Jeremiah 45 Cross References - Danish

¹ Det Ord, som Profeten Jeremias talte tit Baruk, Nerias Søn, der han skrev disse Ord i en Bog efter Jeremias's Mund, i Judas Konge, Jojakims, Josias's Søns fjerde Aar: ² Saa siger HERREN, Israels Gud; om dig, Baruk: ³ Du sagde: Ak, ve mig! thi HERREN har lagt Sorrig til min Smerte, jeg er træt af mit Suk og finder ingen Rolighed. ⁴ Saaledes skal du sige til ham: Saa siger HERREN: Se, det, jeg byggede, nedbryder jeg, og det, jeg plantede, oprykker jeg, ja, dette ganske Land. ⁵ Og du, du søger dig store Ting! søg dem ej; thi se, jeg lader Ulykke komme over alt Kød, siger HERREN, men dig vil jeg give din Sjæl som Bytte paa hvert Sted, hvorhen du drager.

⁶ Da angrede HERREN, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. ⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem.

¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden.

³⁴ Og Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder og sørgede over sin Søn lang Tid. ³⁵ Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham.

³⁶ Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen. ³⁷ Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke forer ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen. ³⁸ Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. Og Hungeren var svar i Landet.

¹¹ Og Mose sagde til HERREN: Hvi handlede du saa ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk paa mig? ¹² Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre. ¹³ Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde. ¹⁴ Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. ¹⁵ Og vil du handle saaledes med mig, da slaa mig ihjel, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, og lad mig ikke se paa min Ulykke.

⁷ Og Josva sagde: Ak, Herre, HERRE! hvi lod du dog dette Folk gaa over Jordanen for at give os i Amoriternes Haand til vor Fordærvelse: og gid vi havde ladet os nøje og vare blevne paa hin Side Jordanen! ⁸ Hør mig, Herre! hvad skal jeg sige, efter at Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt ⁹ Naar Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn?

²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger?

⁵ Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og han gjorde det, som vnr ondt for HERRENS, hans Guds, Øjne.

¹¹ Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder. ¹² Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig. ¹³ Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

⁶ Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget?

¹³ Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se HERRENS Godhed i de levendes Land!

⁷ Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. ⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.

⁸ Gud Zebaoth! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. ⁹ Du førte en Vinstok fra Ægypten; du uddrev Hedningerne og plantede den. ¹⁰ Du ryddede for den og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet. ¹¹ Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre. ¹² Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden. ¹³ Hvorfor har du nedrevet Gærdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den? ¹⁴ Svinet fra Skoven roder om den, og vilde Dyr paa Marken afæde den. ¹⁵ Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok ¹⁶ og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde stærk for dig.

⁵ Ve mig! thi en har været som fremmed iblandt Mesek; jeg har boet ved Kedars Telte.

¹⁰ Du viste Svaghed paa Naadens dag; din Kraft var ringe.

² Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer. ³ Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard! ⁴ Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke; har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer? ⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes. ⁶ Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den. ⁷ Thi den HERRE Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!

⁹ I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage.

¹⁶ Thi HERREN skal holde Dom med Ild og med sit Sværd over alt Kød, og de af HERREN ihjelslagne skulle være mange.

¹⁰ Se, jeg har beskikket dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at omstyrte og til at fordærve og til at nedkaste, til at bygge og til at plante.

¹⁸ Hvor finder jeg Vederkvægelse for Sorgen! mit Hjerte er sygt i mig.

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.

¹⁷ Og den HERRE Zebaoth, som plantede dig, har talt ondt over dig, for Israels Hus's og Judas Hus's Ondskab; Skyld, som de bedreve for at opirre mig, idet de gjorde Røgelse for Baal.

¹⁰ Ve mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, imod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg har ikke laant til nogen, og ingen har laant til mig, dog forbander enhver: mig. ¹¹ HERREN siger: Sandelig, jeg løser dig, dia til Fromme; sandelig, jeg bringer Fjenden til bønligt at komme dig i Møde paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid. ¹² Mon Jern kan bryde Jern af Norden og Kobber? ¹³ Jeg vil give dit Gods og dit Liggendefæ hen til Rov, ikke imod Betaling, og det for alle dine Synders Skyld og inden alle dine Landemærker. ¹⁴ Og jeg vil føre dine Fjender over i et Land, som du ikke kender; thi en IId er optændt i min Vrede, over eder skal de brænde. ¹⁵ Du ved det, HERRE! kom mig i Hu, og se til mig, og hævn mig paa mine Forfølgere; tag mig ikke bort i din Langmodighed; vid, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld. ¹⁶ Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig thi dit Navn er nævnet over mim HERRE, Gud Zebaoth! ¹⁷ Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Spottere og frydede mig; jeg sad alene, for din Haands Skyld; thi du har fyldt mig med Harm. ¹⁸ Hvorfor varer min Smerte evindelig? hvorfor er mit Saar ulægeligt og vil ikke lade sig hele? du er bleven mig som en svigefuld Bæk, som Vand, der ikke er bestandigt. ¹⁹ Derfor siger HERREN saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du være som rnin Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem. ²⁰ Og jeg vil gøre dig til en fast Kobbermur imod dette Folk, og de skulle stride imod dig, men ikke faa Overhaand over dig; thi jeg er med dig, for at frelse dig: og for at redde dig, siger HERREN. ²¹ Og jeg vil redde dig af de ondes Haand og udløse dig af Voldsmænds Haand.

⁷ I eet Øjeblik taler jeg imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke og til at ødelægge det; ⁸ men naar dette Folk, imod hvilket jeg har talt, omvender sig fra sin Ondskab, da skal jeg angre det onde, som jeg havde tænkt at gøre ved det. ⁹ Og i eet Øjeblik taler jeg om et Folk og om et Rige til at bygge og til at plante det; ¹⁰ men naar det gør, hvad der er ondt for mine Øjne, saa at det ikke hører min Røst, da skal jeg angre det gode, med hvilket jeg havde sagt at ville gøre vel imod det.

⁷ HERRE! du har overtalt mig, og jeg lod mig overtale, du har været mig for stærk og fik Overhaand; jeg er bleven til Latter den ganske Dag, hver Mand spotter mig. ⁸ Thi naar jeg taler, maa jeg skrige, raabe om Vold og Mishandling; thi HERRENS Ord er blevet mig til Spot og Haan den ganske Dag. ⁹ Vel har jeg sagt: Jeg vil ikke komme ham i Hu og ej tale mere i hans Navn; men det er blevet i mit Hjerte som en brændende Ild, der er indesluttet i mine Ben; og jeg har søgt med Møje at holde det ud; men jeg kunde ikke. ¹⁰ Thi jeg har hørt manges ondskabsfulde Tale, der er Rædsel trindt omkring, de sige: Angiver! saa ville vi angive harn; alle de Mænd, som skulde holde Fred med mig, tage Vare paa, om jeg haltede, og sige: Han maatte maaske lade sig forlede, at vi kunde faa Overhaand over ham og hævne os paa ham. ¹¹ Men HERREN er med mig som en vældig Helt, derfor skulle mine Forfølgere snuble og ikke faa Overhaand; de skulle vorde saare beskæmmede, thi de have ikke handlet forstandigt, til en evig Skam, som ikke skal glemmes. ¹² Og du, HERRE Zebaoth, som prøver den retfærdige, og som ser Nyrer og Hjerte! jeg skal se din Hævn paa dem; thi til dig har jeg overdraget min Sag. ¹³ Synger for HERREN, lover HERREN; thi han har udfriet den elendiges Sjæl af de ondes Haand. ¹⁴ Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født; den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, vorde ikke velsignet! ¹⁵ Forbandet være den Mand, som bragte min Fader et godt Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn, og som glædede ham saare! ¹⁶ Og den Mand skal vorde som de Stæder, hvilke HERREN omstyrtede og ikke angrede det, og han skal høre Raab om Morgenen og Krigsskrig ved Middagstid, ¹⁷ fordi jeg ej blev dræbt i Moders Liv, saa at min Moder blev min Grav, og hendes Liv vedblev at være frugtsommeligt evindelig. ¹⁸ Hvorfor gik jeg ud af Moders Liv for at se Møje og Sorg, og for at mine Dage skulle endes med Skam?

⁹ Den, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pesten: Men den, som drager Lid og gaar over til Kaldæelne, som belejre eder, skal blive i Live og have sit Liv som Bytte.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias over alt Judas Folk, i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges fjerde Aar; det er Nebukadnezar, Kongen af Babels første Aar;

²⁶ og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere nær, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem.

¹ I Begyndelsen af Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Regering kom dette Ord fra HERREN saalunde:

²⁸ Og det skal ske, at ligesom jeg var aarvaagen over dern til at oprykke og til at nedrive og til at nedbryde og til at ødelægge og til at handle ilde med dem: Saaledes vil jeg være aarvaagen over dem til at bygge og til at plante, siger HERREN.

¹² Og jeg gav Baruk, en Søn af Neria, som var en Søn af Mahasia, Købebrevet for Hanarneels, min Farbroders Søns, Øjne og for de Vidners Øjne, som havde underskrevet Købebrevet, for alle de Jøders Øjne, som sade i Fængselets Forgaard.

¹⁶ Og jeg bad til HERREN, efter at jeg havde overgivet Baruk, Nerias Søn, Købebrevet og sagde:

¹ Og det skete i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns, fjerde Aar, at dette Ord kom til Jeremias fra HERREN:

⁴ Da kaldte Jeremias ad Baruk, Nerias Søn; og Baruk skrev efter Jeremias's Mund alle HERRENS Ord, som han havde talt til ham, i Bogrullen.

⁸ Og Baruk Nerias Søn, gjorde efter alt det, som Profeten Jeremias havde befalet ham, om at han skulde læse af Bogen HERRENS Ord i HERRENS Hus. ⁹ Og det skete i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns, femte Aar, i den niende Maaned, at alt Folket i Jerusalem og alt Folket, som var kommet fra Judas Stæder til Jerusalem, udraabte en Faste for HERRENS Ansigt.

¹⁴ Da sendte alle Fyrsterne Juda; en Søn af Netarija, der var en Søn af Selemja, der var en Søn af Kusi, til Baruk, og lode sige: Tag den Rulle, af hvilken du læste op for Folkets Øren, i din Haand og kom hid; og Baruk, Nerias Søn, tog Rullen i sin Haand og kom til dem. ¹⁵ Og de sagde til ham: Sæt dig nu og læs den for vore Øren; og Baruk læste den for deres Øren. ¹⁶ Og det skete, der de hørte alle disse Ord, forfærdedes, den ene for den anden; og de sagde til Baruk: Vi maa forkynde Kongen alle disse Ord. ¹⁷ Og de spurgte Baruk og sagde: Giv os dog til Kende, hvorledes du skrev alle disse Ord efter hans Mund? ¹⁸ Og Baruk, sagde til dem: Han foresagde mig alle disse Ord af sin Mund, medens jeg skrev dem i Bogen med Blæk.

²⁶ Og Kongen bød Jerameel, Meleks Søn, og Seraja, Afriels Søn, og Selemja, Abdeels Søn, at gribe Skriveren Baruk og Profeten Jeremias; men HERREN skjulte dem.

³² Da tog Jeremias en anden Rulle og gav Skriveren Baruk, Nerias Søn, den, og han skrev i den efter Jeremias's Mund alle Ordene fra den Bog, som Jojakim, Kongen i Juda, havde opbrændt i Ilden; og der blev desuden endnu tillagte mange lignende Ord.

² Saa siger HERREN: Hvo, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten; men den, som gaar ud til Kaldæerne, han skal leve, og han skal have sit Liv som Bytte, saa at han skal blive i Live.

¹⁸ Thi jeg vil visselig lade dig undkomme, og du skal ikke falde for Sværdet, men du skal have din Sjæl som et Bytte; thi du fortod dig paa inig, siger HERREN.

³ Men Baruk, Nerias Søn, ophidser dig imod os, for at give os i Kaldæernes Haand, at de kunne dræbe os eller bortføre os til Babel. ⁴ Saa hørte Johanan, Kareaks Søn, og alle Høvedsmændene for Hæren og alt Folket ikke HERRENS Røst om at blive boende i Judas Land. ⁵ Men Johanan, Kareaks Søn, og alle Høvedsmænd er dene for Hære toge alle de overblevne af Juda, og dem, som vare og komne tilbage fra alle de Folkeslag; hvorhen de havde været fordrevne, for at bo i Judas Land: ⁶ Mændene og Kvinderne og de smaa Børn og Kongerls Døtre og hver Sjæl, som Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, havde ladet blive hos Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, samt Profeten Jeremias, og Baruk, Nerias Søn;

¹³ Han sendte en Ild fra det høje i mine Ben, og den herskede der; han udspændte et Garn for mine Fødder, kastede mig tilbage, han gjorde mig øde og svag den ganske Dag.

²² Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handl med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er afmægtigt.

¹ Jeg er den Mand, som saa Elenddighed ved hans Vredes Ris. ² Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys. ³ Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag. ⁴ Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben. ⁵ Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje. ⁶ Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Eviglred. ⁷ Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. ⁸ Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. ⁹ Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede. ¹⁰ Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul. ¹¹ Han lod rnine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde. ¹² Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. ¹³ Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer. ¹⁴ Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag. ¹⁵ Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke ¹⁶ og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. ¹⁷ Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. ¹⁸ Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra HERREN. ¹⁹ Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

³² Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

⁸ Derfor, bier efter mig, siger HERREN, efter den Dag, da jeg rejser mig til Rov! thi min Ret er den at jeg vil sanke Hedningerne, at jeg vil samle Rigerne, for over dem at udøse min Fortørnelse, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkærheds Ild skal den hele Jord for tæres.

²⁵ Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? ²⁶ Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de? ²⁷ Men hvo iblandt Eder kan lægge en Alen til sin Væxt, endog han bekymrer sig derfor? ²⁸ Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke; ²⁹ men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt som een af dem. ³⁰ Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som er i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klæde Eder, I lidet troende? ³¹ Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? ³² Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov.

⁷ Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder.

¹⁶ Haver eet Sind imod hverandre; tragter ikke efter høie ting, men holder Eder til de lave; mener Eder selv ikke kloge.

²⁶ Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes. ²⁷ Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru. ²⁸ Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder. ²⁹ Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have, ³⁰ og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer. ³² Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;

⁴ som os trøster i al vor Trængsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, men den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!

¹ Derfor, da vi have denne tjeneste efter denBarmhjertighed, som os er vederfaren saa blive vi ikke trætte;

¹⁶ Derfor blive vi ikke trætte; men hvis endog vort udvortes Menneske fordærves, fornyes dog det indvortes Dag for Dag.

⁶ Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst;

⁹ Men naar vi gjøre det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage.

¹³ Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gjøre det Gode.

⁶ Vistnok er Gudsfrygt med Nøisomhed en stor Vinding. ⁷ Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra. ⁸ Men naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøie. ⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;

¹⁸ Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp som fristes.

¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

³ Betagter den, som har taalmodeligen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte og forsage i Eders Sjæle. ⁴ Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede mod Synden, ⁵ og I have glemt den Formaning, der taler til Eder som til Børn: min Søn! agt ikke Herrens revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;

⁵ Eders Vandel være uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,