Judges 3 Cross References - Danish

¹ Og disse ere de Hedninger, som HERREN lod blive for ved dem at forsøge alle dem af Israel, som ikke vidste noget af alle Krigene med Kanaan; ² kun for at Israels Børns Slægter kunde lære at forstaa sig paa Krig, kun de, som ikke tilforn havde kendt dertil: ³ Filisternes fem Fyrster og alle Kananiterne, og Sidonierne og Heviterne, som boede paa Libanons Bjerg fra Bjerget Baal-Hermon, indtil man kommer til Hamath. ⁴ Og de bleve for at forsøge Israel ved dem, for at faa at vide, om de vilde lyde HERRENS Bud, hvilke han havde budt deres Fædre ved Mose. ⁵ Og Israels Børn boede midt iblandt Kananiterne, Hethiterne og Amoriterne og Feresiterne og Heviterne og Jebusiterne. ⁶ Og de toge sig deres Døtre til Hustruer, og deres Døtre gave de til deres Sønner, og de tjente deres Guder. ⁷ Og Israels Børn gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, og forglemte HERREN deres Gud og tjente Baalerne og Astarterne. ⁸ Da optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Haand, som var Konge i Aram Naharaim, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte Aar. ⁹ Da raabte Israels Børn til HERREN, og HERREN oprejste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder. ¹⁰ Og HERRENS Aand var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og HERREN gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Haand var stærk over Kusan-Risathaim. ¹¹ Og Landet havde Ro fyrretyve Aar; og; Othniel, Kenas Søn, døde. ¹² Men Israels Børn bleve ved at; gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne. ¹³ Og han samlede til sig; Ammons Børn og Amalek; og han gik hen og slog Israel; og de indtoge Palmestaden. ¹⁴ Og Israels Børn tjente Eglon, Moabiternes Konge, atten Aar. ¹⁵ Da raabte Israels Børn til HERREN, og HERREN oprejste dem en Frelser, Ehud, Geras Søn, en Benjaminit, en Mand, som var kejthaandet; og Israels Børn sendte Eglon, Moabiternes Konge, Skænk ved hans Haand. ¹⁶ Og Ehud gjorde sig et Sværd, og det var tveægget, en Alen langt; og han spændte det under sine Klæder paa sin højre Hofte, ¹⁷ og han førte Skænken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en saare fed Mand. ¹⁸ Og det skete, der han var færdig med at fremføre Skænken, da lod han Folket fare, som havde baaret Skænken. ¹⁹ Men han vendte tilbage fra Stenbrudene, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! Da sagde denne: Stille! og alle, som stode hos ham, gik ud fra ham. ²⁰ Og Ehud kom ind til ham og han sad ene i sin Sommersal, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord, til dig; da stod han op af Tronen. ²¹ Og Ehud udrakte sin venstre Haand og tog Sværdet fra sin højre Hofte, og han stødte det i hans Bug. ²² Og Hæftet gik ogsaa ind efter Bladet, og Fedmen lukkede til efter Bladet; thi han drog ikke Sværdet ud af hans Bug, og Skarnet gik ud. ²³ Da gik Ehud ud igennem Forsalen; og han tillukkede Salsdørene efter sig lukkede dem i Laas. ²⁴ Der han gaaet ud, da kom hins Tjenere, og de saa, og se, Salsdørene vare lukkede i Laas; og de sagde: Han tildækker visseligen sine Fødder i Kammeret ved Sommersalen. ²⁵ Og de ventede, indtil de skammede sig, og se, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og se, da var deres Herre falden til Jorden og var død. ²⁶ Men Ehud undkom, medens de tøvede; og han gik forbi Stenbrudene og undkom til Seirath. ²⁷ Og det skete, der han kom derhen, da blæste han i Trompeten paa Efraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik foran dem. ²⁸ Og han sagde til dem: Følger efter mig, thi HERREN har givet eders Fjender Moabiterne i eders Haand; og de droge ned efter ham og indtoge Jordanens Færgesteder for Moab, og de lode ingen Mand gaa over. ²⁹ Og de sloge Moabiterne paa den Tid, ved ti Tusinde Mænd, hver trivelig og hver kraftig Mand; og ikke een Mand undkom. ³⁰ Saa bleve Moabiterne ydmygede paa den samme Dag under Israels Haand, og Landet havde Ro firsindstyve Aar. ³¹ Og efter ham var Samgar, Anaths Søn, og han slog Filisterne, seks Hundrede Mænd, med en Oksedriverstav; og han frelste ogsaa Israel.

¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden.

⁵ men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.

⁷ Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.

¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth

¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth ¹⁶ og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter

¹⁶ og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter ¹⁷ og Heviter og Arkiter og Siniter

¹⁷ og Heviter og Arkiter og Siniter ¹⁸ og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter.

¹⁸ og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. ¹⁹ Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa.

¹⁹ Keniter og Kenisiter og Kadmoniter ²⁰ og Hethiter og Feresiter og Refaiter ²¹ og Amoriter og Kananiter og Girgasiter og Jebusiter.

¹ Og Josef kunde ikke holde sig for alle dem, som stode hos ham, han raabte: Lader hver Mand gaa ud, fra mig; og ikke een Mand stod hos ham, der Josef lod sig kende for sine Brødre.

¹³ Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon.

⁸ Og jeg er nedfaren for at redde dem af Ægypternes Haand og for at føre dem op af dette Land, til et godt og vidt Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning, til Kananitens og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Sted.

¹⁷ og jeg har sagt: Jeg vil føre eder op af Ægyptens Elendighed til Kananiters og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning.

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.

²⁵ Saa raabte han til HERREN, og HERREN viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, og saa blev Vandet sødt. Der satte han dem Lov og Ret, og der forsøgte han dem.

²⁴ Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaar eder med Sværd, og eders Hustruer skulle blive Enker og eders Børn faderløse.

¹³ men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder;

¹⁶ og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder.

²³ Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade eder tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig, ²⁴ da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slaa eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. ²⁵ Og jeg vil føre over eder et hævnende Sværd, som skal hævne min Pagt, og I skulle samle eder i eders Stæder, og jeg vil sende Pest midt iblandt eder, og I skulle gives i eders Fjenders Haand.

¹⁷ Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den.

²⁵ Da kom HERREN ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Aanden hvilede paa dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden.

²⁹ Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt HERRENS Folk var Profeter, og HERREN vilde give sin Aand over dem!

²⁹ Amalek bor sydligt i Landet, og Hethiten og Jebusiten og Amoriten bor paa Bjerget, og Kananiten bor ved Havet og ved Jordanens Bred.

² Og Bilam opløftede sine Øjne og saa Israel, som var lejret efter dets Stammer; og Guds Aand kom over ham.

⁷ Og Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Præsten Aron, saa det og han stod op midt i Menigheden og tog et Spyd i sin Haand. ⁸ Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn.

¹⁸ Og HERREN sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn en Mand, i hvem Aanden er, og læg din Haand paa ham

⁸ Fra Bjerget Hor skulle I sætte Grænsen hen imod Hamath, og Landemærkets Udgang skal være til Zedad.

⁷ Vender om og rejser, og drager til Amoriternes Bjerg, og til alle deres Naboer paa den slette Mark, paa Bjergene og i Lavlandet, og i Sønden og ved Havets Strand; til Kananiternes Land og til Libanon, indtil den store Flod, den Flod Frat.

⁹ Sidonierne kalde Hermon Sirjon; men Amoriterne kalde det Senir,

⁹ Ikkun tag dig i Vare og bevar din Sjæl vel, at du ikke forglemmer de Ting, som dine Øjne have set, og at de ikke vige fra dit Hjerte alle dine Livsdage; men du skal kungøre dem for dine Børn og for dine Børnebørn:

¹ Naar HERREN din Gud faar indført dig i Landet, som du skal komme hen til, at eje det, og faar udkastet mange Folk for dig, Hethiter og Girgasiter og Amoriter og Kananiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, syv Folk, som ere mangfoldigere og vældigere end du,

³ Og du skal ikke gøre Svogerskab med dem; du skal ikke give hans Søn din Datter, og hans Datter skal du ikke tage til din Søn ⁴ Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og saa optændes HERRENS Vrede imod eder, og han skal snart ødelægge eder.

²² Og HERREN din Gud skal efterhaanden uddrive disse Folk for dit Ansigt; du kan ikke saa snart gøre Ende paa dem, for at de vilde Dyr paa Marken ikke skulle blive mange imod dig.

² Og du skal ihukomme al den Vej, som HERREN din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej.

¹⁶ ham, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig og at gøre vel imod dig i den sidste Tid;

²¹ Du skal ikke sætte dig Astartebilleder af noget Slags Træ ved HERREN din Guds Alter, som du skal gøre dig.

⁴⁰ Du skal have, Olietræer inden alle dine Landemærker, men ikke salve dig med Olien; thi dit Olietræ skal oprykkes.

⁴⁷ efterdi du ikke tjente HERREN din Gud i Glæde og med Hjertens Lyst, fordi du havde alting i Overflod. ⁴⁸ Og du skal tjene dine Fjender, som HERREN skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Haande Mangel; og han skal lægge et Jernaag paa din Hals, indtil han ødelægger dig.

²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen,

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.

³⁰ Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og HERREN havde overantvordet dem

⁸ Og han sagde om Levi: Dine Thummim og dine Urim høre din fromme Mand til, hvem du fristede i Massa, med hvem du kivedes ved Meribas Vand,

³ og Sydlandet og Sletten, Dalen ved Jeriko, Palmestaden, indtil Zoar.

⁷ Og Mændene forfulgte dem paa Vejen til Jordanen indtil Færgestederne, og; man lukkede Porten til, efter at de, som forfulgte dem, vare udgangne.

²⁰ Og de tolv Stene, som de toge af Jordanen, oprejste Josva i Gilgal.

¹ Og det skete, der alle Kongerne, som vare paa denne Side Jordanen, i Bjerglandet og i Lavlandet og paa hele Kysten af det store Hav tværs overfor Libanon, samt Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, hørte det:

³ til Kananiterne mod Østen og mod Vesten og Amoriterne og Hethiterne og Feresiterne og Jebusitrne paa Bjergene og Heviterne neden for Hermon i Mizpa Land

⁸ Og HERREN gav dem i Israels Haand, og de sloge dem og forfulgte dem indtil det store Zidon og indtil de hede Kilder og indtil Mizpas Dal mod Østen; og de sloge dem, indtil han ikke lod dem een blive tilovers til at undkomme. ⁹ Da gjorde Josva ved dem, saaledes som HERREN havde sagt til ham; han ødelagde deres Heste og opbrændte deres Vogne med Ild. ¹⁰ Og Josva vendte tilbage paa den samme Tid og indtog Hazor og slog dens Konge ihjel med Sværd; thi Hazor, den var tilforn Hovedstaden for alle disse Kongeriger. ¹¹ Og de sloge alle Personer, som vare i den, med skarpe Sværd, saa de ødelagde den; der blev intet tilovers, som havde Aande; og han opbrændte Hazor med Ild. ¹² Og Josva tog alle disse Kongers Stæder med alle deres Konger, og han slog dem med skarpe Sværd, saa at han ødelagde dem, saaledes som Mose, HERRENS Tjener, havde befalet. ¹³ Dog opbrændte Israel slet ingen Stæder, som staa paa deres Høje; ikkun Hazor alene opbrændte Josva.

²³ Og Josva indtog hele Landet efter alt det, som HERREN havde talet til Mose, og Josva gav Israel det til Arv efter deres Afdelinger i deres Stammer; og Landet hvilede fra Krig.

³ Fra Sihon, som flyder foran Ægypten og indtil Ekrons Landemærke mod Norden, som regnes til Kananiterne; de fem Filisters Fyrster: Den Gaziter og den Asdoditer, den Asklonitel, den Gathiter og den Ekroniter, og Aviterne;

⁵ og Gibliternes Land og det hele Libanon mod Solens Opgang fra Baal-Gad neden for Hermons Bjerg, indtil man kommer til Hamath;

¹⁷ Saa indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs Broder, den; og han gav ham sin Datter Aksa til Hustru.

¹⁵ Og Josva sagde til dem: Dersom du er et stort Folk, da gak op i Skoven og udhug dig der et Stykke i Feresiternes og Kæmpernes Land, efterdi Efraims Bjerg er dig for trangt,

¹⁸ Thi et Bjerg skal høre dig til, og fordi det er en Skov, da skal du hugge den af, og dens Udgange skulle høre dig til; thi du skal fordrive Kananiten, enddog han har Jernvogne, enddog han er stærk.

²⁸ Og Ebron og Rehob og Hammon og Kana, indtil det store Zidon.

¹³ Da indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder, den; og han gav ham Aksa, sin Datter, til Hustru.

¹⁶ Og Keniterens, Mose Svigerfaders, Børn droge op fra Palmestaden med Judas Børn til Judas Ørk, som er Sønden for Arad, og gik hen og boede der hos Folket.

²⁹ Og Efraim fordrev ikke Kananiten, som boede i Geser; men Kananiten boede midt iblandt dem i Geser. ³⁰ Sebulon fordrev ikke Indbyggerne i Kitron eller Indbyggerne i Nahalol; men Kananiten boede midt iblandt dem og blev skatskyldig. ³¹ Aser fordrev ikke Indbyggerne i Akko eller Indbyggerne i Zidon og, Alab og Aksib og Helha og Afik og Rehob. ³² Og Aseriterne boede iblandt Kananiterne, Landets Indbyggere; thi de fordreve dem ikke.

¹⁰ og der hele den samme Slægt ogsaa var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte HERREN, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel. ¹¹ Da gjorde Israels Børn det onde for HERRENS Øjne, og de tjente Baalerne.

¹¹ Da gjorde Israels Børn det onde for HERRENS Øjne, og de tjente Baalerne. ¹² Og de forlóde HERREN deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægyptens Land, og vandrede efter andre Guder, af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede HERREN. ¹³ Og de forlode HERREN og tjente Baal og Astharoth. ¹⁴ Saa optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt.

¹⁶ Og HERREN oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand.

¹⁹ Men det skete, naar Dommeren døde, da vendte de om og gjorde værre end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede dem; de lode ikke af fra deres Gerninger eller fra deres haarde Vej. ²⁰ Og HERRENS Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budt deres Fædre, og de løde ikke min Røst, ²¹ da vil jeg heller ikke ydermere fordrive fra deres Ansigt nogen af Hedningerne, som Josva efterlod, der han døde, ²² for at forsøge Israel ved dem, om de vilde tage Vare paa HERRENS Vej, at vandre paa den, ligesom deres Fædre toge Vare derpaa, eller ej.

²² for at forsøge Israel ved dem, om de vilde tage Vare paa HERRENS Vej, at vandre paa den, ligesom deres Fædre toge Vare derpaa, eller ej.

¹ Og disse ere de Hedninger, som HERREN lod blive for ved dem at forsøge alle dem af Israel, som ikke vidste noget af alle Krigene med Kanaan;

⁹ Da raabte Israels Børn til HERREN, og HERREN oprejste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder.

¹¹ Og Landet havde Ro fyrretyve Aar; og; Othniel, Kenas Søn, døde. ¹² Men Israels Børn bleve ved at; gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne.

¹⁵ Da raabte Israels Børn til HERREN, og HERREN oprejste dem en Frelser, Ehud, Geras Søn, en Benjaminit, en Mand, som var kejthaandet; og Israels Børn sendte Eglon, Moabiternes Konge, Skænk ved hans Haand.

¹⁷ og han førte Skænken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en saare fed Mand.

¹⁹ Men han vendte tilbage fra Stenbrudene, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! Da sagde denne: Stille! og alle, som stode hos ham, gik ud fra ham. ²⁰ Og Ehud kom ind til ham og han sad ene i sin Sommersal, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord, til dig; da stod han op af Tronen. ²¹ Og Ehud udrakte sin venstre Haand og tog Sværdet fra sin højre Hofte, og han stødte det i hans Bug.

²⁹ Og de sloge Moabiterne paa den Tid, ved ti Tusinde Mænd, hver trivelig og hver kraftig Mand; og ikke een Mand undkom. ³⁰ Saa bleve Moabiterne ydmygede paa den samme Dag under Israels Haand, og Landet havde Ro firsindstyve Aar.

¹ Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for HERRENS Øjne, der Ehud var død. ² Og HERREN solgte dem i Jabins, Kanaans Konges, Haand, som regerede i Hazor; og Sisera var hansStridshøvedsmand, og han boede i Haroseth-Hagojim. ³ Og Israels Børn raabte til HERREN; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve Aar.

³ Og Israels Børn raabte til HERREN; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve Aar. ⁴ Og Debora, en Kvinde, en Profetinde, Lapidoths Hustru, dømte Israel paa den samme Tid. ⁵ Og hun boede under Deboras Palmetræ, imellem Rama og Bethel, paa Efraims Bjerg; og Israels Børn gik op til hende for Retten. ⁶ Og, hun sendte hen og lod kalde Barak, Abinoams Søn, af Kedes i Nafthali, og hun sagde til ham: Har ikke HERREN Israels Gud budet: Gak og saml Folk paa Thabors Bjerg, og tag ti Tusinde Mænd med dig af Nafthali Børn og af Sebulons Børn. ⁷ Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til Bækken Kison, og hans Vogne og hans Hob; og jeg vil give ham i din Haand. ⁸ Og Barak sagde til hende: Dersom du vil gaa med mig, da vil jeg gaa; men dersom du ikke vil ga. med mig, vil jeg ikke gaa. ⁹ Og hun sagde: Jeg vil visseligen gaa med dig; men du vil dog ikke faa Æren paa den Vej, som du gaar paa, thi HERREN skal sælge Sisera i en Kvindes Haand saa gjorde Debora sig rede og gik med Barak til Kedes.

⁹ Og hun sagde: Jeg vil visseligen gaa med dig; men du vil dog ikke faa Æren paa den Vej, som du gaar paa, thi HERREN skal sælge Sisera i en Kvindes Haand saa gjorde Debora sig rede og gik med Barak til Kedes. ¹⁰ Da kaldte Barak Sebulon og Nafthali sammen til Kedes; og der drog op efter ham ti Tusinde Mænd, og Debora drog op med ham.

¹⁰ Da kaldte Barak Sebulon og Nafthali sammen til Kedes; og der drog op efter ham ti Tusinde Mænd, og Debora drog op med ham. ¹¹ Og Keniteren Heber havde skilt sig fra Keniterne, Hobabs, Mose Svigerfaders, Børn; og han slog sit Telt op indtil Lunden i Zaannaim, som er ved Kedes. ¹² Da gave de Sisera til Kende, at Barak, Abinoams Søn, var dragen op paa Bjerget Thabor. ¹³ Og Sisera sammenkaldte alle sine Vogne, ni Hundrede Jernvogne, og alt Folket, som var med ham, fra Haroseth Hagojim til Bækken Kison. ¹⁴ Og Debora sagde til Barak: Staa op, thi dette er den Dag, paa hvilken HERREN har givet Sisera i din Haand; er HERREN ikke dragen ud for dit Ansigt? Saa drog og Barak ned af Bjerget Thabor, og de ti Tusinde Mænd efter ham. ¹⁵ Da forfærdede HERREN Sisera og alle Vognene og al Hæren ved skarpe Sværd for Baraks Ansigt; og Sisera steg af Vognen og flyede til Fods. ¹⁶ Men Barak forfulgte Vognene og Hæren indtil Haroseth Hagojim; og hele Siseras Lejr faldt for skarpe Sværd, der blev end ikke een tilovers. ¹⁷ Men Sisera flyede til Fods til Jaels, Keniteren Hebers Hustrus, Telt, thi der var Fred imellem Jabin, Kongen af Hazor, og imellem Keniteren Hebers Hus. ¹⁸ Da gik Jael ud imod Sisera og sagde til ham: Tag ind, min Herre! tag ind til mig, frygt ikke; og han tog ind til hende i Teltet, og hun dækkede ham til med et Ry. ¹⁹ Og han sagde til hende: Kære, giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg tørster; da aabnede hun en Mælkeflaske og lod ham drikke og dækkede ham til. ²⁰ Og han sagde til hende: Stil dig ved Døren af Teltet, og sker det, at der kommer nogen og spørger dig og siger: Er her nogen? da skal du sige: Her er ingen. ²¹ Da tog Jael, Hebers Hustru, en Teltnagel og tog en Hammer i sin Haand og gik ind til ham sagteligen og slog Naglen igennem hans Tinding, at den gik ned i Jorden (thi han sov haardt og var træt), og han døde. ²² Og se, der Barak forfulgte Sisera, da gik Jael ud imod ham og sagde til ham: Kom, saa vil jeg vise dig den Mand, som du søger efter; og han kom ind til hende, og se, Sisera laa der og var død, og Naglen sad i hans Tinding. ²³ Saa ydmygede Gud paa den Dag Jabin, Kanaans Konge, for Israels Børns Ansigt. ²⁴ Og Israels Børns Haand fik Fremgang og blev haard over Jabin, Kanaans Konge, indtil de fik Jabin, Kanaans Konge, udryddet.

⁶ I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier.

⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel.

¹⁴ De af Efraim, som havde Rod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir ned stege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven.

³¹ Saa skulle, HERRE! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.

⁷ Og det skete, der Israels Børn raabte til HERREN for Midianiternes Skyld,

²⁵ Og det skete den samme Nat, at HERREN sagde til ham: Tag en ung Okse, som er din Faders, og en anden syvaarige Okse, og du skal nedbryde Baals Alter, som er din Faders, og omhugge Astartebilledet, som staar derhos.

³⁴ Da iførte HERRENS Aand sig Gideon, og han lod blæse i Trompeten, og Abiesers Slægt opbødes til at følge ham.

⁹ Og det skete i den samme Nat at HERREN sagde til ham: Staa op, gak ned mod Lejren; thi jeg har givet den i din Haand.

¹⁵ Og det skete, der Gideon hørte Fortællingen og Udlæggelsen af Drømmen da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Staar op, thi HERREN har givet Midianiternes Lejr i eders Haand.

¹⁷ Og han sagde til dem: I skulle se paa mig, og saaledes skulle I gøre; og se, naar jeg kommer til det yderste af Lejren, da skal det ske, at ligesom jeg vil gøre, saa skulle I gøre.

²⁴ Og Gideon sendte Bud paa det ganske Efraims Bjerg og lod sige: Kommer ned imod Midianiterne og besætter Vandene for dem indtil Beth-Bera, og Jordanen; da blev opbudet hver Mand i Efraim, og de besatte Vandene indtil Beth-Bara og Jordanen.

²⁸ Saa bleve Midianiterne ydmygede for Israels Børn og bleve ikke ved at opløfte deres Hoved, og Landet havde Ro fyrretyve Aar i Gideons Dage.

⁷ Da optændtes HERRENS Vrede imod Israel, og han solgte dem i Filisternes Haand og Ammons Børns Haand.

¹⁰ Da raabte Israels Børn til HERREN og sagde: Vi have syndet imod dig, fordi vi have forladt vor Gud og tjent Baalerne.

¹² og Zidonier og Amalek og Maon undertrykket eder og I raabte til mig, og jeg frelste eder af deres Haand.

¹⁷ Og Ammons Børn bleve sammenkaldte, og de lejrede sig i Gilead; men Israels Børn samledes og lejrede sig i Mizpa.

⁴ Og det skete efter nogle Aar, da strede Ammons Børn imod Israel. ⁵ Og det skete, der Ammons Børn strede mod Israel, da gik de Ældste af Gilead hen at hente Jeftha fra Landet Tob. ⁶ Og de sagde til Jeftha: Kom, saa skal du være vor Øverste, og vi ville stride imod Ammons Børn. ⁷ Og Jeftha sagde til de Ældste af Gilead: Have I ikke hadet mig og udstødt mig af mig Faders Hus hvorfor kommne I nu til mig, efterdi I have Trængsel? ⁸ Og de Ældste af Gilead sagde til Jeftha: Derfor vende vi nu tilbage til dig, at du skal gaa med os og stride imod Ammons Børn; og du skal være vort Hoved, ja alle deres, som bo i Gilead ⁹ Og Jeftha sagde til de Ædste af Gilead: Dersom I hente mig for at stride imod Ammons Børn, og HERREN giver dem for mit Ansigt, skal jeg da være eders Hoved? ¹⁰ Da sagde de Ældste af Gilead til Jeftha: HERREN skal være Vidne imellem os, dersom vi ikke gøre saaledes efter dine Ord. ¹¹ Saa gik Jeftha med de Ældste af Gilead, og Folket satte ham over sig, til et Hoved og til en Øverste, og Jeftha talede alle sine Ord for HERRENS Ansigt i Mizpa. ¹² Da sendte Jeftha Bud til Ammons Børns Konge og lod sige: Hvad har jeg med dig at gøre, at du kommer til mig at stride imod mit Land? ¹³ Ammons Børns Konge sagde til Jefthas Bud: Fordi Israel har taget mit Land, der han drog op af Ægypten, fra Arnon og indtil Jakob og indtil Jordanen; saa giv mig nu de Stæder tilbage med Fred! ¹⁴ Men Jeftha sendte atter Bud til Ammons Børns Konge. ¹⁵ Og han lod sige til ham: Saa siger Jeftha: Israel har ikke taget Moabs Land eller Ammons Børns Land; ¹⁶ thi der de droge op af Ægypten, da vandrede Israel i Ørken indtil det røde Hav, og kom til Kades. ¹⁷ Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kære, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte ogsaa Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; saa blev Israel i Kades. ¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke. ¹⁹ Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kære, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted. ²⁰ Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel. ²¹ Da gav HERREN, Israels! Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Haand, og de sloge dem; saa indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds. ²² Og de indtoge alt Amoriternes Landemærke til Ejendom, fra Arnon og indtil Jabok og fra Ørken og indtil Jordanen. ²³ Saa har nu HERREN, Israels Gud, fordrevet Amoriterne fra sit Folks Israels Ansigt; og du vil tage det i Eje? ²⁴ Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad HERREN vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje. ²⁵ Og nu, er du vel meget bedre end Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge? har han vel trættet med Israel, eller har han vel ført Krig imod dem? ²⁶ Da Israel har boet i Hesbon og i dens tilhørende Stæder og i Aroer og i dens tilhørende Stæder og i alle Stæderne, som ligge ved Arnons Bredder, tre Hundrede Aar, hvorfor friede I dem da ikke i den Tid? ²⁷ Og jeg har intet syndet imod dig, og du gør dette onde imod mig, at du strider imod mig; HERREN, som er Dommer, skal dømme i Dag imellem Israels Børn og imellem Ammons Børn. ²⁸ Men Ammons Børns Konge hørte ikke Jefthas Ord, hvilke han sendte til ham. ²⁹ Og HERRENS Aand var over Jeftha, og han drog igennem Gilead og Manasse; og han drog over til Mizpa i Gilead og fra Mizpa i Gilead drog han over til Ammons Børn,

²⁹ Og HERRENS Aand var over Jeftha, og han drog igennem Gilead og Manasse; og han drog over til Mizpa i Gilead og fra Mizpa i Gilead drog han over til Ammons Børn, ³⁰ og Jeftha lovede HERREN et Løfte og sagde: Dersom du giver Ammons Børn i min Haand, ³¹ da skal det ske, at det, som gaar ud, ja det, som gaar ud af mit Huses Døre imod mig, naar jeg kommer tilbage med Fred fra Ammons Børn, det skal høre HERREN til, og jeg vil ofre det til et Brændoffer. ³² Saa drog Jeftha over til Ammons Børn for at stride imod dem, og HERREN gav dem i hans Haand. ³³ Og han slog dem fra Aroer, og indtil man kommer til Minnith, tyve Stæder, og indtil Abel-Keramim med et saare stort Slag; saa bleve Ammons Børn ydmygede for Israels Børns Ansigt.

⁵ Thi Gileaditerne indtoge Jordanens Færgestæder overfor Efraim, og det skete, naar nogen af de undkomne af Efraim sagde: Jeg vil gaa over, da sagde Mændene af Gilead til ham: er du en Efratiter og han sagde: Nej

²⁵ Og HERRENS Aand begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.

⁴ Men hans Fader og hans Moder vidste ikke, at det var af HERREN, thi han søgte en Anledning fra Filisterne selv; men Filisterne herskede paa, den Tid over Israel.

⁶ Og HERRENS Aand kom heftig over ham, og han sled den i Stykker, som man slider et Kid, og han havde ikke noget i sin Haand; og han gav ikke sin Fader eller sin Moder til Kende, hvad han havde gjort.

¹⁹ Og HERRENS Aand kom heftig over ham, og han gik ned til Askalon og slog tredive Mænd af dem og tog deres Klæder og gav Klædninger til at skifte med til dem, som forklarede den mørke Tale; og hans Vrede optændtes, og han gik op til sin Faders Hus.

¹⁵ Og han fandt en frisk Asenkæft, og han udrakte sin Haand og tog den og slog dermed tusinde Mand.

¹ Og der var en Mand fra Efraims Bjerg og hans Navn var Mika.

⁷ Da gik de fem Mænd og kom til Lais; og de saa, at det Folk, som der var, boede tryggeligen, efter Zdoniernes Vis, roligt og trygt; og der var ingen, som lastede nogen Ting i Landet, eller som havde arvelig Magt: og de vare langt fra Zidonierne og havde intet at gøre med noget Menneske.

¹ Og det skete i de samme Dage, da der ingen Konge var i Israel, at der var en levitisk Mand, som opholdt sig som fremmed i de fjernere Egne af Efraims Bjerge og havde taget sig en Kvinde til Medhustru fra Bethlehem i Juda.

¹⁶ Iblandt alt dette Folk vare syv Hundrede udvalgte Mænd, som vare kejthaandede, af hvilke enhver slyngede med en Sten paa et Haar og fejlede ikke.

²⁹ Hvorfor vanære I mit Slagtoffer og mit Madoffer, som jeg bød at ofre i Boligen? og du ærer dine Sønner mere end mig, idet I fede eder med det bedste af alt mit Folks Israels Madofre!

¹ Og Samuels Ord skete til al Israel, og Israel drog ud imod Filisterne til Krig, og de lejrede sig ved Eben-Ezer, men Filisterne havde lejret sig i Afek.

¹ Og Samuels Ord skete til al Israel, og Israel drog ud imod Filisterne til Krig, og de lejrede sig ved Eben-Ezer, men Filisterne havde lejret sig i Afek. ² Og Filisterne rustede sig imod Israel, og Striden bredte sig ud; og Israel blev slagen for Filisternes Ansigt; og disse sloge i Slagordenen paa Marken ved fire Tusinde Mand.

¹⁸ og de Guldmus efter Tallet paa alle Filisternes Stæder, som tilhørte de fem Fyrster, saavel de befæstede Stæder, som de ubefæstede Landsbyer, indtil den store Sten Abel, som de satte HERRENS Ark paa, og som er indtil denne Dag paa Bethsemiteren Josvas Ager.

⁶ Og HERRENS Aand skal komme heftig over dig, at du skal profetere med dem; og du skal omskiftes til en anden Mand.

²⁷ Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skænk; men han var, som han havde væref døv.

⁶ Da kom Guds Aand heftig over Saul, der han hørte disse Ord, og hans Vrede optændtes saare.

⁹ Men de forglemte HERREN deres Gud; og han solgte dem i Siseras Haand, Krigshøvedsmandens i Hazor, og i Filisternes Haand og i Moabiternes Konges Haand, og disse strede imod dem. ¹⁰ Da raabte de til HERREN og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode HERREN og tjente Baal- og Astartebillederne; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig.

³ Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det!

⁵ Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven.

¹⁹ Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd.

¹⁹ Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd. ²⁰ Derfor maatte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde faa sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet;

²⁰ Derfor maatte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde faa sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet; ²¹ og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og saa ofte Æggen var sløvet paa Spader, og naar de skulde have en Braad sat ind.

²¹ og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og saa ofte Æggen var sløvet paa Spader, og naar de skulde have en Braad sat ind. ²² Og det skete paa Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn.

²² Og det skete paa Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn. ²³ Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.

³³ Men Samuel sagde: Ligesom dit Sværd har berøvet Kvinder deres Børn, saa skal iblandt Kvinderne din Moder berøves sine Børn, og Samuel sønderhuggede Agag for HERRENS Ansigt i Gilgal.

¹³ Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og HERRENS Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.

⁴⁷ Og hele denne Forsamling skal vide, at HERREN ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er HERRENS, og han skal give eder i vor Haand.

⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden.

³ Da tog Saul tre Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Stengedernes Klipper.

² Og Filisternes Fyrster gik over med Hundreder og med Tusinder; men David og hans Mænd gik over til sidst med Akis.

¹ Og HERREN sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der var to Mænd i en Stad, en rig og en fattig. ² Den rige havde smaat Kvæg og stort Kvæg, saare meget. ³ Men den fattige havde aldeles intet uden et lidet Faar, som han havde købt og fødte op, og det var blevet stort hos ham tillige med hans Børn; det aad af hans Brød og drak af hans Bæger og laa i hans Skød, og det var ham som en Datter. ⁴ men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da nænnede han ikke at tage af sit smaa Kvæg og, af sit store Kvæg for at lave noget til den vejfarende Mand, som kom til ham; men han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham. ⁵ Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: Saa vist som HERREN lever, den Mand er et Dødsens Barn, som det gjorde. ⁶ Og han skal betale det Faar firdobbelt, fordi han gjorde denne Gerning, og fordi han ikke viste Skaansel. ⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand, ⁸ og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til. ⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd. ¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru. ¹¹ Saa sagde HERREN: Se, jeg rejser Ulykke over dig fra dit eget Hus og tager dine Hustruer for dine Øjne og giver din Næste dem, at han skal ligge hos dine Hustruer for den klare Sol. ¹² Thi du har gjort det i Løndom; men jeg vil gøre denne Gerning for al Israel og for Solens Lys. ¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø. ¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø. ¹⁵ Saa gik Nathan til sit Hus, og HERREN slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.

²² Og Kvinden kom til alt Folket med sin Visdom; og de afhuggede Sebas; Bikris Søns, Hoved og kastede det ud til Joab; da blæste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Telte; og Joab kom tilbage til Jerusalem, til kongen.

¹² Gak og sig til David: Saa sagde HERREN: Jeg lægger dig tre Ting for, udvælg dig en af dem, den vil jeg gøre dig.

¹ Og Kong Salomo elskede mange fremmede Kvinder foruden Faraos Datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidonitiske, hethitiske, ² af de Hedninger, om hvilke HERREN havde sagt til Israels Børn: Gaar ikke ind til dem og lader dem ikke komme ind til eder, de skulle visselig bøje eders Hjerter efter deres Guder; ved disse hængte Salomo med Kærlighed. ³ Og hans Hustruer vare syv Hundrede Fruer og tre Hundrede Medhustruer; og hans Hustruer bøjede hans Hjerte. ⁴ Og det skete, den Tid Salomo blev gammel, bøjede hans Hustruer hans Hjerte efter andre Guder; og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som Davids, hans Faders, Hjerte. ⁵ Thi Salomo vandrede efter Astoreth, Zidoniernes Gud, og efter Milkom, Ammoniternes Vederstyggelighed.

³³ Akab gjorde og Astartebilledet, og Akab gjorde mere til at opirre HERREN, Israels Gud, end alle Israels Konger, som vare før ham.

¹⁹ Men nu sende du Bud og samle al Israel til mig til Karmels Bjerg, samt de fire Hundrede og halvtredsindstyve Baals Profeter og de fire Hundrede Astartes Profeter, som æde af Jesabels Bord.

¹ Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en mægtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi HERREN gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var og vældig til Strid, men spedalsk.

⁵ Og der han kom derhen, se, da sade Høvedsmændene over Hæren der, og han sagde: Jeg har et Ord til dig, Høvedsmand! Og Jehu sagde: Til hvem iblandt os alle? og han sagde: Til dig, Høvedsmand! ⁶ Da stod han op og gik ind i Huset, og han øste Olie paa hans Hoved og sagde til ham: Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg har salvet dig til Konge over HERRENS Folk, over Israel.

¹³ Da skyndte de sig, og de toge hver sine Klæder og lagde under ham paa det øverste af Trapperne, og de blæste i Trompeten, og de sagde: Jehu er Konge.

⁶ Og han lod Astartebilledet føre ud af HERRENS Hus uden for Jerusalem til Kedrons Bæk og opbrændte det ved Kedrons Bæk og stødte det smaat til Støv, og han kastede dets Støv paa Folkets Børns Grave.

¹⁴ Og han sønderslog Støtterne og udryddede Astartebilederne og opfyldte deres Sted med Menneskeben.

¹³ Og Kenas Sønner vare: Othniel og Seraja; og Uthniels Sønner vare: Kathath

² de vare rustede med Bue, kastede med Stene med højre og venstre Haand og skøde Pile med Buen; de vare af Sauls Brødre, af Benjamin.

⁸ Dog skulle de vorde hans Tjenere, at de kunne fornemme, hvad det er at tjene mig og at tjene Landenes Riger.

¹ Og Asaria, Odeds Søn over ham kom Guds Aand.

¹⁶ Og Kong Asa afsatte ogsaa sin Moder Maaka, at hun ikke skulde være Dronning, fordi hun havde gjort sig et grueligt Billede af Astarte, og Asa udryddede hendes gruelige Billede og stødte det smaat og opbrændte det ved Kedrons Bæk.

¹⁴ Men over Jehasiel, en Søn af Sakaria, der var en Søn af Benaja, der var en Søn af Jejel, en Søn af Matthania, Leviten af Asafs Børn, kom HERRENS Aand midt iblandt Forsamlingen,

¹⁸ Saa forlode de HERRENS, deres Fædres Guds, Hus og tjente Astartebillederne og Afguderne; og der kom en Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Syndeskyld.

³¹ Men det skete saa, da der var sendt Tolke til ham fra Fyrsterne i Babel for at spørge om det underfulde Tegn, som var sket i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham og for at kende alt det, som var i hans Hjerte.

³ Thi han opbyggede igen de Høje, som Ezekias, hans Fader, havde nedbrudt, og oprejste Altre til Baalerne og gjorde Astartebilleder og tilbad al Himmelens Hær og tjente dem.

¹⁹ Og hans Bøn, og at han blev bønhørt, og al hans Synd og Forgribelse og de Steder, paa hvilke han byggede Højene og satte Astartebilleder og udskaarne Billeder, førend han blev ydmyget; se, dette er skrevet i Seernes Krønike.

³ Thi i sin Regerings ottende Aar, der han endnu var et ungt Menneske, begyndte han at søge sin Fader Davids Gud; og i det tolvte Aar begyndte han at rense Juda og Jerusalem fra Højene og Astartebillederne og de udskaarne og støbte Billeder.

⁷ der nedbrød han Altrene og Astartebillederne og sønderknuste de udskaarne Billeder og stødte derm smaa og omhuggede alle Solbillederne i alt Israels Land og vendte tilbage til Jerusalem.

¹¹ hvilke du har budet ved dine Tjenere, Profeterne, sigende: Det Land, som I komme ind udi at eje, det er et Land, som er urent ved Landenes Folks Urenhed og ved deres Vederstyggelighed, hvormed de i deres Urenhed have opfyldt det, fra den ene Ende til den anden. ¹² Saa skulle I nu ikke give eders Døtre til deres Sønner og ikke tage deres Døtre til eders Sønner og ikke søge deres Fred og deres gode indtil evig Tid, paa det I skulle blive stærke og æde det gode i Landet og indtage det til Ejendom for eders Børn indtil evig Tid.

⁸ Og du fandt hans Hjerte trofast for dit Ansigt og gjorde den Pagt med ham, at du vilde give, ja give hans Sæd Kananitens, Hethitens, Amoritens og Feresitens og Jebusitens og Girgasitens Land; og du har holdt dine Ord, thi du er retfærdig.

²⁷ Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og disse trængte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du fra Himmelen, og efter din megen Barmhjertighed gav du dem Frelsere, og disse frelste dem af deres Fjenders; Haand.

²³ Jeg saa ogsaa i de samme Dage, at Jøderne lode asdoditiske, ammonitiske, moabitiske Hustruer bo hos sig. ²⁴ Og Halvdelen af deres Børn talte Asdoditisk, og de forstode ikke at tale jødisk; men de talte efter hvert sit Folks Tungemaal. ²⁵ Og jeg trættede med dem og forbandede dem og slog nogle af dem og rev Haar af dem; og jeg tog en Ed af dem ved Gud: I skulle ikke give eders Døtre til deres Sønner og ej tage af deres Døtre til eders Sønner, eller til eder selv. ²⁶ Har ikke Salomo, Israels Konge, syndet i disse Ting? enddog der ikke var en Konge som han iblandt de mange Folkeslag, og han var sin Gud kær, og Gud satte ham til Konge over al Israel; og dog kom de fremmede Kvinder ham til at synde. ²⁷ Skulde vi da høre det om eder, at I gøre alt dette store Onde, saa at I forsynde eder imod vor Gud ved at lade fremmede Kvinder bo hos eder?

²² som de Dage, paa hvilkc Jøderne havde faaet Ro for deres Fjender, og den Maaned, som var bleven vendt for dem fra Bedrøvelse til Glæde og fra Sorg til Lystighedsdag: - At de skulde gøre samme til Gæstebuds- og Glædesdage, og at den ene skulde sende den anden Foræringer og Gaver til de fattige.

²⁷ thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

²⁵ Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham.

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

¹ Til Sangmesteren; med Strengeleg; til Skeminith; en Psalme - af David.

¹⁰ De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.

⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.

¹ En Psalme af David. Giver HERREN, I Guds Børn! giver HERREN Ære og Styrke.

³ Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig evindelig.

¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.

¹¹ Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger!

⁷ Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

⁶ Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: ⁷ Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne,

³ Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Skyld. Sela.

¹⁵ Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de var, som vi have set Ulykke.

³⁴ De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til ³⁵ Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. ³⁶ Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. ³⁷ Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. ³⁸ Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.

⁴¹ Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. ⁴² Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. ⁴³ Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. ⁴⁴ Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab.

¹³ Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. ¹⁴ Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. ¹⁵ Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; ¹⁶ thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. ¹⁷ De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. ¹⁸ Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. ¹⁹ Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.

⁶ De skulle ophøje Gud med deres Strube, og der skal være et tveægget Sværd i deres Haand

³ Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er HERREN.

¹⁶ Et Menneskes Gave gør Rum for ham og fører ham frem for store Herrer.

⁶ Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

¹⁴ En Gave i Løndom stlller Vrede, og en Skænk i Smug stiller heftig Fortørnelse.

⁸ Alle forstaa de at bruge Sværd, de ere oplærte til Krig; hver har sit Sværd ved sin Side imod Nattens Rædsel.

¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ?

¹⁶ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig, og gaar ud til mig og æder, hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ, og drikker hver Vand af sin Brønd,

²⁶ Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe.

¹ Saa siger HERREN til sin Salvede til Kyrus, hvem jeg tog ved hans højre Haand for at nedkaste Hedningerne for hans Ansigt og løse Bæltet af Kongers Lænd for at aabne Døre og for at holde Porte oplukkede for ham: ² Jeg, vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jævne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstænger. ³ Jeg vil give dig Liggendefæ, som er skjult i Mørke, og Klenodier, som ere gemte i Løn, at du skal fornemme, at jeg er HERREN, Israels Gud, som kalder dig ved dit Navn. ⁴ For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnede dig ved Hædersnavn, enddog du kendte mig ikke.

¹ Saa siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld.

²⁸ De ere blevne fede, de glinse, de strømme over med Ondskabs Ord, de udføre ingen Sag, ja, ikke den faderløses Sag, saa at de sætte den igennem, og de skaffe ikke de fattige Ret.

²⁷ Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej.

⁷ Hvo skulde ikke frygte dig, du Hedningernes Konge? thi dig tilkommer det; thi iblandt alle Hedningernes vise og i alt deres Rige er ingen som du.

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det? ¹⁰ Jeg HERREN er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idrætters Frugt.

¹² Og I skulle paakalde mig og gaa hen og bede til mig, og jeg vil høre eder. ¹³ Og I skulle søge og finde mig; thi I ville søge mig af eders ganske Hjerte.

³ Raab til mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil tilkendegive dig store og velforvarede Ting, som du ikke ved.

¹¹ Thi I glædede eder; thi I frydede eder, da I plyndrede min Arv; thi I sprang omkring som en Kalv, der tærsker, og vrinskede som de vælige Heste.

³ Og du skal sige: Saa siger den Herre, HERRE til Jerusalem: Din Oprindelse og din Herkomst er af Kananitens Land; din Fader var en Amoriter og din Moder en Hethiterinde.

²⁰ Derfor, saa siger den Herre, HERRE til dem: Se, jeg, jeg vil dømme imellem det fede Lam og imellem det magre Lam.

¹⁶ Og du skal drage op imod mit Folk Israel som en Sky til at skjule Landet; det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil lade dig komme imod mit Land, paa det Hedninrerne skulle kende mig, naar jeg helliggøre mig paa dig for deres Øjne, o Gog!

²² Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og stærk; og din Magt er bleven stor og rækker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende.

¹⁸ Du Konge! den højeste Gud gav din Fader, Nebukadnezar, Rige og Magt og Ære og Herlighed.

⁴ Hvad skal jeg gøre ved dig, Efraim? hvad skal jeg gøre ved dig, Juda? da eders Kærlighed er som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort.

¹⁵ Og jeg vil nedslaa Vinterhuset tillige med Sommerhuset, og Elfenbenshusene skulle forgaa, og de mange Huse skulle faa Ende, siger HERREN.

⁹ HERRENS Røst raaber til Staden - og dit Navn ser efter Visdom -; hører Riset! og hvo har beskikket det?

⁷ Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Telttrapperne i Midians Land ryste.

³ Og det skal ske, naar nogen spaar ydermere, da skal hans Fader og hans Moder, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi du har talt Løgn i HERRENS Navn; og hans Fader og hans Moder, som avlede ham, skulle gennembore ham, naar han spaar.

⁹ Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: HERREN er min Gud.

³⁴ I skulle ikke mene, at jeg er kommen at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Sværd. ³⁵ Thi jeg er kommen at tvistiggøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren imod sin Moder, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder, ³⁶ og en Mands Huusfolk skulle være hans Fjender. ³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; ³⁸ og hvo som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. ³⁹ Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.

²⁴ Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle,

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

¹¹ Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overantvordede mig til dig, større Synd.

¹⁸ Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han har Noget at sige dig. ¹⁹ Men Øversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurge: hvad er det, som du har at forkynde mig?

¹⁴ Thi vi vide, at Loven er aandelig; men jeg er kjødelig, solgt under Synden.

¹⁷ Thi Christus sendte mig ikke for at døbe, men for at prædike Evangelium, ikke med vise Ord, at Christi Kors ikke skulde tabe sin Kraft.

²⁶ Derfor løber jeg ikke som paa det Uvisse; jeg fægter som den, der ikke slaaer i Veiret. ²⁷ Men jeg spæger mit Legeme og holder det I Trældom, at ikke jeg, som prædiker for Andre, skal selv blive forskudt.

¹⁹ Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.

⁴ Der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme; ⁵ og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme; ⁶ og der er Forskjel paa kraftige Gjerninger, men Gud er den samme, som krafteligen virker Alt i Alle. ⁷ Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt. ⁸ Thi En gives Viisdoms-Tale formedelst Aanden; en Anden kundskabs-Tale ved den samme Aand; ⁹ en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand; ¹⁰ en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlægge Tungemaal. ¹¹ Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil.

¹⁶ Saa at vi Ingen herefter ansee efter Kjødet; men dersom vi og have kjendt Christus efter Kjødet, kjende vi ham dog nu ikke mere saaledes.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt. ¹⁴ Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdigheds Pantser, ¹⁵ Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium; ¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile, ¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord; ¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.

¹² strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er kaldet og har aflagt den gode Bekjendelse for mange Vidner.

³ Derfor lid du Ondt som en god Jesu Christi Stridsmand.

⁷ Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen.

¹² Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand,

⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse,

¹² I Elskelige! forundrer Eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaae, Eder til en Forsøgelse, som om der hændtes Eder noget Underligt,

¹⁶ og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sværd udgik af hans Mund; og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft.

¹² Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: dette siger den, som har det tveeggede skarpe Sværd:

²³ Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.