Jeremiah 44:22 Cross References - Danish

²² Og HERREN kunne ikke mere fordrage det for eders Idrætters Ondskabs Skyld, for de vederstyggeligheders Skyld, som I gjorde; og eders Land blev til en Ørk og til en Forfærdelse og til en Forbandelse, sø at ingen bor deri, som det ses paa denne Dag.

³ Da sagde HERREN: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar.

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. ⁶ Da angrede HERREN, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. ⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem.

¹³ Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for HERRENS Aasyn, og HERREN sendte os til at ødelægge den.

⁷ Da vil jeg udrydde Israel fra at være i Landet, som jeg har givet dem, og det Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og Israel skal blive til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk. ⁸ Og saa højt end dette Hus monne være, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus

¹⁰ Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje, ¹¹ saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

³³ et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. ³⁴ Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund.

²⁴ Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender.

¹³ Da sagde han: Hører dog, I af Davids Hus! Er det eder lidet, at I falde Mennesker til Besvær, at I ogsaa ville falde min Gud til Besvær?

²⁴ Du købte mig ikke Kalmus for Penge, du skænkede mig ikke overflødigt dine Slagtofres Fedme; men du gjorde mig Besvær med dine Synder, du gjorde mig Møje med dine Misgerninger.

⁶ Du har forladt mig, siger HERREN, du gik tilbage; og jeg udrakte min Haand imod dig og ødelagde dig; jeg er træt af at angre.

¹⁶ til at gøre deres Land til en Gru, til en evig, Spot; hver som gaar derover, gruer og ryster med sit Hoved.

⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem.

¹¹ Og hele dette Land skal blive til en Ørk og til Forfærdelse; og disse Folk skulle tjene Kongen af Babel halvfjerdsindstyve Aar.

¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag;

³⁸ Han har som den unge Løve forladt sin Hule; thi deres Land er blevet en Forfærdelse for den Ødelæggende Magts Grumhed og for hans brændende Vredes Skyld.

⁶ Saa vil jeg gøre dette Hus ligt med. Silo og gøre denne Stad til en Forbandelse for alle Folkefærd paa Jorden.

¹⁹ fordi de ikke hørte paa mine Ord, siger HERREN, jeg, som sendte mine Tjenere, Profeterne, til dem tidligt og ideligt, uden at de hørte mig, siger HERREN.

² Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: I have set al den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem og over alle Judas Stæder; og se, de ere øde paa denne Dag, og der bor ingen i dem;

⁶ Da udøstes min Harme og min Vrede, og den brændte i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, saa at de bleve til en Ørk, til et øde, som det ses paa denne Dag.

¹² Og jeg vil tage de overblevne af Juda, dem, som vendte deres Ansigt imod Ægyptens Land for at komme did og være der som fremmede, og de skulle alle omkomme; i Ægyptens Land skulle de falde, ved Sværdet, ved Hungeren skulle de omkomme, baade smaa og store, ved Sværdet og ved Hungeren skulle de dø; og de skulle blive til en Ed, til Forfærdelse og til Forbandelse og til Forhaanelse.

¹⁵ Alle de, som gaa forbi paa Vejen, klappe i Hænderne over dig, de spotte og ryste med deres Hoved over Jerusalems Datter: Er det den Stad, hvilken man sagde at være hel dejlig, al Jordens Glæde? ¹⁶ Alle dine Fjender opspile deres Mund imod dig, de spotte og skære Tænder; de sige: Vi have opslugt den; dette er kun den Dag, som biede efter, vi have fundet, vi have set det.

¹³ Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn; og de skulle kende, at jeg HERREN har talt i min Nidkærhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem.

¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem.

¹³ Se, derfor vil jeg trykke eder ned, ligesom Vognen, der er fuld med Neg, trykker ned.

¹⁷ I have trættet HERREN med eders Ord; og dog sige I: Hvormed have vi trættet ham? Idet I sige: Hver, som gør ondt, er god for HERRENS Øjne, og til dem har han Lyst, eller: Hvor er Dommens Gud?

⁴ Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? ⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse;

⁷ Men Himlene og Jorden, som nu ere, gjemmes ved det samme Ord til Ilden, bevarede til Dommens og de ugudelige Menneskers Fordærvelses Dag. ⁸ Men dette Ene bør ikke undgaae Eder, I elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen, (som Nogle agte det for en Forhaling), men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.