Daniel 2 Cross References - Danish

¹ Og i Nebukadnezars andet Regeringsaar drømte Nebukadnezar Drømme, og hans Aand blev bekymret, og det var forbi for ham med hans Søvn. ² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt. ³ Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen. ⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen. ⁵ Kongen svarede og sagde til Kaldæerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge. ⁶ Men dersom I kundgøre Drømmen og Udtydninger derpaa, da skulle I bekomme Skænk og Gave og stor Ære af mig; derfor kundgører mig Drømmen og Udtydningen derpaa! ⁷ De svarede anden Gang og sagde: Kongen sige sineTjenere Drømmen, saa ville vi kundgøre Udtydningen. ⁸ Kongen svarede og sagde: Sandelig, jeg mærker, at I ville vinde Tid, efterdi I se, at Ur det fra mig staar fast; ⁹ dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa. ¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer. ¹¹ Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene. ¹² Over dette blev Kongen fortørnet og meget vred, og han befalede, at man skulde udrydde alle vise i Babel. ¹³ Og Befalingen udgik, og de vise bleve ihjelslagne; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, for at de kunde blive ihjelslagne. ¹⁴ Da gav Daniel et klogt og forstandigt Svar til Ariok, Øversten for Kongens Livvagt, som var gaaet ud for at ihjelslaa de vise i Babel ¹⁵ Han svarede og sagde til Ariok, Kongens mægtige Mand: Hvorfor kommer denne strenge Befaling fra Kongen? Saa gav Ariok Sagen til Kende for Daniel. ¹⁶ Og Daniel gik ind og begærede af Kongen, at han vilde give den Tid, og at han maatte kundgøre Kongen Udtydningen. ¹⁷ Da gik Daniel til sit Hus og kundgjorde Hanania, Misael og Asaria, sine Medbrødre, Sagen, ¹⁸ og det, for at de skulde begære Barmhjertighed af Gud i Himmelen angaaende denne Hemmelighed, for at de ikke skulde udrydde Daniel og hans Medbrødre tillige med Resten af de vise i Babel. ¹⁹ Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud. ²⁰ Daniel svarede og sagde: Velsignet være Guds Navn fra Evighed og indtil Evighed; thi Visdommen og Kraften er hans. ²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab. ²² Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham. ²³ Dig, mine Fædres Gud! lover og priser jeg, thi du har givet mig Visdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begærede af dig, thi du har kundgjort os Kongens Sag. ²⁴ Derfor gik Daniel ind til Ariok, som Kongen havde befalet at udrydde de vise i Babel; han gik hen og sagde saaledes til ham: Udryd ikke de vise i Babel; før mig ind for Kongen, saa vil jeg kundgøre Kongen Udtydningen. ²⁵ Da førte Ariok Daniel hastelig ind for Kongen og sagde saaledes til ham: Jeg har fundet iblandt det bortførte Folk af Juda en Mand, som vil kundgøre Kongen Udtydningen. ²⁶ Kongen svarede og sagde til Daniel, hvis Navn var Beltsazar: Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa? ²⁷ Daniel svarede Kongen og sagde: Hemmeligheden, som Kongen begærer, kunne de vise, Besværgerne, Spaamændene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen. ²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse: ²⁹ Du Konge! dine Tanker opstege paa dit Leje om, hvad der skulde ske herefter; og han, som aabenbarer hemmelige Ting, har kundgjort dig, hvad der skal ske. ³⁰ Og mig er denne Hemmelighed aabenbaret, ikke af den Visdom, som er i mig, fremfor alle dem, der leve; men for at Udtydningen skulde gives Kongen til Kende, og du maatte komme til at vide dit Hjertes Tanker. ³¹ Du, Konge! saa, og se, der var et højt Billede; samme Billede var stort, og dets Glans var herlig; det stod foran dig, og dets Udseende var forfærdeligt. ³² Dette Billedes Hoved var af fint Guld, dets Bryst og dets Arme af Sølv; dets Bug og dets Lænder af Kobber, ³³ dets Ben vare af Jern, dets Fødder til Dels af Jern og til Dels af Ler. ³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem. ³⁵ Da blev Jernet, Leret, Kobberet, Sølvet og Guldet knuste paa een, Gang og bleve ligesom Avner fra Tærskepladserne om Sommeren, og Vinden borttog dem, og intet Sted blev fundet for dem; men den Sten, som sønderslog Billedet, blev til et stort Bjerg og opfyldte hele Jorden: ³⁶ Det er Drømmen, og Udtydningen derpaa skulle vi sige Kongen. ³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren, ³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet. ³⁹ Og efter dig skal opkomme et andet Rige, ringere end dit, og et tredje Rige endnu, ef Kobber, som skal herske over hele Jorden. ⁴⁰ Og et fjerde Rige skal være stærkt som Jernet; eftersom Jernet knuser og sønderslaar alt, skal det som Jernet, der sønderslaar, knuse og sønderslaa alle hine. ⁴¹ Men at du saa Fødderne og Tæerne til Dels at være af Pottemagerler og til Dels af Jern, betyder, at det skal blive et delt Rige, og at der skal blive noget af Jernets Styrke derudi, efter di du saa, at Jernet var blandet med Leret. ⁴² Og at Tæerne paa Fødderne vare til Dels af Jern og til Dels af Ler, betyder, at Riget for en Del skal være stærkt og for en Del skrøbeligt. ⁴³ At du saa Jernet blandet med Leret, betyder, at de skulle blande sig ved Slægtskabsforbindelser; men dog ikke indbyrdes holde sammen; se, ligesom Jernet ikke kan blandes med Leret. ⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig, ⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis. ⁴⁶ Da faldt Kong Nebukadnezar paa sit Ansigt og nedbøjede sig for Daniel, og han befalede, at man skulde ofre ham Madofre og Røgelse. ⁴⁷ Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder og en Herre over Konger, og Hemmeligheders Aabenbarer, efterdi du har kunnet aabenbare denne Hemmelighed. ⁴⁸ Da gjorde Kongen Daniel stor og gav ham mange store Gaver og gjorde ham til Fyrste over hele Landskabet Babel og til øverste Forstander for alle de vise i Babel. ⁴⁹ Og Daniel begærede af Kongen, at han til Bestyrelsen over Landskabet Babel vilde beskikke Sadrak, Mesak og Abed-Nego; men Daniel blev ved Kongens Hof.

²⁰ og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt.

¹⁷ Da sagde HERREN: Skulde jeg dølge for Abraham det, jeg gør?

²⁸ Der maate maaske fattes fem i de halvtredsindstyve retfærdige, vilde du ødelægge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den, om jeg finder fem og fyrretyve der.

⁴⁷ Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead.

⁹ Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; ¹⁰ jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære. ¹¹ Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene.

⁵ Og Josef drømmte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham. ⁶ Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. ⁷ Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjde sig for mit Neg. ⁸ Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig helske os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. ⁹ Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig.

³⁶ Og Midianiterne solgte ham til Ægypten til Potifar, Faraos Hofsinde og Øverse for Livvagten.

⁵ Og de drømte begge en Drøm, hver sin Drøm i een Nat, hver sin Drøm efter sin Udtydning, Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager, som vare Fanger i Fængslets Hus. ⁶ Og Josef kom til dem om Morgenen og saa dem, og se, de vare bedrøvede. ⁷ Og han spurgte Faraos Betjente, som vare med ham i Forvaring i hans Herres Hus, og sagde: Hvi se I saa ilde ud i Dag ⁸ Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortæller mig det dog!

⁸ Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortæller mig det dog!

¹ Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Fazao, og se, han stod ved Floden. ² Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen. ³ Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden. ⁴ Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao. ⁵ Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang. Og se, syv Aks voksede anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode. ⁶ Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem. ⁷ Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm. ⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den. ⁹ Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukomzner i Dag min Synd. ¹⁰ Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager. ¹¹ Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. ¹² Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. ¹³ Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man. ¹⁴ Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao. ¹⁵ Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den.

¹⁵ Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den. ¹⁶ Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt.

¹⁶ Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt. ¹⁷ Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden. ¹⁸ Og se, syv Køer opstege af Floden, fede Paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen. ¹⁹ Og se, efter den opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Ægyptens Land. ²⁰ Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer. ²¹ Og der de havde opædt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opædt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede. ²² Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet straa, fulde og gode. ²³ Og se, efer dem skøde syv tørre Aks frem, som Vare tynde og svedne af østenvinden. ²⁴ Og de tynde Aks opslugte de yv gode Aks; og jeg har sagt Spaamændene det, men ingen kan udtyde mig det. ²⁵ Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre.

²⁵ Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre. ²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm.

²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm. ²⁷ Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af østenvinden, skulle væere syv Hungers Aar.

²⁷ Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af østenvinden, skulle væere syv Hungers Aar. ²⁸ Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre.

²⁸ Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre.

²⁸ Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre. ²⁹ Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Ægyptens Land. ³⁰ Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægyptens Land, og Hungeren skal fortære Landet. ³¹ Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar. ³² Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette.

³² Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette. ³³ Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan sætte over Ægyptens Land. ³⁴ Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmænd over Landet og tage den femte vel af Ægyptens Land i de syv Overflødigheds Aar. ³⁵ Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Stæderne, og de skulle forvare det. ³⁶ Og den Spise skal være beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Ægyptens Land, at Landet ikke skal Ødelægges af Hunger.

³⁹ Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du.

³⁹ Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du. ⁴⁰ Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være Større end du. ⁴¹ Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Æyptens Land. ⁴² Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklæder og hængte en Guldkæde om hans Hals ⁴³ og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek; og han satte ham over hele Ægyptens Land.

¹ Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

¹⁵ Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: HERREN, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser.

¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt.

⁴⁵ Jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil være dem en Gud.

³ Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle haande Gerning,

⁶ Og jeg, se, jeg har medgivet ham Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, og i hvers Hjerte, som er forstandig, har jeg givet Visdom; og de skulle gøre alt det, som eg har befalet dig:

³¹ Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt.

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

⁷ Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de: Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham.

¹⁶ Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig. ¹⁷ Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk!

¹⁷ Thi jeg vil ære dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk!

³⁷ Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig?

¹¹ Og nu, fly du til dit Sted jeg havde sagt Jeg vil ære dig, men se, HERREN har forhindret dig fra den Ære.

¹⁴ Og nu se, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil raade dig, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage.

³⁴ Og du skal ikke gøre Landet urent, hvilket I bo udi, hvilket jeg bor midt udi; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.

³⁰ Naar du faar Angst, og alle disse Ting ramme dig i de sidste Dage, da skal du til HERREN din Gud og høre paa hans Røst,

¹⁷ Thi HERREN eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke anser Personer og ikke tager Gave,

¹⁶ og du skal samle alt Byttet af den midt paa dens Gade og opbrænde det med Ild, baade Staden og alt Byttet af den, altsammen for HERREN din Gud; og den skal være en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere.

¹⁰ Der skal ikke findes hos dig nogen, som lader sin Søn eller sin Datter gaa igennem Ilden, nogen som omgaas med Spaadom eller er en Dagvælger, eller som agter paa Fugleskrig eller er en Troldkarl, ¹¹ eller som omgaas med Manen, eller som adspørger en Spaamand eller er en Tegnsudlægger, eller som gør Spørgsmaal til de døde. ¹² Thi hver, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for HERREN, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver HERREN din Gud dem fra sit Ansigt.

¹⁹ Saa skriver eder nu denne Sang og lær Israels Børn den, læg den i deres Mund, for at denne Sang maa være mig til et Vidne imod Israels Børn.

²⁶ Og paa den samme Tid tog Josva en Ed af dem og sagde: Forbandet være den Mand for HERRENS Ansigt, som opstaar og bygger denne Stad Jeriko; naar han lægger dens Grundvold, koste det ham hans førstefødte, og naar han sætter dens Porte, koste det ham hans yngste Søn.

²² Den stærke Gud, HERREN, den stærke, Gud, HERREN, han ved det, og Israel skal vide det: Ej er det Genstridighed, og ej er det Overtrædelse imod HERREN - saa frelse du os ikke paa denne Dag!

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer; ⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

²⁴ Og Samuel sagde til alt Folket: Ser I den, som HERREN har udvalgt thi ingen er som han iblandt alt Folket. Da raabte alt Folket og sagde: Kongen leve!

³³ Men Samuel sagde: Ligesom dit Sværd har berøvet Kvinder deres Børn, saa skal iblandt Kvinderne din Moder berøves sine Børn, og Samuel sønderhuggede Agag for HERRENS Ansigt i Gilgal.

²⁵ Og hver Mand af Israel sagde: Have I et denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal ske, den Mand, som slaar ham, vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter og vil gøre hans Faders Hus frit i Israel.

³³ Og Saul sagde til David: Du kan ikke gaa hen til denne Filister for at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af.

³⁷ Frem- deles sagde David: HERREN, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal fri mig fra denne Filisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og HERREN skal være med dig.

² Og der var en Mand i Maon, og han havde sin Bedrift paa Karmel, og samme Mand var meget rig, og han havde tre Tusinde Faar og Tusinde Geder; og han klippede netop sine Faar ved Karmel.

²² Derfor er du stor, HERRE Gud! thi der er ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore øren.

³² Og Barsilla var saare gammel, firsindstyve Aar gammel, og han forsørgede Kongen, der han opholdt sig i Mahanaim, thi han var en saare mægtig Mand.

¹⁶ Da raabte en forstandig Kvinde af Staden: Hører; hører! siger dog til Joab: Kom nær herhid, og jeg vi tale til dig. ¹⁷ Og der han kom nær til hende, da sagde Kvinden: Er du Joab? og han sagde: Ja; og hun sagde til ham: Hør din Tjenerindes Tale; og han sagde: Jeg høre. ¹⁸ Og hun sagde: Fordum plejede man saaledes at tale, sigende: Man skal spørge sig for i Abel, og saaledes fuldbyrdede man det. ¹⁹ Jeg er en af de fredsommelige, de trofaste i Israel; du søger efter at dræbe en Stad og en Moder i Israel, hvorfor vil du opsluge HERRENS Arv? ²⁰ Og Joab svarede og sagde: Det være langt fra, det være langt fra at jeg skulde opsluge, at jeg skulde ødelægge! ²¹ Sagen forholder sig ikke saaledes; men en Mand af Efraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bikris Søn, har opløftet sin Haand imod Kongen, imod David, giver mig ham alene, saa vil jeg drage fra Staden og Kvinden sagde til Joab: Se, hans Hoved skal kastes til dig over Muren. ²² Og Kvinden kom til alt Folket med sin Visdom; og de afhuggede Sebas; Bikris Søns, Hoved og kastede det ud til Joab; da blæste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Telte; og Joab kom tilbage til Jerusalem, til kongen.

²⁵ Thi han gik ned i Dag og slagtede Øksne og fedt Kvæg og Faar i Mangfoldighed, og han indbød alle Kongens Sønner og Høvedsmændene for Hæren og Abjathar, Præsten, og se, de æde og de drikke for hans Ansigt, og de sige: Kong Adonia leve!

³¹ Da bøjede Bathseba sig med Ansigtet til Jorden og kastede sig ned for Kongen, og hun sagde: Min Herre, Kong David, leve i Evighed!

⁸ og din Tjener er midt iblandt dit Folk, som du har udvalgt, et stort Folk, saa det ikke kan tælles eller beregnes for Mangfoldigheds Skyld: ⁹ Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og til med Forstand at skelne imellem godt og ondt; thi hvo kan dømme dette dit mægtige Folk? ¹⁰ Og det Ord var godt for Herrens Øjne, at Salomo begærede denne Ting. ¹¹ Og Gud sagde til ham: Efterdi du har begæret denne Ting og ikke har begæret dig et langt Liv og ikke har begæret dig Rigdom og ikke har begæret dine Fjenders Sjæl, men har begæret dig Forstand til at holde Dom: ¹² Se, saa har jeg gjort efter dit Ord, se, jeg har givet dig et viist og forstandigt Hjerte, at der ikke har været nogen som du før dig ej heller nogen som du skal opstaa efter dig.

²⁸ Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saa, at Guds Visdom var i ham til at holde Dom.

²⁴ Thi han herskede i alt det, som laa paa denne Side af Floden, fra Thipsa og indtil Gaza, over alle Konger paa denne Side af Floden; og han havde Fred trindt omkring paa alle sine Sider.

²⁹ Gud gav Salomo Visdom og saare megen Indsigt og en omfattende Forstand, som Sand, der er ved Havets Bred.

²⁷ Thi sandelig, monne Gud skulde bo paa Jorden? Se, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget.

⁵⁶ Lovet være HERREN, som har givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han har talt! der blev ikke et Ord til intet af alle hans gode Ord, som han talede ved Mose, sin Tjener. ⁵⁷ HERREN vor Gud være med os, ligesom han har været med vore Fædre! Han forlade os ikke og overgive os ikke!

²⁴ Og fra alle Lande søgte de Salomo for at høre hans Visdom, som Gud havde givet i hans Hjerte:

³⁶ Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord.

⁶ Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand.

²² Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja ogsaa formaa det; gak ud og gør saa!

¹ Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en mægtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi HERREN gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var og vældig til Strid, men spedalsk.

⁸ Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel, og han raadslog med sine Tjenere og sagde: Jeg vil lejre mig paa det og det Sted. ⁹ Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager dette Sted forbi; thi Syrerne ville lægge sig der. ¹⁰ Saa sendte Israels Konge til det Sted, som den Guds Mand havde sagt til ham og paamindet ham om, og han forvarede sig der, ikke een Gang og ikke to Gange alene. ¹¹ Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Sag, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig til Kende, hvem af os der holder med Israels Konge? ¹² Da sagde en af hans Tjenere: Ikke saa, min Herre Konge! men Elisa, den Profet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord til Kende, som du taler i dit Sengekammer.

²⁷ Og de nedbrøde Baals Støtte og nedbrøde Baals Hus og gjorde et hemmeligt Mag deraf indtil denne Dag.

²⁵ Thi HERREN er stor og saare priselig, og han er forfærdelig over alle Guder.

¹² Visselig, HERREN skal give dig Klogskab og Forstand og give dig Befaling over Israel; men du skal holde HERREN din Guds Lov.

¹⁰ Og David lovede HERREN for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet være du, HERRE, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed!

¹⁰ Og David lovede HERREN for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet være du, HERRE, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed! ¹¹ Dig, HERRE! hører Majestæt og Vælde og Herlighed og Sejr og Ære til; thi alt i Himmelen og paa Jorden er dit, ja, dit, HERRE! er Riget, og du er ophøjet over alt til et Hoved. ¹² Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regerer over alting, og Kraft og Vælde er i din Haand; og i din Haand staar det at gøre alt stort og stærkt. ¹³ Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn.

²⁰ Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kære, lover HERREN, eders Gud; og al Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for HERREN og for Kongen.

³⁰ tillige med hele hans Regering og hans Vælde og Tiderne, som forløb over ham og over Israel og over alle Landes Riger.

¹⁰ Giv mig nu Visdom og Kundskab, at jeg kan gaa ud og gaa ind for dette Folk; thi hvo kan ellers dømme dette dit store Folk? ¹¹ Da sagde Gud til Salomo: Efterdi dette var i dit Hjerte, at du ikke har begæret Rigdom, Gods og Ære eller deres Liv, som hade dig, og end ikke har begæret et langt Liv, men begæret dig Visdom og Kundskab, at du kan dømme mit Folk, over hvilket jeg har gjort dig til Konge: ¹² Saa være Visdom og Kundskab givet dig; tilmed vil jeg give dig Rigdom og Gods og Ære, saadant som de Konger, der have været før dig, ikke have haft, og som ingen efter dig skal have.

¹⁸ Thi sandelig, monne Gud skulde bo hos Menneskene paa Jorden? se, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme dig, hvor mindre dette Hus, som jeg har bygget?

⁶ og han sagde HERRE, vore Fædres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er ingen som kan bestaa imod dig.

²¹ Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for HERREN, at de skulde love den hel- lige Majestæt, og, naar de droge ud frem for de bevæbnede, da skulde de sige: Lover HERREN, thi hans Miskundhed er evindelig.

⁵ Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og han gjorde det, som vnr ondt for HERRENS, hans Guds, Øjne. ⁶ Nebukadnezar, Kongen af Babel, drog op imod ham og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁷ Og Nebukadnezar førte nogle af HERRENS Hus's Kar til Babel og lagde dem i sit Tempel i Babel.

²³ Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvo der maatte være iblandt eder af alle hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage op!

² Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.

⁷ Og i Artakserkses's Dage skreve Bislam, Mithridates, Tabeel og de øvrige af hans Selskab til Artakserkses, Kongen i Persien, og Brevet var skrevet med syrisk Skrift og oversat paa Syrisk.

¹⁰ paa det de kunne ofre til en sød Lugt for Gud i Himmelen og bede for Kongens og hans Børns Liv. ¹¹ Fremdeles er der given Befaling af mig, at naar et Menneske forandrer denne Ting, saa skal der af hans Hus udrives en Bjælke, og han skal hænges op og slaas fast derpaa, og hans Hus skal gøres til en Møgdynge derfor.

¹² Artakserkses, Kongers Konge, til Esra, Præsten, den skriftlærde i Himmelens Guds Lov, og saa videre.

³ Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke være sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Fædres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortærede af Ild?

¹⁴ Og jeg saa til og rejste mig og sagde til de ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Frygter ikke for deres Ansigt, tænker paa den store og forfærdelige Herre og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døtre, eders Hustruer og eders Huse!

⁶ Disse ere de Folk af Landskabet, de, som droge op af Fangenskabet, hvilke Nebukadnezar, Kongen af Babel, havde bortført, og som vare komne tilbage til Jerusalem og til Juda, hver til sin Stad,

³² Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møje være agtet ringe for dit Ansigt, den, som har ramt os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Profeter og vore Fædre og dit ganske Folk fra Kongerne af Assyriens Dage og indtil denne Dag!

¹³ Og Kongen sagde til de vise, som forstode sig paa Tiderne- thi saaledes blev en Sag fra Kongen forhandlet for alle, som forstode sig paa Lov og Ret;

¹⁹ Og der Jomfruerne samledes anden Gang, og Mardokaj sad i Kongens Port

²¹ i de samme Dage, som Mardokaj sad i Kongens Port, bleve to af Kongens Kammertjenere, Bigtan og Theres, af dem, som holdt Vagt ved Dørtærskelen, vrede og søgte at lægge Haand paa Kong Ahasverus,

² Og alle Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, knælede og bøjede sig ned for Haman, thi Kongen havde saa budet om ham; men Mardokaj knælede ikke og nedbøjede sig ikke.

¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring. ¹³ Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem. ¹⁴ En Genpart af Skrivelsen var, at der skulde gives en Lov i alle og ethvert Landskab, at det skal være vitterligt for alle Folk, at de skulde være rede til den Dag. ¹⁵ Løberne gik ud og skyndte sig efter Kongens Ord, og den Lov blev given i Borgen Susan; og Kongen og Haman sade for at drikke, medens Staden Susan var i Forvirring.

¹¹ Alle Kongens Tjenere og Folket i Kongens Landskaber vide, at for hver Mand eller, Kvinde, som gaar til Kongen i den inderste Forgaard uden at være kaldet, er der en Lov, at man skal slaa ham ihjel, uden saa er, at Kongen udrækker Guldspiret imod ham, at han maa leve; jeg er ikke kaldet at komme til Kongen nu i tredive Dage.

¹⁵ Da sagde Esther, at man skulde give dette Svar tilbage til Mardokaj: ¹⁶ Gak, samler alle Jøderne, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ej heller drikke i tre Dage, Nat og Dag, ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligeledes faste; og saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa faar jeg at omkomme. ¹⁷ Og Mardokaj gik bort og gjorde efter alt det, som Esther havde befalet ham.

¹ I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Krønikebogen om de daglige Begivenheder; og. de bleve læste for Kongen.

³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen.

¹³ i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

² Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige.

¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;

¹⁷ Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.

¹³ Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.

¹⁶ Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild. ¹⁷ Han lader Raadgiverne gaa af klædte bort og gør Dommerne til Daarer. ¹⁸ Han løser Kongernes Herredømme og læggerBaand om deres Lænder.

¹⁸ Han løser Kongernes Herredømme og læggerBaand om deres Lænder. ¹⁹ Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke.

¹⁹ Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke. ²⁰ Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle. ²¹ Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte. ²² Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.

²² Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.

⁶ Dødsriget ligger blottet for ham, og Afgrunden har intet Skjul.

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen,

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen, ¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem

¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem ¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden,

²⁴ Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted. ²⁵ Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste; ²⁶ han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det. ²⁷ Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje, ²⁸ for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig. ²⁹ Naar han skaffer Ro til Veje- hvo vil kalde ham uretfærdig? og naar han skjuler sit Ansigt - hvo kan da beskue ham? - baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

²⁶ Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.

⁴ Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver. ⁵ Derfor skulle de ugudelige ikke bestaa i Dommen, ej heller Syndere i de retfærdiges Menighed.

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg." ⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag. ⁸ Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom. ⁹ Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem. ¹⁰ Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!

¹⁰ Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden! ¹¹ Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven!

¹¹ Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven! ¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

⁸ Thi Kongen forlader sig pan HERREN, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes. ⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd.

²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!

¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.

¹⁴ Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. ¹⁵ Men jeg forlader mig paa dig, HERRE! jeg sagde: Du er min Gud.

⁹ De skulle mættes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk.

¹⁰ Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver Agt pari hans Sted, da er han borte.

³⁶ Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.

¹³ Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet være HERREN, Israels Gud, i Evighed og indtil Evighed! Amen, Amen.

⁹ Kommer, ser HERRENS Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelæggelser paa Jorden.

¹ En Sang, en Psalme af Koras Børn.

¹⁰ Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. ¹¹ Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.

¹⁴ Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! ¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.

²² Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier. ²³ Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.

⁷ Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; HERRE! knus de unge Løvers Kindtænder!

¹¹ Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

⁴ Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela.

¹ Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme, en Sang. ² Gud være os naadig og velsigne os; lade sit Ansigt lyse for os (Sela),

¹⁸ Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed.

¹ Af Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfærdighed, ² at han kan dømme dit Folk med Retfærdighed og dine elendige med Retvished. ³ Lad Bjergene bære Fred for Folket og Højene ligesaa ved Retfærdigheden. ⁴ Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden. ⁵ De skulle frygte dig, saa længe Solen er til, og saa længe Maanen lyser, fra Slægt til Slægter. ⁶ Han stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der væde Jorden! ⁷ I hans Dage blomstre den retfærdige og megen Fred, indtil Maanen ikke er mere! ⁸ Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende! ⁹ De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv. ¹⁰ Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave. ¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham.

¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham. ¹² Thi han skal fri den fattige, som raaber, samt den elendige, som inben Hjælper har. ¹³ Han skal spare den ringe og fattige og frelse de fattiges Sjæle. ¹⁴ Han skal udløse deres Sjæl fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal være dyrebart for hans Øjne. ¹⁵ Og de skulle leve og give ham af Skebas Guld og altid bede for ham, love ham den ganske Dag. ¹⁶ Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden!

¹⁶ Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden! ¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig!

¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! ¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting!

¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen! ²⁰ Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.

⁵ Jeg sagde til Daarerne: Værer ikke Daarer! og til de ugudelige: Opløfter ikke Horn! ⁶ Opløfter ikke eders Horn imod det høje, taler ej med knejsende Nakke! ⁷ Thi Ophøjelse kommer ikke af Øster eller af Vester, ej heller af Ørken;

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

⁹ Du førte en Vinstok fra Ægypten; du uddrev Hedningerne og plantede den. ¹⁰ Du ryddede for den og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet.

¹ En Psalme; af Asaf. Gud staar i Guds Menighed; han dømmer midt iblandt Guder.

⁹ Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn.

³ Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; fæste din Sandhed: ⁴ Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener:

¹⁹ Thi HERREN er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge. ²⁰ Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. ²¹ Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. ²² Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. ²³ Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. ²⁴ Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. ²⁵ Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. ²⁶ Og jeg vil udstrække hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne. ²⁷ Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. ²⁹ Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig. ³⁰ Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. ³¹ Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, ³² dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: ³³ Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. ³⁴ Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. ³⁵ Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. ³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:

¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham.

²⁰ Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

⁴ Thi HERREN er stor og saare priselig, han er forfærdelig fremfor alle Guder.

¹ Af David. Min Sjæl! lov HERREN, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn.

¹ Af David. Min Sjæl! lov HERREN, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. ² Min Sjæl! lov HERREN og glem ikke alle hans Velgerninger,

² Min Sjæl! lov HERREN og glem ikke alle hans Velgerninger, ³ ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; ⁴ ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed;

¹⁶ Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere.

² Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt.

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel. ² HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender ³ Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød. ⁴ HERREN svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis." ⁵ Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag. ⁶ Han dømmer iblandt Hedningerne, han fylder op med Lig, han knuser Hoveder over det vide Land.

² Lovet være HERRENS Navn fra nu og indtil evig tid!

⁵ Hvo er som HERREN vor Gud? han, som har sat sit Sæde højt; ⁶ han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden; ⁷ han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet ⁸ for at sætte ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster;

³ Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager.

¹⁸ Men vi, vi ville love HERREN fra nu og indtil evig Tid. Halleluja!

²² Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten.

¹⁴ Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begæret den.

⁵ Thi jeg ved, at HERREN er stor, og at vor Herre er større end alle Guder.

² Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig.

¹¹ Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. ¹² Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.

¹ En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid. ² Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid. ³ HERREN er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig.

¹³ Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt.

⁵ Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.

⁶ De skulle ophøje Gud med deres Strube, og der skal være et tveægget Sværd i deres Haand ⁷ for at øve Hævn paa Hedningerne og Straf paa Folkeslægterne; ⁸ for at hinde deres Konger med Lænker og deres Hædersmænd med Jernbolte; ⁹ og for at fuldbyrde paa dem den Dom, som staar skreven! Det er Æren for alle hans hellige. Halleluja!

⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt. ⁷ Han gemmer det varige gode til de oprigtige; han er et Skjold for dem, som vandre fuldkommelig,

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! ⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

¹⁴ Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til. ¹⁵ Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.

¹⁵ Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret. ¹⁶ Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.

¹⁹ Sundheds Læbe bestaar altid; men men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.

¹⁴ Kongens Vrede er Dødens Bud; men en viis Mand forsoner den.

¹² Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

² Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.

²² Den vise stormede de vældiges Stad og nedstyrtede dens sikre Værn.

⁵ En viis Mand er stærk, og en kyndig Mand styrker sin Kraft.

¹¹ Red dem, som føres til Døden, dem, som vaklende drage en at miste Livet; maatte du dog holde dem tilbage!

³ Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge. ⁴ Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

¹² Naar de retfærdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.

¹⁵ Som en brølende Løve og en omstrejfende Bjørn er den ugudelige, der hersker over et fattigt Folk. ¹⁶ En Fyrste, som fattes Forstand, er og en stor Undertrykker; men hvo der hader uretfærrdig Vinding, skal forlænge sine Dage. ¹⁷ Et Menneske, betynget med ell Sjæls Blod, flyr til Graven; man holde ikke paa ham.

²² En vredagtig Mand opvækker rrætte, og en hidsig Mand begaar megen Overtrædelse.

¹ Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid. ² Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede; ³ en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge; ⁴ en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde; ⁵ en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag; ⁶ en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; ⁷ en Tid til at tie og en Tid til at tale; ⁸ en Tid til at. elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred.

¹⁹ Visdom styrker en viis mere end ti vældige, som ere i en Stad.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

¹³ Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og den syntes mig stor: ¹⁴ Der var en liden Stad og faa Folk i den; og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Belejringsværker om den; ¹⁵ og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu. ¹⁶ Da sagde Jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte.

¹⁶ Da sagde Jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte. ¹⁷ De vises Ord, hørte i Ro, ere bedre end Herskerens Skrig iblandt Daarer. ¹⁸ Bedre er Visdom end Stridsvaaben; og een Synder kan fordærve meget godt.

¹⁸ Bedre er Visdom end Stridsvaaben; og een Synder kan fordærve meget godt.

⁴ Dersom Herskerens Vrede rejser sig imod dig, da forlad ikke din Plads; thi Sagtmodighed standser store Synder.

² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det.

² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det. ³ Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til HERRENS Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal ud aa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem.

¹⁸ Se, her er jeg og de Børn, som HERREN har givet mig, til Tegn og Forbilleder i Israel fra den HERRE Zebaoth, som bor paa Zions Bjerg. ¹⁹ Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlæggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹ Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser

⁸ Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe?

⁹ De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af HERRENS Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund.

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig.

¹¹ Og jeg vil hjemsøge Jorderige for det onde og de ugudelige for deres Misgerning; og jeg vil bringe de hovmodiges Stolthed til at høre op og bøje Voldsmænds Overmod.

⁴ Da skal du, istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op!

¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind. ¹⁴ Ved Aftenstid se, da er der Forskrækkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os; og deres Lod, som berøve os.

³ Og Ægypternes Aand i deres Indre skal udtømmes, og jeg vil tilintetgøre deres Raad, saa de skulle adspørge hos Afguderne og hos Troldkarlene og hos Spaakvinderne og hosTegnsudlæggerne.

³ Derfor skal et mægtigt Folk ære dig; grumme Hedningers Stæder skulle frygte dig ⁴ fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Væg. ⁵ Som Heden i det tørre Land, saa nedtrykker du de fremmedes Bulder; som Heden ved Skyggen af en Sky, saa dæmpes de grummes Sang.

¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

¹¹ Da sagde Eliakim og Sebna og Joa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det; og tal ikke til os paa jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren.

⁴ Maaske HERREN din Gud vil høre Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt; saa opløft en Bøn for de overblevne, som findes.

¹⁵ Se, jeg gør dig til en skarp ny Teerskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner. ¹⁶ Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dern; men du skal fryde dig i HERREN, du skal prise dig i Israels Hellige.

²² Lad dem komme frem med dem og forkynde os det, som skal hændes; forkyrlder os, hvad der først skal ske, paa det vi maa lægge os det paa Hjerte og forstaa, hvad Enden derpaa skal blive; eller lader os høre de tilkommende Ting!

²² Lad dem komme frem med dem og forkynde os det, som skal hændes; forkyrlder os, hvad der først skal ske, paa det vi maa lægge os det paa Hjerte og forstaa, hvad Enden derpaa skal blive; eller lader os høre de tilkommende Ting! ²³ Forkynder de Ting, som skulle komme herefter, at vi kunne vide dem; thi I ere jo Guder! ja, gører vel eller gører ilde, saa ville vi se os om og betragte det med hverandre.

²³ Forkynder de Ting, som skulle komme herefter, at vi kunne vide dem; thi I ere jo Guder! ja, gører vel eller gører ilde, saa ville vi se os om og betragte det med hverandre.

²⁶ Hvo har forkyndt noget fra Begyndelsen af, at vi kunne vide det? eller fra forrige Tid, at vi kunne sige: Han har Ret? men der er ingen, som forkynder noget, og ingen, som lader os høre noget, og ingen, som hører eders Tale.

⁹ Se, de første Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de oprinde, vil jeg lade eder høre om dem.

³ Thi jeg sr HERREN din Gud, Iszaels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted. ⁴ Efterdi du var agtet dyrebar for mine Øjne, var æret, og jeg elskede dig: Saa har jeg givet Mennesker i dit Sted og Folkeslag i Stedet for din Sjæl.

²⁵ den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;

²⁸ den, som siger til Kyrus: Han er min Hyrde, og han skal fuldkomme al min Villie, og han skal sige til Jerusalem: Du skal bygges; og til Templet: Du skal grundfæstes.

⁴ For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnede dig ved Hædersnavn, enddog du kendte mig ikke.

⁷ jeg, som danner Lyset og skaber Mørket, jeg, som gør Fred og skaber Ulykke; jeg er HERREN, som gør alle disse Ting.

⁵ Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger.

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand.

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig. ¹⁴ Se, de skulle være som Halm, Ilden skal opbrænde dem, de kunne ikke, redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

¹² Thi det Folk og det Rige, som ikke vil tjene dig, skal, ødelægges, og Hedningerne skulle gaa aldeles til Grunde.

¹ Saa siger HERREN: Himlene ere min Trone og Jorden mine Fødders Fodskammel; hvor er det Hus, som I kunde bygge mig? og hvor er min Hviles Sted? ² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

⁵ jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide HERRENS Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.

¹² Mon Jern kan bryde Jern af Norden og Kobber?

²⁴ Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger HERREN; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger HERREN.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias over alt Judas Folk, i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges fjerde Aar; det er Nebukadnezar, Kongen af Babels første Aar;

⁵ Jeg har skabt Jorden, Menneskene og Dyrene; som ere paa Jordens Kreds, ved min store Magt og ved min udrakte Arm; og jeg har givet dem til den, hvem det synes mig ret. ⁶ Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endog saa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste. ⁷ Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl.

¹⁴ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har lagt et Jernaag paa alle disse Folks Hals, at de maa tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og de skulle tjene ham; ogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham.

²⁴ HERRENS brændende Vrede skal ikke vende om, førend han har udført, og førend han har fuldkommet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skulle I faa Forstand derpaa.

¹⁸ du, som gør Miskundhed imod tLrsinde og som betaler Fædrenes Misgerning i deres Børns Barm efter dem, du store, du vældige Gud, hvis Navn er HERREN Zebaoth, ¹⁹ stor i Raad, og mægtig i Gerning; thi dine Øjne ere opladte over alle Menneskens Børns Veje til at give hver efter hans Veje og efter hans Idrætters Frugt!

¹⁹ stor i Raad, og mægtig i Gerning; thi dine Øjne ere opladte over alle Menneskens Børns Veje til at give hver efter hans Veje og efter hans Idrætters Frugt!

³ Raab til mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil tilkendegive dig store og velforvarede Ting, som du ikke ved.

³ Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster.

⁹ Og de Øvrige af Folket, som vare blevne tilbage i Staden, og de frafaldne, som vare gaaede over til ham, de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage, dem bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, til Babel.

⁴⁷ Men jeg vil omvende Moabs Fangenskab i de sidste Dage, siger HERREN. Hertil gaar Dommen over Moab.

⁷ Babel var et Guldbæger i HERRENS Haand, den har gjort hele Verden drukken; Folkene have drukket af dens Vin, derfor tabte Folkene Besindelsen.

¹² Og i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden (det Aar var Kong Nebukadnezars, Kongen af Babels, nittende Aar), kom Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, som stod for Kongen af Babels Ansigt, til Jerusalem.

¹⁴ Og hele Kaldæernes Hær, som var med Øversten for Livvagten, nedbrød alle Jerusalems Mure trindt omkring.

⁶ Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: "HERREN siger det", skønt HERREN ikke har sendt dem, og de haabe dog at Ordet skal stadfæstes.

¹⁷ Og du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod dit Folks Døtre, dem, som ere Profetinder efter deres eget Hjertes Kald, og spaa imod dem!

¹⁹ Og I vanhellige mig for mit Folk for nogle Haandfuld Byg og for nogle Stykker Brød for at dræbe Sjæle, som ikke skulde dø, og for at holde Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyve for mit Folk, for dem, som høre paa Løgn?

⁷ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil lade Nebukadnezar, Kongen af Babel, komme imod Tyrus fra Norden, ham, som er Kongers Konge, med Heste og med Vogne og med Ryttere og med en Skare og meget Folk.

⁷ se, derfor vil jeg lade fremmede, de forfærdelige iblandt Folkene, komme over dig, og de skulle uddrage deres Sværd imod din Visdoms skønne Værk og vanhellige din Herlighed.

²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig.

⁸ Efter mange Dage skal du blive hjemsøgt, i de sidste Aar skal dit komme til et Land, som er udfriet fra Sværdet og samlet ud fra mange folkefærd, over Israels Bjerge, som stadigt have været øde; dette er nu udført fra Folkene, og de bo der alle sammen tryggelig.

¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke;

¹⁶ Og du skal drage op imod mit Folk Israel som en Sky til at skjule Landet; det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil lade dig komme imod mit Land, paa det Hedninrerne skulle kende mig, naar jeg helliggøre mig paa dig for deres Øjne, o Gog!

¹ Jojakims, Judas Konges, Regerings tredje Aar drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, til Jerusalem og belejrede den. ² Og Herren gav Jojakim, Judus Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer. ³ Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slægt og af de fornemme, ⁴ unge Mennesker, aldeles uden Lyde og smukke af Udseende, med Gave til at forstaa al Slags Visdom og til at lære Kandskab og blive kyndige i Vidskab, og i hvilke der var Dygtighed til at tjene i Kongens Palads; og at han skulde lade dem lære kaldæisk Skrift og Tungemaal. ⁵ Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt. ⁶ Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria.

⁶ Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria. ⁷ Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego.

⁷ Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego.

¹¹ Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria:

¹⁷ Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme. ¹⁸ Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt. ¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.

¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt. ²⁰ Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige.

²⁰ Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige.

¹ Og i Nebukadnezars andet Regeringsaar drømte Nebukadnezar Drømme, og hans Aand blev bekymret, og det var forbi for ham med hans Søvn. ² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt. ³ Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen.

³ Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen. ⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen.

⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen. ⁵ Kongen svarede og sagde til Kaldæerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge.

⁵ Kongen svarede og sagde til Kaldæerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge. ⁶ Men dersom I kundgøre Drømmen og Udtydninger derpaa, da skulle I bekomme Skænk og Gave og stor Ære af mig; derfor kundgører mig Drømmen og Udtydningen derpaa!

⁶ Men dersom I kundgøre Drømmen og Udtydninger derpaa, da skulle I bekomme Skænk og Gave og stor Ære af mig; derfor kundgører mig Drømmen og Udtydningen derpaa! ⁷ De svarede anden Gang og sagde: Kongen sige sineTjenere Drømmen, saa ville vi kundgøre Udtydningen.

⁹ dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa.

⁹ dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa. ¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer.

¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer. ¹¹ Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene.

¹¹ Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene. ¹² Over dette blev Kongen fortørnet og meget vred, og han befalede, at man skulde udrydde alle vise i Babel.

¹² Over dette blev Kongen fortørnet og meget vred, og han befalede, at man skulde udrydde alle vise i Babel. ¹³ Og Befalingen udgik, og de vise bleve ihjelslagne; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, for at de kunde blive ihjelslagne. ¹⁴ Da gav Daniel et klogt og forstandigt Svar til Ariok, Øversten for Kongens Livvagt, som var gaaet ud for at ihjelslaa de vise i Babel

¹⁷ Da gik Daniel til sit Hus og kundgjorde Hanania, Misael og Asaria, sine Medbrødre, Sagen,

¹⁷ Da gik Daniel til sit Hus og kundgjorde Hanania, Misael og Asaria, sine Medbrødre, Sagen, ¹⁸ og det, for at de skulde begære Barmhjertighed af Gud i Himmelen angaaende denne Hemmelighed, for at de ikke skulde udrydde Daniel og hans Medbrødre tillige med Resten af de vise i Babel.

¹⁸ og det, for at de skulde begære Barmhjertighed af Gud i Himmelen angaaende denne Hemmelighed, for at de ikke skulde udrydde Daniel og hans Medbrødre tillige med Resten af de vise i Babel. ¹⁹ Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud. ²⁰ Daniel svarede og sagde: Velsignet være Guds Navn fra Evighed og indtil Evighed; thi Visdommen og Kraften er hans. ²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab.

²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab.

²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab. ²² Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham.

²² Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham. ²³ Dig, mine Fædres Gud! lover og priser jeg, thi du har givet mig Visdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begærede af dig, thi du har kundgjort os Kongens Sag.

²³ Dig, mine Fædres Gud! lover og priser jeg, thi du har givet mig Visdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begærede af dig, thi du har kundgjort os Kongens Sag. ²⁴ Derfor gik Daniel ind til Ariok, som Kongen havde befalet at udrydde de vise i Babel; han gik hen og sagde saaledes til ham: Udryd ikke de vise i Babel; før mig ind for Kongen, saa vil jeg kundgøre Kongen Udtydningen.

²⁴ Derfor gik Daniel ind til Ariok, som Kongen havde befalet at udrydde de vise i Babel; han gik hen og sagde saaledes til ham: Udryd ikke de vise i Babel; før mig ind for Kongen, saa vil jeg kundgøre Kongen Udtydningen.

²⁷ Daniel svarede Kongen og sagde: Hemmeligheden, som Kongen begærer, kunne de vise, Besværgerne, Spaamændene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen.

²⁷ Daniel svarede Kongen og sagde: Hemmeligheden, som Kongen begærer, kunne de vise, Besværgerne, Spaamændene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen.

²⁷ Daniel svarede Kongen og sagde: Hemmeligheden, som Kongen begærer, kunne de vise, Besværgerne, Spaamændene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen. ²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse:

²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse:

²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse: ²⁹ Du Konge! dine Tanker opstege paa dit Leje om, hvad der skulde ske herefter; og han, som aabenbarer hemmelige Ting, har kundgjort dig, hvad der skal ske.

²⁹ Du Konge! dine Tanker opstege paa dit Leje om, hvad der skulde ske herefter; og han, som aabenbarer hemmelige Ting, har kundgjort dig, hvad der skal ske. ³⁰ Og mig er denne Hemmelighed aabenbaret, ikke af den Visdom, som er i mig, fremfor alle dem, der leve; men for at Udtydningen skulde gives Kongen til Kende, og du maatte komme til at vide dit Hjertes Tanker.

³² Dette Billedes Hoved var af fint Guld, dets Bryst og dets Arme af Sølv; dets Bug og dets Lænder af Kobber, ³³ dets Ben vare af Jern, dets Fødder til Dels af Jern og til Dels af Ler.

³³ dets Ben vare af Jern, dets Fødder til Dels af Jern og til Dels af Ler. ³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem.

³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem. ³⁵ Da blev Jernet, Leret, Kobberet, Sølvet og Guldet knuste paa een, Gang og bleve ligesom Avner fra Tærskepladserne om Sommeren, og Vinden borttog dem, og intet Sted blev fundet for dem; men den Sten, som sønderslog Billedet, blev til et stort Bjerg og opfyldte hele Jorden:

³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren,

³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren, ³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet. ³⁹ Og efter dig skal opkomme et andet Rige, ringere end dit, og et tredje Rige endnu, ef Kobber, som skal herske over hele Jorden. ⁴⁰ Og et fjerde Rige skal være stærkt som Jernet; eftersom Jernet knuser og sønderslaar alt, skal det som Jernet, der sønderslaar, knuse og sønderslaa alle hine. ⁴¹ Men at du saa Fødderne og Tæerne til Dels at være af Pottemagerler og til Dels af Jern, betyder, at det skal blive et delt Rige, og at der skal blive noget af Jernets Styrke derudi, efter di du saa, at Jernet var blandet med Leret. ⁴² Og at Tæerne paa Fødderne vare til Dels af Jern og til Dels af Ler, betyder, at Riget for en Del skal være stærkt og for en Del skrøbeligt. ⁴³ At du saa Jernet blandet med Leret, betyder, at de skulle blande sig ved Slægtskabsforbindelser; men dog ikke indbyrdes holde sammen; se, ligesom Jernet ikke kan blandes med Leret. ⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig, ⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

⁴⁷ Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder og en Herre over Konger, og Hemmeligheders Aabenbarer, efterdi du har kunnet aabenbare denne Hemmelighed. ⁴⁸ Da gjorde Kongen Daniel stor og gav ham mange store Gaver og gjorde ham til Fyrste over hele Landskabet Babel og til øverste Forstander for alle de vise i Babel. ⁴⁹ Og Daniel begærede af Kongen, at han til Bestyrelsen over Landskabet Babel vilde beskikke Sadrak, Mesak og Abed-Nego; men Daniel blev ved Kongens Hof.

¹ Kong Nebukadnezar lod gøre et Billede af Guld, dets bløjde var tresindstyve Alen og dets Bredde seks Alen; han oprejste det i Dalen Dura, i Landskabet Babel.

⁹ De svarede og sagde til Kong Nebukadnezar: Kongen leve evindelig!

¹² Der er nu nogle jødiske Mænd, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Mænd agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst.

¹² Der er nu nogle jødiske Mænd, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Mænd agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst. ¹³ Da befalede Nebukadnezar i Vrede og Harme, at man skulde føre Sadrak, Mesak og Abed-Nego frem; da bleve disse Mænd førte frem for Kongen.

¹³ Da befalede Nebukadnezar i Vrede og Harme, at man skulde føre Sadrak, Mesak og Abed-Nego frem; da bleve disse Mænd førte frem for Kongen. ¹⁴ Nebukadnezar svarede og sagde til dem: Mon det er et oplagt Raad, Sadrak, Mesak og Abed-Nego! at I ikke ville dyrke min Gud og ej tilbede det Guldbillede, som jeg har oprejst? ¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder?

¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder? ¹⁶ Sadrak, Mesak og Abed-Nego svarede og sagde til Kongen: Nebukadnezar! vi have ikke fornødent at svare dig et Ord herpaa. ¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge!

¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge! ¹⁸ Men hvis ikke skal det være dig vitterligt, o Konge! at vi ikke ville dyrke dine Guder og ej tilbede det Guldbillede, som du har oprejst. ¹⁹ Da, blev Nebukadnezar fuld af Harme, og hans Ansigts Udseende blev forandret imod Sadrak, Mesak og Abed-Nego; han svarede og sagde, at man skulde gøre Ovnen syv Gange hedere, end man plejede at hede den.

¹⁹ Da, blev Nebukadnezar fuld af Harme, og hans Ansigts Udseende blev forandret imod Sadrak, Mesak og Abed-Nego; han svarede og sagde, at man skulde gøre Ovnen syv Gange hedere, end man plejede at hede den. ²⁰ Og Mænd, vældige Mænd i hans Hær befalede han, at de skulde binde Sadrak, Mesak og Abed-Nego for at kaste dem i den brændende Ilds Ovn. ²¹ Da bleve disse Mænd bundne i deres Undertøj, deres Kjoler og deres Kapper og deres øvrige Klæder og kastede midt i den brændende Ilds Ovn. ²² Derfor, eftersom Kongens Ord var strengt, og Ovnen var hedet overmaade, dræbte Ildens Lue de Mænd, som havde bragt Sadrak, Mesak og Abed-Nego op. ²³ Men disse tre Mænd, Sadrak, Mesak og Abed-Nego, faldt bundne midt i den brændende Ilds Ovn. ²⁴ Da forfærdedes Nebukadnezar og stod hastelig op; han svarede og sagde til sine Raadsherrer: Lode vi ikke kaste tre Mænd bundne midt i Ilden? De svarede og sagde til Kongen: Visselig, o Konge! ²⁵ Han svarede og sagde: Se, jeg ser fire Mænd, som gaa løse midt i Ilden, og der er intet beskadiget paa dem; og den fjerdes Udseende er ligesom en Gudesøns. ²⁶ Da traadte Nebukadnezar frem for Mundingen af den Brændende Ilds Ovn; han svarede og sagde: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, I den højeste Guds Tjenere! gaar ud og kommer hid; da gik Sadrak, Mesak og Abed-Nego ud midt af Ilden. ²⁷ Og Statholderne, Befalingsmændene Landshøvdingerne og Kongens Raadsherrer samledes; de see disse Mænd, at Tiden ingen Magt havde haft over deres Legemer, og at Haaret paa deres Hoveder ikke var svedet og dennes Undertøj ikke forandret, og at Lugt af Ild ikke var gaaet over dem. ²⁸ Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet være Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud: ²⁹ Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse.

²⁹ Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse. ³⁰ Da lod Kongen Sadrak, Mesak og Abed-Nego nyde Lykke i Landskabet Babel.

³⁰ Da lod Kongen Sadrak, Mesak og Abed-Nego nyde Lykke i Landskabet Babel.

³ Hans Tegn - hvor store! og hans underfulde Gerninger - hvor mægtige! hans Rige er et evigt Rige og og hans Herredømme fra Slægt til Slægt!

⁵ Jeg saa en Drøm, og den forfærdede mig, og Tanker paa mit Leje og mit Hoveds Syner forvirrede mig? ⁶ Derfor blev givet Befaling af mig; at man skulde føre alle vise i Babel ind for mig, for at de skulde kundgøre mig Drømmens Udtydning. ⁷ Da kom Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne ind; og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke kundgøre mig Udtydningen derpaa. ⁸ Men til sidst kom Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn; og i hvem de hellige Guders Aand er; ind for mig; og jeg sagde ham Drømmen.

⁸ Men til sidst kom Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn; og i hvem de hellige Guders Aand er; ind for mig; og jeg sagde ham Drømmen. ⁹ Beltsazar, du Øverste for Spaamændene! efterdi jeg ved, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig vanskelig: Sig mig Synerne i min Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa:

⁹ Beltsazar, du Øverste for Spaamændene! efterdi jeg ved, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig vanskelig: Sig mig Synerne i min Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa:

¹⁷ Tingen er i Vægternes besluttede Raad, og Sagen er de helliges Befaling, paa det de, som leve, kunne kende, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til hvem, han vil, og ophøjer den ringe iblandt Menneskene over det. ¹⁸ Denne Drøm saa jeg, Kong Nebukadnezar; men du, Beltsazar! sig Udtydningen, efterdi alle vise i mit Rige ikke kunne kundgøre Udtydningen, men du kan det, fordi de hellige Guders Aand er i dig. ¹⁹ Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskrækket, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfærde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gælde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender!

¹⁹ Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskrækket, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfærde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gælde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender!

²¹ og hvorpaa der var dejligt Løv og megen Frugt og Føde for alt, som var derpaa, under hvilket Dyrene paa Marken boede, og i hvis Grene Himmelens Fugle byggede: ²² Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og stærk; og din Magt er bleven stor og rækker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende.

²² Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og stærk; og din Magt er bleven stor og rækker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende.

²⁵ Nemlig, man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, og man skal lade dig æde Urter som Øksne og vædes af Himmelens Dug, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til, hvem han vil.

³⁰ Kongen svarede og sagde: Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget til et kongeligt Hus ved min Styrkes Magt og til min Herligheds Ære?

³² Og man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig æde Urter som Øksne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste hal, Magt over Menneskens Rige. og giver det til, hvem han vil.

³⁴ Men der disse Dage vare til Ende, opløftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og ærede ham, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slægt til Slægt.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget. ⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen.

⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen.

¹⁰ Ved Kongens og hans Fyrsters Tale kom Dronningen ned i Gæstebudssalen; Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindelig! lad ikke dine Tanker forvirre dig, og skift ikke Farve! ¹¹ Der er en Mand i dit Rige, i hvem de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Visdom lig Guders Visdom funden i ham, og din Fader, Kong Nebukadnezar, satte ham over Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne, Sandsigerne - din Fader, o Konge! ¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen. ¹³ Da blev Daniel ført ind for Kongen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du Daniel, en af de bortførte fra Juda, hvilke Kongen, min Fader, førte fra Juda? ¹⁴ Jeg har hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og at Oplysning og Klogskab og ypperlig Visdom er funden i dig.

¹⁶ Men jeg har hørt om dig, at du kan give Udtydninger og løse Knuder; nu, dersom du kan læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, da skal du blive klædt i Purpur og hære en Guldkæde om din Hals og være den tredjemægtige i Riget.

¹⁶ Men jeg har hørt om dig, at du kan give Udtydninger og løse Knuder; nu, dersom du kan læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, da skal du blive klædt i Purpur og hære en Guldkæde om din Hals og være den tredjemægtige i Riget. ¹⁷ Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du dine Foræringer, og giv en anden dine Gaver, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgøre ham Udtydningen. ¹⁸ Du Konge! den højeste Gud gav din Fader, Nebukadnezar, Rige og Magt og Ære og Herlighed.

²⁸ Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine.

²⁸ Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine. ²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget.

²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget. ³⁰ I samme Nat blev Belsazar; Kaldæerrles Konge, ihjelslagen. ³¹

³¹

¹ Og Mederen Darius modtog Riget, da han omtrent var to og tresindstyve aar gammel. ² Det behagede Darius at beskikke over Riget hundrede og, tyve Statholdere, som skulde være I det hele Rige,

⁶ Da sagde disse Mænd: Vi finde ingen Sag imod denne Daniel, med mindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds Lov. Da kom disse overordnede og Statholdere i hobetal tal Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evindelig!

⁹ Nu, o Konge! skal du stadfæste Forbudet og opsætte det skrifligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes. ¹⁰ Derfor opsatte Kong Darius Skliftet og Forbudet. ¹¹ Og den Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagenfaldt han paa sine Knæ og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn. ¹² Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaidende for sin Gud. ¹³ Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.

¹³ Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes. ¹⁴ Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen. ¹⁵ Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.

¹⁸ Og der blev bragt en Sten og lagt for Aabningen af Kulen, og Kongen forseglede den med sin Ring og med sine Fyrsters Ringe, at intet angaaende Daniel skulde forandres.

²¹ Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen talte og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra Løverne?

²⁶ Da skrev Kong Cyrius til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede paa den hele Jord: Eders Fred være mangfoldig!

³ Og der opsteg fire store Dyr af Havet, det ene anderledes end det andet. ⁴ Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte.

⁴ Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte. ⁵ Og se, et andet Dyr, næstefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Tænder; og man sage saaledes til det: Staa op; æd meget Kød!

⁵ Og se, et andet Dyr, næstefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Tænder; og man sage saaledes til det: Staa op; æd meget Kød!

⁵ Og se, et andet Dyr, næstefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Tænder; og man sage saaledes til det: Staa op; æd meget Kød! ⁶ Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt.

⁶ Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt.

⁶ Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt. ⁷ Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfærdeligt og meget stærkt, og det havde store Jerntænder, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde været før det, og det havde ti Horn.

⁷ Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfærdeligt og meget stærkt, og det havde store Jerntænder, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde været før det, og det havde ti Horn.

⁷ Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfærdeligt og meget stærkt, og det havde store Jerntænder, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde været før det, og det havde ti Horn.

⁷ Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfærdeligt og meget stærkt, og det havde store Jerntænder, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde været før det, og det havde ti Horn. ⁸ Jeg agtede nøje paa Hornene, og se, et andet lidet Horn skød op imellem dem, og tre af de forrige Horn bleve oprykkede for det; og se, der var Øjne som Menneskeøjne paa dette Horn, og en Mund, som talte store ring.

⁸ Jeg agtede nøje paa Hornene, og se, et andet lidet Horn skød op imellem dem, og tre af de forrige Horn bleve oprykkede for det; og se, der var Øjne som Menneskeøjne paa dette Horn, og en Mund, som talte store ring. ⁹ Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klæder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild. ¹⁰ En Strøm af Ild, brød frem og gik ud fra ham; tusinde Gange tusinde tjente ham, og ti Tusinde Gange ti Tusinde stode for ham; Retten blev sat og Bøgerne opladte. ¹¹ Da saa jeg til, fordi man havde hørt de store Ord, som Hornet havde talt; jeg saa til, indtil Dyret blev ihjelslaget og dets Legeme lagt øde og givet hen til at brændes i Ilden. ¹² Og hvad de øvrige Dyr angaar, var deres Magt forbi, og dem havde det været givet, hvor længe de skulde leve til Tid og Stund. ¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham.

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham. ¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt. ¹⁵ For mig, Daniel, blev min Aand i det legemlige Hylster bedrøvet, og mit Hoveds Syner forfærdede mig. ¹⁶ Jeg gik frem til een af dem, som stode der, for at søge Vished af ham om alt dette; og han sagde mig det og kundgjorde mig Udtydningen paa Tingene. ¹⁷ Disse store Dyr, af hvilke der er fire, betode, at fire Konger skulle opstaa af Jorden.

¹⁹ Da vilde jeg gerne have Vished angaaende det fjerde Dyr, som var anderledes end alle de andre, meget forfærdeligt, havde Jerntænder og Kobberkløer, aad, knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder, ²⁰ og angaaende de ti Horn, som vare paa dets Hoved, samt det andet, som skød op, og for hvilke tre faldt; og dette var det Horn, som havde Øjne og en Mund, der talte store Ting, og hvis Udseende var større end de andres ved Siden af det. ²¹ Jeg havde set, at samme Horn førte Krig imod de hellige og fik Overhaand over dem, ²² indtil den Gamle af Dage kom, og Retten blev tilkendt den Højestes hellige, og Tiden kom, da de hellige toge Riget i Besiddelse. ²³ Han sagde saaledes: Det fjerde Dyr betyder, at der skal være et jerde Rige paa Jorden, som skal blive anderledes end alle Rigerne; og det skal opæde al Jorden og søndertræde den og knuse den.

²³ Han sagde saaledes: Det fjerde Dyr betyder, at der skal være et jerde Rige paa Jorden, som skal blive anderledes end alle Rigerne; og det skal opæde al Jorden og søndertræde den og knuse den. ²⁴ Men de ti Horn betyde, at der af samme Rige skal opstaa ti Konger; og en anden skal opstaa efter dem, og han skal være anderledes end de foregaaende og nedtrykke tre Konger.

²⁴ Men de ti Horn betyde, at der af samme Rige skal opstaa ti Konger; og en anden skal opstaa efter dem, og han skal være anderledes end de foregaaende og nedtrykke tre Konger. ²⁵ Og han skal tale Ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke paa at forandre Tider og Lov, og de skulle gives i hans Haand indtil een Tid og Tider og en halv Tid.

²⁵ Og han skal tale Ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke paa at forandre Tider og Lov, og de skulle gives i hans Haand indtil een Tid og Tider og en halv Tid. ²⁶ Derefter skal Retten sættes, og man skal fratage ham hans Ma for at ødelægge og tilintetgøre den indtil Enden. ²⁷ Men Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himmelen skal gives til et Folk af den Højestes hellige; hans Rige er et evigt Rige, og alle Herredømmer skulle tjene og lyde ham.

³ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Væder stod lige for Floden, og den havde to Horn; og Hornene vare høje, og det ene højere end det andet, og det højeste voksede op sidst.

³ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Væder stod lige for Floden, og den havde to Horn; og Hornene vare høje, og det ene højere end det andet, og det højeste voksede op sidst. ⁴ Jeg saa, at Væderen stangede imod Vesten og Norden og Sønden, og der kunde intet Dyr staa for dens Ansigt, der var ej heller nogen, som kunde redde af dens Vold, og den gjorde efter sin Villie og blev mægtig.

⁴ Jeg saa, at Væderen stangede imod Vesten og Norden og Sønden, og der kunde intet Dyr staa for dens Ansigt, der var ej heller nogen, som kunde redde af dens Vold, og den gjorde efter sin Villie og blev mægtig. ⁵ Og jeg gav Agt, og se, en Gedebuk kom fra Vesten hen over al Jorden, og den rørte ikke ved Jorden; og Gedebukken havde et anseligt Horn imellem sine Øjne.

⁵ Og jeg gav Agt, og se, en Gedebuk kom fra Vesten hen over al Jorden, og den rørte ikke ved Jorden; og Gedebukken havde et anseligt Horn imellem sine Øjne. ⁶ Og den kom til Væderen, som havde de to Horn, og som jeg havde set staa lige for Floden, og den løb imod den i sin Krafts Hidsighed.

⁶ Og den kom til Væderen, som havde de to Horn, og som jeg havde set staa lige for Floden, og den løb imod den i sin Krafts Hidsighed. ⁷ Og jeg saa, den; at den kom nær hen til Væderen og blev forbitret paa den og slog Væderen og sønderbrød dens to Horn, og der var ingen Kraft i Væderen til at staa for dens Ansigt; og den kastede den til Jorden og nedtraadte den, og der var ingen, som kunde redde Væderen af dens Vold.

⁷ Og jeg saa, den; at den kom nær hen til Væderen og blev forbitret paa den og slog Væderen og sønderbrød dens to Horn, og der var ingen Kraft i Væderen til at staa for dens Ansigt; og den kastede den til Jorden og nedtraadte den, og der var ingen, som kunde redde Væderen af dens Vold. ⁸ Og Gedebukken blev saare mægtig; men som den stod i sin Styrke, blev det store Horn sønderbrudt, og i Stedet derfor opvoksede fire anselige Horn imod Himmelens fire Vejr;

⁸ Og Gedebukken blev saare mægtig; men som den stod i sin Styrke, blev det store Horn sønderbrudt, og i Stedet derfor opvoksede fire anselige Horn imod Himmelens fire Vejr; ⁹ og fra det ene af dem fremskød eet Horn, i Førstningen lidet, men det blev overmaade stort imod Sønden og imod Østen og imod det herlige Land. ¹⁰ Og det blev stort, indtil Himmelens Hær, og det kastede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og nedtraadte dem. ¹¹ Ja, indtil Hærens Fyrste udstrakte det sin Magt og borttog fra ham den stadige Tjeneste, og hans Helligdoms Bolig blev nedkastet. ¹² Og en Hær skal hengives tillige med den stadige Tjeneste for Overtrædelsens skyld; og det skal kaste Sandheden til Jorden og udføre det og have Lykke. ¹³ Derefter hørte jeg en hellig, som talte, og en anden hellig sagde til den, der talte: Paa hvor lang Tid gaar Synet om den stadige Tjeneste og Overtrædelsen, der bringer Ødelæggelse at baade Helligdommen og Hæren skulle hengives til at nedtrædes? ¹⁴ Og han sagde til mig: Indtil to Tusinde og tre Hundrede Aftener og Morgener, saa skal Helligdommen faa sin Ret igen.

²⁰ Den Væder, som du saa, der havde de to Horn, er Kongerne af Medien og Persien.

²⁴ Og hans Magt skal blive stærk, dog ikke ved hans Kraft, han skal anrette uhørte Ødelæggelser og have Lykke og udføre det; og han skal Ødelægge de stærke og de helliges Folk. ²⁵ Og formedelst hans Klogskab skal Svig lykkes i hans Haand, og han skal storlig ophøje sig i sit Hjerte og ødelægge mange i deres Tryghed; og han skal staa op imod Fyrsternes Fyrste, men uden Menneskehaand skal han knuses.

²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt.

¹⁴ Men jeg er kommen for at lade dig forstaa, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi der er endnu et Syn, som gaar paa disse Dage.

²⁰ Og han sagde: Ved du, hvorfor jeg er kommen til dig? og nu skal jeg vende tilbage for at stride imod Persiens Fyrste; og naar jeg drager ud, da se, saa skal Grækenlands Fyrste komme.

² Og nu vil jeg kundgøre dig Sandhed: Se, der skal endnu opstaa tre Konger for Persien, og den fjerde skal berige sig med større Rigdom end alle de andre, og naar han er bleven mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod Grækenlaads Rige. ³ Derefter skal der opstaa en vældig Konge og herske med stort Herredømme og gøre efter sin Villie. ⁴ Og som han opstaar, skal hans Rige sønderbrydes og deles imod Himmelens fire Veje, og det skal ikke være for hans efterladte, ej heller et Herredømme som hans Herredømme, men hans Rige skal oprykkes og blive andre end disse til Del. ⁵ Og Kongen af Sønden skal vorde mægtig, men der er en af hans Fyrster, som skal blive mægtigere end han og herske, hans Herredom skal blive et stort Herredom. ⁶ Og naar nogle Aar ere til Ende, skulle de indgaa Forbindelse, og Kongen af Søndens Datter skal drage ind til Kongen af Norden for at bringe et redeligt Forhold til Veje; men hun skal ikke beholde Armens Kraft, og han og hans Arm skal ikke bestaa, men hun skal gives hen tillige med dem, som bragte hende did, og ham, som avlede hende og understøttede hende, naar Tiderne komme.

⁶ Og naar nogle Aar ere til Ende, skulle de indgaa Forbindelse, og Kongen af Søndens Datter skal drage ind til Kongen af Norden for at bringe et redeligt Forhold til Veje; men hun skal ikke beholde Armens Kraft, og han og hans Arm skal ikke bestaa, men hun skal gives hen tillige med dem, som bragte hende did, og ham, som avlede hende og understøttede hende, naar Tiderne komme. ⁷ Og af Skud fra hendes Rødder skal der opstaa een i hans Sted og drage imod Hæren og trænge ind i Kongen af Nordens Fæstninger og handle med dem efter sin Villie og faa Overmagt. ⁸ Ja, ogsaa deres Guder tillige med deres støbte Billeder, tillige med deres kostbare Kar, Sølv og Guld; skal han føre som Bytte til Ægypten; og han skal holde Stand nogle Aar imod Kongen af Norden. ⁹ Og denne skal drage ind i Konger af Søndens Rige; men han skal vende tilbage til sit Land igen. ¹⁰ Og hans Sønner skulle ruste sig og samle en Hob af mange Hære og komme og drage ind og oversvømme Og overfare; og de skulle komme igen og trænge frem indtil hans Fæstning. ¹¹ Og Kongen af Sønden skal forbitres og drage ud at stride imod ham, imod Kongen af Norden; og skønt denne opstiller en stor Hob, skal Hoben dog gives i hans Haand. ¹² Som Hoben hæver sig, skal hans hjerte ophøje sig, og han skal fælde ti Tusinde og dog ikke blive mægtig. ¹³ Og Kongen af Norden skal komme tilbage og opstille en større Hob end den første, og efter at nogle Aars Tider ere til Ende; skal han komme og drage frem med en stor Hær og med meget Tros. ¹⁴ Og i de samme Tider skulle mange staa frem imod Kongen af Sønden, og Sønnerne af Røverne i blandt mit Folk skulle rejse sig for at stadfæste Synet; men de skulle falde. ¹⁵ Og Kongen af Nogen skal komme og opkaste en Vold og indtage en stærkt befæstet Stad, og Søndens Arme skulle ikke kunne holde ud, ej heller hans udvalgte Folk, og der skal ingen Kraft være til at holde Stand. ¹⁶ Men den, som kommer imod ham, skal gøre efter sin Villie, og ingen skal bestaa for hans Ansigt; han skal og træde op i det herlige Land, og der skal komme Fordærvelse ved hans Haand. ¹⁷ Og han skal vende sit Ansigt til at komme med al sit Riges Magt og med et redeligt Forhold i Sinde, og han skal sætte det igennem; og han skal give ham sin unge Dattar til hendes Fordærvelse; men hun skal ikke bestaa og ikke blive til noget for ham. ¹⁸ Derefter skal han vende sit Ansigt om imod Øerne og indtage mange; og han skal bringe Fyrster til at høre op med deres Haap, men hans Haan skulle de gengælde ham. ¹⁹ Og han skal vende sit Ansigt om til sit Lands Fæstninger, og han skal snuble og falde og ikke findes mere. ²⁰ Og der skal een opstaa i hans Sted, som skal lade en Plager drage igennem Rigets Herlighed; men i faa Dage skal han knuses, dog ikke ved Vrede og ikke ved Krigen.

³⁶ Og Kongen skal gøre efter din Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord imod gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker.

³⁶ Og Kongen skal gøre efter din Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord imod gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker. ³⁷ Og han skal ikke agte paa sine ædres Guder, er heller skal han agte paa Kvinders Ynde eller paa nogen Gud; thi han skal ophøje sig torlig over alt. ³⁸ Men Fæstningernes Gud skal han ære Paa dens sted; og den Gud, som han Fædre ikke kendte, skal han ære med Guld og med Sølv og med dyrebare Stene og med Kostbarheder. ³⁹ Og han skal handle med de stærke Fæstninger ved den fremmede Guds. Hjælp, saaledes at han skal bevise dem som erkende ham, meen Ære, og han skal lade dem herske over mange og uddele Land til Løn. ⁴⁰ Men ved Endens Tid skal Kongen af Sønden stanges med ham, og Kongen af Norden skal storme frem imod ham med Vogne og med Ryttere og med mange Skibe og trænge ind i Landene og overskylle og overfare dem. ⁴¹ Og han skal trænge ind i det herlige Land, og mange skulle falde; men disse skulle undkomme fra hans Haand: Edom og Moab og de ypperste af Ammons Børn. ⁴² Og han skal udstrække sin Haand efter Landene, og Ægyptens Land skal ikke staa til Redning. ⁴³ Og han skal blive Herre over Skatte af Guld og Sølv og over alle kostelige Ting i Ægypten; og Lygter og Morianer skulle følge ham. ⁴⁴ Men Tidender fra Østen og fra Norden skulle forfærde ham; og han skal drage ud med stor Grumhed for at udrydde og for at Ødelægge mange. ⁴⁵ Og han skal opslaa sit Pragttelt imellem Havet og det herlige, hellige Bjerg, men naa sin Ende, og ingen skal hjælpe ham.

⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

¹⁰ Men tinge de iblandt Folkene, saa vil jeg dog nu samle dem; og de skulle begynde at mindskes under Trykket af Fyrsternes Kvnge.

³ Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Tærskepladsen, og som Røg ud af et Vindue.

²¹ Og HERREN skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem, og Himmel og Jord skulle ryste; men HERREN skal være en Tilflugt for sit Folk og et Værn for Israels Børn. Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN eders Gud, som bor paa Zion, mit hellige Bjerg; og Jerusalem skal vorde en Hellig; dom, og fremmede skulle ikke ydermere drage over den. Og det skal ske paa denne Dag, at Bjergene skulle dryppe med Most. og Højene skulle flyde med Mælk, og alle Strømme i Juda skulle rinde med Vand, og der skal udgaa en Kilde fra HERRENS Hus, og den skal vande Sittims Dal. Ægypten skal blive Øde, og Edom skal blive til en øde Ørk, formedelst Voldsgerning imod Judas Børn, eftersom de have udøst uskyldigt Blod i deres Land. Men Juda skal blive evindelig og Jerusalem fra Slægt til Slægt. Og jeg vil sone deres Blod, som jeg ikke havde sonet; og HERREN bor paa Zion.

³ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Damaskus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have tærsket Gilead med Jerntærskevogne,

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.

¹³ Thi se, han danner Bjergene og skaber Vejret og kundgør et Menneske, hvad dets Tanke er; han frembringer Morgenrøde og Mørke og skrider frem over Jordens Høje; HERREN, Zebaoths Gud, er hans Navn.

¹⁵ Hader det onde, og elsker det gode, og hævder Retten i Porten; maaske HERREN, den Zebaoths Gud, maatte vorde det overblevne af Josef naadig.

¹ Men det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene, og Folkene skulle strømme til det. ² Og mange Hedninger skulle komme og sige: kommer og lader os gaa op til HERRENS Bjerg og til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, og vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem.

⁷ Og jeg vil gøre det haltende til en Levning og det bortkomne til et stærkt Folk; og HERREN skal regere over dem paa Zions Bjerg, fra nu og indtil Evighed.

¹³ Gør dig rede og tærsk, du Zions Datter! thi jeg gør dit Horn til Jern og gør dine Hove til Kobber, at du maa sønderknuse mange Folk, og at jeg kan vie HERREN deres Bytte og hele Jordens Herre deres Gods. Nu, flok dig sammen, du Flokkens Datter! en Belejring retter man imod os; med Kæppen slaar man Israels Dommer paa Kinden.

⁷ Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det gaar dets Ret og Ovorhøjhed ud.

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENS Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den HERRE Zebaoth.

³ og for den tredje Vogn hvide Heste, og for den fjerde Vogn spraglede, stærke Heste svarede og sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad betyde disse, min Herre?

⁶ Hvad angaar Vognen med de sorte Heste for, da gaa de ud imod Nordens Land og de hvide ere gangne ud bag efter dem, og de spraglede ere gangne ud imod Sydens Land.

³ Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil gøre Jerusalem til en Sten at løfte paa for alle Folkefærd, alle, som ville løfte paa den, skulle visselig rive sig; og alle Hedningefolk paa Jorden skulle samle sig imod den.

⁸ Og det skal ske paa den Dag, at levende Vande skulle udgaa af Jerusalem, Halvdelen af dem til Havet imod Østen og Halvdelen af dem til Havet imod Vesten; det skal være baade om Sommeren og om Vinteren. ⁹ Og HERREN skal være Konge over det hele Land; paa den Dag skal HERREN være een, og hans Navn eet.

¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

¹² Og der de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de skulde ikke vende tilbage til Herodes, fore de ad en anden Vei bort til deres Land. ¹³ Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det.

¹⁶ Der Herodes da saae, at han var skuffet af de Vise, blev han saare vred og sendte hen og lod ihjelslaae alle Børn som vare i Betlehem og i al dens Egn, fra to Aar og derunder, efter den Tid som han havde udspurgt af de Vise.

² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær. ³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

⁸ Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham:

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

⁹ Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;

¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

²⁵ Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige.

¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

¹² Hvad tykkes Eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halfremsindstyve, og gaaer paa Bjergene, og leder efter det, som er faret vild?

¹⁹ Atter siger jeg Eder, at dersom To af Eder blive enige paa Jorden om hvad for en Sag det er, at de ville bede det det skal vederfares dem af min Fader som er i Himlene.

²⁶ Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige.

⁹ men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

²⁴ Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette.

²² Og dersom disse Dage ikke bleve forkortede, da blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld skulle disse Dage forkortes.

³⁵ Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

⁹ Og de, som gik for, og de, som fulgte, raabte og sagde: Hosanna, velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! ¹⁰ Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

²⁰ Og dersom Herren ikke forkortede de Dage, blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han forkortet de Dage.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

⁵¹ Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke. ⁵² Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe.

⁵ Og Djævelen førte ham op paa et høit Bjerg og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik.

²¹ I den samme Stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult disse Ting for de Vise og Forstandige og aabenbaret de Umyndige dem. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.

² Men Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide. ³ Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I tale i Øret i Kamrene, skal forkyndes paa Tagene.

¹⁶ Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.

²⁰ Men da han blev adspurgt af Pharisæerne: naar kommer Guds Rige? svarede han dem og sagde: Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa.

¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.

¹ I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Det var i Begyndelsen hos Gud. ³ Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er.

⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.

¹³ hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud. ¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

¹² Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

⁴¹ Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig.

⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.

³⁴ Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?

⁴⁵ Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt. ⁴⁶ Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.

¹⁷ den Sandheds Aand, hvilken Verden ikke kan annamme, thi den seer han ikke, kjender ham ei heller; men I kjende ham, thi han bliver hos Eder og skal være i Eder.

²³ Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham.

¹⁵ Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder.

¹¹ Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overantvordede mig til dig, større Synd.

¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

¹² Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer?

¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

²⁴ Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, ²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee. ²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, ³⁰ idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn. ³¹ Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.

²⁵ Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad.

⁴ Der han havde grevet ham, satte han ham og i Fængsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.

²¹ Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis' Søn, en Mand af Manjamins Stamme, i fyrretyve Aar. ²² Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.

¹³ Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen og vilde offre tilligemed Folket.

²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.

⁶ Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet længe og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde at han var en Gud.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.

³⁰ Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herre Jesus Christus og ved Aandens Kjærlighed, og I ville med mig stride i Bøn for mig til Gud,

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, ²⁶ men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:

²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;

³⁰ Men ved ham ere I udi Christus Jesus, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfærdighed, og Helliggjørelse, og Forløsning;

⁹ men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneses Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som han elske.

⁹ men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneses Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som han elske. ¹⁰ Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.

¹⁰ Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder. ¹¹ Hvilket Menneske veed det, der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? Saa veed og Ingen det, som er i Gud, uden Guds Aand.

²¹ Derfor rose Ingen sig af Mennesker, thi alle Ting ere Eders; ²² være sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, elller det Tilkommende; alle Ting ere Eders; ²³ men I ere Christi, men Christus Guds.

⁵ Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; de skal hver vederfares sin Lov af Gud.

⁸ Derefter blev han seet af Jacobus, dernæst af alle apostlerne. ⁹ Men sidst af Alle blev han seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes Apostle, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. ¹⁰ Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig har ikke været forgjeves; men jeg har arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. ¹¹ Hvad heller det da er mig eller de Andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I. ¹² Men naar da Christus prædikes at være opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle i blandt Eder, at der ikke er Dødes Opstandelse?

²⁴ Derpaa kommer Enden, naar han har overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vælde og Magt. ²⁵ Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder.

²⁵ Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder.

¹⁷ Thi vi ere ikke som de Mange, der forfalske Guds Ord, men som af Retsindighed, men som af Gud tale vi for Guds Aasyn i Christus.

¹⁵ Thi det skeer altsammen for Eders Skyld, paa det den overvættes Naade kan ved manges taksigelse vorde frugtbar for Guds Ære.

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse, ⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,

⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden:

¹⁶ og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde.

⁵ Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor saa I kjøbe den beleilige Tid.

¹⁵ hvilken den Salige og alene Mængtige, den Kongers Konge og Herrers Herre skal vise i sin Tid; ¹⁶ han, alene har Udødelighed, som boer i et Lys, der Ingen kan komme til; hvem intetMenneske har seet, ikke heller kan see, han være Ære og evig magt! Amen.

¹ Men viid dette, at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider være at forvente.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube. ¹⁸ Herren vil og frie mig fra alt Ondt og frelse mig til sit himmelske Rige; han være Ære i al Evighed! Amen.

¹ Efterat Gud fordum havde talet mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Propheterne, saa har han i disse sidste Dag talet til os ved Sønnen;

¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

²⁴ Thi Christus gik ikke ind i en Helligdom, gjort med Hænder, som kun er et Billede af det Sande, men i Himlene selv, for nu at aabenbares for Guds Ansigt for os;

⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel. ¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt.

⁷ Eder, altsaa, som troe, tilkommer denne ære; men for de Vantroe er denne Steen, hvilken Bygningsmændene forstødte, bleven til en Hovedhjørnesteen og en Anstødsteen og en Forargelses Klippe;

⁹ da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfærdige til Dommens Dag at straffes;

³ Vider da først dette, at i de sidste Dage skulle der komme Bespottere, som vandre efter deres egne Lyster,

⁵ Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde Eder, at Gud er et Lys, og der er aldeles intet Mørke i ham.

²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd,

¹ Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes,

⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,

¹⁹ Skriv, hvad du saae, baade det som er, og det som skal skee herefter;

²⁷ og han skal regjere dem med et Jernspiir, ligesom Leerkar skulle de sønderknuses, som jeg annammede det af min Fader;

¹ Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.

¹¹ Værdig er du, Herre! at annamme Ære og Priis og Kraft; thi du har skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.

⁵ Og een af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! see, Løven, som er af Judas Stamme, af Davids Rod, har vundet Seir til at oplade Bogen og bryde dens Segl.

¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse!

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed. ¹⁶ Og de fire og tyve Ældste, som sade for Gud paa deres Throner, faldt ned paa deres Ansigter og tilbade Gud, sigende:

³ Og et andet Tegn blev seet i Himmelen, og see, der var en stor ildrød Drage, som havde syv hoveder og ti Horn, og paa sine Hoveder syv Kroner.

⁸ Men de mægtede Intet; ei heller blev deres Sted ydermere fundet i Himmelen.

¹ Og jeg saae et Dyr stige op af Havet, som havde syv Hoveder og ti Horn og paa sine Horn ti Kroner og paa sine Hoveder Bespottelsens Navn.

⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed.

¹² Og de to Horn, som du saae, ere ti Konger, hvilke ikke endnu have annammet Riget, men annammet en Magt som Konger een Time med Dyret.

¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand. ¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed. ¹² Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv; ¹³ og han var iført et Klæde, dybbet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. ¹⁴ Og hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og reent Lindklæde. ¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar.

¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar. ¹⁶ Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre.

¹⁶ Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre.

¹⁶ Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre. ¹⁷ Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere,

¹⁷ Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere,

¹⁷ Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere, ¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store.

¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store. ¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær.

¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær. ²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.

² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar ³ og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.

¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.

⁸ Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting.