Acts 20:1 Cross References - Danish

¹ Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, og tog afsked og begav sig derfra, for at reise til Macedonien.

¹⁰ Og Israels Øjne vare matte af Alder, han kunde ikke se; og han lod dem komme til ham, og han kyssede dem og tog dem i Favn.

⁴¹ Da Drengen gik ind, saa stod David op Sønder fra og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøjede sig ned tre Gange, og de kyssede den ene den anden og græd den ene med den anden; men David græd mest. ⁴² Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i HERRENS Navn og sagt: HERREN være Vidne imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen. Og han stod op og gik bort; men Jonathan kom til Staden.

²⁶ Men det skete, at de et heelt Aar igjennem forsamledes i Menigheden og lærte meget Folk, og at Disciplene først i Antiochia bleve kaldte Christne.

⁹ Og om Natten saae Paulus et Syn: en markedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Marcedonien og hjælp os.

²¹ Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem og sagde: efterat jeg har været der, bør det mig og at se Rom.

²³ Men paa den samme Tid skete, et ikke lidte oprør om denne Lære. ²⁴ Thi en Guldsmed ved Navn Demetrius gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste. ²⁵ Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste. ²⁶ Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, har ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder. ²⁷ Men der er ikke aleneste Fare for at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes. ²⁸ Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana! ²⁹ Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig marcedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus. ³⁰ Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke. ³¹ Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen. ³² Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de var komne sammen. ³³ Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. ³⁴ Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana! ³⁵ Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd I Ehpesus! hvilket Mennesket er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede? ³⁶ Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende. ³⁷ Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde. ³⁸ Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten. ³⁹ Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling; ⁴⁰ thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae. ⁴¹

¹⁰ Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.

³⁷ Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Paulus' Hals og kyssede ham.

⁵ Men der vi havde bragt disse Dage til ende, droge vi ud paa vor Reise, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Starandbredden og bade. ⁶ Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi i Skibet; men de vendte tilbage til Deres.

¹⁶ Hilser hverandre med et helligt Kys. Christi Menigheder hilse Eder.

⁵ Jeg vil komme til Eder, naar jeg er dragen igjennem Macedonien, (thi jeg drager igjennem Macedonien);

²⁰ Alle Brødrene hilse Eder, Hilser hverandre med et helligt Kys.

⁵ Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt.

¹² Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de Hellige hilse Eder.

²⁶ Hilser alle brødre med et helligt Kys.

³ Som jeg formanede dig at blive i Ephesus, der jeg drog til macedonien, saa byd Nogle ikke at lære fremmed Lærdom,