Job 6 Cross References - Danish

¹ Men Job svarede og sagde: ² Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! ³ Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem. ⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig. ⁵ Mon Vildæselet skryder naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har foder? ⁶ Mon det vamle kan ædes uden Salt?eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen? ⁷ Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise. ⁸ Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab! ⁹ og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig! ¹⁰ Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale. ¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlænge mit Liv? ¹² Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber? ¹³ Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig! ¹⁴ Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt. ¹⁵ Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi, ¹⁶ de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig. ¹⁷ Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted. ¹⁸ Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme. ¹⁹ Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem. ²⁰ De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede. ²¹ Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte. ²² Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue? ²³ eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand ²⁴ Lærer mig, og jeg; vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild. ²⁵ Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser? ²⁶ Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr? ²⁷ Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste. ²⁸ Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt? ²⁹ Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag! ³⁰ Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, livad ondt er?

⁷ Og Kus Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan.

¹¹ Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted, og de maatte slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld.

³ Og Joksan avlede Seba og Dedan; men Dedans Børn vare Asurim og Letusim og Leumim.

¹⁵ Kadar og Thema, Jetur, Nafis og Kedma.

²² skulle ikke plage nogen Enke eller faderløs. ²³ Dersom du plager ham, og han raaber til mig, da skal jeg visselig høre hans Raab. ²⁴ Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaar eder med Sværd, og eders Hustruer skulle blive Enker og eders Børn faderløse.

¹³ Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes paa dit Madoffer; du skal ofre Salt paa alle dine Ofre.

² Tal til al Israels Børns Menighed, og du skal sige til dem: I skulle være hellige; thi Jeg HERREN eders Gud er hellig.

⁴⁸ da skal der, efter at han er solgt, være Ret for ham til Løsning; en af hans Brødre maa løse ham.

¹⁴ Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. ¹⁵ Og vil du handle saaledes med mig, da slaa mig ihjel, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, og lad mig ikke se paa min Ulykke.

²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen,

²³ Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem. ²⁴ De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb.

⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved.

² Der er ingen hellig som HERREN; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud.

³ Se, her er jeg, vidner imod mig for HERREN og for hans salvede: Hvis Okse har jeg taget, og hvis Asen har jeg taget, og hvem har jeg gjort Vold, hvem har jeg fortrykt, og af hvis Haand har jeg taget Bestikkelse, saa jeg derved lukkede mine Øjne? Og jeg vil give eder det igen.

¹ Og Dronningen af Seba hørte Salomos Rygte i HERRENS Navn og kom for at prøve ham med mørke Taler.

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.

¹² Men hun sagde: Saa vist som HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø.

⁴ Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, HERRE! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.

²⁷ Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred.

⁸ Og jeg sagde til dem: Vi have løskøbt vore Brødre, Jøderne, som vare solgte til Hedningerne, efter vor Formue, og I, I ville derimod sælge eders Brødre, og skulle de sælge sig til os? Da tav de og fandt intet at svare.

¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber. ¹¹ Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham. ¹² Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen. ¹³ Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.

³ Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget! ⁴ Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den. ⁵ Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den! ⁶ Den Nat - Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal! ⁷ Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den! ⁸ De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan! ⁹ Dens Dæmvrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage, ¹⁰ fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne. ¹¹ Hvorfor døde jeg ikke fraModers Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden. ¹² Hvorfor optoge Knæ mig og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst? ¹³ Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet ¹⁴ med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde, ¹⁵ eller med fyrsterne som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv; ¹⁶ eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset. ¹⁷ Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse; ¹⁸ der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst; ¹⁹ der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre. ²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen? ²¹ dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte:

²¹ dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte: ²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven

²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven

²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven ²³ den Mand hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for ²⁴ Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

²⁴ Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet. ²⁵ Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig. ²⁶ Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.

¹ Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

³ Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

³ Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder; ⁴ dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knæ:

⁴ dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knæ:

⁴ dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knæ: ⁵ men nu det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, Og du forfærdes!

⁵ men nu det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, Og du forfærdes!

²⁰ Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold.

²⁷ Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!

⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

⁶ Mon det vamle kan ædes uden Salt?eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?

⁹ og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!

¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlænge mit Liv? ¹² Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber? ¹³ Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!

¹⁵ Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,

²⁵ Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?

³⁰ Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, livad ondt er?

⁵ Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker. ⁶ Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab. ⁷ Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

¹⁵ saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler. ¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed;

² Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?

⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

¹⁷ Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed. ² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

²⁰ Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

³ Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?

² Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud! ³ Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting

¹¹ Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?

² Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.

⁴ Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger. ⁵ Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!

²⁵ Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?

²⁸ skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.

¹³ Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen!

⁴ Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.

² Jeg har hørt mange Ting som dise: I ere alle sammen besværlige Trøstere. ³ Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer? ⁴ Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder. ⁵ Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

⁵ Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

¹² Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig. ¹³ Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden. ¹⁴ Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

¹ Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.

¹⁰ Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.

¹⁴ Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster! ¹⁵ Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse - hvo skuer den? ¹⁶ Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.

¹⁹ Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

²¹ Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

²⁸ Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! - og Sagens Rod skal være funden i mig -.

⁴ Mon min Klage gælder Mennesker og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?

²⁰ Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.

³³ I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal. ³⁴ Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.

⁹ Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.

²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!

² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

¹² Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

³ man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;

⁹ Man river den fader løse fra, Moders Bryst; og af den elendige tager man Pant.

¹⁹ Tørhed, ja Hede borttager Snevand. Dødsriget dem, som have syndet.

²⁵ Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet

² Hvad har du hjulpet den, som ingen Kraft havde? frelste du den Arm, som ingen Styrke havde?

⁴ skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

⁴ skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig. ⁵ Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed. ⁶ Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

¹² Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

¹⁵ Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

⁶ han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed -

¹⁷ og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf.

²¹ dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

²³ Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

³ Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

¹¹ Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.

¹⁵ De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem. ¹⁶ Og jeg biede, thi de talte ikke ja, de stode der, de svarede ikke mere.

¹ Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord!

³ Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læber skulle udtale rent det, som jeg ved.

⁸ Men du sagde for mine Øren, og jeg hørte Talen, som lød: ⁹ Jeg er ren, uden Overtrædelse, jeg er skyldfri, og der er ingen Misgerning hos mig. ¹⁰ Se, han har fundet paa Fjendtligheder imod mig, han agter mig for sin Modstander; ¹¹ han har lagt mine Fødder i Stok, han tager Vare paa alle mine Stier. ¹² Se, heri har du ikke Ret! jeg vil svare dig; thi Gud er for høj for et Menneske.

³¹ Mærk det, Job! hør mig; ti stille, og jeg vil tale. ³² Har du noget at sige, da giv mig Svar; tal, thi jeg har Lyst til at give dig Ret. ³³ Men har du intet, da hør du paa mig; ti stille, saa vil jeg lære dig Visdom!

³ thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.

³ thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden. ⁴ Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er. ⁵ Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud. har borttaget min Ret.

⁵ Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud. har borttaget min Ret. ⁶ Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig. ⁷ Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand ⁸ og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk? ⁹ Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.

³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

⁴ Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.

¹⁹ Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket. ²⁰ Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har Ønsket, at han maatte blive opslugt?

² Hvo er den, som formørker Guds Raad med Tale uden Forstand.

⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

¹⁸ Se, Floden bliver vældig, men den flygter ej; den er tryg, om end Jordan svulmede op og naaede dens Mund.

²⁴ Der er ingen, som kan lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.

³ Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand? - Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte.

³ Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand? - Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte. ⁴ Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ⁵ Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig. ⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.

⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske. ⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

¹¹ Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som HERREN havde ladet komme over ham og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld.

¹³ Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skærpe sit Sværd; han har spændt sin Bue og beredt den;

¹⁵ Se, han undfanger Uret; og han er frugtsommelig med Misgerning og føder Løgn.

¹⁴ Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.

¹² Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn.

¹² Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det.

⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

⁸ Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig mit Øje.

¹ Til Sangmesteren; af David, HERRENS Tjener. ² Den ugudeliges Overtrædelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne. ³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.

³⁰ En retfærdigs Mund skal tale Visdom, og hans Tunge skal forkynde Ret.

² HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.

¹¹ Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.

¹ Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David. ² Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

⁵ HERRE! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

⁹ Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. ¹⁰ Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det.

⁹ De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere.

¹ Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.

⁵ og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandhed og Mildhed med Retfærdighed, og din høre Haand skal lære dig forfærdelige Ting.

⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? ⁸ Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham.

¹⁵ De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere.

¹² Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. ¹³ Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; ¹⁴ men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding.

⁶ Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden!

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.

¹⁷ Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. ¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

¹⁰ Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave.

⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.

³ Straffer den ringe og den faderløse Ret; hjælper den elendige og den arme til Retfærdighed!

¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. ¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.

¹⁸ Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.

⁵ Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort. ⁶ Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres. ⁷ Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. ⁸ Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys. ⁹ Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke. ¹⁰ Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

⁹ Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig.

²³ naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene HERREN.

¹⁴ Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. ¹⁵ Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. ¹⁶ Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere.

¹⁴ Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.

² Det maa de sige, som ere genløste af HERREN, de, han har genløst af Modstanderens Haand,

¹³ Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme.

⁸¹ Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord.

¹⁰³ Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.

⁷ Skynd dig, bønhør mig, HERRE! min Aand for aar skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen.

⁹ Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lældom.

¹⁸ Der er den, som tale: ubetænksomme Ord, der ere Søn Kaardestik; men de vises Tunge Lægedom.

²¹ Den, som er viis i Hjertet, skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødme forøger Lærdom. ²² Klogskab er for den, som ejer den, Livets Kilde; men Daarers Tugt er Taabelighed. ²³ Den vises Hjerte gør hans Mund forstandig og lægger end mere Lærdom paa hans Læber. ²⁴ Liflige Taler ere Honningkage, sød for Sjælen og Lægedom for Benene.

¹⁷ En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.

¹⁴ En Mands Mod opholder ham i hans Sygdom; men naar Modet er nedslaaet, hvo kan bære det?

²¹ Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal æde dens Frugt.

⁷ Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.

¹⁰ Flyt ikke det gamle Landemærke og kom ikke paa de faderløses Agre! ¹¹ Thi deres Løser er stærk; han skal udføre deres Sag imod dig.

¹¹ Som Guldæbler i Sølvskøler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid. ¹² Som et gyldent Smykke og en kostelig Prydelse vil den, som irettessætter viselig, være det for Øre, som hører efter.

³ Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.

¹⁰ Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord. ¹¹ De vises Ord ere som Braadde og som Søm, de trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.

²² Slaar ikke længer eders Lid til Mennesket, som har Aande i sin Næse; thi for hvad er vel han at agte?

¹⁴ De komme den tørstige i Møde med Vand; Indbyggerne i Temas Land møde den ftygtende med Brød.

¹¹ viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel! ¹² Derfor, saa siger Israels Hellige: Efterdi I forkaste dette Ord og forlade eder paa Vold og Krogvej og støtte eder derved:

¹⁰ Se, jeg har lutret dig, dog ikke som Sølv; jeg har prøvet dig i Elendigheds Ovn. ¹¹ For min Skyld, for min egen Skyld vil jeg gøre det; thi hvorfor skulde mit Navn vanhelliges? og jeg vil ikke give en anden min Ære. ¹² Hør mig, Jakob! og du, Israel, min Kaldte! jeg er, jeg er den første, jeg er ogsaa den sidste. ¹³ Ja, min Haand har grundfæstet Jorden og min højre Haand har udspændt Himlene; jeg kalder dem frem og de staa der tilsammen.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

⁴ Forvarer eder hver for sin Ven, forlaaer eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder er fuld af List, og hver Ven vandrer om som en Bagvadsker. ⁵ Og de handle bedragelig hver imod sin Ven og tale ikke Sandhed, de have lært deres Tunge at tale Løgn, de have trættet sig med at handle forvendt.

³ Og Stormændene iblandt dem sende Smaafolkene iblandt dem efter Vand; de komme til Brøndene, de, finde ikke Vand, de komme tilbage med deres Kar tomme; de staa beskæmmede og skamlne Sted sig og tilhylle deres Hoveder ⁴ for Markens Skyld, som er forfærdet, fordi der ikke har været Regn paa Jorden; Agerdyrkerne ere beskæmmede, de tilhylle deres Hoveder.

⁶ Og Vildæsler staa paa de nøgne Høje de snappe efter Luft som Drager; deres Øjne forsmægte, fordi der ingen Urter er.

¹⁸ Hvorfor varer min Smerte evindelig? hvorfor er mit Saar ulægeligt og vil ikke lade sig hele? du er bleven mig som en svigefuld Bæk, som Vand, der ikke er bestandigt.

²¹ Og jeg vil redde dig af de ondes Haand og udløse dig af Voldsmænds Haand.

⁵ Saa siger HERREN: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra HERREN. ⁶ Og han skal være som den enlige paa den Øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbrændte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos.

¹³ Israels Forhaabning, HERRE! Alle, som forholde dig, skulle beskæmmes; de, som affalde fra dig, skulle skrives i Jorderig, thi de forlode HERREN, de levende Vandes Kilde.

²⁰ Mon man skulde betale ondt for godt? thi de have gravet en Grav for min Sjæl; kom i Hu, hvorledes jeg har staaet for dit Ansigt for at tale godt for dem, for at bortvende din Vrede fra dem.

²² Lad der høres Skrig fra deres Huse, naar du lader en Trop pludselig komme over dem; thi de grove en Grav for at fange mig og skjulte Snarer for mine Fødder.

²³ Dedan og Thema og Bus og alle dem med rundklippet Haar

¹⁴ Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg har slaget dig, ligesom man slaar en Fjende, med en svar Tugtelse, fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige.

⁹ Vi vilde lave lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage iver til sit Land; thi dens Dom naar til Himmelen og hæver sig til Skyerne.

¹² Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. ¹³ Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

¹⁴ Men jeg sagde: Ak! Herre, HERRE! se, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg har ikke fra min Ungdom af og mdtil nu ædet noget Aadsel eller nnget senderrevet, og der er ikke kommet urent, Kød i min Murld.

¹⁶ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! se, jeg vil forminske Brøds Forraad i Jerusalem, at de skulle æde Brød efter Vægt og med Bekymring og drikke Vand efter Maal og med Forfærdelse,

¹⁸ Du Mermeskesøn! du skal æde dit Brød med Bæven og drikke Vand med Uro og med Bekymring. ¹⁹ Og du skal sige til Folket i Landet: Saa, siger den Herre, HERRE til Jerusalems Indbyggere i Israels Land: De skulle æde deres Brød med Bekymring og drikke Vand med Forskrækkelse, fordi deres Land bliver øde og mister sin Fylde, formedelst alle dets Indbyggeres Voldsgerning.

⁷ Man ringeagtede Fader og Moder hos dig, man handlede med Vold imod den fremmede i din Midte, man forfordelte den faderløse og Enken hos dig.

²² Kræmmere fra Seba og Ræma, de vare dine Kræmmere; med det ypperste af alle Haande Urter og med alle Haande kostbare Stene og Guld betalte de dine Varer. ²³ Haran og Kanna og Eden, Kræmmere fra Seba, Assur og Kilmad handlede med dig.

³ Jeg aad ingen lækker Mad, og der kom ikke Kød eller Vin i min Mund, og jeg salvede mig ikke med Salve, før hele tre Uger vare til Ende.

⁹ Jeg vil ikke fuldbyrde min brændende Vrede, jeg vil ikke komme igen og ødelægge Efraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme med glødende Harme.

¹ Efraim har omringet mig med Løgn, og Israels Hus med Svig, og Juda svæver fremdeles ustyrligt om hos Gud og hos den trofaste Hellige.

¹⁸ Hvor sukker dog Kvæget! Øksnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Græsgang, ogsaa Faarehjordene maa bøde. ¹⁹ Til dig, HERRE! vil jeg raabe; thi en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue har svedet alle Træerne paa Marken. ²⁰ Ogsaa Dyrene paa Marken se sukkende op til dig; thi Vandstrømmene ere udtørrede, og en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken.

³ Og jeg vil give underfulde Tegn paa Himmelen og paa Jorden, Blod og Ild og Røgstøtter.

³ Og nu, HERRE! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at dø end at. leve.

⁸ Og det skete, der Solen gik op, da beskikkede Gud en lummer Østenvind, og Solen stak Jonas paa Hovedet, saa han blev afmægtig; da bad han, at hans Sjæl maatte dø, og sagde: Det er bedre, at jeg dør end lever.

⁵ Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm. ⁶ Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk.

¹⁰ Ogsaa denne blev bortført, den maatte gaa i Fangenskab, ogsaa dens spæde Børn bleve knuste paa alle Gadehjørner, og over dens ansete Mænd kastede man Lod, og alle dens Stormænd bleve bundne i Lænker.

¹² Er du ikke fra fordums Tid HERREN, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; HERRE! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfæstet det til at straffe os.

³ Gud kommer fra Theman og den Hellige fra Parans Bjerg. Sela. Hans Majestæt bedækker Himmelen, og af hans Herlighed fyldes Jorden.

⁵ Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

²⁸ Kommer hid til mig, Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile.

³⁷ Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.

³¹ Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes.

⁵⁶ Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. ³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager!

³⁴ Og ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eloi! Eloi! Lama Sabachtani? det er udlagt: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?

³⁴ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes?

⁴⁰ Men den anden svarede og straffede ham og sagde: frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom?

¹⁸ Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig.

³² Se, den Time kommer og er allerede kommen, at I skulle adspredes hver til Sit og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig.

²⁰ hvorledes jeg har Intet forholdet af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og lærte Eder offentligen og i Eders egne Huse,

²⁷ thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad.

³³ Jeg har ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klædebon.

⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.

³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?

³³ som skrevet er: see, jeg sætter i Zion en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham skal ikke beskæmmes.

¹⁵ Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende.

²⁶ saa at, enten eet Lem lider lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Ære, glæde alle Lemmerne sig med.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹¹ Efterdi vi have kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed.

²⁹ Hvo er skrøbelig, og jeg ikke ogsaa? hvo bliver foragtet, og det brænder ikke i mig?

² Bærer hverandres Byrde, og opfylder saaledes Christi Lov.

⁴ Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Roes for sig selv alene, og ikke for Andre;

¹⁴ at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af enhver Lærdoms Veir, og Forførelsens Kundstgreb;

⁶ Eders tale være altid yndelig, krydret med Salt, saa I vide hvorledes det bør Eder at svare Enhver.

¹⁶ Ved mit første Forsvar mødte Ingen med mig, men Alle forlode mig; (gid det ikke tilregnes dem!)

¹⁴ men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt.

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand, ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,

³ Kommer de Bundne ihu, som selv medbundne; dem, der lide ilde, som de, der og selv ere i Legemet.

¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

²⁷ En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.

² Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til at holde det ganske Legeme i Tømme.

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke, ⁴ Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen; ⁵ Og ikke sparede den gamle Verden men bevarede Noah, den Retfærdighedens Prædiker, selv ottende, der han førte Syndfloden over de Ugudeliges Verden;

¹² Disse ere Skampletter ved Eders Kjærlighedsmaaltider, naar de uden Undseelse fraadse med Eder, idet de pleie sig selv; de vandløse Skyer, som omdrives af Veiret; visne Træer, ufrugtbare, to Gange døde, oprykte med Rod;

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer!

⁶ Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden, og ikke finde den, og begjere at døe, og Døden skal flye fra dem.

⁹ Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see, Røgen af hendes Brand, ¹⁰ staaende langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og sigende: vee! vee! du store Stad, Babylon, du stærke Stad; thi paa een Time er din Dom kommen.

¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad?