Isaiah 24:5 Cross References - Danish

⁵ Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet.

¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. ¹⁸ Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken.

¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. ¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden.

¹³ Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt. ¹⁴ Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.

²⁴ Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene. ²⁵ Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning paa det; og Landet skal udspy sine Indbyggere. ²⁶ Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder; ²⁷ thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent; ²⁸ at Landet ikke skal udspy eder, naar I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder.

²² Saa skulle I holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem, at Landet, som jeg vil føre eder ind udi, til at bo derudi, ikke skal udspy eder.

³³ Og I skulle ikke besmitte Landet, som I bo udi; thi Blodet besmitter Landet; og for Landet kan ikke ske Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det. ³⁴ Og du skal ikke gøre Landet urent, hvilket I bo udi, hvilket jeg bor midt udi; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.

²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab.

²⁵ Saa gjorde Josva paa den samme Dag en Pagt med Folket, og han lagde dem Lov og Ret for i Sikem.

⁵ Thi staar mit Hus sig ikke saa med Gud? thi han har sat mig en evig Pagt, som er ordentligt beskikket i alle Maader og bevaret; thi al min Frelse og al min Lyst, skulde han ej lade den spire frem?

⁷ Og det skete, fordi Israels Børn havde syndet imod HERREN deres Gud, som havde ført dem op af Ægyptens Land, fra at være under Faraos, Kongen af Ægyptens Magt, og fordi de frygtede andre Guder; ⁸ og de vandrede i de Hedningers Skikke hvilke HERREN havde fordrevet for Israels Børns Ansigt, og i dem, som Israels Konger havde indført; ⁹ og Israels Børn skjulte Ting, som ikke var ret for HERREN deres Gud og byggede sig Høje i alle Stæder, fra Vogternes Taarn indtil hver fast Stad; ¹⁰ og de oprejste sig Støtter og Astartebilleder paa hver ophøjet Høj og under hvert grønt Træ; ¹¹ og de gjorde Røgelse der paa alle Højene ligesom Hedningerne, hvilke HERREN havde bortført fra deres Ansigt, og de gjorde onde Ting til at opirre HERREN; ¹² og de tjente de stygge Afguder, om hvilke HERREN havde sagt til dem: I skulle ikke gøre denne Ting; ¹³ og HERREN lod vidne i Israel og i Juda ved alle sine Profeter, alle Seere, sigende: Vender om fra eders onde Veje og holder mine Bud, mine Skikke, efter den hele Lov, som jeg bød eders Fædre; og efter det, som jeg sendte til eder om ved mine Tjenere, Profeterne; ¹⁴ men de havde ikke været lydige, men de forhærdede deres Nakke, ligesom deres Fædres Nakke, de, som ikke troede paa HERREN deres Gud; ¹⁵ tilmed forkastede de hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Fædre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og de vandrede efter Forfængelighed og bleve forfængelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke HERREN havde budet dem, at de ikke skulde gøre som de; ¹⁶ ja de forlode alle HERREN deres Guds Bud og gjorde sig støbte Billeder, to Kalve, og de gjorde Astartebilleder og tilbade al Himmelens Hær og tjente Baal; ¹⁷ og de lode deres Sønner og deres Døtre gaa igennem Ilden og omgikkes med Spaadom og agtede paa Fugleskrig og solgte sig til at gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, for at opirre ham: ¹⁸ derfor blev HERREN saare vred paa Israel og bortdrev dem fra sit Ansigt; der blev ingen tilovers uden Judas Stamme alene. ¹⁹ Heller ikke Juda holdt HERRENS, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført. ²⁰ Saa forkastede HERREN al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt ²¹ Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra HERREN og kom dem til at synde en stor Synd. ²² Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra, ²³ indtil HERREN bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag.

¹³ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for Folket og for al Juda om denne Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er optændt imod os, fordi vore Fædre, ikke have hørt paa denne Bogs Ord, saa de have gjort efter alt det, som er skrevet for os. ¹⁴ Da gik Hilkia, Præsten, og Ahikam og Akbor og Safan og Asaja til Profetinden Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Tikva, en Søn af Harhas, og havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del, og de talte til hende. ¹⁵ Og hun sagde til dem: saa sagde HERREN, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig: ¹⁶ Saa sagde HERREN: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets lndbyggere, nemlig alle Bogens Ord, som Judas Konge læste. ¹⁷ Fordi de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder til at opirre mig med al deres Hænders Gerning, derfor, skal min Vrede optændes imod dette Sted og ikke udslukkes.

²⁶ Dog vendte HERREN ikke om fra sin store Vredes Ild, hvormed hans Vrede var optændt imod Juda, for alle de Opirrelser, som Manasse havde opirret ham med. ²⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil ogsaa bortkaste Juda fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede Israel, og jeg vil forkaste denne Stad, som jeg udvalgte, Jerusalem, og det Hus, om hvilket jeg sagde: Mit Navn skal være der.

⁹ Men Manass forførte Juda og Indbyggerne i Jerusalem til at handle værre en Hedningerne, som HERREN havde ødelagt for Israels Børns Ansigt.

⁶ og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen. ⁷ Fra vóre Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgerningers Skyld ere vi, ja vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, givne hen til Sværd, til Fangenskab og til Rov og til vore Ansigters Blusel, som det ses paa denne Dag.

⁵ Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Rædsler ere faldne paa mig.

¹⁰ hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt

³⁶ Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. ³⁷ Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. ³⁸ Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. ³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

² Hører, I Himle! og du Jord! mærk, thi HERREN har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig. ³ En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet. ⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage. ⁵ Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat.

⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader.

¹ Saa siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld.

¹ Se, HERRENS Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre. ² Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører. ³ Thi eders Hænder ere besmittede med Blod og eders Fingre med Misgerning; eders Læber tale Løgn, eders Tunge udsiger Uret.

¹² Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger: ¹³ At vi have gjort Overtrædelser og fornægtet HERREN, og at vi have vendt os bort fra vor. Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte. ¹⁴ Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staar langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang. ¹⁵ Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det onde, bliver et Rov. Og HERREN saa det, og det var ondt for hans Øjne, at der ingen Ret var.

¹ Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger HERREN. ² Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skændet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab.

⁵ De skulle spørge efter Zion, ad Vejen did ere deres Ansigter vendte: Kommer og slutter eder til HERREN med en evig Pagt, som ikke skal glemmes.

²⁰ Som stadseligt Smykke brugte de det til Hoffærdighed og gjorde deraf deres Veder styggeligheders Billeder, deres Grueligheder; derfor gjorde jeg dem til Modbydelighed. ²¹ Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det. ²² Og jeg vil vende mit Ansigt bort fra dem, og de skule vanhellige min Skat; og Røvere skulle komme derind og vanhellige den. ²³ Gør Lænken færdig! thi Landet er fuldt af Blodskyld og Staden fuld af Vold. ²⁴ Og jeg vil lade de værste iblandt Hedningerne komme, og de. skulle indtage deres Huse til Ejendom; og jeg vil gøre Ende paa de stærkes Hovmodighed, og deres Helligdomme skulle vanhelliges.

¹³ Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Bud, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem i Ørken for at gøre Ende paa dem.

²⁴ fordi de ikke gjorde efter mine Bud, men forkastede mine Skikke og vanhelliged mine Sabbater; og deres Øjne vare efter deres Fædres Afguder.

²⁴ Du Menneskesøn! sig til det: Du er et Land, som ikke er renset, som ikke har faaet Regn paa Vredens Dag. ²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi. ²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem. ²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding. ²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt. ²⁹ Folket i Landet udertrykke de ved Vold, de røve Rov og forfordele den elendige og fattige og undertlykke den fremmede tværtimod Ret. ³⁰ Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gærde et Gærde og staa i Gabet for mit Ansigt til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

²⁶ Og jeg vil slutte en Freds Pagt med dem, det skal være dem en evig Pagt, og jeg vil bosætte dem og gøre dem mangfoldige og sætte min Helligdom midt iblandt dem evindelig.

²⁵ Og han skal tale Ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke paa at forandre Tider og Lov, og de skulle gives i hans Haand indtil een Tid og Tider og en halv Tid.

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love.

¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne.

¹⁰ Gører eder rede, og drager bort, thi dette er ikke Hvilestedet formedelst Urenhed, som bringer Fordærvelse, og det er en gruelig Fordærvelse.

⁷ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. ⁸ Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting. ⁹ Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.

⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger

²⁰ Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder), ²¹ dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed.

¹ Vel havde ogsaa det første Tabernakel Anordninger for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus,