Hosea 1 Cross References - Danish

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel. ² Der HERREN begyndte at tale ved Hoseas, da sagde HERREN til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra HERREN. ³ Og han gik og tog Gomer, Diblajims Datter, og hun undfangede og fødte ham en Søn. ⁴ Og HERREN sagde til ham: Kald hans Navn Jisreel; thi endnu en lille Stund, saa vil jeg hjemsøge Jisreels Blodskyld over Jehus Hus og gøre Ende paa Israels Hus's Rige. ⁵ Og det skal ske paa denne Dag, da vil jeg sønderbryde Israels Bue i Jisreels Dal. ⁶ Og hun undfangede atter og fødte en Datter; og han sagde til ham: Kald hendes Navn Lo-Rukama; thi jeg vil ikke ydermere forbarme mig over Israels Hus, saa at jeg skulde tilgive dem. ⁷ Dog vil jeg forbarme mig over Judas Hus og frelse dem ved HERREN deres Gud; men jeg vil ikke frelse dem ved Bue eller ved Sværd eller ved Krig, ved Heste eller vea Ryttere. ⁸ Og hun afvante Lo-Rukama, og hun undfangede og fødte en Søn. ⁹ Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders. ¹⁰ Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn. ¹¹ Og Judas Børn og Israels Børn skulle samles til Hobe og sætte sig ee Overhoved og drage op af Landet thi stor er Jisreels Dag.

¹⁶ Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles.

¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;

¹² Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed.

¹⁵ At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres i Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer; ¹⁶ og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder.

¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal staa op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det.

¹⁶ Da sagde Josefs Børn: Dette Bjerg er ikke tilstrækkeligt for os; tilmed er der Jernvogne hos alle Kananiterne, som bo i Dallandet, hos dem, som bo i Beth-Sean med dens tilliggende Stæder, og hos dem, som bo i Jisreels Dal.

³³ Og alle Midianiterne og Amalekiterne og Folkene af Øster samledes til Hobe, og de droge over og sloge Lejr i Jisreels Dal.

²⁴ Men Jehu greb med fuld Magt fat paa Buen og skød Joram imellem hans Arme, at Pilen for ud af hans Hjerte, og har segnede ned i sin Vogn. ²⁵ Og har sagde til sin Høvedsmand Bidekar: Tag ham op og kast ham paa Jisreeliteren Naboths Ager; thi kom i Hu, der jeg og du rede sammen efter hans Fader Akab, at HERREN udtalte denne Spaadom over ham:

⁷ Og det skete, der Brevet kom til dem, da toge de Kongens Sønner og slagtede dem, halvfjerdsindstyve Mænd, og lagde deres Hoveder i Kurve og sendte dem til ham i Jisreel. ⁸ Og der Budet kom og gav ham det til Kende og sagde: De have bragt Kongens Sønners Hoveder hid, da sagde han: Lægger dem i to Hobe ved Indgangen til Porten indtil i Morgen!

¹⁰ Vider nu, at der er ikke eet af HERRENS Ord, som HERREN har talt over Akabs Hus, faldet til Jorden; thi HERREN har gjort, som han talte ved sin Tjener Elias. ¹¹ Saa ihjelslog Jehu alle, som vare overblevne af Akabs Hus i Jisreel og alle hans store Mænd og hans Kyndinger og hans Præster, indtil han ikke levnede ham een tilovers.

¹⁷ Og der han kom til Samaria, da slog han alle ihjel, som vare overblevne af Akabs i Samaria, indtil han havde ødelagt ham, efter HERRENS Ord, som han talte til Elias.

²⁹ Dog fra Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som kom Israel til at synde, dem veg Jehu ikke fra, nemlig fra de Guldkalve, den som var i Bethel, og den som var i Dan. ³⁰ Og HERREN sagde til Jehu: Fordi du fuldkommelig har gjort det, som er ret for mine Øjne, og har gjort imod Akabs Hus efter alt det, som var i mit Hjerte, da skulle dine Sønner i fjerde Led sidde paa Israels Trone. ³¹ Dog tog Jehu ikke Vare paa at vandre i HERRENS, Israels Guds Lov af sit ganske Hjerte; han veg ikke fra Jeroboams Synder, med hvilke han kom Israel til at synde.

¹³ Og Joas laa med sine Fædre, og Jeroboam sad paa hans Trone; og Joas blev begraven i Samaria hos Israels Konger.

¹⁶ Og Joas laa med sine Fædre og blev begraven i Samaria hos Israels Konger, og hans Søn Jeroboam blev Konge i hans Sted.

¹⁰ Og Sallum, Jabes's Søn, gjorde et Forbund med ham og slog ham i Folkets Paasyn og dræbte ham og blev Konge i hans Sted. ¹¹ Men det øvrige af Sakarias Handeler, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog. ¹² Dette er HERRENS Ord, som han talte til Jehu sigende: Dine Sønner i det fjerde Led skulle sidde paa Israels Trone; og det skete saa.

²⁹ I Pekas, Israels Konges, Dage kom Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og tog Ijon og Abel-Beth Maaka og Ianoa og Kedes og Hasor og Gilead og Galilæa, alt Nafthalis Land, og han bortførte dem til Assyrien.

³² I det andet Pekas, Remalias Søns, Israels Konges, Aar blev Jotham, en Søn af Judas Konge Ussia, Konge.

¹ I det syttende Pekas, Remalias Søns, Aar blev Akas, en Søn af Judas Konge Jotham, Konge. ² Akas var tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede i seksten Aar i Jerusalem, og han gjorde ikke det, som var ret for HERRENS, hans Guds, Øjne, som David, hans Fader, ³ men han vandrede i Israels Kongers Vej; tilmed lod han sin Søn gaa igennem Ilden efter de Hedningers Vederstyggeligheder, hvilke HERREN havde fordrevet for Israels Børns Ansigt. ⁴ Han ofrede ogsaa og gjorde Røgelse paa de høje Steder og paa Højene og under alle grønne Træer. ⁵ Da drog Rezin, Kongen af Syrien, og Peka, Remalias Søn, Kongen i Israel, op imod Jerusalem til Krig og belejrede Akas, men de kunde ikke komme til at stride. ⁶ Paa den samme Tid bragte Rezin, Kongen af Syrien, Elath igen til Syrien og fordrev Jøderne af Elath, og Syrerne kom til Elath og boede der indtil denne Dag. ⁷ Saa sendte Akas Bud til Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og lod sige: Jeg er din Tjener og din Søn, kom op og frels: mig af Syriens Konges Haand, og; af Israels Konges Haand, hvilke have; oprejst sig imod mig. ⁸ Og Akas to det Sølv og det Guld, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkammer og sendte Kongen Assyrien det til Skænk. ⁹ Og Kon gen af Assyrien adlød ham, og Kongen af Assyrien drog op til Damaskus og indtog den og førte dem bort til Kir, og han, dræbte Rezin. ¹⁰ Da drog Kong Akas hen til Damaskus at møde Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og han saa det Alter, som var i Damaskus; da sendte Kong Akas en Afbildning af Alteret og en Lignelse af det, efter alt dets Arbejde, til Præsten Uria. ¹¹ Og præsten Uria byggede et Alter; efter alt som Kong Akas sendte fra Damaskus, saa gjorde Præsten Uria, indtil Kong Akas kom fra Damaskus. ¹² Og der Kongen kom fra Damaskus, da saa Kongen Altert teret, og Kongen nærmede sig Alteret og ofrede paa det. ¹³ Og han gjorde Røgofre af sit Brændoffer og sit Madoffer og udøste sit Drikoffer, og han stænkede Takofrenes Blod, som han havde, paa Alteret. ¹⁴ Men Kobberalteret, som stod for HERRENS Ansigt, flyttede han længere bort fra Huset, at det ikke skulde staa imellem Alteret og imellem HERRENS Hus; og han satte det op ved Siden af Alteret imod Norden. ¹⁵ Og Kong Akas bød Præsten Uria og sagde: Gør Røgoffer paa det store Alter af Brændofferet om Morgenen og Madofferet om Aftenen og af Kongens Brændoffer og hans Madoffer og af alt Folkets Brændoffer i Landet og deres Madoffer og deres Drikofre, og alt Brændofferets Blod og alt Slagtofferets Blod skal du stænke derpaa; men Kobberalteret skal, være mig til at adspørge ved. ¹⁶ Og Præsten Uria gjorde efter alt det, som Kong Akas befalede. ¹⁷ Og Kong Akas afbrød Fyldingerne af Stolene og borttog Kedelen af dem, og Havet tog han ned af de Kobberøksne, som vare derunder, og han satte det paa et Stengulv, ¹⁸ og den bedækkede Sabbatsgang, som de havde bygget ved Huset, og den ydre Opgang for Kongen vendte han indad imod HERRENS Hus, for Kongen af Assyriens Skyld. ¹⁹ Men det øvrige af Akas's Handeler, og hvad han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? ²⁰ Og Akas laa med sine Fædre og blev begraven hos sine Fædre i Davids Stad, og Ezekias, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

⁶ I Hoseas niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria og førte Israel bort til Assyrien; og han lod dem bo i Hala og i Habor ved Floden Gosan og i Medernes Steder.

⁶ I Hoseas niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria og førte Israel bort til Assyrien; og han lod dem bo i Hala og i Habor ved Floden Gosan og i Medernes Steder. ⁷ Og det skete, fordi Israels Børn havde syndet imod HERREN deres Gud, som havde ført dem op af Ægyptens Land, fra at være under Faraos, Kongen af Ægyptens Magt, og fordi de frygtede andre Guder; ⁸ og de vandrede i de Hedningers Skikke hvilke HERREN havde fordrevet for Israels Børns Ansigt, og i dem, som Israels Konger havde indført; ⁹ og Israels Børn skjulte Ting, som ikke var ret for HERREN deres Gud og byggede sig Høje i alle Stæder, fra Vogternes Taarn indtil hver fast Stad; ¹⁰ og de oprejste sig Støtter og Astartebilleder paa hver ophøjet Høj og under hvert grønt Træ; ¹¹ og de gjorde Røgelse der paa alle Højene ligesom Hedningerne, hvilke HERREN havde bortført fra deres Ansigt, og de gjorde onde Ting til at opirre HERREN; ¹² og de tjente de stygge Afguder, om hvilke HERREN havde sagt til dem: I skulle ikke gøre denne Ting; ¹³ og HERREN lod vidne i Israel og i Juda ved alle sine Profeter, alle Seere, sigende: Vender om fra eders onde Veje og holder mine Bud, mine Skikke, efter den hele Lov, som jeg bød eders Fædre; og efter det, som jeg sendte til eder om ved mine Tjenere, Profeterne; ¹⁴ men de havde ikke været lydige, men de forhærdede deres Nakke, ligesom deres Fædres Nakke, de, som ikke troede paa HERREN deres Gud; ¹⁵ tilmed forkastede de hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Fædre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og de vandrede efter Forfængelighed og bleve forfængelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke HERREN havde budet dem, at de ikke skulde gøre som de; ¹⁶ ja de forlode alle HERREN deres Guds Bud og gjorde sig støbte Billeder, to Kalve, og de gjorde Astartebilleder og tilbade al Himmelens Hær og tjente Baal; ¹⁷ og de lode deres Sønner og deres Døtre gaa igennem Ilden og omgikkes med Spaadom og agtede paa Fugleskrig og solgte sig til at gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, for at opirre ham: ¹⁸ derfor blev HERREN saare vred paa Israel og bortdrev dem fra sit Ansigt; der blev ingen tilovers uden Judas Stamme alene. ¹⁹ Heller ikke Juda holdt HERRENS, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført. ²⁰ Saa forkastede HERREN al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt ²¹ Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra HERREN og kom dem til at synde en stor Synd. ²² Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra, ²³ indtil HERREN bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag.

²³ indtil HERREN bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag. ²⁴ Og Kongen af Assyrien lod komme Folk af Babel og af Kut og af Ava og af Hamath og Sefarvajm og lod dem bo i Samarias Stæder, i Israels Børns Sted, og de indtoge Samaria til Ejendom og boede i dens Stæder. ²⁵ Og det skete, der de begyndte at bo der, at de ikke frygtede HERREN; da sendte HERREN Løver iblandt dem, og disse sønderreve nogle af dem. ²⁶ Derfor sagde de til Kongen af Assyrien: De Hedninger, som du lod forflytte og bo i Samarias Stæder, kende ikke, hvad der er ret imod Landets Gud; derfor sendte han Løver iblandt dem, og se, disse sønderreve dem, fordi de; ikke kende, hvad der er ret imod Landets Gud. ²⁷ Da bød Kongen af Assyrien og sagde: Fører en af de Præster derhen, som I bortførte derfra, og lader ham drage hen og bo der, at han kan lære dem, hvad der er ret imod Landets Gud. ²⁸ Saa kom af Præsterne, som de havde bortført fra Samaria, og boede i Bethel og lærte dem, hvorledes de skulde frygte HERREN. ²⁹ Men hvert Folk gjorde sig sin Gud, og de satte dem i Husene paa de Høje, som Samaritanerne. gjorde, hvert Folk i sine Stæder, hvori de boede. ³⁰ Thi de Mænd af Babel havde gjort Sukoth-Benoth, og de Mænd af Kut havde gjort Nergal, og de Mænd af Hamath havde gjort Asima, ³¹ og de af Ava havde gjort Nibhas og Tharthak, og de af Sefarvajm opbrændte deres Sønner i Ilden for Adramelek og Anamelek, Sefarvajms Guder. ³² De frygtede ogsaa HERREN og gjorde sig i Flæng Præster paa Højene og gjorde Offer for dem i Husene paa Højene. ³³ De frygtede HERREN, og de tjente deres Guder efter de Hedningers Vis, som de vare bortførte fra. ³⁴ De gøre efter den første Vis, indtil denne Dag; de frygte ikke HERREN, ej heller gøre de efter deres Skikke og efter deres Befalinger og efter Loven og efter Budet, som HERREN bød Jakobs Børn, hvis Navn han kaldte Israel; ³⁵ og HERREN gjorde en Pagt med dem og bød dem sigende: I skulle ikke frygte andre Guder og ikke tilbede dem og ikke tjene dem og ikke ofre til dem ³⁶ Men HERREN, som førte eder op af Ægyptens Land med stor Kraft og med en udrakt Arm, ham skulle I frygte, og ham skulle I tilbede og ofre til. ³⁷ Og I skulle holde de Skikke og Befalinger og Loven og Budet, som han lod skrive for eder at gøre derefter alle Dage; men skulle ikke frygte andre Guder. ³⁸ Og I skulle ikke forglemme den Pagt som jeg gjorde med eder, og ikke frygte andre Guder. ³⁹ Men I skulle frygte HERREN eders Gud, og han skal fri eder fra alle eders Fjenders Haand. ⁴⁰ Dog, de hørte ikke; men de gjorde efter deres første Vis. ⁴¹ Saa frygtede disse Hedninger HERREN og tjente deres Billeder; ogsaa deres Børn og deres Børnebørn, efter som deres Fædre gjorde, saa gøre de indtil denne Dag.

¹ Og det skete i Israels Konge Hoseas's, Elas Søns, tredje Aar, da blev Ezekias, Akas's, Judas Konges, Søn, Konge. ² Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abi, Sakarias Datter. ³ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne efter alt det, som hans Fader David gjorde. ⁴ Han borttog Højene og sønderbrød Støtterne og udryddede Astartebillederne og sønderknuste den Kobberslange, som Mose havde gj ort, fordi Israels Børn gjorde Røgoffer til den indtil denne Dag, og man kaldte den Nekuskthan. ⁵ Han forlod sig paa HERREN, Israels Gud, saa at efter ham var ingen som han iblandt alle Judas Konger, ej heller af dem, som havde været for ham. ⁶ Thi han hang ved HERREN, veg ikke fra ham og holdt hans Bud, som HERREN bød Mose. ⁷ Og HERREN var med ham, og han handlede klogelig paa hvert Sted, hvor han drog ud; tilmed faldt han fra Kongen af Assyrien og tjente ham ikke. ⁸ Han slog Filisterne indtil Gaza og dens Landemærke, fra Vogternes; Taarn indtil den faste Stad. ⁹ Og det skete i Kong Ezekias: fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, Elas Søns, Israels Konges Aar, at Salmanasser, Kongen af As syrien, drog op imod Samaria og belejrede den.

⁹ Og det skete i Kong Ezekias: fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, Elas Søns, Israels Konges Aar, at Salmanasser, Kongen af As syrien, drog op imod Samaria og belejrede den. ¹⁰ Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias; sjette Aar, det er Hoseas's, Israel Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen.

¹⁰ Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias; sjette Aar, det er Hoseas's, Israel Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen. ¹¹ Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Stæder;

¹¹ Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Stæder; ¹² fordi de ikke havde hørt HERREN, deres Guds, Røst, men overtraadte hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, HERRENS Tjener, havde budet, og de havde ikke hørt det, ej heller gjort det.

¹² fordi de ikke havde hørt HERREN, deres Guds, Røst, men overtraadte hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, HERRENS Tjener, havde budet, og de havde ikke hørt det, ej heller gjort det. ¹³ Og i Kong Ezekias's fjortende Aar drog Senakerib, Kongen af Assyrien, op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. ¹⁴ Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil bære, hvad du lægger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld. ¹⁵ Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkamre. ¹⁶ Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa HERRENS Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det. ¹⁷ Da sendte Kongen af Assyrien Thartan og Rabsaris og Rabsake fra Lakis til Kong Ezekias med en svar Hær til Jerusalem; og de droge op og kom til Jerusalem og droge op og kom og stode ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej, til Blegerens Ager. ¹⁸ Og de kaldte ad Kongen; da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren ud til dem. ¹⁹ Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa? ²⁰ Du siger - dog det er ikkun Læbers Ord - at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig? ²¹ Nu se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten, for alle dem, som forlade sig paa ham. ²² Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa HERREN vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem? ²³ Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre, med Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig Ryttere til dem. ²⁴ Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld. ²⁵ Nu, mon jeg vel uden HERREN er dragen op imod dette Sted for at ødelægge det? HERREN sagde til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det! ²⁶ Da sagde Eliakim, Hilkias Søn, og Sebna og Ioa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det, og tal ikke med os paa Jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren. ²⁷ Men Rabsake sagde til dem: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke og til de Mænd som sidde paa Muren at æde deres eget Skarn og drikke ikke deres eget Vand med eder? ²⁸ Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og talte og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien! ²⁹ Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder; thi han formaar ikke at redde eder af hans Haand. ³⁰ Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa HERREN, idet han siger: HERREN skal visselig fri os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. ³¹ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig og gaar ud til mig og æder hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ og drikker hver Vand af sin Brønd, ³² indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde, et Land, i hvilket der er Olietræer, Olie og Honning: Saa skulle I blive ved Live og ikke dø; og lyder ikke Ezekias ad, naar han tilskynder eder og siger: HERREN skal fri os. ³³ Have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land fra Kongen af Assyriens Haand? ³⁴ Hvor ere de Guder af Hamath og Arfad? hvor ere de Guder af Sefarvajm, Hena og Iva mon de have reddet Samaria af min Haand? ³⁵ Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at HERREN skulde redde Jerusalem fra min Haand? ³⁶ Og Folket tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham intet! ³⁷ Da kom Eliakim Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klæder, og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

³⁵ Og det skete i den samme Nat, at HERRENS Engel for ud og slog i Assyr ernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

²⁵ Men de forsyndede sig imod deres Fædres Gud og bolede efter de Folks Guder i Landet, hvilke Gud havde ødelagt for deres Ansigt. ²⁶ Og Israels Gud opvakte Fuls Aand, Kongens af Assyrien, og Thilgath-Pilnesers Aand, Kongens af Assyrien, at han bortførte dem, Rubeniterne og Gaditerne og den halve Manasses Stamme, og han bragte dem til Hala og Habor og Hara og til Floden Gosan, indtil denne Dag.

¹³ men du har vandret i Israels Kongers Vej og forført Juda og Jerusalems Indbyggere til at bole efter Akabs Hus's Bolerier, og du tilmed har ihjelslaget dine Brødre af din Faders Hus, hvilke vare bedre end du:

¹ Da tog alt Judas Folk Ussia, da han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Faders Amazias Sted. ² Han byggede Eloth og bragte den til Juda igen, efter at Kongen laa hos sine Fædre. ³ Ussia var seksten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Jekolia fra Jerusalem. ⁴ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde. ⁵ Og han søgte Gud i Sakarias Dage, og denne forstod sig paa Guds Syner; og i de Dage, han søgte HERREN, gav Gud ham Lykke. ⁶ Thi han drog ud og stred imod Filisterne og nedrev Murene i Gath og Murene i Jabne og Murene i Asdod og byggede Stæder ved Asdod og iblandt Filisterne. ⁷ Og Gud hjalp ham imod Filisterne og imod de Araber, som boede i Gur-Baal, og imod Meuniterne. ⁸ Og Ammoniterne gave Ussia Skænk, og han blev navnkundig indtil Ægypten, thi han blev saare mægtig. ⁹ Tilmed byggede Ussia Taarne i Jerusalem ved Hjørneporten og ved Dalporten og paa Hjørnet og befæstede dem. ¹⁰ Han byggede og Taarne i Ørken og udhuggede mange Brønde; thi han havde meget Kvæg, baade i Lavlandet og paa Sletten, Agerdyrkere og Vingaardsmænd paa Bjergene og paa de frugtbare Marker; thi han var en Elsker af Jordbrug. ¹¹ Og Ussia havde en Hær, som kunde føre Krig, og som tropvis drog ud i Strid, efter det Mandtal, som var optaget af Skriveren Jejel og af Fogeden Maeseja under Tilsyn af Hanania, en af Kongens Øverster. ¹² Det hele Tal af de Øverste for Fædrenehusene, af de vældige til Strid, var to Tusinde og seks Hundrede. ¹³ Og Stridshæren under deres Haand var tre Hundrede Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede, som kunde føre Krig med vældig Kraft til at hjælpe Kongen imod Fjenden. ¹⁴ Og Ussia beredte for dem, for den ganske Hær, Skjolde og Spyd og Hjelme og Pansere og Buer og Slyngestene. ¹⁵ Han indrettede ogsaa i Jerusalem kunstige Krigsredskaber, udtænkte af Kunstnere, for at sætte dem paa Taarnene og paa Hjørnerne, for at udskyde Pile og store Stene; og hans Navn kom ud indtil langt fra liggende Steder, fordi han vidunderligt blev hjulpen, indtil han blev stærk. ¹⁶ Men der han var bleven stærk, ophøjede hans Hjerte sig, indtil han handlede fordærveligt, og han forgreb sig imod HERREN sin Gud og gik ind i HERRENS Tempel for at gøre Røgelse paa Røgofferalteret. ¹⁷ Men Asaria, Præsten, og firsindstyve HERRENS Præster med ham, duelige Folk, gik ind efter ham. ¹⁸ Og de stode Kong Ussia imod og sagde til ham: Ussia! at gøre Røgoffer for HERREN hører ikke dig til, men Præsterne, Arons Børn, som ere helligede til at gøre Røgoffer; gak ud af Helligdommen, thi du forgriber dig, og det bliver dig ikke til Ære for Gud HERREN. ¹⁹ Da blev Ussia vred, og han havde et Røgelsekar i Haanden til at gøre Røgoffer; og som han blev vred paa Præsterne, da brød Spedalskheden frem i hans Pande i Præsternes Paasyn i HERRENS Hus ved Røgofferalteret. ²⁰ Og Asaria, den Ypperstepræst, og alle Præsterne vendte Ansigtet imod ham, og se, da var han spedalsk i sin Pande, og de hastede med ham derfra; ja, han skyndte sig selv ogsaa at gaa ud, thi HERREN havde slaget ham. ²¹ Saa var Kong Ussia spedalsk indtil sin Dødsdag og boede spedalsk udi et særskilt Hus, thi han var udelukket fra HERRENS Hus; og Jotham, hans Søn, var over Kongens Hus og dømte Folket i Landet. ²² Men det øvrige af Ussias Handeler, de første og de sidste, har Profeten Esajas, Amoz's Søn, beskrevet. ²³ Og Ussia laa med sine Fædre, og de begrove ham hos hans Fædre i den Begravelsesager, som hørte Kongerne til; thi de sagde: Han er spedalsk; og Jotham, hans Søn, blev Konge i hans Sted!

²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! ²⁸ Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. ²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. ³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.

¹⁶ En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft.

¹⁵ Deres Sværd skal I, komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.

³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. ⁴ Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem. ⁵ Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme! ⁶ Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.

⁹ Kommer, ser HERRENS Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelæggelser paa Jorden.

²⁷ Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.

³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

³ Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød.

¹ Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.

¹⁴ Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

¹ Og HERREN sagde til mig: Tag dig en stor Tavle og skriv derpaa med Menneskers Griffel: "Hurtigt Rov, hastigt Bytte". ² Og jeg vil tage mig tilforladelige Vidner: Præsten Uria og Sakarias, Jeberekias Søn. ³ Og jeg nærmede mig til Profetinden, og hun undfangede og fødte en Søn; og HERREN sagde til mig: Kald hans Navn: Maher-Sjalal Kasj-Bas.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

¹² Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner. ¹³ Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim.

² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

² paa i den Tid talte HERREN ved Esajas, Amozs Søn, og sagde: Gak hen, og løs Sørgedragten af dine Lænder, og drag din Sko af din Fod; og han gjorde saa og gik nøgen og barfodet. ³ Da sagde HERREN: Ligesom min Tjener Esajas har gaaet nøgen og barfodet i tre Aar, til et Tegn og Forbillede over Ægypten og over Morland,

¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

¹ Og det skete i Kong Ezekias's fjortende Aar, at Senakerib, Kongen af Assyrien, drog op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. ² Og Kongen af Assyrien sendte Rabsake fra Lakis til Jerusalem til Kong Ezekias med en svar Hær; og han stod ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej til Blegerens Ager. ³ Da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sebna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, ud til ham. ⁴ Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad el det for en Tillid, som du forlader dig paa? ⁵ Jeg; siger - dog det er ikkun Læbers Ord at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig? ⁶ Se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten for alle dem, som forlade sig paa ham. ⁷ Og om du vil sige til mig: Vi forlade os paa HERREN vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og til Jelusalem: For dette Alter skulle I tilbede? ⁸ Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig du da drive en ⁹ Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten, for Vognes og for Rytternes Skyld. ¹⁰ Og nu, mon jeg vel uden HERREN er dragen op imod dette Land for at ødelægge det? HERREN saade til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det! ¹¹ Da sagde Eliakim og Sebna og Joa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det; og tal ikke til os paa jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren. ¹² Men Rabsake sagde: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke til de Mænd, som sidde paa Muren, og som skulle komme til at æde deres eget Skarn og drikke deres eget Vand med eder? ¹³ Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien! ¹⁴ Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder! thi han formaar ikke at redde eder. ¹⁵ Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa HERREN, idet han siger: HERREN skal visselig fri os; denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. ¹⁶ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig, og gaar ud til mig og æder, hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ, og drikker hver Vand af sin Brønd, ¹⁷ indtil jeg kommer op henter eder til et Land som eder: Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde. ¹⁸ Lader ikke Ezekias tilskynde eder, idet han siger: HERREN skal fri os; have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand: ¹⁹ Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Cuder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand? ²⁰ Hvo ibland alle disse Landes Guder er der, som lave friet deres Land af min Haand, og HERREN skulde redde Jerusalern af min Haand? ²¹ Og de tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svar ham intet! ²² Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sabna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med Sønderrevne Klæder; og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

⁶ Jeg vil sige til Norden: Giv hid, og til Sønden: Hold ikke tilbage; før mine Sønner hid fra det fjerne og mine Døtre fra Jordens Ende,

¹⁹ Og din Sæd skulde vorde som Sand, og dit Livs Afkom som dets Smaastene; dens Navn skulde ikke udryddes eller Ødelægges for mit Ansigt.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

¹⁷ Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig. ¹⁸ Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger HERREN, med alle disse skal du klæde dig som rned en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Bælte. ¹⁹ Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Stæder og det Ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snævert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle være langt borte. ²⁰ End en Gang skulle dine Børn som du maatte undvære, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig, Plads, at jeg maa bo der. ²¹ Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugthar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse? ²² Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil udstrække min Haand efter Hedningerne og opløfte mit Banner for Folkene, og de skulle føre mine Sønner frem paa Armerre, og dine Døtre skulle bæres paa Skuldrene.

¹ Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger HERREN. ² Udvid Pladsen til dit Paulun; og lad dem udspænde din Boligs Tæpper, forhindre det ikke; stræk dine Teltsnore langt ud, og befæst dine Teltpæle! ³ Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Sæd skal arve Hedningerne, og den skal befolke de Ødelagte Stæder.

⁴ Kast dine Øjne trindt omkring og se, de samle sig alle, de komme til dig, dine Sønner komme langvejs fra, og dine Døtre bæres paa Arm. ⁵ Da skal du se det og straale af Glæde, og dit Hjerte skal banke og udvide sig; thi Rigdommen fra Havet skal vende sig til dig, Hedningerries Magt skal komme til dig. ⁶ Kamelernes Mangfoldighed skal skjule dig, Midians og Efas Dromedarer, de af Skeba skulle komme; skulle bringe Guld og Røgelse og forkynde HERRENS Pris. ⁷ Alle Kedars Faar skulle samles til dig, Nebajots Vædre skulle tjene dig; de skulle ofres paa mit Alter til mit Velbehag, og min Herligheds Hus vil jeg forherlige. ⁸ Hvo ere disse, der komme flyvende som en Sky og som Duer til deres Dueslag? ⁹ Thi paa mig vente Øer, og Tharsis's Skibe ere foran for at føre dine Børn hid langvejs fra, og med dem deres. Sølv og deres Guld, til HERREN din Guds Navn og til Israels Hellige; thi han har forherliget dig. ¹⁰ Og de fremmede skulle bygge dine Mure og deres Konger tjene dig; thi i min Vrede slog jeg dig, men i min Naade forbarmede jeg mig over dig. ¹¹ Og dine Porte skal man altid holde aabne, hverken Dag eller Nat skulle de lukkes, for at lade Hedningernes Magt og deres Konger, som føres hid, komme til dig. ¹² Thi det Folk og det Rige, som ikke vil tjene dig, skal, ødelægges, og Hedningerne skulle gaa aldeles til Grunde. ¹³ Libanons Herlighed skal komme til dig, baade Fyrretræ og Kintræ og Buksbom, for at pryde min Helligdoms Sted og gøre mine Fødders Sted herligt. ¹⁴ Og Børnene af dem, som trængte dig, skulle gaa bøjede til dig, og alle de, som spottede dig, skulle kaste sig ned for dine Fødder, o de skulle kalde dig HERRENS Stad, Zion, den Helliges i Israel. ¹⁵ I Stedet for at du var forladt og forhadt, saa at ingen gik der igennem, vil jeg gøre dig til en evig Herlighed, til en Fryd fra Slægt til Slægt. ¹⁶ Og du skal die Hedningers Mælk og die Kongers Bryst, og du skal alle fornemme; at jeg HERREN er din de Frelser og Jakobs Mægtige din Genløser. ¹⁷ Jeg vil sætte Guld i Stedet for Kobber og sætte Sølv i Stedet for Jern og Kobber i Stedet fo Træ og Jern i Stedet for Sten; og jeg vil give dig Øverster til. Fred og Herskere til Retfærdighed. ¹⁸ Der skal ikke ydermere høres om Vold i dit Land eller om ødelæggelse og Forstyrrelse inden dine Landemærker; men du skal kalde Frelsen dine Mure og Lovsangen dine Porte. ¹⁹ Solen skal ikke ydermere være dig til Lys om Dagen; og Maanen skal ikke lyse for dig til Glans; men HERREN skal være dig et evigt Lys og din Gud din Herlighed. ²⁰ Din Sol skal ikke mere gaa ned og din Maane ikke miste sit Skin; thi HERREN skal være dig et evigt Lys og din Sorrigs Dage være endte: ²¹ Og dit Folk, de skulle alle være retfærdige, de skulle eje Landet evindelig som de, der ere en Kvist af min Plantning, et Værk af mine Hænder, mig til Herlighed. ²² Den lille skal blive til tusinde, og den ringe til et stærkt Folk; jeg HERREN, jeg vil lade det hastelig ske i sin Tid.

²⁰ Og de skulle bringe alle eders Brødre hjem fra alle Hedningerne, paa Heste og paa Vogne og paa Karme og paa Muler og paa Dromedarer, HERREN til en Gave, op til mit hellige Bjerg, til Jerusalem, siger HERREN; ligesom Israels Børn bringe Gaven i rene Kar til HERRENS Hus.

² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar;

⁴ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde:

¹³ Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.

¹ Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger HERREN. ² Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skændet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab. ³ Derfor ere Regndraaberne tilbageholdte, og sildig Regn kom ikke; men du har en Horkvindes Pande, du vil ikke skamme dig. ⁴ Har du ikke fra nu af raabt til mig: Min Fader! min Ungdoms Leder er du.

⁸ Og jeg saa, da jeg formedelst alt det, at det frafaldne Israel havde bedrevet Hor, lod hende fare og gav hende hendes Skilsmissebrev, at dog det troløse Juda, hendes Søster, ikke frygtede, men gik bort og bedrev ogsaa Hor. ⁹ Og det skete for hendes Horeris Letfærdighed, at hun besmittede Landet; thi hun bolede med Sten og med Træ.

¹⁸ I de Dage skal Judas Hus gaa til Israels Hus, og de skulle komme med hinanden fra et Land af Norden, til Landet, som jeg har givet eders Fædre til Arv. ¹⁹ Og jeg havde sagt: Vil jeg ej sætte dig iblandt Børnene og give dig et kosteligt Land, Folkenes alleryndigste Arv. Og jeg sagde: Min Fader vil du kalde mig og ikke vende dig fra mig.

¹ Saa sagde HERREN til mig: Gak og køb dig et linnet Bælte, og læg det om dine Lænder, men lad det ikke komme i Vand. ² Og jeg købte Bæltet, efter HERRENS Ord, og lagde det om mine Lænder. ³ Da kom HERRENS Ord til mig anden Gang saaledes: ⁴ Tag Bæltet, som du købte, og som er om dine Lænder, og staa op, gak til Eufrat, og skjul det der i en Klipperevne! ⁵ Og jeg gik og skjulte det ved Eufrat, som HERREN bød mig. ⁶ Og det skete de HERREN til mig: Staa op, gak til Eufrat, og hent derfra det Bælte, som jeg befalede dig at skjule der. ⁷ Og jeg gik til Eufrat og grov og tog Bæltet fra det Sted, hvor jeg havde skjult det; og se, Bæltet var fordærvet, det duede ikke til noget. ⁸ Da kom HERRENS Ord til mig saalunde: ⁹ Saa siger HERREN: Saaledes vil jeg tilintetgøre Judas Stolthed, ja, Jerusalems store Stolthed. ¹⁰ Dette onde Folk, de, som vægre sig ved at høre mine Ord, de, som vandre i deres Hjertes Stivhed og gaa efter andre Guder for at tjene dem og at tilbede dem, det blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. ¹¹ Thi ligesom Bæltet slutter sig til en Mands Lænder, saa lod jeg alt Israels Hus og alt Judas Hus slutte aig til mig, siger HERREN, for at de skulde blive mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Ære; men de hørte ikke.

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!

² Derfor, saa siger HERREN, Israels Gud, imod Hyrderne, som vogte mit Folk: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke set til dem; se, jeg vil hjemsøge eder for eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger HERREN.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed". ⁷ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, da de ikke mere skulle sige: Saa sandt HERREN lever, som førte Israels Børn op fra Ægyptens Land! ⁸ men derimod: Saa sandt HERREN lever, som førte og bragte Israels Hus's Sæd op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.

³ Thi se, de Dage komme, siger HERREN, da vil jeg vende mit Folk Israels og Judas Fangenskab, siger HERREN, og føre dem tilbage til det Land, som jeg har givet deres Fædre, at de skulle eje det.

¹ Paa den Tid, siger HERREN, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de skulle være mit Folk. ² Saa siger HERREN: Et Folk, som er overblevet fra Sværd, har fundet Naade i Ørken; jeg gaar hen for at skaffe Israel Hvile. ³ HERREN har ladet sig se for mig fra det fjerne: Jeg har elsket dig med en evig Kærlighed; derfor har jeg bevaret dig Miskundhed. ⁴ Endnu vil jeg opbygge dig; og du skal bygges, du Israels Jomfru! endnu skal du pryde dig med Pauker og gaa ud i de legendes Dans. ⁵ Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug. ⁶ Thi der kommer en Dag, da Vægtere paa Efraims Bjerg skulle raabe: Staar op, og lader os gaa op til Zion, til HERREN vor Gud. ⁷ Thi saa siger HERREN: Fryder eder over Jakob med Glæde, og jubler over det første af Folkene, lader det høres, priser og siger: HERRE, frels dit Folk, det overblevne af Israel. ⁸ Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling. ⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

²² Thi ligesom Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke maales, saaledes vil jeg formere Davids, min Tjeners, Sæd og Leviterne, som tjene mig.

³⁴ HERRENS Ord, som kom til Profeten Jeremias, imod Elam, i Begyndelsen af Judas Konge Zedekias's Regering, saaledes: ³⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, jeg sønderbryder Bue, deres Hovedstyrke.

⁴ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skulle Israels Børn komme, de, og Judas Børn med hverandre; de skulle gaa frem med Graad og søge HERREN deres Gud. ⁵ De skulle spørge efter Zion, ad Vejen did ere deres Ansigter vendte: Kommer og slutter eder til HERREN med en evig Pagt, som ikke skal glemmes.

¹⁹ Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Græsgang, og han skal græsse paa Karmel og Basan; og hans Sjæl skal mættes paa Efraims Bjerg og i Gilead.

⁵⁶ Thi der er kommen en Ødelægger over den, over Babel, og dens vældige ere fangne, deres Buer ere brudte; thi HERREN er Gengældelsens Gud, som visselig betaler.

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der.

¹ Og du Menneskesøn! tag dig en Mursten, og læg den for dit Ansigt, og tegn derpaa en Stad, nemlig Jerusalem. ² Og læg en Belejring omkring den, og byg et Vagttaarn imod den, og opkast en Vold imod den, og læg Lejre imod den, og sæt Stormbukke imod den trindt omkring! ³ Men tag du for dig en Jernpande, og stil den som en Jernvæg mellem dig og imellem Staden; og ret dit Ansigt imod den, at den kommer i Belejring, og du belejrer den; dette skal være Israels Hus til et Tegn. ⁴ Og du, læg dig paa din venstre Side, og læg Israels Hus's Misgerning paa den; saa mange Dage, som du ligger paa den, saa længe skal du bære deres Misgerrling. ⁵ Og jeg vil gøre dig deres Misgernings Aar til et Antal af Dage, nemlig tre Hundrede oghalvfemsindstyve Dage; og du skal bære Israels Hus's Misgerning.

⁹ Og de undkomne af eder skulle komme mig i Hu iblandt Hedningerne, hvorhen de ere bortførte som Fanger, naar jeg faar knækket deres bolerske Hjerte, som var afveget fra mig, og deres bolerske Øjne, som saa efter deres Afguder; og de skulle væmmes ved sig selv over de onde Ting; som de have gjort efter alle deres Vederstyggeligheder.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! forkynd Jerusalem dens Vederstyggeligheder. ³ Og du skal sige: Saa siger den Herre, HERRE til Jerusalem: Din Oprindelse og din Herkomst er af Kananitens Land; din Fader var en Amoriter og din Moder en Hethiterinde. ⁴ Og ved din Fødsel gik det saaledes til: Din Navle blev ikke afskaaren paa den Dag, du blev født, og du blev ikke toet ren i Vand, og du blev ikke indgneden med Salt og ej svøbt i Svøb. ⁵ Intet Øje ynkedes over dig til at gøre en af disse Dele imod dig for at vise Barmhjertighed imod dig; men du blev henkastet paa Marken, saa man væmmedes ved din Sjæl, paa den Dag du blev født. ⁶ Og jeg gik forbi dig og saa dig sprællende i dit Blod; og jeg sagde til dig: Lev i dit Blod! ja, jeg sagde til dig: Lev i dit Blod! ⁷ Jeg gjorde dig til ti Tusinde, som Markens Grøde, og du voksede til, og du blev stor og traadte ind i din Skønheds Fylde; Brysterne hævede sig, og dit Haar, voksede, men du var nøgen og bar. ⁸ Og jeg gik forbi dig og saa dig, og se, din Tid, Elskovstiden var kommen, og jeg bredte min Flig over dig og skjulte din Blusel; og jeg gav dig min Tro og traadte i Pagt med dig, siger den Herre, HERRE, og du blev min. ⁹ Og jeg badede dig i Vand og skyllede dit Blod af dig og salvede dig med Olie. ¹⁰ Og jeg klædte dig med stukne Klæder, og jeg iførte dig Sko at Grævlingeskind, og jeg ombandt dig med hvidt Linned og klædte dig i Silke. ¹¹ Og jeg prydede dig saare og lagde Armbaand om dine Hænder og en Kæde om din Hals. ¹² Og jeg satte et Smykke i din Næse, og ringe i dine øren og en dejlig Krone paa dit Hoved. ¹³ Og du var prydet med Guld og Sølv, og din Klædning var hvidt Linned og Silke og stukket Arbejde; du aad fint Mel og Honning og Olie; og du blev overmaade dejlig og skred frem til kongelig Værdighed. ¹⁴ Og dit Navn kom ud iblandt Hedningerne for din Dejligheds Skyld; thi den far fuldendt ved min Prydelse, som jeg havde lagt paa dig, siger den Herre, HERRE. ¹⁵ Men du forlod dig paa din Skønhed og bolede, fordi du var navnkundig, og du udøste dine bolerske Lyster over hv er den, som gik og du bolede med dem. ¹⁶ Og du tog dine stukne Klæder og gjorde dig brogede Høje og bolede paa dem, hvilke ikke skulde være komne, og hvilket ej skulde være sket. ¹⁷ Du tog og din Prydelses Tøj og tog af mit Guld og af mit Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder; og du bolede med dem. ¹⁸ Og du tog dine stukne Klæder og bedækkede dem dermed; og du satte min Olie og min Røgelse for deres Ansigt. ¹⁹ Og mit Brød, som jeg havde givet dig, og det fine Mel og Olien og Honningen, som jeg havde giv et dig at æde, det satte du frem for deres Ansigt, til en behagelig Lugt, og saaledes skete det, siger den Herre, HERRE. ²⁰ Og du tog dine Sønner og dine Døtre, som du fødte mig, og ofrede dem disse til at fortæres; var det dig for lidet med din Bolen? ²¹ saa at du ogsaa skulde slagte mine Børn? og hengive dem, idet du lod disse gaa igennern Ilden for dem? ²² Og ved alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen har du ikke ihukomrnet din Ungdoms Dage, der du var il gen og bar, sprællende i dit Blod. ²³ Og det skete efter al din Ondskab - ve, ve dig! siger den Herre, HERRE. - ²⁴ at du byggede dig en Hvælving og gjorde dig en Høj i hver Gade. ²⁵ Paa hvert Hjørne af Vejen byggede du din Høj og skændede din Skønhed og spredte dine Fødder ud imod hver den, som gik fordi, og drev din Bolen vidt. ²⁶ Og du bolede med Ægyptens Børn, dine sværlemmede Naboer, og du drev riin Bolen vidt for at opirre mig. ²⁷ Og se, jeg udrakte min Haand imod dig og formindskede den dig beskikkede Del, og jeg gav dig hen i dine Fjenders, Filisternes Døtres Vilkaarlibhed, de, Som skammede sig ved din skændige Vej. ²⁸ Og du bolede med Assyriens Sønner, fordi du ikke kunde mættes, ja, du bolede med dem og blev dog ikke mæt. ²⁹ Og du drev din Bolen vidt i Kanaans Land, indtil Kaldæa; men ogsaa dermed blev du ikke mæt. ³⁰ Hvor vansmægtet er dit Hjerte! siger den Herre, HERRE, idet du gør alle disse Ting, som ere en fræk Horkvindes Gerning. ³¹ Idet du bygger din Hvælving paa hvert Vejhjørne og gør din Høj i hver en Gade, er du ikke som en anden Hore, da du lader haant om Horeløn. ³² Horkvinden tager fremmede i hendes Mands Sted. ³³ Alle andre Skøger gives der Løn; men du gav alle dine Bolere Løn af dit eget, og du gav dem Foræringer for at komme til dig alle Vegne fra og bole med dig. ³⁴ Og det skete med dig i din bolerske Vandel tværtimod det, som sker med andre Kvinder, at Bolerne ikke løb efter dig; og idet du gav Horelon, og der ikke blev givet dig Horeløn, saa blev du et Modstykke til andre. ³⁵ Derfor, du Bolerske! hør HERRENS Ord: ³⁶ Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Kobber blev bortødslet, og din Blusel blottet i din Bolen med dine Elskere, og formedelst alle dine vederstyggelige Afguder og formedelst dine Børns Blod, som du har givet dem: ³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel. ³⁸ Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkærhed. ³⁹ Og jeg vil give dig i deres Haand, og. de skulle nedbryde din Hvælving og nedrive dine Høje og føre dig af dine Klæder og tage din Prydelses Tøj og lade dig sidde nøgen og bar. ⁴⁰ Og de skulle føre en Forsamling frem imod dig og stene dig med Stene og sønderhugge dig med deres Sværd. ⁴¹ Og de skulle opbrænde dine Huse med Ild og holde Dom over dig for mange Kvinders Øjne; og jeg vil bringe dig til at høre op med at være en Bolerske, og du skal heller ikke give Bolerløn ydermere. ⁴² Saa vil jeg stille min Harme paa dig, og min Nidkærhed skal vige fra dig; og jeg vil faa Ro og ikke komme til at fortørnes ydermere. ⁴³ Fordi du ikke har ihukommet din Ungdoms Dage, men fortørnet mig ved alle disse Ting, saa vil ogsaa jeg, se jeg, lade din Vej falde tilbage paa dit Hoved, siger den Herre, HERRE; og du skal ikke vedblive at lægge Skændsel til alle dine Vederstygbeligheder. ⁴⁴ Se hver, som bruger Ordsprog, skal bruge dette Ordsprog om dig og sige: Som Moderen er, saa er hendes Datter. ⁴⁵ Du er Datter af din Moder, som væmmedes ved sin Mand og sine Børn; og du er Søster til dine Søstre, som væmmedes ved deres Mænd og deres Børn; eders Moder var en Hethiterinde og eders Fader en Amoriter. ⁴⁶ Og din store Søster er Samaria, hun med sine Døtre, som bor ved din venstre Side; og din mindre Søster, som bor ved din højre Side, er Sodoma med hendes Døtre. ⁴⁷ Og ikke har du vandret paa deres Veje og gjort efter deres Vederstyggeligheder blot en lille Smule, men du har gjort det værre end de paa alle dine Veje. ⁴⁸ Saa I sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Sodoma, din Søster, hun og hendes Døtre, de have ikke gjort saaledes, som du har gjort, du og dine Døtre. ⁴⁹ Se, denne var Sodomas, din Søsters, Synd: Hovmod, Brød i Overflod og sorgløs Ro haver de hun og hendes Døtre, men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges Haand. ⁵⁰ Og de ophøjede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, der jeg saa det. ⁵¹ Og Samaria har ikke syndet efter Halvdelen af dine Synder; men du gjorde dine Vederstyggeligheder flere end deres, og du har gjort dine Søstre retfærdige ved alle dine Vederstyggeligheder, som du har gjort. ⁵² Saa bær da ogsaa du din Skam, hvilken du har idømt dine Søstre; ved dine Synder, med hvilke du gjorde Vederstyggelighed mere end de, skulle de holdes retfærdigere end du: Saa skam da ogsaa du dig, og bær din Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre. ⁵³ Men jeg vil vende deres Fangenskab, Sodomas og hendes Døtres Fangenskab og Samarias og hendes Døtres Fangenskab og dit Fangenskabs Fangenskab, midt iblandt dem, ⁵⁴ for at du skal bære din Skændsel og skamme dig for alt det, som du har gjort, idet du trøster dem. ⁵⁵ Og din Søster Sodoma og hendes Døtre skulle vende tilbage til deres første Tilstand, og Samaria og hendes. Døtre skulle vende tilbage til deres første Tilstand, og du og dine Døtre, I skulle vende tilbage til eders første Tilstand. ⁵⁶ Og Sodoma, din Søster, var dig ikke til Lærdom i din Mund paa din Hovmodigheds Dag. ⁵⁷ førend din Ondskab blev aabenbaret, ligesom til den Tid, da du blev til Haan for Syriens Døtre og for alle dem, som vare trindt omkring dem, for Filisternes Døtre, hvilke trindt omkring fra foragtede dig. ⁵⁸ Din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, dem maa du bære, siger HERREN; ⁵⁹ thi saa sigel cIen Herre, HERRE: Jeg har gjort imod dig saaledes, som du har gjort, du, som foragtede Ed, for at bryde Pagten. ⁶⁰ Dog, jeg vil ihukomme min Pabt med dig i din Ungdoms Dage og oprette med dig en evig Pagt. ⁶¹ Og du skal ihukomme dine Veje og skamme dig, naar du modtager dine Søstre, som ere større end du, tillige med dem, som ere mindre eller du, og jeg giver dig dem til Døtre, skønt de ikke henhøre til din Pagt. ⁶² Og jeg vil oprette min Pagt med dig, og du skal fornemme, at jeg er HERREN; ⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

¹ Da HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! der var to Kvinder, Døtre af een Moder, ³ og de bolede i Ægypten, i deres Ungdom bolede de; der trykkedes deres Bryster, og der befølte man deres jomfruelige Barm. ⁴ Og deres Navne vare: Ohola, den store, og Oholiba, hendes Søster; og de bleve mine og fødte Sønner og Døtre; og hvad deres Navne angaar, er Ohola Samaria, og Oholiba er Jerusalem. ⁵ Og Ohola bolede og antog fremmede i mit Sted og brændte af Kærlighed til sine Bolere, til Assyrerne, som stode hende nær, ⁶ til dem, som vare klædte i blaat Pilrpur, Fyrster og Befalingsmænd, alle sammen yndige unge Karle, Ryttere, som rede paa Heste. ⁷ Og han vendte sine bolerske Lyster til dem, til alle de Udvalgte af Assurs Børn; og ved alle dem, til hvilke han brændte af Kærlighed, ved alle deres Afguder besmittede hun sig. ⁸ Og hun opgav ikke sit bolelske Væsen, som hun førte med sig fra Ægypten; thi de havde ligget hos hende i hendes Ungdom og havde befølt hendes jomfruelige Barm, og de havde udøst deres bolerske Lyster over hende. ⁹ Derfor gav jeg hende i hendes Boleres Haand, i Assurs Børns Haand, imod hvilke hun brændte af Kærlighed. ¹⁰ De blottede hendes Blusel, borttoge hendes Sønner og hendes Døtre og ihjelsloge hende selv med Sværdet; og hun fik Navn iblandt Kvinderne, da han havde holdt Dom over hende.

¹⁰ De blottede hendes Blusel, borttoge hendes Sønner og hendes Døtre og ihjelsloge hende selv med Sværdet; og hun fik Navn iblandt Kvinderne, da han havde holdt Dom over hende. ¹¹ Der hendes Søster Oholiba saa det, da drev hun det værre med sin Elskov end den anden og med sin Bolen værre end hendes Søsters bolen. ¹² Hun brændte af Kærlighed til Assyriens Børn, til Fyrster og Befalingsmænd, som stode hende nær og vare klædte paa det pragtfuldeste, Ryttere, som rede paa Heste, alle sammen yndige unge Karle. ¹³ Og jeg saa, at hun var besmittet, de gik begge een Vej. ¹⁴ Og hun drev sin Bolen end videre; del hun saa Mænd malede paa Væggen, Billeder af Kaldæer, malede med rødt, ¹⁵ ombundne med Bælte om deres Lænder, med farvede Huer paa deres Hoveder, alle sammen af Anseelse som Høvedsmænd, efter Babels Børns Lignelse, hvis Fødeland er Kaldæa: ¹⁶ Da brændte hun af Kærlighed til dem, saa snart hun saa dem med sine Øjne, og hun sendte Bud til dem til Kaldæa. ¹⁷ Og Babels Børn kom til hende, til Elskovsleje, og de besmittede hende med deres Bolen, og hun besmittede sig ved dem; derefter vendte hendes Sjæl sig fra dem. ¹⁸ Og hun drev sin Bolen aabenbart og blottede sin Blusel; og, min Sjæl vendte sig fra hende, ligesom min Sjæl havde vendt sig fra hendes Søster. ¹⁹ Dog udaandede hun sin bolerske Handel, idet hun kom sin Ungdoms Dage i Hu, da hun bolede i Ægyptens Land. ²⁰ Og hun brændte al Kærlighed til deres Bolere, hvis Kød var som Aseners Kød, og hvis Brynde var som Hestes Brynde. ²¹ Saa søgte du igen til din Ungdoms Skændsel, da de fra Ægypten befølte din Barm for din Ungeloms Brysters Skyld. ²² Derfor, Oholiba! saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil opvække dine Bolere imod dig, dem, fra hvilke din Sjæl har vendt sig bort, og lade dem komme over dig trindt omkring fra: ²³ Babels Børn og alle Kaldæer, Pekod og Skoa og Koa, alle Assurs Børn med dem, yndige unge Karle, Fyrster og Befalingsmænd alle sammen, Høvedsmænd og ansete Mænd, som alle sammen ride paa Heste. ²⁴ Og de skulle komme imod dig med Rustvogne, Vogne og Hjul og med en Skare af Folk med store Skjolde og smaa Skjolde og Hjelme; de skulle lejre sig imod dig trindt omkring; og jeg vil overgive dem Dommen, og de skulle dømme dig efter deres Ret. ²⁵ Og jeg vil rette min Nidkærhed imod dig, at de skulle handle med dig i Grumhed, de skulle barttage din Næse og dine Øren, og hvaa der bliver tilovers af dig, skal falde for Sværdet; de skulle tage dine, Sønner og Døtre og hvad der bliver tilovers af dig, skal fortæres med Ild. ²⁶ Og de skulle trække dine Klæder af dig og tage din Prydelses Tøj. ²⁷ Saa vil jeg bringe din Skændsel til at høre op hos dig og din Bolen fra Ægyptens Land, og du skal ikke opløfte dine Øjne til dem og ikke ydermere komme Ægypten i Ihu. ²⁸ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg giver dig i deres Haand, som du hader, i deres Haand, som din Sjæl har vendt sig fra. ²⁹ Og de skulle handle med dig i Had og tage alt dit Erhverv og forlade dig nøgen og bar; og din bolerske Blusel og din Skændsel og din Bolen skal blive aabenbar. ³⁰ Dette skal gøres imod dig, fordi du ved din Bolen er gaaet efter Hedningerne, fordi du besmittede dig ved deres Afguder. ³¹ Du har gaaet paa din Søsters Vej, og jeg vil give hendes Bæger i din Haand.

³¹ Du har gaaet paa din Søsters Vej, og jeg vil give hendes Bæger i din Haand. ³² Saa siger den Herre, HERRE: Du skal drikke af din Søsters Bæger, som er dybt og vidt; det skal blive til Latter og til Spot, da det holder meget i sig. ³³ Du skal fyldes af Beruselse og Bedrøvelse; Forskrækkelses og ødelæggelses Bæger er din Søsters, Samarias, Bæger. ³⁴ Og du skal drikke og udsuge det, og sønderbryde Skaar ene deraf og afrive dine Bryster; thi jeg har talt det, siger den Herre, HERRE. ³⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, saa bær du nu ogsaa din Skændsel og din Bolen. ³⁶ Og HERREN sagde til mig: Du Menneskesøn! vil du dømme Ohola og Oholiba? forkynd dem dog deres Vederstyggeligheder; ³⁷ thi de have bedrevet Hor, og der er Blod paa deres Hænder, og de have bedrevet Hor med deres Afguder; tilmed lode de deres Børn, som de havde født mig, gaa igennem Ilden for dem til at fortæres. ³⁸ Endnu dette have de gjort mig: De have besmittet min Helligdom paa den samme Dag og vanhelliget mine Sabbater. ³⁹ Og der de havde slagtet deres Børn for deres Afguder, da gik de samme Dag i min Helligdom til at vanhellige den; og se, saaledes have de gjort midt udi mit Hus. ⁴⁰ Og de sendte ogsaa Bud efter Mænd, som kom langvejs fra; til hvilke der var sendt Bud, og se, de kom, for hvilke du badede dig, sminkede dine Øjne og prydede dig dejligt; ⁴¹ og du satte dig paa en herlig Seng, og der var et Bord dækket foran den, og du havde sat min Røgelse og min Olie derpaa. ⁴² Og Lyden af Bulderet blev stille der, og til Mændene af Folkehoben bragtes Drankere fra Ørken, og de satte Armbaand paa deres Hænder og en dejlig Krone paa deres Hoveder. ⁴³ Og jeg sagde om hende, som var for gammel til Hor: Nu skal man til Gavns bole med hende, ja, med hende. ⁴⁴ Og man kom til hende, som man kommer til en bolersk Kvinde; saaledes kom de til Ohola og til Oholiba, de skændige Kvinder. ⁴⁵ Og retfærdige Mænd, de skulle dømme dem, som Horkvinder dømmes, og som de Kvinder dømmes, der udøse Blod; thi de ere Hor kvinder, og der er Blod paa deres Hænder. ⁴⁶ Thi saa siger den Herre, HERRE: Jeg fører en Forsamling op, imod dem og giver dem hen til Ustadighed og til Rov, ⁴⁷ og de forsamlede skulte stene dem med Stene og sønderhugge dem med deres Sværd; de skulle ihjelslaa deres Sønner og deres Døtre og opbrænde deres Huse med Ild. ⁴⁸ Og jeg vil udrydde Skændsel af Landet, og alle Kvinder skulle lade sig advare, at de ikke gøre efter eders Skændsel. ⁴⁹ Og de skulle lægge eders Skændsel paa eder, og I skulle bære Synderne, I begik med eders Afguder, og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE.

²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde. ²⁴ Og jeg HERREN, jeg vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem; jeg HERREN, jeg har talt det.

¹⁶ Og du Menneskesøn tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: "For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn"; og tag et andet Stykke Træ og skriv derpaa: "For Josef - det er Efraims Træ - "og for hele Israels Hus, hans Medbrødre", ¹⁷ og føj dem sammen, det ene til det andet, for dig til eet Stykke Træ, saa at de blive til eet i din Haand. ¹⁸ Og naar dit Folks Børn sige til dig: Vil du ikke give os til Kende, hvad du mener med disse Ting: ¹⁹ Da sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil tage Josefs Træ, som er i Efraims Land, og Israels Stammer, hans Medbrødre, som jeg sætter derpaa, samt Judas Træ, og jeg vil gøre dem til eet Stykke Træ, og de skulle være eet i min Haand. ²⁰ Og I de Stykker Træ, som du skriver paa, skulle være i din Haand for deres Øjne; ²¹ og tal til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg tager Israels Børn ud fra Hedningerne, hvor de vandre, og jeg vil samle dem trindt omkring fra og lade dem komme til deres Land. ²² Og jeg vil være dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge, og een Konge skal være Konge for dem alle, og de skulle ikke ydermere være tvende Folk og ej ydermere dele sig i to Riger fremdeles. ²³ De skulle ej heller mere besmitte sig ved deres Afguder og ved deres Vederstyggeligheder eller ved nogen af alle deres Overtrædelser; og jeg vil fri dem for alle deres Boliger, i hvilke de have syndet, og rejse dem; og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²⁴ Og min Tjener og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem. ²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig.

⁶ Og hun undfangede atter og fødte en Datter; og han sagde til ham: Kald hendes Navn Lo-Rukama; thi jeg vil ikke ydermere forbarme mig over Israels Hus, saa at jeg skulde tilgive dem.

⁹ Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders.

⁴ Og jeg skal ikke forbarme mig over hendes Børn; thi de ere Horebørn.

⁴ Og jeg skal ikke forbarme mig over hendes Børn; thi de ere Horebørn. ⁵ Thi deres Moder har bedrevet Hor, hun, som undfangede dem, har gjort Skam; thi hun sagde: Jeg vil løbe efter mine Bolere, som give mig mit Brød og Vand, min Uld og min Hør, min Olie og min Drikke.

¹³ Og jeg vil hjemsøge hende for Baalernes Dage, da hun til dem bragte Røgelse og prydede sig med sine Ringe og sine Smykker, og gik efter sine Bolere; men mig glemte hun, siger HERREN.

¹⁸ Og jeg vil gøre en Pagt for dem paa samme Dag ved de vilde Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen og med Krybet paa Jorden; og jeg vil sønderbryde Bue og Sværd og Krig og fjerne dem fra Landet og lade dem selv hvile tryggelig.

²² og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten vg Olien, og disse skulle bønhøre Jisreel.

²² og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten vg Olien, og disse skulle bønhøre Jisreel. ²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

¹ Og HERREN sagde til mig: Gak endnu hen, elsk en Kvinde, som elskes af sin Ven og dog bedriver Hor; ligesom HERREN elsker Israels Børn, og disse dog vende sig til fremmede Guder og elske Rosinkager.

⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

³ Jeg kender Efraim, og Israel er ikke skjult for mig; thi nu har du, Efraim, bedrevet Hor, Israel er besmittet.

¹⁵ Al deres Ondskab er i Gilgal; thi der har jeg fattet Had til dem, for deres Idrætters Ondskabs Skyld vil jeg udstøde dem af mit Hus, jeg vil ikke blive ved at elske dem; alle deres Fyrster ere genstridige. ¹⁶ Ramt er Efraim, deres Rod er bleven tør, de end føde, vil jeg dog dræbe deres elskede Livsfru. Min Gud res elskede Livsfru. ¹⁷ Min Gud skal forkaste dem, thi de have ikke hørt ham, og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningene.

¹⁷ Min Gud skal forkaste dem, thi de have ikke hørt ham, og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningene.

¹²

¹ HERRENS Ord, som kom til Joel Pethuels Søn.

¹ De Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderlie fra Thekoa, saa over Israel i Judas Konge Ussias's Dage og i Israels Konge Jeroboams, Joas's Søns, Dage, to Aar før Jordskælvet.

¹ Og HERRENS Ord kom til Jonas, Amithajs Søn, saa lydende:

¹ HERRENS Ord, som Moraskthiten Mika: Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, det, som han saa over Samaria og Jerusalem.

¹² Samle, ja, samle vil jeg dig, Jakob! saa mange du er, sanke, ja, sanke, det overblevne af Israel sammen, bringe dem til Hobe ligesom Bozras Faar; som en Hjord paa sin Græsgang skulle de buldre af Mennesker. ¹³ Der skal opstaa een, som bryder igennem i Spidsen for dem, de skulle bryde igennem og drage ind ad Porten og gaa ud ad den; og deres Konge skal drage frem i Spidsen for dem, og HERREN er fremmest foran dem.

¹ I den ottende Maaned, i Darius's andet Aar, kom HERRENS Ord til Profeten Sakarias, en Søn af Berekias, en Sønnesøn af Iddo, saaledes:

⁶ Og jeg sagde: Hvor gaar du hen? og han sagde til mig: Hen at maale Jerusalem for at se, hvor stor dens Bredde, og hvor stor dens Længde er. ⁷ Og se, Engelen, som talte med mig, gik ud, og en anden Engel gik ud imod ham. ⁸ Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den. ⁹ Og jeg, jeg vil være den en Ildmur trindt omkring, siger HERREN, og jeg vil være til Herlighed midt i den. ¹⁰ Ve! ve! flyr da ud af Nordens Land, siger HERREN; thi som Himmelens fire Vejr har jeg udbredet eder, siger HERREN. ¹¹ Ve! Zion, dig, du, som bor hos Babels Datter!

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENS Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den HERRE Zebaoth.

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl. ¹⁰ Og jeg vil udrydde Vogne af Efraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbuen skal udryddes, og han skal tale til Hedningerne, saa der bliver Fred; og hans Herredømme skal være fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender.

⁶ Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og give dem Bolig; thi jeg har forbarmet mig over dem, og de skulle vorde, som om jeg ikke havde bortkastet dem; thi jeg er HERREN deres Gud og vil bønhøre dem. ⁷ Og Efraim skal blive som en Helt og deres Hjerte glædes ligesom af Vin, og deres Børn skulle se det og glæde sig, deres Hjerte skal fryde sig i HERREN. ⁸ Jeg vil fløjte ad dem og samle dem; thi jeg har genløst dem, og de skulle blive mangfoldige, ligesom. de have været mangfoldige. ⁹ Og jeg vil saa dem iblandt Folkene, og de skulle ihukomme mig paa de langt fraliggende Steder, og de skulle leve tillige med deres Børn og komme tilbage.

²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.

²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. ²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: ²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

¹ Jesu Christi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse var,

¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

⁶³ Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

¹² Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn;

⁴² Denne fandt først sin Broder Simon og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus).

³⁵ Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes);

¹⁴ Thi, saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. ¹⁵ Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! ¹⁶ Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. ¹⁷ Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.

²⁵ Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;

²⁵ Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede; ²⁶ og det skal skee, at paa det Sted hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk der skulle de kaldes den levende Guds Børn. ²⁷ Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses. ²⁸ Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden.

¹⁵ Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres Antagelse Andet end Liv af Død?

²⁵ Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmlighed, (paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet; ²⁶ og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob;

¹⁸ Og jeg vil være Eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.

⁶ Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader! ⁷ Saa at du ikke længer er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christus.

⁴ Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbares: ⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand, ⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser,

¹² Derfor avledes og af Een, og det en Kraftesløs, som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det utallige.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys, ¹⁰ I, som fordum ikke var et Folk, men nu ere Guds Folk; som ikke havde erholdt barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

¹⁰ I, som fordum ikke var et Folk, men nu ere Guds Folk; som ikke havde erholdt barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

²¹ Thi aldrig har nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie; men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Hellig Aand.

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn;

¹ Seer, hvor stor en Kjærlighed Faderen har beviist os, at vi skulle kaldes Guds Børn! Derfor kjender Verden os ikke, fordi den kjender ham ikke. ² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

¹ Een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, som og talede med mig og sagde til mig: kom, jeg vil vise dig Dommen over den store Skjøge, som sidder paa de mange Vande ² med hvilken Kongerne paa Jorden have bolet, og de, som boe paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Horeries Viin.

⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden.