt Bud, som er sandt i ham og i Eder; thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. ⁹ Hvo som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er endnu i Mørket. ¹⁰ Hvo som elsker sin Broder, bliver i Lyset og der er ingen Forargelse i ham.

¹⁵ Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kjærlighed ikke i ham. ¹⁶ Thi alt det, som er i Verden, Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.

⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger.

¹⁹ Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde.

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende:

⁸ Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹² Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid.

² Og Dyret, som jeg saae, var ligt en Parder og dets Fødder som en Bjørns og dens Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Throne og stor Magt.

⁷ Og der blev givet det at føre Krig mod de Hellige og at overvinde dem; og Magt blev det given over hver Stamme og hvert Tungemaal og hvert Folk.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar

² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar ³ og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.

⁸ Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting. ⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!