Lamentations 2 Cross References - Danish

¹ Hvorledes har Herren indhyllet Zions Datter med Mørke i sin Vrede? han har kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel i Hu paa sin Vredes Dag. ² Herren har opslugt og ikke sparet nogen af Jakobs Boliger, han har nedbrudt Judas Datters Befæstninger i sin Fortørnelse, han har nedkastet dem til Jorden; han har vanhelliget Riget og dets Fyrster. ³ Han har afhugget hvert Horn i Israel i sin brændende Vrede, han har drabet sin højre Haand tilbage over for Fjenden; og der brændte i Jakob som en Ildslue, den har fortæret trindt omkring. ⁴ Han har spændt sin Bue som en Fjende, han har stillet sig med sin højre Haand som en Modstander og har ihjelslaget alle dem, som vare en Lyst for Øjnene; han udøste sin Harme i Zions Datters Paulun som en Ild. ⁵ Herren er bleven som en Fjende, han har opslugt Israel, han har opslugt alle dens Paladser, ødelagt dens Befæstninger og voldet Judas Datter megen Sorg og Bedrøvelse. ⁶ Og han har med Vold nedrevet sit Gærde som en Haves, forstyrret sin Festforsamling; HERREN har ladet Festforsamling og Sabbat glemmes i Zion og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Heftighed. ⁷ Herren har forkastet sit Alter, ringeagtet sin Helligdom, overgivet dens Paladsers Mure i Fjendens. Haand; man opløftede en Røst i HERRENS Hus, som var det en Festforsamlings Dag. ⁸ HERREN har besluttet at ødelægge Zions Datters Mur, han har udstrakt en Maalesnor; han har ikke draget sin Haand tilbage fra Ødelæggelsen; og han lod Værn og Mur sørge; sammensunkne ligge de begge. ⁹ Hendes Porte sank i Jorden, han ødelagde og sønderbrød hendes Portstænger; hendes Konger og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne; der er ingen Lov, selv hendes Profeter finde ikke Syn fra HERREN. ¹⁰ Zions Datters Ældste sidde paa Jorden, de ere tavse; de kastede Støv over deres Hoved, iførte sig Sæk; Jerusalems Jomfruer sænkede deres Hoved ned imod Jorden. ¹¹ Mine Øjne forsmægte af Graad, mine Indvolde syde, min Lever er udgydt paa Jorden formedelst mit Folks Datters ødelæggelse, idet de spæde og diende Børn vansmægte paa Stadens Gader. ¹² De sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Vin idet de vansmægte som saarede paa Stadens Gader, idet de udaande deres Sjæl i deres Moders Skød. ¹³ Hvad skal jeg vidne for dig, hvorved skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Ødelæggelse er stor som Havet; hvo kan læge dig? ¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse. ¹⁵ Alle de, som gaa forbi paa Vejen, klappe i Hænderne over dig, de spotte og ryste med deres Hoved over Jerusalems Datter: Er det den Stad, hvilken man sagde at være hel dejlig, al Jordens Glæde? ¹⁶ Alle dine Fjender opspile deres Mund imod dig, de spotte og skære Tænder; de sige: Vi have opslugt den; dette er kun den Dag, som biede efter, vi have fundet, vi have set det. ¹⁷ HERREN har gjort det, som han havde besluttet, han har udført sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han har nedbrudt og ikke sparet; og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøjede dine Modstanderes Horn. ¹⁸ Deres Hjerte raabte til Herren: O Zions Datters Mur lad Taarerne strømme ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øjesten ikke være rolig! ¹⁹ Staa op, raab højt om Natten, med Begyndelsen af Nattevagterne, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Ansigt; opløft dine Hænder til ham for dine spæde Børns Liv; thi de vansmægte af Hunger paa alle Gadehjørner. ²⁰ HERRE se og sku, hvem du har handlet saaledes med; mon Kvinder skulle æde deres Livsfrugt, de spæde Børn, som man bærer paa Hænderne mon Præst og Profet skulle ihjelslaas i Herrens Helligdom? ²¹ Der ligger paa Jorden i Gaderne ung og gammel, mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne for Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke. ²² Du kalder som til en Festforsamlings Dag Rædsler over mig trindt omkring fra, og der er ingen, som undkom eller blev tilovers paa HERRENS Vredes Dag; dem, som jeg havde baaret paa Hænderne og opdraget, dem har min Fjende gjort Ende paa.

¹¹ Og Mose bad ydmygelig for HERRENS, sin Guds Ansigt og sagde: HERRE, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand

¹⁴ Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gøre alle disse Bud, ¹⁵ og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjæl væmmes ved mine Befalinger, saa at I ikke gøre efter alle mine Bud, men tilintetgøre min Pagt, ¹⁶ da vil jeg ogsaa gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfærdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal for tortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl; og I skulle saa eders Sæd, forgæves, og eders Fjender skulle opæde den. ¹⁷ Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder. ¹⁸ Og ville I ikke endda formedelst disse Ting lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til for at tugte eder for eders Synder. ¹⁹ Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber. ²⁰ Og eders Kraft skal fortæres forgæves, og eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Træer i Landet skulle ikke give deres Frugt. ²¹ Og dersom I endda vandre modvillig med mig og ikke ville lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til over eder med Slag, efter eders Synder. ²² Og jeg vil sende vilde Dyr iblandt eder, og de skulle berøve eder eders Børn og Ødelægge eders Kvæg og formindske eder, og eders Veje skulle blive øde. ²³ Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade eder tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig, ²⁴ da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slaa eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. ²⁵ Og jeg vil føre over eder et hævnende Sværd, som skal hævne min Pagt, og I skulle samle eder i eders Stæder, og jeg vil sende Pest midt iblandt eder, og I skulle gives i eders Fjenders Haand. ²⁶ Naar jeg formindsker for eders Brøds Forraad, saa skulle ti Kvinder bage eders Brød i een Ovn og give eders Brød igen efter Vægt; og I skulle æde og ikke mættes. ²⁷ Og dersom I ved disse Ting ikke ville lyde mig men vandre med mig modvillig ²⁸ da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg tugte vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. ²⁹ Og I skulle æde eders Sønners Kød og æde Døtres Kød.

²⁹ Og I skulle æde eders Sønners Kød og æde Døtres Kød. ³⁰ Og jeg vil ødelægge eders Høje og udrydde eders billeder og kaste eders døde Kroppe oven paa eders stygge Afguders Kroppe, og min Sjæl skal væmmes ved eder ³¹ Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt.

³¹ Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt. ³² Og jeg vil gøre Landet øde, at eders Fjender, som bo i det, skulle grue derfor. ³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk. ³⁴ Da skal Landet faa nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og faa nok af sine Sabbater; ³⁵ alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede paa eders Sabbater, da I boede deri. ³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. ³⁷ Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt. ³⁸ Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortære eder. ³⁹ Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Fædres Misgerninger, som hvile paa dem. ⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, ⁴¹ saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf: ⁴² Saa vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme. ⁴³ Men Landet skal forlades af dem og faa nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjæl væmmedes ved mine Skikke. ⁴⁴ Og selv naar de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes saa ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og, tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud.

⁴⁴ Og selv naar de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes saa ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og, tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud. ⁴⁵ Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfædrene, der jeg udførte dem af Ægyptens Land for Hedningernes Øjne, for at være deres Gud, jeg er HERREN. ⁴⁶ Disse ere de Skikke og de Bud og de Love, som HERREN gav imellem sig og imellem Israels Børn paa Sinai Bjerg ved Mose paa Sinai Bjerg ved Mose.

²⁶ Og jeg bad til HERREN og sagde: Herre, HERRE! ødelæg ikke dit Folk og din Arv, som du genløste med din store Kraft, og som du udførte af Ægypten med en stærk Haand.

¹⁵ Og det skal ske, dersom du ikke hører HERREN din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig: ¹⁶ Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være paa Marken. ¹⁷ Forbandet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. ¹⁸ Forbandet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel.

¹⁸ Forbandet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel. ¹⁹ Forbandet skal du være, naar du gaar ind, og forbandet skal du være, naar du gaar ud. ²⁰ HERREN skal sende Forbandelsen, Forstyrrelsen og Tugtelsen over dig i alt det, du udrækker din Haand til, som du vil gøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du hastigen gaar til Grunde for dine Gerningers Ondskabs Skyld, fordi du forlod mig. ²¹ HERREN skal lade Pest hænge ved dig, indtil han fuldkommen udsletter dig af Landet, som du drager hen til for at eje det. ²² HERREN skal slaa dig med Svindsot og med Feber og med hidsig Sygdom og med Betændelse og med Sværd og med Brand og Rust i Kornet, og de skulle forfølge dig, indtil du omkommer. ²³ Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal være som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern. ²⁴ HERREN skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt. ²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden. ²⁶ Og din døde Krop skal blive alle Fugle under Himmelen og Dyr paa Jorden til Føde, og der skal ingen være, som skræmmer dem. ²⁷ HERREN skal slaa dig med ægyptiske Bylder og med Hævelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne læges. ²⁸ HERREN skal slaa dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring. ²⁹ Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig. ³⁰ Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den. ³¹ Din Okse skal slagtes for dine Øjne, og du skal ikke æde deraf; dit Asen skal røves for dit Ansigt og ikke komme tilbage til dig; dit smaa Kvæg skal gives dine Fjender, og du skal ingen have, som frelser dig. ³² Dine Sønner og dine Døtre skulle gives til et andet Folk, og dine Øjne skulle se derpaa og hentæres over dem hver Dag; men der skal intet være i din Haands Magt. ³³ Dit Lands Frugt og alt, hvad du har arbejdet for, skal et Folk fortære, som du ikke kender, og du skal lide idel Vold og blive knust alle Dage. ³⁴ Og du skal blive rasende over det Syn, som dine Øjne skulle se. ³⁵ HERREN skal slaa dig med onde Bylder paa Knæerne og paa Laarene, saa at du ikke skal kunne læges fra din Fodsaale og til din Hovedisse. ³⁶ HERREN skal føre dig og din Konge, som du skal sætte over dig, til et Folk, som hverken du, ej heller dine Fædre have kendt, og der skal du tjene andre Guder, Træ og Sten.

³⁶ HERREN skal føre dig og din Konge, som du skal sætte over dig, til et Folk, som hverken du, ej heller dine Fædre have kendt, og der skal du tjene andre Guder, Træ og Sten. ³⁷ Og du skal blive til en Skræk, til et Ordsprog og til Spot iblandt alle de Folk, til hvilke HERREN skal føre dig hen. ³⁸ Du skal udføre megen Sæd paa Marken, men du skal samle lidet ind; thi Græshoppen skal opæde den. ³⁹ Du skal plante og dyrke Vingaarde, men ikke drikke Vinen og ikke indsamle; thi Ormen skal fortære den. ⁴⁰ Du skal have, Olietræer inden alle dine Landemærker, men ikke salve dig med Olien; thi dit Olietræ skal oprykkes. ⁴¹ Du skal avle Sønner og Døtre, men de skulle ikke blive hos dig; thi de skulle gaa i Fangenskab. ⁴² Alle dine Træer og, dit Lands Frugt skal Græshoppen eje. ⁴³ Den fremmede, som er midt iblandt dig, skal stige højere og højere op over dig; men du skal stige dybere og dybere ned. ⁴⁴ Han skal laane dig, og du skal ikke laane ham; han skal være Hoved og du skal være Hale. ⁴⁵ Saa skulle alle disse Forbandelser komme over dig og forfølge dig og ramme dig, indtil du bliver ødelagt, fordi du ikke hørte HERREN din Guds Røst, saa at du holdt hans Bud og hans Skikke, som han havde budet dig. ⁴⁶ Og de skulle være til et Tegn og til et Vidunder paa dig og paa din Sæd evindeligen, ⁴⁷ efterdi du ikke tjente HERREN din Gud i Glæde og med Hjertens Lyst, fordi du havde alting i Overflod. ⁴⁸ Og du skal tjene dine Fjender, som HERREN skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Haande Mangel; og han skal lægge et Jernaag paa din Hals, indtil han ødelægger dig. ⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar, ⁵⁰ et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge naadig.

⁵⁰ et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge naadig. ⁵¹ Og det skal fortære dit Kvægs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit smaa Kvægs Yngel, indtil det faar dig tilintetgjort. ⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig. ⁵³ Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som HERREN din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig.

⁵³ Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som HERREN din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig. ⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage,

⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage, ⁵⁵ at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.

⁵⁵ at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. ⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter

⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter ⁵⁷ end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.

⁵⁷ end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. ⁵⁸ Dersom du ikke tager Vare paa at gøre efter alle denne Lovs Ord, som ere skrevne i denne Bog, saa at du frygter dette herlige og forfærdelige Navn, HERREN din Gud: ⁵⁹ Da skal HERREN vidunderligen sende Plager paa dig og Plager paa din Sæd, store og vedvarende Plager, og onde og vedvarende Sygdomme. ⁶⁰ Og han skal gentage alle de ægyptiske Sygdomme over dig, hvilke du gruer for, og de skulle hænge ved dig. ⁶¹ Ja, al Sygdom og al Plage, som ikke er skreven i denne Lovs Bog, den skal HERREN lade komme over dig, indtil du ødelægges. ⁶² Og I skulle blive tilovers som en liden Hob, i det Sted, at I vare som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed, fordi du ikke hørte paa HERREN din Guds Røst. ⁶³ Og det skal ske, at ligesom HERREN glædede sig over eder, ved at gøre vel imod eder og at formere eder, saaledes skal HERREN glæde sig over eder, ved at fordærve eder og ødelægge eder; og I skulle udryddes af Landet, som du kommer hen til for at eje det. ⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten. ⁶⁵ Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl. ⁶⁶ Og dit Liv skal hænge i et Haar for dig, og du skal ræddes Dag og Nat og ikke være sikker paa dit Liv. ⁶⁷ Om Morgenen skal du sige: Gid det var Aften! og om Aftenen skal du sige: Gid det var Morgen! for dit Hjertes Rædsel, som du skal ræddes med, og for det Syn, dine Øjne skulle se. ⁶⁸ Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten igen paa Skibe ad den Vej, om hvilken jeg sagde dig: Du skal ikke ydermere se den; og der skulle I sælge eder selv til dine Fjender som Trælle og som Trælkvinder, og der skal ingen være, som vil købe.

¹⁸ for at der ikke skal være iblandt eder Mand eller Kvinde eller Slægt eller Stamme om vender sit Hjerte i Dag fra HERREN vor Gud til at gaa bort og tjene disse Hedningers Guder; at der ikke skal være en Rod iblandt eder, som bærer Gift og Malurt; ¹⁹ og det skal ske, naar han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vædede maa rives bort med det tørstige. ²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen, ²¹ og HERREN skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog. ²² Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke HERREN har hjemsøgt det,

²² Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke HERREN har hjemsøgt det, ²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed;

²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed; ²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede? ²⁵ Da skal man sige: Fordi de have forladt HERRENS, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; ²⁶ og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: ²⁷ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, ²⁸ og HERREN har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;

¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal staa op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det. ¹⁷ Og min Vrede skal optændes, imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig?

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. ¹⁶ De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. ¹⁷ De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. ¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke. ¹⁹ Og HERREN saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. ²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab. ²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem. ²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold.

²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold. ²³ Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem. ²⁴ De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb. ²⁵ Udenfor skal Sværd og i Kamrene skal Forfærdelse bortrøve dem, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahærdede Mand. ²⁶ Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene, ²⁷ dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Haand er høj, og HERREN har ikke gjort alt dette.

²¹ Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Kvinde, baade ung og gammel, og Øksne og Faar og Asener, med skarpe Sværd.

⁶ Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for HERRENS Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel, og de kastede Støv paa deres Hoved.

¹⁹ Saa kom Gideon og de hundrede Mænd, som vare med ham, til det yderste af Lejren i den midterste Vagts Begyndelse, de havde lige sat Vagten ud; og de blæste i Trompeterne og søndersloge Krukkerne, som vare i deres Haand.

¹⁵ Og Hanna svarede og sagde: Det er ikke saa, min Herre; jeg er en Kvinde, som er hart bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin eller stærk Drik; men jeg har udøst mit Hjerte for HERRENS Ansigt

²¹ Og hun kaldte Barnet Ikabod. sigende: Herligheden er flyttet fra Israel; fordi Guds Ark var tagen, og for hendes Svogers og for hendes Mands Skyld.

⁶ Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for HERRENS Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for HERREN; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa.

³ Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen.

⁴ Da opløftede David og det Folk, som var hos ham, deres Røst og græd, indtil der ikke mere var Kraft i dem til at græde.

¹⁹ O Israels Pryd! paa dine Høje ligger han ihjelslagen; hvorledes ere de vældige faldne?

²⁰ Og David kom til Baal-Perazim, og David slog dem der og sagde: HERREN har brudt igennem mine Fjender for mit Ansigt, som Vand bryder igennem; derfor kalder man det samme Steds Navn Baal-Perazim.

² Og han slog Moabiterne og maalte dem med en Snor, idet han lod dem lægge sig paa Jorden, og han maalte to Snore fulde til at slaa ihjel, og en Snor fuld til at lade leve; saa bleve Moabiterne Davids Tjenere, og de bragte ham Skænk.

¹⁹ Da tog Thamar Aske paa sit Hoved og sønderrev den brogede Kjortel, som hun havde paa, og lagde sin Haand paa sit Hoved og gik og raabte uafladelig.

⁷ Da vil jeg udrydde Israel fra at være i Landet, som jeg har givet dem, og det Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og Israel skal blive til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk. ⁸ Og saa højt end dette Hus monne være, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus ⁹ Og de skulle sige: Fordi de forlode HERREN deres Gud, som udførte deres Fædre af Ægyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og tjente dem, derfor har HERREN ladet alt dette onde komme over dem.

²⁸ Og Kongen sagde til hende: Hvad fattes dig? Og hun sagde: Denne Kvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, saa ville vi æde ham i Dag, og i Morgen ville vi æde min Søn. ²⁹ Saa have vi kogt min Søn og ædt ham; men der jeg sagde til hende paa den anden Dag: Giv din Søn hid og lader os æde ham, da havde hun skjult sin Søn.

²¹ Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.

¹³ Og jeg vil udstrække Samarias Maalesnor over Jerusalem, samt veje den med Akabs Hus's Vægt, og jeg vil afviske Jerusalem, som den, der afvisker et Fad, afvisker og vender det helt om.

¹² Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar. ¹³ Og han udførte derfra alle Skattene i HERRENS Hus og Skattene i Kongens Hus og afbrød alt det Guldtøj, som Salomo, Israels Konge, havde ladet gøre i HERRENS Tempel, som HERREN havde talt. ¹⁴ Og han bortførte hele Jerusalem, baade alle Øversterne og alle de vældige til Strid, ti Tusinde fangne, og alle Tømmermændene og Smedene, der blev ikke uden det ringeste Folk i Landet tilbage. ¹⁵ Og han bortførte Jojakin til Babel, og Kongens Moder og Kongens Hustruer, og hans Hofbetjente og de mægtige i Landet lod han gaa fangne fra Jerusalem til Babel; ¹⁶ og alle stridbare Mænd, syv Tusinde, Tømmermænd og Smede, tusinde, alle vældige, som kunde føre Krig, dem førte Kongen af Babel ogsaa fangne til Babel.

⁷ Og de nedhuggede Zedekias's Sønner for hans Øjne, og man blindede Zedekias's Øjne, og de bandt ham med to Kobberlænker og førte ham til Babel.

⁹ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus; og alle Husene i Jerusalem, ja alle store Huse opbrændte han med Ild.

² Og Kong David rejste sig paa sine Fødder og sagde: Hører mig, mine Brødre og mit Folk! mit Hjerte stod til at bygge et Hvilehus til HERRENS Pagts Ark og til vor Guds Fødders Skammel, og jeg havde forberedt Bygningen;

²¹ Og dette Hus, som har været højt, skulle alle, som gaa forbi det, grue for og sige: Hvorfor har HERREN gjort saa imod dette Land og imod dette Hus?

³ Og der var mange Dage for Israel, da de vare uden sand Gud og uden Præst, som un- derviste dem, og uden Lov.

²¹ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for de overblevne i Israel og i Juda om den Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er udøst over os, fordi vore Fædre ikke have holdt HERRENS Ord, saa at de gjorde efter alt det, som er skrevet i denne Bog.

²⁵ fordi de have forladt mig og gjort Røgoffer for andre Guder for at opirre mig med alle deres Hænders Gerninger, derfor skal min Vrede udøses over dette Sted og ikke udslukkes.

¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere. ¹⁷ Og han førte Kaldæernes Konge op imod dem, og denne ihjelslog deres unge Karle med Sværd udi deres Helligdoms Hus og sparede hverken unge Karle eller Jomfruer, gamle eller udlevede; han gav dem alle i hans Haand.

¹⁷ Og han førte Kaldæernes Konge op imod dem, og denne ihjelslog deres unge Karle med Sværd udi deres Helligdoms Hus og sparede hverken unge Karle eller Jomfruer, gamle eller udlevede; han gav dem alle i hans Haand.

¹⁹ Og de opbrændte Guds Hus og nedbrøde Jerusalems Mure, og de opbrændte alle dens Paladser med Ild, og alle dens kostelige Kar bleve ødelagte.

³ Og de sagde mig: De overblevne, som ere overblevne af Fangenskabet, ere der i Landskabet udi stor Ulykke og i Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedreven, og dens Porte ere opbrændte med Ild.

¹³ Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem.

³ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag.

¹² Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen. ¹³ Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.

²⁴ Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

²¹ Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!

⁹ Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig. ¹⁰ De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med F'orhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

¹² Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig. ¹³ Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

¹³ Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden. ¹⁴ Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt. ¹⁵ Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

²² Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med Il skal han ville fly fra hans Haand. ²³ Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.

⁷ Jeg er træt af mit Suk, jeg væder min Seng den ganske Nat; jeg gennembløder mit Leje med min Graad.

⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd.

⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.

¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler.

² Hør mine ydmyge Begæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Kor.

⁹ Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.

¹³ Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt.

¹⁶ Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.

²¹ Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det.

¹² Den ubudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham.

¹⁶ Thi jeg bier paa dig, HERRE; du, Herre min Gud! vil bønhøre.

⁸ Alle mine Avindsmænd hviske sammen imod mig; de optænke imod mig det, som er mig ondt.

⁸ Afgrund raaber til Afbrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig.

¹⁴ Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os. ¹⁵ Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.

² HERREN er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg.

² Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt.

² Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag.

³ Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag.

² der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde.

⁸ Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

⁴ Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.

³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

⁴ Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden. ⁵ De skulle frygte dig, saa længe Solen er til, og saa længe Maanen lyser, fra Slægt til Slægter. ⁶ Han stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der væde Jorden! ⁷ I hans Dage blomstre den retfærdige og megen Fred, indtil Maanen ikke er mere! ⁸ Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende! ⁹ De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv. ¹⁰ Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave. ¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham. ¹² Thi han skal fri den fattige, som raaber, samt den elendige, som inben Hjælper har. ¹³ Han skal spare den ringe og fattige og frelse de fattiges Sjæle. ¹⁴ Han skal udløse deres Sjæl fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal være dyrebart for hans Øjne. ¹⁵ Og de skulle leve og give ham af Skebas Guld og altid bede for ham, love ham den ganske Dag. ¹⁶ Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden! ¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! ¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen! ²⁰ Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.

³ Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen. ⁴ Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn. ⁵ Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene. ⁶ Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre. ⁷ De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden. ⁸ De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet. ⁹ Vi se ikke: vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, soin ved, hvor længe det skal vare.

¹¹ Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!

⁵ Jeg sagde til Daarerne: Værer ikke Daarer! og til de ugudelige: Opløfter ikke Horn!

¹⁰ Og jeg vil forkynde det evindelig; jeg vil lovsynge Jakobs Gud. Og jeg vil afhugge alle de ugudeliges Horn; men den retfærdiges Horn skal ophøjes.

⁵⁹ Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. ⁶⁰ Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. ⁶¹ Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. ⁶² Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. ⁶³ Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. ⁶⁴ Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.

⁵ HERRE, hvor længe vil du være vred evindelig? skal din Nidkærhed brænde som en Ild?

¹² Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden.

²⁴ Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham.

³⁹ Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. ⁴⁰ Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.

⁴⁰ Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.

⁴² Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer.

⁴⁶ Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela.

⁵ Ophøjer HERREN vor Gud og tilheder for hans Fødders Fodskammel - hellig er han! -

² Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,

¹⁰ Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet.

⁵⁵ Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o HERRE! og holdt din Lov.

¹³⁶ Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.

¹⁴⁵ Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, HERRE! jeg vil bevare dine Skikke.

¹⁴⁷ Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. ¹⁴⁸ Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord.

³ da havde de opslugt os levende, idet deres Vrede var optændt imod os;

⁷ Vi ville gaa ind i hans Bolig, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.

¹⁷ Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede.

² Opløfter eders Hænder til Helligdommen, og lover HERREN!

² Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.

² Med min Røst vil jeg raabe til HERREN; med min Røst vil jeg bede til HERREN om Naade.

⁸ Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Græskarhave, som en frelst Stad.

¹³ Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid.

³¹ Og den stærke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge brænde med hinanden, og der skal ingen være, som slukker.

²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes.

¹⁴ Derfor vil HERREN afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag. ¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen.

¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen. ¹⁶ Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges.

¹⁶ Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges. ¹⁷ Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle og ej forbarme sit; over dets faderløse og over dets Enker; thi hver af dem er vanhellig og handler ondt, og hver Mund taler Daarskab. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

¹² Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? ¹³ Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; ¹⁴ jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig! ¹⁵ Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder!

³ Paa Gaderne derudi ombinde de sig med Sæk, paa Tagene og paa Gaderne derudi hyle de alle sammen og flyde hen i Graad.

⁴ Derfor siger jeg: Ser hort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.

⁹ Den HERRE Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.

¹⁷ Forfærdelse og Grav og Snare over dig, du Landets Indbygger! ¹⁸ Og det skal ske, om nogen flyr for Forfærdelsens Røst, skal han falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det høje have opladt sig, og Jordens Grundvold bæver.

¹² Og dine høje Mures Befæstning skal han styrte, nedkaste, slaa til Jorden indtil Støvet:

⁵ Thi han nedbøjer dem, som bo i dets høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indlil Støvet.

⁹ Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.

¹⁶ HERRE! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem. ¹⁷ Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, HERRE! for dit Ansigt.

¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

¹⁷ Og jeg vil sætte Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Vægt, og Hagel skal bortdrive den falske Tilflugt, og Vandene overskylle Skjulet.

¹¹ Men Rørdrum og Pindsvin skulle eje det, og Hornuglen og Ravnen skulle bo i det; thi han skal udstrække Maalesnoren over det, at det bliver øde, og veje det ud, at det skal blive Ørk.

²² Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sabna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med Sønderrevne Klæder; og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

²² Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.

¹⁴ Jeg klagede som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; matte opløftede sig mine Øjne til det høje: Herre! jeg er beklemt, vær Borgen for mig!

²⁵ Derfor udøste han sin Vredes Harme og Krigens Magt over dem, og den optændtes trindt omkring imod dem; men de forstaa det ikke; og den fortærede dem, men de lægge det ikke paa Hjerte.

²⁸ Derfor vil jeg vanhellige de hellige Fyrster og hengive Jakob til Band og Israel til Forhaanelse.

¹ Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig "den kælne" og "den yppige".

⁵ Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger. ⁶ Jeg var vred paa mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over den alderstegne.

¹⁹ Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Stæder og det Ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snævert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle være langt borte.

¹⁷ Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af HERRENS Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger. ¹⁸ Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden. ¹⁹ Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; hvorved skal jeg trøste dig? ²⁰ Dine Børn forsmægtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvældede af HERRENS Vrede, af din Guds Skælden.

²⁰ Dine Børn forsmægtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvældede af HERRENS Vrede, af din Guds Skælden.

¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

¹ Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder!

⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

¹⁰ Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem.

¹⁶ Thi du er vor Fader; thi Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke; men du, HERRE! er vor Fader, vor Genløser, fra Evighed af er dit Navn. ¹⁷ HERRE! hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld! ¹⁸ En liden Tid har dit hellige Folk ejet Landet; men vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.

¹⁸ En liden Tid har dit hellige Folk ejet Landet; men vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom. ¹⁹ Vi ere, som om du ikke havde regeret over os fra gammel Tid, og som om vi ikke vare kaldede efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene og fare ned, saa at Bjergene fløde bort for dit Ansigt!

⁸ HERRE! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgerninger evindelig i Hu; se, sku dog, vi ere alle dit Folk! ⁹ Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem en Ødelæggelse. ¹⁰ Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte.

¹⁰ Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte. ¹¹ Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, HERRE? vil du tie og nedtrykke os saa saare?

¹¹ Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, HERRE? vil du tie og nedtrykke os saa saare?

¹¹ Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, HERRE? vil du tie og nedtrykke os saa saare? ¹²

⁸ Præsterne sagde ikke: Hvor er HERREN? og de, som omgikkes med Loven, kendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig; og Profeterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.

⁴ Omskærer eder for HERREN, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.

¹⁹ Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.

³¹ Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Hænder og siger: Ve mig! thi min Sjæl er forsmægtet over for Mordere.

¹⁰ Stiger op paa dens Mure og fordærver, men gører ikke aldeles Ende paa den; borttager dens Ranker, thi de ere ikke HERRENS.

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

¹¹ Men, af HERRENS Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes.

¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹⁴ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

²⁵ Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thl Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel trindt omkring.

¹² Thi gaar dog til mit Sted, som var i Silo, hvor jeg lod mit Navn bo i Begyndelsen, og ser, hvad jeg har gjort ved det for mit Folk Israels Ondskahs Skyld. ¹³ Og nu, fordi I gøre alle disse Gerninger, siger HERREN, og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I hørte ikke; og jeg kaldte ad eder, og I svarede ikke: ¹⁴ Saa vil jeg gøre ved dette Hus, som er kalæt efter mit Navn; og paa hvilket I forlade eder, og ved det Sted, som jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg har gjort ved Silo.

²⁰ Derfor siger den Herre, HERRE saaledes: Se, min Vrede og min Harme er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr og over Træer paa Marken og over Landets Frngt; og den skal brænde og ikke udslukkes.

¹⁰ Derfor vil jeg give deres Hustruer til andre og deres Agre til dem; som skulle eje dem; thi fra den mindste til den største tragter enhver efter Vinding, fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹¹ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred:

¹⁴ Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder og omkomme der; thi HERREN vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod HERREN.

¹⁹ Se, mit Folks Datters Raab lyder fra et langt bortliggende Land: Er da HERREN ikke i Zion? eller er dets Konge ikke; der? Hvorfor have de fortørnet mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed Folks Afguder?

²² Er der da ingen Balsam i Gilead? eller er der ingen Læge der? thi hvorfor er der ikke lagt Forbinding paa mit Folks Datter?

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.

¹⁷ Saa siger den HERRE, kalder ad Klagekvinder, at de komme, og skikker Bud efter kyndige Kvinder, at de komme;

¹⁷ Saa siger den HERRE, kalder ad Klagekvinder, at de komme, og skikker Bud efter kyndige Kvinder, at de komme; ¹⁸ og de skulle skynde sig og opløfte KIagesang over os, og vore Øjne skulle rinde med Graad og vore Øjenlaage strømme med Vand.

¹⁸ og de skulle skynde sig og opløfte KIagesang over os, og vore Øjne skulle rinde med Graad og vore Øjenlaage strømme med Vand. ¹⁹ Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvor ere vi dog ødelagte! vi ere saare beskæmmede; thi vi have maattet forlade Landet, og de have omstyrtet vore Boliger. ²⁰ Thi hører, I Kvinder! HERRENS Ord, og eders Øre modtage hans Munds Ord; og Iærer eders Døtre Klagesang, og hver Kvinde lære sin Veninde Klagemaal. ²¹ Thi Døden er steget ind igennem vore Vinduer, er kommen ind i vore Paladser til at udrydde de spæde Børn, at de ej findes udenfor, de unge Karle, at de ej findes paa Gaderne.

²² ja, derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes: Se, jeg vil hjemsøge dem; deres unge Karle skulle dø ved Sværdet, deres Sønner og, deres Døtre skulle dø ved Hunger;

¹⁴ Og jeg vil sønderslaa dem, den ene imod den anden, baade Fædrene og Børnene tillige, siger HERREN; jeg vil hverken skaane, ej heller spare, ej heller forbarme mig, at jeg jo Ødelægger dem.

¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort.

² Juda sørger, og dens Porte vansmægte; sørgeklædte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger:

¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren.

¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren. ¹⁶ Og Folket for hvilket de spaa, skal blive henkastet paa Jeruslems Gader, formedelst Hunger og Sværd, og de skulle ingen have som skal begrave dem, dem, deres: Hustruer og deres Sønner og deres Døtre; og jeg ville udøse deres Ondskab over dem: ¹⁷ Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag.

¹⁷ Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag. ¹⁸ Gaar jeg ud paa Marken, da se, der ligge de, som ere ihjelslagne. rned Sværd, og kommer jeg ind i Staden; da se, der er Hungerens Lidelser; thi baade Profet saa og Præst drage til et Land; som de ikke kende:

²⁰ HERRE! vi kende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgerning thi vi have syndet imod dig? ²¹ Foragt ikke, for dit Navns Skyld, ringeagt ikke din herligheds Trone! kom i Hu, tilintetgør ej din Pagt med os!

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!

² Du skal ikke tage dig en Hustru, og du skal ikke have Sønner eller Døtre paa dette Sted. ³ Thi saa siger HERREN om de Sønner og om de Døtre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre; som føde dem, og om deres Fædre, som avle dem i dette Land: ⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.

¹¹ Og nu, sig dog til Judas Mænd og til Jerusalems Indbyggere: Saa siger HERREN: Se, jeg bereder Ulykke over eder og udtænker et Anslag imod eder; vender dog om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Idrætter!

¹⁶ til at gøre deres Land til en Gru, til en evig, Spot; hver som gaar derover, gruer og ryster med sit Hoved.

²¹ Derfor giv deres Børn hen til Hungeren, og overlad dem i Sværdets Vold, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive dræbte med Sværd i Krigen!

⁸ Og jeg vil gøre denne Stad til Gru og til Spot; hver som gaar forbi den, skal grue og spotte over alle dens Plager. ⁹ Og jeg vil lade dem æde deres Sønners Kød og deres Døtres Kød, og de skulle æde hver sin Næstes Kød, i den Belejring og Trængsel, med hvilken deres Fjender og de, som søge efter deres Liv, skulle trænge dem.

³ Og det skete den anden Dag, da lod Paskur Jeremias komme ud af Blokken; og Jeremias sagde til ham: HERREN har ikke kaldet dit Navn Paskur, men Magor-Missabib.

⁴ Saa sagde HERREN, Israels Gud: Se, jeg vender de Krigsvaaben, som ere i eders Hænder, og med hvilke I uden for Muren stride imod Kongen af Babel og Kaldæerne, som belejre eder, og samler dem midt i denne Stad. ⁵ Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en stærk Arm, og med Vrede og med Harme og med stor Fortørnelse.

⁵ Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en stærk Arm, og med Vrede og med Harme og med stor Fortørnelse.

⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.

¹² Davids Hus! saa siger HERREN: Holder Ret om Morgenen, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, paa det min Vrede ikke skal fare ud som en Ild og brænde, saa at ingen skal kunne udslukke den, for eders Idrætters Ondskabs Skyld!

¹⁴ Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idrætters Frugt, siger HERREN, og antænde en Ild i dens Skov, og den skal fortære alting trindt omkring den.

¹¹ Thi baade Profet og Præst ere vanhellige; endog i mit Hus har jeg fundet deres Ondskab, siger HERREN.

¹¹ Thi baade Profet og Præst ere vanhellige; endog i mit Hus har jeg fundet deres Ondskab, siger HERREN. ¹² Derfor skal deres Vej blive for dem som slibrige Stier i Mørke, de skulle stødes frem og falrle paa den; thi jeg vil lade Ulykke komme over dem, deres Hjemsøgelses Aar, siger HERREN.

¹² Derfor skal deres Vej blive for dem som slibrige Stier i Mørke, de skulle stødes frem og falrle paa den; thi jeg vil lade Ulykke komme over dem, deres Hjemsøgelses Aar, siger HERREN. ¹³ Og hos Profeterne i Samaria har jeg set Daarlighed, de spaaede ved Baal og forvildede mit Folk Israel;

¹³ Og hos Profeterne i Samaria har jeg set Daarlighed, de spaaede ved Baal og forvildede mit Folk Israel; ¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra.

¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra. ¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land.

¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land. ¹⁶ Saa siger den HERRE Zebaoth: Hører ikke paa Profeternes Ord, som spaa for eder, de bedrage eder, de tale efter deres Hjertes Syn, ikke af HERRENS Mund. ¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder.

²² Men dersom de havde staaet i mit hemmelige Raad da vilde de lade mit Folk høre mine Ord, og de vilde føre dem tilbage fra deres onde Vej og fra deres Idrætters Ondskab.

²⁵ Jeg har hørt, hvad Profeterne have sagt, de, som spaa Løgn i mit Navn og sige: Jeg drømte, jeg drømte. ²⁶ Hvor længe dog! mon Profeterne, som spaa Løgn, og som ere Profeter ved deres Hjertes Bedrageri, have i Sinde, ²⁷ og mon de tænke paa at bringe mit Folk til at glemme mit Navn ved deres Drømme, som de fortælle hver sin Næste ligesom deres Fædre glemte rnit Navn for Baals Skyld. ²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN. ²⁹ Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger HERREN, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe?

³¹ Se, jeg er imod Profeter, siger HERREN, som tage deres Tunge og varsle: "Han har sagt det". ³² Se, jeg er imod dem, som spaa løgnagtige Drømme, siger HERREN, og som fortælle dem og forvilde mit Folk med deres Løgne og med deres Letfærdighed; og jeg har dog ikke sendt dem og ikke givet dem Befaling, og de gavne slet ikke dette Folk, siger HERREN. ³³ Og naar dette Folk eller Profeten eller en Præst spørger dig og siger: Hvad er HERRENS Byrde? da skal du sige til dem: "Hvad, Byrde!" og: "Jeg vil bortkaste eder!" siger HERREN. ³⁴ Og naar Profeten eller Præsten eller Folket siger: klerrens Byrde!" da vil jeg hjemsøge den Mand og hans Hus.

³⁶ Men HERRENS Byrde" skulle I ikke nævne; thi "Byrden" vil for Manden blive hans eget Ord, efterdi I have forvendt den levende Guds, den HERRE Zebaoths, vor Guds Ord.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag;

⁶ Saa vil jeg gøre dette Hus ligt med. Silo og gøre denne Stad til en Forbandelse for alle Folkefærd paa Jorden.

¹⁸ Morasktiten Zika spaaede i Ezekias's, Judas Konges Dage, og sagde til alt Judas Folk: Saa siger den HERRE Zebaoth: Den skal pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

⁹ Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamænd og eders Drømme og eders Dagvælgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at Kongen af Babel ¹⁰ Thi de spaa Løgn for eder for at bringe eder langt bort fra eders land, og for at jeg skal støde eder ud, og at I skulle omkomme.

¹⁴ Og hører ikke paa de Profeters Ord, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel; thi de spaa Løgn for eder. ¹⁵ Thi jeg har ikke sendt dem, siger HERREN; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder. ¹⁶ Og til Præsterne og til alt dette Folk talte jeg og sagde: Saa siger HERREN: Hører ikke paa eders Profeters Ord, de, som spaa for eder og sige: Se, HERRENS Hus's Kar skulle nu snart føres tilbage fra Babel; thi de spaa Løgn for eder.

¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn.

⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme. ⁹ Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger HERREN.

¹⁸ Og jeg vil forfølge dem med Sværdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedninberne, hvorhen jeg har fordrevet dem;

¹² Thi saa siger HERREN: Svart er dit Brud, ondartet mit Saar. ¹³ Ingen tager sig af din Sag til Helbredelse; der er ingen Lægedom, ingen Forbinding for dig. ¹⁴ Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg har slaget dig, ligesom man slaar en Fjende, med en svar Tugtelse, fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige.

¹⁴ Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg har slaget dig, ligesom man slaar en Fjende, med en svar Tugtelse, fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige. ¹⁵ Hvorfor raaber du over dit Brud, at din Pine er saa svare fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige; har jeg gjort disse Ting ved dig.

²⁹ Og Kaldæerne, som stride imod denne Stad, skulle komme og stikke Ild paa denne Stad og opbrænde den og Husene, paa hvis rage de gjorde Røgelse for Baal og udøste Drikoffer for andre Guder for at opirre mig.

³ Raab til mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil tilkendegive dig store og velforvarede Ting, som du ikke ved. ⁴ Thi saa siger HERREN, Israels Gud, om denne Stads Huse og om Judas Kongers Huse, som ere slaaede ned formedelst Belejlingsvoldene og formedelst Sværdet, ⁵ og om dem, som kom ind for at stride imod Kaldæerne og for at fylde op med døde Kroppe af Mennesker, hvilke jeg slog i min Vrede og i min Harme, og idet jeg skjulte mit Ansigt for denne Stad for al deres Ondskabs Skyld:

⁷ Maaske deres ydmyge Begæring kunde komme ind for HERRENS Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Fortørnelsen, som HERREN har udtalt imod dette Folk.

¹⁹ Og hvor ere eders Profeter, som spaaede for eder og sagde: Kongen af Babel skal ikke komme over eder eller over dette Land?

² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden.

⁸ Og Kaldæerne opbrændte Kongens Hus og Folkets Huse med Ild; og de nedbrøde Jerusalems Mure.

⁷ Og nu, saa siger HERREN Zebaoths Gud, Israels Gud: Hvorfor gører I dette store Onde imod eder selv, saa at jeg maa udrydde eder, Mand og Kvinde, spæde og diende Børn, af Juda, uden at lade en Levning af eder blive tilovers,

⁵ Hvorfor ser jeg dem forfærdede og vigende tilbage, og at deres vældige knuses og ilsomt fly uden at se tilbage? Rædsel trindt omkring, siger HERREN.

²⁵ Moabs Horn er afhugget, og dets Arm er sønderbrudt, siger HERREN.

⁷ Alle de, som fandt dem, aade dem op, og deres Fjender sagde: Vi have ingen Skyld; fordi de have syndet imod HERREN, Retfærdigheds Bolig, ja, imod HERREN, deres Fædres Forhaabning.

¹⁷ Israel er som adspredte Lam, Løver have fordrevet ham; først aad Kongen af Assyrien ham, og til sidst har Nebukadnezar, Kongen af Babel, afgnavet hans Ben.

⁸ Babel er hastelig falden og knust; hyler over den, henter Balsam til dens Saar; maaske kunde den læges. ⁹ Vi vilde lave lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage iver til sit Land; thi dens Dom naar til Himmelen og hæver sig til Skyerne.

²² og jeg har knust Mand og Kvinde ved dig og knust gammel og ung ved dig og knust Ungkarl og Jomfru ved dig.

³⁰ De vældige i Babel lode af at stride, de bleve i Befæstningerne, deres Styrke svandt bort, de bleve til Kvinder; man opbrændte dens Boliger, dens Portstænger bleve sønderbrudte.

³⁴ Nebukadnezar, Kongen af Babel, aad os, sønderknuste os, stillede os hen som et tomt Kar, opslugte os som en Drage, fyldte sin Bug med vore kostelige Retter; han for drev os.

³⁷ Og Babel skal blive til Stenhobe, Drabers Bolig, Forfærdelse og Spot, at ingen skal bo der.

⁸ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede Zedekias paa den slette Mark ved Jeriko; og hele hans Hær blev adspredt fra ham. ⁹ Og de grebe Kongen; og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla i Hamaths Land; og han holdt Ret over ham.

¹¹ og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker, og Kongen af Babel lod ham føre til Babel og satte ham i Straffehuset indtil hans Dødsdag. ¹² Og i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden (det Aar var Kong Nebukadnezars, Kongen af Babels, nittende Aar), kom Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, som stod for Kongen af Babels Ansigt, til Jerusalem. ¹³ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus og alle Husene i Jerusalem, ja, alle store Huse opbrændte han med Ild.

¹³ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus og alle Husene i Jerusalem, ja, alle store Huse opbrændte han med Ild. ¹⁴ Og hele Kaldæernes Hær, som var med Øversten for Livvagten, nedbrød alle Jerusalems Mure trindt omkring.

¹⁴ Og hele Kaldæernes Hær, som var med Øversten for Livvagten, nedbrød alle Jerusalems Mure trindt omkring. ¹⁵ Og nogle af de ringeste af Folket og det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og de Haandværksmænd, som vare blevne tilbage, førte Nebusar-Adan, Øvelsten for Livvagten, bort. ¹⁶ Og Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, lod nogle af de ringeste i Landet blive tilbage til Vingaardsmænd og til Agerdyrkere. ¹⁷ Og Kobberstøtterne, som vare i HERRENS Hus, og Stolene og Kobberhavet, som var i HERRENS Hus, sønderbrøde Kaldæerne; og de førte alt Kobberet af dem til Babel. ¹⁸ Og Gryderne og Skufferne og Knivene og Skaalerne og Røbelseskaalerne og alle Kobberkarrene, som brugtes til Tjenesten, toge de bort, ¹⁹ og Bækkenerne og Ildkarrene og Skaalerne og Gryderne og Lysestagerne og Røgelseskaalerne og Bægerne, hvad som var helt Guld, og hvad som var helt Sølv, tog den øverste for Livvagten. ²⁰ De to Støtter, det ene Hav og de tolv Kobberøksne, som vare derunder, samt Stolene, som Kong Salomo havde gjort til HERRENS Hus: Der var ikke Vægt paa Kobberet af alle disse Ting. ²¹ Og hvad Støtterne angaar, da var Højden af een Støtte atten Alen, og en Traad, tolv Alen lang, gik omkring den, og denne var fire Fingre tyk og hul. ²² Og Kronen derpaa var af Kobber, og een Krones Højde var fem Alen, og Nettet og Granatæblerne trindt omkring paa Kronen var alt sammen af Kobber, og paa samme Maade var den anden Støtte og Granatæblerne. ²³ Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler efter Vindene; alle Granatæblerne paa Nettet trindt omkring vare hundrede. ²⁴ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, og Zefanja, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærske Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene, ²⁵ og syv Mænd af dem, som saa Kongens Ansigt, og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden, og som udskrev Folket i Landet, og tresindstyve Mænd af Folket i Landet, som fandtes i Staden. ²⁶ Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte: dem til Kongen af Babel, til Ribla. ²⁷ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.

¹ Hvorledes sidder hun saa enlig, den Stad, som havde meget Folk, den er bleven som en Enke! den, som var saa stor iblandt Hedningerne, en Fyrstinde iblandt Landskaberne, er bleven skatskyldig. ² Hun glæder svart om Natten, og hendes Taarer løbe over hendes Kinder; der er ingen, som trøster; hende af alle dem, som elskede hende, alle hendes Venner ere troløse imod hende, de ere blevne hendes Fjender. ³ Juda er vandret ud for Elendigheds og for svar Trældoms Skyld; hun bor iblandt Hedningerne, hun finder ikke Ro; alle hendes Forfølgere naa hende midt i Trængslerne. ⁴ Zions Veje sørge, fordi ingen kommer til Festforsamling, alle dens Porte ere øde, dens Præster sukke, dens Jomfruer ere bedrøvede, og for den selv er det bittert. ⁵ Hendes Modstandere ere voksede hende over Hovedet, hendes Fjender ere trygge; thi HERREN har bedrøvet hende for hendes mange Overtrædelsers Skyld; hendes spæde Børn ere dragne i Fangenskab for Modstandernes Ansigt.

⁸ Jerusalem har syndet svarlig, derfor er den bleven til Væmmelse; derfor er den bleven til Væmmelse; derfor er den bleven til Væmmelse; alle, som ærede den, ringeagte den, thi de saa dens Nøgenhed; selv sukker den og vender sig bort.

¹² Det rører ikke eder, alle I, som gaa forbi ad Vejen. Skuer og ser, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi HERREN har bedrøvet mig paa sin brændende Vredes Dag.

¹⁵ Herren forkastede alle mine vældige i min midte, han sammenkaldte en Forsamling imod mig til at knuse mit unge Mandskab; Herren traadte Vinpersen for Jomfruen, Judas Datter. ¹⁶ Over disse Ting græder jeg, mit Øje, mit Øje strømmer med Vand; thi Trøsteren, som skulde vederkvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.

¹⁸ HERREN, han er retfærdig; thi jeg var genstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og ser min Smerte, mine Jomfruer og mine unge Karle ere vandrede i Fangenskab. ¹⁹ Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig; mine Præster og mine Ældste opgave Aanden i Staden; thi de søgte sig Brød, at de kunde vederkvæge deres Sjæl. ²⁰ Se til, HERRE! thi jeg har Angest, mine Indvolde ere oprørte, mit Hjerte har vendt sig inden i mig; thi jeg har været meget genstridig; udenfor har Sværdet gjort mig barnløs, i Huset har det været ret som Døden.

¹ Hvorledes har Herren indhyllet Zions Datter med Mørke i sin Vrede? han har kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel i Hu paa sin Vredes Dag.

¹ Hvorledes har Herren indhyllet Zions Datter med Mørke i sin Vrede? han har kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel i Hu paa sin Vredes Dag. ² Herren har opslugt og ikke sparet nogen af Jakobs Boliger, han har nedbrudt Judas Datters Befæstninger i sin Fortørnelse, han har nedkastet dem til Jorden; han har vanhelliget Riget og dets Fyrster.

² Herren har opslugt og ikke sparet nogen af Jakobs Boliger, han har nedbrudt Judas Datters Befæstninger i sin Fortørnelse, han har nedkastet dem til Jorden; han har vanhelliget Riget og dets Fyrster.

⁴ Han har spændt sin Bue som en Fjende, han har stillet sig med sin højre Haand som en Modstander og har ihjelslaget alle dem, som vare en Lyst for Øjnene; han udøste sin Harme i Zions Datters Paulun som en Ild. ⁵ Herren er bleven som en Fjende, han har opslugt Israel, han har opslugt alle dens Paladser, ødelagt dens Befæstninger og voldet Judas Datter megen Sorg og Bedrøvelse. ⁶ Og han har med Vold nedrevet sit Gærde som en Haves, forstyrret sin Festforsamling; HERREN har ladet Festforsamling og Sabbat glemmes i Zion og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Heftighed.

⁸ HERREN har besluttet at ødelægge Zions Datters Mur, han har udstrakt en Maalesnor; han har ikke draget sin Haand tilbage fra Ødelæggelsen; og han lod Værn og Mur sørge; sammensunkne ligge de begge.

¹¹ Mine Øjne forsmægte af Graad, mine Indvolde syde, min Lever er udgydt paa Jorden formedelst mit Folks Datters ødelæggelse, idet de spæde og diende Børn vansmægte paa Stadens Gader. ¹² De sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Vin idet de vansmægte som saarede paa Stadens Gader, idet de udaande deres Sjæl i deres Moders Skød.

¹⁶ Alle dine Fjender opspile deres Mund imod dig, de spotte og skære Tænder; de sige: Vi have opslugt den; dette er kun den Dag, som biede efter, vi have fundet, vi have set det. ¹⁷ HERREN har gjort det, som han havde besluttet, han har udført sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han har nedbrudt og ikke sparet; og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøjede dine Modstanderes Horn.

¹⁹ Staa op, raab højt om Natten, med Begyndelsen af Nattevagterne, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Ansigt; opløft dine Hænder til ham for dine spæde Børns Liv; thi de vansmægte af Hunger paa alle Gadehjørner. ²⁰ HERRE se og sku, hvem du har handlet saaledes med; mon Kvinder skulle æde deres Livsfrugt, de spæde Børn, som man bærer paa Hænderne mon Præst og Profet skulle ihjelslaas i Herrens Helligdom? ²¹ Der ligger paa Jorden i Gaderne ung og gammel, mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne for Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.

³ Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.

¹² Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. ¹³ Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

²⁸ Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

⁴³ Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.

⁴³ Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke. ⁴⁴ Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.

⁴⁶ Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.

⁴⁸ Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

⁴⁸ Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang. ⁴⁹ Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse,

⁴⁹ Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse, ⁵⁰ indtil HERREN skuer ned og ser til fra Himmelen. ⁵¹ Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.

¹ Hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige Guld forkastet, de hellige Stene henkastede paa alle Gadehjørner!

¹ Hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige Guld forkastet, de hellige Stene henkastede paa alle Gadehjørner! ² Zions dyrebare Børn, der vejede op med fint Guld hvorledes agtes de lige med Lerflasker, en Pottemagers Hænders Gerning? ³ Endog Drager række Brystet frem de give deres Unger Die; mit Folks Datter er bleven grusom, lig Strudser i Ørken.

³ Endog Drager række Brystet frem de give deres Unger Die; mit Folks Datter er bleven grusom, lig Strudser i Ørken. ⁴ Den diendes Tunge hænger ved hans Gane af Tørst; spæde Børn begære Brød, der er ingen, som rækker dem det.

⁴ Den diendes Tunge hænger ved hans Gane af Tørst; spæde Børn begære Brød, der er ingen, som rækker dem det. ⁵ De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.

⁵ De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet. ⁶ Og mit Folks Datters Misgerning er større end Synden i Sodoma, som blev omkastet i et Øjeblik, og hvortil ingen Hænder brugtes. ⁷ Hendes Nasiræer vare renere end Sne, hvidere end Mælk, paa Legemet vare de rødere end Koraller, deres Skabning var som Safiren. ⁸ Nu er deres Skikkelse bleven mørkere end det sorte, de kendes ikke paa Gaderne, deres Hud hænger ved deres Ben, den er bleven tør som Træ. ⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken.

⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken. ¹⁰ Barmhjertige I Kvinders Hænder kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelæggelse.

¹⁰ Barmhjertige I Kvinders Hænder kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelæggelse.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den,

¹⁵ Viger bort, han er uren! raaber man om dem; "viger bort" viger bortt rører dem ej!" thi de flyve bort og vanke hid og did; man siger iblandt Hedningerne: De skulle ikke blive ved at bo der. ¹⁶ HERRENS Ansigt har spredt dem, han vil ikke se til dem mere; man anser ikke Præsternes Person, man er ikke naadig imod de gamle.

²⁰ Vor Livsaande, HERRENS Salvede, er fanget i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Folkene.

¹² Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.

¹⁴ De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.

¹⁰ Og han udbredte den for mit Ansigt, og den var beskreven paa begge Sider, og derudi var skrevet Klagemaal og Suk og Ve.

¹⁰ Derfor skulle Forældrene æde deres Børn i din Midte og Børnene æde deres Forældre; og jeg vil holde Ret hos dig og adsprede alt det overblevne af dig for alle Vinde. ¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Efterdi du har besmittet min Helligdom med alle dine Afskyeligheder og med alle dine Vederstyggeligheder: Da vil ogsaa jeg drage, mig tilbage, og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil heller ikke skaane.

¹³ Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn; og de skulle kende, at jeg HERREN har talt i min Nidkærhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem.

¹⁶ naar jee udsender iblandt dem Hungerens onde Pile, som skulle være til Ødelæggelse, hvilke jeg vil sende til at ødelægge eder, og naar jeg fremdeles bringer Hunger over eder og formindsker Brands Forraad for eder.

¹² Den, som er langt borte, skal dø ved Pesten, og den, som er nær, skal falde for Sværdet, mon den ovorblevne og bevarede skal dø af Hungeren; og jeg vil fuldkomme min Harme imod dem.

⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁸ Nu snart vil jeg udøse min Harme over dig og fuldkomme min Vrede paa dig og dømme dig efter dine Veje og lade alle dine Vederstyggeligheder falde tilbage paa dig. ⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

¹⁸ Og de skulle iføre sig Sæk, og Rædsel skal betage dem, Skam skal komme over alle Ansigter og Skaldethed over alle deres Hoveder.

²⁰ Som stadseligt Smykke brugte de det til Hoffærdighed og gjorde deraf deres Veder styggeligheders Billeder, deres Grueligheder; derfor gjorde jeg dem til Modbydelighed. ²¹ Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det. ²² Og jeg vil vende mit Ansigt bort fra dem, og de skule vanhellige min Skat; og Røvere skulle komme derind og vanhellige den.

²⁴ Og jeg vil lade de værste iblandt Hedningerne komme, og de. skulle indtage deres Huse til Ejendom; og jeg vil gøre Ende paa de stærkes Hovmodighed, og deres Helligdomme skulle vanhelliges.

²⁶ Ulykke over Ulykke skal komme, og Rygte over Rygte skal opstaa; og de skulle søge efter et Syn hos en Profet; men Loven skal være borte for Præsten, og Raad for de gamle.

¹⁸ Derfor vil jeg ogsaa gaa frem med Harme, mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høj Røst, og jeg vil ikke høre dem.

⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane. ⁶ Gamle Mænd, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Mænd, som vare foran Huset.

¹⁰ Og jeg! mit Øje skal heller ikke spare, og jeg vil ikke skaane; men jeg vil lade deres Vej falde tilbage paa deres Hoved.

¹² Og Fyrsten, som er midt iblandt dem, skal læsse paa Skulderen i Mørket og vandre ud; igennem Væggen skulle de bryde Hul for at føre det ud der igennem; han skal tilhylle sit Ansigt, paa det han ikke skal se Landet med sine Øjne. ¹³ Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldæernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der.

¹³ Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldæernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der.

² Du Menneskesøn! spaa imod Israels Profeter, dem, som spaa, og sig til dem, som ere Profeter efter deres eget Hjertes Kald: Hører HERRENS Ord! ³ Saa siger den Herre, HERRE: Ve over de daarlige Profeter, som gaa efter deres egen Aand og efter det, som de ikke have set. ⁴ Som Ræve i Ørken ere dine Profeter blevne, o Israel! ⁵ I stillede edel ikke op for Gabet og murede ikke Muren op om Israels Hus for at kunne holde Stand i Krigen paa HERRENS Daa. ⁶ Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: "HERREN siger det", skønt HERREN ikke har sendt dem, og de haabe dog at Ordet skal stadfæstes. ⁷ Have I ikke skuet forfængeligt Syn og udsagt løgnagtig Spaadom, naar I sige: "HERREN siger det", skønt jeg ikke har talt? ⁸ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Efterdi eders rale er Forfængelighed og eders Syn Løgn, derfor se, jeg kommer til eder, siger den Herre, HERRE; ⁹ og min Haand skal være imod de Profeter, som have forfængelige Syner, og som spaa Løgn; de skulle ikke være i mit Folks Raad og ikke indskrives i Israels Hus's Bog, ej heller komme til Israels Land; og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE. ¹⁰ Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, ¹¹ saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! ¹² Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. ¹⁴ Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁵ Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte, ere de, som anstrøge den, ¹⁶ nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, HERRE.

²² Fordi I ved Løgn gjorde den retfærdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live:

¹⁸ Han foragtede Ed, saa al han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra.

²⁰ Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig.

²² Men jeg drog min Haand tilbage og gjorde det for mit Navns Skyld, at dette ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem.

²² Ligesom Sølv smeltes midt i en Ovn, saa skulle I smeltes i dens Midte, og I skulle fornemme, at jeg, HERREN, jeg har udøst min Harme over eder.

²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi.

²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt.

²¹ Sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vanhelliger min Helligdom, eders Magts Stolthed, eders øjnes Lyst og eders Sjæles Længsel; og eders Sønner og eders Døtre, som I efterlade, skulle falde for Sværdet.

²⁵ Og du Menneskesøn! mon der ikke paa den Dag, naar jeg borttager fra dem deres Magt, deres Prydelses Glæde, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og deres Døtre,

³ og sig til Ammons Børn: Hører den Herre, HERRES Ord: Saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du sagde: Ha ha! over min Helligdom, fordi den er vanhelliget, og over Israels Land, fordi det er ødelagt, og over Judas Hus fordi de ere vandrede i Landflygtighed:

⁶ Thi saa siger den Herre, HERRE: Fordi du klappede i Haanden og stampede med Enden og glædede dig i al din Haan efter din Sjæls Lyst imod Israels Land:

¹⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Filisterne have taget Hævn og have hævnet sig svarlig i Haan efter deres Sjæls Lyst for at ødelægge med et evigt Fjendskab:

³ derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer over dig, Tyrus! og jeg vil føre mange Folkefærd op imod dig, ligesom Havet rejser sine Bølger. ⁴ Og de skulle ødelægge Murene om Tyrus og nedbryde dens Taarne, og jeg vil bortfeje dens Støv af den og gøre den til en solbrændt Klippe.

³¹ Og de rage sig helt skaldede for din Skyld og iføre sig Sæk; og de græde over dig i Sjælens Bitterhed mea en bitter Sorg.

¹⁴ Du var en salvet Kerub, som skærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene. ¹⁵ Du var fuldkommen i dine Veje fra den Dag af, du blev skabt, indtil Uretfærdighed blev funden i dig. ¹⁶ Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, og du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skærmende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene.

¹⁸ Og i Thakpankes formørkes Dagen, naar jeg der sønderbryder Ægyptens Aag, og dets Magts Stolthed der hører op; en Sky skal bedække det selv, og dets Døtre skulle gaa i Fangenskab.

²⁴ Men jeg vil styrke Kongen af Babels Arme og give ham mit Sværd i Haand; og jeg vil sønderbryde Faraos Arme, og han skal stønne for hans Ansigt, som den stønner, der er dødeligt saaret.

⁷ Og naar jeg udslukker dig, vil jeg bedække Himmelen og formørke dens Stjerner; Solen vil jeg bedække med en Sky og Maanen skal ikke lade sit Lys skinne. ⁸ Jeg vil lade alle klare Lys paa Himmelen formørkes for din Skyld, og jeg vil lægge Mørke over dit Land, siger den Herre, HERRE.

³ derfor spaa, og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi, ja, fordi man ødelægger og søger at opsluge eder trindt omkring fra, for at I kunne vorde en Ejendom for Levningen af Hedningerne, og fordi I ere komne paa Læber og Tunger og i ondt Rygte iblandt Folk,

¹⁸ Og jeg udøste min Vrede nver dem for det Blods Skyld, som de havde udøst i Landet, og fordi de havde besmittet det ved deres Afguder.

¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem.

⁴ Thi i mange Dage skulle Israels Børn sidde hen uden Konge og uden Fyrste og uden Offer og uden Billedstøtte og uden præstelig Livkjortel og Husguder.

¹⁴ Og de raabe ikke til mig i deres Hjerte, men de hyle paa deres Leje; for Korn og Most forsamle de sig, de vige bort fra mig.

⁸ Opslugt er Israel; nu ere de blevne iblandt Hedningerne som et Kar, hvortil ingen har Lyst.

¹² Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, saa at intet Menneske bliver tilbage; thi ve dem selv, naar jeg viger fra dem! ¹³ Efraim er, som om jeg ser hen til Tyrus, plantet paa en Eng; men Efraim maa føre sine Børn ud til Manddraberen ¹⁴ Giv dem, HERRE! - ja, hvad skal du give? Giv dem ufrugtbart Moderliv og udtørrede Bryster. ¹⁵ Al deres Ondskab er i Gilgal; thi der har jeg fattet Had til dem, for deres Idrætters Ondskabs Skyld vil jeg udstøde dem af mit Hus, jeg vil ikke blive ved at elske dem; alle deres Fyrster ere genstridige. ¹⁶ Ramt er Efraim, deres Rod er bleven tør, de end føde, vil jeg dog dræbe deres elskede Livsfru. Min Gud res elskede Livsfru.

⁸ Hyl som en Jomfru, der har iført sig Sæk for sin Ungdoms Brudgom!

² En Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Dag med Sky og Mulm, som Morgenrøde udbredt over Bjergene! et stort og mægtigt Folk, hvis Lige ikke har været fra Arilds Tid og ikke heller skal komme efter det, saa mange Aar der er Slægt efter Slægt til!

⁵ derfor vil jeg sende en Ild i Juda, og den skal fortære Paladserne i Jerusalem.

¹⁰ Jeg har, sendt en Pest paa eder efter Ægyptens vis, ihjelslaget eders unge Karle med Sværd, tillige med at eders i Heste bleve gjorte til Bytte, og jeg lod Stank af eders Lejre stige op og det i eders Næse; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

¹³ Derfor maa den, som er klog, tie i denne Tid; thi det er en ond Tid.

⁷ Saaledes lod han mig se et Syn: Og se, Herren stod paa en lodret Mur, og han havde et Blylod i sin Haand. ⁸ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: Et Blylod; da sagde Herren: Se, jeg vil bruge et Blylod midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.

³ Men Sangene i Paladset skulle blive til Hyl paa denne Dag, siger den Herre, HERRE; der er mange dsde Kroppe, paa alle Steder har man kastet dem hen tys!

¹¹ Se, de Dage komme, siger den Herre, HERRE, da jeg vil sende Hunger i Landet, ikke hunger efter Brød og ikke Tørst efter Vand, men efter at høre HERRENS Ord. ¹² Og de skulle vanke hid og did, fra Hav indtil Hav og fra Norden og indtil Østen; de skulle løbe omkring for at søge efter HERRENS Ord, og de skulle ikke finde det. ¹³ Faa denne Dag skulle de dejlige Jomfruer og de unge Karle forsmægte af Tørst,

¹ Jeg saa Herren staa over Alteret, og han sagde: Slaa Søjlehovederne; saa at Dørtærsklerne ryste, og slaa dem itu ned over alles Hoved, og de overblevne af dem skal jeg ihjelslaa, med Sværdet: af dem skal ingen, som flyr, undfly, og af dem skal ingen, som undkommer, reddes. ² Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra. ³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem. ⁴ Og om de end gaa som Fanger for deres Fjenders Ansigt, skal jeg dag derfra befale Sværdet, at det skal ihjelslaa dem; og jeg vil rette mit Øje imod dem til det onde, og ikke til det; gode,

¹² Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. ¹³ Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag! ¹⁴ Og staa ej paa Vejskellet for at ødelægge dem, som ere undkomme derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Trængselsdagen! ¹⁵ Thi HERRENS Dag er nær over alle Hedningerne ligesom du har gjort, skal dig ske; gengældelen skal komme overe dit Hoved. ¹⁶ Thi ligesom de have drukket paa mit hellige Bjerg, saa skulle alle Hedningerne drikke stedse, ja de skulle drikke og drikke ud og vorde som de, der ikke have været.

³ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg tænker ondt over denne Slægt, fra hvilket I ikke skulle kunne unddrage eders Hals, og ikke skulle I gaa stoltelig, thi det bliver en ond Tid.

¹¹ Hvis en Mand, der vandrede med Vind og Løgn, falskelig sagde: Jeg vil profetere for dig om at faa Vin og stærk Drik, saa vilde han være en Profet for dette Folk.

⁵ Saa siger HERREN imod Profeterne, som forvilde mit Folk, og som, naar de faa noget at bide med deres Tænder, forkynde Fred, men naar nogen intet giver dem for deres Mund, da prædike de Krig imod ham: ⁶ Derfor skal det blive Nat for eder, uden Syner, og Mørke for eder, uden Spaadom; og Solen skal gaa ned over Profeterne, og Dagen skal blive sort over dem. ⁷ Og Seerne skulle beskæmmes og Spaamændene blive til Skamme, og de skulle skjule Skægget over Munden alle sammen; thi der er intet Svar fra Gud.

¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

¹¹ Og jeg vil udrydde Trolddomskunster af din Haand, og ingen Tegnsudlæggere skulle være hos dig. ¹² Og jeg vil udrydde dine udskaarne Billeder og dine Billedstøtter af din Midte, og du skal ikke ydermere tilbede dine Hænders Gerning.

¹⁶ Og man holder omhyggeligt ved Omris Skikke og al Akabs Hus's Gerning, og I vandre i deres Raad, paa det jeg skal gøre dig til en Forfærdelse og Indbyggerne der til en Spot, og mit Folks Forsmædelse skulle I bære.

² En nidkær og hævnende Gud er HERREN, en Hævner og mægtig i Vreden er HERREN; en Hævner er HERREN imod sine Modstandere, og han bevarer Vrede imod sine Fjender.

⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

¹⁰ Ogsaa denne blev bortført, den maatte gaa i Fangenskab, ogsaa dens spæde Børn bleve knuste paa alle Gadehjørner, og over dens ansete Mænd kastede man Lod, og alle dens Stormænd bleve bundne i Lænker.

¹⁹ Der er ingen Lindring for din Skade, ulægeligt er dit Saar; alle, som høre Tidende om dig, klappe i Hænderne over dig; thi hvem gik ikke din Ondskab bestandigt ud over?

¹¹ Thi Stenen fra Væggen skal raabe, og Bjælken fra Træværket skal syare den.

⁸ Jeg har hørt Moabs Spot og Ammons Børns Forhaanelser, med hvilke de forhaanede mit Folk og ophøjede sig storlig imod dets Landemærke. ⁹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma og Aminons Børn som Gomorra, et Hjem for Nælder og en Saltgrav og en Ørk til evig Tid; de overblevne af mit Folk skulle plyndre dem, og Levningen af mit Folk skal arve dem. ¹⁰ Dette skal ske dem for deres hovmods Skyld, fordi de haanede, saa at de ophøjede sig storlig over den HERRE Zebaoths Folk.

¹⁵ Dette er den jublende Stad, som boede tryggelig, som sagde i sit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg; hvorledes er den bleven til et Øde, et Leje for vilde Dyr? hver, som gaar forbi den, vil spotte og ryste sin Haand.

⁴ Dens Profeter ere letfærdige, troløse Mænd; dens Præster vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.

¹⁸ Dem, som vare bedrøvede, fordi de ikke kunde komme til Højtiden, dem vil jeg samle; fra dig vare de; Forhaanelse har hvilet som en Byrde over dem.

⁵ hvilke de, der købe dem, dræbe og blive ikke strafskyldige, medens de, der sælge dem, sige: Lovet være HERREN, at jeg bliver rig; og ingen af deres Hyrder sparer dem. ⁶ Thi jeg vil ikke Længere spare Jordens Beboere, siger HERREN; og se, jeg vil overgive Menneskene den ene i den andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle ødelægge: Jorden, og jeg vil ikke redde af deres Haand.

⁶ Thi jeg vil ikke Længere spare Jordens Beboere, siger HERREN; og se, jeg vil overgive Menneskene den ene i den andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle ødelægge: Jorden, og jeg vil ikke redde af deres Haand.

⁴ Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi ville komme igen og opbygge de Øde Stæder, da siger den HERRE Zebaoth saaledes De ville bygge, men jeg vil nedbryde, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket HERREN er vred indtil evig Tid.

⁹ Derfor gør ogsaa jeg eder foragtelige og ringe for alt Folket, eftersom I ikke agte paa mine Veje, men anse Personer ved Anvendelse af Loven.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

²³ Og du, Capernaum! du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde været gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag.

²⁵ Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.

³³ Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig?

² Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? Sandelig siger jeg Eder: her skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

³⁹ Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde:

³⁵ Og om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og bad der.

³⁵ Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen),

²⁹ Og de, der gik forbi, bespottede ham og rystede med deres Hoveder og sagde: tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage;

⁶⁹ og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus,

¹⁷ Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹² Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natttenover i Bøn til Gud.

¹⁵ Og du, Capernaum! som er ophøiet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Helvede.

¹⁸ Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn.

²⁹ Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.

²⁹ Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: fader over os! og til Høiene: skjuler os!

¹³ og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven. ¹⁴ Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os.

⁵⁴ Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse,

⁸ Saa vil jeg, at Mændene skulle bede paa hvert Sted, opløftende hellige Hænder uden Vrede og Trætte.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse. ² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

⁷ Og der blev en Strid i Himmelen: Michael og hans Engle strede mod Dragen, og Dragen sted og dens Engle. ⁸ Men de mægtede Intet; ei heller blev deres Sted ydermere fundet i Himmelen. ⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde.