Leviticus 10 Cross References - Danish

¹ Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpaa, og de bragte fremmed Ild for HERRENS Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem. ² Da for en Ild ud fra HERRENS Ansigt og fortærede dem, og de døde for HERRENS Ansigt. ³ Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som HERREN har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav. ⁴ Men Mose kaldte ad Misael og ad Elzafan, Sønner af Usiel, Arons Farbroder, og sagde til dem: Træder frem, bærer eders Brødre fra Helligdommen hen uden for Lejren. ⁵ Og de traadte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt. ⁶ Da sagde Mose til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar I skulle ikke blotte eders Hoveder ej sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle dø, og Herren skulde blive vred paa al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Hus græde over denne Brand, som HERREN har optændt. ⁷ Men I skulle ikke gaa ud af Forsamlingens Pauluns Dør, at I ikke skulle dø, thi HERRENS Salveolie er paa eder; og de gjorde efter Mose Ord. ⁸ Men HERREN talede til Aron og sagde: ⁹ Du og dine Sønner med dig skulle ikke drikke Vin eller stærk Drik, naar I gaa ind i Forsamlingens Paulun, paa det I ikke skulle dø; det skal være en evig Skik hos eders Eferkommere, ¹⁰ for at I kunne gøre Skilsmisse imellem det hellige og det vanhellige og imellem det urene og det rene, ¹¹ og for at kunne lære Israels Børn alle de Skikke, som HERREN har sagt til dem ved Mose. ¹² Mose sagde til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar, som vare overblevne: Tager det Madoffer, det som er levnet fra HERRENS Ildoffer, og æder det med usyret Brød ved Alteret; thi det er en højhellig Ting. ¹³ Men I skulle æde det paa et helligt Sted; thi det er din beskikkede Del og dine Sønners beskikkede Del af HERRENS Ildofre; thi saaledes er mig befalet. ¹⁴ Men Rørelsens Bryst og Gavens Bov skulle I æde paa et rent Sted, du og dine Sønner og dine Døtre med dig; thi til din beskikkede Del og dine Børns beskikkede Del ere de givne af Israels Børns Takofre. ¹⁵ Gavens Bov og Rørelsens Bryst, som høre til Ildofrene af Fedtstykkerne, skulle de bære til dem for at lade dem røre med en Rørelse for HERRENS Ansigt; og det skal være dig og dine Børn med dig en evig beskikket Del, som HERREN har befalet. ¹⁶ Og Mose ledte flittigt efter Syndofrets Buk, og se, den var op brændt; og han blev vred paa Eleasar og paa Ithamar, Arons Sønner, dem som vare overblevne, og sagde: ¹⁷ Hvi have I ikke ædt Syndofret paa det hellige Sted? thi det er en højhellig Ting; og han har givet eder det, at I skulle bære Menighedens Skyld, for at I skulle gøre Forligelse for dem, for HERRENS Ansigt. ¹⁸ Se, dets Blod er ikke bragt indenfor i Helligdommen; I skulde jo have ædt det paa et helligt Sted, saa som jeg har befalet. ¹⁹ Men Aron sagde til Mose: Se, i Dag have de ofret deres Syndoffer Og deres Brændoffer for HERRENS Ansigt, og mig er sligt vederfaret; skulde jeg da have ædt Syndofret i Dag, skulde det have været godt for HERRENS Øjne ²⁰ Der Mose hørte det, da syntes det ham at være godt.

¹⁵ Thi alt det Land, som du ser, det vil jeg give dig og dit Af kom evindeligen.

⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

¹³ Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt.

¹⁷ Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde?

²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret.

¹⁸ Og Kahaths Børn vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel; og Kahath blev hundrede og tre og tredive Aar gammel.

²² Og Ussiels Sønner vare: Misael og Elzafan og Sithri. ²³ Og Aron tog Fliscba, Amminadabs Datter, Nahassons Søster, til Hustru, og hun fødte ham Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.

⁴ Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN; og de gjorde saa.

²² Endog Præsterne, som komme nær til HERREN, skulle hellige sig, at HERREN ikke skal gøre et Skaar iblandt dem.

¹ Og han sagde til Mose: Stig op til HERREN, du og Aron, Nad og Abihu og halvfjerdsindstyve af de ældste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand.

⁹ Og Mose og Aron, Nadab og Abihu og halvjerdsindstyve af Israels ældste stege op.

³ Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber.

¹ Og du skal lade din Broder Aron komme frem til dig og hans Sønner med ham, midt ud af Israels Børn, til at gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.

³⁸ Og den skal være over Arons Pande, og Aron skal bære Synden, som er ved de hellige Ting, som Israels Børn hellige, i alle deres helliede Gaver; og den skal være over hans Pande altid, at de maa finde Velbehag for HERRENS Ansigt

⁴¹ Og du skal iføre Aron din Broder dem og hans Sønner med ham og du skal salve dem og fylde deres Hænder og hellige dem, og de skulle gøre Præstetjeneste for mig.

⁴³ Og dem skal Aron og hans Sønner have paa, naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, eller de gaa nær til Alteret for at tjene i Helligdommen, at de ikke skulle paadrage sig Skyld og dø. Dette skal være en evig Skik for ham og hans Sæd efter ham.

² to Vædere, som ere uden Lyde, og usyrede Brød og usyrede Kager, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, smurte med Olie; dem skal du lave af Hvedemel.

²⁴ Og du skal lægge alt dette paa Arons Hænder og paa hans Sønners Hænder og røre det med en Rørelse for HERRENS Ansigt. ²⁵ Og du skal tage det af deres Hænder og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret over Brændofferet, til en behagelig Lugt for HERRENS Ansigt; det er et Ildoffer for HERREN. ²⁶ Og du skal tage Brystet af Arons Fyldelsens Væder og røre det med en Rørelse for HERRENS Ansigt; og det skal være din Del. ²⁷ Og du skal hellige Rørelsens Bryst og Gavens Bov - som er rørt og som er tagen fra - af Fyldelsens Væder, af den, som er for Aron, og af den, som er for hans Sønner. ²⁸ Og det skal være Arons og hans Sønners til en evig Rettighed af Israels Børn; thi det er en Gave; og det skal være en Gave fra Israels Børn af deres Takofre, deres Gave hører HERREN til.

⁴³ der vil jeg komme til Israels Børn, og de skulle helliges ved min Herlighed. ⁴⁴ Og jeg vil hellige Forsamlingens Paulun og Alteret; og jeg vil hellige Aron og hans Sønner til at gøre Præstetjeneste for mig.

¹ Og du skal gøre et Røgelsealter til Røgelse, af Sithimtræ skal du gøre det; ² een Alen langt og een Alen bredt, det skal være firkantet og to Alen højt; dets Horn skulle være ud af eet med det. ³ Og du skal beslaa det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider rundt omkring og dets Horn; du skal og gøre en Guldkrans til det trindt omkring. ⁴ Og to Guldringe skal du gøre til det, under dets Krans, paa begge Sidestykkerne deraf, du skal gøre dem paa begge Sider der paa; og man skal stikke Stænger deri for at bære det med dem. ⁵ Du skal og gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld. ⁶ Og det skal du sætte foran Forhænget, som er forVidnesbyrdets Ark, foran Naadestolen, som er oven over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig. ⁷ Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den. ⁸ Og naar Aron tænder Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal være en bestandig Røgelse for HERRENS Ansigt hos eders Efterkommere. ⁹ I skulle ingen fremmed Røgelse antænde derpaa eller Brændoffer eller Madoffer; og Drikoffer skulle I ikke udgyde derpaa.

³⁰ Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.

³⁴ HERREN sagde til Mose: Tag dig vellugtende Urter, Stakten og Onyks og Galbane, disse vellugtende Urter og ren Virak; der skal være lige meget af hvert. ³⁵ Og du skal lave en Røgelse deraf, en Blanding efter Kunstens Regler; den skal være saltet, ren og hellig. ³⁶ Og du skal støde noget deraf smaat og lægge deraf foran Vidnesbyrdet i Forsamlingens Paulun, hvor jeg vil tale med dig; det skal være eder høj helligt.

¹¹ og Salveolien og Røgelsen af vellugtende Urter til Helligdommen; efter alt det, som jeg har befalet dig, skulle de gøre det.

¹⁹ Og det skete, der han kom nær til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder og senderbrød dem neden for Bjerget. ²⁰ Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild og malede den til Støv og strøede det ov en paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke. ²¹ Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det ²² Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at, det ligger i det onde.

⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig.

²⁹ Og han gjorde den hellige Salve, olie og den rene Røgelse af vellugtende Urter efter Kunstens Regler.

³ Og han gjorde alle Alterets Redskaber, Gryderne og Ildskufferne og Skaalerne, Madkrogene og Panderne; alle Redskaber dertil gjorde han af Kobber.

¹³ Og du skal iføre Aron de hellige Klæder, og du skal salve ham og hellige ham, og han skal gøre Præstetjeneste for mig. ¹⁴ Du skal og føre hans Sønner frem, og du skal føre dem i Kjortlerne. ¹⁵ Du skal salve dem, ligesom du salvede deres Fader, og de skulle gøre Præstet eneste for mig; og det ckal ske, at deres Salvelse skal blive dem til et evigt Præstedømme hos deres Efterkommere.

²⁷ Og han antændte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom HERREN havde befalet Mose.

¹ Og naar nogen vil ofre et Madoffer for HERREN, da skal hans Offer være Mel, og han skal øse Olie derpaa og lægge Virak dertil. ² Og han skal bære det til Arons Sønner, Præsterne, og een skal tage sin Haandfuld deraf, af Melet med Olien derpaa og dertil al Virakken; og Præsten skal lade Ihukommelsesofret deraf gaa op i Røg paa Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN. ³ Men det, som overbliver af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det er højhelliget af HERRENS Ildofre.

³ Men det, som overbliver af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det er højhelliget af HERRENS Ildofre. ⁴ Men vil han ofre Madoffer af det, som er bagt i Ovnen, da skal det være usyrede Kager af Mel, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie. ⁵ Men dersom dit Offer er Madoffer, som er bagt i Pande, da skal det være Mel, blandet med Olie; usyret. ⁶ Du skal bryde det i Stykker, og du skal øse Olie derpaa; det er et Madoffer. ⁷ Men er dit Offer et Madoffer, kogt i Kedelen, da skal det laves af Mel med Olie. ⁸ Og du skal fremføre det Madoffer, som laves deraf, for HERREN, og man skal føre det hen til Præsten, og han skal bære det frem til Alteret. ⁹ Og Præsten skal af samme Madoffer tage dets Ihukommelsesoffer og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN. ¹⁰ Men det, som bliver tilovers af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det skal være højhelligt af HERRENS Ildofre. ¹¹ Alt det Madoffer, som I ville ofre til HERREN, maa ikke tillaves med Surdejg; thi af Surdejg og af Honning skulle I ikke optænde Ildoffer for HERREN. ¹² Som en Førstegrødes Offer maa I ofre sligt til HERREN; dog maa dette ikke komme paa Alteret til sød Lugt. ¹³ Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes paa dit Madoffer; du skal ofre Salt paa alle dine Ofre. ¹⁴ Men dersom du vil ofre den Førstegrødes Madoffer for HERREN, da skal du ofre Aks, ristede ved Ilden, stødt Korn, til din Førstegrødes Madoffer. ¹⁵ Og du skal øse Olie derpaa og lægge Virak dertil, det er et Madoffer. ¹⁶ Og Præsten skal lade dets Ihukommelsesoffer af dets stødte Korn og af Olien dertil, samt alt dets Virak gaa op i Røg det er et Ildoffer for HERREN.

¹⁷ Det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere, i alle eders Boliger: I skulle ikke æde noget Fedt eller noget Blod.

¹⁴ Det skal laves i en Pande med Olie, du skal føre det æltet frem, du skal ofre det, bagt som et Madoffer i smaa Stykker, HERREN til en sød Lugt. ¹⁵ Og den Præst af hans Sønner, som bliver salvet i hans Sted, skal tillave det; det er en evig Skik, for HERREN skal det altsammen gøres til et Røgoffer. ¹⁶ Thi hvert Madoffer af en Præst skal være helt Offer, det skal ikke ædes.

¹⁶ Thi hvert Madoffer af en Præst skal være helt Offer, det skal ikke ædes. ¹⁷ Og HERREN talede til Mose og sagde: ¹⁸ Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofret. Paa det Sted, hvor Brændofret skal slagtes, skal Syndofret, slagtes for HERRENS Ansigt; det er en højhellig Ting.

^{24 25 26}

^{26 27 28 29 30}

³⁰

⁶ Alt Mandkøn iblandt Præsterne skal æde det, det skal ædes paa et helligt Sted; det er en højhellig Ting. ⁷ Ligesom Syndofret er, saa skal og Skyldofret være, der er een Lov for dem; det skal høre den Præst til, som gør Forligelse derved.

⁹ Og ethvert Madoffer, som er bagt i Ovnen, og ethvert, som er lavet i Kedelen eller i Panden, det skal høre den Præst til, som ofrer det.

²⁹ Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for HERREN, han skal fremføre sit Offer for HERREN, af sit Takoffers Slagtoffer.

²⁹ Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for HERREN, han skal fremføre sit Offer for HERREN, af sit Takoffers Slagtoffer. ³⁰ Hans Hænder skulle frembære HERRENS Ildoffer; han skal frembære Fedtet tillige med Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for HERRENS Ansigt.

³⁰ Hans Hænder skulle frembære HERRENS Ildoffer; han skal frembære Fedtet tillige med Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for HERRENS Ansigt. ³¹ Og Præsten skal gøre et Røgoffer af Fedtet paa Alteret, men Brystet, skal høre Aron og hans Sønner til. ³² Og I skulle give Præsten den højre Bov som Offergave, af eders Takoffers Slagtofre. ³³ Den af Arons Sønner, som ofrer Blodet af Takofret og Fedtet, han skal have den højre Bov til Del. ³⁴ Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Præsten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn.

³⁴ Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Præsten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn.

¹² Og han øste af Salveolien paa Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham. ¹³ Og Mose førte Arons Sønner frem og iførte dem Kjortler og ombandt dem med Bælte og bandt høje Huer paa dem, saa som HERREN havde befalet Mose.

³⁰ Og Mose tog af Salveolien og af Blodet, som var paa Alteret, og stænkede paa Aron, paa hans Klæder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klæder med ham; og han helligede Aron, hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham.

³⁵ Og for Forsamlingens Pauluns Dør skulle I blive Dag og Nat i syv Dage, og tage Vare paa, hvad HERREN vil have varetaget, for at I ikke skulle dø; thi saaledes er det mig befalet.

³ Og tal til Israels Børn og sig: Tager en Gedebuk til Syndoffer og en Kalv og et Lam, begge aargamle, uden Lyde, til Brændoffer,

⁸ Og Aron traadte frem for Alteret og slagtede den Kalv til Syndoffer, som var for ham selv.

¹² Og han slagtede Brændofret, og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det paa Alteret rundt omkring.

¹⁵ Og han lod Folkets Offer føre frem og tog den Buk til Syndoffer, som var for Folket, og slagtede den og gjorde et Syndoffer deraf, som det første,

²¹ Men Bryststykkerne og den højre Bov rørte Aron med en Rørelse for HERRENS, Ansigt, ligesom Mose havde befalet,

²⁴ Og Ild kom ud fra HERRENS Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket saa det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.

⁵ Og de traadte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt.

⁴⁷ at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

⁴⁵ Og den spedalske, som Plagen er paa, hans Klæder skulle være sønderrevne, og hans Hoved skal være bart, og han skal skjule Skægget over Munden, og han skal raabe: Uren! uren!

¹ Og HERREN talede til Mose, efter at de to af Arons Sønner vare døde, der de vare gange frem for HERRENS Ansigt og vare døde,

¹² Saa skal han tage et Ildkar fuldt af Gløder af Ilden fra Alteret for HERRENS Ansigt, og sine Hænder fulde af stødt Røgelse af vellugtende Urter, og han skal bære det inden for Forhænget.

²² Og Bukken skal bære alle deres Misgerninger paa sig til et udyrket Land, og han skal lade Bukken løs i Ørken.

²⁵ Og I skulle gøre Skilsmisse imellem rene og urene Dyr og imellem urene og rene Fugle; og I skulle ikke gøre eders Sjæle vederstyggelige med Dyr og med Fugle og med alt det, som kryber paa Jorden, hvilket jeg har fraskilt for eder, at I skulle holde det urent. ²⁶ Derfor skulle I være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig og jeg har udskilt eder fra Folkene til at høre mig til.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: En Præst skal ikke gøre sig uren ved et Lig iblandt sit Folk, ² uden ved hans næste Slægt, som ham næst tilhører, ved hans Moder og ved hans Fader og ved hans Søn og ved hans Datter og ved hans Broder ³ og ved hans Søster, som er en Jomfru, hans næste Paarørende, som ikke har været nogen Mands Hustru; ved hende maa han gøre sig uren. ⁴ Han skal ikke besmitte sig, da han er en Herre iblandt sit Folk, saa han vanhelliger sig. ⁵ De skulle ikke gøre deres Hoved skaldet og ikke afrage det yderste af deres Skæg, og ej skære et Indsnit i deres Kød. ⁶ De skulle være hellige for deres Gud og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de ofre HERRENS Ildoffer, deres Guds Brød, og derfor skulle de være aldeles Hellige.

⁶ De skulle være hellige for deres Gud og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de ofre HERRENS Ildoffer, deres Guds Brød, og derfor skulle de være aldeles Hellige. ⁷ De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er krænket, til ægte; og den Kvinde, som er forskudt af sin Mand, skulle de ikke tage; thi han er hellig for Gud. ⁸ Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg HERREN er hellig, som gør eder hellige.

⁸ Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg HERREN er hellig, som gør eder hellige. ⁹ Og naar nogen Præsts Datter begynder at bedrive Hor, har hun vanhelliget sin Fader, hun skal brændes med Ild. ¹⁰ Og den, som er ypperstepræst iblandt sine Brødre, paa hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Haand man har fyldt, for at han skal iføre sig Klæderne, han skal ikke blotte sit Hoved og ej sønderrive sine Klæder. ¹¹ Og han skal ikke komme til noget Lig, han skal ikke gøre sig uren, hverken ved sin Fader eller ved sin Moder. ¹² Og han skal ikke gaa ud af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Hovedsmykke er paa ham. Jeg er HERREN.

¹² Og han skal ikke gaa ud af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Hovedsmykke er paa ham. Jeg er HERREN. ¹³ Og han skal tage sig en Hustru i hendes Jomfrustand. ¹⁴ En Enke eller en forskudt eller en krænket, en Hore, dem skal han ikke tage, men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru. ¹⁵ Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er HERREN, som gør ham hellig.

¹⁵ Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er HERREN, som gør ham hellig.

¹⁷ Tal til Aron og sig: Naar der er en Mand af din Sæd i deres Slægter, paa hvem der er en Lyde: han skal ikke komme nær til, at ofre sin Guds Brød;

²¹ Og ingen Mand af Præsten Arons Sæd, paa hvem der er Lyde, skal gaa fra at ofre HERRENS Ildofre; der er Lyd paa ham, han skal ikke gaa frem til at ofre sin Guds Brød. ²² Dog maa han æde sin Guds Brød, baade af de højhellige Ting og af de andre hellige Ting.

⁹ Og de skulle holde det, og vil have holdt, og de skulle ikke bære Synd for den Sags Skyld og dø derfor, naar de vanhellige det; jeg er HERREN, som helliger dem.

¹⁶ og ikke belade sig med Misgerning og Skyld, naar de æde deres hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.

⁵³ Men Leviterne skulle lejre sig omkring Vidnesbyrdets Tabernakel, at ikke en Vrede skal være over Israels Børns Menighed; derfor skulle Leviterne tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Tabernakel.

² Og disse ere Arons Sønners Navne: Nadab, den førstefødte, og Abihu, Eleasar og Ithamar. ³ Disse ere Arons Sønners Navne, de, som vare salvede Præster, hvis Hænder man havde fyldt til at gøre Præstetjeneste. ⁴ Men Nadab og Abihu døde for HERRENS Ansigt, der de førte fremmed Ild frem for HERRENS Ansigt i Sinai Ørk, og de havde ingen Sønner; men Eleasar og Ithamar gjorde Præstetjeneste for Arons, deres Faders, Ansigt.

¹⁹ Og Kahaths Børn efter deres Slægter: Amram og Jizehar, Hebron og Ussiel.

³⁰ Og Kahathiternes Slægters Fædrenehuses Fyrste var Elizafan, Ussiels Søn.

¹⁸ Og Præsten skal stille Kvinden for HERRENS Ansigt og blotte Kvindens Hoved og lægge Ihukommelses Madofret paa hendes Hænder, det er et Nidkærheds Madoffer; og Præsten skal have det beske Vand, som gør Forbandelse, i sin Haand.

³ da skal han holde sig fra Vin og stærk Drik; han skal ikke drikke Vineddike eller Eddike af stærk Drik, og han skal ingen Saft drikke af Druer, han skal hverken æde friske eller tørre Druer.

⁶ Alle de Dage, han har lovet at være afholdende for HERREN, skal han ikke komme til noget Lig. ⁷ Han skal ikke gøre sig uren ved sin Fader eller ved sin Moder, ved sin Broder eller ved sin Søster, naar de dø; thi hans Afholdenhedsmærke for Gud er paa hans Hoved.

²⁰ Og Præsten skal røre dem med en Rørelse for HERRENS Ansigt, det er Præsten helliget, tillige med Rørelsesbrystet og tillige med Gaveboven; og derefter maa Nasiræeren drikke Vin.

³ Men den Mand var saare sagtmodig, fremfor Mennesker paa Jorderige.

⁶ Og Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, der vare blandt dem, der havde bespejdet Landet, de sønderreve deres Klæder.

⁶ Gører dette: Tager eder Ildkar, Kora og alt hans Selskab! ⁷ Og lægger Ild i dem og lægger Røgelse paa dem for HERRENS Ansigt i Morgen, og det skal ske, hvilken Mand HERREN udvælger, han er den hellige; lader det være eder nok, Levi Børn!

¹⁶ Og Mose sagde til Kora: vær du og dit ganske Selskab for HERRENS Ansigt, du og de og Aron, i Morgen, ¹⁷ og tager hver sit Ildkar og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar frem for HERRENS Ansigt, to Hundrede og halvtredsindstyve Ildkar; og du og Aron, hver med sit Ildkar! ¹⁸ Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem og lagde Røgelse paa dem, og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, ligeledes Mose og Aron.

²² Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden?

³² og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. ³³ Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden.

³⁵ Og en Ild for ud fra HERREN og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse.

⁴¹ Men den anden Dag knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron og sagde: I have slaget HERRENS Folk ihjel. ⁴² Og det skete, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte disse sig til Forsamlingens Paulun, og se, Skyen skjulte det; og HERRENS Herlighed lod sig se. ⁴³ Og Mose og Aron kom frem foran Forsamlingens Paulun. ⁴⁴ Og HERREN talede til Mose og sagde: ⁴⁵ Forføjer eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem i et Øjeblik; og de faldt ned paa deres Ansigter. ⁴⁶ Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og læg Ild fra Alteret og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra HERRENS Ansigt, Plagen er begyndt.

⁴⁶ Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og læg Ild fra Alteret og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra HERRENS Ansigt, Plagen er begyndt. ⁴⁷ Og Aron tog det, Iigesom Mose havde sagt, og løb hen midt i Forsamlingen, og se, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa kom han Røgelse derpaa og gjorde Forligelse for Folket.

⁴⁹ Men de, som døde i Plagen, vare fjorten Tusinde og syv Hundrede foruden dem, som døde for Koras Handels Skyld.

¹ Og HERREN sagde til Aron: Du og dine Sønner og din Faders Hus med dig, I skulle bære Skylden for, hvad der forses mod Helligdommen; og du og dine Sønner med dig, I skulle bære Skylden for, hvad I forse eder imod eders Præstedømme.

⁵ Saa tager Vare paa, hvad der er at varetage ved Helligdommen, og paa hvad der er at varetage ved Alteret, at der ikke ydermere skal komme en Vrede over Israels Børn.

⁹ Dette skal høre dig til af det højhellige, af Ildofrene: Alle deres Ofre af alle deres Madofre og af alle deres Syndofre og af alle deres Skyldofre, som de skulle betale mig, det skal være dig og dine Sønner højhelligt. ¹⁰ Paa et højhelligt Sted skal du æde det; alt Mandkøn skal æde deraf; det skal være dig en Hellighed.

¹⁰ Paa et højhelligt Sted skal du æde det; alt Mandkøn skal æde deraf; det skal være dig en Hellighed. ¹¹ Og dette hører dig til: Deres Offergave af alle Israels Børns Rørelsesofre; dig har jeg givet dem og dine Sønner og dine Døtre med dig til en evig Rettighed; hver som er ren i dit Hus, maa æde det.

¹² Og HERREN sagde til Mose til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, til at helliggøre mig for Israls Børns Øjne, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg har givet dem.

⁶¹ Og Nadab og Abihu døde, der de førte fremmed Ild ind for HERRENS Ansigt.

² I skulle intet lægge til det Ord, som jeg byder eder, og intet tage derfra, at I maa bevare HERREN eders Guds Bud, som jeg har budet eder.

⁷ og der skulle I æde for HERREN eders Guds Ansigt, og I skulle være glade i alt det, som I udrække eders Hænder til; I og eders Huse, ved hvad HERREN din Gud har velsignet dig med.

³² I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke lægge dertil og ej tage derfra.

³ og denne gaar hen og tjener andre Guder og tilbeder dem, enten Sol eller Maane eller noget af hele Himmelens Hær, som jeg ikke har budet,

⁸ Tag dig i Vare for Spedalskheds Plage, saa at du tager vel Vare paa og gør efter alt det, som Præsterne, Leviterne skulle lære eder; eftersom jeg har budet dem, skulle I tage Vare paa at gøre.

¹⁴ Jeg har intet ædet deraf i min Sorg og intet borttaget deraf under Urenhed, jeg har intet deraf givet for en afdød; jeg har været HERREN min Guds Røst lydig, jeg har gjort alt det, som du har budet mig.

⁵¹ fordi I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved MeribasVand i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.

⁹ ham, som sagde til sin Fader og til sin Moder: Jeg saa ham ikke, og han kendte ikke sine Brødre og vidste ikke af sine Sønner. Thi de holdt dit Ord og bevarede din Pagt; ¹⁰ de skulle lære Jakob dine Bud og Israel din Lov de skulle sætte Røgelse for dit Ansigt og Heloffer paa dit Alter,

¹ Men Israels Børn forgrebe sig saare paa det bandlyste Gods thi Akan, en Søn af Kami som var en Søn af Sabdi, Seras Søn af Judas Stamme tog af det bandlyste, og HERRENS Vrede optændtes imod Israels Børn.

¹¹ Israel har syndet, ja, de have overtraadt min Pagt, hvilken jeg bød dem; ja, de toge af det bandlyste Gods, ja, de stjal og dulgte det ogsaa og lagde det iblandt deres eget Tøj.

¹⁸ Og I vende eder i Dag bort fra HERREN! og det sker, om I i Dag ere genstridige imod HERREN, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.

²⁰ Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning.

⁷ Og saaledes skete det fra Aar til Aar, naar som helst hun gik op til HERRENS Hus, opirrede hun hende saaledes, at hun græd og aad ikke. ⁸ Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde? og hvorfor vil du ikke æde og hvorfor har dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?

³⁰ Derfor siger HERREN, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger HERREN: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes.

¹⁸ Da forkyndte Samuel ham alle de Ord og dulgte dem ikke for ham; og han sagde Han er HERREN, han gøre, hvad som er godt for hans Øjne.

¹⁹ Og han slog blandt Mændene i Beth-Semes, fordi de i HERRENS Ark, og han slog af Folket halvfjerdsindstyve Mænd, halvtredsindstyve Tusinde Mænd; sørgede Folket, fordi HERREN havde slaget blandt Folket med et stort Slag. ²⁰ Og Mændene af Beth-Seme sagde: Hvo kan bestaa for HERRENS, denne hellige Guds, Ansigt? og til hvem skal han drage op fra os?

⁷ Da optændtes HERRENS Vrede imod Ussa, og Gud slog ham der for hans Forseelses Skyld, og han døde der ved Guds Ark.

¹ Og HERRENS Vrede optændtes atter imod Israel, og han tilskyndte David imod dem, at han sagde: Gak hen, tæl Israel og Juda

¹⁵ Saa lod HERREN Pest komme i Israel fra Morgenen indtil den bestemte Tid, og der døde halvfjerdsindstyve Tusinde Mænd af Folket fra Dan og indtil Beersaba. ¹⁶ Og der Engelen udrakte sin Haand over Jerusalem til at ødelægge den, da angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde Folket: Det er nok, drag nu din Haand tilbage; og HERRENS Engel var da ved Jebusiteren Aravnas Tærskeplads. ¹⁷ Og David sagde til HERREN, der han saa Engelen, som slog iblandt Folket, og han sagde: Se, jeg har syndet, og jeg har handlet ilde; men disse Faar, hvad have de gjort? Kære, lad din Haand være imod mig og imod min Faders Hus.

¹ Og se, der kom en Guds Mand af Juda efter HERRENS Ord til Bethel, medens Jeroboam stod ved Alteret for at gøre Røgelse. ² Og han raabte imod Alteret efter HERRENS Ord og sagde: Alter! Alter! saa sagde HERREN: Se, for Davids Hus skal fødes en Søn, hvis Navn skal være Josias, og han skal ofre paa dig Højenes Præster, som gøre Røgelse paa dig, og de skulle opbrænde Menneskers Ben paa dig.

¹⁰ Men Elias svarede og sagde til Høvedsmanden over halvtredsindstyve: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fortære dig og din halvtredsindstyve; og Ild faldt ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve.

¹² Og Elias svarede og sagde til dem: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fort ere dig og dine halvtredsindstyve; og Guds Ild faldt ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve.

² Men Kahaths Sønner vare: Amram, Jizehar og Hebron og Ussiel.

¹⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod Ussa, og han slog ham, fordi han udrakte sin Haand til Arken, og han døde der for Guds Ansigt.

¹² og han sagde til dem: I ere Øverster for Fædrenehuse iblandt Leviterne, helliger eder og eders Brødre og fører HERRENS, Israels Guds, Ark op til det Sted, som jeg har beredt til den. ¹³ Thi fordi I ikke første Gang vare med, har HERREN, vor Gud, gjort et Skaar iblandt os, fordi vi ikke søgte ham, saaledes som ret var.

¹³ Thi fordi I ikke første Gang vare med, har HERREN, vor Gud, gjort et Skaar iblandt os, fordi vi ikke søgte ham, saaledes som ret var.

² Men Nadab og Abihu døde for deres Faders Ansigt, og de havde ingen Børn; og Eleasar og Ithamar gjorde Præstetjeneste.

⁹ Og de lærte i Juda, og de havde HERRENS Lovbog med sig, og de droge omkring i alle Judas Stæder og lærte iblandt Folket.

¹⁶ Men der han var bleven stærk, ophøjede hans Hjerte sig, indtil han handlede fordærveligt, og han forgreb sig imod HERREN sin Gud og gik ind i HERRENS Tempel for at gøre Røgelse paa Røgofferalteret. ¹⁷ Men Asaria, Præsten, og firsindstyve HERRENS Præster med ham, duelige Folk, gik ind efter ham. ¹⁸ Og de stode Kong Ussia imod og sagde til ham: Ussia! at gøre Røgoffer for HERREN hører ikke dig til, men Præsterne, Arons Børn, som ere helligede til at gøre Røgoffer; gak ud af Helligdommen, thi du forgriber dig, og det bliver dig ikke til Ære for Gud HERREN. ¹⁹ Da blev Ussia vred, og han havde et Røgelsekar i Haanden til at gøre Røgoffer; og som han blev vred paa Præsterne, da brød Spedalskheden frem i hans Pande i Præsternes Paasyn i HERRENS Hus ved Røgofferalteret. ²⁰ Og Asaria, den Ypperstepræst, og alle Præsterne vendte Ansigtet imod ham, og se, da var han spedalsk i sin Pande, og de hastede med ham derfra; ja, han skyndte sig selv ogsaa at gaa ud, thi HERREN havde slaget ham.

¹⁸ Thi der var meget Folk, meget af Efraim og Manasse, Isaskar og Sebulon, som ikke vare rensede, men dog aade Paaskelam, ikke som det var foreskrevet; men Ezekias bad for dem og sagde: HERREN, som er god, gøre Forligelse ¹⁹ for hver den, som har beredet sit Hjerte til at søge Gud HERREN, sine Fædres Gud, om det end ikke er efter Helligdommens Renhed! ²⁰ Og HERREN bønhørte Ezekias og lægede Folket.

²² Og Ezekias talte kærligt til alle de Leviter, som viste god Forstand paa, hvad der vedkom HERREN; og de aade Højtidsofre syv Dage og ofrede Takofre og takkede HERREN, deres Fædres Gud.

² Og Esra, Præsten, bragte Loven frem for Forsamlingens Ansigt, baade for Mænd og Kvinder og for alle, som kunde forstaa at høre til, paa den første Dag i den syvende Maaned.

⁸ Og de læste i Boben, i Guds Lov, klarlig og gave Folket Forstand derpaa, og dette forstod det læste.

¹³ Og du kom ned over Sinaj Bjerg og talte med dem fra Himmelen, og du gav dem rette Befalinger og sande Love, gode Skikke og Bud. ¹⁴ Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat og bød dem Bud og Skikke og Lov ved Mose din Tjener.

²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig ²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!

¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

¹⁰ Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild.

⁷ Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn?

¹²⁰ Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.

² Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.

¹ Vin er en Spotter, stærk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis.

⁴ Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik, ⁵ at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

⁷ Men ogsaa disse rave af Vin og ere forvildede af stærk Drik; Præst og Profet rave af stærk Drik, de ere overvældede af Vin, forvildede af stærk Drik, de fare vild under Synet, de vakle under Dommen.

³³ Thi et Brandsted er alt beredt det er og beredt til Kongen, dybt og vidt; dets Baal har Ild og Ved i Mangfoldighed, HERRENS Aande, der er som en Svovlstrøm, antænder det.

⁸ Men Ezekias sagde til Esajas: Det HERRENS Ord, som du har talt, er godt; og han sagde: Blot der maa være Fred og Trofasthed i mine Dage!

³ Og han sagde til mig: Du er min Tjener; du er Israel, i hvem jeg vil forherlige mig.

¹¹ Bort, bort! drager ud derfra, rører ikke ved noget urent; gaar ud af dens Midte, renser eder, I, som bærer HERRENS Kar!

⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham. ⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. ⁹ Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. ¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger.

⁸ Præsterne sagde ikke: Hvor er HERREN? og de, som omgikkes med Loven, kendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig; og Profeterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.

²⁰ Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortiggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.

²⁹ Afklip din Haarprydelse og kast den bort, og opløft et Klagemaal paa de nøgne Høje; thi HERREN har forkastet og forladt den Slægt, som hans Fortørnelse er imod.

³¹ Og de have bygget Tofeths Høje, som ere i Ben-Hinnolns Dal, for at opbrænde deres Sønner og Døtre i Ilden, hvilket jeg ikke har budet, og hvad ej heller er kommet mig i Tanke.

¹² Naar de, end faste, vil jeg dog ikke høre deres Skrig, og naar de end ofre Brændoffer og Madoffer, har jeg dog ikke Behag i dem; thi jeg vil gøre Ende paa; dem ved Sværd og ved Hunger og ved Pest.

¹⁹ Derfor siger HERREN saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du være som rnin Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem.

¹⁸ Men de sagde: Kommer og lader os optænke Anslag imod Jeremias; thi Loven gaar ikke tabt for Præsten, eller Raadet for den vise, eller Ordet for Profeten; kommer og lader os slaa ham med Tungen, og lader os ikke give Agt paa noget af hans Ord!

⁵ og haver bygget Baals Høje for at opbrænde deres Sønner med Ild, til Brændofre for Baal; hvilket jeg ikke havde budt og ikke talt om, og som ikke var kommet mig i Tanke.

³⁵ Og de byggede Baalshøjene, som ere i Ben-Hinnoms Dal, for at ofre deres Sønner og deres Døtre til Molek, hvilket jeg ikke havde befalet dem, og hvilket ikke var kommet mig i Sinde, og for at gøre denne Vederstyggelighed, paa det de maatte faa Juda til at sylide.

⁵ Og jeg satte for Rekabiternes Huses Børn Skaaler, fulde af Vin, tillige med Bægere, og jeg sagde til dem: Drikker Vin! ⁶ Men de sagde: Vi ville ikke drikke Vin; thi vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, har befalet os og sagt: I skulle ikke drikke Vin, hærken I eller eders Børn evindelig,

⁸ idet I fortørne mig med eders Hænders Gerninger, med at gøre Røgoffer for andre Guder i Ægyptens Land, hvor I ere komne ind, til at være der som fremmede; for at jeg maa udrydde eder, og for at I maa blive til Forbandelse og til Forhaanelse iblandt alle Folkefærd paa Jorden.

¹⁵ Og alle de Mænd, som vidste, at deres Hustruer gjorde Røgoøer for andre Guder, og alle Kvinderne, som stode der, en stor Forsamling, og alt Folket, som boede i Ægyptens Land og i Patros, svarede Jeremias og sagde:

¹⁹ Og der vi gjorde Røgoffer for Himmelens Dronning og udøste Drikofre for hende, mon vi da uden vore Mænds Samtykke lavede Kager for hende til at dyrke hende og udøse Drikofre for hende? ²⁰ Og Jeremias sagde saaledes til hele Folket om de Mænd og om de Kvinder og om alt det Folk, som havde svaret ham saadant: ²¹ Mon ikke de Røgofre, som I bragte i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, I og eders Fædre, eders Konger og eder Fyrster, og Folket i Landet, ere ihukommede af HERREN og rundne ham i Tanker?

⁴ Og du, læg dig paa din venstre Side, og læg Israels Hus's Misgerning paa den; saa mange Dage, som du ligger paa den, saa længe skal du bære deres Misgerrling. ⁵ Og jeg vil gøre dig deres Misgernings Aar til et Antal af Dage, nemlig tre Hundrede oghalvfemsindstyve Dage; og du skal bære Israels Hus's Misgerning. ⁶ Og naar du faar tilendebragt disse, da skal du lægge dig anden Gang paa din højre Side og bære Judas Hus's Misgerning, fyrretyve Dage; for hvert enkelt Aar sætter jeg dig en Dag.

¹⁹ Og sige I: "Hvorfor skal Sønnen ikke bære Faderens Misgerning med"? Sønnen gjorde Ret og Retfærdighed og har holdt alle mine Skikke og gjort derefter, han skal visselig leve. ²⁰ Den Sjæl, som synder, den skal dø; en Søn skal ikke bære Faderens Misgerning med, og en Fader skal ikke bære Sønnens Misgerning med; den retfærdiges Retfærdighed skal komme over ham selv, og den ugudeliges Ugudelighed skal komme over ham selv.

⁴¹ Jeg vil have Behag i eder for den søde Lugts Skyld, haar jeg udfører eder fra Folkene og sanker eder fra Landene, i hvike I have været adspredte, og jeg vil helliggøres paa eder for Hedningernes Øjne.

²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem.

¹⁶ Du Menneskesøn! se, ved eet Slag vil jeg tage fra dig dine øjnes Lyst; men du skal ikke klage og ikke græde, og dine Taarer skulle ikke komme frem. ¹⁷ Suk i Tavhed, hold ikke Sorg for de døde, bind dit Hovedsmykke paa dig, og drag dine Sko paa dine Fødder, og dæk ikke over Skæabet, og æd ikke Folks Brød

²² og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Zidon! og jeg vil herliggøre mig i din Midte; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg holder Ret over den og helliggør mig ved den.

¹³ Og han sagde til mig: Cellerne imod Norden og Cellerne imod Sønden, der ligge foran det afskaarne Rum, disse ere Helligdommens Celler, hvor Præsterne, som staa HERREN nær, skulle æde det højhellige; der skulle de lægge det højhellige og Madofferet og Syndofferet og Skyldofferet, thi Stedet er helligt.

²¹ Og Vin skal ingen af Præsterne drikke, naar de gaa ind i den indre Forgaard:

²³ Og de skulle lære mit Folk at gøre Skel imellem det hellige og det vanhellige og kundgøre dem Forskellen imellem det urene og det rene.

²⁹ Madofferet og Syndofferet og Skyldofferet, dem skulle de æde, og alt bandlyst Gods i Israel skal være deres.

¹¹ Horeri og Vin og Most tager Forstanden bort.

⁴ De skulle ikke udøse Vin til Drikoffer for HERREN, og deres Slagtofre skulle ikke behage ham; deres Brød er som Sorgens Brød, alle, som æde det, skulle blive urene; thi deres Brød er for deres egen Trang, det kommer ikke i HERRENS Hus.

¹⁶ Gør dig skaldet, og tag dig over de Børn, som ere din Lyst; gør dig bredskaldet som ørnen, thi de ere bortførte fra dig.

⁸ Og HERRENS Ord kom til Sakarias saaledes: ⁹ Saa siger den HERRE Zebaoth: Dømmer Sandheds Dom, og gører Miskundhed og Barmhjertighed, hver imod sin Broder,

¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.

¹³ Og I sige: Se, hvilken Møje! og I blæse ad det, siger den HERRE Zebaoth, og I fremføre, hvad der er røvet, og det halte og det syge, ja, frembære det som Offergave; skulde jeg have Behag i saadant af eders Haand? siger HERREN.

⁷ Thi en Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og Loven skal man søge af hans Mund; thi han er den HERRE Zebaoths Sendebud.

¹³ For det andet gøre I ogsaa dette: I bedække HERRENS Alter med Taarer, med Graad og Suk, saa at han ikke mere vender sit Ansigt til Offergaven eller modtager noget som velbehageligt af eders Haand.

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

²¹ Men en anden af hans Disciple sagde til ham: Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader. ²² Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde.

³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;

³ Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham? ⁴ Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? ⁵ Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaten og ere uskyldige? ⁶ Men jeg siger Eder, at den er her som er større end templet. ⁷ Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg har Villie til Miskundhed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige.

²⁰ Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.

²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

⁵ Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igen som den anden.

¹⁴ Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.

⁹ tilfaldt Røgningen ham efter Præstedømmets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel. ¹⁰ Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen. ¹¹ Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret.

¹⁵ Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv,

¹² Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.

⁶⁰ Men Jesus sagde til ham: lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen, og forkynd Guds Rige.

²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd!

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

²⁸ Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.

³¹ Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. ³² Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han skal snart herliggjøre ham.

¹³ Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen.

⁵ Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte. ⁶ Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham.

⁹ Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig. ¹⁰ Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

¹⁰ Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand. ¹¹ Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte. ¹² Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; ogde vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang. ¹³ Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.

² Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt en stor Begrædelse over ham.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

²⁷ thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad.

¹³ Vide I ikke, at de, som tjene ved Helligdommen, æde af det Hellige? de, som vare paa Altreet, dele med Alteret? de som vare paa Altret, dele med Alteret? ¹⁴ Saaledes har og Herren forordnet for dem, som forkynde Evangelium, at de skulle leve af Evangelium.

¹¹ Alt dette skete dem til Exempel, men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.

²¹ Men den, som holder os med Eder faste til Christus, og som salvede os, er Gud,

²¹ Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfærdige for Gud.

²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse;

¹⁸ Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fyldte af Aanden,

⁴ Glæder Eder i Herren altid; atter sig jeg: glæder Eder!

² I vide jo, hvordanne Bud vi gave Eder formedelst den Herre Jesus.

¹⁰ naar han kommer paa hiin Dag, at herliggjøres i sine Hellige beundres i dem, som troe; thi vort Vidnesbyrd er blevet troet hos Eder.

³ ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding; men billig, ikke kivagtig, ikke pengegjerrig;

⁸ Desligeste bør det Menighedens Tjenere at være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Viin, ikke til slet Vinding,

²³ Drik ikke mere Vand, men nyd lidet Viin for din mave og dine jævnlige Svagheder.

⁷ Thi det bør en Biskop at være ustraffelig, for en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding;

¹⁵ Alt er vel reent for de Rene; men for de Besmittede og Vantroe er Intet reent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet.

²⁷ som ikke dagligen har fornøden, som de andre Ypperstepræster, at frembære Offer først for egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, der han offrede sig selv.

⁴ som havde det gyldne Røgelsekar og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken var en Guldkrukke med Manna og Aarons blomstrende Stav og Pagtens Tavler.

⁸ hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa længe det første Tabernakel endnu havde sit Stade;

²⁸ saaledes er og Christus eengang offret for at borttage manges Synder; anden gang skal han uden Synd sees af dem, som forvente ham til Saliggjørelse.

²⁸ Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Ærefrygt. ²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

¹⁴ Som lydige Børn, skikker Eder ikke efter de forrige Lyster i Eders Vankundighed, ¹⁵ men efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgængelse. ¹⁶ Derfor er der skrevet: vorder hellige, thi jeg er hellig.

²⁴ hvilken selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed; ved hans Saar ere I lægte.

¹⁷ Thi det er Tiden, at Dommen skal begynde fra Guds Huus; men begynder den først fra os, hvad Ende vil det faae med den, som ikke troe Guds Evangelium?

³ Og en anden Engel kom og stod ved Røg-Alteret, som havde et Guldrøgelseskar, og han blev given mangen Røgelse, at han, under alle de helliges Bønner, skulde offre den paa det Guld-Alter, som er for Thronen. ⁴ Og Røgen af Røgelsen opsteg med de Helliges Bønner af Engelens Haand for Gud. ⁵ Og Englen tog Røgelseskarret og fyldte det med Ilden og Alteret og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lys og Jordskjælv.