Luke 3 Cross References - Danish

¹ Men i Keiser Tiberius' femtende Regjerningsaar der pontius Pilatus var Landshævding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, men hans Broder Philippus var Fjerdingsfyrste i Jturæa og Trachonitis' Land, og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene; ² der Annas og Caiphas vare Ypperstepræster: skete Guds Ord til Johannes, Zacharias' Søn, i Ørknen. ³ Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse, ⁴ som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne; ⁵ hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes; ⁶ og alt Kjød skal see Guds Frelse. ⁷ Derfor sagde han til Folket, som gik ud at døbes af ham: I Øgleunger, hvo viste Eder, at flye fra den tilkommende Vrede? ⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. ⁹ Men Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor skal hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. ¹⁰ Og Folket adspurgte ham sigende: hvad skulle vi da gjøre? ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: hvo som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og hvo som har Mad, gjøre ligesaa. ¹² Ogsaa Toldere kom at døbes og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre? ¹³ Men han sagde til dem: kræver intet mere, end Eder er forordnet. ¹⁴ Men og Stridsmændene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold. ¹⁵ Men da Folket var i Forventning, og Alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om han ikke skulde være den Christus, ¹⁶ da svarede Johannes og sagde til Alle: jeg døber Eder vel med Vand, men den kommer, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild. ¹⁷ Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild. ¹⁸ Ogsaa meget Andet lærte og forkyndte han Folket. ¹⁹ Men der Fjerdingsfyrsten Herodes blev straffet af ham for Herodias, hans Broder Philippus' Hustrus, Skyld og for alt det Onde, som Herodes gjorde, ²⁰ saa lagde han til alt det Øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Fængsel. ²¹ Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes, ²² og at den Hellig Aand foer ned i legemlig Skikkelse som en Due over ham, og at en Røst skete fra Himmelen, som sagde: du er min Søn, den Elskelige, i dig har jeg Velbehagelighed. ²³ Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn, ²⁴ Matthas Søn, Levis Søn, Melchis Søn, Jannas Søn, Josephs Søn, ²⁵ Matthias' Søn, Amos' Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggais Søn, ²⁶ Maaths Søn, Josephs Søn, Mattathias' Søn, Semeis Søn, Josephs Søn, Judas Søn, ²⁷ Johannes' Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn, ²⁸ Melchis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmodams Søn, Ers Søn, ²⁹ Josefs' Søn, Eliesers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, ³⁰ Simeons Søn, Judas Søn, Josephs Søn, Jonans Søn, Eliakims Søn, ³¹ Meleas' Søn, Mainans Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, ³² Jesfais Søn, Obeds Søn, Boaz' Søn, Salomons Søn, Nassons Søn, ³³ Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares' Søn, Judas Søn, ³⁴ Jakobs Søn, Iaaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nachors Søn, ³⁵ Saruchs Søn, Ragahus Søn, Phaleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, ³⁶ Cainans Søn, Arphachfads Søn, Sems Søn, Noes Søn, Lamechs Søn, ³⁷ Methusalas Søn, Enochs Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Cainans Søn, ³⁸ Enos Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem.

⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

²⁵ Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Sæd Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel.

⁶ Og Seth var hundrede Aar og fem Aar gammel og avlede Enos. ⁷ Og Seth levede, efter at han havde avlet Enos, otte Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. ⁸ Og Seths ganske Alder blev ni Hundrede Aar og tolv Aar; og han døde. ⁹ Og Enos var halvfemsindstyve Aar gammel og avlede Kenan. ¹⁰ Og Enos levede, efter at han havde avlet Kenan, otte Hundrede Aar og femten Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹¹ Og Enos ganske Alder blev ni Hundrede Aar og fem Aar; og han døde. ¹² Og Kenan var halvfjerdsindstyve Aar gammel og avlede Mahalaleel. ¹³ Og Kenan levede, efter at han havde avlet Mahalaleel, otte Hundrede Aar og fyrretyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Og Kenans ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ti Aar; og han døde. ¹⁵ Og Mahalaleel var fem Aar og tresindstyve Aar gammel og avlede Jared. ¹⁶ Og Mahalaleel levede, efter at han havde avlet Jared, otte Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁷ Og Mahalaleels ganske Alder var otte Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar; og han døde. ¹⁸ Og Jared var hundrede Aar og to og tresindstyve Aar gammel og avlede Enok. ¹⁹ Og Jared levede, efter at han havde avlet Enok, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Og Jareds ganske Alder blev ni Hundrede Aar og to og tresindstyve Aar; og han døde. ²¹ Og Enok var fem og tresindstyve Aar gammel og avlede Methusela. ²² Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²³ Og Enoks ganske Alder blev tre Hundrede Aar og fem og tresindstyve Aar. ²⁴ Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham. ²⁵ Og Methusela var hundrede Aar og syv og tresindstyve Aar gammel og avlede Lamek. ²⁶ Og Methusela levede, efter at han havde avlet Lamek, syv Hundrede Aar og to og firsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁷ Og Methuselas ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ni og tresindstyve Aar; og han døde. ²⁸ Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn;

²⁸ Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn; ²⁹ ug han kaldte hans Navn Noa og sagde: Denne skal trøste os i vor Kummer og vore Hænders Arbejde paa Jorden, hvilken HERREN har forbandet. ³⁰ Og Lamek levede, efter at han havde avlet Noa; fem Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ³¹ Og Lameks ganske Alder blev syv Hundrede aar og syv og halvfjerdsindstyve Aar; og han døde. ³² Og Noa var fem Hundrede Aar gammel, og Noa avlede Sem, Kam og Jafet.

⁸ Men Noa fandt Naade for HERRENS Øjne. ⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. ¹⁰ Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.

²² Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

¹³ Paa den selvsamme Dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas Sønner, og Noas Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem i Arken;

²³ Og hvert Væsen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvæg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken.

¹ Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt.

¹ Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden!

¹⁸ Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader.

²⁶ Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl! ²⁷ Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl!

²¹ Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder. ²² Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram.

²⁴ Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber. ²⁵ Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan.

¹⁰ Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden. ¹¹ Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹² Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.

¹² Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala. ¹³ Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.

¹³ Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.

¹⁴ Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber. ¹⁵ Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.

¹⁵ Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁶ Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.

¹⁶ Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg. ¹⁷ Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.

¹⁷ Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁸ Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.

¹⁸ Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu. ¹⁹ Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.

¹⁹ Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.

²⁰ Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug. ²¹ Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.

²¹ Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. ²² Og Serub levede tredive Aar og avlede Nakor. ²³ Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁴ Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.

²⁴ Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara. ²⁵ Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.

²⁵ Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁶ Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.

²⁶ Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran. ²⁷ Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot. ²⁸ Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa. ²⁹ Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska. ³⁰ Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn. ³¹ Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der. ³² Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.

³ Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak.

²⁶ Og derefter kom hans Broder frem, og hans Haand havde fat paa Esaus Hæl, og man kaldte hans Navn Jakob; og Isak var tresindstyve Aar gammel, der han avlede dem.

³⁵ Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise HERREN; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.

²⁹ Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres.

⁴⁶ Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land.

¹² Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez Sønner vare Hezron og Hamul;

⁸ Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

¹⁶ Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne.

¹ Du skal ikke antage falsk Rygte; du skal ikke række den ugudelige Haanden til at være et uretfærdigt Vidne.

¹¹ I skulle ikke stjæle, og I skulle ikke lyve, ej heller skal nogen af eder handle falskeligen mod sin Næste.

⁷ for Juda: Nahesson, Amminadabs Søn;

³ Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Hære, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn,

³ fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halv tredsindstyve Aar gamle, hver som kan uddrage i Strid, til at gøre Arbejde ved Forsamlingens Paulun

³⁵ fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den, som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun,

³⁹ fra tredive Aar gamle og derover og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun,

⁴³ fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun,

⁴⁷ fra tredive Aar gamle og derover og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den som kunde komme at gøre Tjeneste med at tjene, og Tjeneste med at bære ved Forsamlingens Paulun,

¹² Og den, som ofrede sit Offer paa den første Dag, var Nahesson, Amminadabs Søn, Judas Stammes Fyrste.

²⁰ Og Judas øvrige Børn efter deres slægter vare: Af Sela Selaniternes Slægt; af Perez Pereziternes Slægt af Sera Seraiternes Slægt ²¹ Perez Pereziternes Slægt: af Hezron Hezoniternes Slægt; af Hamul Hamuliternes Slægt.

³ og byder dem og; siger: Optager eder herfra, midt af Jordanen, tolv Stene fra det Sted, som Præsternes Fødder staa fast paa, og bærer dem over med eder og lader dem blive paa det Sted, hvor I blive denne Nat over. ⁴ Da kaldte Josva ad de tolv Mænd, som han havde til Rede af Israels Børn, een Mand af hver Stamme; ⁵ og Josva sagde til dem: Gaar over frem foran HERREN eders Guds Ark til midt i Jordanen, og opløfter eder hver een Sten paa sin Skulder efter Tallet paa Israels Børns Stammer, ⁶ at det skal være et Tegn midt iblandt eder, naar eders Børn her efter spørger og sige: Hvad betyde eder disse Stene? ⁷ Og I skulle sige til dem, at Jordanens Vand blev af skaaret for HERRENS Pagts Ark; der den gik igennem Jordanen, da blev Jordanens Vand afskaaret; og disse Stene skulle være til en Ihukommelse for Israels Børn evindeligen. ⁸ Og Israels Børn gjorde saaledes, som Josva bød, og optoge tolv Stene midt af Jordanen, som HERREN havde sagt til Josva, efter Tallet paa Israels Børns Stammer; og de førte dem med sig over til det Sted hvor de bleve om Natten, og de lode dem blive der.

² Da sagde Josva til alt Folket: Saa siger HERREN, Israels Gud: Eders Fædre boede fordum paa hin Side Floden, Thara, Abrahams Fader og Nakors Fader, og de tjente andre Guder.

¹² Og dit Hus vorde ligesom Perez' Hus, hvem Thamar fødte Juda, ved den Sæd, som HERREN skal give dig af denne unge Kvinde.

¹⁸ Og disse ere Perez' Slægter: Perez avlede Hezron, ¹⁹ og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab,

¹⁹ og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab, ²⁰ og Amminadab avlede Nahesson, og Nahesson avlede Salmon,

²⁰ og Amminadab avlede Nahesson, og Nahesson avlede Salmon, ²¹ og Salmon avlede Boas, og Boas avlede Obed, ²² og Obed avlede Isai, og Isai avlede David.

⁵⁸ Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn.

³¹ Thi alle de Dage, som Isais Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn.

¹⁴ Og disse ere deres Navne, som ham fødtes i Jerusalem: Sammua og Sobab og Nathan og Salomo

¹⁶ Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi da i David? vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik Israel til sine Telte.

¹⁶ Tilmed udøste Manasse ogsaa saare meget uskyldigt Blod, indtil han fyldte Jerusalem fra den ene Ende til den anden; foruden hans Synd, med hvilken han kom Juda til at synde, til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

⁴ saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde HERREN ikke tilgive.

¹ Adam, Seth, Enos, ² Kenan, Mahalaleel, Jared, ³ Enok, Metusela, Lamek,

¹⁷ Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram og Uz og Hul og Gether og Mesek.

²⁴ Sem, Arfaksad, Salak, ²⁵ Eber, Pele, Reu, ²⁶ Serub, Nakor, Thara, ²⁷ Abram, det er Abraham. ²⁸ Abrahams Sønner vare: Isak og Ismael.

³⁴ Og Abraham avlede Isak; Isak Sønner vare: Esau og Israel.

⁴ Men Thamar, hans Sønnekone, fødte ham Perez og, Sera; alle Judas Sønner vare fem. ⁵ Perez's Sønner vare: Hezron og Hamul.

⁹ Og Hezrons Sønner, som fødtes ham, vare: Jerameel og Ram og Kalubaj. ¹⁰ Og Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahesson, en Fyrste for Judas Børn.

¹⁰ Og Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahesson, en Fyrste for Judas Børn. ¹¹ Og Nahesson avlede Salma, og Salma avlede Boas. ¹² Og Boas avlede Obed, og Obed avlede Isaj. ¹³ Og Isaj avlede Eliab, sin førstefødte, og Abinadab den anden, og Simea den tredje, ¹⁴ Nethaneel den fjerde, Raddaj den femte, ¹⁵ Ozem den sjette, David den syvende.

⁵ Og disse bleve ham fødte i Jerusalem: Simea og Sobab og Nathan og Salomo, alle fire af Bathsua, Ammiels Datter;

⁴ Uthaj, en Søn af Amihud, der var en Søn af Omri, der var en Søn af Imri, der var en Søn af, Bani, af Perez s, Judas Søns, Børn;

⁴ Og disse vare deres Navne, som bleve ham fødte i Jerusalem: Sammua og Sobab, Nathan og Salomo

¹⁷ Men efter Jojadas Død kom de Øverste af Juda og nedbøjede sig for Kongen; da føjede Kongen dem. ¹⁸ Saa forlode de HERRENS, deres Fædres Guds, Hus og tjente Astartebillederne og Afguderne; og der kom en Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Syndeskyld. ¹⁹ Og han sendte Profeter til dem at omvende dem til HERREN; og disse vidnede for dem, men de vilde ikke høre dem. ²⁰ Og Guds Aand iførte sig Sakaria, Præsten Jojadas Søn, og han stod oven over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtræde I HERRENS Bud derfor skulle I ikke være lykkelige, thi I have forladt HERREN, og han har forladt eder. ²¹ Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, I Forgaarden til HERRENS Hus. ²² Og Kong Joas kom ikke den Miskundhed i Hu, som Jojada, hans Fader, havde gjort imod ham, men slog hans Søn ihjel; og der denne døde, sagde han: HERREN skal se og hjemsøge det.

¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere.

²⁶ Men de bleve genstridige og satte sig op imod dig og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Profeter, som vidnede for dem, for at omvende dem til dig, og de tillode sig store Bespottelser.

⁴ Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver.

⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.

⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd. ¹⁰ Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; HERREN skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem.

⁴ De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders skød. ⁵ De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle; der stopper sit Øre,

²⁰ Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.

² HERREN har kundgjort sin Frelse; han har aabenbaret sin Retfærdighed for Hedningernes Øjne. ³ Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse.

²³ Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre mine Ord.

⁷ Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn. ⁸ Sæt ikke en Spotter Rette, at han ikke skal hade dig; sset en viis i Rette, og han skal elske dig.

¹² En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise.

¹³ Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.

¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!

¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde! ¹⁷ Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag!

¹⁷ Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag! ¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag. ¹² Thi den HERRE Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres, ¹³ og over alle de høje og anselige Cedre paa Libanon og over alle Ege i Basan ¹⁴ og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje ¹⁵ og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur ¹⁶ og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue. ¹⁷ Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Mændenes Højhed skal fornedres; og HERREN skal alene være høj paa den Dag.

⁴ naar Herren har aftoet Zions Døtres Urenhed og bortskyllet Jerusalems Blodskyld af dens Midte, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optænder en Ild.

³³ Se, Herren, den HERRE Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave. ³⁴ Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. ² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand.

²⁴ Ogsaa Øksnene og Folerne, som bearbejde dorden, skulle æde saltet Foder, som er kastet med, Skuffe og med Kasteskovl.

¹⁵ indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

⁶ Da skal den halte springe som en Hjort og; den stummes Tunge synge med Fryd; thi Vande hryde frem i Ørken og Bække paa den øde Mark. ⁷ Og den glødende Sandørk skal blive til Sø og det tørstige Sted til Vandkilder; i den Bolig, hvor Draber laa, skal være Sted for Rør og Siv. ⁸ Og en banet Sti og Vej skal være der, en Vej, som kaldes Helligdommens; ingen uren skal gaa ad den, men den skal være for dem selv; de, som vandre paa denne Vej, endog Enfoldige, skulle ikke fare vild.

³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark!

³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! ⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette.

⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. ⁵ Og HERRENS Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi HERRENS Mund har talt.

⁵ Og HERRENS Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi HERRENS Mund har talt.

¹ Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne.

¹⁶ Og jeg vil lede de blinde paa den Vej, som de ikke have vidst, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke have kendt; jeg vil gøre Mørket for deres Ansigt til Lys ng de bakkede Steder til Slette; disse ere Ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem.

³ Thi jeg vil udgyde Vand paa det tørstige og Strømme paa det tørre; jeg vil udgyde min Aand over din Sæd og min Velsignelse over dine Børn, ⁴ at de skulle opvokse midt i Græs, ligesom Pile ved Vandbække.

² Jeg, vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jævne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstænger.

¹ Hører dette Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som sværge ved HERRENS Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfærdighed! ² Thi de kalde sig efter den hellige Stad og forlade sig fast paa Israels Gud; HERRE Zebaoth er hans hører Navn.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

¹¹ Og jeg vil gøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skulle forhøjes.

¹⁰ HERREN har blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øjne, og alle Jordens Ender skulle se vor Guds Frelse.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær. ⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

¹⁴ Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej!

⁷ Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham som er dit eget Kød? ⁸ Da, skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, HERRENS Herlighed skal slutte til efter dig. ⁹ Da skal du paakalde, og HERREN skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret. ¹⁰ Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen. ¹¹ Og HERREN skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl.

⁵ De udruge Basiliskæg og væve Spindelvæv; hvo, som æder af deres Æg, maa dø, og trykkes et i Stykker, udfarer der en Øgle.

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse; ² til at udraabe HERRENS Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende; ³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

¹⁰ Drager frem, drager frem igennem Portene, bereder Folket Vej; baner, ja baner Vej, sanker Stenene deraf, opløfter et Banner for Folkene!

⁸ HERRE! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgerninger evindelig i Hu; se, sku dog, vi ere alle dit Folk!

² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar;

¹ Og HERRENS Ord kom til mig, idet han sagde:

³⁰ Jeg slog eders Børn forgæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Profeter ligesom en ødelæggende Løve.

⁴ Forfader eder ikke paa løgnagtige Ord, naar de sige: HERRENS Tempel, HERRENS Tempel, HERRENS Tempel er her! ⁵ Men dersom I alvorligt bedre eders Veje og eders Idrætter, og dersom I gøre Ret imellem Mand og hans Næste, ⁶ og I ej gøre den fremmede, den faderløse og Enken Vold og ej udøse uskyldigt Blod paa dette Sted on ej vandre efter andre Guder, eder til Ulykke: ⁷ Da vil jeg lade eder bo paa dette Sted, i Landet, som jeg gav eders Fædre, altid og evindelig. ⁸ Se, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som intet gavne. ⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende, ¹⁰ og saa komme og staa for mit Ansigt i dette Hus, som er kaldet efter mit Navn, og sige: Vi ere frelste for at kunne gøre alle disse Vederstyggeligheder?

⁷ Og jeg kastede dem med Kasteskovl i Landets Porte; jeg har gjort mit Folk barnløst, ødelagt det, dog have de ikke vendt om fra deres Veje.

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der.

¹⁴ men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre HERRE.

² Du Menneskesøn! hvad har Træet af Vinstokken forud for alt andet Træ? den Vinkvist, Søn har været iblandt Skovens Træer? ³ Mon man tager Træet deraf til at gøre et Arbejde deraf? eller mon man tager en Knag deraf til at hænge noget Redskab derpaa? ⁴ Se det gives til Ilden til at fortæres naar da Ilden har fortæret begge Ender deraf, og det midterste deraf er forbreendt, mon det saa duer til noget Arbejde?

²⁴ og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, HERREN, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ glønt; jeg HERREN, jeg har talt det og gjort det.

²¹ Men naar den ugudelige omvender sig fra alle sine Synder, som han har gjort, og holder alle mine Skikke og gør Ret og Retfærdighed: Da skal han visselig leve, han skal ikke dø. ²² Skulle hans Overtrædelser, som han har gjort, skulle ikke ihukommes imod ham; han skal leve ved sin Retfærdighed, som han har øvet.

²⁷ Og naar den ugudelige omvender sig fra sin Ugudelighed, som han har gjort, og gør Ret og Retfærdighed, skal han holde sin Sjæl i Live.

²⁷ Og naar den ugudelige omvender sig fra sin Ugudelighed, som han har gjort, og gør Ret og Retfærdighed, skal han holde sin Sjæl i Live. ²⁸ Fordi han ser det og vender sig bort fra alle sine Overtrædelser, som han har gjort, skal han visselig leve, han skal ikke dø.

²⁸ Fordi han ser det og vender sig bort fra alle sine Overtrædelser, som han har gjort, skal han visselig leve, han skal ikke dø. ²⁹ Og siger Israels Hus: Herrens Vej er ikke ret, mon da mine Veje ikke ere rette, Israels Hus? mon det ikke er eders Veje, der ikke ere rette? er eders Veje, der ikke ere rette? ³⁰ Derfor vil jeg dømme enhver af eder, o Israels Hus! efter hans Veje, siger den Herre, HERRE; omvender eder, og vender eder bort fra alle eders Overtrædelser, at ikke Misgerning skal vorde eder til Fald. ³¹ Kaster bort fra eder alle eders Overtrædelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?

¹⁸ Hvem ligner du, saalees som du var i Ære og Storhed blandt Edens Træer? ja, du skal nedstyrtes med Edens Træer til Underverdenens Land; midt iblandt de omskaarne skal du ligge ved dem, om ere ihjelslagne ved Sværdet. Dette er Farao og al hans Hob, siger den Herre, HERRE.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

¹⁴ Han raabte med Vælde og sagde saaledes: Hugger Træet om og afhugger dets Grene, afriver dets Løv og spreder dets Frugt; Dyrene fiygte fra dets Læ og Fuglene fra dets Grene!

²³ Men. at Kongen saa en Vægter, det er en hellig, fare ned fra Himmelen og sige: Hugger Træet om og ødelægger det, dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes af Himmelens Dug og hans Del være med Dyrene paa Marken, indtil syv Tider omskiftes over dem;

²⁷ Derfor, o Konge! lad mit Raad behage dig, og afbryd dine Synder ved Retfærdighed og dine Misgerninger ved Barmhjertighed imod de elendige, dersom din Fred skal have Varighed.

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel. ² Der HERREN begyndte at tale ved Hoseas, da sagde HERREN til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra HERREN.

^{28 29}

¹ Og HERRENS Ord kom til Jonas, Amithajs Søn, saa lydende:

¹ HERRENS Ord, som Moraskthiten Mika: Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, det, som han saa over Samaria og Jerusalem.

¹² Men de kende ikke HERRENS Tanker og forstaa ikke hans Raad, thi han har samlet dem som Neg til Tærskepladsen.

⁸ Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad HERREN kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud.

¹ HERRENS Ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusi, der var en Søn af Gedalia, der var en Søn af Gedalia, der var en Søn af Ezekias, i de Dage, da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.

¹² Og Landet skal sørge, hver Slægt for sig; Davids Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig; Nathans Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig;

⁹ Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: HERREN er min Gud.

² Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud. ³ Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være HERRENS og fremføre Offergaver i Retfærdighed.

⁶ Og han skal vende Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes Hjerte til deres Fædre, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band.

¹ Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog. ² Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre

² Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre ³ og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram;

³ og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram; ⁴ og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon;

⁴ og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon; ⁵ Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai; ⁶ og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias' Hustru;

⁶ og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias' Hustru;

¹² Men efter den babyloniske Udlændighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;

¹⁶ og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus.

¹ Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde: ² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær. ³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. ⁴ Men Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning. ⁵ Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen.

⁵ Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen. ⁶ Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder.

⁶ Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder. ⁷ Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste eder at flye fra den kommende Vrede? ⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, ⁹ og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. ¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden.

¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden. ¹¹ Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild. ¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild. ¹³ Da kom Jesus fra Galilæa til Jordanen til Johannes at døbes af ham. ¹⁴ Men Johannes formeente ham det og sagde: Jeg har behov at døbes af dig, og du kommer til mig! ¹⁵ Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham. ¹⁶ Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham. ¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

¹⁷ Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: omvender Eder thi Himmerigets Rige er kommet nær.

¹² Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne.

¹⁹ Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden.

⁵ Men der Jesus gik ind i Capernaum, traadte en Høvedsmand til ham, bad ham og sagde:

¹¹ Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. ¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

² Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Diciple og lod ham sige:

⁷ Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret?

¹⁸ see min Tjener, som jeg har udvalgt, min Elskelige, hvilken min Sjæl har Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

³⁴ I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

³⁰ Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade.

⁵⁵ Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas?

¹ Paa den samme Tid hørte Herodes, den Fjerdingsfyrste, Rygtet om Jesus.

³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld.

³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld. ⁴ Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende.

²³ Og der han havde ladet Folket fare, gik han paa et Bjerg afsides for at bede. Men det var blevet Aften, var han alene der.

⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham!

³¹ Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige. ³² Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham.

³⁵ Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de. ³⁶ Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. ³⁷ Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn. ³⁸ Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. ³⁹ Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. ⁴⁰ Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd? ⁴¹ De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmænd, som skulle give ham Frugterne i deres Tid.

⁴³ Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter.

⁶ Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. ⁷ Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.

³¹ Saa være I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne. ³² Saa fylder og I Eders Fædres Maal! ³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?

³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?

⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig.

³ Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas.

² Og de bandt ham og førte ham hen, og overantvordede Landshøvdingen Pontius Pilatus ham.

⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn.

³ Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

³ Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. ⁴ Johannes døbte i Ørken og prædikede Omvendelsens Daab til Syndernes Forladelse. ⁵ Og det ganske Land Judæa gik ud til ham og de af Jerusalem, og de døbtes af ham i Jordans Flod, alle som bekendte deres Synder.

⁷ og prædikede og sagde: der kommer den efter mig, som er stærkere end jeg, for hvem jeg ikke er værdig til at bukke mig ned, at løse hans Skotvinge. ⁸ Vel har jeg døbt Eder med Vand, men han skal døbe Eder med den Hellig-Aand. ⁹ Og det skete i de samme Dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa, og døbdtes af Johannes i Jordan. ¹⁰ Og strax, der han steg op af Vandet, saae han Himlene adskilte, og Aanden ligesom en Due komme ned over ham. ¹¹ og der skete en Røst fra Himlene: du er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

³ Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham.

¹⁷ Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet johannes gribe og kalste i Fængsel, forHerodias', sin Broder Phillippus' Hustrus, Skyld; thi han havde taget hende tilægte.

¹⁷ Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet johannes gribe og kalste i Fængsel, forHerodias', sin Broder Phillippus' Hustrus, Skyld; thi han havde taget hende tilægte. ¹⁸ Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.

⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.

⁵ Thi den kunde bleven solgt for mere end tre hundrede Penninge og givet de Fattige; og de overfusede hende. ⁶ Men Jesus sagde: lader hende med Fred, hvi gøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig. ⁷ Thi I have altid Fattige hos Eder, og naar I ville, kunne I gjøre dem, tilgode; men mig have I ikke altid. ⁸ Hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit Legeme til Begravelsen.

¹⁵ Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen!

¹⁶ og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud. ¹⁷ Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.

⁵¹ Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke. ⁵² Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe. ⁵³ De Hungrige har han opfyldt med gode Gaver, og de Rige har han afviist tomme.

⁵⁹ Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskære Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias. ⁶⁰ Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes. ⁶¹ Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn. ⁶² Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes. ⁶³ Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

⁷⁶ Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie, ⁷⁷ at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse,

⁷⁷ at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse, ⁷⁸ formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os, ⁷⁹ for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei. ⁸⁰ Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.

¹ Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kaiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

¹⁰ Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. ¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

³⁰ Thi mine Øine have seet din Frelse, ³¹ hvilken du beredte for alle Folks Aasyn, ³² et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel.

¹ Men i Keiser Tiberius' femtende Regjerningsaar der pontius Pilatus var Landshævding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, men hans Broder Philippus var Fjerdingsfyrste i Jturæa og Trachonitis' Land, og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene;

³ Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse, ⁴ som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne; ⁵ hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes; ⁶ og alt Kjød skal see Guds Frelse. ⁷ Derfor sagde han til Folket, som gik ud at døbes af ham: I Øgleunger, hvo viste Eder, at flye fra den tilkommende Vrede? ⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.

⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. ⁹ Men Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor skal hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. ¹⁰ Og Folket adspurgte ham sigende: hvad skulle vi da gjøre? ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: hvo som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og hvo som har Mad, gjøre ligesaa. ¹² Ogsaa Toldere kom at døbes og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre?

¹² Ogsaa Toldere kom at døbes og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre? ¹³ Men han sagde til dem: kræver intet mere, end Eder er forordnet. ¹⁴ Men og Stridsmændene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold.

¹⁴ Men og Stridsmændene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold. ¹⁵ Men da Folket var i Forventning, og Alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om han ikke skulde være den Christus, ¹⁶ da svarede Johannes og sagde til Alle: jeg døber Eder vel med Vand, men den kommer, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild. ¹⁷ Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹⁹ Men der Fjerdingsfyrsten Herodes blev straffet af ham for Herodias, hans Broder Philippus' Hustrus, Skyld og for alt det Onde, som Herodes gjorde,

²³ Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn, ²⁴ Matthas Søn, Levis Søn, Melchis Søn, Jannas Søn, Josephs Søn, ²⁵ Matthias' Søn, Amos' Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggais Søn, ²⁶ Maaths Søn, Josephs Søn, Mattathias' Søn, Semeis Søn, Josephs Søn, Judas Søn, ²⁷ Johannes' Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn,

³¹ Meleas' Søn, Mainans Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,

²¹ Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren. ²² Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn?

¹⁶ Men han veg bort i Ørkerne og bad.

²⁹ Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Æren og bleve døbte med Johannes' Daab.

⁷ Men Herodes den Fjerdingsfyrste hørte alt det, som han gjorde; og han kom ti Tvivl, fordi Nogle sagde, at Johannes var opvakt fra de Døde;

¹⁸ Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: hvem siger Folket mig at være?

²⁸ Men det begav sig ved otte Dage efter denne tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob til sig og gik op paa et Bjerg at bede. ²⁹ Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnede.

³⁴ Men idet han talede saadant, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen. ³⁵ Og en røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham.

⁴¹ Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene.

⁷ Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig?

⁹ om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

²⁸ Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at være udstødte udenfor. ²⁹ Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Nord og Sønder og sidde tilbords i Guds Rige.

³¹ Paa den samme Dag kom nogle Pharisæer og sagde til ham: gak bort, og drag herfra; thi Herodes vil ihjelslaae dig. ³² Og han sagde til dem: gaaer hen og siger den Ræv: see, jeg uddriver Djævle og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen og paa den tredie Dag fuldendes jeg. ³³ Dog bør det mig at vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det skeer ikke, at en Prophet omkommes udenfor Jerusalem. ³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.

¹ Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. ² Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og æder med dem.

²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. ²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os. ²⁷ Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus; ²⁸ thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted. ²⁹ Abraham sagde til ham: de have Moses og Propheterne, lad dem høre dem. ³⁰ Men han sagde: ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen fra de Døde gik til dem, da omvendte de sig. ³¹ Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde.

²⁷ De aade, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle.

¹³ Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!

²² Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig.

⁸ Men Zachæus blev staaende og sagde til Herren: see, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg har forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igjen.

⁴⁰ Og han svarede og sagde til dem: jeg siger Eder, at dersom disse taug da skulle Stenene raabe.

¹ Og deres ganske Hob stod op og førte ham for Pilatus. ² Men de begyndte at anklage ham og sagde: denne have vi fundet at forvende Folket og forbyde at give Keiseren Skat og sige sig selv at være Christus, en Konge. ³ Men Pilatus spurge ham og sagde: er du den Jødernes Konge? Men han svarede ham og sagde: du siger det. ⁴ Men Pilatus sagde til de Ypperstepræster og til Folket: jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.

⁶ Men der Pilatus hørte om Galilæa spurgte han, om dette Menneske var en Galilæer. ⁷ Og der han fik at vide, at han hørte under Herodes' Magt, sendte han ham til Herodes, som og selv var i Jerusalem i de samme Dage. ⁸ Men der Herodes saae Jesus, blev han meget glad: thi han havde længe siden gjerne villet see ham, fordi han havde hørt meget om ham, og haabede at skulle see et Tegn skee af ham. ⁹ Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham Intet. ¹⁰ Men de Ypperstepræster og Skriftkloge stode og anklagede ham heftig. ¹¹ Men der Herodes med sine Krigsfolk havde forhaanet og bespottet ham, kastede han et hvidt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igjen.

²⁴ Og Pilatus dømte, at deres Begjering skulde skee.

²⁹ Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: fader over os! og til Høiene: skjuler os! ³¹ Thi gjør man dette med det grønne Træ, hvad vil da skee med det tørre.

⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham.

¹⁵ Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har været for mig; thi han var førend jeg.

¹⁹ Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du? ²⁰ Han bekjendte og nægtede ikke og bekjendte: jeg er ikke den Christus. ²¹ Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei; ²² da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? ²³ Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt.

²³ Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt. ²⁴ Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. ²⁵ Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? ²⁶ Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende.

²⁶ Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende.

²⁶ Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende. ²⁷ Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse.

²⁷ Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse. ²⁸ Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte.

²⁸ Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte.

²⁸ Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte. ²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd!

²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd! ³⁰ Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg. ³¹ Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand.

³¹ Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand. ³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.

³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.

³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.

³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. ³³ Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand.

³³ Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand.

³³ Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand.

³³ Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand. ³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn. ³⁵ Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple. ³⁶ Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam!

²⁴ Thi Johannes var ikke endnu kastet i Fængsel.

²⁶ Og de kom til Johannes og sagde til ham: Mester! den, som var hos dig paa hiin Side Jorden, hvilken du gav Vidnesbyrd, see, han døber, og alle komme til ham.

²⁸ I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham.

²⁸ I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham. ²⁹ Den, som har Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen.

²⁹ Den, som har Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen. ³⁰ Ham bør at voxe, men mig at forringes. ³¹ Den, som kommer ovenfra, er over Alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer af Himmelen, er over Alle. ³² Og det, som han har seet og hørt, vidner han; og Ingen annammer hans Vidnesbyrd. ³³ Den, som annammer hans Vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru. ³⁴ Thi den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over al Maade. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. ³⁶ Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

⁴² Og de sagde: er ikke denne Jesus, Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi kjende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af Himmelen?

³⁸ Hvo som troer paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme.

³³ De svarede ham: vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været Nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?

³⁹ De svarede og sagde til ham: Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gjerninger.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

²⁴ Da omringe Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe holder du vor Sjæl i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit!

⁴⁹ Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: ⁵⁰ I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. ⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.

²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. ²⁸ Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.

²⁹ Thi Nogle meente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad vi havdebehov til Høitiden; eller at han skulde give Noget til Fattige.

⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde.

¹³ Og de førte han først til Annas; thi Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. ¹⁴ Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket.

²⁴ Men Annas havde sendt ham bunden til den Ypperstepræst Caiphas.

¹ Den første Beretning skrev jeg, og Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære,

⁵ Thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand om ikke mange Dage.

³ Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem. ⁴ Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.

¹⁷ Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme. ¹⁸ Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.

³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.

³⁷ Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?

⁴⁰ Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt!

⁶ saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt.

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,

⁸ Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

⁶ Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.

² Han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus og gav Folket Mange Almisser og bad altid til Gud.

⁴ Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

⁷ Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham.

³¹ og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

⁴⁴ Der Peter endnu talede dise ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte Ordet.

¹⁵ Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig Aand paa den, ligesom og paa os i Begyndelsen. ¹⁶ Da kom jeg Herrens Ord i hus, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand.

¹⁰ o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

²² Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie. ²³ Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, ²⁴ efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk.

²⁴ efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk. ²⁵ Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at være? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er værdig at løse.

³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig?

²⁶ Og han har gjort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og har bestemt dem forordnede Tider, og vise Grændser for deres Bolig, ²⁷ at de skulde søge Herren, og de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os; ²⁸ thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slægt. ²⁹ Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.

⁴ Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus.

⁴ Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus. ⁵ Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.

¹⁶ Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn.

²⁶ Claudius Lysias hilser de mægtige Landshævding Felix.

²⁷ Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.

²⁰ men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

³⁰ Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde hos dem.

¹⁶ Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staae fast for den ganske Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader,

⁷ ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak skal Sæden fremkaldes dig.

¹² Og der er ikke Forskjel paa Jøde og Græker; thi den Samme er Alles Herre, som er rig nok for alle dem, som paakalde ham.

¹⁸ Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser.

⁹ Thi det: du skal ikke bedrive hoer; du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; du skal ikke begjere; og om der er noget andet Bud, det befattes som i en hovedsum i dette Ord; du skal elske din Næste som dig selv. ¹⁰ Kjerligheden gjør Næsten ikke Ondt; derfor er Kjærligheden Lovens Fylde.

¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige.

¹³ Vi ere jo alle døbte i een Aand, til at være eet Legeme, hvad heller vi ere Jøde eller Græker, eller Trælle eller Frie; og vi have alle drukket af Kalken til at være den samme Aand.

⁴⁵ Saaledes er der ogsaa skrevet: det første Menneske, Adam, er bleven en levende Sjæl, den sidste Adam til en levendegjørende Aand.

⁴⁷ Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske, Herren, er af Himmelen.

¹⁰ Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. ¹¹ Thi see, just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i Eder, ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Forlængsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! I Alt have I beviist, at I vare rene i denne Sag.

³ Thi efter Evne (det vidner jeg), ja over Evne vare de af sig selv villige, ⁴ og bade os med megen Overtalelse at annamme deres Gave og Sammenskud til Hjælp for de Hellige. ⁵ Og de gjorde ikke alene, hvad vi haabede, men de hengave sig selv først til Herren og dernæst til os, efter Guds Villie. ⁶ Saa at vi have formanet Titus, at ligesom han havde begyndt, saa skulde han og fuldende os Eder, ogsa hvad angaaer denne Gave. ⁷ Men ligesom I ere rige i Alt, i Tro og Lære og Kundskab og al Iver og i Eders Kjærlighed til os: maatte I saaledes ogsaa være rige i denne Velgjørenhed! ⁸ Jeg siger det ikke somen Befaling, men efterdi Andre ere saa nidkjære, da vil jeg ogsaa prøve Eders Kjærligheds Oprigtighed. ⁹ I kjende jo vor Herrens Jesu Christi Naade, at han for Eders Skyld blev fattig, der han var rig, paa det I ved hans Fattigdom skulde blive rige. ¹⁰ Og jeg giver min Mening herom tilkjende; thi det er Eder nyttigt, I som for et Aar siden allerførst begyndte, ikke alene at gjøre, men at ville. ¹¹ Men fuldender nu og at gjøre det, at ligesom der var Redebonhed til at ville, der saaledes og maa være til at fuldende efter Evne. ¹² Thi dersom Redebonhed er forhaanden, da er Enhver velbehagelig, i Forhold til det, han har, ei i Forhold til det, han ikke har ¹³ Ikke at Andre skulle have Lettelse, og I byrde, ¹⁴ men efter Ligelighed, saa at paa nærværende Tid Eders Overlod maa komme deres Trang til hjælp, paa det og deres Overflod herefter maaa kommes trang til hjæl, faa der bliver Ligelighed;

²⁸ Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus. ²⁹ Men ere i Christi, da ere i jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen.

²² Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glæde, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. ²³ Mod Saadanne er Loven ikke. ²⁴ Men de, som høre Christus til have korsfæstet Kjødet med Lysterne og Begjeringerne.

²⁸ Den, som stjal, stjæle ikke fremdeles med arbeide hellere og gjøre noget Godt med Hænderne, paa det han kan have at meddele dem, som have behov.

¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov.

¹⁵ at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden,

¹¹ Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøies med det, jeg har.

¹³ som friede os af Mørkets Magt og oversatte os i sin elskelige Søns Rige,

¹⁰ og at forvente hans Søn fra Himlene, hvilken han opreiste fra de Døde, Jesus, som os frier fra den tilkommende Vrede.

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

⁸ Men naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøie. ⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; ¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹⁸ at de gjøre Godt, blive rige i gode Gjerninger, gjerne give, meddele,

³ desligeste, at de gamle Kvinder skulle holde sig i Klæder, som det sømmer de Hellige, ikke være Bagtalersker, ikke hengivne til megen Viin, men give god Lærdom;

¹¹ Thi Guds saliggjørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker, ¹² som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden;

⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud; ⁸ men den, som bærer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er nær; Enden med den er at brændes.

¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.

¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,

²⁸ Naar Nogen har brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners udsagn:

⁷ Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen.

¹ Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al byrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane,

¹² Derfor retter de slappe Hænder og de afmægtige knæ, ¹³ og gjører sikkre Trin med Eders Fødder, at ikke de Halte skal drages mere af Lave, men snarere helbredes.

²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

⁵ Eders Vandel være uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig, ⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,

²⁷ En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.

¹⁵ Dersom en Broder eller Søster ere nøgne og fattes den daglige Næring, ¹⁶ men Nogen af Eder siger til dem: gaaer bort i Fred, varmer Eder og mætter Eder; men I give dem ikke det, som hører til Legemets Nødtørst: hvad Gavn er det? ¹⁷ Ligesaa og Troen, dersom den ikke har Gjerninger, er den død i sig selv. ¹⁸ Der maatte da Nogen sige: du har Troen, og jeg har Gjerninger; viis mig din Tro af dine Gjerninger, og jeg vil vise dig min Tro af mine Gjerninger. ¹⁹ Du troer, at Gud er een; du gjør vel: Djævelene troe det ogsaa og skjælve. ²⁰ Men vil du vide, o du forfængelige Menneske! at Troen uden Gjerninger er død? ²¹ Er ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort ved Gjerninger, der han offrede sin Søn Isaak paa Alteret? ²² Seer du, at Troen virkede ved hans Gjerninger, og at ved Gjerninger blev Troen fuldkommet, ²³ og Skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldet Guds Ven. ²⁴ See I nu, at et Menneske retfærdiggjøres ved Gjerninger og ikke ved Troen alene? ²⁵ Desligeste og Rahab, Skjøgen, blev hun ikke retfærdiggjort ved Gjerninger, der hun annammede Sendebudende og udlod dem ad en anden Vei? ²⁶ Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er og Troen død uden Gjerninger.

⁴ Kommer til ham, den levende Steen, der vel blev forskudt af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,

²⁰ som fordum vare gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noahs Dage, der Arken byggedes, i hvilken faa nemlig otte, Sjæle bleve frelste i Vandet,

¹⁷ Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestætiske Herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg haver Velbehagelighed. ¹⁸ Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.

⁵ Og ikke sparede den gamle Verden men bevarede Noah, den Retfærdighedens Prædiker, selv ottende, der han førte Syndfloden over de Ugudeliges Verden;

⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger.

¹⁷ Men den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?

²⁰ Dersom Nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin Broder, han er en Løgner; thi hvo som ikke elsker sin Broder, som han har seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har seet?

¹⁰ Og jeg hørte en stærk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.

⁶ Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd.